Professions- og statuskonflikter blandt lærere og pædagoger

Professions- og statuskonflikter blandt lærere og pædagoger Afhandling Kandidatuddannelsen i generel pædagogik Danmarks Pædagogiske Universitet Modul 2: Pædagogiske praksisser og institutioner Trine Mindegaard, studienummer: 1367517 Frank Rosenfeldt, studienummer: 1371162 Christian B. Rasmussen, studienummer: 1370571 Vejleder: Knud Jensen Januar 2006

Indholdsfortegnelse 1 Indledning... 3 1.1 Problemfelt...3 1.2 Problemformulering...4 1.3 Disponering af afhandlingen...4 2 Moderniseringen af den offentlige sektor... 4 2.1 Managementsproget som fungerende ideologi...5 3 Profession og status... 7 3.1 Professionsbegrebet...7 3.2 Den funktionalistiske tilgang...8 3.3 Den Neo-weberianske tilgang...9 3.4 En relationel model til at analysere professioner...12 4 Idealforestillinger... 13 4.1 Skolelærerfagets historiske udvikling...13 4.2 Skolelærernes selvforståelse og idealforestillinger...14 4.3 Pædagogfagets historiske udvikling...17 4.4 Pædagogernes selvforståelse og idealforestillinger...18 5 Feltet... 20 5.1 Feltbegrebet...21 5.2 Kapitalbegrebet...22 5.3 Habitusbegrebet...23 5.4 Lærernes og pædagogernes strategiske positioner i feltet...23 6 Konklusion... 25 7 Litteratur... 27 Afhandlingen skal ses som et fælles projekt, men som udgangspunkt er Trine Mindegaard ansvarlig for afsnit 4 Frank Rosenfeldt er ansvarlig for afsnit 3 Christian B. Rasmussen er ansvarlig for afsnit 2 og 5 2

1 Indledning 1.1 Problemfelt En af de problemstillinger, som stadig vedbliver at være aktuel, er debatten omkring lærer- og pædagogarbejdet. Vi bliver konstant informeret bl.a. via medierne omkring problemstillinger på disse arbejdsområder. Disse semiprofessioner lever tilsyneladende ikke op til de forventninger, som er tilknyttet disse erhverv. Uddannelserne bliver ofte kritiseret for ikke at give de studerende kompetencer til at udfylde de krav, som stilles til fagene. Og mange nyuddannede oplever det, som i dagligsproget kaldes praksischok, når de efter endt uddannelse skal varetage et pædagogisk arbejde. Gennem de sidst 30 år har den offentlige sektor været under kraftig omstrukturering og denne moderniseringen har ændret en række vilkår i bl.a. arbejdsforhold for lærere og pædagoger (Jensen, 2003). Denne modernisering medvirker til, at disse to professionsfag skal arbejde sammen med henblik på at løse en pædagogisk opgave. I 2001 med bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor blev lærer- og pædagoguddannelserne ændret til såkaldte professionsbacheloruddannelser og uddannelsesstrukturen blev ændret med henblik på, at opfylde dette akademiske krav. Professionsbachelorbetegnelsen betyder adgang til højere uddannelser, i princippet, på lige fod med universitetsbachelorer. Endelig har professionsbachelorer tilkæmpet sig retten til at besidde bestemte erhverv, som universitetsbachelorer har svært ved at få adgang til. Uddannelserne til professionsbachelorer er samlet i centre for videregående uddannelse (CVU). Men trods dette medfører samarbejdet i det sociale felt, mellem lærere og pædagoger, en mindre tydelig skillelinie mellem professionsfagene og deres specifikke arbejdsområde. Denne utydelighed i arbejdsområder og arbejdsopgaver tvinger disse to professionsfag ud i tilsyneladende strategiske positioner for at sikre eget arbejdsområde. Herved opstår konflikter mellem disse professionsfag og omkring den opgave, som de i fællesskab skal løse. 3

