Interview: 2 socialarbejdere (A og A2) og 2 interviewere (Q).

Transkript

1 1 Interview: 2 socialarbejdere (A og A2) og 2 interviewere (Q). Q: Vi kunne godt tænke os at høre lidt om jeres erfaring, hvor længe i har været ansat på området og erfaring med netværks- og pårørendeinddragelse. Gerne fra andre steder, men også fra her. A: Ja, jeg hedder X. Jeg har været ansat på Kragelund siden april 2007, så 7,5 år. Jeg har arbejdet med åben dialog siden januar 2012, jeg startede på åben dialoguddannelsen sidst i januar og umiddelbart efter nedsatte vi en tovholdergruppe, med formålet at implementere unge i dialogen i huset. Det har jeg været en del af siden det startede, der har dog været lidt udskiftning. Y er kommet til siden hen. Q: Hvor mange er I i gruppen? A: 1 fra hvert team, vi har tre teams her. Y og jeg er fra to forskellige teams og så har vi en kollega, der hedder Z, som også er socialarbejder. Og vores leder, som er med en gang i mellem. Ellers er det vores opgave. Vi skal sparke ideer ind i teamet og ud i huset til afprøvningen. Jeg har ikke arbejdet med åben dialog i andre sammenhænge. Jeg har været kort ansat i en anden by, på ungetilbuddet deroppe. Der har jeg lidt erfaring fra pårørendearbejde, men der er verden til forskel på byen dengang deroppe og så her. Q: Brugte man andre metoder dengang? A: Ja, det var medarbejdere der mødtes og definerede; hvad er godt for denne unge. Deroppe havde mange et misbrug. Og så sad nogle kloge hoveder og drøftede, hvad denne unge havde brug for. Og så fik de unge præsenteret en plan, som de mere eller mindre frivilligt gik ind i. Q: Så individuelt tilrettelagt? A: Ja, bare uden inddragelse af beboeren. Det er en væsentlig forskel. Q: Hvad er din rolle i åben dialog, i samtalerne?

2 2 A1: Både mødeleder og reflektant. Jeg har to netværksmøder, hvor jeg har været mødeleder med tidligere beboere og så har jeg været reflektant både her i huset, men også ind i projektet med en beboer ude på et kollegie, som er en boform a la vores under Aarhus kommune. Her er det tænkt fra starten, at vi kan supplere hinanden og det er jo super godt, at jeg kan komme derud og møde et menneske jeg aldrig har mødt før, netop i forhold til de her forforståelser eller mangel på samme. Så sammen med en kollega fra kollegiet, vil jeg sidde og reflektere, hvad er det vi hører beboerne og netværket tale om. Det håber jeg, der kommer mere af. Det er først lige skudt i gang. Vi skulle gerne få et hav af netværksmøder. A2: Og jeg hedder Y. Jeg har også været på Kragelund i 10 år. Mit første arbejde efter at være færdiguddannet socialarbejder. Jeg startede med åben dialog et år efter X. Jeg er lige blevet færdig her til oktober. Mit første møde med åben dialog, blev jeg kastet ind som mødeleder af X, jeg turde ikke sige nej. Det var mens jeg var på uddannelse. Det var en helt ny opgave. Siden har jeg vel haft 5 møder i alt. Over en 2 års periode er det jo ikke så tit. Q: Hvor du har været mødeleder hver gang? A2: Jeg har også været reflektant. Men også en mødelederrolle. Hvor jeg blev inviteret af teamet, hvor de sammen med et andet team skulle definere, hvordan de skulle være som team. Så det var også en slags åben dialog. Og så vi en del ift. på mødedage, hvor jeg også har været mødeleder og reflektant en gang i mellem. Q: Så i bruger det også som internt værktøj? A2: Ja, vores tidligere leder Å bragte åben dialog ind, der skulle vi jo tænke, hvordan vi kunne implementere det - og nogle af de steder vi brugte det, var hvor vi tog nogle timer ud på vores mødedage og havde åben dialog øvelsesrum, hvor forskellige fik prøvet forskellige roller. Vi brugte en del tid på at lære at reflektere. Én ting er at diskutere noget, komme med forslag og guide, men refleksion er noget andet. Det skal man lige pejles ind på. Det ved man nok stadig ikke helt. Vi bliver ved med at øve os.

