Jeg har bare altid været meget selvkritisk! Den post-feministiske diskurs påvirkning på kvinders psykologiske velbefindende angående eget udseende

Transkript

1 Kandidatafhandling Titel: Jeg har bare altid været meget selvkritisk! Den post-feministiske diskurs påvirkning på kvinders psykologiske velbefindende angående eget udseende I ve just always been very self critical! How the post-feministic discourse affects women s psychological health regarding their own appearance Studerende: Trine Klostergaard Sørensen, Eksamenstermin: Sommer 2015, Juni Vejleder: Klaus Nielsen Studie: Psykologi

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 En undren og et overordnet forskningsspørgsmål... 3 Tidligere forskning omkring seksuel objektivisering af kvinder... 4 Konsekvenserne af seksuel objektivisering for kvinder... 6 En problemformulering og relevansen heraf... 7 Afgrænsning... 8 Opbygning Socialkonstruktionisme og diskursteori generelt Kritik af socialkonstruktionismen Post-feminismen Tidligere feministiske bølger Post-feminismen som forankret i neoliberalismen Post-feminisme som både anti-feminisme og pro-feminisme på samme tid Retten til skønhed Kvinden som seksuelt frigjort og magtfuld Kritik af post-feminismen Opsummering Self-compassion Østlig buddhistisk filosofi Positivisme Self-compassion teori Self-compassion - et resultat af både arv og miljø Associationen mellem self-compassion og psykologisk velbefindende samt holdning til krop og udseende Self-compassion skalaen som psykometrisk udgangspunkt Opsummering Metode Overordnede principper i interview-metode Rekruttering Deltagere Procedure... 33

3 Side 2 af 76 Kodning af temaer Analyse Et dominerende skønhedsideal og en nyttesløs modstand Delvis tilslutning til den post-feministiske diskurs om magt gennem udseende Man vælger selv om man vil gå op i sit udseende, men Skønhedspraksis dyrkes primært for at undgå misbilligelse fra andre Graden af skønhedspraksis handler om ens værdier, eller den enkeltes lave selvværd Et eksplicit skønhedsideal i medierne, som stiltiende reproduceres blandt venner Kroppen som et projekt og valget om at se urealistisk ud Self-kindness vanskeliggøres af ansvaret for eget udseende Hver kvinde kæmper alene i den samme kamp Overidentifikation og lettelsen ved fornægtelse Opsummering Diskussion Overidentifikation fordres af fokus på kvinders skønhed og skønhedsidealet Post-feminismens diskurs om ansvar for eget udseende giver anledning til selvfordømmelse Dobbeltbebrejdelse Et manglende sprog til at benævne seksuel objektivisering forvirrer kvinderne til at placere skylden hos dem selv Isolationsfølelse forårsager manglende modstand mod betingelserne Hvordan passer disse fund i forhold til tidligere forskning Implikationer Begrænsninger og fremtidig forskning Konklusion Litteraturliste Bilag 1 Interview-guide Bilag 2 Transskription af interview med Tine... XX Bilag 3 Transskription af interview med Lotte... XX Bilag 4 Transskription af interview med Anine... XX

4 Side 3 af 76 Jeg har bare altid været meget selvkritisk! - Den post-feministiske diskurs påvirkning på kvinders psykologiske velbefindende angående eget udseende I ve just always been very self critical! - How the post-feministic discourse affects women's psychological health regarding their appearance Abstract This thesis investigates how the post-feministic discourse which emphasizes choice and personal responsibility for own appearance affects women's psychological well-being with specific interest in women's self-compassion regarding their own looks. Three women aged 18 to 25 years were recruited for qualitative interviews. A discourse analysis was used to analyze the answers and the findings were discussed. Results revealed that the post-feministic discourse with its emphasis on personal responsibility caused the women to be self-judgemental, when they weren t able to comply with the unrealistic beauty ideal. Furthermore the women experienced a double blame since they made sense of their own self-judgment by placing the cause within themselves. This hampered a feeling of common humanity between the women and made little room for resistance against these conditions. A combined individualistic and societal level intervention was suggested, encompassing self-compassion training combined with enlightenment courses on the societal conditions women are put under. Indledning En undren og et overordnet forskningsspørgsmål Jeg husker for år tilbage, da jeg var omkring 14 år, at jeg sad inde i stuen hjemme hos mine forældre og så tv. Som så mange andre eftermiddage kørte der musikvideoer på skærmen. Imens jeg så tv, kom min mor tilfældigt ind i stuen og begyndte at rumstere rundt, da hun pludseligt voldsomt forarget udbrød: Altså, der er da simpelthen ikke andet end porno i det tv efterhånden!. Jeg blev både forvirret og forbløffet over hendes forargelse, men kunne hurtigt regne ud, at hendes udbrud angik popsangerinden Christina Aguileras fremtoning i musikvideoen til sangen Dirrty. Jeg husker min lettere nedladende respons på min mors oprørelse og fortalte hende, at nu måtte hun da lige prøve at slappe lidt af, for det var jo bare en musikvideo. Dagen efter i skolen, underholdte jeg mine veninder med min mors forargelse over, hvad der i vores øjne blot var helt almindeligt harmløst tv-underholdning, og bagefter grinede vi sammen af, hvor håbløst gammeldags vores

5 Side 4 af 76 forældre var blevet. I dag, over 10 år senere, begynder jeg dog mere og mere at dele min mors forargelse. I den pågældende musikvideo ligner opsætningen ved første øjekast optakten til en boksekamp, men Christina Aguileras generelle fremtoning gennem videoen er næppe egnet til boksekamp. Hendes sparsomme beklædning er højst afslørende og udfordrende, og hendes udtryk og kropsbevægelser gennem hele videoen er hyperseksualiserede. Fx er man ved flere lejligheder millimeter fra at kunne se hendes kønsdele, og i lyrikken til omkvædet synger hun blandt andet:...sweat dripping over my body, dancing, getting just a little naughty, wanna get dirty.... Som 14- årig tillagde jeg ikke dette nogen skadelig betydning, men jeg husker dog samtidig, hvordan jeg ærgrede mig over ikke at være lige så flot og sexet som Christina Aguilera i videoen. Det, som min mor reagerede på dengang, har formentligt været en pludseligt erkendelse af den stigende tendens til seksuel objektivisering af kvinder i medierne, som for os unge til gengæld, ubemærket sneg sig ind som almindelig hverdag. Denne erindring og andre lignende episoder, samt en spirende bevidsthed om den seksuelle objektiviserings skadelige konsekvenser for kvinder, ledte mig til at formulere det overordnede forskningsspørgsmål på denne opgave, som følger: Hvordan skaber den seksuelle objektivisering af kvinder negative psykologiske konsekvenser for kvinderne? I første omgang må det dog dokumenteres, hvorvidt og i hvilket omfang seksuel objektivisering af kvinder overhovedet finder sted, og om den i så fald har negative psykologiske konsekvenser for kvinder. Med andre ord vil jeg nu kort gennemgå, hvad der har været af forskning på området indtil nu. Tidligere forskning omkring seksuel objektivisering af kvinder Jeg vil definere seksuel objektivisering ud fra Bartky s (1990) definition, idet denne også favner den mere sociokulturelle interrelationelle seksuelle objektivisering snarere end blot billedlig og mediemæssig seksuel objektivisering: A person is sexually objectified when her sexual parts or sexual functions are separated out from the rest of her personality and reduced to the status of mere instruments or else regarded as if they were capable of representing her. (Bartky, 1990, s. 26). The American Psychological Association, Task Force on the Sexualization of Girls (2007) angiver i deres review af forskning på området, at seksuel objektivisering af piger og kvinder i høj grad finder sted på tv, i musikvideoer, i musik-lyrik, i magasiner, i teenage-magasiner, i videospil, på internettet, i reklamer og i nogen grad på film. De konkluderer endvidere: The evidence

