Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 2 1.2 Problemfelt... 4 1.3 Genstandsfelt... 7 2. Metodologi... 9 2.1 Videnskabsteori... 9 2.2 Metode...

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 2 1.2 Problemfelt... 4 1.2.1 Problemformulering... 6 1.3 Genstandsfelt... 7 2. Metodologi... 9 2.1 Videnskabsteori... 9 2.2 Metode... 10 2.2.1 Fokusgruppeinterview - metodeovervejelser... 11 2.2.2 Observation - metodeovervejelser... 14 2.2.3 Fokusgruppe og observation - samlet overvejelser... 17 2.2.4 Skriftlige materialer... 18 3. Teori... 21 3.1 Dialogisk kommunikationsteori... 21 3.1.1 Bakhtins dialogteori... 23 3.2 Diskursteori... 25 3.3 Positionering, magt og handlerum... 26 3.3.1 Positioneringsteori... 26 3.3.2 Magt og handlerum... 27 4. Analysestrategi... 29 5. Analysedel 1... 31 5.1 Idealistisk dialogdiskurs... 31 5.2 Diffusionsdiskurs... 40 5.3 Opsummering... 44 6. Analysedel 2... 46 6.1 Dialogisk ekspansiv... 46 6.1.1 Åbne op for stemmer... 46 6.1.2 Dagsorden, fast form... 49 6.1.3 Inddrage modstridende stemmer... 53 6.2 Dialogisk kontraktiv... 57 6.2.1 Moraliserende budskaber... 57 6.3 Handlerum... 61 6.4 Opsummering... 63 7. Opsummering og diskussion... 63 7.1 Opsummering... 64 7.2 Diskussion... 66 8. Perspektivering... 72 9. Litteraturliste... 76 10. Bilag... 79 1

1. Indledning Dialog er blevet et populært og anerkendt begreb i kommunikationsverdenen, og dette har bredt sig til flere grene af samfundet. I dag går eksempelvis politikere i højere grad i dialog med borgere, forskere går i dialog med offentligheden og ledere med deres medarbejdere. En bottom-up tilgang er således blevet mere udbredt i beslutningsprocesser, hvor eksempelvis borgere inddrages gennem dialog (Horsbøl og Lassen in press:260) (Agger og Löfgren 2006:1) (Bloch-Poulsen og Kristiansen in press:312). Der synes således at ske en generel bevægelse væk fra traditionelle former for kommunikation, hvor top-down tilgange har været dominerende i beslutningsprocesser, hen imod bottom-up tilgange. Der tages således afstand fra et vertikalt kommunikationsflow, hvor formidling af budskab har til hensigt at ændre adfærd via diffusion af viden. I stedet fokuseres der på horisontal interaktion mellem forskellige ligeværdige partner i kommunikationen (Morris 2003:124). At dømme ud fra dialogdiskursens mange positive egenskaber virker det indlysende, at denne tilgang har opnået en dominerende status i samfundet. Der er således sket et diskursivt paradigmeskift, hvor produktion og kommunikation af viden ikke kun opnås via diffusionstilgangen, men også opnås via dialogiske kommunikationselementer (Phillips 2011b:6) (Horsbøl og Lassen in press:260). Ifølge Louise Phillips kan det være gavnligt at forstå dialog diskursanalytisk som et tegn, der tilskrives betydning indenfor en diskurs, hvor dialog forbindes med andre tegn, såsom deltagelse, demokrati, samarbejde og myndiggørelse. (Phillips 2011c:157). I denne diskurs konstrueres borgere som aktive deltagere i demokratiske fora, hvorimod i diffusionsdiskursen konstrueres de som modtagere af viden. Man går således længere i dialogdiskursen end til at betragte borgere som modtagere; man inddrager dem som medvidensproducenter, hvor deres vidensformer anerkendes som legitime (Phillips in press:225) (Lehtonen og Bamberg in press:323). På trods af den dialogiske diskurs udbredelse, mener forskere dog, at dialog og deltagelse ofte fremstår uklart defineret og uden metodisk og teoretisk fundament, hvilket efterlader et behov for at undersøge, hvorvidt konkrete praksisser indfrier deres erklærede hensigter om dialog og deltagelse (Phillips 2011a:81) (Agger og Löfgren 2006:3). I mange tilfælde kombineres diffusions- og dialogtilgange i borgerinddragende projekter, og det kan skabe spændinger i praksis, der stammer fra tilgangenes indbyrdes formål og syn på kommunikation (Horsbøl og Lassen in press:261). Dog er en kombination af de to tilgange i sig selv ikke et problem, men det er vigtigt at være bevidst om, og anerkende de spændinger, der skabes. På baggrund af dette kan man argumentere for et behov for en refleksiv tilgang i praksisser, der lover dialog og deltagelse (Phillips 2011b:153f). 2

I den forbindelse er det nærliggende at undersøge, hvordan dialog og deltagelse diskursivt konstrueres i en konkret kontekst, for at finde frem til, hvordan praktikere forholder sig refleksivt til dialog- og deltagelsesprocesser i praksis. For at undersøge dette, har vi valgt en borgerinddragende praksis, der bygger på dialog- og deltagelsesprincipper. Vi har her valgt projektet Mennesker mødes i Gadehavegård, som er et boligsocialt forandringsprojekt, der finder sted i et boligområde i Høje Taastrup kommune. Vi finder det relevant at undersøge en borgerinddragende praksis, da brugen af borgerinddragelse som metode til styrkelsen af forandringsprocesser inden for de sidste 25 år har taget til i styrke. Offentlige myndigheder har indset, at borgerens ønsker, erfaringer og viden er essentiel for at være i stand til at udføre opgaver så effektivt som muligt. Borgeren får herved en demokratisk stemme, hvor borgerens ressourcer mobiliseres og lokalt demokrati styrkes (Agger og Löfgren 2006:1). Mobiliseringen af borgerens ressourcer i udviklingen af lokalsamfundet, giver således bedre løsninger og tilfredse borgere, og samtidig udvikles borgerens personlige kompetencer, hvilket kommer samfundet til gode i form af social kapital (Torpe 2006:1) (Foot 2009). I borgerinddragende projekter er principper fra bottom-up tilgange væsentlige elementer, hvor den dialogiske kommunikation mellem borgere og beslutningstagere ses som hovedelementet. Her arbejdes der hen imod en social forandring, hvor der forsøges at opnå større social lighed samt myndiggørelse af lokalsamfundet, i form af en øget evne til at forme egen fremtid (Freire 1970:45) (Morris 2003:124). Målet er således at opnå både individuel og community empowerment igennem dialogiske principper. Individuel empowerment, hvor det handler om, at den enkelte borger opnår magt og kontrol over sit eget liv og community empowerment, hvor et lokalsamfund opnår muligheden for at forme egen fremtid (Morris 2003:125) (Phillips 2011b:3). Der menes at være gode fortjenester ved borgerinddragelse. Det borgerinddragende projekt Kvarterløft Nørrebro Park, har for eksempel erfaringer med, at borgerinddragelse blandt andet bidrager til demokratisk legitimitet, og at borgerens ansvarlighed og sociale netværk styrkes, hvilket er bidragende til forankring og ejerskab af aktiviteter. I borgerinddragelsen har projektet således udnyttet borgerens ressourcer ved at inkludere dennes viden om problemer, behov og ønsker til planlægning af aktiviteter (Kvarterløft Nørrebro Park 2008 1 ). Dog er det ikke altid, at borgerinddragende projekter arbejder dialogisk i praksis, selvom dette loves. Eksempelvis 1 Kvarterløft Nørrebro Park er et borgerinddragende projekt, der blev afsluttet med udgangen af 2007.. Evaluering af projektet er blevet udfærdiget til en informationsfolder (Kvarterløft Nørrebro Park 2008). 3

