Juli 2006. Jobskabelse i det sociale arbejde med sindslidende - et forslag til en integreret model

Juli 2006 Jobskabelse i det sociale arbejde med sindslidende - et forslag til en integreret model

2

Forord Hermed foreligger den tværgående rapport af praksisforskningsprojektet JOBFORS, der blev gennemført i perioden 2002 til 2004. JOBFORS havde til formål at skaffe praktisk viden om, hvordan man laver permanente jobforløb på et højt fagligt niveau. Vi forsøgte at skaffe denne viden gennem en række systematiske forsøg med jobforløb med de samme grundlæggende komponenter, men under forskellige vilkår. Projektet skulle kunne svare på følgende spørgsmål: 1. Hvilke forhold skal der særligt tages hensyn til, og hvordan kan det i praksis gøres, hvis der i samarbejde med den sindslidende skal udvikles bæredygtige jobforløb? 2. Hvilke forhold skal være tilstede på de enkelte arbejdspladser, for at mennesker med en sindslidelse kan fungere stabilt på en arbejdsplads? 3. Hvorledes skal samarbejdet mellem den sindslidende, det offentlige og virksomheden være, for at arbejdsforløbet virker. Forsøgene blev gennemført og beskrevet af de praktikere, der gennemførte dem, og resultatet foreligger som en række rapporter fra deltagerne. Center for evaluering har analyseret og formidlet resultaterne i denne sammenfattende rapport. Projektet havde endvidere til formål at videreudvikle metoder til praksisforskning i det sociale arbejde med sindslidende. Specielt forventedes det, at anvendelsen af hypotesetestende casestudiemetoder kunne testes, og at der blev afprøvet forskellige metoder til inddragelse af brugerne i processen. Den tværgående rapport er forfattet af evaluator cand.mag. Hans Knudsen og evalueringschef, cand.psych. Knud Ramian. Juli 2006 Knud Ramian Evalueringschef ISBN-nr.: 87-91149-67-3 3

4

Indholdsfortegnelse Resumé, konklusioner og internationale erfaringer...7 Baggrund for projektet...7 De danske erfaringer i lyset af den internationale forskning...10 De internationale erfaringer...10 JOBFORS og de internationale erfaringer...11 Den fremtidige udfordring...12 JOBFORS - et praksisforskningsprojekt...13 Baggrund...13 Formål...14 Om JOBFORS...14 Metode...15 Principperne i projektet...16 Dialogerne i netværket...16 Netværksseminarer...16 Udvælgelse af deltagere...16 Den direkte støtte...17 Hvordan skal resultaterne fra praksisforskning i et videnskabende netværk vurderes?...18 Organisation...20 Projekterne - en præsentation...21 Café Utopia - Mesterlære - Arbejdsmiljø...21 Toldbodhus Skole - Undervisning - Netværksgrupper...22 Nicheværkstedet - Mesterlære - Arbejdsmæssigt kompetenceniveau...23 Værkstedet Udsigten - Stresshåndtering - Undervisning...25 Revacenter Randers - Virksomhedsrevalidering - Parallelprocesser...25 De fem JOBFORS-projekter på tværs...27 Indledning...27 Arbejde som værdi...27 Begrebet træning...28 Arbejdsmæssig opkvalificering...28 Afklaring...28 Gensidig tilpasningsproces (matchning)...29 Praktik...29 Virksomheden...29 Tilbuddet...30 Opfølgning...30 Den særlige komponent...30 Konklusioner...33 Konklusion 1...33 Konklusion 2...34 Konklusion 3...34 Internationale erfaringer og JOBFORS...37 De internationale erfaringer...37 JOBFORS og de internationale erfaringer...38 Afslutning...41 Bilag: JOBFORS - tværgående programteori...43 Henvisninger...51 Adresser...53 5

6

Resumé, konklusioner og internationale erfaringer Baggrund for projektet JOBFORS havde til formål at skaffe praktisk viden om, hvordan man laver permanente jobforløb på et højt fagligt niveau. Vi forsøgte at skaffe denne viden gennem en række systematiske forsøg med jobforløb med de samme grundlæggende komponenter, men under forskellige vilkår. Projektet skulle kunne svare på følgende spørgsmål: 1. Hvilke forhold skal der særligt tages hensyn til, og hvordan kan det i praksis gøres, hvis der i samarbejde med den sindslidende skal udvikles bæredygtige jobforløb? 2. Hvilke forhold skal være tilstede på de enkelte arbejdspladser, for at sindslidende mennesker kan fungere stabilt på en arbejdsplads? 3. Hvorledes skal samarbejdet mellem den sindslidende, det offentlige og virksomheden være, for at arbejdsforløbet virker. Forsøgene blev gennemført og beskrevet af de praktikere, der gennemførte dem, og resultatet foreligger som en række rapporter fra deltagerne. Center for evaluering har analyseret og formidlet resultaterne i en denne sammenfattende rapport og i artikler samt ved seminarer. Projektet havde endvidere til formål at videreudvikle metoder til praksisforskning i det sociale arbejde med sindslidende. Specielt blev det forventet, at anvendelsen af hypotesetestende casestudiemetoder kunne testes, og at der blev afprøvet forskellige metoder til inddragelse af brugerne i processen. Om JOBFORS JOBFORS var et samarbejde mellem fem forskellige projekter, der har lært af hinandens erfaringer og derigennem skabt mere viden, end man kan opnå gennem enkeltstående projekter. De har samarbejdet i et videnskabende netværk. Et videnskabende netværk er en lille gruppe af projekter, der planlægger et systemastisk forsøg på at beskrive deres metode, og som indsamler deres erfaringer i løbet af et års tid i forhold til en række udvalgte cases. De mødes ca. hveranden måned og kan trække på meget konsulentbistand og anden form for projektstøtte. Deltagerne i JOBFORS var: Cafe Utopia, der er et socialpsykiatrisk tilbud under Ringkjøbing Amt og Holstebro Kommune, Toldbodhus Skole (AOF) i Svendborg (skolen er for voksne med psykiske lidelser/problemer, der ikke kan profitere af det traditionelle arbejds- og uddannelsessystem), Nicheværkstedet, der er et selvstændigt projekt under administration og ledelse af revalideringsvirksomheden Væksthuset i København, Værkstedet Udsigten i Odense (Udsigten deltog med deres forrevalideringstilbud og er et socialpsykiatrisk beskæftigelsestilbud under Fyns Amt) og Revacenter Randers, der er et revalideringstilbud under Århus Amt. 7

