D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktør: Major K. V. N IE L S E N D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

2 INDHOLDSFORTEGNELSE D E T KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB V ed årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i Tanker om fornyelse Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS- OG FORSVARSPOLITIK, STR A TEGI E t moderne Forsvar. Forsvarsminister E rik Ninn-Hansen... 3 Den militære magtbalance M ajor K. V. Nielsen... 7 Kommunisme og intervention. Spectator Perspektiver ved Sovjets voksende maritime styrke. Kaptajnløjtnant P. H ø i Jensen 109 Guerilla - Revolutionær krig - National befrielseskrig. M ajor B. J. C re n zie n Om konfliktforskning, fred och såkerhet. Professor D r. phil. Nil6 A n d r é n Krigens principper. E n historisk oversigt. M ajor K. V. Nielsen F N s rolle i fredens tjeneste. Oberstløjtnant L. M. K. Skjern Krigens teori og krigens principper. M ajor K. V. N ie ls e n D en revolutionære krigs karakteristika. Kadet O. B. Pedersen Frankrigs nationale afskrækkelseskoncept. General d Armée Aérienne M. Fourquet. (Oversættelse) Tysklandsproblememe. Oberst W. E. O. Lawaetz T A K T IK, O RGANISATIO N Tjenestetid og brigadeorganisation. Generalmajor A. S o m m e r Operativ integration af land- og søstyrker. M ajor G. K. K riste n se n E t bidrag til belysning af spørgsmålet om operativ integration af land- og søstyrker. M ajor J. Lyng Kommando og forvaltning. (Sammendrag) Angreb i mørke. Kaptajn P. Fabricius Jensen Dansk Amfibiekapacitet. M ajor G. K. Kristensen Den historiske baggrund for forsvarets nye ledelsesstruktur. M ajor G. K. Kristensen 496 Effektivisering af ledelsesfunktioner i forsvaret. M ajor B. Reese Petersen KRIGSHISTORIE Hertugen af Wellington. Kadet K. A n d e r s e n D ien Bien Phu s lære. General Nemb (oversættelse) Daniel Rantzau. Oberstløjtnant E. Bassing Slaget ved Axtom a. Oberstløjtnant E. Bassing How Bom eo was won. General Sir W alter W alker

3 PERSO NELFORVALTNING, DISCIPLIN M.M. Psykiske kampskader. M ajor, cand. psych. S. Jensen Samarbejdsudvalg. Oberst A. V. Hensch U D D A N N ELSE Praktikanttjeneste. M ajor V. Jensen Klimaudvalget om befalingsmandsuddannelsen. E n anmeldelse. (Oberstløjtnant N ils Berg) Apropos Intensiverings-betænkningen. Oberstløjtnant N ils Berg og oberstløjtnant A. H. Rude Den uundgåelige sammenhæng. Oberstløjtnant J. F. Bay VÅBEN, UDRUSTNING M.M. Fremtidens luftrekognoscering Den tysk-amerikanske kampvogn B M T Østmagtflåderne i Østersøen. Sammendrag K an kemisk og biologisk krigsførelse blive en realitet? Oberstløjtnant Gerstoft Noget om luftvæmsartilleri. Oberstløjtnant K. E. P. Jeremiassen F O R S K E LLIG T Krigsskader og krigskirurgi. (Sammendrag) Ansvar og erstatning i forbindelse med tab og beskadigelse af forsyningsgenstande. M ajor T. Vejrup Forvaltning af reglementer. Sammendrag Faldskærmsspring, en mulighed for højnelse af k a m p m o ra le n Tab og beskadigelse af forsyningsgenstande. Advokat, kaptajn (R) L e if Lu n n Ansvar og erstatning. M ajor T. V ejrup Mere stabsarbejde.»gabriel« Management (I) Orlogskaptajn E. SchoUert Management (II). Orlogskaptajn E. S c h o lle r t Det kongelige Gam isonsbibliotek i KasteUet. Oberstløjtnant S. O. B e g to ft B Ø G E R Større anmeldelser: Klimaudvalget om befalingsmandsuddannelsen. E n anmeldelse. (Oberstløjtnant N ils Berg) Den højere militære uddannelse i Sverige. E n anmeldelse. (K. V. Nielsen) Kortere anmeldelser: Sundbedsbog for tropeegne. E. v. Haller. (K. E. Jessen) Taschenbuch der Panzer. F. M. v. Senger und Etterling Generalstabens Guidekorps. E. O. A. Hedegaard (kvn) D ie Verluste der Kriegsflotten I. Rehder Taschenbuch der Kriegsflotten

