Interak1onen$imellem$seman1sk$og$episodisk$ hukommelse:$et$kri1sk$perspek1v$på$tulvings$spi>model$

Transkript

1 Interak1onen$imellem$seman1sk$og$episodisk$ hukommelse:$et$kri1sk$perspek1v$på$tulvings$spi>model$ The$Interac+on$between$seman+c$and$episodic$memory:$A$cri+cal$view$on$ Tulving's$SPI>model KandidataFandling)i)psykologi)af Anne$Louise$Monnerup) Februar)2016 Psykologisk)Ins,tut) Aarhus)Universitet Vejleder:) Dorthe)K.)Thomsen) Årskortnummer:) 2010)2945

2 Abstract This thesis examines the interaction between semantic and episodic memory. Tulving originally proposed that semantic and episodic memory are two systems, which process information separately. The interaction between the systems is characterized by Seriel encoding, Parallel storage and Independent recall. Yet this SPI-model does not fit current data. With the use of empirical findings it is discussed whether Multiple Trace Theory (MTT) provides a better frame for describing the interaction between semantic and episodic memory. As opposed to the SPI-model, MTT suggests that encoding does not occur through two separate systems but that all information from an experience is encoded together. Through reactivation semantic memory can be extracted from the original experience and consolidated independently. From this view the interaction between semantic and episodic memory changes as the nature of the memories changes. This dynamic view seems to be a better fit for the empirical findings. However, MTT provides more of a neurological explanation and lacks some of the psychological processes involved in the interaction between semantic and episodic memory. 2

3 Indholdsfortegnelse INDLEDNING... 5 METODE... 6 DISPOSITION... 6 KAPITEL 1 SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE TULVINGS TEORI OM SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE INDLEDNING LIGHEDER IMELLEM SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE SEMANTISK HUKOMMELSE Udvidelse af begrebet EPISODISK HUKOMMELSE Udvidelse af begrebet OPSAMLING EPISODISK OG SEMANTISK SOM HUKOMMELSESFORMER- ELLER SYSTEMER? FORSKELLE I KOGNITIVE KORRELATER FORSKELLE I NEUROLOGISK GRUNDLAG INTERAKTION IMELLEM SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE EN MONOHIERARKISK MODEL KRITISK REFLEKSION OVER TULVINGS TEORI OM SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE DISKREPANS IMELLEM DEFINITION OG OPERATIONALISERING AF EPISODISK HUKOMMELSE DISKREPANS IMELLEM DEFINITION OG OPERATIONALISERING AF SEMANTISK HUKOMMELSE FOKUS PÅ GENSTAND I OPERATIONALISERINGEN OPSAMLING OG IMPLIKATIONER KAPITEL 2 - SPI-MODELLEN REDEGØRELSE FOR SPI-MODELLEN HYPOTESER FRA SPI-MODELLEN DISKUSSION AF SPI-MODELLEN INDLEDNING SEMANTISK INDLÆRING Empiri fra amnesi-patienter EPISODISK INDLÆRING Empiri fra semantisk demens patienter Tulvings protest OPSAMLING PÅ HYPOTESER VEDRØRENDE INDLÆRING GENKALD Nyere empiri OPSAMLING PÅ HYPOTESER VEDRØRENDE GENKALD OPSAMLING PÅ DISKUSSION KAPITEL 3 MULTIPLE TRACE THEORY ALTERNATIV TEORI TIL FORKLARING AF INTERAKTIONEN IMELLEM SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE INDLEDNING DISKUSSION AF SYSTEMTANKEGANGEN Problemet med dobbeltdissociationer

4 3.2 REDEGØRELSE FOR MULTIPLE TRACE THEORY PROCESSER I MTT UDVIDELSE AF MULTIPLE TRACE THEORY: TRANSFORMATION HYPOTHESIS EVIDENS FOR MULTIPLE TRACE THEORY OG TRANSFORMATION HYPOTHESIS MULTIPLE TRACE THEORY TRANSFORMATION HYPOTHESIS INTERAKTION IMELLEM SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE I MULTIPLE TRACE THEORY DIFFERENTIERING VIA GENAKTIVERING UAFHÆNGIGHED VIA KONSOLIDERING INTERAKTIONEN SOM DYNAMISK DISKUSSION AF MULTIPLE TRACE THEORY SEMANTISK INDLÆRING Fit mellem empiri og MTT EPISODISK INDLÆRING Fit mellem empiri og MTT GENKALD Fit mellem empiri og MTT KRITISK REFLEKSION OVER MULTIPLE TRACE THEORY PSYKOLOGISKE PROCESSER? GENKALD? OPSAMLING KAPITEL 4 OPSAMLING HVAD DER KAN ANTAGES UAFKLAREDE ASPEKTER UDFORDRINGER FOR FREMTIDIG FORSKNING KOBLING AF PSYKOLOGISKE OG NEUROLOGISKE PROCESSER AFGRÆNSNING AF SEMANTISK OG EPISODISK HUKOMMELSE En kategorisk tilgang En dimensionel tilgang BEGRÆNSNINGER VED OPGAVEN KONKLUSION LITTERATURLISTE

