Et spil om anerkendelse

DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Et spil om anerkendelse En analyse af sygeplejerskernes rolle i sygehusansatte social- og sundhedsassistenters anerkendelsesstrategier Gry Grundtvig og Dorthe Stenbæk Hansen Nr. 258/2009 Projekt- & Karrierevejledningen

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 258/2009 Et spil om anerkendelse En analyse af sygeplejerskernes rolle i sygehusansatte socialog sundhedsassistenters anerkendelsesstrategier Gry Grundtvig og Dorthe Stenbæk Hansen ISSN: 1339-5367 ISBN: 9788791536298 Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade 5 1014 København K 35 32 30 99 www.samf.ku.dk/pkv pkv@samf.ku.dk

Et spil om anerkendelse - en analyse af sygeplejerskernes rolle i sygehusansatte social- og sundhedsassistenters anerkendelsesstrategier Jeg hørte to sygeplejerskestuderende, sådan nogle unge tøser, der sad der og reflekterede sammen, om det der med at møøøde en patient og snakkede om noget med at vaske, og de der tanker de havde om det. Jeg sad sådan og tænkte hold kæft mand, hvad er det for en planet de er på Hans, social- og sundhedsassistent Kandidatafhandling 2009 Sociologisk Institut, Københavns Universitet Gry Grundtvig og Dorte Stenbæk Hansen Vejleder: Charlotte Baarts

INDHOLDSFORTEGNELSE DEL I INDLEDNING... 5 Kapitel 1 Social- og sundhedsassistenter i sygehusvæsenet... 5 1.1 Formål og fokus... 7 1.1.1 Afklarende i forhold til problemformuleringen... 8 1.1.2 Anden forskning på området... 9 1.1.3 Læsevejledning... 11 1.2 Genstandsfelt: Social- og sundhedsassistenter på sygehuse... 12 1.2.1 Social- og sundhedsassistenterne og plejefaget... 12 1.2.2 Social- og sundhedsassistenterne i sygehusvæsenet... 13 DEL II UNDERSØGELSENS DESIGN... 15 Kapitel 2 Teori og metodologi... 15 2.1 Anerkendelse som analysebærende begreb... 15 2.1.1 Individets behov for anerkendelse gennem arbejde... 16 2.1.2 Retfærdige anerkendelseskampe... 17 2.1.3 Pierre Bourdieu og anerkendelse... 18 2.1.4 Honneth og Bourdieu to forskellige tilgange til anerkendelse... 19 2.2 Metodologi: Et socialkonstruktivistisk udgangspunkt... 20 2.2.1 Socialkonstruktivisme med et normativt sigte... 21 2.3 Forforståelse og vores rolle i fokusgrupperne... 22 Kapitel 3 Metode... 25 3.1 Fokusgruppemetoden... 25 3.2 Forberedelse af fokusgrupperne: Rekruttering og sampling... 27 3.2.1 Anonymisering og en etisk udfordring... 27 3.2.2 Rekruttering gennem nøglepersoner og kriterier for samplingen... 28 3.3 Gennemførelse af fokusgrupperne... 30 3.3.1 Emne- og spørgeguide samt moderation... 30 3.3.2 Øvelser og artikeludsnit... 32 3.3.3 Deltagelse i fokusgrupperne... 33 3.3.4 Gruppesammensætning og setting... 34 3.4 Databehandling og analysestrategi... 35 3.4.1 Praktisk tilgang til empirien... 35 3.4.2 Et socialkonstruktivistisk blik for anerkendelse og kategoritilhørighed... 36 DEL III ANALYSE... 39 Kapitel 4 Udvikling i arbejdet gennem udvidede opgaver... 41

4.1 Anerkendelse gennem tilslutning og distancering... 41 4.1.1 Almindelige assistenter og os... 41 4.1.2 Vi er ikke sygeplejerskernes (syge)hjælpere... 42 4.1.3 Distancering til sygehjælperen... 44 4.1.4 Sidestilling med sygeplejersken... 44 4.2 To opgavekategorier... 46 4.2.1 To typer af opgaver to praksisser... 46 4.2.2 Vaske-sjaske opgaver eller stuegang... 48 4.2.3 Anerkendelse gennem et udfordrende og underholdende arbejde... 50 4.2.4 Pleje eller behandling... 52 4.3 Hvad med dem der aldrig må gå stuegang?... 53 4.3.1 Giv os nu lov til noget mere!... 53 4.3.2 Diskussion: Vindere og tabere... 54 4.4 Opsamling... 56 Kapitel 5 Et spil efter reglerne... 57 5.1 Kamp om de anerkendelsesværdige opgaver... 57 5.1.1 Opgaverne er til forhandling... 57 5.1.2 Feltet som et spil... 59 5.1.3 Kamp og sans for spillet... 61 5.1.4 Grænserne for feltet... 62 5.1.5 Billedet er ikke entydigt... 63 5.2 Praksis i opgavefordelingen... 64 5.2.1 Opgør med titler og faggrænser i opgavefordelingen... 64 5.2.2 En indsocialiseret praksis... 66 5.3 Midlertidig anerkendelse... 68 5.3.1 Fratagelse af arbejdsopgaver en krænkelse... 68 5.3.2 Fra krænkelse til selvforstærkende kamp om de udvidede opgaver... 70 5.3.3 Sygeplejerskernes rolle i social- og sundhedsassistenters udviklingsmuligheder... 71 5.3.4 Sygeplejerskerne beskytter deres arbejdsområde... 73 5.4 Patientens behov og behovet for en fleksibel arbejdskraft... 74 5.4.1 Presset af deres position sidst i opgavekæden... 74 5.4.2 Patienten eller anerkendelse... 76 5.4.3 Sygehusvæsenets behov for en fleksibel arbejdskraft... 78 5.4.4 Diskussion: Faste eller flydende grænser?... 79 5.5 Opsamling... 82 Kapitel 6 Et spil om reglerne... 84 6.1 Distancering fra sygeplejerskernes teoretiske fokus... 84 6.1.1 Teorien eller patienten... 84 3

6.1.2 Omskrivning af den symbolske kapital og to konstruktioner af sygeplejersken... 86 6.1.3 En anvendelsesorienteret forståelse af teori... 89 6.2 Manglende gensidig anerkendelse... 90 6.2.1 Det usynlige arbejde på kontoret... 91 6.2.2 Behovet for gensidig forståelse og anerkendelse... 93 6.2.3 Gensidig anerkendelse på sygehus C... 94 6.2.4 Bourdieus og Honneths forskellige bidrag... 95 6.3 Opsamling... 96 DEL IV KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING... 98 Kapitel 7 Konklusion... 98 7.1 Afhandlingens udgangspunkt... 98 7.1.1 Afhandlingens fokus... 98 7.1.2 Honneths normativitet og socialkonstruktivismen ved Bourdieu... 99 7.1.3 Fokusgrupper som metodesnit... 100 7.2 Undersøgelsens fund... 101 7.2.1 To overordnede anerkendelsesstrategier... 101 7.2.2 Konsekvenser ved social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier... 103 7.3 Undersøgelsens rækkevidde... 106 7.3.1 Konklusionernes rækkevidde og troværdighed... 106 7.3.2 Afhandlingens teoretiske rækkevidde... 108 Kapitel 8 Perspektivering overenskomstkonflikten i 08... 111 ABSTRACT... 114 LITTERATUR... 117 4