4 D ie V-Boot-Erfolge der Achsenmächte. I. Rohwer Pistols of the W orld. Claude B la ir (V.) Gamle danske militærvåben. T h. M ølle r (V.) Napoleons danske hjælpetropper. Auxiliærkorpset Poul Ib Liebe (K. V. Nielsen) Walter U-Boote. Kruska & Rossier E r ik Dahlberg och Carl X Gustafs krigshistoria. Arne Stade. (0. R. H. Jensen) Surprise Warfare, Subversive, Airborne and Am phibious Operations. A. Merglen. (M. Clemmesen) Four Samurai. A Quartet of Japanese Arm y Commanders in the Second W orld War. A. Swinson. (M. Clemmesen) The Italian Campaign A Political and M ilitary Re-assessment. G. A. Shepperd. (M. Clemmesen) Individet og samfundet. Eggert Petersen. (N ils Berg) Vietnam Task. The 5th Battalion The Royal Australien Regiment, 1966/67. Robert J. O N e ill (V.) Sidste mand fra Singapore. Albert Ness (kvn) E n livkosaks erindringer. T. K. Jaschik (kvn) Vore panserskibe R. Steen Steensen Polititropperne i Sverige N. Borchgrevink Alverdens fly i farver. Jørgen Lundø (red.) The F a ll of Fortress Europe. Fred Majadalany. (M. H. Clemmesen) The Battle for Rome. W. G. F. Jackson. (M. H. Clemmesen) Revolutionary Warfare and Communist Strategy - The Threat to South-East Asia. Geoffrey Fairb aim (V.) Pædagogisk proces- og produktanalyse. Fin n Rasborg Contemporary M ilitary Strategy. M orton H. Halperin. (K. V. Nielsen) The Siege of Leningrad. Harrison E. Salisbury. (M. H. Clemmesen) Norsk militærhistorisk bibliografi. Arne O dd Johnsen & Gunnar C. Wasberg. (kvn) 526 The Battle for Germany. H. Essame. (M. H. Clemmesen)

5 246 Dien Bien Phu s lære perne skal derfor afstemmes med fornemmelse for variationer, og de skal anvendes med en åndelig smidighed, som kun omfattende læsning kan give. K. V. Nielsen Litteratur: Se litteraturliste til artiklen Krigens principper i maj-nummeret, samt Proceedings, nov. 1967: Cdr. Bruce Keener, III, USN: The Principles of War: A Thesis for Change. D. K. Palit: The Essentials of Military Knowledge. 1. udg. Gale and Polden, Aldershot Rev. udg. ED B Publishing and Distributing Co., Dehradun Dien Bien P h u s lære Denne artikel er oversat fra tidsskriftet Revue de Defense M ilita ire, nr. 6/68. General Nemo behandler her indgående den lære, der kan drages af slaget om Dien Bien Phu, der fandt sted for 15 år siden. En lære som stadig har aktualitet. Selve slagets forløb er behandlet i en tidligere artikel her i tidsskriftet, årgang 1966, side året for den operation, som endte i nederlaget ved Dien Bien Phu, kan opfordre til igen at overveje, under hvilke omstændigheder denne operation gennemførtes og endte, næsten ved slutningen på den lange strid i Indokina. Dien B ien Phu er blevet et symbol i de to lejre. Det ulykkelige udfald af kampen, som vi franskmænd præsterede dér, er blevet fremmanet mere end én gang i de vanskelige perioder, som amerikanerne har oplevet i løbet af denne krig, som flere begivenheder antyder, nu måske snart v il finde sin afslutning. Det er sikkert, at erindringen om deres sejr ved Dien B ien P h u i 1954 har opflammet ledelsens og troppernes moral i Nordvietnam, og sandsynligvis i højere grad end nederlagets spøgelse har plaget de amerikanske politikere, generaler og soldater, som under de hårde kampe ved K he Sanh forsikrede:»vi v il ikke opleve noget Dien B ien Phuc. M an har allerede skrevet og talt meget om dette slag. De vigtigste aktører har offentliggjort deres memoirer, historikerne har efter tur rådført sig med de disponible arkiver og har forsøgt at rekonstruere begiven-

