KAPITEL Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

Transkript

1 KAPITEL 9 VÆRDITEORIENS ME TODE Nils Holtug 1. INDLEDNING Værditeori (aksiologi) omhandler, hvad der er godt, hvorfor det er godt, hvordan det er godt, og hvor godt det er. 41 Nogle værditeoretiske spørgsmål er der relativt bred enighed om, fx at demokrati er godt, og at tortur af uskyldige er dårligt. Men der er også mange spørgsmål, hvor der er store uenigheder, fx om ulighed er dårligt, eller om det er dårligt at dræbe dyr med henblik på at spise dem. Desuden er der, selv når der er enighed om spørgsmål som ovennævnte, ofte uenigheder når man graver et spadestik dybere. Er demokrati fx værdifuldt, fordi denne styreform er udtryk for politisk lighed mellem borgerne, eller fordi den tenderer til at sikre, i hvert fald bedre end alternative styreformer, at alles frihed og interesser tilgodeses? Enighed om, at noget er godt eller dårligt er således ikke altid ledsaget af en enighed om, hvorfor eller hvordan det er godt eller dårligt. Hvordan afgør vi så, hvad der er godt, hvorfor og i hvilken udstrækning? Hvad er med andre ord værditeoriens metode? I det følgende vil jeg belyse en række metodiske krav, standarder og diskussioner inden for værditeori og belyse, hvordan de udspringer af eller i hvert fald er forenelige med metoden reflekteret ligevægt. 42 Først vil jeg imidlertid sige noget lidt mere præcist om, hvad værditeori er. Dernæst vil jeg kort skitsere, hvad reflekteret ligevægt går ud på, og hvordan denne metode forholder sig til (og kan omfatte) den metode i værditeori, der kaldes isolati- 41 For en god introduktion til moderne værditeori, se Hirose og Olson (2015). 42 Jeg giver en mere generel kort introduktion til metode i politisk teori i Holtug (2011b). VÆRDITEORIENS ME TODE Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

2 186 K APITEL 9 onsmetoden. Endelig vil jeg eksemplificere en række af de diskuterede metodiske krav og diskussioner med en specifik debat inden for fordelingsretfærdighed. 2. HVAD ER VÆRDITEORI? Der er en række forskellige discipliner inden for filosofien, der betjener sig af værditeori, herunder etik, politisk teori og æstetik. En række af de værditeoretiske distinktioner og teorier, der er udviklet i filosofien, har desuden spillet en rolle inden for økonomisk teori, og en række af de metoder og resultater, der er udviklet i økonomien, er omvendt blevet brugt i den filosofiske diskussion af værditeori. I det følgende vil jeg fokusere på værditeori inden for normativ politisk teori, selvom det meste af det, jeg siger, er lige så relevant for fx etikken. En central diskussion i værditeori går på, hvad det i sidste ende er for nogle entiteter, der besidder værdi. Det kunne fx være objekter (herunder mennesker), egenskaber (fx at være modig) og/eller udfald (fx at alle nyder en høj grad af frihed). Jeg vil i det følgende primært tage udgangspunkt i udfald. Udfald betegner, groft sagt, noget der er eller kunne være tilfældet. Vi kan fx sammenligne et udfald, hvor alle er stillet lige med et udfald, hvor nogle er stillet bedre end andre og spørge, hvilket der er bedst. Udfald kan således bestå af udsnit af, hvordan forholdene er eller kunne være i verden, men også af hele (mulige) verdner. Vi kan fx sammenligne en verden, hvor verdenshistorien udfolder sig på én måde, med en verden, hvor verdenshistorien udfolder sig på en anden måde, og spørge, hvilken der er bedst. Værditeori fortæller os ikke uden videre, hvilke handlinger der er rigtige og forkerte. Den etiske teori, der indeholder den tætteste kobling mellem værditeori og handlingers rigtighed er konsekventialisme. Konsekventialismen siger, meget groft sagt, at en handling er rigtig, hvis og kun hvis den fører til et udfald, der er mindst lige så godt, som ethvert andet udfald man kunne have tilvejebragt (Holtug 2011a). Konsekventialister mener således, at den rigtige handling er den, der ifølge værditeorien fører til det bedste udfald. Det er imidlertid ikke kun konsekventialister, der har brug for en værditeori. Som Rawls (1971: 30) påpeger: Uanset om Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