5 Indledning Endel Tulving indførte i 1972 begreberne om semantisk og episodisk hukommelse som betegnelse for hhv. den form for hukommelse, der vedrører personligt oplevede episoder og den, der vedrører viden om betydningen af ord og symboler. Siden er forståelsen af, hvad der konstituerer semantisk og episodisk hukommelse blevet revideret, men opdelingen af deklarativ hukommelse i semantisk og episodisk hukommelse er vedblevet at være en veletableret forståelse indenfor den kognitive psykologi (Eysenck & Keane, 2015). På trods af en veletableret skelnen imellem semantisk og episodisk hukommelse, er interaktionen imellem de to hukommelsesformer dog ikke forklaret tilfredsstillende. Tulving udviklede i 1995 en teori for interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse (SPI-modellen), men denne model er siden blevet kritiseret, da hypoteser fra modellen har vist sig at kunne afvises empirisk (bl.a. Graham, Simons, Pratt, Patterson, & Hodges, 2000; Simons, Graham, Galton, Patterson, & Hodges, 2001). Nærværende opgave beskæftiger sig derfor med at afdække, hvad der kendetegner interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse, hvilket gøres ud fra følgende problemformulering: I sin teori om episodisk og semantisk hukommelse foreslår Tulving en såkaldt SPI-model for interaktion imellem de to systemer. Ifølge denne model er der Seriel indkodning, Parallel lagring og Independent genkald. Det empiriske belæg for modellen er hovedsageligt resultater fra amnesipatienter. Nyere forskning indenfor bl.a. semantisk demens viser dog resultater, der ikke kan forudsiges med SPI-modellen. Det diskuteres derfor i nærværende opgave, hvorvidt Tulvings SPImodel stadig kan forklare interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse. Der tages udgangspunkt i Tulvings SPI-model vedrørende interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse, men i forlængelse af diskussionen af denne teoris gyldighed inddrages en alternativ forklaringsmodel i form af Nadel og Moscovitchs (1997) Multiple Trace Theory (MTT). De to teorier vægtes altså ligeligt i nærværende opgave. MTT er udvalgt som alternativ forklaringsmodel, fordi teorien for det første er empirisk velunderbygget og beskæftiger sig med deklarativ hukommelse herunder samspillet imellem episodisk og semantisk hukommelse. For det andet er teorien en videreudvikling af en af de første teorier, der kritiserede Tulvings antagelse om interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse. Denne kritik kom fra Squire og Zola (1998) og er blevet integreret i den teori der senere er blevet benævnt Standard Consolidation Theory (SCT) (Nadel & Moscovitch, 1997; Squire, Genzel, Wixted, & Morris, 2015). Da Squire og Zola (1998) var nogle af de første til at bemærke svaghederne ved Tulvings SPI-model ville det 5

6 være oplagt at inddrage deres teori i nærværende opgave. Men da MTT er en nyere udviklet teori, der bygger på nogle af de samme principper som SCT, har jeg dog valgt udelukkende at fokusere på MTT. Det bør dog nævnes at der stadig er uenighed forfatterne imellem om, hvorvidt MTT eller SCT er mest valid (fx Moscovitch & Nadel, 1998; Nadel, Samsonovich, Ryan, & Moscovitch, 2000; Nadel & Moscovitch, 1997; Squire et al., 2015) Metode Nærværende opgave er en teoretisk afhandling, hvor gyldigheden af de pågældende teorier vurderes ud fra en diskussion af eksisterende relevant empiri. Denne empiri er fundet via litteratursøgninger på psycinfo, og vedrører resultater fra studier af interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse hos patienter med forskellige former for hjerneskader og hukommelsesvanskeligheder. Detaljer vedrørende litteratursøgningsprocessen præsenteres løbende i opgaven, da der indgår litteratursøgning over flere omgange. Disposition Grundlaget for at kunne diskutere hhv. SPI-modellen og MTT som forklaringsmodeller for interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse er en grundig forståelse af begreberne om semantisk og episodisk hukommelse. Nærværende opgave lægger derfor ud med i kapitel 1 at redegøre for Tulvings teori om semantisk og episodisk hukommelse. Herefter følger i kapitel 2 en præsentation af SPI-modellen med efterfølgende diskussion af denne model som forklaring af udvalgt empiri vedrørende interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse. I kapitel 3 præsenteres MTT, og denne teori diskuteres ligeledes ud fra den udvalgte empiri. Opgaven rundes af med kapitel 4, hvor der samles op på den aktuelle status ift. klarheder og uklarheder vedrørende interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse, samt hvilke udfordringer der er for videre forskning indenfor dette område. 6

7 Kapitel 1 Semantisk og episodisk hukommelse 1.1 Tulvings teori om semantisk og episodisk hukommelse Indledning Endel Tulving indførte i 1972 sin skelnen mellem episodisk og semantisk hukommelse. Hans begreb om semantisk hukommelse er en udvidelse af tidligere forståelser af begrebet fra bl.a. Quillan, mens begrebet om episodisk hukommelse er forholdsvis nyt. På daværende tidspunkt var det empiriske belæg for de to former for hukommelse forholdsvis vagt, og Tulving ændrer da med tiden også nogle af sine antagelser om hhv. episodisk og semantisk hukommelse samt samspillet imellem dem. I nedenstående præsentation af Tulvings teori om semantisk og episodisk hukommelse vil der derfor være fokus på hans teori, som den udvikler sige over årene. Overordnet set er det en udvikling fra, hvad Tulving selv benævner lænestolsspekulationer til empirisk afprøvede hypoteser, og der vil derfor løbende reflekteres kritisk over hans påstande Ligheder imellem semantisk og episodisk hukommelse Tulving (1983) præsenterer semantisk og episodisk hukommelse som to hukommelsessystemer, der begge beskæftiger sig med erhvervelse, genkald og brug af information. Begge systemer repræsenterer såkaldt propositionel hukommelse, hvilket står i kontrast til procedural hukommelse. Procedural hukommelse vedrører motoriske og sensorisk-perceptuelle evner, som udføres som vaner og i motoriske programmer (fx at kunne cykle). I modsætning hertil står propositionel hukommelse, som vedrører kognitive repræsentationer af viden, der ikke kan udføres, men som kan iagttages introspektivt og kan italesættes igennem sprog eller anden symbolsk adfærd (Tulving, 1983). Dette er altså gældende for både episodisk og semantisk hukommelse. Her stopper dog også lighederne imellem de to systemer. De adskiller sig nemlig fra hinanden ift., hvilken form for information de processerer, hvordan minder organiseres, samt hvilken bevidsthedsform de fordrer. Karakteristika ved semantisk og episodisk hukommelse gennemgås i de to følgende afsnit, hvorefter Tulvings tilgang til interaktionen imellem de to systemer præsenteres. 7

