Videnskabelse eller performance?! -En narrativt orienteret kritik af Nonaka og Takeuchis The Knowledge-Creation Company
Speciale på kandidatuddannelsen, Danmarks Biblioteksskole, 2008 Udarbejdet af: Henrik Meiner Vejleder: Jens Gudiksen Antal ord: 30.535 Abstract: Ud fra en narrativt orienteret optik kritiseres og analyseres Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori The Knowledge-Creation Company (1995), der trods et helhedssyn på viden tenderer mod empirisk-paradigmatisk vidensform (Hedegaard), videnskabelig viden (Lyotard) og aboutness (Shotter). En naturvidenskabelig forestilling om, at viden er observerbar og kan repræsentere verden, gennemsyrer teorien som helhed og i særlig grad kerneprocessen Externalization, hvor tavs videns konvertering til eksplicit viden og et deraf følgende produkt pointeres. Hvilket afspejler Lyotards forudsigelser om, at viden i postmoderniteten legitimeres efter et performancekriterium. Lyotards antagelser om videnskabelig viden benyttes til at vise, at Externalization indebærer en ensretning mod ét bestemt sprogspil, som beror på Nonaka og Takeuchis ensidige fokus på tavs videns tekniske dimensioner. En tendens, der desuden afsløres ved flere modsætninger og den abstrakte udtryksmåde forankret i aboutness. På basis af den narrative tilgang pointeres, at videnskabelse- og deling implicerer en pluralitet af sprogspil, hvor sprog og magt er afgørende størrelser. Til forskel fra praksisbaserede Nonaka/Takeuchi-tilgange afspejler praksisbaserede narrative tilgange, dvs. storytelling og diskursanalyse, at videnskabelse- og deling er fragmentariske og pluralistiske processer. 2
ABSTRACT:... 2 INDLEDNING... 5 Motivation... 7 Problemformulering... 8 Undersøgelsesspørgsmål... 9 Metode og analysestrategi... 10 Specialets opbygning... 11 Litteraturreview... 12 Sammenfatning... 13 TEORIDEL... 13 Teoretisk grundlag... 13 I det følgende præsenteres specialets teorigrundlag, dvs. antagelser funderet i en narrativt orienteret optik. En optik, der i tråd med Lyotard (1991) afviser, at viden kan repræsenteres af én fortolkningsmåde.... 13 Polanyis oprindelige begreb... 13 Tre videns- og tankeformer... 14 Videnskabelig og narrativ viden... 15 Aboutness og withness... 18 Sammenfatning... 20 Organisatorisk videnskabelse... 20 Incitamentet for videnskabelsesteorien... 21 Organisatorisk videnskabelse... 23 Vidensspiralen... 25 Sammenfatning... 27 ANALYSEDEL... 27 Videnskabelsesteorien som empirisk-paradigmatisk vidensform og aboutness... 27 Sammenfatning... 35 Externalization som videnskabelig viden og aboutness... 36 Externalization... 36 Externalization som institutionel viden... 38 Sammenfatning... 41 Ét sprogspil... 42 Ikke-analytisk metode... 45 Sammenfatning... 47 Sprogspil... 47 Grundlæggende optik... 47 Japansk sprogforståelse... 49 Sprogspil som tale og handlinger... 50 Sprogspil som pluralitet... 52 Sprogspil som magtspil... 54 Sammenfatning... 56 Forskellige tilgange til eksplicitering af tavs viden... 58 Argumenter imod eksplicitering af tavs viden... 59 Sammenfatning... 62 Argumenter for eksplicitering af tavs viden... 63 Externalization / videnskabelsesteori... 63 Sammenfatning... 67 Storytelling og Diskursanalyse... 67 Storytelling... 67 Sammenfatning... 73 Diskursanalyse... 74 3
Sammenfatning... 77 Konklusion... 79 Litteraturfortegnelse... 84 4
Indledning Som følge af overgangen fra industrisamfund til vidensamfund er der i de senere år kommet øget fokus på viden som vigtig ressource. Videnstyring og videndeling er blevet essentielle værktøjer og integrerede elementer i hverdagen i organisationer. Intentionen med videnstyring og videndeling er at indfange, mobilisere, udnytte og dele medarbejdernes og organisationens viden, herunder gennem brugen af informationsteknologi (IT). I og med at viden har fået status af at være en ressource er det blevet en udbredt forestilling, at viden er en ting, som kan hentes, flyttes og handles uafhængigt af de levende personer og sociale relationer i organisationen. En anskuelse, som Lyotard i 1979 diagnosticerede som værende kendetegnende for postmoderniteten: Sandhedskriteriet for viden deligitimeres og erstattes med et anvendelses- og nytteværdikriterium (Lyotard, 1979). Det kan således anføres, at der i dag hersker to opfattelser af viden: En modernistisk opfattelse, som betragter viden som en ting, der kan transporteres i pakker skilt fra det, det er viden om, og en postmodernistisk position, som anser viden for at være en proces og socialt konstrueret. Viden er if. det postmoderne syn ikke blot et hvad, men også et hvor og et for hvem. Nært forbundet hermed er forståelsen af, at megen viden er tavs og som sådan vanskelig at sprogliggøre. Tavs viden, der i dag betragtes som en betydningsfuld ressource i organisationer, kom for alvor på dagsordenen i 1990 erne, da den japanske managementforsker Ikujiro Nonaka nyfortolkede begrebet. Begrebet er først og fremmest defineret af den ungarsk-engelske filosof Michael Polanyi, bl.a. i et opgør med den positivistiske filosofitradition, som ikke tog tavse og kreative former for viden i betragtning. Andre teoretikere, f.eks. Wittgenstein har tillige rettet fokus på tavs viden. Nonakas begrundelse for at fokusere på tavs viden, som han og medforfatter Hirotaka Takeuchi udfolder i The Knowledge-Creation Company (1995), beror på en kritik af den vestlige filosofi- og managementtradition, der if. de japanske professorer i alt for høj grad har betonet eksplicit viden, dvs. viden, som kan udtrykkes og systematiseres. Endvidere bærer vestlig Knowledge Management if. Nonaka og Takeuchi præg af en kartesiansk dualisme mellem den, der ved (subjekt), og det, der vides (objekt), mellem ånd og materie (jf. Descartes: Jeg tænker, derfor er jeg ). Nonaka og Takeuchi anfører, at japanske virksomheder inspireret af japansk filosofi i modsætning hertil har formået at fremholde et holistisk syn på viden. En optik, som ikke skelner mellem subjekt og objekt, forstand og krop, men derimod ser de to størrelser som gensidigt komplementære. Viden udtrykt i ord er for japanske virksomheder kun toppen af isbjerget: Således anses viden for primært 5
