Flere og dygtigere hoveder. DJØFs forslag til en robust finansiering af velfærdssamfundet

Transkript

1 Flere og dygtigere hoveder DJØFs forslag til en robust finansiering af velfærdssamfundet Vedtaget af DJØFs hovedbestyrelse 17. september 2007

2 1. SAMMENFATNING HOVEDUDFORDRINGERNE FOR FINANSIERING AF VELFÆRDSSAMFUNDET STØRRE INVESTERINGER I UDDANNELSE SIKRER VELFÆRDEN MEGET HØJT SAMFUNDSØKONOMISK AFKAST AF UDDANNELSE DANMARK SAKKER AGTERUD I UDDANNELSESKAPLØBET FRAFALD OG STUDIETIDSFORLÆNGELSER DOKUMENTATION AF OMFANG ÅRSAGER TIL FRAFALD OG STUDIETIDSFORLÆNGELSER DJØFS ANBEFALINGER TIL INVESTERINGER I ØGET UDDANNELSE DJØFS UDGANGSPUNKT FOR SKATTEPOLITISKE OVERVEJELSER PRINCIPPER FOR EN ANSVARLIG SKATTEREFORM FULD FINANSIERING ELLER DYNAMISKE EFFEKTER DEN INTERNATIONALE UDVIKLING HAR EN BETYDNING ARBEJDSKRAFTEN BÆRER EN STIGENDE DEL AF DEN SAMLEDE BESKATNING STØRRE TILSKYNDELSE TIL AT UDDANNE SIG OG AT ARBEJDE I DANMARK NÆSTEN 1 MILLION SKATTEYDERE BETALER DEN HØJESTE MARGINALSKAT AKADEMIKERE BETALER TOPSKAT AF EN STØRRE DEL AF LIVSINDKOMSTEN SKATTEN PÅ UDDANNELSE SKAL REDUCERES KERNEARBEJDSKRAFTEN SKAL UDVIDES DJØFS FORSLAG TIL LEMPELSE AF BESKATNINGEN PÅ ARBEJDSINDKOMST FINANSIERINGSELEMENTER...21 NOTER

3 1. Sammenfatning Danmarks største udfordring nu og i fremtiden bliver mangel på kvalificeret arbejdskraft. Store årgange forlader i de kommende år arbejdsmarkedet, og arbejdskraften bliver stadig mere mobil internationalt set. Udfordringerne fra demografi og globalisering bør imødegås gennem reformer. DJØF opfatter den offentlige sektor som et aktiv for Danmarks konkurrenceevne. Gennem uddannelse, sundhed og en veludbygget social sikring tjener velfærdsstaten som fundament for et meget fleksibelt arbejdsmarked (flexicurity), der udgør en krumtap i bestræbelserne for at klare globaliseringens udfordringer. Et udbygget velfærdssystem som det danske forudsætter et relativt højt samlet skattetryk. Sådan vil det også være i fremtiden. Men for at sikre en robust finansiering af fordelene ved velfærdstaten også i fremtiden, er der efter DJØFs opfattelse brug for reformer. Der investeres i dag for lidt i uddannelse, og skattesystemet er ikke hensigtsmæssigt indrettet. Derfor vil DJØF anbefale uddannelsesreformer, der investerer i, at flere unge, gerne i en tidligere alder, kan indtræde på arbejdsmarkedet med en relevant uddannelse af høj kvalitet. Og derfor vil DJØF anbefale en skattereform, som fuldt finansieret omlægger beskatningen, så marginalbeskatningen på arbejdsindkomst reduceres for en stor gruppe på arbejdsmarkedet. Det vil give større tilskyndelse til at tage en uddannelse og bruge den i Danmark. Målet er at fremtidssikre finansieringen af den fælles velfærd. En ansvarlig skattereform bør efter DJØFs opfattelse gennemføres i tre trin: 1. Marginalskatten på arbejdsindkomst lempes med fuld finansiering via stigninger i andre skatter og afgifter. Altså en skatteomlægning, der sikrer uændret provenu. 2. De dynamiske effekter af den sænkede beskatning afventes og måles. 3. Først herefter disponeres det forøgede skatteprovenu, som følger af de dynamiske effekter. Provenuet kan anvendes til en videre forhøjelse af bundfradraget i topskatten og yderligere investeringer i uddannelse, der vil give nye dynamiske effekter og forøgede skatteindtægter. En skattereform bør skabe den størst mulige positive adfærdseffekt. DJØF foreslår at målrette skattelempelsen af arbejdsindkomst mod mellemindkomsterne ved at hæve bundfradraget i topskatten med kr. Dermed vil godt færre skatteydere skulle betale topskat. Herefter vil antallet af topskatteydere udgøre ca , dvs. ca. 10 % af alle skatteydere, hvilket er ca. 20 % af de fuldtidsbeskæftigede. DJØF har opstillet et finansieringskatalog på op til 9,2 mia. kr., hvilket langt overstiger det umiddelbare provenutab på ca. 6,3 mia. kr. Ved at vælge ud fra kataloget kan finansieringen - alt afhængigt af lovgivers prioriteringer - sammensættes med særlig vægt på at begrænse uligheden, modvirke miljøbelastninger og øge skattesystemets robusthed over for globalisering. Lempelsen af marginalskatten vil give en skattelettelse på maksimalt kr. årligt for den enkelte og en ekstra tilskyndelse til at forøge sin skattepligtige indkomst. Det kan for nogle ske ved flere arbejdstimer, fx ved at gå fra deltid til fuldtid, for andre gennem øget mobilitet til højere lønnede job, veksling af ineffektivt gør-det-selv arbejde til arbejdstimer på jobbet, mindre fryns og sort arbejde samt øget tilskyndelse til at (efter)uddanne sig for at opnå højere løn. Endelig vil ændringen trække i retning af mindre nettoudvandring af højtkvalificeret arbejdskraft, dvs. flere skatteydere i Danmark. 3

