Hvornår er man undervægtig som gammel? Merete Platz Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut

Transkript

1 Hvornår er man undervægtig som gammel? Merete Platz Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut

2 Merete Platz Hvornår er man undervægtig som gammel? København 2011 Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut Professionshøjskolen Metropol

3 Kolofon Hvornår er man undervægtig som gammel? Copyright 2011 Merete Platz og Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut, Professionshøjskolen Metropol ISBN Layout: Charlotte Svendsen Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut Professionshøjskolen Metropol Sigurdsgade København N Tlf.: aeldreviden@phmetropol.dk Publikationen kan frit citeres med tydelig angivelse af kilde. Skrifter, der omtaler eller anmelder videnscentrets publikationer, bedes sendt til videnscentret.

4 Indhold Forord 6 Kapitel 1 Konklusion og sammenfatning 7 Konklusion 7 Sammenfatning 8 Forekomst af sygdom og gener 9 Personlige gøremål 9 Velbefindende 10 Helbred, selvhjulpenhed og velbefindende samlet set 10 De sociale kontakter 11 Fysiske aktiviteter og aktiviteter uden for hjemmet 12 Ensomhed 12 Kapitel 2 Undervægtige gamle hvor stort er problemet? 13 Hvor mange ældre er undervægtige, og hvem er de? 13 Formål 18 Rapportens opbygning 19 Datagrundlaget 20 Kapitel 3 Selvhjulpenhed i hverdagen 21 Udbredelse af otte sygdomme og medfølgende gener 22 Personlige gøremål 24 Konklusion 27 Kapitel 4 Velbefindende 28 Psykiske reaktioner 28 Selvvurderet helbred 31 Konklusion 35 Kapitel 5 Helbred, selvhjulpenhed og velbefindende samlet set 36 Konklusion 39 Kapitel 6 Sociale kontakter, aktiviteter og ensomhed 40 De sociale rammer 40 Kontakt med udeboende børn 42 Socialt svage og socialt stærke 43 Nogen at tale med 46 Fysiske aktiviteter og aktiviteter uden for hjemmet 46 Ensomhed 48 Konklusion 49 Litteratur 50 Om Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut 51

5 Forord Det er en af Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Instituts vigtigste opgaver at indsamle, bearbejde og formidle viden om ældres levekår, dvs. hvordan ældre i forskellige aldre har det, og hvordan det er at blive gammel. Derfor har videnscentret af flere omgange foretaget en kortlægning af ældres helbred og selvhjulpenhed samt af deres fysiske og psykiske velbefindende. I 2006 og i 2010 omfattede kortlægningen hele ældrebefolkningen. I 2009 rettedes fokus på de svært overvægtige, og nu er turen kommet til de undervægtige. Erfaringer fra bl.a. plejecentre peger på, at det er et problem, at mange svækkede ældre er småtspisende og undervægtige. Det er derfor en opfattelse, at det er sundt for gamle mennesker med lidt på sidebenene. Men hidtil har der manglet viden om, det også gælder ældre, som ikke er syge og plejekrævende. Derfor ses her på, hvordan ikke svært svækkede, hjemmeboende ældre danskere med forskelligt BMI har det og klarer sig i dagligdagen. Kortlægningen bidrager til at kvalificere diskussionen om det formålstjenlige i at operere med andre vægtgrænser for gamle end for befolkningen som sådan. Denne aktuelle, supplerende viden om ældres helbred og selvhjulpenhed er både væsentlig for den ældrepolitiske velfærdsdebat, der foregår i Danmark i disse år, og for de professionelle, der i forbindelse med deres arbejde, kommer i kontakt med gamle mennesker. Analyserne er baseret på nyeste data fra en stor spørgeskemaundersøgelse kaldet Ældredatabasen. Undersøgelsen er varetaget af seniorforsker Merete Platz, Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut og gennemført med økonomisk støtte fra Sygekassernes Helsefond. København, november 2011 Merete Platz, seniorforsker Videnscenter på Ældreområdet Gerontologisk Institut Professionshøjskolen Metropol

6 Kapitel 1 Konklusion og sammenfatning Undersøgelsen omfatter ældre i eget hjem, som ikke er plejekrævende, og som ikke er svært overvægtige. 1 pct. af mændene og 4 pct. af kvinderne i alderen fra 62 år til 87 år er undervægtige med et BMI<18,5. Ifølge WHO benævnes et BMI på 18,5 og op til 24,9 som normalvægt for befolkningen som helhed. 25 pct. af mændene og 46 pct. af kvinderne har et BMI<24, hvilket er en gængs opfattelse af grænsen for undervægt, når det drejer sig om gamle mennesker. Den ideelle vægt for gamle anslås nemlig at være et BMI mellem 24 og 29, hvilket er væsentligt højere end normalvægten (Beck & Damkjær 2008). Nogle af de spørgsmål, der søges besvaret i rapporten, er, hvordan undervægtige har det med hensyn til det fysiske helbred og selvhjulpenhed, hvordan deres velbefindende er, og hvordan deres sociale liv udfolder sig sammenlignet med jævnaldrende. Og i denne forbindelse at søge et svar på spørgsmålet, om der gælder andre vægtgrænser for gamle mennesker end for yngre. Konklusion Overordnet set er undervægtige med BMI<18,5 dårligere stillet end andre, idet færre alt i alt er godt stillet både fysisk og psykisk. Det gælder dog kun ældre over 70 år. Det er kun undervægtige med BMI<18,5, der er dårligere stillet. Der er ikke belæg for, at det blandt gamle er sundere at være rundere end yngre mennesker. Ældre med et BMI mellem 24 og 29, hvilket antages at være den ideelle vægt for ældre over 65 år, er nemlig ikke signifikant bedre stillet end normalvægtige ældre (BMI 18,5-24,9). Konklusionen er derfor, at det er bedst for gamle mennesker at være normalvægtige lige som det er for andre mennesker. Konklusionen gælder for ældre, som ikke er syge og plejekrævende. Men det er under alle omstændigheder en fordel, hvis ældre kan få en velsmagende, sund og nærende kost i godt selskab. 7

