KAN MAN GØRE FORSKEL

Transkript

1 1 KAN MAN GØRE FORSKEL Ansvarsfordelingen mellem haveforeningens medlemmer på den ene side og Haveforeningens bestyrelse & Kolonihaveforbundets Kreds -på den anden side? Det er det denne her gennemgang handler om. Februar 2013 Lighedsgrundsætning skal over holdes ellers er der tale om magtfordrejning. Palle Flebo-Hansen telefon

2 2 Der er tidligere være omtalt en række begivenheder - som alt sammen hænger sammen med et medlem og en eksklusion. Når det nu bringes på banen så er der sket en eksklusion (ja, mange endda) og kendetegnet ved de fleste eksklusioner er at der er sket en forskebehandling. Sagens kerne er altså om eksklusionen er sket ud fra et sagligt grundlag eller bygger de fleste eksklusioner på det grundlag, at bestyrelserne blot demonstrere sine magtmuligheder overfor de andre kolonister. Hvordan ser de fleste cirkler egentlig ud i dette spil som her løber af banen. Se her nedenfor en kort illustration heraf. Når medlemmerne i en haveforening ser et bestyrelsesmedlem eller sågar hele bestyrelsen træde tilbage - så er det tegn på at man som medlem - skal være særlig agtpågivende. Det her tyder på, at der er ugler i mosen. (Talemåde; Ugler i mosen er en talemåde. Det bruges, hvis man har på fornemmelsen, at der er noget suspekt på færde). Det er så lige hvad er! Så nu gælder der virkelig om - at holde ørene stive og høre efter for ellers kommer hele haveforenings medlemmer til - at betale for en det røre - den siddende bestyrelse har forvoldt. Og hvis man ikke passer på koster det penge - for det enkelte medlem. Eksempel: Slagelse kommune har holdt møde. Her vil man undersøge - om der er ulovlige kolonihaver i Korsør Kredsen som ledes af tidligere viceborgmester (a) Hans Larsen. Hans Larsen er også hovedbestyreles medlem af Kolonihaveforbundet. Kredsformanden Hans Larsen - som selv er haveforeningsformand for H/F Rundingen i Korsør -har overfor hele byrådet erklæret at der er kun 1 ulovlighed i alle kommunens haveforeninger (og den er der ved at blive taget hånd om????). Og som jeg omtalte i mit kapitel 3 så er borgmesteren (a) Lis Tribler - særdeles godt tilfreds med samarbejdet med Hans Larsen (ikke underligt, men betænkeligt andre vil kalde det for nepotisme). Nå men sagen her handler altså om- at Teknik og Miljøudvalget - forlanger fysik lovliggørelse af alle kolonihaverne i Korsør (hvis man finder nogle). Da nu Kredsformanden kun kan finde et ulovligt byggeri i Korsør kan jeg ellers pege på 26 ulovlige kolonihave huse - bare i H/F Strandparken og 157 i de 6 andre kolonihaver i Korsør-Kredsen men nu er jo hverken gode venner med den socialdemokratiske borgmester eller hendes tidligere viceborgmester og nuværende bestyrelses medlem af den organisation som står for at genvælge Lis Tribler - som borgmester her i år 2013.

3 3 Konsekvensen af et aftale brud er som beskrevet nedenfor Ansvar! Lyver Hans Larsen overfor byrådet - har kolonisterne i Korsør kredsen et problem. Dels skal alle kolonihavene opfylde de gældende offentretslige regler og så har vi balladen! Hvad så med dem som købte et ulovligt opført kolonihavehus. Hvad så med de kolonister som har opnået byggetilladelse med eller uden ansvar for Kredsen idet Hans Larsen & Co. Har uddelegeret bygge tilsynet/opgaven til de enkelte selvstændige kolonihaveområders bestyrelser? Er ansvaret at placere i Kolonihaveforbundets Kreds (her Korsør) eller er det et internt problem i de 7 haveområder? Såfremt ansvaret skal placeres i de enkelte haveforeninger er det så bestyrelsen eller selve foreningsorganet (alle medlemmerne) der hæfter? Eller er det Hr. og Fru Jensen som må bøde for andres fejl og mangler? Tro mig jeg kender svaret! Du da ingen ville høre på mig dengang så hvorfor nu 5 år efter men som man siger; Udtrykket, som man råber i skoven, (så) får man et svar, betyder i dag, at man kan vente samme optræden, samme højlighed eller uhøflighed eller lignende af sine omgivelser, som man selv præsterer. Man får igen med samme mønt, kunne man også sige. Man kan ikke vente blidere tone fra den anden end den, man selv anlægger Som bevis herpå har jeg via advokaten som repræsentere Kolonihavernes Fælles Rådgivning bedt ham om at anlægge de første 4 sager ud af 26 sager - alene i H/F Strandparken. Dette blot for at understrege- at såvel den nu afgående formand og hans bestyrelse i samarbejde med Kredsformanden Hans Larsen føre såvel ærlige kolonister og hele byrådet bag lyset. - Det kalder jeg for fair behandling! Bemærk venligst følgende:

4 4 Note 1 Misligholder foreningen en aftale, ifalder den derfor erstatningsansvar for kontraktbrud. Note 2 Foreningsledelsen er erstatningsansvarlig for skade påført foreningen i anledning af at man culpøst disponerer på tværs af de retningslinjer, der gælder for ledelsens virksomhed. Note 3 I forlængelse heraf vil der blive gjort et rids af skadelidtes muligheder for at holde foreningens ledelse, revisionen, generalforsamlingsdirigenten og medlemmerne direkte, dvs., personligt ansvarlige. Note 4 Anerkendelsen af foreningen som selvstændigt rets subjekt indebærer, at såvel udenforstående som medlemmer, hvem foreningen volder skade, vil kunne holde foreningen ansvarlig efter de i situationer gældende for aktiviteter som led nu gældende erstatningsregler for foreningens skadegørende dispositioner, som disse er materialiseret gennem foreningens organer og virket repræsentanter, dvs., når skaden er forvoldt gennem en disposition truffet på foreningens vegne. Note 6 Foreningen som sådan vil i og hermed også hæfte solidarisk med de personer i foreningsledelsen, der måtte have handlet selvstændigt retsstridigt i forbindelsen på en sådan måde, at det er personligt ansvarspådragende efter de nedenfor opridsede regler.