4 2. Hovedudfordringerne for finansiering af velfærdssamfundet Danmarks største udfordring nu og i fremtiden bliver mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er en udfordring, som bør imødegås gennem reformer. Dansk økonomi er aktuelt i god gænge. Beskæftigelsen er høj, ledigheden historisk lav og der er overskud på både de offentlige finanser og betalingsbalancen. Men den situation vil ændre sig i fremtiden, hvis ikke der gennemføres reformer, som imødegår udfordringerne fra demografi og globalisering. Store årgange forlader i de kommende år arbejdsmarkedet, og arbejdskraften bliver stadig mere mobil internationalt set. DJØF opfatter velfærdsstaten som en særdeles fordelagtig ramme for en lille, åben økonomi som den danske. Den danske offentlige sektor er i en international sammenhæng helt i top, når det gælder effektive offentlige institutioner fri for korruption. Gennem uddannelse, sundhed og en veludbygget social sikring tjener velfærdsstaten desuden som fundament for et meget fleksibelt arbejdsmarked (flexicurity). Denne model, som lægger større vægt på jobskabelse end jobsikkerhed, udgør en krumtap i bestræbelserne for at klare globaliseringens udfordringer. Et højt udbygget velfærdssystem som det danske forudsætter et relativt højt skatteniveau. Sådan vil det også være i fremtiden, hvor særligt de flere ældre vil betyde øgede offentlige udgifter. Finansieringen af velfærden er ikke fremtidssikret 1, og det er af stor betydning, hvordan skatterne opkræves. Skatter påvirker individers adfærd og giver - isoleret set - et samfundsøkonomisk tab bl.a. i form af mindre arbejdsudbud. Hovedudfordringen bliver at kombinere en robust finansiering af fordelene ved velfærdstaten med færrest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. For at nå det mål, er der efter DJØFs opfattelse brug for reformer. Der investeres i dag for lidt i uddannelse, og skattesystemet er ikke hensigtsmæssigt indrettet. Derfor vil DJØF anbefale uddannelsesreformer, der investerer i, at flere unge, gerne i en tidligere alder, kan indtræde på arbejdsmarkedet med en relevant uddannelse i høj kvalitet. Og derfor vil DJØF anbefale en skattereform, som fuldt finansieret krone for krone omlægger beskatningen, så marginalbeskatningen på arbejdsindkomst reduceres for en stor gruppe på arbejdsmarkedet. Det vil give større tilskyndelse til at tage en uddannelse og bruge den i Danmark. Målet er at fremtidssikre finansieringen af den fælles velfærd. 4

5 3. Større investeringer i uddannelse sikrer velfærden Der er meget store samfundsøkonomiske fordele ved at investere mere i uddannelser. De danske universitetsuddannelser er præget af generelt lange studietider og et højt frafald. De fleste af årsagerne hertil er imidlertid identificeret, hvilket muliggør en målrettet indsats for på en positiv måde at bistå de unge i at indtræde i arbejdsstyrken med en relevant uddannelse i en yngre alder. 3.1 Meget højt samfundsøkonomisk afkast af uddannelse For samfundet er uddannelse en særdeles god investering. Det skyldes primært, at et højere uddannelsesniveau øger beskæftigelsesgrad, tilbagetrækningsalderen og produktiviteten/lønningerne. De offentlige udgifter til uddannelse kommer altså tilbage via flere effektive år på arbejdsmarkedet, hvor man betaler en højere skat, og gavner således de offentlige finanser via flere skatteindtægter og færre udgifter til offentlige overførsler. Vismandsrapporten 2003 konkluderer, at der er samfundsøkonomiske nettogevinster ved alle uddannelser, men at der er store forskelle på tværs af uddannelserne 2. Den allerhøjeste gevinst for samfundet både relativt og absolut opnås ved at investere i lange samfundsvidenskabelige uddannelser. Populært sagt indtager djøferne førstepladsen. Med i toppen ligger også de lange tekniske og naturvidenskabelige uddannelser samt jordbrugs- og fiskeriuddannelserne. For den enkelte er den privatøkonomiske fordel ved at tage en uddannelse dog væsentligt lavere end samfundets afkast. Det skyldes, at skattesystemet begrænser efter-skat-fordelen ved uddannelse. Analyser fra AE-rådet peger ligeledes på store samfundsøkonomiske afkast af uddannelse. Højere uddannelse resulterer i flere år i arbejde. Det gennemsnitlige antal år i beskæftigelse varierer med otte år fra 26½ år for personer med kun folkeskole som højst fuldførte uddannelse til 34½ år for personer med en lang videregående uddannelses, jf. nedenstående figur 3.1. Det beskæftigelsestab, der typisk sker under uddannelsen, bliver mere end indhentet efterfølgende blandt andet på grund af mindre deltidsarbejde, lavere risiko for ledighed og førtidspensionering samt senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, herunder mindre tilbøjelighed til at vælge efterløn. 3 Figur 3.1. Antal år i beskæftigelse (fuldtidsbeskæftigede år) Antal år Antal år Grundskole Erhvervsudd. Kort videregående Mellemlang videregående Lang videregående 0 Ifølge analyser fra AE-rådet (Økonomiske Tendenser 2006) øges nettobetalingen til de offentlige kasser med 1,5 mio. kr. ved at tage en erhvervsuddannelse, mens nettobetalingen til de offentlige kasser øges med 4,6 mio. kr. ved de lange videregående uddannelser. Beregningerne tager højde for omkostningerne til uddannelsen 4 dvs. driftsudgifter, SU og indkomsttab under studietiden. 5

6 Det er altså i gennemsnit de højtuddannede, der bidrager med klart størst nettobetaling til velfærdssamfundets finansiering. Det er således en rigtig god samfundsmæssig investering at satse på at hæve det generelle uddannelsesniveau. 3.2 Danmark sakker agterud i uddannelseskapløbet Danmark er i dødvande, når det gælder om at højne uddannelsesniveauet. Ifølge Konkurrenceevneredegørelsen 2007 er udviklingen i andel af en ungdomsårgang, der har en videregående uddannelse, stagneret. Der er tilmed tale om et lille fald i perioden Denne udvikling hænger dårligt sammen med regeringens målsætning om, at 50 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Udviklingen er gået i stå på procent, jf. tabel Tabel 3.1: Udvikling af pct. af ungdomsårgang med videregående uddannelse Videregående uddannelse 31,20 37,40 44,80 43,50 Korte videregående uddannelser 5,60 5,90 8,80 5,60 Mellemlange videregående uddannelser 17,40 23,00 23,40 22,90 Lange videregående uddannelser 8,20 8,50 12,60 15,00 Andre lande kan se frem til vækst i uddannelsesniveauet, fordi nye generationer i større grad fuldfører en videregående uddannelse end de ældre generationer. Det kan Danmark kun i mindre grad, eftersom den uddannelsesmæssige generationsforskel er meget begrænset. Figur 3.2. illustrerer dette. 7 Figur 3.2: Uddannelsesniveau for udvalgte lande, generationsopdelt, I forhold til andre lande indtager Danmark en meget lidt imponerende midterposition, når det gælder uddannelsesniveauet for de årige. Danmark ligger her lavere end lande som eksempelvis Sverige, Norge og Belgien. Danmark sakker altså agterud i uddannelseskapløbet ved at stå stille. 6