6 Side 5 af 76 reviewed... demonstrates that women and girls are more likely than men and boys to be objectified and sexualized in a variety of media outlets (The American Psychological Association, Task Force on the Sexualization of Girls, 2007, s, 14). Reichert og Carpenter (2004) fandt desuden i en indholdsanalyse inden for reklamebranchen, at seksualisering af kvinder i magasiner og blade steg signifikant fra perioden 1983 til Det vil sige tendensen har været stigende. Det fremgår endvidere fra Lukas (2002), at kvinder benyttes som seksuelle objekter i reklamer til at sælge alt fra parfumer over fotografiapparater til flybilletter og fødevarer. I en tilsvarende indholdsanalyse af Aubrey og Frisby (2011) fandt man, at tendensen til seksuel objektivisering af kvinder er særligt ekstrem i musikvideoer, hvor kvinder langt hyppigere end mænd fremstilles i dekorative roller med udfordrende tøj og seksualiserede udtryk. Paul (2005) omtaler denne hyppigere og mere ekstreme tendens til seksuel objektivisering af kvinder som pornoficering. Hun argumenterer for, at en skønhedspraksis og udtryksformer, som førhen kun var forbeholdt pornoindustrien, fx højhælede sko og g-strengstrusser, er sivet ud i mainstream kultur og på den måde blevet normativt. I lyset af denne empiri, synes min mors forargede udtryk i den indledende anekdote slående præcis og berettiget. Calogero, Tantleff-Dunn og Thompson (2011a) argumenterer for, at seksuel objektivisering ikke blot er et medie-fænomen, men at dette i lige så høj grad kommer til udtryk i vores indbyrdes omgangsformer. De argumenterer for, at seksuel objektivisering kommer i endeløse udtryksformer, såsom seksuelle kommentarer fra fremmede på gaden (såkaldte cat-calls, se fx Wesselmann & Kelly, 2010), mandens vedvarende stirren på kvinden til trods for, at hun ikke gengælder opmærksomheden (såkaldt male-gaze, se fx Calogero, 2004), vurderende kommentarer fra familie, venner og bekendte angående kvindens udseende samt nedsættende jokes eller historier angående kvinders brugbarhed for mandens tilfredsstillelse. I forbindelse med denne argumentation for, at subtile former for seksuel objektivisering manifesterer sig i vores omgangsformer, undersøgte Eck (2003), hvordan kvinder og mænd forholder sig til nøgenbilleder af en person af enten samme eller modsatte køn. Studiet konkluderede, at både kvinder og mænd havde internaliseret et script for mænd som værende den betragtende og kvinder som værende den betragtede. I lyset af et omfattende empirisk fundament for den allestedsnærværende seksuelle objektivisering af kvinder, argumenterer Smolak og Murnen (2011) for, at denne tendens er blevet en norm i samfundet, og at såvel kvinder som mænd anser disse sociokulturelle omgangsformer for at være funderet i biologiske naturlige forskelle, snarere end for at være kulturelt producerede. I tråd hermed mener Calogero, Tantleff-Dunn og Thompson (2011a), at både

7 Side 6 af 76 mænd og kvinder socialiseres til, at det er normalt, at kvindens krop beskues, kommenteres, evalueres og seksuelt objektiviseres. Med ovenstående omfattende dokumentation for, at seksuel objektivisering af kvinder finder sted, vil jeg nu kort gennemgå hidtidig forskning omkring, hvilke konsekvenser disse omstændigheder har for kvinder. Konsekvenserne af seksuel objektivisering for kvinder En rapport angående unges trivsel fra 2010: Når det er svært at være ung i DK fra Center for Ungdomsforskning (Nielsen, Sørensen & Osmec, 2010), konkluderede i det store hele, at den danske ungdom trives, idet 83 % af unge mellem år samlet set oplevede, at deres liv var godt eller meget godt. Men i rapporten viste der sig visse kønslige forskelle på området omkring krop og udseende. I rapporten angives det, at kvinder i alderen år vægter deres udseende i signifikant højere grad end mænd i samme aldersgruppe, ligesom de er signifikant mere utilfredse med deres kroppe, end mændene er det. Således var der fx 14,4 % af de årige kvinder, som var utilfreds eller meget utilfreds med deres kroppe, hvor den tilsvarende procentdel for mænd i samme aldersgruppe var 6,1%. Samtidig var andelen af kvinder, som ofte eller altid tænkte på deres vægt også signifikant større end hos mænd. En tilsvarende tendens er observeret i mange vestlige lande, hvorfor Striegel-Moore og Franko (2002) kalder dette fænomen for normative discontent, idet det synes at være det mest normale, at kvinder i vestlige samfund er utilfredse med deres egen krop. En særligt anerkendt teori på området forsøger at lægge netop den seksuelle objektivisering af kvinder til grund for denne forskel. Ifølge Szymanski, Moffitt og Carr (2011), er Objectification Theory hjørnestenen inden for forskning omkring de psykologiske konsekvenser, som den seksuelle objektivisering har for kvinder. Objectification Theory blev fremsat i 1997 af Fredrickson og Roberts i et forsøg på at sammendrage tidligere teoretikeres bidrag på området til en samlet og efterprøvbar teori. Deres teori antager overordnet set, at den højere prævalens af depression, spiseforstyrrelser og seksuel dysfunktion blandt kvinder, delvist kan forklares ud fra, at kvinder i deres dagligdag udsættes for massiv seksuel objektivisering; nogen gange åbenlyst, men i større omfang subtilt. Denne seksuelle objektivisering forstås af dem som opstået inden for rammerne af et patriarkalsk domineret samfund, hvor den seksuelle objektivisering af kvinder er en norm, som reproduceres både via sociale interaktioner og særligt gennem medierne. Fredrickson og Roberts (1997) antager da, at kvinden internaliserer denne norm og begynder at anlægge et observerende perspektiv på sig selv. Self-objectification opstår dermed, således kvinden også begynder at tænke og udvise adfærd som et seksualobjekt. Dette

