SPORTSSEKTOREN ET NOTAT OM ØKONOMI, BESKÆFTIGELSE OG UDDANNELSE

SPORTSSEKTOREN ET NOTAT OM ØKONOMI, BESKÆFTIGELSE OG UDDANNELSE Notat udarbejdet til Rambøll Management, som for Fyns Amt har foretaget en kortlægning og regionaløkonomisk analyse af Sport, Idræt og Wellness på Sydfyn: Fyns Amt Sport, Idræt og Wellness. Oktober 2005. KNUD LARSEN CENTER FOR FORSKNING I IDRÆT, SUNDHED OG CIVILSAMFUND SYDDANSK UNIVERSITET Skælskør Landevej 28 4200 Slagelse www.cisc.sdu.dk SEPTEMBER 2005

1 INDHOLD 1. INTRODUKTION...2 2. SPORTSSEKTOREN SOM ERHVERVSØKONOMISK AKTIVITET...3 3. SPORTENS ØKONOMI...5 3. SPORTENS ARBEJDSMARKED...7 4. SPORTENS UDDANNELSESSYSTEM...9 REFERENCER:...11

2 1. INTRODUKTION Oplysningerne i dette notat bygger på materiale fra det såkaldte Vocasport-projekt, der er EUfinansieret projekt gennemført i 2004, med det formål af indsamle informationer og formulerer anbefalinger om sammenhængene mellem erhvervsuddannelser og beskæftigelsesmuligheder i sportssektorerne i EU's 25 medlemslande. Projektets rationale er at forøge beskæftigelsesmulighederne inden for sportssektoren gennem forbedring af de erhvervsmæssige uddannelses- og træningsmuligheder relateret til sektoren, idet effektiv og systematisk uddannelse og træning anses for en fundamental løftestang til at forøge beskæftigelsen i en stadig mere kompleks, globaliseret og kompetitiv europæisk sportsindustri. Mere præcist var sigtet med Vocasport-projektet: At tilvejebringe opdateret viden om omfanget og karakteren af arbejdsmarkedet inden for sports- og sportsrelaterede sektorer i Europa. At beskrive eksisterende erhvervsmæssige uddannelses- og træningsmuligheder i relation til sportssektoren i de 25 medlemslande. At identificere mulige europæiske fællestræk på området At evaluere de beskæftigelsesmæssige effekter af erhvervsmæssig uddannelse og træning på nationalt og europæiske niveau. At identificere mulige diskrepanser mellem uddannelses- og træningsprogrammer på den en side og sportssektorens behov på den anden. At formulere anbefalinger med henblik på at forbedre de erhvervsmæssige uddannelser rettet mod sportssektoren Rent praktisk er projektet gennemført på den måde, at der for hvert af de 25 medlemslande blev udarbejdet en national rapport omhandlende de ovenfor beskrevne elementer, samt en rapport for EU-området som helhed, der sammenfatter og sammenligner resultaterne fra de respektive nationale rapporter. Der er ikke tale om et egentlig forskningsprojekt, idet målet ikke var at producere ny viden, men derimod at indsamle og systematisere eksisterende oplysninger på området. Formålet med nærværende notat er at beskrive økonomi, beskæftigelse og uddannelser rettet mod sportssektoren i Danmark, samt i et vist omfang at sammenligne danske forhold med situationen i de øvrige EU-medlemslande. Med mindre andet eksplicit er anført, bygger fremstillingen på rapporterne Vocational Education and Training Related to Sport in Denmark (Knud Larsen, 2004), og Vocational Education and Training in the Field of Sport in the European Union: Situation, Trends and Outlook (DG Education and Culture, 2004)