3 VÆRDITEORIENS ME TODE 187 man er konsekventialist eller ej, så ville en etisk teori, der ikke tog hensyn til udfald, være forrykt. Det er fx ikke ligegyldigt, om en given politik udmønter sig i, at jorden på grund af global opvarmning bliver umulig at bo på, eller om den gør det muligt for mennesker stadig at bo og trives på planeten. Det sidste er nemlig, alt andet lige, et langt bedre udfald. Som vi har set i det foregående, er både god og bedre end grundbegreber i værditeorien. Hvor god kan være en egenskab ved et udfald, kan bedre end være en relation mellem to udfald (x er bedre end y). I nogle værditeorier er god det primære begreb i den forstand, at hvis vi skal tage stilling til, om et givet udfald er bedre end et andet, så er vi nødt til først at vide, hvor gode de hver især er. Ifølge andre værditeorier er det imidlertid snarere bedre end, der er det primære begreb. Det er det, fordi udsagn om, at noget er godt, kan reduceres til udsagn om, at noget er bedre end noget andet (Broome 1993). Her er et bud på en sådan reduktion, hvor p er et udsagn: p er godt, hvis og kun hvis p er bedre end ikke-p. Vi kan bruge udsagnet Danmark er et demokrati som eksempel: Det er godt, at Danmark er et demokrati, hvis og kun hvis det er bedre, at Danmark er et demokrati, end hvis Danmark ikke er et demokrati. Jeg vil imidlertid ikke i det følgende tage stilling til, om god eller bedre end er primære begreber. Det er dog værd at pege på, at uanset om man mener, at god eller bedre end er primære begreber, så er der en række fordele ved i hvert fald også at benytte sig af bedre end-relationen. For det første fordi formålet med værditeori jo netop ofte er at lave en ordning af forskellige udfald, fx for på den baggrund at vurdere handlealternativer. For det andet fordi værditeori derved kan benytte sig af en række aksiomer, eller formelle strukturer, hentet fra nytteteori (eng. utility theory ). Således er det almindeligt at antage, at bedre end-relationen er transitiv. At relationen er transitiv indebærer, at hvis A er bedre end B, og B er bedre end C, så følger det, at A er bedre end C. Mange (men langt fra alle) relationer er transitive. Fx er relationen højere end transitiv; hvis A er højere end B, og B er højere end C, så følger det, at A er højere end C. Nogle politiske teoretikere hævder, at det er en semantisk sandhed, at Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

4 188 K APITEL 9 bedre end er en transitiv relation (Broome 2004: 51; Holtug 2007: 52-56; 2010: 13, 196). Det vil sige, at det er selvmodsigende at hævde, at A er bedre end B, B bedre end C, og samtidig benægte, at A er bedre end C. Det er imidlertid ikke alle, der accepterer, at bedre end er en transitiv relation (Rachels 1998; Temkin 1996), og som vi skal se nedenfor, gør det en stor forskel for, hvilke argumenter der kan gives i værditeori, om man accepterer dette eller ej. En af de mest centrale distinktioner i værditeori er distinktionen mellem intrinsisk og instrumentel værdi. Der er to forskellige betydninger, i hvilke noget kan have intrinsisk værdi (Korsgaard 1983). Ifølge den første betydning har noget intrinsisk værdi, hvis det har denne værdi udelukkende i kraft af sine egne egenskaber. Nogle vil sige, at et godt maleri, fx Picassos Guernica, har sin værdi udelukkende i kraft af billedets intrinsiske egenskaber; kompositionen, farverne, hvordan det indfanger krigens gru osv. Andre vil imidlertid sige, at værdien ikke kun udgår fra de intrinsiske egenskaber, men også fx fra, at det er Picasso, der har malet det, eller at det er unikt. En nøjagtig kopi fra en anden maler ville ifølge dette synspunkt ikke have den samme æstetiske værdi. Ifølge den anden betydning har noget intrinsisk værdi, hvis det så at sige er godt i sig selv, dvs. godt for sin egen skyld snarere end fordi det er et middel til noget andet (som er godt i sig selv). Nogle politiske teoretikere vil således mene, at demokrati er godt i sig selv det udtrykker en form for politisk lighed, der i sig selv er værdifuld. Andre vil derimod mene, at demokrati kun har instrumentel værdi, dvs. at det er godt, fordi det tenderer til at skabe noget andet, som har værdi, fx beskyttelse af borgernes frihedsrettigheder, velstand og politisk og økonomisk stabilitet. Det er denne anden betydning af intrinsisk værdi at være godt i sig selv jeg vil fokusere på her. Hvad er det så, der har intrinsisk værdi? Det giver forskellige værditeorier selvfølgelig forskellige bud på. Nogle udbredte bud på intrinsiske værdier er velfærd, lighed, demokrati, autonomi, tætte relationer mellem mennesker (fx venskab) og (æstetisk) skønhed. En anden vigtig distinktion er distinktionen mellem, at noget er værdifuldt i én henseende, og at det er værdifuldt alt taget i betragtning. Lad os sammenligne følgende to udfald, med to individer i hver, hvor tallene Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