3 3 Q: I er i en øve periode - kan i sige, hvad det mest positive har været i arbejdet med netværk og pårørende inddragelse? Helt generelt? A2: Det mest positive er nok den feedback man får fra beboerne. De oplever at blive lyttet til og hørt. Ellers når man har pårørendesamtaler og netværksmøder, der er det meget nogen, der siger noget og nogen der svarer på det. Det her er noget andet, ens tid er ens egen og man får lov til at sige det man ønsker. Der kommer ikke nødvendigvis noget tilbage på det. Det får lov til at stå og får en større betydning. Jeg har da også lavet netværksmøder før med pårørendesamtaler, men der havde jeg ikke nogle tanker om, hvordan det skulle være. Det var bare at mødes og snakke om, hvordan det skulle være. Der var også en dagsorden. Nu er der mulighed for at vi mødes og det er dem beboerne selv vil have med, der mødes. A1: Jeg kan da supplere med, at vi har det der hedder trekant samtaler i huset og det kunne være Y og mig, der sad med en beboer fx ift. handlingsplanarbejde. Det har vi i min optik stor succes med - at invitere de beboere ind i det her rum, hvor det rent praktisk foregår. Jeg kan tale med beboeren om, hvad ønsker du for livet, hvad har du af drømme. Og så prøve at arbejde os ind i en delplan. Og så på et tidspunkt spørge beboeren, skal vi prøve at høre hvad Y han har hørt. Og så kan vi snakke lidt om det. Og så sidder vi mens beboeren lytter til den samtale vi har. De beboere jeg har haft, har været rigtig glade for denne mulighed for at trække sig tilbage og lytte og ikke blive bombarderet med spørgsmål, hvor man er så ivrig efter at komme langt ned i det og bliver i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige vi er inde omkring. Jeg kan høre mig selv spørge i øst og vest. Den her form tænker jeg, ud fra beboernes tilbagemeldinger, har været rigtig god. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt. Det skal vi gøre mere ved. Det virker til at have en betydning. Q: Det må også være tillidsskabende at høre, hvad i tænker højt. A1: Også det, at beboeren har mulighed for at rette os. Q: Så det positive ift. hvad du tænker, det er jo også meget baseret på, hører jeg lidt, hvad beboerne fortæller. Ud fra jeres synsvinkel, hvad synes i er det mest positive?

4 4 A1: At vi ikke definerer, hvad der er godt og mindre godt. De tidligere møder, der kommer jeg med en dagsorden med et billede af, hvad der kan være vigtigt at tale om for mig og hvad kan være vigtigt for den pårørende at høre om. Ikke med udgangspunkt i beboeren, mere at vi har en bestemt dagsorden. Dialogen er helt anderledes. Det er meget mere menneskeligt at være i det rum. Det føles mere rart. Med respekt for det menneske man sidder over for. A2: Det er også en kropslig udfordring, jeg får pulsen meget op at køre. Hver gang jeg har en funktion. Jeg skal jo egentlig ikke præstere noget, men det gør noget mere ved mig rent kropsligt. Og jeg ved ikke hvad det er. Jeg ved ikke hvorfor jeg reagerer mere, når jeg skal præstere mindre. A1: Jeg oplever det samme. En stor nervøsitet. Men den er også aftagende. I starten var det et halvt minut og tænkte en masse tanker, men det falder. Nu er det kort efter jeg træder ind i rummet, at jeg kan være til stede og have en dialog. Jeg er ikke længere så optaget af, hvad andre tænker. Men jeg er enig med Y, at komme ind i et rum og præstere mindre, det kræver mere. Det er underligt, men sådan opleves det. Sådan kan de fleste mødeledere fortælle. Hvad er det for en nervøsitet? Få sekunder efter er man dog til stede. Q: Har brugerne oplevede det på samme måde? Har de fortalt om en nervøsitet ift. at det er nyt? A2: Ja, det har man hørt flere gange. Det kan også være med til at gøre det svært at få afholdt de her møder. Det kræver stor motivation at tale i åben dialog, det er jo lidt noget udefinerbart, noget anderledes og noget nyt, så der er mange, der trækker sig eller bruger mange kræfter op til. Men når det så lykkes at få folk ind i rummet, fungerer det. Q: Hvordan oplever i samtalerne er bedre? A1: Det er et helt andet fokus, det er beboerens fokus, det skal beboeren vende sig til og netværket også. Vi er godt på vej, men at det er beboerens historie, som andre i rummet for mulighed for at tænke noget, det er noget helt andet at være en del af. Q: Hvis de pårørende kommer med et tema, spørger man så brugeren om de har lyst til at tale om det?