6 grundlæggende faktorer Arbejde som værdi Motivation Afklaring Matchning Organisering Opfølgning Der er almindelig enighed i de 5 deltagende projekter om, at en opfattelse af arbejdet som værdi er et væsentligt, grundlæggende forhold, der skal være tilstede hos den sindslidende, for at et jobforløb skal kunne lykkes. At dette forhold tillægges så stor betydning skyldes blandt andet, at hvis denne opfattelse ikke er tilstede, vil det være overordentlig vanskeligt at få det skift i identitet (fra syg til arbejdstager), der er nødvendigt for at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Et andet forhold, der i alle projekter anses for vigtigt, er de sindslidendes motivation. Det ligger implicit i de foretagende undersøgelser, at man her skelner mellem motivation som et udgangspunkt, og motivation skabt gennem forskellige former for træning, undervisning, relationsarbejde, praktik o.l., altså gennem længerevarende forløb. Er motivationen til stede i udgangspunktet, viser resultaterne, at man med fordel kan udplacere den sindslidende relativt hurtigt og erstatte institutionsbundne forløb, med forløb designet individuelt og udført parallelt med personens integration på den enkelte arbejdsplads. Et tredje vigtigt forhold, man skal være opmærksom på, er betydningen af en grundig afklaring af personens erhvervsmæssige erfaringer og ønsker, kvalifikationer og kompetencer, således at der fra starten kan lægges en realistisk plan for personens erhvervsvalg eller lægges en realistisk plan for et forløb, der kan bibringe personen de kvalifikationer og kompetencer, der skal til for at bestride et givet job. Et sådant forløb kan have karakter af mesterlære, undervisning kombineret med praktik eller med forskellige former for træning af f.eks. sociale kompetencer. Et fjerde forhold er at sikre den sindslidendes villighed i at indgå i den gensidige tilpasningsproces (matchning), det vil sige, indgå aktivt i interaktionen med sagbehandler og virksomhed for at opnå den tillid, der skal til, for at alle parter tror på sagen. Et femte forhold ligger i organiseringen af arbejdet på den enkelte virksomhed. Her er det betydningsfuldt, at man er i stand til at lade den enkelte arbejde i en fast struktur, der er individuelt tilpasset, men tilpas fleksibel, således at den sindslidende får de hensyn og den arbejdstid, der passer den pågældende. Et sjette element er opfølgningen efter et job er etableret. Opfølgningen kan bestå af flere formelle elementer: 1) organiserede møder mellem bruger, tilbud og virksomhed, 2) organiserede møder mellem tilbud og bruger, 3) organiserede møder mellem virksomhed og tilbud, 4) kontaktpersonsordning på virksomhed og 5) livlinefunktion mellem virksomhed og bruger til tilbuddet. Det helt væsentlige i opfølgningen er korte, effektive informationskanaler og et hurtigt interveneringsberedskab i tilfælde af pludseligt opståede kriser eller problemer. 8

Er disse grundlæggende forhold gennemtænkt, organiseret - og virker, er der god grund til at formode, et givet jobforløb vil få en god begyndelse 1. 4 grundlæggende elementer hos virksomheden For at mennesker med en sindslidelse kan fungere optimalt på Socialt engagement en virksomhed, er det vigtigt, at virksomheden har et socialt engagement og generelt har en kultur, hvor der er plads til lidt Kultur Reel arbejdskraft skæve eksistenser. Det er vigtigt, at denne kultur er reel og Samarbejde ikke kun gælder for ledelsen og i ledelsens selvforståelse. Det er ligeledes vigtigt, at virksomheden ser den sindslidende som en reel arbejdskraft, som man har et arbejdsmæssigt udbytte af at ansætte. Det er også vigtigt, at virksomheden er indstillet på at samarbejde med tilbuddet og brugeren, både i det daglige (evt. kontaktpersonsordning), men også på det mere formelle plan i form af møder med tilbuddet, deltagelse i den generelle vurdering af brugerens arbejdsevne, deltagelse i den gensidige tilpasningsproces og deltagelse i arbejdstilrettelæggelsen, så den bliver så fleksibel og individuelt tilpasset som mulig. 5 grundlæggende elementer til samarbejdet Samarbejdet mellem den sindslidende, det offentlige og virksomhederne kan deles op i fire faser, i hvilke aktørerne agerer Entydigt fokus Indgangsfase på forskellig måde i forhold til hinanden, og hvor alle ikke nødvendigvis er med i samarbejdet hele tiden, men naturligvis over- Jobsøgningsfase Matchning ordnet vil være til stede uanset samarbejdskonstellationen. Fælles for faserne er imidlertid, at de har et entydigt beskæftigelsesfokus. Disse faser kan være 1) en indgangsfase, 2) en job- Beskæftigelse søgningsfase, 3) en gensidig tilpasningsproces og 4) beskæftigelsesfasen. Indgangsfasen er den fase, hvor den sindslidende møder tilbuddet, hvor den grundlæggende tillid bliver skabt. Det er ligeledes i denne fase, den grundlæggende afklaring sker i forhold til erhvervserfaring, kvalifikationer, kortlægning af kompetencer, undervisning, og hvilke former for træningsforløb, der er behov for. Når der er etableret et realistisk fundament for en egentlig beskæftigelse, går man ind i et egentlig jobsøgningsforløb. Jobsøgningsforløbet kan ske ved, at tilbuddet og den sindslidende i fællesskab screener feltet for egnede virksomheder og udvælger de mest relevante, som dernæst kontaktes. Eller tilbuddet undersøger feltet, og dernæst, sammen med brugeren, udvælger dem, man vil gå videre med. En tredje mulighed er, at brugeren finder en virksomhed, som man sammen med tilbud- 1 Der henvises til de enkelte rapporter og JOBFORS programteori i bilag. 9