analyserede Anders Horsbøl og Inger Lassen spændinger imellem bottom-up og top-down strategier i analysen af et dialogisk borgerinddragende projekt, der omhandlede et lokalt bæredygtigt initiativ. De finder her frem til, at repræsentanterne for initiativet positionerer sig som eksperter i interaktionen, hvor borgernes stemmer marginaliseres, og hvor repræsentanterne forsøger at finde frem til én forenet stemme (Horsbøl og Lassen in press:287f). Der lukkes herved ned for borgernes stemmer, for at finde frem til enighed. Dette er i overensstemmelse med udviklingen indenfor borgerinddragelse, hvor det ofte ses, at der er tendens til at søge mod konsensus finde frem til én singulær stemme (Agger og Löfgren 2006:4). I tilknytning til dette analyserede Lars Torpe i sin analyse af borgerinddragelse i danske kommuner, at deltagelsen af borgere i nogle tilfælde blot udføres på grund af administrativ rutine. Således har borgerens deltagelse ofte en rituel karakter, og ingen reel betydning for resultatet, da borgeren ikke involveres i beslutningsprocessen (Torpe 2006:7). Dette vidner om, at en dialogisk diskurs ikke altid indebærer en teoretisk funderet tilgang til dialog og deltagelse, og at det der loves ikke altid efterleves i praksis. Dette pointerer et behov for vedvarende refleksion af den borgerinddragende praksis. 1.2 Problemfelt Det borgerinddragende projekt Mennesker mødes i Gadehavegård har til formål at skabe social forandring i boligområdet Gadehavegård i samarbejde med områdets beboere. Ifølge helhedsplanen bygger projektet på demokratiske principper om, at beboernes viden og problemer medinddrages i aktiviteter, hvor beboerne efterfølgende opnår ejerskab og viderefører aktiviteterne som frivillige (bilag 4). Projektet har til formål at skabe bæredygtige løsninger, i samarbejde med beboerne, til hvordan Gadehavegård kan blive et bedre og mere trygt sted at bo (bilag 4). I projektets skriftlige materialer, er det tydeligt, at projektet bevæger sig indenfor en dialogdiskurs, hvor praksis konstrueres indenfor dialog, deltagelse og myndiggørelse (bilag 4). At vi finder det interessant at undersøge netop dette projekts konkrete brug af dialog og deltagelse, udspringer sig i særdeleshed af, at Gadehavegård er et socialt belastet boligområde, med høj kriminalitetsadfærd blandt beboerne (bilag 4). Beboerne i Gadehavegård udgør således en socialt udsat gruppe af borgere i det danske samfund, og det mener vi, styrker behovet for at undersøge netop deres muligheder for at deltage og indgå i dialog i forandringsprocessen af deres lokalområde. I tilknytning til dette er der stor etnisk mangfoldighed i boligområdet, hvor både etnisk danskere og etniske minoritetsgrupper er repræsenteret. Dette har ifølge helhedsplanen skabt en stigende polarisering beboerne imellem, hvilket gør at konflikter lettere opstår (bilag 4). Dette mener vi kan være en udfordring i forhold til 4

at fremme sameksistensen på tværs af forskelle, hvilket ligeledes gør projektet interessant at undersøge. Ifølge forskere kan det være svært at få øje på svaghederne når man arbejder indenfor den dialogiske diskurs, idet dialog og deltagelse ofte betragtes som noget indlysende godt og positivt. Det er således risiko for, at dialog bliver et buzz-word, hvor dialog kan virke som et legitimeringsværktøj, der slører hierarkiske kommunikationsformer som fx diffusionsmodellen. Dermed legitimeres andre kommunikationsformer ved at klæde dem ud som dialog, og derfor tages dialogens positive værdi ofte for givet (Phillips 2011c:152ff) (Agger og Löfgren 2006:3). Samme problemstilling er synlig i forhold til deltagelsesaspektet i borgerinddragelsesprojekter, hvor der er stor forskel på, i hvilken forstand borgere deltager. Her kan borgere deltage igennem en såkaldt tom inddragelse, hvor borgere ikke inddrages i planlægning og implementering af projekter, men inddrages for at magtholdere kan informere eller belære borgere igennem diffusion. Som modpol til dette kan borgere deltage i langt højere grad, hvor de eksempelvis besidder magten til at påvirke udfaldet af et givent projekt. Her er borgerne beslutningstagere, hvor de enten opnår størstedelen af beslutningsstemmerne, eller fuld ledelsesmagt (Arnstein 1969:216f). Der kan således knyttes mange forskellige betydninger til dialog og deltagelse, og dette har konsekvenser for borgernes aktuelle handlemuligheder i borgerinddragende initiativer. Det er derfor vigtigt at forholde sig refleksivt til dialog- og deltagelsesprocesser, hvor fokus er på, hvad dialog og deltagelse i praksis helt præcist indebærer (Phillips 2011c:154). Igennem en refleksiv analyse får vi således øje på, hvordan dialog og deltagelse udspiller sig i praksis, hvilke dilemmaer der opstår samt hvilke spændinger og problemer, der er iboende i dialogisk kommunikation. Herved tilsættes et kritisk blik på, hvordan diskursen om dialog og deltagelse konstruerer magt - om alternative vidensformer inkluderes eller marginaliseres (Phillips 2011c:179). Vi argumenterer således for nødvendigheden af at udføre en kritisk refleksiv analyse af den dialogiske kommunikationspraksis i Mennesker mødes i Gadehavegård. Hvor vi undersøger hvilken konstruering af dialog og deltagelse, der ligger bag praksis, og hvordan forskellige aktører positionerer sig selv og andre i interaktionen, samt hvilke konsekvenser dette har for beboernes mulighed for handlerum. I projektet indtager vi en praksisorienteret position, og vi mener derfor, at dialog og deltagelse kan forstås og anvendes på forskellige måder afhængig af praksis. Vi mener, at dialog og deltagelse kan kvalificere praksis, hvorfor vi indtager en normativ position inden for dialogisk 5

