Den 18. juni 2018 blev der i sag nr. 8/ genoptaget. Skat mod statsautoriseret revisor A. afsagt sålydende: kendelse:

Transkript

1 Den 18. juni 2018 blev der i sag nr. 8/ genoptaget Skat mod statsautoriseret revisor A afsagt sålydende: kendelse: Sagsfremstilling: Den 4. april 2018 blev der i sag nr. 8/2017, Skat mod statsautoriseret revisor A, afsagt kendelse om, at indklagede, statsautoriseret revisor A, pålægges en bøde på kr. Klagen angik indklagedes revisorerklæring for regnskabsåret 2013 på årsrapporten for B ApS, der foretog køb og salg af valuta i væsentligt omfang. Den tidligere revisor havde i sin revisorerklæring for regnskabsåret 2012 på årsrapporten for B ApS taget forbehold og afgivet afkræftende konklusion samt i sit forbehold blandt andet anført, at en væsentlig del af selskabets bilagsmateriale syntes at mangle, hvorfor det ikke havde været muligt fuldt ud at gennemføre planlagte revisionshandlinger og, at selskabets kassebeholdning opgjort og målt til kr. ikke kunne verificeres. Det fremgik af den hertil knyttede revisionsprotokol af samme dato yderligere blandt andet, at det ikke havde været muligt at få verificeret størrelsen af selskabets kassebeholdning, der forekom at være ualmindelig og uforholdsmæssig stor. Revisornævnet lagde til grund, at indklagede var bekendt med - eller burde være bekendt med - indholdet af såvel revisorerklæringen som revisionsprotokollen for regnskabsåret 2012 for B ApS. Revisornævnet fandt endvidere på denne baggrund og når hensås til virksomhedens karakter - køb og salg af valuta i væsentligt omfang - at indklagede i forbindelse med sin planlægning og udførelse af revisionsopgaven skulle have sin opmærksomhed særlig rettet mod de forhold, der havde givet anledning til den for året forud herfor afgivne afkræftende revisionskonklusion, herunder om selskabets interne regnskabsprocedurer og forretningsgange ved - eventuel stikprøvevis - revision kunne konstateres at være af en sådan kvalitet, at et fornødent og tilstrækkeligt revisionsbevis kunne opnås. Klagen angik 5 konkrete klagepunkter, herunder at indklagede 1. havde tilsidesat erklæringsbekendtgørelsens 6, stk. 1, nr. 2, ved i sin revisorerklæring af 30. april 2014 i årsrapport for B ApS for regnskabsåret 2013 havde undladt at tage forbehold for manglende revisionsbevis på grund af utilstrækkeligt bogholderi, idet selskabet havde undladt at etablere forretningsgange, hvor der med sikkerhed genereres bogholderi med registrering af alle økonomiske transaktioner i overensstemmelse med forskrifter i bogføringsloven. Selskabets bogholderi indeholdt ikke registrering af alle transaktioner, hvorfor bogholderiet ikke kunne danne grundlag som beviset for selskabets økonomiske resultat og økonomiske stilling. 2. havde tilsidesat erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, ved i sin erklæring af 30. april 2014 i årsrapport for B ApS for regnskabsåret 2013 at have undladt at medtage supplerende 1

