Behandlingskollektivet i et systemisk perspektiv.

Behandlingskollektivet i et systemisk perspektiv. Indledning. Jeg lever og arbejder i et behandlingskollektiv, som jeg sammen med min samlever og kollega Anne-Grete Rasmussen startede i 1986. På dette tidspunkt kendte vi ikke, eller kun meget lidt til systemisk tankegang og terapi, så det teoretiske oplæg til behandlingskollektivet, som det blev realiseret, er altså hentet andre steder. Blandt andet var vi inspireret af dele af den psykodynamiske teori og metode, uden vi dog af den grund ville/vil betegne behandlingskollektivet som et psykodynamisk behandlingssted, men vi var på denne baggrund påvirket af psykodynamisk terminologi og dermed psykodynamiske tænkemåder. Jeg vil i denne artikel beskrive behandlingskollektivet i et systemisk perspektiv, men indledningsvis vil jeg anføre nogle af de overordnede ændringer, der er sket for mig i forhold til de fordomme og forventninger, jeg havde til systemisk terapi, inden jeg startede på den et-årige basisuddannelse. Mit kendskab til systemisk terapi inden uddannelsen begrænsede sig til et par bøger, nogle artikler samt, og især nok bidragende til fordommene, hvad jeg havde hørt af systemiske kollegaer om deres arbejdsmetoder. Herudover havde vi i behandlingskollektivet haft 6 gange gruppesupervision ved Rasmus Jordan over en 4 måneders periode. Vedrørende supervisionen vil jeg anføre, at det var en særdeles behagelig og lærerig oplevelse, der til tider endog var meget humoristisk og især befriende lettende i forhold til de tunge problemer, vi stod med i forhold til klienterne. I dag ved jeg, at dette lettende er knyttet til den systemisk tilgang. Det forstod jeg ikke dengang idet, og her kommer mine fordomme, at jeg opfattede det systemiske mere som en bestemt metode, et sæt arbejdsredskaber, end som en måde at tænke og dermed være på i forhold til klienterne. Det jeg havde forstået var, at det at være systemisk var at arbejde med énvejsspejle med dertilhørende team, at anvende triadiske og cirkulære spørgsmål, at udarbejde avancerede paradoksale interventioner samt at arbejde med hele systemet (forstået som familien) hele tiden. Det var kort fortalt, hvad jeg opfattede som værende systemisk. Nu betragter jeg disse redskaber mere som muligheder i det systemiske arbejde end som noget, man skal. Set i tilbageblik mener jeg i dag, at jeg hele tiden også under etableringen af behandlingskollektivet har været systemisk dog uden at vide det, og jeg kan i dag se, hvordan den psykodynamiske tankegang på mange måder har været støj på vor egentlige systemiske

tankegang. Det har været og er en behagelig og befriende oplevelse at få sat en teori på de tanker og arbejdsmetoder, vi benytter i behandlingskollektivet, en teori som vi ikke føler, vi skal tilpasse os, men som passer os. Det er en befrielse at være sluppet af med støjen fra den psykodynamiske teori, som vi skulle tilpasse os, og jeg finder det særdeles befriende og spændende at skulle beskrive behandlingskollektivet på baggrund af systemisk tankegang. De fordomme og forventninger jeg havde til det at arbejde systemisk var mere knyttet til specifikke arbejdsmetoder end til holdningen til klienterne. Jeg havde ikke noget imod den systemiske metode, jeg havde blot svært ved at se, hvordan vi i kollektivet kunne gøre brug af dette værktøj, idet vi ikke har énvejsspejl og har ikke mulighed for at få det, og hvis vi havde, ville vi ikke altid have ressourcer til at afse personale til team, samt at vi har erfaring med, at vi ikke ville kunne formå familien til at møde til systemisk familiesamtale særligt ofte. Endvidere fandt/finder jeg det ikke konstruktivt for vor unge og vort forhold til dem, hvis vi i stor udstrækning møder dem med triadiske spørgsmål og/eller avancerede paradoksale interventioner. Det var