UDDANNELSE AF MOGENS JENSEN

UDDANNELSE AF MOGENS JENSEN

Uddannelse og praksis er på Aalborg Universitet koblet tæt sammen i de såkaldte professionsprogrammer. Et af disse programmer skal give de studerende indblik i den pædagogiske psykologis virkelighed. Pædagogisk psykologi i socialt arbejde Psykologi har traditionelt været delt op i forskellige delområder som udviklingspsykologi, socialpsykologi, pædagogisk psykologi. Denne opdeling er også gået på en opdeling i grundfag over for anvendte fag udviklingspsykologi, socialpsykologi m.fl. over for pædagogisk psykologi, klinisk psykologi etc. Opdelingen skaber ikke alene et overblik over et efterhånden stort og broget område, men er samtidig med til at konstituere feltet. Den bidrager til, at noget trækkes frem som forgrund og dermed centralt, mens andet bliver baggrund og dermed mindre prioriteret i hvert fald for et første studie. Fx fører det til, at udviklingspsykologi hovedsagelig har omfattet børn og unges udvikling, mens kognitionspsykologi i vid udstrækning har omfattet voksnes kognitive funktionsmåde, om end der er lokale variationer i dette billede og efterhånden ændringer. Tilsvarende har grænseområder og overlap mellem de anvendte fag som fx pædagogisk og klinisk psykologi været relativt uopdyrket land. På universiteterne har opdelingen haft en selvstændig diskurs om den fagligt mest hensigtsmæssige eller ligefrem korrekte opdeling, hvor kriterierne har været mere akademisk-interne end set i relation til professionsområdet de felter, hvor psykologer arbejder praktisk rundt omkring. Derfor har netop professionsområderne været væsentlige i planlægningen af kandidatdelen af cand.psych.-uddan nelsen på Aalborg Universitet, idet arbejdet med at udvikle de såkaldte professionsprogrammer i væsentlig grad er rettet mod bestemte arbejdsfelter, som de er etableret rundt om i Danmark i dag. Pædagogisk psykologi Den beskrevne opdeling har i tidens løb været udformet lokalt efter underviserne, men både i Danmark og internationalt har pædagogisk psykologi lagt hovedvægten på psykologi i sammenhæng med undervisning, som det også antydes af den engelske betegnelse educational psychology. I nogle sammenhænge har det ført til, at pædagogisk psykologi kun beskæftigede sig med undervisning og læring i sammenhæng med uddannelsesinstitutioner. Dermed var hele feltet omkring pædagogers arbejde i daginstitutioner skåret fra. Ligeledes har der nogle steder været en klar grænsedragning over for den kliniske psykologi, idet pædagogisk psykologi er blevet defineret som kun omhandlende læring inden for den normale udvikling. Dermed var pædagogers arbejde på døgninstitutioner skåret fra ligesom hele feltet med det pædagogiske arbejde omkring mennesker med handicap af en eller anden slags. I store træk kan man sige, at vi var i den paradoksale situation i Danmark, hvor vi har en uddannelse til pædagog, at psykologi, som vedrørte disse menneskers arbejde, ikke hørte med til pædagogisk psykologi! Denne opdeling i den akademiske verden har ført til, at kvalificering af de studerende til arbejdet med afvigende udvikling og anderledes læreprocesser i stedet er blevet varetaget hovedsagelig af klinisk børne- og ungdomspsykologi. Mange nyuddannede er derfor gået til opgaver om afvigende udvikling og læreprocesser med teori og begreber fra den kliniske psykologi, og da ens begreber og teori influerer på ens opfattelse af de problemstillinger, man møder, vil denne baggrund ofte medvirke til en øget patologisering af de børn og unge, man arbejder med. På Aalborg Universitet arbejder vi med en opfattelse af pædagogisk psykologi, hvor udviklings- og læreprocesser er det centrale, hvor vi er Nr. 11. 2004 PSYKOLOG NYT 13

interesserede i afdækning, tilrettelæggelse og intervention i disse processer, men hvor det er normalitet, der er udgangspunktet. Samtidig er det væsentligt at se normalitet som netop en norm og dermed ikke noget givet. Vi kan også se afvigende adfærd som en normal psykisk udvikling på afvigende betingelser det gælder fx en række tilfælde af stereotyp og autistisk adfærd inden for handicapområdet. Her giver de anderledes udviklingsbetingelser den samme udvikling en anden fremtræden, men skal vi forstå og intervenere i forhold til den, må vi kunne se det normale i den. Dette skal nok ses som en foreløbig afgrænsning, da vi stadig arbejder med afklaringen heraf. Praksisfeltet Nu har professionsfeltet for psykologer imidlertid ikke rettet sig efter afgrænsning i den