5 5

6 6 AFSNIT VII Ansvar 1. Såvel foreningsorganerne som de enkelte medlemmer kan ifalde erstatningsansvar for skadeforvoldelse. Grundlaget for foreningens hæftelse for skade forvoldt i sammen hæng med udøvelse af foreningsvirksomheden er ofte Danske Lovs om arbejdsgiverens hæftelse for ansattes fejl, men kan i øvrigt søges i sagens natur: Når foreningen udgør en selvstændig juridisk person, må ansvaret for det, foreningspersoner foretager sig på loven foreningens vegne, nødvendigvis falde ikke på disse personer, men på foreningen som sådan. Forudsætningen for ansvaret uden for kontrakt er, at den skadevoldende disposition har naturlig forbindelse foreningshvervets udførelse. Foreningsledelsen er erstatningsansvarlig for skade påført foreningen i anledning af at man culpøst disponerer på tværs af de retningslinjer, der gælder for ledelsens virksomhed. Ved culpabedømmelsen efterlades der dog ledelsen en rimeligt fri ramme til at handle efter bedste, saglige skøn. Ansvarsfrihed kan efter omstændighederne komme på tale, når dette bevilges af generalforsamlingen, eller ledelsen har disponeret i henhold til instruks eller accept fra oven. Over for udenforstående vil medlemmer af foreningsledelsen unde alle omstændigheder kunne pådrage sig personligt erstatningsansvar ved groft retsstridig adfærd. Er denne betingelse ikke opfyldt bliver ledelsen derimod i almindelighed næppe ansvarlig for skade forlovelse i kontrakt, hvorimod ledelsen ved ansvar uden for kontrakt næppe kan skyde foreningen ind imellem sig og skadelidte. Over for medlemmerne kan foreningsledelsen holdes direkte er erstatningsansvarlig, hvis skadeforvoldelsen er uden sammen med foreningsforholdet. Er sådan sammenhæng til stede, er det en forudsætning for erstatningspligten, at der er påført medlemmet direkte skade, og at der ikke foreligger særlige grunde for begrænsning af ansvaret. Medlemmerne kan gøres ansvarlige for forsætlig og uagtsom skadeforvoldelse. Revisorer falder erstatningsansvar efter samme retningslinjer som dem, der gælder for foreningsledelsen. 2. I strafferetlig henseende er hovedreglen, at ansvaret ikke falder på den kollektive enhed, men på den person, der handler på dennes vegne. Undtagelse kan dog være hjemlet i særlig bestemmelse eller følge af forholdets natur. Der er en tilbøjelighed til at lade foreningsledelsen bære strafansvaret for det, der rent faktisk er foregået inden for foreningens område. Som beskrevet i afsnit VI hæfter principielt foreningen som sådan og ikke de enkelte medlemmer for de aftaler, foreningen indgår. Misligholder foreningen en aftale, ifalder den derfor erstatningsansvar for kontraktbrud.

7 7 Det samme gælder, såfremt foreningen som sådan eller dennes enkelte organer forvolder skade uden (for) kontrakt. Foreningens hæftelse for skadeforvoldelse er imidlertid ikke ubegrænset. Grundlaget for foreningens hæftelse gennemgås her efter nedenfor under 1.1. I forlængelse heraf vil der blive gjort et rids af skadelidtes muligheder for at holde foreningens ledelse, revisionen, generalforsamlingsdirigenten og medlemmerne direkte, dvs., personligt ansvarlige (nedenfor 1.2). Principperne for erstatningsansvarets placering er uden gyldighed i relation til det strafansvar, der eventuelt aktualiseres ved overtrædelse af lovgivningen. Dette spørgsmål vil derfor blive taget op for sig nedenfor under Erstatningsansvaret 1.1. Foreningens ansvar Foreningens erstatningspligt kan aktualiseres over for udenforstående, men kan også komme på tale over for medlemmerne såvel i tilfælde, hvor der foreligger en misligholde. Se af de af medlemsforholdet flydende krav, som når det drejer sig om almindeligt erstatningspådragende adfærd, der ikke har noget med medlemskabet at gøre. Anerkendelsen af foreningen som selvstændigt rets subjekt indebærer, at såvel udenforstående som medlemmer, hvem foreningen volder skade, vil kunne holde foreningen ansvarlig efter de i situationer gældende for aktiviteter som led nu gældende erstatningsregler for foreningens skadegørende dispositioner, som disse er materialiseret gennem foreningens organer og virket repræsentanter, dvs., når skaden er forvoldt gennem en disposition truffet på foreningens vegne. Foreningen som sådan vil i og hermed også hæfte solidarisk med de personer i foreningsledelsen, der måtte have handlet selvstændigt retsstridigt i forbindelsen på en sådan måde, at det er personligt ansvarspådragende efter de nedenfor opridsede regler. Begreberne»(forenings)organer«og»(forenings)repræsentanter«skal i sammenhængen næppe opfattes alt for snævert. Således er det naturligt at lade foreningen bære ansvaret også for skade, enkeltmedlemmer forvolder under aktiviteter, der udfoldes i foreningens interesse til opnåelse af foreningsformålet. Risikoen for disse aktiviteter bør således kunne henføres også til den kollektive enhed, selv on der efter omstændighederne kan blive tale om tillige at lade de pågældende enkeltpersoner hæfte, jf. herom nedenfor under I mange tilfælde vil det formelle grundlag for foreningens ansvar Det retlige være reglen i Danske Lovs om principalansvaret (arbejdsgivers ansvar for de ansattes fejl). Dette gælder således, hvis der består et over/underordnelsesforhold dvs. en instruktions og tilsynsbeføjelse i forhold til det foreningsorgan, der i sin virksomhed foreningen har forvoldt skade. Danske Lovs regel er imidlertid ikke tilstrækkelig.