8 1.1.3 Semantisk hukommelse Ifølge Tulving (1972) blev begrebet om semantisk hukommelse benyttet første gang af Quillan i 1966, hvor begrebet blev defineret som et netværk af koncepter, ord og billeder, som bruges til at danne logiske slutninger og forstå sprog. Tulving (1972) tager udgangspunkt i denne tilgang, og definerer semantisk hukommelse som ( ) the memory necessary for the use of language. It is a mental thesaurus, organized knowledge a person possesses about words and other verbal symbols, their meaning and referents, about relations among them and about rules, formulas and algorithms for the manipulation of these symbols concepts and relations. (Tulving, 1972, s. 386) Semantisk hukommelse er altså ifølge Tulving en form for mentalt opslagsværk, hvor meningen af forskellige ord samt relationen imellem disse lagres. Dette kan fx være viden om egenskaber ved heste og hunde samt at vide, at de begge hører under kategorien dyr. Ifølge Tulving (1972) lagres de perceptuelle kvaliteter ved disse koncepter dog ikke i den semantiske hukommelse. Det vil sige, at viden om, at heste har fire ben ikke lagres som et mentalt billede af en hest, men som det Tulving benævner som det perceptuelle inputs kognitive reference, dvs. viden om, at heste har fire ben men uden, at det indebærer en perceptuel oplevelse af en hest. Hvor disse perceptuelle oplevelser så lagres, kommenterer Tulving (1972) dog ikke på. Når semantisk materiale indlæres, lagres det i relation til andet allerede lagret viden. Denne allerede lagrede viden kan være om objekter, relationer, kvantiteter eller andet fakta. Fælles for disse former for viden er, at de er afskåret fra selve den kontekst, de er indlært i. Det vil sige, at semantisk viden ikke er knyttet til bestemt tid eller sted i den pågældende persons liv (Tulving, 1972). På denne måde er relationen i mellem komponenter af semantisk viden ikke afgjort af, hvor og hvornår de er indlært, men af hvorvidt de vedrører den samme form for information. Hvis man fx lærer, at Berlinmuren blev opført i 1961 og umiddelbart efter lærer, at der skal hvidkål og gulerødder i coleslaw, bliver disse to stykker viden ikke lagret sammen. Viden om Berlinmurens opførelse relateres til ens tidligere indlærte viden om dens fald i 1989, og viden om coleslaw i relation til egenskaber ved gulerødder. Semantisk viden er altså ikke afhængig af indlæringskonteksten, og komponenter af semantisk viden lagres ikke i forhold til deres temporale eller spatiale nærhed, men ift. deres meningsgivende (konceptuelle) nærhed. Ifølge Tulving (1972) er semantisk viden forholdsvis robust i og med, at det lagrede ikke påvirkes af senere genkald. Dette er der dog senere blevet sat spørgsmålstegn ved via den såkaldte Moses illusion, som bl.a. er fundet i forsøg af Bottoms, Eslick og Marsh (2010). På spørgsmålet om Hvor mange af hver slags dyr tog Moses med i arken? 8

9 svarede langt de fleste deltagere to uden at opdage, at der var en fejl i spørgsmålet, da det ikke var Moses, men Noah der byggede arken. Denne fejl blev senere reproduceret af deltagerne i svar på spørgsmålet om Hvem byggede arken?. Under genkald af semantisk viden kan der altså forekomme omstrukturering af denne viden, og den virker derfor ikke nær så robust, som Tulving (1972) forestillede sig Udvidelse af begrebet I 1983 udvider Tulving sin forståelse af begrebet om semantisk hukommelse. Han holder fast i, at semantisk hukommelse vedrører fakta, ideer og koncepter, der organiseres konceptuelt, men han tilføjer, hvordan adgang til det semantiske lager er forholdsvis automatisk, og at oplevelsen af at genkalde semantiske minder er oplevelsen af at aktualisere viden om verden. Denne tilgang til semantisk hukommelse som viden om verden, afspejles i Tulvings senere definition af begrebet i Hvor han i 1972 lægger mere vægt på, hvordan semantisk hukommelse er ( ) the knowledge a person possesses about words and other verbal symbols og på den måde i høj grad knyttet til sprog, lægges der i den nyere version vægt på, hvordan semantisk hukommelse vedrører mentale modeller af verden og tilstande i verden. Tulving (1985) definerer nemlig semantisk hukommelse således: Semantic memory is characterized by the additional capability [ift. procedural hukommelse] of internally representing states of the world that are not perceptually present. It permits the organism to construct mental models of the world (Tulving, 1985 s. 387). At Tulving nu forstår semantisk hukommelse som konstruktion af mentale modeller af verden og ikke blot viden om ord, viser et forholdsvis dramatisk skifte i hans forståelse af semantisk hukommelse, der nu er et langt mere kompleks begreb end tidligere. I forbindelse med denne definition tilføjer Tulving (1985), hvordan forskellige former for hukommelse er knyttet til forskellige bevidsthedstilstande. Disse bevidsthedstilstande befinder sig på et kontinuum, hvor man i den ene ende finder anoetisk (ikkevidende) bevidsthed, der er en tilstand, hvor en organisme kan sanse og reagere på interne og eksterne stimuli. Denne form for bevidsthed er associeret med procedural hukommelse. Længere henne på kontinuummet finder man noetisk (vidende bevidsthed), der er bevidsthed om den interne og eksterne verden. Objektet for noetisk bevidsthed er semantisk viden, da det er en organismes viden om verden. Således er semantisk hukommelse knyttet til en bevidsthedstilstand, der transcenderer den anoetiske, men samtidig ikke kræver det højeste bevidsthedsniveau, hvilket vedrører bevidsthed om egen eksistens. Denne bevidsthed er til gengæld indeholdt i tilstanden af autonoetisk (selv-vidende) bevidsthed, der ligger i den anden ende af kontinuummet. Denne tilstand er karakteriseret af bevidsthed om egen eksistens og kontinuitet af denne over fortid, nutid og fremtid. Autonoetisk 9