2 oplysning om, at lovgivning om bogføring og opbevaring af regnskabsmateriale ikke er overholdt. 3. havde tilsidesat erklæringsbekendtgørelsens 6, stk. 1, nr. 1, ved i sin erklæring af 30. april 2014 i årsrapport for B ApS for regnskabsåret 2013 at have undladt at tage forbehold i erklæringen for fejl i opgørelsen af indestående på bankkonto hos [bank], og indklagede burde have taget forbehold for værdiansættelsen af indeståendet på bankkontoen. 4. havde tilsidesat erklæringsbekendtgørelsens 6, skt. 1, nr. 2, ved i sin erklæring af 30. april 2014 i årsrapport for B ApS for regnskabsåret 2013 at have undladt at tage forbehold for manglende revisionsbevis for gældsposten pengekreditorer under kortfristet gæld. 5. havde tilsidesat den dagældende revisorlovs 20 og 21, ved ikke at have udarbejdet et revisionsprotokollat til årsrapport for B ApS for regnskabsåret 2013, som var underskrevet af indklagede. Indklagede havde afgivet sin revisionspåtegning gennem Revisionsfirmaet C, ApS. Indklagede blev fundet skyldig i alle klagepunkterne, dog at den forskyldte straf for så vidt angår klagepunkt 5 bortfaldt, idet der var sket ændring af revisorloven vedrørende udarbejdelse af revisorprotokollat. Det fremgår af Revisornævnets kendelse, at Revisornævnet ved fastsættelse af bødens størrelse lagde vægt på følgende: "Efter princippet i straffelovens 3 finder nævnet, at indklagedes tilsidesættelse af god revisorskik efter de nu gældende principper for ikendelse af disciplinærstraf ikke kan anses for at være en mindre alvorlig forseelse. Indklagede er ved nævnets kendelse af 18. april 2017 pålagt en bøde på kr. for utilstrækkelig dokumentation, manglende sammenhæng mellem revisionsdokumentation og revisors erklæring, manglende forbehold for manglende oplysninger om usikkerheder om going concern samt overtrædelse af erklæringsbekendtgørelsen på grund af manglende forbehold for fejl og mangler i regnskabet. Da indklagedes revisorerklæring er afgivet forud for Revisornævnets afgørelse af 18. april 2017 bedømmes forholdene i denne sag efter princippet i straffelovens 89, hvilket fører til, at det skal vurderes, hvorledes den tidligere sag ville være faldet ud, såfremt sagen dengang også havde omfattet de nu påkendte forhold. Revisornævnet finder, at der i så fald - idet indklagedes tilsidesættelse af god revisorskik i denne sag må karakteriseres som grov, idet indklagede optræder som offentlighedens tillidsrepræsentant - ville være udmålt en højere bøde. For tilsidesættelse af god revisorskik, jf. revisorlovens 16, stk. 1, pålægges indklagede derfor i medfør af revisorlovens 44, stk. 1, jf. princippet i straffelovens 89, en tillægsbøde på kr." Indklagede har ved mail af 4. maj og efterfølgende mail af 22. maj med henvisning til Revisornævnets afgørelse anmodet om en nedsættelse af bøden. Formanden for det nævn, der behandlede klagen over indklagede og traf afgørelsen ved kendelsen af 4. april 2018, har forstået indklagedes henvendelse således, at indklagede anmoder om genoptagelse af sagen. Indklagede har som begrundelse for sin anmodning om nedsættelse af bøden henvist til, at gentagelse for indklagedes vedkommende er udelukket. Indklagede har definitivt deponeret sin beskikkelse som statsautoriseret revisor og solgt sit firma til registreret revisor D. Indklagede har 2

3 endvidere henvist til, at han ikke har haft nogen økonomisk gevinst i anledning af sagen. Klienten har betalt kr. ex moms for hvert af regnskabsårene 2014, 2015 og 2016, og fakturaer (nr med fakturadato 6. maj 2014, nr med fakturadato 29. maj 2015 og nr med fakturadato 12. maj 2016) er vedlagt som dokumentation. Indklagede har videre henvist til, at han fik løn fra revisionsfirmaet med kr. om måneden, senest løn for januar 2017, hvor han afhændede sit revisionsfirma til sin anskaffelsespris på kr. samt hertil udbytte på kr. optjent i indklagedes ejertid fra 2013 til udgangen af januar Indklagede har nu alene folkepension og ATP som indtægt. Indklagede har som dokumentation herfor fremsendt årsopgørelse for 2017, hvoraf blandt andet fremgår, at indklagede, der er født i 1939, havde en skattepligtig indkomst på kr. samt, at indklagedes beregnede skat udgjorde ,17 kr. herunder kr. i indeholdt udbytteskat. Indklagede har som dokumentation endvidere fremsendt forskudsopgørelse for 2018, hvoraf det fremgår, at den skattepligtige indkomst er ansat til kr., samt at den personlige indkomst består af social pension på kr. og ATP på kr. Indklagede har endelig henvist til, at for så vidt angår sagen fra 2014 var indklagede den eneste, som blev straffet, mens selskabets ledelse ikke blev straffet, hvilket fremgår af Skat brev til selskabet af 22. januar Indklagede har hertil yderligere oplyst, at klienten - selskabet - har mistet sin forretning efter Finanstilsynets lukning af klientens bankkonti og dermed også forretningen. Det fremgår af virksomhedsregisteret, at indklagede ikke længere står anført som godkendt statsautoriseret revisor. Revisornævnets begrundelse og afgørelse: Det nævn, der behandlede klagen over indklagede og traf afgørelsen ved kendelsen af 4. april 2018 har besluttet at genoptage behandlingen af sagen, idet der er forelagt nye oplysninger af indklagede. Nævnet har ikke fundet det nødvendigt at foretage høring af klager. Som anført i Revisornævnets kendelse af 4. april 2018 angår overtrædelsen indklagedes revisorerklæring for regnskabsåret 2013 på årsrapporten for selskabet B ApS, der foretog køb og salg af valuta i væsentligt omfang. Nævnet lagde blandt andet til grund, at der ikke ud fra de foreliggende opgørelser har kunnet følges et transaktionsspor ned til hver enkelt transaktion for så vidt angår valutahandlen/veksling. Da selskabets hovedaktivitet var køb og salg af valuta med en årlig omsætning på , 46 kr., fandt Revisornævnet, at indklagede burde have påset - og stikprøvevis kontrolleret - fx den daglige omsætninger ned til den enkelte transaktion. Revisornævnet lagde ved sin vurdering vægt på, at indklagede vidste - eller i hvert fald burde have vidst - at de af ham anvendte rapporter blev genereret på baggrund af et registreringssystem, som blev ajourført særskilt, som ikke havde sammenhæng med bogholderiet, og hvorefter det ikke var muligt at identificere de enkelte konkrete transaktioner, idet Revisionsfirmaet C ApS, varetog al bogføring to gange årligt. Revisornævnet lagde videre til grund, at indklagede ikke havde foretaget kasseeftersyn, herunder uanmeldte kasseeftersyn, på forretningsstederne eller i øvrigt på forretningsstederne kontrolleret forretningsgangene på trods af den forrige revisors revisorerklæring for regnskabsåret Revisornævnet fandt det således bevist, at indklagedes revisionsbevis havde været utilstrækkeligt, hvilket indklagede burde have taget forbehold for på årsrapporten for B ApS for 2013 og som konsekvens heraf have afgivet en afkræftende konklusion. 3