5 VÆRDITEORIENS ME TODE 189 refererer til, hvor godt de er stillet: (1, 1) og (2, 1). I det andet udfald er det første individ altså stillet bedre end i det første udfald. Nogle vil her sige, at det første udfald er bedre, hvad angår lighed, mens det andet udfald er bedre, hvad angår effektivitet. Det såkaldte Pareto-princip indebærer desuden, at vi alt taget i betragtning bør foretrække det andet udfald, da der her er nogle, der er stillet bedre, og ingen der er stillet værre end i det første udfald. Dette er imidlertid helt foreneligt med, at det første udfald i én henseende er bedre end det andet, nemlig hvad angår lighed. Hvis man vil sige noget om, hvor godt et givent udfald er, eller hvilke udfald der er bedre end andre, er man nødt til i en eller anden udstrækning at kunne måle de værdier, der indgår i værditeorien. Præcis hvordan de skal måles, afhænger selvfølgelig af, hvilke specifikke værdier der er tale om. Det kan illustreres med et par eksempler. Det første angår velfærd, som formentlig er den værdi, der er mest velbeskrevet i forhold til målemetoder. Velfærd kan måles på forskellige måder og med forskellige formål. Et godt eksempel er QALY (eng. quality adjusted life years ), der måler velfærdsgevinster ved forskellige behandlinger i sundhedsvæsenet med henblik på prioritering herimellem. Meget groft sagt beregnes disse gevinster på baggrund af individers præferencer med hensyn til forskellige sygdomstilstande. Et særligt problem ved måling af velfærd er desuden spørgsmålet om, hvordan man sammenligner forskellige individers velfærd. En række økonomer har rejst spørgsmålet, om det overhovedet er muligt. Samtidig har de dog påpeget, at udfald i en vis udstrækning kan ordnes i forhold til hinanden, selv hvis vi ikke kan sammenligne velfærd på tværs af personer, da udfald kan rangeres på baggrund af Pareto-princippet. Dette giver imidlertid ikke en fuldstændig ordning af udfald. Pareto-princippet indebærer således, at fx (2, 1) er bedre end (1, 1), men det angiver ikke nogen ordning af fx (2, 1) og (1, 3). Filosoffer har derimod generelt været mere optimistiske med hensyn til muligheden for interpersonelle sammenligninger af velfærd. Det andet eksempel på en værdi, der er velbeskrevet hvad angår mulige målemetoder, er lighed. Igen vil jeg kun nævne et enkelt mål, nemlig den såkaldte Gini-koefficient, der er et mål for ulighed. Gini-koefficienten udtrykker, hvor stor en del af samfundets ressourcer man skulle omfor Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