8 8 Ofte tilkommer der således foreningsorganer en handlebeføjelse i henhold til vedtægterne, uden at denne beføjelse udøves i henhold til instruktioner af den art fra oven, anvendelsen af Danske Lovs forudsætter. Eller der er tale om almindelige foreningsmedlemmers skadevoldende aktiviteter i foreningens interesse. Er der ingen instruktionsbeføjelse for foreningen i forhold til skadevolderen, falder tilfældet i princippet uden for Selve den omstændighed, at foreningen anerkendes som selvstændig juridisk person, vil imidlertid indebære, at denne person kan pådrage sig ansvar ved de dispositioner, der foretages for denne, uanset om foreningen har en løbende instruktionsbeføjelse i forhold til pågældende. Dette følger så at sige af sagens natur. Den omstændighed, at foreningen som juridisk person handler gennem fysiske personer, indebærer et særligt problem, nemlig det, for foreningen der ligger i at af afklare, hvornår en skadevoldende fysisk person har disponeret som led i foreningsvirksomheden, således at ansvaret må falde på foreningen. Problemets løsning kompliceres af den omstændighed, at der kan blive tale om ansvar for både handlinger og undladelser, samt af, at der langt fra altid er mulighed for at splitte en fysisk persons aktiviteter op på en sådan måde, at det efterfølgende er umuligt at påvise, hvornår han har handlet til varetagelse af en foreningsfunktion, og hvornår han har handlet for sig selv. Efter omstændighederne vil der i sådanne tilfælde kunne blive tale om at pålægge både foreningen og foreningspersonen (solidarisk) ansvar. Problemet er ikke påtrykkende i de tilfælde, hvor ansvaret udspringer af en retshandel indgået med foreningen. Afgørende er her blot, hvorvidt den, der disponerer for foreningen, har kontraheret i overensstemmelse med de ovenfor i afsnit VI nævnte retningslinjer om foreningspersoners fuldmagt udadtil for foreningen. Er dette til fældet, hæfter foreningen også for det erstatningsansvar, der måtte blive tale om i konsekvens af kontrakten. På samme måde hæfter foreningen for skadeforvoldelse over for medlemmer i kraft af brud på de forpligtelser, der følger af den kontrakt, der ligger i foreningsforholdet (vedtægten). Samme grænsedragning lader sig ikke anvende med henblik på ansvaret for foreningens almindeligt skadevoldende adfærd. Her vil der opstå et spørgsmål om, hvilke dispositioner foreningen (som sådan) hæfter for, overalt, hvor denne hæftelse ikke umiddelbart kan udledes af den omstændighed, at dispositionen er truffet til opfyldelse af den højeste foreningsmyndigheds, generalforsamlingens, beslutninger (hvilke beslutninger pr. definition ligger inden for, hvad for foreningen må bære risikoen for). Det lader sig umiddelbart fastslå, at også dispositioner truffet uden for den interne bemyndigelse eller eksterne fuldmagt (legitimation), foreningsorganerne opererer ud fra, i princippet vil kunne virke ansvarspådragende for foreningen som sådan. Denne må jo nemlig som udgangspunkt bære risikoen for den faktiske aktivitet, der udfoldes som led i varetagelse af foreningsvirksomheden.

9 9 Således synes grænsedragningen som udgangspunkt at måtte hvile på de samme kriterier som dem, der sædvanligt anvendes i relation til Danske Lovs , når det iht. denne regel skal afgøres, hvorvidt skaden er for voldt»i tjenesten«. Afgørende bliver med andre ord, hvorvidt skaden er forvoldt i kraft af dispositioner truffet som led i et foreningshvervs eller -virkes udførelse eller dog i naturlig forbindelse med samme. Den omstændighed, at den skadeforvoldende adfærd er retsstridig eller ligger uden for, hvad der normalt kunne eller burde kunne påregnes som led i pågældende foreningsorgans aktivitet, vil følgelig ikke uden videre fritage for ansvar, så længe der blot ikke er tale om helt abnorme skridt. En blot udbredt holdning blandt medlemmerne, som føret til skade, er derimod ikke tilstrækkelig til at påføre foreningen som sådan hold- ansvar. Hvis foreningen er blevet anmodet om bistand til at afværge følgerne af medlemmernes (eller enkelte foreningsorganers) retsstridige adfærd og har haft mulighed for at yde sådan bistand eller foreningen har haft en naturlig opfordring til at intervenere til at afværge skaden kan det dog være selvstændigt ansvarspådragende at forhold. For så vidt angår arbejdslivets organisationer gælder også et skærpet passivitetsansvar. Afgørende for, om erstatning tilkendes, er i øvrigt, hvorvidt dansk rets almindelige regler for at pålægge erstatning er opfyldt. Herunder gælder, at der skal foreligge et kontraktbrud eller være handlet uforsvarligt, dvs., almindeligt culpøst (hvis ikke særlig hjemmel foreligger for et andet erstatningsgrundlag), skaden skal være påregnelig (adækvat), og der skal være årsagssammenhæng mellem skadevolders måles? adfærd og skaden (causalitet), og der skal være lidt et tab. Hvad dette angår henvises til de almindelige erstatnings retlige fremstillinger. Sager om ansvar for foreninger på dette grundlag kan dreje sig om f.eks. kontraktbrud udadtil, herunder overtrædelse af de arbejdsoverenskomster, foreningen måtte have indgået, om skadelig rådgivning af medlemmer, om fejlagtig behandling af et medlems sag, om manglende overholdelse af vedtægten og overtrædelse af de ufravigelige foreningsretlige regler med skade for medlemmer til følge og om meget andet. Der er en ganske omfattende retspraksis herom, herunder om anvendelse af culpareglen i forskellige sammenhænge: Jævnlig har der således været sager om ulovlig eksklusion (se her om også ovenfor under afsnit III, om sanktionen i sådan anledning) eller ulovlig optagelsesnægtelse (se også afsnit III, om sanktionen for uberettiget optagelsesnægtelse). I disse tilfælde anses ansvarsgrundlag at være til stede i og med, at eksklusionen eller afvisningen anses ulovlig. Endvidere er der sager om foreningens overtrædelse af de gældende regler i forhold til et medlem, og også her følger erstatningspligten af den omstændighed, at der antages at være handlet retsstridigt over for medlemmet i situationen. I sammenhæng hermed falder sager, hvor foreningen har reageret inadækvat over for et medlems pligtkrænkelser med unødigt tab for med lemmet til følge.

