Fag: Almen Sociologi II Antal tegn u. fodnoter: 35.946 anslag Antal tegn i fodnoter: 2.463 an- slag Eksamensnummer: 1080 Afleveret: d. 3. juni 2011 Sociologisk Institut, Køben- havns Universitet Obligatorisk spørgsmål: Sam- menlign to (evt. tre) teore- tikeres teori om nogle grundtræk ved det mo- derne samfund. Begrund dit valg og diskutér teori- ernes styrker og svaghe- der. Valgfrit spørgsmål A: Redegør for to (evt. tre) teorier om eller analyser af magt, og illustrer med eksempler magtformer, der kende- tegner det moderne sam- fund. Diskutér teoriernes stærke og svage sider. [ALMEN SOCIOLOGI II EKSA- MEN]
1. OBLIGATORISK SPØRGSMÅL: ULRICH BECK OG NIKLAS LUHMANN... 2 1.1. INDLEDNING... 2 1.2. BECK OM DET MODERNE SAMFUND: RISIKOSAMFUNDET... 2 1.2.1. Subpolitik og refleksiv modernitet... 3 1.3. LUHMANN OM DET MODERNE SAMFUND: FUNKTIONEL DIFFERENTIERING... 4 1.3.1. En decentreret samfundsorden... 5 1.4. SAMMENLIGNING: ET FUNKTIONELT DIFFERENTIERET RISIKOSAMFUND?... 6 1.4.1. Risikosamfund eller funktionel differentiering?... 6 1.4.2. Institutioner i det moderne samfund... 7 1.4.3. Aktør/struktur- problematikken... 7 1.5. VURDERING AF STYRKER OG SVAGHEDER... 8 1.5.1. Styrker og svagheder: Beck... 8 1.5.2. Styrker og svagheder: Luhmann... 8 1.6. KONKLUSION... 9 2. VALGFRIT SPØRGSMÅL: MAGT HOS MICHEL FOUCAULT OG PIERRE BOURDIEU... 10 2.1. INDLEDNING... 10 2.2. FOUCAULT OM MAGT I DET MODERNE SAMFUND... 10 2.2.1. Panoptikon... 10 2.2.2. Pastoralmagt og staten... 11 2.2.3. Magt, viden og subjekt... 11 2.2.4. Foucaults magtbegreb... 12 2.3. BOURDIEU OM MAGT I DET MODERNE SAMFUND... 12 2.3.1. Habitus, kapitalformer og det sociale rum... 13 2.3.2. Symbolsk magt... 14 2.3.3. Uddannelsessociologi... 14 2.3.4. Bourdieus magtbegreb... 15 2.4. VURDERING AF STYRKER OG SVAGHEDER... 15 2.5. KONKLUSION... 16 3. LITTERATURLISTE... 18 Side 1
1. Obligatorisk spørgsmål: Ulrich Beck og Niklas Luhmann Sammenlign to (evt. tre) teoretikeres teori om nogle grundtræk ved det moderne samfund. Begrund dit valg, og diskuter teoriernes styrker og svagheder. 1.1. Indledning Niklas Luhmann og Ulrich Becks teorier giver interessante input til forståelsen af, hvordan det moderne samfund er, men adskiller sig væsentligt fra hinanden i deres tilgang. Luhmann præsenterer os for en kompleks systemteoretisk modernitetsteori, mens Becks værk sætter fingeren på en række ubekvemme forhold ved det moderne. Denne opgave vil redegøre for, hvordan Beck karakteriserer det moderne samfund som værende et risikosamfund. Der vil specielt være fokus på hans beskrivelser af risici, refleksivitet og subpolitik. Herefter følger redegørelse for Luhmanns samtidsdiagnose (modernitetsteorien) og undervejs introducere et par centrale begreber i hans systemteori, med fokus på sociale systemers funktion og den såkaldte polykonteksturelle samfundsorden. Disse redegørelser munder ud i en sammenligning, hvor fokus særligt vil være rettet mod de udfordringer, som det moderne samfunds institutioner, ifølge de to teoretikere, står overfor. Slutteligt vil der følge en diskussion af styrker og svagheder ved teorierne. 1.2. Beck om det moderne samfund: Risikosamfundet Ifølge Beck befinder vi os i en fase af moderniteten, der stadig er påvirket af dynamikker, der gjorde sig gældende i industrisamfundet, samtidig med, at vi er på vej mod en ny type samfundsorden, nemlig det såkaldte risikosamfund. Vores måde at bearbejde naturen på har tidligere været baseret på en materiel nød; en knaphed i ressourcer, hvis fordeling gjorde sig til genstand for klassekonflikter 1 (Beck 1997:29). Risikosamfundet må derfor ses som et produkt af industrisamfundet: de risici vi konfronteres med i risikosamfundet er nemlig en række utilsigtede konsekvenser fra industrisamfundets udvikling af teknologier og produktionsformer. Beck skriver, at den samfundsmæssige produktion af rigdom er forbundet med den samfundsmæssige produktion af risici. Vi er altså gået væk fra den rigdomsfordelingslogik, der gjorde sig gældende tidligere, kendetegnet ved fokus på frembringelse og fordeling af goder, til en risikofordelingens logik (Ibid.:29ff). Denne udvikling betyder, at risici ikke rammer klassespecifikt, men derimod demokratisk, og Beck tænker særligt her på de miljømæssige risici. Uanset hvordan vores udnyttelse af naturen har været førhen, synes miljøkonsekvenserne nemlig at være uoprettelige skader (Beck 1997:48ff). Vi når til 1 Af same årsag kalder han undertiden denne samfundstype for et knaphedssamfund (Beck 1997:27). Side 2
et punkt, hvor: moderniseringens risici også [rammer] dem, der producerer dem eller profiterer af dem 2 (Ibid.: 32). 1.2.1. Subpolitik og refleksiv modernitet Netop derfor må vi som individer forholde os til disse risici, der i modsætning til mere materielle forhold ikke er synlige, og derfor vidensmedierede. Vi konfronteres med risici, som vi kun kan erfare og undersøge gennem videnskabens rationaler, og dette skaber en usikkerhed på såvel individsom samfundsplan (Beck 1997:32f). Det er risici, som vi ikke kan beregne sandsynligheder for eller gardere os imod (Beck 2000:32). Denne vidensafhængighed og risikousynlighed rummer dog muligheder, som er endnu et forhold ved risikosamfundet, nemlig den såkaldte refleksive modernitet, hvor det sociale liv er præget af individualitet og refleksivitet: Moderniserings-processen bliver refleksiv, dvs. den gør sig selv til tema og problem (Beck 1997:28). Der ligger en vis normativitet til grundlag for at tematisere og håndtere