6 190 K APITEL 9 dele for at opnå en helt lige fordeling (Holtug 2014: 162-3). En fordeling, hvor alle har præcis lige meget, giver således en Gini-koefficient på 0, hvorimod en fordeling, hvor én person har det hele, giver en koefficient på 1. Et yderligere spørgsmål inden for værditeori er, hvordan man afvejer forskellige værdier, for så vidt de er i konflikt med hinanden. Hvis et udfald indeholder mere af én værdi, mens et andet udfald indeholder mere af en anden værdi, hvilket udfald er så bedst, alt taget i betragtning? En særlig underafdeling af spørgsmålet om afvejning angår, hvordan man aggregerer forskellige individers goder med henblik på at opnå et udtryk for et udfalds samlede værdi (Holtug 2015). Dette kan illustreres med ovenstående sammenligning af (1, 1) og (2, 1), hvor vi kan antage, at tallene mere specifikt refererer til individers velfærd. Selv hvis vi ved, hvordan vi skal måle henholdsvis velfærd og ulighed, så fortæller det os ikke, hvordan vi skal afveje disse to værdier, for så vidt de er i konflikt med hinanden. Jeg vender tilbage til spørgsmålet om aggregering nedenfor. Der er imidlertid ikke nogen garanti for, at værdier altid vil kunne afvejes på denne måde. Nogle mener således, at nogle værdier er usammenlignelige (Chang 2015). Der findes da også efterhånden en stor litteratur om forskellige måder, hvorpå værdier kan være usammenlignelige. Spørgsmålet om usammenlignelighed vil imidlertid ikke spille nogen rolle i det følgende. 3. REFLEK TERE T LIGE VÆGT OG ISOL ATIONSME TODEN Da den reflekterede ligevægts metode præsenteres udførligt andetsteds i denne bog (se kapitel 1 og 2), vil jeg kun give en ganske kort introduktion til den her, og derefter vende mig mod en specifik anvendelse heraf inden for værditeori. Ifølge teorien om reflekteret ligevægt er et politisk princip retfærdiggjort, for så vidt det kohærerer med vores velovervejede moralske intuitioner (domme) og (muligvis) med vores baggrundsteorier, fx psykologiske, sociologiske, økonomiske og metafysiske teorier (Rawls 1971: 17-22, 46-53; se også Brink 1989: kapitel 5; Daniels 1979; Holtug 2011b; Tersman 1993). Et sæt af principper vil således være bedre begrundet, i den udstræk Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

7 VÆRDITEORIENS ME TODE 191 ning der i den reflekterede ligevægt indgår begrundelsesrelationer. Disse kan dels have karakter af, at principperne implicerer de velovervejede moralske intuitioner. Men de kan også have karakter af, at der er begrundelsesrelationer mellem principperne, hvor nogle af principperne således vil være mere overordnede og generelle end andre. I så fald kan man tale om, at et givet princip har et rationale. Et eksempel herpå er Rawls kontraktargument for sine retfærdighedsprincipper. Rawls mener, at disse principper vil blive valgt i den oprindelige position, hvor den oprindelige position er designet, så den skal modellere upartiskhed i valget af retfærdighedsprincipper. Inden for værditeori anvendes intuitioner gerne til at afgøre, hvad der er værdifuldt, med særlig fokus på intrinsisk værdi. Til det formål benyttes ofte filosoffen G.E. Moores ( ) såkaldte isolationsmetode (Moore 1903; Holtug 2011b: ; Zimmerman 2001: kapitel 5-6). Metoden går ud på at isolere en given faktor med henblik på at afgøre, om den er intrinsisk værdifuld. Har demokrati fx intrinsisk værdi, for nu at bruge eksemplet fra tidligere? For at tage stilling til det skal vi ifølge isolationsmetoden fokusere på selve demokratiet og således se bort fra alle mulige andre faktorer, der på forskellige måder kan være relateret hertil. Vi skal fx se bort fra, at der er en masse mennesker, der trives og blomstrer under demokratiet, og at demokrati tenderer til at skabe social og økonomisk stabilitet, og i stedet spørge, om demokratiet stadig ville være værdifuldt, selv hvis det ikke havde disse positive konsekvenser. Hvis demokratiet synes værdifuldt, selv når vi ser bort fra disse konsekvenser, så kan der være grund til at sige, at det er intrinsisk værdifuldt. Men hvis demokratiet ikke synes værdifuldt under disse omstændigheder, så kunne forklaringen være, at det i realiteten ikke er demokratiet, der er intrinsisk værdifuldt, men derimod nogle af de positive konsekvenser det fører med sig. Isolationsmetoden minder på sin vis om metoder, man anvender inden for en række andre videnskaber. Når man fx inden for lægevidenskab ønsker at teste effekten af et givent præparat og derfor giver præparatet til en række forsøgspersoner, hvorimod præparatet ikke gives til kontrolgruppen, så er det vigtigt, at man ikke samtidig giver forsøgspersonerne noget andet, som kontrolgruppen ikke får. Ellers ved man jo ikke, om det Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

