De immobile skattekilder et fata morgana?

Transkript

1 De immobile skattekilder et fata morgana? Mange vil sænke bund- eller topskat ved at omlægge skattestrukturen og beskatte immobile skattekilder hårdere. Men er det overhovedet muligt? Beskatningen af immobile skattekilder er allerede i modstrid med den offentlige mening ikke særlig lav i Danmark, og en omlægning af blot 1/10 af skatterne vil resultere i voldsomme ejendomsskatter. Jens Lunde lektor, cand. polit. Institut for Finansiering, Handelshøjskolen i København Skattetrykket har igen været til debat og næppe for sidste gang. Hver gang skal en eller flere skatter lempes. Sidst diskuteredes, om indkomstskattens bundskat, mellemskat eller topskat skulle sænkes. Og da man åbenbart ikke kan finde ud af at beskære offentlige udgifter, må andre skattekilder holde for i den ansvarlige finanspolitik. Man bør altså omlægge skattestrukturen. Hver gang popper det så uimodsagt op som en»sandhed«, at ejendomme beskattes relativt moderat i Danmark. Mantraet er, at de immobile skattekilder og det er i praksis fast ejendom skal beskattes hårdere. Synspunktet deles af mange fagøkonomer, herunder af Det Økonomiske Råds formandsskab. Regeringen præsenterede i 1997 sin langsigtede økonomiske politik i publikationen»danmark som foregangsland. Internationaliseringen og den økonomiske politik.«regeringen pegede på behovet for at modvirke international skattekonkurrence og indenlandske forvridende effekter af den høje beskatning. Velfærdssamfundets goder skulle og skal opretholdes, og regeringens mening var og er at det derfor ikke er en løsning at sænke de offentlige udgifter og derigennem skattetrykket. I praksis omtalte regeringen kun skattereglerne for boligejere i»danmark som foregangsland«, så det må udledes, at det først og fremmest skal være dyrere at bo i ejerbolig. Regeringen skrev da også i den nævnte publikation:»indførelse af højere beskatning af fast ejendom vil imidlertid betyde, at boligejerne lider et formuetab i form af faldende ejendomspriser.«at fast ejendom og boligejendom alene sættes lig med ejerboliger mødes ofte i debatten. Godt en trediedel af befolkningen bor imidlertid i andre boligformer. Og i en skattesammenhæng burde det især vække særlig interesse, at der endda findes skattefri boligformer (bortset fra grundskyld), hvor de hverken betaler indkomstskat af et overskud (som ejere af private lejeboliger) eller ejendomsværdiskat (som boligejere). Både de private andelsboligforeninger (læs: de kollektive ejerboliger) og de almene boligforeninger er skattefri, men det vækker sjældent interesse. For så vidt viderefører regeringen med ønsket om en hårdere beskatning af ejerboliger blot skattereformen, 1994-skattereformen og Pinsepakken, der alle gjorde det dyrere at bo i ejerbolig. Stramningerne gjaldt vel og mærke helt overvejende for unge købere og andre ejere med lån. Regerin- 5

2 gen har derfor høj troværdighed i sin skattepolitik, når den sigter imod at beskatte de immobile skattekilder hårdere. De fleste gætter da også på, at rentefradragsretten er på vej til at forsvinde. Gættet vil sikkert også omfatte, at ejendomsværdiskatten for ejerboliger, der har afløst lejeværdiskatten, ikke blot er kommet for at blive, men også for at blive forhøjet. Om dette er en»klog«politik skal ikke diskuteres. Det skal kun antydes, at en sådan politik har bivirkninger i form af højere boligudgifter og -omkostninger med faldende boligpriser som resultat og med tilhørende risiko for tvangsauktioner og tab hos kreditinstitutterne. At sådanne konsekvensers værste udfald er økonomiske sammenbrud og finansielle kriser, tør man dårligt tænke på, selv om den skandinaviske bankkrise omkring 1990 ikke er langt væk. Det skal derimod her belyses, om det er»en mulig politik«. For hvor meget kan en øget beskatning af de immobile skattekilder egentlig bidrage til at formindske presset på de øvrige skatter. Dette synes ingen at have publiceret analyser af. Tallene for de forskellige skatter i det følgende gælder for 1998 og 1999 og stammer fra Danmarks Statistik:»Skatter og afgifter. Oversigt 2000.