6 Dien Bien Phu's lære 247 liederne, deres dybeste årsager og deres forløb, såvel som deres konsekvenser. Men dette slag, livis betydning langt oversteg de indsatte styrkers størrelse, er endnu for nyt t il at det bar været m uligt at behandle det objektivt. Hele den ene side af oplysningsmaterialet mangler iøvrigt, fordi Nordvietnams arkiver forbliver utilgængelige. M an kan således kun opstille en vurdering baseret på de synlige resultater, og på kort sigt. Det er nødvendigt at holde sig t il kendsgerninger, men disse sigter lige så meget på de politiske begivenheder som på de m ilitæ re afgørelser, og enhver kan fortolke dem efter sine egne følelser. Når dette er situationen, hvorfor skal man så endnu en gang vende tilbage t il dette emne. Fo rdi ethvert nederlag fører til mere belæring end en sejr. Fo rdi ethvert vidnesbyrd, det være sig nok så m inim alt, enhver undersøgelse, den være sig nok så ringe, kan føre t il fremskridt i søgen efter den historiske sandhed, fordi det aldrig er unødvendigt at forsøge at forstå, hvorledes mænd lia r undfanget, forberedt og gennemført en handling af international rækkevidde, når de vidste, at deres afgørelser, deres opførsel, deres holdning og deres dybeste reaktioner berørte fremtiden. Ethvert nederlag er øjensynligt resultat af en række fejltagelser, i dette spil uden medlidenhed, i den krig hvor kun resultaterne tæller, og hvor hensigterne, de være sig nok så gode, vejer lid t i forhold til kendsgerningerne. F e jl og fejltagelser har ikke manglet på vor side, på alle trin i alle våbenarter. Vore modstandere v il sikkert også kunne opregne nogle. Det mindsker ikke heroismen og den hengivenhed, som har præget dem, der på ethvert trin har båret kampen eller bidraget til den. Men et nederlag indeholder ikke blot negative elementer. Kampen ved Dien Bien Phu har indiskutabelt bundet det vietminske manøvreelement i 6 måneder, har påført det betydelige tab, der endnu vanskeligt lader sig måle, og har beskyttet Laos mod en invasion, der sandsynligvis var nært forestående. Den har fjernet vore modstanderes hovedindsats fra Tonkindeltaet i en årstid, hvor de klim atiske forhold var gunstige for fjenden. Den franske ledelse kunne retfærdigvis trække veksler på sine resultater, der på en gang var politiske og m ilitæ re, og som det havde været m uligt at udnytte under andre betingelser. Dette er nøjagtigt den lære, som vi v il insistere på. Frankrig har aldrig»fait la guerre«i Indokina i den betydning, som

7 248 Dien Bien Phu s lære dette udtryk havde i Clemenceaus mund. Indledt som en kolonikrig, som kun syntes at være en forlængelse af 2. verdenskrig med m idler, der indledningsvis ansloges t il at være tilstræ kkelige, og i overensstemmelse med fremgangsmåder, som var gyldige for operationer gennemført i Europa, ført uden kraft af skiftende regeringer, der mere var optaget af Frankrigs og Europas genopbygning og af den vestlige parade mod den sovjetiske trusel, anset for at være uden m ilitæ r løsning på samme tid, hvor alle politiske løsninger, den ene efter den anden, viste sig utilstræ kkelige eller uigennemførlige, var krigen i 1953 endt i en blindgade, som den måtte bringes ud af. Fo r at slutte fred måtte man skabe en gunstig situation. H ele manøvren om Dien B ien Phu hviler sluttelig på dette postulat. Dramaet består i - foruden det heroiske og blodige nederlag - at en søgen efter denne gunstige situation endte i det omvendte resultat. V ar det at forudse? Det synes, som om dette spørgsmål fører til et bekræftende svar. Først og fremmest var i princippet den opgave, der blev givet t il styrkerne i Indokina, ikke en der indbød t il succes. Det er ganske vist logisk og norm alt, at regeringen for den m ilitæ re ledelse fastsætter de resultater, som den ønsker at opnå. Men forbedring af krigens situationskort fo r at lette åbning af diplom atiske forhandlinger er en fortvivlelsens handling. Talrige er de tilfæ lde, hvor man har søgt t il denne tilflu g t, og historiske