det går videre med. Når virksomheden eller virksomhederne er fundet, går man videre med den gensidige tilpasningsproces (matchningen). Den gensidige tilpasningsproces er karakteriseret ved, at alle tre aktører deltager i forløbet. Processen gennemløber en række procedurer, hvor den sindslidende og virksomheden kan få vished for, om der er basis for enten et praktikforløb eller en egentlig beskæftigelse. I denne proces fastlægges også de strukturer, indenfor hvilke den sindslidende og virksomhederne kan agere i forhold til tilbuddet, når jobforløbet starter. Samarbejdet i beskæftigelsesfasen er præget af forskellige roller: 1) Det daglige samarbejde mellem virksomheden og den sindslidende, 2) Samarbejdet mellem virksomhed, bruger og tilbud, 3) Samarbejdet mellem virksomhed og tilbud og 4) Samarbejdet mellem bruger og tilbud. Alt dette foregår foregår i fastlagte strukturer. Det vigtigste element, eller den kritiske faktor i alle samarbejdsprocesserne, er tilbuddet. Hvis tilbuddet ikke opfylder de krav og forventninger, som dels den sindslidende og dels virksomhederne har, er der gode muligheder for, at et givet jobforløb ikke bliver til noget, eller at et påbegyndt forløb afsluttes før end nødvendigt. Tilbuddets rolle er med andre ord helt afgørende, for at et givet jobforløb virker. De danske erfaringer i lyset af den internationale forskning De internationale erfaringer I 2001 udgav Center for evaluering en artikel, hvor vi kortlagde Fokus på arbejde tendenserne i den internationale - primært engelske og amerikanske - måde at anskue jobskabelse for sindslidende på (Knud- Åbent for alle Tempoet sen, 2001). Forskningen var primært fokuseret på, som det ene, Parallelprocesser hvilke brugere der ville reagere bedst på støtte til at finde og Ønsker fastholde et job, afhængig af deres individuelle karaktertræk, det vil sige hvilken baggrund og hvilken betydning, den har for personernes succes på arbejdsmarkedet. Som det andet var forskningen fokuseret på den metodiske tilgang til jobskabelsen. Siden da er der kommet en række reviews på feltet. Den bedste har vi fundet hos amerikaneren Gary R. Bond (2004). Han har i en bredt anlagt undersøgelse sammenfattet den nyeste forskning på området. I denne undersøgelse sammenfatter han 6 punkter i en model for beskæftigelse på særlige vilkår (Supported Employment), punkter som kan evidensbaseres og evidensbaseres i rimelig grad. Bond definerer i den forbindelse beskæftigelse på særlige vilkår, som: 1) Beskæftigelse på en virksomhed og på vilkår, der ligner en ordinær beskæftigelse (status) og 2) Projekter (programs) der har til opgave at finde denne form for beskæftigelse for personer med et handicap. Bonds definitioner kan ikke uden videre overføres til danske for- 10

hold, men det der er vigtigt, er at fokus ligger på arbejde og ikke på dagcentre, frivilligt arbejde o.l. Det andet punkt i modellen er, at det er for alle. Det eneste krav for at deltage er lyst til at arbejde, ingen holdes ude på grund af manglende arbejdsmarkedsparathed, diagnose o.l. Det tredje punkt er tempoet, i og med man ikke finder belæg for, at længerevarende interne forløb tjener noget formål, når personer skal placeres på arbejdsmarkedet. Det fjerde punkt kan defineres som etablering af parallelprocesser, det vil sige, at behandlingen og andre tilbud til den enkelte flytter med ud i beskæftigelsen så at sige. Det femte punkt handler om, at man så vidt muligt forholder sig til personens personlige præferencer i forhold til jobønsker, styrker og tidligere arbejdserfaringer. Det sjette punkt er en tidsubegrænset og individuel støtte i forhold til arbejdsforholdet. JOBFORS og de internationale erfaringer Som tidligere nævnt kan disse erfaringer ikke umiddelbart omsættes til danske forhold, dertil er de samfundsmæssige modeller for forskellige, og de måder, man organiserer indsatsen på, befordrer heller ikke en direkte komparitet. Men når dette er sagt, ligger der alligevel en række interessante begrebsmæssige sammenfald mellem disse tanker og JOBFORS' overordnede programteori, og i nogen omfang i de enkelte projekter. Det, der falder i øjnene, er det basale fokus på arbejde. Begrebet arbejde defineret som lønarbejde på en virksomhed under en eller anden form - ikke at forveksle med frivilligt arbejde, dagtilbud, simpel montagearbejde på diverse tilbud o.l. Ser vi på JOBFORS, er fokuseringen på arbejde centralt i de projekter, der rent lovgivningsmæssigt er forpligtet til have det fokus, det vil sige revalideringsinstitutionerne. Derudover har Café Utopia og Toldbodhus Skole det samme fokus. Udsigten har ikke den samme entydige vinkel på begrebet arbejde. Fokus på arbejde er også væsentligt i forhold til et brugerperspektiv. Arbejde som værdi fremstår som en grundlagskomponent i JOBFORS' programteori; en komponent der indikerer, at personer, der ikke har lysten, motivationen og kan se arbejdet som værdi i sig selv, ikke spåes de store chancer for en karriere på arbejdsmarkedet. Man kan hertil indvende, at motivation, lyst og begrebet arbejde som værdi er begreber, der kan indlæres, men alt andet lige kan det være en langvarig og bekostelig affære. Er de ovennævnte begreber til stede, er der imidlertid tilsyneladende ikke noget til hinder for, at placeringer på arbejdsmarkedet kan ske i et ganske hurtigt tempo, som forskningen også peger på. I forhold til JOBFORS afprøvede man denne model både med hurtig udplacering og med etablering af parallelprocesser i projektet i Ran- 11

ders, med lovende resultater. Det gælder for alle projekterne i JOBFORS, at de i større eller mindre grad forholder sig seriøst til personernes individuelle præferencer. Det, der ikke er afprøvet i JOBFORS, er at princippet om, at alle skal kunne deltage, og at ingen afvises af diverse grunde. Dette forhold skyldes de kontekstforhold, de forskellige projekter var indlejret i. Nogle var private, andre i socialpsykiatrien og atter andre var i de amtslige arbejdsmarkedsafdelinger, og der var til alle tilbuddene et visitationskrav. At denne problemstilling ikke er efterprøvet i JOBFORS er imidlertid ikke ensbetydende med, at den type af tilbud ikke eksisterer. Center for evaluering har netop færdiggjort en evaluering af Gallos jobformidling, hvor jobkunderne, som de benævnes, kommer ind direkte fra gaden og efterspørger et arbejde (Knudsen, 2006). Evalueringen viser, at jobformidlingen har gode resultater med deres placeringer på arbejdsmarkedet. Den fremtidige udfordring Principperne, som de fremstår i JOBFORS' programteori, Etablering af enhed synes således at være i overenstemmelse med den eksisterende internationale evidens. Det peger på, at det bør an- Adgang for alle Hurtig udplacering befales at anvende denne viden som grundlag for den Parallelprocesser fremtidige udvikling, også i Danmark. Problemet er naturligvis, at ingen af de erfaringer, man har gjort sig andre Længerevarende opfølgning Forskning steder, samlet set bliver afprøvet her i fuldt omfang, men vægtes forskelligt projekt for projekt. Udfordringen kunne derfor være at etablere et nyt forsøgsprojekt, hvor man systematisk afprøver en model, der tager højde for alle elementerne, som der er evidens for virker. Sådanne modeller kunne udvikles og afprøves som en decentral netværksmodel med en indbygget forskningsforpligtelse, med henblik på at se, i hvor stort omfang erfaringerne kan bruges i Danmark. Et sådant projekt kunne i skitse se således ud: Deltagene i netværket kan komme fra hele landet. Med udgangspunkt i fem til syv eksisterende tilbud etableres der en lille enhed (2 personer), der forpligter sig til at arbejde med jobskabelse ud fra disse principper: 1) adgang for alle, der har lyst, 2) hurtig udplacering, indenfor en måned, 3) etablere de relevante parallelprocesser, 4) give længerevarende og individuel støtte og 5) deltager i forskningsprojektet. Enheden trækker i fornødent omfang på de kompetencer, der er tilstede i tilbuddet. Forskningsprojektet organiseres som et praksisforskningsprojekt efter samme grundmodel som JOBFORS. Resultaterne fra projektet kunne medvirke til en mere fokuseret og metodisk indsats på beskæftigelsesområdet. 12