7 Gamle undervægtige kvinder er ikke så aktive i fritiden, men ellers har vægten ingen selvstændig betydning for det sociale liv, isolation eller ensomhed. Sammenfatning Ifølge WHO kan befolkningen inddeles i fire grupper efter deres BMI: Undervægt = BMI mindre end 18,5 Normalvægt = BMI mellem 18,5 og 24,9 Overvægt = BMI mellem 25 og 29,9 Svær overvægt = BMI 30 og derover. Der er få undervægtige ældre med et BMI mindre end 18,5. I denne undersøgelse drejer det sig om 1 pct. af mændene og 4 pct. af kvinderne i alderen år. Og i alle aldersgrupper er der færrest undervægtige mænd. Undervægt har tillige social slagside. Der er flere af de undervægtige ældre, der ikke har en formel erhvervsuddannelse og flere, som bor til leje. Når det drejer sig om ældre mennesker på 65 år og derover, antages det, at det ideelle BMI er højere end blandt yngre, nemlig mellem 24 og 29, og et BMI mindre end 24 betragtes som undervægt. Med denne afgrænsning er 25 pct. af mændene og 46 pct. af kvinderne undervægtige. I rapporten undersøges det, om disse vægtgrænser er mere meningsfulde end WHO s. For tydeligt at skelne mellem de to definitioner anvendes i rapporten følgende betegnelser: Moderat undervægt = BMI mindre end 24 Idealvægt gamle = BMI på 24 op til 29. Analyserne i rapporten falder i tre hovedgrupper: 1. Helbred og selvhjulpenhed. Har de undervægtige oftere fået diagnosticeret sygdom, og giver sygdom oftere gener i dagligdagen? Hvordan klares de nødvendige dagligdags aktiviteter? 8

8 2. Det psykiske velbefindende. Er de oftere uoplagte, bange, bekymrede eller nedtrykte? Synes de selv, at de har et dårligt helbred, og er det dårligere end andre jævnaldrende ældres? 3. Det sociale liv og aktiviteter. Hvor ofte er de sammen med børn, anden familie og venner? Hvilke aktiviteter deltager de i uden for hjemmet, og er de fysisk aktive? Er de undervægtige mere inaktive, isolerede og uønsket alene end andre? De data, der anvendes, stammer fra en landsrepræsentativ spørgeskemaundersøgelse gennemført i efteråret Der blev i alt gennemført interview med knap danske statsborgere i alderen år, men der foreligger kun oplysninger om BMI for personer. Det er tidligere påvist, at svært overvægtige ældre på mange områder er dårligere stillet end andre, og de er derfor udeladt i de sammenlignende analyser, der her gennemføres. Plejekrævende ældre er ligeledes udelukket. Analyserne er baseret på interview med ca ældre, danske statsborgere. Datagrundlaget er nærmere beskrevet i kapitel 2, side 20. Forekomst af sygdom og gener Blandt otte sygdomme, som er hyppigt forekommende blandt ældre, har de undervægtige oftere end andre fået diagnosticeret knogleskørhed, bronkitis eller astma, diabetes og for kvindernes vedkommende tillige også depression. Og undervægtige, der har sygdomme, har oftere end andre gener af deres sygdom i dagligdagen. Moderat undervægtige med BMI<24 har ikke oftere end andre gener af sygdommene. Og de idealvægtige er ikke bedre stillet end de normalvægtige. Ses på forekomsten af mindst én generende sygdom, er der ingen sammenhæng med BMI, når der tages højde for alder. Personlige gøremål Sammenlignet med andre er der flere af de (få) undervægtige mænd men ikke af de undervægtige kvinder som ikke er selvhjulpne, og som har brug for hjælp i dagligdagen. Her ses på folks evne til at klare følgende seks basale personlige, dagligdags gøremål: Klippe tånegle, gå på trapper, gå udendørs, gå omkring hjemme, vaske sig/tage bad og tage tøj og sko af og 9

9 på. Der er konstrueret et samlet mål for evnen til at klare alle seks aktiviteter kaldet førlighedsindeks. Flertallet har deres fulde førlighed (kan klare alle gøremål uden besvær), men førligheden falder markant med alderen. Kvinderne har i alle aldre dårligere førlighed end mænd, og især er der færre kvinder end mænd, som slet ikke har problemer med førligheden. Men uanset hvilke aldersgrupper vi ser på, er førligheden dårligere blandt idealvægtige kvinder end moderat undervægtige kvinder. Og de idealvægtige er ikke bedre stillet end de normalvægtige. Velbefindende Som mål for velbefindende ses dels på at være bange for bestemte ting, være bekymret, nedtrykt eller veloplagt. Med forbehold for de få undervægtige mænd er der lige mange undervægtige og andre, der undgår både at være bange og bekymrede. Derimod er undervægtige kvinder med BMI<18,5 ikke så ofte veloplagte og er hyppigere nedtrykte. Det viser sig også, at når disse to mål for mod på tilværelsen ses samlet, er der færre af de undervægtige kvinder, der er godt stillet. Trods den høje alder og flere fysiske skavanker er de 82- og 87-årige undervægtige kvinder dog lige så godt stillet som andre i samme aldersgruppe. De moderat undervægtige med BMI<24 skiller sig ikke negativt ud på nogle af de psykiske dimensioner. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at langt de fleste gamle mennesker har det godt med det psykiske velbefindende kvinderne dog noget mindre godt end mændene. Det gælder såvel undervægtige som andre. Selvvurderet helbred er et andet mål for velbefindendet. Færre af de undervægtige synes, at deres helbred er godt, og der er især langt færre, der vurderer det som virkelig godt. Det gælder især mændene, og det gælder ikke de 82- og 87-årige. Ældre med BMI er ikke bedre stillet end moderat undervægtige ældre med BMI<24. Helbred, selvhjulpenhed og velbefindende samlet set Afslutningsvis er det undersøgt, om der er en sammenhæng mellem BMI på den ene side og gener af sygdom i dagligdagen, selvhjulpenhed og velbefindende på den anden side, når dis- 10

10 se aspekter betragtes samlet. Hertil er konstrueret et mål for at være godt stillet og et andet mål for at være dårligt stillet. I alt er der 37 pct., som er godt stillet, men der er næsten ingen (mindre end ½ pct.), som er dårligt stillet. Kvinder har det alt i alt dårligere end mænd. Men for begge køn gælder, at der er færre undervægtige med BMI<18,5, som alt i alt er godt stillet, dvs. selv synes, de har det godt og som kan klare dagligdags gøremål uden besvær. Det gælder især undervægtige mænd. Men det gælder ikke de 62- og 67-årige. Der er derimod ikke flere undervægtige, som er dårligt stillet, dvs. selv synes, de har det skidt og er afhængige af hjælp i dagligdagen. Det er ikke en fordel at have et BMI mellem 24 og 29. De sociale kontakter Der er flere kvinder end mænd, som er socialt stærke i relation til familie og venner. Og andelen som er socialt stærke er større, jo højere BMI de ældre har. Når der tages højde for køn, alder, førlighed, og hvorvidt man bor alene eller ej, forsvinder sammenhængen mellem BMI og det at være socialt stærk. De socialt stærke er afgrænset til dem, der både har ugentlig kontakt med egne børn og med anden familie eller venner uden for husstanden. Det er defineret som: Har hjemmeboende børn og/eller udeboende børn, som de har set mindst en gang inden for de seneste syv dage og tillige er sammen med enten børnebørn eller anden familie eller venner mindst en gang om ugen. 52 pct. af de interviewede er placeret her. Der er flere mænd end kvinder, der er socialt svage, og der er flere socialt svage blandt de undervægtige. Men her gælder også, at der ikke er nogen sammenhæng mellem vægt og andel, som er socialt svage, når der tages højde for køn, alder, førlighed og hvorvidt man bor alene eller ej. De socialt svage har ikke ugentlig kontakt med hverken egne børn, familie eller venner. At være socialt svag er defineret som: Har ingen børn eller har udeboende børn, som de ikke har været sammen med inden for de seneste syv dage, og de er hverken sammen med børnebørn, anden familie eller venner ugentligt. Gruppen omfatter 11 pct. af de interviewede, og der er altså ikke flere af de undervægtige, der er socialt isolerede, end der er blandt andre ældre. 11