1.2 Problemformulering Denne præsentation af afhandlingens problemfelt leder os frem til følgende problemformulering: En deskriptiv analyse af professions- og statuskonflikter blandt lærere og pædagoger ansat i skoler og fritidsordninger belyst gennem disse professionsfags idealforestillinger og deres deltagelse i et fælles socialt felt. 1.3 Disponering af afhandlingen I det følgende vil vi kort skitsere afhandlingens form samt vores intentioner indenfor dette problemfelt. Indledningsvis vil vi belyse væsentlige træk af moderniseringen af den offentlige sektor, herunder fremkomsten af et nyt organisationssprog, og dermed lægge et makroperspektiv på det problemfelt, som afhandlingen omhandler. Efterfølgende vil vi analysere professionsbegrebet og sammenholde dette med de herskende idealforestillinger i lærer- og pædagogfaget for at belyse de professionsstrategier og statuskonflikter, som anvendes. Ud fra Pierre Bourdieus begreber felt, kapital og habitus vil vi analysere det sociale felt, hvor lærer og pædagoger arbejder sammen. Vi vil beskrive de strategiske positioner, som de tilsyneladende indtager, samt udfolde hvorfor det ofte går galt, når disse to faggruper skal arbejde sammen om at løse en fælles opgave. Endelig vil vi kort opsummere vores pointer i en sammenfattende konklusion. 2 Moderniseringen af den offentlige sektor I det følgende afsnit vil vi gøre rede for en række ændringer i det rum, hvor mødet mellem lærere og pædagoger udspiller sig. Moderniseringen af den offentlige sektor har medført en række ændringer i det pædagogiske felt og samtidig hermed en række ændringer i professionsfagenes mulighedsbetingelser. Begrebet professionsfag anvendes om grupper af ansatte med en uddannelse på 14-16 år, der er specialiseret til at arbejde i særlige, men forskellige, dele af den offentlige sektor, som eksempelvis: lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere (Jensen, 2004). Begrebet professionsfag bruges i øvrigt stort set synonymt med begrebet semiprofessioner. 4

Moderniseringen betyder en bevægelse fra velfærdsstat til en responsiv forvaltning af offentlige virksomheders struktur og funktion. Moderniseringen af nationalstaterne har, ifølge Knud Jensen (2003), intensivt foregået i de vestlige lande i de seneste cirka 30 år. Fokus i denne modernisering har været at udvikle standardiserede strukturer og funktioner. Ændringer i de offentlige institutioner iværksættes med rammelovgivning, således at institutionerne konkurrerer på disse vilkår i forhold til at omlægge, rationalisere og effektivisere institutionernes funktioner og struktur (Jensen, 2004). Sammenlignende internationale undersøgelser, udført af eksempelvis OECD, skaber debat og rejser en række spørgsmål. Konkurrencen mellem institutionerne øges, og tilsyneladende affinder institutionerne sig med at blive rangordnet (Jensen, 2004). Nøglebegreberne i moderniseringen af den offentlige sektor lader til at være rationalisering, standardisering, effektivisering samt hierarkisk ledelse og styring (Jensen, 2004). Standarder implementeres blandt andet ved at anvende et organisationssprog managementsproget - som det fælles sprog. 2.1 Managementsproget som fungerende ideologi Arild Danielsen (1998) peger på nogle ændringer i klassestrukturen, som knytter sig til den nye organisationsretorik eller managementsproget. Ideologi er generelt betragtet nogle forestillinger, som forenkler eller tilslører samfundsskabte modsætninger og spændinger, samt almengør og naturaliserer det historisk særegne (Danielsen, 1998). Danielsen (1998) skelner mellem begreberne repræsenterende ideologi og opererende ideologi. Denne skelnen er efter Danielsens opfattelse vigtig for at forstå ideologier og deres betydning i vores tid. Begrebet repræsenterende ideologi drejer sig om fortællinger og myter, som skaber idealiserede billeder af nogle eller noget. Begrebet opererende ideologi drejer sig derimod om forestillinger og værdier, som er indlejret i vores daglige omgangsformer, og som føles vigtige og rigtige (Danielsen, 1998). Den opererende ideologi er ofte indlejret i brugen af bestemte ord og udtryk. Den er indlejret i måden disse ord og udtryk udtales på, i sproglige fraser og retoriske figurer, i samtaleemner og i væremåder. Danielsen gør opmærksom på, at den opererende ideologi ikke fungerer ved at 5