DEL I INDLEDNING Kapitel 1 Social- og sundhedsassistenter i sygehusvæsenet Et godt arbejdsliv betragtes i dag som afhængigt af mulighederne for at blive anerkendt på arbejdspladsen. Anerkendelse er i det hele taget blevet et centralt og aktuelt begreb i arbejdslivet såvel som i samfundet, hvor der eksisterer en forståelse af, at alle generationer, faggrupper og befolkningsgrupper har ret til og behov for anerkendelse. Imidlertid er arbejdslivet i dag centreret om forandring samt fleksible og omstillingsparate medarbejdere og processer, hvilket bevirker, at der ikke er nogen definitive definitioner af, hvilke præstationer der giver anerkendelse. Det betyder, at medarbejderne hele tiden er på jagt efter nye mål og præstationer, der kan give anerkendelse (Jacobsen & Willig 2008: 7-12). Men anerkendelse betragtes ikke kun som væsentligt for det enkelte individ som medarbejder. Anerkendelse af medarbejderne er også centralt for et godt samarbejde på arbejdspladsen, et godt arbejdsmiljø og derigennem for fastholdelse af medarbejderne og kvaliteten i ydelserne. I en artikel i Ugebrevet A4 lyder det: Hvis ikke der er en fornuftig anerkendelseskultur på arbejdspladsen, kan det gå alvorligt ud over de ansattes arbejdsmiljø, og for virksomhederne kan det blive lige så katastrofalt, [idet det bliver] svært at fastholde arbejdskraften (Birkemose 2007). Undersøgelsen bag artiklen viser, at over halvdelen af de adspurgte ville bidrage med mere i arbejdet, hvis de fik mere anerkendelse. Således kan anerkendelse kobles sammen med både arbejdsmiljø, fastholdelse af medarbejdere og kvaliteten i de opgaver, der løses. Den samme placering af anerkendelse som centralt i arbejdet er at finde i arbejdsmiljøsamarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter, hvor der er fokus på anerkendelse gennem redskaber og pjecer til arbejdspladserne med overskrifter som Styrk jeres trivsel gennem anerkendelse og Anerkendende toner i arbejdsmiljøet (Branchearbejdsmiljørådet 2009). Med udgangspunkt i denne sammenhæng mellem anerkendelse og arbejde, finder vi det aktuelt at se på sygehusvæsenets udfordringer med mangel på arbejdskraft i et anerkendelsesperspektiv. I de seneste år har sygehusvæsenet og organiseringen af sygehusvæsenet været på alles læber. Det skyldes bl.a., at det danske samfund står over for en udfordring i kraft af især mangel på sygeplejersker 1 (Folketinget 2007; Madsen 2006). Og udfordringen ser ikke ud til at være midlertidig den demografiske udvikling kræver fortsat større behov for en effektiv sundhedssektor, og optaget på sygeplejerske- 1 Der er også stor mangel på andre faggrupper inden for sygehusvæsenet, fx læger og lægesekretærer (Arbejdsmarkedsstyrelsen 1999). 5

uddannelsen har i en årrække været faldende (DSR 2008; Teknologisk Institut 2007: 9, 60). En af de mulige løsninger på problemet er at lade social- og sundhedsassistenter 2 varetage flere af sygeplejerskernes opgaver. Det betyder, at social- og sundhedsassistenterne får en mere central rolle i sygehusvæsenet, og at de rent kvantitativt kommer til at fylde mere på afdelingerne på de danske sygehuse 3. Social- og sundhedsassistenterne er stadig en lille gruppe inden for sygehusvæsenet, idet faggruppen udgør 6 % af alle sygehusansatte (Teknologisk Institut 2007: 29-30). Imidlertid tyder manglen på sygeplejersker og social- og sundhedsassistenternes rolle i løsningen af dette problem på, at antallet af social- og sundhedsassistenter vil stige. Antager vi, at social- og sundhedsassistenterne bliver flere på sygehusene og samtidig kommer til at varetage flere af de opgaver, der traditionelt set har været sygeplejerskernes, finder vi det vigtigt at sætte fokus på, hvordan denne gruppe søger anerkendelse, og hvordan deres muligheder for anerkendelse er i sygehusvæsenet. For at sikre et godt arbejdsmiljø og derigennem bidrage til en fastholdelse af sygehusvæsenets kvalificerede arbejdskraft er det væsentlig at skabe viden om, hvordan social- og sundhedsassistenterne søger anerkendelse, og dermed hvilke anerkendelsesstrategier denne gruppe tager med ind i en kompleks og for velfærdssystemet vigtig organisation som sygehusvæsenet. Det seneste år har der i flere tilfælde været fokus på anerkendelse af social- og sundhedsassistenter. Både overenskomstkonflikten på det offentlige område i foråret 2008, hvor det overordnede fokus var højere løn, og indførelsen af autorisation til social- og sundhedsassistenterne i efteråret 2008 blev skrevet ind i en anerkendelseskontekst (Vind Jensen 2008; Sommer 2008). Imidlertid har der primært været fokus på anerkendelse af gruppen i sådanne politiske og offentlige sammenhænge. Vi mener samtidig, at det er vigtigt at sætte fokus på social- og sundhedsassistenternes anerkendelse i dagligdagen, idet anerkendelse på dette område er centralt for medarbejdernes arbejdsglæde og indsats. Inden for vores begrebsverden betyder det at blive anerkendt for sit arbejde, at de kompetencer, den enkelte er i besiddelse af, og de præstationer, den enkelte bidrager med til arbejdspladsen, bliver anerkendt som værdifulde og uundværlige. Således er anerkendelse i hverdagen et væsentligt element i det at blive anerkendt for sit arbejde, og vi har derfor en antagelse om, at social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier kommer til udtryk gennem den måde, de fremstiller 2 Der er her tale om social- og sundhedsassistenter frem for social- og sundhedshjælperne, fordi hjælperne på nuværende tidspunkt stort set ikke er til stede i sygehusvæsenet. I april 2008 var der 166 hjælpere i hele den regionale del af sundhedssektoren (FLD 2008). Der er dog en mindre stigning over de sidste par år, og det er sandsynligt, at de kommer til at spille en større rolle i sygehusvæsenet i fremtiden. 3 Denne mulige udvikling afhænger naturligvis af, at der er social- og sundhedsassistenter nok. Der er fra 2007 til 2008 sket en stigning i optaget på social- og sundhedsassistentuddannelsen, måske på grund af indførelsen af voksenelevløn (FOA 2008a). 6