11 Fysiske aktiviteter og aktiviteter uden for hjemmet Det er kun de 70-årige undervægtige med BMI<18,5, der er mindre fysisk aktive end andre. Ellers har vægten ingen betydning for aktivitetsniveauet. De fysiske aktiviteter er: at spadsere, gå, trave eller cykle mindst en halv time, at gøre gymnastik, dyrke sport, motionere eller gå til dans samt at fiske eller gå på jagt. Undervægtige kvinder med BMI<18,5 adskiller sig markant fra andre kvinder, idet langt flere slet ikke er aktive, og langt færre deltager i mindst tre aktiviteter uden for hjemmet. Moderat undervægtige med BMI<24 adskiller sig ikke fra andre. Og for mændenes vedkommende har vægten slet ingen betydning. Aktiviteterne uden for hjemmet er: Undervisning og oplysning, senior/ældreklub, foreninger, aktiviteter med et religiøst indhold, kulturelle aktiviteter, kortspil og diverse hobbyklubber. Aktiviteterne har det til fælles, at de foregår i samvær med andre mennesker, og med undtagelse af kortspil altid foregår uden for eget hjem. Ensomhed Ensomhed er operationaliseret i et spørgsmål om at føle sig uønsket alene. Langt de fleste er sjældent eller aldrig uønsket alene (88 pct.), og det er et mindretal (ca. 5 pct.) for hvem ensomhed er et stort problem, idet de føler, at de ofte savner andre menneskers selskab. Andelen, der i nogen udstrækning er uønsket alene, stiger med alderen, medens andelen, som aldrig er uønsket alene, falder med alderen. Flere kvinder end mænd oplever at være uønsket alene, og i alle aldersgrupper er der langt færre kvinder end mænd, som helt kan sige sig fri for at være uønsket alene, og det gælder især de gamle kvinder. At ensomhed især er et problem for kvinderne skyldes ikke, at det ligger i kvindernes natur at føle sig for meget alene. Det hænger sammen med, at ensomhed langt overvejende rammer mennesker, som bor alene, og der er jo langt flere kvinder end mænd, som bor alene. Der er ikke signifikant forskel på andelen, som ofte eller af og til er uønsket alene blandt ældre med forskellig vægt, og det uanset hvordan vægtgrupperne defineres. 12

12 Kapitel 2 Undervægtige gamle hvor stort er problemet? Helbred, selvhjulpenhed og velbefindende er belyst i flere undersøgelser vedrørende hele ældrebefolkningen, ligesom svært overvægtige ældres situation også er belyst. Ifølge Sundhedsog sygelighedsundersøgelserne (benævnt SUSY) er svær overvægt et problem og et stigende problem. Med brug af WHO s definitioner er der fra 1987 til 2005 i hele befolkningen næsten sket en fordobling i antallet af svært overvægtige. I takt med at der bliver flere svært overvægtige, falder andelen af undervægtige, og i samme tidsrum er der sket en halvering af andelen, som er undervægtige. Fra en beskeden andel på 4 pct. i 1987 til en endnu mere beskeden andel på kun 2 pct. i 2005 (Ekholm m.fl. 2007). Hvor mange ældre er undervægtige, og hvem er de? Før vi ser på, hvilke grupper af ældre, der er undervægtige, ser vi på, hvordan vægten fordeler sig blandt alle de ældre i de aldersgrupper, vi her har med at gøre. Det drejer sig om de årige, de årige og de årige danskere fra Ældredatabasen, som denne undersøgelse bygger på. Vægten er angivet ved BMI (Body Mass Index) som er vægten i kilo delt med højden i meter i anden potens. Eksempelvis 70 kg: (1,70 m x 1,70 m) = BMI 24,2 13

13 WHO anvender en gruppering af befolkningen efter BMI således: Undervægt = BMI mindre end 18,5 Normalvægt = BMI mellem 18,5 og 24,9 Overvægt = BMI mellem 25 og 29,9 Svær overvægt = BMI 30 og derover. Det laveste BMI blandt de undersøgte ældre er 15, og det højeste er 60. BMI er altså et mål for, hvor meget vi vejer i forhold til, hvor høje vi er. Personer med samme BMI kan derfor se meget forskellige ud. Man kan danne sig et billede via fire eksempler fra undersøgelsen: 1. Der er en undervægtig kvinde. Hun er 150 cm høj og vejer blot 40 kg (BMI 17,8). 2. Blandt de overvægtige er der også en kvinde, som er 150 cm høj, men hun vejer 114 kg (BMI 50,7). 3. Der er en undervægtig mand, som er 190 cm høj og vejer 65 kg (BMI 18). 4. Til sammenligning er der en overvægtig mand på 190 cm, som vejer 133 kg (BMI 36,8). Tabel 2.1 Mænd og kvinder samt 60-, 70- og 80-årige, procentvist fordelt efter BMI. WHO s anvendte gruppering Mænd Kvinder år år år I alt Undervægt BMI < 18,5 Normalvægt BMI 18,5-24,9 Overvægt BMI 25-29,9 Svær overvægt BMI I alt Antal