kommunikationsteori. Udgangspunktet er således, at vi deler den normative position om, at den dialogiske vending i det store hele er god, hvis vi gerne vil skabe en verden på tværs af forskelle, altså en dynamisk forandringskraft. 1.2.1 Problemformulering Ovenstående perspektiv danner baggrund for følgende problemformulering 2 : Hvordan konstrueres dialog og deltagelse i et borgerinddragende projekt som Mennesker mødes i Gadehavegård? og hvilke konsekvenser har aktørernes 3 positionering i kommunikationsprocesserne for beboernes mulighed for handlerum? I vores analyse undersøger vi først, hvordan dialog og deltagelse konstrueres blandt projektmedarbejderne, der arbejder med det borgerinddragende projekt Mennesker mødes i Gadehavegård. Her undersøger vi konkret, hvordan projektmedarbejderne artikulerer dialog og deltagelse, samt hvordan projektets skriftlige materialer konstruerer dialog og deltagelse. Herefter undersøger vi, hvordan disse diskursive konstrueringer af dialog og deltagelse artikuleres i projektmedarbejdernes borgerinddragende praksis - et beboermøde 4. I den forbindelse analyserer vi samspillet mellem de artikulerede diskurser. Her undersøger vi, hvordan spændinger kommer til udtryk i form af kampe mellem centrifugale tendenser, hvor der åbnes op for multiple stemmer, og centripetale tendenser, hvor der lukkes ned for stemmer. I denne analyse af samspil fokuserer vi på positioneringen igennem interaktionen af deltagerne i beboermødet, og finder vi frem til, hvilken konsekvens dette har for beboernes handlerumsmuligheder. I beboernes mulighed for handlerum ligger der således, at vi vil undersøge deres deltagelsesmuligheder og herunder deres positionering i beboermødet. I projektet er vi inspireret af Michel Foucaults syn på magt, hvor vi antager at magt og viden er forbundet, og at magt-fri zoner ikke eksisterer. Vi undersøger således, hvordan magt virker igennem positioneringerne af aktørerne. 2 Problemformuleringen er løbende formuleret ud fra et dynamisk samspil mellem teori og empiri. Vores proces er nærmere beskrevet i kapitlet Metodologi. 3 Med aktørerne menes der projektmedarbejdere og beboere. Disse er nærmere beskrevet i kapitlet Metodologi. 4 Beboermødet er et såkaldt Tryghedsmøde, hvor projektmedarbejdere og beboere i Gadehavegård er deltagere. Dette beboermøde er nærmere beskrevet i kapitlet Metodologi. 6

I besvarelsen af problemformuleringen arbejder vi ud fra, at viden er kontekstafhængig, og dialog og deltagelse således er afhængig af, hvilken kontekst vi analyserer. Projektet har ikke til hensigt at undersøge om projektmedarbejderne arbejder dialogisk og deltagerorienteret, men snarere hvordan. Vi ønsker at åbne op for refleksive betragtninger og overvejelser af projektmedarbejdernes praksis, og derfor er hensigten med nærværende projekt ikke at komme med bedre vidende forslag til praksisændringer på baggrund af vores analyse. Dette er fravalgt, da vi mener det er vigtigt, at vi sammen med projektmedarbejderne samproducerer denne viden om praksisændringer, og ikke bare kommer med vores teoretiske forslag. I overensstemmelse med vores dialogiske fremgangsmåde, mener vi at en sådan samproduktion kan optimere muligheden for refleksion, og herved også større mulighed for ændring af praksis. 1.3 Genstandsfelt Nærværende projekt tager udgangspunkt i det borgerinddragende projekt Mennesker mødes i Gadehavegård, der er sat i værk som et boligsocialt projekt, der har til formål at give boligområdet Gadehavegård, i Høje Taastrup kommune, et socialt løft. Projektet forløber over en seksårig periode, der er finansieret igennem en projektpulje fra Landsbyggefonden. Gadehavegård er et etagebyggeri med i alt 995 boliger, der huser 2049 beboere. Helhedsplanen 5, beskriver Gadehavegård som et kvarter med beboere med høj arbejdsløshed, modtager af kontanthjælp, enlige forsørgere og anden etnisk baggrund. Området er især præget af problemer med uhensigtsmæssig adfærd blandt unge samt en manglende engagement omkring beboerdemokratiet (bilag 4). I Mennesker mødes i Gadehavegård benyttes borgerinddragelse og dialog for at sikre involvering og engagement blandt Gadehavegårds beboere (bilag 4). Et eksempel på et af disse projekter er Tryghedsmødet, hvor den kommunale instans har igangsat et borgerforum på vegne af beboerne, der ønsker en større tryghed i området. Det er dette Tryghedsmøde vores projekt vil tage udgangspunkt i, der således udspringer fra en 5 Et skriftligt materiale, der beskriver alle projekter i Gadehavegård og deres strategiske målsætninger. 7

borgerinddragende kontekst. Projektets medarbejdere er situeret i Gadehavegård i en pavillon placeret på en nærliggende parkeringsplads. Projektsekretariatet består af fem personer, en projektleder og fire projektmedarbejdere 6, der alle har en relevant uddannelse indenfor boligsocialt arbejde (hejnabo.dk). Mennesker mødes i Gadehavegårds organisering består af fem dele; en styregruppe, projektsekretariatet, boligselskabet Domea, Kvarterpartnerskabet og et beboerforum. Beboere er repræsenteret i alle fem dele. Beboerforummet har en vigtig opgave i at sikre at beboernes behov og aktiviteter forankres og lever op til helhedsplanens mål (jf. Metodologi) (bilag 5). 6 I resten af opgaven vil vi referere til projektsekretariatet som projektmedarbejdere. 8

2. Metodologi Dette kapitel indledes med en redegørelse af vores videnskabsteoretiske perspektiv, da denne danner grundlag for vores metodiske og teoretiske valg. Dernæst følger en beskrivelse af vores empiri, der illustrerer, hvordan vi metodisk har valgt at gribe projektets problemstilling an. Vores metodiske beskrivelse er inddelt i tre overordnede afsnit, hvor vi i første del redegør for vores teoretiske og praktiske overvejelser i forbindelse med udførelsen af et fokusgruppeinterview med projektmedarbejderne i Gadehavegård. Andet afsnit omhandler vores observation af et møde mellem beboere i Gadehavegård og projektmedarbejdere, et såkaldt Tryghedsmøde - hvor vi ligeledes redegør for teoretiske og praktiske overvejelser af udførelsen. Tredje afsnit omhandler en beskrivelse af skriftlige materialer fra arbejdsenheden i Gadehavegård. 2.1 Videnskabsteori Vores projekt udspringer af den socialkonstruktivistiske optik, hvor både viden (epistemologi) og virkelighed (ontologi) anses som betinget af sociale kontekster (Fuglsang og Olsen 2004:46). Der findes i denne optik ingen universelle eller naturgivne sandheder, da alt ses som resultat af menneskelige handlinger, fortolkninger, refleksioner og sociale interaktioner. Virkeligligheden betragtes som noget, der formes og præges af menneskets erkendelse af den, og kan således ses som realismens modsætning, hvor det hævdes at virkeligheden udgør en objektiv realitet, der eksisterer uafhængigt af menneskelig erkendelse (Fuglsang og Olsen 2004:349). Viden ses i den socialkonstruktivistiske tilgang, som noget der præges af sociale og kulturelle kontekster, hvor fokus er på den sociale interaktion mellem mennesker. Interaktion og social praksis betragtes nemlig som konstruerende for sociale processer (Fuglsang og Olsen 2004:351f). Der findes flere grene indenfor den socialkonstruktivistiske forståelse, hvor der varieres indenfor ontologiske og erkendelsesteoretiske tilgange. Vi bekender os til en erkendelsesteoretisk socialkonstruktivisme, hvor fokus er på den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed, frem for den fysiske. Her er det centralt at vores viden om den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed kan betragtes som en konstruktion. Vi bekender os således ikke til den mere radikale form, hvor selv den fysiske virkelighed betragtes som en konstruktion af vores viden af den (Fuglsang og Olsen 2004:352f). 9