10 10 Men også almindelig fejl- herunder efterladende sagsbehandling med skade til følge har været oppe, i hvilke tilfælde man kommer ind i en bredere forsvarlighedsvurdering. Hertil kommer en række sager om skadeforvoldelse over for uorganiserede i forbindelse med retsstridige bestræbelser på al: fremme organiseringen og på at opnå kollektiv arbejdsoverenskomst samt skadeforvoldelse i samme og i konkurrencefordrejende forbindelse. Alt efter disse sagers art kommer her de meget komplicerede principper for placeringen af retsstridighedens grænser i forbindelse med forsøg på at udbrede organiseringen og på at styrke solidariteten inden for en erhvervsgruppe ind i billedet. Endelig er der sager om anden skadeforvoldelse udadtil. Er der tale om en forening, som professionelt har påtaget sig at varetage medlemmernes faglige eller interesser, vil ansvaret i disse til fælde alt efter tilfældets art antage karakter af et professionsansvar (rådgiveransvar). Som det siges i U 2004/2830 V om en landboforenings ansvar for manglende oplysning til et medlem om muligheden for at opnå et omlægningstilskud: Foreninger havde som konsulent- og rådgivningsorganisation inden for landbruget til formål at bistå medlemmerne med at varetage deres interesser, og uanset om konsulent- og rådgivningsbistand alene ydedes på anmodning mod betaling, påhvilede det i et vist omfang sådanne organisationer at gøre et medlem, der henvender sig, opmærksom på konkrete forhold, der er af væsentlig betydning for medlemmets driftsøkonomi, og som kunne give medlemmet anledning til at søge rådgivning. I foreninger, der varetager medlemmernes faglige eller erhvervsmæssige interesser, kan der således blive tale om relativt høje krav til kvaliteten i den rådgivning, der gives. Dette vil ikke mindst være til fældet, hvis medlemmerne ikke har andre steder at gå hen for at få deres interesser varetaget, således at foreningen altså har en monopollignende stilling. Men det er også en konsekvens af, at organisationer af denne karakter i deres akkvisition ofte lægger meget vægt netop på den rådgivningsmulighed, medlemskabet rummer. Det må dog ved vurderingen af, om ansvarsgrundlag er til stede, også i den slags foreninger tages i betragtning, om foreningen ud fra hensynet til helheden forsvarligvis har måttet handle anderledes, end hensynet til et enkelt medlem isoleret set tilsiger. Når det drejer sig om foreningens ansvar i kontrakt herunder skadevoldelse over for medlemmerne i forbindelse med varetagelse af deres medlemsrettigheder må der i øvrigt ved culpa bedømmelsen ses bort fra individuelle undskyldningsgrunde hos fuldmægtigen (altså foreningsrepræsentanten), som ville have fritaget ham, såfremt han selv havde været skyldner. Modsat, når det drejer sig om erstatningsansvar uden for kontrakt. Med hensyn til foreningens ansvar over for medlemmerne kan der opstå et særligt problem, nemlig med at få fastslået, hvor langt foreningen hæfter for skader forvoldt af disse på hinanden under udfoldelsen af foreningsmæssige aktiviteter. Sådant kan komme op f.eks. i relation til sportsforeninger.

11 11 Indbyrdes skader forvoldt under deltagelse i foreningslivet alene i kraft af denne deltagelse synes at måtte være foreningen erstatningsmæssigt uvedkommende, medmindre der f.eks. er forsømt sikkerhedsforanstaltninger eller lignende, som bringer foreningen som så da ind i billedet. I mange tilfælde vil dette resultat kunne udledes af almindelige»accept af risiko«-betragtninger. Et særligt problem knytter sig til de foreninger, der varetager offentlige opgaver, for så vidt angår deres ansvar over for medlemmes borgerne. Også her vil udgangspunktet være, at foreningens ansvar er et almindeligt culpaansvar. Herunder kan der imidlertid blive tale om ansvar for tilsidesættelse af den særlige vej ledningspligt, offentlige myndigheder har over for borgerne, og med de elementer af professions ansvar, der jf. det ovenfor nævnte, kommer ind i billedet. Ansvare må i øvrigt antagelig udvides på linje med, hvad der gælder for offentlige forvaltningsmyndigheder, når det drejer sig om skadeforvoldelse gennem retsvildfarelser f.eks. foreningens fejlfortolkning af hjemmelsbestemmelser mv. 1.. Foreningsorganernes personlige ansvar. Foreningen som sådan hæfter altså for de dispositioner, der træffes i dens navn. Men spørgsmålet er i forlængelse heraf, hvorvidt de personer eller deltagere i foreningsorganer, der konkret har truffet den skadevoldende beslutning eller har undladt at handle, som de skulle, vil kunne holdes personligt ansvarlige. Forudsætningen er naturligvis også her, at dansk rets almindelige regler for at pålægge erstatning er opfyldt (således at der er handlet uforsvarligt hvis ikke særlig hjemmel foreligger for et andet erstatningsgrundlag at skaden er påregnelig og adækvat, og at der er lidt et tab). Dette spørgsmåls besvarelse rummer tillige indgangsnøglen til løsningen af et andet problem, nemlig det, der ligger i at fastslået retningslinje for det økonomiske efterspil mellem flere ansvarlige, der kan blive tale om i kølvandet på en erstatningssag mod foreningen eller enkelte repræsentanter for denne. Det er i forbindelsen nødvendigt at sondre mellem de muligt ansvarlige, nemlig foreningsledelsen (her forstået som bestyrelsen og eventuelt direktionen), medlemmerne, foreningsrevisorerne, de ansatte og generalforsamlingsdirigenten. I praksis vil det imidlertid især være ledelsens ansvar, som er interessant.

12 Foreningsledelsen I følge selskabslovens 361 er stiftere og medlemmer af ledelsen, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har til føjet kapitalselskabet skade, pligtige til at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet kapitalejere eller tredjemand. Erstatningen efter 361 kan dog ifølge 363 nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldsgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. 361 udtrykker almindelige retsprincipper, der også vil være gældende i foreningsforhold. D Det hører imidlertid til sjældenhederne, at udenforstående rejser sager over for de enkelte dele af den samlede organisme, foreningen udgør, eller at disse dele rejser erstatningskrav mod hinanden. Mange af de sætninger, der lader sig opstille herom i foreningsretten, må derfor baseres alene på almindelige overvejelser over rets grundene bag den anbefalede løsning. I så henseende kan udgangsvis konstateres, at den omstændighed, at foreningsledelsen disponerer på foreningens vegne, ikke indebærer, at ledelsen selv er ansvarsfri i forhold til skadelidte. Ledelsen den valgte såvel som den ansatte vil således efter omstændighederne kunne holdes erstatningsansvarlig efter almindelige erstatningsregler såvel internt af foreningen som sådan og af dennes enkelte medlemmer som eksternt af udenforstående, hvem ledelsen har forvoldt skade under udførelse af sine funktioner. Heraf følger dog, at ansvar i mangel af særligt grundlag (kun) kan gøres gældende i relation til den tid, hvori pågældende har bestredet ledelsesfunktionen men de pågældende hæfter på den anden side for, hvad de burde have gjort i dette tidsrum også med relation til andre perioder. Se f.eks. U 1872/785 om nogle medlemmer af en foreningsbestyrelse, som havde siddet i denne sammen med en person, der var årsag til kassemangel, og som desuagtet var forblevet på posten som kasserer efter udtræden af bestyrelsen. Bestyrelsesmedlemmerne var herefter solidarisk ansvarlige for den i deres bestyrelsestid opståede kassemangel, medmindre de kunne bevise at være ansvarsfrie. Rettens begrundelse var, at kassemanglen skyldtes den mand, som de uden hjemmel i lovene havde overladt kassens forvaltning, og at de undlod at undersøge kassens tilstand også efter, at denne mand var udtrådt af bestyrelsen, og fremdeles lod ham stå for kassen. I tilfælde, hvor umyndige deltager i ledelsen, gælder endvidere de almindelige regler om begrænsninger af umyndiges ansvar. Mulighederne for at gennemføre et erstatningskrav mod ledelsen er imidlertid forskellige altafhængig af, om det er det interne ansvar over for foreningen, det eksterne ansvar over for udenforstående, eller ansvaret over for enkeltmedlemmer, der tænkes på:

