D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktør: Major K. V. N IE L S E N D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

2 INDHOLDSFORTEGNELSE D E T KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB V ed årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i Tanker om fornyelse Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS- OG FORSVARSPOLITIK, STR A TEGI E t moderne Forsvar. Forsvarsminister E rik Ninn-Hansen... 3 Den militære magtbalance M ajor K. V. Nielsen... 7 Kommunisme og intervention. Spectator Perspektiver ved Sovjets voksende maritime styrke. Kaptajnløjtnant P. H ø i Jensen 109 Guerilla - Revolutionær krig - National befrielseskrig. M ajor B. J. C re n zie n Om konfliktforskning, fred och såkerhet. Professor D r. phil. Nil6 A n d r é n Krigens principper. E n historisk oversigt. M ajor K. V. Nielsen F N s rolle i fredens tjeneste. Oberstløjtnant L. M. K. Skjern Krigens teori og krigens principper. M ajor K. V. N ie ls e n D en revolutionære krigs karakteristika. Kadet O. B. Pedersen Frankrigs nationale afskrækkelseskoncept. General d Armée Aérienne M. Fourquet. (Oversættelse) Tysklandsproblememe. Oberst W. E. O. Lawaetz T A K T IK, O RGANISATIO N Tjenestetid og brigadeorganisation. Generalmajor A. S o m m e r Operativ integration af land- og søstyrker. M ajor G. K. K riste n se n E t bidrag til belysning af spørgsmålet om operativ integration af land- og søstyrker. M ajor J. Lyng Kommando og forvaltning. (Sammendrag) Angreb i mørke. Kaptajn P. Fabricius Jensen Dansk Amfibiekapacitet. M ajor G. K. Kristensen Den historiske baggrund for forsvarets nye ledelsesstruktur. M ajor G. K. Kristensen 496 Effektivisering af ledelsesfunktioner i forsvaret. M ajor B. Reese Petersen KRIGSHISTORIE Hertugen af Wellington. Kadet K. A n d e r s e n D ien Bien Phu s lære. General Nemb (oversættelse) Daniel Rantzau. Oberstløjtnant E. Bassing Slaget ved Axtom a. Oberstløjtnant E. Bassing How Bom eo was won. General Sir W alter W alker

3 PERSO NELFORVALTNING, DISCIPLIN M.M. Psykiske kampskader. M ajor, cand. psych. S. Jensen Samarbejdsudvalg. Oberst A. V. Hensch U D D A N N ELSE Praktikanttjeneste. M ajor V. Jensen Klimaudvalget om befalingsmandsuddannelsen. E n anmeldelse. (Oberstløjtnant N ils Berg) Apropos Intensiverings-betænkningen. Oberstløjtnant N ils Berg og oberstløjtnant A. H. Rude Den uundgåelige sammenhæng. Oberstløjtnant J. F. Bay VÅBEN, UDRUSTNING M.M. Fremtidens luftrekognoscering Den tysk-amerikanske kampvogn B M T Østmagtflåderne i Østersøen. Sammendrag K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? Oberstløjtnant Gerstoft Noget om luftvæmsartilleri. Oberstløjtnant K. E. P. Jeremiassen F O R S K E LLIG T Krigsskader og krigskirurgi. (Sammendrag) Ansvar og erstatning i forbindelse med tab og beskadigelse af forsyningsgenstande. M ajor T. Vejrup Forvaltning af reglementer. Sammendrag Faldskærmsspring, en mulighed for højnelse af k a m p m o ra le n Tab og beskadigelse af forsyningsgenstande. Advokat, kaptajn (R) L e if Lu n n Ansvar og erstatning. M ajor T. V ejrup Mere stabsarbejde.»gabriel« Management (I) Orlogskaptajn E. SchoUert Management (II). Orlogskaptajn E. S c h o lle r t Det kongelige Gam isonsbibliotek i KasteUet. Oberstløjtnant S. O. B e g to ft B Ø G E R Større anmeldelser: Klimaudvalget om befalingsmandsuddannelsen. E n anmeldelse. (Oberstløjtnant N ils Berg) Den højere militære uddannelse i Sverige. E n anmeldelse. (K. V. Nielsen) Kortere anmeldelser: Sundbedsbog for tropeegne. E. v. Haller. (K. E. Jessen) Taschenbuch der Panzer. F. M. v. Senger und Etterling Generalstabens Guidekorps. E. O. A. Hedegaard (kvn) D ie Verluste der Kriegsflotten I. Rehder Taschenbuch der Kriegsflotten

