KAMPEN OM LEDELSESRUMMET I FORSVARET

FORSVARSAKADEMIET Institut for Ledelse og Organisation VUT II/L Stabskursus 2011-2012 Kaptajnløjtnant Thomas Gudmandsen 16. april 2012 KAMPEN OM LEDELSESRUMMET I FORSVARET Ledelsesdiskurser og Forsvarets Ledelsesgrundlag

Specialets titel Kampen om ledelsesrummet i Forsvaret - Ledelsesdiskurser og Forsvarets Ledelsesgrundlag Problemformulering Hvordan harmonerer chefvirketankegangen med Forsvarets nye ledelsestankegang? Vejleder Kristian Brobæk Madsen, cand.merc.fil. Konsulent ved Institut for Ledelse og Organisation Antal ord 16.867 ord Forfatter Kaptajnløjtnant Thomas Gudmandsen i

ABSTRACT In 2008 the Danish Defence published a new management mindset. None of the existing management publications were revised on this occasion. Therefore this thesis seeks to answer the following question: How does the management mindset for the commanding officers in the Danish navy correspond with the new management mindset for the Danish defence? To answer this question the thesis uses Laclau and Mouffe s Discourse Theory in the frame of a Social Constructionism perspective. The examination is carried out through three analyses. The first two analyses examine how management is articulated in the two mindsets and what they respectively see as the managers main focus area. The third analysis examine where the two mindsets correlates or collides. On the basis of the three analyses this thesis concludes that the two mindsets articulate management very differently and they point to very different focus areas. The main conclusion, however, suggest only one serious discrepancy between the two mindsets; the manager s ability and right to make independent appraisals of the cooperation with other actors in the theatre. Apart from this the two mindsets correspond. ii

RESUMÉ Dette speciale er motiveret af en forundring over, hvordan Forsvaret kan implementere en ny og overordnet ledelsestankegang, uden at de eksisterende ledelsesdokumenter bliver tilpasset de retningslinjer for ledelse, som er fastlagt heri. På denne baggrund er følgende problemformulering udledt: Hvordan harmonerer chefvirketankegangen med Forsvarets nye ledelsestankegang? Hvordan italesættes ledelse i de respektive ledelsestankegange? Hvad ser de respektive ledelsestankegange som lederens fokusområder? Hvor korrelerer eller kolliderer de dominerende ledelsesdiskurser i de respektive ledelsestankegange? Til at svare på ovenstående problemformulering bestemmes indledningsvis det empiriske grundlag. Jeg vælger at undersøge, hvordan ledelse italesættes i de to ledelsestankegange, samt hvad de hver især ser som lederens fokusområder. Med dette som baggrund vælger jeg at koncentrere min undersøgelse om de dokumenter, der siger noget om de to ledelsestankegange. Dermed finder jeg, at den primære empiri udgøres af henholdsvis Forsvarets Ledelsesgrundlag og Midlertidig Instruks for Skibschefen som de rammesættende dokumenter for de to ledelsestankegange. Da jeg er interesseret i at bestemme, hvordan de to ledelsestankegange harmonerer, er det oplagt at vælge en analysemodel, der kan undersøge deres indbyrdes forhold. Jeg vælger derfor at anlægge et socialkonstruktionistisk perspektiv og i den ramme gennemføre en diskursanalyse. Jeg vælger at konstruere mit teoretiske analyseværktøj med baggrund i Laclau og Mouffe s diskursteori og supplere dette med Fairclough s begreber om diskursorden. Diskursteorien lægger op til, at der ledes efter betydninger i empirien frem for en opgørelse af antallet af forekomster af specifikke gloser og termer, og jeg har i tråd med dette opbygget et teoriværktøj, der følger denne præmis. iii

Der gennemføres en tredelt analyse, hvor jeg først analyserer Forsvarets nye ledelsestankegang for at bestemme, hvordan ledelse italesættes heri samt for at identificere det, der ses som lederens fokusområder. Dernæst analyserer jeg chefvirketankegangen med samme sigte som oven for beskrevet. Efterfølgende gennemføres en komparativ analyse, hvor jeg søger at identificere, hvor de to ledelsestankegange korrelerer henholdsvis kolliderer for derved at kunne bestemme, hvordan chefvirketankegangen harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang. Resultaterne af de tre analyser samles herefter, hvorved den endelige konklusion dannes. Slutteligt perspektiveres de overvejelser, som konklusionen giver anledning til. I analysen af Forsvarets nye ledelsestankegang er det bestemt, at denne ledelsestankegang repræsenteres af Forsvarets ledelsesdiskurs. Resultater, relationer, fornyelse og stabilitet er efterfølgende identificeret som de fire nodalpunkter, som denne ledelsesdiskurs udkrystalliseres omkring. Jeg har fundet en række tegn i form af gloser, termer og sætninger, der meningsudfylder disse nodalpunkter, hvilket peger på, at nodalpunktet resultater udgør lederens primære fokusområde. Denne analyse afdækker endvidere, at ledelse i Forsvarets nye ledelsestankegang bliver italesat som et samspil og en balance mellem det, Forsvaret antager om god ledelse og de kendetegn for god ledelse, som Forsvaret ønsker at fremme. Det peger således på, at ledere i Forsvaret skal have en grundlæggende forståelse for det komplekse spændingsfelt af forskelligartede opgaver, som Forsvaret skal løse. Til analysen af chefvirketankegangen er det bestemt, at denne ledelsestankegang udgøres af chefvirkediskursen. Analysen afdækker, at chefvirkediskursen udkrystalliseres omkring nodalpunkterne dristighed og ansvar. De identificerede tegn i form af gloser, termer og sætninger, der meningsudfylder disse nodalpunkter, peger på, at nodalpunktet dristighed er skibschefens primære fokusområde. Analysen afdækker endvidere, at ledelse i chefvirketankegangen italesættes som et balanceret kompromis mellem at udvise det formelle ansvar over for opgaveløsningen gennem korrekt adfærd og delegering af opgavebyrden og at udvise fornøden dristighed i opgaveløsningen ved at vise tillid til sine undergivne og fremstå som det gode eksempel. Skibschefen skal således have en grundlæg- iv

gende forståelse for de særegne opgaver, som søværnets enheder skal løse i såvel fredstid som i krigstid. Analysen af, hvordan de to ledelsestankegange harmonerer, afslører, at chefvirketankegangen generelt kan finde meningssammenhænge i Forsvarets nye ledelsestankegang, men at de på ét punkt kolliderer. Chefvirketankegangen lægger således vægt på skibschefens bevilligede ret og pligt til at foretage selvstændige skøn i forhold til relationer med andre aktører, hvilket ikke italesættes i Forsvarets nye ledelsestankegang. Dette forhold peger på, at der således potentielt udspiller sig en kamp mellem de to ledelsestankegange. Samlet konkluderes det, at skibscheferne i søværnet almindeligvis trygt kan efterleve begge ledelsestankegange samtidig, og skulle situationen opstå, hvor skibschefen skal foretage en vurdering i forhold til andre aktører, så lægger Forsvarets nye ledelsestankegang op til, at der antages en pragmatisk tilgang. v

