Børne- og Kulturchefforeningen Skoledirektørforeningen Notat BKF-synspunkter om lærer- og pædagoguddannelsen. 08.08.2003 /JVM/CA Baggrund. Børne- og Kulturchefforeningens generalforsamling fastslog i 2002, at lærer- og pædaoguddannelserne skal have et fælles basaisår eller et fælles semester ved uddannelsens afslutning. De nye CVU er blev nævnt som en faktor, der kunne fremme denne udvikling. I foråret 2003 udsendte Danmarks Evalueringsinstitut(EVA) en rapport om pædagoguddannelsen. Undervisningsministeren har varslet en snarlig redegørelse herom Desuden afventes en EVA-rapport om læreruddannelsen i efteråret 2003. Allerede nu bliver der imidlertid fremsat synspunkter på samspillet mellem pædagog- og læreruddannelsen. Kommunernes Landsforening har således udsendt en pressemeddelelse med det budskab, at lærer- og pædagoguddannelsen bør være fælles i begyndelsen og slutningen af uddannelsen. Derudover har Danmarks Lærerforening spillet ud med et forslag om en reform af læreruddannelsen, der bl.a. indebærer, at uddannelsen skal forlænges med et halvt til et helt år. Børne- og Kulturchefforeningen opfordrer til, at de kommende drøftelser om lærer- og pædagoguddannelserne ikke alene tager afsæt i den dagsaktuelle dagsorden. Det er foreningens opfattelse, at vi i Danmark har grundlæggende fat i den lange ende i børne og unge politikken. Der ligger store udfordringer forude, men forudsætningerne for at løse dem er til stede - både vilje, evner og resurser, hvis man blot er opmærksom på, at komplekse problemstillinger ikke løses ved snuptagsløsninger. Respekt for kernefagligheden, fokus på det fælles. Børne- og Kulturchefforeningen ønsker med nærværende notat at lægge op til en debat, der forholder sig til uddannelsernes rolle i forhold til læreres og pædagogers fælles opgave på børn- og ungeområdet i dag. BKF har fortsat den principielle opfattelse, at lærer- og pædagoguddannelserne skal samordnes i et omfang, der afspejler dette. Det skal understreges, at foreningen ønsker at de to uddannelsers kernefaglighed skal fastholdes. Udgangspunktet er, at en stærk faglig identitet er forudsætningen for, at der kan skabes en frugtbar, tværfaglig sammenhæng. Notatet handler primært om de sider af fagligheden, som kan
være fælles, eller have fælles sigte. Så når kernefaglige områder kun omtales sporadisk, skyldes det ikke, at de anses for uvæsentlige, tværtimod! I uddannelsesmæssig sammenhæng kan man forestille sig fælles basismoduler på det almenpædagogiske område, herunder praktikken, fælles afsluttende bacheloropgave mm. Et fælles modul om organisation og ledelse vil kunne bidrage til en fælles ledelsesopfattelse. I en tid, hvor pædagogopgaven med børn mødes med øgede krav om læringsmål mv, er der derudover behov for en debat om de to uddannelsers målgrupper, optagelseskrav, eksamenskrav mm. På sigt - når EVA-rapporten om læreruddannelsen foreligger, vil det være nødvendigt at analysere læreruddannelsen, ikke blot i sammenhæng med pædagoguddannelsen, men også i forhold til uddannelsesn af lærere på erhvervsuddannelsesområdet. Foreningen finder det derimod ikke aktuelt at drøfte uddannelsernes længde. Langt mere interessant er det diskutere sammenhæng, indhold og metoder til at optimere uddannelsernes effektivitet. Notatet slår ned på fire centrale forhold, der bør sættes fokus på, når man ønsker at fremme samvirket mellem de forskellige pædagogiske kulturer, som børn møder i deres institutionsliv. Notatet munder ud i et forslag om, at repræsentanter for kommunerne, ministerierne og involverede organisationer drøfter et fremtidigt samvirke mellem pædagog- og læreruddannelsen, så snart den igangværende evaluering af læreruddannelsen foreligger. Kommunerne har især i de seneste ca. 10-15 år intensiveret indsatsen for