«Skattetrykket ejendomsskattetrykket Mantraet lyder, at skattestrykket som helhed skal bibeholdes, men at skattestrukturen skal omlægges over imod de immobile skattekilder. Der er derfor god grund til at se på, hvor højt det eksisterende skattetryk er, og hvor højt skattetrykket er på ejendomme og andre immobile skattekilder. Udgangspunktet er, at de samlede skatter og afgifter var 614,7 mia. kr. for Det er kr. pr. dansker, hvis det tal siger mere. De egentlige ejendomsskatter udgjorde i 1999 ialt 12,8 mia. kr., hvoraf 10,5 mia. kr. var primær- og amtskommunal grundskyld. De immobile skattekilder omfatter vel imidlertid al formue, ejendom og besiddelse, der i 1999 ialt blev pålignet 21,6 mia. kr. Heri indgik også arveafgifter på 2,4 mia. kr. og vægtafgifter af motorkøretøjer på 6,5 mia.kr. Men hverken den gamle lejeværdiskat eller den nye ejendomsværdiskat, der begge formelt er indkomstskatter, er medregnet, og de kunne ellers med megen ret ses som ejendomsskat og befolkningen opfatter dem formentlig som ejendomsskat. Skatteministeriet venter ifølge sin hjemmeside ( at ejendomsværdiskattens provenu bliver 8,5 mia. kr. for Skattetrykket sammenlignes internationalt af OECD og refereres af Danmarks Statistik i»skatter og afgifter«. For 1998 er det danske skattetryk 49,3% af bruttonationalproduktet. Danmark blev nr. 2 i denne internationale»kappestrid«. Sverige vandt med 53,0%, mens Finland med 46,9% blev nr. 3. Man skal tilbage til 1995, for at Danmark»slår«Sverige i disciplinen; udviklingen siden skyldes svensk acceleration og ikke dansk reduktion af skattetrykket. Opslag i de seneste konjunkturrapporter fra Økonomiministeriet og Det Økonomiske Råd viser et uforandret niveau for skattetrykket siden 1998 og for de næste par år. Der har været diskuteret, at andre nationalregnskabsudtryk gav mere præcise (og højere) mål for skattetrykket. Dette forfølges ikke her. Mere jordnært viser OECD også, hvad de forskellige landes befolkninger betalte i skat, omregnet til danske kroner, pr. person i På det punkt bliver Danmark igen»nr. 2«med kr., for i det velstående Luxembourg betalte de kr. Nordmændene betalte kr., svenskerne kr. og svejtserne kr. på de næste»pladser«. Det er ofte fremført i debattens mange medier, at de immobile skattekilder beskattes lempeligt herhjemme. Det nævnes så, at skat af formue, ejendom og besiddelse i Danmark kun udgør 3,4% af de samlede skatter og afgifter imod 4,5% i gennemsnit i EU-landene og 8,4% i USA. Denne sammenligning viser nu kun en behersket del af»virkeligheden«. For det første indgår følgende skattearter i opgørelsen: formue, arv, vægtafgift af køretøjer, grundskyld og kommunale dækningsafgifter. Anderledes sagt: skat af lejeværdi af egen bolig og nu ejendomsværdiskat mangler. Disse skatter er jo formelt indkomstskatter. De færreste andre lande har imidlertid egentlig lejeværdiskat, endsige nogen større lejeværdiskat eller tilsvarende. Og egentlig ejendomsskat må være medregnet. Men medregnes ejendomsværdiskatten som ejendomsskat, er Danmark allerede godt og vel oppe på det europæiske gennemsnit for skat af immobile skattekilder. Vel at mærke allerede, når disse skatters andel opgøres ud af de samlede skatter og afgifter! 6

3 Det forekommer blot nok så hensigtsmæssigt at se på et»ejendomsskattetryk«eller et»skattetryk for immobile skattekilder«og udmåle disse tryk som andel af bruttonationalproduktet. Her viser OECD sammenligningen for 1997, at den danske»skat af formue, ejendoms og besiddelse«var på 1,7% af BNP. For EU-landene som gennemsnit var andelen 1,9% og for USA 2,7%. Danmark ligner trods alt ikke nogen»sinke«på dette punkt. Men medtager man ejendomsværdiskatten, må den korrigerede andel for Danmark ligge omkring 2,4%. Danmark ligger altså allerede på et højt niveau. Kun UK med 4,0% og Island med 2,9% ligger højere i Europa. De meget omtalte internationale sammenligninger viser således simpelthen ikke, at de danske immobile skattekilder skulle være lavt beskattede i dag. Fjerne rentefradraget Rentefradraget har strengt taget ikke meget at gøre med immobile skattekilder. Men det er uværgerligt koblet hertil, fordi anskaffelsen af egen bolig typisk sker for lånte midler, og fordi størstedelen af de personlige renteudgifter er knyttet til boliglån. Det skal her blot nævnes, at rentefradraget faktisk ikke er en støtte til boligforbrug, men højst er en støtte til låntagning. Principielt kan