3 2. SPORTSSEKTOREN SOM ERHVERVSØKONOMISK AKTIVITET De aktiviteter, der er direkte og indirekte relateret til sportssektoren, er vist i nedenstående Figur 1. Figur 1. Sportsbranchen centrale og perifere aktiviteter. Forudgående aktiviteter O pførelse af idræ tsanlæ g F rem stillin g af sp o rtsartik ler Salg af sportsartikler "K erne-om rådet" Sportsudøvelse, organisering og ledelse af sp o rtsfaciliteter M edicin, fysioterapi, S p o rtstu rism e, sp o rtsjo u rn alistik E fterfølgen d e aktiviteter Kerne-området omfatter de tjenesteydelser, der hænger direkte sammen med sportsudøvelsen, dvs. selve organiseringen af sportsudøvelsen (tjenesteydelser leveret af idrætsforeninger/sportsklubber, indgår som et væsentligt element i denne kategori) samt tilvejebringelse af anlæg og faciliteter. Disse aktiviteter er meget forskelligartede (selvstændige professionelle sportsfolk; sportsklubber; erhvervsvirksomheder, der leverer kommercielle idrætslige tjenesteydelser mm.). Inden for denne overordnede kategori kan der skelnes mellem fire underkategorier: Den professionelle sport eller showsportsindustrien. Konkurrencesporten, der udgør et af de traditionelle elementer i den organiserede foreningsidræt. Fritidssporten (motionsidrætten) omfatter alle de aktiviteter, der foregår dels i foreningsregi, dels i kommercielle virksomheder, men også under helt uorganiserede former enten i naturen eller på anlæg, hvortil der er offentlig adgang, med eller uden entrébetaling og lign.

4 Socialsporten er den form for sport/idræt, der udøves af befolkningsgrupper med særlige behov eller problemer: ældre, mennesker med handicap, socialt udstødte, etniske mindretal mm. De forudgående og efterfølgende aktiviteter er endnu mere heterogene end de aktiviteter, der er placeret i kerne-området, fordi de både omfatter industri, handel, uddannelse og transport mm. Disse aktiviteter berører næsten alle større områder inden for samfundsøkonomien, og kan derfor vanskeligt vurderes isoleret som sportsspecifikke aktiviteter. Her skal derfor blot nævnes nogle af de vigtigste områder: Virksomheder, der har specialiseret sig i opførelse af stadions, idrætsanlæg, sportshaller, svømmehaller, golfbaner mm. Producenter af sportsudstyr og sportsartikler og de dertil knyttet distributionsvirksomheder. Sportsrelaterede medievirksomheder (fjernsynskanaler, aviser, magasiner og blade mm., der omhandler sportsudøvernes aktiviteter) Uddannelsessektoren, der både omfatter den almindelige idrætsundervisning på alle niveauer i uddannelsessystemet og uddannelse af professionelle på sportsområdet (fra udøvere til instruktører, trænere mv.). Den offentlige sektors sportsrelaterede aktiviteter (fx kommunale idrætskonsulenter) Sundhedssektoren, herunder virksomheder, som har specialiseret sig inden for sporten, fx sportsklinikker og behandlingsfaciliteter for sportsudøvere: fysioterapeuter, genoptræningscentre mm. Der kunne naturligvis nævnes mange andre eksempler på forudgående og efterfølgende aktiviteter, uden at det alligevel ville dække alle de virksomheder og aktiviteter, der på en eller anden måde har tilknytning til sport og idræt, fx rejsebureauer, producenter af sportsrelaterede kosttilskud og lign.