4 D ie V-Boot-Erfolge der Achsenmächte. I. Rohwer Pistols of the W orld. Claude B la ir (V.) Gamle danske militærvåben. T h. M ølle r (V.) Napoleons danske hjælpetropper. Auxiliærkorpset Poul Ib Liebe (K. V. Nielsen) Walter U-Boote. Kruska & Rossier E r ik Dahlberg och Carl X Gustafs krigshistoria. Arne Stade. (0. R. H. Jensen) Surprise Warfare, Subversive, Airborne and Am phibious Operations. A. Merglen. (M. Clemmesen) Four Samurai. A Quartet of Japanese Arm y Commanders in the Second W orld War. A. Swinson. (M. Clemmesen) The Italian Campaign A Political and M ilitary Re-assessment. G. A. Shepperd. (M. Clemmesen) Individet og samfundet. Eggert Petersen. (N ils Berg) Vietnam Task. The 5th Battalion The Royal Australien Regiment, 1966/67. Robert J. O N e ill (V.) Sidste mand fra Singapore. Albert Ness (kvn) E n livkosaks erindringer. T. K. Jaschik (kvn) Vore panserskibe R. Steen Steensen Polititropperne i Sverige N. Borchgrevink Alverdens fly i farver. Jørgen Lundø (red.) The F a ll of Fortress Europe. Fred Majadalany. (M. H. Clemmesen) The Battle for Rome. W. G. F. Jackson. (M. H. Clemmesen) Revolutionary Warfare and Communist Strategy - The Threat to South-East Asia. Geoffrey Fairb aim (V.) Pædagogisk proces- og produktanalyse. Fin n Rasborg Contemporary M ilitary Strategy. M orton H. Halperin. (K. V. Nielsen) The Siege of Leningrad. Harrison E. Salisbury. (M. H. Clemmesen) Norsk militærhistorisk bibliografi. Arne O dd Johnsen & Gunnar C. Wasberg. (kvn) 526 The Battle for Germany. H. Essame. (M. H. Clemmesen)

5 lia n kem isk og: biologisk krigsførelse blive en realitet? Chefen for Forsvarets ABC-skole, oberstløjtnant J. Gerstoft, behandler i denne artikel de kemiske og biologiske kampstoffers karakteristika, chancerne for deres anvendelse i en eventuel krig og mulighederne for beskyttelse imod dem. Tidsskriftet påregner i senere artikler at uddybe bl. a. uddannelsen i C-beskyttelse og den taktiske anvendelse af C-kampstoffer. Internationale aftaler Der er truffet to internationale aftaler, der sigter imod at forbyde kemisk og biologisk krig. Ved den første af disse, der er fra 1899, har en række magter, deriblandt England, Frankrig og Rusland, forpligtet sig t il ikke at bruge projektiler, hvis eneste øjemed er at udbrede kvælende eller giftige luftarter. Denne deklaration viste sig under 1. verdenskrig ikke at have den ønskede virkning. E n af grundene h e rtil var, at man - for at bruge et moderne udtryk - eskalerede. M an begyndte med projektiler, der kun havde det kemiske kampstof som en sekundær ladning; men derefter øgede man den kemiske ladning, således at det kemiske kampstof ganske udpræget blev det p rimære. Den anden aftale er Genéveprotokollen af 17. ju n i Ved denne har de underskrivende magter» i betragtning af, at den alm indelige mening i den civiliserede verden med rette har fordømt brugen af kvælende, giftige eller lignende gasarter såvel som af alle tilsvarende væsker, stoffer og m idler i krige, anerkendt et forbud mod anvendelse af sådanne stoffer. Ved samme lejlighed er dette forbud udstrakt til at omfatte brug af»bakteriologiske krigsmidiere. Begge aftaler er tiltråd t af de fleste af de stater, der eksisterede, da aftalerne blev indgået. Ingen af aftalerne er dog tiltrådt af USA. Der er ved Genéveprotokollens underskrivelse og senere blevet taget en række forbehold over for protokollens indhold. En række stater har udtrykt, at de kun ville respektere protokollens bestemmelser, hvis stofferne