JOBFORS - et praksisforskningsprojekt Baggrund I takt med udbygningen af socialpsykiatrien i amter og kommuner er man i stigende grad begyndt at interessere sig for indsatsen overfor sindslidende i forhold til arbejdsmarkedet. Denne indsats foregår både i amter og kommuner og i forskellige systemer. I Århus Amt arbejder man indenfor revalideringssystemet, i Ringkjøbing Amt med cafédrift, og i forskellige kommuner arbejder man i skæringspunktet mellem socialpsykiatri og tankerne om det rummelige arbejdsmarked. Sindslidende er forskellige som alle andre - hver person har sin historie, sin erfaring, sin uddannelse og sit erhverv. I arbejdet med sindslidende og arbejdsmarkedet, må man derfor trække på både socialfaglige, lovgivningsmæssige og personlige kompetencer og forholde sig til mange forskellige samarbejdspartnere. Derfor er det metodiske værktøj centralt. Visse steder har man udviklet særlige individualiserede metoder til dette arbejde. Der synes at være en række fælles komponenter i disse metoder. Karakteristisk for disse metoder er: En grundlæggende kontakt til brugeren, hvor der skabes et gensidigt tillidsforhold i forbindelse med samarbejdet angående afklaring og jobs. En afklaring af jobønsker. En jobsøgningsfase, hvor det i samarbejde med brugeren aftales, hvilke virksomheder der kontaktes. Jobplaceringen, hvor bruger og jobkonsulent i samarbejde med virksomheden aftaler de nærmere betingelser, og hvor virksomheden udpeger en kontaktperson, der sammen med jobkonsulenten er nøgleperson i jobforløbet. Jobopfølgningen, der foregår efter at et jobforløb er etableret, og som sker efter behov. Tovholderfunktionen, hvor jobkonsulenten afklarer forbindelseslinjerne til alle de parter, der kan være involveret i et jobforløb. Projekterne arbejder stort set isoleret og ud fra lokale forudsætninger, og bliver primært evalueret af projekterne selv. På trods af, at der ofte er tale om samme grundelementer i forhold til, hvorledes de enkelte forløb gribes an, er der store variationer i metodevalget fra sted til sted. Der findes forskellige evalueringsrapporter, erfaringsopsamlinger og eksempelsamlinger, der alle er brugt i lokale sammenhænge. De foreløbige resultater, med placeringen af sindslidende på arbejdsmarkedet i en eller anden 13

form for beskæftigelse, er gode. Der er imidlertid brug for en mere systematisk vidensindsamling, før man kan tale om en vidensbaseret arbejdsmetode. Der mangler f.eks. svar på følgende spørgsmål: Hvordan og hvorfor og under hvilke betingelser virker disse metoder? Hvem har glæde af dem, og hvem har ikke? Hvad er forskellen på individuel jobskabelse og andre metoder? Hvad er de kortsigtede og de langsigtede resultater? Dette projekt var derfor et forsøg på at lave et landsdækkende udviklings- og vidensindsamlingsarbejde med jobforløb ved hjælp af praksisforskning i et vidensskabende netværk. Formål JOBFORS havde til formål at skaffe praktisk viden om, hvordan man laver permanente jobforløb på et højt fagligt niveau. Vi forsøgte at skaffe denne viden gennem en række systematiske forsøg med jobforløb med de samme grundlæggende komponenter, men under forskellige vilkår. Projektet skulle kunne svare på følgende spørgsmål: 1. Hvilke forhold skal der særligt tages hensyn til, og hvordan kan det i praksis gøres, hvis der i samarbejde med den sindslidende skal udvikles bæredygtige jobforløb? 2. Hvilke forhold skal være tilstede på de enkelte arbejdspladser for, at mennesker med en sindslidelse kan fungere stabilt på en arbejdsplads? 3. Hvorledes skal samarbejdet mellem den sindslidende, det offentlige og virksomheden være, for at arbejdsforløbet virker. Forsøgene blev gennemført og beskrevet af de praktikere, der gennemførte dem, og resultatet foreligger som en række rapporter fra deltagerne. Center for evaluering har analyseret og formidlet resultaterne i en denne sammenfattende rapport og i artikler samt ved seminarer. Projektet havde endvidere til formål at videreudvikle metoder til praksisforskning i det sociale arbejde med sindslidende. Specielt blev det forventet, at anvendelsen af hypotesetestende casestudiemetoder kunne testes, og at der blev afprøvet forskellige metoder til inddragelse af brugerne i processen. Om JOBFORS JOBFORS var et samarbejde mellem fem forskellige projekter, der har lært af hinandens erfaringer og derigennem skabt mere viden, end man kan opnå gennem enkeltstående projekter. De har samarbejdet i et videnskabende netværk. 14