akademiske verden. På socialforvaltninger og PPR-kontorer arbejder fx mange dygtige psykologer, der har udviklet deres eget fagfelt ved at hente ind fra alle områder af psykologien. Praktikere er heller ikke så afhængige af forskningen, som nogle på universiteterne gerne vil tro. Faktisk viser erfaringer fra mange, der forsker i praktikeres arbejde, at praktikerne ofte er foran udviklingen i de akademiske discipliner. Men et samarbejde mellem praktikere og universiteternes teoretikere kunne formentlig være konstruktivt og produktivt for alle parter. Det kunne være spændende en gang at undersøge, hvordan opdelingen i den akademiske psykologi og uddannelserne har påvirket arbejdet inden for området. Det er ikke umuligt, at den kliniske skoling har påvirket tænkningen i form af øget patologisering af den afvigende udvikling frem for en opfattelse af bredde i normaludviklingen. Og det er heller ikke umuligt, at en klinisk tankegang kan have ført til en øget brug af interventionsformer, hvor der skal specialister til at tage sig af den afvigende udvikling frem for en kvalificering af normalområdets aktører til at håndtere bredden. I nogle tilfælde har en medicinsk-diagnostisk tilgang bredt sig så meget, at den også opfattes som den psykologiske måde at arbejde med unormal adfærd på. Når man udvikler bestemte arbejdsmåder og teorier, trækker de altid noget frem som forgrund og lader andet forblive baggrund. Derfor er det vigtigt i praktisk psykologarbejde at være opmærksom på, hvordan ens begreber, teorier, arbejdsmetoder og position er med til at bestemme, hvilke problemer man ser, hvordan man ser på dem, og hvilke interventioner man kan foreslå. Disse overvejelser fylder traditionelt mere i den pædagogiske psykologi, der derfor ofte får ry for at være noget filosofisk anlagt. Det spændende i et professionsprogram på dette område bliver derfor, hvordan man kan hjælpe de studerende med at få koblet denne type overvejelser med fx selvdestruktiv adfærd i puberteten eller koncentrationsproblemer for Peter i 4. klasse. Programmet PPSA Aalborg Universitets professionprogram inden for det pædagogisk psykologiske område blev navngivet Pædagogisk psykologi i socialt arbejde (PPSA) ud fra ovenstående tanker, ud fra egen erfaringsbaggrund med praktisk psykologarbejde og endelig ud fra praksisfeltets placering i det offentlige system. Det praktiske felt, der rettes imod, er først og fremmest PPR-kontorer og socialforvaltninger. I arbejdet med problemstillinger i dette felt får man ikke klare og afgrænsede opgaver leveret. Der er talrige faggrupper at samarbejde med, så man skal kunne følge deres faglige tankegange og respektere dem, men samtidig skal man danne sig sin egen opfattelse af, hvad det er for en kompleks sammenhæng, man bliver hentet ind i. Skal psykologer kunne hævde en faglig standard i deres arbejde, bliver vi i hver enkelt opgave nødt til at danne 14 PSYKOLOG NYT Nr. 11. 2004

vores eget billede af sammenhængen og det, der i henvendelsen er udnævnt til problemstillingen. Det kan også betyde, at vi ser nogle problemer som mere centrale end andre faggrupper. Når vi skal udrede og intervenere, er vi nødt til at danne os et bredt overblik, så vi så vidt muligt medregner alle de forhold, der har indflydelse på den videre udvikling. Derfor kan vi ikke lade os afgrænse af andres definition af problemet. Det betyder ikke, at vi selv kan bestemme vore arbejdsbetingelser eller interventionsformer, men er vi ikke opmærksomme på dilemmaerne, risikerer vi at blive reduceret til at ekspedere andres beslutninger uanset eller på tværs af vore egne faglige vurderinger. I dette arbejde må vi have et vågent øje på den faglige kultur, det faglige begrebs- og teoriapparat, som vi selv byder ind med. Vores uddannelse har også fået os til at fokusere på bestemte forhold som centrale, men vi må samtidig være følsomme over for forhold i sammenhængen, der går på tværs af vore hidtidige tankebaner. Det forudsætter, at vi ikke har sikre svar på forhånd, men netop udvikler en forståelse og nogle bud til denne specielle sammenhæng. Hvis vi fx har meget klare opfattelser af, at når et barn udviser motorisk uro, manglende koncentration og adfærdsproblemer, så handler det nødvendigvis om medfødte biologisk funderede dysfunktioner, og interventionen må derfor være en struktureret pædagogisk indsats eventuelt suppleret med medicin, så kan vi lettere gå fejl af de tilfælde, hvor der er noget andet på spil. Andre gange kan vi måske se et barns