8 Side 7 af 76 resulterer ifølge Fredrickson og Roberts (1997) i, at kvinden begynder at deltage i såkaldt skønhedspraksis, som fx at lægge make-up eller gå i højhælede sko. De foreslår ligeledes, at den seksuelle objektivisering af kvinder har fire konkrete psykologiske konsekvenser. For det første antages det, at kvinder vil opleve body-shame, det vil sige skam over egen krop, som et resultat af ikke at kunne leve op til de standarder, der præsenteres i medierne. For det andet, at kvinder oplever appearence anxiety, idet de frygter, at deres udseende skal blive genstand for andre folks vurdering, hvorved de er nødsaget til hele tiden at være opmærksomme på og kritisk korrigerende over for deres eget udseende. For det tredje antager de, at kvindernes hyppighed af flowoplevelser mindskes, da kvinder oftere end mænd afbrydes, foranlediget af dem selv eller andre, af tanker om, hvordan de ser ud. For det fjerde bliver kvinderne mindre opmærksomme på kropslige signaler som fx sult i kraft af primært at tænke om sig selv som værende en genstand for andres behov. Alle disse konsekvenser giver ifølge Fredrickson og Roberts (1997) anledning til øget risiko for depression, spiseforstyrrelser og seksuel dysfunktion. Tiggemann (2011) påpeger i den forbindelse, at til trods for, at ikke alle kvinder kan tildeles en specifik diagnose, lider mange kvinder alligevel under sub-kliniske symptomer af samme type lidelser. Det vil sige teorien er ikke bare relevant for kvinder med diagnoser, men formentligt relevant for alle kvinder, der befinder sig i samfund, hvor den seksuelle objektivisering af kvinder er normen. Reviews af Objectification Theory s empirisk belæg blev fremlagt af Moradi og Huang i (2008) og af Tiggemann (2011), og de konkluderede begge overordnet set, at den empiriske litteratur bragte god støtte til teorien, og at den har genereret meget ny viden på området. Da Objectification Theory ikke er det primære fokus for denne opgave, vil jeg dog undlade en nærmere gennemgang heraf. En problemformulering og relevansen heraf Fischer, Bettendorf & Wang (2011) kritiserer Objectification Theory for, at så snart man har argumenteret for, at de psykologiske processer sættes i gang udefra, er der næsten udelukkende fokus på intra-psykiske processer. De argumenterer derfor for, at der er behov for at rekontekstualisere seksuel objektivisering og for igen at sætte fokus på, hvordan seksuel objektivisering manifesterer sig i forholdene mellem mennesker. Et eksempel herpå kunne være fokus på, hvordan samfundsmæssige diskurser er medskabende til de negative psykologiske konsekvenser for den enkelte kvinde. Post-feminisme er betegnelsen for en sådan aktuel samfundsdiskurs. En mere konkret og uddybende redegørelse for post-feminismen følger senere i opgaven; her skal det blot kort nævnes at, denne diskurs indebærer en antagelse om, at kvindernes kamp for ligestilling for længst er overstået, og at kvinder snarere opnår magt og status i kraft af

9 Side 8 af 76 deres seksualitet, end at de ligger under for den (Budgeon, 2011; Gill & Scharff, 2011; McRobbie, 2009). Gill og Scharff (2011) anlægger det syn, at post-feminismen er indlejret i en neoliberalistisk hovedstrømning, hvor dyrkelsen af eget udseende anses for at være et frivilligt valg, som kvinder tager og i sidste ende er kvinden derfor selvforskyldt, hvis hun fejler i skønheds-projektet. Burr (2004) antager desuden, at de aktuelle samfundsdiskurser er det eneste grundlag, som individet kan skabe sin forståelse af sig selv på. En sådan re-kontekstualisering af kvinders oplevelser omkring egen krop og udseende kunne derfor skabe aktuel viden om, hvordan kvinder under samtidens post-feministiske diskurs skaber mening omkring de netop dokumenterede negative tanker og følelser omkring egen krop. Derfor er den specifikke problemformulering i denne opgave som følger: Hvordan påvirker samtidens post-feministiske samfundsdiskurs kvinders psykologiske velbefindende angående deres eget udseende? Afgrænsning Teorier om psykologisk velbefindende er i litteraturen forsøgt defineret på forskellige måder ud fra forskellige aspekter. Jeg ønsker her at anvende begrebet self-compassion til at undersøge kvinders psykologiske velbefindende i henhold til problemformuleringen. En mere uddybende redegørelse af begrebet fremgår senere i opgaven, men her skal det blot nævnes, at Neff (2003a) forklarer, at self-compassion er en sund, venlig og accepterende forholdemåde til sig selv og egne fejl og mangler. Self-compassion, der oprindeligt er et østlig buddhistisk begreb, vælges her frem for andre mere gængse vestligt koncepter for psykologisk sundhed, som fx self-esteem (se fx Zeigler-Hill, 2013), selvrealisering (se fx Tønnesvang, 2006) eller graden af neurotiske tendenser (se fx Jeronimus, Ormel, Aleman, Penninx & Riese, 2013), idet self-compassion specifikt angår personens eget forhold til sig selv; deraf self-compassion. Dette fordi jeg netop ønsker at sætte fokus på, hvordan den samfundsmæssige kontekst påvirker kvinders psykologiske velbefindende i forhold til, hvordan kvinder forholder sig til og tænker om deres eget udseende. Inden for litteraturen omkring self-compassion er der ligeledes flere vinkler at anskue self-compassion på. Både i Barnard og Curry s (2011) review og i MacBeth og Gumley s (2012) metaanalyse på området for self-compassion, angives det, at Kristin Neff s (2003a) definition på self-compassion bliver brugt i stort set alle empiriske studier på området. Derfor er det hendes definition og forståelse af selfcompassion, jeg primært vil gå ud fra, idet anvendelsen af hendes definition skaber mindre begrebsforvirring, når resultaterne i opgaven senere vil blive sammenlignet med øvrige empiriske