14 De interviewedes fordeling på de fire BMI-grupper er vist i tabel 2.1. Det fremgår, at langt de fleste enten er normalvægtige (46 pct.) eller moderat overvægtige (39 pct.). Betegnelsen normalvægt dækker ikke over, at det er den vægtgruppe, som flest falder indenfor. Det dækker over, at i hele befolkningen er normalvægt forbundet med den laveste risiko for sygdom og død. 13 pct. er svært overvægtige, medens ganske få, kun 2 pct. er undervægtige. Det fremgår også, at der er forskel mellem aldersgrupperne. Det er især de 80-årige, der skiller sig ud. Her er der flere undervægtige og normalvægtige, og færre moderat eller svært overvægtige. Det fremgår også, at der er flere mænd end kvinder, der er moderat overvægtige, og flere kvinder end mænd, der er undervægtige. Interviewpersonerne er hverken blevet målt eller vejet. BMI er beregnet ud fra selvrapporterede oplysninger om højde og vægt. Andelen svært overvægtige er måske i underkanten. Højden kan være overvurderet, fordi højden reduceres i alderdommen, og det kan være lang tid siden, man er blevet målt. Vægten er måske heller ikke helt up-to-date. Der må derfor tages forbehold for, at nogle enkelte kan være fejlplaceret. Og fejlmargenen skønnes at være så lille, at det ikke vil ændre nævneværdigt på undersøgelsens konklusioner. I det følgende interesserer vi os udelukkende for personer, der er undervægtige med BMI<18,5, og tabel 2.2 giver en oversigt over andelen i forskellige grupper af befolkningen. Tabellen er inspireret af oversigtstabellen fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005 fra Statens Institut for Folkesundhed (Ekholm m.fl. 2007, i det følgende benævnt SUSY), således at det er muligt at sammenligne resultaterne. Andelen af undervægtige er som nævnt lavest blandt mændene, og det gælder i alle aldersgrupper. Fordelingen på køn og alder afviger ikke i forhold til SUSY, hvilket bekræfter antagelsen om, at opgørelsen af BMI på grundlag af selvrapporterede data ikke er væsentlig fejlbehæftet. 15

15 Tabel 2.2 Andel undervægtige (BMI<18,5) blandt årige Procent Over- eller underrepræsentation Antal svarpersoner Mænd år år år Alle mænd Kvinder år år år Alle kvinder Erhvervsudd. Ingen Faglært <3år 3+år Samlivsstatus Gift/sambo Skilt Enkestand Ugift Region Hovedstaden Sjælland Syddanmark Midtjylland Nordjylland Boligform Ejerbolig Lejerbolig Modtagere af Ja hjælp* Nej * Bor enten på plejehjem eller modtager hjemmehjælp mindst en gang hver uge og/eller får fast besøg af hjemmesygeplejen. Note: + betyder, at der statistisk er for mange, og - at der statistisk er for få undervægtige i den pågældende kategori. 16

16 Hvorvidt undervægt blandt gamle har social slagside belyses ved at se på, hvilken erhvervsuddannelse de har gennemført. Og det viser sig, at der er en sammenhæng. Der er færrest undervægtige blandt ældre med mindst tre års teoretisk erhvervsuddannelse og flest blandt de ældre, som ikke har gennemført en formel uddannelse. Ældre adskiller sig således fra resten af befolkningen, hvor der ifølge SUSY ikke er nogen sammenhæng mellem uddannelsesniveau og undervægt. Den sociale skævhed i undervægt blandt gamle fremgår også af, at der er flere undervægtige i lejeboliger end i ejerboliger. Veltilberedt mad, der nydes i andres selskab, er godt for appetitten, og i relation til ikke at være undervægtig er de gifte ifølge SUSY bedre stillet end både fraskilte og ugifte. Blandt ældre er det også de gifte, som er bedst stillet, og det er ældre i enkestand, som er dårligst stillet. Danmark er opdelt i fem regioner. Hverken i befolkningen som sådan eller i ældrebefolkningen kan der konstateres nogen forskel mellem regionerne i udbredelsen af undervægt. I oversigtstabellen er medtaget gamle, som er så afhængige af hjælp, at de bor på plejehjem eller modtager hjemmehjælp mindst én gang om ugen eller får fast besøg af en hjemmesygeplejerske. Det fremgår, at de langt oftere er undervægtige end mere selvhjulpne hjemmeboende gamle. Undervægt er således ofte forbundet med svækkelse. I ældrebefolkningen som sådan er der altså få, som er undervægtige, når grænsen sættes ved BMI<18,5. Nogle undersøgelser peger dog på, at det ideelle BMI er højere for ældre end for yngre (Beck & Damkjær 2008). For ældre på 65 år og over defineres undervægt som BMI<24, og det anslås, at BMI i intervallet er det ideelle, da det er forbundet med den laveste risiko for sygdom og død. I rapporten undersøges det, om disse vægtgrænser er mere meningsfulde end WHO s. For tydeligere at markere forskellen til WHO's definition anvendes følgende betegnelser: Moderat undervægt = BMI mindre end 24 Idealvægt gamle = BMI på 24 op til

17 I tabel 2.3 kan man bl.a. andet se, at 25 pct. af de ældre mænd og 46 pct. af de ældre kvinder er moderat undervægtige. Blandt hjælpeafhængige ældre er undervægt et større problem, og undervægt blandt ældre på bl.a. plejecentre et stort problem. Ca. 60 pct. skønnes at være undervægtige, idet man her opererer med et BMI<24. Tabel 2.3 Procentandel mænd og kvinder samt 60-,70- og 80-årige med BMI<24 Procentandel Procentgrundlag Mænd 25 pct Kvinder 46 pct Alder år 33 pct år 35 pct år 48 pct. 776 Alle 36 pct Når det drejer sig om undervægtige ældre, har interessen især været omkring ældre på plejehjem/plejecentre og på hospital. Det vil sige, at interessen for undervægtige ældre især har rettet sig mod ældre, der i forvejen var svækkede. Der har derimod ikke været megen opmærksomhed på undervægtige hjemmeboende ældre og deres sundhedstilstand og selvhjulpenhed. Og i en kortlægning af ernæring og aldring fremhæves det: Det ideelle BMI i relation til fysisk, psykisk og social funktionsevne er dog utilstrækkeligt undersøgt (Ingerslev m.fl. 2002). Formål Efter således at have fået belyst, hvor udbredt undervægt er i forskellige befolkningsgrupper i hele ældrebefolkningen, og at det med erfaringer fra undersøgelser af svage ældre måske giver mening at anvende forskellige grupperinger af BMI, vil de videre analyser primært fokusere på ikke plejekrævende, hjemmeboende ældre. Ældre, der modtager hjemmehjælp mindre end en gang om ugen og som ikke får fast besøg af en hjemmesygeplejerske, anses ikke 18