eksempler mangler ikke. Men det drejer sig altid om at forbedre en situation, som udvikler sig ugunstigt, og som går mod en katastrofe. Det er således et mindre onde for at undgå katastrofe. De, som vælger denne løsning, er allerede besejrede i ånden. De, som er ansvarlige for at iværksætte den, er skæbnesvangert under indflydelse af den herskende pessimisme. De føler sig øjensynligt ikke understøttede. Tværtimod, for at bruge den moderne vending, er det uundvæ rligt at håbe for at kunne handle og at have lykken med sig for at holde ud. E lle r: Håbet er ikke sundt, hvis man aner et tvivlsomt udfald. N u da historien har fulgt sit løb, drejer det sig ikke mere om at hengive sig t il et kværulerende spil om beslutningens smålighed. Det drejer sig derimod om at uddrage klare læresætninger. Enhver hær må på en rim elig måde vide, hvorfor den skal slås og må følgelig have tydelige opgaver, som fastsætter det resultat, der skal opnås, men vel at mærke et m ilitæ rt resultat, som kun kan være en sejr uden tvetydighed. Om denne sejr, hvis den

8 Dien Bien Phn s lære 249 ses i en ramme af global p o litik, er begrænset, er akceptabelt. For dem, der kæmper, må den ikke desto m indre være en lokal sejr på det niveau, hvor de befinder sig, det være sig et nok så højt niveau. I 1953 havde krigen i Indokina varet længe nok til, at dens virkelige ansigt var blevet analyseret. Krigen - som man kaldte guerillaen - var ikke mere en hemmelighed for nogen. Det ville være let at genfinde de betegnelser, som allerede i 1946 gav en tilstræ kkelig k lar beskrivelse til, at man kunne undgå enhver fejltagelse. Oprettelsen af store vietminske enheder af korpsstørrelse havde allerede givet dem alle de m idler i den m ilitæ re tonestige, som vi nu måtte kæmpe imod: Lokale og regionale enheder bestemt t il at besætte terrainet og genere os, infanteridivisioner og tunge enheder, der gjorde det m uligt for dem at manøvrere støttet til de territoriale styrker. V i ignorerer ikke det, man kalder det parallelle hierarki, og vi konstaterer hver dag virkningen af Viet M in h s politiske og psykologiske indvirkning på befolkningen, hvorigennem vi hindres i at anvende de betydelige m idler, som er til vor disposition på det økonomiske område og specielt i at bevare befolkningens lydighed overfor regeringens autoriteter. Det er øjensynligt, at fjendens territorielle elementer og vore egne landstyrker står lige. Trods vore store daglige tab var det ikke desto mindre øjensynligt, at vore planer ikke kunne trues alvorligt, hvis ellers kvaliteten af vore enheder ikke nedsattes farligt. Afgørelsen kunne kun hidbringes ved de bevægelige enheders indsats. Disse: Større V iet-m inli enheder og mobile franco-vietnamesiske enheder var t il disposition for de to parters øverstkommanderende, eller de tjente som generalreserver. De måtte lejlighedsvis se sig stillet over for adskillige gentagelser, f. eks. i Tonkindeltaet, hvor modstanderens d ivisioner infiltrerede på én gang for at forstærke de territorielle enheder, der var i vanskeligheder, og for at sikre opkrævningen af risskatten. Tilstedeværelsen af store V iet-m inh enheder i Tonkindeltaet havde ikke alvorligt kompromitteret vor okkupation i perioden De havde oven i købet været nødt t il at forsvinde igen. Besættelsen af Daylinien, der gav os en slags naturhg barriere, gennembrudt af nogle åbninger, især h ullet ved P liu Nho Quan, havde vist, at det var m uligt at hindre, om ikke adgangen til, så i hvert fald intrængningen af større styrker af V iet-m inh enheder ind i deltaets midte, hvor man fandt koncentreret de katolske m inoriteter, som deres biskop, der endeligt havde besluttet at optræde mod kommunismen på Pavens befaling, holdt solidt i sin hånd.

