ANMELDELSE Steinar Kvale (1996). InterViews - An Introduction to Qualitative Research Interviewing, London, Thousand Oaks, New Delhi: SAGE Publications, 326 sider. Anmeldt af Torben K. Jensen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. InterViews er, som undertitlen angiver, en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Bogens formål er dobbelt, nemlig [1] "At give nye forskere, der ønsker at gøre brug af interviews, praktiske retningslinjer for, hvordan man gør" samt [2] "At give nybegyndere og erfarne interviewforskere en begrebslig ramme for, hvordan man kan tænke om interviewforskning" (p. vi). Hele bogen igennem anlægges et bestemt kontruktivistisk perspektiv på interviewet idet interviews opfattes som samtaler "hvor resultatet er en samproduktion mellem interviewer og respondent" (p. 1). "Det kvalitative forskningsinterview er et værksted for viden. Et interview er bogstaveligt talt et inter view, en udveksling af synspunkter mellem to personer, der samtaler om et tema af fælles interesse" (p. 2). Bogens kapitler falder følgelig i to hoveddele, hvor kapitlerne 1-4 karakteriserer forskningsinterviewet og drøfter det videnskabsteoretiske grundlag og kapitlerne 5-15 i mere praktiske termer vejleder om interviewenes forberedelse, gennemførelse, analyse, vurdering og rapportering. Det er på ingen måde muligt i en kort anmeldelse at referere og diskutere bogens indhold på en måde, der yder den retfærdighed. Jeg har alligevel valgt i det følgende at skitsere bogens struktur og indhold og på den baggrund kommentere nogle af pointerne. Udgangspunktet i kapitel 2 er en indgående karakteristik af det kvalitative forskningsinterview med afsæt i definitionen af det som "en interviewform, hvis formål det er at indsamle beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på fortolkning af mening af de beskrevne fænomener" (p. 29). Det handler om "at forstå verden fra respondenternes vinkel, at udfolde meningen og betydningen i folks erfaringer, at afdække deres levede verden som den foreligger forud for videnskabelige forklaringer (p. 1). I nogles ører lyder det helt forkert - og i hvert tilfælde ikke særlig videnskabeligt - at karakterisere et forskningsinterview som 'samproduktion', et 'værksted' et sted for 'udveksling af synspunkter'. Det strider mod en række sejlivede forestillinger om videnskab som en aktivitet, hvor vi beskriver 'virkeligheden som den virkelig er'. Men et vigtigt anliggende i bogens videnskabsteoretiske del er netop at diskutere denne forestilling om den sociale virkeligheds natur og videnskabens potentiale. Det videnskabsteoretiske grundlag bag det kvalitative interview drøftes i kapitel 3. hvor indsigter fra postmodernisme, hermeneutik, fænomenologi og dialektisk materialisme i al deres forskellighed inddrages. Det basale udgangspunkt er, hvis det skal opsumeres meget kort, at den sociale virkelighed er en kompleks, modsigelsesfuld, symbolsk struktureret (fortolket) virkelighed, som mennesker i høj grad konstruerer i måden de taler om den på (p. 38 ff). Længe før forskeren ankommer, er virkeligheden befolket af mennesker, der lever og fortolker deres liv. Den sociale virkelighed produceres hele tiden gennem 'samproduktion' i et 'værksted' hvor 'synspunkter udveksles'. Forfatterens pointe er, at det kvalitative forsknings interview er en metode i dyb 39
samklang med sit objekt. Men at få den pointe hjem kræver en betydelig oprydning (eller dekonstruktion) i gængse forestillinger og myter om socialvidenskab. I kapitel 4 diskuteres det kvalitative forskningsinterviews videnskabelig status og praktiske brug i videnskaberne. Særligt diskuteres hvorfor det kvalitative forskningsinterview ud fra bestemte positivistiske videnskabsopfattelser anses for uvidenskabeligt. "En videnskabsteori, der tager som sit udgangspunkt at eliminere den menneskelige faktor i forskningen, må anse det kvalitative forskningsinterview, som baserer sig på menneskelig interaktion, for uvidenskabelig. Forståelsesmåden i det kvalitative forskningsinterview gør konsekvent vold mod positivismens krav til videnskabelighed" (p. 62). Grundlaget for det positivistiske ideal problematiseres/dekonstrueres ved kritisk at diskutere betydningen af en række begreber, herunder 'videnskab', 'objektivitet', 'kvalitativ/kvantitativ'. I konkrete projekter skal man vælge metode efter, hvad problemstillingen kræver. Og i konkrete projekter kan kvalitativ og kvantitative metoder meget vel supplere hinanden. Men når det kommer til de grundlæggende antagelser om virkelighedens natur og forskningens formål, så er traditionerne på mange måder hinandens modsætninger. Målet med de praktiske