Ud fra denne videnskabsteoretiske optik, kan resultater fra vores projekt ikke betragtes som entydige sandheder, men skal ses som et resultat af vores erkendelsesinteresse og iagttagelsesoptik. Det er ikke muligt for os at generalisere på baggrund af vores empiri, analyse eller diskussion, dog mener vi stadig, at projektet kan bidrage med nye perspektiver og viden til projektmedarbejderne i Gadehavegård. Ligeledes mener vi, at projektet kan belyse et centralt emne indenfor dialogisk kommunikationsteori, og bidrage med empirisk analyse og refleksion. Vi har i projektet haft en åben tilgang til vores empiriproduktion, uden forinden at have haft konkrete teorier på plads. Vores tilgang har således haft induktive elementer, hvor projektets fokus har udviklet sig som et dynamisk samspil mellem teori og empiri. Vi er gået åben til empiriproduktionen, idet vi i forvejen ikke har haft en fast defineret problemformulering, eller en klarhed omkring hvilke teoretikere vi ville anvende i projektet. Dog har vi hver især erfaring med at arbejde med teorier indenfor henholdsvis dialog og diskursanalyse, og vi har derfor i dette projekt kunne trække på vores tidligere erfaringer. Vi satte os derfor ikke ind i teorien, før vi producerede empiri, hvilket gav os mulighed for at arbejde eksplorativ, hvorledes indholdet af fokusgruppeinterviewet og observationen har været med til at forme projektets fokus. 2.2 Metode Vi vælger at producere empiri i form af både et fokusgruppeinterview, med projektmedarbejderne i Gadehavegård, samt observation af et beboermøde - et såkaldt Tryghedsmøde - hvor både beboere fra Gadehavegård og to projektmedarbejdere deltager 7. Som empiri anvender vi ligeledes skriftlige materialer fra arbejdsenheden i Gadehavegård, som består af en helhedsplan, projektplan og kommunikationsstrategi, der alle omhandler Mennesker mødes i Gadehavegård. Vi har valgt at benytte alle tre former for empiri, da vi mener det er essentielt for at kunne besvare projektets problemformulering. Vi vil benytte fokusgruppeinterview og skriftlige materialer til at besvare, hvordan dialog og deltagelse konstrueres i et borgerinddragende projekt som Mennesker mødes i Gadehavegård, og observation af Tryghedsmøde til at besvare hvilke konsekvenser aktørernes positionering har for beboernes mulighed for handlerum. Fokusgruppeinterviewet giver os et indblik i, hvordan dialog og deltagelse opfattes og konstrueres blandt projektmedarbejderne, da vi 7 Vi ser beboere og projektmedarbejdere som ligeværdige deltagere i Tryghedsmødet, men har valgt at kalde dem henholdsvis beboere og projektmedarbejdere i resten af projektet. 10

her eksplicit spørger ind til, hvordan de definerer dialog og deltagelse, og hvordan de arbejder med det i praksis 8. Ligeledes beskriver de skriftlige materialer målet for projektmedarbejdernes arbejde indenfor borgerinddragelse. Det er således muligt for os at udføre en diskursanalyse på denne empiri, da nodalpunktet dialog og deltagelse eksplicit italesættes og beskrives. Observation af Tryghedsmødet giver os et indblik i en borgerinddragende praksis, hvor både projektmedarbejdere og beboere deltager i interaktionen. Det er således muligt for os at analysere, hvordan de fremanalyserede diskurser fra fokusgruppeinterview og skriftlige materialer artikuleres i samspillet mellem deltagernes stemmer i Tryghedsmødet. 2.2.1 Fokusgruppeinterview - metodeovervejelser Fokusgrupper er gode til at belyse sociale gruppers fortolkninger, interaktioner og normer i forhold til et givent emne (Halkier 2008:13). Vi finder det derfor fordelagtigt at anvende et fokusgruppeinterview i projektet, da vi er interesseret i at bringe projektmedarbejdernes normer, fortolkninger og beretninger om dialog og deltagelse i spil. Ligeledes er fokusgruppeinterviewet en god metode til at få et indblik i borgerinddragelsesfeltet, samt den kontekst projektmedarbejderne befinder sig i (Fick 2006:197). Vi producerer empiri, der belyser gruppens fortolkninger, interaktioner og normer i forhold til dialog og deltagelse, og således belyser, hvordan målgruppen konstruerer dialog og deltagelse. I kraft af, at vores fokus igennem hele projektet er på dialogiske kommunikationsteorier og former, har vi også forsøgt at opretholde en dialogisk fremgangsmåde i vores empiriproduktion. Vi er her inspireret af kollaborativ forskning, i forhold til hvordan viden samproduceres dialogisk blandt deltagere, igennem forhandlinger mellem vidensformer, identiteter og sociale magtrelationer (Phillips 2011a:84ff.). Vi forsøger således i fokusgruppeinterviewet at skabe en dybere fælles indsigt i de processer, der foregår i et borgerinddragende projekt. I kollaborativ forskning er målet at skabe et dialogisk samarbejde mellem forsker og andre aktører - i vores tilfælde mellem projektmedarbejdere og os selv som forskere. Nærmere bestemt er målet i fokusgruppeinterviewet at åbne op for stemmer, i form af projektmedarbejdernes synspunkter og erfaringer i forhold til dialog og deltagelse. Vi har valgt denne tilgang i håb om, at fokusgruppeinterviewet ikke virker 8 Som beskrevet i kapitlet Indledning eksisterer der både en dialog- og diffusionsdiskurs. Vi har en hypotese om, at disse diskurser vil blive artikuleret i fokusgruppeinterviewet. Dog vil vi i analysen være åben for artikuleringen af andre potentielle diskurser. 11

