INDHOLD Leder 1 Jubilæumsinterview 2 Fokusområde: Rehabilitering 6 Fokusområde: Forebyggelse 8 Fokusområde: Information og kommunikation 10 Fokusområde: Forskning og dokumentation 12 Fokusområde: TOV og udviklingsprojekter i syd 14 Året i klip 16 Årets publikationer 18 Årets donationer 20 Regnskab 21 Årsberetning 2006 Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) Borgergade 13 Postboks 2107 1014 København K Tlf.: +45 33 76 06 00 Fax: +45 33 76 05 10 e-mail: rct@rct.dk www.rct.dk SE-nr. 69 73 51 18 Giro BG Bank nr. 1199-0007383940 Dansk Bank nr. 3001 4310821209 Redaktion Bengt H. Sjölund (ansv.) Signe Trier Tue Magnussen Jan Ole Haagensen Edith Montgomery Gunilla Brodda Jansen Søren Juul Aarslev Layout Eckardt ApS Tryk Sangill Grafisk ISBN: 978-87-90878-16-0 ISSN: 1396-2418 Printed in Denmark 2007 Trykt på Cyklus Offset
LEDER De næste 25 år... I år har RCT været aktiv i 25 år. En del af institutionens historie er beskrevet i denne årsberetning, og en del er for altid knyttet til fremtrædende pionerer i den globale kamp mod tortur. I stedet for at se tilbage på, hvad vi har opnået, vil jeg hellere rette fokus mod den aktuelle dagsorden for behandling af torturoverlevere og bekæmpelse af tortur i verden. Tortur bruges stadig alt for hyppigt i over halvdelen af verdens lande. Derfor fokuserer RCT mere end nogensinde på behovet for at mobilisere global viden for at imødegå tortur og organiseret vold. De anerkendte definitioner på tortur omfatter bredt såvel fysisk som psykisk smerte og lidelse. Men den brede torturdefinition er under pres internationalt. For nylig har en Pentagonrapport om forhør af tilbageholdte argumenteret for en ret smal definition af tortur. Denne medtager ikke psykisk smerte og lidelse forårsaget af handlinger, som ikke indebærer alvorlig fysisk udløst smerte. De metoder, som fritages, omfatter brug af hætter og bind for øjnene, tvungen nøgenhed, isolation og psykisk manipulation. Som vi alle ved, findes der talrige rapporter om sådanne overtrædelser af menneskerettighederne begået af amerikansk militær i Guantánamo, Irak og Afghanistan. Videnskabeligt belæg for bred definition De amerikanske påstande er blevet undersøgt af Dr. Metin Basoglu fra University of London, gennem interview med 279 torturoverlevere fra Bosnien-Herzegovina, Kroatien og Serbien om de torturformer, de har oplevet. Undersøgelsen (Basoglu, Met al, Arch Gen Psychiatry 2007; 64:277-285) viser, at metoder såsom bind for øjnene, isolation, hæmmet bevægelsesfrihed, tvungen nøgenhed, trusler, ydmygende behandling og anden psykisk manipulering ikke adskiller sig fra fysisk tortur. De psykiske lidelser, metoderne forårsager, de underliggende mekanismer for traumatisk stress og de psykologiske langtidsvirkninger har samme omfang som effekterne af fysisk tortur. Det understøtter ikke en skelnen mellem tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling. Selvom internationale konventioner forbyder begge slags handlinger, forstærker en sådan skelnen imidlertid den fejlagtige antagelse, at grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling forårsager mindre skade og derfor kan accepteres under særlige omstændigheder. Fundene peger på et behov for en bredere definition af tortur baseret på videnskabelige definitioner af traumatisk stress og empiriske beviser snarere end på uklare distinktioner og betegnelser, som fører til endeløse debatter uden konklusion og, som det vigtigste, til potentielt misbrug. WWW.RCT.DK Viden bliver stadig mere afgørende Det er et godt eksempel på behovet for at generere ny viden på vores område og på den indflydelse, sådanne studier kan have. At skabe ny viden er nu en betydningsfuld opgave for RCT, der inden for de sidste år har afsluttet to afhandlinger om følgetilstande efter tortur. En vigtig konklusion (Olsen, D R et al, Scand J Public Health 2006; 34:496-503) er, at torturoverlevere ikke alene slås med symptomer som PTSD (posttraumatisk stress disorder), men også med kronisk smerte af ikke-psykosomatisk karakter, hvilket peger på behovet for at medtænke passende smertebehandling i rehabiliteringen af torturoverlevere. Et andet nyere forskningsprojekt er Karlebo studiet. Her gennemførte RCT et metodologisk udviklingsstudie med henblik på at afprøve interventionsmetoder til forebyggelse af ungdomskriminalitet i traumatiserede flygtningefamilier. Projektet belyser relationerne mellem fagfolk, der arbejder med børn eller familier, og flygtningeforældre med kriminelle eller voldelige teenagere og 7-12-årige søskende. Målet er at involvere familierne i det offentliges beslutningsprocedurer og styrke samarbejdet for at forebygge, at søskende følger i deres voldelige brødres fodspor. De første resultater indikerer, at metoden er meget succesfuld (se www.rct.dk). Et internationalt projekt gennemført af RCT og dets partner i Guatemala, ODHAG, skal styrke den oprindelige befolkning i lokalsamfund mod politi- og militærvold efter årtiers borgerkrig. Projektet har vist en lovende udvikling. På samme måde har et projekt i Honduras om Tillægsprotokollen til Konventionen mod Tortur, som indbefatter implementering af en visitationsmekanisme for detentionscentre, haft en tydelig effekt. Det hele begyndte med rehabilitering af torturofre, hvilket stadig er en kerneaktivitet for RCT i København. På det seneste har vi indført større ændringer, som omfatter en interdisciplinær tilgang, med bedømmelse af alle henviste torturoverlevere og adgang til tre forskellige rehabiliteringsprogrammer afhængig af behov, blandt dem en kognitiv adfærdsstrategi baseret på videnskabelig evidens og med mulighed for at gennemføre behandlingsstudier ved hjælp af et nyt monitoreringssystem. Læs mere i denne rapport og forestil dig de yderligere fremskridt, vi vil være vidne til i løbet af de næste 25 år... Professor Bengt H. Sjölund, direktør for RCT 1
Holdet bag RCT på Juliane Maries vej i begyndelsen af 80erne. (Foto: RCT)