sig selv og deres hverdag på. Det er disse strategier og deres konsekvenser for gruppen selv og for den arbejdsmæssige og organisatoriske hverdag, de indgår i, vi finder væsentlige at skabe viden om. Vi skriver os med ovenstående ind i debatten om sygehusvæsenets mangel på arbejdskraft, og vi placerer afhandlingen centralt i et anerkendelsesperspektiv på arbejde. Derved ønsker vi at skabe viden, som kan være brugbar i forhold til at etablere en velfungerende organisering af arbejdet mellem social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, hvor de implicerede faggrupper samarbejder og respekterer hinanden, således at de hver især bliver anerkendt for det stykke arbejde, de bidrager med, og de personer, de er i kraft af deres arbejde. 1.1 Formål og fokus På baggrund af en forventning om at social- og sundhedsassistenterne kommer til at spille en større rolle i sygehusvæsenet samt med udgangspunkt i et anerkendelsesperspektiv på arbejde og arbejdsliv, ønsker vi at bidrage med viden om sygehusansatte social- og sundhedsassistenters anerkendelsesstrategier. Idet social- og sundhedsassistenterne arbejder tæt sammen med andre faggrupper i hverdagen og er en del af en større organisatorisk sammenhæng, er det vigtigt, at deres anerkendelsesstrategier sættes i relation til gruppens arbejdsmæssige og organisatoriske hverdag. Vi vil derfor undersøge følgende: Hvilken rolle spiller sygeplejerskerne i sygehusansatte social- og sundhedsassistenters anerkendelsesstrategier, og hvilke konsekvenser har disse strategier for social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesmuligheder og for den arbejdsmæssige og organisatoriske hverdag, de indgår i? Problemformuleringen operationaliseres i analysen på følgende måde: For det første ser vi efter de fremstillinger, som social- og sundhedsassistenterne skaber af sig selv, deres arbejde og sygeplejerskerne, som et udtryk for social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier. For det andet har vi blik for, hvorfor social- og sundhedsassistenterne søger anerkendelse på den måde, vi finder i empirien, og dermed hvad der ligger til grund for, at social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier har det pågældende udtryk. 7

Endelig undersøger vi, hvilke konsekvenser social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier har. Ud over at være positivt for social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesmuligheder har vi en formodning om, at det udtryk, som social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier har, ligeledes kan have negative konsekvenser for social- og sundhedsassistenterne samt den arbejdsmæssige og organisatoriske hverdag, de indgår i. Undersøgelsen udarbejdes med en socialkonstruktivistisk analysetilgang, hvor vi indsamler empiri gennem fokusgrupper med social- og sundhedsassistenter ansat på sygehuse. Overordnet benytter vi os af henholdsvis Axel Honneths og Pierre Bourdieus teoriapparater til at analysere, diskutere og problematisere de fremstillinger, som socialog sundhedsassistenterne skaber i et anerkendelsesperspektiv. I supplement til Honneth og Bourdieu finder vi det desuden relevant at inddrage elementer fra Zygmunt Baumans teori om det senmoderne arbejde og fra Michel Foucaults governmentalityteori. De to sidstnævnte teoretiske bidrag er ikke centrale for selve udgangspunktet for analysen og vil derfor ikke blive præsenteret forud for deres anvendelse. 1.1.1 Afklarende i forhold til problemformuleringen Som problemformuleringen anviser, er begrebet anerkendelsesstrategi centralt i afhandlingen. Begrebet er inspireret af Bourdieus ikke-intentionelle strategibegreb, som han beskriver således: Strategi ( ) [er] opretholdelsen af en praksis med en orientering, der hverken er bevidst og kalkuleret eller mekanisk determineret, men som snarere er resultatet af en æresans, dvs. en sans for det særlige spil, der giver ære (Bourdieu 2006: 57). Brugen af strategi(er) i afhandlingen skal således forstås som ikke-intentionelle handlinger og som handlinger baseret på indsocialiserede forståelser af, hvad der giver anerkendelse. I afhandlingen bruger vi ligeledes vendingen søgen efter anerkendelse, når vi taler om de fremstillinger, social- og sundhedsassistenterne skaber, og som vi identificerer som udtryk for anerkendelsesstrategier. Betegnelsen arbejdsmæssige og organisatoriske hverdag, som anvendes i problemformuleringen er udtryk for, at vi ønsker at beskæftige os med de konsekvenser af socialog sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier, der påvirker forhold, der både relateres til det konkrete arbejde de udfører og den organisatoriske sammenhæng de indgår i, fra samarbejdet på den enkelte afdeling til behovet i sygehusvæsenet som helhed. 8

Som det ses af problemformuleringen er social- og sundhedsassistenternes forhold til sygeplejerskerne centralt i nærværende afhandling. Årsagen til dette fokus er, at det i det indsamlede datamateriale har været tydeligt, at sygeplejerskerne spiller en stor rolle i social- og sundhedsassistenternes fremstillinger. Idet vi er gået til genstandsfeltet med et eksplorativt udgangspunkt, har det været muligt og vigtigt for os at lade empirien styre, og således har vi justeret undersøgelsens fokus efter det, vi fandt centralt og forundrende i empirien. 1.1.2 Anden forskning på området Overordnet er social- og sundhedsassistenterne en relativ uudforsket faggruppe. Det gælder særligt den gruppe, der er ansat på sygehuse. Der er igangsat og gennemført en lang række forsknings- og udviklingsprojekter om fx sygefravær, fysisk arbejdsmiljø, psykosocialt arbejdsmiljø, arbejdets organisering, brugerinddragelse og håndhygiejne, hvor social- og sundhedsassistenterne er i centrum. Særligt er projekter om arbejdsmiljø og arbejdets organisering mange, og de har ofte til hensigt at styrke fastholdelse og rekruttering af social- og sundhedsassistenter. Imidlertid gennemføres størstedelen af disse projekter i primærsektoren (den kommunale hjemmehjælp og ældrepleje) (Teknologisk Institut 2007; NFA 2009; Videncenter på Ældreområdet 2009). Vores afhandling lægger sig på mange områder op af disse projekter, idet vi undersøger social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier med udgangspunkt i, at et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne anerkendes, skaber bedre muligheder for fastholdelse og rekruttering af kvalificeret personale, der er med til at kvalitetssikre de opgaver, der udføres. Omvendt sætter vores undersøgelse fokus på sygehusansatte social- og sundhedsassistenter, som er et område, hvor vi stort set ikke har fundet noget forskning. Enkelte projekter omfatter dog social- og sundhedsassistenter på sygehuse, men de er få, og de er typisk knyttet til kompetenceudvikling og arbejdsprocesser og er som sådan mere udviklingsprojekter end egentlig forskning. De er typisk afgrænset og initieret af bestemte hospitaler, og de omhandler sjældent kun social- og sundhedsassistenter, men fokuserer på en afdeling, et afsnit eller bestemte arbejdsprocesser (fx SUS 2009; Personaleweb 2009). Den forskning, der er relevant for eller inddrager de hospitalsansatte social- og sundhedsassistenter, tager et patientperspektiv, sætter fokus på kommunikation eller omhandler fx sårpleje, elektronisk medicindosering eller andre former for arbejdspraksisser og initiativer oftest med sygeplejerskerne i fokus (se fx DSI 2009). På den måde findes der med undtagelse af en survey, som Fag og Arbejde (FOA) foretog i 2007, kun meget begrænset forskning, der berører social- og sundhedsassistenterne og deres rolle på sygehusene (FOA 2007a). 9