5 3. SPORTENS ØKONOMI Der findes ikke ret meget information om sportens og de sportsrelaterede sektorers økonomiske betydning i Danmark. Det mest sammenfattende estimat findes i rapporten Sport i TV (Konkurrencestyrelsen, 1999), hvori den økonomiske aktivitet, der direkte og indirekte er knyttet til sporten, anslås til at udgøre ca. 10 milliarder kroner eller ca. 1 pct. af BNP. På EU-plan anslås det, at den sportsrelaterede økonomiske aktivitet i gennemsnit udgør ca. 1.6 pct. af BNP, og at den i visse medlemslande når op på ca. 2.5 pct. af BNP. Der findes kun få tilgængelige oplysninger om antallet af virksomheder, som opererer inden for sportssektoren. Det er dog muligt at opgøre antallet af momsregistrerede virksomheder i kerneområdet og dele af de sportsrelaterede sektorer, samt udviklingen heri fra 1993 til 1999, på grundlag af offentliggjorte data fra Danmark Statistisk (www.statistikbanken.dk ). Tabel 1. Antallet af virksomheder i sportssektoren og visse sportsrelaterede sektorer. Sportsanlæg og sportsklubber Sportsinstruktører, trænere mv. Sportssektoren (NACE 92.6) Produktion af sportsudstyr (NACE 36.4) Sportsforretninger (detailhandel) (NACE 52.4845) Sol-, helse- og fitnesscentre (NACE 93.04) 1993 1996 1999 2.889 852 3.741 65 900 614 2.907 758 3.665 59 875 551 3.066 775 3.841 Kilde: Egne beregninger baseret på data fra Statistikbanken. Virksomheder, som har været inaktive hele året, er ikke medtaget i opgørelsen. Som det fremgår af Tabel 1, er antallet af momsregistrerede sportsanlæg og klubber steget pænt gennem perioden, mens antallet af momsregistrerede (det vil sige selvstændige) instruktører og trænere er gået noget tilbage. Der er også blevet markant færre producenter af sportsudstyr, mens antallet af sportsforretninger er forblevet relativt konstant. Antallet af sol- helse- og fitnesscentre falder en del i midten af 1990-erne, men stiger så igen til et væsentligt højere niveau i 1999. Der findes ingen sammenlignelige opgørelser over antallet af momsregistrerede virksomheder fra andre medlemslande eller for EU-området som helhed. Da (store dele af ) den danske sportssektor er domineret af ikke-markedsbaserede aktører, kan udviklingen i udbuddet af sportsaktiviteter formentlig bedre illustreres ved antallet af forskellige sportsfaciliteter, end ved antallet af momsregistrerede virksomheder. Som det ses af Tabel 2, har der været en betydelig vækst i antallet af sportsfaciliteter i Danmark gennem de seneste par årtier. Bortset fodboldbaner og skydeanlæg er der blevet flere af alle typer af anlæg, ikke mindst tennisbaner, sportshaller og golfbaner. 50 893 643

6 Tabel 2. Antallet af sportsfaciliteter i Danmark. Sportshaller (min. 20x40 meter) Andre sportshaller (inklusive gymnastiksale) Svømmehaller og andre svømmeanlæg Fodboldbaner (min. 45x90 meter) Tennisbaner Atletikstadions Skydeanlæg Golfbaner Bowling-haller Squash-anlæg Lystbådehavne Kilde: * Bøje, Eichberg 1993, ** Lokale- og Anlægsfonden. 1983* 1992* 2001** 1.107 1.239 1.383 2.792 2.863 412 467 5.343 5.117 1.234 2.026 2.207 267 338 1.013 792 111 214 55 120 121 165 261 291

7 3. SPORTENS ARBEJDSMARKED Der findes ingen tilgængelige dataserier eller studier, som beskriver kvantiteten og kvaliteten af beskæftigelsen i sportssektoren og de sportsrelaterede sektorer i Danmark. I forbindelse med Vocasport-projektet har Danmarks Statistik dog stillet enkelte oplysninger til rådighed. På baggrund af data fra fire arbejdsstyrkeundersøgelser gennemført i 2000, anslår Danmarks Statistik at omkring 13.000 personer har deres hovedbeskæftigelse i aktiviteter inden for sportssektorens kerne-område (NACE 92.6). Af disse er ca. 5.000 beskæftiget som sportsudøvere, sportsinstruktører, trænere mv. (ISCO 3475). Til sammenligning var der i 1998 ca. 12.600 personer, som havde deres hovedbeskæftigelse inden for sportssektoren. Fra 1998 til 2000 har der således været en vækst i beskæftigelsen på ca. 1.5 pct. om året. De 13.000 personer, der havde deres hovedbeskæftigelse inden for sportssektoren i 2000, svarer til ca. 0,46 pct. af den samlede arbejdsstyrke i Danmark. Figur 2. Andel af arbejdsstyrken i forskellige EU-lande, der har der hovedbeskæftigelse i sportssektorens kerne-område (NACE 92.6) England Irland Sverige Malta Holland Cypern Danmark Finland Østrig Frankrig Letland Spanien Belgien Tjekkiet Tyskland Litauen Portugal Luxemborg Grækenland Italien Slovakiet 0,63 0,6 0,52 0,51 0,5 0,46 0,44 0,41 0,37 0,36 0,35 0,33 0,32 0,29 0,25 0,24 0,23 0,21 0,18 0,16 0,94 0 0,2 0,4 0,6 0,8 1 Sammenlignet med andre EU-lande har Danmark dermed en relativ høj andel af beskæftigede inden for sportssektoren. Som det fremgår af Figur 2, er England det EU-land hvor relativt flest har deres hovedbeskæftigelse inden for området, hvilket formentlig afspejler det forhold, at sportssektoren i