5 5 A1: Jeg kunne tænke mig at undersøge - det kunne være en far, der havde brug for at tale om medicin - og det er der en beboer, der har svært ved. Der vil jeg undersøge, hvem er parat til at tale med hvem om hvad. Er alle i rummet parat til at tale om medicin. Beboeren er ikke klar til det, måske. Så hvordan kan vi have en dialog, hvor både dit behov bliver tilgodeset om, at du ikke vil tage medicin, men at din far også bliver tilgodeset. Kan vi overhovedet være i det rum sammen. Eksempelvis. Men altså, man skal ikke tale om noget man ikke er parat til at tale om, det kommer der ikke noget godt ud af. Det er også en forskel fra tidligere, i de pårørendemøder jeg har været en del af, har medicin været et omdrejningspunkt næsten hver gang. Og der er stadig nogle beboere, der har haft svært ved at tale om det. Ikke desto mindre har jeg oplevet mig selv sige, at det er vigtigt. Men mere i retning af, hvad far, mor eller netværket har haft brug for, så deres bekymring kunne lægge sig. Det er lidt uhyggeligt, men det er sådan jeg oplevede det. A2: Jeg kan høre, at X er mere øvet end mig. Jeg kunne godt falde i en fælde. Bare lytte til denne far, hvad han har at sige. Men så tror jeg man opfanger nogle signaler undervejs, som vil gøre mig opmærksom, fx en beboer, der reagerer på noget, jeg siger eller gør. Så er det jo også vigtigt at undersøge om vi taler om det, der er vigtigt at tale om. Det bliver vi bedre til at få tjekket af. Q: Er det primært brugeren man spørger om man får talt om det der er vigtigt? A2: Selvfølgelig er beboeren omdrejningspunktet, men alle er lige vigtige, så det er vel et åbent spørgsmål. Q: Vi springer til 3eren. Der er jo nogle vejledninger og retningslinjer ift. åben dialog - er i bekendte med dem? Juridiske rammer, principper. A2: Det handler meget om at møde deltagerne, der hvor de er. Hvis det er bedre for dem at mødes hjemme hos mor, så er det det vi gør, hvis det kan lade sig gøre. Q: Er der nogle organisatoriske rammer i skal følge her på stedet? Tidshorisont, antal møder etc. A1: Hvis vi har nogle, så har jeg ikke mødt dem. Ift. afholdelse af netværksmøder her, så har vi som udgangspunkt halvanden time. Men der er ikke nogle der siger til mig, at jeg skal holde x antal