udspørgende, men snarere virker som en mulighed for, at vi i fællesskab kan finde frem til udfordringer, der følger med det borgerinddragende arbejde. I samspil med vores kollaborative forskningsperspektiv, er vi yderligere inspireret af Dorthe Staunæs og Dorthe Marie Søndergaards dialogiske interviewtilgang. Ifølge Staunæs og Søndergaard kan et interview begrebsliggøres som: Et socialt møde, en samtale imellem dialogpartnere, der sammen producerer tekstede fortællinger om den interviewedes virkelighed og om de måder, vedkommende betydningssætter dem på (Staunæs og Søndergaard 2006:54). Vi betragter herved fokusgruppeinterviewet som et socialt møde, der skaber rum for at fortællinger og meningskonstruktioner tales frem i løbet af samtalen. Formålet er således med fokusgruppeinterviewet at få de diskursive konstruktioner af dialog og deltagelse frem. Vi vil som forskere forsøge at investere os selv i mødet på en måde, så vi åbner op for projektmedarbejdernes stemmer, og ikke afbryder eller lukker ned for uenighed eller konflikt. Kontekst Socialkonstruktivismen er vores videnskabsteoretiske ståsted i produktionen af empirisk data. Denne tilgang kendetegnes ved, at den viden der produceres i fokusgruppen ikke betragtes som entydig, autentisk data, men som kontekstafhængig og foranderlig. Viden produceres i den socialkonstruktivistiske forståelse, og den producerede viden betragtes som socialt konstrueret og som betinget af aktører og kontekst. Ifølge Bente Halkier, er det derfor vigtigt at have in mente, hvilken kontekst hvori vores fokusgruppeinterview foregår, samt vores rolle i forhold til at konstruere undersøgelsens resultater på baggrund af vores erkendelsesinteresse (Halkier 2008:13f). I tilknytning til dette vælger vi at afvikle fokusgruppeinterviewet i Gadehavegård, i projektmedarbejdernes mødelokale, hvor deltagerne således er i vante omgivelser. Det mener vi har en gavnlig effekt i forhold til, at deltagerne føler sig trygge og hjemmevante, og derved forbedres chancen for at gøre interviewet uformelt. Deltagerne er alle klar over, at vi studerer kommunikation på Roskilde Universitet, og vi er derfor opmærksomme på, at deltagerne kan forsøge at konstruere dialog og deltagelse med dette in mente. Det kan tænkes at de, måske ubevidst, vil forsøge at optimere den måde de taler sammen på i fokusgruppen. Vi forsøger at imødegå dette, ved at fortælle deltagerne, at vi ikke er interesseret i deres kommunikationsfaglighed, men at vi gerne vil høre deres holdninger og erfaringer om det at arbejde borgerinddragende. Selvom vi forsøger at imødekomme ovenstående problematikker, er vi opmærksom på, at det ikke kan undgås, at deltagerne bliver påvirkede af den kontekst, de befinder sig i. 12

Vores baggrund har også betydning for konteksten. Vi er to studerende fra Roskilde Universitet, og fokusgruppedeltagerne er veluddannede kvinder og mænd, der arbejder indenfor det boligsociale område, og har gjort det i en del år. Vi er derfor opmærksom på, at vi har forskellige vidensformer, hvor de som praktikere har stor erfaring med den praktiske del af borgerinddragende arbejde, og vi som kandidatstuderende har en relativ specifik teoretisk viden om dialog og deltagelse. I kraft af vores dialogiske tilgang i fokusgruppeinterviewet ser vi forskelligheden som en fordel, da det muligvis kan bevirke, at deltagerne åbner sig mere op, og indgår i dialog omkring dialog og deltagelse i praksis. Vi anser, at begge parter i denne samtale har et ønske om at skabe ny viden sammen, der gavner forandring af praksis. Vi er således opmærksom på, at vores tilstedeværelse, erkendelsesinteresse samt måde at fortolke fokusgruppedataen på, påvirker den viden, der konstrueres i selve fokusgruppen og i analysen (Kristiansen & Krogstrup 1999: 118ff). Udførelse af fokusgruppeinterview I udvælgelsen af deltagere er vi selektive i forhold til vores problemstilling, og vi har derfor fokus på at finde deltagere, der arbejder med borgerinddragelse i praksis. Vi finder hurtigt frem til Høje Taastrup Kommune, da vi i forbindelse med et seminar, har hørt om deres arbejde i Gadehavegård. Vi kontakter projektenheden, og de takker ja til at deltage i vores fokusgruppeinterview. Fire projektmedarbejdere deltager, dog er en af deltagerne nødt til at gå en halv time inde i interviewet. Deltagerne kender alle hinanden, og arbejder sammen til daglig. Vi ser dette som en positiv egenskab, da de herved har nemmere ved at tage del i samtalen, og mulighed for at uddybe hinandens perspektiver, på grund af delte erfaringer og oplevelser. Samtidig er fokusgruppen socialt genkendeligt for deltagerne, og afspejler derved et mere realistisk billede af deltagernes hverdag (Halkier 2008: 30). Dog er der også ulemper forbundet med, at deltagerne indgår i samme netværk. Man risikerer, at deltagerne tager hinandens forståelser for givet, og ikke udspørger hinanden eksplicit. Dette kan resultere i, at færre perspektiver kommer i spil i fokusgruppeinterviewet. Endvidere kan der foregå social kontrol blandt folk fra samme netværk, hvor man skal stå til ansvar for sine udtalelser efter fokusgruppeinterviewet er afsluttet. Dette kan resultere i, at deltagerne føler, at de har mindre frihed til at udtale sig (Halkier 2008: 29f). Til udførelsen af fokusgruppeinterviewet udformer vi en interviewguide, der er struktureret efter en løs model, med få og åbne spørgsmål (bilag 1: Interviewguide). Dette skyldes, at vi ønsker en lav moderatorinvolvering, der giver projektmedarbejderne så meget plads som muligt til at udfolde sig, idet vi netop er interesserede i deres oplevelser og erfaringer. I interviewguiden er der lavet 13