ejerboliger sagtens købes kontant, og boligejerne får under afviklingen af deres lån stadig mindre gæld i boligen. Det er også kun rentefradragsretten i den personlige beskatning, der er blevet beskåret. Parallelt har virksomhederne også renteudgifter, der kan fradrages, så deres rentefradragsret er bibeholdt uantastet, hvad alt da også taler for. Adskillelsen af private og erhvervsmæssige renteudgifter blev gennemført fra 1987 og giver incitament til»skattetænkning«, så lån lægges i virksomheden. Forskellen mellem skattesatsen for positiv og negativ kapitalindkomst blev dernæst stærkt øget med Pinsepakken, og det vil give yderligere forvridninger. Alt dette skal ikke forfølges her. I 1998 var de negative kapitalindkomster 47,7 mia. kr. 1 Disse kan med Pinsepakken (fra 2001) fratrækkes ved den lave skattesats 32,4% i en gennemsnitskommune. Rentefradragets værdi er da 15,4 mia. kr. Samtidig havde andre skatteydere positiv kapitalindkomst på 18,0 mia. kr. 2 Nogle renteudgifter er blevet fradraget i den positive kapitalindkomst, ligesom nogle renteindtægter er trukket fra i den negative kapitalindkomst ovenfor. Kapitalindkomsten opgøres nemlig netto som renteindtægter minus renteudgifter. Nogle rentefradrag har derfor større skatteværdi end ved den lave sats, som nettorenteudgifterne kan fradrages ved. Men hvilken skattereduktion kan man få ved at fjerne det resterende rentefradrag? Samtidig tænkes skatten af positiv kapitalindkomst ikke berørt. Svaret er en af følgende muligheder, men hvoraf altså kun een mulighed kan udnyttes: en reduktion af moms-procenten fra 25 til 21,6%, en reduktion af arbejdsmarkedsbidraget fra 8 til 5,6%, en reduktion af den amtskommunale indkomstskat fra i gennemsnit 11,4% til 8,0%, en reduktion af den primærkommunale indkomstskat fra i gennemsnit 20,4% til 17,8%, fjerne 83% af registreringsafgiften for biler m.v. og listen kunne naturligvis fortsættes. Det er oplagt, at en fjernelse af rentefradraget vil være mest føleligt for personer med større gæld. Det har de allerfleste i en længere årrække efter købet af en ejerbolig eller efter overtagelse af andelsbolig med større andelsværdi. Udgiftsforøgelsen ved lavere rentefradragsværdi for denne gruppe med store lån skal så ses som en fremtidig forlængelse af sænkningen af rentefradraget ved 1987-skattereformen, 1994-skattereformen og Pinsepakken. Udgiftsforøgelsen skal illustreres med et eksempel. En familie køber et hus i en gennemsnitskommune til 1 mill. kr., omtrent den aktuelle gennemsnitlige købesum for enfamiliehuse. De er kun nødt til at finansiere købet med et realkreditlån inden for de første 80% af værdien. Med en forudsat debitorrente på 8% bliver renteudgiften det første år på kr. Fjernes rentefradraget helt efter år 2001, bliver denne boligkøbers skattestigning kr. (ved 32,4% skattesats). Hvis køber i stedet ønsker at købe et dobbelt så dyrt hus til 2 mill. kr., lidt over den gennemsnitlige huspris i hovedstadsregionen, og finansierer dette hus på tilsvarende vis, bliver skattestigningen selvfølgelig fordoblet til kr. 7

4 Forhøjelse af ejendomsværdiskatten eller ny generel ejendomsskyld De danske ejendomme havde pr en offentlig ejendomsværdi på ialt 2.168,7 mia. kr. Heraf tegnede ejerboligerne sig kun for lige godt halvdelen, nemlig mia. kr. (skøn). Skatteministeriet har senest på sin hjemmeside skønnet ejendomsværdien for ejerboliger til 1.338,5 mia. kr. pr Regeringen kan vælge at forøge ejendomsværdiskatten i ejerboligen i stedet for at fjerne rentefradragsretten. De kan også vælge at gøre begge dele. Faktisk er der ikke i debatten om øget beskatning af immobile skattekilder udstukket nogen maksimalgrænse. Men lad os se på, hvor store stigninger der skal til for at fjerne eller reducere udvalgte skatter. Det kan naturligvis kun være eksempler til illustration af spørgsmålet. Det er afgørende, om skattesænkningen finansieres ved alene at forhøje ejendomsværdiskatten for ejerboliger, eller om det vælges at pålægge alle ejendomme alle boligejendomme og alle erhvervsejendomme en ejendomsværdiskat. I sidstnævnte tilfælde genindføres blot fordums tiders ejendomsskyld. Regering og folketing fastfrøs for årtier siden denne ejendomsskyld, for endelig da skattebeløbene var blevet latterligt små helt at