7 3.3 Frafald og studietidsforlængelser dokumentation af omfang De danske universitetsuddannelser er generelt præget af både højt frafald og fuldførelsestider, der strækker sig langt over normeringen. Såfremt der iværksættes tiltag, der reelt kan både mindske frafaldet og hjælpe de studerende hurtigere gennem uddannelsen, vil det kunne resultere i flere højt uddannede på arbejdsmarkedet og dermed flere ydere til øget velfærd. Tabel 3.2 dokumenterer de høje fuldførelsestider de fleste universitetsuddannelser er normeret til 5 år, men tendensen er, at de studerende ofte bruger 6-7 år på at fuldføre. De største forsinkelser ses på de humanistiske fag, mens jura tegner sig for de færreste forsinkelser. Set over en 10- årig periode er der ikke mange tegn på at forsinkelserne bliver væsentligt mindre. Tabel 3.2: Gennemsnitlige fuldførelsestider for udv. universitetsuddannelser Tabel 3.3 illustrerer de gennemsnitlige fuldførelsesprocenter for udvalgte universitetsuddannelser i perioden For bacheloruddannelserne spænder fuldførelsesprocenten mellem 52 og 79 %. Størst er frafaldet på naturvidenskab og humaniora, mens uddannelser som eksempelvis de samfundsvidenskabelige i højere grad formår at fastholde de studerende. Analyser viser endvidere, at op imod 75 % af de frafaldne studerende efterfølgende påbegynder en anden universitetsuddannelse eller mellemlang videregående uddannelse (typisk læreruddannelsen). Ikke desto mindre medfører de forkerte studievalg og deraf efterfølgende frafald, at mange studerende bliver forsinkede på deres vej til arbejdsmarkedet. 8 Tabel 3.3: Fuldførelsesprocenter for udvalgte universitetsuddannelser

8 3.4 Årsager til frafald og studietidsforlængelser Aarhus Universitet har gennem adskillige omfattende analyser forsøgt at påvise grunde til frafald og studietidsforsinkelser. Den grønne årgang 1995 og Den blå årgang 2000 har undersøgt studieadfærden hos de studerende på tværs af fakulteter og indeholder desuden materiale baseret på spørgeskemaer. Først og fremmest viser analyserne, at grundene til frafald og forsinkelse primært kan tilskrives forhold i forbindelse med studiet på universitetet, jf. figur Figur 3.3: årsager til frafald blandt studerende, som blev optaget på Aarhus Universitet i 2000 Graver man et spadestik dybere, udspecificeres forhold i forbindelse med studierne i 7 faktorer, jf. figur 3.4. Her angives primært forhold i forbindelse med studiets faglige indhold samt det sociale miljø på studiet. Figur 3.4 Udspecificering af forhold i forbindelse med studiet 10 En undersøgelse af frafaldne studerende på Københavns Universitet har tilsvarende tegnet et mønster af, at frafaldet hænger sammen med forhold på studiet. 8

9 At frafald skyldes forhold på studiet kan siges at være positivt, idet der så i hvert fald er mulighed for at ændre på de studiemæssige forhold, og derigennem sandsynligvis opnå lavere frafald. 3.5 DJØFs anbefalinger til investeringer i øget uddannelse Der kan iværksættes mangeartede initiativer, når det gælder frafald og studietidsforsinkelser på universitetsstudierne. Der er gennem tiden fremkommet mange forslag, og for nyligt har Danske Studerendes Fællesråd i en omfattende rapport kortlagt konkrete muligheder for forbedringer på universitetsstudierne med henblik på at mindske frafaldet og studietidsforsinkelserne. Den nuværende regering har iværksat flere initiativer på universitetsområdet. Bl.a. er der for nyligt sket universitetsfusioner, taxametersystemet er blevet ændret, mulighederne for optag gennem kvote II er blevet indsnævrede, en uafhængig akkrediteringsinstitution er blevet oprettet og en ny karakterskala introduceret. Disse ændringer er dog alle af overordnet strukturel karakter, og har ikke direkte indflydelse på de forhold, som de studerende selv peger på som væsentlige i forbindelse med at undgå frafald nemlig de helt konkrete forhold på studierne som eksempelvis fagligt indhold, det sociale miljø på studiet samt studiets tilrettelæggelse. DJØF mener, at hvis man alvorligt vil frafalds- og forsinkelsesproblematikken til livs, skal der langt mere konkrete og håndgribelige tiltag til. Tiltag, der batter i den enkelte studerendes hverdag, og som sikrer den helt basale tilknytning til studiet både fagligt, fysisk og socialt. Sådanne tiltag er som udgangspunkt ikke billige, og vil i de fleste tilfælde kræve mere personkontakt og dermed behov for flere personressourcer på de enkelte fakulteter og institutter. Øget professionel vejledning kræver ekstra manpower, men DJØF mener at det er det hele værd. Det giver universitetet et ansigt og får de studerende til at føle sig tilknyttet en større sammenhæng/et større fællesskab. Også de fysiske rammer kan med fordel forbedres. Årets store ekstraoptag på universiteterne fordrer at der opprioriteres mht. at skaffe flere læsepladser, flere specialepladser og længere åbningstider. De studerende skal have mulighed for at kunne bruge universitetet, som det det er nemlig en arbejdsplads, hvor der tænkes store tanker, også uden for tidsrummet ml Kun med sådanne konkrete tiltag sikrer man at de studerende får de bedst mulige rammer og tilknytning til universitetet, således at de både sikres fastholdelse og et fornuftigt studieforløb uden forsinkelser. Det koster alt sammen penge men pengene er godt givet ud, og vil på lang sigt skabe øget velfærd som følge af flere veluddannede personer på arbejdsmarkedet. Konkret vil DJØF anbefale at investere i følgende initiativer: Studiernes faglige indhold og tilrettelæggelse: Styrket pædagogisk efteruddannelse af undervisere samt løbende udvikling af nye undervisnings- og eksamensformer Større belønning af dygtige undervisere Korte, studieunderstøttende kurser. Undervisning, der giver den studerende andre forudsætninger end de rent studiefaglige. Det kunne fx være praksisnære kurser i notattek- 9