10 Side 9 af 76 studier på området, og fordi denne definition er relativt simpelt konstrueret, hvilket samtidig gør, at der kan arbejdes struktureret med den. Da Kristin Neff primært arbejder med self-compassion i forhold til at udarbejde og forfine en psykometrisk måling af begrebet og i mindre grad arbejder med at uddybe et teoretisk rationale for begrebet, vil jeg desuden supplere hendes teori med Paul Gilberts forståelse af compassion set ud fra et evolutionært perspektiv for at fremhæve rationalet for self-compassion som en faktor for psykologisk sundhed. I forhold til teori angående post-feminisme, er der variationer over, hvad termen postfeminisme præcist indebærer (for nærmere diskussion heraf se: Evans, Riley & Shankar, 2010; Gill & Scharff, 2011). I denne opgave anlægges en forståelse af post-feministisk diskurs, som den opfattes og fremstilles af blandt andre Gill (2007) og McRobbie (2009); det vil sige en diskurs, der indebærer, at kampen for ligestilling er blevet vundet, og hvor feminisme i traditionel forstand ikke blot tilhører fortiden, men udgør en fornærmelse for det neoliberalistiske kvindelige subjekt. En nærmere uddybelse fremgår af senere redegørende afsnit. Angående metodemæssige valg ønsker jeg at tilvejebringe empiri i denne opgave gennem interviews underlagt diskursanalyse nærmere bestemt diskursiv psykologi, som beskrevet af Potter og Wetherell (1987). Dette fordi denne tilgang netop kan afdække, hvordan interviewpersonerne skaber mening om, forhandler og retfærdiggør emner og begivenheder. Kvale og Brinkmann (2009) forklarer samtidig, at styrken ved denne tilgang er, at den frem for at reducere et genstandsfelts kompleksitet til pæne og ordentlige kategorier, snarere synliggør og anerkender denne kompleksitet. Derfor mener jeg, at diskursiv psykologi er velegnet som specifik metode i denne opgave, idet jeg netop vil undersøge, hvordan de udvalgte kvinder skaber mening om tanker og følelser om egen krop under en post-feministisk diskurs, som potentielt skaber konflikter og modsatrettede tanker og følelser for kvinderne. Det vil sige, metoden kan skabe viden i henhold til, hvordan kvindernes self-compassion påvirkes af den post-feministiske diskurs. Jeg gør mig det samtidig bevidst, at tilgangen jeg har valgt i denne opgave, herunder valg af teorier og valg af metode, skaber en grundlæggende videnskabsteoretisk konflikt, idet jeg har valgt at kombinere en socialkonstruktionistisk tilgang og en positivistisk tilgang. Christensen (2009) forklarer, at positivismen anlægger den holdning, at sand viden eksisterer derude i verden, og at årsagssammenhænge kan udledes gennem empirisk objektive metoder. Han forklarer samtidig, at socialkonstruktionismen derimod antager, at al viden er konstrueret, og at ingen sandhed er mere gyldig end andre. Jeg vil nærmere kommentere på konsekvenserne af denne epistemologiske sammenblanding under opgavens begrænsninger senere i opgaven. For nu vil jeg blot nøjes med at konstatere, at jeg ikke gør mig nogen forestilling om, at jeg kan løse den videnskabsteoretiske

11 Side 10 af 76 konflikt, som opstår internt i opgaven, om hvad der i så fald kan regnes for sand viden. Ikke desto mindre lader det sig gøre i praksis at kombinere disse to tilgange, og dette har jeg netop valgt, fordi jeg mener, at den tidligere nævnte kritik, som Fischer, Bettendorf & Wang (2011) anlægger af forskningen på området, angående manglen på kontekstuelt fokus, kunne blive mere oplyst ved denne kombination af diskursteori og metode koblet med teori for self-compassion. Angående opgavens empiriske afgrænsning ønsker jeg, at interviewe 3-4 kvinder i alderen år, idet McKinley (2011) teoretiserer, at kvinder i denne alder, grundet deres biologiske reproduktive højdepunkt, i særlig høj grad udsættes for seksuel objektivisering. Dette gør det muligvis lettere at undersøge, hvordan kvinder skaber mening omkring deres tanker og følelser angående egen krop inden for en post-feministisk diskurs, og dermed mere specifikt, hvordan diskursen påvirker deres mulighed for self-compassion. Empiri i form af interviews er desuden valgt, da jeg ønsker at undersøge problemformuleringen ud fra kvindernes eget perspektiv. Opbygning Efter disse indledende afsnit omkring hidtidig forskning på området, opgavens problemformulering og afgrænsning, vil jeg kort redegøre for den socialkonstruktionistiske tilgang med særligt fokus på diskursteori. Herpå følger en redegørelse for den aktuelle post-feministiske diskurs samt en kritik heraf. Dernæst fremstilles endnu et redegørende afsnit om østlig buddhistisk filosofi og kort om positivistisk psykologi for at skabe et afsæt for redegørelsen for teori om selfcompassion. Herefter følger i tråd med denne videnskabsteori en gennemgang af relevant empiri og kritik af teorien. Efter disse redegørende afsnit gennemgås fremgangsmåden i forbindelse med tilvejebringelse af empirien i et metodeafsnit. Dernæst følger en analyse af de indhentede interviews ud fra definitionerne og koncepterne fra teorierne i de redegørende afsnit, med henblik på at undersøge problemformuleringen. Derpå fremgår et diskussionsafsnit, hvor resultaterne af analysen diskuteres, og der fremsættes teoretiske pointer. Diskussionsafsnittet følges op af en specifik kritik på opgavens begrænsninger og vurdering af dens overordnede validitet, hvorefter der fremsættes en endelig konklusion. Socialkonstruktionisme og diskursteori generelt Socialkonstruktionisme er ifølge Christensen (2009) en relativt ny epistemologi inden for psykologi, der opstod i løbet af 1980 erne, og denne antager, at der findes mange sandheder om virkeligheden. Burr (2004) forklarer, at denne retning anlægger en kritisk tilgang til alt, hvad man