18 for plejekrævende og indgår derfor i analyserne. Analyserne sigter på at besvare følgende spørgsmål: Hvordan er de undervægtige ældres helbred, selvhjulpenhed og velbefindende? Hvordan er deres sociale liv? Hvilke sammenhænge er der, afhængigt af om undervægt defineres som BMI<18,5 eller BMI<24? Er BMI mellem 24 og 29 den ideelle vægt? Her er det vigtigt ikke kun at se på, hvordan de undervægtige har det, men om de har det på samme måde, dårligere eller evt. bedre end andre, jævnaldrende ældre. Det gøres ved at undersøge, om der fx er flere eller færre, der er godt stillede eller dårligt stillede. I analyserne udelades de svært overvægtige, idet det er godtgjort, at de på mange områder er dårligere stillet end deres jævnaldrende (Platz 2009). Rapportens opbygning Ved læsning af kapitlerne bør man have sig for øje, at rapporten kun beskriver, hvordan undervægtiges liv er på de udvalgte områder af levekårene, og ikke hvorfor de har det, som de har det. Når det på nogle områder fremgår, at der er flere undervægtige end andre, som ikke har det så godt, kan det ikke tolkes, at det er, fordi de er undervægtige. Det er kun forskelle, som er statistisk signifikante på mindst 5 pct. niveauet, der fremhæves. Kapitel 3 har fokus på selvhjulpenhed. Er der fx oftere gener af sygdom i hverdagen hos de undervægtige, hvordan klares de nødvendige dagligdags aktiviteter, og hvordan er førligheden? I kapitel 4 ses på det psykiske velbefindende. Er de undervægtige oftere uoplagte, bange, bekymrede eller nedtrykte? Synes de selv, at de har et dårligt helbred, og er det dårligere end andre jævnaldrende ældres? 19

19 Kapitel 5 giver et sammenfattende billede af, hvordan undervægtige og andre har det med det fysiske helbred, selvhjulpenhed og velbefindendet. Kapitel 6 omhandler det sociale liv og aktiviteter. Hvor ofte er de sammen med børn, anden familie og venner? Hvilke aktiviteter deltager de i uden for hjemmet, og er de fysisk aktive? Er de undervægtige mere inaktive, isolerede og uønsket alene end andre? Datagrundlaget Ældredatabasen er en forløbsdatabase til brug for samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning og udredning. I efteråret 1997 blev første interviewrunde til Ældredatabasen gennemført. Knap danskere født med fem års mellemrum blev interviewet. De ældste var født i 1920 og var på det tidspunkt 77 år. De yngste var født i 1945 og var 52 år. Ældredatabasen gennemføres med fem års mellemrum. Anden interviewrunde blev gennemført i 2002 og tredje interviewrunde i efteråret 2007 og afsluttet i begyndelsen af Dvs. at de ældste er 87 år. Det er besvarelserne for denne tredje runde, der er grundlaget for rapportens analyser, og det er den eneste af de tre interviewrunder, der indeholder oplysninger om BMI. Undersøgelsen er landsdækkende, og de interviewede er tilfældigt udtrukket hos Danmarks Statistik fra CPR-registret. I hver interviewrunde tages der højde for bortfald, fx sygdom og død. Det betyder, at undersøgelsen til stadighed er repræsentativ for alle danskere i de pågældende fødselsårgange. Stikprøven indeholdt også ældre med anden etnisk baggrund end dansk, men da mindre end halvdelen af dem har besvaret spørgeskemaet, vil gruppen næppe være repræsentativ, og det er derfor ikke muligt at belyse, om der er flere eller færre i denne gruppe, der er undervægtige. I tredje interviewrunde blev der i alt gennemført interview med godt danske statsborgere, heraf er i alderen år, men der foreligger kun oplysninger om BMI for personer. Blandt de 62- og 77-årige var svarprocenten ca. 80, blandt de 82- og 87-årige ca. 70. De følgende analyser er baseret på interview med ældre, idet de 365 plejekrævende og 650 svært overvægtige er udeladt. 20

20 Kapitel 3 Selvhjulpenhed i hverdagen Ældre mennesker ønsker at være selvhjulpne så længe som muligt med så mange af dagligdagens gøremål som muligt. Det drejer sig både om personlige som huslige gøremål og at være mobil inde såvel som ude (Hansen m.fl. 2002, Colmorten m.fl. 2003). Spørgsmålet er, om undervægtige har helbred og samme mulighed som andre for at klare sig i dagligdagen. I de store befolkningsundersøgelser Sundhed og sygelighed er påvist, at mange med svær overvægt er i risikozonen for på et tidligere tidspunkt i livsløbet end andre at komme til at lide af de store folkesygdomme og lidelser, fx diabetes 2, apopleksi, hjerte-karsygdomme og slidgigt, medens undervægt oftest er forbundet med andre somatiske eller psykiske sygdomme. Somatisk betinget undervægt kan ses i forbindelse med visse alvorlige sygdomme, fx for højt stofskifte (SUSY 2005). Først kan det konstateres, at undervægtige både meget undervægtige (BMI<18,5) og moderat undervægtige (BMI 24-29) lige så ofte eller lige så sjældent som normalvægtige og overvægtige (med svært overvægtige som en undtagelse) har konsulteret en læge inden for de seneste 12 måneder. Det drejer sig om knapt 80 pct. Også når køn og alder inddrages, er der ingen signifikant forskel på undervægtige og andre. Vi er ikke i besiddelse af lægelige diagnoser, men har spurgt interviewpersonerne, om de har nogle specifikke lægeligt diagnosticerede sygdomme. Det er det nærmeste, vi kan komme til en objektiv beskrivelse af forekomsten af sygdomme. Det er altså ikke en subjektiv beskrivelse af, hvad folk mener og tror, de lider af. Folk kan selvfølgelig huske forkert men næppe bevidst lyve om lægeligt diagnosticerede sygdomme. Helt konkret fik interviewpersonerne stillet følgende spørgsmål: Har en læge fortalt Dem, at De har eller inden for det sidste år har haft: 21

21 Forhøjet blodtryk? Sukkersyge/diabetes? Bronkitis/astma? Slidgigt? Myoser? Knogleskørhed/afkalkning af knogler? Rygsygdom? Depression? I tilfælde af at en person har eller har haft sygdommen inden for det sidste år, blev han/hun spurgt, om sygdommen giver gener i dagligdagen. Disse otte sygdomme er valgt, fordi en læge med speciale i alderdommens sygdomme har udpeget dem som de hyppigst forekommende i den ældre del af befolkningen. Det er fortrinsvis sygdomme, som man ikke dør af, men som mange må leve med, og som kan give gener i mange gamle menneskers dagligdag. De interviewede kan naturligvis lide af andre sygdomme og også alvorligere sygdomme end de her inddragede. Her kan på den ene side nævnes problemer med syn og hørelse samt vandladningsproblemer, som især er meget udbredt blandt ældre mennesker. På den anden side kan der være mindre udbredte men til gengæld langt mere alvorlige sygdomme som diverse kræftsygdomme, følger af hjerneblødning/blodprop og af særlig relevans for undervægtige stofskiftesygdomme. Udbredelse af otte sygdomme og medfølgende gener Af de otte sygdomme er der flest, som har forhøjet blodtryk, næstflest har slidgigt, medens rygsygdom kommer på tredjepladsen. Det er især slidgigten efterfulgt af rygsygdom, der giver gener i dagligdagen. Her er der ingen forskel på undervægtige og andre. Dog har de få undervægtige mænd (BMI<18,5) oftere end andre slidgigt og medfølgende gener. Der er lidt flere undervægtige, der lider af knogleskørhed og har gener af det. Der er dobbelt så mange undervægtige mænd og kvinder (20 pct.) der har bronkitis eller astma, og 12 pct. har gener af det i dagligdagen. Blandt undervægtige kvinder er der 12 pct., sammenlignet med 6 pct. blandt andre ældre, der er depressive, og der er også flere, der har gener af deres depression i dagligdagen. Det skal bemærkes, at de forskelle der er i forekomst af hver af de otte sygdomme 22