Vi har ikke fundet egentlig forskning i, hvordan faggruppen søger anerkendelse hverken i primær- eller i sekundærsektoren. Som nævnt har der været fokus på anerkendelse af social- og sundhedsassistenter i forbindelse med konflikten ved overenskomstforhandlingerne i 2008 samt i forhold til autorisationen af social- og sundhedsassistenterne. Men debatten foregår primært på et politisk niveau. Vi mener, at der er behov for at supplere med viden om social- og sundhedsassistenternes egne strategier for anerkendelse i relation til deres faglighed i arbejdet med patienterne og samarbejdet med især sygeplejerskerne. Grundet den begrænsede forskning om social- og sundhedsassistenter beskæftiget på sygehuse lader vi os inspirere af forskning, der på anden vis har et fokus, som vi lægger os op ad. Vi vil her kort skrive os op imod to forskningsstudier, der har været med til at inspirere os. Vi henter bl.a. inspiration fra lektor i professionalisering Katrin Hjorts studier af relationsprofessioner, idet hendes studier indeholder begrebet professionsbestræbelser. Selvom relationsprofessioner som sygeplejersker og lærere i traditionel professionsteoretisk forstand ikke kan betegnes som professioner, finder Hjort, at begge grupper stræber mod at styrke deres indflydelse samt udbygge det vidensgrundlag, deres arbejde bygger på. Begrebet professionsbestræbelse indikerer således, at der er tale om en aktiv handling mod et mål. Ligeledes beskriver hun, hvordan disse bestræbelser bl.a. vedrører relationer til andre faggrupper og den enkeltes forståelse af sig selv og sit arbejde. Hjorts undersøgelser omhandler en professionaliseringsproces og ligger derfor inden for et andet forskningsfelt end nærværende undersøgelse (Hjort 2005: 9-10). Imidlertid lader vi os inspirere af Hjorts undersøgelser, idet hun beskæftiger sig med faggruppers bestræbelser på at udvide deres arbejdsfelt og få mere status i samfundet. Derudover lader vi os inspirere og særligt forundre af sociologen Rasmus Antofts ph.d. afhandling om magt og forhandlinger i interprofessionelle relationer i forbindelse med håndtering af demenspatienter. Der er tale om relationer, hvor sygeplejersker og læger skal samarbejde om en fælles arbejdsopgave på tværs af fagprofessionelle grænser og organisatoriske forankringer. Antoft finder imod sin forventning, at de uenigheder og afvisninger samt den utilfredshed, der opstår mellem faggrupperne, ikke kommer til udtryk som åbne og uløselige konflikter eller destruktive magtspil. Således erfarer han en hverdagspraksis, der er præget af fagideologiske kampe, men ikke en slagmark, hvor der kæmpes om opnåelse, fastholdelse og udvidelse af social position, organiseret autonomi, rettigheder og privilegier (Antoft 2005). Disse resultater finder vi forundrende ligesom Antoft selv, og vi lader os særligt inspirere af hans fokus på samarbejdet mellem forskellige faggrupper. 10

Megen af den forskning og mange af de projekter, der gennemføres, er således centreret omkring social- og sundhedsassistenter i primærsektoren og om arbejdsmiljø og arbejdets organisering. Vores bidrag skiller sig ud, idet vi for det første anlægger et anerkendelsesperspektiv på social- og sundhedsassistenternes arbejde og arbejdsrelationer, og for det andet beskæftiger os med social- og sundhedsassistenter ansat på sygehuse. Af denne grund har vi ladet os inspirere af forskning, der ikke direkte omhandler social- og sundhedsassistenter. 1.1.3 Læsevejledning Afhandlingen falder i fire dele. I denne indledende første del (del I) er det formålet at anspore afhandlingens formål og bidrag og placere afhandlingen i en debat om manglen på arbejdskraft i sygehusvæsenet samt i et anerkendelsesperspektiv. Dertil er det hensigten at placere afhandlingen i relation til tidligere relevante forsknings- og udviklingsprojekter samt præsentere afhandlingens genstandsfelt. I afhandlingens del II vil vi gøre rede for, diskutere samt reflektere over undersøgelsens udgangspunkt og design i relation til teori, metodologi og metode. Del II består af kapitel 2 og 3. Mens kapitel 2 omhandler afhandlingens teoretiske anerkendelsesperspektiv ved Axel Honneth og Pierre Bourdieu og afhandlingens videnskabsteoretiske tilgang, omhandler kapitel 3 fokusgruppen som dataindsamlingsmetode samt undersøgelsens praktiske gennemførelse. Del III er afhandlingens analyse og falder i tre kapitler. I analysen identificerer vi to overordnede anerkendelsesstrategier, hvor sygeplejerskerne spiller en central rolle. Kapitel 4 og 5 beskæftiger sig med den ene, mens kapitel 6 stiller skarpt på den anden. I analysekapitlerne undersøger vi, hvordan anerkendelsesstrategierne og de tilhørende delstrategier kommer til udtryk og hvilke forklarende baggrundsfaktorer, der ligger til grund for disse udtryk. Ligeledes undersøger vi, hvilke konsekvenser anerkendelsesstrategiernes udtryk har i forhold til social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesmuligheder og for den arbejdsmæssige og organisatoriske hverdag, de indgår i. I del IV runder vi opgaven af med et konkluderende kapitel (7) og et perspektiverende kapitel (8). I kapitel 7 reflekterer vi over de teoretiske, metodologiske og metodemæssige valg samt konkluderer på undersøgelsens fund og disses rækkevidde og udsigelseskraft. I del IV søger vi ligeledes at hæve blikket fra det afgrænsede fokus i afhandlingen ved i 11

