Anvendte generelle ligevægtsmodeller en oversigt

Transkript

1 Anvendte generelle ligevægtsmodeller en oversigt AGL-modeller afviger på en række afgørende felter fra makroøkonometriske modeller. Det gælder de basale antagelser bag modellerne, måden hvorpå modellerne konstrueres, og de problemer modellerne er egnet til at belyse. Opbygningen af AGL-modeller har ofte et mere specifikt formål, hvorfor der med fordel kan skelnes mellem en række forskellige typer. Kontorchef Kåre Clemmesen, Trafikministeriet Fuldmægtig Kathrine Lange, Finansministeriet 1 Indledning Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller (AGL-modeller) er kommet på mode igennem 1990 erne. At de først er dukket op i større antal på dette tidspunkt, skal formentlig tilskrives den rivende udvikling inden for Edb-teknologien. Løsningsrutiner til generelle ligevægtsmodeller kræver betydelig regnekraft en regnekraft som først er blevet tilgængelig for forskergrupper i almindelighed inden for det sidste tiår. Men udviklingen inden for den økonomiske teori har formentlig også haft betydning for fremvæksten af generelle ligevægtsmodeller. I sidste halvdel af 1970 erne og igennem 1980 erne blev der sat mere fokus på beskrivelsen af økonomiens ligevægte og de strukturelle forhold, der påvirker dem. I den forudgående periode var der primært lagt vægt på beskrivelsen af økonomiens uligevægte og midlerne til at påvirke disse. De makroøkonometriske modeller havde deres udspring i denne tankegang, og der foregik især i 1960 erne og 1970 erne en gevaldig nyudvikling af disse modeller. Der er en række ganske afgørende forskelle på de to typer af modeller, som det kan være nyttigt at trække op. Anvendte generelle ligevægtsmodeller bygges ofte for at beskrive konsekvenserne af politiske tiltag af strukturel art tiltag rettet mod at ændre forholdene for økonomiens agenter, og hvis fulde effekt først gør sig gældende på længere sigt: F.eks. ændringer i skatte- og afgiftsstrukturen, i forholdene på arbejdsmarkedet, eller støtte til bestemte sektorer, varegrupper eller personer. Makroøkonometriske modeller er ikke velegnede til sådanne analyser. De har omvendt deres force i vurdering af tiltag med et kortere sigte, såsom finanspolitik og ændringer i rente eller valutakurs forhold som AGL-modeller til gengæld ikke kan belyse. 4

2 Ligevægten det centrale Betegnelsen generel ligevægtsmodel kan forekomme misvisende. En generel ligevægtsmodel er således langt fra generel i den forstand, at den beskriver mange forskellige økonomiske sammenhænge. Tværtimod beskriver den ofte relativt få sammenhænge. Til gengæld beskrives disse sammenhænge på en gennemført konsistent måde, som minimerer risikoen for, at vigtige effekter udelades ved en fejl. Formelt er der tale om en AGL-model, når såvel udbuds- som efterspørgselssiden er modelleret eksplicit, således at modellen beskriver en ligevægt, hvor alle handler, som de bedst kan givet betingelserne, og økonomien er»faldet til ro«. I disse modeller sker der tilpasning på både udbudssiden og efterspørgselssiden for at generere ligevægten på et givet marked. Antallet af markeder, der på denne måde indgår i den enkelte model, kan variere fra nogle få til mange. Dette afviger fra de makroøkonometriske modeller som f.eks. ADAM hvor der ikke er denne symmetri mellem udbud og efterspørgsel. Her er det typisk forudsat, at udbuddet tilpasser sig efterspørgslen. Der er derfor her heller ikke tale om en egentlig ligevægt i ovennævnte forstand (hvor systemet er»faldet til ro«) men mere om en midlertidig balancesituation, som vil ændre sig i de følgende perioder pga. pristilpasninger. I AGL-modeller antages disse pristilpasninger at foregå momentant, dvs. den pris, producenterne fastsætter i en given periode, vil altid være optimal i netop denne periode. Teori med tal på Anvendte generelle ligevægtsmodeller er bygget op om den enkelte agents eller grupper af agenters adfærd, sådan som den er beskrevet i den mikroøkonomiske teori. Det er typisk den neoklassiske beskrivelse af markedet, der ligger til grund. Forbrugerne vælger deres udbud af arbejdskraft og forbrug af varer ud fra deres præferencer, indkomstniveau samt priserne. Ligeledes tager producenterne ud fra et ønske om profitmaksimering deres beslutninger på baggrund af en specificeret sammenhæng mellem input og output i produktionen samt priserne. Den generelle ligevægt er på varemarkederne karakteriseret ved, at forbrugernes køb af varer svarer til det, som producenterne ønsker at sælge ved de givne priser. På tilsvarende vis er ligevægten på arbejdsmarkedet