9 250 Dien Bien Phu's lære Den franske chef i Nordvictnam afslog im idlertid at spærre h ullet ved P liu Nho Quan, fo rdi han vurderede, at overvågningen og besættelsen af det absorberede for store styrker. Således stod en af dørene åbne fo r alle infiltrationerne. Men mange tusind mand var i løbet af nogle uger blevet rekrutteret t il de vietnamesiske styrker i den omstridte zone, d. v. s. i de landsbyer, hvor V ie t-m in li endnu sad inde med autoriteten, en autoritet der, som erfaringen viste, skulle blive svækket. Ganske vist er Tonkin ikke hele Indokina. Modstanderens fremskridt i Annam, hans indtrængning på de centrale højdedrag, der blev mere og mere udtalt, mulighederne som tilbød sig for ham, og som han drog fordel af - for at nå Nedre Laos og Cambodia såvel som for at true Cocliin- K ina, måske for at lave uro i Thailand - men dette var mere diskutabelt - syntes ikke at være planlagt. Man forstår, at under disse betingelser er valget af primært operationsområde vanskeligt, endnu sværere for at være helt objektiv, fordi hovedparten af den vietminske manøvremasse befandt sig i Tonkin, og det syntes derfor at foretrække at kæmpe i delte område og gøre denne indsats t il en hovedindsats. Men hvor vigtigt dette valg end var, var det dog mindre betydningsfuldt end et andet, hvis forudsætninger kunne udtrykkes således: Skulle man prøve at ødelægge fjendens store enheder, idet man sammentrængte disse på den ene eller anden måde, så de blev tvunget t il at måle sig med vore m obile grupper, eller skulle man tværtimod frejdigt føre fladekrig, idet man respekterede dens principper, og idet man kombinerede m ilitæ r aktion, politisk aktion, psykologisk aktion og økonomisk aktion, idet man alt i alt anvendte de belæringer man havde samlet - og til hvilken pris! - siden Det var lidet sandsynligt, at de vietminske store enheder på eget in i tiativ skulle forny de operationer, som havde kostet dem så dyrt i general de Lattre s tid, ved V in h Yen og ved Mao Khé, sagt på en anden måde, at de igen skulle søge kamp om dagen på betingelser, der lignede den europæiske krigs. Men det var sandsynligt, at de v ille in filtrere i deltaet, idet de således optrådte i formationer, der var meget fortyndede, men im idlertid tilstræ kkeligt store t il at opnå fordele i besættelsen af terrainet og undertrykkelse af befolkningen. General Navarre, der nu var chef, havde ved at sætte sine planer i gang, givet dem en anden retning. Han vragede den løsning, som vi her kalder fladekrigen. En af de begrundelser, han gav til forfatteren af denne artikel

10 Diea Bien Phu s lære 251 var, at den nødvendiggjorde kadrer, som han ikke hverken kvalitativt eller kvantitativt havde: Fladekrigen udmattede i virkeligheden cheferne på alle trin. Disse var stærkt overbeviste om deres pacificeringsm ission og samtidig parate t il m ilitæ r aktion under den mest brutale form og langsom og tålm odig overtalelse af befolkningen. H an tilføjede, at medlemmerne af den vietnamesiske administration, hvem helt øjensynligt en vigtig del af arbejdet stadig påhvilede, ikke forekom ham, med få sjældne undtagelser, kapable t il at spille den rolle, som blev dem tildelt. Således orienterede krigen sig mod en form, der var mere klassisk, mere traditionel på nogle måder. Men kampens betingelser fandt man, havde ikke ændret sig. Selv om beherskelsen af befolkningen flyttedes t il et andet plan, forblev det øjensynligt, at dette var krigens hovedmål. H elt sikkert kunne man se, at en helt m ilitæ r succes ville have haft - med mere eller m indre kortvarig sigt - en virkning, der v ille være gunstig for indbyggernes moral. I byerne v ille den sandsynligt opnå et hurtigt resultat. På landet ville udviklingen være meget langsommere. Under alle omstændigheder var det nødvendigt, at det blev en betydelig