6 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? 337 ikke blev anvendt mod dem selv. Andre stater har taget det forbehold, at bestemmelserne ikke betragtedes som gældende over for stater, der ikke havde tiltrådt protokollen, samt disse staters allierede. Når det sidste forbehold trækkes frem, skyldes det især, at det er taget af bl. a. Sovjetunionen og England. Det sidste forhold samt den kendsgerning, at USA ikke har tiltrådt nogen af aftalerne, må naturligvis understreges, fo rdi det i virkeligheden medfører, at der i praksis næppe eksisterer nogen traktatlige bindinger i en storkonflikt, hvori U SA deltager. Fra amerikansk side anføres ganske vist, at præsident Roosevelt i 1943 udtalte, at USA ikke ville benytte kemiske våben, med m indre dette blev gjort af landets fjender. Som det fremgår, dækker den udtalelse im idlertid ikke biologiske våben. Det kan være berettiget at spørge, hvor stor tillid man skal have til sådanne konventioner. En konkret og objektiv besvarelse heraf kan ikke gives; men man kan søge at analysere sagen for på den måde at danne sig et vist indtryk af sandsynlighederne for, at BC-våben v il blive taget i anvendelse. Ser man snævert på konventionernes ordlyd, er de næppe særligt vanskelige at omgå. E n række form elle brist er da også så sent som i 1968 blevet påvist af Storbritannien i forbindelse med, at man derfra søgte at få et arbejde igang med henblik på en mere bindende aftale om biologiske våben. Im idlertid er der næppe tvivl om, at aftalerne - trods deres meget ubestemte form ulering - må tillægges ret stor folkeretlig betydning; og de kan i hvert fald tages som udtryk for, at de underskrivende magter på det tidspunkt, hvor aftalerne blev indgået, havde et æ rligt ønske om at undgå kemisk og biologisk krig. Historisk kan man konstatere, at disse våben ikke blev anvendt i 2. verdenskrig. Dette bør dog næppe føre t il alt for optim istiske slutninger, for dels var B-våben dengang ikke udviklet t il praktisk anvendelse, dels tyder meget på, at det, der afholdt Tyskland fra at bruge C-våben, ikke var traktater eller folkeret, men simpelthen frygt for gengældelse. A-våbnenes udvikling siden 2. verdenskrig bør også inddrages i overvejelser vedrørende sandsynligheden for anvendelse af B- og C-våben. I den offentlige mening repræsenterer A-våben nok de mest virkningsfulde og ødelæggende våben, man kan forestille sig. For så vidt angår den direkte virkning over for personel, er det i høj grad et spørgsmål, om ikke B- og C-våben v il være lige så eller mere virkningsfulde end A-våben af de størrelser, der mest sandsynligt kan tænkes anvendt mod dansk område.

7 338 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? Men i den forbindelse, hvori sagen anskues her, er selve forestillingen om A-våben som det frygteligste måske nok så afgørende: E r der først benyttet A-våben, som der ikke er noget forbud imod, er det vanskeligt at forestille sig, hvad der skulle bolde en stat tilbage fra at benytte B- og C-våben, indledningsvis måske i lille målestok. Hvorom alting er, så synes der ikke at være mange stater på den nordlige halvkugle, som føler sig særligt trygge blot på baggrund af de in d gåede aftaler. Dette kan bevises alene derved, at disse stater alle gennemfører en stadig stigende uddannelse i hvert fald af deres m ilitæ re enheder i beskyttelse mod B- og C-våben. Sovjetunionens indstilling Det er naturligt fra danske side først og fremmest at lægge vægt på Warszawapagt-landenes opfattelse af B- og C-våben. Som i adskillige andre forhold kan denne opfattelse betragtes som domineret af Sovjetunionen. Der foreligger flere autoritative udtalelser fra russiske side, der fastslår, at man må anse anvendelse af B- og C-våben for normale foreteelser i en evt. storkrig mellem øst og vest. I Sokolovski, Soviet M ilitary Strategy siges (s. 304):»Det må påregnes, at angriberen v il bruge kemiske og bakteriologiske våben i forbindelse med kernevåben«. I et afsnit, der handler om, hvorledes en krig vindes endeligt, siges (s. 337):»Dette kan kun gøres ved at slå fjendens væbnede styrker totalt og ved at besætte hans territorier, herunder de områder, hvor hans strategiske våben findes i beskyttet opstilling. A lt dette kan ikke gøres med kernevåben alene. Andre våbentyper v il også være nødvendige, tillig e med den mest forskelligartede m i litæ re udrustning. M an må i en frem tidig krig især regne med brug af kemiske og bakteriologiske våben, hvis u dvikling tillægges betydelig vægt i de vestlige lande, særligt i USA«. I den her benyttede engelske oversættelse er anvendt ordet»bacteriologic«. Der er dog intet, der tyder på, at Østmagterne kun tænker på anvendelsen af bakterier. Når Østmagterne siger bakteriologisk, og Vestmagterne siger biologisk, menes i virkeligheden det samme, nemlig m ikrobiologisk. I øvrigt nævnes B- og C-våben kun sjældent ved navn i dette værk, der form entlig kan betragtes som en slags programerklæring. Derim od nævnes masseødelæggelsesvåben ustandseligt, og der foreligger adskillige beviser på, at dette begreb ligesom i vesten dækker over såvel A- som B- og C- våben.