12 Side 11 af 76 antager for at være sand viden, og til de kategoriseringer af verden, som vi tager for givet, idet socialkonstruktionisme mener, at alt viden er konstrueret. Hun forklarer, at socialkonstruktionismen er anti-essentialistisk, det vil sige, det er en videnskabsteori, som antager, at der ikke er nogen givet natur, ingen essens som fx personlighed inde i mennesker, som gør dem, til det de er. Potter og Wetherell (1987) forklarer, at socialkonstruktionismen i stedet antager, at forståelsen af verden og os selv konstrueres i vores daglige omgangsformer mellem hinanden via sproget, idet sproget og tankerne er uadskillelige, fordi sprog konstituerer alle vores tanker. Sproget giver os dermed et system, som gør det muligt for os at konstruere kategorier og skabe mening og forståelse - det vil sige viden - omkring verden, os selv og andre. De forklarer, at personligheden antages kun at eksistere i det omfang, vi har et sprog til at skabe mening om den og beskrive den. Det betyder fx, at en kvindes opfattelse af sig selv, kun er mulig i kraft af og i overensstemmelse med det sprog og den diskurs, som kulturen stiller til rådighed. Burr (2004) forklarer, at ordet diskurs er helt centralt for socialkonstruktionismen, og skal forstås som sprogbrug i bred forstand. Diskursanalyse anses for at være socialkonstruktionismens primære metode, idet det handler om at undersøge, hvordan sproget bruges til at skabe repræsentationer af begivenheder, personer, etc.. Burr (2004) forklarer endvidere, at alt, som kan læses for mening anses for at være en tekst eller sprog, der manifesterer en given diskurs. Det vil sige tale, artikler, film, magasiner, fotografier og endda det tøj, man går rundt i, kan anses for at være en tekst, som giver udtryk for en særlig diskurs. Diskurser styrer på den måde, hvordan der kan skabes mening om objekter og begivenheder og dermed, hvordan disse kan opfattes. Burr (2004) skelner mellem makro-socialkonstruktionisme og mikro-socialkonstruktionisme og forklarer, at diskurs-begrebet skal forstås en anelse forskelligt alt efter, hvilket perspektiv man indtager. Hun forklarer, at diskursanalyse inden for makro-socialkonstruktionistiske tilgang nogle gange kaldes foucauldiansk, fordi denne tilgang er stærkt influeret af den franske filosof Michel Foucault. Diskurs skal her forstås som andet og mere end blot den konkrete samtale, idet en diskurs inden for makro-socialkonstruktionisme også former social struktur og praksis. Foucault antager (som angivet i Burr, 2004), at på ethvert givet tidspunkt vil der være én eller flere diskurser i samfundet, som i større grad vil blive anset for at være mere sand end andre. Viden er derfor den eller de konstruktioner eller diskurser, som på tiden har status som sandhed i samfundet. Fx fandt Pomerantz, Raby og Stefanik (2013), at piger i en canadisk folkeskole opfattede det som sandt, at der var ligestilling mellem kønnene, hvorimod de opfattede sexisme som noget, man havde overvundet. En ligestillings-diskurs blev dermed opfattet som mere sand end en sexisme-diskurs, som omvendt var utænkeligt, blandt pigerne. For Foucault (som angivet i Burr, 2004) er viden

13 Side 12 af 76 derfor lig med magt, idet en given diskurs former vores praksis og gør visse handlinger mulige, imens andre handlinger afskæres. Fx kan en begivenhed, hvor en mand italesætter en kvindes udseende, fx: Du har en flot bagdel!, forstås som et kompliment inden for en post-feministisk diskurs, hvor kvinden opfattes som magtfuld i kraft af sin seksualitet og omvendt forstås som en fornærmende kommentar inden for en traditionel feministisk diskurs, hvor kommentaren opfattes som undertrykkende, idet kvinden vurderes ud fra, hvordan hun behager manden. Derfor tillader en post-feministisk diskurs fx den handling, at mænd kommenterer på kvinders udseende, da det anses for sandheden, at en positiv kommentar angående udseende er et kompliment, fordi det er et bevis på kvindens magtstatus. Foucault mente endvidere (som angivet i Burr, 2004), at en given dominerende samfundsdiskurs internaliseres af den enkelte, og den enkelte vil da begynde at regulere sin egen praksis i henhold til, hvad der er muligt under den givne diskurs. Det vil sige individet bliver selvregulerende og underlægger sig magten inden for en given diskurs. Som eksempel kan nævnes det tidligere omtalte begreb self-objectification, når fx en kvinde begynder at lægge make-up, fordi hun har internaliseret den dominerende diskurs om kvindekroppen som værende et seksualobjekt for mandens begær. Denne selvregulering kalder Foucault (som angivet i Burr, 2004) for disciplinary power, hvilket skal ses i modsætning til suveræn magt, hvor en magtfuld elite kontrollerer andre gennem vold, og fysisk straf. Disciplinary power er ifølge Foucault (som angivet i Burr, 2004) netop en magt-underlæggelse, man ikke selv er bevidst om, og han antog, at succesen af en diskurs er proportional med dens evne til at skjule sin egen konstruerede berettigelse. Burr (2004) forklarer, at en diskurs af samme grund ofte præsenterer sig selv som en naturlov. Som fx når dét, at mænd i en flok omtaler kvinder som seksuelle objekter, begrundes med, at mænd har et større og mere påtrængende seksuelt behov end kvinder, snarere end at denne adfærd skyldes socialisering ind i en diskurs, der normaliserer og berettiger mænd til denne adfærd. Foucault (som angivet i Burr, 2004) angiver, at en eller flere dominerende diskurser dog næppe er dominerende for tid og evighed, idet disse vil blive udfordret af andre sandhedsopfattelser. Her bliver Burr s (2004) mikro-socialkonstruktionisme relevant, også kaldet diskursiv psykologi. Hun forklarer, at diskursanalyse inden for dette perspektiv skal forstå som de konkrete diskurser, som individet gør brug af i en specifik samtalesituation for at skabe mening om sig selv og verden. Foucault (som angivet i Burr, 2004) antager, at magtudøvelse er muligt i alle relationer, og dermed har individet i de konkrete situationer mulighed for at yde modstand mod de dominerende samfundsdiskurser. Potter og Wetherell (1987) forklarer, at denne modstand fx lader sig gøre gennem positionering, det vil sige, ved at give udtryk for at være i besiddelse af en særlig position