at være tavs. Det er Nonaka og Takeuchi opfattelse og essensen i deres teori, at tavs viden bør transformeres til eksplicit viden for at udnytte den værdifulde vidensressource. I kølvandet på den omfattende anvendelse af Nonakas og Takeuchis nydefinering har begrebet i de senere år mødt kritik. Især vedrørende det epistemologiske plan dvs. spørgsmålet om tavs videns verbalisering har der hersket en livlig debat: Nogle anser tavs viden for at kunne kodificeres, mens andre både er skeptiske over for denne transformation og dens operationalisering. Andre igen anser denne konvertering for at være umulig. Dette begrundes med, at Nonaka og Takeuchi har misforstået Michael Polanyis oprindelige begreb: Polanyi betragtede al viden som grundlæggende tavs. Derfor kan viden i eksplicit form ikke skilles fra dens tavse dimension, som er betydningsbærende. Endvidere kritiseres Nonaka og Takeuchis nyfortolkning for at overse vigtige psykologiske og sociale processer, hvis facetter bør træde i stedet for eller tilføjes transformationsprocessen. Andre fremhæver, at management-teorier som Nonaka og Takeuchis favoriserer eksplicit viden frem for tavs viden og individuel viden frem for kollektiv viden. Som den beskrevne kritik stiller nærværende tilgang sig skeptisk over for Nonaka og Takeuchis nyfortolkning. Dette begrundes med Polanyis oprindelige antagelser om, at al viden har en personlig, tavs dimension. Uanset, hvor eksplicit viden bliver udtrykt, vil den altid i et eller andet omfang være rodfæstet i tavs viden. På samme måde vil viden til enhver tid være knyttet til den vidende. Dennes personlige, følelsesmæssige, psykologiske, sociale, praktiske og kontekstspecifikke dimensioner lader sig slet ikke, eller kun delvist udtrykke i kodificeret form: På dette afgørende felt har Nonaka og Takeuchi misforstået Polanyis oprindelige begreb, idet japanerne trods forfægtelsen af et kontinuert videnssyn betragter tavs og eksplicit viden som to separate, transformerbare størrelser. Hvilket dels indebærer en skævvridning i den holistiske vidensposition, og dels bevirker, at viden skilles fra den vidende og således føre til en ensidig, performance-præget vidensopfattelse (jf. Lyotard). Nærværende optik anlægger den optik, at visse former for den værdifulde vidensressource både bør og kan ekspliciteres. Dog, vel at mærke bør den eksplicitte viden fortolkes på basis af dens tavse dimension. At dette kun vanskeligt lader sig gøre i fragmenteret fortolket form, korresponderer med Lyotards skeptiske syn på sproget og postmodernistiske fragmentariske vidensopfattelse. Dét til forskel fra modernismens store metanarrativer, som viden if. Lyotard ikke længere kan legitimeres ud fra. Skønt nærværende analyse, som er funderet i en narrativ videns- og tankeform, ligesom rækken af kritikere i særlig grad stiller sig kritisk over for tavs videns eksplicitering, angår skepsisen tillige 6
videndelingen på det individuelle, gruppebaserede og organisatoriske plan, hos Nonaka og Takeuchi det såkaldte ontologiske plan. Da foreliggende tilgang anser viden for at være influeret af mange faktorer, er det vigtigt at sætte fokus på samspillet mellem disse, f.eks. kollektiv kodificeret viden. Trods det holistiske videnssyn omtaler Nonaka og Takeuchi kun i ringe grad flere videnstypers samspil. Hvilket forårsager en skævvridning på det ontologiske plan: Paradoksalt nok fremhæves snart det individuelle og snart den kollektive videndeling. Heroverfor betragter nærværende optik alle videnstyper som ligeværdige og lige vigtige i videnskabelsen- og delingen. Nærværende tilgang kritiserer endvidere Nonaka og Takeuchis teoretiserende og rapporterende betragtninger om videnskabelse- og deling. Til forskel fra ovennævnte kritikere, der kun sporadisk påpeger disse forhold, pointeres i det følgende, at den beskrivende stil bidrager til at dække over de mangesidede og til tider modsætningsfyldte processer i videnskabelse- og deling. Som sådan tenderer Nonaka og Takeuhis teori mod en naturvidenskabelig, empirisk-paradigmatisk optik, der i sidste ende lader videnskabelse gå op som samlingen af et puslespil. Heroverfor opfatter nærværende optik videnskabelse- og deling som en instrumentering af forskellige stemmer (Bakhtin), der bærer præg af det pluralistiske og fragmentariske. Motivation Dette speciale er skrevet i en undren over, at Nonaka og Takeuchis anerkendte videnskabelsesteori på flere måder ikke lever op til den holistiske approach, som den anfører. Således synes navnlig eksplicit viden paradoksalt nok at blive favoriseret frem for tavs viden, hvis personlige og uudsigelige aspekter ellers betones. Skævvridninger, der i sidste ende synes at føre til en naturvidenskabelig optik, favorisering af eksplicit viden og en performanceforståelse af viden (jf. Lyotard). Nonaka og Takeuchis abstrakt beskrivende stil giver endvidere anledning til undren: Stilen, der grænser til det rosenrøde, bidrager til et endimensionalt videnssyn. Med til undringen hører, at der sjældent i den kritiske litteratur er gjort opmærksom på disse paradokser eller den rapporterende stil. Det er derfor opgaven at se nærmere på de positioner, der ligger til grund for videnskabelsesteorien, og hvordan disse udfolder sig i praksis, og dels hvilke perspektiver, der teoretisk og praktisk kunne udspringe af at anlægge et narrativt orienteret videnssyn. 7
