Teknik og videnskab (Teksten er fra bogen Realitetens konflikt versus konfliktens realitet )

Transkript

1 Teknik og videnskab (Teksten er fra bogen Realitetens konflikt versus konfliktens realitet ) Ikke kun ingeniører og teknikere har tilbøjelighed til at identificere teknik og tekniske forklaringer med det sande, det videnskabelige, ved at sætte tekniske standarder op for hvornår en forklaring kan accepteres som rigtig eller forkert. På den baggrund er det svært at acceptere, at der findes systemer, realitetsniveauer og fænomener, som der slet ikke kan redegøres for i teknisk forstand, dvs. som ikke kan forklares med modeller af entydige relationer mellem årsag og virkning. Vejrfænomener, sociale systemer og videnskaben selv er f.eks. udtryk for noget, der ikke kan forklares med teknik alene. Når der således opstår opmærksomhed om det, at menneskets naturlige omverden ændrer sig drastisk på helt uforudsigelige måder i teknisk forstand, så kan de teknisk orienterede have svært ved at anerkende det som påvist. For, som de synes at tænke, hvad der ikke kan redegøres for med udgangspunkt i kravet om entydigt udledte konsekvenser og virkninger af kendte årsager og forudsætninger, det er ikke en forklaring. Reaktionerne på klimaforandringerne og andre miljøproblemer i de teknisk orienterede kredse er mangfoldige: F.eks. er det tit sådan, at hvad der ikke findes absolut bevis på i deterministisk 1 forstand, det mener de teknisk orienterede, at de med deres snævre form for fokus kan skalte og valte med på helt demokratisk vis. Begreber om sandsynlighed, overblik, proportioner i forhold til de tekniske detaljers relevans i relation til de større helheder, den samlede konteksts betydning for relevansen og afvejningen af detaljens betydning glider ud af den teknisk orienteredes synsvinkel, fordi der ingen lineær logik er i det, og altså ingen forpligtende stringens for ham, med hans snævert og uvidenskabelige, men tekniske form for reduktionistisk 2 tilgang til fænomenerne. Det falder uden for teknikerens domæne 3 og realitetsprincip. Og hvad der ikke eksisterer for teknikeren, når han tænker teknisk, det eksisterer ikke for hans forstand, og, konkluderer han fejlagtigt; det eksisterer overhovedet ikke 4. 1 Deterministisk forklaring: Fyldestgørende, ud fra forventningen om entydige relationer mellem årsag og virkning frem og tilbage i tid. 2 Reduktionistisk tilgang: Kunne f.eks. være den snævert tekniske indstilling, som der polemiseres imod her. Det, at beskylde en forklaring for at være reduktionistisk, behøver ikke betyde, at man implicit hævder og bygger sin kritik på antagelser omkring f.eks. sjælelige egenskaber sat over for de mekaniske. Personligt er jeg hverken ontologisk dualist (dvs. jeg arbejder ikke ud fra en distinktion mellem sjælen og materien) eller monist, f.eks. idealist (benægter materien) eller materialist (benægter sjælen). Jeg bestræber mig på at orientere mig ud fra en eller anden grad af ontologisk neutralitet med hensyn til hvadheden i det, der fremtræder, og jeg har samtidigt kontinuert intention om at lade spørgsmålet om, hvad det er der viser sig for os, når vi orienterer os, som vi gør, træde i baggrunden til fordel for opmærksomheden omkring måden, hvorpå vi ser, tænker erfarer og sætter genstanden for opmærksomhed via beskrivelsen, kommunikationen eller bevidstheden, om man vil. Kunsten er at se det performative plan, som dikterer os vore fiktioner/fænomenerne, når vi tror vi afslører, opdager virkeligheden i sig selv uafhængigt af os selv som iagttagere. Det er min overbevisning, at vi er de største troldmænd i forhold til os selv, især når vi netop tror, det er den skinbarlige virkelighed, vi afdækker. Kunsten er at se sig selv, som den der bestemmer, hvad der kan ses, når man ser, som man gør. Det handler om filosofisk selvrefleksion. Det er en disciplin, og den er ikke let. 3 Normale genstandsfelt.