succes, uomtvistelig, og at den manifesterede sig klart. Krigens form, hvilken man nu valgte, krævede enheder og kadrer. Selv om disse sidste ikke behøvede at være lige så komplette som ved en aktion med det form ål at pacificere på overfladen, så var det i det mindste nødvendigt, at den havde betydelige enheder og kvalitet og kvantitet. Men denne krig var hovedsageligt en infanterikrig, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at de andre våbenarter ikke har deres rolle at spille i den. V o r hær, der havde udviklet sig som alle de andre moderne hære, havde ladt infanteriet lid t tilbage. Dens deltagelse i 2. verdenskrig, dens forberedelse t il en eventuel k o n flik t i Europa, havde medført, at vægten var lagt på støttevåbnene og hjælpetjenesterne. Dette var også ligeså uundgåeligt som tragisk for ekspeditionskorpset. De yngste befalingsmænd, korporaler og sergenter, var valgt blandt de friv illig t ansatte, som fandtes i utilstræ kkeligt antal t il at en tilfredsstillende udtagelse kunne foregå. Som officererne betalte de iøvrigt en tung betaling, idet de let udpegedes af V ie t Min h under bagholdsangreb og angreb på posteringer, i en kamp som udtyndede styrkerne. De luftbårne enheder var de eneste, der havde tilstræ kkelige kadrer i kvantitet og kvalitet. Infanteriet fik ingen hvile og blev aldrig taget ved hånden under indsatsperioderne, der var mere hyppige i krigstid end i fred. T erritorialenhederne var ikke permanet i kamp, det er indlysende, men de var uden

11 252 Dien Bien Phu s lære ophør på vagt, beskæftiget med at åbne veje, deltage i lokale operationer og sank selvfølgelig lid t efter lid t ned i en rutine, der fulgte med et hverv uden ære, let forresten, men farlig t og frastødende. Bataljonerne i de m obile grupper fik ikke perioder, der var rolige og lange nok til, at deres uddannelse kunne følges op; de gik skiftevis fra indsats t il h vile og fra hvile t il indsats. Foruden alle betragtninger vedrørende klim a og terrain var vort infanteri tungt, lid et manøvredueligt og mere og mere slidt, efterhånden som krigen skred frem. Fo r at engagere sig i virkelige ødelæggelsesoperationer mod de vietminske kampstyrker, havde det således været nødvendigt enten at omordne det fuldstændigt eller anvende det som luftbårne enheder, der var meget mere anvendelige end de enheder, vi disponerede over, eller hvad der åbenbart var meget mere opportunt: anvende begge udveje på én gang. E n rekruttering af karrieresoldater i tilstræ kkeligt antal var umulig på grund af mangel på friv illig e og tid. Den eneste løsning havde da været at sende styrkerne i Indokina t il hjælp. Men ifølge en udtalelse af hr. Pieven under en inspektion i T on kin var det den eneste ting, regeringen ikke kunne forlange af Parlamentet. Ligeledes var det forgæves at håbe at se vort infanteri forvandlet og endog at forsøge at forbedre det. Hvad angår forøgelsen af m idlerne i luften, viser det aktuelle amerikanske eksempel i krigen i V ie t Nam, at dette var et foretagende over vor formåen. Tilbage stod en appel t il det amerikanske luftvåben, evt. t il hjæ lp som vore andre allierede kunne have ydet. Det førte t il en internationalisering af konflikten og frembød store vanskeligheder på det politiske plan, som siden begivenhederne på Dien Bien P h u s tid viste det, hvorefter den forberedte hjæ lp kun fik en meget partiel anvendelse. V ar det under disse omstændigheder ikke et eventyr at spille den»klassiske krig«s kort ud i stedet for fladekrigens? M en det første kort var kendt af vor generalstab og af vore styrker: Det er normalt, at det har forekommet mindre vanskeligt at anvende. Ingen ignorerer de grunde, der førte til valget af Dien Bien Phu. Under den epokes betingelser var de solide uden im idlertid at være virkeligt afgørende. M en ethvert valg forudsætter, især i krig, en indsats, en spillen på chancer, som man anstrenger sig for naturligvis at form indske, uden nogensinde at nå t il at kunne elim inere den. E n dag måske, hvis arkiverne fra den nordvietnamesiske regeringen åbnes for forskere, v il man bedre