10 bevidsthed er netop nødvendig for at en organisme kan have episodisk hukommelse (Tulving, 1985), som vil blive behandlet i det følgende afsnit Episodisk hukommelse Tulving introducerede i 1972 episodisk hukommelse som det semantisk hukommelse ikke er. Med dette mente han, at hvor semantisk hukommelse er viden løsrevet fra kontekst og spatiale og temporale aspekter, er episodisk hukommelse netop viden om alt dette. Mere præcist definerer Tulving (1972) episodisk hukommelse således: Episodic memory receives and stores information about temporally dated episodes and events, and temporal-spatial relations among these events (Tulving, 1972, s. 385). Den form for viden, der lagres i den episodiske hukommelse, er altså oplevede hændelser, som lagres ud fra de perceptuelle kvaliteter, der forekommer under hændelsen. Det kan beskrives som en mere eller mindre troværdig optagelse af en persons oplevelser. Disse episoder lagres, modsat semantisk viden, i temporal relation til andre oplevelser. Det vil sige, at episoder lagres efter, hvornår de er oplevet. Mindet om min morgen, hvor min mor lærte mig at lave coleslaw lagres som en episode, gående forud for mindet om min eftermiddag, hvor jeg sad i sofaen og så en dokumentar om Berlinmuren. Den opmærksomme læser vil bemærke, hvordan dette eksempel ligner eksemplet fra foregående afsnit om semantisk hukommelse. Dette er for at illustrere, hvordan den samme situation både kan indeholde semantiske og episodiske aspekter. Hvor faktuel viden om ingredienser i coleslaw og Berlinmurens fald lagres som semantisk viden, lagres selve konteksten for denne indlæring som episodiske minder. At det netop er minder om min morgen og eftermiddag, er endvidere et centralt karakteristika ved episodisk hukommelse. Episodiske minder har nemlig en såkaldt autobiografisk reference, da de henviser til ens personlige fortid. Det vil sige, at mindet opleves som en del af ens levede liv i form af minder om, at jeg gjorde sådan og sådan på det og det tidspunkt (Tulving, 1972). Hvor processen af at genhente semantisk information, opleves som viden, er oplevelsen af episodiske minder i højere grad det, som man vil associere med oplevelsen af at huske noget. Adgang til disse minder er nemlig noget man ifølge Tulving (1972) aktivt søger efter. Det virker dog ikke helt plausibelt, at genkald af episodiske minder kun forekommer som en aktiv proces. Fænomenet ufrivillige autobiografiske minder henviser til det at blive bevidst om (aware of) en tidligere oplevelse uden noget forudgående bevidst forsøg på at genkalde sig denne oplevelse (Berntsen & Hall, 2004). Dette er et eksempel på, hvordan man kan få adgang til minder vedrørende ens personlige fortid uden at man aktivt søger efter dem. Via dagbogsstudier er det understøttet, at ufrivillige minder er forholdsvis normale i befolkningen, og at de optræder op til flere gange om 10

11 dagen (Berntsen & Hall, 2004). Genkald af episodiske minder kan derfor både være resultat af bevidste og automatiske processer Udvidelse af begrebet Ligesom ved semantisk hukommelse ændrer Tulving med tiden sin forståelse af episodisk hukommelse, og ændrer i 1985 sin definition til følgende: Episodic memory affords the additional capability of acquisition and retention of knowledge about personally experienced events and their temporal relations in subjective time and the ability to mentally travel back in time (Tulving, 1985, s. 387). Til forskel fra den tidligere definition forstår Tulving nu ikke kun episodisk hukommelse som et lager af daterede episoder, men også evnen til mentalt at kunne rejse tilbage og genopleve disse episoder. Dette aspekt ved episodisk hukommelse er værd at bemærke, da det skal vise sig at få stor betydning for nærværende opgave. Evnen til mentalt at rejse tilbage i tiden og genopleve personlige episoder muliggøres af den tidligere nævnte autonoetiske form for bevidsthed, der er associeret med episodisk hukommelse (Tulving, 1985). Denne bevidsthedstilstand er knyttet til oplevelsen af kontinuitet af ens identitet, da den giver mulighed for at genopleve sig selv i forskellige episoder igennem ens liv. Når man taler om episodisk hukommelse som indeholdende viden knyttet til kontekst, skal det altså ikke kun forstås som tid og sted, men også selve den personlige kontekst, altså hvordan denne episode er en del af ens selvforståelse. Der er dog senere blevet sat spørgsmålstegn ved om det overhovedet er en forudsætning for episodiske minder, at det er noget man personligt har oplevet. Vi er nemlig også er i stand til at huske episoder oplevet af andre end os selv, såkaldte rapporterede hændelser (Larsen & Plunkett, 1987) eller stedfortrædende (vicarious) minder (Pillemer, Steiner, Kuwabara, Thomsen, & Svob, 2015). Via nyheder eller andre former for historier er det muligt at lagre episoder uden personligt at have oplevet dem. Disse episoder har flere fænomenologiske (oplevelse af emotionel intensitet, fysiologisk reaktion og livagtighed) og funktionelle (opleves som del af identitet, påvirker beslutninger og relationer) ligheder med personligt oplevede episoder Det er derfor blevet foreslået, at begrebet om episodisk hukommelse bør udvides til også at inkludere mentale repræsentationer af hændelser oplevet af andre (Pillemer et al., 2015). Dette aspekt er dog ikke blevet inkorporeret i Tulvings forståelse af episodisk hukommelse, muligvis fordi det ikke kan inkludere aspektet om en mental rejse tilbage i tiden. Under genoplevelse af episodiske minder, sker der ofte en omstrukturering af minderne, hvorfor de er knap så robuste. Under genkald af episodiske minder forekommer der nemlig en gen-indlæring af episoden (Tulving, 1983). Som nævnt i ovenstående afsnit vedrørende semantisk hukommelse, er denne omstrukturering under genkald dog ikke unik for episodisk hukommelse men kan også forekomme under genkald af semantisk viden. 11

12 1.1.5 Opsamling De to hukommelsessystemer adskiller sig altså ifølge Tulving ud fra 1) hvilken form for information de vedrører (viden om koncepter eller minder om episoder) 2) hvilken effekt genkald har (ingen versus potentielt omstrukturerende) 3) hvorvidt de lagres efter kognitive (konceptuelle) relationer eller temporale/ spatiale relationer samt 4) hvilken bevidsthedstilstand de fordrer. De tidlige definitioner af semantisk og episodisk hukommelse fokuserede hovedsageligt på den form for information semantisk og episodisk hukommelse vedrører. Med de senere definitioner hvor det beskrives, hvordan semantisk hukommelse ( )permits the organism to construct mental models of the world, og at episodisk hukommelse inkluderer ( ) the ability to mentally travel back in time, bliver det dog tydeligt, at Tulving ikke kun betragter semantisk og episodisk hukommelse som former for hukommelse, men også systemer der tillader bestemte processer. At episodisk og semantisk hukommelse repræsenterer to forskellige former for hukommelse, er noget langt de fleste teoretikere er enige med Tulving i. Men hvorvidt de kan siges at være to forskellige systemer er noget Tulving for det første selv har ændret syn på gennem tiden, samt har måtte forsvare i højere grad. Tulvings argumentation for semantisk og episodisk hukommelse som systemer præsenteres derfor i det følgende. 1.2 Episodisk og semantisk som hukommelsesformer- eller systemer? Med sin introduktion af begreberne om semantisk og episodisk hukommelse går Tulving (1972) ud over andre teoretikeres tidligere antagelser om, at begreberne blot dækker over to former for hukommelse. Tulving (1972) mener nemlig, at episodisk og semantisk hukommelse er to forskellige informationsbearbejdningssystemer. På trods af ikke at have underbygget denne påstand empirisk i 1972 holder han stadig ved denne antagelse i 1983, hvor han igen fremsætter, hvordan forskellen imellem episodisk og semantisk hukommelse ikke kun består i formen af information de vedrører, og de processer der er involveret, men at de er funktionelt adskilte systemer. Med funktionelt adskilte mener Tulving (1983) ikke, at systemerne ikke har noget med hinanden at gøre, eller at der ikke er nogle ligheder imellem dem men blot, at de kan fungere uafhængigt af hinanden. Tulving (1983) nævner dog selv, at hvorvidt der kan siges at være en funktionel distinktion mellem de to koncepter stadig er et åbent spørgsmål, men at senere neuropsykologiske data kan være med til at afklare dette. Kritikere af Tulving (fx Craik, 1979, Kintsch, 1980) nævner, at teorien om to forskellige systemer, får et forklaringsproblem ift. minder, der ikke kan siges at være rene episodiske eller rene semanti- 12