6 6 netværksmåned i løbet af en måned her på Kragelund. Men ind i projektet er det noget helt andet - her har socialstyrelsen defineret at Aarhus kommune skal have 50 forløb. Men der er jo fem boformer i Aarhus kommune i det her. Det er lidt noget andet. Her er nogle krav ift. hvilke beboere, der kan deltage i et projekt. Man skal være over 18, dansktalende, man skal have en psykiatrisk diagnose inden for F20 spektret, man skal i voksenudredningsmetoden være vurderet som et moderat eller svært problem inden for social- samfundsliv og sundhed. Voksenudredningsmetoden er 10 områder. Vi skal kun vurdere beboerne i projektet ud fra de her tre. Når vi har gjort det, skal vi komme med en samlet vurdering om det er C eller D, et moderat eller svært problem. Når de opfylder de kriterier kan de indgå i projektet, som kører indtil slut Men her i huset går vi efter at invitere alle beboere uanset diagnose, tilbyde dem alle netværksmøder. Det vi tager med videre i projektet skal dog være inden for kriterierne. Underpunkterne kan i finde på nettet. A2: Vi har også defineret nogle rammer på vores sidste tovholdermøde ift. hvad vores fokus er lige nu med implementering. Det er indskrivning og udskrivning. Det skal være åben dialog. Der ville man jo mødes med netværket. Her er rammen altså åben dialog. Q: Man taler i medierne om et paradigmeskifte eller diskursændring, hvor man før har snakket om pårørendeinddragelse som årsag til lidelserne, hvordan oplever i de her begreber i forbindelse med jeres arbejde? Jeg har fx arbejdet i socialpsykiatrien i fem år - før havde man fokus på noget psykodynamisk, fx er mor ikke god at have med på banen for Lars - så her er de pårørende blevet holdt ud i strakt arm. Så er der sket et skift, hvor pårørende inddrages og ses som ressourcer. Har i mærket det? A1: Ja. Jeg har tænkt den tanke og jeg har nævnt det højt på et teammøde med en tidligere beboers mor, at hvis vi kunne lukke hende ude omkring alt samarbejde med beboeren, ville det være optimalt. Hun var ikke til gavn eller hjælp. Det er ikke noget jeg kan gøre, men jeg har italesat det, fordi det var til stor frustration. Men efter jeg er startet på åben dialog uddannelsen og har haft de her få netværksmøder, så kan jeg se hvor stor betydningen er, at forældrene kommer med ind. Det der er vanskeligt er at have en god konstruktiv dialog. Og det er så her vi kommer i spil som mødeledere. Men der er ingen tvivl om, at de mennesker der er i beboernes netværk - eller alle menneskers netværk - de har en særlig betydning, fordi de har en relation til det menneske som de nu har.

7 7 A2: Ja altså alt til sin tid. Man skal heller ikke pådutte nogle noget samarbejde med mor eller far, hvis de ikke ønsker det. Men jeg oplever da, at der nærmer sig en større dialog - om det så er åben eller en anden slags dialog - ift. at bringe mor og far og venner mere på banen. Det handler også om at fornemme. Hvornår er det rigtigt og prøve at få talt om det, inden man giver sig i kast med de store netværksting. Jeg tror også en del gange, at det er her problemerne kan ligge. Man skal træde forsigtigt. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan tale om det. Det er hvordan man taler om det. Q: Er ændringen kommet langsomt ind i organisationen - eller hvornår skete der et markant skift hos jer i synet på de pårørende? A1: December 11 for at være helt præcis. Vores tidligere leder stillede sig op på et møde og sagde, at hun ville implementere åben dialog på Kragelund. Jeg anede ikke, hvad det var. Man har så åbenbart arbejdet med det i Herning i mange år. Men der skete noget hos mig ift. netværk og pårørende. Hvad kunne det gøre for de mennesker vi arbejder med - bare se på de resultater, der er fra andre breddegrader. Hvad kunne det ikke blive til i DK? Q: Det ligger meget godt i tråd med næste spørgsmål. Er der nogen rammer, der besværliggører og udfordrer åben dialog her på stedet som den foreskrives? Fx i forhold til Finland, hvor det er i en helt anden kontekst. A1: Det første princip er hurtig hjælp. Hvad betyder det i en socialpsykiatrisk kontekst, hvad er det for en størrelse? Jeg hørte da på sidste medarbejdermøde min kollegaer melde tilbage på, hvad er udfordringen? Det er at samle de folk, der skal samles. Både pårørende, men også sådan nogle som mig og Y, der kan gå ind og være mødeledere. Vi er ikke altid på arbejde. Og hvad kan man tænke om det. Så kan man begynde at tænke nogle mere fleksible organisatoriske ændringer. Jeg tror det kan blive en udfordring på den lange bane. Det kan også komme til at glide i smør. Det kommer lidt an på hvilke ideer man disker op med. Men hurtig hjælp kan blive knap så hurtigt i det her hus. Det har hvert fald været en udfordring indtil videre. Fra at beboeren siger ja, til vi kører et netværksmøde, der kan nemt gå halvanden måned. Det er for lang tid. Q: Det er hvert fald ikke en af de syv principper. Hvad ville man skulle gøre her fra stedet eller andre steder fra for at ændre på det?