Problemformulering Ligesom en række kritikere forholder nærværende narrative optik sig skeptisk til Nonaka og Takeuchis opfattelse af, at tavs viden kan transformeres til eksplicit viden. Et narrativt videnssyn forstås ud fra Lyotards opfattelse af, at viden ikke kan repræsenteres af én fortolkningsmåde, som gør sig gældende i videnskabelig viden. Denne optik overser if. Lyotard vigtige dimensioner af viden, som et narrativ videnssyn retter fokus på. Ud fra en Polanyisk forståelse af, at der findes to former for viden, nemlig tavs viden og viden rodfæstet i tavs viden, stilles spørgsmålstegn ved Nonaka og Takeuchis nyfortolkning af Polanyis begreb: Vigtige tavse vidensdimensioner synes at gå tabt med opfattelsen af, at tavs og eksplicit uhindret transformeres til hinanden. Dimensioner, som nærværende tilgang betoner i henhold til antagelser af Polanyi, Hedegaard, Lyotard, Shotter, Bakhtin, Wittgenstein og Foucault, hvis syn på viden som en facetteret, processuel størrelse ligger i forlængelse af hinanden. Til forskel fra de fleste kritikere stiller nærværende tilgang skarpt på det forhold, at videnskabelsesteorien paradoksalt nok ikke lever op til det holistiske videnssyn, som den anfører indledningsvist. Hovedårsagen hertil synes at være overeksponeringen af kerneprocessen, tavs videns kodificering, hvis ureflekterede fremstilling medfører mangelfulde overvejelser om viden, videnskabelse- og deling. Ikke blot videnskabelse, men frem for alt videndeling lider under dette stærke fokus. Forhold, der viser sig ved forskellige modsætninger og en rosenrødt beskrivende aboutness-stil, som er med til at forsimple videnskabelses- og delingsprocesserne. Grundet det ureflekterede syn på tavs videns verbalisering tenderer den såkaldt holistiske videnskabelsesteori som helhed og kerneprocessen Externalization i særdeleshed mod empirisk-paradigmatisk vidensform (Hedegaard), videnskabelig viden (Lyotard) og aboutness (Shotter). Det skal understreges, at der er tale om en tendens, idet videnskabelsesteorien i sit udgangspunkt har som hovedformål at se viden ud fra et helhedssyn. En præmis, som den altså ikke efterlever. Den empirisk-paradigmatiske vidensform, hvor viden afspejler det observerbare, betragter nærværende optik som problematisk, idet viden betragtes som en fragmenteret og pluralistisk størrelse, der aldrig vil kunne repræsentere verden fuldt ud, men netop inddrager fiktive elementer 8
for at kunne komme dens natur nærmere. Til forskel fra Nonaka og Takeuchis tilgang, der betragter vidensgenerering som en stadig interaktion mellem tavs og eksplicit viden, anser nærværende narrative tilgang videnskabelse som en proces, der er influeret af en række faktorer, deriblandt socialkonstruktivistiske. Faktorer, hvorudfra der kritisk analyseres, og reflekteres over gammel og ny viden, som tilføjes eller forkastes i vidensprocessen. Favoriseringen af eksplicit viden og et deraffølgende synligt produkt erindrer om Lyotards forudsigelser om, at viden legitimeres efter et performancekriterium i postmoderniteten. Dertil tenderer det stærke fokus på tavs videns tekniske dimensioner mod ét bestemt sprogspil af især teknisk art. Hvilket if. Lyotard er karakteristisk for videnskabelig viden, og hvilket problematiseres af nærværende tilgang, der anfører, at viden opstår ved tilstedeværelsen af mange forskellige sprogspil, hvor sprog og magt er afgørende størrelser. Shotter benævner dette rum withness, der indebærer handleviden udtrykt i 1. person. Ovenfor beskrevne problematikker viser sig endvidere i caseundersøgelser funderet i den anerkendte videnskabelsesteori. Caseundersøgelser, der grunder sig på en narrativ orienteret optik, dvs. storytelling og diskursanalyse, problematiserer disse mangler og påpeger samtidig, at videnskabelse- og deling er facetterede processer baseret på en lang række faktorer. Undersøgelsesspørgsmål Ovenstående introduktion til og afgrænsning af problemfeltet giver anledning til følgende konkrete undersøgelsesspørgsmål: Hvilke faktorer er udslaggivende for, at Nonaka og Takecuhis antagelser om videnskabelse- og deling, herunder især kerneprocessen Externalization, tenderer mod et empiriskparadigmatisk videnssyn, videnskabelig viden og aboutness? Hvilke faktorer er udslaggivende for, at praksisbaserede tilgange funderet i Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori tenderer mod et empirisk-paradigmatisk videnssyn, videnskabelig viden og aboutness? 9