JUBILÆUMSINTERVIEW 25 år med RCT: - Vi var næppe nået hertil uden at råbe op Tue Magnussen, kommunikationskoordinator Det gamle militærhospital, som husede RCT frem til 1994. (Foto: RCT) - Hvor var alle henne i dag? I gamle dage mødte alle op, når der var et videnskabeligt seminar, siger RCTs forskningschef, psykolog Edith Montgomery, da hun let forsinket en sen eftermiddag dukker op til det aftalte interview i anledning af RCTs 25-årsjubilæum. Kort efter kommer sygeplejerske og psykoterapeut Lone Jacobsen, som forklarende siger: - Ja, jeg er ked af, Edith, at jeg ikke kunne komme, men i dag er det behandlingsydelserne, der har første prioritet. Vi er hårdt spændt for i rehabiliteringsafdelingen. Der hersker en anden ånd i dag. Det er noget andet end i RCTs start, hvor Inge kunne få alle mand af hus. Men det afspejler også, at RCT er vokset i forhold til dengang, hvor alle ansatte kunne samles om ét frokostbord. Alligevel er Edith Montgomery og Lone Jacobsen enige om, at med både rehabilitering, forskning, forebyggelse, internationalt arbejde samt fortaler- og informationsvirksomhed som fokusområder, er RCT i dag alt i alt en fantastisk succeshistorie om, hvordan en pionerindsats for torturofre har udviklet sig til, at arbejdet mod tortur er blevet en dansk mærkesag, som har skabt stor respekt og anerkendelse internationalt. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) kan i år fejre 25-året for centrets formelle grundlæggelse 30. oktober 1982. Men det er slående, at ingen af RCTs ca. 60 nuværende ansatte har været med fra starten. Arbejdet med tortur kan være hårdt, mange brænder ud og vælger at søge andre græsgange. Det, og så et par opgør undervejs har medført flere afskalninger fra RCT gennem tiden. Centrets stifter Inge Genefke er i dag æresambassadør for IRCT, det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, som i 1997 blev endeligt udskilt fra RCT. Det betyder, at selvom hun ikke deltager i det daglige arbejde i Borgergade, så rejser hun fortsat verden tynd i arbejdet mod tortur, hvad enten det er til verdens hovedstæder eller til foredrag i jyske provinsbyer måske for i bogstaveligste forstand at sætte ansigt på portrætbogen Inge Genefke, Portræt af en ildsjæl eller filmen The Secret Life of Words. Tortur på dagsorden Lone Jacobsen, der er 63 år, er den på RCT i dag, der har været med længst. Hun kom til RCT i 1984, men som flere andre havde hun været aktiv for sagen i flere år inden da. Det var bestemt ikke en folkesag i starten. Her tredive år efter, hvor tortur internationalt desværre er et alt for aktuelt spørgsmål, kan det være svært at forestille sig den udbredte holdning i 1970 erne, da man i det fredfyldte Danmark begyndte arbejdet. Mange mente, at tortur ikke fandtes længere. Tortur var noget, som man troede var forsvundet med 2. verdenskrig. Eller rettere et spørgsmål, der ofte blev fortrængt. - I årene efter 2. verdenskrig var det bestemt ikke alt, hvad der var foregået i KZ-lejrene, der blev fortalt, siger Lone Jacobsen. Hun blev født under den tyske besættelse, men har ikke selv gennem f.eks. familie været konfronteret direkte med følgerne af tortur under 2. verdenskrig. Det var mere et personligt engagement. Allerede få år efter, at hun i 1969 blev færdig som sygeplejerske, var Lone Jacobsen sammen med et par andre kolleger aktiv i oprettelsen af Amnesty Internationals Sygeplejerskegruppe. Det var en artikel i fagbladet Sygeplejersken, der gav stødet til, at hun kontaktede Inge Genefke i Rigshospitalets kantine og kom med i arbejdet mod tortur. Hun fik selv for alvor sin ilddåb i 1976, da hun sammen med Inge Genefke undersøgte torturofre i Grækenland kun to år efter militærjuntaens fald. Lone Jacobsen var også med i Grækenland i 1978, hvor 100 læger fra 12 lande var samlet til et stort møde og dér nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle beskæftige sig med rehabilitering af torturofre. Opfordringen blev - via Amnesty Internationals hovedkvarter i London - til en konkret anmodning om, at man i Danmark, som havde det største antal læger med erfaring i undersøgelse af torturofre, skulle oprette et center. På den baggrund fik Inge Genefke af Rigshospitalets direktion tilladelse til - gratis - at kunne indlægge et givent antal torturofre om året. Med en stigende indvandring og især med de flygtninge, der fik asyl i Danmark, blev følgerne af tortur igen et aktuelt spørgsmål i Danmark. WWW.RCT.DK 3
JUBILÆUMSINTERVIEW Det anerkendte dokumentationscenter, som RCT råder over blev grundlagt i 80erne. (Foto: RCT) RCTs rehabiliteringsprogram har fra begyndelsen også omfattet torturoverlevernes børn. (Foto: RCT) Sygeplejerske vejleder klient i ernæringsrigtig kost. (Foto: RCT) Fra starten - som det berømte neurologiske afsnit 2084 - fik arbejdet med behandling af torturofre på Rigshospitalet hurtigt ry som et videnskabeligt center. RCT blev en realitet året efter, at man i december 1981 fik tilsagn om at måtte benytte fire lokaler på det gamle militærhospital. Gradvist blev det først til en halv villa, og siden bredte man sig hurtigt til to villaer, inden man i 1994 flyttede fra Rigshospitalet til den nuværende ejendom i Borgergade, hvor både RCT og IRCT i dag holder til. Lone Jacobsen der inden hun i 1984 kom til RCT primært havde arbejdet som sygeplejelærer eller havde været optaget af administrativt arbejde, blev en del af det første tværfaglige team. Hun fremhæver, at både den tværfaglige rehabilitering og helhedstænkningen kendetegnede RCT fra starten: allerede det første team i 1984 bestod af speciallæger, psykologer, fysioterapeuter, sygeplejersker og socialrådgivere samt tolke, ligesom man forstod, at behandling af torturofre ofte krævede, at hele familien blev inddraget, både ægtefælle og børn. Men nytænkningen kendte også sine grænser: det traditionelle faglige hospitalshierarki videreførtes ofte i behandlingsarbejdet. Men i forhold til helhedstænkningen synes Lone Jacobsen, at hun som sygeplejerske ofte fik en vigtig, koordinerende rolle i behandlingsarbejdet. Over de følgende næsten ti år videreuddannede hun sig til psykoterapeut samtidig med, at hun især lagde vægt på at give sundhedsvejledning til torturofrene om kost og livsførelse. Om nogen har Lone Jacobsen stået for den omfattende undervisning, som fra RCTs begyndelse har været en markant del af RCTs arbejde. Den sundhedsfaglige undervisning, der samtidig har forstærket RCTs faglige forankring, betyder ikke mindst et vigtigt fingeraftryk på sygeplejerskeuddannelserne. Allerede for femten år siden samlede man ikke mindre end 70 danske sygeplejelærere og fik uddannet de lærerkræfter, der siden har spredt den omfattende viden om behandling af torturofre. Og med