4 Ved fastsættelse af bødens størrelse indgik i det væsentlige på denne baggrund, at indklagedes tilsidesættelse af god revisorskik måtte karakteriseres som grov, idet indklagede optrådte som offentlighedens tillidsrepræsentant, hvorfor der ville være udmålt en højere bøde i den sag, hvori Revisornævnet traf afgørelse ved kendelse af 18. april 2017, og hvor indklagede blev pålagt en bøde på kr., jf. princippet i straffelovens 89. Det fremgår af den nu gældende bekendtgørelse om Revisornævnet, 16, at ved en sags afgørelse skal der ved Revisornævnets afgørelse af, hvilken sanktion indklagede pålægges, indgå relevante omstændigheder, herunder blandt andet 1) forseelsens grovhed, 2) den ansvarlige persons grad af ansvar, 3) den indklagedes finansielle styrke, fx med udgangspunkt i den ansvarlige virksomheds samlede omsætning eller for så vidt angår fysiske personer, den ansvarlige persons årsindkomst, 4) indklagedes fortjeneste eller undgåede tab, såfremt disse kan beregnes, 6) forseelser, som indklagede tidligere har begået, og 7) revisors rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant, særligt forseelsens betydning for tredjemands beslutning om fx ydelse af kredit eller indgåelse af forretningsmellemværende. Revisornævnet har på ny overvejet spørgsmålet om bødens størrelse, hvilket er sket på det nu foreliggende skriftlige grundlag. Revisornævnet finder ikke - uanset det oplyste om indklagedes nuværende personlige indkomst - at bøden kan fastsættes til et mindre beløb. Revisornævnet har herved lagt vægt på den ene side overtrædelsens karakter, tilsidesættelse af et grundlæggende krav til, at revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant alene afgiver revisionspåtegninger/revisorerklæringer, såfremt revisor har et tilstrækkeligt revisionsbevis, herunder i denne sag særligt henset til selskabets hovedaktivitet og omsætning. Revisornævnet har på den anden side også henset til oplysningerne om honoraret for indklagedes arbejde vedrørende regnskabsåret 2013, indklagedes skattepligtige indtægter for 2017 og 2018, at indklagede har solgt sit revisorfirma til D - der i øvrigt også var nævnt i forbindelse med sagsbehandlingen - samt oplysningen om, at indklagede ikke længere er godkendt som statsautoriseret revisor samt indklagedes alder. Revisornævnet har efter en samlet vurdering ikke fundet, at det nu fremkomne - hvortil bemærkes, at Revisornævnet var bekendt med indklagedes alder samt det forhold, at indklagede ikke længere havde godkendelse som statsautoriseret revisor, da kendelsen blev afsagt den 4. april kan føre til et andet resultat vedrørende bødens størrelse. Bøden fastsættes herefter fortsat i medfør af revisorlovs 44, stk. 1, jf. princippet i straffelovens 89, til en tillægsbøde på kr. Thi bestemmes: Den tillægsbøde på kr., der ved Revisornævnets kendelse af 4. april 2018 blev pålagt indklagede, statsautoriseret revisor A, fastholdes. Kendelsen offentliggøres, jf. revisorlovens 44, stk. 8, jf. 47 c. 4

5 Revisornævnets kendelse kan indbringes for domstolene. I medfør af revisorlovens 52a skal indbringelsen ske senest 4 uger efter, at kendelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at kendelsen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives inden 6 måneder efter, at kendelsen er meddelt den pågældende. Marianne Madsen 5