INDHOLDSFORTEGNELSE ABSTRACT... ii RESUMÉ... iii INDHOLDSFORTEGNELSE... vi 1. INDLEDNING... 1 1.1. Motivation og relevans.... 1 1.2. Problemdiskussion.... 3 1.2.1. Problemformulering.... 4 1.2.2. Afgrænsning.... 4 1.3. Empiri.... 5 1.3.1. Forsvarets nye ledelsestankegang.... 5 1.3.2. Chefvirketankegangen.... 6 1.3.3. Supplerende empiri.... 8 1.4. Teori.... 8 1.4.1. Videnskabsteoretisk filosofi.... 9 1.4.2. Diskursanalyse... 10 1.5. Teoriforståelse.... 11 1.5.1. Operationalisering af teori.... 12 1.6. Analyseramme.... 17 1.6.1. Analysemodel.... 17 1.7. Begrebsafklaring.... 20 1.8. Validitet.... 22 1.9. Reliabilitet.... 23 1.10. Formalia.... 24 2. ANALYSE AF FORSVARETS NYE LEDELSESTANKEGANG... 25 2.1. Indledning.... 25 2.2. Diskursordenens elementer.... 25 2.3. Bestemmelse og midlertidig fiksering af nodalpunkter.... 27 2.4. Identifikation af meningsfyldende tegn.... 30 2.5. Kontekst for dokumenternes tilblivelse.... 39 2.6. Delkonklusion.... 41 vi

3. ANALYSE AF CHEFVIRKET... 44 3.1. Indledning.... 44 3.2. Diskursordenens elementer.... 44 3.3. Bestemmelse og midlertidig fiksering af nodalpunkter.... 45 3.4. Identifikation af meningsfyldende tegn.... 46 3.5. Kontekst for dokumenternes tilblivelse.... 53 3.6. Delkonklusion.... 53 4. ANALYSE AF HVORDAN CHEFVIRKETANKEGANGEN HARMONERER MED FORSVARETS NYE LEDELSESTANKEGANG... 56 4.1. Indledning.... 56 4.2. Chefvirkediskursen sammenholdt med Forsvarets ledelsesdiskurs.... 57 4.3. Delkonklusion.... 60 5. KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING... 62 5.1. Konklusion.... 62 5.2. Perspektivering.... 64 5.3. Afslutning.... 65 6. BIBLIOGRAFI... 66 BILAGSLISTE Bilag 1 Bilag 1 til tillæg B til Direktiv for SOK instrukser (Midlertidig Instruks for Skibschefen). Bilag 2 Bilag 6 til tillæg B til Direktiv for SOK instrukser (Instruks for vagtchefen). Bilag 3 Bilag 9 til tillæg B til Direktiv for SOK instrukser (Instruks for navigationsbefalingsmanden). Bilag 4 CH ORDRE nr. 01 - Vagtchefstjeneste i VIBEN. vii

1. INDLEDNING Dette speciale er udarbejdet på baggrund af en forundring over, hvordan Forsvaret kan implementere en ny ledelsestankegang med Forsvarets Ledelsesgrundlag som overordnet ledelsesdirektiv, uden at Forsvarets eksisterende ledelsesdokumenter bliver tilpasset de retningslinjer for ledelse, som er fastlagt heri. 1.1. Motivation og relevans. Forsvarets Ledelsesgrundlag blev udsendt i april 2008 som overordnet ledelsesdirektiv med det formål at skabe en fælles forståelse af god moderne ledelse for alle Forsvarets ansatte. (Forsvarskommandoen, 2008, s. 5). Der eksisterer i forvejen en række ledelsesdokumenter i Forsvaret, som umiddelbart hverken erstattes eller tilpasses ved implementeringen af Forsvarets Ledelsesgrundlag. Midlertidig Instruks for Skibschefen er et af disse ledelsesdokumenter, og netop dette dokument har en helt særlig betydning i søværnet. Officererne i søværnet får kendskab til instruksen allerede ved deres grunduddannelse, hvor den studerende skal erhverve sig viden om og kunne anvende instruksen for at kunne forrette tjeneste som vagthavende navigatør i flådens skibe (Søværnets Officersskole, 2010, s. 5). Ydermere indeholder den skriftlige prøve ved uddannelsen af søværnets skibschefer spørgsmål i visse elementer fra denne instruks. Af mere kulturelt betingede eksempler kan nævnes, at chefen for Søværnets Operative Kommando overdrager et indbundet og personligt signeret eksemplar af Midlertidig Instruks for Skibschefen til alle nyudnævnte skibschefer ved dennes tiltrædelsessamtale. Titlen Midlertidig instruks er desuden fastholdt på trods af, at instruksen i 2005 blev gjort permanent i forbindelse med en større revision af søværnets samlede kompleks af instrukser. 1

Søværnets skibschefer er således fra deres karrieres begyndelse opdraget til at efterleve denne instruks, og de har alle et indgående kendskab til den særegne status, som instruksen har i søværnet. For udenforstående kan det virke paradoksalt, at søværnet ikke blot fortsat gør brug af, men ligefrem hæger om en instruks fra 1943, som tilmed er betegnet midlertidig (Bork, 2010, s. 115). Instruksen blev forfattet under Anden Verdenskrig af daværende orlogskaptajn, senere admiral, E. J. C. Qvistgaard. Det var i en tid, hvor en patriarkalsk og autoritær ledelsesopfattelse var fremherskende, og den reflekterer flere hundrede års erfaringer og traditioner (Søværnets Officersskole, 2010, s. 5). Instruksen blev approberet ved Kongelig Resolution den 3. marts 1943 i kundgørelse B.11-1943 som Midlertidig Instruks for Skibschefen. Til trods for at opfattelsen af ledelsesudøvelse i Forsvaret løbende er blevet udviklet, er der kun foretaget små og mindre betydningsfulde rettelser til Midlertidig Instruks for Skibschefen. Viceadmiral (pensioneret) Jørgen F. Bork skriver i forordet på den indbundne version: at Midlertidig Instruks for Skibschefen i ganske særlig grad tydeliggør skibschefens ansvar og pligter, og udstikker retningslinjerne for hans optræden i krig. Ifølge ham, beskriver Midlertidig Instruks for Skibschefen stort set alle forhold ved skibschefens virke fra administration og økonomistyring til egentlig krig. Midlertidig Instruks for Skibschefen benytter begrebet chefvirket til at beskrive den helt særlige tankegang for chefens udøvelse af ledelse om bord i søværnets skibe. Forsvarets Ledelsesgrundlag benytter begreberne virksomhedsledelse og risikoledelse til at beskrive de samme forhold. Begge dokumenter beskriver således, hvordan en leder skal kunne manøvrere i såvel den daglige drift af enheden/virksomheden som under kamp-/krigsforhold. 2