Hvilke perspektiver af både teoretisk og praktisk art kunne udspringe af at anlægge en narrativt orienteret tilgang til videnskabelse- og deling? Metode og analysestrategi Ud fra narrativt orienterede påpeges, at Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori i sin helhed og kerneprocessen Externalization i særdeleshed tenderer mod Hedegaards Bruner & Davydovinspirerede antagelser om den empirisk-paradigmatiske vidensform, videnskabelig viden (Lyotard) og aboutness (Shotter). Dette til trods for Nonaka og Takeuchis pointering af tavs videns rige potentiale, human action og forsikringen om, at en holistisk organismetankegang funderet i japansk filosofi, formår at overvinde den i vestlig Knowledge Management fremherskende kartesianske dualisme. Udover antagelser af ovenstående teoretikere tages afsæt i disse modsætninger, som tydeliggør videnskabelsesteoriens tendenser mod et endimensionalt nyttevidenssyn. Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori præsenteres, og det med tanke på ovennævnte modsætninger, som den senere analyse kaster lys over. Da grundlæggende antagelser om viden, videnskabelse- og deling særligt har nærværende analyses interesse, undersøges incitamentet for den japanske teori, der hævder sin egen optik frem for den vestlige filosofi- og managementtradition, der paradoksalt nok ses som et supplement til den anførte teori. Ud fra Polanyis oprindelige antagelser påpeges i analysen, at Nonaka og Takeuchis nyfortolkning paradoksalt nok forbigår afgørende viden af tavs og nonlingvistisk karakter. Der ses nærmere på de centrale processer Externalization og Socialization, som er kendetegnende for teoriens pointering af tavs viden og dennes verbalisering. Til at tydeliggøre de abstrakte beskrivelser om videnskabelse og videndeling benyttes Shotters antagelser om aboutness, der indebærer en tendens til teoretiseringer, hvilket i modsætning til subjektiviseret withness kommer til udtryk i en 3. person abstrakt skrivestil. Externalization undersøges endvidere ud fra Lyotards forudsigelse om, at viden i postmoderniteten legitimeres efter et pragmatisk kriterium om performance, og videnskabelig viden, der indebærer opretholdelsen af ét bestemt sprogspil. Specificeringen af tavs videns tekniske dimensioner ses som en modsætning i teorien, der indledningsvist pointerer begrebets generelle 10
karakteristika. At videnskabelsesteorien som ét ekskluderende sprogspil kan blive en indirekte komponent i institutioner, sammenholdes med Ray og Cleggs (2005) skepsis over for teorien i japansk kontekst: Tavs viden og dennes verbalisering funderet i en indforstået organisationskultur betinges af institutioner i det autoritetstro samfund, og medfører en endimensional videnskabelseog deling. Aboutness-begrebet benyttes til at tydeliggøre de abstrakte betragtninger, som islættet fra videnskabelig viden lader se. At videnskabelse- og deling er processer implicerer mange forskellige faktorer, pointeres ud fra et narrativt orienteret videnssyn. Der perspektiveres endvidere til Hedegaards antagelser om teoretisk vidensform. Den narrative tilgang uddybes med Jørgensens (2006) Wittgenstein/Foucault inspirerede kritik af management-værktøjet Intellektuel Kapital, hvormed nærværende approach kritiserer det analoge management-værktøj videnskabelse. Ud fra Wittgensteins sprogspilsbegreb og Foucaults overvejelser om sammenhængen mellem viden og magt diskuteres Nonaka og Takeuchis neutrale betragtninger om sprog og magt i forbindelse med videnskabelse- og deling. Ud fra teorigrundlaget og Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteoretiske antagelser ses nærmere på overvejelser om videnskabelse- og deling i forskellige praksisbaserede tilgange til eksplicitering af tavs viden. Dette begrundes med, at teori og praksis i høj grad er forbundet med hinanden, når det gælder viden. Som Lemert & Gillan observerer med Foucault: "theory is practice, and practice is theoretical because knowledge is in power and power in knowledge" 1. Tilgange, der iht. Polanyi anser eksplicitering af tavs viden for umulig, Nonaka/Takeuchi-inspirerede approaches og tilgange funderet i storytelling og diskursanalyse stilles over for hinanden med henblik på diskussion. Specialets opbygning Først følger en teoridel, hvor det teoretiske grundlag og Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori præsenteres. I Analysedelen foretages på basis af det teoretiske grundlag foretages en kritisk analyse af videnskabelsesteorien. Analysen udvides med en diskussion af forskellige praksisbaserede tilgange til tavs videns verbalisering. 1 Lemert, C. C. & Gillan, G. (1982): Michel Foucault. Social Theory and Transgression, New York, 120. 11
Litteraturreview Som tidligere omtalt er udgangspunktet for de fleste kritikere af videnskabelsesteoriens nyfortolkningen af Polanyis oprindelige begreb (Gourlay, 2000/2002/2005/2006); (Tsoukas, 2002); (Wilson, 2002); (Ray et al., 1995); (Knights et al., 2003; (Grant, 2007); (Stenmark, 2000); (Cook et al., 1999). Flere er af den overbevisning, at tavs viden i henhold til Polanyis oprindelige begreb under ingen omstændigheder lader sig kodificere. Et forhold, som der nedenfor ses nærmere på i Argumenter imod tavs videns eksplicitering. Ligesom nærværende tilgang kritiserer andre videnskabelsesteorien for at implicere et performance-kriterium om et udgående produkt. Knights og McCabe anfører således, at Nonaka og Takeuchi snarere end en konstruktion ser viden som a commodity that can be acquired and controlled by management (Knights et al., 2003, 158). Det kritiseres, at tavs viden ekspliciteres i henhold til et målbarhedskriterium. Knights og McCabe antyder ligesom nærværende optik, at Nonaka og Takeuchi tilgang er modsætningsfyldt. Sådanne betragtninger indgår endvidere i Blacklers (1995) og Snowdens (Snowden, 2002) overvejelser om viden. Begge betragter den holistiske teori for at være rationel, hvilket paradoksalt nok bibeholder en kartesiansk dualisme opretholdes, og er en ironisk følge af enhedsteoriens fokus på Oneness (Snowden, 2002). (Stacey, 2000) og (Cook et al., 1999) retter tillige fokus på modsætningerne i Nonaka og Takeuchis teori: Mainstream Knowledge i form af videnskabelsesteorien har en tendens til at pointere eksplicit viden