10 nik, samarbejde, præsentationsteknik og IT-programmer (regneark, statistik m.fl.). Større sammenhæng mellem undervisning og eksamen. Eksempelvis kan eksamen integreres som en del af undervisningen, som en slags porteføljeeksamen Flere ressourcer til en mere intensiv vejledning i specialeprocessen, så der skabes større positiv effekt af de nyindførte specialekontrakter. Sikker mulighed for fuld merit for relevante praktikforløb. Virksomhedspraktik øger de studerendes muligheder for at afprøve deres teoretiske grundlag og anbefales af arbejdsgiverne 11. Men blandt de djøf-studerende, der tager et praktikforløb på deres uddannelse, opnår 23 pct. desværre ikke merit. Derfor vil klare kriterier og bedre muligheder for meriterende praktikforløb reducere risikoen for, at praktikken forlænger studietiden. Fuld merit ved skift mellem danske uddannelsesinstitutioner. Mange studerende skifter studiested i løbet af uddannelsen, typisk fordi de flytter efter et kvalificerende studiejob, hvilket dokumenterbart øger muligheden for hurtig beskæftigelse efter studietiden 12. Men studieskift medfører alt for ofte studieforlængelser pga. begrænsninger i mulighederne for at overføre fag fra den tidligere uddannelsesinstitution - selv om der kan være tale om parallelle uddannelser. Det kan imødegås ved at uddannelsesstederne intensiverer arbejdet med at forhåndsgodkende fag fra andre uddannelsesinstitutioner. Universiteterne kan tilskyndes hertil ved at den modtagende uddannelsesinstitution gives en bonus for de årsværk, der meriteres. En bonus på fx 10 % af taksameteret kunne overvejes. Bonusen skal ikke fragå det afleverende universitet. Denne ændring kan meget vil vise sig udgiftsnetral fordi mængden af dobbeltfag vil reduceres. Hertil kommer den samfundsøkonomiske fordel af flere år på arbejdsmarkedet fordi studiet kan afsluttes på normeret tid. Forhåndsgodkendt merit fra udenlandske universiteter. Overvejelserne ovenfor kan i et vist omfang også gøres gældende i forhold til udenlandske universiteter. De sociale forhold på studiet: Tilbud om inddeling i læsegrupper til alle nye studerende. Mentorordninger. De nye studerende bør tilknyttes en mentor, dvs. en ældre studerende. Målrettede studiestøttegrupper for studerende, der er kommet bagud i forhold til normeringen. Studerende, der dumper eller udskyder eksamener bør opsøges og tilbydes vejledningssamtaler. Specialefeedbacksgrupper og specialeworkshops hvor erfarne specialevejledere og nyuddannede kandidater videregiver erfaringer fra specialeskrivningsprocessen. De fysiske rammer på studierne: Forbedring af de fysiske rammer. Siden 1998 er optaget på DJØF-uddannelserne steget med 14 procent 13. Over totusinde flere studerende har nu deres gang på de samfundsvidenskabelige institutter. Men de fysiske rammer er slet ikke fulgt med. Det skaber trængselsproblemer og større nedslidning af eksisterende bygninger og inventar, der er dimensioneret til langt færre studerende. Målet skal være tidssvarende biblioteksfaciliteter samt arbejdspladser med IT-understøttelse og netadgang til rådighed for alle studerende. Læsepladser og læsegrupperum vil styrke tilknytningen til universitetet som en arbejdsplads. I Velfærdsforliget fra juni 2006 er det en politisk målsætning, at 50 procent af en ungdoms- 10

11 årgang skal have en videregående uddannelse mod i dag procent. I kombination med større ungdomsårgange vil det yderligere øge behovet for investeringer i de fysiske rammer. Faste arbejdspladser til alle specialestuderende. Alle nævnte eksempler kan hver for sig og samlet set bidrage til en større faglig og social tilknytning til studiestedet, hvilket er helt afgørende for et godt studieforløb på universiteterne. De nævnte eksempler er hver for sig simple, men ganske afgørende, når det store frafald samt studietidsforsinkelserne skal undgås. Nogle af eksemplerne kan implementeres i den nuværende studiestruktur uden at skulle bruge mange ekstraressourcer, fx læsegruppe-initiativet, mens andre er ganske krævende og fordrer store økonomiske ekstraudgifter, som universiteterne må kompenseres for. 11

12 4. DJØFs udgangspunkt for skattepolitiske overvejelser Når man melder sig ind i DJØF, indmelder man sig ikke i et politisk parti. Som medlem anerkender man derimod principielt DJØFs formål: At medlemmernes placering, vilkår og muligheder på arbejdsmarkedet, herunder samspillet mellem arbejde og privatliv, bliver de bedst opnåelige. En væsentlig forudsætning for, at djøferne kan opnå såvel gode beskæftigelses- og karrieremuligheder som gode løn- og ansættelsesvilkår, er, at Danmark klarer sig godt i den globale konkurrence. Og det forudsætter bl.a. en effektiv og moderne offentlig sektor, der i samspil med den private sektor styrker Danmarks konkurrencerevne. Derfor er det DJØFs opgave som led i den nødvendige interessevaretagelse at udvikle holdninger og forslag til, hvordan velfærdssamfundet udvikles og finansieres. Velfærdssamfundets positive udvikling er et afgørende afsæt for den private sektor og dermed for den samlede udvikling af danskernes levevilkår. DJØF har ikke tidligere beskæftiget sig med de mere overordnede perspektiver for skattesystemets udvikling. Men der er stadigt flere grunde til, at DJØF som organisation for mange tusinde lønmodtagere må interessere sig for den videre udvikling Principper for en ansvarlig skattereform Som grundlag for DJØFs skattepolitiske overvejelser ligger følgende principper: 1. Den offentlige sektor styrker Danmarks konkurrenceevne. En udviklingsorienteret og velfungerende offentlig sektor er en væsentlig forudsætning for en innovativ og effektiv privat sektor. De to sektorers indbyrdes samspil skaber nogle af de afgørende fordele for Danmarks globale konkurrencedygtighed, som har vist sig så tydeligt under udviklingen fra industrisamfund til service- og vidensamfund. 2. Høj kvalitet i offentlig service kræver også et relativt højt samlet skattetryk. Sådan vil det også være i fremtiden, hvor særligt de flere ældre vil betyde øgede offentlige udgifter. DJØF ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved dette eller at begrænse mulighederne for høj kvalitet i den offentlige sektor ved at foreslå skattelempelser, der enten ikke finansieres, eller som finansieres fra så luftige kilder, at de i praksis vil være ufinansierede. 3. Skattesystemet kan ikke løse alle problemer. Skattesystemet rummer ikke løsninger på enkeltgruppers sociale problemer eller enkelte faggruppers lønmæssige udfordringer. Det er ikke DJØFs mening at bidrage til et mere kompliceret skattesystem. Derfor forholder DJØF sig ikke til de nævnte udfordringer i forbindelse med skattepolitiske overvejelser. 4. Skattereformer skal tjene et samfundsnyttigt formål. Ændringer i skattesystemet skal fokusere på løsningen af generelle samfundsopgaver, herunder positiv effekt på en forøgelse af arbejdsudbuddet på mangelområder, et højere udbytte af arbejdskraftens indsats gennem øget uddannelse og en øget fleksibilitet Fuld finansiering eller dynamiske effekter I enhver debat om en skattereform og dens finansiering optræder begrebet dynamiske effekter. Her sigtes til, at lempelser af indkomstskatten får positive adfærdsvirkninger i form af øget arbejdsudbud 14. Det medfører nye skatteindtægter, så noget af det tabte provenu ved skattelettelsen hentes ind igen. I nogle debatter optræder de dynamiske effekter ligefrem som mere end den fulde finansiering. Dette uholdbart, da der er usikkerhed om, hvor store de dynamiske effekter er og om hvornår de indtræder. 12