karakteriseret ved, at der på hverken efterspørger- eller udbyderside er nogen tendens til henholdsvis at over- eller underbyde på lønniveauet. Markedet for kapital kan eventuelt være modelleret på tilsvarende vis. Denne fremgangsmåde står i modsætning til de makroøkonometriske modeller, som er baseret på en meget mere pragmatisk tilgang. Her er modellens relationer tilpasset, hvad der empirisk»passer bedst«. Hvis en ekstra faktor kan give en bedre empirisk forklaringskraft, vil denne typisk blive inddraget. Det vil ikke umiddelbart være tilfældet i en AGL-model, da der her kræves en ganske god (teoretisk) forklaring på, hvordan den pågældende faktor påvirker agentens optimeringsproces. AGL-modeller er mikroøkonomisk teori med tal på. Ud fra det teoretiske set-up opstilles relationer, og man bestemmer sig for nogle funktionsformer. Dernæst skal modellen kalibreres. De afgørende parametre for adfærdsrelationerne for eksempelvis i nytte- og produktionsfunktioner tildeles en værdi udfra empiriske undersøgelser, hvis sådanne forefindes. Ellers vælges nogle størrelser, som forekommer rimelige, og som der i bedste fald er nogenlunde konsensus om. Ved selve kalibreringen tilpasses en lang række koefficienter, så det sikres, at forholdet mellem de reale størrelser i modellen svarer til forholdet i den økonomi, der ønskes beskrevet. Typisk tages udgangspunkt i et bestemt år, som modellen så tilpasses bedst muligt. Men får man så ikke blot dét resultat, som teorien i forvejen peger på? Både ja og nej. Modellerne vil næppe generere et resultat, som står i kontrast til teorien, da de jo er direkte afledt af denne. Men modellerne kan bruges til at vurdere størrelsesordenen af de effekter, som teorien i sig selv har svært ved at sige noget nærmere om. I de tilfælde, hvor flere modsatrettede effekter gør sig gældende, kan modellerne give det afgørende bidrag til vurdering af, hvilke effekter der dominerer andre effekter. Det er her, nogle af de mest spændende perspektiver for AGL-modeller ligger. AGL-modeller kan også bruges til at opgøre de velfærdsmæssige effekter af et tiltag f.eks. værdien af ændringer i skatte- og afgiftsstrukturen for den gennemsnitlige forbruger opgjort i kroner og ører. Dette er ikke muligt ud fra makroøkonometriske modeller. Og med de større disaggregerede ligevægtsmodeller er det muligt at sige noget om de fordelingsmæssige effekter forhold som har fået 5

3 tiltagende betydning for, om et politisk tiltag gennemføres. Rationelle forventninger AGL-modeller er som regel baseret på antagelsen om rationelle forventninger. Det vil i princippet sige, at den enkelte agents oplysninger om priser, den økonomiske politik og de andre agenters adfærd svarer til modelbyggerens: Alle agenter har på et hvilket som helst tidspunkt fuld information om alle aspekter ved økonomien og gennemskuer således også med det samme den fulde konsekvens af alle de ændringer, der introduceres til økonomien. På denne måde sikres, at ændringer af ligevægten alene skyldes en ændring af de betingelser, hvorunder forbrugerne og producenterne foretager deres valg. Dermed vil evalueringen af politiske tiltag være baseret på en antagelse om, at agenterne fuldt ud forstår samtlige konsekvenser af tiltaget. Dette ligger i forlængelse af den nyklassiske makroteoris betoning af, at det ikke er rimeligt at basere et økonomisk indgreb på, at det virker, fordi det»overrasker«økonomiens agenter. Et sådant indgreb kan måske godt have en førstegangseffekt, men ikke de følgende gange og man risikerer også let en efterfølgende modsatrettet reaktion fra økonomiens agenter. Med rationelle forventninger er der således tale om et rimelighedskrav til modellerne og de politiske tiltag, de skal bruges til at analysere. Rationelle forventninger er det omvendt ikke let på en meningsfyldt måde at indarbejde i en typisk makroøkonometrisk model, hvorfor dette er en ganske vigtig forskel på de to modeltyper. Er det god videnskab? Der kan være mange sammenhænge, der skal holdes rede på, når effekterne af et politisk tiltag skal vurderes, og samspillet mellem de forskellige effekter kan overraske både modelbyggere og modelbrugere. Det er netop dette, der gør de generelle ligevægtsmodeller interessante som supplement til den rene økonomiske teori. Det kan dog hævdes, at AGL-modeller er behæftet med et falsifikationsproblem, som ikke i samme omfang gør sig gældende for de makroøkonometriske modeller. I de makroøkonometriske modeller testes adfærdsrelationerne løbende. I takt med, at nye data kommer til, kan det føre til inddragelsen af nye