8 192 K APITEL 9 er præparatet eller dette andet, der har en given effekt på forsøgspersonerne. Man prøver med andre ord at isolere effekten af præparatet. Nogle vil indvende, at når man isolerer en given faktor, fx demokrati, fra den sociale kontekst den fungerer i, så bliver værdiundersøgelsen i en vis forstand for abstrakt (Goodin 1982: 8-9). En særlig variant af denne indvending går ud på, at det kun er samfund, der indeholder en bestemt form for fællesskab, der kan realisere værdier som fx det liberale demokrati, og at det er problematisk at se bort fra disse forudsætninger for demokratiet, fx ved metodisk at isolere det fra dets forudsætninger og konsekvenser (Taylor 1992). Jeg mener imidlertid, at disse indvendinger hviler på en misforståelse. At isolere fx demokrati, når man tager stilling til dets værdi, indebærer jo ikke, at man benægter, at alle mulige andre faktorer, der enten er forudsætninger for eller konsekvenser af demokratiet, kan være værdifulde. Om den værdi, de andre faktorer i givet fald har, er intrinsisk, vil man kunne afgøre ved at anvende isolationsmetoden på hver af disse faktorer. Der er heller ikke noget i isolationsmetoden der udelukker, at kombinationer af faktorer kan have intrinsisk værdi, eller for den sags skyld, at der findes såkaldte holistiske værdier, dvs. sammensatte goder, hvor værdien af helheden er større end summen af delene (Moore 1903; Carlson 2015). Et af de eksempler G.E. Moore giver på et sådant holistisk gode er retributiv straf. Dette gode består af to elementer, en kriminel handling og en straf. Disse har hver især negativ værdi, men ifølge Moore har kombinationen heraf positiv værdi, fordi den indebærer, at retfærdigheden sker fyldest (Moore 1903: 214). Isolationsmetoden hviler i sidste ende på intuitioner om, hvilken værdi en given faktor har, når den betragtes i isolation. Dette er selvfølgelig helt foreneligt med ideen om reflekteret ligevægt. Hvis vi igen bruger demokrati som eksempel, så forudsætter en stillingtagen til værdien af demokrati, at vi har en bestemt forståelse af demokrati i tankerne, dvs. et bestemt demokratiprincip. Der vil være tale om, at demokrati, således forstået, er værdifuldt, når det betragtes i isolation fra andre faktorer. Én måde at forstå denne proces på er følgende. Dels afprøver man implikationerne af forskellige demokratiprincipper på en lang række forskellige situationer for at finde ud af, hvilket princip der intuitivt er mest plausibelt Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

9 VÆRDITEORIENS ME TODE 193 Det kan være, at man på den baggrund finder ud af, at det mest plausible princip både indeholder et krav om, at de politiske ledere vælges af folket, og et krav om mindretalsbeskyttelse. Dels tager man via isolationsmetoden stilling til, om demokrati, således forstået, har intrinsisk eller (kun) instrumentel værdi. Det sidste kan blandt andet indebære, at man betragter forskellige eksempler, hvor demokrati ikke har de positive konsekvenser, det normalt har. 4. FORDELINGSRE TFÆRDIGHED I dette afsnit vil jeg illustrere en række af ovenstående metodiske pointer inden for en bestemt gren af værditeorien, nemlig spørgsmålet om, hvordan individuelle goder skal aggregeres i et udfald for at få et udtryk for udfaldets samlede værdi. En simpel teori herom er utilitarisme. Ifølge utilitarister er velfærd det eneste, der har intrinisk værdi. Et samlet udtryk for et udfalds værdi fås ved at summere velfærden hos alle de individer, der indgår i udfaldet. At velfærd (i en eller anden variant) er intrinsisk værdifuldt er relativt ukontroversielt, og utilitarister kan her henvise til isolationsmetoden. Selv hvis det ikke har yderligere positive effekter og ikke kombineres med andre goder, forekommer det trods alt værdifuldt, at mennesker har det godt, dvs. er lykkelige. Utilitarister vil dernæst argumentere for, at alt andet, der synes værdifuldt, højst har instrumentel værdi, nemlig for så vidt det fører til velfærd. Demokrati er således godt, men kun fordi det er en styreform mennesker trives under. Autonomi er godt, men kun fordi mennesker (generelt) er lykkeligere, hvis de har mulighed for at leve deres liv i overensstemmelse med deres egne værdier. Og så videre. Den anden del af det utilitaristiske fordelingsprincip siger så, at jo større en sum af det, der er intrinsisk værdifuldt (velfærd), der er i et udfald, jo bedre er dette udfald. Ligesom den første del af det utilitaristiske princip er dette kontroversielt. Hvorfor er et udfalds værdi lige en funktion af summen af individuelle goder? Jeg vil i det følgende lade det være et åbent spørgsmål, hvad det i sidste ende er for nogle individuelle goder, vi bør sikre en retfærdig fordeling af. Ifølge utilitarister er det velfærd, men der er også andre bud, herunder fx Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