på den anden side også det snærende i de psykodynamiske arbejdsmetoder, som vi har haft problemer med at "holde os inden for", der gjorde os interesserede i at vende blikket andre steder hen, og her fandt vi den systemiske metode interessant. Jeg kan i dag se og erkende, at den psykodynamiske teori og metode har været en spændetrøje for os, ikke så meget i forhold til det vi gjorde, vi gik/går jo netop ud over metoden, men i forhold til at forklare det vi gjorde. Her mener jeg, at den konstruktivistiske systemiske forståelses ramme er meget mere velegnet for os som teoretisk reference. Jeg kan ikke lade være med her at nævne, at det logo vi har anvendt, siden vi startede i 1986 for behandlingskollektivet netop er det billede af M.C. Escher, som er på omslaget til Paul Watzlawick s "How Real is Real?", en bog jeg først er blevet bekendt på uddannelsen, og som jeg glæder mig til at læse (Hvis pladsen tillod det, ville jeg gerne kvalificere vor anvendelse af netop dette logo). På denne baggrund kan jeg sige, at uddannelsen ikke har medført et paradigme skift, der revolutionerer behandlingskollektivets opbygning og arbejdsmetoder, men vi har fundet det paradigme, der passer til den måde vi arbejder på, og det vil evolutionelt medføre en ændring i retning af videreudvikling af systemisk tænkning og tilgang til de opgaver, vi fremover står over for. Når dette er sagt, vil jeg understrege, at den psykodynamiske forståelse også har været til stor gavn for os og nok fortsat vil influere på vor forståelse af klienterne, men det er en anden sag, som jeg ikke vil behandle her. Som eksempel på at uddannelsen på nu værende tidspunkt har medført ændringer i vor tilgang til de unge, kan nævnes det konkrete, at vi i nogle tilfælde og med held er begyndt at benytte os af Steve de Shazer s skalaspørgsmål i de individuelle samtaler. Det har haft den effekt, at de unge inden for afgrænsede områder i højere grad end tidligere er begyndt at tage ansvar for egne muligheder. Da målet med behandlingen her netop er, at de unge udvikler større ansvarlighed i forhold til egen livssituation (se bilag 1) har anvendelsen af netop skalaspørgsmålene således 2

været et nyttigt redskab, som vi umiddelbart har kunnet anvende. Dette er blot ét konkret eksempel, men hvad vi finder vigtigere er, at den generelle holdning til de unge dels er blevet mere kvalificerende over for det de udtrykker og i forlængelse heraf blevet mere løsningsfokuseret ved brug af "de små skridts metode". Behandlingskollektivet, en terapeutisk organisation. En måde at betragte behandlingskollektivet på er at se det som en terapeutisk organisation. En analyse og beskrivelse af behandlingskollektivet ud fra en sådan vinkel, mener vi kan bidrage til en forklaring og forståelse af den behandling, der foregår og tilbydes i behandlingskollektivet. Med udtrykket terapeutisk organisation vil vi forsøge at udtrykke det, som vi opfatter som en behandlende helhed. Organisationen kan siges at være den helhed, hvori behandlingen foregår. Men videre mener vi, at organisationen i sig selv er behandlende. Ud fra den antagelse at helheden er noget andet og mere end summen af de dele helheden består af, mener vi, at alle enkeltdele i behandlingen har betydning for behandlingen, men behandlings-helheden er andet og mere end summen af de enkelte behandlingstiltag. Dette kan udtrykkes mere enkelt på følgende måde; at behandlingen består i, at leve i behandlingskollektivet. Steve de Shazer betegner terapi som "forandringer der gør en forandring". Der sker naturligvis en forandring for den unge og dennes familie, når den unge flytter ind i behandlingskollektivet, men hvis det skal være en forandring, der gør en forandring, fordrer det naturligvis at visse indholdsmæssige betingelser kvalitativt er til stede. Det er nogle af disse