internationale seminarer to gange årligt stoppede undervisningen bestemt ikke ved Danmarks grænser. Lone Jacobsen modtog i 1995 Florence Nightingale prisen for sit mangeårige arbejde med torturofre og sin indsats for at gøre undervisning i behandling af torturofre til en del af danske sygeplejerskers uddannelse. Bortset fra arbejde i Rwanda og et samarbejde med Edith Montgomery i Zimbabwe er RCTs internationale arbejde i dag ikke det, som Lone Jacobsen finder, at hun har mest føling med. Heller ikke forskningen, i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. - Det er absolut vigtigt, at vi skaber sammenhæng og samarbejde mellem rehabiliteringen og forskningen. Men jeg har altid selv følt, at jeg var for sent ude i forhold til det med forskning, siger Lone Jacobsen. Forskning og rehabilitering går hånd i hånd Edith Montgomery personificerer samspillet mellem rehabilitering og forskning. Både i kraft af sin egen forskning, og når hun stolt fremhæver videnskabelige afhandlinger baseret på data og erfaring, som stammer fra RCTs behandlingsarbejde. Hun er i dag leder af RCTs forskningsafdeling, som blev oprettet i 1999. Men hun startede allerede på RCT i 1988. Som psykolog henvendte hun sig til Inge Genefke på et tidspunkt, hvor RCT kun to år før var raget uklar med både psykologer og socialrådgivere i en af de afskalninger, som har præget RCTs historie. De næste ti år på RCT blev for Edith Montgomery en vekslen mellem rehabilitering og forskning. Sideløbende med stadig flere behandlingsopgaver var det naturligt med en baggrund som klinisk psykolog i skolerådgivningen at kaste sig over et forskningsprojekt om børn. Samtidig videreuddannede hun sig 1989-93 sammen med Lone Jacobsen til systemisk psykoterapeut. Fra 1995 blev hun en af to afdelingsledere i rehabiliteringsafdelingen. Og efter at have forsvaret sin ph.d. i 1998 blev hun året efter leder af den nyoprettede forskningsafdeling, som siden har haft vokseværk. Samtidig med vedtagelsen af en ny forskningsstrategi i 2005 kunne hun glæde sig over, at stadig flere nye forskere er kommet til, og at ikke mindre end tre ph.d.-kandidater i de sidste par år er blevet færdige. - RCT var aldrig kommet op at stå, hvis man havde været en del af det etablerede sundhedssystem. Behandling og forskning ville næppe have fået de rammer, hvis RCT ikke fra starten havde råbt op, siger Edith Montgomery. - Ingen kan beskylde Inge Genefke for at ligge under for selvcensur. Når Inge Genefke og andre siden har gjort RCTs navn kendt og respekteret ved kompromisløst at tale mod tortur, tror jeg faktisk, at det kun har gavnet. Det har ikke kun været en hjælp til torturofrene, det har også gavnet det organiserede arbejde mod tortur, uddyber Lone Jacobsen. RCT ÅRSBERETNING 2006
Vigtige år for arbejdet med tortur Internationalt 1948 Verdenserklæringen om menneskerettigheder med forbud mod tortur vedtages i FN. 1949 Genève-konventionerne om beskyttelse af ofre i væbnede konflikter vedtages. 1966 FNs Konvention om civile og politiske rettigheder vedtages. 1984 FN vedtager Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. 1985 FN udnævner en rapportør for tortur. I 80 erne blev madlavningskurser brugt som afsæt for terapeutisk aktivitet på RCT (Foto: RCT) - Man skal naturligvis reflektere over, hvordan, hvor og hvornår man går ud med sin sag; men vi har - både når det gælder evidensbaserede forskningsresultater og mere politiske budskaber - altid kunnet stå inde for, hvad vi har sagt, understreger Edith Montgomery. Forandring på godt og ondt Når man gennem årene har oplevet ikke mindre end fem direktører, skiftende policy-, princip- og arbejdsprogrammer samt handlingsplaner, skulle man måske forvente en vis skepsis over for nye signaler og tiltag. Men det synes ikke at være tilfældet. Edith Montgomery er glad for de seneste års opprioritering af forskningen, og Lone Jacobsen fremhæver, at familiebehandling på det seneste har fået et velfortjent comeback samtidig med, at nye tiltag som den såkaldte smerteskole har vist sig som en succes. Alt i alt nye tiltag, som har sat et tiltrængt skub i behandlingsarbejdet. Samtidig er donorernes krav til RCT vokset efter at institutionen kom under Sygehusloven 1. januar 2006. Men selvom Lone Jacobsen og Edith Montgomery er enige om, at pionerånden fra RCTs begyndelse er og var en kvalitet, forfalder ingen af dem til nostalgisk beklagelse over, at RCT fortsat undergår forandringer. Tværtimod fremhæver Lone Jacobsen, at nye ledere altid har tilført noget nyt til RCT. Selvfølgelig er der stadig ting, der kan og skal laves om, men som helhed er der anerkendelse til de nye koste - selvom man selvfølgelig ofte har følt, at man med fordel kunnet have lyttet mere til de gamle. - Ja, kreativ forstyrrelse er godt, det kan bringe arbejdet videre, indskyder Edith Montgomery, som er enig i, at skiftende direktører på hver deres måde har skubbet i den rigtige retning. Men samtidig er de begge meget enige om, at det er vigtigt at fastholde det særegne ved RCTs arbejde mod tortur. I en nylig undersøgelse af arbejdsmiljøet på RCT var der flere medarbejdere, der advarede mod faren ved, at man glemmer sagen, nemlig det særegne ved RCTs arbejde som et samspil mellem rehabilitering af torturofre, forskning og forebyggelse af tortur både i Danmark og globalt. Samstemmende understreger de, at det er vigtigt, at man trods professionalisering og stigende specialisering gennem forskellige afdelinger ikke glemmer den helhedstænkning, som har karakteriseret RCT fra den første start. 1987 Med vedtagelsen af Den Europæiske konvention til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf etableres en komite, der skal forebygge tortur ved besøg i lukkede institutioner i Europarådets medlemslande. FNs Konvention mod tortur træder i kraft. 1989 Den Europæiske konvention til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf træder i kraft. Den kolde krig slutter, hvilket skaber momentum i det globale menneskerettighedsarbejde. 1997 26. juni indstiftes som FNs internationale dag til støtte for torturofre. 2001 World Trade Center angribes 11.september 2001. Krigen mod terror sætter forbuddet mod tortur under pres. 2002 Fangelejr på Guantanamobasen oprettes. FN vedtager Tillægsprotokol til FNs Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. 