8 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? 339 I russiske feltreglementer siges tingene mere ligeud. H eri er det karakteristisk, at der klart regnes med offensiv anvendelse af alle tre våbentyper. Dette er i slående modsætning t il tilsvarende vestlige reglementer, hvor der næsten udelukkende beskrives de beskyttelsesmæssige og defensive sider. Den eneste undtagelse, der er mig bekendt, er USA, der ikke lægger skjul på, at de besidder kemiske og - i lid t mere vage vendinger - biologiske våben, og som derfor ifølge sagens natur må beskrive, hvorledes de anvendes. Men det gøres stedse på en langt mere beskeden måde, og således at kamp uden egen anvendelse af disse våben anses for det mest normale. I politiske publikationer fra østlandene kan man uden besvær finde mere propagandistiske udlægninger af, hvorfor man må benytte sådanne våben. Temaet er her altid: Da USA ikke mere besad monopol på kernevåben, måtte disse im perialister finde på noget nyt, og man kastede sig da over de meget giftige nervegasser og gav sig endog t il at udvikle nye. Det er ganske interessant at notere, at man - bortset fra ordvalget fra vestlig side præsenteres for motiveringer af meget lignende type. N år de fremkommer fra østligt hold, er de im idlertid ikke sande; for efter alt, hvad der vides, har Sovjet ikke været bagud for USA med hensyn til udviklingen af kemiske våben, siden de overtog visse tyske fabrikker for fremstilling af nervegas. Det v ille dog være forkert ikke at nævne, at det ikke har været mig mulig t at finde tilkendegivelser fra østlig side, der direkte angiver, at disse magter v il tage initiativet t il en kemisk eller biologisk krig. Det, der derfor især må forurolige, er, at de forbereder sig på offensiv kemisk krig. Dette gør de til gengæld i en grad, der øjensynligt langt overstiger, hvad der gøres i vesten. Det er derfor vanskeligt at se bort fra, at de også i givet fald v il være k la r t il at»åbne ballet«. Selv om biologiske og kemiske våben på adskillige felter er meget forskellige, behandles de ofte parallelt. I danske reglementer tales således om BC-alarm, BC-beskyttelse o. s. v. På tilsvarende måde nævnes de to våbentyper ofte side om side i russiske publikationer, også vedrørende den offensive anvendelse. Det synes im idlertid for dristigt alene heraf at slutte, at østmagterne både er i stand til at føre og villige til at starte en biologisk krig. Det eneste, der form entlig kan fastslås med den viden, vi har i dag, er, at der udføres forskning på området; men det gøres også i USA. Begge supermagter ønsker således at være i stand t il at føre en biologisk krig; dette er i virkeligheden ganske naturligt alene ud fra ønsket om ikke at stå forsvarsløs. Men om nogen af dem behersker teknikken med henblik

9 310 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? på at kontrollere en hensigtsmæssig anvendelse af biologiske kampmidler, ved vi ikke. Det er derimod ganske givet, at især østmagterne er i stand til at føre en kemisk krig. Våbnenes muligheder Hvad kan da disse våben, som A-våben og konventionelle våben ikke kan? Dette spørgsmål må besvares for at klargøre sig den drivkraft, der i givet fald v il kunne få en nation til at anvende B- og C-våben. Den mest iøjnefaldende særlige egenskab ved kemiske og biologiske våben er, at de ikke ødelægger noget rent fysisk, og at de altså efterlader bygninger, produktionsapparat og materiel relativt uskadt og stort set kun virker på levende væsener. Men dette er langt fra den eneste egenskab, der kan udnyttes. Man kan med kemiske våben påføre mennesker - og for den sags skyld også dyr - et helt spektrum af virkninger, rækkende fra et belt uskadeligt og forbigående ubehag t il en meget hurtig død, de kan virke i lang tid eller i kort tid, de kan trænge ind næsten overalt eller være lette at beskytte sig imod, og de kan bruges, så man straks erkender dem, eller komme mere snigende. Nogle eksempler fra»spektret«v il utvivlsomt være på sin plads. Tåregassen er vel den mest uskadelige, og den er velkendt. Det er nok tvivlsomt, i hvor høj grad den v il blive anvendt m ilitæ rt, når man ser bort fra guerillakrig. Men den kan anvendes enten alene eller i forbindelse med andre C-våben til at tvinge enheder til at bære ABC-maske, hvad der nedsætter enhedernes ydeevne. Blandt de mere alvorlige»inaktiviserende«c- kampstoffer bør nævnes psykogasser, om hvilke vi i virkeligheden ved meget lidt. Eksisterer de i en m ilitæ rt anvendelig form, kan de i op t il flere dage gøre fo lk utilregnelige i en sådan grad, at de v il være helt ude af stand til at foretage sig koordinerede handlinger. Cyanbrinte (blåsyre, H CN ) bar været brugt tidligere, men bar i en årrække ført en noget tilbagetrukket tilværelse. Det er tvivlsomt, om det er berettiget. Ganske vist er det en luftart, der er lettere end atmosfærisk luft, og den er derfor meget flygtig. M en man bar nu våben, flerrørs raketkastere, der gør det m uligt over små områder hurtigt at opbygge og derefter i nogen tid opretholde en dødelig koncentration. Dette kampstof har den egenskab, at det i løbet af kort tid nedbryder kullene i filtratorerne, så de er uvirksomme - også over for andre kampstoffer. Cyanbrintens store flygtighed gør det i givet fald muligt med egne styrker at besætte områ-