Et videnskabende netværk er en lille gruppe af projekter, der planlægger et systemastisk forsøg på at beskrive deres metode, og som indsamler deres erfaringer i løbet af et års tid i forhold til en række udvalgte cases. De mødes ca. hveranden måned og kan trække på meget konsulentbistand og anden form for projektstøtte. I det videnskabende netværk vil der være penge til frikøb af projektdeltagerne i en periode. Erfaringer med praksisforskning Vi havde på Center for evaluering efterhånden en del gode erfaringer med denne type af praksisforskning. Bogen "Liv i fokus" er blandt andet blevet til sådan et netværk. Et efterfølgende projekt, Lifo 98, er udkommet med 5 spændende rapporter. Idéen med praksisforskning er, at det er praktikere, der forsker, men at det er netværkets opgave at stille de ressourcer til rådighed for praktikerne, som de ikke selv er i besiddelse af. Man kan ikke komme med i projekterne som enkeltperson. Man skal være mindst 2 for at deltage, og arbejdspladsen skal aktivt gøre rede for, på hvilken måde man vil stille ressourcer til rådighed for projektets gennemførelse. Metode Praktikerens hverdag er ikke kontrollerede forsøg. De enkelte elementer i fænomenerne kan ikke uden videre adskilles og studeres hver for sig. Det kræver naturligvis, at man tager metoder i anvendelse, der egner sig til belysning af komplekse fænomener (Alter & Egan, 1997 og Shadish, 1991). Det viser sig da også, at casestudiet - studiet af enkelttilfælde - ofte er en velegnet metode, som bruges i stigende omfang (Stake, 1995 og Hamel, 1994). Praksisforskning drives ofte som forsøg og får derfor karakter af evalueringsforskning. Der er metodisk forskel på, om man laver begrebsudvikling, nyhedsforsøg, demonstrationsforsøg, acceptforsøg eller kvalitetssikring. Der er også forskel på, om man er optaget af at forske i rammerne, indsatsen, processen eller resultaterne (Kamper-Jørgensen, 1995 og Ramian, 1993). Principperne bag den netværksbaserede praksisforskning er udviklet på basis af erfaringer fra en række forskellige projekter: LIFO-projektet, som er 7 forskellige tilbud til sindslidende, som gennem nogle år har arbejdet sammen om en bedre forståelse af sindslidende menneskers hverdagsliv. Rapporten Liv i fokus udkom i 1998. Projektet har været finansieret af Udviklingskontoret A/S og Helsefonden. Aflæggeren, LIFO 98, er afsluttet og består af 5 forskellige projekter. Projektet er finansieret af Socialministeriet. VEGA-projektet - Hverdagsliv hos gamle er 5 skoler (Social- og sundheds-, ergo- og fysioterapiskoler), som i et netværk har udviklet praksisforskningsprojekter på skolerne (Ramian, 1996). Den første rapport udkom i efteråret 1998. Projektet er finansieret af Helsefonden, Det tværministerielle udvalg for anvendt ældreforskning og Dansk Gerontologisk Selskab. 15

Principperne i projektet I det følgende gennemgås nogle af de principper, som er indbygget i projektet. Fem elementer binder projekterne sammen i et netværk: Temaet, metoderne, dialogerne, direkte støtte og kontrakten. Der skal være fælles tema og fælles metoder. Temaet skal formuleres, så det retter sig mod de komplekse problemer i praktikernes hverdag. Inden for den fælles ramme udvikler de enkelte deltagere projekter, der har interesse og brugsværdi i deres lokale sammenhæng. Projekterne skal helst kunne gennemføres som en del af det daglige arbejde, og brugerne skal inddrages i forskningsprocessen. Metodefællesskab mellem projekterne er en fordel - man kan lære af hinanden. Specielt egner anvendelsen af casestudiemetoder sig godt til praksisforskning. Selv om temaerne i de enkelte projekter vil være forskellige, vil det overordnede tema lægge op til anvendelsen af hypotesetestende embedded multiple casestudies a la Yin (Yin, 1994). Det betyder i praksis, at det samme fænomen - den valgte del af handleplanen - vil blive studeret i en række cases på baggrund af forud opstillede hypoteser, der guider dataindsamlingen. Deltagerne vil blive introduceret til denne metode på de første seminarer. Dialogerne i netværket Netværkets eksistens er en vigtig styrkelse af projektarbejdet i hverdagen. Det trues konstant af hverdagens akutte problemer. Det er godt, at der er udefra kommende kræfter, der hele tiden støtter projektarbejdet. Vi har positive erfaringer med konsultationer, netværksseminarer og månedsbreve. Netværksseminarer Cirka hver anden måned mødes projektdeltagerne et døgn på en kursusejendom. Projektledelsen arrangerer seminaret. På seminaret informerer man hinanden om projektforløbet, drøfter fælles problemer, får oplæg om metodiske emner og drøfter tværgående temaer. Både konsultationer og seminarer har en stærkt strukturerende virkning på projekterne: Man får altid lavet noget, inden man skal afsted, og man kommer altid inspireret og motiveret hjem. På seminarerne kan de enkelte projekter invitere en til to deltagere med hjemmefra. Det øger interessen og forståelsen for projektet på hjemmefronten. Udvælgelse af deltagere 6-7 projekter er et godt antal. Antallet er tilstrækkelig stort til at sikre projektets helhed, selvom et eller to projekter ikke lykkes helt så godt som de andre. Det er ikke for mange til at give tilstrækkelig dynamik mellem deltagerne, og skaber plads nok til de enkelte projekter på pro- 16

jektseminarer og til konsultationer. JOBFORS startede med seks projekter, men ét faldt fra i løbet af projektperioden. Deltagere i projekterne er udvalgt og inviteret af styregruppen på baggrund af projektoplæg. Dels er det vigtigt at få den rigtige spredning mellem projekterne for at få bredde i netværket, og dels skal vi være rimeligt sikre på, at deltagerne kan gennemføre et projekt. Udarbejdelsen af de indledende projektbeskrivelser er ofte uvant for deltagerne, og er i sig selv en demonstration af, om der er evne og vilje til at gennemføre et projekt. Det er ret uforudsigeligt, hvor lang tid dette tager, fordi potentielle deltagere falder fra i denne fase, og nye kommer til. Vi stiller krav om, at mindst 2 personer skal være engageret i projektet for at sikre det tilstrækkelig opbakning - og sikre projektet mod eventuelt frafald undervejs. Den direkte støtte Konsultationer Der afsættes i projektplanen faste månedlige konsultationsdage. Det er dage, hvor man ved, at man kan bestille tid til en konsultation. Er der plads, kan man vente med bestille tid til dagen før. Alle konsultationer er åbne for de andre projektdeltagere. Herudover kan projekterne få individuel konsultation. Praktisk teknisk bistand Det er praksisforskningens princip at yde bistand på områder, hvor man ikke kan forvente, at deltagerne selv har ressourcerne. Der afsættes derfor ressourcer til lån af udstyr, renskrivning af interviews, eventuel statistisk bearbejdning og eventuel bistand til kvalitetssikring af rapporterne. Finansiering og frikøb Princippet er at udvikle projekter, der kan gennemføres i hverdagen som en del af det normale arbejde. Det er derfor de enkelte projekter, der finansierer deres egen deltagelse i netværket og seminarerne. I et projektforløb kan der dog i perioder være brug for at anvende koncentreret arbejdstid, og derfor var der i projektet afsat midler til ca. 2 måneders frikøb af en medarbejder pr. projekt i løbet af projektperioden. Formidling af projekterne Hvert enkelt projekt udarbejder som dokumentation en selvstændig rapport om deres praksisforskning. Der er ofte behov for omhyggelig bistand undervejs i skriveprocessen. Når det drejer sig om formidling i artikelform, kan der være brug for egentlig skrivehjælp. Når det drejer sig om praksisforskning, er den direkte uformelle kommunikation meget effektiv. Vi har gode 17