2004 Fangemishandling og tortur i Abu Ghraib fængslet afsløres. 2006 Tillægsprotokollen til FNs Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf træder i kraft. FNs Menneskerettighedsråd etableres. RCT 1973 Amnesty International gennemfører underskriftsindsamling; alene i Danmark indsamles 114.000 underskrifter mod tortur. 1974 Den første lægegruppe stiftes under Amnesty International. 1982 RCT begynder at behandle torturofre i det gamle militærhospital på Tagensvej i København. 1983 RCT flytter til de gamle overlægeboliger ved Rigshospitalet. 1985 IRCT- det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre stiftes, og Dokumentationscenteret oprettes. 1994 RCT og IRCT flytter til Borgergade i det indre København. 1998 RCT og IRCT splittes op i to organisationer henholdsvis en dansk baseret institution og en international organisation, der repræsenterer rehabiliteringscentre over hele verden. 1999 RCT opretter selvstændig forskningsafdeling. RCT vedtager sin første policy RCT in a Developing World, som understreger RCTs arbejde i udviklingslande. 2002 RCT fejrer 20 års jubilæum med afholdelse af symposium. 2005 Samarbejdsaftale med Udenrigsministeriet træder i kraft. Forskning og dokumentation opprioriteres i RCTs politik gældende fra 2005 til 2015. 2006 RCTs behandlingsarbejde finansieres fremover under Sygehusloven. WWW.RCT.DK 5
FOKUSOMRÅDE: REHABILITERING Ny struktur i behandlingsarbejdet Gunilla Brodda Jansen, leder af Rehabiliteringsafdelingen Behandling eller rehabilitering af torturofre er selve kernen i RCTs arbejde. Danmark har været foregangsland ved gennem rehabilitering af torturofre, der kom til landet, ikke alene at efterleve konventionens bogstav, men tillige den bredere intention bag FNs Konvention mod tortur. Det skete fra RCTs start og frem til og med 2005 med finansiering fra Udenrigsministeriet. Efter at RCT kom ind under Sygehusloven 1. januar 2006, oprettede Rehabiliteringsafdelingen tre behandlingsteams med fokus for den enkelte patient på henholdsvis individuel, gruppe- eller familiebehandling. De tre teams er alle af tværfaglig karakter og består af læger, psykologer, psykoterapeuter, socialrådgivere og fysioterapeuter. Alle patienter gennemgår nu en tværfaglig visitationsfase, som kortlægger deres problemstillinger og ressourcer. Herefter henvises de til et af de tre teams. Ved siden af rehabiliteringsforløbet henvises patienterne desuden til den fælles smerteskole, som i februar 2006 indledte sit første arabisktalende forløb. I løbet af 10 uger får patienterne undervisning i og mulighed for at drøfte smerte ud fra mange forskellige aspekter; lige fra biologiske årsager og mekanismer til smerte, smertebehandling både med og uden lægemidler, depression og angst til isolation som følge af smerter. Smerteskolen har haft tværfaglige gruppeforløb, og de første to patientevalueringer har vist meget positiv respons. Fælles for mange af patienterne er, at deres torturoplevelser ligger flere år tilbage og på den måde er blevet kroniske. De har overlevet langvarig forfølgelse og bringer massive tab med sig. I rehabiliterings forløbet er der mulighed for at bearbejde såvel disse tab som de traumatiske oplevelser fra fængsling og tortur. Fokus i behandlingen kan være at reducere angst, understøtte evnen til at for valte vrede og aggression eller afhjælpe en depressiv tilstand. Den medicinske behandling under støtter bekæmpelsen af søvnproblemer, angst og smerter, herunder de kroniske smerter. Træning af kropsbevidsthed og afspænding er komponenter i den fysioterapeutiske behandling, som så vidt muligt placeres i sammenhæng med psykoterapien. Alle patienterne bliver tilbudt socialrådgivning og vejledning på baggrund af de sociale vanskeligheder, de oplever som flygtninge. For mange har det været en trist erfaring, at det ikke har været muligt at få besøg af familiemedlemmer fra hjemlandet, som de ikke har set i mange år. På trods af den store omlægning af arbejdet har 171 nye patienter gennemgået visitation i 2006, og ved udgangen af året var ventelisten mindsket fra 90 til 70. I alt har 315 patienter gennemgået visitation eller været i et af nedenstående tre rehabiliteringsforløb i 2006. Det individuelle team De torturoverlevere, der er blevet henvist til rehabilitering i det individuelle team, kommer primært fra arabisktalende lande. Det drejer sig både om kvinder og mænd, som stort set alle har en familie. De er taget i individuel behandling, fordi deres psykiske tilstand er præget af en sårbarhed og mistænk somhed, som bevirker, at de i begyndelsen af behandlingsforløbet ikke kan klare at indgå i gruppesammenhænge. Senere i forløbet har mange dog klaret dette, og de er f.eks. blevet henvist til behandling i Smerteskolen. Nogle patienter er blevet henvist til det individuelle team, fordi de taler et minoritetssprog, som det ikke har været muligt at oprette grupper for. Som nævnt har de fleste af patienterne familie. Ægtefællen inddrages i behandlingen, når det er hen sigtsmæssigt, f.eks. i forbindelse med afklaring af økonomiske forhold eller i form af parterapeutiske samtaler. For nogle patienter har det været fremmende for familiens trivsel, at den tilbydes samtaler i familieteamet sideløbende med den individuelle indsats. Familieteamet I 2006 har der været indskrevet 16 familier i familieteamet, alle med børn. Det kan være familier, hvor den yngste er et spædbarn; familier med både hjemme- og udeboende børn; alenemødre, hvor fædrene er slået ihjel eller forsvundet; familier, hvor nogle af børnene er anbragt uden for hjemmet; familier, der har mistet håbet for dem selv og deres børn, og familier, der er bekymrede for deres børns trivsel. Fælles for familiernes hverdag er, at den er præget af forældrenes mareridt, manglende søvn, bekymringer for familie, der stadig bor i hjemlandet, dunkende smerter i kroppen og hovedet, sendrægtighed, økonomiske problemer og bekymringer for at nå alting til tiden. Børnenes dag er ikke så forskellig fra de voksnes. Flere af børnene vågner med mareridt og en opmærksomhed på, hvornår deres forældre er vågne, hvor mange smerter de voksne har i dag, hvordan stemningen er derhjemme og angst for at miste forældrene. Flere af børnene har også hovedpine og mavepine; de reagerer i 6 RCT ÅRSBERETNING 2006