14 Side 13 af 76 over for en eller flere andre og på den måde demonstrere magt eller submission, som omvendt også kan accepteres eller afvises af den anden i samtalen. Som eksempel kan nævnes, når en kvinde kalder sig selv for sportslig, når hun løber 80 km om ugen, for at positionere sig selv som sund, frem for at kalde sig selv for anorektisk for samme aktivitet, som ville positionere hende som psykologisk usund. Burr (2004) forklarer, hvordan der med alle positioner inden for en given diskurs følger visse rettigheder og pligter om, hvordan man kan og bør opfattes og omgås. Hun forklarer, at visse positioner derfor er mere undertrykte og efterlader mindre rum til at forandre magtfordelingen end andre mere magtfulde positioner. Som eksempel herpå kan nævnes, når en kvindelig stewardesse får ondt i ryggen af at gå i højhælede sko og ikke ønsker at bruge unødig tid om morgenen på at lægge make-up, inden for en personalepolitik og diskurs, hvor det kvindelige personales anstændighed afgøres af deres fremtræden i konventionel feminin påklædning. Denne stewardesses mulighed for at modsætte sig sin positions pligter beløber sig formentligt til en fratrædelse af stillingen. Kritik af socialkonstruktionismen Kritikerne af socialkonstruktionismen er mange, men jeg vil her begrænse mig til særligt to relevante kritikpunkter: kritikken af socialkonstruktionismens fornægtelse af essens og kritikken af dens manglende stillingtagen til moral. Burr (2004) forklarer, at socialkonstruktionismen udelukker eksistensen af essens i kraft af sin epistemologiske antagelse om, at der findes uendelige sandheder om virkeligheden. Hun forklarer, hvordan dette diskvalificerer psykologi som disciplin, både i forhold til idéen om, at der er et selv inde i mennesker, men også i forhold til idéen om, at dette selv kan gøres sundt relativt til noget essentielt usundt. Ifølge Burr (2004) anses mikro-socialkonstruktionismen med sit fokus på individets aktive udøvelse af sproget ganske vist for at give rum til det enkelte individs agens og medkonstruktion af virkeligheden. Men ikke desto mindre giver socialkonstruktionismen i denne sammenhæng ingen forklaring på hvorfor individet vælger visse diskursive sammensætninger og positioneringer frem for andre. Som Burr (2004, s. 179 og 180) mener, mangler socialkonstruktionismen derfor grundlæggende at forklare ønsker, drømme, håb, følelser og den enkeltes motivation for at investere i én specifik diskurs frem for en anden. Dette er særligt relevant for denne opgave, fordi en manglende anerkendelse af grundlæggende essens ville betyde, at opgavens konklusion i sidste ende ikke kan pege i retning af, hvordan det er muligt at skabe en virkelig sundere tilgang for kvinder til deres egen krop. Fra et socialkonstruktionistisk synspunkt ville en sådan tilgang kun være gyldig inden for den særlige konstruktion af psykologi

15 Side 14 af 76 med antagelse om essens. Dette hænger i høj grad sammen med den anden kritik af socialkonstruktionismen, som jeg ønsker at fremhæve; manglende stillingtagen til mere sande eller moralsk rigtige diskurser. Hvis man blot forlader sig på, at siden der findes mange sandheder om verden, så er de alle objektivt set - hvis objektivitet overhovedet findes inden for socialkonstruktionisme - lige sande og dermed lige værdige. På den måde bliver det svært nogensinde at drive samfundet i retning af noget bedre for kvinder, selvom der må anerkendes, at idéen om at dette bedre hurtigt kan vise sig at være en konstrueret illusion. Af denne grund bør man forholde sig kritisk over for den radikale fornægtelse af essens og den relativistiske moral, som socialkonstruktionismen anlægger, men samtidig bør denne retnings bidrag til psykologien anerkendes i kraft af dens fokus på, hvordan mennesket gennem konstruktionen af diskurser bliver aktive medskabere af virkeligheden. Post-feminismen Efter ovenstående redegørelse for socialkonstruktionisme og diskursteori følger nu en redegørelse for post-feminismen med en indledningsvis kort redegørelse for de tre såkaldt feministiske bølger, som kan anses for at være tre historiske samfundsdiskurser inden for feministisk teori. Dette gøres for at skabe en forståelse for post-feminismens historiske rødder, idet en egentlig redegørelse for post-feminismen følger bagefter. Tidligere feministiske bølger Inden for feministisk litteratur og ud fra et makro-socialkonstruktionistisk synspunkt, taler man om tre feministiske bølger. Den første bølge af feminisme fandt ifølge Rösing og Ørum (2012) sted omkring midten af 1800-tallet og fortsatte til ind i starten af 1900-tallet. De forklarer, at denne bevægelse primært kæmpede for lige rettigheder mellem mænd og kvinder på det juridiske område. Fokus var derfor blandt andet kvinders adgang til uddannelsesinstitutioner og erhverv på lige fod med mænd og ikke mindste stemmeretten. Ifølge Whelehan (1995) tog den anden bølge af feminisme for alvor form i slutningen af 1960 erne og fortsætter op igennem 1980 erne. Hun forklarer, at hvor feminismens første bølge i starten af 1900-tallet kæmpede for politiske og juridiske rettigheder, så fokuserede den anden bølge snarere på et opgør omkring sociokulturelle omgangsformer. Holmes (2000) beskriver, hvordan den anden bølge bragte dagligdagens magtrelationer mellem kønnene på dagsordenen, og hvordan denne anså et patriarkalsk domineret samfund for at repræsentere kvinder i underlagte stereotype roller, som fx husmødre og

16 Side 15 af 76 sexobjekter. Stærkt inspireret af Foucault anlægger blandt andre Bartky (1990) den teori, at selv om det ikke direkte afspejles i lovgivningen eksisterer der en diskurs, hvor kvinden gøres til objekt for manden. Hun antager, at kvinden i kraft af disciplinary power netop har internaliseret en mandlig observatør, ud fra hvilken, kvinden disciplinerer sig selv og indgår i en omfattende skønhedspraksis, fx lægger make-up og påfører huden cremer, og underlægger sine kropslige bevægelser censur ud fra, hvad en sådan internaliseret anonym mandlig observatør ville tænke om hende. Fx henviser hun til analyser, der viser, at kvinder har en helt anden kropsholdning og væren i verden på end mænd. Hvor kvinder oftere sidder med armene ind til kroppen og benene samlede eller over kors sidder mænd oftere med åbne ben og breder sig mere med kroppen, idet fx armene oftere ses placeret længere ud fra kroppen. Dette ifølge Bartky (1990) fordi visse kropsholdninger snarere end andre muliggøres gennem en diskurs, hvor kvinden er underlagt en seksuel orden, hvor mandens seksualitet er den dominerende. Den i indledningen omtalte teori Objectification Theory kan siges at være en teori, som stammer fra feminismens anden bølge, idet flere af teoriens hypoteser stemmer overens med og er inspireret af teoretikere som blandt andre Bartky. Bartky (1990) teoretiserer, at kvinders oplevede skam over deres eget udseende er et udtryk for internaliseringen af denne patriarkalske standard. Hun antager samtidig, at idet kvindernes adfærd netop sker i kraft af disciplinary power, så ligner det, at adfærden er frivillig og i den forstand selvvalgt, og at denne orden er naturlig, fordi der ikke som sådan er en egentlig autoritær magt, som udøver sanktioner, hvis kvinderne ikke følger disse praksisser. Bartky (1990) forklarer endvidere, at denne påstand ofte møder modstand i kraft af argumenter om, at det ikke kun er mænd, som tænker mindre om kvinder, der ikke underlægger sig denne praksis, men at kvinder også indgår i denne praksis for at undgå at blive set ned på af andre kvinder. Bartky (1990) forklarer dog dette med, at idet alle kvinder indgår i denne praksis af samme årsag, og fordi denne orden er usynlig og internaliseret som en naturlig del af kvindernes selv, er det blot en selvfølge, at denne orden også opretholdes kvinder imellem. Samtidig forklarer hun, at man ikke som sådan skal forstå disse magtrelationer, som udøvet gennem mænd, men at magten netop er over alt og ingen steder. Den udøves i følge hende af alle, men samtidig af ingen specifik person, idet den netop eksisterer som en makrostruktur i samfundet og udøves dagligt i hverdagspraksis. Bartky s (1990) teori repræsenterer derfor på mange måder den del af feminismens anden bølge, som beskæftiger sig med fokus på kvinders udseende, hvor kvinden anses for at være undertrykt i kraft af hendes objektposition i forhold til mandens seksualitet. Budgeon (2011) forklarer, at den tredje bølge af feminisme er vor dages moderne feministiske kamp for til stadighed at opnå fuld ligestilling både juridisk og relationelt, som i modsætning til