13 I overensstemmelse med principperne ovenfor, skal vurderingen af de dynamiske effekter efter DJØFs opfattelse alene anvendes til at finde de ændringer, hvor den samfundsgavnlige effekt på arbejdsudbuddet er størst. Da indkomstskattesystemet har en række forskellige skatter og skattesatser, vil forskellige ændringer i skattesystemet give forskellige dynamiske effekter. Den nyeste forskning fra Rockwollfondens forskningsenhed 15 peger på, at de største dynamiske effekter dvs. hvor nedsættelse af skatten vil indebære den største velfærdsgevinst i form af øget arbejdsudbud er ved nedsættelse af topskatten 16. Når politikere og økonomer diskuterer indkomstskattens betydning for folks tilbøjelighed til at arbejde, har fokus traditionelt været på arbejdsudbud, dvs. om er man i beskæftigelse og i hvor mange timer. Imidlertid er det bedre at betragte arbejdsindkomst i stedet for kun arbejdstid. Det skyldes, at arbejdsindkomsten indfanger en række væsentlige effekter ud over antallet af arbejdstimer. Det gælder blandt andet: Flid: Højere skatter kan føre til mindre flid på arbejdspladsen, da incitamentet til at arbejde hårdt for lønforhøjelser eller forfremmelser er blevet mindre Videreuddannelse: Højere skatter kan have negative effekter på folks villighed til at dygtiggøre sig gennem uddannelse på eller uden for arbejdspladsen. Mobilitet og søgeadfærd: Beskatning kan også påvirke de typer af job, som man er villig til at acceptere i form af profession og geografisk placering. Frynsegoder: Høje skatter kan tilskynde til at ændre betalingen for arbejdsindsats fra løn til noget lempeligere beskattet, f.eks. frynsegoder og kapitalindkomst. Sort arbejde og skatteunddragelse: Højere marginalskatter kan inspirere folk til mere aggressive fortolkninger af skattereglerne. Eller til helt at omgå reglerne. Negative effekter på flid, karrierevalg, uddannelse, mobilitet osv. skaber et samfundsøkonomisk tab helt på linie med de traditionelle betragtninger om reduceret arbejdsudbud i timer. De forskellige effekter, der øger arbejdsindkomsten uden at timetallet stiger, er i virkeligheden vigtigere end øget arbejdstid 17. For DJØF er det væsentligt, at det er de mennesker, der arbejder, der får øgede muligheder for at prioritere mellem mere uddannelse, mere arbejde og mere tid til livet uden for arbejdet. I dag er skattesystemet med til at begrænse mulighederne, idet det er en bremse på øget uddannelse og dermed et mere kvalificeret arbejdsudbud og en bremse på udviklingen af arbejdstiden. De, der vælger at omsætte nye valgmuligheder i en kortere arbejdstid eller et mindre belastende arbejde, og som i stedet vælger at investere i fx familien i kortere eller længere perioder, vil ofte træffe dette valg for at undvige overbelastning, nedslidning og stress. Dette valg kan på lidt længere sigt være af stor samfundsøkonomisk værdi, da det styrker arbejdskraftens langtidsholdbarhed. Samlet set er der ikke tvivl om, at målrettede lempelser af skatten kan give endog betydelige dynamiske effekter. Men ligeså sikkert er det, at det er meget vanskeligt at kvantificere dem på forhånd, og at det er effekter, der først indtræder med forsinkelse. Den indledningsvise skattelempelse optræder derimod som mistet provenu fra dag ét, mens den medvirker til en forøgelse af forbruget endda forud for ikrafttræden, idet den blotte vished om vedtagelsen fører til øjeblikkelige reaktioner. DJØF vil derfor anbefale en ansvarlig strategi, hvor skindet ikke sælges, før bjørnen er skudt. En skattereform bør gennemføres i tre trin: 13

14 1. Skatten på arbejdsindkomst lempes med fuld finansiering via stigninger i andre skatter og afgifter. Altså en skatteomlægning, der sikrer uændret provenu. 2. De dynamiske effekter af den sænkede beskatning afventes, så de kan vurderes på det tidspunkt og i den størrelse, de måtte optræde. 3. Først på dette tidspunkt disponeres det forøgede skatteprovenu. Provenuet kan anvendes til en videre forhøjelse af bundfradraget i topskatten og til yderligere investeringer i uddannelse, der vil give nye dynamiske effekter og forøgede skatteindtægter Den internationale udvikling har en betydning Mange skattereformer er blevet gennemført i vore nabolande. I de senere år har blandt andet Tyskland og Holland sænket marginalskatten. Nærmest på os har Sverige gennemført en omfattende skattereform, hvis afgørende formål var at sænke skatten på arbejde. Den direkte beskatning af den internationalt mest bevægelige del af arbejdskraften ligger på et højere niveau i Danmark end i de fleste andre lande i vores del af verden. Konsekvenserne heraf er ikke entydige, da de påvirkes af andre landes borgeres betalinger til samfundsfunktioner, som i Danmark betales over skatten. Det er imidlertid sikkert, at en stigende forskel i beskatningen mellem Danmark og lande med attraktive forsknings- og forretningsmiljøer i hvert fald ikke vil virke gunstigt på fastholdelsen eller tiltrækningen af dygtig og nødvendig arbejdskraft til Danmark, ligesom dansk arbejdskraft beriget og kvalificeret af internationale udfordringer vil møde en større barriere for at vende hjem. DJØF har i august 2007 færdiggjort en stor international undersøgelse 18, der bl.a. belyser, hvorfor djøfere vælger at tage til udlandet. Hovedresultatet er, at de faglige udfordringer og mulighederne for personlig udvikling er de vigtigste motivationsfaktorer for en international karriere. Men beskatning har helt klart også en betydning. Se tabel 4.1. Blandt djøfere med en international karriere angiver halvdelen, at lavere beskatning i udlandet har haft betydning for deres valg. Tabel 4.1 Hvad motiverer dig til en international karriere? I nogen, høj I hvilken grad motiverer eller motiverede følgende dig til en international Slet ikke eller i eller meget høj karriere? - Lavere beskatning end i Danmark mindre grad grad Uddannelse Jurister 45% 55% Økonomer 42% 58% Samfunds- og forv.uddannede 61% 39% Øvrige udd. 30% 70% Alle 49% 51% For DJØF har det ligeledes været en inspiration, at nordiske søsterorganisationer til AC og DJØF alle har formuleret egne skattepolitikker. De konkrete målsætninger varierer, men et fællestræk for organisationerne i Sverige, Norge og Finland er anbefalingen om lavere marginalskat på arbejde, så det bedre kan betale sig at uddanne sig mere og at arbejde mere. En højeste marginalskat på 50 procent nævnes flere steder som målsætning Arbejdskraften bærer en stigende del af den samlede beskatning Skattesystemet bruges til at løse mange og meget forskelligartede problemer. Grundlæggende er opgaven at sørge for finansieringen af den offentlige sektors ydelser og investeringer, at regulere 14