Kontreadmiral Kurt Birger Jensen slutter i autorisationen af Midlertidig Instruks for Skibschefen med at skrive; Følgelig skal instruksen betragtes som en ramme for chefvirket, der skal bestrides i overensstemmelse med den ånd og de holdninger denne instruks beskriver under samtidig iagttagelse af søværnets og Forsvarets opdaterede reglementariske grundlag. (Qvistgaard, 1943, s. 1). Denne noget tvetydige formulering forstærker blot den beskrevne forundring. På den ene side er Midlertidig Instruks for Skibschefen rammen for chefvirket, og skibschefen skal følge den ånd og de holdninger, som instruksen beskriver, og på den anden side skal skibschefen iagttage det opdaterede reglementariske grundlag. Dét, at skibschefen blot skal iagttage det opdaterede reglementariske grundlag, kunne tyde på, at admiralen sætter Midlertidig Instruks for Skibschefen over det opdaterede reglementariske grundlag. 1.2. Problemdiskussion. Som beskrevet ovenfor, er dette speciale motiveret af en forundring over, hvordan Forsvaret kan implementere en ny ledelsestankegang med Forsvarets Ledelsesgrundlag som overordnet ledelsesdirektiv, uden at Forsvarets eksisterende ledelsesdokumenter bliver tilpasset dette direktiv. I lyset af ovenstående kan man iagttage det som om, at implementeringen af denne ny ledelsestankegang indebærer en kamp om selve ledelsesrummet i Forsvaret. Det sætter spørgsmålstegn ved, om de eksisterende ledelsesdokumenter i Forsvaret harmonerer med denne nye ledelsestankegang og således også med Forsvarets Ledelsesgrundlag som det overordnede og rammesættende ledelsesdirektiv? Til at undersøge dette vurderer jeg, at det er relevant at identificere de eventuelle kollisioner eller sammenfald, der måtte være mellem de dominerende ledelsesdiskurser i henholdsvis chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang. Det vil derfor være naturligt at inddrage diskursanalysen som teoretisk undersøgelsesværktøj. 3

Arbejdshypotesen for dette speciale er, at der udspiller sig en diskursiv kamp mellem chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang, og at de dermed står i et antagonistisk forhold til hinanden. 1.2.1. Problemformulering. På baggrund af ovenstående kan følgende problem formuleres: Hvordan harmonerer chefvirketankegangen med Forsvarets nye ledelsestankegang? Hvordan italesættes ledelse i de respektive ledelsestankegange? Hvad ser de respektive ledelsestankegange som lederens fokusområder? Hvor korrelerer eller kolliderer de dominerende ledelsesdiskurser i de respektive ledelsestankegange? 1.2.2. Afgrænsning. I Forsvarets Ledelsesgrundlag beskrives begrebet chefvirke som et udtryk for en særlig situationsbestemt ledelsesform, der knytter sig til operationer (Forsvarskommandoen, 2008, s. 15). Forsvarets Ledelsesgrundlag anfører ydermere, at chefvirke knyttes sammen med risikoledelse. Idet jeg finder, at Midlertidig Instruks for Skibschefen dækker over både de forvaltningsmæssige og de operative vilkår, som skibschefen skal forholde sig til, har jeg valgt at benytte begrebet chefvirke i en bredere kontekst. I dette speciale er begreberne risikoledelse og virksomhedsledelse således begge indeholdt i begrebet chefvirke. Når det er sagt, er det vigtigt at påpege, at Midlertidig Instruks for Skibschefen alene dækker ledelsesudøvelse om bord i søværnets skibe, idet Søværnets Operative Kommando har udgivet en række andre instrukser, der dækker ledelsesudøvelse ved søværnets tjenestesteder i land. Med ovenstående problemformulering har jeg således valgt udelukkende at undersøge begrebet chefvirke i forbindelse med ledelsesudøvelsen om bord i Søværnets skibe. Dermed har jeg bevidst fravalgt at undersøge, om dette begreb eventuelt benyttes i andre sammenhænge i forbindelse med ledelsesudøvelse i Forsvaret. 4

1.3. Empiri. 1 I forlængelse af den indledende forundring, og opstilling af problemformulering vil jeg i dette afsnit argumentere for mit valg af empiri. Problemformuleringen lægger op til en komparativ analyse af Forsvarets nye ledelsestankegang og chefvirketankegangen. Jeg vælger at arbejde inden for det socialkonstruktionistiske 2 paradigme, og jeg vil således anskue den valgte empiri som emner for undersøgelse frem for kilder (Darmer, Jordansen, Madsen, & Thomsen, 2010, s. 285). Jeg søger dermed ikke at få en mere nøjagtig viden om ledelse men derimod en forståelse af, hvordan de to ledelsestankegange korresponderer set i forhold til den kontekst, som de er blevet til i. Begrundelse for valg af det socialkonstruktionistiske paradigme som videnskabsteoretisk ståsted bliver beskrevet i afsnit 1.4.1. Problemdiskussionen indeholder to elementer, som bør undersøges nærmere i relation til udvælgelse af relevant empiri. Disse elementer er Forsvarets nye ledelsestankegang og chefvirketankegangen. Disse behandles nedenfor. 1.3.1. Forsvarets nye ledelsestankegang. Som angivet i afsnit 1.1. har Forsvarskommandoen i april 2008 udgivet Forsvarets Ledelsesgrundlag som overordnet ledelsesdirektiv. Formålet med dette dokument er at skabe en fælles forståelse af god moderne ledelse for alle Forsvarets ansatte (Forsvarskommandoen, 2008, s. 5). Forsvarets Ledelsesgrundlag gælder for alle medarbejdere i Forsvaret, men det er især målrettet Forsvarets ledere, idet de har ansvaret for den fælles opgaveløsning, og at denne sker effektivt og etisk korrekt. Ledelsesgrundlaget beskriver en overordnet fælles ledelsesforståelse, som al ledelsesudøvelse i Forsvaret skal tage afsæt i, og det bestemmer ydermere et fælles sprog for ledelse (Forsvarskommandoen, 2008, s. 7). 1 Indhentning af empiri er afsluttet 2012-03-15. 2 Den videnskabsteoretiske forskel mellem begreberne socialkonstruktivisme og socialkonstruktionisme vil ikke blive behandlet, da det ligger uden for dette speciales undersøgelsesfelt. Jeg har valgt at bekende mig til Marianne Winther Jørgensen og Louise Philips fortolkning af begreberne, og jeg anvender dermed betegnelsen socialkonstruktionisme. 5