deres daginstitutioner og skoler ved enten at være indelukkede, voldelige og/eller fagligt bagud. I familieteamet får de voksne mulighed for at få individuel behandling samtidig med, at den samlede familie får hjælp. Den tværfaglige behandling tilrettelægges ud fra den enkeltes og familiens behov. Behandlingsteamet med socialrådgiver, fysioterapeut, læge, psykolog, familieterapeut og sekretær arbejder tæt sammen med forældrenes professionelle netværk i deres hjemkommune, hvor processuelle netværksmøder er en del af behandlingen. Gruppeteamet I gruppeteamet er der i vid udstrækning blevet etableret organisatoriske rutiner og udfærdiget materiale; en logistisk plan, som gør det muligt at have tre parallelle (i tidsforløbet overlappende) grupper i gang i løbet af et år. Planmæssigt blev der i begyndelsen af året etableret et gruppeterapeutisk tilbud med start af en arabisktalende gruppe, som blev afsluttet i januar 2007. I september 2006 blev der startet en farsitalende gruppe og i løbet af efteråret også en bosnisk gruppe. Som planlagt blev en monofaglig arabisk gruppe, under ledelse af en psykolog, afsluttet i august 2006 efter ca. et års forløb. I alt har der således været fire gruppeforløb i løbet af året. Gruppetilbuddet består af to sessioner à to timer pr. uge. I starten er der en gang om ugen (i alt 10 gange) Smerteskole (jf. ovenfor) og parallelt en gang om ugen et gruppetilbud med fokus på migrationsstress og -problemer. I Smerteskolen er alle behandlere involverede; i migrationsstressgruppen deltager hovedsagelig socialrådgiver og psykolog. Derefter fokuserer det ene ugentlige møde på specifikke emner og problemområder (angst, søvnproblematik, depression og traumabearbejdning) og det andet på fysioterapeutisk/somatisk indhold (f.eks. afspænding, kropsbevidsthedsøvelser) med mulighed for frit at diskutere aktuelle vanskeligheder og/eller spørgsmål under medvirken af såvel socialrådgiver som psykolog. Behovet for individuelle behandlingsindsatser har været stærkt varierende. Nogle patienter opnåede i visse perioder relativt omfattende individuelle kontakter, andre kun i ringe grad. Generelt kan det konstateres, at det for mange patienter er nødvendigt med mere eller mindre omfattende flankerende individuelle indsatser, f.eks. medicinjustering, behandling af sociale problemstillinger og lignende. WWW.RCT.DK 7
FOKUSOMRÅDE: FOREBYGGELSE Indsatsen for at forhindre tortur Therese Maria Rytter, juridisk rådgiver, RCT Tortur har været ulovligt på verdensplan siden afslutningen på 2. verdenskrig. Det første internationale forbud mod tortur blev indført i 1948 med vedtagelsen af FNs Verdenserklæring om menneskerettigheder. Forbuddet er siden blevet udbygget i en række internationale konventioner. Det anses som så fundamentalt, at det binder enhver stat i verden og ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, selv ikke i tilfælde af terrortrusler eller krig. Kontrol og straf - to retninger i forebyggelsen I de efterfølgende to årtier blev det klart, at forbuddet mod tortur og de traditionelle mekanismer til overvågning af staternes overholdelse af forbuddet ikke var nok til at udrydde torturen. Der var dog ikke enighed om, hvordan man mest effektivt bekæmper tortur, og kampen mod tortur udviklede sig derfor i to forskellige retninger. Den første retning anså straffrihed som en grundlæggende årsag til tortur og hældede derfor til at bekæmpe tortur ad strafferetlig vej. Filosofien var, at man ved at retsforfølge og straffe bødlerne ville bryde den onde cirkel af straffrihed (impunity). Man håbede, det ville have en væsentlig præventiv effekt. Denne strategi ledte i 1984 til vedtagelsen af FNs Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som bl.a. forpligter staterne til at gøre tortur strafbar i national ret, at undersøge enhver anklage om tortur og at retsforfølge torturbødlerne. Den anden retning ville bekæmpe tortur ved at forebygge frem for først at reagere, når skaden er sket. Det skulle gøres via uafhængige, forebyggende besøg de steder, hvor personer holdes frihedsberøvede, såsom politistationer og fængsler, dvs. de steder, hvor torturen primært udøves. Filosofien byggede på erfaringer fra Internationalt Røde Kors, som havde vist, at når et uafhængigt internationalt organ kan foretage uanmeldte besøg, har det i sig selv en afskrækkende effekt. Denne strategi førte i 1987 til vedtagelsen af Den Europæiske konvention til forebyggelse af tortur, som etablerede en europæisk komité af eksperter, der besøger medlemsstaternes fængsler, politistationer, asylcentre og andre tilbageholdssteder for at forebygge tortur. Tillægsprotokollen til FNs Konvention mod tortur Seneste tiltag inden for den internationale forebyggelse af tortur kom i 2002 med vedtagelsen af Tillægsprotokollen til FNs Konvention mod tortur. Tillægsprotokollen trådte i kraft i 2006, og den har i dag 34 deltagende stater, herunder Danmark. Den etablerer det første verdensomspændende system af overvågning af steder, hvor personer holdes frihedsberøvet. Modellen er et tostrenget besøgssystem bestående af en international subkomité og nationale forebyggende mekanismer, som via besøg på politistationer, i fængsler mv. samt dialog med myndigheder skal bidrage til at forebygge tortur og forbedre detentions- og afsoningsforholdene. Kobling mellem rehabilitering og forebyggelse Siden sin etablering i 1982 har RCT udviklet sig fra at være en sundhedsfaglig organisation, hvis hovedsigte var at rehabilitere torturofre og at bidrage til etableringen af rehabiliteringscentre i Syd, til i dag at være en multisektoral institution, der både nationalt og globalt bedriver rehabilitering, forskning og forebyggelse. RCTs forebyggelse af tortur startede i slutningen af 1990erne i erkendelse af, at man ikke kunne nøjes med at rehabilitere ofre for torturen uden samtidig at forsøge at bremse torturmaskineriet. De første år var indsatsen fokuseret på kapacitetsopbygning af civilsamfundet i RCTs partnerlande i Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika. I tråd med Danidas civilsamfundsstrategi var målet at støtte RCTs partneres kompetenceudvikling, så de blev bedre i stand til at fremme statens overholdelse af torturforbuddet. Det er fortsat en af grundpillerne i RCTs arbejde. 8 RCT ÅRSBERETNING 2006