en bestemt gruppe af aktører manipulerer de andre. Ifølge Danielsen er der derimod tale om et kollektivt tilsløringsarbejde, som skaber den nødvendige illusion. Den opererende ideologi kan også fungere på et endnu mere underforstået niveau, som måden vi taler sammen, forklarer os på, og som dermed sætter rammerne for, hvad der kan og skal siges (Danielsen, 1998). Den pædagogiske verden er domineret af sloganagtige udtryk og hurraord. Managementsproget er vidt udbredt i de offentlige institutioner. Kompetence, kvalitet, udvikling, udfordringer, visioner, strategier, ledelse og målsætning er ord som anvendes i lærernes og pædagogernes arbejde. Medarbejdernes refleksioner over egen praksis og personlige udvikling er i fokus. Idealet er den lærende medarbejder, der konstant befinder sig i en udviklingsproces. Der anvendes en uimodståelig retorik til at beskrive og fortolke det pædagogiske arbejde, der nærmest er umulig at sætte sig op imod. Hvilke medarbejdere ønsker ikke at være refleksive, udviklende, fleksible og lærende? Uddannelseskvalifikationer opfattes som eksistensgrundlaget indenfor organisationen. I mellemlaget opfattes uddannelse som kulturel kapital og som løftestang for social mobilitet. I det nye managementsprog er der således vokset en hel kompetencefamilie frem. Der tales eksempelvis om kompetencekrav, handlekompetence, spidskompetencer og kernekompetence. Alt dette peger på det samme budskab om at uddannelse er vigtigt, og de arbejdsopgaver som medarbejderne udfører er vigtige (Danielsen, 1998). Den moderne organisations grundproblem er modsætningen mellem idealforestillinger og realiteter. Der er næsten altid et betydeligt skel mellem uddannelse, og det som kræves i forbindelse med de konkrete arbejdsopgaver. De nyuddannede møder med andre ord en ganske anden praksis, end den de forventede. Den nyansatte forsøger at ændre situationen ved at foretage en imaginær forskydning hvor måden, hvorpå man tænker og taler om tingene forandres, dog uden at praksis forandres. Medarbejdernes uddannelseskvalifikationer bliver tillagt stor betydning. Hermed bliver det nærliggende at betragte uddannelse, som måden til at tilegne sig metoder eller redskaber, som sætter en i stand til at udføre opgaven med større succes end folk uden denne uddannelse (Danielsen, 1998). Managementsproget giver tilsyneladende de ansatte en fornemmelse af, at de taler det samme sprog. Udsagnet, Et sprog som gør det muligt at tale det samme sprog, er indholdsløst, men rummer ifølge Danielsen (1998) en social virkelighed. De ansattes daglige samtaler skaber en følelse af fæl- 6

les sund fornuft eller common sense. De ansatte omtaler og fortolker deres arbejdsfunktioner som udfordrende og kompetencekrævende. Denne retorik understøtter forestillingen om, at de altid udfører væsentlige og krævende arbejdsopgaver, som netop bliver en måde at legitimere deres position. Derved praktiseres en ideologi, der består i at dyrke sig selv og gøre indtryk på andre (Danielsen, 1998). Sproget er således af stor betydning for (semi-) professionernes forsøg på legitimering af deres position og højnelse af status, hvilket vil blive yderligere analyseret i det følgende afsnit. Spørgsmålet omkring idealforestillinger, som det fremstilles af uddannelsesinstitutionerne og de faglige foreninger vil blive analyseret i afsnit 4. 3 Profession og status I dette afsnit vil vi analysere begrebet profession ud fra tre delvis forskellige sociologiske perspektiver, den funktionalistiske, den neo-weberianske samt Due og Madsens relationelle model. Vi vil dog begynde med at fastlægge begrebets karakter i hverdagssproget og som sociologisk begreb samt introducere begrebet semiprofession. 3.1 Professionsbegrebet I hverdagssproget sidestilles begrebet ofte med et erhverv eksemplificeret ved, at der i Politikens Nudansk Ordbog under profession står: En faglig beskæftigelse som man er oplært i, uddannet til eller ansat til at udføre (Becker-Christensen, 1996). Det er en udvanding, der fratager begrebet den status dét, som sociologisk begreb, besidder. Som sociologisk begreb er der flere kendetegn, et erhverv skal besidde, for at kunne klassificeres som en profession. Geoffrey Millerson har ud fra sin opsamling af tidligere professionsforskning opstillet seks karakteristika, som han anser som afgørende. (Gengivet fra Due og Madsen, 1990: 367). 1) Udøvelsen af en profession må indebære en færdighed, som bygger på teoretisk viden. 2) Der skal være tale om en langvarig uddannelse som forudsætning for tilegnelsen af den professionelle viden 7