risici, og derfor bliver refleksion et nøglebegreb 3. I den forbindelse kan man sige, at refleksion bliver et spørgsmål om selvkonfrontation: samfundet vil objektivt konfronteres med de utilsigtede konsekvenser, ligesom man på individniveau refleksivt må forholde sig til risici. En af årsagerne til, at Beck betoner denne refleksion på individplan er, at de institutionelle organer ikke synes at kunne håndtere, at risici rammer globalt og demokratisk (Beck 1997:64). Han går så langt til at kalde denne situation a deep institutional crisis of the first (national) phase of industrial modernity (Beck 2000:33). Statsadministrationen og de politiske partier vinder eksempelvis tid, ved at diskutere kriterier med industrisektoren om, hvad der er sikkert og rationelt i forhold til risici, med det resultat, at forsøg på fremskridt drukner i bureaukrati og definitionsdiskussioner. Alt dette foregår, mens ozonlaget bliver tyndere og tyndere; en adfærd som Beck går så langt til at kalde: organized irresponsibility (Ibid.:32). Netop fordi vi har at gøre med utilsigtede konsekvenser, bliver det i risikosamfundet svært at placere et ansvar, ligesom en koordineret løsning indenfor de kulturelle og politiske institutioner, der har etableret sig i industrisamfundet, besværliggøres (Ibid.:33). Derfor skal løsningen findes udenfor de institutionelle rammer (Beck 2000:34). Risikosamfundets refleksive modernitet vil give mulighed for et nyt transnationalt fællesskab. Det skal forstås som 2 Han taler her om en såkaldt boomerang-effekt, der sprænger klassemodellen (Beck 1997:32) 3 Her arbejder Beck med det han kalder refleksiv realisme, der integrerer et konstruktivistisk og et realistisk syn på risici. Med realismen anskuer man risici som reelt eksisterende, mens man med konstruktivismen fokuserer på individernes ageren, italesættelse og deres løsning på disse konflikter (Beck 2000:26). Side 3
fællesskaber centreret om risici, der skal agere gennem det som Beck kalder subpolitisk engement, altså politik der opererer udenom de repræsentative institutioner og politiske partier (Ibid.:39). Når de nuværende institutioner ikke matcher udfordringen, vil individerne ifølge Beck organisere sig i subpolitiske fællesskaber, på tværs af de institutionelle rammer 4 (Ibid.). Bolden ligger så at sige hos aktørerne og ikke institutionerne; vejen ud af risikosamfundets problematikker skal etableres og konfronteres på aktørniveau (Ibid.:40f). 1.3. Luhmann om det moderne samfund: Funktionel differentie- ring Det moderne samfund er ifølge Luhmann karakteriseret ved en høj grad af differentiering grundet en stigende strukturel kompleksitet; en kompleksitet, som systemerne i hans systemteori skal søge at reducere. Luhmann arbejder med tre typer af systemer: sociale systemer, der varetager specifikke funktioner i samfundet 5 (økonomi, jura, politik osv.), biologiske systemer (den menneskelige krops virke) samt psykiske systemer (hjernens tankevirksomhed). Mennesket er ikke et system, men derimod et psykisk system, der fungerer ikke-socialt, fordi mennesker ikke kan komme ind til hinandens tanker 6 (Aakvaag 2008:237f). Når psykiske systemer kommunikerer, er der derimod tale om et selvstændigt interaktionssystem, som er et socialt system. Sociale systemer konstitueres af kommunikation, og det er systemer, der udgør samfundet (Luhmann 1982:236ff). De eksisterer i kraft af, at der kan trækkes en grænse mellem systemet selv og dets omverden, og definerer derved sig selv i modsætning til omverdenen, der er uendelig kompleks 7. Kommunikationen i systemerne foregår gennem hvad Luhmann kalder binære koder. Disse koder opstiller to modsætninger, som omverdenen gennem systemet skal iagttages med 8 (Luhmann 4 Her nævner Beck som eksempel, at Greenpeace i 1995 fandt ud af, at Shell dumpede olie i vandet, hvilket de konfronterede Shell med. Dette førte til en boykot af Shell fra forbrugernes side, og på den måde handlede individerne altså politisk udenom de repræsentative politiske institutioner (Beck 2000:39f). 5 Sociale systemer tæller herudover også organisationer (fx et universitet) og samfundssystemer, som er det mest omfattende sociale system (fx en nationalstat) (Luhmann 1982:239ff) 6 Luhmanns systemteori tager i forbindelse hermed et antihumanistisk afsæt: menneskelige aktører er ikke afgørende for det sociale, fordi de befinder sig i sociale systemers omverden (Aakvaag 2008:246f). 7 Dette konstituerer Luhmanns epistemologiske tilgang; at man må iagttage det værende indenfor rammerne af en forskel. I dette tilfælde er der tale om distinktionen mellem system om omverden (Aakvag 2008:230f). 8 Eksempelvis vil retssystemet arbejde med koden lovligt/ikke-lovligt, ligesom det politiske system arbejder med koden regeringsmagt/opposition osv. (Luhmann 1989:36f). Side 4