8 8 A1: Jeg tænker måske man kunne have et team i boforms-området, som konstant er til rådighed. Ligesom i Finland, der sidder folk og venter på, at telefonen ringer og så rykker de. Hvis der sidder en beboer i akut krise, så rykker mig og Y derud. Så kan vi tage kontakt til de mennesker, der skal inviteres med til et møde, der skal i stand på ganske kort tid. Et slags akut-team. Q: Er der så de nødvendige ressourcer? Du siger halvanden time møder, man kunne forestille sig, at de trækker ud. Har i fået flere timer ift. når der skal være netværksmøde eller er det de samme rammer som der altid har været? A1: Det kommer lidt an på hvad det er for en sammenhæng. Jeg kaster den lige over til dig Y. A2: Den største udfordring er at få samlet det professionelle netværk; mor og far og bedste ven - og én af os - det er ikke nødvendigvis så svært, men det skal koordineres med en socialrådgiver eller psykiater. Heri ligger begrænsningen. Men som du nævnte før med trekantsamtalerne, det er jo ikke et netværksmøde, men der kan vi hurtigt strikke noget sammen i løbet af 5 minutter. A1: Hvis et møde tager halvanden time, det er nok begrænset hvor længe mennesket generelt kan koncentrere sig derudover, og jeg vil hellere - det snakker jeg også med beboere om - spørge, nu har vi talt om det her tema, jeg ved ikke om vi kom hele vejen rundt, men giver det mening at invitere til endnu et møde? Hvis det skulle være noget problem, så måtte vi sige til ledelsen, at der er en beboer her, der har udtrykt ønske om, at noget skal tages op igen, fordi vi kun er halvvejs og der er mange temaer. Q: Så har vi nok være gennem 4`eren. I har fortalt om, at I anvender trekantsmetoden, hvor i bruger lidt af åben dialog. Hvad med handleplansmøder, er det sådan noget pårørende også inviteres med til? A1: Ja, det er én gang om året. Fast. A2: Men ift. om det foregår med åben dialog, er det stadig en proces.

9 9 Q: Ja, det er mere for at finde ud af, hvad i har udover åben dialog, om I også har handleplansmøder, som kører meget mere inden for en ramme. Eller om det ligesom er smeltet sammen. Så I også får snakket handleplan i åben dialog. A1: På handleplansmøder er vi i proces ift. at få de møder til at foregå med åben dialog som tilgang også. Det betyder at myndighedsafdelingen, de skal også være indstillet på at afholde det her møde, med den her tilgang. Jeg plejer at sige til beboeren, når de har et opfølgningsmøde, at det er dit møde. Det er psykiatrirådgiveren der kommer og taler med dig om, hvordan det går med at bo på Kragelund, og så sidder vi og supplerer når vi bliver spurgt om, hvad vi oplever og tænker. Jeg ved at myndigheden er inviteret ind ihvertfald ift. fælles temadag vi har haft i beboerområdet. Der har de været repræsenteret for at høre mere om denne tilgang. Det er den ene del af det. Ift. opfølgningsmøder. Q: Så den her tilgang har spredt sig, når der bliver holdt møder? A1: Ja, lige så stille ved det sprede sig også til børn- og ungeområdet. I voksenpsykiatri er vi også afhængige af hospitalet som samarbejdspartner. Men de er også inviteret ind i åben dialog projektet. Det kan man jo håbe det kaster noget af sig på den lange bane. Så lige så snart vores beboere bliver indlagt, er det naturligt at tage kontakt til os. Via en snak de har haft med patienten - at nu vil vi gerne invitere til et netværksmøde med den her tilgang. Q: Men det er ikke noget i har gjort endnu? A1: Jeg har ikke, men jeg tror det kommer. Der er en øget opmærksomhed på hospitalet, jeg har en repræsentant med i projektet. A2: Det er stadig få personer, vi er i startfasen. Vi har været en af de hurtige takket være en leder, der har taget uddannelsen for nogle år siden. Men da vi startede fik man også fornemmelsen af, at vi var dem der var længst fremme i Aarhus. Nu er der så gået 3 år. Ting tager sin tid. Der skal bevilliges penge, der skal sættes timer af, sendes folk af sted, som skal sprede budskabet. Q: Hvad er den største udfordring i forbindelse med implementeringen?