22 og medfølgende gener kun gælder undervægtige med BMI<18,5. Moderat undervægtige med BMI<24 har ikke oftere end andre de otte sygdomme eller gener af sygdommene. I tabel 3.1.a og 3.1.b er vist, hvor mange der har mindst en af de otte sygdomme og mindst en gene. De få undervægtige mænd (BMI<18,5) er den gruppe, der er dårligst stillet både med hensyn til at have sygdom og gener af sygdom. Ellers gælder det, at kvinderne er dårligere stillet end mændene, når det drejer sig om at have mindst en sygdom, og andelen af kvinder, som har en sygdom, stiger med stigende BMI. Dvs. at undervægtige kvinder ikke specielt ofte er ramt af bare en af de otte nævnte sygdomme, men er de ramt, har de oftere end andre gener i dagligdagen af deres sygdom. Når der tages højde for alderen, er der dog ingen forskel på svært undervægtige og andre, der har sygdomsgener i dagligdagen. Tabel 3.1.a Procentandel årige mænd og kvinder med mindst én diagnosticeret sygdom og mindst én gene af sygdom. Særskilt for undervægtige, normalvægtige og overvægtige ifølge WHO Undervægt BMI<18,5 Normalvægt BMI 18,5-24,9 Overvægt BMI 25-29,9 Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Har sygdom Har gene Procentgrundlag Tabel 3.1.b Procentandel årige mænd og kvinder med mindst én diagnosticeret sygdom og mindst én gene af sygdom. Særskilt for personer med BMI<24 og BMI Moderat undervægt BMI<24 Idealvægt gamle BMI Mænd Kvinder Mænd Kvinder Har sygdom Har gene Procentgrundlag

23 Et af de centrale spørgsmål er, om det er ideelt for hjemmeboende, ikke plejekrævende ældre, at have et BMI mellem 24 og 29, således at de ikke så ofte som ældre med BMI<24 er ramt af mindst én af disse sygdomme eller har gener i dagligdagen. Det er ikke tilfældet. I hele populationen er der endog flere idealvægtige, som har sygdom med tilhørende gener. Forskellen forsvinder dog, når der tages højde for alder. Det er som nævnt erfaringer fra syge og plejekrævende ældre, der indicerer, at vægten med et BMI mellem 24 og 29 skulle være det ideelle. Spørgsmålet er, om det også gælder de ofte forekommende, otte generende sygdomme blandt ældre. Det belyses ved alene at se på de ældre, som enten bor på plejehjem eller får massiv hjælp i deres eget hjem. De undervægtige plejekrævende ældre med BMI<18,5 har signifikant oftere gener af sygdom i dagligdagen end andre ældre. Men betragtes BMI<24 som undervægtig, er undervægtige hjælpemodtagere ikke dårligere stillet end ældre med et højere BMI. Personlige gøremål De personlige gøremål, vi ser på, er at: gå udendørs gå på trapper klippe tånegle tage tøj og sko af og på vaske sig og gå i bad gå omkring i hjemmet Det er aktiviteter, det er nødvendigt at kunne udføre for alle mennesker uanset alder, køn, husstandssammensætning og uanset kultur og interesser. Disse aktiviteter, der benævnes PADL (Physical Activities of Daily Living), er altså nødvendige at kunne udføre, hvis man skal være selvhjulpen i dagligdagen. Det, som flest ældre uden besvær kan klare, er at gå omkring i hjemmet, at vaske sig/tage bad samt at tage sko eller tøj af og på. Godt 90 pct. af de fødselsårgange, vi her ser på, kan uden besvær klare disse aktiviteter. Selv blandt de 87-årige kan ca. 80 pct. klare aktiviteterne uden besvær. Det er væsentligt mere besværligt for ældre at gå udendørs, efterfulgt af at gå på 24

24 trapper, medens der er færrest, som uden besvær kan klippe tånegle. Af alle de 62- til 87- årige, vi her ser på, er der kun mellem 1 og 3 pct. der skal have hjælp til at få aktiviteterne udført bortset fra at kunne klippe sine tånegle. Her er 7 pct. afhængige af hjælp. Generelt gælder det, at kvinder magter aktiviteterne dårligere end mænd, og at evnen falder med alderen. Men da vi her ser bort fra de svært overvægtige, er der ingen sammenhæng mellem vægt og andelen, som behøver hjælp til de enkelte gøremål. Evnen til at kunne udføre alle disse gøremål er samlet i et indeks, som kaldes førlighedsindeks. Kan en aktivitet udføres uden besvær tildeles værdien 0. Kan den udføres med besvær tildeles værdien 1, og kan det kun gøres med hjælp værdien 2. Værdierne summeres til et indeks gående fra 0, som betyder, at alle aktiviteter kan udføres uden besvær, til 12, som betyder, at der skal hjælp til samtlige aktiviteter. Efterfølgende er de 12 værdier samlet i en mere overskuelig skala, som fremgår af tabel 3.2. Værdien 0 betyder stadig, at der slet ikke er nogen førlighedsnedsættelse. Når værdien kommer op på 5, er der tale om dårlig førlighed, og er den 7 eller derover, er førligheden meget dårlig, fordi personerne er afhængige af hjælp til mindst et af gøremålene og har besvær med andre. Førligheden for ældre med forskellige værdier af BMI er vist i tabel 3.2.a og 3.2.b. 25

25 Tabel 3.2.a årige mænd og kvinder procentvis fordelt efter førlighed. Særskilt for undervægtige, normalvægtige og overvægtige ifølge WHO Førlighedsindeks Score Undervægt BMI<18,5 Normalvægt BMI 18,5-24,9 Overvægt BMI 25-29,9 Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder I alt Antal Tabel 3.2.b årige mænd og kvinder procentvis fordelt efter førlighed. Særskilt for personer med BMI<24 og BMI Førlighedsindeks Score Moderat undervægt Idealvægt gamle BMI BMI<24 Mænd Kvinder Mænd Kvinder I alt Antal