13 ske men er en blanding af de to. Dette gælder bl.a. såkaldte scripts, der er viden vedrørende hvad man gør i bestemte situationer som fx restaurantbesøg, biografture ol. Disse minder er ikke knyttet til én bestemt episode fra et bestemt tid og sted, men kan heller ikke karakteriseres som fuldstændig kontekstfri generel viden. Tulving (1983) mener dog ikke, at denne form for blandede minder er inkompatible med ideen om to hukommelsessystemer. Minder er blot en samling af komponenter fra de to systemer, og kan således bestå af mere eller mindre viden fra hvert system. At der eksisterer minder, der både indeholder semantiske og episodiske dele, er altså ikke evidens imod funktionel adskillelse af de to systemer. Tulving (1983) præsenterer samtidig i forlængelse af denne kritik flere studier, der fungerer som empirisk belæg for hans systemtænkning. Inden disse studier gennemgås, præsenteres dog først Tulvings definition af et system. Dette er ikke uddybet i hans bog fra 1983, men i stedet i en artikel et par år senere. Det er dog muligt at antage, at han har forstået systemer på samme måde i 1983, på trods af ikke at have uddybet det på daværende tidspunkt. Tulving (1985) beskriver hukommelsessystemer som ( ) organized structures of more elementary operating components. An operating component of a system consists of a neural substrate and its behavioral or cognitive correlates. Some components are shared by all systems, others are shared only by some, and still others are unique to individual systems. (Tulving, 1985 s. 386) Ifølge Tulving (1985) består system altså af flere underkomponenter, der har hver især har et neurologisk grundlag og dertil hørende kognitive og adfærdsmæssige korrelater, hvilket derfor må være gældende for hhv. semantisk og episodisk hukommelse. Det neurologiske grundlag kan undersøges via neuroimaging, mens de adfærdsmæssige og kognitive korrelater kan undersøges i eksperimentelle kontekster, hvor forsøgsdeltagere udfører opgaver, der menes at trække på hhv. episodisk og semantisk hukommelse Forskelle i kognitive korrelater Præmissen bag undersøgelserne vedrørende de kognitive korrelater er, at hvis der forekommer dobbeltdissociationer imellem episodiske og semantiske opgaver, er dette evidens for, at der må eksistere to adskilte systemer, som er aktive under hver sin form for opgave. Dobbeltdissociation henviser til, når to opgaver, A og B, påvirkes forskelligt af to manipulationer, a og b, på en sådan måde, at a har effekt på opgave A, men ikke B og manipulation b har effekt på opgave B, men ikke opgave a (Dunn & Kirsner, 2003). Hvis en bestemt variabel har effekt på udførelsen af fx episodiske opgaver, men ikke på udførelsen af semantiske opgaver og omvendt, må det betyde, at der benyttes to forskellige systemer til udførelse af de to slags opgaver. Således antages det, at 13

14 dobbeltdissociationer imellem episodiske og semantiske opgaver giver belæg for eksistensen af et episodisk og et semantisk system 1. Tulving (1983) nævner flere eksempler på undersøgelser, hvor man finder sådanne dissociationer. Et eksempel på en af disse er Shoben et al (1978 i Tulving, 1983), som giver deres deltagere 48 sætninger, som deltagerne skal bruge i en hhv. semantisk og episodisk opgave. I den semantiske opgave skal de bedømme, hvorvidt sætningerne er falske eller sande. Den episodiske opgave foregår ved, at deltagerne efter noget tid får sætningerne tilbage og skal vurdere, hvorvidt de har set dem før. Reaktionstiden i den semantiske opgave er påvirket af såkaldt relatedness i sætningerne (det tager fx længere tid for deltagerne at verificere En tiger har lår end En tiger har striber ), men denne variabel har ikke betydning for reaktionstiden i den episodiske opgave. Omvendt har det betydning for reaktionstiden i episodiske opgave, hvor mange lignende sætninger, der har været (længere reaktionstid på at vurdere om man har set En tiger har striber hvis der også har været En tiger har lår, har fingre, har biler ), som ikke påvirker reaktionstiden i den semantiske opgave. Der forekommer altså en dobbeltdissociation her, hvor to forskellige manipulationer har hhv. effekt og ingen effekt alt efter, hvilken opgave der er blevet stillet. Resultaterne benyttes derfor til at argumentere for, at der må være tale om forskellige systemer, der påvirkes forskelligt Forskelle i neurologisk grundlag Hvor ovenstående forsøg beskæftiger sig med det adfærdsmæssige niveau, omhandler de følgende undersøgelser evidens for forskelle i det neurologiske grundlag for episodisk og semantisk hukommelse. Wood et al (1980 i Tulving 1983) undersøgte cerebral blodgennemstrømning i hjernen via en radioaktiv isotop under en hhv. episodisk og semantisk opgave. I første runde blev deltagerne vist ord og bedt om at gentage disse for at skabe en baseline. I anden runde blev deltagerne delt ind i to grupper, og igen vist de samme billeder blandet sammen med nogle nye. Den ene gruppe skulle trykke på en knap, når de så et ord, de havde set før (episodisk opgave), mens den anden gruppe skulle trykke på en knap, når de så et ord, der repræsenterede en genstand fra kategorien ting der passer i et rum (semantisk opgave). Der var signifikant forskel imellem de to grupper i blodgennemstrømningen i venstre hemisfære samt en negativ korrelation mellem rigtige svar og blodgennemstrømning i occipital og temporal-occipotal regioner i venstre hemisfære for den episodiske opgave, som ikke forekom under den semantiske opgave. Dette indikerer, ifølge forfatterne, en anatomisk basis for distinktion mellem de to systemer. Flere senere lignende undersøgelser af blodgennemstrømning i hjernen under semantiske og episodiske opgaver, understøtter da også, at 1 Det vil i afsnit Diskussion af systemtankegangen anfægtes, hvorvidt dobbeltdissociationer er belæg for uafhængige systemer 14

