Job- og personprofil Økonomichef Hillerød Kommune
1. Indledning Hillerød Kommune søger en ny økonomichef, og kommunen har bedt Genitor ApS om at bistå i forbindelse med ansættelsesprocessen. Denne job- og personprofil er udarbejdet af Genitor ApS, og den vil blive anvendt til at: 1. Sikre en fælles forståelsesramme mellem Hillerød Kommune og Genitor ApS i forhold til stillingen og profilen for den nye økonomichef. 2. Give kandidater, som er interesserede, uddybende materiale i forhold til stillingen. 3. Vurdere kandidaternes kvalifikationer og egnethed i forhold til stillingens indhold, de formulerede krav og forventninger til den nye økonomichef. Job- og personprofilen er udarbejdet på grundlag af samtaler med udvalgte nøglepersoner og på grundlag af foreliggende skriftligt materiale om kommunen. Spørgsmål til profilen kan rettes til direktør Lars Mørk, Hillerød Kommune på tlf.: 7232 1000 eller til partner i Genitor Henning Meldgaard Nielsen på tlf.: 3141 0563. 2. Hillerød Kommune Hillerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland og er regionshovedstad for hovedstadsregionen. Kommunen har knap 50.000 indbyggere og frem mod 2025 forventes en befolkningsvækst på ca. 10%. Kommunen er meget alsidig med Hillerød bys rige handels- og kulturliv og med en række stærke lokalsamfund og store naturoplevelser. Kommunen har udviklet sig rigtig meget de sidste år. Der er sket en kraftig udbygning med nye bolig- og erhvervsområder, og i eksisterende byområder er der opført nyt byggeri og skabt nye spændende funktioner og byrum. Nu er kommunen i gang med at udvikle en helt ny bydel Favrholm, der udvider byens areal med ¼, og som blandt andet omfatter et nyt sygehus og en ny S-station. Kommunen står dermed overfor helt unikke udfordringer på det økonomiske område. Kommunens service overfor borgerne skal udvikles inden for en snæver driftsøkonomi, og samtidig skal der skabes råderum til meget store investeringer i ambitiøse udviklingsprojekter som eksempelvis Favrholm. Nogle af hovedpunkterne i det vedtagne budget for 2015 er følgende: Penge til udvikling af den nye bydel Favrholm. Nye renoveringsopgaver på flere af kommunens skoler. Midler til udvikling af bymidten i Hillerød og til trafikale forbedringer. Besparelser på administrationen, og generelle besparelser på 2 % på kommunens serviceområder og yderligere 0,5% fra 2016. 2
Yderligere information om kommunens budget- og regnskab kan ses på kommunens hjemmeside www.hillerod.dk, hvor der også er oplysninger om kommunens politiske organisering og ledelse. Den administrative organisation i Hillerød Kommune illustreres i organisationsdiagrammet nedenfor, og der lægges vægt på, at organisationen fungerer som en enhedsforvaltning. Hillerød Kommunes ledelsesgrundlag og værdigrundlag samt De 10 trædesten fremgår sidst i job- og personprofilen. Alle dele er meget centrale afsæt for ledelsesudøvelsen i Hillerød Kommune. Der lægges således vægt på, at værdierne leves, og at de ikke blot er tillærte. 3. Økonomiafdelingen Økonomiafdelingen indgår som illustreret ovenfor i direktør Lars Mørks direktørområde. Afdelingen er normeret 25 stillinger samt økonomichefen, og den er organiseret i fire teams: Budget og Analyse (11 stillinger) Indkøb (4 stillinger) Opus team (4 stillinger) Regnskab (6 stillinger) 3
De to første team ledes af henholdsvis en sektionsleder og indkøbschef (begge med personaleansvar). Opus team ledes af en teamleder dog uden personaleansvar. Regnskabsteamet fungerer uden teamleder. Økonomiafdelingen er en central økonomifunktion, der varetager både konsulentfunktioner og controllerfunktioner i forhold til andre fagafdelinger og decentrale institutioner. Afdelingen opleves indefra som kompetent og samarbejdsmæssig velfungerende. Økonomichefen skal via en meget stram økonomistyring være med at håndtere de økonomiske udfordringer, der er beskrevet ovenfor. Med det udgangspunkt, at der er styr på tallene vil nogle af de mere konkrete opgaver være at: Implementere en ny økonomisk politik, der er under udarbejdelse. Fortsætte implementeringen og anvendelsen af KMD OPUS. Udvikle og benytte benchmarking til identificering af effektiviseringspotentialer. Udvikle afdelingens analysekapacitet. Sikre en ensartet og højt kvalificeret konsulentunderstøttelse af afdelinger og decentrale enheder. Sikre en fortsat kompetenceudvikling af afdelingens medarbejdere. 4. Kvalifikationer Som økonomichef leder du Økonomiafdelingen med reference til direktør Lars Mørk. Du fungerer som rådgiver for Økonomiudvalget og direktionen, og du skal være med til at sikre fagafdelinger og decentrale institutioner en gennemskuelig, forudseende og koordineret understøttelse af deres drift. Som økonomichef indgår du desuden i Strategisk Lederforum med direktionen og afdelingschefer. Hillerød Kommune forventer, at den nye økonomichef: Er en rigtig dygtig økonom; har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse og har arbejdet med økonomi som fagområde. Har et godt kendskab til kommunal økonomistyring og ved, hvad der er god økonomistyring i kommunerne. Har erfaring som faglig leder på økonomiområdet. Er en god personaleleder. Er robust og evner at håndtere krydspres; evner at stå fast, når det er nødvendigt og er svær at slå ud af kurs. Er analytisk stærk; er hurtig til at sætte sig ind i nyt stof og i stand til at håndtere stor kompleksitet. Kan gå i dybden, når det er nødvendigt uden at miste overblikket. Har gode kommunikative evner og kan formidle det, der er kompliceret på en klar og tydelig måde (både skriftligt og mundtligt). Er tillidsvækkende og værdibaseret i sin ledelse (se ledelsesgrundlag, værdigrundlag og trædesten nedenfor). 4
5. Vilkår Hillerød Kommune tilbyder ansættelse og aflønning i henhold til aftale om aflønning af chefer. Løn vil blive fastsat på overenskomstvilkår med mulighed for tillæg. 6. Proces Konsulentvirksomheden Genitor ApS medvirker ved ansættelsen af den nye økonomichef. Du kan søge stillingen på Genitors hjemmeside www.genitor.dk under stillinger. Ansøgningsfristen udløber den 5. januar 2015 kl. 12.00. Første samtalerunde afvikles i uge 3 og anden samtalerunde i uge 5. Mellem de to samtalerunder gennemføres testforløb hos Genitor. Forventet tiltrædelse er den 1. Marts 2015. 5
6