Fængselsbesøg i Honduras, der i 2006 underskrev Tillægsprotokollen til FNs Torturkonvention. Den skal forebygge tortur og anden umenneskelig behandling, blandt andet ved at tillade inspektion af fængsler og politistationer. (Foto: CPTRT) RCTs strategier til forebyggelse i Syd RCT har overordnet set fire strategier til forebyggelse af tortur. Tre af strategierne befinder sig på et kontinuum og strækker sig fra kapacitetsopbygning af civilsamfundet over promovering af statens og civilsamfundets fælles ansvar for torturforebyggelse til direkte samarbejde med statsinstitutioner, der udøver tortur. Strategierne er i praksis komplementære og gennemføres i flere partnerlande side om side. Valget af strategier, der bør gennemføres i den konkrete kontekst, afhænger af en lang række forhold, herunder statens politiske vilje til at gennemføre et forpligtende samarbejde med civilsamfundet for at forebygge tortur og perspektiverne for det. RCTs fjerde strategi er international fortalervirksomhed, der gennemføres parallelt med de øvrige strategier. Samtlige RCTs indsatser baserer sig på de retlige normer, som findes i FNs Konvention mod tortur og Tillægsprotokollen. Forebyggelse i Danmark Danmark har som bekendt været et foregangsland i den internationale kamp mod tortur. Den danske stat har således aktivt fremmet vedtagelsen af internationale konventioner på området og yder en stor bistand til etablering af projekter til forebyggelse af tortur i Syd. For at sikre, at Danmark også på hjemmefronten kan bevare sin høje grad af opfyldelse af FNs Konvention mod tortur, monitorerer RCT løbende udviklingen i dansk lovgivning og praksis. I de tilfælde, hvor RCT vurderer, at et givent lovgivningsinitiativ eller en praksis er på kant med konventionen, udøves der fortalervirksomhed over for regering og folketing, og når den danske stat eksamineres ved FNs torturkomité, udarbejder RCT skyggerapporter om Danmarks overholdelse af konventionen. Da tortur som nævnt i altovervejende grad finder sted i forbindelse med retshåndhævelsen, underviser RCT også både civilt og militært retshåndhævelsespersonel. Det sker på politiskolen, hvor samtlige politielever de seneste knap ti år undervises i torturforbuddet og i de seneste par år inden for forsvaret, hvor civilt og militært personel, der skal udsendes til internationale operationer, undervises i de folkeretlige bestemmelser om tortur og behandling af fanger. Strategier til forebyggelse af tortur Kapacitetsopbygning af civilsamfundsorganisationer Fremme af staten og civilsamfundets fælles ansvar for at forebygge tortur Direkte samarbejde med statsinstitutioner, der udøver tortur International fortalervirksomhed Eksempler på konkrete aktiviteter - Etablering af nationale og regionale fora og afholdelse af seminarer, som giver NGOer og andre civilsamfundsaktører en platform til at drøfte strategier for torturforebyggelse. - Støtte af initiativer til dokumentation af tortur. - Analyse og fremme af vedtagelsen af nationale love af betydning for torturforebyggelse (f.eks. retsplejelov, fængselsog politilove). - Lobby og rådgivning af statsinstitutioner for at fremme udviklingen af torturforebyggende politikker inden for strafferetsplejen mv. - Undervisning af politi- og fængselsmyndigheder i forbuddet mod tortur og andre bestemmelser i FNs torturkonvention - Kapacitetsopbygning af fængselslæger med henblik på at gøre dem i stand til at diagnosticere tortur - Fremme af staternes undertegnelse og ratifikation af Tillægsprotokollen til FNs Konvention mod tortur. - Udarbejdelse af skyggerapporter til FNs komité vedr. partnerlandenes overholdelse af FNs Konvention mod tortur - Udarbejdelse af briefinger til FNs særlige rapporteur for tortur forud for hans besøg i RCTs partnerlande WWW.RCT.DK 9
FOKUSOMRÅDE: INFORMATION OG KOMMUNIKATION Fortalervirksomhed en strategi for forandring Tue Magnussen, kommunikationskoordinator Fortalervirksomhed også kaldet advocacy har siden 2004 været et af RCTs formulerede fokusområder. På den baggrund kunne man fristes til at se fortalervirksomhed som en ny foreteelse i RCTs arbejde. Intet er imidlertid mere forkert. RCT har netop siden sin start for 25 år siden - i oktober 1982 - været karakteriseret ved, at oplysning og information sammen med lobby- og opinionsarbejde har været i et tæt parløb med behandlingsindsatsen og forskningen. Det har alt i alt gjort centret til et af de førende kraftcentre i verden i arbejdet mod tortur. At skabe synlighed nationalt og internationalt er vigtige elementer i en vellykket fortalervirksomhed. Det er en tradition, der blev grundlagt allerede fra RCTs spæde start, hvor centret netop voksede ud af den danske lægegruppe under Amnesty International, nok en af de organisationer, der har den mest udtalte fortalervirksomhed. Op gennem 1980 erne og 1990 erne understregede RCT behovet for at behandle torturofre, totalforbuddet mod tortur og vigtigheden af at forebygge tortur. Det succesfulde mediearbejde tegnede tidligt en flot profil af RCT i offentligheden. Det medvirkede til, at RCT med bred tværpolitisk opbakning relativt hurtigt fik midler til såvel sit nationale som internationale arbejde. Kommunikation med klare mål Hvad er fortalervirksomhed? Advocacy det engelske udtryk dukkede op som et nyt begreb i danske og internationale organisationer i midten af 1990 erne. Der findes mange definitioner på begrebet, men her vil vi relatere det til RCTs specifikke arbejde. Arbejdet mod tortur er globalt. Men de aktuelle hovedspørgsmål kan være forskellige fra land til land. Kort fortalt handler det om ved hjælp af information, pressearbejde og lobbyvirksomhed at opnå følgende mål: 1) at ændre eller påvirke politik, lovgivning og praksis; 2) at øge bevidstheden om tortur i en sådan grad, at den folkelige forankring af arbejdet mod tortur fortsat styrkes; 3) at påvirke og skabe holdninger, normer og værdier i arbejdet for at fremme en verden uden tortur. Selvom det ikke lykkes at ændre en beslutning, kan en sag alligevel styrke arbejdet mod tortur. Da den socialdemokratiske regering i sommeren 2001 godkendte en tidligere israelsk sikkerhedschef, Carmi Gillon, der vedkendte sig at have brugt tortur, som ny israelsk ambassadør, udløste RCTs protest den nok mest omfattende danske debat om tortur nogensinde. Gillon blev et par år i Danmark, men gennem den holdningsbaserede bevidsthedsskabende debat blev den folkelige