2 Klimaproblemerne har det på den måde med at forsvinde fra hans verden 5, lige som han ikke forstår, at hans erkendelsesteoretiske principper tilhører periferien af den moderne videnskab, og måske primært de tidlige renæssancefilosoffers udgaver af den. Euklids deduktive metode 6 er et erkendelsesteoretisk ideal. Men metoden følger af sig selv med den for metoden lige så katastrofale mangel på nødvendighed, som den performativt dikterer alt, hvad der falder inden for dens perspektiv, enten at være sandt eller falskt på metodens betingelser og kun sine betingelser. Lige som økonomen må være blind for sig selv og begrænsningerne i gyldigheden af sin indsigt som økonom, når der manifest tænkes aksiomatisk, økonomisk i det der her i bogen er kaldt iagttagelser af 1. orden, må teknikeren med nødvendighed være blind for sig selv som tekniker, når han tænker teknisk. Det er et grundvilkår, at en kognitiv praksis ikke kan tematiseres samtidigt med at den manifesterer sig i praksis. Den må nødvendigvis reflekteres i sin begrænsede gyldighed i kraft af en anden påfølgende kognitiv praksis, der retter sig mod og tematiserer den på baggrund af dens betingelser. Ingeniøren er typisk parat til nidkært at inddrage enhver teknisk detalje uden på samme nidkære måde at have blik for sin egen kompetence og betingelser for overhovedet at kunne sætte det sete som set i sit tekniske perspektiv. Vi er tilbage ved viljen, evnen til at reflektere, skifte mellem 1. og 2. ordens iagttagelser, f.eks. ved rekursivt at lade iagttagelsen kvalificere som mere eller mindre sand i forhold til kriterier for sandhed, der selv kan falde som genstand for iagttagelser. 4 Tænkningen har det med at forveksle det tænkelige med det der er muligt. At tænkningen skulle have patent på det mulige, ja det patent tiltager tænkningen sig måske af indre nødvendighed, men denne nødvendighed er dog trods alt kun dens egen, og igen ikke nødvendigvis udtryk for en højere nødvendighed. Det at noget ikke kan tænkes er ikke nødvendigvis udtryk for at det ikke er muligt, det kunne jo f.eks. være tænkningen der ikke var i stand til at tænke det mulige! Det er faktisk tænkeligt for den tanke, der reflekterer over tænkningen! Det at se en bestemt tænkning og begrænsningen i dens gyldighed tilfalder ikke den selv (den reflekterede tænkning), men en anden, dvs. den reflekterende tænkning. Man kunne tale om en djævelsk iagttager i forhold til den symbolverden, de gode har skabt omkring sin gud og hans skabte verden. Det at vi ser de onde som de onde, det tilfalder os. De onde har tit en tilbøjelighed til at se sig selv som de gode, og os som de onde. For nu at afgøre relationen mellem os og de onde har vi brug for det tredje standpunkt, eller evnen til at se os selv ude fra med de betingelser, som gør, at vi ser os selv som de gode og andre som de onde. Men så behøver vi igen et nyt udgangspunkt for iagttagelsen, som kan have svært ved ikke bare at adlyde sin egen nødvendighed, altså manifestere sig i stedet for nødvendigvis at repræsentere en højere nødvendighed, osv. 5 Af Internetsektionen i Dagbladet Ingeniøren fremgår det klart, hvordan først og fremmest teknisk orienterede ingeniører orienterer sig omkring menneskeskabte ændringer af klimaet: På trods af den overvældende dokumentation, der findes inden for forskningen om ændringerne i klimaet og disses sammenhæng med de menneskelige aktiviteter, så fortsætter flertallet af ingeniører med at påstå at problemstillingen er ren indbildning. 6 Hvis konklusionen er indeholdt i sine præmisser, kan præmisserne ikke være sande, uden at konklusionen er det også. Det er kriteriet for en formelt gyldig deduktiv konklusion. Alle formelle systemer der virker performativt selvbekræftende hele vejen igennem, som altså er konsistente, indeholder udsagn, som er uafklarede i henhold til systemets mulighed for at kvalificere dem i relation til de to tilladte logiske værdier, sand/falsk. Systemet er således ikke entydigt sandt/falskt i henhold til sig selv, det kan ikke deducere sin sandhedsværdi som system ud fra sig selv. Den deduktive metodes universelle gyldighed/nødvendighed kan ikke deduceres med udgangspunkt i den deduktive metode. Den er dogmatisk i sit udgangspunkt. Når man tænker deduktivt, kan man således udlede konklusionen ud fra præmisserne. Men man kan ikke udlede den deduktive metodes sandhed eller falskhed ud af den deduktive metode, man kan kun adlyde den eller lade være.