frem for tavs viden og det individuelle frem for den gruppebaserede videndeling. Som Cook et al. udtrykker det: in this growing body of literature [...] there typically remains an expressed or implied tendency [...] to privilege the individual over the group, and the explicit over the tacit (Cook et al., 1999, 382). Jackson kritiske refleksioner om Knowledge Management (2005) påpeger endvidere modsætningerne i videnskabelsesteorien. Dertil er det efter Jacksons opfattelse en myte, at Østen har særstatus, når det gælder synet på tavs viden som en vigtig ressource. I tråd med ovennævnte tilgange retter andre tillige opmærksomheden mod problemer på det videndelingsmæssige plan: Essers et al. stiller spørgsmålet: Hvad sker der, hvis kun få medarbejdere besidder vigtig tavs viden, som de er uvillige til at dele med henblik på udviklingen af et produkt (Essers et al., 1997, 28)? Peltonen et al. (2004) kritiserer Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori for at ikke at rette fokus på sociale relationer og praksis. De foreslår derfor, at videnskabelsesteorien suppleres med praksisfællesskaber. 12
Som nærværende tilgang stiller Bryant (2006) og Zhu (2006) skarpt på Nonaka og Takeuchis rosenrøde skildring af videnskabelse- og deling, som forbigår modsætninger og konflikter: Nonaka s KCC is a cosy paradise [ ] void of nasty interest conflicts, absent of material and mental manipulations. Power and domination are not in Nonaka s vocabulary (Zhu 2006, 109). Sammenfatning Som det fremgår, er ovennævnte kritikere optaget af flere af de samme problematikker som nærværende tilgang. Således kritiseres videnskabelsesteorien for at betragte viden som en vare, ligesom modsætninger på både det epistemologiske og ontologiske plan betones. Dog gås der sjældent i dybden med disse problematikker eller den karakteristiske abstrakte stil, og endnu mindre fra en narrativ optik, hvor størrelser som sprog- og magtspil er uafvendelige størrelser. TEORIDEL Teoretisk grundlag I det følgende præsenteres specialets teorigrundlag, dvs. antagelser funderet i en narrativt orienteret optik. En optik, der i tråd med Lyotard (1991) afviser, at viden kan repræsenteres af én fortolkningsmåde. Polanyis oprindelige begreb Dette speciales optik er først og fremmest funderet i Michael Polanyis oprindelig begreb om tavs viden. Viden kan if. Polanyi ikke forstås, uden at dens baggrundsviden i form af tavs viden bliver medtænkt. Denne dimension ved viden - det såkaldt subsidiære der if. Polanyi ikke kan udsiges (Polanyi, 1966, 18), er samtidig den folie, der er nødvendig for at forstå viden som sådan: all knowledge [ ] is either tacit or rooted in tacit (Polanyi, 1969, 195). Dette videnssyn synes i tråd med Lyotards forståelse af, at viden ikke blot repræsenterer en bestemt fortolkningsmåde, men altid vil være betinget af flere faktorer, herunder baggrundsviden og den pågældende kontekst. I afsnittet Argumenter imod eksplicitering af tavs viden gås mere i dybden med Polanyis basale teorier. 13
Tre videns- og tankeformer I sin fremstilling om tre videns- og tankeformers betydning for skolebørns begrebsdannelse og tænkning anfører Hedegaard (Hedegaard, 1995), at tænkning og viden er forankret i samfundsmæssige og sociale felter såvel som i personligheden (Hedegaard, 1995, 28). I karakteristikken af de tanke- og vidensformer, som generelt dominerer de videnskabelige, faglige og dagligdags sammenhænge i den vestlige kultur, støtter Hedegaard sig på psykologerne Bruner og Davydov, hvis antagelser forfatteren tolker som analyser af de dominerende tankestrategier og vidensformer, som findes i forskellige samfundsmæssige sammenhænge. Viden er if. Hedegaard erfaringer, som er fremkommet gennem løsning af påtrængende problemer i bestemte samfundsmæssige sammenhænge, der er knyttet til udvikling af livsformer (Hedegaard, 1995, 30). Hedegaard sætter fokus på tre videns- og tankeformer: Den empirisk-paradigmatiske, der forbindes med de naturvidenskabelige fag, den narrative vidensform, der ses udviklet i tilknytning til de humanistiske fag, og den teoretiske vidensform, hvis udvikling hovedsageligt knyttes sammen med samfunds- og socialvidenskaberne. Videns- og tankeformer som disse er blevet almene kategorier, der er blevet løsrevet fra vidensområdets oprindelige indhold (Hedegaard, 1995, 31). Med empirisk-paradigmatisk viden er en vidensform, som bygger på antagelsen om, at verden kan repræsenteres korrekt: Er man grundig nok, kan man komme til at vide alt om et område, fordi viden afspejler det, der faktisk eksisterer. Den viden, man har, forandres ikke, medmindre man har fejlagtige oplysninger eller forvrængede informationer. Ligesom med bygningen af en bygning eller et samlet puslespil er det muligt at nå til en helhedsforståelse, men elementerne er uforanderlige. Denne videns- og tankeform er funderet i principper og styret mod hypoteser, som kan testes i forhold til det observerbare (Hedegaard, 1995, 37). Det specielle søges overskredet i en søgning af stadig højere former for abstraktion. Målet er forklaringsmodeller, hvor det specifikke er forsvundet. Brugen af kategorier er if. Bruner en måde at få styr på og forenkle de erfaringer, der gøres (Hedegaard, 1995, 32). Den narrative videns- og tankeform defineres som omskiftelighederne i intentionen og de mulige samtidige perspektiver og de mange mål, som interagerer (ibid.). I denne vidensform er fortællingen placeret i rum og tid og personificeret. Dette indebærer, at omskiftelighederne i intentionerne forløber over tid mellem personer, ligesom historien ikke nødvendigvis er tidsforankret, men kan være fabulerende og tidsuafhængig. Sammenhængen mellem person, 14