opfølgende spørgsmål, som umiddelbart ikke følges slavisk, men stilles hvis interaktionen går i stå, eller kører af sporet. Fokusgruppeinterviewet blev udført den 16. april 2012 og varede knap to timer (bilag 2: Transskribering af fokusgruppeinterview). Fokusgrupperefleksion I udførelsen af fokusgruppeinterviewet har vi som beskrevet haft en dialogisk tilgang, med henblik på at åbne op for stemmer og samproduktion af viden. Fokusgruppeinterviewet bar præg af en åben dialog, hvor forskellige perspektiver kom i spil og blev diskuteret. Der blev fra vores side gjort opmærksom på, at alle perspektiver var gavnlige, og at formålet med interviewet ikke var at finde frem til én fælles definition af dialog og deltagelse. Dette bevirkede, at det var acceptabelt, at definere dialog og deltagelse forskelligt, hvor konstrueringen afhang af, hvilken praksis den enkelte projektmedarbejdere forholdte sig til. Selvom der var uenigheder, lukkede deltagerne ikke ned for hinandens perspektiver, men var i høj grad åbne overfor hinandens stemmer. Fokusgruppeinterviewet bar således præg af, at refleksion er en vigtig kilde for ny erkendelse. Idet projektmedarbejderne brugte fokusgruppeinterviewet til at reflektere og tydeliggøre, hvordan de konstruerer dialog og deltagelse, vurderer vi, at vores dialogiske fremgangsmåde bidrog til en dynamisk proces og større vidensproduktion. 2.2.2 Observation - metodeovervejelser Vi anvender observation som metode i projektet, for at genere viden om, hvordan projektmedarbejderne i praksis udfører borgerinddragelse. Det er via denne metode muligt at udvide muligheden for at forstå og klarlægge dialogiske processer og spændinger i en social kontekst, uden selv at spille en aktiv rolle som forsker (Kristiansen og Krogstrup 1999). Vi kan således undersøge, hvordan både projektmedarbejdere og beboere igennem dialogen positionerer sig selv og andre i et beboermøde, og herved producere empiri om aktørernes sociale handlinger i en borgerinddragende praksis. Vi vil via observation af Tryghedsmødet, således analysere os frem til, hvordan projektmedarbejderne og beboerne gennem social praksis konstruerer deltagelse og dialog, og tilskriver mening og betydning til handlinger. Dette vil gøre os i stand til at besvare anden del af projektets problemformulering om, hvordan aktørerne i Tryghedsmødet positionerer sig i mødet, og hvilke konsekvenser dette har for beboernes mulighed for handlerum. 14

Da vi kun observerer ét møde, bliver kontakten med beboerne og projektmedarbejderne kort, og kritikken vægter sig her på, at kontakten med feltet er sporadisk og flygtigt. Ifølge Søren Kristiansen og Hanne Krogstrup er der således chancer for, at vi som forskere kan misforstå aktørerne i mødet, og ikke kan trænge ind i den sociale struktur, som aktørerne er en del af (Kristiansen og Krogstrup 1999: 110). For at imødekomme dette problem, ville vi gerne have observeret flere møder i Gadehavegård, men dette var ikke muligt på grund af projektmedarbejdernes vurdering af, at andre beboermøder var for sårbare for os at deltage i. Med en opmærksomhed på dette, mener vi dog stadig, at vi kan producere brugbar viden ved et enkelt møde. Dette mener vi, da det stadig er muligt at analysere interaktionen mellem deltagerne selvom vi kun observerer ét enkelt møde. Vi kan herved besvare, hvordan aktørerne positionerer sig i dette ene møde, og hvilke konsekvenser det har. Det er dog ikke muligt at generalisere på baggrund af vores resultater fra et enkelt møde, men de kan stadig anvendes som et øjebliksbillede af projektmedarbejdernes praksis. Vi fik således mulighed for at observere ét beboermøde - Tryghedsmødet, der foregår i boligområdet Gadehavegård. Projektmedarbejderne har på forhånd inviteret beboere til mødet, for at tale om tryghed i boligområdet. Forinden dette Tryghedsmøde, er der blevet afholdt Det store Tryghedsmøde, hvor ca. 60 beboere deltog til en debat om tryghed i området. På dette møde, fandt de i samarbejde frem til nogle husråd, der kan gøre Gadehavegård et tryggere sted at bo. Det var eksempelvis, at der skal oprettes natteravne i boligkvarteret, og at beboerne skal være bedre til at hilse og smile til sin nabo 9. Det møde vi observerer, er således en opfølgning på Det store Tryghedsmøde, hvor dagsorden er, hvordan man kan implementere nogle af de italesatte husråd. Blandt andet, hvordan man skal gøre folk i boligområdet opmærksom på, at det er en god ide at smile og hilse på sin nabo. Kontekst Som beskrevet ovenstående i afsnittet om fokusgruppeinterview, er det vigtigt at reflektere over hvilken kontekst empiriproduktionen foregår, og hvilken påvirkning vi som forskere kan have på projektets resultater. Tryghedsmødet foregår i boligområdet Gadehavegård, hvor 9 Det store Tryghedsmøde fandt sted inden vores semester startede, og vi havde derfor ikke mulighed for at observere dette møde. 15

projektmedarbejderne har valgt at afholde mødet op i det lokale beboerhus, hvor et stort lokale er blevet stillet til rådighed. Selvom vi ikke har haft noget at gøre med lokationen, mener vi alligevel at stedet er ideelt, da det er et lokale alle beboere kender, og herved er der stor sandsynlighed for, at beboerne føler sig trygge og hjemmevante. Både projektmedarbejdere og beboere gav os deres tilladelse til, at vi observerer og optager Tryghedsmødet. Deltagerne er desuden alle klar over, at vi er kommunikationsstuderende, og at vi skal bruge dataen til en projektopgave. Vi vil under hele observationen være opmærksom på, at vores tilstedeværelse ved mødet påvirker feltet. Vi indgår i en praksis, hvor vi normalt ikke har adgang, og dette kan påvirke mødet. Det kan påvirke deltagerne, i og med at de måske holder sig tilbage, da de ikke er trygge ved vores tilstedeværelse. Vi er dog opmærksomme på, at selvom vi forsøger at imødekomme dette, kan det ikke undgås, at deltagerne påvirkes af den kontekst de befinder sig i. Vores alder og uddannelse kan ligeledes påvirke deltagerne. Dette tænker vi specielt gør sig gældende i forhold til beboerne, som alle er ældre end os, og som beskrevet indledningsvis, tilhører en lavere social gruppe. Vi risikerer derfor at indtage en position, hvor vi anses som de veluddannede, og dette kan muligvis resultere i, at deltagerne ikke har lyst til at åbne op, og derved undlader at fortælle om deres oplevelser og holdninger. Dette er vi, jf. afsnittet Fokusgruppeinterview - metodeovervejelser, opmærksom på påvirker den viden, der konstrueres i observationen og efterfølgende i analysen. Udførelse af observation Til mødet deltager to kvindelige projektmedarbejdere fra Gadehavegård, en kunstner der skal hjælpe med at udforme husrådene illustrativt, og fem inviterede beboere. Disse beboere har forskellig køn, alder og etnicitet. Fire af deltagerne er kvinder, og en beboer er en yngre mand. De fem kvinder er både etnisk danskere og etniske minoritetsgrupper, og alderen spænder sig fra midaldrende til pensionistalderen. To af de etniske danskere kvinder er lige blevet valgt ind i den nye bestyrelse, som foregik ved beboerdemokrati ugen inden Tryghedsmødet. Det er således en blandet skare af beboere, der deltager i mødet, hvilket er et godt billede af den sammensætning af beboere, der bor i Gadehavegård. Til mødet deltager også en billedkunstner. Hun sidder med i mødet, da hun i samarbejde med Høje Taastrup kommune er ved at udforme en visuel kampagne om tryghed i Gadehavegård. 16