8 England i langt højere grad er markedsbaseret end tilfældet er i Danmark, hvor det frivillige arbejde spiller en altafgørende rolle. Der findes som nævnt ingen opgørelse over hvor mange personer, der i Danmark er beskæftiget inden for sportssektorens mange forskellige fagområder. På baggrund af oplysninger indhentet fra de respektive specialforbund (fx Dansk Boldspil-Union) og faglige organisationer (fx PGA- Danmark), kan man dog få et indtryk af sammensætningen af det danske sportsarbejdsmarked. Som det fremgår af Tabel 3, er det især inden for holdsport at der findes mange professionelle idrætsudøvere. I 2004 var der således ca. 300 fuldtidsprofessionelle fodboldspillere og ca. 650 deltidsbeskæftigede. Hertil kommer et ukendt antal, der har fodboldspillet som bibeskæftigelse. Tabel 3. Antallet af professionelle idrætsudøvere i forskellige sportsgrene, 2004. Fuldtidsbeskæftiget Deltidsbeskæftiget I alt Fodbold Håndbold (2001) Ishockey Basketball Individuelle sportsgrene Kilde: De respektive specialforbund 300? 80 40 15 Det er derimod inden for individuelle idrætsgrene som ridning, golf og dans, at man finder mange fuldtidsbeskæftigede instruktører. Som det ses af Tabel 4, er der således væsentlig flere der arbejder som professionelle golfinstruktører end som professionelle fodbold- og håndboldtrænere. Dette hænger sandsynligvis sammen med historiske traditioner og med det forhold at instruktører og trænere i den danske idrætssektor i langt overvejende grad er frivillige og ellers udfører sådanne hvervs om bibeskæftigelse. Tabel 4. Antallet af fuldtidsbeskæftigede instruktører/trænere i forskellige sportsgrene, 2004. Fuldtidsbeskæftiget Træner inden for holdsport Golfinstruktør Ride-instruktør, berider Danse-instruktør, danselærer Træner inden for andre individuelle sportsgrene Kilde: De respektive faglige organisationer. I helse- og fitnessindustrien må der også formodes at være relativt mange, der er beskæftiget som instruktører og vejledere, men der findes ingen opgørelser herover, og på grund af konkurrencehensyn har det ikke været muligt at få udleveret oplysninger herom fra de respektive kæder mv. Da antallet af kommercielle fitnesscentre er vokset fra ca. 180 i 1992 til ca. 300 i 2004, må det dog antages, at beskæftigelsesniveauet er steget væsentligt inden for dette område gennem de senere år. 650?? 10? 50 180 200 160 20 950 574? 50?