10 194 K APITEL 9 ressourcer (Dworkin 1981; Rawls 1971). Jeg vil derfor blot tale om fordelingen af goder, underforstået, at det kunne dreje sig om velfærd, ressourcer eller noget helt tredje. En udbredt indvending mod det utilitaristiske fordelingsprincip er, at dette slet ikke tager hensyn til, hvordan goderne er fordelt på individer, så længe summen er så stor som muligt. Der er således ifølge utilitarismen ingen grund til at foretrække (5, 5) frem for (9, 1) summen er jo lige stor i de to udfald. Det mere lige første udfald kan imidlertid synes mere retfærdigt, i hvert fald for så vidt vi antager, at det første individ ikke har fortjent eller på anden vis er berettiget til en større andel. Mange er af den grund kritiske over for utilitarismen. Det utilitaristiske princip strider simpelthen mod en udbredt intuition om, at den mere lige fordeling er mere retfærdig. Det kunne tale for, at det utilitaristiske princip ikke stemmer for godt overens med vores velovervejede moralske intuitioner, hvilket ifølge teorien om reflekteret ligevægt alt andet lige udgør en grund til at forkaste dette princip. En måde, hvorpå man kan indfange, at (5, 5) er bedre end (9, 1), er som antydet ved at påpege, at det første udfald er mere lige. Ifølge egalitarister er et udfald således alt andet lige bedre, jo mere lige goderne er fordelt heri. Det betyder ikke nødvendigvis, at mere lige udfald alt taget i betragtning altid er bedre end mindre lige udfald. Det er fx de færreste egalitarister, der vil hævde, at (1, 1) er bedre end (10, 9). De vil således lægge vægt ikke bare på lighed, men også på effektivitet. Så selvom (1, 1) er bedre end (10, 9) hvad angår lighed, så er (10, 9) bedre hvad angår effektivitet, og ligeledes bedre alt taget i betragtning. Mange egalitarister vil således acceptere Pareto-princippet og på den baggrund hævde, at udfald, der stiller nogle bedre uden at stille andre dårligere, altid er bedre alt taget i betragtning. Ifølge den egalitaristiske værditeori er lighed intrinsisk værdifuldt, og problemet med utilitarisme er på den baggrund, at sidstnævnte teori ser bort fra værdien af lighed. Det er imidlertid ikke alle, der finder det utilitaristiske fordelingsprincip uretfærdigt, der mener, at egalitarismen giver en god forklaring på hvorfor. En central indvending mod egalitarismen er således den såkaldte levelling down -indvending. Sammenlign igen (2, 1) og (1, 1). Egalitarister vil, hvis de accepterer Pareto-princippet, sige, at Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