10 10 A1: Jeg har stor respekt for at folk kan have forskellige tilløb ift. at kaste sig ud i at være mødeleder. Nogle gange hvor vi har haft de her øve-fora, der har været et par stykker eller tre der har tænkt, jeg kaster mig ud i det. Men der er også andre, der har brug for at øve sig i et mindre forum, på et team møde eksempelvis. Og så tager det lidt tid inden den snak kommer ud over Y og mine læber, så det breder sig endnu mere i huset. Det har gjort en forskel, at Y startede sammen med Å vores kollega, og vores faglige koordinator er et år henne i uddannelsen og yderligere tre skal af sted til januar, så det er jo ikke kun når vi er på arbejdet. Det kan da hjælpe implementeringen. A2: Men det kan være vanskeligt når man ikke har siddet som mødeleder. Man mangler lidt mod. Q: Det er rigtig fint, at i har tilgange til hvordan i gør, men hvordan har i forberedt borgerne på, at der nu er noget, der hedder åben dialog? A1: Jeg har prøvet at søge en snak med dem: kunne du tænke dig at være med til det her. Så prøver jeg at formulere mig kort, ikke at gøre det til noget stort. Prøve at sammenligne med nogle af de sammenhænge beboerne har været i. Med en streg under, at jeg ikke på forhånd med en liste over, hvad der er vigtigt at tale om. Det er os der finder ud af det sammen. Men jeg har også hørt, at nogle beboere har en oplevelse af, sæt hvis de kommer til at svare forkert. Det er en udfordring at komme uden om det. Få beboeren til at turde at kaste sig ind i mødet. Q: Hvordan undgår i at have en form for agenda ift. at føle, at i skal have noget ud af det her? Det har i jo beskrevet ift. det kropslige, men hvad bliver resultatet af det. A2: Vi leder slet ikke efter resultater. Dialogen er det centrale. Om der kommer noget ud af det, er lidt lige meget. Men i det lange løb kommer der noget godt ud af det. Det kan ikke altid ses fra gang til gang. Q: Men ift. at åben dialog er blevet implementeret fordi det har vist resultater - og vi ved alle sammen, at der er meget målen og vejen og dokumentation - hvordan skal I som organisation bevise, at det er noget der rykker, når det er så luftigt, at det er en følelse?

11 11 A1: Altså vi er jo ikke interessante i åben dialog sammenhæng, det er jo beboerens oplevelse af øget recovery, øget livskvalitet, der er interessant at gå efter. Det er CFK, der står for det. Center for Kvalitetsudvikling. De går ind og måler. Når en beboer er med i projektet, for han/hun tre spørgeskemaer til at starte på. Lad os sige, at en beboer har sagt ja til et forløb og at en beboer har gennemgået 10 netværkssamtaler. Inden man går i gang kortlægges netværket, beboeren får spørgeskemaerne, man har netværksmøder og som noget midtvejsagtigt evaluerer man, hvor beboeren får nogle spørgsmål. Og efter fx 10 møder siger beboeren, nu ønsker jeg ikke at være en del af projektet mere. Fint, siger vi, så ville det være fint, hvis du vil svare på nogle afsluttende spørgsmål. Så kaster vi dem ind til CFK, som så kommer med nogle bud på, hvilken effekt åben dialog har haft. Jeg kan ikke huske helt, hvad de måler efter, men der er rigtig mange spørgsmål. Efter hvert enkelt møde, der skal hver beboer og netværksperson, pårørende, hvem det nu er, have et spørgeskema med 7-8 spørgsmål med afkrydsning (oplevelse, inddragelse) - det udfylder man i et rum uden os og så bliver det sendt til CFK som samler data. Jeg ved ikke om de har lavet resultatmålinger, men der har været afholdt netværksmøder, så de er i gang med at støbe noget sammen. Q: Har i tal på, hvor mange netværksmøder i har holdt, hvor mange beboere, der har været med på de 2 år? A1: Jeg kan umiddelbart pege på fire beboere, der har haft minimum et forløb eller en samtale. Der er ikke en fast pejling efter, hvor ofte man gør det, det er afhængig af behov. Og så er der lidt flere, som ikke har været her. Så 5-6 ud af de 18 beboere. Q: Er der nogen emner, der typisk er blevet taget? A2: Ikke umiddelbart. Det er meget omkring det 'at være mig' - der er ikke så meget specifikt. Q: Har i oplevet at jeres samarbejdspartnere, når i nu har været i de her møder med nogle ud af huset i samarbejdet - har i så efterfølgende oplevet nogle ændringer i samarbejdet, fordi i har siddet i åben dialog sammen. A1: Her har Å nogle erfaringer med hospitalsafdelingen.

