1 Grindsted Kirke. Søndag d. 9. december 2012 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. søndag i advent, 1. tekstrække. Luk. 21,25-36. Salmer. Første salme erstattes af luciapigernes optog og sange. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 78 Blomstre som en rosengård. - - - DDS 92 Søde Jesus, Davids rod. Altergang: DDS 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge. DDS 74 Vær velkommen, Herrens år. Tekstlæsning. Es. 11,1-10; Rom. 15,4-7; Luk. 21,25-36.
2 Prædiken. Vi befinder os i adventstiden. I dag er vi nået til 2. søndag i advent, hvilket medfører, at der rundt omkring i mange hjem er tændt to lys i adventskransen, ligesom det er tilfældet her i kirken. Advent betyder komme. Det er naturligvis ikke et hvilket som helst komme, vi venter på, men Jesu Kristi komme. Hans komme fejrer vi i adventstidens klimaks, nemlig julen. Da fester vi, fordi Gud lod sig føde som et lille skrøbeligt menneske. Vi fester, fordi Gud kom os så nær som overhovedet muligt. Set med kristne briller på havde Jesu fødsel været forudset i lang tid. Der er steder i de gammeltestamentlige salmer, der i forbløffende grad synes at henvise til hændelser i Jesu liv 1. Ligeledes er der hos de gammeltestamentlige profeter og særligt hos profeten Esajas tekster, der kan forstås som omhandlende Jesus. Vi hørte en af disse tekster før. Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Sådan indleder Esajas sin beskrivelse, som slår fast, hvem det er, han taler om. Isaj var far til kong David, og Jesus var Davids efterkommer. Jesu far, Josef, nedstammede nemlig i direkte linje fra den sagnomspundne konge. Det skud, der gror frem af Isajs rod, er altså Jesus, der fødtes julenat. Esajas fortsætter med en karakteristik af Davids helt særlige efterkommer: Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke 1 F.eks. Sl. 22.
3 dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Der er altså ingen tvivl om, at der er noget særligt ved den person, hvis komme Esajas forudser. Han vil stå Gud nær, eller ligefrem være ét med ham, og han vil tale de hjælpeløses sag. Denne profeti gik som nævnt i opfyldelse, da Jesus Kristus blev født julenat. Men Esajas fortsætter med at forudsige en paradisisk tilstand, som vi ikke kan nikke genkendende til: Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed. I dagens evangelietekst fortæller Jesus, hvordan denne tilstand skal vise sig: Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Advent betyder som nævnt komme, men der er faktisk tale om to ankomster. Dels Jesu komme julenat og dels hans såkaldt andet komme eller genkomst. Det er ret svært at forholde sig til det sidste komme, fordi det fortoner sig i en ukendt fremtid. Men ideen med det er, at Paradis skal genoprettes, så det liv, vi lever i nu, med både glæde og sorg, lykke og fortvivlelse, erstattes af et gennemført glædeligt og tilmed evigt liv i Guds nærhed. Selvom livet altså endnu ikke er fuldendt, er der dog kommet en hel del mere glæde ind i verden med Jesu fødsel. At Gud blev en helt konkret del af vores historie fortæller os, at vi ikke er ham ligegyldige. Tværtimod betyder vi så meget for ham, at
4 han lod sig henrette for at tage den straf på sig, som han ellers kunne have idømt os. Det er nemlig kristendommens påstand, at vi ikke lever, sådan som Gud ønsker det. Dertil tænker vi alt for meget på os selv og vore nærmeste og alt for lidt på andre, der har behov for vores hjælp og støtte. Vi er, hvad Jesus betegner som syndere. I det sidste halvandet århundrede er betegnelsen synd blevet mere og mere upopulær. I kølvandet på de kirkelige vækkelser i 1800-tallet blev alkohol og kortspil betegnet som syndigt. Det har sin forklaring i, at mange mænd drak sig så plakatfulde, at de ikke kunne koncentrere sig om deres hasardspil og derfor tabte deres kreaturer, fiskerbåde eller hvad de nu ellers levede af. En del måtte tilmed gå fra hus og hjem, hvilket naturligvis fik alvorlige konsekvenser for deres familie. Var det først gået galt, fortsatte mange med at hælde brændevin indenbords for at søge glemsel. At se i øjnene i hvor høj grad, man havde svigtet, var for smerteligt, og alkoholen lagde en behagelig dæmper over enhver selvkritik. Derved blev det dog ikke. Begrebet om synd blev spændt for et moralsk korstog, der nogle steder medførte forbud mod dans og andre handlinger, som man anså for at være syndige. Selvom den borgerlige moral op gennem det 20. århundrede ændrede sig, fastholdt mange kirkeligt engagerede deres holdning til de handlinger, man tidligere havde udpeget som forargelige i Guds øjne. Som følge heraf blev kirkens budskab anset for at være reaktionært og fordømmende. Det er imidlertid ikke en korrekt forståelse af kristendommen. Jesus opsøgte netop folk, der ikke kunne få livet til at fungere. Han opsøgte syge, nedtrykte, drankere, prostituerede, fattige og landsforrædere. Det gjorde han ikke, fordi de på en underligt omvendt måde var bedre end andre, men fordi de havde brug for accept og omsorg. De havde brug for at vide, at Gud holdt af dem, selvom de langt fra var perfekte. De var syndere, men var ikke forkastet af Gud af den grund. Selvom kirke og kristendom altså ikke står for en reaktionær og moraliserende fordømmelse, så anser mange alligevel kristendommen for at være dybt forældet. Det