3 Hvis en overordnet og sandsynliggjort forklaring således har manifesteret sig som konsensus blandt de videnskabelige fagfolk, der arbejder med klimafænomener ud fra de forudsætninger, der gælder her i kraft af sin egen videnskabelige tradition, hvor man kun kan forvente en overordentlig kompleks og til dels kaotisk form for sandhed, der føler teknikeren sig kaldet til at gå ind og udtale sig om de samme komplekse og kaotiske fænomener, ud fra sine egne snævre tekniske kriterier for hvad der er sandt eller falskt. Teknikeren afslører på den måde, at han glemmer evnen til at medreflektere gyldigheden af de snævre kriterier, han definerer sandheden ud fra. Han orienterer sig, som om klimaet var et teknisk fænomen, hvor hans løsrevede detaljer kunne træde ind og erstatte klimatologens ekstremt komplekse forklaringsmodeller og kun sandsynliggjorte klimascenarier for fremtiden. Hvad der ikke kan redegøres for deterministisk ud fra den deduktive metode, det erstatter han med sine egne forklaringer, som om de var mindst lige så gode som de forklaringer, han ikke kan stilles tilfreds med, fordi de er skabt ud fra nogle andre modeller. Sjovt nok er læren om fremtidens klima i højere grad bygget op om mere rigide og nærmest deterministiske modeller, end den daglige syvdagsvejrudsigt er. Når det drejer sig om fremtidens gennemsnitsværdier for temperatur, nedbør og vindforhold, så arbejdes der pudsigt nok med modeller, som er mere tilfredsstillende for den deterministiske tankegang. Kaosfænomenerne, som de gælder i dag til dag udsigterne, er mindre påtrængende i klimamodellerne. Men der er stadig masser af selvnegerende og selvforstærkende feedbackmekanismer inden for klimatologien, så determinisme bliver der aldrig tale om i absolut forstand, når man taler klimatologi 7. Idealet er de trivielle systemdannelser. Kun det absolut trivielle er absolut forudsigeligt. Det sociale er alt andet end trivielt. Forudsigelsen selv er f.eks. alt andet end forudsigelig, hvad enten man taler om opdagelsen eller opfindelsen af sandheden, de kvalificerede iagttagelser. Ingeniøren falder som psykisk og socialiseret væsen med sin kognitive performance ind under den kategori, han ikke forstår med sin teknik. Derfor er selvreferencen tabu i hans verden, lige som den er forbudt i hans logiske systemer. Det faktum at hans reduktionistiske univers bryder sammen alene af formelle grunde, det beviste Kurt Gödel i Men det er for filosofisk for ham at forholde sig til, det virker ikke for ham, det er nemlig ikke bare teknik. Derfor falder det uden for hans verdensbillede, det der kan konstrueres som et deterministisk og trivielt univers. Som forudsætning for det tekniske falder han uden for det han forstår. De tekniske landvindinger virker psykosocialt som erstatningen for den usikkerhed, det sociale føler ved sig selv. Men de kan ikke erstatte hverken det sociale eller det sociales natur, som er forudsætningen for, at det tekniske virker. 7 Teknikeren tænker helst som om ethvert fænomen var trivielt, og bestræber sig ihærdigt på at reducere klimaet til et trivielt fænomen. Hvor klimaet ikke er redegjort for ud fra hans forventning til en forklaring, der føler han sig tit kaldet til at bidrage med alskens løsrevede udkast til forklaring, som lever op til hans krav om trivialitet i forklaringen. Problemet er bare, at fænomenet klima ikke er helt trivielt, at det ikke er helt deterministisk, at udviklingen kun kan sandsynliggøres, og at der findes kaskader af positive og negative feedbackmekanismer, som gør de fleste modeller usikre. Han vil det trivielle og entydige, hvor der ikke gives entydige og trivielle forklaringer, og forkaster den sandhed, som er kvalificeret ud fra andre kriterier end hans og han forkaster den konsensus, som f.eks. er etableret blandt klimaeksperterne omkring menneskets indflydelse på jordens klima.