I Forsvarets Ledelsesgrundlag står der, at Forsvarets Ledelsesgrundlag har skabt det nødvendige bindemiddel mellem Forsvarets mission, vision og strategier samt Forsvarets kompetenceudviklings- og bedømmelsessystem, som begge blev lanceret i 2007. Tilsammen danner disse tre elementer rammerne for Forsvarets tanker om ledelse, tanker der skaber sammenhæng mellem Forsvarets virkelighed, det Forsvaret antager om god ledelse og de kendetegn for god ledelse, som Forsvaret vil fremme (Forsvarskommandoen, 2008, s. 8). Denne tankegang består af en ledelsesfilosofi og en ledelsesetik, der danner grundlaget for de normer, der opstilles for god ledelsesadfærd i Forsvarets kompetenceudviklings- og bedømmelsessystem. På baggrund af ovenstående anvendes de tre dokumenter: Forsvarets Ledelsesgrundlag, Forsvarets mission, vision og strategier samt Forsvarets kompetenceudviklings- og bedømmelsessystem som primær empiri til at belyse Forsvarets nye overordnede og rammesættende ledelsessyn. De tre dokumenter, som udgør Forsvarets nye ledelsestankegang, opererer dog på forskellige niveauer. Hvor Forsvarets mission, vision og strategier skal danne et billede af, hvad Forsvaret er og skal være fremover, er formålet med Forsvarets kompetenceudviklings- og bedømmelsessystem at tjene som konkret værktøj i udviklingen og bedømmelsen af personellet. Forsvarets Ledelsesgrundlag, som er bindemidlet mellem de to førstnævnte dokumenter, fokuserer på forståelse af ledelse samt ledelsesudøvelse i praksis, og da jeg ønsker at undersøge, hvordan en eksisterende ledelsestankegang harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang, vil hovedvægten derfor være lagt på dette dokument. 1.3.2. Chefvirketankegangen. Midlertidig Instruks for Skibschefen udgør skibschefens vigtigste ledelsesdokument. Skibschefen skal i praksis efterleve en lang række love, bestemmelser, direktiver, instrukser, vejledninger mv. i ledelsen af sin enhed, men det forhold tager instruksen i vidt omfang højde for. Hvor andre specifikke dokumenter er gældende, beskriver Midlertidig Instruks for Skibschefen kun feltet generelt. Instruksen beskæftiger sig primært med skibschefens virke for så vidt angår ansvar, organisering, uddannelse, tilsynspligt mv. 6

Instruksen er opbygget som et opslagsværk bestående af 13 kapitler med tilsammen 140 paragraffer. Emnerne for de 13 kapitler er: I. Ansvar. II. Ekvipering. III. Organisation. IV. Krigsberedskab, Uddannelse og øvelser. V. Navigering. VI. Omsorg for Skib og Besætning. VII. Regnskabsvæsen. VIII. Retsvæsen. IX. Forhold overfor andre Myndigheder. X. Optræden i Krig. XI. Forskellige Instruktioner. XII. Overlevering af Kommandoen. XIII. Oplægning. Kommandostrygning. Udover Midlertidig Instruks for Skibschefen er der af Søværnets Operative Kommando udfærdiget en række detailinstrukser for skibschefens undergivne nøglepersonel. Disse tager alle afsæt i Midlertidig Instruks for Skibschefen, som den overordnede og rammesættende instruks. Samtlige disse detailinstrukser indgår i Direktiv for SOK instrukser tillæg B. Til brug for dette speciale er følgende af disse detailinstrukser bilagt: Bilag 1 Instruks for skibschefen. Bilag 2 Instruks for vagtchefen. Bilag 3 Instruks for navigationsbefalingsmanden. Skibschefen udgiver desuden en række chefordre, som udstikker retningslinjerne for besætningens opgaveløsning samt generel adfærd i tjenesten. Disse chefordrer udfærdiges ligeledes med Midlertidig Instruks for Skibschefen for øje. Jeg benytter i denne undersøgelse de senest udgivne chefordre for det nu oplagte og udfasede Missilfartøj VIBEN. Følgende af VIBENs chefordre er bilagt: Bilag 4 - CH ORDRE NR. 01 VAGTCHEFSTJENESTE I VIBEN. 7

Da alle disse instrukser og ordre er tæt knyttet, vurderes de relevante i forhold til undersøgelsen af skibschefens virke, og de vil dermed indgå som primær empiri til at belyse det opstillede problem. Idet Midlertidig Instruks for Skibschefen er rammesættende for de øvrige dokumenter, vil hovedvægten være lagt på dette dokument. 1.3.3. Supplerende empiri. Forsvarsakademiet har i december 2008 udgivet publikationen Militær etik og ledelse i praksis med det formål at bidrage til diskussionen om ledelsesudviklingen i Forsvaret. Den tilbyder en indgangsvinkel til forståelsen af Forsvarets nye ledelsestankegang, og den forsøger derved at udforme en praktisk etik, som kan rumme den komplekse og ofte modsætningsfyldte sammenhæng, der udfolder sig i spændet mellem politisk diskurs og militær praksis. Hensigten er hermed at tilbyde en overordnet forståelsesramme og et ledelsessprog, som er i stand til at iagttage og begrebsliggøre de etiske implikationer af den militære ledelses- og magtudøvelse på hjemmefronten såvel som på udefronten. (Nørgaard, Thorbjørnsen, & Holsting, 2008, s. 16-17). Denne publikation er derfor benyttet som supplement til ovenstående primære empiri for at bidrage med et dybere indblik i ledelsesforståelsen i Forsvaret både før og nu. 1.4. Teori. Formålet med dette afsnit er at begrunde valg af perspektiv og teori til brug for analysen. Den overordnede teoriforståelse samt operationaliseringen af teoriapparatet vil blive gennemgået i afsnit 1.5. Jeg har valgt at benytte diskursanalyse som teoretisk tilgang, idet diskursanalyse beskæftiger sig med, hvordan kommunikationen mellem mennesker spiller en aktiv rolle i at skabe og forandre vores omverden, identitet og sociale relationer. I dette tilfælde udgøres kommunikationen af skrevne direktiver, bestemmelser og instrukser. Jeg vælger derfor implicit at anlægge et socialkonstruktionistisk perspektiv, idet begrebet diskurs netop taler ind i sprogets formning af sociale konstruktioner af verden (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 11). 8