10 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? 341 der ret hurtigt efter, at man er ophørt med at beskyde dem med kampstoffet. Setinepsgas er ikke særlig giftig og er ret let at beskytte sig imod, hvis man lia r m idlerne t il det. Men ganske ubeskyttede enheder kan lid e store tab. Den virker især mod huden, hvis man forudsætter åndedrætsvejene beskyttet af ABC-maske, og forårsager sådanne sår og blærer, at hospitalsbehandling er uomgængelig nødvendig, især for at undgå infektioner. Den trænger igennem uniform en og i nogen grad igennem beskyttelsesdragter. Man kan ved forskellige blandinger opnå varierende gennemtrængningsevne. Nervegasserne er de nyeste og giftigste kemiske kampstoffer, hvorom vi med sikkerhed ved, at de eksisterer. De angriber såvel gennem åndedrætsvejene som gennem huden. De er alle uhyre giftige, selv om der er variationer i så henseende. De findes i flygtige og i varige former, og de kan udlægges på næsten alle måder: med raketter med højst sprængpunkt, med ammunition med anslagsbrandrør, med flybomber og som spray. H id til er stoffernes egenskaber i det væsentlige beskrevet kvalitativt. Der er im idlertid også kvantitativt enorme variationsmuligheder: Der kan fabrikeres kapsler med få m illigram, og der kan fremstilles raketter, der v il have dødelig virkning over lige så store områder som mindre atomvåben. Det eneste, man øjensynligt»savner«i kvantitativ henseende, er våben, der i virkning kan måle sig med de store atomvåben. Men i den forbindelse skal det bemærkes, at hverken pris eller produktionsvanskeligheder stiller sig hindrende i vejen for at anvende kemiske våben i så store mængder, at en sammenligning med store atomvåben forekommer rimelig. Det v il af ovenstående fremgå, hvilke variationsmuligheder en troppefører kan få stillet til rådighed af en politisk ledelse, der hensynsløst v il forfølge sine mål. Ved de biologiske våben springer i forhold til de kemiske følgende karakteristika i øjnene: - Der er tale om»forsinket«virkning som følge af inkubationstider, der i øvrigt varierer afhængigt af den anvendte mikroorganisme. - M an kan vaccinere i hvert fald mod visse af de sygdomme, der v il kunne påføres. M an kan forestille sig dette anvendt af egne styrker, der skal følge et biologisk angreb op. - Én mikroorganisme er i teorien nok til at inficere; i praksis må man nok regne med nogle få stykker for at opnå en nogenlunde sikker

11 342 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? virkning. I betragtning af mikroorganismernes størrelse er der tale om så små koncentrationer, at skyer med det fornødne antal organismer kan spredes over enorme områder. I praksis er det et langt større problem at opnå, at de er virksomme i tilstræ kkelig lang tid, efter at de er spredt. Disse egenskaber kunne antyde, at der her er tale om mere anvendelige m idler end de kemiske. Generelt set er dette dog næppe tilfæ ldet, idet m i kroorganismer er meget følsomme over for klim atiske ændringer, og det givetvis v il være vanskeligt at kontrollere virkningen, hvis det lykkes at frem stille mindre påvirkelige B-kampstoffer. Men lige så sikkert er det, at hvis det lykkes - eller er lykkedes - at få hold på alle kontrolproblemer, da disponeres der over våben, hvis p rimære kendetegn kan være en overordentlig vidtstrakt virkning, form entlig langt ud over, hvad et megaton-våben kan præstere. Den kvalitative virkning v il alene afhænge af den eller de anvendte mikroorganismer. Kan man vælge frit blandt disse, er variationsm ulighederne større end for de kemiske våben; men det v il i hvert fald i begyndelsen næppe være m uligt at løse de tekniske problemer for mere end nogle enkelte typer. Fo r fuldstændighedens skyld er medtaget det form entlig kendte billede af en B-skys udbredelse. Det viser - overført til Skandinavien - et amerikansk forsøg, hvor man fra et skib udsendte en aerosol, der havde samme