26 Med undtagelse af de undervægtige mænd (BMI<18,5) har mænd bedre førlighed end kvinder. Af alle mænd i disse analyser er godt 85 pct. helt selvhjulpne. Af alle kvinder er det knap 70 pct. Ses på dem med dårlig førlighed (indeks score 5+), er der ingen nævneværdig forskel. Det drejer sig om 2 pct. af mændene og 3 pct. af kvinderne. Igen med undtagelse af de få undervægtige mænd (BMI<18,5), som har dårligere førlighed end alle andre, er andelen af mænd med hhv. fuld førlighed og dårlig førlighed den samme uanset vægten. Blandt kvinderne er der ikke signifikant forskel på undervægtige, normalvægtige og overvægtige. En sammenligning af de moderat undervægtige kvinder (BMI<24) og de idealvægtige viser, at når det drejer sig om førlighed, er et BMI ikke den ideelle vægt, idet flere har en mindre førlighedsnedsættelse. Det drejer sig om 21 pct. mod 16 pct. af de moderat undervægtige. Førligheden forringes for mange mennesker, jo ældre de bliver, men forskellen mellem moderat undervægtige og idealvægtige kan ikke tilskrives alder. Tværtimod. Blandt de 82- og 87-årige kvinder er der langt flere med BMI<24 end med BMI 24-29, der slet ikke har nedsat førlighed. I en undersøgelse af plejehjemsbeboere fandtes ingen sammenhæng mellem BMI og evnen til at klare nogle bestemte dagligdags aktiviteter (Beck & Damkær 2008). Det er ikke præcis de samme dagligdags aktiviteter, som er anvendt i denne analyse. Men når vi ser på plejekrævende ældres evne til at klare de seks dagligdags aktiviteter, som vi anvender som mål for førligheden, fås samme resultat som blandt plejehjemsbeboerne. Det vil sige, at plejekrævende ældres førlighed er den samme uanset BMI. Konklusion Tidligere analyser har vist, at mange svært overvægtige ældre har dårligere helbred end andre, og at mange af dem er mindre selvhjulpne i hverdagen. Men når vi som her ser bort fra de svært overvægtige er der ingen sammenhæng mellem BMI og andelen, som har mindst én generende sygdom i dagligdagen. Når det drejer sig om at være selvhjulpen med dagligdags aktiviteter, er kvinder med BMI<24 bedre stillet end kvinder med BMI Konklusionerne er med forbehold for undervægtige mænd med BMI<18.5, som generelt er dårligst stillet. 27

27 Kapitel 4 Velbefindende Efter at have fokuseret på det fysiske helbred, skal det belyses, om meget eller moderat undervægtige oplever et ringere psykisk velbefindende end andre gamle. Er de oftere uoplagte, bange, bekymrede eller nedtrykte? Synes de selv, de har et dårligt helbred, og er det dårligere end andre jævnaldrende ældres? Psykiske reaktioner Det skal belyses ved svarene på følgende spørgsmål: Sker det ofte, af og til, sjældent eller aldrig: At De føler Dem veloplagt? At De er bange for bestemte ting? At De er bekymret? At De er nedtrykt? Og vi vil især koncentrere os om, hvor mange der er godt stillet på disse dimensioner, dvs. ofte eller af og til er veloplagte, og sjældent eller aldrig er bange, bekymrede eller nedtrykte. I en tidligere undersøgelse (Platz 2006) er det påvist, at de, som har en eller flere sygdomme, og de, som har gener af sygdomme, ikke har så godt velbefindende som de, der ikke har disse problemer. Der er især flere, som er bekymrede eller nedtrykte. Det er også påvist, at jo dårligere førlighed folk har, jo dårligere har de det med hensyn til velbefindende, og det gælder alle de fire dimensioner, vi her ser på. Det er tillige påvist, at kvinder gennemgående er dårligere stillet end mænd. Alder har derimod ingen betydning og uddannelse ej heller. Det er desuden påvist (Platz 2009), at svært overvægtige oftere giver udtryk for manglende veloplagthed og/eller hyppigere forekomst af nedtrykthed. 28

28 På denne baggrund er det ikke forventeligt, at undervægtige og i særdeleshed ikke moderat undervægtige generelt skulle have et dårligere velbefindende end andre ældre (på nær svært overvægtige). Resultatet af analyserne er vist i tabel 4.1.a og 4.1.b. Og som det fremgår, holder denne antagelse stik, hvad de moderat undervægtige angår. De moderat undervægtige adskiller sig nemlig ikke på nogle af de undersøgte dimensioner fra ældre med den ideelle BMI mellem 24 og 29. Det gælder for både mænd og kvinder. Tabel 4.1.a Procentandele årige mænd og kvinder med godt velbefindende. Særskilt for undervægtige, normalvægtige og overvægtige ifølge WHO Undervægt BMI<18,5 Normalvægt BMI 18,5-24,9 Overvægt BMI 25-29,9 Mål for velbefindende Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Ikke bange for bestemte ting Ikke bekymret Hverken bange eller bekymret Veloplagt Ikke nedtrykt Både veloplagt og ikke nedtrykt Pct.grundlag, max

29 Tabel 4.1.b Procentandele årige mænd og kvinder med godt velbefindende. Særskilt for personer med BMI<24 og BMI Moderat undervægt BMI<24 Idealvægt gamle BMI Mål for velbefindende Mænd Kvinder Mænd Kvinder Ikke bange for bestemte ting Ikke bekymret Hverken bange eller bekymret Veloplagt Ikke nedtrykt Både veloplagt og ikke nedtrykt Pct.grundlag, max Når det drejer sig om undervægtige med BMI<18,5 er billedet noget anderledes. Der er ikke flere, der er bange for bestemte ting. Generelt er flere kvinder end mænd bekymrede, men undervægtige kvinder er ikke oftere bekymrede end andre kvinder. Det er mindre end halvdelen af de (få) undervægtige mænd, der kan sige sig fri for at være bekymrede. Når det drejer sig om at være veloplagt eller ikke være nedtrykt, er det de undervægtige kvinder, der skiller sig negativt ud. Det giver sig også udtryk i, at når disse to mål for mod på tilværelsen ses samlet, er der færre af de undervægtige kvinder, der er godt stillet. Det gælder ikke de 82- og 87-årige. Selv om det psykiske velbefindende hænger sammen med, hvordan man ellers har det og klarer sig i dagligdagen, er det tydeligt, at der ikke er noget enkelt forhold mellem helbred og psykisk velbefindende. Det er jo kun på det psykiske velbefindende, at de undervægtige kvinder skiller sig negativt ud. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at langt de fleste gam- 30