forklarende faktorer, mens andre må udgå. I AGL-modeller defineres effekterne i stedet fra starten via det teoretiske set-up. Når det teoretiske set-up er fastlagt, er det alene den numeriske betydning af de forskellige effekter, der kan ændres via kalibreringen af modellen. Endvidere er det datagrundlag, der anvendes ved kalibreringen, ofte behæftet med usikkerhed og mangler. Kun sjældent foreligger der en empirisk undersøgelse med en estimation af parameterværdierne, der direkte kan anvendes. Dermed vil et upålideligt resultat ofte kunne begrundes med en fejlagtig kalibrering. Det vil da typisk føre til, at der foretages en ny kalibrering med lidt andre tal, indtil modellens egenskaber forekommer i bedre overensstemmelse med de teoretiske forudsigelser. F.eks. kan man forsøge med lidt ændrede parametre og et andet basisår for kalibreringen, for at finde noget der bedre ligner en ligevægtssituation. Til gengæld er det ikke muligt at udarbejde en inkonsistent model. AGL-modellernes resultater og pålidelighed kan ikke reddes ved løbende at indføre ad hoc tilpasninger. Man kan sige, at hele modellen står og falder med, om den overhovedet kan opbygges, så den med troværdige parametre giver troværdige resultater. Det er således ofte selve modelbygningen, der gør, at man bliver klogere på nogle centrale sammenhænge. På den måde kan AGL-modeller påpege, hvilke dele af den økonomiske teori der egentlig er relevante i forhold til en given problemstilling. De kan derigennem levere et kærkomment tilbagespil til den økonomiske teori fra den»praktiske virkelighed«med konkrete analyser af politiske tiltag. Typer af AGL-modeller Skal en model anvendes ved vurderingen af et givent politisk tiltag, skal den selvsagt beskrive den adfærd og de effekter, som tiltaget er rettet imod, på en tilstrækkelig fyldestgørende måde. Sådan som vi ser det, forekommer det naturligt at opdele i tre typer af AGL-modeller: 1. AGL-modeller baseret på detaljerede input-output-tabeller. 2. Intertemporale AGL-modeller ofte med opdeling på generationer til analyser af valg over tid. 3. AGL-modeller baseret på individers»flow«mellem forskellige arbejdsmarkedstilstande under påvirkning af stokastik. 6

4 De tre typer af modeller har forskelligt fokus og adskiller sig med hensyn til den type af valg, effekter og politiske instrumenter, som de egner sig til at beskrive. Input-output-baserede modeller Den første type af AGL-modeller har fokus på forskellen mellem de forskellige forbrugere og virksomheder på et givet tidspunkt. De er ofte kalibreret med udgangspunkt i en input-output tabel. Således rammer modellen nøjagtigt forskellige sektorers efterspørgsel (input) og udbud (output) på et givent tidspunkt. Der er ofte tale om en detaljeret opdeling på virksomheder, varegrupper og personer. De fleste eksisterende AGL-modeller er af denne type. De faktorer, der betinger valget mellem forbrugsgoder, kan analyseres i dette statiske set-up. Det samme gælder valget mellem arbejde og fritid og mellem arbejdsindsats i ordinært arbejde eller i den sorte sektor eller som hjemmeproduktion. Endelig kan ændringer i den del af virksomhedernes inputsammensætning, der ikke vedrører opbygning af kapitalapparat, beskrives i en statisk model. Det gælder f.eks. også samlet energiforbrug og opdeling på forskellige energityper, samt emissioner af forurenende stoffer og CO 2 mv. Modellerne egner sig derfor til at beskrive effekten af ændringer i beskatning af arbejdskraft, indirekte skatter, told, samt omsættelige CO 2 -kvoter mv. Men da modellerne ikke beskriver udviklingen i de offentlige finanser over tid, kan de alene beskrive skatte- og udgiftspolitiske tiltag, der gensidigt opvejer hinanden. Dvs. de politiske tiltag, der undersøges, skal udformes på en sådan måde, at overskuddet på de offentlige finanser ikke ændres. Disse modeller er også velegnede til at analysere fordelingsmæssige effekter på tværs af forskellige befolkningsgrupper. Det skyldes, at der med en stor detaljeringsgrad er god mulighed for at fokusere på forskelle mellem individer. Intertemporale modeller Den anden type model beskriver økonomien i en ekstra dimension tiden. Den enkelte agent foretager i tilknytning til de øvrige optimeringer også en optimering over tid. Denne type model må anvendes ved analyser af valgsituationer, hvor forventninger til fremtiden er af afgørende betydning. Den ekstra dimension indebærer af praktiske årsager, at modellen må være væsentligt mere aggregeret. Ligevægten i disse modeller er ikke en tilstand, men et forløb over tid, hvor der i alle enkeltperioder er