12 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? 343 fysiske egenskaber som aerosoler, der kan indeholde mikroorganismer, men som i stedet indeholdt en uskadelig kemisk forbindelse, der let kunne spores. Billedet viser, hvor mange supponerede mikroorganismer et menneske v ille inhalere i de pågældende områder. Den vægtmængde, der skulle bruges t il en udbredelse som den viste, er overordentlig begrænset - af størrelsesorden 1 ton. Det fremgår således, at udbredelsesproblemet alene ikke er stort. I det hele taget synes de enkelte delproblemer løst; det vanskelige ligger i at kæde det hele sammen. Både U SA og USSR synes at påstå, at de kan benytte biologiske våben. Der er tale om mere eller m indre klare udtalelser, hvis form form entlig har været afhængig af den propagandavirkning, man har ønsket. Det kan være rigtigt, at de har våbnene klar; men det kan også være udtalelser, der sigter mod at afskrække modparten mod at bruge dem - hvis han da har dem. Tekniske fakta om biologiske våben synes i hvert fald at høre til de bedst bevarede hemmeligheder. M ulig beskyttelse I modsætning t il hvad vist de fleste forestiller sig, er det m uligt og overkommeligt at skaffe militære enheder og for den sags skyld også civilbefolkningen en rim elig beskyttelse mod B- og C-våhen. M an kan opnå en ret effektiv beskyttelse, hvis man har den nødvendige viden om virkningerne, den nødvendige uddannelse t il at handle hurtigt og de fornødne, men i virkeligheden ret små m idler. Hver for sig v il disse komponenter kunne give nogen beskyttelse. Det klassiske beskyttelsesmiddel er ABC-masken; men med våbnenes stigende giftighed og deres evne til at trænge ind gennem alm indelig klædedragt og ind i organismen gennem huden er denne ikke tilstræ kkelig. Der findes derfor meget modstandsdygtige beskyttelsesdragter til brug for folk, der skal ind i forureninger. Men ud over det findes der - i visse lande udleveret til alle soldater - en dragt, som soldaten kan kæmpe i, og som i et rim eligt tidsrum yder beskyttelse. T il dragten bæres naturligvis maske, så det er ikke særligt behageligt at opholde sig i den i timevis, måske i dagevis; men man har bestræbt sig på, at den skulle hæmme så lid t som muligt. Da man ikke kan udføre alle funktioner i en sådan dragt, f. eks. hverken spise eller gå på W C, må man nødvendigvis have rum, hvori beskyttelsesmidlerne kan aflægges i hvert fald for kortere perioder. Der findes modgifte mod de fleste C-kampstoffer, men de skal i almindelighed tages meget hurtigt. Det er næppe overkommeligt at give soldater

13 344 K a n kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? eller andre alle disse modgifte og at lære dem at skelne k la rt og hurtigt mellem de forskellige stoffers virkning med henblik på at afgøre, hvilken m odgift de skal tage. M an må koncentrere sig om de farligste og vigtigste, og det er da også gjort i flere lande. Visse m odgifte kan gives profylaktisk. Dette kan have betydning, hvis man skal sende sanitetshold o. 1. ind i forurenede områder, men har især betydning rent offensivt, hvis egne styrker skal besætte et område kort tid efter, at det af en selv er blevet belagt med C-kampstoffer. Alarm - og sporeproblemerne er i virkeligheden nogle af de største. De er løst til en vis grad, men enhver forbedring v il betyde, at der kan spares menneskeliv. For alarmmidlerne er det afgørende, at der i de flest tænkelige situationer kan alarmere så hurtigt, at masken kan være anlagt, inden kampstoffet har gjort sin virkning. Da koncentrationer kan være opbygget i løbet af ca. 20 sekunder, og da det afhængig af situation og træningstilstand tager 5 t il 12 sekunder at anlægge maske (uden intensiv træning endog mere), er det klart, at der stilles store krav til alarmmidlerne. Sporemidlerne skal hurtigt kunne erkende, dels hvilke kampstoffer man er udsat for, dels koncentrationernes størrelse. Apparatur er udviklet, men forbedringer er i høj grad påkrævet. Det er indlysende, at jo mere sådant apparatur skal kunne, desto mere indviklet bliver det; og det kan være vanskeligt at følge med, hver gang der kommer et nyt stof på markedet. Vender vi os t il de biologiske kampstoffer, er sporingsproblemet endnu større; og h e rtil kommer, at man ikke v il have nogen um iddelbar reaktion, der fortæ ller én, at der er fare på færde: når virkningen erkendes, er forureningen med mikroorganismer - takket være inkubationstiden i forbindelse med organismernes henfald - forlængst forsvundet. Den bedste beskyttelse over for B-kampstoffer opnås ved alm indelig hygiejne og ved vaccinationer. Det kan synes ejendommeligt, at den personlige hygiejne skulle have så stor betydning. Det er også et spørgsmål, hvor meget den betyder for dem, der primært inficeres med de udsendte mikroorganismer. Der er på den anden side ingen tvivl om, at den kan have overordentlig stor betydning for, at en sygdom ikke breder sig ved smitte. Vaccination kan synes håbløs, når man tænker på besværet med at få den givet og på, hvor mange m ulige sygdomme der kan påføres. Det v il form entlig også kun være m uligt at beskytte sig på den måde, hvis man på en eller anden vis har fået opsnuset, hvilken sygdom fjenden har på lager.

