Kvalitetsrapporter skaber mindre kvalitet

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Kvalitetsrapporter skaber mindre kvalitet Skrevet af: Thomas Medom Offentliggjort: 01. september 2009 Jeg stiller derfor spørgsmålet: "Ville det ikke være klogere at koncentrere ressourcerne de steder, hvor der er udfordringer og problemer, frem for alle disse dyre masseevalueringer, som meget få mennesker - og mindst af alt dem med deres hverdag på skolerne - forholder sig til?" Kvalitetsrapporten udarbejdes årligt. På folkeskoleområdet blev rapporterne udarbejdet første gang i Rapporterne er det mest markante, men alligevel kun et af få tiltag, som ligger i forlængelse af folkeskolelovens mange kontrol- og evalueringsinitiativer. Andre initiativer har været lovgivningen om elevplaner, om nationale tests, om obligatoriske afgangsprøver og om et nationalt råd, der skal overvåge kvaliteten i skolen. Kvalitetsrapporterne skal indeholde en sammenfattende vurdering af det faglige niveau på den enkelte skole og for det samlede skolevæsen i kommunerne. Vurderingen baseres på oplysninger om rammebetingelser (f.eks. antal skoler, elever og timer), pædagogiske processer (fx evalueringspraksis på skolen og skole-hjem-samarbejdet) samt resultater (f.eks. karakterer og testresultater). Det kan desuden nævnes, at rapporterne i eksempelvis Århus også danner baggrund for tildelingen af økonomiske midler til institutioner og skoler 1. Der laves hvert eneste år store mængder af kvalitative undersøgelser og skrives hvert eneste år mange rapporter. Disse rapporter er allerede blevet en så integreret del af forvaltningen, at de synes næsten uundværlige og umulige at afskaffe. Men har de ført til mere kvalitet og bedre resultater for vores børn? På ingen måde. Rapporterne har ført til øget bureaukrati og til et stort spild af midler. Det store bureaukratiske pres, som kvalitetsrapporterne er med til at skabe, er vel at mærke skabt af en borgerlig regering - og det er tankevækkende, at det åbenbart er svært for enhver regering, uanset farve, at mindske bureaukratiet. Jo mere vi tæller Det bør understreges, at selv om alle parter i forbindelse med nye initiativer som kvalitetsrapporter, elevplaner og nationale tests taler om mere faglighed og højere kvalitet, kan resultatet af disse initiativer meget vel blive det stik modsatte. Jo mere vi tæller des mere kvalitet opnår vi, lyder mantraet. Men at bruge flere ressourcer på at tælle, betyder ikke nødvendigvis mere kvalitet, men måske blot flere rapporter og færre ressourcer til undervisning. Rapporterne er et typisk eksempel på, hvorledes den nyliberalistiske ideologi har haft sit indtog i den offentlige sektor - dette er blandt andet sket i form af den bølge, der kaldes New Public Management. Det understreger kun, at de nuværende kvalitetsrapporter bygger på den opfattelse, at det er muligt at sammenligne bogstaver og tal eller pærer og bananer. Men hver enkelt skole og institution har sine egne præmisser, sit eget udgangspunkt, sin egen kultur og sine egne evalueringsformer. Denne mangfoldighed betyder også, at løsningerne er forskellige disse steder. Men med kontrolkulturen fremmes ensartethed til skade for både fagligheden og arbejdsglæden. De politiske vinde blæser ikke i retning af en afskaffelse af kvalitetsrapporterne. Men det må være muligt at mindske både omfanget og indholdet af rapporterne. Det er ikke rimeligt, at der hvert eneste år skal måles på mere end 100 indikatorer. Samtidig kunne mange af testmetoderne ændres, 1 / 5