behov for bestemte tiltag, men personalet omkring barnet har ikke en forståelse af barnet eller af psykologi, der sætter dem i stand til at yde denne indsats. Her kan vores opgave så blive det muliges kunst : Kan vi sætte en udviklingsproces i gang i personalegruppen, der vil kvalificere dem til over tid at yde den adækvate indsats, og hvilken betydning har denne forsinkelse i barnets udvikling? Udviklingen inden for det pædagogisk psykologiske område går i retning af, at vores indsats i højere og højere grad bliver et arbejde på anden hånd. Vi kommer ind for at danne os et nuanceret overblik, og dernæst skal vi intervenere via andre, idet vi underviser og superviserer andre personalegrupper. Dette syn på opgaverne i det pædagogisk psykologiske felt kræver en meget bred indgangsvinkel og nogle metateoretiske overvejelser, hvis man skal bevare den faglige kvalitet. Hver gang man bruger psykologisk teori, må man være klar på, hvordan denne teori får en til at tænke i bestemte baner, og dernæst observere ekstra omhyggeligt på de områder, hvor netop denne teori ikke fokuserer. Vores faglige viden forfører os nemt og kan blive til vanetænkning. Man må være opmærksom på den magtposition, der følger med den faglige anseelse, og på de bredere sammenhænge, der netop placerer problemet hos dette barn og formulerer det på denne måde. Det vil altid kunne formuleres anderledes, ligesom der altid vil kunne interveneres på flere forskellige efter hvad vi ved: lige gode måder. Stillet op på denne måde bliver undervisningen i forskningsmetoder meget relevant for det praktiske psykologarbejde. Disse overvejelser vil indgå i ethvert forskningsprojekt, men det stiller sig egentlig ikke anderledes i de praktiske opgaver blot er de rammer, man har for arbejdet anderledes, ligesom de forventninger, der stilles til psykologen. Fx har praktisk arbejdende psykologer væsentligt mindre tid til opgaverne og må i højere grad agere på tilstrækkelig viden frem for at gå til bunds i de enkelte opgaver. Et fælles træk er derimod tilpasning af metoder eller udvikling af nye, når ingen passer til den konkrete opgave. Det kræver sin psykolog at lade disse forhold stå så åbent. Indimellem støder Vi må være følsomme over for forhold i sammenhængen, der går på tværs af vore hidtidige tankebaner. Nr. 11. 2004 PSYKOLOG NYT 15

Professionsprogrammer Nærværende artikel omhandler professionsprogrammet Pædagogisk Psykologi i Socialt Arbejde på psykologistudiet på Aalborg Universitet. Tidligere har Psykolog Nyt bragt artikler om professionsprogrammerne i klinisk organisations- og arbejdsmiljøpsykologi (P-Nyt 7/2003) og klinisk psykologi (P-Nyt 19/2003). De første cand.psych. er dimitterede fra Aalborg Universitet i sommeren 2003 (se P-Nyt 12/2003) man på psykologer, der har opgivet denne usikkerhed, hvorefter de har valgt dele af den psykologiske viden fra og fundet sig eller valgt sig et mere overskueligt og sikkert felt. Men det går altid ud over fagligheden. Så bliver virkeligheden tilpasset ens teoretiske felt, hvor det burde være omvendt. Professionsprogrammet På bachelordelen på Aalborg Universitet har de studerende haft det traditionelle kursus i pædagogisk psykologi, hvor de på et mere teoretisk og principielt plan introduceres til pædagogiske problemstillinger og de forskellige indgangsvinkler til dem fra det filosofiske til det konkrete, fra det brede, kulturelle til det intrapsykiske, fra det evolutionsteoretiske til computeranalogier samt til forskellige pædagogiske traditioner og teorisystemer. På kandidatdelens 7. semester begynder de med nogle forelæsningsrækker, de skal vælge ud af. Heri indgår en i pædagogisk psykologi, hvor konkrete problemstillinger bearbejdes med inddragelse af de forskellige synsvinkler. På 8. semester er den store overskrift psykologiske undersøgelser, og her arbejder de studerende to og to med at lave psykologiske udredninger og undersøgelser. I et tæt samarbejde med institutioner i området hentes opgaver ind, som de studerende dernæst skal løse under supervision af erfarne praktikere. De arbejder med en opgave inden for handicapområdet, hvor det ofte drejer sig om børn uden verbalt sprog. Det betyder, at de studerende er nødt til at bruge deres psykologiske teori, for der er ingen færdige metoder, der kan bruges til at svare på opgaverne. De handicappede børn er simpelt hen for forskellige til, at man kan udvikle standardmetoder. Dette giver en øvelse i udvikling af nye undersøgelsesmetoder i forlængelse