3) De professionelles kompetence skal være sikret gennem et formelt eksaminationssystem 4) Der skal være etableret et etisk kodeks ( code of conduct ) til at sikre den professionelle integritet. 5) Den professionelle aktivitet skal bestå i en form for service, der er til fælles bedste, det vil sige præget af altruisme eller offentligt serviceideal. 6) Professionen skal være organiseret. (Dette indebærer bl.a. professionel selvregulering og autonomi). Millersons tilgang er den funktionalistiske, som vi vil gøre rede for i næste afsnit. Da lærer- og pædagogfagene ikke opfylder alle kravene, kan de ikke kaldes professioner. De kan i stedet kaldes semiprofessioner, der er kendetegnet ved at opfylde minimum punkt tre og fem, men ikke nødvendigvis resten af punkterne i Millersons analyse (Due og Madsen, 1990). 3.2 Den funktionalistiske tilgang Den funktionalistiske tilgang er også blevet kaldt trait- approach, og de to benævnelser sigter til de to overordnede emner, som denne del af professionsforskningen beskæftiger sig med. Nemlig på den ene side, hvilke kendetegn, der karakteriserer professionerne som faggrupper og gør det muligt at adskille professioner fra andre faggrupper. På den anden side, hvilken funktion de har i samfundet, som kan forklare deres status og materielle belønninger. Oprindelsen til den funktionalistiske professionsforskning tilskrives i almindelighed det engelske værk: The Professions publiceret af Carr-Saunders og Wilson i 1933, men Talcott Parson anses for at være grundlæggeren af den funktionalistiske professionssociologi i mere systematisk forstand. Parson definerer professioner en særlig samfundsmæssig rolle som faggrupper, der er organiseret omkring at håndtere og være ansvarlig for en vigtig del af samfundets viden og kulturelle tradition. De har ansvaret for traditioners bevarelse og fremtidige udvikling i form af nye sociale værdier og ny viden og derudover for anvendelse af denne viden i praksis (Due og Madsen, 1990). Men professionerne er ikke bærere af hvilke som helst sociale værdier i det moderne samfund. Der er tale om rationelle værdier, der kan være med til at understøtte økonomisk og social udvikling 8