1989:36f). Systemerne skal bruge disse koder til at opbygge et stabilt fundament for kommunikation, og koderne fungerer således som mekanismer, der organiserer kommunikationen (Aakvaag 2008:241). Når kommunikationen fastholdes i disse stabile mønstre betyder det, at de er lukkede omkring sig selv og reproducerer sig selv internt; en proces han kalder systemets autopoesis. Systemet tager udgangspunkt i sin egen logik (sin binære kode) og refererer derved til sig selv. Systemet har altså både eksterne og interne funktioner: eksternt skal systemet levere nogle ydelser i forhold til andre systemer (og samfundet), og internt må den sørge for den indirekte opretholdelse af sig selv som system (Luhmann 1982:238). I takt med den stigende differentiering er systemerne afhængige af hinanden, da samfundet har brug for, at alle dets funktioner varetages. Der er tale om en differentiering af roller (såvel på individsom systemplan), og systemerne må undertiden forholde sig til hinanden i kraft (ikke på trods) af deres forskellige interesser (Luhmann 1982:236). Denne åbning mod omverdenen tager udgangspunkt i Luhmanns begreb om programmer, der handler om betingelser for tilordninger af værdier. Her er eksempelvis tale om love og kontrakter i retssystemet eller teoridannelse indenfor det videnskabelige system. Mens binære koder er stabile over tid og dermed med til at sikre autopoesis (og at det har en specifik funktion), kan programmerne change structures without losing its codedetermined identity (Luhmann 1989:45) 9. De er altså med til at sikre, at systemerne på samme tid er lukkede og åbne; operativt lukkede fordi koderne er uforanderlige og selvreferentielle, men kognitivt åbne fordi systemerne forholder sig til omverdenen (Ibid.:45ff). 1.3.1. En decentreret samfundsorden En konsekvens ved funktionelt differentieret modernitet er, at vi får en såkaldt polykonteksurel samfundsorden. Dette betyder at samfundet er decentraliseret på to niveauer: en kulturel og en institutionel decentralisering. Systemerne er kulturelt decentraliserede, fordi de observerer omverdenen ud fra sine egne binære koder, og forstår dermed verden på forskellige måder. Systemernes forskellige forståelser overlapper dermed hinanden og danner den funktionelle differentiering. Den institutionelle decentralisering indebærer, at deres forskellige forståelser munder ud i en afmagt i forhold til at samarbejde og løse opgaver på tværs af systemerne. Dette betyder slet og ret, at der ikke eksisterer en ophævet institution, hvorfra systemer kommunikation koordineres: Even the social primacy of a specific function cannot serve as a integrative formula or minimal ethics for all sy- 9 Et eksempel på programmer kunne være, at undervisningssystemet beder om flere penge fra politikerne, fordi gymnasierne har oplevet øget tilstrømning, ligesom det økonomiske system kan forholde sig til en finanskrise ved at ændre investeringsstrategien (Hagen 2007:399) Side 5
stem/environment relations (Luhmann 1982:238). Derved afviser han bl.a., at det politiske system skulle fungere som et overordnet meta-system med integrerende funktioner. I Luhmannsk forstand ville et politisk system, der skulle organisere kunstsystemet eller det økonomiske system, underminere dets mulighed for at operere autonomt, og medføre et stift og topstyret samfund (Aakvaag 2008:246). I stedet betoner han, at det er i kraft af systemernes forskellige logikker, at det funktionelt differentierede samfund kan fungere. Fraværet af et institutionelt centrum giver de enkelte systemer plads til at tilpasse sig omverdenen, ligesom de enkelte systemer kan irritere andre systemer, da de jo befinder sig i de andre systemers omverden (Hagen 2007:393). Dette skaber igen den fleksibilitet, som er afgørende for så komplekst et samfund som det moderne. Den polykonteksturelle samfundsorden er på samme tid en fordel og udfordring. Når sociale systemer opererer ukoordineret ud fra sine binære kode, vil det være svært at løse problematikker, der bevæger sig i grænsesnit mellem systemerne. Hvilken logik skal gælde, når en problematik har konsekvenser i flere systemer? 1.4. Sammenligning: Et funktionelt differentieret risikosamfund? Vi har nu set på to meget forskellige måder at anskue det moderne samfund på. Man må i en sammenligning tage det forbehold, at Becks teori om risikosamfundet tager udgangspunkt i konkrete risici (som allerede redegjort for). Denne diskussion forsøger derfor at tænke nogle af Becks problematikker ind i Luhmanns teori. Når det er sagt, synes en sammenligning dog stadig ganske relevant, da man her kan få indblik i, to teoretikere fra samme land, tilbyder to forskellige analyser af det samme samfund. Først vil sammenlignes de overordnede træk i modernitetsanalyserne, og derefter se på forskelle og ligheder ift. institutionernes rolle i det moderne samfund. Slutteligt vil der blive diskuteret perspektiver ved aktør/struktur-problematikken. 1.4.1. Risikosamfund eller funktionel differentiering? Helt overordnet er de tematikker, Luhmann og Beck behandler, ret forskellige. Hos Luhmann handler det om, hvordan systemerne er funktionelt differentierede, og hvordan samfundet derved arbejder uden et institutionelt centrum, men med sociale systemer, i en funktionel, polykonteksturel samfundsorden. Hos Beck handler det i højere grad om at konfrontere de risici, som man i industrisamfundet utilsigtet har skabt. Ved at konfronteres med risici på mikro- og makroplan vil man nå frem til den refleksive modernitet, som er afgørende for, at aktørerne kommer i spil gennem subpolitik. Side 6