15 forbruget hos borgerne og at bidrage til en social fordeling. Men skattesystemet er også en omfattende incitamentsmodel, som tilskynder og begrænser forskellige typer adfærd. Netop set i lyset af skattesystemets incitamenter er det påfaldende, at der ikke er en større vilje til at flytte beskatningen af den knappe arbejdskraft over på områder, hvor der er ønsker om begrænsning af forbruget eller udbuddet. Strukturen i det nuværende skattesystem øger oven i købet denne problemstilling. Dette indebærer på længere sigt, at beskatningen af arbejdskraften bærer en stigende andel af den beskatning, borgerne betaler. Det helt paradoksale er, at der ikke er politisk eller fagøkonomisk - uenighed om, at det ville være fornuftigt at sænke beskatningen væsentligt på arbejde og fx øge beskatningen på ressourceforbruget, jord og ejendom. DJØFs skattepolitik er resultatet af et års forarbejde og er ikke formuleret som en tilslutning til eller kritik af forskellige politiske partiers skattepolitik. Da regeringen og Dansk Folkeparti imidlertid den 3. september 2007 indgik en skatteaftale, bør det fremhæves, at argumenterne for en skattereform i de følgende afsnit kun understreges yderligere af skatteaftalen af 3. september Med aftalen vil næsten 1 million skatteydere møde topskatten samtidigt med mellemskatten, hvorefter en ekstra indsats for disse indkomstgrupper beskattes med 20 % ekstra. På dette tidspunkt er det derfor ekstra nødvendigt, at en stor lønmodtagerorganisation som DJØF tager emnet op og bidrager til at fastholde fokus på spørgsmålet om at skabe afgørende bedre muligheder for et øget arbejdsudbud på mangelområder. DJØF har med dette udgangspunkt truffet den beslutning at give sit besyv med i debatten om skattesystemets udvikling. 15

16 5. Større tilskyndelse til at uddanne sig og at arbejde i Danmark Med udgangspunkt i DJØFs princip om, at ændringer i skattesystemet skal tjene til forøgelse af omfang og kvalitet af arbejdsudbuddet, har overvejelserne i de følgende afsnit været blandt de afgørende elementer i formuleringen af DJØFs skattepolitiske indspil Næsten 1 million skatteydere betaler den højeste marginalskat I Danmark er den højeste marginalskat på 63 procent. Den betales af de skatteydere, der betaler topskat. Topskatten udgør 15 % og betales af den del af den personlige indkomst med fradrag af arbejdsmarkedsbidraget og tillæg af evt. positiv nettokapitalindkomst mv., der samlet overstiger kr. (2007). Over en årrække er antallet af topskatteydere steget markant. I 2007 forventes personer at betale den højeste marginalskat mod et antal på ved topskattens indførelse i Det svarer til en tilvækst på 56 procent. 19 Figur 5.1 Antallet af topskatteydere Denne udvikling står i kontrast til, at der aldrig er truffet nogen udtrykkelig politisk beslutning om, at antallet af topskatteydere løbende skal øges. Når næsten en million skatteydere betaler topskat, kan det i høj grad diskuteres, om der længere er tale om en topskat i hvert fald i den sproglige betydning af de allerhøjeste indkomster. Det er ikke forbeholdt direktører at betale topskat. Topskatteydere findes blandt mange faggrupper - elektrikere, metalarbejdere, tømrere, natsygeplejersker, fuldmægtige, folkeskolelærere og langturschauffører. Skøn for 2007 peger på, at ca. 42 procent af de fuldtidsbeskæftigede vil skulle betale topskat. Da væksten er sket som følge af en forholdsmæssig lavere indkomstgrænse for påbegyndelse af betalingen af topskat, og da en stor andel af skatteydere i disse indkomstgrupper har arbejdsindkomster som den helt dominerende indkomstkilde, er væksten i topskatten i meget høj grad betalt af arbejdsindkomst. Det er uhensigtsmæssigt, når den allerstørste udfordring er mangel på kvalificeret arbejdskraft, og når det er veldokumenteret, at den høje marginalskat i et vist omfang reducerer arbejdsudbuddet og tilskyndelsen til at tage en uddannelse. Antallet af topskatteydere forøges med omtrent årligt. Det nuværende skattesystem medfører derfor en stadig stigende barriere for at sikre det tilstrækkelige, kvalificerede arbejdsudbud i fremtiden. 16

17 5.2. Akademikere betaler topskat af en større del af livsindkomsten DJØF repræsenterer medlemmer, der ofte har en forholdsvis høj årlig løn sammenlignet med det store flertal af danskere. Imidlertid har akademikere typisk en lav indkomst under uddannelsen, hvorfor fx en almindelig offentligt ansat fuldmægtigs livsindkomst ikke ligger på et væsentligt højere niveau end mange faglærte gruppers. En OECD-undersøgelse fra 2005 (Education at a Glance) viste, at Danmark er det medlemsland, hvor livsindkomsten øges mindst ved at tage en videregående uddannelse. En af årsagerne hertil er skattesystemets struktur. Akademikere er i realiteten på arbejdsmarkedet lige så længe eller længere end mange andre. Men en større del af tiden i forhold til andre bruges på studier og lavtlønnet studiearbejde. Livsindkomsten bliver altså i det væsentlige indtjent på færre år end de fleste andres. Når man skal tjene en given livsindkomst på færre år, vil lønnen i det enkelte år være højere. Det betyder, at man hvert enkelt år kommer til at betale topskat af en større del af indkomsten. Med grænserne i det nuværende skattesystem kommer en akademiker således til at betale en større andel topskat og altså ud af den samme livsindkomst en større samlet skat. En livsindkomstberegning 20 kan illustrere problemstillingen. I tabellen nedenfor er opstillet en modelberegning, der sammenligner skattebetalingen for en relativt lavtlønnet statsansat akademisk fuldmægtig med en gennemsnitligt lønnet bygningsarbejder. Som det ses i tabellen optjener de igennem arbejdslivet den samme indkomst inkl. pension før skat, men da akademikerens indkomst er sammenpresset på færre år, betales en højere topskat. Resultatet er, at akademikeren i løbet af arbejdslivet betaler kr. mere i skat, selv om arbejdslivsindkomsten inkl. pension er den samme som bygningsarbejderens. Tabel 5.1 Forskellig skattebetaling med samme arbejdslivsindkomst (1.000 kr.) 21 Antal uddannelsesår efter det fyldte 18. år Antal arbejdsår efter endt uddannelse Tilbagetrækningsalder Løn (inkl. SU, studiejob og efterløn) Pension Fag Fuldmægtig i staten Håndværker i byggeri Forskel med sædvanligt rådighedstillæg samt et personligt tillæg på kr. årligt efter slutløntrin Arbejdslivsindkomst år inkl. pensionsindbetalinger Samlet skat og AMBI frem til det fyldte 65. år 2 lønmodtager uden ledelsesansvar, bygge og anlæg Det må understreges, at der her ikke er tale om sammenligning af gennemsnitlige livsindkomster for offentligt ansatte akademikere og håndværkere. I gennemsnit ligger offentligt ansatte fuldmægtiges livsindkomster højere end bygningshåndværkeres. Og i gennemsnit er akademikere flere år på arbejdsmarkedet end håndværkere. Modelberegningen skal alene illustrere et fænomen ved skattebetalingen: Jo større andel af livsindkomsten, der oppebæres på færre år, jo højere skattebetaling. Årsagen er topskatten Skatten på uddannelse skal reduceres Akademikere betaler således topskat af en uforholdsmæssig stor del af deres løn, når man sammenligner med andre. Da samfundet generelt har en stor interesse i at fremme uddannelse på alle niveauer - forekommer denne skat på uddannelse ikke konstruktiv. 17