iscenesættelse og handling er dybt forankret i hinanden. Den narrative videns- og tankeform er knyttet til problemet om, hvordan erfaringer tildeles mening. Fortællingen er en central aktivitet; det metodisk karakteristiske ved denne er 1) at dannelse af mening sker implicit i stedet for, at meningen formuleres direkte, 2) at beskrivelse af virkeligheden sker gennem et bevidsthedsfilter, som karakteriserer historiens helt eller hovedperson, 3) at man ser den beskrevne verden fra flere personers perspektiver (gennem flere forskellige prismer), som hver især kun fanger dele af verden, 4) Disse tre karakteristika udgør en subjektiviseret virkelighed, hvilket giver beskrivelsen en bestemt stemning og følelsesladethed (Hedegaard, 1995, 33). Den narrative fortællemåde indebærer således inddragelse af følelser. Dens hovedtræk er inddragelse af fiktion og opbygning af sammenhænge (ibid.). Der er tale om dels en dagligdags måde at organisere erfaringer på i den vestlige kultur og dels en kunstnerisk og videnskabelig videns- og tankeform, dvs. en metode, hvorfra der kan udspringe flere forskellige metoder (episk, poetisk, dramatisk m.m.) (Hedegaard, 1995, 34). Ligesom narrativ viden er den teoretiske videns- og tankeform kendetegnet ved et fiktivt eller forestillet element. Men til forskel fra narrativ viden knyttes det fiktive element sammen med faktiske forhold på en systematisk måde gennem modeludformning, hvor ikke-viden formuleres eksplicit i forhold til viden. Knyttet til teoretisk viden er et historisk forløb, hvor metoder er blevet udviklet til at løse de modsigelser, som karakteriserer samfundsmæssigt centrale problemområder. De tankestrategier, der er knyttet til teoretisk viden, kan betegnes som eksperimentel udforskning, enten gennem konkret afprøvning eller ved at forestille sig forandring (Hedegaard, 1995, 35). Hedegaard forholder sig kritisk til den empiriske videns- og tankeform, som i for høj grad har domineret undervisningen i skolen. Den narrative og teoretiske videns- og tankeform, som begge er betinget af kontekst-sensitivitet, bør i højere grad inddrages i undervisningen. Hedegaard advarer mod to forhold i brugen af den empiriske vidensform, som er baseret på kontekstuafhængighed: dels opdelingen af viden i afgrænsede kategorier, og dels fremstillingen af viden som absolut, dvs. tankegangen, at viden afspejler verden Empirisk og narrativ viden skal sættes ind i en teoretisk sammenhæng, så de kan bedømmes og videreudvikles (Hedegaard, 1995, 40). Videnskabelig og narrativ viden I The Postmodern Condition definerer Lyotard postmodernismen som incredulity towards metanarratives (Lyotard, 1991, xxiv), dvs. et opgør med de store fortællinger og den indlejrede 15
fremskridtstro i politiske, spekulativt filosofiske, religiøse, metafysiske og historiefilosofiske antagelser. Der er tale om fortolkninger, som har været forklaringsmodeller for verden og de menneskelige vilkår, og som i moderniteten tjente til legitimering af viden. Sammenbruddet af de store fortællinger, der i det postmoderne afvises som værende totalitære former, betyder imidlertid ikke et opgør med fortællingen som sådan. Skepsisen mod at indordne al viden i videnskabens diskursive form er afløst af en orientering mod de små fortællinger, clouds of narrative language elements (Lyotard, 1991, xxiv), som alle mennesker hver især skaber (ibid.). Der er tale om en optik, som begribeligvis korresponderer med den narrative vidensform. Undersøgelsen af videns status i postmoderniteten baseres på den sene Wittgensteins teorier om sprogspil, idet Lyotard ser problemer knyttet til brugen af sproget (jf. Lyotard, 1991, xxiv). Følgende tre betragtninger fremsættes om sprogspil: 1) De kan ikke legitimere sig selv, men er et resultat af en kontrakt mellem spillerne (hvilket ikke betyder, at spillerne selv opfinder reglerne), 2) hvis der ikke er regler, er der ikke noget spil, og selv en mikroskopisk modificering af en regel kan ændre hele spillet, 3) man kan tænke på enhver udtalelse som et "træk" i spillet (Lyotard, 1991, 10). Lyotard skelner mellem to former for viden i det postmoderne: narrativ og videnskabelig viden. Narrativ viden er den form for viden, som er fremherskende i traditionelle samfund og knytter sig til historiefortælling, til tider i form af musik, dans eller lignende (Lyotard, 1991, 19). Denne form for viden lader sig ikke reducere til videnskab, heller ikke engang til erkendelse. Erkendelse ville med udelukkelse af alle andre tegn være mængden af de udsagn, som denoterer eller beskriver objekter, og som erklæres for sande eller falske. Videnskaben, som er en delmængde af erkendelsen bestående af denotative tegn, ville opstille yderligere betingelser om objekters eksplicitte betingelser for iagttagelse og relevans, for at denotative tegn kan godtages (Lyotard, 1991, 18). Narrativ viden, derimod, er ikke blot en mængde af denotative udsagn, men går ud over den blotte bestemmelse og anvendelse af sandhedskriteriet, og udvides til at omfatte kompetencer som know how, knowing how to live og how to listen (ibid.), bestemmelse og anvendelse af kriterier som effektivitet (teknisk kvalificering), retfærdighed og/eller lykke (etisk visdom), en lyds eller farves skønhed (auditiv, visuel følsomhed) osv. Der er tale om en vidensform, som er beslægtet med sædvanen, hvor alle udsagn er gode, fordi de er i overensstemmelse med de kriterier, der anerkendes i det miljø, som den videndes samtalepartnere danner (Lyotard, 1991, 19). Fortællingen er par excellence denne videns form og det i mere end en forstand: Fortællingerne giver lov til dels at definere kriterierne for kompetence, som er det samfunds kriterier, hvori de fortælles, og dels i henhold til disse kriterier at vurdere de performancer, som udføres eller kan udføres i dette 16