17 Side 16 af 76 tidligere kollektive bølger kæmpes ud fra den enkelte kvindes individuelle forhold til feminisme snarere end som en kollektiv modstand. Hun forklarer samtidig, at feminismens tredje bølge er svækket sammenlignet med de to foregående bølger, da den post-feministiske diskurs udgør en slags konkurrence til den tredje bølge. Gill og Scharff (2011) forklarer dog, at der er uenighed om, hvad termen post-feminisme præcist indebærer, og at der nogle gange stilles lighedstegn mellem denne og den tredje bølge af feminisme. I denne opgave anlægges, som tidligere angivet, en forståelse af post-feministisk diskurs, sådan som den fremstilles af blandt andre Gill (2007) og McRobbie (2009). Det vil sige en diskurs, hvor kampen for ligestilling er blevet vundet, og hvor feminisme i traditionel forstand ikke blot tilhører fortiden, men udgør en fornærmelse for det neoliberalistiske kvindelige subjekt. I overensstemmelse med Budgeon (2011) forstår jeg derfor post-feminisme som værende noget særskilt fra den tredje bølge af feminisme. Post-feminismen som forankret i neoliberalismen McRobbie (2009), som er kritisk over for den post-feministiske diskurs, daterer post-feminismen til for alvor at tage sin begyndelse i 1990 erne. Gill (2007) forklarer, at post-feminismens er forankret i neoliberalismen, og at post-feminismens antagelser derfor er nært beslægtede med denne strømning. Ifølge Gill og Scharff (2011) er neoliberalisme overordnet set en politisk og økonomisk filosofi, som antager, at social velfærd vil blomstre, hvis blot man maksimerer de frie markedskræfter. De forklarer, at dette har medført en forandring i politiske og økonomiske foranstaltninger, som har medført mere privatisering, samtidig med en nedregulering af den offentlige sektor. Ifølge Gill (2007) forstås individet inden for en neoliberalistisk diskurs som autonomt og frigjort, og som et rationelt subjekt, der gennem rette valg og rette konsum forsøger at forbedre sig selv. Hun forklarer, at identitetsskabelsen under neoliberalismen forandres radikalt, idet identitetsskabelsen bliver et personligt projekt for subjektet, og det forventes af den enkelte, at denne skaber succes gennem sine valg i kraft af at være et fornuftigt subjekt. Budgeon (2011) forklarer, at ulighed i samfundet derfor anses for at være selvforskyldt, grundet den enkeltes manglende evne til at tage de rigtige valg. Denne betragtning indebærer fx, at en kvinde er selvforskyldt, hvis hun er overvægtig, idet valget angående livsstil netop er kvindens eget ansvar. Post-feminisme som både anti-feminisme og pro-feminisme på samme tid McRobbie (2009) baserer sin teoridannelse omkring post-feminismen på analyser af diverse medier og populærkultur. Hun forklarer, hvordan post-feminismen paradoksalt nok både tager

18 Side 17 af 76 feminisme i betragtning, samtidig med, at den afviser feminismens berettigelse. Hun mener, at hvor den anden bølge feminisme kritiserede, at kvinden blev tvunget ind i visse roller, så kritiserer postfeminismen grundlæggende feminismen for at frarøve kvinder friheden til at vælge de selv samme roller, som fx at blive gift, få børn og være hjemmegående. Herved antages feminismen at tvinge kvinder ud i en ensom tilværelse. McRobbie (2009) forklarer samtidig, at feminismen beskyldes for at fratage kvinder retten til at dyrke deres eget udseende og seksualitet og nyde at være kvinde uden at skulle undskylde for angiveligt at deltage i en patriarkalsk samfundsdiskurs, hvor denne skønhedspraksis anses for at være for mændenes skyld, snarere end for kvindens egen glæde. Ifølge McRobbie s (2009) analyse beskylder post-feminismen derfor feminismen for nærmest at være skyld i kvinders manglende glæder i livet. McRobbie (2009) mener endvidere, at postfeminismen anlægger det syn, at den enkelte kvinde, i kraft af sin frihed til at vælge, genvinder magt og dermed sættes fri af både patriarkalsk og feministisk samfundsorden. Som Gonick (2006) angiver, fremlægger post-feminismen derfor troen på, at grænserne er uendelige også for kvinder, så hvis bare de kæmper hårdt nok, kan de blive, hvad det vil. McRobbie (2009) forklarer, at man samtidig med denne afvisning af feminismen opfatter ligestilling som et overstået projekt, hvor kvinder nu positioneres på lige fod med mænd, som uafhængige og privilegerede subjekter - deraf navnet post-feminisme - som en slags ny æra efter en overstået og vunden kamp. Post-feminismen tager dog ifølge McRobbie (2009) paradoksalt nok samtidig feminisme med i betragtning, idet den opfatter kvinders frie valg som en slags feminisme, idet kvinder i kraft af deres valg bliver magtfulde og frigjorte. Som Cohen (2006; som angivet i Lazar, 2011) udtrykker det: Så længe en kvinde foretager et valg, tæller valget som feministisk. (Cohen, 2006, som angivet i Lazar, 2011, s. 44, min oversættelse). Derfor mener McRobbie (2009), at post-feminismen både tager feminisme i betragtning i kraft af kvinders magt og ret til at vælge, samtidig med at den afviser den, både som undertrykkende i sig selv og som en kamp tilhørende fortiden. Budgeon (2011) antager endvidere, at kvinder i dag, snarere identificerer sig med sin generation end med sit køn. Af samme årsag kritiserer McRobbie (2009) post-feminismen for at spolere kollektiv modstand og for at holde den enkelte kvinde ansvarlig for sin egen ligeværdighed. Retten til skønhed I tråd med ovenstående afsnit beskriver Lazar (2011), at den anden bølge af feminisme kritiseres for unødigt at afholde kvinder fra at indgå i skønhedspraksis, der af post-feminismen anses for at være nydelsesfuld og selvvalgt blandt kvinderne, og derfor hyldes som kvinders ret til skønhed. Derfor er post-feminismen også ifølge Gill (2007) først og fremmest kendetegnet ved et skifte fra