1.4.2. Institutioner i det moderne samfund Både Beck og Luhmann når altså frem til, at det moderne samfund ikke fungerer problemfrit. Hos Luhmann ses dette som et resultat af den manglende koordination mellem systemer. Systemernes logikker og selvreferentielle virkemåde besværliggør kollektivt bindende beslutninger, fordi systemerne netop vil reagere på problematikken ud fra dens systemspecifikke kode i forhold til dens autopoesis. Den polykonteksturelle samfundsorden betyder samtidig en afvisning af det politiske system som værende et vigtigere system, end andre systemer. En løsning på en global miljøkrise, der jo har rødder indenfor mange forskellige delsystemer (økonomiske, politiske, juridiske bl.a.), synes svær at opnå, inden for rammerne af det moderne samfund. Også Beck er skeptisk ift. at den politiske institution skulle løse udfordringer, der rammer globalt og demokratisk. Vi har at gøre med risici, der simpelthen ikke kan rummes indenfor de institutionelle rammer, som er blevet etableret i industrisamfundet. Politiske institutioner fejler bl.a. ved at tænke for nationalt, ligesom Beck også påpeger en manglende vilje til konfrontationen af risici af mere eller mindre egoistiske årsager. Der er her en vigtig forskel, nemlig at Beck, i kritikken af de politiske institutioners manglende indgriben, jo antager, at den politiske institution burde spille en vigtig rolle i miljøproblematikkerne, fordi det i industrisamfundet var en vigtig institution. Dette ville Luhmann til enhver tid afvise med henvisning til, at det politiske system blot er et socialt system på linje med andre systemer, og at en kritik af det politiske systems manglende indgriben ikke er relevant, fordi det blot handler ud fra dets interne logik. 1.4.3. Aktør/struktur- problematikken En anden afgørende forskel i den forbindelse ses i forhold til Becks begreber om risikosamfundets refleksive modernitet. Becks analyse tager udgangspunkt i en udvikling, der først og fremmest sker på strukturelt niveau (industrisamfundets udnyttelse af naturen) for derefter at påvirke individerne til at agere eksempelvis gennem subpolitik. Han er altså optimistisk omkring individets frihed til at handle, da den refleksive modernitet er en iboende mekanik i risikosamfund. Løsningen på risikosamfundets strukturelle problematikker skal altså her findes hos handlende aktører, der må/vil handle udenom de forældede institutionelle rammer og danne et transnationalt fællesskab. Luhmanns antihumanistiske tilgang vil derimod afvise aktører som løsning systemernes manglende koordination. Systemerne fungerer autopoetisk i en polykonteksturel samfundsorden, og menneskelige aktø- Side 7
rer kan ikke intervenere i denne samfundsorden, fordi mennesket er et psykisk og ikke et socialt system. 1.5. Vurdering af styrker og svagheder 1.5.1. Styrker og svagheder: Beck Beck leverer med sin teori om risikosamfundet en teori, der synes både relevant og original. Hans teori har vist sig at have særdeles stor relevans her mere end 20 år senere, eftersom miljøproblematikkerne i endnu højere grad er kommet i fokus i medierne; bl.a. ved klimatopmødet i København i 2009. Her lykkedes det som bekendt ikke at nå til enighed gennem de institutionelle rammer, som topmødet var bygget op omkring, hvorfor der synes behov for transnationale løsninger, sådan som Beck forslår. Han problematiserer, at politiske partier ikke har samme magt og betydning som tidligere, og at deltagelsen i organisationer generelt er faldende i de vestlige samfund. Af svagheder ved Becks teori kan nævnes hans afvisning af klassesamfundet. Selvom risici rammer demokratisk er der fortsat i et verdensglobalt samfund forskel på, hvilke ressourcer man har til rådighed til at løse akutte miljøproblematikker. Er de muligheder, han ser i den refleksive modernitet, lige så lige fordelt mellem befolkningsgrupper nationalt og globalt? Det må kræve en vis mængde personligt overskud at forholde sig refleksivt til eksempelvis globale miljøproblematikker, hvorfor Beck nok overvurderer muligheder ift. at konfrontere risici på subjektivt plan. I den forbindelse virker Beck muligvis også temmelig optimistisk i forhold til de muligheder, der ligger i subpolitikken. Godt nok er der set masser af eksempler på subpolitiske aktioner, der udenom de institutionelle rammer har taget affære bl.a. i forhold til førnævnte klimatopmøde. Men langt det meste politik i dag drives fortsat af politikere, der i Danmark eksempelvis bakkes op af en meget høj valgtilslutning. 1.5.2. Styrker og svagheder: Luhmann Luhmanns leverer et godt bidrag til at forstå de spændingsfelter, der findes mellem forskellige systemers logikker, og derved hvorfor samfundets udvikling (ikke) bevæger sig i en bestemt retning. Det kan være med til at anskueliggøre det moderne samfunds kompleksitet, fordi teorien sådan set beskriver alle facetter af det samfundsmæssige. Igen her kan klimatopmødet tjene som eksempel på, at forskellige systemer ikke kan kommunikere, fordi de handler ud fra deres binære koder. Man kunne dog kritisere hans antihumanistiske tilgang, som afviser mennesket som værende en (relevant) aktør for samfundets udvikling. Selvom man kan dele hans opfattelse af, at vi ikke kan få Side 8
adgang til hinandens tankesystemer, har historien givet os en del eksempler på menneskelige aktører, som har drevet samfundets udvikling og haft en vigtig rolle i sig selv. Ifølge Luhmann har vi en samfundsorden, der er drevet udenom aktørernes vilje og bevidsthed, og det er derved svært at se, om vi på nogen måde kan komme videre fra de iboende problematikker, som den funktionelle differentiering har. Man må i den forbindelse nok også stille spørgsmålstegn ved, om alle systemer er så ligeværdige, som Luhmann beskriver. I manges bevidsthed er det politiske system nok en anelse mere centralt for samfundsordenen end eksempelvis kunstsystemet. 