kapitel 8 at perspektivere anerkendelse og social- og sundhedsassistenter i relation til den overenskomstkonflikt, der rasede på det offentlige område i foråret 2008. 1.2 Genstandsfelt: Social- og sundhedsassistenter på sygehuse I nærværende afhandling har vi valgt at beskæftige os med social- og sundhedsassistenter ansat på sygehuse. Vi finder det derfor relevant kort at beskrive, hvad der karakteriserer denne faggruppe og den struktur og organisering, som faggruppen indgår i på sygehusene. 1.2.1 Social- og sundhedsassistenterne og plejefaget Frem til 1960 erne består plejefaget på sygehusene udelukkende af sygeplejersker. Men på grund af sygeplejerskemangel bliver der i 1960 erne etableret en sygehjælperuddannelse (Moos et al. 2004: 143-176). Tanken bag sygehjælperuddannelsen var at skabe en gruppe, der skulle varetage de mindre komplicerede opgaver for at aflaste sygeplejerskerne, og sygehjælperne blev defineret som hjælpere til sygeplejerskerne (Valentin Hansen 2008). Anderledes ser det imidlertid ud for social- og sundhedsassistentuddannelsen, som bl.a. erstattede sygehjælperuddannelsen i 1991. I bekendtgørelsen om uddannelsen står der, at de selvstændigt kan varetage en række opgaver, og en optegnelse fra Teknologisk Institut af de opgaver, som social- og sundhedsassistenterne varetager, vidner om, at social- og sundhedsassistenterne varetager langt flere og mere komplicerede opgaver, end det i hvert tilfælde var tiltænkt, at sygehjælperne skulle. Ifølge rapporten varetager social- og sundhedsassistenterne på tværs af afdelinger opgaver som fx personlig hygiejne, mobilisering af patienter, ernæring, observation af patienten, ansigt til ansigt omsorg samt præ- og postoperativ pleje. Dertil kommer en række opgaver, som afhænger meget af den type afdeling, som den enkelte social- og sundhedsassistent er ansat på. Her er fx tale om helhedspleje og insulingivning på de medicinske afdelinger og om IV-væsker og sårskift og -pleje på de ortopædkirurgiske afdelinger. Dertil kommer at flere går stuegang 4 på deres patienter, har kontakten til de pårørende og doserer medicin (Teknologisk Institut 2007: 71-73). Social- og sundhedsassistentuddannelsen blev etableret som en generalistuddannelse. Det gjorde den bl.a., fordi der var behov for en fleksibel og omstillingsparat arbejdskraft (Betænkning nr. 1180 1989: 11, 37). Af denne grund eksisterer der ikke udspecificerede retningslinjer for, hvad social- og sundhedsassistenter kan, må og skal. Med uddannelsen fulgte i stedet et notat fra det daværende Social- og Sundhedsministerium om, at det enkelte sygehus eller den enkelte afdeling selv skal definere, hvad grundlæggende 4 I en undersøgelse FOA har foretaget, svarer 54 % af de adspurgte social- og sundhedsassistenter, at de går stuegang (Teknologisk Institut 2007: 62). 12

sygepleje er, og dermed hvad social- og sundhedsassistenternes arbejdsområde er (Socialministeriet & Sundhedsministeriet 1991 5 ). Det har efter Undervisningsministeriets vurdering tilbage i 1996 skabt forvirring om hvad social- og sundhedsassistenterne er for en størrelse (Undervisningsministeriet 1996: 6-7). I dag er der stadig uenigheder om, hvilke kvalifikationer social- og sundhedsassistenterne er i besiddelse af, og dermed hvilke arbejdsopgaver de henholdsvis kan varetage selvstændigt og i samarbejde med andre. Således lægges der op til, at der kan opstå konflikter om, hvilke opgaver social- og sundhedsassistenterne kan og må varetage. En tendens der tydeligt kommer til udtryk i nærværende afhandling. 1.2.2 Social- og sundhedsassistenterne i sygehusvæsenet Social- og sundhedsassistenterne udgør som nævnt kun en mindre gruppe på hospitalerne, og der er to faggrupper, som er langt mere dominerende inden for sygehusvæsenet: lægerne og sygeplejerskerne. Lægerne dominerer behandlingen af patienterne, mens sygeplejerskerne dominerer plejen (Kragh Jespersen 2003: 371). Derudover opererer en lang række andre faggrupper som social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, plejere, rengøringsassistenter, ergoterapeuter, portører m.fl. inden for sygehusvæsenet. Disse er imidlertid ikke repræsenterede i samme omfang som lægerne og sygeplejerskerne, som udgør henholdsvis 14 og 45 % af alle ansatte på sygehuse (Teknologisk Institut 2007: 29). De to grupper er således de største på sygehusene, og de er også de to grupper, som socialog sundhedsassistenterne arbejder tæt sammen med. I takt med manglen på sygeplejersker er andelen af social- og sundhedsassistenter i sygehusvæsenet imidlertid stigende (Ibid:29-30). Således er der på nogle afdelinger en fordeling af social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker på to tredjedel sygeplejersker, mens der på andre afdelinger er en mere ligelig fordeling af social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker. Der er også eksempler på helt andre fordelinger: På en neurologisk afdeling på Bispebjerg hospital er der med undtagelse af afdelingssygeplejersken kun social- og sundhedsassistenter (FOA 2007b). Det er således forskelligt, hvordan opgaverne er fordelt mellem social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker på de forskellige sygehuse og afdelinger, og dermed hvilke opgaver henholdsvis sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne varetager. Ifølge den førnævnte rapport fra Teknologisk Institut går skillelinjen flere steder ved behandling af komplekse patienter 6, ved ustabile patientforløb og ved IV-medicin. Ligeledes er relationen mellem social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne typisk organiseret således, at social- og sundhedsassistenterne har et medansvar, mens sygeplejerskerne har 5 Sundhedsstyrelsen 1994. 6 Det bliver imidlertid ikke defineret, hvad denne betegnelse dækker. 13

det overordnede ansvar for kritisk syge patienter. Imidlertid har opgavefordelingen udviklet sig over tid og er stadig en igangværende proces, hvorfor social- og sundhedsassistenternes arbejds- og kompetenceområde fortsat vil ændre sig. Processen er desuden foranderlig i hverdagen, hvor fleksibiliteten i at lade opgaverne glide over til en anden faggruppe og tilbage igen benyttes. Det benævnes opgaveglidning, og det er blevet et centralt nøgleord i håndteringen af sygehusvæsenets mangel på arbejdskraft (Teknologisk Institut 2007: 59-62). Selvom vi i sygehusvæsenet i disse år i kraft af bl.a. opgaveglidning ser et opbrud i grænserne mellem de forskellige faggrupper, er sygehusvæsenet overordnet et rigidt system, hvor det er svært at skabe forandringer (Zeuthen Bentsen 2003). Både lægerne og sygeplejerskerne repræsenterer to faglige traditioner, der er stærkt institutionaliserede i sygehusvæsenets daglige praksisser. Derfor finder de to faggrupper det ofte svært at forene forandringer med deres faglige traditioner, og det bliver de mere velkendte professionelle praksisser, der prioriteres (Ibid: 401). Sygehusvæsenet har imidlertid fortsat behov for at skabe forandringer, idet der er brug for alternative løsninger til at imødekomme de vedvarende ressourceproblemer. Denne karakteristik giver ikke et fuldstændigt billede af, hvordan social- og sundhedsassistenternes uddannelse ser ud, og hvad deres arbejde på et sygehus indebærer, men den giver en forståelse af det genstandsfelt, som er aktuelt for afhandlingen. 14