13 13 Internt vil erstatningspligt over for foreningen i princippet indtræde, såfremt ledelsen culpøst har disponeret på tværs af de retningslinjer, der gælder for ledelsens virksomhed. Men spørgsmålet er naturligvis, hvad der kan betragtes som en culpøs tilsidesættelse af ledelsens handleramme. Besvarelsen heraf må finde sted i lyset både af dennes konkrete indretning og af omstændighederne omkring tilsidesættelsen. Det er en selvfølge, at et bestyrelsesmedlem eller direktør, der med skade for foreningen til følge varetager sine egne personlige interesser eller uvedkommende, udenforstående interesser, handler ansarspådragende. Endvidere vil overtrædelse af selve vedtægten og den ordning af foreningsforholdet, denne bygger på, af konkrete instrukser fra overordnede ledelsesorganer eller af lovgivningen som udgangspunkt være ansvarspådragende. Er overtrædelsen klar, vil ansvarsgrundlag således i og dermed være til stede. Se eksempelvis U 1947/707 H om e tilfælde, hvor kassereren for en grundejerforening i en årrække havde modtaget indbetalinger, som ikke var optaget på regnskabet. Da han ikke havde tilvejebragt nogen bestyrkelse af sit anbringende om, at indbetalingerne var anvendt af ham i foreningens interesse, ansås han selv at måtte bære risikoen for den opgjorte difference. Vedtægterne kan imidlertid være mindre præcise og kun løseligt bestemme ledelsens forpligtelser og handlebeføjelse. Det ligger også i sagens natur, at foreningsledelsen i meget vid udstrækning må have frihed til at disponere efter konduite i dagligdagens forskelligartede situationer, se herved også afsnit IV, 3. Ansvaret må derfor også vurderes i lyset heraf. Med henblik på tilfælde, hvor ledelsens handle ramme åbner mulighed for et skøn, er det således væsentligt at være opmærksom på behovet for, at der i relation til det mulige erstatningsansvar gives foreningsledelsen passende frie hænder. Ansvar over for foreningen, såfremt ledelsen skønner galt med skade til følge, bør således ikke komme på tale, hvis ledelsen har handlet ud fra en saglig vurdering af hvad der ansås at tjene foreningens formål. Ved afgørelsen af hvor meget der kan forlanges af ledelsen, bør hensyn endvidere tages til såvel ledelseshvervets art herunder hvor professionel en forening, der er tale om som til de for det overordnede organ, generalforsamlingens kendelige forudsætninger, hvorunder valget eller udpegelsen til hvervet har fundet sted. Således må der f.eks. lægges vægt på, hvorvidt der er tale om en (eventuelt vederlagt) beskæftigelse, som stiller store saglige og tidsmæssige krav til sin udøver, eller derimod om en post, hvor det honorære står i for grunden. Det er dog klart, at det udvælgende organ normalt vil forudsætte visse mindstekrav opfyldt i relation til den, der vælges til en bestyrelse. De valgte må derfor efter omstændighederne bære bevisbyrden for, at dette organ har kendt til det, såfremt hans manglende evner fuldstændig diskvalificerer ham til posten, eller såfremt han vil hævde, at der alene forudsattes en ringe indsats i denne.

14 14 Omvendt bør der ses på, hvorvidt udpegelsen måske netop har fundet sted på grund af den udvalgtes særlige sagkundskab og på den pågældendes erfaring i hverv af den art, der er tale om, herunder til den tid han har siddet i den konkrete funktion. I øvrigt må erindres, at for ledelsesorganerne og står omsorgs- og tilsynspligten i fokus. Dette vil indebære, at ansvar efter omstændighederne kan pålægges, uanset at den, der søges draget til ansvar, måske slet ikke har beflittet sig med sin opgave. Af samme grund vil en intern arbejdsdeling i en bestyrelse ej heller uden videre udelukke de deltagere i samme, uden for hvis regi fejlen er begået, fra at ifalde ansvar, lige så lidt som uddelegering af bestyrelsesopgaver til anden side vil virke ansvarsfrigørende. Særlige omstændigheder kan indebære, at ledelsens ansvar må begrænses. Dette er således tilfældet, når ledelsen har disponeret i henhold til ordre, forhåndsgodkendelse eller løbende accept fra, herunder qua orientering af foreningsorganer, der er overordnet ledelsen i den relation, hvori der er disponeret skadevoldende. Det gælder i al fald så langt, det overordnede organ kunne forudse dispositionens karakter og rækkevidde. Er dette ikke tilfældet, vil det efter omstændighederne kunne være ansvarspådragende ikke at gøre det overordnede organ opmærksom på problemer, der måtte kunne opstå ved at bringe dispositionen til udførelse. I forlængelse heraf bør det måske nævnes, at et ledelsesorgan ikke nødvendigvis bliver frigjort for ansvar, fordi det overlader sin handlebeføjelse til en overordnet foreningsmyndighed. En direktør, der vedtægtsmæssigt har visse beføjelser, vil således ikke uden videre blive ansvarsfri, hvis han overlader disse beføjelsers udøvelse til bestyrelsen. Henskydes dispositionsretten derimod til generalforsamlingen eller i øvrigt til det foreningsorgan, der oprindeligt har uddelegeret handlebeføjelsen, vil det underordnede foreningsorgan oftere være fritaget for internt ansvar. Også her vil dog efter omstændighederne en vis rådgivningspligt kunne komme på tale. Fremdeles kan der blive tale om ansvarsfrihed i forhold til foreningen, når dennes kompetente organer efterfølgende bevilger ansvarsfrihed for det passerede. Som eksempel kan nævnes de foran i afsnit IV nævnte tilfælde, hvor generalforsamlingen meddeler»de charge«på regnskabet. Den ansvarsfritagende virkning af en sådan godkendelse må dog forudsætte, at denne ikke er givet ud fra urigtige eller utilstrækkelige oplysninger fra ledelsen om, hvad der er foregå et, som ledelsen var eller burde være bevidst om. Ligeledes må det forudsættes, at ledelsens egne stemmer ikke har været udslagsgivende for generalforsamlingens beslutning om at bevilge ansvarsfritagelse.