Det efterfølgende valg af teoretisk tilgang skal danne grundlaget for, at jeg kan belyse forholdet mellem chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang. Dermed bliver teorien også styrende for min analyse. 1.4.1. Videnskabsteoretisk filosofi. Jeg vil her kort beskrive det videnskabsteoretiske ståsted, der er fælles for de diskursanalytiske tilgange, som vil blive behandlet i afsnit 1.4.2. Der findes flere tilgange og perspektiver inden for socialkonstruktionismen, men hovedtankerne bag den tilgang, som jeg har valgt for dette speciale, er, at der ikke er nogen viden, der er uafhængig af konteksten, og at vi konstruerer lokale sandheder i de sammenhænge, som vi befinder os i. Det vil sige, at vi konstruerer virkeligheden ved hjælp af interaktion med hinanden. Dermed skabes der ikke viden i mennesket selv, men den skabes i stedet i relationen med andre individer (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 13-14). Det indikerer, at socialkonstruktionismen dermed anlægger et antiessentialistisk erkendelsessyn. Det betyder, at der ikke er nogen objektiv sandhed, da sandhed altid vil være en genstand mellem mennesker. Det vigtigste værktøj, som vi mennesker bruger til at skabe viden mellem os, er sproget. Særegen for det socialkonstruktionistiske perspektiv er, at når vi kommunikerer ved hjælp af sproget, skaber vi os selv i relation til fortid, nutid og fremtid i den givne kontekst. I et realistisk perspektiv kan Forsvarets Ledelsesgrundlag og Midlertidig Instruks for Skibschefen anskues som forskellige dokumenter med hver deres sandhed. Jeg er imidlertid ikke interesseret i at udvikle en mere rigtig forståelse af de nævnte dokumenter, men derimod at få mere viden om forholdet mellem dem. Det vil derfor være interessant at undersøge de diskursive kampe, der udspiller sig mellem disse. Her tilbyder diskursanalysen nogle forskellige tilgange, og disse forskellige tilgange tilbyder forskellige værktøjer til at kunne gennemføre en dybdegående analyse. Jeg vil begrunde mine valg og fravalg af tilgang i afsnit 1.4.2. På baggrund af ovenstående kan det sluttes, at socialkonstruktionismen og diskursanalysen trækker på samme erkendelsesteori. 9

1.4.2. Diskursanalyse. I følge Foucault er diskursanalyse ren beskrivelse af diskursive kendsgerninger (Andersen N. Å., 1999, s. 43). Ifølge Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips skal man dog være klar over at diskursanalyse ikke er én tilgang, men en række tværfaglige og multidisciplinære tilgange, som man kan anvende på mange forskellige sociale områder i mange typer undersøgelser. (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 9). Der findes således flere tilgange inden for det diskursanalytiske felt, og der er mange diskursanalytikere, der går på tværs af disse. Der er desuden mange teoretiske overvejelser og metodiske redskaber, som ikke udelukkende kan henføres til én bestemt tilgang (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 11-12). Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips tilbyder i deres bog diskursanalyse som teori og metode tre diskursanalytiske retninger. Disse er diskursteori, kritisk diskursanalyse og diskurspsykologi. Fælles for de tre retninger er, at de i udgangspunktet ser vores måde at tale på som skabende og forandrende, og ikke blot som en neutral afspejling af vores omverden (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 9). For alle tre tilgange er diskursiv praksis en social praksis, der former verden. De tre tilgange har dog forskellige syn på ideologi, diskursens rolle i konstitutionen af verden samt det analytiske fokus, og de er derfor ikke lige anvendelige til den undersøgelse, som jeg vil gennemføre i dette speciale. Når man vælger at benytte en diskursanalytisk tilgang, skal man bruge diskursanalysen i sammenhæng med det teoretiske og metodologiske grundlag. Man vælger således en pakkeløsning bestående af et teoretisk og metodisk hele (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 12). De enkelte teorier deler oftest ikke begrebsdefinitioner, og forskellige teorier tjener typisk forskellige formål. Inden for det diskursanalytiske felt er det ligefrem påskønnet at konstruere sin egen analyseramme ved at kombinere elementer fra forskellige diskursanalytiske perspektiver (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 12). 10

Jeg har i dette speciale valgt at benytte Laclau og Mouffes diskursteori som min analytiske grundmodel. Diskursteorien fokuserer på de diskursive kampe, hvor forskellige diskurser, som hver for sig repræsenterer en bestemt måde at forstå den sociale verden på, hele tiden kæmper mod hinanden for at opnå en dominerende position, også kaldet hegemoni. Årsagen til mit valg af denne tilgang er, at jeg gennem en dokumentanalyse søger at udforske de diskursive kampe mellem chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang med fokus på den kontekst, hvori disse ledelsestankegange er blevet til. Derved vil jeg kunne svare på, hvordan ledelse italesættes i de respektive ledelsestankegange, hvad de respektive ledelsestankegange ser som lederens fokusområder samt kunne identificere, hvor de dominerende ledelsesdiskurser i de respektive ledelsestankegange korrelerer eller kolliderer. Jeg vil således også kunne svare på, hvordan chefvirketankegangen harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang. Jeg finder umiddelbart ikke, at kritisk diskursanalyse er anvendelig til min undersøgelse, idet denne analysemetode lægger op til en undersøgelse af tekster sammenholdt med diskursiv praksis og slutteligt holdt op imod den sociale praksis (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 80). Jeg er interesseret i de diskursive kampe, der udspiller sig mellem de to ledelsestankegange med udgangspunkt i den kontekst, som de er blevet til i. Jeg undersøger således ikke de sociale sammenhænge, hvori dokumenterne anvendes. Jeg har fravalgt den diskurspsykologiske tilgang, idet fokus i denne tilgang er rettet mod den konkrete sprogbrug, hvorved relationerne mellem individer og gruppers betydningsdannelse kan undersøges. Empirisk er fokus på, hvordan identiteter skabes i sociale praksisser (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 114). Som beskrevet ovenfor, er jeg interesseret i de diskursive kampe, der udspiller sig mellem de to ledelsestankegange med udgangspunkt i den kontekst, som de er blevet til i. Jeg finder derfor ikke den diskurspsykologiske tilgang anvendelig for min undersøgelse. 1.5. Teoriforståelse. Formålet med dette afsnit er at redegøre for mit valg af tilgang. Jeg vil her argumentere for diskursanalysens relevans i forhold til dette speciales formål, og jeg vil således introducere 11