15 der er aktivitet i forskellige områder under hhv. episodisk og semantisk genkald (Bl.a. Barba, Parlato, Jobert, Samson, & Pappata, 1998; Rőnnberg, Söderfeldt, & Risberg, 1998; Wiggs, Weisberg, & Martin, 1999). De eksakte områder, der er fundet aktive under hhv. semantisk og episodisk genkald varierer dog fra studie til studie, og disse studier replikerer derfor ikke de præcise resultater fra Wood et al (1980 i Tulving, 1983). Wiggs et al (1999) fandt fx, at der i semantisk sammenlignet med episodisk genkald var mere aktivitet i bilateral temporal og frontal lapper, og der under episodisk genkald var mere aktivitet i medial parietal cortex, retrosplenial cortex, thalamus og cerebellum, mens der var aktivitet i højre frontal lap under begge opgaver. Dette står i kontrast til Barba et al (1998) studie, hvor de modsat fandt, at højre frontal cortex udelukkende var aktiv under episodisk genkald. Endvidere er der fundet dobbeltdissociation i amnesipatienter med hhv. medial temporal laps (MTL) skader og neocortikal atrofi. Patienter med MTL skader har i højere grad vanskeligheder med episodisk hukommelse, men forholdsvis bevaret semantisk hukommelse, men det omvendte er gældende for patienter med neocortikal atrofi eller såkaldt semantisk demens (Greenberg & Verfaillie, 2010). Disse eksempler illustrerer, hvordan der er uklarhed om, hvilke præcise hjerneområder, der er associerede med de semantiske og episodiske systemer. Men selvom de eksakte områder er uklare, replikeres det dog i førnævnte forsøg, at der er forskelle i neurologiske aktivitet under hhv. semantisk og episodisk genkald. Hvori denne forskel består er uklart, men det virker rimeligt at antage, at der er forskellige neurologiske områder involveret i de forskellige former for opgaver, hvilket også er Tulvings (1983) primære pointe. Tulving mener således, at der er empirisk belæg for at betragte semantisk og episodisk hukommelse som to funktionelt adskilte hukommelsessystemer, da der er resultater både fra raske og hjerneskadede patienter, samt fra forskellige former for opgaver, der støtter denne påstand. Selvom Tulving argumenterer for, at semantisk og episodisk hukommelse fungerer som adskilte systemer, mener han dog ikke, at de ikke interagerer med hinanden. I det følgende gennemgås hvordan Tulving igennem årene har forholdt sig til interaktionen imellem episodisk og semantisk hukommelse. 1.3 Interaktion imellem semantisk og episodisk hukommelse Da Tulving i 1972 indfører begreberne om semantisk og episodisk hukommelse, er han faktisk ikke selv af den overbevisning, at systemerne er adskilte. Han beskriver valget af terminologien om systemer således: 15

16 I will refer to both kinds of memory as two stores or as two systems but I do this primarily for the convenience of communication, rather than as an expression of any profound belief about structural or functional separation of the two. (Tulving, 1972, s. 384) Dette står i kontrast til senere antagelser om, at semantisk og episodisk hukommelse netop er funktionelt adskilte systemer. Men hvis man forstår Tulvings udsagn som, at han betragter episodisk og semantisk hukommelse som to systemer, der blot ikke fungerer fuldstændig adskilt, så giver det stadig mening ift. senere udtalelser. Denne læsning underbygges af, at Tulving (1983) jo netop mente, at funktionelt adskilt henviser til, at systemer kan fungere uafhængigt af hinanden, men ikke at de er fuldstændig independente. Allerede i 1972 giver Tulving et bud på, hvordan sammenspillet mellem disse systemer er. Tulving foreslår, at det episodiske system påvirkes kraftigt af det semantiske system, hvilket fx er gældende, når man har nemmere ved at huske, at ord A var parret med ord B på en ordliste, hvis disse ord i forvejen er konceptuelt tætte fx hest og hund. Samtidig hævder Tulving (1972) dog også, at genkald i det episodiske system kan fungere relativt uafhængigt Dette mener han bl.a. er tilfældet, når man genkalder sensoriske oplevelser, såsom en persons ansigt eller et stykke af en melodi. Dette er dog Tulvings (1972) egne spekulationer, som ikke er underbygget empirisk. Det kan undre, hvorfor Tulving klassificerer disse perceptuelle oplevelser som episodiske minder, da han jo definerer episodiske minder som hændelser placeret i tid og sted. Men da Tulving i 1972 netop ikke mener, at perceptuelle kvaliteter lagres i det semantiske system, samt at episodisk hukommelse er det semantisk ikke er, kan man forestille sig, at han antager, at alle perceptuelle oplevelser lagres i det episodiske system. Dette stemmer dog ikke overens med hans definition af episodisk hukommelse, og denne argumentation for det episodiske systems uafhængighed virker derfor mangelfuld. Samtidig påstår Tulving (1972), at det semantiske system fungerer forholdsvis uafhængigt af det episodiske. Dette underbygges af et studie af Howe (1970 i Tulving 1972), der finder, at deltagere, der skal gengive en historie, de har hørt kort tid inden, ikke er i stand til at give specielt mange korrekte ord, men til gengæld kan gengive meningen af historien forholdsvis korrekt. Dette tolkes som, at selve episoden ikke er lagret, men at den semantiske viden i den er. Det kan dog diskuteres, hvorvidt dette er en rimelig tolkning. Tulving (1983) nævner selv, hvordan episodiske minder ikke er særligt robuste og omstruktureres ved genkald. Det virker derfor modstridende at afvise et minde som episodisk pga. manglende præcision. Endvidere kræver genkald af en historie viden om temporale relationer imellem elementerne i episoden, hvilket ifølge Tulvings definition er en funktion af episodisk hukommelse. 16