4 Med andre ord, det moderne samfund har store forventninger til de tekniske løsninger på de problemer, som det moderne samfund skaber for sig selv. Det forestiller sig, at der findes tekniske løsninger på de mange selvskabte problemer, energimangel, fertilitetsproblemer, klimakrise, socialt betinget kræftsygdomme, livsstilssygdomme, sjælesorger, meningsløsheden i den formålsløse funktionalisme, tabet af formål med den funktionsfikserede livsstil, det meningsløse univers, man skaber for sig selv med selve den tekniske iagttagelsesform osv. Rationaliteten, problemstillingen og løsningerne Der ligger en rationalitet bag enhver problemstilling og dens løsninger. Forudsætningen for definitionen af et problem er en rationalitet, som ikke nødvendigvis genfinder sig selv eller er i stand til at medreflektere sig selv som forudsætningen for gyldigheden af de problemer, som lever ved selv samme rationalitet. Som regel lever problemstillingen uudtalt i relation til dens mulige løsninger. Løsningerne er de mest udtalte, problemstillingen den næstmest udtalte og selve rationaliteten, ved hvilken både problemstillingen og løsningerne henter sin gyldighed, er mindst udtalt. Rationaliteten lever på det utematiserede plan. Den tekniske tænkning har sin egen rationalitet, som ikke kan tematiseres i teknisk forstand uden at komme i forlegenhed i forhold til sig selv, men selvreferencen er der med nødvendighed, hvis man skal tale om selverkendelse, og den forbydes af samme grund, dogmatisk for at redde illusionen om en absolut sandhed i deterministisk forstand. Som performance er den tekniske rationalitet hverken entydigt funktionel eller ej. Man kan i det hele taget ikke sige om den tekniske tænkning, at den virker. Den er nemlig forudsætningen for at kunne få øje på det funktionelle. Den tekniske tænkning (rationalitet) er hverken entydigt at indplacere som funktionel eller ikke funktionel. Den er noget tredje, forudsætningen for at få øje på det funktionelle. Den kognitive grundstruktur, distinktionen mellem funktion og ikke funktion, er den kognitive forudsætning for kvalificeringen af indikationsværdierne for det der virker/fungerer og det der absolut ikke virker/fungerer. Denne kognitive performance er den ontologiske, metafysiske og erkendelsesmæssige forudsætning for selve den type genstandsmæssighed, der lever sit praktiske, empiriske og teoretiske liv som teknik. Det tekniske er meget mere end teknik, langt fra at kunne forklares teknisk. Naturen kan måske nok i en eller anden forstand siges at have muliggjort teknikeren, som kan beskrive alt i relation til funktion eller mangel på samme. Men før teknikeren kom til verden, var naturen lige så blind for funktion, som den var uden rigtige og forkerte løsninger på tekniske problemer. Den funktionelle indstilling til tilværelsen er kommet for at blive, ind til naturen igen har ædt dette barn, som den har sat i verden. Sådan er det med emergente niveauer. De er ikke med samme nødvendighed, som de