12 Dien Bien Phu s lære 253 kunne bedømme de risici, som vor øverste ledelse har taget, eller de chancer, som den har søgt at vende t il gunst for sig selv. Måske har general Giap s sejr hængt i en tynd tråd. I hvert fald er det sikkert, at vor modstander har måttet gennemgå øjeblikke af tvivl, skønt det blev forsikret gennem talrige indiskretioner begået på vor side og gennem de efterretningsagenter, som de havde på de rigtige steder i Paris, at vor beslutning som helhed var at opnå en fred på antagelige betingelser. I det øjeblik, da Geneve-overenskomsten blev undertegnet, var den vietminske moderation uden tvivl ikke dikteret af udelukkende politiske betragtninger; de vietminske kampenheder var alvorligt berørte. Ungdommen og uerfarenheden hos visse krigsfanger, som vore tropper havde taget hen mod slutningen af slaget ved Dien B ien Phu, viste, at vor modstander hentede sine sidste reserver. E n fransk ingeniør, der forblev adskillige måneder i Fran krig efter vor evakuering, fortalte os, hvorledes han var blevet slået af den udmattelsestilstand, og endog den nedtrykthed, der herskede hos de vietminske soldater, der dog på det tidspunkt befandt sig i sejrens stråleglans. Det er altså ikke helt utopi at tænke selv om det kun er en drøm - at heldet trods alle de kontrære faktorer, som vi har nævnt ovenfor, havde kunnet smile t il os. Men v ille en fransk succes ved D ien B ien Phu, der sikkert v ille blive dyrt betalt, havde været en strategisk sejr, som den vietminske sejr blev det? Bestemt ikke. Den v ille have lammet modstanderens kampstyrker for en tid og uden tvivl et øjeblik have rystet de ledendes beslutsomhed, men alt lader formode, at chocket ikke v ille være hårdt nok t il at m odificere den vietminske regerings holdning. Forøvrigt var vi drevet t il at kæmpe t il det sidste, eftersom det var praktisk taget umuligt at forestille sig den franske styrkes tilbagetrækning eller dens frigørelse gennem styrker, der kom udefra. Og v i søgte at få kampen t il at vare lige t il åbningen af forhandlingerne i Geneve, fo r at modstanderen ikke skulle kunne møde der, i færd med at forfølge en succes. Således fandt vi os trods alt engageret i en affære, som, idet den kun anvendte en lille del af vore totale styrker, alligevel blev et symbol. V ie t M in h blev ikke fastholdt af det samme indviklede system. H vis operationerne havde været ugunstige for dem, havde de let kunnet afbryde kampen og endog afslå at komme til Geneve eller endnu bedre, de havde kunnet trække de indledende forhandlinger ud, som de i virkeligheden gør nu under diskussionen i Paris med amerikanerne. De havde enhver

13 254 Dien Bien Phn s lære frihed til manøvre og til handling, mens vi mere og mere blev lukket inde i bækkenet ved Dien Bien Phu, figurligt som i virkeligheden. V i fandt os i en ruse, som en mand, der k ile r hovedet fast, alt mens han kan bruge arme og hen. E lle r sagt på en anden måde: V i lod os engagere i et judogreb, som hindrede vore egne bevægelser. Hvad nyttede det så, at vi havde vundet det andet slag i Tonkin, det som foregik i deltaet på samme tid, som kampen ved Dien Bien Phu udspillede sig? Det var en kamp uden ære, baglandets, markeret gennem angreb på flyvepladserne ved Bach M ai tæt ved H anoi, ved Cat B i og Doson tæt ved Haiphong, imod veje og jernbaner, mod vandreservoirer og posteringer. A lle V iet M in h s forsøg på at hindre vor tra fik strandede, ikke uden hårde kampe, ikke uden alvorlige alarmeringer, men uden undtagelser. H vis Frankrig virkelig havde sat noget ind på