DEL II UNDERSØGELSENS DESIGN I denne del er det formålet at redegøre for undersøgelsens design, som udgøres af et teoretisk, et metodologisk 7 og et metodisk udgangspunkt. De valg, der er truffet omkring teori, metodologi og metode, påvirker og danner rammerne for den empiri, vi indsamler, og den analyse, det er muligt at gennemføre, hvorfor det er vigtigt at gøre rede for disse elementer (Esmark et al. 2005: 7-14). Kapitel 2 Teori og metodologi I dette kapitel vil vi redegøre for undersøgelsens teoretiske og metodologiske udgangspunkt. Undersøgelsens metodiske udgangspunkt vil blive behandlet i kapitel 3. Det teoretiske udgangspunkt udgør de samfundsvidenskabelige teorier og analysebærende begreber, der er med til at skærpe blikket på empirien, mens metodologien drejer sig om det erkendelsesteoretiske udgangspunkt. I supplement vil vi i dette kapitel ligeledes gøre rede for vores forforståelse, idet denne også har en vis påvirkning på undersøgelsens udgangspunkt og resultater. 2.1 Anerkendelse som analysebærende begreb I nærværende undersøgelse af social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier er det væsentligste analysebærende begreb anerkendelse. Inden for den socialkonstruktivistiske tilgang, som vi tilkender os i afhandlingen, ses teorien som den eller de analysebærende begreber, der sætter rammerne for den empiri, det er muligt at indsamle og den analyse, det er muligt at gennemføre. Sagt med andre ord ser vi i empirien efter anerkendelse og påvirker med dette blik den empiri og de fund, som undersøgelsen kan resultere i (Esmark et al.2005: 9-14). Som Margaretha Järvinen skriver: ( ) er det umuligt at forestille sig en forskningsmæssig forståelse, der er upåvirket af teori. Empirisk interviewmateriale er altid formet af det forskningsprojekt, som har frembragt det (Järvinen 2005: 41). Det er ikke formålet at afvise eller bevise den pågældende teori, vi tager udgangspunkt i, men det er vigtigt at være opmærksom på, at de analysebærende begreber er med til at styre empiri og analyse. Det er i den forbindelse værd at have in mente, at et andet 7 Vi anvender inspireret af Esmark et al. hovedsageligt begrebet metodologi frem for videnskabsteori, for at understrege, at målet med, at tale om et videnskabsteoretisk udgangspunkt er, at forholde det til en konkret anvendelse i relation til forskningsprojektets udgangspunkt og muligheder (2005: 8). 15

teoretisk perspektiv og andre teoretiske begreber ville have givet andre resultater, og at det teoretiske udgangspunkt er et bevidst (fra)valg. Derfor vil vi i nærværende afsnit (2.1) redegøre for de to teoriapparater, der danner udgangspunkt for undersøgelsen (Esmark et al.2005: 9-14). En af de nyere teoretikere, der beskæftiger sig med anerkendelse, er den nulevende, socialfilosof Axel Honneth (Willig 2003: 8). Honneths teori om anerkendelse som et grundforhold i individets identitetsdannelse er med til at forme udgangspunktet for undersøgelsen og inddrages dels for at forklare, hvorfor mennesket søger anerkendelse, dels for at problematisere social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier og de situationer, hvor anerkendelse ikke er til stede. Ligeledes kan Honneths teori bidrage med en forståelse af sammenhængen mellem arbejde og anerkendelse, som er helt centralt for afhandlingen. For ligeledes at have øje for forholdet mellem social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker og for at sætte undersøgelsen ind i en praksisforståelse af anerkendelse, der åbner op for en empirisk undersøgelse, inddrager vi også den franske sociolog Pierre Bourdieu. Det er ikke hensigten at lade teorien styre undersøgelsen. Således er det de empiriske fund, der er udgangspunktet for undersøgelsen, mens teorierne inddrages med det formål at diskutere og problematisere de empiriske fund. Det empiriske fokus og teoriens mere sekundære rolle har en indvirkning på afhandlingens teoretiske rækkevidde i og med, at der er et begrænset rum for teoretisk refleksion og udvikling. Til gengæld giver tilgangen åbenhed og fleksibilitet over for empirien. Hvad teorianvendelsen yderligere betyder for undersøgelsens muligheder samler vi op på i det afsluttende kapitel i afsnit 7.3.2. 2.1.1 Individets behov for anerkendelse gennem arbejde Honneth ser anerkendelse som en forudsætning for, at individet er i stand til at udvikle sin identitet og svare på spørgsmålet: hvem er jeg? Han differentierer anerkendelsesbegrebet i tre sfærer 8, som skal forstås som trin i individets udvikling alle tre sfærer er imidlertid vigtige for at kunne have en positiv selvforståelse. I den første sfære skal individet have emotionel anerkendelse, som skabes af kærlighed fra nære relationer. Denne anerkendelsesdimension er med til at vedligeholde den fundamentale selvtillid i individet. Den anden sfære omhandler den retslige anerkendelse, hvor individet anerkendes i form af rettigheder. De universelle rettigheder, der følger af at være en del af et samfund, giver individet mulighed for at realisere sin autonomi. I den tredje sfære opnås den solidariske eller sociale anerkendelse. Her anerkendes individet af fællesskabet eller samfundet som en positiv bidragsyder til dettes helhed. I denne sfære anerkendes individet for sine 8 Privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære. 16