15 15 Derimod er det uden betydning for virkningen af en efterfølgende godkendelse, at grundlaget for ansvarssagen er ledelsens overtrædelse af foreningsvedtægten, hvis generalforsamlingen i det konkrete tilfælde havde rådighed over vedtægten. Evt., må ansvarsfritagelse i anledning af krænkelse af vedtægten således for at være effektiv gennemføres under overholdelse af reglerne om vedtægtsændringer. Generelt set må der i øvrigt stilles krav om større klarhed i vedtagelsen om ansvarsfritagelse, desto mere graverende forholdet er. Generalforsamlingens mere almene accept af bestyrelsesberetningen rummer således ikke uden videre en ansvarsfritagelse for bestyrelsens skadeforvoldelse i en konkret sammenhæng. Særligt med henblik på det ansvar, enkeltmedlemmer i kollektive ledelsesorganer kan falde, bør i øvrigt nævnes, at der ikke uden videre vil blive tale om ansvarsfrihed, fordi et sådant medlem ikke er personligt delagtigt i den ansvarspådragende beslutning. Således må der skelnes noget efter situationens nærmere art: Det er indlysende, at ansvarsfrihed ikke vil kunne komme på tale, blot fordi medlemmet er udeblevet fra afstemningen. Omvendt vil det være naturligt at anerkende ansvarsfrihed for det medlem, som aktivt modsætter sig beslutningen og følger dette op, f.eks. ved at bringe sagen for en generalforsamling eller ved at nedlægge sit hverv. Imellem disse to yderpunkter befinder sig en række tilfælde, hvor de ikke er umiddelbart indlysende, hvad resultatet bør være. Det kan f.eks. tænkes, at den pågældende har stemt imod, og eventuelt at han har krævet en mere udførlig reservation tilført protokollen. Afgørende er, hvad den konkrete situation fordrer. Ikke alle fejl berettiger således til en lige kraftig modstand. De enkelte bestyrelsesmedlemmers eventuelle særlige indsigt eller sagkundskab må herunder påvirke vurderingen af, hvad der kan kræves af dem. Ansvaret efter culpareglen vil kunne virke hårdt, når det drejer sig om ideelle foreninger af mindre professionel art. Der er imidlertid efter omstændighederne mulighed for at lempe ansvaret efter reglen i erstatningsansvarslovens 23, stk. 3, og 24. Beslutning om gennemførelse af en ansvarssag mod ledelsen må, som den usædvanlige disposition der er tale om, i reglen besluttes af generalforsamlingen. Som alment princip turde det imidlertid kunne fastslås, at den foreningsmyndighed, som har tilsyn med en anden, normalt også vil kunne beslutte at gøre ansvar gældend over for sidstnævnte. Over for retsstridige generalforsamlingsbeslutninger må beslutning om at gennemføre en ansvarssag tages på en ny generalforsamling.

16 16 Mere kompliceret er det at fastlægge, hvor langt ledelsesorganer for uden forne og disses medlemmer vil kunne holdes direkte ansvarlige af 3.-mand, hvem deres beslutninger volder skade. Det kan her konstateres, at det ville være urimeligt at holde det organ ansvarligt, gennem hvilket foreningens dispositioner materialiseres, i kraft af den blotte omstændighed, at denne materialisering nødvendigvis må finde sted v/ fysiske personer. På den anden side bør disse fysiske personer ikke uden videre kunne gå i skjul bag den juridiske person, når de disponerer klart retsstridigt i forhold til 3.-mand det være sig i eller uden for kontrakt. Men muligheden for at pålægge et personligt ansvar bør i øvrigt ofte vurderes i lyset af, hvorvidt 3.-mand uden videre kan få oprejsning hos den juridiske person, i hvis interesse den skadeforvoldende aktivitet har fundet sted. Balancen imellem de modstridende hensyn er ikke overalt let at finde. Enkelte tilfælde er dog ret uproblematiske: Eksisterer slet intet foreningsforhold af en fasthed, som sikrer det anerkendelse af retsordenen som selvstændigt ret subjekt, vil den handlende naturligvis selv hæfte for det, han foretager sig. Det samme gælder, når der kontraheres med 3.-mand, uden at det for denne fremgår, at der disponeres på vegne af en forening, jf. her ved også det ovenfor i afsnit VI, i nævnte. Endvidere hæfter efter aftalelovens 25 den, der optræder som fuldmægtig, for, at fuldmagten er i orden, jf. omtalen heraf i afsnit VI, 2. Tilsvarende resultater kan nås, når en strafbar, svigagtig eller groft retsstridig handling eller en klar overtrædelse af offentligretlige forskrifter i øvrigt har været skadeforvoldende. Det typiske eksempel er det tilfælde, at ledelsen kontraherer for foreningen med uden forstående under omstændigheder, hvor ledelsen ved, at de er højst tvivlsomt, om der er midler til at betale den derved opståede gæld. Et andet eksempel er retsstridige boykotaktioner byggende på usandfærdige oplysninger om den ramte. Hvor langt udenforstående i andre tilfælde bør kunne gøres ansvar gældende direkte over for ledelses organerne, er mere tvivlsomt. Udspringer ansvaret af en kontrakt, er der ikke stort behov for at ansvaret lade ledelsesorganet hæfte. 3.-mand er jo her klar over, at det er den kollektive enhed, han har med at gøre, ikke den eller de personer, der handler på denne enheds vegne. Se f.eks. U 1979/768 B, hvor bestyrelsen for en minigolfforening havde ladet gennemført en elinstallation, og regningen herfor var delvist betalt af foreningens kasse. Herefter tilegnede et af bestyrelsesmedlemmerne sig imidlertid kassebeholdningen, og el-installatøren sagsøgte nu to andre bestyrelsesmedlemmer til betaling af restbeløbet. De frifandtes imidlertid, idet de