5 kommer for eksempel til orde i det moderne syn på synd. Mange danskere anser ikke sig selv eller andre for at være syndige. 2 Med inspiration fra utallige selvhjælpsbøger, venlige coaches og åndelige vejledere samt dyre meditations- eller mindfullnesskurser anser hver enkelt sig for at være sin egen lykkes smed. Det er nemlig den tendens, der ligger i tiden: At vi selv skal skabe vores tilværelse, hvilket også indebærer, at vi skal skabe vores egen religion. Hver for sig er vi alene om at bære ansvaret for at blive lykkelige; og netop lykke er et begreb, der lægges vægt på. Det er højst umoderne at vedkende sig sine fiaskoer og erkende, at der er visse ting, man bare ikke magter og aldrig kommer til at magte. Ingen vil være middelmådige, for alle skal være unikke; et ord, der skal udtales på engelsk med en indledende j-lyd, junikke, for at være hipt nok til, at andre kan tage det alvorligt. Et ordentligt liv skal helst være lykkeligt 24 timer i døgnet. Er det ikke det, har man fejlet på et eller andet punkt, og så er det om at anstrenge sig lidt mere for endelig at opnå en tilstand af den højeste lykke på arbejdet såvel som i hjemmet. For at nå dertil må man vende problemet med sin coach eller gennemføre et nyt kursus. Eller måske skal man give sig selv lidt mere tid til at finde ro i en indre karmarejse. Gør man ikke det, risikerer man at få en depression og det vil man i vore dage kun kunne takke sig selv for. Havde man lyttet til sin coach eller sit indre jeg, var det nemlig aldrig gået så galt. Tilbage i 1970 erne dyrkede man østlige religioner. Dog tog man kun det fra dem, man brød sig om. Tanken om reinkarnation var fristende. Dog ville man ikke overtage hele den buddhistiske lære om genfødsel. Gjorde man det, risikerede man nemlig at blive genfødt som et dyr; eksempelvis som en myre eller lidt bedre en myresluger. For at undgå dette, omformede man behændigt forestillingen om den evigt gentagne genfødsel, således at man gang på gang kunne leve et nyt liv som menneske. På den måde var man også løst fra sit ansvar. Dummede man sig, kunne man jo altid gøre det bedre i det næste liv hvis man altså gad. Set med buddhistiske 2 Det følgende er løseligt inspireret af Morten Thomsen Højsgaard: Den tredje reformation fra statskristendom til google-buddhisme, Kristeligt Dagblads Forlag 2011.
6 øjne var det en ualmindelig slap holdning, der ubetinget ville have medført en genfødsel som et laverestående dyr eller noget endnu mindre attråværdigt. Det betød dog ikke så meget i de bekymringsløse 70 ere, hvor man eksperimenterede med euforiserende stoffer, fri sex og autoritetsfrigørelse. Det mærkelige er, at selvom vi i dag kan se tilbage på hippiekulturen med et overbærende skuldertræk, så har vi overtaget en stor del af dens meget naive syn på det åndelige. En vaskeægte hippie ville ganske vist få kuldegysninger over det strømlinede arbejdsliv, der udfolder sig i vore dage. Men han ville føle sig tryg i de hjemmestrikkede vejledninger til, hvordan man får et godt arbejds- og familieliv. Man skal lade sig coache af en moderne guru og så ellers relaxe i en eller flere daglige meditationer, så man ikke mister forbindelsen til sit indre jeg; sin private guddom. Hippiekulturen er blevet trendy på de bonede gulve og i de danske hjem. Men mindre egoistisk navlepillende end i 70 erne er den bestemt ikke blevet. Dertil kommer, at den er åndløs. Det bliver alting, når fokus konstant rettes mod den enkelte; når det er mig, mig og mig, der er i centrum. Hvad angår Gud er han alt andet end selvcentreret. Han kan sagtens løfte blikket fra sin navle hvis han da har sådan en. Det gjorde han i allerhøjeste grad, da han kom til jorden julenat og viste, at vi har enorm betydning for ham, hvor selvoptagede vi end er. Hans kærlighed til os blev yderligere fastslået, da han gik i døden for dels at tage straffen for vores selvoptagethed på sig, dels at bane vejen ind til det rige, der skal åbenbares ved hans andet komme. Det er altså ikke småting, Gud gør for os. Derfor er der god grund til dels at besinde sig kritisk på den hippieagtige luksusbuddhisme, vi omgiver os med offentligt såvel som privat, dels at glæde sig over, at adventstiden ender i julen; en højtid, der åbenbarer Guds enorme kærlighed til os syndere. Amen.