gennem en stadig forfinelse og udvikling af teknologisk viden. Professionerne tilskrives dermed en rolle som medvirkende til samfundets fortsatte rationalisering (Due og Madsen, 1990). Professionerne er, i følge Parsons, opstået som resultat af en samfundsmæssig evolution, hvor en stigende specialisering og øget arbejdsdeling skabte et øget behov for specialiseret viden, som samfundet, indtil da, ikke kunne honorere. Hermed blev der skabt grobund for, at professionerne blev udskilt som selvstændige faggrupper. Som navnet på teoriretningen tilsiger, bliver professionerne anset for nødvendige for samfundets funktion som socialt system. Professionerne bidrager til samfundet ved at erhverve sig særlige færdigheder, som de vedvarende kan udvikle, og herved leverer professionerne nødvendige sociale værdier og ny viden. De løser nogle vitale samfundsmæssige problemer ved hjælp af den viden, som de har erhvervet sig gennem lange uddannelser, for derigennem at gøre sig fortjent til autonomi, social status og materielle belønninger (Due og Madsen, 1990). Den funktionalistiske tilgang er, som forståelse af professionerne i historisk perspektiv, udmærket, men den indeholder ikke det konflikt perspektiv, der også følger med en modernisering af staten. Den beskæftiger sig heller ikke med, hvad der sker, når to, statusmæssigt set, sidestillede professioner mødes i et socialt felt. 3.3 Den Neo-weberianske tilgang Den neo-weberianske tilgang er den seneste retning i professionsforskningen, der beskæftiger sig med handlingsstrategier for at forstå professionel udvikling. Denne retning betoner især diskussionen af det professionelle videns- og uddannelsesaspekt. Retningen udviklede sig med afsæt i de første magtstudier og deres fokus på, hvad professioner gør, når de forhandler og fastholder en særlig position i samfundet. Man søgte at klarlægge de kollektive handlingsmønstre, man kunne se i relationen mellem professionelle grupper, staten og andre grupper i samfundet. Med dette udgangspunkt bliver det de professionelle, eller rettere de faggrupper, som vi kalder professionelle, deres handlingsstrategier og den kontekst de indgår i, der kommer i centrum for forskernes interesse. Neo-weberianerne peger på, at forklaringen på professionernes høje status og gode materielle vilkår snarere skal søges i disse faggruppers evne til succesfuldt at opnå social closure. 9

Her illustreret af Keith Macdonald (1995): Max Weber udviklede begrebet social closure (social udelukkelse) til at beskrive og forklare en udelukkelsesproces, hvor en faggruppe monopoliserer fordele og dermed lukker af for, at andre lavere rangerende og ikke så kvalificerede grupper kan få adgang til disse fordele (Moos, Krejsler & Laursen, 2004). Det vil sige, at social closure sker som følge af eksklusion af andre grupper og på bekostning af disse udelukkede grupper. Hvor funktionalisterne fokuserede på arbejdsdeling som vigtigt for samfundets udvikling og dermed på behovet for stadig flere professionelle grupper, som kunne løse disse specialiserede opgaver, hvorimod udgangspunktet for neo-weberianerne er interesseforfølgelse. 10

Udgangspunktet er en forståelse af samfundets dynamikker som skabt af individer, der forfølger egne interesser. Disse aktiviteter genererer mere eller mindre bevidste faggrupper, der besidder ideer/viden, der kan legitimere deres interesseforfølgelse. Denne proces konkretiseres blandt andet gennem professioners forsøg på at forbedre medlemmernes forhold ved at begrænse adgangen til belønninger og privilegier til en snæver kreds, og ved at dyrke specielle sociale eller fysiske egenskaber, som den selv er bærer af. Disse udvalgte kendetegn anvendes som kriterier for fortræffelighed og sorteringsmekanisme samt legitimitetsgrundlag for tildeling af særlige privilegier (Lauvås & Lauvås, 1998). Weber så uddannelsessystemet som et specielt effektivt og veludviklet instrument til at kontrollere adgangen til professionen/ statusgruppen. Krav om eksamensbeviser og certifikater er effektive midler til begrænse tilgangen af kandidater til stillingerne og monopolisere dem til fordel for indehaverne af disse beviser og certifikater (Due og Madsen, 1990). Professionernes udvikling bliver med dette udgangspunkt historien om afgrænsede gruppers monopolisering af sociale positioner, der giver høj status og materielle belønninger. Det er vigtig at være opmærksom på, at der er en sammenhæng mellem professioners closure strategier og opdelingen af samfundet i forskellige grupper generelt. Weber anser statusgrupperne, som f.eks. en profession, for at have større betydning i de moderne samfund i forhold til arbejdsdeling og magt end de tidligere klasser. Som tidligere nævnt er eksklusion den væsentligste strategi i denne kamp mellem professionerne. Nogle professioner kan bruge eksklusion, som er brug af magt i nedadgående retning, i professionshierarkiet. Men, hvad gør de ekskluderede? De forsvarer sig eller trænger ind på et andet, og for dem, nyt område: Usurpation (Parkin, 1979), som er modstykket til eksklusion indebærer brug af magt opad eller i forhold til andre faggrupper. Nogle faggrupper kan bruge begge strategier. Denne dobbeltstrategi kaldes dual closure (Parkin, 1979). I moderne samfund, hvor der findes mange grupper, der stræber efter at blive opfattet som professioner, anvendes social closure strategierne ikke kun vertikalt, men også horisontalt. Det vil sige, at man både forsvarer sin profession opad og nedad i professionshierarkiet, og ligeledes i forhold til grupper, der har nogenlunde sammenlignelige uddannelser og vidensgrundlag (Moos, Krejsler & Laursen, 2004). En sådan strategi anvendes, ifølge Parkin, især af de semiprofessionelle grupper. 11