17 17 ikke havde udvist nogen forsømmelighed i varetagelsen af de pligter, som naturligt påhviler bestyrelsesmedlemmer i en forening som den pågældende, og som kunne have afværget underslæbet. Mere specifikt synes det at måtte være sådan, at i alt fald ansvaret for kontraktbrud voldt gennem dispositioner, foreningsledelsen træffer inden for den handleramme, vedtægten afstikker, eller i henhold til forudgående konkret godkendelse eller direkte ordre fra overordnede foreningsmyndigheder, principielt som udgangspunkt må falde på foreningen som sådan. Undtagelse må dog parallelt til ledelsens ansvar over for foreningen gælde, når ledelsesorganet klart burde indse, at den ved at disponere på grundlag heraf handler retsstridigt. Ej heller bør en ordre eller godkendelse spille nogen rolle, når den tydeligt ligger uden for, hvad det overordnede foreningsorgan har beføjelse til at beordre eller godkende. En efterfølgende godkendelse af en skadeforvoldende disposition bør i samme situation heller ikke uden videre at virke ansvarsfritagende udadtil. Det kunne anføres, at interne handlerammer og instrukser m.v., som er usynlige for 3.-mand, bør være denne uvedkommende. Med de ovenfor opstillede forbehold for klare tilfælde, hvor der må blive tale om direkte ansvar, er der imidlertid næppe betænkeligheder ved at identificere foreningsledelsen med foreningen som sådan, når ledelsen har disponeret inden for, hvad vedtægt og konkrete ind forståelser ovenfra i foreningen må antages at tilsige. Ansvaret bør i så fald udelukkende påhvile denne. Modsat ligger der en begrundelse for at lade ledelsen bære et personligt ansvar, hvis en intern handleramme er overtrådt, deri, at der i så fald jo ikke er noget stort behov for at beskytte ledelsesorganet mod ansvar. Vedtægtens anvisninger og retningslinjerne øvrigt mht., hvad ledelsen skal eller ikke skal, er imidlertid som allerede nævnt ofte rummelige. Dette indebærer, at handlerammen kan udnyttes på forskellige måder, som hver for sig kan være lige beføjede. Har ledelsen disponeret efter rimeligt skøn inden for, hvad den havde lov til, taler meget for i almindelighed at friholde dens enkelte medlemmer for personligt ansvar i anledning af at det foretagne indebærer en misligholdelse af foreningens kontrakter med 3.-mand. Ledelsen har jo stadig disponeret på foreningens vegne, og behovet for at lade ledelsen hæfte personligt er i de almindelige tilfælde ikke stort, når skaden opstår ved et undskyldeligt fejlskøn. Se f.eks. U 1947/229 SH om det tilfælde, at en forening havde brudt en kontrakt med en bogtrykker om udgivelse af et medlemsblad. Dette førte til, at bogtrykkeren sagsøgte søgte foreningens formand og nogle medlemmer af repræsentantskabet.

18 18 Efter foreningens love var der imidlertid intet personligt ansvar for medlemmerne for foreningens dispositioner, hvilket stod bog trykkeren klart. Retten mente derfor ikke, at de sagsøgtes fejlagtige skøn med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en misligholdelse af kontrakten eller ej, kunne pådrage dem personligt ansvar for en kontrakt, for hvis opfyldelse der ikke hæftedes personligt. Ansvaret for den retsstridige ophævelse blev herefter kun pålagt foreningen. Personligt ansvar bør derfor i sådanne tilfælde kun kunne gennemføres, når der er særlig grund hertil. Som eksempel kan nævnes det tilfælde, at man har fortsat driften til trods for, at der klart ingen økonomisk basis var herfor, og tilsvarende tilfælde af tilsidesættelse af hensynet til kreditkortene. Men også her er der dog i foreningsforhold en vid ramme for et rimeligt skøn. Se f.eks. U 2006/263 7 H om AOF i Århus, som havde til formål gennem oplysnings- og uddannelsesvirksomhed at virke for at udbrede viden og forståelse for værdier af samfundsmæssig og kulturel karakter. Virksomheden var vidt forgrenet, og der var et stort antal medarbejdere samt en betydelig omsætning, men bestyrelsens medlemmer fik desuagtet ikke betaling for bestyrelsesarbejdet. Efter årsregnskabet for 1996 var indtægterne mere end 38 Mio, kr., og balancen var på knap 17 Mio, kr., men samme år var der et underskud på ca. 1,9 mio. kr., der dækkedes af egenkapitalen, som derved kom ned på ca. 2,4 mio. kr. I årene derefter øgedes vanskelighederne, og i juni 2000 blev organisationen erklæret konkurs. Herefter anlagde konkursboet sag mod 8 bestyrelsesmedlemmer og krævede erstatning for det tab, der var opstået ved, at bestyrelsen havde fortsat den tabsgivende drift af på et tidspunkt, da det stod eller burde have stået dem klart, at en fortsættelse af driften ville påføre kreditorerne tab. Bestyrelses medlemmene henviste på deres side bl.a. til, at deres ansvar skulle vurderes efter en lempet culpanorm, idet de havde bestridt hvervet som bestyrelsesmedlemmer af ideelle grunde uden at modtage løn herfor, og at der ikke var tale om erhvervsmæssig virksomhed. Efter en gennemgang af de økonomiske forhold forud for konkursen fandt retten, at bestyrelsesmedlemmerne ikke havde handlet ansvarspådragende. Dette uanset at ansvaret for bestyrelsesmedlemmer i en organisation af en størrelse og med en aktivitet og omsætning som den i sagen foreliggende efter rettens opfattelse som udgangspunkt måtte bedømmes på samme måde som ansvaret for bestyrelsesmedlemmer i erhvervsdrivende virksomheder. Særlig grund for et personligt ansvar for ledelsen kan i øvrigt naturligvis ligge deri, at ledelsen gennem manglende tilsyn med underordnede foreningsorganers aktiviteter har været skyld i en misligholdelse. Anderledes er situationen i de tilfælde, hvor ledelsens ansvar kan støttes på reglerne om erstatning uden for kontrakt. Den omstændighed, at en skadeforvoldende handling her er begået som led i udøvelsen af foreningsmæssige aktiviteter, synes således i reglen ikke at burde føre til, at den direkte skadevolder kan skubbe foreningen ind imellem sig og skadelidte.

19 19 For skadeforvoldelse uden for kontrakt må enhver således være indstillet på selv at svare, i alfald så længe der ikke er tale om en del af foreningsledelsen, der om fattes af princippet i Danske Lovs om principalansvaret. Undtagelse gælder dog muligt i de tilfælde, hvor ansvar ifaldes uden culpa. Helt klart er ledelsens personlige ansvar derimod, hvor der er handlet således, at foreningen som sådan slet ikke kan holdes ansvarlig. Også uden for kontrakt kan et (med)ansvar i øvrigt komme på tale i kraft af manglende opfyldelse af tilsynspligten. Noget andet er, at erstatningsansvaret kan reduceres efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven særligt i dennes 19 om følgerne af, at skaden er dækket af forsikring. På samme måde, som ledelsen kan ifalde personligt ansvar over for udenforstående, vil den kunne pådrage sig ansvar over for enkeltmedlemmer. Dette gælder ubetinget, så langt den skadeforvoldende disposition ikke har noget med medlemsforholdet at gøre. I sådanne tilfælde er det også klart, at medlemmet kan gøre erstatningskrav gældende, sammenhæng uanset om generalforsamlingens flertal mod hans protest måtte bevilge ansvarsfritagelse for ledelsen. Har skaden sammenhæng med medlemsforholdet, herunder i kraft skadeforvoldelse af foreningsbeslutninger, som har påført medlemmet tab, vil dette derimod ikke i alle tilfælde kunne få erstatning. Ansvar for den mere ideelt betonede»skade«, som et medlem måtte lide derved, at foreningen som sådan lider tab i kraft af ledelsens skadeforvoldende dispositioner, kan således normalt kun gøres gældende gennem foreningen, dvs., gennem generalforsamlingens beslutning om at holde ledelsen erstatningsansvarlig. Anderledes derimod, hvis skaden er påført enkeltmedlemmet direkte. Dette vil kunne være aktuelt i økonomiske foreninger og foreninger, der påtager sig at løse økonomiske opgaver på medlemmernes vegne. Men det kan også være aktuelt, når ledelsen træffer skadevoldende foreningsbeslutninger med relation til et medlem. Selv hvis der forvoldes et medlem direkte skade, er det imidlertid ikke sikkert, at medlemmet kan holde ledelsen personligt ansvarlig. De foran opstillede regler, som farer til begrænsning i ledelsens personlige ansvar overfor foreningen som sådan, vil således også gælde ledelsens ansvar over for medlemmerne. Så længe ledelsen blot handler som foreningens forlængede arm, er der således intet behov for at åbne op for et videregående ansvar for ledelsesorganet, blot fordi der er tale om et medlem. Især må ledelsen have en vid ramme for skønnet over, hvorledes man bør disponere.