1.6. Konklusion Ud fra sammenligningen mellem Ulrich Becks risikosamfund og Niklas Luhmanns funktionelt differentierede samfund konkluderes, at det moderne samfund står med visse udfordringer. Luhmann præsenter os for en modernitet, hvor samfundet består af sociale systemer i en funktionelt differentieret samfundsorden. Teorien viser os at problematikker, der spænder udover de enkelte systemers områder, eksempelvis miljøproblematikker, vil være svære at løse, fordi systemerne er kulturelt og institutionelt decentreret; altså tager udgangspunkt i deres egne logikker. Becks teori viser os, at industrisamfundets virkemåder får utilsigtede konsekvenser, gennem en række risici, som vi står overfor i risikosamfundet. Disse risici synes svære at løse indenfor rammerne af industrisamfundets institutioner, fordi de fastholdes i national egoisme og en undervurdering af problemets omfang. Teorierne skiller sig ud fra hinanden især ved deres udgangspunkt. Beck ser at aktørerne, ved at konfrontere risici og agere subpolitisk og transnationalt, kan føre os ud af krisen. Denne vægtning af aktører som løsning afviser Luhmann, da systemerne skal fungere funktionelt differentieret for at have samfundsorden, og mennesker spiller i den opgave ikke en afgørende rolle. Der er svagheder og styrker ved begge teorier, der adskiller sig væsentligt i deres tilgang, men alligevel kan bruges til at belyse nogle af de samme sider ved det moderne samfunds problematikker. Side 9
2. Valgfrit spørgsmål: Magt hos Michel Foucault og Pierre Bourdieu Valgfrit spørgsmål a) Redegør for to (evt. tre) teorier om eller analyser af magt, og illustrer med eksempler magtformer, der kendetegner det moderne samfund. Diskutér teoriernes stærke og svage sider. 2.1. Indledning Michel Foucault og Pierre Bourdieu leverer to bidrag til forståelsen af magt i det moderne samfund, der på mange måder adskiller sig fra hinanden. De tematiserer begge magtbegrebet på en anderledes måde end den gængse, og det gælder for dem begge, at de opfatter magt som værende en vigtig del af det moderne samfund. Denne opgave vil redegøre for Foucaults tematisering af magtformer i det moderne samfund, hvorefter en redegørelse for Bourdieus begreber om symbolsk magt og vold vil følge. Opgaven afsluttes med en diskussion af styrker og svagheder ved de forskellige teorier om magt. 2.2. Foucault om magt i det moderne samfund Michel Foucault har i sine værker bestræbt sig på at beskrive mange forskellige områder, og det er derfor svært at stille et overordnet beskrivende tema op for hans forfatterskab. Dog kan man godt analysere hans tekster som forskellige forklaringer på, hvordan mennesker dannes som subjekter; en proces, hvori magtbegrebet spiller en central rolle (Foucault 1982:208). I dette afsnit vil der først være en redegørelse af Foucaults begreber om panoptikon- og pastoralmagt, hvorefter fokus indsnævres til forholdet mellem magt, viden og subjekt. Slutteligt defineres nærmere hvad magtbegreb indebærer. 2.2.1. Panoptikon Med udgangspunkt i Benthams arkitektoniske model Panoptikon forklarer Foucault, at det moderne samfund er karakteriseret ved en strukturel individualisering. For at kunne kontrollere individerne, har hver person sig egen celle, der overvåges fra en central post (Foucault 2003:215ff). Denne post kan dog ikke ses fra cellerne, hvilket medfører, at individer lever i frygten for at blive overvåget, uden at vide at de bliver det. Alle individer er overvåget, da dem der overvåger andre, sidder i deres egen celle til skue for andre (Ibid.:221). Man må benytte panoptikonmetaforen til at forstå, hvordan individer konstant styres af en frygt for overvågnerens disciplinering: kroppens kræfter Side 10
med mindst mulige omkostninger reduceres som politisk kraft og maksimeres som en nyttig kraft (Ibid.:239). Den konstante trussel om afretning gør, at individer holder sig indenfor fastsatte rammer. 2.2.2. Pastoralmagt og staten Statens magt beskriver Foucault som both a individualizing and a totalizing form of power (Foucault 1982:213). Ved at individualisere og kontrollere befolkningen har staten mulighed for at fjerne individuelle træk og derved homogenisere den. Han tænker her statens magt som en moderne pastoralmagt med inspiration fra kristendommen. I hans metafor er staten hyrde for befolkningen, som med dens magtudøvelse kan føre flokken (befolkningen) til frelse, der i det moderne samfund er udgjort af sundhed og sikkerhed (Ibid.:215). Idet frelsen er individuel, må staten have kendskab til det enkelte individ, for at kunne opfylde de enkelte krav. Igen her bringes den panoptiske model ind; staten kan her ensrette befolkningen ved at definere sandheder om, hvad frelse, i det moderne samfund er. 2.2.3. Magt, viden og subjekt Herved er vi tæt på, at kunne definere Foucaults magtbegreb. Når pastoralmagten og panoptikonmodellen inddeler befolkningen, gør de samtidig individer til subjekter. Dels fordi individerne er subjekt for en underkastelse udefra (som med panoptikonmagten), og dels fordi individerne underkaster sig andres idéer, og former sit liv ud fra dem (Foucault 1982:212). Subjektiveringen sker altså på to niveauer; fremmedbestemt og selvbestemt en slags disciplinering der bliver til selvdisciplinering. Et vigtigt aspekt i denne forbindelse er forholdet mellem magt og viden. Man må forestille sig magt og viden som konstituerende og disciplinskabende kræfter i samfundet. Ny viden, og anderkendelsen heraf, bidrager således til at skabe de strukturer, som de handlende individer er betinget af. Foucault betegner derfor viden og magt som transformationsmatrixer, da ny viden medfører og legitimerer nye magtstrategier, hvorfor viden også bliver en del af magtudøvelse og disciplinering (Foucault 1994:105). Det er således fordi denne viden anderkendes, at individer inddeles i panoptiske celler. Individers opførsel og opfattelser dikteres derfor af videnskabelige diskurser. Diskurserne kan skabe en virkelighed, men også afskaffe den, hvis diskursen anderkendes som sand (Ibid.:107f). Side 11