præstationer, hvorved individet begynder at værdsætte sig selv som et betydningsfuldt medlem af et fællesskab (Willig 2003: 12-17; Honneth 2003: 43, 46). I forbindelse med den tredje anerkendelsesdimension skriver Honneth at: anerkendelsen i vid udstrækning måles efter, hvilket bidrag personen har ydet til samfundet i form af et formelt organiseret arbejde (Honneth 2003: 43). En almindelig vej til social anerkendelse er således gennem arbejdet ifølge Honneth. Idet arbejdet er knyttet til den tredje anerkendelsessfære, afgrænser vi os i forhold til Honneths sfærer, idet vi kun forholder os til den tredje sfære. Afgrænsningen er væsentlig for afhandlingens dybdegående karakter, og en undersøgelse af social- og sundhedsassistenternes emotionelle og retslige anerkendelsessfære må således høre en anden afhandling til. 2.1.2 Retfærdige anerkendelseskampe Honneth har et normativt udgangspunkt for sin anerkendelsesteori og ønsker således at beskrive, hvordan verden bør være. I forbindelse med den sociale anerkendelse, som opnås i den tredje anerkendelsessfære, skriver Honneth: ( ) at ethvert medlem af et samfund, gennem en radikal åbning af den etiske værdihorisont, [skal sættes] i den situation, hvor hans præstationer og evner bliver anerkendt, sådan at han lærer at værdsætte sig selv (Ibid: 151). Honneth argumenterer således for, at der bør eksistere en gensidig anerkendelsesrelation for de præstationer, som individerne hver især bidrager med til samfundets succes. Men individet bliver ikke altid anerkendt for sit bidrag til fællesskabet. Det skyldes, at individerne kun har mulighed for at sætte pris på andre individers egenskaber og muligheder, hvis de inden for den kulturelt bestemte ramme kan være med til at realisere de fælles værdier. Honneth inddrager som eksempel, at det er den mandlige kulturs definition af hvad, der er værdifuldt, der er årsagen til, at husarbejde og børneopdragelse er handlingsopgaver, der historisk ikke er blevet betragtet som værdifuldt arbejde for samfundet. Det er derfor nødvendigt med en åbning af den etiske værdihorisont for at udvide det sociale anerkendelsesnet (Ibid: 151, 46). Idet anerkendelse er en forudsætning for, at individet kan udvikle sin identitet, oplever individet negative følelsesreaktioner og en uretsbevidsthed, når den anerkendelse, som identiteten stiller krav om, udebliver. Den manglende anerkendelse er personlighedstruende for individet, idet den opleves som en social foragt og en krænkelse. I tilfælde af krænkelse samler individerne sig i anerkendelsesfællesskaber, hvorfra de kæmper for den anerkendelse, der er en del af deres ontologiske retfærdighedsopfattelse. Subjekterne motiveres således til modstand og protest, når de føler sig krænkede, og det er disse 17

protester eller modstande, som Honneth kalder kampe for anerkendelse (Ibid: 37-38, 41). Begrebet anerkendelseskamp er relevant for nærværende afhandling, idet det er idéen om denne sociale handling med anerkendelse for øje, der ligger til grund for, at vi beskæftiger os med social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier. 2.1.3 Pierre Bourdieu og anerkendelse Vi vælger som sagt ligeledes at inddrage den franske sociolog Pierre Bourdieu i afhandlingen. Bourdieus teori kan bidrage til at forstå betydningen af det relationelle forhold, der eksisterer mellem social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne. Idet vores fokus i afhandlingen er centreret om dette forhold, vil Bourdieus teori spille en central rolle i analysen. Bourdieu søger at skabe et analytisk redskab til at analysere samfundets dominansforhold ud fra, hvorfor han opstiller en model for, hvilke relationelle positioner agenter indtager i forhold til hinanden (det sociale rum). I det sociale rum samler agenterne sig i smagsfællesskaber eller felter, hvor forskellige præferencer og ressourcer (kapital) gør sig gældende og har værdi (Bourdieu 2001: 21). Ligeledes mener Bourdieu, at det sociale rum med dets hierarkisering er et produkt af den socialisering, som forskellige agenter gennemgår i de tidlige år af deres liv (habitus). Bourdieu ser således ikke individet som et selvstændigt handlende subjekt, der handler ud fra bevidste intentioner, men som en agent, hvis handlinger og valg er bestemt af erhvervede dispositioner og ubevidste forståelser og opdelinger af verden (doxa) (Ibid: 181, 156-9, 214). Bourdieu benytter sig af en spilmetafor til at beskrive logikkerne inden for felterne. Vi finder spilmetaforen givtig i vores analyse, fordi den muliggør en forståelse af kampen om anerkendelse som et strategisk spil, hvor deltagerne spiller om en belønning enten inden for de gældende regler eller ud fra et forsøg på at ændre de gældende regler (Bourdieu & Wacquant 1996: 84-86). Vi vil ikke gå mere i dybden med Bourdieus teoriapparat, men i stedet skabe en forståelse af, hvordan disse centrale begreber i Bourdieus relationelle teori er anvendelige i undersøgelsen. Bourdieus beskæftiger sig ikke med anerkendelse som et transcendentalt behov hos individet, som det er tilfældet med Honneth. Han sætter i stedet ord på, at kampe om anerkendelse udgør en fundamental del af det sociale liv, og at den kapital, der er værdifuld i et givent felt (symbolsk kapital) kan ses som anerkendelseskapital: Allerede i mine tidlige redegørelser for æresbegrebet finder De nærmest alle de problemstillinger, der også beskæftiger mig i dag: Ideen om, at kampene om anerkendelse udgør en fundamental dimension af det sociale liv, at disse kampe drejer sig om at akkumulere en bestemt form for kapital, nemlig ære forstået som 18

ry og prestige, og at der dermed findes en bestemt logik for akkumulation af symbolsk kapital, dvs. en anerkendelses- og berømmelsesbaseret kapital (Bourdieu 2006: 57). På den baggrund mener vi at Bourdieus teori om positioner og kapitalformer også handler om anerkendelse. Kampene i det sociale rum er anerkendelseskampe, der dels handler om magten til at definere den symbolske kapital dels om at akkumulere den symbolske kapital. Således bliver anerkendelseskampene kampe om sociale felters interne magtstrukturer og om de sociale positioner i det sociale rum (Mathiesen & Willig 2006: 8, 12). I kraft af Bourdieus relationelle tilgang til det sociale skal anerkendelse hos Bourdieu ses i sammenhæng med det generelle styrkeforhold mellem positionerne i feltet og i forbindelse med de symbolske effekter, som de forskellige positioners kapitalkonfigurationer skaber, når de mødes i feltet. Hos Bourdieu skal anerkendelse således betragtes som en social dominansrelation mellem positioner i et givent felt. Det er dermed de agenter, der har den dominerende position i feltet, der anerkendes, hvorfor agenterne konstant kæmper om denne position (Bourdieu & Wacquant 1996: 88-89). Således har Bourdieus forståelse af anerkendelse et andet udgangspunkt end Honneths. Hvor Honneth tager udgangspunkt i, at individet kæmper for anerkendelse, når denne bliver krænket, tager Bourdieu udgangspunkt i agenternes konstante stræben efter de på ethvert tidspunkt mest anerkendelsesværdige kapitalformer. 2.1.4 Honneth og Bourdieu to forskellige tilgange til anerkendelse Honneth og Bourdieu adskiller sig på flere områder, når det gælder deres tilgang til anerkendelse. Bl.a. mener Bourdieu, at anerkendelse beror på, hvordan agenterne handler i konkrete situationer i et givent felt - forstået som kampe om den definitoriske magt. Honneth mener på den anden side, at anerkendelse beror på individets oplevelse heraf, hvorved han har fokus på subjektets og de sociale gruppers kampe for anerkendelse. Kriterierne for anerkendelse er således forskelligt. Hos Bourdieu konstituerer felterne kriterierne for agenternes anerkendelse, mens Honneth mener, at subjekterne erfarer uforløste moralske fordringer om anerkendelse (Mathiesen & Willig 2006: 21). Dermed fremgår endnu en relevant forskel på Honneth og Bourdieu. Honneth tilkender sig et subjektbegreb, mens Bourdieu anvender et agentbegreb. Med agentbegrebet indikerer Bourdieu sammenhængen med sit magtbegreb, hvor handlinger skal ses i relation til magt. Ligeledes placerer han sig med brug af agentbegrebet mellem et aktør- og et strukturperspektiv (Andersen et al. 2001: 11). For Bourdieu er agenten skabt af sociale relationer, og han skriver sig dermed væk fra forestillingen om det transcendentale subjekt. Honneth mener netop, at kampen om anerkendelse er et menneskeligt 19