Neo-weberianerne kan kritiseres for, som præmis for analyserne, at fokusere ensidigt på magtforhold og professioners egeninteresse som den primært styrende kraft. Til trods for, at der næppe kan findes overbevisende argumenter for, at specielt professioner og professionelle personer, mere end alle andre faggrupper, udelukkende skulle handle ud fra egeninteresser. 3.4 En relationel model til at analysere professioner Jesper Due og Jørgen Steen Madsen har, i deres store sociologiske undersøgelse af Danmarks Lærerforenings medlemmer og tillidsfolk fra 1990, forslået en sociologisk analysemodel, hvor begrebet relation er omdrejningspunktet, dvs. at se de professioner, der ønskes analyseret, i deres samfundsmæssige sammenhæng. Ved at sætte relationen i centrum, forsøger Due og Madsen, med held, at bygge bro imellem den funktionalistiske og den neo-weberianske tilgang. Due og Madsen baserer deres analyse på fem forskellige relationer, som de undersøger hver for sig. I samme åndedrag gør de opmærksom på, at det kun er i analysen, det er muligt at splitte den sammenhægende virkelighed i enkeltrelationer uden overlapninger (Due og Madsen, 1990: 413-414). 1) Lærerne i relation til deres arbejde. Herunder indgår også forholdet til eleverne og forældrene, dvs. brugerne. 2) Lærerne i relation til kollegaerne. 3) Lærerne i relation til ledelsen, dels på den enkelte skole, dels i den enkelte kommune. 4) Lærerne i relation til deres organisation, dels lokalt, dels centralt. 5) Danmarks Lærerforening, som repræsentant for lærerne, i relation til omverdenen, dels lokalt: kredsen i forhold til den enkelte kommune, dels centralt: DLF i forhold til de kommunale sammenslutninger og de statslige myndigheder. Due og Madsen kunne have medtaget endnu et par punkter, nemlig de professionelles forståelse af den adgangsgivende uddannelse til erhvervet. De skriver: At det på længere sigt som profession vil være umuligt at opretholde en professionel status, hvis det ikke med overbevisning kan sandsynliggøres, at den langvarige uddan- 12