tale om en midlertidig ligevægt. Mere konkret beskriver modellerne de individuelle valgs betydning for samfundets og det offentliges samlede opsparingsprofil, dvs. udviklingen i udenlandsgæld og betalingsbalance hhv. den offentlige gæld og deraf følgende krav til den fremtidige finanspolitik. Nogle af modellerne beskriver følgerne heraf for udviklingen i valutakurs, bytteforhold, realløn og eventuelt realrente, som igen virker tilbage på den enkelte agents individuelle valg. De intertemporale modeller er særligt velegnede til at analysere tiltag rettet imod formue- og kapitalopbygningen, dvs. opsparings- og investeringsadfærden. Og til at belyse forhold, der påvirker prisen på den type varer særligt boliger og finansielle aktiver, hvis værdi afhænger af forventningerne til fremtiden. Således kan modellerne belyse politiske tiltags betydning for kapitalgevinster Intertemporale modeller kan også bruges til at analysere holdbarheden af finanspolitikken. Analyser af bæredygtighedsproblemer herunder brug af ikke-fornybare ressourcer hører også hjemme i denne type modeller, ligesom tilstræbte ændringer i samfundets opbygning af humankapital. Med beskrivelsen af kapitalgevinster, formueopbygningen og kravet til en holdbar finanspolitik kan modellerne også belyse generationsomfordelingseffekter dvs. om et tiltag eventuelt giver en gevinst for de nulevende generationer på bekostning af de efterfølgende generationer, eller omvendt. Flow-modeller med stokastik Med den tredje type model inddrages usikkerhed i beskrivelsen, hvilket tilføjer en yderligere dimension til modellen. Disse modeller beskriver agenternes adfærd under usikkerhed, dvs. når en række ydre omstændigheder er tilfældige: F.eks. risikoen for at miste sit job i næste periode, eller muligheden for som arbejdsløs at finde et nyt. I disse modeller er ligevægten ikke et faktisk forløb ligevægten findes alene på et aggregeret niveau: Det enkelte individ bevæger sig typisk rundt (»flow«) mellem forskellige tilstande, men set på overordnet (nationalt) niveau ser det ens ud fra periode til periode dét der mere formelt kaldes en steady-state. Individernes fremtid er behæftet med usikkerhed (alle kan således miste arbejdet), men de træffer en 7

5 række valg, som påvirker den sandsynlighed, hvormed bestemte udfald indtræffer. Eksempelvis er sandsynligheden for at finde et godt job større, når der anvendes mange ressourcer på jobsøgning. Og sandsynligheden for at gå arbejdsløs i næste periode er mindre, hvis kravet til et acceptabelt lønniveau mindskes. Disse modeller giver således et langt mere realistisk billede af situationen for de enkelte individer. Men det må naturligvis ske på bekostning af detaljeringsgraden på en række andre områder. Der er indtil nu hovedsageligt tale om modeller for arbejdsmarkedet, hvor modellerne ofte er baseret på de teoretiske søgemodeller. Modellerne beskriver, hvorledes individernes valg sammen med de efterfølgende stokastiske udfald påvirker deres situation med eventuelt tab af humankapital. Instrumenter som dagpengeniveau, aktiveringstiltag, rådighedsregler og beskatning af arbejdskraft egner sig til at blive evalueret i et sådant set-up. Som modelresultater generes f.eks. beskæftigelsesgrader for forskellige typer personer, omfanget af langtidsledige i forhold til korttidsledige, og lønspredning inden for og på tværs af arbejdsmarkedsgrupper. Nye typer af AGL-modeller Den nye EDB teknologi giver også mulighed for at udforske nye forskningsområder. En af grundantagelserne bag økonomisk teori er, at det alene er en variation i de ydre betingelser, der ligger til grund for en ændring i det enkelte individs adfærd; at begrunde ændret adfærd med en ændring af præferencerne er nærmest blasfemi. Med AGL-modellerne bliver der mulighed for at gøre op med denne grundlæggende antagelse. Psykologisk forskning viser, at individets handlinger i høj grad er skævtrukket i retning af uændret adfærd. Det kan være vanskeligt at udregne en ligevægt under en sådan antagelse. Med den nye computerteknologi bliver det imidlertid muligt, og således kan konsekvenserne af status quo bias udforskes. Ligeledes vil den nye teknologi kunne give en større indsigt i modefænomeners betydning det forhold at det enkelte individ har en tendens til at følge andre individers handling. Mere generelt giver den nye computerteknologi formentlig mulighed for at analysere konsekvenserne af normbaseret adfærd. Note 1. De synspunkter, der fremføres i denne artikel, står helt for vores egen regning og kan således på ingen måde tillægges vores arbejdsgivere. 8