2.2.4. Foucaults magtbegreb Når fængselsvæsenet i Panoptikon overvåger de indsatte, og derved gør dem tilgængelige for observation, bliver de gjort til objekt for viden om normal og patologisk opførsel. Når individet gøres til objekt for viden, bliver det samtidig gjort til subjekt for sig selv, fordi individets handlemuligheder begrænses af den konstante frygt for overvågning en magtrelation mellem de indsatte og personalet. Det kunne umiddelbart lyde som om, at institutioner oppefra disciplinerer individerne. Men dette er ikke nødvendigvis tilfældet, da disciplineringen først bliver aktiv i den forstand, at den bliver til en selvbestemt disciplinering. Her understreges det af Foucault, at magt ikke skabes i institutioner, men derimod reproduceres i eksisterende magtrelationer (Foucault 1994:99ff). Institutionerne opretholder bestemte diskurser om individers opførsel i det moderne samfund, og udgør derved knudepunkter i nettet af magtrelationer, som det moderne samfund er udgjort af (Lindgren 2007:335). Når institutionerne blot er knudepunkter, er det fordi magt er immanent: den sætter sig igennem overalt og kan være til stede i alle relationer. Som Foucault skriver, danner magtrelationerne et tæt væv, som løber på tværs af apparaterne og institutionerne uden at lokalisere sig præcis i dem (Foucault 1994: 102). Herved adskiller Foucaults magtbegreb sig fra den gængse opfattelse af magt. Magt har ikke nogen essens, er ingen struktur eller substantiel kraft, ligesom den ikke er noget man kan besidde. Derimod er magt noget der udøves fra utallige udgangspunkter og i et spil mellem utallige forhold (Ibid.: 99). Dette sætter en streg under det relationelle aspekt i magtbegrebet, da man må forstå magten som en produktiv og ikke destruktiv magt, fordi magt og viden skaber diskurser og forståelser af det værende. For at forstå det sociale, må man se på hvordan magt relationelt udøves, med udgangspunkt i de handlinger individer foretager sig. Man må undersøge disse relationer på baggrund af de magtudøvelser, der ses i sociale sammenhænge (Ibid.:98ff). 2.3. Bourdieu om magt i det moderne samfund Bourdieu har udviklet et begrebsapparat, der har vundet stor udbredelse og respekt. Hans begrebsudvikling hænger dog tæt sammen med hans empiriske arbejde, hvori han har analyseret konkrete forhold ved det moderne samfund, og det er vigtigt at have denne kontekst med, i en analyse af magtbegrebet. Derfor følger først en redegørelse for begreber om det sociale rum, habitus og kapitalformer, hvorefter der følger eksempler på symbolske kampe og vold i det moderne samfund. Sidst konkluderes der på generelle forhold ved magtbegrebet. Side 12
2.3.1. Habitus, kapitalformer og det sociale rum Bourdieu har konstrueret et socialt rum ud fra sine empiriske undersøgelser, der skal fungere som et slags analytisk blik på verden. I dette rum inddeles individer efter to differentieringsprincipper, der afgøres af mængden af to kapitalformer, nemlig kulturel (dannelse og uddannelse) og økonomisk kapital (penge og materielle ressourcer) på den ene akse, og samlet kapital på den anden akse (Bourdieu 1997:21ff; Bourdieu 1982:242ff). Rummet skal forstås som et sæt af distinkte og sameksisterende positioner, der defineres i forhold til hinanden. Individer placeres i det sociale rum ud fra en relationel betragtning, hvor afstanden på akserne svarer til sociale afstande (Bourdieu 1997:21). Denne position i det sociale rum skal forstås som en objektiv position, fordi man så at sige fødes ind i den. Placeringen er nemlig bestemt af ens baggrund, og fordrer hvilke dispositioner der er mulige for individet at opnå. Sidstnævnte betegner det, som Bourdieu kalder individets habitus, der skal forstås som erfaringer, der manifesterer sig i denne som kropsliggjort viden. Erfaringer man gør sig i løbet af ens liv indlejrer sig i kroppen og knytter sig til et kognitivt niveau, der udstikker retningslinjer for, hvordan individet er disponeret for at handle og opfatte verden. Det er et samlende princip, der omsætter de indre og relationelle karakteristika i en position til en samlet livsstil (Ibid.:24) 10. Ud fra sin habitus har man mulighed for at påvirke sin placering ved hjælp af forskellige praktikker (positioneringer) f.eks. sine valg i forhold til kulturelt forbrug mv. 11 (Bourdieu 1997:20). Positionen i det sociale rum er altså først og fremmest bestemt af habitus (en struktur) og ens position i det sociale rum, mens ens valg i forhold til praktikker foregår på aktørniveau (Ibid.:20ff). Ønsker at man ændre sin position er dette muligt, bl.a. i form af akkumulering af kapital eller valg af praktikker, men habitus vil altid være udgangspunktet (Esmark 2006:100). Det Bourdieu her ønsker at forklare er, hvordan ens position i samfundet hhv. muliggør og begrænser ens muligheder. Da når vi ind til et vigtigt element ift. hans magtbegreb. 10 Bourdieu citerer den canadiske sociolog Erving Goffmann for at betegne habitus som fornemmelsen for ens placering, hvilket synes at ramme godt ind, hvad begrebet dækker over (Goffmann i Bourdieu 1994:57). 11 Hvordan individernes praktikker konstituerer sig i det sociale rum er relationelt og socialt produceret, og ikke noget iboende (Bourdieu 1997:25f) Side 13