anvisninger, der påbegyndes i kapitel 5, er, at "muliggøre beslutningstagen vedrørende metode på et reflekteret niveau baseret på viden om den konkrete forskningsgenstand og på mulige metodologiske valgmuligheder og deres formodede konsekvenser for interviewprojektet som helhed" (p. 83). Denne del af bogen er struktureret ud fra syv logiske/kronologiske trin i forskningsprocessen nemlig præcisere, projektere, interviewe, strukturere, analysere, verificere, rapportere. Foruden, at de syv punkter tjener Kvale godt ved at give en god struktur på bogens mere praktiske del, så kan de samme punkter anbefales til at strukturere overvejelserne ved planlægningen af konkrete forskningsprojekter, samt når metodeafsnittet i afhandlingen skal skrives. Nogle vigtige praktiske råd og pointer i bogen relaterer sig også til de syv trin: (1) Valg gjort på tidligere trin har afgørende effekt på mulighederne på de næste trin så derfor; (2) skal man tænke hele forskningsprojektet (de syv trin) igennem inden man går i marken; (3) en stor del af forskningsarbejdet (måske det meste) laves inden man inteviewer; (4) man skal søge at skubbe arbejdet fremad, dvs., lave så meget af arbejdet som muligt på det tidlige trin, før man går til næste trin. En række etiske problemer i det kvalitative forskningsinterview centreret rundt om emnerne informeret samtykke, fortrolighed, konsekvenser og forskerens rolle drøftes i kapitel 6. Interviewsituationen herunder konstruktion af interviewguide diskuteres i kapitel 7. Interviewguiden skal opbygges ud fra to hensyn, nemlig de temaer, man ønsker belyst samt hensynet til samtalens åbne karakter og gode forløb. De spørgsmål man stiller udspringer af en teoretisk interesse, men spørgsmålsformuleringerne skal i reglen være helt renset fra teori. Steinar Kvale anbefaler, at man udarbejder to guider: Én med forskningsspørgsmål (som er til eget brug) og én med interviewspørgsmål, som bruges ved interviewene. I kapitlet findes også et eksempel på mesteren selv i arbejde i form af et lille interview, som Steinar Kvale gennemførte med en student foran klassen i forbindelse med undervisning i kvalitativ metode. 40
I kapitel 8 diskuteres kriterier på interviewets kvalitet og hvordan den afhænger af interviewerens viden og erfaring. Forskellige mennesker skal interviewes helt forskelligt. Forskellige emner kræver forskellige interview. Forskellige mennesker skal interviewes forskelligt om forskellige emner osv. Endnu engang understreges, at det at interviewe er et (kunst)håndværk, hvilket kræver erfaring, situationsfornemmelse og god dømmekraft. Man kan kun lære det ved at gøre det. Man kan ikke bare lære en metode. Hvad der sker, når båndede interviews transcriberes og dermed bliver til tekst og nogle vanskelighederne og faldgruberne her, drøftes indgående i kapitel 9. I kapitel 10 sammenfattes en række indsigter om interviewet som forståelsesform og den praktiske afvikling af interviews gennem den til tider også vittige (!) diskussion af ikke mindre end syv misforståelser gemt i det lille spørgsmål fra student til vejleder: "(3) Hvordan skal jeg finde en (4) metode til at (7) analysere de (2) 1000 sider (5) udskrift fra interviews, som jeg (1) har (2) samlet?" Forskellige typer af analysemetoder diskuteres i kapitel 11. I litteraturen om kvalitativ forskning inden for psykologi, sociologi og pædagogik findes der beskrevet ganske mange forskelllige analysemetoder. Steinar Kvale går ikke ind i dette virvar af tilgange, men beskriver i stedet 5 typer af arbejdsmåder, når mening skal fremanalyseres: meningskondensering, kategorisering af mening, narrativ strukturering, fortolkning, og ad hoc kombinationer. De principielt meget forskellige måde at analysere på kommer tydelig frem. Til gengæld må diskussionen inden for rammen af et kapitel blive kort. Bruges bogen som lærebog, vil det være nødvendigt at supplere her med øvelser og tekst. Kapitlerne 12 og 13 er viet problemstillingen om validitet i kvalitativ forskning. Én pointe her er, at man ikke kan afgøre en teksts/interviews/citats betydning og troværdighed uafhængigt af det spørgsmål der stilles teksten. Det kan ikke afgøres abstrakt. Så validitet er i høj grad et spørgsmål om at spørge, - reflekteret. En anden pointe er at begreberne reliabilitet, validitet og generaliserbarhed i den overvejende kvantitative forskningstradition har fået en bestemt, snæver betydning knyttet til 'måling' og statistisk inferens. I daglig sproget betyder de samme ord noget helt andet. I daglig tale bruges i stedet for 'validitet' ord som troværdig, pålidelig, forsvarlig, berettiget, overbevisende. Så Kvales anliggende er at 'generobre' disse begreber