9 4. SPORTENS UDDANNELSESSYSTEM I det danske idræts- og uddannelsessystem er forholdet mellem sporten på den ene side og erhvervsmæssig uddannelse og træning på den anden - i hvert fald indtil for nylig - næsten udelukkende blevet opfattet som et spørgsmål om at sikre aktive elitesportsudøvere muligheder for at skabe sig en civil uddannelse sideløbende med deres sportskarrierer, således at de er i stand til at sikre sig fodfæste på det ordinære arbejdsmarked, når de afslutter deres sportslige løbebane. Forskning på området har således tydeligt demonstreret, at kun er et meget begrænset antal udøvere af elitesport og professionel sport, har været i stand til at etablere sig i sportsfeltet som trænere, sportschefer, managere mm. efter at de har afslutter deres karrierer som aktive udøvere (Munk, 1998). Støtte til civil uddannelse har følgelig fået meget høj prioritet i elitesportsinstitutionen Team Danmarks strategier for talentudvikling, og mange professionelle sportsklubber ikke mindst inden for håndbold - har opmuntret deres spillere til også at satse på at få en almindelig uddannelse sideløbende med deres sportslige aktiviteter (Nielsen m.fl., 2002). Som konsekvens af denne synsvinkel på sammenhængen mellem sport og uddannelse, og på grund af tilstedeværelsen af en meget stærk amatør-ideologi og frivillighedskultur i idrætssystemet, er det noget relativt nyt at betragte sporten som en egentlig samfundsøkonomisk sektor, der har behov for specifikke erhvervsuddannelser for at kunne realisere sit beskæftigelsespotentiale. Dette viser sig blandt andet ved et næsten totalt fravær af kortlægninger af allerede eksisterende sportsrelaterede uddannelsesmuligheder, endsige egentlige undersøgelser af deres omfang og kvaliteter vis á vis sportssystemets behov for uddannet arbejdskraft. For så vidt det overhovedet er relevant at anvende begrebet det danske sportsuddannelsessystem, så er det i lighed med idrætssystemet som sådan generelt karakteriseret af en meget høj grad af decentralisering og af mange forskellige uafhængige aktører og institutioner. Det eksisterende uddannelsessystem relateret til sportssektoren kan følgelig beskrives som et meget diversificeret og komplekst netværk af uddannelsesprogrammer, der er initieret nede-fra-og-op på mange forskellige niveauer og i mange forskellige institutionelle sammenhænge i såvel idrætssystemet som sådan, som i det ordinære uddannelsessystem. De vigtigste udbydere af uddannelser relateret til sportssektoren er utvivlsomt sportsorganisationer og specialforbund på nationalt og regionalt niveau. Hvert år deltager omkring 70-80.000 personer således i kurser eller programmer, der kvalificerer dem til at være ledere, trænere og instruktører på alle niveauer i idrætssystemet, fra helt basale grundkurser til uddannelser på niveau 4 i det såkaldte ENSSEE-system (dvs. et fælleseuropæiske kvalifikationssystem initieret af The European Network of Sport Science, Education and Employment ), der er det højest uddannelsesniveau, som det for tiden er muligt at kvalificere sig til i Danmark. Generelt er der ikke nogen klar skillelinje mellem programmer, som sigter på at kvalificere personer til frivilligt arbejde i sportsklubber og organisationer, og programmer som sigter på lønnet arbejde i sportssektoren. Der er således mange eksempler på trænere med de højeste træneruddannelser, der fungerer som frivillige trænere i fx fodbold- og håndboldklubber, og der er omvendt også enkelte professionelle trænere, som ikke har nogen formel træneruddannelse. I det danske idrætssystem er der således ikke noget krav om at man skal have en bestemt uddannelse for at fungere som træner, hvad enten det er som frivillig eller professionel. Ikke-sportsspecifikke offentlige uddannelsesinstitutioner som universiteter, seminarier og handelshøjskoler mv. spiller også en vigtig rolle som udbydere af uddannelsesprogrammer relateret til sportssektoren. Der er en lang tradition for obligatorisk idrætsundervisning i såvel folkeskolen