18 Heroverfor vil mange anføre, at akademikere har fået deres uddannelse, fordi uddannelse som udgangspunkt er gratis i Danmark, og at man oven i købet får SU, imens man uddanner sig. Altså, at uddannelsen er givet som en gave, som den enkelte modtager skal være dybt taknemmelig for. Dette argument kunne anvendes i en samfundsstruktur, hvor der ikke var brug for mange uddannede, og hvor uddannelse var forbeholdt en magtfuld elite, der efterfølgende opnåede fuldstændigt andre og bedre livsvilkår end alle andre. Men dette er heldigvis ikke tilfældet i dagens Danmark. I dag er samfundet stærkt interesseret i at få mange uddannet for at de kan varetage helt nødvendige funktioner på et højt niveau. Samfundet stiller derfor uddannelse til rådighed som en investering i at få noget af større værdi igen højt kvalificeret arbejdskraft. Noget andet er, at der er brug for en markant investering for at øge uddannelsesindsatsen over for de ufaglærte og kortuddannede grupper. Her er skattesystemet imidlertid ikke hindringen. Her er et effektivt og velfungerende skattesystem en del af løsningen, idet det leverer den nødvendige finansiering. Et samfund, der står over for en klar og erkendt mangel på højtuddannet arbejdskraft må have mod til at fjerne en særskat på uddannelse. Økonomi er helt sikkert ikke den eneste og næppe heller den vigtigste årsag til at tage en uddannelse. Men økonomi har også en betydning. Større tilskyndelse til at tage en uddannelse og bruge den i Danmark vil øge tiltroen til, at Danmark reelt bliver i stand til at tage den globale udfordring op Kernearbejdskraften skal udvides Bundgrænsen for topskatten passeres af en meget stor gruppe af dem, man kunne kalde kernearbejdskraften. Det er den del af arbejdskraften, der løser store og omfattende opgaver, som er hele grundlaget for funktionen af samfundet. Det er disse medarbejdere, der når de møder topskattens 15 % - bliver særligt inspirerede til at tænke på sammenhængen mellem indsats og udkomme. DJØF har derfor hæftet sig ved, at især en forhøjelse af bundgrænsen for topskat vil være et bidrag til en udvidelse af den samlede arbejdsstyrke og dennes samlede kapacitet. En betydningsfuld udvidelse af arbejdsstyrken vil kunne realiseres ved en mærkbar forhøjelse af bundfradraget for topskatten. En sådan forhøjelse bør påbegyndes snarest og følges op i de kommende år. 18

19 6. DJØFs forslag til lempelse af beskatningen på arbejdsindkomst DJØF foreslår, at bundfradraget for topskatten øges, så det fremover bliver omtrent 10 % af alle skatteydere, svarende til ca. 20 % af de fuldtidsbeskæftigede med de højeste indkomster, der omfattes af topskatten. Det svarer til at knæsætte et princip om, at det politisk skal besluttes hvilken indkomstgruppe, der skal betale topskat. Modsat i dag, hvor stadig flere og nu op imod en mio. personer også med almindelige indkomster betaler topskat uden der er truffet direkte beslutning herom. Grundlaget for betaling af topskat reduceres i dag med et bundfradrag på kr. før beregningen af topskatten på 15 %. DJØF foreslår, at dette bundfradrag øges med kr. til kr. For en skatteyder med lønindkomst og dermed betaling af arbejdsmarkedsbidrag samt en vis negativ nettokapitalindkomst (typisk en vis boliggæld), vil der herefter blive betalt topskat af den del af den personlige indkomst, der ligger over kr. Dette vil med nogen usikkerhed betyde, at antallet af topskatteydere reduceres med godt personer til ca personer, hvilket svarer til ca. 10 % af alle skatteydere og ca. 20 % af de fuldtidsbeskæftigede. Det rene provenutab uden indregning af dynamiske effekter kan - ligeledes med nogen usikkerhed - opgøres til 6,2 mia. kr., i forhold til det samlede forventede provenu topskatten i 2007 på 17,8 mia. kr. Det svarer til et umiddelbart provenutab på ca. 1/3 af topskatten. Det bør endelig overvejes at fastlægge en reguleringsmekanisme for bundfradraget, så det løbende fastlægges på et sådant niveau, at antallet af topskatteydere holdes nogenlunde konstant på ca. 10 % af alle skatteydere og ca. 20 % af de fuldtidsbeskæftigede. Figuren viser fordelingen af den årlige lettelse på en indkomstskala, der repræsenterer skatteydere med en personlig årsindkomst før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og uden en positiv nettokapitalindkomst. Figur 6.1 Lempelse i kroner for personlige indkomster uden positiv nettokapitalindkomst

20 Modellen vil sikre, at mere end skatteydere ikke mere møder en skattestigning på 15 %. Af disse vil hovedparten være forholdsvis almindelige skatteydere med personlige indkomster på mellem og kr. Disse skatteydere vil opnå en skattelettelse på op til kr. Yderligere ca skatteydere vil få mere end halveret deres betaling af topskat 22. Det umiddelbart tabte provenu på 6,2 mia. kr. skal i DJØFs model finansieres fuldt ud med andre skatter og afgifter - krone for krone fra dag ét. I afsnit 8 nedenfor er givet en række konkrete forslag til finansieringen. Der indregnes altså ikke dynamiske effekter i skatteomlægningen i DJØFs model. Der vil dog med stor sandsynlighed med tiden opstå positive dynamiske effekter af den sænkede marginalbeskatning. Men de ekstra skatteindtægter skal i statskassen, før provenuet disponeres. Når provenuet af de dynamiske effekter er konstateret, kan det anvendes til en videre forhøjelse af bundfradraget i topskatten og til yderligere investeringer i uddannelse, der vil give nye dynamiske effekter og forøgede skatteindtægter. 20