12 12 Q: Hvad med jer imellem, har i oplevet et anderledes samarbejde, når I nu har været med i sådan nogle møder? A2: Jeg har da haft nogle møder med beboere, det har så været beboere, der ikke var i mit team, som jeg ikke har så meget at gøre med i dagligdagen. Så det er svært at sige, om den kontakt eller dialog, der ligger der er anderledes. A1: Når nu vi har netværksmøde med et kommende møde, så har jeg inviteret dig ind som reflektant og der er jeg mødeleder, hvor jeg går og leger med nogle forskellige modeller ift. hvad jeg godt kunne tænkte du gjorde - og jeg har jo primært tænkt dig ind som reflektant. Men så kan jeg finde på at gå og snakke med Y om, at jeg tænker sådan og sådan, og sådan ift. en kollega uden at definere indholdet af, hvad vi skal tale om. Ift. refleksion - hvordan starter den - der giver det god mening, at jeg forinden har fortalt Y, når vi når dertil, så vil jeg gerne have, at du starter, at vi får en dialog omkring det og jeg prøver at koble mig på. Det kan være vigtigt for en reflektant at vide noget om. Altså, man skal ikke planlægge en skid, man skal også passe på ikke at planlægge det ihjel, men det kan være fint at have nogle pejlemærker. Og der bruger jeg da dig og andre kollegaer til lige at tænke højt. Hvordan gik det, fik jeg spurgt ind til de åbninger der var. På den måde at kvalificere min indsats. Q: Forskriften i åben dialog er at alle skal mødes ligeværdigt - hvad er jeres erfaring med det? Ift. at de deltagende kan have forskellig uddannelse og forskellige vaner ift. at italesætte deres følelser - kan man mødes ligeværdigt? A2: Ja, jeg tror man bliver bedre til det, desto flere gange man prøver det. Det handler for mig meget om, hvilket sprog jeg bruger og hvilke ord jeg lægger vægt på. Nu er vi så også blevet optaget af det med sprogets magt. Men at prøve at være bevidst om, ikke at fængsle nogen med et sprog, der er uforståeligt - hvor magten bliver tydelig. Og der er sikkert meget mere. Man kan nok ikke finde en gylden løsning, men man kan være bevidst om noget og prøve så godt man kan. Jeg tror ikke man kan skrive en bog, hvor der er en løsning i.

13 13 Q: Vi er vist kommet til 7eren. Der snakker vi lidt om, hvilke kompetencer i synes er nødvendige, for at kunne anvende den her metode? Sund fornuft er jo et meget godt bud, men hvis vi nu skal pakke det lidt ud? A1: Med fare for at komme med lidt forskellige svar. Jeg har fx hørt et bud om at enhver kan have en samtale med et andet menneske, hvor svært kan det være. Jeg havde den første seance på et medarbejdermøde på en temadag, jeg var lige startet på uddannelsen, jeg vidste ikke hvad der var op og ned. Jeg blev kastet ud i det. Det er en måde at lære det på, men det har gjort en forskel for mig at dykke ned i teorien og få det ind under huden. Et er at have det i hovedet, noget anden er at have en erfaring i kroppen og det med sprogets betydning og magt kan man dykke ned i. Den viden får man, når man går på uddannelsen. Så jeg vil til enhver tid pege på, at man skal have denne her åben dialog uddannelse. Vi har dog et godt eksempel med en kollega, som ikke har været på uddannelsen, men ikke desto mindre har haft en længere forløb med en beboer, hvor hun har inviteret beboeren og hendes mor med. Jeg har været med som reflektant nogle gange. Hun har kastet sig ud i det ligesom jeg gjorde. Q: Hvad var det for nogen personlige evner? Var det et spørgsmål om kemi? A1: Jeg tror det er kemi, men også evnen til at lytte, hvad beboeren sagde. Det er hun god til. Også ift. moren. At have en særligt god respekt og vise den over for både mor og datter. Være åben ift. hvad der blev bragt i spil, det gjorde hun rigtig godt. A2: Hvis man har arbejdet i socialpsykiatrien, så har man nok som udgangspunkt et ønske om at gøre en forskel. Og det er nok betydningsfyldt ift. at påtage sig sådan en rolle her. Så kan man have forskellige grader af mod, om man tør etc. Men i udgangspunktet kan alle der arbejder her kaste sig ud i det - med større eller mindre grad af succes. A1: Det er også noget man kan bruge i en implementeringsperiode, det vi bruger rigtig meget tid på, er at tale med hinanden. Så snart vi snakker åben dialog, bliver det lidt præstationsagtigt. Hvis vi nu sætter en parentes om det og så taler sammen, så kan vi se hvad det udvikler sig til. Sværere er det jo ikke.