2 så der eksempelvis kunne indgå en mere nuanceret beskrivelse af sygefravær og således at skolernes lokale prioriteringer blev inddraget. Det må derfor være de lokale behov, som sætter rammerne for kvalitetsrapporterne - ikke detaljerede centrale krav til rapportens indhold. For både elevplaner og kvalitetsrapporter vil en lokal ansvarliggørelse af udformningen betyde et større engagement og dermed mere kvalitet. På hele skole-, dag- og fritidsområdet er arbejdet med relationer en nødvendighed for at kunne få hverdagen til at fungere. Ja, det er nærmest altafgørende for at skabe en god pædagogisk praksis. Så det store spørgsmål er, om man kan forene konkret faktuelle data med relationer, som indikatorer for kvalitet i de offentlige institutioner? Det er min klare overbevisning, at det langt hen ad vejen er umuligt, og det er derfor et problem, når hele den tænkning, der ligger bag kvalitetsrapporterne vinder mere og mere indpas i hele den offentlige sektor. En ny kurs Det bør igen være en opgave for uddannelsesverdenen og politikerne at understrege, at arbejdet frem mod et højere fagligt niveau i hele uddannelsessektoren ikke er uforeneligt med idealet om at en tillidsbaseret uddannelseskultur. Dette er nærmere forudsætningen herfor. Kvalitetsrapporterne fører ikke til mere engagerede medarbejdere, men derimod til at en større og større del af undervisningsverdens ressourcer bruges på alt andet end undervisning. De obligatoriske nationale tests, kvalitetsrapporterne og elevplanerne er alt sammen en slags kontrol, men det sælges som en hjælp til diagnosticering af elevers fremskridt. Min erfaring som lærer på en folkeskole fortæller mig, at det kan administreres nogenlunde humant og blive til arbejdsredskaber i skolehverdagen; men det er ikke sikkert, at det bliver det, der sker. For det første er det noget, man skal - det er ikke noget, man kan vælge til, fordi man har brug for det. Og for det andet kommer resultaterne i hænderne på en lang række aktører, som ikke nødvendigvis har de rette forudsætninger eller de rette intentioner til at håndtere resultaterne. Min gamle eksamensvejleder Lejf Moos, har udtrykt tendensen med kvalitetsrapporter som en professionskamp mellem de "nye" forvaltningsledere og skolelederne om, hvem der er professionelle: Skolelederne mener, at det er nødvendigt at have et godt kendskab til det område, de leder. Forvaltningslederne mener, at de skal have et godt kendskab til styringstænkningen og den samlede forvaltning af kommunens brugerbetjening. Kvalitetsrapporterne er udtryk for, at den sidste tænkning i øjeblikket har overtaget - og dette er næppe til gavn for børnene eller fagligheden. Et kompromis Når det er sagt, mener jeg ikke, at alternativet til den nuværende skolekultur bør være at forkaste enhver form for kvalitative evalueringer. En kvalitetsrapport kan i princippet være et fornuftigt arbejdsredskab, hvis den bare er udarbejdet i samråd med de mennesker, der har deres hverdag i skolen og institutionerne og samtidig bliver suppleret med andre former for evaluering. Det er vigtigt at understrege, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med den kvalitative evaluering (som er den evalueringstænkning kvalitetsrapporterne bygger på). Den kan være ganske oplysende. Når PISA-undersøgelserne viser, at der er områder, hvor Danmark ikke klarer sig så godt, som man kunne ønske sig, er det selvfølgelig noget, vi skal gøre noget ved. Men det bliver et stort problem, når denne evalueringsform står alene og når den fylder det hele. Evalueringsdebatten er i dag trukket skarpt op mellem repræsentanter for det, der på den ene side kan kaldes kontrollerende og ekstern evaluering, og på den anden side deltagende og intern evaluering. 2 / 5