nelse og den videnskabelige basis giver en viden, som ikke alene er nødvendig, men som heller ikke kan opnås på anden måde. (Due og Madsen, 1990: 453). Set på baggrund af udviklingen, fra 1990 og frem til i dag, vil det også være relevant at tilføje lærerens relation til sidestillet semiprofessioner. Pædagogerne er for alvor trængt ind i folkeskolen, i skolefritidsordningerne og eksempelvis i Københavns kommune, hvor der er krav om samtænkning af skole og fritid. Selvom begrebet profession i hverdagssproget ofte er frataget sin betydning, som statussymbol, er det stadig et begreb, som både lærer- og pædagogfaget gerne vil associeres med. Dette fænomen vil vi blandt andet belyse i det næste afsnit. 4 Idealforestillinger For at få et indblik i lærerens og pædagogernes professionsstatus og idealforestillinger vil der i det følgende blive givet en kortere beskrivelse, med henblik på væsentlige træk, af disse semiprofessioners historiske udvikling. Endvidere inddrages semiprofessionernes uddannelsesmæssige lovgrundlag samt eksempler fra udvalgte uddannelsessteder og faglige foreninger i en analyse sammenholdt med mere klassiske professionsstrategier samt Due og Madsens sociologiske undersøgelse fra 1990. 4.1 Skolelærerfagets historiske udvikling Skolelærererhvervet i Danmark er opstået i tæt tilknytning til kirken. I løbet af 1700 tallet og i begyndelsen af 1800 tallet blev det, som vi i dag kender som folkeskolelærerstanden til. Præstestanden foretog undervisningen i latinskolerne de senere gymnasier. Den mere elementære og folkelige opgave blev varetaget af præstens underordnede, degnen. og Folkeskolelærerne fik med udgangspunkt i degnestanden en lavere status og blev uddannet på særlige seminarier (Moos, Krejsler & Laursen, 2004: 59). Gennem en række bestemmelser i løbet af 1800 tallet (år 1800, 1806 og 1814) og degnenes voksende undervisningsopgave, skiftede erhvervet fra degn til lærer. Hermed ikke sagt, at erhvervet ikke stadig i større eller mindre grad var underlagt kirken. Lærerstandens første afgrænsningsopgave blev hermed en frigørelse fra kirken. Afgræsningsopgaverne i lærerstanden har endvidere inkluderet både horisontale samt vertikale afgræsninger. Men trods disse afgræsnings- 13

kampe har folkeskolelærerstanden haft en næsten monopolagtig status på kerneundervisningsområdet i folkeskolen (Moos, Krejsler & Laursen, 2004). Udformningen af folkeskolen, som vi kender den i dag, skete op gennem 1900 tallet. Fokus her var bl.a. den vertikale afgræsningen og udmundede i folkeskoleloven fra 1975, som bl.a. fjernede det 8. og 9. skoleår fra det gymnasiale område samt en ny læreruddannelseslov i 1930, som var starten på en fagspecialisering af lærerne (Moos, Krejsler & Laursen, 2004). Lærerstanden bevæger sig hele tiden i disse afgræsningskampe og det er netop i dette felt at faget skal legitimere sig selv. I lyset af den historiske udvikling ses det, at faget ikke er et velafgrænset felt. Men et felt som er i stadig kamp med vertikale og horisontale afgræsningsopgaver (Moos, Krejsler & Laursen, 2004). Arbejdet mellem lærere og pædagoger bliver hermed også til en kamp om arbejdsopgaver og legitimation. 4.2 Skolelærernes selvforståelse og idealforestillinger Med bekendtgørelsen om uddannelse til professionsbachelor (2001) blev læreruddannelsen til en såkaldt professionsbacheloruddannelse. I bekendtgørelse af lov om uddannelse af lærere til folkeskolen 1 stk.2 (2000) står der: Uddannelsen skal give de studerende den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig for at kunne virke som lærer, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling samt bidrage til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund. Det er altså et lovmæssigt krav, at uddannelsen skal bidrage til at fremme den studerendes personlige udvikling. Udtrykt på en anden måde skal uddannelserne medvirke til at socialisere den studerende. Men hvordan udmønter denne lovgivning sig i den enkelte læreruddannelse? De enkelte uddannelsessteder tilrettelægger uddannelsens struktur under den gældende lovgivning (bekendtgørelse af lov om uddannelse af lærere til folkeskolen, 2000). Som et eksempel på denne socialiseringsproces inddrages her N. Zahles Seminariums uddybende formulering til de overordnede formål af læreruddannelsen: 14