og operationalisere de elementer af diskursteorien, som jeg har tænkt mig at bringe i spil i de efterfølgende analyser. Diskursanalyse giver mulighed for at analysere meningsdannelse og argumentation. Fokus i dette analytiske perspektiv er på, hvad der bliver udtrykt, eller nærmere hvad der artikuleres. Diskursanalyse er således velegnet til besvarelsen af dette speciales hovedspørgsmål, idet jeg systematisk vil undersøge, hvordan en eksisterende ledelsestankegang harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang. En central pointe, som de forskellige diskursanalytiske tilgange deler, er, at vi gennem sproget konstituerer den sociale verden (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 17-21), en tænkemåde, som jeg vil uddybe i løbet af dette afsnit. Denne tænkemåde betyder, at den måde, som ledelse italesættes på, har afgørende betydning for, hvordan ledelse udøves i den sociale verden. Formålet med diskursanalysen kan beskrives som en analyse af betydningsfastlæggelse, hvor pointen er, at nogle betydningsfastlæggelser bliver så selvfølgelige for os, at vi opfatter dem som naturlige (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 36). Jeg vil således her anvende diskursanalyse til at kortlægge, hvordan ledelse italesættes i henholdsvis Forsvarets nye ledelsestankegang og chefvirketankegangen, samt hvilke fordringer disse italesættelser gør gældende for den militære leder. Det vil sige, hvilke områder de respektive ledelsestankegange ser som lederens fokusområder. Desuden vil jeg undersøge, hvor de dominerende ledelsesdiskurser i de respektive ledelsestankegange korrelerer eller kolliderer for at bestemme, hvorvidt chefvirketankegangen harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang. Jeg vil her trække på Laclau og Mouffes diskursteori, og jeg vil herunder opridse diskursteoriens teoretiske ramme. 1.5.1. Operationalisering af teori. Som centralt udgangspunkt konstruerer diskurs den sociale verden i betydning. Da sproget grundlæggende er ustabilt kan betydning ikke endeligt fastlåses, og der sker i stedet en konstant omformning af diskurser gennem disses kontakt med andre diskurser gennem diskursive kampe (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 15). Inden for diskursen findes det, som giver mening, og som betragtes som gyldigt og relevant. Uden for diskursen ligger det, som diskursen udelukker - alt det der ikke tales om, og som ikke tages i betragtning. Dette 12

betegnes som det diskursive felt. I forhold til dette speciale kunne det være sammenhængen mellem den gennemførte ledelsesuddannelse og den praktiske udøvelse af ledelse i relation til de dominerende ledelsesdiskurser i de respektive ledelsestankegange. Dette forhold er imidlertid ikke interessant for denne undersøgelse, og ledelsesuddannelse ligger derfor uden for de dominerende ledelsesdiskurser. I en anden kontekst vil disse forhold dog godt kunne indgå i de dominerende ledelsesdiskurser. En diskurs konstitueres i forhold til sit ydre og vil samtidig være i fare for at blive undermineret af dette ydre, fordi de betydningsmuligheder, som diskursen fortrænger til det diskursive felt, fortsat vil eksistere og dermed true med at destabilisere den entydighed, som er blevet opbygget (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 38-41). Jeg inddrager her Faircloughs begreb diskursorden som rammesætter for de diskurser, som kæmper i samme terræn (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 38), idet jeg i min undersøgelse netop finder det relevant at kigge på flere diskurser i samme felt samtidig. I forlængelse af ovenstående anskuer jeg Ledelse i Forsvaret som den overordnede diskursorden i forhold til undersøgelserne i dette speciale. Denne diskursorden indeholder samtlige de lokale diskursordener og diskurser, der repræsenterer alle de forskellige ledelsestankegange, der eksisterer i Forsvaret. Det er netop inden for denne overordnede diskursorden, at der kæmpes om ledelsesrummet i Forsvaret. Jeg har valgt at koncentrere min undersøgelse om den lille del af denne kamp, som udgøres af Forsvarets nye ledelsestankegang og chefvirketankegangen. Disse to ledelsestankegange udgør desuden hver deres lokale diskursorden, som indeholder yderligere en række lokalediskursordener og diskurser. Jeg vil i mine undersøgelser fokusere på kampen/ antagonismen mellem de dominerende ledelsesdiskurser i disse ledelsestankegange, hvilke jeg har defineret som henholdsvis Forsvarets ledelsesdiskurs og chefvirkediskursen. Forsvarets ledelsesdiskurs udgør desuden endnu en lokal diskursorden indeholdende de to ledelsesdiskurser; risikolederdiskursen og virksomhedslederdiskursen. Dette speciale vil dog ikke behandle det konfliktpotentiale, der eksisterer mellem disse to ledelsesdiskurser. Da de alligevel nævnes her, skyldes det, at de udgør en vigtig brik i forståelsen af Forsvarets ledelsesdiskurs, som vil blive behandlet i kapitel 2. 13

Jørgensen og Phillips nævner Michel Foucault som en meget betydende figur inden for diskursanalysen og som den person, der for alvor har sat gang i diskursanalyserne. Foucault argumenterer for en subjektforståelse, hvor subjekter skabes i diskurser. Ifølge ham er subjektet ikke en autonom og suveræn enhed men derimod decentreret (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 24). Foucault har dog en opfattelse af det sociale som styret af én total ideologi, ligesom subjekter interpelleres i én subjektposition. Han mener også, at en given epoke er domineret af én diskurs. Laclau og Mouffe følger Foucaults subjektforståelse, men de deler ikke hans opfattelse af, at en given epoke kun vil være domineret af én diskurs. De opererer med en model, hvor mange diskurser konkurrerer. De har dog ikke integreret et begreb for den samlede mængde af diskurser i deres teoridannelse. Fælles for de to ledelsestankegange chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang er, at de primært henvender sig til ledere. Ved at acceptere denne præmis kan jeg definere lederen (skibschefen i dette tilfælde) som den fælles subjektposition for de to ledelsestankegange, der vil være udgangspunktet for de efterfølgende analyser. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at de to ledelsestankegange er udformet i to forskellige tidsperioder og dermed under vidt forskellige samfundsforhold. Den kontekst, som de er skrevet i, kan derfor være forskellig, og dette forhold udgør derfor et betydeligt element i de efterfølgende analyser. Begreberne antagonisme og hegemoni placerer sig på diskursordenens niveau og betegner henholdsvis en tilstand med åben konflikt mellem de forskellige diskurser i en bestemt diskursorden (antagonisme), og en tilstand hvor konflikten er blevet opløst gennem forskydning af grænserne mellem diskurserne, og der er sket en ny midlertidig fiksering af mening (hegemoni) (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 69). En diskurs dannes ved, at dens betydning udkrystalliseres omkring et nodalpunkt. Et nodalpunkt er en privilegeret betegner, som de andre betegnere, der indgår i diskursen, ordnes omkring og får deres betydning i forhold til (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 37). 14