at samstemme de pædagogiske opgaver for at sikre en sammenhæng, der øger kvaliteten for børnene og giver mere pædagogik for pengene. Det er sket i takt med at børnetallet er steget kraftigt på grund af større børneårgange og øget beskæftigelse. Men nok så vigtigt er det, at de to pædagogiske tilgange, skolen og dagtilbuddene, sætter fokus på deres fælles opgaver. Der er et stigende behov for, at begge grupper støtter hinanden. Lærere vil kunne inspirere pædagogerne med en målrettet, lærings- og indholdsorienteret tilgang, pædagoger vil kunne give vigtige bidrag til skolens rummelighed med deres relationsorienterede tilgang begge grupper vil have gavn af i fællesskab at udvikle fælles begreber om dannelse i det 21. århundrede, metoder til dokumentation af kvalitetsudvikling i det pædagogiske arbejde. Og de behov, der trænger sig mest på, er ikke ukendte i den offentlige debat, fx: sårbare børn, den øgede risiko for udskilning, læseparathed mm. Fire centrale forhold til overvejelse et velfungerende samarbejde en fælles opfattelse af den samlede opgave med børn strukturelle barrierer kulturelle barrierer. Side 2
Evalueringsinstituttets rapport om pædagoguddannelsen er en umiddelbar men altså langt fra den eneste! - anledning til at sætte fokus på, hvordan lærer- og pædagoguddannelserne kan medvirke til, at de to pædagogiske kulturer kan indgå i et frugtbart samspil i det pædagogiske arbejde i kommunerne i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. Et velfungerende samarbejde. Der er ingen slinger i valsen, når man spørger lærere og pædagoger om nødvendigheden af at de samarbejder. Alle er enige om, at det er vigtigt. I de fleste kommuner er der oprettet formelle samarbejdsrelationer mellem børnehaver og skoler i forbindelse børnenes indskrivning i skolen, ligesom der almindeligvis er et samarbejde mellem skole og fritidsinstitutioner (især skolefritidsordninger). Det typiske er imidlertid at der er tale om samarbejde mellem de voksne lærere og pædagoger som kun indirekte relaterer sig til den pædagogiske kerneydelse. Samarbejdet drejer sig som regel om videregivelse af informationer, forældresamarbejde o.lign., sjældnere om fælles pædagogisk planlægning, men næsten altid om en virksomhed, hvor børnene er fraværende. Når det kommer til det konkrete samarbejde i og med kerneydelsen, dvs med børnene som deltagere, har der hidtil været tilsyneladende uoverstigelige barrierer. Kun ganske få steder rapporteres om lærerpædagogsamarbejde i den pædagogiske praksis, men generelt er noget sådant et resultat af besværlige og resursekrævende forhandlinger, som de fleste andre steder er endt resultatløst, hvis de da ikke er endt med konflikt eller stævning. Netop det praktiske samarbejde om og med børnene vil være værdifuldt, fordi de to faggrupper har forskellige kompetencer. Det helt centrale er, at denne forskellighed udmønter sig til gavn for børn - og at pædagoger og lærere hver for sig har en stærk fagidentitet og bevidsthed om, hvad de kan byde ind med. Hvor pædagogers evne til at arbejde med relationer og lærernes fokus på indhold kan gå hånd i hånd og fremme en sammenhængende og rummelig pædagogisk praksis. Det er dén type samarbejde, der er brug for. Fælles opfattelse af opgaven. Folkeskoleloven af 1993 og det seneste forlig 2002 stiller krav om et øget samarbejde mellem folkeskolens aktører og de øvrige børne- og ungeinstitutioner eksplicit og implicit. Således er kravet om rummelighed i normaltilbuddene en tydelig anledning til at drøfte og fastlægge en fælles værdiopfattelse, ligesom læringsmål i dagtilbuddene i under-6 årsområdet og den øgede målstyring af folkeskolen vil betyde, at pædagogkulturerne skal spille sammen og lære af hinandens praksis. Det ser ud til, at den stadigt skærpede fokusering på pædagogiske mål og resultater på hele børneområdet skal sættes i sammenhæng med, at begrebet læring er et fælles pædagogisk afsæt, og at kommunernes børne- og ungepolitik skal danne platform for borgernes livslange uddannelse og det gode liv. Det bliver kommunernes opgave at sikre, at der skabes en fælles opfattelse af den pædagogiske opgave. En meget central støtte i denne udfordring vil være, at lærer- og pædagoguddannelserne fremover har et langt stærkere samvirke end i dag. End ikke de ny CVU konstruktioner kan ophæve nogle Side 3