14 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? 345 I så fald kan det for visse sygdommes vedkommende gøres ved massevaccination, der kan gives i aerosolform, f. eks. medens fo lk overværer en biografforestilling. Det er herved m uligt at vaccinere folk, uden at de selv ved det, og i hvert fald uden at de ved, hvilken sygdom de er vaccineret imod. Især det sidste kan have betydning ved egen brug af B-kampstoffer, idet man måske kan få egen befolkning i naboområder og styrker, der skal besætte ramte områder, vaccineret, uden at fjenden behøver at få nys om, hvilken sygdom det drejer sig om. Det vides, at sådan vaccination har været forsøgt over for befolkningen i Sovjetunionen. Ovenstående beskrivelse gør det form entlig klart, hvor afgørende vigtigt det er, at forskning på dette område holdes hemmelig. Det er som nævnt også tilfældet. Det er flere gange omtalt, at personellets reaktioner skal være hurtige, for at man kan opnå beskyttelse mod B- og C-våben. Det gælder såvel ved anlæggelse af maske som ved benyttelse af modgifte, men også hvis der skal ydes førstehjæ lp over for andre. For at opnå at sådanne reaktioner kan blive hurtige, er grundig og målbevidst uddannelse nødvendig. En sådan uddannelse skal sigte im od hurtig anlæggelse af maske, hurtig og spontan alarm ering af andre, hurtig og effektiv rensning samt en række andre tilsvarende reaktioner. Andre NATO -lande er i gang med sådan uddannelse, men den kan form entlig kun siges at være fuldt gennemført for visse specielt uddannede enheders vedkommende. E t helt system af ABC-reaktionsøvelser, afpasset efter hensigtsmæssige alarm- og beskyttelsesmidler, må utvivlsomt indføres i de kommende år. T il brug h ertil har man i hærens rekrutuddannelse ca. 10 timer, svarende til 12 måneders uddannelse. Det slår ikke til; og det er hævet over diskussion, at ABC-momenter, her især C-momenter, i stedse stigende grad må indarbejdes gennem hele uddannelsen. I Sovjetunionen modtager civilbefolkningen ca. 20 timers uddannelse i disse discipliner. N A T O og Warszawapagten og BC-krig Det turde fremgå, at de rent tekniske muligheder for i hvert fald en C- krig ført af Warszawapagt-landene er til stede. I hvilke situationer kan det tænkes at være hensigtsmæssigt for dem at bruge disse m idler? Forsvarsministeren har ved flere lejligheder fremhævet det betænkelige ved at sænke den såkaldte atomtærskel. Det er ganske vist primært sket i forbindelse med den canadiske beslutning om at fjerne visse konventionel-

15 346 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? le styrker fra Europa; men det gælder jo i samme grad. hvis man på den ene eller anden måde sænker andre NATO-landes, herunder danske, styrkers kampværdi. A t tærsklen im idlertid stadig sænkes følger af, at Warszawapagt-landcne fastholder eller øger deres konventionelle styrkers antal, samtidig med at NATO s styrker reduceres, såvel hvad antal og uddannelsestid som materielstatus (økonomi) angår. Forholdet må i dag siges at være det, at Warszawapagt-landene, hvad angår konventionelle styrker, har langt større overvægt over N ATO, end man almindeligvis regner nødvendig for med held at gennemføre en angrebskrig. H vis en krig indledes, er det derfor vanskeligt at forestille sig andre muligheder for N A T O end enten at lade sig løbe over ende eller straks at svare igen med A-våben. Frankrig har som bekendt taget konsekvensen heraf og erklæret officielt, at de straks v il benytte A-våben, hvis de angribes. E r A-våben først taget i anvendelse af NATO -lande - og Sovjetunionens store overlegenhed i konventionelle styrker gør det næppe hensigtsmæssigt for dem at begynde en A-krig - synes hverken konventioner, m oral eller tekniske m uligheder at behøve at afholde Warszawapagten fra at anvende C-våben. A lle kendte østlige forskrifter går ud på, at våbnene da bør anvendes overraskende og i masse og im od såvel styrker i første lin ie som reserver og faglige installationer i baglandet. Det eneste Danmark synes at kunne gøre herimod, er at bidrage sit til ikke at sænke atomtærsklen yderligere. V ort eneste bidrag hertil synes for tiden at være henstillinger til Canada om ikke at gøre det. Vender vi os mod mere begrænsede aktioner, må især aktionsmuligheder mod dansk territorium analyseres. Det er alm indeligt accepteret, at de danske gennemsejlingsfarvande kan have en ikke ubetydelig interesse for østmagterne. En besættelse af f. eks. Sjælland og Fyn v il, med det C-beskyttelsesniveau vi har i øjeblikket, for mig at se kunne forløbe særdeles hurtigt og smertefrit, hvis der i angrebet anvendes C-våben i masse, således som de østlige reglementer foreskriver. Det synes vanskeligere at motivere brug af A-våben i et sådant tilfæ lde, dels fo rdi det næppe v il være nødvendigt, dels fo rdi USA da form entlig i højere grad v il føle sig kaldet t il at svare med A-våben. Kunne man da tænke sig, at USA ikke v ille svare igen med C-våben, hvis de blev brugt mod Sjælland og Fyn alene? Jeg synes ikke, man kan se bort fra den m ulighed, dels fo rdi USAs kemiske beredskab næppe er større end Sovjetunionens, dels fordi det er vanskeligt at forestille sig, at der kan mobiliseres særlig stor entusiasme i USA t il fordel for en så lidet ydende NATO -partner som den danske.