19 Side 18 af 76 kvinden som seksuelt objekt, til kvinden som seksuelt subjekt. Lazar (2011) har analyseret skønhedsindustriens markedsføring i Singapore bestående af reklamer fra både internationale brands og mere lokale mærker. Hun finder ved denne analyse en enighed på tværs af nationalitet i reklamernes diskurs. Denne post-feministiske diskurs i reklamerne anlægger den holdning, at kvinder gennem de rette konsumvalg, det vil sige ved at købe og bruge de rigtige skønhedsprodukter, kan opnå frihed og ressourcer. Fx loves kvinder at blive frie fra at begrænse sig selv, når deres krop ikke ser ud som den bør ud fra reklamernes snævert definerede skønhedsidealer, (Lazar, 2011, s. 39, min oversættelse). Lazar (2011) forklarer da, hvordan kvinder loves at blive befriet fra kroppens uperfektheder til fx at kunne gå i det tøj, de vil. Mulighederne for perfektion er uendelige, hvis bare kvinderne selv tager de rigtige valg og gør noget for det. Ifølge Lazar (2011) viser dette samtidig en diskurs, hvor man dømmes, for at vise en upassende krop. I reklamerne konstrueres disse valg ikke desto mindre, som noget kvinderne selv ønsker, snarere end som noget de er underlagt. Det eneste valg, som reklamerne ifølge Lazar (2011) dog ikke præsenterer, er retten til at lade være med at købe og retten til ikke at rette sig ind efter skønhedsidealerne. Lazar (2011) kritiserer, at idet reklamerne giver indtryk af, at der i virkeligheden kun er ét rigtigt valg, så udgør diskursen en falsk frihed for kvinder. McRobbie (2009) mener i den forbindelse, at skønhedsindustrien har overtaget den patriarkalske bedømmelse af kvindens udseende, for at tjene flere penge ved at skabe angst blandt kvinder for ikke at leve op til idealerne. I en tilsvarende analyse af Press (2011) angående det populære tv-program America s next top model, finder man ligeledes en post-feministisk diskurs, som lover kvinder social mobilitet, hvis bare de vælger at forbedre deres eget udseende. Programmet går ud på at en række unge kvinder, som indledningsvis vælges på grund af deres skønhed, får muligheden for at forbedre deres udtryk om muligt endnu mere i jagten på at vinde konkurrencen om en modelkontrakt. Ifølge Press (2011) har programmet implicit en kritik af den anden bølges afstandtagen til skønhedspraksis, idet dette program netop fremstiller objektivisering af kvindekroppen som en videnskab, der kan og bør læres, hvis man vil udnytte sin femininitet til at opnå social mobilitet. Hun forklarer, hvordan hele programmet placeres inden for en empowering diskurs, hvor kvinderne netop søger at perfektionere deres objektive værdi for at opnå en værdifuld karriere. Press (2011) forklarer, hvordan dette i tråd med post-feminismen anses for at være muligt for deltagerne gennem de rette valg og hårdt arbejde. Retten til skønhed er ligeledes et mantra, som går igen i Tincknell s (2011) diskursanalyse med fokus på make-over programmer i tv. Hun forklarer, hvordan disse grundlæggende handler om, at forbedre udseendet for kvinder, som dømmes særligt uattraktive. Tincknell (2011) finder her en

20 Side 19 af 76 diskurs ud fra post-feminismen, hvor kvindens krop grundlæggende anses for at bestå af en række uacceptable kropsdele, som der utrætteligt skal arbejdes på. Den eneste rigtige version af kvinden er den seksuelt attraktive, og programmet går da ud på at genskabe dét, som kvinden har mistet. Tincknell (2011) bemærker, at kvindernes negative tanker og følelser omkring deres eget udseende tilskrives en selvfølgelighed i kraft af, at de har negligeret sig selv. At kvinderne har det dårligt med sig selv, er dermed deres eget ansvar. Post-feminismen fremlægger dermed skønhed som en ret snarere end en pligt, som ikke desto mindre kræver, at kvinder til stadighed tager det rigtige valg om, at gå op i deres udseende på den rigtige måde. Dette tilvalg af skønhed fremlægges dog stadig som frit. Kvinden som seksuelt frigjort og magtfuld Harvey og Gill (2011) mener, at post-feminismen også i høj grad anlægger et syn på kvinden som seksuelt frigjort med fokus på egne lyster og behov snarere end kvinder som passive objekter, hvad angår seksualitet. De har analyseret diskursen i et engelsk tv-show kaldet The Sex Inspectors, som handler om, at to eksperter giver råd til et par, hvis sexliv efter eget udsagn er utilfredsstillende. Harvey og Gill (2011) finder her en diskurs, hvor kvinden ofte fremstilles som værende ansvarlig for, at mandens seksuelle behov dækkes, omend denne diskurs fremstilles, som noget kvinden selv ønsker. De forklarer, hvordan kvinderne i programmet rådes til at gøre sig sexede for deres egen skyld, men hvor denne sexethed i sidste ende vurderes ud fra, hvad deres mand synes. Det vedholdes dog, at kvinderne frivilligt tager dette valg, og at de bør gøre sig sexede for deres egen skyld. Harvey og Gill (2011) fortæller, at diskursen i programmet fremstiller den sunde kvindelige seksualitet som løssluppen, grænsesøgende og klar på lidt af hvert, samtidig med, at kvinden fortælles, at hun i kraft af sin seksualitet, kan opnå magt i forholdet og manipulere manden til, at hun får sin vilje. De argumenterer for, at diskursen i tv-programmet er en del af den større postfeministiske strømning. I tråd hermed anlægger McRobbie (2009) den antagelse, at en succesfuld post-feministisk kvinde går til pole-dance, er frisk på at tage med på strip-klub, som et udtryk for hendes egen seksuelle løssluppenhed, og samtidig tillader hun sig selv at være genstand for den gammeldags sexisme med seksuel objektivisering af kvinder, idet dette blot bekræfter hendes magtfuldhed i kraft af hendes seksualitet. Under post-feminismen er kvindens seksualitet dermed noget, hun dyrker for egen vindings skyld, og ikke noget hun stræber efter, fordi hun er underlagt en patriarkalsk samfundsdiskurs, der seksuelt objektiviserer kvinder.