af psykologisk teori og i relation til en konkret opgave. Efter denne opgave kommer så en omkring unge inden for normalområdet, der er tilknyttet en eller anden form for pædagogisk behandling. Her prøver de at anvende metoder som fx psykologiske test. For begge opgaver gælder det, at de studerende skal samarbejde med en personalegruppe, der principielt er opgavestiller, idet de har formuleret en henvendelse med en problemstilling. De studerende skal have dette samarbejde til at fungere, og de skal aflevere resultatet til personalet, eventuelt forældre og den unge selv. Her skal afleveringen ske, så der kommer det optimale udbytte af den viden, de studerende har indsamlet, og formidlingen skal derfor ske med hensyntagen til den personalegruppe, man samarbejder med. Sideløbende med disse undersøgelser deltager de studerende i et seminar, hvor de diskuterer deres praktiske erfaringer på alle de forskellige niveauer: Kan vi overhovedet bruge normalområdets psykologi inden for handicapområdet? Hvilken indflydelse har vores teoretiske skoling på vores måde at fastlægge problemerne på? Kan vi tillade os at kombinere forskellige teorier frit i vores forståelse af opgaven? Hvad kan vi bruge diagnoser til i den sammenhæng? Hvordan håndterer vi de positioner, vi får i dette forløb, og hvad er det for spil, der opstår mellem pædagoger indbyrdes, mellem dem og os, i forhold til forældre etc.? Hvordan har forskellige fag- og subkulturer indflydelse på problemfastlæggelsen og samarbejdet osv.? Derudover kommer forståelsen af det menneske, der er genstand for undersøgelsen: Hvor i vores psykologiske viden kan vi hente noget, der giver os en troværdig forklaring på selvskadende adfærd inden for handicapområdet? Hvilke teorier fanger netop denne drengs måde at fungere i og opleve verden på, når han fx er født døvblind? Hvordan kan man komme videre, når man fungerer sådan i dag osv.? Sideløbende arbejder de studerende med projekter, hvor de skal behandle aspekter af psykologisk undersøgelse. 16 PSYKOLOG NYT Nr. 11. 2004

Her tager de oftest udgangspunkt i deres praktiske undersøgelser, hvor de mere teoretisk belyser nogle aspekter af det at lave psykologisk undersøgelse. På 9. semester er de studerende i almindelig ekstern praktik i 50 dage. Sideløbende følger de et seminar i psykologisk intervention, hvor teoretiske diskussioner tages op og kædes til deres erfaringer i praktikken. Der er ikke tale om supervision på praktikken, for den får de ude på praktikstedet, men om at kæde deres erfaringer fra praktikken sammen med mere generelle og teoretiske diskussioner om det at intervenere. Erfaringer med PPSA Der har nu været to hold igennem programmet, og et tredje er undervejs. De studerende har været meget ivrige og flittige faktisk så meget at det har været nødvendigt at begrænse deres arbejde med undersøgelserne af hensyn til de institutioner, universitetet samarbejder med. Samtidig giver de udtryk for, at de finder opgaverne spændende især oven på 3½ års hovedsagelig teoretiske studier. Det er en spændende oplevelse som underviser, fordi man får lejlighed til at følge, hvordan de forskellige dele af studiet falder på plads for de fleste studerende de kan se, hvordan det kan bruges og kombineres, så de supplerer hinanden. I de sideløbende diskussioner af opgaverne bliver de teoretiske og metateoretiske diskussioner kædet på deres praktiske opgaver, og ofte er det egentlig de studerende selv, der kommenterer relevansen af dem. Det kan handle om dilemmaer ved standardiserede metoder som fx i testning eller om diagnosers magiske kraft i forvaltningssystemer, samtidig med at de kan låse tankegangen i pædagogisk sammenhæng, eller den principielle usikkerhed i enhver intervention. Vi kan så håbe på, at når denne forbindelse er dannet nu, så vil de studerende bevare en robust åbenhed og tolerance over for det usikre også i deres senere karriere. I praktikken føler de studerende sig rimelig rustet, da de har prøvet noget af arbejdet før og der er såmænd nok at forholde sig til, når man skal i gang med en i hvert fald næsten fuld arbejdsuge. De institutionerne, vi samarbejder med, melder positivt tilbage om nytten af de studerendes arbejde. De oplever et udbytte af den tid, de investerer i arbejdet, og vil gerne både fortsætte og udvide samarbejdet. Mogens Jensen, cand.psych. Ansvarlig for professionsprogrammet i Pædagogisk Psykologi i Socialt Arbejde, Institut for Kommunikation, Psykologi, Aalborg Universitet mogensj@hum.aau.dk