forankring af arbejdet mod tortur styrket på et tidspunkt, hvor menneskerettighederne efter 11. september kom under stærkt pres. Omvendt, da den borgerlige regering med finanslovforslaget for 2003 ville beskære RCTs budget, lykkedes det gennem presse- og lobbyarbejde at få ændret beslutningen. Et andet eksempel er sagen om den iranske flygtning Ashkan, som efter udvisning fra Danmark blev udsat for tortur i Iran. I den forbindelse satte RCT i 2002-03 fokus på, at tvangshjemsendelse af afviste asylansøgere kan være et brud på torturkonventionens forbud mod udlevering, hvis der er fare for tortur. Desuden har RCT knyttet fortalervirksomheden an til aktuelle spørgsmål ved at opfordre til dansk protest mod Guantanamo og amerikansk fængselstortur i Abu Ghraib. Fortalervirksomhed indgår fortsat som et meget vigtigt redskab og som en integreret del af RCTs arbejde med at forebygge tortur. Selvom RCTs kommunikationsarbejde altid kun har udgjort et par procent af RCTs budget og lønudgifter, har det altid haft central betydning og er indgået på alle niveauer og i tæt samarbejde med RCTs øvrige fokusområder. 10 RCT ÅRSBERETNING 2006
Det kom klart til udtryk, da RCTs bestyrelse i foråret 2005 dels understregede vigtigheden af at fortsætte den vagthundefunktion, som RCT traditionelt har udøvet siden sin start, og dels besluttede, at der skulle formuleres og vedtages en kommunikationsstrategi. Det skete ud fra en erkendelse af, at med den erklærede kamp mod terrorisme efter 11. september er arbejdet mod tortur blevet endnu mere komplekst. Det kræver en fortalervirksomhed baseret på en effektiv og strategisk kommunikation, der kan give et aktivt modspil til undergravningen af menneskerettighederne. Når strategier kommer til kort Kommunikationsstrategien blev vedtaget i marts 2006. Den baserer sig på, at RCT er en forsknings- og vidensbaseret institution, hvor kommunikationsarbejdet ud fra en vision om en verden fri for tortur består af formidling og fortalervirksomhed. Men en kommunikationsstrategi er ikke i sig selv en garanti for en heldig profilering. Det måtte RCT erkende, da vi i forsommeren 2006 endte i en mediestorm, efter at, dagbladet BT offentliggjorde nogle meget høje regninger fra centret. Som beskrevet i RCT-NYT, september 2006, var der naturligvis en årsag hertil. Men vi måtte indse rigtigheden i den gamle kommunikationsregel om, at en sag, der ikke nemt kan forklares, ikke bør forsvares. I andre tilfælde har vi erfaret, at det kan være svært i nyhedsstrømmen at bryde igennem med omtale af ph.d.-afhandlinger eller forskningspublikationer, mens det er lettere at få genlyd, hvis der er et element af aktualitet eller nyhed. Fra informationskampagne til lobbyarbejde Fortalervirksomhed er i sig selv et neutralt begreb det er ikke et mål i sig selv, men snarere en strategi til at opnå forandring. En fortalervirksomhedskampagne består af mange forskellige aktiviteter: fra produktion af informationsmateriale, over bevidstgørelse og pressearbejde til netværksskabelse og lobbyarbejde over for parlamentsmedlemmer eller andre beslutningstagere. Fortalervirksomhed bør være uafhængig af partipolitik. Alliancedannelser med ligesindede organisationer kan være vigtige instrumenter ikke alene som netværk, men tillige for aktivt at styrke fortalervirksomhedens gennemslagskraft. RCT arbejder sammen med partnere og andre organisationer for at fremme en værdibaseret politisk proces, som bekæmper og forebygger tortur og organiseret vold og det gøres erfaringsmæssigt bedst uafhængigt af enkelte politiske partier. RCT arbejder for at skabe en stærkere forbindelse mellem den globale lobbyarena og de problemer, som RCT, dets partnerorganisationer og alliancepartnere identificerer. Som en udenforstående part udfører RCT ikke selv direkte fortalervirksomhed i udviklingslandene, hvor vores partnere arbejder. Vores samarbejdspartnere laver fortalervirksomhed, men gerne med støtte og opbakning fra RCT. Det gælder f.eks. kampagner for at få ratificeret Tillægsprotokollen til FNs Konvention mod tortur. RCT mener, at en reel forandringsproces skal udspringe fra de berørte selv. Information og oplysning har sammen med formidling af forskning - befolkningen bredt eller enkelte faggrupper som målgruppe. Mens informations- og oplysningsarbejde oftest drejer sig om nøgternt at informere og sprede oplysning om tortur, dens omfang og form, tillige med viden om konventioner og forbuddet mod tortur, er fortalervirksomhed ofte mere vidtgående. Fortalervirksomhed handler om at øve indflydelse på de magtfulde; typisk politikere, eller embedsmænd, når det gælder spørgsmål og problemer, som vedrører udsatte grupper af befolkningen eller fremme af menneskerettigheder. WWW.RCT.DK 11
FOKUSOMRÅDE: FORSKNING OG DOKUMENTATION Forskning - et våben i kampen mod tortur Edith Montgomery, leder af Forskningsafdelingen RCT har siden starten i 1982 lagt vægt på, at tortur og organiseret vold (TOV) skal bekæmpes med viden. En særskilt forskningsafdeling blev først etableret i 1999 med Edith Montgomery som styrmand, dog uden besætning til at begynde med. Men i takt med, at forskning har fået stadig højere prioritet i RCT, er forskningskapaciteten vokset år for år. Styringsredskabet er forskningsstrategien fra 2005. Ifølge den skal RCTs forskning bidrage til at udvikle kvaliteten og effekten af interventioner inden for områderne Rehabilitering og Forebyggelse. Det sker ved at udvikle og udbrede viden om TOV (forekomst, årsager og konsekvenser) og om de rehabiliterende og forebyggende interventioner, der er rettet direkte mod torturoverlevere og udøvere. Befolkninger og fællesskaber Forskningen på RCT har siden 2005 været organiseret i klyngerne Rehabilitering og Forebyggelse. I 2006 blev endnu en forskningsklynge oprettet: Befolkninger og fællesskaber, som etablerer et tættere samarbejde mellem samfunds- og sundhedsvidenskabelige forskere, der undersøger følgerne af TOV og udvikler interventioner, primært i Syd. Projektet The Political Economy of Victimhood retter sig mod behovet for at kunne sammenligne og evaluere effekterne af især psykosociale interventioner. Det monitorerer og analyserer mødet mellem konfliktramte befolkninger og professionelle inden for det mentale sundhedsområde med henblik på at afdække mekanismerne i disse interventioner og nå frem til