Nodalpunktet udgør centrale forestillinger, der kan samle andre idéer om sig. Nodalpunkter er flydende betegnere, men hvor begrebet nodalpunkt henviser til et krystalliseringspunkt i den enkelte diskurs, henviser begrebet flydende betegner til en kamp, der foregår om vigtige tegn mellem forskellige diskurser. (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 39). Jeg vil i mit materiale søge at identificere de nodalpunkter, som de dominerende ledelsesdiskurser i henholdsvis chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang udkrystalliseres omkring. Jeg finder, at militær ledelse er den fælles flydende betegner, som de to ledelsestankegange søger at indholdsudfylde. Figur 1 Overordnet diskursorden (Egen produktion). Forskelle eller samspil mellem ækvivalens og differens kan opfattes som en central dynamik i forbindelse med konstitueringen af diskurser. En diskurs kan således opfattes som et velordnet mønster af forskelle i den forstand, at der i diskursen bliver opbygget et differentieret og struktureret system af positioner, hvor nogle bliver udpeget som ækvivalente og nogle som forskellige. I ækvivalenskæden sker en relationel etablering af identitet, således at der etableres en diskursiv sammenkædning af et nodalpunkt og en klynge af betegnere, og dermed sker der en indholdsudfyldning af nodalpunktet (Jørgensen og Phillips 1999: 55). Ækvivalens betegner fælles identitet at udtryk svarer til hinanden for så vidt, at de 15

udfylder samme meningsgivende funktion. I denne proces sker der en form for symbolsk forenkling, hvor karakteristika, som i en anden kontekst kunne opfattes som forskellige i ækvivalenskæden bliver til noget fælles og ensartet. Som eksempel på dette kan nævnes uddannelse og øvelse, som hver for sig giver mening i hver sin kontekst. Disse to betydninger kan dog knyttes sammen i en ækvivalenskæde og giver mening til nodalpunktet erfaring. I ækvivalenskæden bestemmes en række andre værdier til at være betydningsbeslægtede med den værdi, som artikuleres i nodalpunktet. I operationaliseringen af Laclaus diskursteoretiske tilgang vil jeg anvende begreberne nodalpunkter, flydende betegnere og ækvivalenskæder. Det er min vurdering, at begrebet nodalpunkt vil være særligt egnet til at identificere, hvad der står som specielt centrale forhold i henholdsvis chefvirkediskursen samt Forsvarets ledelsesdiskurs de forhold, som har en særlig form for strukturende funktion i diskursen. Det vil sige forskelle og sammenfald mellem de dominerende diskurser i de to ledelsestankegange. Ækvivalensbegrebet vil jeg anvende til at karakterisere indholdsudfyldningen af nodalpunkterne. Det vil sige til at karakterisere, hvad der defineres som inden for og uden for de to ledelsesdiskurser. For at kunne forklare forskellene mellem de identificerede nodalpunkter i de to ledelsestankegange er det vigtigt at forstå den kontekst, som de er formuleret og publiceret i. Jeg vil således også kigge på tilblivelsen af de to ledelsestankegange i de respektive analysekapitler. Et centralt spørgsmål er, hvordan jeg afgrænser de identificerede diskurser, og på hvilket niveau, jeg skal foretage denne afgrænsning. Jørgensen og Phillips behandler denne teoretiske og metodiske problemstilling, og de foreslår, at man ser diskurser som et analytisk begreb for at skabe en ramme for sin undersøgelse, hvilket betyder, at spørgsmålet om afgrænsning afgøres strategisk i forhold til undersøgelsesformålet (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 149). forskningsformålet afgør den afstand man indtager i forhold (til red.) materialet og dermed, hvad der kan behandles som en entydig betydningsfastlæggelse. (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 149). 16

Det kan dermed være tilfældet, at diskursanalyser, der undersøger samme felt men med forskelligt sigte, kan give anledning til forskellige former for afgrænsninger. Der er således ikke etableret nogen autoritative kriterier for, hvordan dette skal gribes an. Jeg har valgt at følge Jørgensen og Phillips anbefaling om at opfatte diskurser som noget, der er analytisk konstrueret til et bestemt formål, snarere end noget foregiver, at noget færdigt og i virkeligheden afgrænset bliver afdækket. Mit mål med denne undersøgelse er at afdække, hvordan chefvirketankegangen harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang, og jeg har konstrueret undersøgelsens diskurser med dette for øje. For at afdække ovenstående spørgsmål vil jeg undersøge, hvordan ledelse italesættes i de to ledelsestankegange samt undersøge, hvad de respektive ledelsestankegange ser som lederens fokusområder. Jeg finder derfor, at det er vigtigt at se på, hvilke tegn de respektive ledelsestankegange selv tilbyder i den henseende. 1.6. Analyseramme. I dette afsnit vil jeg gennem metodiske overvejelser, der kobler teori, empiri og metode, definere rammen for de efterfølgende analyser. Overordnet er dette speciale empirisk funderet og teoridrevet. Som tidligere nævnt har jeg valgt at benytte diskursanalyse som teoretisk undersøgelsesværktøj. I diskursanalyse er teori og metode kædet sammen, og det er muligt at kombinere elementer fra forskellige diskursanalytiske perspektiver (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 12). Der findes ikke en prædefineret metode og fremgangsmåde for denne undersøgelse, og jeg har derfor konstrueret en analyseramme, der bygger på Faircloughs begreb om diskursorden samt Laclau og Mouffes begreber om flydende betegnere, ækvivalenskæder og nodalpunkter. Ovenstående skal betragtes som den optik eller det sæt briller, hvorigennem jeg betragter mit studieobjekt, empirien. 1.6.1. Analysemodel. Jeg vil gennemføre et dokumentstudie, hvor jeg benytter den kvalitative undersøgelsesmetode, idet analyserne undersøger betydningssystemer og meningsskabelse. 17

Jeg vælger en tredelt analysemodel, hvor jeg først vil gennemføre en analyse af Forsvarets nye ledelsestankegang. Dernæst vil jeg analysere chefvirketankegangen. Slutteligt vil jeg holde de to ledelsestankegange op mod hinanden for at bestemme, hvordan chefvirketankegangen harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang. I første analysekapitel vil jeg fokusere på Forsvarets nye ledelsestankegang. Jeg tager udgangspunkt i Forsvarets Ledelsesgrundlag som det overordnede rammesættende ledelsesdirektiv. Indledningsvis definerer jeg den diskursorden, som denne undersøgelse vil fokusere på. Dernæst bestemmes nodalpunkterne, som de dominerende ledelsesdiskurser udkrystalliseres omkring. Efterfølgende identificeres de meningsfyldende tegn, som ordnes omkring disse nodalpunkter. Jeg fikserer midlertidigt de definerede diskurser ved at knytte de identificerede tegn sammen i ækvivalenskæder, som udgør en klynge af betegnere med disse nodalpunkter som centrum (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 55). Slutteligt vil jeg beskrive den kontekst, som denne ledelsestankegang er udfærdiget i. I andet analysekapitel vil jeg analysere chefvirketankegangen. Jeg tager udgangspunkt i Midlertidig Instruks for Skibschefen som skibschefens vigtigste ledelsesdokument og det rammesættende direktiv for skibschefens øvrige ledelsesdokumenter. Jeg følger desuden samme analysemodel som ovenfor skitseret. I tredje analysekapitel holdes de to ledelsestankegange op mod hinanden. Først defineres den diskursorden, som dette kapitel tager udgangspunkt i. Dernæst gennemføres en komparativ analyse, hvor de identificerede nodalpunkter med tilknyttede meningsfyldende tegn systematisk holdes op mod hinanden. Det kan derved bestemmes, hvor de to ledelsestankegange kolliderer henholdsvis korrelerer, og på baggrund af disse besvarelser kan der således svares på, hvordan chefvirketankegangen harmonerer med Forsvarets nye ledelsestankegang. 18