17 1.3.1 En monohierarkisk model I 1985 bliver Tulving mere specifik omkring samspillet mellem semantisk og episodisk hukommelse. Han foreslår en monohierarkisk model, hvor procedural hukommelse er det laveste niveau og har semantisk hukommelse som et højere specialiseret undersystem. Semantisk hukommelse har så igen episodisk hukommelse som et højere specialiseret undersystem. Ethvert højere niveau afhænger af det/de lavere, men det indeholder samtidig egenskaber de lavere ikke indeholder. Den hierarkiske opbygning medfører, at et lavere niveau kan fungere uden et højere. Det vil sige, at procedural hukommelse kan fungere uden semantisk og episodisk hukommelse, og semantisk hukommelse kan fungere uden episodisk hukommelse. Hypotesen om episodisk som indlejret i semantisk hukommelse, er en ændring af Tulvings (1972) oprindelige syn på de to systemer som parallelle (Tulving, 1991). Af dette nye syn følger, at ingen ny viden kan indlæres i episodisk hukommelse, hvis den semantiske hukommelse er skadet, men at det omvendte er muligt (Tulving, 1991). Dette underbygges af studier af amnesi-patienter som fx patient KC, der var i stand til ny semantisk læring (afslutte tidligere indlærte sætninger, når givet de første to ord) på trods af skadet episodisk læring (ingen minder om selve indlæringssituationen) (Tulving, 1991; Tulving, 1993). Tulvings forklaring af interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse bliver således over årene mere uddybet og bedre underbygget. Men han er stadig ikke helt tydelig om, hvornår i hukommelsesprocessen denne interaktion forekommer. Det er nemlig uklart, hvorvidt den beskrevne interaktion imellem semantisk og episodisk hukommelse forekommer under indlæring, lagring eller genkald af minder. Uddybelse af interaktionen imellem semantisk og episodisk hukommelse under disse tre hukommelsesprocesser beskriver Tulving nogle år senere med sin SPI-model, hvilken præsenteres i det kapitel 2. Først vil der dog kommenteres på nogle væsentlige kritikpunkter ved Tulvings teori om semantisk og episodisk hukommelse. 1.4 Kritisk refleksion over Tulvings teori om semantisk og episodisk hukommelse I løbet af ovenstående redegørelse for Tulvings teori om semantisk og episodisk hukommelse, samt interaktionen imellem systemerne, er der løbende blevet kommenteret på svagheder ved denne teori. Kommentarerne har vedrørt, 1) hvordan det ikke kun er episodiske minder, der kan ændres ved genkald men også semantisk viden (Bottoms et al., 2010) 2) at episodisk hukommelse ikke kun fungerer ved aktivt genkald, men også kan genkaldes ufrivilligt (Berntsen & Hall, 2004) 3) samt at 17

18 episodisk hukommelse muligvis ikke kun vedrører egne oplevelser men også kan vedrøre historier om andres oplevelser (Larsen & Plunkett, 1987; Pillemer et al., 2015). Ud over disse specifikke kritikpunkter, virker der dog også til at være en overordnet diskrepans imellem Tulvings begrebslige forståelse af hhv. episodisk og semantisk hukommelse og operationaliseringen af begreberne. Denne påstand vil uddybes i det følgende Diskrepans imellem definition og operationalisering af episodisk hukommelse For at kunne diskutere operationaliseringen af begreberne om episodisk og semantisk hukommelse, må vi starte med at kigge tilbage på, hvordan Tulving definerer begreberne. Hans oprindelige definition af episodisk hukommelse lød således: Episodic memory receives and stores information about temporally dated episodes and events, and temporal-spatial relations among these events (Tulving, 1972 s. 385). Denne definition blev senere omformuleret til; Episodic memory affords the additional capability of acquisition and retention of knowledge about personally experienced events and their temporal relations in subjective time and the ability to mentally travel back in time (Tulving, 1985 s. 387). Overordnet forstår Tulving altså episodisk hukommelse som episoder, relationen imellem disse episoder og, fra den nyeste definition, evnen til mentalt at rejse tilbage i tiden og genopleve disse episoder. På trods af denne forståelse er det ikke mange episoder eller mentale tidsrejser, der undersøges i forsøgene vedrørende episodisk hukommelse, som Tulving benytter sig af. I stort set alle forsøg, der er henvist til i redegørelsen for Tulvings teori, er episodisk hukommelse operationaliseret som genkendelse af et ord fra en tidligere præsenteret ordliste indikeret ved ja/ nej til spørgsmålet om, hvorvidt forsøgsdeltageren har set ordet før (Shoben et al, 1978; McKoon & Ratcliff, 1979; Jacoby & Dallas, 1981; Wood et al, 1989; Tulving, Schachter & Stark, 1982). Men genkendelse af et ord indebærer ikke per se genoplevelse af indlæringsepisoden. Som Jacoby (1991) var en af de første til at foreslå, kan genkendelse nemlig foregå igennem en af to processer; Familiarity eller recollection. Sidstnævnte henviser til intentionelt genkald af mindet om indlæringsepisoden for den pågældende stimuli, hvor kontekstuel information fra indkodningsoplevelsen genopleves. Dette minder i høj grad om Tulvings forståelse af episodisk hukommelse i og med, at det involverer aktiv genkald af en tidligere episode. Familiarity er derimod en automatisk følelse af at genkende en stimuli uden, at der genhentes information om indlæring af denne (Kafkas & Montaldi, 2012). Når man beder folk svare på, om de genkender en stimuli, kan man altså ikke umiddelbart vurdere, hvilken proces de engagerer sig i. Genkendelsesopgaver befordrer nemlig ikke én bestemt proces. I de forsøg, Tulving henviser til, er det altså ikke muligt at vide, om deltagerne rent faktisk trækker på episodiske minder om at have set ordet før (recollection), eller om de blot har en følelse af at 18