21 7. Finansieringselementer Det er sagligt at finansiere det umiddelbart mistede provenu ved omlægninger inden for skattesystemet. Det indebærer, at de positive resultater de dynamiske effekter af lavere marginalskat først disponeres, når effekternes er omfang er konstateret. Ligesom skat på arbejdsindkomst i en vis grad reducerer arbejdsudbuddet, er andre beskatningsformer også medvirkende til at ændre fordeling og adfærd. Derfor vil DJØF foreslå, at finansieringen sammensættes, så flere hensyn varetages sammen med nedsættelsen af den samlede topskat. Det er relevant at medtage i hvert fald følgende hensyn: Begrænsning af øget social ulighed, Modvirkning af miljøbelastninger og Sikring af skattesystemets robusthed over for globaliseringen. Begrænsning af ulighed For finansieringselementer, der begrænser en øget social ulighed, taler, at en forhøjelse af fradraget i grundlaget for topskat isoleret set er en begunstigelse af de højere indkomstgrupper. Lettelsen er dog relativt størst for mellemindkomster, og relativt mindre for de højeste indkomster. Det er muligt at opretholde den nuværende progression i det samlede skattesystem, hvis nedsættelse af topskatten kombineres med øget provenu fra andre skattekilder, der hviler tungest på de højere indkomstgrupper. Eksempelvis vil man med en begrænsning af de meget omfattende og voksende skattefradrag for ratepensionsordninger få et væsentligt bidrag fra meget høje indkomstgrupper til finansieringen. Det samme gælder en inddragelse i den skattemæssige behandling af visse såkaldte frynsegoder, der har en klart større vægt i de højere indkomstgrupper. Indførelse af en maksimumsgrænse for skattefradrag på årligt for indbetalinger til pensionsordninger med løbende udbetalinger (ratepensioner m.v.) vil medføre et øget provenu i størrelsesordenen 1,5-2,3 mia. kr. årligt. 23 Provenuet ville helt overvejende skulle betales af personer med høj bruttoindkomst, da det er denne gruppe, som indbetaler mere end på pensionsordninger. Mindre miljøbelastning For finansieringskilder, der modvirker miljøbelastninger og energiforbrug, taler, at der samlet kan opnås nye og nødvendige skridt til realisering af såvel internationale som nationale planer for en renere og rigere natur, betydelige gevinster i indsatsen imod fortsat ugunstige klimaforandringer samt generel begrænsning af forbruget af knappe ressourcer. Sådanne finansieringselementer med forbrugs- og belastningsafgifter kan indrettes med hensyntagen til den sociale profil. De økonomiske vismænd har anbefalet at ophæve det nuværende nominalprincip, der fastlåser punktafgifter i kr. og ører, og som løbende udhuler skatteindtægterne 24. Indførelse af en løbende indeksering af punktafgifterne (energi-, miljø- og øvrige punktafgifter eksklusive bilafgifter), således at disse følger den almindelig pris- og lønudvikling, vil skønsmæssigt øge afgiftsprovenuet med ca. 1,3 mia. kr. årligt 25. Ved en indeksering af punktafgifterne vil det være relevant at tage en række praktiske hensyn, som vil reducere provenuet til noget under 1.3 mia. kr. Ved indførelsen af en løbende indeksering af afgifterne kan det af fordelingsmæssige hensyn være relevant at kombinere indekseringen med gennemførelsen af et bundfradrag i de 21

22 almindelige forbrugsafgifter, som finansieres af den løbende stigning i provenuet som følge af indekseringen. Bundfradraget kan udformes, således at belastningen af afgifterne på familier med beskedne indkomster og sædvanligt forbrug oplever en umiddelbar lettelse af den samlede afgiftsbetaling. Bundfradraget kan reguleres, således at incitamentet til forbrugsbegrænsning af hensyn til miljøet opretholdes på lidt længere sigt. 26 Indekseringen omfatter ikke bilafgifterne, da det forventes, at Infrastrukturkommissionen til oktober 2007 fremkommer med forslag herom som et element i en samlet omlægning af transportafgifter og udgifter, som tillige må forventes at medgå til tilrettelæggelse af finansieringen af såvel drift af som investeringer i infrastruktur, der fremmer en effektiv og miljørigtig transportpolitik. Robusthed over for globaliseringen For finansieringselementer, der øger skattesystemets robusthed, taler, at samfundet gradvist kan frigøre sig fra negative indvirkninger af globaliseringen. Finansieringen af en velfungerende offentlig sektor i samspil med en innovativ privat sektor svinder i takt med flytning af skattekilderne til skattelylande eller lavindkomstlande med meget beskeden velfærd. Eksempelvis er et bidrag fra en øget beskatning af jord og anden fast ejendom en meget stabil skattekilde, der sammen med en nedsættelse af den samlede topskat kan udgøre en mere sikker finansiering af det danske velfærdssamfund. Eventuelle justeringer i ejerboligbeskatningen bør tilrettelægges, så ændringerne ikke rammer de boligejere, som har mindst luft i økonomien, dvs. typisk yngre købere. Desuden bør store udsving i prisudviklingen på ejerboliger undgås. På den baggrund er det relevant at overveje at afvikle de særlige nedslag i ejendomsværdiskatten, som tildeles boligejere, der har erhvervet deres bolig før 1. juli Siden er boligpriserne på landsplan mere end fordoblet 27. En gradvis afvikling af særreglen vil betyde, at gamle boligejere, der har fået del i værdistigningerne, kommer til at betale den samme sats, som betales af boligejere, der efter 1998 har erhvervet deres bolig til en generelt højere pris. En hel eller delvis afvikling af særreglen vil ikke have negative effekter for prisdannelsen, da nye boligkøbere ikke vil opleve en øget boligbeskatning. En gradvis afvikling det særlige nedslag for boligejere, der har købt deres bolig før vil ud over ligestilling og forenkling medføre et øget skatteprovenu på ca. 3 mia. kr. årligt ved en fuld afvikling 28. Den generelle regel for nedslag i ejendomsværdiskatten for personer, der er fyldt 67 år, savner begrundelse, da der ikke er tale om en indefrysning gennemført af hensyn til de pågældende ældre ejere, men om en eftergivelse, der således er en begunstigelse af en helt tilfældig gruppe arvinger. En overgang til indefrysning i ejendommen af udlån til betaling af ejendomsværdiskatten af den hidtil eftergivne andel af ejendomsværdiskatten vil indebære et provenu på ca. 0,5 mia. kr. årligt. Overgang fra eftergivelse til indefrysning af ejendomsværdiskat for personer fyldt 67 år vil give et merprovenu på ca. 0,5 mia. kr. årligt. I perioden er skatterne på landbrugets produktionsjord lempet med 2,3 mia. kr. med et opnået niveau i 2007 på 666 mio. kr. 29. Dette er sket for at kompensere dansk landbrug for begrænsningen af forventede stigninger i EU-tilskud. 22