afskaffe ejendomsskyld ved 1987-skattereformen. En forhøjelse af ejendomsværdiskatten for alle ejerboliger med 1% ville for 1999 kun give et provenu på 11,3 mia. kr. En ny generel ejendomsskyld på 1% giver derimod et provenu på 21,7 mia. kr. Det siger sig selv, at en omlægning af skattestrukturen bliver mere effektfuldt, jo større samlet ejendomsmasse den pålægges. Ejendomsværdiskatten er beregnet med hovedreglen 1% af den offentlige ejendomsværdi. Skatten gjaldt først fra år 2000, men er anvendt for 1999 i stedet for lejeværdiskatten. De mange muligheder for at fjerne eller reducere en skat er illustreret i tabel 1 nedenfor. Tallene viser, hvor mange procentpoints boligejerens ejendomsværdiskat skal forhøjes, for at finansiere den nævnte skatteomlægning. Eller hvor høj en ny generel ejendomsskyld skal være. Der er naturligvis ingen, der har hævdet, at det lige netop er sådanne skatteomlægninger, der skulle foretages. Der er simpelthen utallige mulige kombinationer og styrker for sådanne skatteomlægninger. Og der er frit slag for synspunkter, der må blive temmelig uforpligtende, hvis man undlader at inddrage konsekvenserne af ændringen for dem, der skal betale de nye skatter. Afgiftssatserne i tabellen ser nu engang»uskyldigt små«ud. Men stigningen i ejendomsværdiskatten for boligejere eller beløbsstørrelsen for en ejendomsskyld for alle ejendomme kan meget enkelt illustreres gennem de to huse fra før. Det forudsættes, at den offentlige ejendomsværdi, der er udskrivningsgrundlaget for de to mulige ejendomsskatter, udgør 90% af handelsprisen på 1 resp. 2 mill. kr. for de to huse. Procentsatserne som beløbene er selvfølgelig lavest ved en generel ejendomsskyld, men her skal mange flere betale merskatten. Tabel 1. Nødvendig forhøjelse af ejerboligers ejendomsværdiskat eller generel ejendomsskyld for at finansiere skatteomlægning for 1999 Skat, der fjernes eller reduceres Sænkningens beløbskrav, mia.kr. Nødvendig forhøjelse af ejerboligens ejendomsværdiskats procentsats 4,7% 5,3% 4,9% Nødvendig generel ejendomsskyld procentsats Arbejdsmarkedsbidraget fjernes Kommunal indkomstskat halveres Amtskommunale indkomstskat fjernes Tobaks-, sodavands-, øl-, vinog spiritusafgift fjernes Momsen sænkes fra 25 til 15 % Selskabsskatten halveres 53,9 mia.kr. 60,9 mia.kr. 56,1 mia.kr. 2,5% 2,8% 2,6% 12,4 mia.kr. 1,1% 0,6% 47,1 mia.kr. 18,3 mia.kr. 4,2% 1,6% 2,2% 0,8% 8

5 Konsekvenserne for ejerens udgifter af at anlægge skatterne i beregningseksemplet kan illustreres ved afskaffelse den amtskommunale indkomstskat. Da forhøjes ejendomsværdiskatten med 4,9% for ejerboliger som vist i tabel 1. Boligejeren med huset til 1 mill. kr. skal da betale kr. mere om året, mens»københavneren«i huset til 2 mill. kr. skal betale kr. mere. Til denne merbetaling må lægges den skatteforhøjelse, der for nye og andre boligejere med større gæld må svare, hvis rentefradragsretten også er fjernet. Der skal oplagt være tale om meget høje familieindkomster, for at familiens fordel ved at slippe for amtskommunal indkomstskat bliver lige så høj. Udformes omlægningen som en generel ejendomsskyld på 2,6% skal boligejeren og andre ejere af en ejendom til 1 mill. kr. betale kr. mere, men kr. mere ved en ejendom til 2 mill. kr. I eksemplet fjernes den amtskommunale indkomstskat. Den udgjorde i ,1% af de samlede skatter og afgifter. Fjernes rentefradragsretten også, er der tale om en skatteomlægning på 11,6% af de samlede skatter og afgifter. Men trods denne»beskedne«omlægning viser de simple regneeksempler ganske voldsomme forøgelser af boligejernes skatteudgifter og også af andre ejendomsskatter, der skal betales igennem huslejerne. Det kan diskuteres, om en omlægning på godt 1/10 af skatterne er en meget omfattende eller en beskeden omlægning af skattestrukturen. Men de modstående forhøjelser af borgernes boligomkostninger må antages at blive opfattet som nærmest ødelæggende, og disse forhøjelser vil kunne få gennemgribende konsekvenser for bolig- og boligejendomsmarkederne. Det er i dette lys, at regeringens politik om at omlægge skattestrukturen ved at øge beskatningen af immobile skattekilder ligner et fata morgana. Noter 1. Ikke tidligere publiceret tal. Kilden er service oplysning fra Danmarks Statistik. 2. Se note 1. 9