11 VÆRDITEORIENS ME TODE 195 det første udfald er bedst. De vil imidlertid samtidig sige, at der er én henseende, i hvilken det andet udfald er bedst, nemlig hvad angår lighed. Men hvordan kan det andet udfald være bedre i nogen henseende, når der ikke er nogen, for hvem det er bedre? Når vi bevæger os fra (2, 1) til (1, 1), er der ingen vindere, kun tabere (eller rettere, én taber). Denne indvending mod egalitarisme kan forstås som en påpegning af, at heller ikke egalitarismen harmonerer så godt med vores velovervejede moralske intuitioner, når det kommer til stykket. Ifølge argumentet kan heller ikke lighedsprincippet begrundes i en reflekteret ligevægt. Over for denne indvending har egalitarister reageret på forskellige måder. Nogle fastholder lighedsprincippet og fremfører, at selvom levelling down-indvendingen muligvis indfanger, at princippet på nogle punkter har kontraintuitive implikationer, så er de ikke mere kontraintuitive, end at de er til at leve med (Temkin 1993: 282). Andre forsøger at modificere lighedsprincippet, så det helt undgår disse implikationer. Et eksempel på sidstnævnte er et princip, ifølge hvilket lighed har intrinsisk, men betinget værdi, hvor værdien er betinget af, at lighed rent faktisk gavner nogen (Mason 2001). Da det ikke gavner nogen, hvis vi bevæger os fra (2, 1) til (1, 1), er denne form for stigning i ligheden ikke intrinsisk værdifuld. Men hvis ligheden faktisk gavner nogen, som hvis vi bevæger os fra (3, 1) til (2, 2), så har stigningen intrinsisk værdi. For at forstå synspunktet helt, er vi nødt til igen at vende os mod de to forskellige betydninger, i hvilke noget kan have intrinsisk værdi. Ifølge den første betydning har noget, som nævnt, intrinsisk værdi, hvis det har denne værdi udelukkende i kraft af sine egne egenskaber. Det har lighed ikke ifølge det lighedsprincip, vi nu undersøger. Ifølge dette synspunkt har lighed sin værdi både i kraft af ligheden selv og af, at ligheden gavner nogen (hvis den altså gavner nogen). Lighed har imidlertid stadig intrinsisk værdi i denne betydning, som er den, jeg interesserer mig for her. Lighed ses stadig som godt i sig selv, snarere end fordi det leder til noget andet, som er godt i sig selv. Dette lighedsprincip er imidlertid ikke uden problemer. Et af disse problemer er, at det er uforeneligt med, at relationen x er bedre end y, eller mere præcist x er bedre end y mht. z, er en transitiv relation (Holtug 2007; 2010: ). Sammenlign følgende tre udfald: Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

12 196 K APITEL 9 A: (5, 5, 5, 5) B: (10, 10, 4, 6) C: (30, 20, 10, 5) Hvis vi først sammenligner A og B ser vi, at A er bedre end B, hvad angår lighed (om end ikke nødvendigvis alt taget i betragtning). Det er A, fordi A både er mere lige, og fordi A er bedre for mindst ét individ (nemlig det tredje). Hvis vi så sammenligner B og C indebærer de gængse lighedsmål, at B er mere lige. Da B desuden er bedre for mindst ét individ (nemlig det fjerde), er B bedre end C, hvad angår lighed. Transitiviteten indebærer nu, at A må være bedre end C, hvad angår lighed. Det kan C imidlertid ikke være, for selvom A er mere lige end C, så er der ingen, for hvem A er bedre. Det foreslåede lighedsprincip krænker således transitiviteten i relationen x er bedre end y mht. z. Som jeg påpeger ovenfor, er det dog ikke alle, der anerkender, at x er bedre end y, eller x er bedre end y mht. z er en transitiv relation. Der er således inden for værditeori en væsentlig diskussion af, præcis hvilke egenskaber relationen har. En diskussion, der ikke kun er relevant for spørgsmål om fordelingsretfærdighed, men for en lang række spørgsmål inden for værditeori. Et sidste fordelingsprincip jeg vil nævne er prioritetsprincippet. Ifølge prioritetsprincippet er et udfald bedre, jo større summen af vægtede individuelle goder er, hvor goderne har større vægt, jo dårligere stillet det individ er, som de tilfalder. Da princippet vægter goderne efter, hvor dårligt stillet modtageren er, giver det en mulig forklaring på, hvad der er galt med utilitarisme. Når (5, 5) er bedre end (9, 1) hænger det sammen med, at vi bør give prioritet til de dårligt stillede i fordelingen af goder. For at forstå prioritetsprincippet bedre kan det være en hjælp at sammenligne det med utilitarisme. Ifølge utilitarisme kan et udfalds værdi udtrykkes på følgende måde: V = g 1 + g 2 + g g n Her betegner g 1 det første individs goder, g 2 det andet individs goder Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