indholdsmæssige betingelser, jeg her vil beskrive i et systemisk perspektiv. Det skal understreges, at den fragmentering af den behandlende organisation, der herved foretages, alene har det formål at beskrive den indholdsmæssigt. Det skal således ikke betragtes som en evt. prioritering af enkeltdelenes betydning for behandlingen. Når dette fremhæves, er det fordi vi ofte af anbringende sagsbehandlere bliver bedt om at redegøre for de "terapeutiske" elementer i behandlingen, hvor der så fra deres side vægtes den individuelle terapi, gruppeterapien og familieterapien. Vi mener, at disse elementer er vigtige, men ikke vigtigere eller mere terapeutiske end så mange andre former for samvær mellem unge og ansatte. Det behandlende består ikke i sitting for samværet, men i måden vi indholdsmæssigt forholder os på, og her kan relationen omkring madlavningen være ligeså terapeutisk som relationen i den individuelle terapi, om end indholdet vil være forskelligt i de to situationer. For at beskrive den terapeutiske organisation finder jeg det indledningsvis relevant at foretage en fragmentering og gruppering af samværsformerne. De to kategorier, jeg her vil beskæftige mig med, er kategorien: Ung/Ansat og kategorien Ansat/Ansat. Disse samværsformer vil jeg derefter søge at belyse ud fra den systemiske terapi s fire retningslinjer; hypotesedannelse, cirkularitet, neutralitet (Milanogruppen) og planlægning (Karl Tomm). 3

Samværsformer mellem unge og personale. De samværsformer vi tilbyder de unge er enten relateret til den enkelte, individuel samvær, eller relateret til gruppen eller dele af gruppen, gruppesamvær. På den anden side kan samværet være planlagt i den betydning, at den/de unge har været med til at planlægge samværet mht. tidspunkt, indhold og varighed, under hensyntagen til de givne muligheder. De planlagte samvær kan enten være faste, hvilket vil sige, at de gentages efter et fastlagt mønster, eller de kan være ad hoc. Hvad enten der er tale om faste eller ad hoc samvær, er disse forpligtigende for alle implicerede parter. Samværet kan også være tilfældigt i betydningen ikke planlagt. Det vil sige, at den/de unge ikke har været med i vor evt. planlægning vdr dette samvær, hvorfor det for den unge måske kan opfattes som tilfældigt, lige som vi ikke har været involveret i den/de unges evt. planlægning, hvorfor det af os måske ville kunne opfattes som tilfældigt. Dermed være ikke sagt at vor måde at forholde os på er tilfældig, ligesom indholdet ofte ikke er tilfældigt. Tilfældigt samvær er ikke på samme måde forpligtigende som planlagt samvær. Det er kun personalet, der er forpligtiget og forpligtigelsen går på at fastholde en status som værende personale (ansat) i forhold til den/de unge, og ikke i sit eget univers give efter for evt. pres fra den unges side i retning af at påtage sig venne- eller forældrerelationer. Dette skal ikke forstås sådan, at vi ikke kan have et venskabeligt samvær med de unge, men at vi overfor os selv og dermed de unge fastholder den reelle relation. Nogle planlagte samvær er mere målrettet end andre, hvor det så mere er det processuelle, der er fremtrædende og vigtigt. Det er imidlertid ikke sådan, at samværet enten er målrettet eller procesorienteret, idet begge positioner hele tiden er til stede, men der er forskel på i hvilken grad, den ene eller anden position gør sig gældende. I tilfældigt samvær er det primært den processuelle position, der er gældende. På figur 1, bilag 2, har jeg søgt at illustrere dette med nogle eksempler på samvær. Fra samvær til intervention. Vi mener, at hver af ovenstående samværsformer også kan betegnes som interventionsformer. Karl Tomm, beskæftiger sig i en artikelserie på tre artikler om "Interviewet som intervention" med måder at forholde sig på i forhold til klienterne og argumenterer