Med henblik på at forene høj faglig kvalitet med høj undervisningskompetence gennemføres læreruddannelsen i et funktionelt samarbejde med folkeskolen, således at væsentlige sider af skolens virkelighed integreres i seminariets undervisning, dels i de enkelte fag, dels i seminariets virksomhed som helhed. Med henblik på at fremme de studerendes personlige udvikling skal seminariets undervisning og studiemiljø bidrage til, at den studerende personligt og i en social sammenhæng erhverver sig viden og værdinormer, som indebærer, at læreruddannelsen kan erkendes som meningsfuld. Med baggrund i disse overordnede formål giver seminariet muligheder og udfordringer til brede faglige og sociale kulturelle aktiviteter med mange forskellige arbejdsformer. I særlig grad lægger vi vægt på, at undervisningen støtter og udfordrer de studerende i samarbejdet mellem praktik, liniefag og pædagogiske fag. I hele dette samarbejde er sigtet tydeligt rettet mod at forberede de studerende på det meget omfattende og komplekse arbejde, der ligger i lærerprofessionen. Der satses således på, at den faglige fordybelse foregår i et miljø, der både lægger op til selvstændighed og til samarbejde og med vægt på den form for engagement og ansvarlighed, der kræves i lærerarbejdet Dette er et udtryk for en tolkning af lovgivningen, hvor der på N. Zahles seminarium lægges vægt på den studerendes personlige udvikling og erhvervelse af viden og værdinormer. Endvidere beskrives arbejdet som lærer som omfattende og kompleks, samt at erhvervet kræver engagement og ansvarlighed. Danmarks Lærerforening har på deres hjemmeside beskæftiget sig med professionsbegrebet for denne faggruppe og har bl.a. formuleret et professionsideal for medlemmerne af Danmarks Læreforening (2002). Dette professionsideal indeholder 11 punkter, som beskriver idealtypen på en lærer. Ordet ideal indeholder forestillingen om det fuldkomne, som man opstiller som mål eller forbillede (Becker-Christensen, 1996). Ved en nærmere gennemgang af disse 11 punkter ses det, at de netop beskriver en utopi, som den enkelte lærer vil have meget svært ved, til fulde, at leve op til. Men det som i denne sammenhæng er særligt i øjenfaldende, er måde hvorpå dette professionsideal er beskrevet. Beskrivelsen ligner mange steder mere en personbeskrivelse end en professionsbeskrivelse eksemplificeret her: 15

Lærerens ansvar herfor fordrer ikke blot formidling af den fornødne forståelse, de fornødne kundskaber og færdigheder, men tillige et klart engagement i samfundslivets grundværdier. Gennemgående træk som kan ses i love, bekendtgørelser, uddannelsesstedernes formuleringer og hos Danmarks Lærerforening er læreren som person og den socialiseringsproces, som skal forme læreren til at kunne varetage sit fag. Danmarks Lærerforening (2005) beskriver i artiklen Hvad skal vi med et professionsideal?, hvorfor det er vigtigt, at anerkende lærerfaget som en profession. Deres begrundelse er bl.a., at ved at få et fælles ståsted bliver det nemmere at diskutere de krav, som faget stiller i forhold til andre lærere, forældre og offentlighed. Og herudfra blev professionsidealet formet. Dette kan i denne sammenhæng tolkes som en måde, hvorpå lærerfaget forsøger at opnå status, i forhold til det arbejde de udfører. De er lovmæssigt blevet til en professionsbachelor og vil med dette også gerne opfattes som en profession både i faget samt udenfor faget. Ifølge Due og Madsen (1990) er forholdet mellem lærerstandens selvforståelse og den offentlige opfattelse uharmonisk. Lærerfaget har en professionel selvforståelse, men denne adskiller sig fra den offentlige forståelse af lærerne. Ved at sammenligne lærerfaget med en klassisk sociologisk forståelse af professioner ses det, at lærerfaget ikke fuldt ud lever op til denne forståelse. Især på punkterne om økonomi og social status ses det, at lærerfaget ikke indeholder disse elementer. Men den selvopfattelse som lærerne har af deres fag gør også, at de som gruppe ikke er indstillet på at lukke andre faggrupper ind på deres arbejdsområde, som primært er folkeskolen. Størstedelen af lærergruppen mener ikke, at andre faggrupper skal undervise i folkeskolen (Due og Madsen 1990). En bestået lærereksamen og en indmeldelse i Danmarks Lærerforening ses som adgangsbilletten til et job som lærer i skolen. Dermed prøver lærerne og deres organisation at monopolisere dette arbejdsområde. 16