samfund. Til forskel fra videnskabsdiskursen tillader den narrative form mere udviklede former, en pluralitet af sprogspil. Disse kan være udtrykt i interrogative udsagn, som giver udfordringer, evaluerende udsagn spillerum (Lyotard, 1991, 20). Fortællingerne adlyder pragmatiske regler, som indebærer, at man kun har ret til at besætte den første plads, afsenderens, hvis man har besat den anden, modtagerens plads, og allerede er blevet fortalt af en fortælling ved det navn, man bærer, m.a.o. som diegetisk referent for andre narrative hændelser. Sproghandlingerne, der er relevante for narrativ viden, udføres ikke kun af den, som taler, men også af den, der hører på, og tilmed af den tredjeperson, som der tales om (Lyotard, 1991, 21). Et vigtigt træk ved narrativ viden er dens indvirkning på tiden: Tiden, som er karakteriseret ved en musikalsk rytme, er altid samtidig med fortællingens fremsigelse, hvis reference kan synes at tilhøre fortiden. Men det er en aktuel fremsigelse, som hver gang udfolder den kortvarige temporalitet, der ligger mellem et I have heard og you will hear (Lyotard, 1991, 22). En kultur præget af narrativ viden er uafhængig af fortiden og anvender ikke specielle procedurer for at bemyndige sine fortællinger (Lyotard, 1991, 22). Narrativ viden kan ikke henvise til noget, der kan legitimisere den - dens legitimation ligger i selve fortællingen og den tradition, der vedrører historiefortælling (Lyotard, 1991, 23, 27). Heroverfor kræver videnskabelig viden, som if. Lyotard er nødt til at henvise til narrativ viden for at forudsætte sig selv som sand viden, opretholdelsen af ét bestemt sprogspil, nemlig det denotative, hvilket indebærer ekskluderingen af alle andre. Kriteriet for, at et udsagn kan accepteres, er dets sandhedsværdi. Skønt andre typer udsagn også foreligger, er de kun vendepunkter i en dialektisk argumentation, der skal munde ud i et denotativt udsagn. Trods dens isolation er denne viden en indirekte komponent, fordi den bliver en profession og indebærer institutioner, og fordi sprogspillerne i de moderne samfund konsoliderer sig selv i form af institutioner, der drives af kvalificerede medspillere, de professionelle. Forholdet mellem viden og samfund bliver udvendigt. I modsætning til den narrative viden angår den nødvendige kompetence her udelukkende udsigerens plads (Lyotard, 1991, 25). Et videnskabeligt udsagn opnår ingen gyldighed ved at blive genfortalt og er aldrig beskyttet mod falsifikation. Videnskabsspillet implicerer en diakronisk temporalitet, dvs. en hukommelse og et projekt (Lyotard, 1991, 26). Den ændrede videnslegitimering i det postmoderne samfund er if. Lyotard ensbetydende med et pragmatisk kriterium om performance: I stedet for metanarrativer bliver viden legitimeret efter et nytteperspektiv. Ydeevne, anvendelighed og operationalisering er målbarhedskriterier for videns validitet (Lyotard, 1991, xxiv). Viden har ikke længere som formål at opnå en sandhed, men retter 17
sig efter den produktive effektivitet mellem input og output: performativity that is, the best possible input/output equation (Lyotard, 1991, 46). Problemet ved at legitimere viden via performativity, indebærer imidlertid, at visse spillere udelukkes fra de dominerende sprogspil eller endda fra bestemte sprogspil. Forskning, der ikke er i stand til at argumentere for, at den bidrager til optimeringen af et systems perfomance, afvises (Lyotard, 1991, 46-47). Det gælder derfor om at foretage at gå imod de etablerede normer, foretage nye alternative "træk" i sprogspillene, ændre reglerne og opfinde nye sprogspil (Lyotard, 1991, 61, 66). viden ikke kan repræsenteres af én fortolkningsmåde, som er kendetegnende for den videnskabelige viden i postmoderniteten. Denne viden, som får sin status eller legitimitet gennem noget andet, f.eks. metanarrativer, validitet eller realiabilitet, overser if. Lyotard vigtige dimensioner ved viden, som et narrativ videnssyn formår at fremdrage. Aboutness og withness I tilknytning til handleviden diskuterer Shotter to forskellige måder at skrive og tale på, dels aboutness (monological)-talk (Shotter, 2004, 206) og dels withness (dialogical)-talk (ibid.), som endvidere sættes i forbindelse med aktionsforskningen. Shotter opdeler de to udtryksmåder i tale, der lader os uberørt og tale, der rører os (ibid.). Ligesom i den empirisk-paradigmatiske vidensform er der i skrivemåden knyttet til aboutness, dvs. en 3.-person rapporterende stil, en tendens til generaliseringer og teori og en hang til at bruge ord, som ikke drejer sig om den praktiske kontekst, i hvilken udtrykkene bliver brugt. Heroverfor synes withness at korrespondere med narrativ og teoretisk vidensform, idet denne udtryksmåde, som implicerer en 1. person fortæller, afspejler både refleksiv interaktion samt kreativ, subjektiveret dialog og handleviden, som orienterer og fører aktøren mod det næste rette skridt i praksis (Shotter, 2004, 206, 209). Aboutness replicerer hverken på respons fra dets recipienter eller forholder sig til andres udtryksmåder, men bevæger sig udelukkede i teoretiske billeder og færdige, fixede kategorier (Shotter, 2004, 219). Selv når en form for forståelse nås, kræver det en fortolkning, for at man kan handle efter den. Withness bevirker if. Shotter en vektoragtig forståelse for, hvordan vi hele 18