2.3.2. Symbolsk magt Bourdieu arbejder med begrebet symbolsk kapital, som er økonomisk og kulturel kapital, der er erkendt og anderkendt 12. Når det sociale rum er relationelt funderet, vil magten være placeret hos de befolkningsgrupper, der har den største mængde symbolske kapital. Det betyder at de stærkeste positioner i det sociale rum, kæmper om at have definitionsmagt (Bourdieu 1994:63ff). Symbolske kampe handler derfor hos Bourdieu om, hvordan den sociale verden skal opfattes. På det subjektive plan handler det om, at der i det sociale rum foregår en masse positioneringer, med hvilke de forskellige befolkningsgrupper forholder sig til hinanden (Bourdieu 1994:64). Således vil småborgerskabet forsøge at efterligne den livstil, som borgerskabet fører, og derved sætter borgerskabet rammen for det gode liv. Dette er ingen tilfældighed hos Bourdieu, da symbolsk kapital tenderer til at reproducere og forstærke de magtrelationer, som konstituerer strukturen i det sociale rum (Ibid.). Netop fordi det sociale rum er relationelt funderet, ønsker borgerskabet at være dem, der definerer den sociale virkelighed, og derved kan man tale om, at det har den symbolske magt i sine hænder. De øvrige positioner skal definere sig i forhold til borgerskabet. De objektive magtrelationer, der forefindes i det sociale rum, vil altså blive reproduceret i de symbolske magtkampe (Ibid.:65). 2.3.3. Uddannelsessociologi Denne reproduktion fortsætter på objektivt og institutionelt plan. I Bourdieus empiriske arbejde med det franske uddannelsessystem kan man se, hvordan uddannelsessystemet udøver såkaldt symbolsk vold. Begrebet dækker over en skjult selektionsmekanisme, der udskiller dem, der ikke er født ind i en privilegeret position fra dem med mest kulturel kapital (Esmark 2006:71). Bourdieu fremhæver her det paradoksale i, at det ikke er i uddannelsesinstitutionen man lærer, det som kræves for at kunne klare sig videre. I højere grad er det habitus og den kulturelle kapital, man har med hjemmefra, der er nødvendigt for at begå sig på uddannelsesinstitutionerne (Ibid.:80). Bourdieu har i den forbindelse to vigtige pointer: For det første forudsætter det franske uddannelsessystem som sagt, at eleverne har en stor mængde kulturel kapital med hjemmefra. For det andet påføres eleverne i skolerne denne kultur, nemlig den borgerlig-aristokratiske finkultur, gennem uddannelsessystemet. På den måde afspejles det omkringliggende samfunds objektive magtstrukturer i 12 Årsagen til at symbolsk kapital skal være anderkendt og erkendt er, at den symboliserer sejre der er opnået igennem tidligere symbolske kampe, og derved cementerer deres kulturelle og økonomiske kapital og derved position i det sociale rum (Bourdieu 1994:65). Side 14
skolerne, der konstitueres som værende skolen for de udvalgte. Herved cementeres den sociale ulighed på objektivt plan (Esmark 2006:80f). 2.3.4. Bourdieus magtbegreb Med Bourdieus begreb om symbolsk vold har vi at gøre med et slags symbolsk niveau, der fungerer ideologisk. Den usynlige magt udøves således, at den kommer til at fremstå som en selvfølgelighed/virkelighed. Denne selvfølgelighed er vigtig, da den er med til at skjule, at de befolkningsgrupper er underlagt en magtstruktur, der ikke er naturlig, men tilfældig. De dominerende kan dermed reproducere denne struktur og definere et magthierarki, der ikke er reelt (Esmark 2006:81f). Symbolsk vold og magt konstitueres af kapitalformerne og habitus, og derved fastholdes individer i bestemte magtstrukturer. Magten hos Bourdieu har altså to aspekter; den både udøves og besiddes. Den besiddes fordi kapitalformerne er ulig fordelt mellem bestemte befolkningsgrupper, fordi folk er disponeret forskelligt (Bourdieu 1994:60ff). Denne ulige fordeling betyder, at der gennem symbolsk vold på objektivt plan udøves en usynlig magt, hvorigennem individer underlægges magtstrukturer, mens der på subjektivt plan kæmpes kampe om at definere det sociale rum. Mens det kulturelle forbrug kan forandres substantielt, vil disse strukturer altid bestå: Pointen er, at magten besiddes og udøves at dem, der gennem tidligere kampe har fået anderkendt symbolsk kapital (Esmark 2006:96f). 2.4. Vurdering af styrker og svagheder Foucault og Bourdieu leverer to bidrag til forståelse af magtrelationer i det moderne samfund, der på hver sin måde fortsat synes at have relevans i dag. Bourdieus analyse bygger på et omsiggribende empirisk arbejde kvalitativt og kvantitativt, og mange af hans teoretiske pointer er formet ud af dette arbejde (Esmark 2006:71). Hans teori om symbolsk vold behandler en meget vigtig problemstilling, som vi ikke må glemme. Netop fordi denne magtkamp ikke er noget, der umiddelbart er så nemt at måle i samfundet, modsat økonomiske forskelle, bliver det endnu vigtigere at få frem, så dette samfundsproblem ikke glemmes og ignoreres. Foucaults udgangspunkt er, at undersøge hvordan magt, viden og subjektivering er blevet italesat igennem historien, for at se, hvad der går forud for de magtrelationer, der kendetegner det moderne samfund. Hans magtbegreb er på mange måder nyskabende og mere nuanceret end den gængse forståelse af magt som værende noget destruktivt. Dette betyder at forståelsen er velegnet til at analysere konkrete interaktioner, også mikrointeraktio- Side 15