erfaringer med f.eks. at holde et seminar for inviterede deltagere midtvejs i projektet. Når bogen foreligger, vil en direkte formidling via seminarer sikre en god kommunikation. Kontrakten Hele dette samarbejde bindes sammen af en skriftlig aftale mellem arbejdspladsen og projektledelsen. Aftalen om deltagelse i projektet er en ledelsesbeslutning. Det tvinger alle parter til at tage samarbejdet alvorligt og stå inde for at sikre projektet de fornødne arbejdsvilkår i hele projektforløbet. Tidsplaner Forskningsprojekter kræver altid anvendelse af projektenergi. Projekterne skal derfor have en gennemskuelig varighed og en tydelig afslutning. Tidsplanen med forløb og datoer skal ligge klar fra projektets start og indgå som en del af kontrakten. Den gennemskuelige tidsplan gør det også lettere for deltagerne at strukturere deres arbejde. Hvordan skal resultaterne fra praksisforskning i et videnskabende netværk vurderes? Praksisforskning er et relativt nyt fænomen i Danmark og der er naturlig usikkerhed på, hvordan resultaterne skal vurderes. Det følgende afsnit er et forsøg på en sådan vurdering. Praksisforskning er anvendelse af forskningsbaserede principper, designs og dataindsamlingsmetoder i almindelig praksis for at kunne svare på spørgsmål, som udspringer af praksis og svare på måder, der informerer praksis (Efter Epstein, 2001). Anvendelsen af forskningsbaserede principper som grundlag har været gennemgående for alle projekter. De fleste har arbejdet med casestudier af en række forløb med anvendelse af flere datakilder. Analyse og bevisførelse er baseret på indledende hypoteser som data case for case kan bekræfte/afkræfte, og svarene på forskningsspørgsmålene formuleres som regel case for case. Mange vil opfatte de forholdsvis få cases i casestudierne som en svaghed. Casestudiet er imidlertid netop valgt som strategi, fordi der er et ønske om at studere et begrænset antal cases. Styrken er mulighederne for at opnå en langt dybere forståelse end andre forskningsstrategier giver anledning til. Resultatet er da også blevet den mest detaljerede analyse af jobsskabelsesprocesserne i praksis, som vi har kendskab til. Set fra et praksissynspunkt giver anvendelsen af casestudiet et grundlag for at svare på forskningsspørgsmålene i den enkelte case med en langt større sikkerhed - også på det usikre end almindelig erfaringsopsamling. Det er en svaghed, at projekterne, for de fleste deltagere, var deres første casestudie, og der er usikkerhed i gennemførelsen. Som ved alle undersøgelser er der også mange mulige fejlkilder i disse casestudier. Kvaliteten består i, at der ikke drages videre konklusioner end data og de mulige fejlkilder giver anledning til. Styrken består i, at de i kraft af deres praktikerposition 18

har haft adgang til en rigdom af data, som vil være vanskelig at opnå for udenforstående. Praksisforskningen kritiseres for, at praktikerne er alt for tæt på deres genstand til at kunne se klart. De kan ikke se sig selv i nakken. Det er der ingen forskere, der kan, og praksisforskeren må se disse begrænsninger i øjnene, når de anvender deres resultater. Set fra et praksissynspunkt forholder det sig lige omvendt. Et praksisforskningsprojekt er netop en arbejdsform, der hjælper praktikeren til at komme på afstand af sin praksis. JOBFORS arbejdede inden for rammen af tre overordnede forskningsspørgsmål, som de hver forsøgte at besvare med udgangspunkt i spørgsmål, der havde betydning for de enkelte arbejdspladser. Nogle projekter har været optaget af at samle erfaringer fra gennemførte forløb sammen, nogle har evalueret hele deres arbejdsteori, og nogle har gennemført pilotforsøg med særlige metoder. Resultaterne skal vurderes i forhold til deres evne til at besvare såvel de overordnede som de konkrete arbejdspladsrelaterede spørgsmål, på en måde som informerer praksis. I et videnskabende netværk som dette, må man bruge særlige strategier, når man skal lægge resultaterne sammen og generaliseringerne må have en særlig form. Der er flere muligheder for generalisering fra praksisforskning i netværk situeret generalisering og teoretisk generalisering. Situeret generalisering sker når vidensbasen er så veldokumenteret, at det er muligt for andre, at overtage projektets erfaringer, fordi erfaringerne er relevante. Dette anvendelsesproblem er et problem, som mange andre forskningstilgange har meget større vanskeligheder med. Situeret generalisering foregår således gennem konkret overførsel af viden fra projektet til en anden arbejdsplads (inklusive projektets egen) inden for eller uden for det videnskabende netværk. Situeret generalisering stiller krav om, at lærestykkerne opfylder nogle kvalitetskrav: 1. Lærestykkerne skal være formuleret så generelt, men samtidig så præcist, at en anvendelse andre steder er mulig. 2. Lærestykkerne skal ses i relation til antagelserne, så det er muligt at få øje på den nye viden. 3. Lærestykkerne skal være så veldokumenterede, at andre tør tro på dem. 4. Lærestykkerne skal kunne sættes i relation til eksisterende viden, så det kan vurderes, om de forstærker eller svækker eksisterende viden på feltet. Projekt for projekt har der på casebasis været identificeret en række variable af betydning for jobskabelsesforløbet. De har vist sig at kunne anvendes til systematisk metodeudvikling og metodebeskrivelse på projekternes egen arbejdsplads, og der har været en afsmitning på tværs af projekterne. Anvendelsen på praksisfeltet kan endnu ikke vurderes. De enkelte rapporters anbefalinger er så konkrete, at en direkte erfaringsoverførsel vil være mulig. Svagheden er, at de enkelte rapporter er lang læsning, og derfor egner sig bedst som basis for artikler og som supplement til mundtlig formidling til praksisfeltet. 19