Nedstående figur illustrerer den anvendte analysemodel. Figur 2 Analysemodel (Egen produktion). 19

1.7. Begrebsafklaring. Der er i de foregående afsnit introduceret en række begreber, som jeg finder det nødvendigt at skabe en fælles forståelsesramme for. Det gælder for mange af disse begreber, at der ikke eksisterer én endelig definition, og der er således tale om fortolkninger eller iagttagelsespositioner. Her følger en kort præsentation af ovennævnte diskursanalytiske begreber, som anvendes i dette speciale: Ledelse: Ledelsesbegrebet kan tolkes og forstås på mange forskellige måder, alt efter i hvilket perspektiv og i hvilken kontekst begrebet benyttes. Konteksten for udøvelse af ledelse for dette speciale er ledelse af mennesker i Forsvaret. Helt specifikt undersøger jeg de ledelsesmæssige rammer og betingelser, som Søværnets skibschefer har for udøvelse af chefvirket. Subjektposition: Inden for diskursanalyse er subjekter som udgangspunkt fragmenteret eller decentreret, og de har derfor flere identiteter alt efter, hvilke diskurser de indgår i. En kvinde kan eksempelvis være mor i en kontekst, hustru i en anden og lærerinde i en tredje. Således er der altid udpeget nogle positioner, som subjekter kan indtage i forskellige diskurser. Som beskrevet i afsnit 1.5.1. Operationalisering af teori er lederen (skibschefen i dette tilfælde) defineret som den fælles subjektposition for de to ledelsestankegange. Diskursorden: Diskursorden er den orden, hvor et antal diskurser kæmper inden for. I forhold til dette speciale finder jeg, at Ledelse i Forsvaret udgør den overordnede diskursorden, og at chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang udgør to lokale diskursordener herunder. Disse lokale diskursordener indeholder yderligere en række diskurser og lokale diskursordener. Diskurs: Begrebet diskurs dækker oftest over en eller anden idé om, at sproget er struktureret i forskellige mønstre, som vores udsagn følger, når vi agerer inden for forskellige sociale domæner (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 9). Diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på. (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 9). 20

Som beskrevet ovenfor udgøres de to ledelsestankegange af flere diskurser og diskursordener. Den dominerende ledelsesdiskurs i Forsvarets nye ledelsestankegang vurderes at være Forsvarets ledelsesdiskurs. I chefvirketankegangen vurderer jeg, at den dominerende ledelsesdiskurs er chefvirkediskursen. Tegn: Ifølge Jørgensen og Phillips tillægger vi verden betydning gennem sociale konventioner, hvor bestemte ting forbindes med bestemte tegn. Til brug for undersøgelserne i dette speciale vil jeg søge at identificere de tegn, som meningsudfylder de dominerende ledelsesdiskurser. Ækvivalenskæder: Ækvivalenskæder er et diskursanalytisk forsøg på midlertidigt at fiksere de forskellige diskurser ved at afdække de kæder af betydning, de ækvivalerer. De identificerede tegn undersøges for ækvivalens for derved at kunne bestemme de nodalpunkter, som disse tegn ordnes omkring og får deres betydning i forhold til. Flydende betegnere: Flydende betegnere er tegn, der i særlig høj grad er åbne for forskellige betydningstilskrivninger. Begrebet henviser til den diskursive kamp mellem forskellige diskurser om at indholdsudfylde/betydningstilskrive de flydende betegnere. Jeg finder i denne opgave at den fælles flydende betegner som ledelsesdiskurserne kæmper om at indholdsudfylde er militær ledelse. Nodalpunkt: Et nodalpunkt er et privilegeret tegn/flydende betegner, som de andre tegn ordnes omkring og får deres betydning i forhold til. Som tidligere beskrevet er det min vurdering, at begrebet nodalpunkt vil være særligt egnet til at identificere, hvad der står som specielt centrale forhold i chefvirkediskursen samt i Forsvarets ledelsesdiskurs. Antagonisme: Antagonisme er diskursteoriens begreb for konflikt og findes der, hvor diskurser støder sammen. Arbejdshypotesen for dette speciale er, at der udspiller sig en diskursiv kamp mellem chefvirketankegangen og Forsvarets nye ledelsestankegang, og at de dermed står i et antagonistisk forhold til hinanden. Hegemoni: Hegemoni kan forstås som et bestemt synspunkts overherredømme. Hegemoni betegner en fastlåsning af elementer i momenter. De dominerende ledelsesdiskurser i de to ledelsestankegange kæmper således om positionen som den hegemoniske diskurs. 21

1.8. Validitet. En analyses gyldighed og relevans bestemmes af dens validitet. Validitet omhandler således, hvorvidt en analyse undersøger det essentielle i undersøgelsens forehavende, herunder om den valgte empiri er pålidelig i forhold til undersøgelsens formål (Larsen, 2010, s. 94-95; Andersen I., 1997, s. 83). Desuden omhandler validitet typisk universelle love, objektivitet, sandhed, facts og matematiske data. I afsnit 1.3. blev der identificeret to centrale tekster, som benyttes som primær empiri: Forsvarets Ledelsesgrundlag og Midlertidig Instruks for Skibschefen. Forsvarets Ledelsesgrundlag er udfærdiget af Forsvarskommandoen og underskrevet af Forsvarschefen, og dette direktiv bliver italesat som fundamentet til at skabe vilkår for god ledelse i Forsvaret samt skabe sammenhæng til Forsvarets øvrige ledelses- og styringsgrundlag (Forsvarskommandoen, 2008, s. 5-6). Der averteres flere steder for, hvor vigtigt et ledelsesdirektiv Midlertidig Instruks for Skibschefen udgør for skibschefen og for Søværnet generelt. Som beskrevet i afsnit 1.1. kan dette blandt andet konstateres i forordet til den indbundne version af instruksen samt i instruksens autorisationsmeddelelse. Midlertidig Instruks for Skibschefen er udgivet og underskrevet af chefen for Søværnets Operative Kommando. I et socialkonstruktionistisk perspektiv giver det ikke mening at spørge til empiriens udlægning af sandheden (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 283), og det er da heller ikke formålet med denne undersøgelse. Jeg ønsker her blot at vurdere, hvorvidt den valgte empiri er dækkende i forhold til udlægningen af de to ledelsestankegange. Begge dokumenter er formelle ledelsesdirektiver, som er udgivet af henholdsvis Forsvarets øverste myndighed samt en af dennes umiddelbart underliggende myndigheder. De er desuden begge rammesættende for hver deres ledelsestankegang. Den benyttede undersøgelsesmetode tilsikrer, at analyserne er gennemført systematisk og stringent. På baggrund af disse dokumenters status, deres udgiver, deres formål samt den gennemførte undersøgelsesmetode vurderer jeg, at den interne validitet er høj. 22