ner, og giver gode muligheder for at undersøge konkrete sociale relationer ift. magt, fordi man kan antage at magten er der, når nu den jo er immanent og allestedsnærværende. Dog vil man kunne indvende, at Foucault med magtbegrebet ender i relativismens grøft, fordi man kan forstå hans begreb på så mange måder. I hvert fald kræver det en del fortolkningsarbejde at forstå, hvad begrebet egentlig dækker over. Han kommer med lidt forskelligrettede forklaringer på begrebets forståelse igennem de forskellige værker. I teksten om pastoralmagten (Foucault 1982) og viljen til viden (Foucault 1994) får man indtrykket af magt, som noget, der dels forefindes i alle sociale relationer, og dels udgør et væv startende nedefra. I hans beskrivelse af panoptikonmagten (Foucault 2003) tillægger Foucault dog institutionerne en større betydning, da fåtallet her kan overvåge flertallet. Foucault synes altså at arbejde med et mere flydende magtbegreb i teksten om pastoralmagten, mens begrebet får en mere substantiel karakter i teksten om panoptikonmagten. Modsat kritikken af Foucaults relativisme, kan man hos Bourdieu nok nærmere tale om determinisme, som værende et problem for hans teori, der kritiseres for at reducere individer til at være rigidt underlagt fire kasser. På den måde forekommer teorien i nogles øjne negativ og konservativ, idet det sociale liv som udgangspunkt indeholder konflikter, samtidig med at der eksisterer en vis træghed, da social mobilitet ikke er mulig. Det handler hovedsageligt om, hvordan individerne er fanget i et skævt magtforhold til strukturerne. Selvom Bourdieu i sit arbejde går meget empirisk til værks med udgangspunkt i mennesker, kommer hans teori altså til at bære mere præg af det teoriapparat, som han omdanner sine empiriske undersøgelser til, i stedet for de mennesker, som dette i virkeligheden omhandler. Dermed kan man argumentere for, at han overser individernes muligheder. Her må man dog forsvare Bourdieu, der jo eksempelvis åbner op for, at kulturelt forbrug kan forandre sig substantielt, hvilket er en styrke ved teorien. Desuden rummer det sociale rum også muligheden for, at man som individ kan rykke sig, ved eksempelvis at akkumulere kapital eller positionere sig, og måske endda blive anderkendt for dette. At teorien både er åben for substantiel foranderlighed, samtidig med at den forklarer universelle underliggende strukturer, er absolut en af Bourdieus styrker. 2.5. Konklusion Foucault skildrer i panoptikon hvordan individer konstant styres af en frygt for overvågnerens disciplinering, og derved holder sig indenfor fastsatte rammer. Han analyserer endvidere pastoralmagten, og ser at staten afretter befolkningen ved at definere sandheder om, hvordan man bør leve i det Side 16
moderne samfund. Et vigtigt element i hans magtbegreb bliver således viden: magt og viden er konstituerende kræfter i samfundet, samtidig med, at de danner disciplin i befolkningen. Mennesker er styret af magt, ligesom de udøver den. Magten er en immanent del af alle sociale relationer. Bourdieu forklarer med udgangspunkt sin kapitalteori, hvordan magten besiddes og udøves af bestemte befolkningsgrupper, der legitimerer deres magt ved besiddelse af symbolsk kapital. De dominerende befolkningsgrupper har således definitionsmagten, fordi det sociale rum er relationelt opbygget. Denne magtstruktur videreføres i uddannelsessystemet, der reproducerer de eksisterende uligheder i samfundet, ved at påkræve bestemte ressourcer af eleverne. Foucault og Bourdieu leverer to forskellige magtbegreber, som begge har stor relevans i dag. Side 17
3. Litteraturliste Beck, Ulrich 1997: Risikosamfundet på vej mod en ny modernitet. København: Hans Reitzels Forlag: 27-67. Beck, Ulrich 2000: World Risk Society. Cambridge: Polity Press: 19-47. Bourdieu, Pierre 1986: The Forms of Capital, i Richardson, John G. (ed.): Handbook of Theory and research for the Sociology of Education. New York: Greenwood Press: 241-258 Bourdieu, Pierre 1994: Socialt rum og symbolsk magt, I Bourdieu, Pierre: Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. København: Akademisk Forlag: 52-69 Bourdieu, Pierre 1997: Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen. København: Hans Reitzels Forlag: 15-31; 37-56. Esmark, Kim (2006) Bourdieus uddannelsessociologi, i Annick Prieur & Carsten Sestoft: Pierre Bourdieu En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag, 71-114 Foucault, Michel 1982: Afterword. The Subject and Power, i Hubert L. Dreyfus og Paul Rabinow: Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics. Brighton: The Harvester Press: 208-226. Foucault, Michel 1994: Viljen til viden Seksualitetens historie 1. København: Det lille forlag: 7-12; 97-108 Foucault, Michel 2003: Overvågning og Straf Fængslets fødsels. København: Det lille forlag: 211-245 Lindgren, Sven-Åke 2007: Michel Foucault. I Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen: Klassisk og Moderne Samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag, s. 326-344 Luhmann, Niklas 1982: The Differentation of Society. New York: Columbia University Press: 229-254. Luhmann, Niklas 1989: Ecological Communication. Chicago: University of Chicago Press: 15-31, 36-50, 106-114 Roar, Hagen 2007: Niklas Luhmann. I Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen: Klassisk og Moderne Samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag, s. 390-408. Aakvaag, G. (2008): Kap. 9 Niklas Luhmanns systemteori: Metodologisk antihumanisme og funksjonell differensiering, Moderne Sociologisk Teori, Oslo: Abstrakt Forlag s. 229-257 Side 18