Teoretisk generalisering kan ske ved, at de enkelte projekter leverer forskellige praksisbaserede svar og argumenter i forhold til de opstillede spørgsmål. På denne måde kan argumenterne fra de videnskabende projekter gå i dialog med andre praktikeres og forskningens svar på de samme spørgsmål. Hvis argumenterne fra flere projekter konvergerer til en fælles besvarelse af spørgsmålene, kan den teoretiske generalisering styrkes. Alle projekter har bidraget til besvarelse af de overordnede forskningsspørgsmål på en måde, der har gjort det muligt på tværs af de meget forskellige projekter at formulere generelle svar på spørgsmålene, og dermed gjort det muligt at sætte projektets resultater til diskussion i relation til forskningen på feltet. Det er en begrænsning ved de generelle svar, at de mange nuancer fra de enkelte projekter ikke er medtaget. Teoretisk generalisering kan også ske, hvis det er muligt på baggrund af de enkelte undersøgelser at skabe konsensus på tværs om formulering af nye begreber eller teorier på praksisfeltet. Denne teori kan inspirere feltet og danne grundlag for yderligere undersøgelser. Hvis der kan skabes konsensus over meget forskellige typer af projekter styrkes generaliseringen. Et af de tværgående resultater af netværket har været en programteori om, hvilke komponenter, aktiviteter og delresultater, der er afgørende for en optimal gennemførelse af jobsskabelsesforløb. Svagheden ved den fælles programteori var, at den er generel og ikke fanger det, der er helt specifikt for projekternes egne teoretiske udgangspunkter. Den fanger heller ikke i tilstrækkelig grad det specifikke ved indsatsen for mennesker med sindslidelse - udover at den kræver en særlig omhyggelig og fleksibel anvendelse af programteoriens komponenter. Det specifikke ville have været nemmere at få øje på, hvis andre jobskabelsesforløb for andre målgrupper havde været inddraget. Praksisforskningen mistænkes ofte for at være forskning, der bare bekræfter praktikernes fordomme. Det er tydeligt, at det ikke er tilfældet i disse projekter. En enkelt undersøgelse måtte forkaste alle deres hypoteser, og i alle undersøgelser var der mange fund, som kom bag på praktikerne, og som tvang dem til at revurdere deres oprindelige antagelser. Organisation Projektet var organisatorisk forankret på Center for evaluering, Psykiatrien i Århus Amt. Projektets ledere var evalueringschef, cand.psych. Knud Ramian og evaluator cand.mag. Hans Knudsen. 20

Projekterne - en præsentation 2 Café Utopia - Mesterlære - Arbejdsmiljø 3 Café Utopia er et socialpsykiatrisk tilbud under Ringkjøbing Amt og Holstebro Kommune. Caféen åbnede i 1998. Café Utopia er et forsøg på en gangbar praksis mellem 2 systemer: Amt og kommune. I samarbejdsaftalen mellem Ringkjøbing Amt og Holstebro Kommune står der, at Café Utopia er en arbejdsplads for sindslidende og andre, der har mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet, og er dermed også her et forsøg i gangbar praksis mellem to systemer: Arbejdsplads og institution. Caféen er en indtægtsgivende virksomhed, med ca. 25 ansatte på særlige vilkår, skånejob, fleksjob, arbejdsprøvninger og aktivering. Derudover er der 4 ansatte på ordinære vilkår til at drive stedet. Caféen er beliggende i centrum af Holstebro og har en ambition om at være byens bedste café. Café Utopia har i JOBFORS valgt at sætte fokus på temaet: Mesterlære som basis for udvikling af mestringsstrategier i forhold til fastholdelse af job ud fra følgende overordnede forskningsspørgsmål: 1. Hvilke forandringer er der sket hos medarbejderen på det faglige, sociale og personlige plan i oplæringen på Café Utopia? En oplæring efter mesterlæreprincippet. 2. Hvilke faglige, sociale og personlige mestringsstrategier tages i anvendelse i søgning og fastholdelse af job på det ordinære arbejdsmarked? 3. Hvilke komponenter og aktiviteter har haft væsentlig betydning for denne forandring og anvendelse? Konklusionen i Café Utopias undersøgelse har begrebet mesterlære som basis for udvikling af mestringsstrategier i forhold til fastholdelse af et job på arbejdsmarkedet som omdrejningspunkt. Mesterlære forstås som Læring gennem deltagelse i et praksisfællesskab med gensidige forpligtelser for mester og lærling i en specifik social struktur over en længere periode 4. Mesterlæren er basis for en kontekstændring hos den sindslidende, så denne så at sige foretager et identitetsflyt fra rollen som sindslidende til rollen som arbejdstager. Et identitetsflyt, der er med til at holde sygdommen i skak. Den gensidige forpligtelse mester og lærling imellem er en forudsætning for at udvikle mestringsstategier på både sociale og det personlige plan. Gennem denne kollegiale relation udvikler den sindslidende en kravsmentalitet, der byg- 2 Når der henvises til konkrete projekter, skal det opleves som en henvisning til i hvilken delrapport, man kan læse mere om det pågældende emne. 3 Mesterlære som basis for udvikling af mestringsstrategier i forhold til fastholdelse af job på arbejdsmarkedet, Holstebro 2003. 4 JOBFORS, Café Utopia, p. 6, Holstbro, 2003. 21

ger på en faglig dygtighed, et tiltroet ansvar, en gensidig tro på kollegerne, en større omstillingsparathed og en anderledes social mestring. Denne sociale mestring viser sig bl.a. i en større åbenhed og ærlighed om egen lidelse (sygdomserkendelse), et øget mod, et øget selvværd, evne til at samarbejde og en ændret brug af eget følelsesliv, dvs. er i stand til at lagre positive følelser i negative og angstfulde følelser. Undersøgelsen viser også, omend som en såkaldt bivirkning, at begrebet arbejde som værdi spiller en central rolle. Det ser ud til, at de medarbejdere, der ser en arbejdsidentitet som en del af et godt liv, er de medarbejdere, der kæmper mest for at tilegne sig de mestringsstrategier, der skal til for at fastholde et job. Toldbodhus Skole - Undervisning - Netværksgrupper 5 Toldbodhus Skole, AOF Svendborg, startede i 1993. Skolen er for voksne med psykiske lidelser/problemer, som ikke kan profitere af det traditionelle arbejdsmarkeds- og uddannelsessystem. Deltagene kommer fra det sydfynske område. Toldbodhus deltagelse i JOBFORS er knyttet til kurset Sy fynsk Brobygning, der er et 40 ugers kursus, hvor træning, opkvalificering og afklaring af de arbejdsmæssige kompetencer og ressourcer er i centrum. Efter endt kursus danner deltagerne en netværksgruppe, hvor de mødes med underviseren hver tredje uge i det efterfølgende år. I forbindelse med Toldbod Hus deltagelse i JOBFORS har man ønsket at undersøge hvilke faktorer, der spiller en rolle, når nogle kursister gennemfører et kursus og fortsætter i arbejde eller i uddannelse, og andre ikke er i stand til at gennemføre et kursus. Undersøgelsen er centreret om følgende spørgsmål: 1. Hvilke deltagerforudsætninger har betydning for resultatet af kurset? Hvad er det, der fremmer/hæmmer en tilknytning til arbejdsmarkedet? 2. Hvilke faktorer på kurset, har betydning for resultatet af kurset? Hvad er det, der fremmer/hæmmer en tilknytning til arbejdsmarkedet? 3. Hvilke hændelser undervejs i forløbet har betydning for resultatet af kurset? Hvad er det, der fremmer/hæmmer en tilknytning til arbejdsmarkedet? Hovedkonlusionerne i Toldbodhus Skoles undersøgelse viser, at fire begreber havde en central betydning. Begrebet struktur havde betydning på to fronter, dels på deltagernes evne til at strukturere egen hverdag og dels på evnen til at indgå i strukturerede rammer. Struktur i egen hverdag havde en positiv indvirkning på deltagernes fastholdelse af kursusforløbet og på den enkeltes 5 En undersøgelse af kurset Sy'fynsk Brobygning, Svendborg, 2004. 22