kristne, der er med samme nødvendighed, som den skaber, de ser for sig. Ind til sine dages ende vil teknikerne gå rundt og orientere sig, som om deres erfaring dybest set afslørede verden som funktionel eller ikke funktionel. Sandheden kan ikke kvalificeres ved at henføre erfaringen eller beskrivelsen til genstanden for erfaring eller beskrivelse. Erfaringen og beskrivelsen af funktion er nemlig ikke selv blot og bar funktion, uanset hvor godt erfaringen eller beskrivelsen synes at fungere. Funktionen er ikke en erfaring eller en beskrivelse og erfaringen og beskrivelsen kan derfor heller ikke hente

5 sin sandhedsværdi i det at svare til funktionen. Erfaringen svarer ikke til en skid. Erfaringerne omkring kausalitet, funktion og hensigtsmæssighed lever ved deres forudsætninger, og går under med sine forudsætninger. Der står dog et afgørende spørgsmål af funktionel karakter tilbage. Det handler om, hvorvidt den tekniske indstilling fremmer livet på jord med alle sine kvaliteter, eller står i vejen for det. Det er nemlig det eneste vi har at gå ud fra eller måle ud fra. Svaret bør absolut ikke overlades til teknikeren alene. Han forstår nemlig ikke sig selv, når han tænker teknisk. Teknikken må være lydig og nyttig i livet Livet i det sociale skaber sine kvaliteter og sine kriterier for indhold og mening. Disse kan ikke defineres med den tekniske tænkning. Teknikken må se sig reduceret til at være livets ydmyge tjener, underkaste sig de kvalitative og sociale kriterier for mening. Den har aldrig været i stand til at give sig selv anden mening end nyttighedens, heller ikke selv om den fra første dag har forvekslet livet med det nyttige. Denne misforståelse ligger under megen opdragelsen af tidens børn. De lærer at gøre sig nyttige, og den perfekte opdragelse tenderer mod at begrænse meningen i livet til det nyttige. Men uden det unyttige liv mister selv teknikken sin nytteværdi. Således kan mennesket lære at fortrænge evnen til at leve livet med evnen til at gøre sig nyttig. Det ses f.eks., når der ikke længere er brug for de velopdragne mennesker, der hele livet har levet på og af at gøre sig nyttige på arbejdsmarkedet. Når de bliver arbejdsløse eller pensionister, så dør de, netop som de var frie til at leve, ti de havde fortrængt evnen til at leve livet med evnen til at gøre sig nyttige og var ikke engang nyttige længere. Det nyttige kan ikke erstatte det som nyttigheden skal tjene. Ufattelige kvaliteter er gået til på dette alter, de nyttige idioters tro på, at alt kan reduceres til deres kausale forklaringer, hvor alt går rent op i funktion og nytteløs nyttighed. Erfaringen af den nytteløse nyttighed eller mangel på mulighed for dog i det mindste at have den mening i tilværelsen at være nyttig, rammer som en forhammer den nyttige i panden, når han begynder at filosofere eller går på pension. Universet bryder sammen og han dør, eller også er han så heldig, at et nyt multivers åbenbarer sig for ham. Det unyttige liv, som han også har været med til at tjene hele livet, nyttig som han var, lykkeligt og med god grund, så længe han følte glæden ved at kunne gøre noget for livet, det bliver ham til del. Ingeniører og teknikere kan vi slet ikke undvære, og de fortjener lige frem at få del i det unyttige liv. Og tænk sig, at de skulle høre det fra filosofien, der så tit har måtte høre fra dem, at filosofi er aldeles overflødigt, unyttigt og spild af gode ressourcer.