13 VÆRDITEORIENS ME TODE 197 osv., indtil det sidste individ, n. Et udfalds værdi (V) er med andre ord en additiv funktion af hvert enkelt individs goder. Ifølge prioritetsprincippet derimod, er et udfalds værdi en additiv vægtet funktion af hvert individs goder: V = f(g 1 ) + f(g 2 ) + f(g 3 ) + + f(g n ) Her er f en funktion, der giver større vægt til et givet gode, jo dårligere stillet dets modtager er. Mere teknisk formuleret er et udfalds værdi en additiv, strengt konkav funktion af individuelle goder. Princippet indebærer, at den bedste fordeling af en given sum af goder altid er en helt lige fordeling. Men den er ikke bedst, fordi den er lige, men fordi vi herved giver prioritet til de dårligt stillede i fordelingen af goder. Princippet indebærer desuden ikke, at vi altid bør foretrække en lige fordeling, hvis alternativet er at opnå flere goder samlet set. Hvorvidt fx (10, 10, 3) er bedre eller dårligere end (4, 4, 4) afhænger således af, hvor stor prioritet vi giver til de dårligt stillede (dvs. af vægtene i funktionen f). Prioritetsprincippet har ifølge sine fortalere en række fordele frem for både utilitarisme og lighedsprincippet (Holtug 2010: kapitel 8; 2015; Parfit 2002). Modsat utilitarisme tager det hensyn til, hvordan en given sum af goder fordeles mellem individer. Og modsat lighedsprincippet er det ikke sårbart over for levelling down-indvendingen. Ifølge prioritetsprincippet er (1, 1) ikke bedre end (2, 1), end ikke i én henseende. Den eneste måde, hvorpå man ifølge princippet kan forbedre et udfald, er ved at stille nogen bedre. Og der er jo ingen, der er stillet bedre i (1, 1). Men når man tager stilling til, hvor meget et ekstra gode forbedrer et udfald, så bør dette gode vægtes i forhold til, hvor dårligt (eller godt) stillet modtageren er. Jo dårligere stillet han er, jo mere bidrager godet til udfaldets værdi. Hvis vi igen vender os mod ideen om den reflekterede ligevægt, så vil dette argument for prioritetsprincippet bestå i, at princippet stemmer bedre overens med vores velovervejede moralske intuitioner, end alternative principper gør. Pointen her er dog ikke så meget at forsvare prioritetsprincippet (det har jeg gjort andetsteds: Holtug 2006; 2010: kapitel 10), men at eksemplificere ét bud på, hvordan man overhovedet begrunder principper inden for politisk teori Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/

14 198 K APITEL 9 5. AFRUNDING Værditeori omhandler, hvad der er godt, hvorfor det er godt, hvordan det er godt, og hvor godt det er. En central diskussioner går på, hvad der har intrinsisk værdi, snarere end fx instrumentel værdi, hvad der er værdifuldt i én henseende, og hvad der er værdifuldt alt taget i betragtning, samt hvordan man måler værdier af forskellige slags. For at besvare spørgsmål om værdi, er man nødt til at have en metode. Jeg har i kapitlet kort introduceret den reflekterede ligevægts metode og forklaret, hvordan isolationstesten kan forstås som et element heri. Isolationsmetoden bruges til at afklare, hvad der har intrinsisk værdi. Jeg har ligeledes forsvaret isolationsmetoden mod en række indvendinger. I den sidste del af artiklen illustrerede jeg, hvordan man kan bruge værditeoriens metoder i praksis ved at se på en række fordelingspolitiske principper. Nogle principper kan synes at have kontraintuitive implikationer, hvis de eksempelvis indebærer, at det i hvert fald i én henseende kan være godt at stille alle på de dårligst stilledes niveau (levelling down). Ligeledes kan det være problematisk, hvis et princip krænker den transitivitet, der kan hævdes at være et nødvendigt træk ved relationen bedre end Metode i politisk teori INDHOLD maj 2016.indd /05/