16 K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? 347 Medens det er meget begrænset, hvad vi kan præstere for at mindske muligheden for anvendelse af C-våben i en storkonflikt, er vore muligheder meget større for at reducere sandsynligheden for deres brug lokalt over for os selv. H vis vore styrker er effektivt uddannet t il at kæmpe videre, selv om de angribes med C-våben - og det kan gøres - og hvis vort civile forsvar er rim eligt forberedt på den mulighed, at disse våben kan blive anvendt, v il en fjendes m otivation for at bruge dem være betydeligt mindre. N A TO s muligheder for at gribe ind og nå at gribe ind v il da være af samme størrelsesorden, som hvis der kun var benyttet konventionelle våben. Og hvorfor skulle en fjende så udsætte sig for den mulighed, som trods alt ville eksistere, at våbnene også kunne blive anvendt mod ham selv. Sagt i bred alm indelighed gælder også i dette tilfæ lde, at enhver fører v il føle sig mest tilskyndet t il at bruge de våben, som fjenden er dårligst beskyttet imod. E n øgning af C-beskyttelsesniveauet v il således ikke blot medføre, at et betydeligt antal menneskeliv kan reddes, hvis vi udsættes for angreb med C-våben; sandsynligheden for at vi overhovedet angribes af dem, v il også aftage stærkt. Truslen og beskyttelsesniveauet er omvendt proportionale. Afsluttende betragtninger Det fremføres ofte - vist nok især af folk, der har med den slags våben at gøre - at de i virkeligheden er vældig humane: I 1. verdenskrig nåede man ret store mål med gas uden at slå så forfæ rdelig mange mennesker ih jel; og de, der kom sig, er næsten uden undtagelse kommet sig helt. Der er da næppe heller tvivl om, at noget af afskyen for B- og C-våben stammer fra, at det er ækelt at se en mand dø af kvælning eller af inficerede sår over store dele af kroppen, og at faren synes at komme snigende. Skader fra andre våben er af en eller anden grund mindre modbydelige. V ar der tale om et enten-eller, om skydevåben eller gifte, tror jeg, man kunne acceptere tanken om det humane. H er er der jo im idlertid tale om t il krigens øvrige rædsler at føje noget nyt, hvis virkninger kan være af samme størrelsesorden som kernevåbens. Det er vanskeligt at acceptere, at dette sker i menneskehedens velforståede interesse. Det er im idlertid nok rigtigt at bolde sig for øje, at den argumentation benyttes. For det forklarer jo i virkeligheden, hvor vanskeligt det v il være at få alle t il at indvilge i at lade være med at bruge disse våben. Hvordan skal man afholde nationer fra at bruge»humane«eller blot»mere humane«m idler, end de ellers havde tænkt sig, t il at nå deres mål?

17 348 Noget om luftvæmsartilleri M in konklusion af det, der er gjort rede for ovenfor, er derfor, at det ikke alene er på sin plads, men bydende nødvendigt at forberede sig og forberede sig grundigt på den eventualitet, at C- og måske B-krig kan forekomme. Om ikke af andre grunde så for at mindske sandsynligheden for, at det sker. J. Gerstoft Noget om liiftvæ rnsartilleri E n konstant søgen efter det bedste løser ikke noget nærværende problem. Således konkluderer chefen for 13. luftvæmsafdeling, oberstløjtnant K. E. P. Jeremiassen, denne artikel, i hvilken han giver et rids af den tekniske og organisatoriske udvikling af felthærens luftvæmsartilleri i de senere år og specielt peger på nogle af det danske luftværnsartilleris presserende problemer. Felthærens m uligheder for at tage kampen op mod angreb fra luften bar altid og v il altid være præget af den våbentekniske og den heraf følgende taktiske udvikling inden for de i denne særlige kamp indgående m idler. Siden tilkomsten af jetfly og styrbare missiler har udviklingen haft et sådant tempo, at det bar været vanskeligt og til tider næsten umuligt - selv for rige nationer - at fremskaffe feltanvendelige, og samtidig tilstræ kkelig teknisk udviklede luftværnskampmidler. Denne afmagt over for luft-til-jord kampen, livor angrebsmidlerne næsten hver dag undergår et udviklingstrin på vejen mod perfektionisme, bar bevirket, at feltbærens lette luftvæ rnsartilleri - ikke mindst i Danmark - har ført en hensygnende tilværelse. Luftværnsfunktionerne er nemlig kun blevet opretholdt med lid t, meget moderne, og meget, forældet, materiel for derved at kunne bevare og uddanne en kerne af luftværnsartillerister, beregnet t il egentlig anvendelse, når egnet luftvæ rnsartilleri (kanoner eller raketter) igen var til rådighed for feltbærens operationer. E t andet forhold, der har medvirket til en vis devaluering af felthærens luftvæ rnsartilleri, hidrører fra de doktriner, der har været gældende for flys anvendelse og deltagelse i kampen på jorden. I anden verdenskrig og i tiden um iddelbart herefter var det god latin, at mange af de rådige fly blev anvendt t il direkte støtte for feltbærens operationer. I samme periode, hvor luftvæ rnsartilleriet rent teknisk var i stand til med rim eligt