denne krig, havde t ilbageslaget ved Dien Bien Phu kun været en ulykkelig episode i en konflik t, som allerede talte adskillige andre ulykkelige episoder. E n krig, den være sig nok så»marginal«, kan ikke føres i landets margin, og landet kan ikke t il nogen som helst af sine egne delegere den opgave at slås ene i dets navn. På kolonierobringens tid, da vor hærs vigtigste beskæftigelse var i fu ld overensstemmelse med landets opfattelse: A t holde vagt ved landets østgrænse, interesserede opinionen sig meget mere, end man brød sig om at sige det, for begivenhederne i Det fjerne Østen. H vis ikke v ille affæren ved Lang Son i 1885, ekspeditionen t il Madagascar i 1895, Marchandmissionen i 1898 ikke havde udløst den bevægelse, som de provokerede. Men det var nødvendigt med et drama ved Dien B ien Phu for at Frankrig blev opmærksom på krigen i Indokina, men da var det for sent. Slaget ved Dien Bien Phu sluttede med et dobbelt nederlag: på det taktiske område, eftersom styrken blev omringet og helt ødelagt eller taget til fange, og på det strategiske område, eftersom det blev den eneste beslutsomme manøvre, uden m uligheder for variation eller kompensation. Den udløste en bølge af pessimisme, som bevirkede, at den øjeblikkelige situation bedømtes i mørke vendinger. Den vietminske kampstyrke, der sandsynligvis havde været langsommelig og besværlig at bringe op t il dette stade, syntes pludselig i stand t il at kaste sig mod Tonkindeltaet og omgå vore stillinger der. Ganske rigtigt forfaldt ingen til panik, men nederlagets moralske chock og den vending, forhandlingerne tog i Paris, opfordrede ikke t il en energisk samling af kræfterne.

14 Dien Bien Pliu s lære 255 Nederlagene eller vort ekspeditionskorps utilstræ kkelighed og endnu inere de vietnamesiske styrkers utilstræ kkelighed med hensyn t il at leve op til kampens betingelser, hlev undersøgt, men gennem et forstørrelsesglas. T h i, selv om vor situation indiskutahelt var svækket, var den ikke kompromitteret i en sådan grad, at den tvang os t il at underskrive en våbenstilstand hurtigt. Hvis en sådan blev nødvendig, var det i den p olitiske kontekst, og ikke i en analyse af de m ilitæ re styrkers tilstand, at det var nødvendigt at søge begrundelserne. Den øverstkommanderende, der kort efter våbenstilstanden lod de samlede tropper defilere fo rbi sig i Haiphong, spurgte med høj stemme sig selv, da han så sine enheder og kampvogne defilere forbi:»hvordan er vi med alt det kommet dertil, hvor vi er«. L id t senere udtalte en anden personlighed, der netop havde indskibet sig for Syd V ie t Nam, da han hlev stillet overfor folkemasser, der flygtede for V iet M inh regimet:»men hvorfor har vi ikke brugt alle disse mennesker, som er modstandere af kommunismen, mens der endnu var tid«. Disse to udtalelser, hvorfra enhver naivitet kan forudses at være helt udelukket, karakteriserer udmærket situationen i ju li 1954 i det øjeblik, hvor V ie t M in h rykkede ind i H anoi som sejrherre. Vore egne styrker, og dem vi havde kunnet anvende på vor side - dem der var, og dem der havde kunnet være - understregede dette. Det er let bagefter at sidde t il doms og udtale dommen. Det v ille være alt for banalt at gentage, at krigen i Indokina tahtes i Paris, hvilket iøvrigt kun er delvis rigtigt. A lligevel må eksemplet fra Dien B ien P h u tjene t il advarsel for amerikanerne, som disponerer over en sådan variation af m idler, der er langt overlegne over dem, vi havde; de vogter sig vel for at falde i en strategisk manøvres fælder, der kan være teoretisk forførende og praktisk usikker. V i har allerede skrevet, at nederlaget bringer langt mere belæring end sejren. Det er én grund mere t il ikke at glemme slaget ved Dien B ien Phu, trods begivenhederne siden dets slutning, som synes at forvise det til en fjern fortid.