mulighed for at indgå i et arbejdsforhold. Struktur i den sindslidendes hverdag er kun én side af bestræbelserne på integration i forhold til arbejdsmarkedet. Integration kræver den sindslidende som aktiv medspiller, der inden for de tilstedeværende rammer søger en tilknytning til de personer/processer, der foregår på arbejdspladsen. I rollen som medarbejder får man en betydning for andre, man bliver en del af deres liv, som man optræder i med egen selvstændighed. Kursets struktur blev også tillagt stor betydning, fordi det frigav ressourcer til at være vedholdende, når alt andet var kaos. Det andet centrale begreb var individualitet, det vil sige muligheden for at indgå individuelle løsninger for at fastholde deltagerne på kurset og i praktikforløbet. Denne fleksibilitet gjorde, at deltagerne ved fysisk og psykisk sygdom efter en kortere eller længere periode kom ovenpå, kunne indtage deres plads i fuld udstrækning. Det umiddelbare alternativ var at afbryde forløbet. Det tredje begreb er sygdomserkendelse, det vil sige, at en høj grad af sygdomserkendelse og evne til at agere i forhold til ressourcer og kompetencer var elementer, der indvirkede positivt i forhold til at være vedholdende på kurset og efterfølgende i et arbejde og på uddannelse. Det fjerde begreb er opfølgning, hvor undersøgelsen viser vigtigheden af opfølgelsen både ved start på arbejde eller uddannelse og ved fastholdelsen af arbejde og uddannelse. Undersøgelsen var retrospektiv. Nicheværkstedet - Mesterlære - Arbejdsmæssigt kompetenceniveau 6 Nicheværkstedet er et selvstændigt projekt under administration og ledelse af revalideringsvirksomheden Væksthuset. Nicheværkstedet er beliggende i København. Nicheværkstedet tilbyder arbejdsmarkedsrettede revalideringsforløb til personer med begrænsninger i erhvervsevnen forårsaget af psykisk lidelse og vanskeligheder. Nicheværkstedets kerneydelser er tilbud om enten virksomhedspraktikforløb eller optræningsforløb i projektets eget snedker- og tømrerværksted. Nicheværkstedet deltog i JOBFORS med temaet Forandringsprocesser i et revalideringsforløb ud fra disse forskningsspørgsmål: 1. Nicheværkstedet tror, at revalidendens faglige deltagelse forøges undervejs i et revalideringsforløb. 6 Fortællinger i bevægelse, København, 2003. 23

2. Nicheværkstedet tror, at klientificeringssymptomerne i revalidendens samarbejdsrelationer reduceres undervejs i et revalideringsforløb. 3. Nicheværkstedet tror, at de begrænsninger, der knytter sig til revalidendens psykiatriske lidelse, reduceres undervejs i et revalideringsforløb. 4. Nicheværkstedet tror, at revalidendens deltagelse i det arbejdsmarkedsrettede samarbejde forøges undervejs i et revalideringsforløb. 5. Nicheværkstedet tror, at revalideringsmedarbejderens interventionsstrategier forandres undervejs i et revalideringsforløb. Konklusionerne i Nicheværkstedet beskæftiger sig bl.a. med et nuanceret mesterlærebegreb. Man ser på den ene side, at virksomhedsrevalideringsforløbene i en vis udstrækning antager samme form som relationen mellem mester og lærling. Arbejdsgiveren involverer sig i revalideringsarbejdet, fordi de kan se en virksomhedsmæssig fordel ved det; de er bevidste om, at de skal levere en meningsfuld optræningsindsats, men skal også drage nytte af indsatsen og tjene virksomhedens interesser gennem den. Mesterlæreprincippet viser sig også i den praktiske afvikling af praktikkerne, i og med revalidenden får adgang til virklighedsnære opgaver, og at man kan lære optimalt i forhold til fag og personlige mål. Derudover har mesterlære-relationen en afsmittende effekt på revalidendens personlige liv, personlige relationer og fritidsliv (personlige kompetencer). På den anden side antager revalideringsforløbene lidt andre former end traditionelle mesterlærerelationer i kraft af forløbets ramme og den værdi, den enkelte revalident tillægger praktikken. Undersøgelsen viser, at revalidenten ser værdien i praktikken i kraft af, at man ikke behøver at være succesfuld fra begyndelsen, ikke behøver at lade som om, man er rask og kan tillade sig en anden form for feedback på sin præstation. Revalideringsforløbene viser sig også anderledes i forhold til den traditionelle mesterlærerelation ved, at det specifikke faglige identitetselement fylder mindre end det at være del af arbejdsmarkedet (arbejde som værdi) og at opnå nogle specifikke kvalifikationer knyttet til en bestemt opgave (faglige kompetencer). En anden del af konklusionerne er begrebet arbejdsmæssigt kompetenceniveau, det vil sige, de kompetencer, der skal til for at bestride et arbejde og fungere på en arbejdsplads, og hvilke faktorer der spiller en rolle for at nå et sådant niveau. For at opnå dette kompetenceniveau er det vigtigt, at der er en vis fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet, forstået på den måde, at det er nemt for medarbejderen at komme tilbage efter en sygdomsperiode. Undersøgelsen peger på, at koncentration, sikkerhed og selvstændighed øges, jo større tilknytningen er til arbejdsmarkedet, og den personlige værdi kvalitativt forøges i forbindelse med det at have et arbejde. For at revalideringsforløbet skal lykkes, er det vigtigt, at de involverede samarbejdsparter, både offentlige og det personlige netværk, har troen på, at det kan lykkes og samarbejder om dette mål. 24