19 ordet er velkendt (familiarity). Således kan man argumentere for, at genkendelse af ord ikke er den mest hensigtsmæssige måde at måle episodisk hukommelse på. De nævnte forsøg er dog lavet før Jacobys indførelse af begreberne om familiarity og recollection samt før Tulvings nyere definition af episodisk hukommelse, hvilken indeholder aspektet om mental tidsrejse. Men Tulving henviser alligevel stadig i 1995 til undersøgelser, hvor episodisk hukommelse er operationaliseret som genkendelse (Tulving, Schacter, & Stark, 1982), og man må derfor gå ud fra, at han stadig på dette tidspunkt betragter genkendelse som et passende mål for episodisk hukommelse. I en senere artikel om episodisk hukommelse, anerkender Tulving dog selv distinktionen imellem recollection og familiarity (også kendt som Remember/ Know paradigmet), og at sidstnævnte proces ikke er et udtryk for episodisk hukommelse, men sandsynligvis er en funktion af det perceptuelle system (Tulving, 2001). I forlængelse af dette indrømmer Tulving, at hans tidligere operationalisering af episodisk hukommelse som genkendelse har været en forsimpling. Tulving benytter da også i 1991 en anden form for operationalisering af begrebet, hvor han i eksemplet med patient KC måler episodisk hukommelse, som KC s (manglende) erindring om selve indlæringsepisoden. Størstedelen af evidensen omkring episodisk hukommelse beror dog stadig på målinger af genkendelse af ord, og ikke genoplevelse af episoder, som ellers virker mere oplagt qua Tulvings definition Diskrepans imellem definition og operationalisering af semantisk hukommelse På samme måde er der også aspekter af Tulvings teoretiske forståelse af semantisk hukommelse, der ikke favnes i undersøgelser af dette system. Tulvings første forståelse af semantisk hukommelse er, at det var ( ) the memory necessary for the use of language. It is a mental thesaurus, organized knowledge a person possesses about words and other verbal symbols, their meaning and referents, about relations among them and about rules, formulas and algorithms for the manipulation of these symbols concepts and relations. (Tulving, 1972, s. 386) Senere udvider han sin forståelse af semantisk hukommelse til også at indebære mentale modeller af verden, idet hans definition ændres til Semantic memory is characterized by the additional capability [ift. procedural hukommelse] of internally representing states of the world that are not perceptually present. It permits the organism to construct mental models of the world (Tulving, 1985, s. 387). Den tidlige definition lægger vægt på viden omkring ord og deres betydning. Dette fokus afspejles i langt de fleste operationaliseringer af semantisk viden, hvor forsøgsdeltagere fx bedømmer, om en sætning er sand eller falsk (Shoben et al 1978 i Tulving, 1983), om et ord er et rigtigt ord (McKoon og Ratcliff,, 1979 i Tulving, 1983), betydning af ord (Jacoby og Dallas, 1981 i 19

20 Tulving, 1983), og om et ord passer i en bestemt kategori (Wood et al 1989 i Tulving 1983). Semantisk hukommelse forstået som viden om tilstande i verden, er dog ikke favnet i disse operationaliseringer. Som nævnt ved episodisk hukommelse er disse forsøg dog også lavet før den nyere udgave af Tulvings forståelse af semantisk hukommelse. Men hvis man kigger på hans operationaliseringer i 1991, hvor semantisk hukommelse måles som evnen til at færdiggøre en tidligere indlært sætning, er det stadig begrænset hvor meget dette trækker på viden om tilstande i verden Fokus på genstand i operationaliseringen I ovenstående kan man se, at Tulving vurderer, hvorvidt noget er episodisk eller semantisk hukommelse ud fra, hvilken form for information, der er tale om (viden om ords betydning eller genkendelse af et ord), hvilket jeg vil vælge at omtale som hukommelsens genstand 2. Samtidig har Tulving argumenteret for, at episodisk og semantisk hukommelse ikke kun adskiller sig fra hinanden ud fra deres genstand, men at de netop er to forskellige systemer, der også adskiller sig ud fra hhv. hvilken effekt genkald har, hvorvidt de lagres efter kognitive eller temporale relationer samt hvilken bevidsthedstilstand de fordrer (jf. afsnit Opsamling ). På trods af dette fokuserer Tulving udelukkende på genstanden, når han vurderer, hvad der betragtes som semantisk og episodisk hukommelse, og medtænker derfor ikke de andre områder hvorpå de to systemer adskiller sig. Dette får bl.a. betydning i det tidligere nævnte eksempel fra Howe (1970 i Tulving 1972), hvor Tulving vurderer, at gengivelse af en historie ikke er episodisk hukommelse, fordi forsøgsdeltagerne kun kan genkalde meningen med historien. Tulving mener, at det derfor ikke kan være udtryk for lagring af den perceptuelle oplevelse, det er at høre en historie. Her bedømmes et mindes episodiske og semantiske kvalitet altså udelukkende ud fra genstanden. Hvis Tulving havde medtaget sin egen pointe, om at et karakteristika ved episodisk hukommelse er, at den er forholdsvis urobust og ændres med genkald, kunne han have vurderet disse genfortællinger til at være episodiske Opsamling og implikationer Tulving fokuserer altså på genstanden, når han undersøger semantisk og episodisk hukommelse. Samtidig er den genstand han fokuserer på, kun en lille del hans teoretiske forståelse af episodisk og semantisk hukommelse. Tulving indfanger således ikke kompleksiteten af sin egen teori i 2 Ordet genstand giver associationer til enkelte objekter, men kan i dette tilfælde refererer til så omfattende fænomener som hele episoder i deres spatiale og temporale udfoldelse (den episodiske genstand) samt mentale modeller af viden om verden (den semantiske genstand). Genstand er således ikke det optimale begreb, men benyttes her i mangel af bedre 20

21 operationalisering af begreberne om semantisk og episodisk hukommelse. At Tulving holder sig til de forholdsvis simple operationaliseringer kan muligvis skyldes, at han forsøger at måle så rene episodiske og semantiske minder/ viden som muligt, dvs. minder/ viden der så vidt muligt kun involverer hhv. episodisk eller semantisk hukommelse. Uanset intentionen virker det relevant at overveje, hvilke implikationer det har for vores videre undersøgelse af semantisk og episodisk hukommelse at operationaliseringen muligvis er forsimplet. I tilfælde hvor operationaliseringen blot favner et aspekt af definitionen, men ikke hele kompleksiteten kan man argumentere for, at man stadig kan bruge resultaterne til at sige noget om funktionen af hhv. episodisk og semantisk hukommelse. Disse opgaver trækker jo stadig på de to systemer, om end de ikke favner systemernes samlede kapacitet. Resultater fra disse forsøg, kan altså stadig benyttes som validering af hypoteser vedrørende episodisk og semantisk hukommelse. Dog virker det i højere grad problematisk i de forsøg, hvor der kan være tvivl om ikke bare hvilke dele af hhv. episodisk og semantisk hukommelse der måles, men om en opgave rent faktisk måler semantisk eller episodisk hukommelse. Resultater fra sådanne forsøg, bør man være forsigtig med at benytte til at udlede noget om hhv. semantisk og episodisk hukommelse, da der kan være usikkerhed om, hvilket af systemerne der er aktuelle. Operationalisering af semantisk og episodisk hukommelse, vil derfor være et opmærksomhedspunkt igennem resten af nærværende opgave. 21