generelle indikatorer for succes. På den baggrund undersøgte seniorforskerne Henrik Rønsbo og Steffen Jensen gennem feltarbejde i henholdsvis Guatemala og Sydafrika i 2006, hvordan mennesker i forskellige samfund håndterer sygdom og kriser. Studierne viser en radikal forskel på, hvordan mennesker med ellers ensartede livsforløb (krig, flugt, ophold i lejre) håndterer kriser og sygdom, hvilket problematiserer gængse interventioner. Feltarbejdet sigter mod en dybere forståelse af, hvordan forskningsindsatser og konkret intervention gensidigt kan bidrage til hinanden. Aktionsforskningsprojektet Inddragelse, deltagelse og samarbejde i forebyggelse af ungdomskriminalitet og -vold blev afsluttet i 2006. Projektet udviklede og testede en communitybaseret metodemodel, som viste sig at nedbryde gensidige fjendebilleder og styrke tilliden mellem familier og det professionelle netværk. Metodemodellen er beskrevet i rapporten Mod en fælles indsats Netværksarbejde til forebyggelse af ungdomskriminalitet i traumatiserede flygtningefamilier. På grundlag af de gode erfaringer vil projektet forsøges videreført i 2007. Forebyggelsesforskning Forebyggelsesforskningen fokuserer dels på personer, der er berøvet deres frihed, dels på de institutioner og netværk, der udøver TOV, f.eks. fængsler, selvtægtsgrupper og paramilitære grupper. Forskning i voldsudøversiden har bl.a. været rettet mod selvtægtsgrupper og unge mænd i militser i henholdsvis Guinea Bissau og Sydafrika samt detentionspraksis i Sierra Leone. Den har bidraget til vores viden om voldsforebyggelse ved at klarlægge nogle af de underliggende positioner og processer, der spiller ind på menneskers mobilisering og remobilisering. Antropolog Helene Risør fik bevilget et ph.d.-projekt om selvbestaltede sikkerhedspatruljer i Bolivia og grænsedragningen mellem kategorierne offer og gerningsmand, orden og uorden. Studiet kan øge forståelsen af ordensskabende processer. 18. 22. september organiserede RCT i samarbejde med Roskilde Universitetscenter (RUC) et internationalt seminar for forskere og praktikere med titlen Reforming State Violence in Transitional Societies. Hensigten var at belyse modsætningsforhold mellem forskellige aktører, der arbejder inden for området. Seminaret afdækkede, at det egentlige modsætningsforhold findes mellem forskere og praktikere på den ene side og policy makers på den anden. Mens forskere og praktikere har fælles erfaringer med at omsætte deres viden til praksis, medtænker policy makers ikke altid lokale og andre faktorers indflydelse på de forskellige interventioner, men går i stedet efter at udvikle universelle standarder. Derfor bør der fokuseres på at bygge bro mellem de to grupper af aktører. På baggrund af seminaret publiceres ud over en rapport, udsendt i februar 2007, en antologi, som yderligere vil styrke det vigtige fokus på institutioner og netværk, som udøver vold. Rehabiliteringsforskning Arbejdet under denne strategi videreudvikler viden om kroniske smerter og smertebehandling samt forskning i kronisk stress og højere hjernefunktioner. 12 RCT ÅRSBERETNING 2006
Unge militsmænd i Guinea-Bissau. (Foto: Henrik Vigh) Fangeregister i et fængsel i Sierra Leone (Foto: Andrew M. Jefferson) Læge Dorte Reff Olsen forsvarede i september sin ph.d.-afhandling Prevalent pain in refugees previously exposed to torture, baseret på to forløbsundersøgelser, som viser, at op til to årtier efter tortur lider ofrene stadig af smerte. Afhandlingen konkluderer, at kronisk smerte hos torturoverlevere må forstås som et samspil mellem bio-fysiologiske og psykosociale fænomener. Rehabiliteringen må som konsekvens heraf være mangesidet og tilbagevendende. Fysioterapeut Karen Prip påbegyndte en ph.d. om følgerne af falanga-tortur, slag under fødder. Formålet er at beskrive de fysiske og psykologiske konsekvenser af falanga, analysere mekanismer for kronisk smerte, og observere og analysere begrænsninger i aktivitet efter falanga. Studiet kan bidrage til at udvikle rehabiliteringsmetoder, som kan forbedre torturoverleveres aktivitetsniveau og livssituation. Læge Daniel Merrick indledte et ph.d.-forløb om udviklingen af kliniske indikatorer for monitorering af smerterehabilitering tilpasset ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health) på baggrund af en omfattende svensk smertedatabase. Dokumentation Dokumentationscentret har i 2006 udskiftet sit databasesystem med et tidssvarende integreret bibliotekssystem. Dermed har man nu via hjemmesiden direkte adgang til fulde dokumenter. Skiftet har allerede i sidste del af 2006 resulteret i et øget antal henvendelser fra eksterne brugere, hvilket var et af de primære formål. Forskningsindsatser i 2006 Befolkninger og fællesskaber Sven Arvid Birkeland: Langtidsfølger af tysk tortur under besættelsen Lotte Buch: Vold som kønnet og kønsskabende i Gaza striben Stine Finne Jacobsen: Social elendighed, livelihood og netværker blandt internt fordrevne i Colombia Mette Louise Johansen, Tina Mouritsen og Edith Montgomery: Inddragelse, deltagelse og samarbejde i forebyggelse af ungdomskriminalitet og vold Edith Montgomery: Psykisk tilstand hos - og integration af unge flygtninge fra Mellemøsten Henrik Rønsbo: Volds indflydelse på socialog kønsidentitet i Latinamerika og psykosociale indsatser i fællesskaber Henrik Rønsbo, Lotte Buch: Den oplevede effekt af gruppeterapi for mænd på RCT Henrik Rønsbo, Steffen Jensen: Ofrets historier Opbygning af fællesskaber, sammenhæng, tillid og social inklusion Rehabilitering Daniel Merrick: Monitorering af rehabiliteringsprogrammer Dorte Reff Olsen: Prævalent smerte hos flygtninge tidligere udsat for tortur Ann L. Persson: Mekanismer for smerte efter TOV og kliniske studier af terapier for funktionsforstyrrelser Kamilla Portala: Biologiske forandringer i hjernen efter traumatiske oplevelser Karen Prip: Klinisk evaluering af symptomer efter falanga Bengt H. Sjölund: Mekanismer for kronisk smerte - Instrumenter og principper for evaluering af rehabilitering Forebyggelse Andrew Jefferson: Statslig og ikke-statslig detentionspraksis i post-konflikt Sierra Leone Steffen Jensen: Statslig og ikke-statslig detentionspraksis i Sydafrika Helene Risør: Sikkerhedspatruljer og social orden i El Alto, Bolivia Henrik Vigh: Ungdom, migration og konflikt i Vestafrika WWW.RCT.DK 13