tiden bevæger os i vores nuværende omgivelser 2. Dette fremkalder i os både en unik foregribelse af begivenhederne og handlingsguidende anvisninger om, hvad vi nu skal foretage os (Shotter, 2004, 210). Withness implicerer følelser og engagement: Det er ved at røre os og på kreative måder og fremkalde responser, som ikke er blevet udtrykt før, at withness -stilen udmærker sig i forhold til aboutness', som ikke har disse kvaliteter (Shotter, 2004, 210-211). Withness -stilen kan både dekontruere -i-praksis vores nuværende praksiser og gøre os i stand til at rekonstruere dem selektivt. Dens styrke i praksis er, at den kan rette vores fokus mod tidligere ubemærkede, alternative muligheder og tidligere vildledende. At Withness i form af andres stemmer det være sig i forholdet til en tekst (f.eks. et digt) eller en anden person kan fremkalde en dialogstruktureret respons i os, sætter Shotter i forbindelse med Bakhtins introduktion af de to forskellige talegenrer, dels relationally-responsive og dels representational-referential, som i modsætning til førstnævnte implicerer handleforståelse af en andens tale (Shotter, 2004, 212). Dialogiske relationer indebærer i modsætning til monologiske relationer en ny måde at tænke på, som kun foregår i bevægelse, og som afspejler, at mennesker er levende væsener, der vokser (Shotter, 2004, 215). Til disse identitetsbevarende forandringer og deformationer er knyttet mening, som realiseres i mødet mellem to eller flere levende væsner. Der bliver tale om et kollektivt vi, idet tilhørerne med deres ansigtsudtryk, indåndinger og andre tegn på forståelse eller slet ingen agerer både som co-tilhørere og som co-talere (Shotter, 2004, 216). Da det overordnede udfald af en udveksling ikke kan spores tilbage til hensigten hos en bestemt impliceret person, opleves den dialogisk realitet, der ikke er foruddefineret, men konstrueret mellem personerne, som et tredje organ med dets egne (etiske) spørgsmål og krav (Shotter, 2004, 217). Dette tredje organ, som er dialogisk, sætter Shotter i forbindelse med Bakhtins dialogprincip. Ifølge Bakhtin er ordet et drama, hvor tre figurer deltager; en instrumentering af forskellige stemmer således både centripetale stemmer rettet indad mod orden og enhed og centrifugale rettet udad mod mangfoldighed og forskellighed på grænsen eller marginerne. Det dialogiske rum er hverken betinget af tid eller sted (Shotter, 2004, 217). Men netop denne mangel på nogen som helst prædetermineret orden, og dermed dens åbenhed for at blive specificeret af dem, der deltager i den i praksis, er dens definerende træk. Dette karakteriserer if. Shotter vores sociale virkelighed (Shotter, 2004, 218). Shotter udvider sine to kernebegreber til to skrivemåder: I monological-retrospective-objective-stil - en officiel, akademisk stil - skriver/taler vi til vores akademiske kolleger om, hvad der skete 2 Dette er tydeliggjort ved, at artiklen er skrevet i 1. person pluralis, det medinddragende we og our (jf. Shotter, 2004). 19
tidligere, da vi var involveret i en aktivitet. Denne aktivitets natur repræsenteres lingvistisk, men nu på ydersiden, idet der ses tilbage på den som en fuldendt proces. Ved at adskille aktiviteten fra de mennesker, som udfører aktiviteten, og fra dens omgivelser, fratages dens praksis del. Denne stils mål er at danne repræsentationer af tingenes tilstand, som gør dem, der udfører dem, i stand til at forudsige og kontrollere de begivenheder, de repræsenterer. I dialogical-prospective-relational-stil, derimod, taler/skriver vi til vores læsere gennem en figur i igangværende aktiviteter med bestemte andre mennesker, som om det var på inden for denne aktivitet, mens der både ses tilbage på, hvad der er blevet opnået indtil nu og fremad mht. hvilke muligheder, der er åbne. Vi instrueres i de interaktive forhold, så de afspejler de sondringer, vi har foretaget os, og de forhold, vi som deltagere oprindelig har deltaget i (Shotter, 2004, 220). Hvorledes det er muligt at etablere dialogiske relationer, giver Wittgenstein filosofi svar på: Dette sker i tale og kropslige udtryksmåder/gestikulationer, hvor mennesker kalder responser frem i mennesker omkring dem; således opstår nye relationer, og nye sprogspil, som ikke tidligere blev taget til efterretning, indvarsles. Ved at fokusere på nye muligheder på basis af prælingvistisk adfærd og sprogspil forkastes gamle problemer til fordel for videreudvikling af nye praksiser. Denne læring kan kun ske i 1.personfortællinger og ikke blot iht. regler og principper, men fortrinsvis ved eksempler (Shotter, 2004, 222-23). Sammenfatning Det kan anføres, at aboutness korresponderer med den empirisk-paradigmatiske vidensform (jf. Hedegaard) og videnskabelig viden (jf. Lyotard), idet viden i alle tre tilfælde behandles ud fra afgrænsede, dualistiske kategorier (sandt/falsk), som tenderer til at blive på et teoretisk plan. Heroverfor er withness kendetegnet ved en mere facetteret vidensform, der som Hedegaards og Lyotards narrative viden er åben over for et forestillet element, dialog og metaforisk/poetisk sprogbrug. Der foreligger endvidere paralleller mellem Lyotards og Shotters diagnosticeringer af videnskabelig viden og aboutness som værende styret af ydre faktorer, ligesom sproghandlingerne i narrativ viden (jf. Hedegaard og Lyotard) og det dialogiske rum alle er karakteriseret ved tidsuafhængighed (jf. Shotter/Bakhtin). Organisatorisk videnskabelse 20