Vi vælger at udføre observationen, hvor vi udforsker aktørerne udefra. Det vil sige, vi er ikke direkte involveret i mødet, og er derfor heller ikke et medlem af den kontekst vi observerer. Vi har således en rolle som publikum, hvor vi sidder med til mødet, og observerer interaktionen mellem projektmedarbejdere og beboere (Kristiansen og Krogstrup 1999:54). Dette har vi valgt da antallet af beboere ellers ikke er i overtal i forhold til ikke-beboere, hvilket vi mener kan have en indflydelse på mødets interaktion. Det er interaktionen mellem beboere og projektmedarbejdere, der er i højsæde, og denne mener vi kan hindres, hvis beboerne ikke er i overtal. Beboerne kan holde meninger og holdninger tilbage, hvilket ikke er i overensstemmelse med det borgerinddragende ideal. Vi optager mødet på diktafon, da vi ikke kun er interesseret i den non-verbale adfærd, men isærdeleshed den verbale adfærd, da det er igennem interaktionen vi finder frem til, hvordan aktørerne handler og positionerer sig i forhold til hinanden. Ligeledes vælger vi en ustruktureret grad af struktur af observationen, hvor vi har en eksplorativ tilgang til mødet. Dette er gjort, da vi ikke er interesseret i at reducere vores råderum som forskere, men derimod være åbne overfor uforudsigelige hændelser (Kristiansen og Krogstrup 1999:48). Observationen fandt sted 12. april 2012, og varede ca. 2,5 timer (bilag 3: Transskribering af observation). 2.2.3 Fokusgruppe og observation - samlet overvejelser Vi er i fokusgruppeinterviewet og i observationen opmærksom på at få deltagernes informeret samtykke. Dette gør vi ved at fortælle deltagerne, hvad vores projekt handler om, og hvad vi skal bruge dataen til, I tilknytning til dette fortæller vi deltagerne, at vi optager samtalen på diktafon, at de er anonyme, og at dataen forbliver fortrolige. Herved sikrer vi deltagernes privathed, og deres selvstændighed bevares. Ligeledes forsøger vi som forskere at forholde os fordomsfrit og sættes vores egne for-forståelser i parentes, når vi udfører fokusgruppeinterviewet, og observerer Tryghedsmødet. Vi vil ligeledes forsøge at fremstå som interesserede, troværdige, sensitive og lyttende i begge empiriproduktioner. Dette er vigtigt, da vi har det moralske ansvar for, at resultaterne bliver gengivet så korrekt som muligt (Brinkmann og Tanggaard 2010:443ff). Fokusgruppeinterviewet og observationen er efterfølgende blevet transskriberet, hvor projektmedarbejderne og beboerne er anonymiseret med andre navne (bilag 2 og 3). 17

Validitet Ud fra vores socialkonstruktivistiske optik, er det ikke muligt at tale om en objektiv form for generaliserbarhed eller validitet. Vores resultater er influeret af os som forskere, samt den kontekst vi befinder os i. Vores analyser og resultater kan derfor ikke betragtes som entydige sandheder, men som et resultat af vores erkendelsesinteresse samt den kontekst vi opererer i. For at højne validiteten af vores undersøgelse, har vi valgt at lægge vægt på den håndværksmæssige kvalitet, med en gennemsigtig forskningsprocedure, hvor vi igennem projektet redegør for vores metodiske og analytiske valg (Kvale og Brinkmann 2009:274ff). Vi lægger derfor stor vægt på at opretholde en gennemsigtig forskningsprocedure, hvor vi redegør for vores metodiske og analytiske valg og fravalg, hvilket giver læseren mulighed for at vurdere de resultater, vi fremlægger. 2.2.4 Skriftlige materialer For at finde frem til, hvordan dialog og deltagelse konstrueres i Mennesker mødes i Gadehavegård anvender vi, udover fokusgruppeinterviewet, nedenstående beskrevet skriftlige materialer. Vi benytter disse materialer, da de udgør en grundlæggende strategi, for det arbejde Høje Taastrup kommune udfører i kvarteret Gadehavegård. Vi mener derfor, at det er essentielt, at inddrage det strategiske grundlag i analysen af konstrueringen, da dette kan give et helhedsindtryk af, hvilke mål og idealer projektet har i forhold til borgerinddragelse. Nedenstående er helhedsplan, projektplan og kommunikationsstrategi beskrevet. Helhedsplan for 2008-2011 Helhedsplanen for Mennesker mødes i Gadehavegård er udarbejdet af konsulentfirmaet Urban Task Force 10 i tæt samarbejde med afdelingsbestyrelsen i Gadehavegård, DFB/Dormea 11 og Høje- Taastrup Kommune. Helhedsplanen blev dengang udarbejdet og anvendt i forbindelse med en projektansøgning til Landsbyggefonden om tilskud til Mennesker mødes i Gadehavegård. Helhedsplanen beskriver forslag til boligsociale projekter, der er blevet udviklet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, workshops med unge 7. klasseselever og beboere, samt møder og interviews med forvaltninger og lokale aktører. Baggrunden for projektet er blandt andet utryghed 10 Også kaldet SUPERTANKER, der er et projekt og forskningsnetværk med byen som arbejdsfelt. Ifølge Urban Task Force arbejder de kritisk og konstruktivt med kultur, byrum, samfund, debat og design med en aktivistisk indstilling til byens mulighedsrum og udvikling. 11 Boligselskab 18

og konflikter i området. Helhedsplanen lægger op til, at der bliver arrangeret aktiviteter, og skabt mødesteder for, at mennesker kan mødes på tværs af barrierer som alder, køn og etnisk baggrund. Helhedsplanens forslag er udvikling af delprojekter, så som Mennesker mødes, De usynlige stier, Hakkemosen som mødested og Kvarteret ind i skolen og skolen ud i kvarteret (bilag 4).Helhedsplanen var det første spadestik til tilblivelsen af projektet Mennesker mødes i Gadehavegård. Den bygger på teoretiske funderinger om, hvilke muligheder der er for at gøre boligområdet et bedre sted at bo. Vi er særligt interesseret i den teoretiske fremlæggelse af dialog og deltagelse. Projektplan 2010-2014 Projektplanen fungerer som et tillæg til helhedsplanen, og er en videreudvikling af helhedsplanen. Projektplanen er udarbejdet af projektmedarbejderne, der er tilknyttet projektet i Gadehavegård. De skriver blandt andet i projektplanen; Målet er at opretholde en demokratisk og åben proces, hvor beboere får mulighed for at tage ejerskab til nye aktiviteter. Projektplanen indeholder ligeledes detaljerede aktivitets- og milepælsplan for 2010 og en mindre for 2011-2014 (bilag 5). Der arbejdes fortsat med fire delprojekter som beskrevet ovenfor i helhedsplanen, de er dog blevet justeret en smule siden projektets start, for at imødegå beboernes behov. Projektplanen sammenlignet med helhedsplanen fremstår mere konkret og mindre abstrakt. Kommunikationsstrategi Kommunikationsstrategien er udarbejdet, ifølge projektmedarbejderne, i kraft af, at de i det daglige skal kommunikere til flere forskellige målgrupper og aktører. Den kortlægger forskellige formidlingsformer, som hver især skal formidle om aktiviteter, events samt store og små projekter, til beboere og samarbejdspartnere Disse skal ifølge strategien give [beboerne] lyst til at engagere sig i kvarteret og skabe fællesskab og større glæde ved at bo i kvarteret (bilag 6). I kommunikationsstrategiens første halvdel beskrives hvilke kommunikationskanaler projektmedarbejderne anvender, så som nyhedsbreve, hjemmeside og opslag i opgange. Samtidig beskrives et interpersonel element om personlig kontakt i form af mund-til-mund metoden, telefonopringninger eller sms-kæder. Et eksempel på den personlige kontakt er: ud og stemme dørklokker, ligesom vores tur rundt i kvarteret med campingvognen var en del af denne strategi. Anden halvdel af kommunikationsstrategien beskriver medierne BeboerTV og Beboerbladet, som en mediegruppe, der består af en række frivillige beboere, har ansvaret for (bilag 6). Kommunikationsstrategien syner ikke som en del af helhedsplanen og projektplanen, men fungerer 19