20 20 For dispositioner truffet til varetagelse af det fælles foreningsformål bør ledelsen således ikke uden videre kunne holdes personligt ansvarlig, selv om en senere efterprøvelse viser, at der burde have været handlet anderledes. Se f.eks. U 2006/3242 VL, der når frem til, at det ikke kunne forlanges af bestyrelses medlemmene i en andelsboligforening, at de satte sig ind i det tal for hele ejendommens værdi, som var angivet i regnskabet, og ud fra hvilke man beregnede det beløb, en køber af en bo lig skulle betale. En sådan køber kom til at betale for meget, fordi der i mellemtiden var fremkommet en lavere vurdering. For dette kunne foreningen som sådan godt blive ansvarlig, men de pågældende bestyrelsesmedlemmer havde, noterer retten, status som andelshavere og savnede særlig ekspertise eller indsigt i regnskabsforhold og i lovgivningen om samme, og det var for så vidt tilfældigt, at de netop på det relevante tidspunkt udgjorde bestyrelsen. De friholdtes derfor for personligt ansvar. Også i forhold til medlemmerne må altså kræves særlig grund for at gennemføre et personligt ansvar for ledelsen. Sådan grund er til stede, når denne har handlet groft retsstridigt eller helt uden for den handleramme, vedtægten angiver, eller på en sådan måde, at foreningen som sådan slet ikke hæfter. Også tilsidesættelse af tilsynspligten vil kunne være ansvarspådragende over for et medlem. Som eksempel kan nævnes U 1931/294 H om en centralforening af grund ejerforeninger og villaejere, der finansierede opførelse af huse for medlemmerne på den måde, at foreningen belånte de af dem udstedte obligationer i en bank og derefter betalte byggeudgifterne. Foreningen havde imidlertid ikke tilstrækkelige midler, og derfor brugte for retningsføreren til dels nye byggelån på færdiggørelse af tidligere byggesager. Herved påførtes der låntagerne et tab, som de krævede inddækket hos bestyrelsesmedlemmerne. Retten anså bestyrelsesmedlemmerne for ansvarlige, fordi de trods kendskab til foreningens utilstrækkelige midler og økonomiske vanskeligheder ikke havde sat sig ordentligt ind i forretningsgangen, ligesom de efter at være blevet bekendt med denne havde godkendt, at den fortsatte i 2 måneder uden udsigt til, at underskuddet kunne afvikles, og fordi de heller ikke havde sørget for, at fremgangsmåden derefter blev ændret. Skulle der i øvrigt undtagelsesvis på det nævnte grundlag kunne statueres personligt ansvar for ledelsen over for de enkelte medlemmer, påvirkes dette ansvar i reglen næppe af at dispositionen er godkendt eller initieret af en foresat foreningsmyndighed ved de grovere vedtægtsoverskridelser dog efter omstændighederne med forbehold af det tilfælde, at godkendelsen finder sted under overholdelse af de regler, der gælder for vedtægtsændringer. Statueres ansvar både for foreningen og for ledelsesorganet som sådan, vil dettes medlemmer hæfte solidarisk med foreningen efter de almindelige regler for hæftelsen ved skader forvoldt af flere. Er der tale om et kollegium, vil dettes medlemmer derfor som udgangspunkt også hæfte solidarisk indbyrdes. Om det efterfølgende opgør gælder erstatningsrettens almindelige regler særligt erstatningsansvarslovens 25.

21 21 Således vil den endelige placering af den økonomiske byrde finde sted under hensyn til, hvad der efter ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, samt eksistensen af ansvarsforsikringer hos de respektive skadevoldere Medlemmerne, revisorerne, foreningsfunktionærerne og dirigenten Som udgangspunkt vil det enkelte medlem ikke uden videre kunne holdes erstatningsansvarlig for foreningens dispositioner, herunder dem, han måtte have medvirket til via deltagelse i en generalforsamlingsbeslutning. Den omstændighed, at foreningen som sådan og/eller eventuelt dennes ledende organer kan holdes ansvarlige, indebærer på den anden side ikke, at det enkelte medlem automatisk er frit for ansvar. Ansvar kan i grove tilfælde efter omstændighederne realiseres gennem medlemmets deltagelse i retsstridige og skadevoldende generalforsamlingsbeslutninger. Endvidere vil foreningsrevisorer kunne ifalde ansvar såvel indad- til som udadtil, når de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt, ansvar, herunder kravene om årsagssammenhæng og skadens påregnelighed. Dette ansvar, som antagelig skal vurderes ud fra tilsvarende retningslinjer som ledelsens, må især ses i lyset af revisionens kontrolforpligtelse. Burde revisionen have konstateret: Eks. underslæb eller besvigelser, kan den derfor komme til at godtgøre tab forvoldt ved en undladt reaktion heroverfor med de midler, som står til en revisors rådighed. Ved vurderingen af revisors ansvar over for foreningen må der imidlertid lægges vægt på revisors ved valget kendelige, personlige forudsætninger for at bestride hvervet, ligesom der må ses på, om han har gjort noget for at etablere rutiner, der hindrer misbrug, og på om tab overhovedet kunne have været undgået ved indgreb fra revisors side, herunder om en virkelig kontrol er mulig. Vælges lægerevisorer, sådan som det er tilfældet i mange ideelle foreninger, kan der således ved culpabedømmelsen ikke stilles store forventninger til dem. Det er i øvrigt givet,-at revisor må erstatte udgifterne ved at gøre hans arbejde om, såfremt det er utilstrækkeligt udført. Om foreningsmedarbejdernes ansvar henvises for direktionens vedkommende til det allerede sagte om ansvaret for ledelsesorganernes dispositioner. Særligt bør fremhæves, at ansvarsfrihed ikke nødvendigvis kommer på tale, fordi direktionen henskyder en beslutning til de overordnede foreningsorganer.