her for vigtigheden af, at terapeuten er opmærksom på dette, da det er af stor betydning for, hvad terapeuten vælger at gøre i en given situation. "...alt, hvad terapeuten foretager sig under interviewet, betragtes som en intervention. Dette perspektiv tager det synspunkt alvorligt, at det er umuligt for en terapeut at indgå i et samspil med en klient uden at intervenere i klientens handlinger". (Tomm. Forum 2/92. p.4) Udgangspunktet for Karl Tomm er individuel- eller familie terapi, hvor samværet med klienterne dels er begrænset tidsmæssigt i forhold til vor situation i behandlingskollektivet, og dels nok ikke omfatter meget anden samvær, end det der foregår i de enkelte terapisessioner. Men hvis 4

ovenstående tages for pålydende, må det også have gyldighed i andre samværsrelationer end i de individuelle- og familieterapeutiske relationer. Hvis det er umuligt for en terapeut at indgå i et samspil med klienterne uden at intervenere i klienternes handlinger, vil al samvær med klienten være intervenerende. Hvis dette intervenerende samvær også skal være terapeutisk, stiller det nogle betingelser til samværet. Interviewet som intervention henviser således til en indstilling i følge hvilken alt, hvad intervieweren gør siger og ikke gør og ikke siger, opfattes som en intervention, der kan være terapeutisk, ikketerapeutisk eller antiterapeutisk. (Tomm. Forum 2/92. p. 4) Tomm henleder her opmærksomheden på, at interventionen/samværet i værste fald kan være antiterapeutisk. For at minimere de antiterapeutiske aspekter og maksimere det terapeutiske foreslår han, at terapeuten skærper sin opmærksomhed på hypoteseformulering og bestræber sig på at udvikle cirkulære og neutrale holdninger til klienterne. For at styrke og stabilisere disse bestræbelser introducer Tomm "Planlægning som en 4. retningslinie for terapeuten", og planlægningen defineres således: Planlægning kan defineres som terapeutens (eller teamets) erkendelsesaktivitet i vurderingen af tidligere handlinger, af nye planer for handling, af mulige konsekvenser af forskellige alternativer og beslutninger om, hvordan der skal fortsættes på ethvert tidspunkt for at få størst mulig terapeutisk udbytte. (Tomm. Forum 2/92. p.5) Hermed er jeg nået frem til beskrivelsen af den anden samværs kategori som er personalets faglige samvær. Personale samvær. Personalets faglige samvær uden unge kan på den ene side beskrives som værende både planlæggende og evaluerende, og på den anden side være enten planlagt eller tilfældigt i betydningen, at samværet ikke grunder sig i noget planlagt, men i noget muligt så fremt behovet opstår for eksempelvis intern supervision eller meddelelse om status i forhold til en given proces. (Se figur 2, bilag 2) Det faglige personalemæssige samvær er hovedsageligt koncentreret om det planlæggende og evaluerende aspekt i forhold til vor verbale som nonverbale tiltag i forhold til de unge. Det er her, vi via feedback modellen evaluerer tidligere planlagte interventioner med henblik på korrigering og planlægning af nye interventioner, feed-forward. Fra intervention til terapi. Personalesamværet kan siges at være det koordinerende led i forhold til de interventioner, der via det, vi siger og gør og ikke siger og ikke gør, indvirker på de unges handlinger. I personalesamværet, planlagt som tilfældigt, foregår der en løbende justering af hypoteseformuleringerne. Holdningen til de unges problemer vil vi betegne som værende anti patologiserende, idet vi hele tiden søger at forstå den unges problemer cirkulært relationelt i 5