som et selvstændigt værktøj, der beskriver hvilke kommunikationsformer der benyttes i Mennesker mødes i Gadehavegård. 20

3. Teori I dette kapitel redegør vi for, hvilken teori vi anvender i analysen af vores problemstilling. Vi præsenterer først den dialogiske kommunikationsteori og dennes teoretikere, hvor vi også kort berører diffusionsteorien. Herefter beskriver vi diskursteorien, og slutteligt berører vi teoretisk emnerne positionering, magt og handlerum. Hele afsnittet fremstår som en teoretisk platform, ud fra hvilken vi kan analysere projektets problemstilling. 3.1 Dialogisk kommunikationsteori Dialogisk kommunikationsteori bygger på forståelsen af, at videnskommunikation forstås som dialog og interaktion mellem forskellige typer af aktører. Indenfor dialogteori anses dialog som en dynamisk proces, hvor fokus er på kvaliteten af forholdet mellem aktører, og hvor betydning opstår i social interaktion. Inden for dialogisk kommunikation arbejder mange fremtrædende teoretikere med en normativ tiltro om, at dialog kan bygge bro på tværs af forskelle, både etniske, geografiske og politiske forskelle. Disse forskelle ses som en dynamisk og positiv forandringskraft, og skal betragtes som en mulighed for udvikling, snarere end som en forhindring. Denne normative dialogtilgang er udbredt på tværs af praksisfelter, og dominerer hele det teoretiske forskningsfelt. Formålet med den dialogiske tilgang til kommunikation er at skabe social forandring hen imod større social lighed og myndiggørelse (empowerment) (Phillips 2011c:152ff). Eksempelvis i vores tilfælde med beboerne i Gadehavegård, hvor målet er at udfordre strukturelle uligheder og udvide lokalsamfundets handlerum, så beboerne får mulighed for at arbejde hen imod social forandring. I dialogisk kommunikationsteori udviskes forskellen mellem kommunikatøren og modtageren, hvor kategorierne deltagere, partnere og medborgere bruges som erstatning for afsender, modtager og målgruppe. Alle indgår således i en gensidig læring baseret på dialog på tværs af forskellige vidensformer - hvor relationer mellem forsker og deltagere er gensidig. Forskningsbaseret viden mister deres monopol, og erfaringsbaseret vidensformer anerkendes som legitim viden, hvor deltagerne med denne viden opfattes som eksperter (Gomez et al. i Phillips 2011b:3). Der er således tale om en demokratisering af ekspertise, hvor alle vidensformer anerkendes som legitime ekspertpåstande (Phillips 2011c:152). 21

Dialogteori defineres ofte i modsætning til, hvad det ikke er - et vertical, envejskommunikationsflow af viden. Dialogisk kommunikation står således i kontrast til det syn på kommunikation, som kommunikationskampagner traditionelt har baseret sig på (Windahl og Signitzer i Phillips 2011c:153). Her kan man sige, at dialogteoretiske praksisser bliver til relationelt, fordi dialog konstrueres i modsætning til noget andet fx monolog, og lineær kommunikation. Dialogisk kommunikationsteori står således i modsætning til den ældre diffusionsteori, der bygger på en forståelse af, at formidling af en konkret viden kan opnå adfærdsændring hos sin målgruppe (Phillips 2011b:59). Diffusionsteori, der er stadfæstet af Everett Rogers, anser information og viden som autentiske størrelser, der i sig selv er sande, hvor det samtidig forstås implicit, at den målgruppe man vil påvirke, mangler den viden der formidles. Klassisk diffusionskommunikation foregår således gennem viden-holdning-handling, hvor en envejskommunikation - fra en ekspert til en mindre vidende målgruppe - fører til ny viden, der medfører en holdning og adfærdsændring (Morris 2003:226). Diffusionsteorien er således baseret på et vertikalt kommunikationsflow fra den vidende kommunikatør til en mindre vidende målgruppe, hvor meddelelser spredes fra staten til befolkningen på en hierarkisk og top-downstyret måde. Dette står i modsætning til en participatorisk tilgang til social forandring - udviklet af Paulo Freire - hvor en bottom-up tilgang benyttes, og hvor det således handler om vidensudveksling og horisontal dialog. Nancy Morris definerer den participatoriske tilgang således: Not as a vertical process of information transmission from the knowledgeable to the less knowledgable, but rather a horizontal process of information exchange and interaction (Morris 2003:226). Til dette skal der dog tilføjes, at diffusions- og den participatoriske tilgang ikke er polar opposites (Morris 2003:227). Diffusionstilgangen har med tiden udviklet sig hen imod den participatoriske tilgang, og participatoriske projekter indeholder ofte elementer fra diffusionsteorien. Her kan der dog opstå iboende spændinger i forsøget på at forene dialogiske idealer om deltagelse, dialog og myndiggørelse, med en strategisk orientering om at skabe et gensidigt vidensprodukt (Phillips 2011c:153). Indenfor den dialogiske kommunikationsteori findes der forskellige teoretikere, og de har synet på kommunikation til fælles. Et syn på kommunikation som betydningsdannelse, der er multidimensionelt, dynamisk, kontekstafhængig og helt grundlæggende for menneskelivet og kulturen (Phillips 2011c:160f). Ligeledes eksisterer der et fælles syn på sproget, hvor sproget ses som konstituerende, situationelt og relationelt. Dialogteorien er vokset frem i forbindelse med, at socialkonstruktionistiske præmisser er blevet accepteret på tværs af kommunikationsteorier. Dialogteoretikerne deler således den grundlæggende socialkonstruktionistiske præmis om, at den 22