3 På den ene side er der flere politikere og forskere, der argumenterer for, at der er brug for mere fokus på faglighed og flere eksamener og tests, hvis den negative sociale arv i højere grad skal brydes. Sociologen Erik Jørgen Hansen mener fx, at pædagogikken i uddannelsessystemet er tilpasset den veluddannede middelklasse, bl.a. fordi der ikke opstilles klare mål, hvilke er vigtige for elever fra hjem uden boglig tradition. En systematisk tilgang til evaluering vil i bedste fald kunne åbne op for en øget viden om indsatser og pædagogikker, der virker i forbindelse med børn med negativ social arv i bagagen, som i parentes bemærket kan være en meget uensartet gruppe, og derfor have brug for at blive mødt med forskellige tilgange og initiativer. Den anden position, som bl.a. består af mange lærere, samler især sine argumenter fra reformpædagogikken. Det er en betegnelse for teorier og planer for ændring af opdragelsens målsætning, der vægter det elevorienterede i stedet for det autoritære - altså bl.a. en evalueringskultur, der bygger på læreprocesser og deltagelse. Jeg mener, at det er meget rigtigt at hente inspiration fra begge positioner, og en sammentænkning af de to standpunkter vil således være hensigtsmæssig. Den deltagende evalueringstilgang har den oplagte fordel, at den søger at støtte elever på de områder, hvor de har problemer. Eller den viser, hvor den enkelte skole eller institution har problemer og hvor der er brug for politisk støtte og handling. Et af de positive elementer, der ofte overses i den kontrollerende evaluering er, at den giver mulighed for systematisk at indsamle data og dele data med andre undervisere på skolen. Den del skal vi fastholde. Og så til hele den offentlige sektor... Folketingets flertal har med kvalitetsrapporterne forsøgt at opstille målbare parametre for, hvad der er kvalitet i den offentlige sektor. Forsøget har ikke været en succes. Med kvalitetsrapporterne har regeringen åbenbart skabt et evalueringsværktøj til udbredelse i hele den offentlige sektor. Kvalitetsrapporterne kunne nemt afløses af lokalt forankrede kvalitetssystemer, men i stedet fastholdes en evalueringsform der standardiserer, og hvor forældre, elever og lærere kun i mindre grad bliver inddraget. Den primære rolle for skolernes pædagogiske personale i forbindelse med arbejdet med kvalitetsrapport 2008 er at blive orienteret, men selv denne del kniber det med. I Danmarks Evalueringsinstitut rapport "Kommunernes arbejde med kvalitetsrapporter" fremgår det, at lærerne ikke engang bliver orienteret om rapporterne i 33 % af landets kommuner. 3 / 5

4 Og det ser da heller ikke ud til, at regeringens kurs har været en succes. Alle undersøgelser vedrørende borgernes tilfredshed med den offentlige sektor viser, at danskerne oplever, at kvaliteten er faldende. Samtidig er udgifterne stigende og arbejdsglæden blandt de ansatte faldende. Lærerne og lederne i folkeskolen vil gerne bruge deres tid på at skabe en skole, der giver eleverne god undervisning. Og mon ikke alle andre ansatte i den offentlige sektor har det på samme måde med deres arbejde? Tillid til skolen og til alle andre ansatte i den offentlige sektor er derfor den rigtige vej, hvis der skal skabes attraktive arbejdspladser og en bedre offentlig sektor. Politisk handling Der er noget, der tyder på, at politikerne har en mistanke om, at der er noget galt. Partierne bag folkeskoleloven nedsatte nemlig sidste år det såkaldte Monsterudvalg, der skulle lave en rapport med anbefalinger til afbureaukratisering af folkeskolen. Desværre har regeringen ikke for alvor turde tage fat de steder, hvor udvalget pegede på, at der for alvor var brug for handling. Det er udmærket at lade skoler få lov til at lave forsøg med at slippe for nogle af de tiltag, der tynger medarbejderne i hverdagen. Men desværre er centrale områder ikke medtaget i ordningen. Ligeledes er det tvivlsomt, om det er muligt for skolerne selv at gennemføre den afbureaukratisering, som politikerne har skabt. Mon ikke det er ved at være tid til at starte på en frisk og genopbygge en offentlig sektor, der bygger på tillid? Eller er der i dag blevet så stort et ønske om kontrol og styring, at vi ikke længere som politikere og forvaltning tør sige, at vi tror på de fagprofessionelle og deres vurderinger? Hvis kvalitet i den offentlige sektor skal komme nedefra, er det helt afgørende, at medarbejderne får mulighed for at levere bedre kvalitet. De ansatte og borgerne har behov for afvikling af regelstyring og unødige dokumentationskrav - ikke yderligere centralisering og nye krav om kontrol gennem lovgivning og bekendtgørelser. Målet bør være at give de ansatte i den offentlige sektor et større råderum, ellers kan de ikke vise ansvarlighed og bruge deres indsigt og erfaring. 4 / 5

5 Jeg synes, det må være passende at afslutte med hovedkonklusionen fra undersøgelsen, som konsulentfirmaet Mercuri Urval i 2007 lavede for Danmarks Lærerforening: "Jo større ansvar den enkelte lærer får til at prioritere og handle, jo større motivation, energi og engagement vil læreren kaste i arbejdet." Det er mit gæt, at denne konklusion ikke kun dækker lærerprofessionen - men derimod den samlede fagrække, som knytter sig til den offentlige sektor. Noter 1 Kilde: Beslutningsreferat fra byrådets møde den 27. maj 2009: pendocument 5 / 5