14 14 Q: Anvender i faglig sparring? Det er jo lidt i tråd med det. A2: I høj grad. Jeg har brugt X rigtig meget. Han har været en slags mentor. Det har betydet meget at kunne læne mig op af en, der ved lidt mere. Det handler om, hvordan man er i et rum - ikke om det er rigtig eller forkert - men om det er tilpas sådan eller sådan, hvad der ellers kan prøves - altså at få noget feedback. A1: Der er altid inspiration at hente. Jeg er også ofte gået i Y s retning, fordi han gør nogle ting, som jeg lige stjæler i den måde jeg er i rummet på, fordi det har været en særlig elegant måde at komme omkring det her tema på, eller få startet en dialog op på. Q: På falderebet - i en åben verden, frit slag: hvordan skulle åben dialog implementeres her på stedet? Hvis ikke i havde ressourcemangler etc.? A1: Så skulle som minimum hele medarbejdergruppen være uddannet i åben dialog - og så skulle vi nedsætte sådan et akutteam, som altid kunne træde til. Hvor man tænkte ud over Kragelund. Desto flere der tør kaste sig ud i denne åben dialog tilgang, desto mere kommer det til at sile ned af væggene her. Og desto mere hjælper det forhåbentlig beboeren på den lange bane. A2: Også at de professionelle samarbejdspartnere kunne få den samme mulighed. Jeg føler mig privilegeret fordi jeg får lov til at prøve det dagligt. Jeg synes tit jeg ramler ind i sådan noget: åben dialog, hvad er det. Jeg ville ønske, der var mere viden om det omkring mig. På psykiatrisk hospital, hos de sagsbehandlere vi taler med, psykiatere generelt, psykologer. Q: Hvordan kunne man lave den vidensdeling? A1: Bl.a. ved at afsnit P (som er med i projektet) fortalte afsnit Q om deres erfaringer. Jeg hører fra den medarbejder fra P der er med i projektet, en åbenhed på hospitalet, og det glæder jeg mig jo alvorligt over. Og så tænker jeg jo på, gad vide om det kan være med til at åbne døre på andre afsnit? Vi har jo beboere, der har behandlingsdom og vi har samarbejde med [...]-ambulatorium. De begynder også at være med.

15 15 Q: Hvor tager i ressourcerne fra? I får nogen penge til at give medarbejderne den her uddannelse eller hvad? I projektet? A1: Der er lavet et kompetenceudbygningsprogram af vores tidligere leder under CSU, fordi der er stor forskel på, om de der sidder i projektet har uddannelsen eller ikke har - så som minimum får man indførelse i, hvad er tilgangen for en størrelse, hvad er det for nogle principper, hvad vil det sige at arbejde i åben dialog. Så man har en minimumsplatform at arbejde ud fra. Hvordan de enkelte medarbejdere i den her projektgruppe er blevet udpeget rundt omkring, det ved jeg faktisk ikke. Jeg blev spurgt af min leder om jeg kunne tænke mig at være en del af det. Og så traf hun så en beslutning om, at det var mig og en kollega,, der deltog i det projekt. Hvordan det er foregået andre steder, ved jeg ikke. Men jeg ved, at på landsplan i denne projektgruppe, er der mennesker, der ikke har stiftet bekendtskab med åben dialog før projektet gik i gang.