med et indhold, der er meningsfuld i forhold til den kvalitative forståelsesform og forskningsmetode. For også forskning baseret på kvalitative interview skal være troværdig, pålidelig og generaliserbar. En tredje pointe er, at validitet hellere skal diskuteres konkret end abstrakt. Man skal referere til det konkrete forskningsprojekt, med dens konkrete problemstilling og konkrete dataindsamling og analyse og på den baggrund diskutere, hvad der forekommer eller ikke forekommer troværdigt, velunderbygget og udtryk for god dømmekraft. Validitetsspørgsmålet har mange lag og hvirvler alle videnskabsteoretiske grundlagsspørgsmål diskuteret i bogens første del op på ny: virkelighedens beskaffenhed, forskningens formål, sandhed, magt osv. osv. Hovedsynspunktet er at validitet er en social konstruktion. Det kommer sig af, at virkeligheden er en social konstruktion. Vi har ikke som forskere en 'virkelig' virkelighed foran os, som vi med sofistikerede metoder kan beskrive bedre/mere 'virkelig' end andre (lægfolk). Vi har derimod en række menneskers levede virkelighed foran os. Hvordan større eller mindre udsnit af dette levede liv rimeligt kan beskrives, er noget vi bliver enige om i dialog i forskellige 'auditorier': forskeren og den interviewede, i en større eller mindre offentlighed, i forskersamfundet. 41
Sandhed bliver ikke længere et spørgsmål om korrespondens med en objektiv virkelighed, men et spørgsmål om hvad der kan forsvares, hvad der giver mening, og hvad der hjælper os til at håndtere vores liv bedre. Eller som det af nogle formuleres med et ordspil på engelsk: Det handler om to cope with reality, not to copy reality. Disse overvejelser om validitet udgør de vanskeligste afsnit i bogen. Ikke fordi teksten er skrevet uklar, tværtimod. Men fordi implikationerne af synspunktet tager lang tid at overskue. Det er nogle af bogens mest spændende og uden tvivl også mest kontroversielle synspunkter, der lægges frem her. I kapitel 14 gives gode råd om, hvordan man kan rapportere sine konklusioner både læseværdigt og moralsk forsvarligt og på en måde, der giver andre mulighed for at kikke én i kortene. Endelig afsluttes bogen i kapitel 15 med en diskussion af forskellige typer af kritik af kvalitativ forskning. Steinar Kvale har arbejdet med kvalitativ metodeudvikling gennem 15 år. Han har publiceret en lang række læste og læseværdige artikler om forskellige aspekter af kvalitativ forskning. Nu har Steinar Kvale givet en samlet fremstilling af sin indsigt og opfattelse af det kvalitative forskningsinterview. Det er der kommet en ualmindelig klar og gennemarbejdet bog ud af. Bogen er meget velskrevet og stramt komponeret. Den virker af den grund let, men er alligevel dyb. Og bogen fremtræder læsevenlig og pædagogisk bl.a. i kraft af indrammede, sammenfattende oversigter som både fungerer som disposition, konklusioner, huskelister. De gør endvidere bogen velegnet som opslagsbog og de samme oversigter vil kunne fungere som gode overheads i undervisningssammenhæng. Bogen er tænkt som en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Jeg vil selv anbefale den som sådan. Jeg kan ikke få øje på en bedre introducerende lærebog på markedet for øjeblikket, og har selv tænkt at prøve den af som sådan i forbindelse med undervisningen i metode på Institut for Statskundskab. Bogen skal naturligvis suppleres med forelæsning/kommentarer, øvelser og eksempler fra fagets forskningsområde. Men det vil altid være nødvendigt med supplement. Det ligger i emnets karakter. Det ville dog være rart, hvis bogen også kunne udkomme på dansk. At skrive en lærebog om det kvalitative interview og kvalitativ metode kræver afbalancering af en række dilemmaer: (1) Kernen i det kvalitativ interview er dets åbenhed og fleksibilitet og af præcis den grund kan man ikke give standardregler og standardsvar vedrørende dets gennemførelse. Omvendt er der et stort behov for tommelfingerregler og nogle oversigter over mulige metodiske valg og deres konsekvenser. (2) At interviewe er et (kunst)håndværk, og kan dybest set ikke læres på anden måde end ved at gøre det. Dog kan man kan forberede sig ved at konsultere andres erfaringer. (3) Hvis samtalen i et kvalitativt interview bliver for abstrakt og ikke når ned i den erfaringsmæssige fylde, løber det af sporet. Det samme som kan man sige om undervisning i og bøger om kvalitative interview. Eksempler må inddrages. Omvendt bliver en detaljeret og omfattende gennemgang af egne eller andres forskningsprojekter hurtigt kedeligt for læseren. 42
I InterViews er det i høj grad lykkedes Steinar Kvale at afbalancere disse formidlingsmæssige dilemmaer, som er indbygget i emnet. 43