forhold til sin familie og i forhold til sine omgivelser; primært os. Da den unge ikke lever sammen med sin familie men med os, og da vi er det behandlende system, kan vi sige, at kybernetik af første orden (den unge observeret i relation til dennes familie) udgør en ganske lille del af vor observationer, hvorimod observationer efter anden ordens kybernetikken udgør en væsentlig større del. Vi er stort set nødt til hele tiden at medtage vor egne handlinger i de observationer, vi gør i forhold til de unge. Det er derfor i særlig grad væsentligt, at vi dels er i kontakt med vor holdning, at skabe cirkulære og systemiske forklaringer til brug for vor hypoteser og dels via feedback/ evaluering udvikler hypoteser og dertilhørende interventioner, der er terapeutiske. Det meget nære personalesamarbejde er her en stor fordel i det daglige planlægningsarbejde, men nærheden indebærer også en fare for at blive blind for eventuelle egne personalemæssige kollektive antiterapeutiske handlinger. Derfor er den eksterne supervision central i vor løbende koordination af interventionen i forhold til de unge. Planlægningen er nu i korte træk beskrevet som værende et vigtigt og nødvendigt koordinerende led i relation til de interventionsformer, vi indgår i forhold til de unge. Jeg vil nu kortfattet give et bud på, hvordan de fire retningslinjer hypoteseformulering, cirkularitet, neutralitet og planlægning anvendes i samværskategorien ung/ansat. Samvær i et systemisk perspektiv. Det cirkulære relationelle aspekt er virksomt i alle interventions former som refleksioner for os selv til evt. justering af hypoteseudvikling. Derimod er der forskel på, hvordan disse holdninger kommer til udtryk over for de unge. I de interventionsformer hvor den processuelle position er meget fremtrædende, forholder vi os til de unge på en måde, der kunne forveksles med den måde, forældre almindeligvis forholder sig over for unge. Det kan ligne almindelig mellemmenneskelig kontakt, der udspiller sig mellem lige mennesker. Vor professionelle attitude er nedtonet, men ikke i en grad så vi glemmer, at vi er på arbejde. Der er i disse samværsformer et mere symmetrisk forhold mellem ung og ansat end i samvær, hvor den målrettede position er den fremtrædende. Betragter vi interventionsformerne i forhold til de fire retningslinjer; hypoteseformulering, cirkularitet, neutralitet og planlægning, mener vi at det forholder sig sådan, at jo mere fremtrædende den processuelle position er, jo mere nedtonet er disse retningslinjer i samværet. Dog er vor holdning som nævnt cirkulær- relationel og anti diagnosticerende, hvilket uvægerligt vil præge samværet på en måde, så det processuelle samvær til tider også vil være terapeutisk. Generelt vil det være sådan, at jo mere målrettet samværet er, jo mere fremtrædende bliver vor brug af de fire retningslinjer. Jeg vil her kortfattet beskrive hvordan retningslinjerne bl.a.. anvendes i det målrettede samvær. Hypoteser udvikles og afprøves, justeres og nye udvikles i takt med vor forståelse af den unge og i takt med dennes udvikling. 6

Neutraliteten er bl.a. med til at sikre, at de unge (og deres familie) ikke glemmer den reelle relation mellem os og evt. forveksler vor relation med venne- eller familierelationen. Cirkulariteten er som tidligere beskrevet hele tiden aktivt i baggrunden. I de målrettede samvær træder den cirkulære holdning frem fra baggrunden og er bl.a.. med til at sikre at hypoteseudviklingen bliver cirkulær frem for lineær. Planlægning er som beskrevet i afsnittet om personale samvær det koordinerende led til ung/ansat samværet. Der, hvor planlægning nok i størst udstrækning kommer til udtryk og anvendelse i ung/ansat relationen, er i interventionsformerne fællesmøde, familiesamtale, og gruppeterapi, da der her altid er min. to ansatte til stede. Ovenstående kunne uddybes yderligere ved bl.a. mere tilbundsgående at beskrive anvendelsen af retningslinierne og bl.a. ved at vurdere hver enkelt retningslinie i forhold til hver enkelt samværsform. Eksamensopgave til STOK 1994 Max 6 sider. Frank Falentin Sørensen 7