grundvilkår, hvorved han mener, at den enkelte skal anerkendes for at blive et autonomt subjekt således forstår han subjektets behov for anerkendelse som noget på forhånd givet og transcendentalt (Mathiesen & Willig 2006: 18-19). Overordnet har Bourdieu et sociologisk og mere praksisorienteret blik på anerkendelse og betragter anerkendelsesbegrebet som en social relation mellem forskellige positioner og felter, der kæmper om retten til at fastsætte kriterierne for anerkendelse. Honneth derimod har et socialfilosofisk blik på begrebet og betragter dermed anerkendelseskampe, som kampe på et intersubjektivt niveau, hvor der kæmpes om gensidige anerkendelsesrelationer (Ibid: 8). For Bourdieu er anerkendelse således kontekst- og smagsafhængigt, mens det centrale i Honneths anerkendelsesbegreb er, at subjektet bør være genstand for et minimum af anerkendelse uafhængigt af kontekst og smag. Her bliver det tydeligt, hvad en kombination af de to teorier kan bidrage med til vores undersøgelse. Bourdieu betoner praksis og kontekstafhængighed, hvilket underbygger vores empiriske og kontekstnære fokus i undersøgelsen. Samtidig skærper Bourdieus fokus på det relationelle vores blik for social- og sundhedsassistenternes relation til sygeplejerskerne i et anerkendelsesperspektiv. Omvendt bidrager Honneth med et normativt udgangspunkt, som giver os mulighed for at forholde os til social- og sundhedsassistenternes anerkendelsesstrategier som både positive og negative i forhold til et mål om en arbejdsplads, hvor de implicerede faggrupper er genstand for anerkendelse. Således bruger vi de to teoretikere på forskellige niveauer i analysen. Bourdieu bliver brugt på et praksisniveau til at forklare og diskutere social- og sundhedsassistenternes handlingsorienterede fremstillinger. Honneth inddrages ligeledes forklarende i analysen, men vil primært blive brugt, grundet hans socialfilosofiske og normative udgangspunkt, problematiserende i forhold til den overordnede sammenhængskraft i samfundet. 2.2 Metodologi: Et socialkonstruktivistisk udgangspunkt Afhandlingens undersøgelse tager et erkendelsesteoretisk socialkonstruktivistisk udgangspunkt. I denne variant af socialkonstruktivismen er den videnskabelige og hverdagslige viden om den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed en konstruktion. Det betyder i vores anvendelse af socialkonstruktivismen ikke, at virkeligheden ikke eksisterer uden for det sociale, men at erkendelsen af virkeligheden er afhængig af det sociale (Rasborg 2004: 353; Wenneberg 2000: 18) 9. 9 Vi afgrænser os her fra at beskæftige os med socialkonstruktivismens forståelse af den fysiske virkelighed, og vi tager afstand fra den mere radikale ontologiske socialkonstruktivisme, der hævder at ikke bare den viden, vi har om, men også selve den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed, der er socialt konstrueret. 20

Den socialkonstruktivistiske tilgang udspringer af et ønske om at have blik for gruppen af social- og sundhedsassistenter på sygehuse som en social konstruktion. Ved at betragte gruppen af social- og sundhedsassistenter som en social konstruktion er der ingen endegyldig sandhed om gruppen, og vi er åbne over for, at social- og sundhedsassistenter på sygehuse er en kategori, der er konstrueret og hele tiden er i forandring og afhængig af den sociale og historiske kontekst, de indgår i. Det åbner op for, at social- og sundhedsassistenterne har mulighed for og interesse i at konstruere, hvad det vil sige at være social- og sundhedsassistent, hvilket er baggrunden for at se på social- og sundhedsassistenternes egne fremstillinger frem for eksempelvis mediernes fremstilling af gruppen 10. Vi anvender socialkonstruktivismen som en tilgang, der gør det muligt at forklare sociale fænomener med samfundsvidenskabelige metoder, der kan være med til at afslører hvilke magtstrukturer og forestillinger, der ligger bag de pågældende konstruktioner (Wenneberg 2000: 88-89). Det giver os mulighed for at pege på nogle af de elementer, der er med til at påvirke den måde, som social- og sundhedsassistenterne fremstiller sig selv på samt pege på, hvilke konstruktioner social- og sundhedsassistenterne skaber som et led i deres anerkendelsesstrategier. Samtidig har tilgangen også blik for de allerede etablerede strukturer eller konstruktioner, som social- og sundhedsassistenterne dels trækker på, dels søger at undvige, når de fremstiller sig selv og andre på en bestemt måde. Det giver os mulighed for at identificere, hvad der kendetegner de konstruktioner, de dels finder anvendelige i deres fremstilling, dels afskriver. På den baggrund skriver vi os ind i en forståelse, hvor den sociale virkelighed er afhængig af mulige og begrænsende strukturer på den ene side og et refleksivt subjekt på den anden side; et subjekt der har mulighed for at omdefinere og undgå visse strukturer, men samtidig er påvirket af de gældende strukturer i samfundet (Esmark et al. 2005: 10-11). 2.2.1 Socialkonstruktivisme med et normativt sigte I forhold til undersøgelsens metodologiske udgangspunkt er det ligeledes relevant at forholde sig til, hvordan henholdsvis Bourdieu og Honneth spiller sammen med det socialkonstruktivistiske udgangspunkt. Bourdieus teoretiske udgangspunkt lægger sig op af socialkonstruktivismen, som den kommer til udtryk hos Peter Berger & Thomas Luckmann, idet Bourdieu både mener, at de objektive strukturer påvirker agenterne, og at den sociale virkelighed er konstrueret af agenterne. Ligeledes mener han, at de kulturelle dispositioner skabes af det sociale, 10 Vi er bevidste om at der er sammenhæng mellem hvordan medier og til eksempel lovgivende tekster italesætter gruppen, og hvordan gruppen selv og andre opfatter social- og sundhedsassistenter. 21