30 le mennesker har det godt med det psykiske velbefindende. Det gælder også de undervægtige. Selvvurderet helbred Her skal analyseres, hvordan de interviewede selv vurderer deres helbred. I kapitel 3 så vi bl.a. på, hvilke sygdomme de interviewede lider af, og om sygdom giver gener i dagligdagen. Hvorvidt en sygdom giver gener er selvfølgelig en subjektiv vurdering, men genen er relateret til en specifik sygdom. Helt anderledes forholder det sig med spørgsmålet om, hvordan de interviewede vurderer deres helbred. Det fysiske helbred spiller naturligvis en rolle i denne sammenhæng. Blandt ældre med sygdomme, gener af sygdomme og dårlig førlighed er helbredsvurderingen væsentligt dårligere end blandt ældre, der er raske og rørige. Men egen helbredsvurdering er ikke knyttet til specifikke sygdomme. Her er der nemlig tale om en helhedsorienteret vurdering. Konkret fik interviewpersonerne stillet følgende spørgsmål: Hvordan vil De alt i alt vurdere Deres helbred? Og der var følgende mulige svaralternativer: Virkelig godt Godt Nogenlunde Dårligt Meget dårligt Om man oplever at have et godt eller et dårligt helbred er selvfølgelig et udtryk for det generelle velbefindende, men tillige er det velkendt, at en persons vurdering af eget helbred er en endog særdeles god prædiktiv faktor for dødelighed og sygelighed (Kjøller & Rasmusen 2002). De, der vurderer deres helbred som godt på trods af diverse skavanker, lever i gennemsnit længere og har det bedre end folk med tilsvarende skavanker, der vurderer deres helbred som dårligt. I tabel 4.2.a og 4.2.b er vist hvordan ældre mænd og kvinder med forskelligt BMI besvarede spørgsmålet om egen helbredsvurdering. 31

31 Tabel 4.2.a årige mænd og kvinder procentvis fordelt efter, hvordan de vurderer deres helbred. Særskilt for undervægtige, normalvægtige og overvægtige ifølge WHO Undervægt BMI<18,5 Normalvægt BMI 18,5-24,9 Overvægt BMI 25-29,9 Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Godt Nogenlunde Dårligt I alt Antal Tabel 4.2.b årige mænd og kvinder procentvis fordelt efter, hvordan de vurderer deres helbred. Særskilt for personer med BMI<24 og BMI Moderat undervægt BMI<24 Idealvægt gamle BMI Mænd Kvinder Mænd Kvinder Godt Nogenlunde Dårligt I alt Antal Hvis vi lægger de interviewedes egen vurdering til grund for en vurdering af helbredstilstanden i den ældre del af den danske befolkning, ser det ikke så skidt ud, idet relativt få synes, at deres helbred er dårligt og kun ganske få, at det er meget dårligt. 32

32 Det fremgår dog, at langt færre af de undervægtige synes, at deres helbred er godt. Det fremgår ikke af tabellen, men der er også langt færre, der vurderer det som virkelig godt. Det er især de undervægtige mænd, der ikke vurderer deres helbred så positivt. Af de få, det drejer sig om, synes kun 25 pct., at de har grader af godt helbred. Det er tre gange færre end andre ældre mænd. 17 pct. af de undervægtige mænd synes deres helbred er dårligt, hvilket er tre gange så mange som andre. Forskellen på undervægtige kvinder og andre kvinder er, at de undervægtige ikke så ofte synes, helbredet er godt. Til gengæld er der væsentligt flere, der synes, det er nogenlunde. Der er således ikke flere, som vurderer det som værende dårligt. Det skal tilføjes, at de undervægtige 82- og 87-årige (med et BMI<18,5) vurderer deres helbred lige så positivt som andre ældre. Det skal gentages, at blandt svage ældre er BMI anslået som den ideelle vægt, fordi der her ses den laveste risiko for sygdom og død. Og da egen helbredsvurdering er en god indikator for sygdom og død kunne man forvente, at de idealvægtige havde en mere positiv vurdering end ældre med BMI<24. Men som det ses, er der ingen forskel mellem de to grupper. Der er endog færre af de idealvægtige kvinder, der vurderer deres helbred som virkelig godt. Det er en almindelig erfaring fra andre undersøgelser, at på trods af at højere alder medfører svækkelse af helbredet, så resulterer det ikke i en tilsvarende større andel, som synes, deres helbred er dårligt. En forklaring er, at helbred opfattes som noget relativt og er bestemt af, hvor godt man i en given alder kan forvente at have det. I 70- og 80-års alderen forventer ingen heller ikke en selv at man er lige så rask og rørig som i de yngre år. Og mange ældre mennesker har kendt familie og venner, hvor det er gået endnu værre med helbredet end for dem selv. Nogle er det gået så skidt, at de er døde af det. Helbred kan derfor også opfattes relativt i den forstand, at man sammenligner sig selv med andre i nogenlunde samme alder. Denne vinkel på helbredsvurdering er også inddraget her ved følgende spørgsmål: Hvordan synes De, Deres helbred er sammenlignet med andre på Deres alder? Svarmulighederne var: Bedre Som de flestes Dårligere 33

33 Tabel 4.3.a årige mænd og kvinder procentvis fordelt efter, hvordan de vurderer deres helbred sammenlignet med andre på samme alder. Særskilt for undervægtige, normalvægtige og overvægtige ifølge WHO Undervægt BMI<18,5 Normalvægt BMI 18,5-24,9 Overvægt BMI 25-29,9 Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Bedre Som de flestes Dårligere I alt Antal Tabel 4.3.b årige mænd og kvinder procentvis fordelt efter, hvordan de vurderer deres helbred sammenlignet med andre på samme alder. Særskilt for personer med BMI<24 og BMI Moderat undervægt BMI<24 Idealvægt gamle BMI Mænd Kvinder Mænd Kvinder Bedre Som de flestes Dårligere I alt Antal Bortset fra de undervægtige mænd er der omkring 7 pct., der synes, at deres helbred er dårligere end deres jævnaldrendes. Det er en anelse flere end dem, som synes deres helbred er dårligt. Omkring halvdelen af de normalvægtige og moderat undervægtige synes, deres helbred er bedre end andres. Og det er en større andel end blandt både undervægtige, overvægtige og idealvægtige. Disse vægtgrupper synes til gengæld, at de hverken har et bedre eller 34

34 dårligere helbred end andre på deres alder. Undervægtige kvinder skiller sig ikke specielt negativt ud, medens der blandt de moderat undervægtige er flere end blandt de idealvægtige, der synes de har et bedre helbred end deres jævnaldrende. De 62- og 67-årige, synes ikke så tit, at de har et bedre helbred end andre på deres egen alder, men ellers er der ingen forskel mellem aldersgrupperne. Konklusion Med undtagelse af ældre i 80-års alderen har undervægtige med et BMI<18,5 ikke samme mod på tilværelsen som andre. De er oftere nedtrykte og ikke veloplagte. Desuden er der færre, som vurderer deres helbred som værende godt. Ældre med et BMI mellem 24 og 29 har ikke bedre velbefindende end andre. 35