10 som gymnasiet, hvilket naturligvis forudsætter uddannelse af gymnastik- og idrætslærere. For så vidt det drejer sig om folkeskolelærere opnås uddannelsen som idrætslærer på et af landets mange lærerseminarier, mens idrætslærere i gymnasiet uddannes på universiteterne. Der er for tiden tre universiteter (Københavns Universitet, Århus Universitet og syddansk Universitet) som tilbyder uddannelser som idrætslærer i gymnasiet. På alle tre universiteter kan man desuden tage såvel en bachelor- som en kandidatgrad i idræt, men der findes så vidt vides ingen dokumentation for hvilke job disse kandidater efterfølgende besætter. På Københavns Universitet er det desuden muligt at tage en toårig Master-uddannelse i Idræt og velfærd, som sigter på ansættelse som idrætskonsulent i idrætsorganisationer og i kommuner mv. Endelig udbyder Syddansk Universitet i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark en etårig uddannelse som Diplom-træner. Randers Handelshøjskole udbyder desuden to toårige uddannelsesforløb som henholdsvis Fitness og wellness manager og som Sport og event manager. Endelige kan man på flere lærer- og pædagogseminarier tage en etårig diplomuddannelse som idrætspædagog. Flere af sportens faglige/professionelle organisationer udbyder også uddannelser som kvalificerer til ansættelse som professionel træner/instruktør i sportssektoren. PGA-Denmark (Pro Golf Association of Denmark) tilbyder således en treårig lærlingeuddannelse som professionel golfinstruktør. Dansk Rideinstruktør Forening organiserer en treårig uddannelse som professionel rideinstruktør og en femårig uddannelse som professionel berider. Foreningen De Danske Danseskoler organiserer tre uddannelser som danseinstruktør med sigte på ansættelse i private danseskoler: en toårig uddannelse som danseinstruktør i standard og latinamerikanske danse, en etårig uddannelse i sportsdans og en etårig uddannelse i såkaldte specialfag. Der findes desuden et antal private virksomheder og uddannelsesinstitutioner i sportssektoren, som tilbyder forskellige uddannelser. De fleste af de kommercielle fitnesskæder (eksempelvis Equinox, S.A.T.S, Finess.dk og Form og Figur ) har således deres egne uddannelsesprogrammer, hvor man uddanner instruktører og vejledere af forskellig art. Det kræves i de fleste tilfælde at man har taget disse uddannelser (som eleven selv betaler for at få), hvis man vil ansættes i de pågældende virksomheder. Dertil kommer et par private gymnastikinstitutter (Godvedskolen og Paul Petersens Idrætsinstitut), der tilbyder henholdsvis en toårig uddannelse som bevægelsespædagog og en etårig uddannelse som idrætslærer. Endelig har højskoler traditionelt spillet en væsentlig rolle som udbydere af uddannelse og træning rettet mod den frivillige idrætssektor. I de senere år er flere højskoler imidlertid også begyndt at udbyde uddannelsesforløb rettet mod at kvalificere eleverne til ansættelse som professionelle instruktører og trænere inden for forskellige områder at idrætssektoren. Der findes ingen samlet oversigt over de uddannelsestilbud som findes i den såkaldte uformelle uddannelsessektor, men eksempelvis Ålborg Sportshøjskole udbyder for tiden seks forskellige 38-ugers uddannelser som instruktør/træner i henholdsvis fitness, aerobic, styrketræning, svømning, badminton og håndbold. Disse uddannelser er tilrettelagt i samarbejde med relevante specialforbund mv. og er i øvrigt udformet i overensstemmelse med kravene i den såkaldte European Rinck Convention, der er en fælles europæisk uddannelsesstandard på idrætsområdet.

11 Sammenfattende kan man sige, at der endnu ikke eksisterer et sportens uddannelsessystem i Danmark, hvis man med det mener et formaliseret, sammenhængende og reguleret system af erhvervsmæssige uddannelser, som kvalificerer til ansættelse som professionel leder, træner, instruktør mv. i sportssektoren. På den anden side er der en lang tradition for at uddanne til frivilligt arbejde i foreningssektoren og til erhvervsarbejde som idrætslærer i folkeskoler og gymnasier. Samtidig er der ingen tvivl om, at der i de senere år er blevet etableret stadig flere uddannelsestilbud, som sigter på at kvalificere kandidaterne til at bestride en bred vifte af jobfunktioner i sektoren. REFERENCER: Bøje, C. og Eichberg, H.: Idrættens tredje vej om idrætten i kulturpolitikken. Klim, 1994 Munk, M.D.: Livsbaner gennem et felt. En analyse af eliteidrætsudøveres sociale mobilitet og rekonversioner af kapital i det sociale rum. Lunds Universitet, 1998. Nielsen, K. et al: Kontraktspillere i fodbold og håndbold. Undersøgelse af sociale, uddannelsesmæssige og sportslige vilkår for danske kontraktspillere. Team Danmark, 2002.