markante barrierer for at de to uddannelser kan arbejde sammen. Men det er samtidig vigtigt at huske, at de muligheder, der rent faktisk ér, i dag kun udnyttes lokalt, og dermed får et tilfældigt og svagt gennemslag. 3. Strukturelle barrierer. Kommunerne har gennem adskillige år arbejdet mod en opblødning af de organisatoriske grænseflader mellem de pædagogiske tilbud, der er lovgivningsmæssigt forankret i henholdsvis serviceloven og folkeskoleloven. Som tidligere nævnt er disse tiltag fulgt op med organisering af samarbejde på tværs af institutionsskel. Det seneste forlig om folkeskolen åbner op for at understøtte dette yderligere med muligheder for fælles ledelse af institutioner og områdeledelse. Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) har fulgt de seneste lovgivningsinitiativer op med konkrete oplæg til, hvordan sådanne løsninger kunne se ud. Det er særdeles væsentligt at nedbryde strukturelle barrierer for et samvirke om børnene, ikke mindst fordi sådanne barrierer ofte er en bekvem anledning til at opfylde Piet Heins ord: Fagfolk har man til at spørre hvorfor intet lar sig gøre. I uddannelsesmæssig sammenhæng er der i dag åbenlyse barrierer for, at pædagog- og lærerkulturen kan samstemmes bedre. Èt af de områder, Evalueringsinstituttet slår ned på i rapporten om pædagoguddannelsen, er praktikken. Netop praktikken kunne blive et vigtigt fælles omdrejningspunkt for de to uddannelser. I dag matcher de to uddannelsers praktikforløb ikke hinanden. Pædagoguddannelsens praktik er en arbejdspraktik, der kun er løst om overhovedet knyttet til seminarieuddannelsen, mens læreruddannelsens praktik er en uddannelsespraktik. Det kræver uforholdsmæssigt store koordineringsanstrengelser at skabe sammenhæng mellem de to praktikformer. Det forhold, at antallet af børn i den undervisningspligtige alder stiger stærkt i de kommende år, vil være et selvstændigt argument for at sætte fokus på praktik i skolesammenhæng. Men på sigt vil det være alment værdifuldt, at pædagoguddannelsen giver de studerende indsigt i og holdninger til de muligheder der ligger i at være pædagog på en folkeskole sammen med lærere - i modsætning til i dag, hvor der end ikke er lige mulighed for at pædagogstuderende kan gennemføre i praktikforløbet i børnehaveklasser. 4. Kulturelle barrierer. De kulturelle barrierer mellem lærer- og pædagogidentiteten er historisk betinget. Frem til industrisamfundet var der et klart skel mellem folkeskolens kulturoverførende velfærdsopgave og fx børnehavernes sociale pasningsopgave. De strukturelle og kulturelle barrierer, der er et levn herfra, virker hæmmende på bestræbelserne for at samstemme de professionelles faglige identitet. Der er i det 21. århundrede absolut ingen grund til at skelne mellem de pædagogiske opgavers samfundsmæssige funktion, når børnehaver frekventeres af en ligeså stor andel af befokningens børn som folkeskolen. Opgaven fra 0-16 år er almen pædagogisk. Ikke desto mindre er det en udbredt erfaring i kommunerne, at seminarierne understøtter en forældet skelnen mellem de to pædagogiske opgavers rolle i samfundet. Evalueringsinstituttets markering af pædagoguddannelsens manglende mål og krav kan være et centralt aspekt i pædagogernes svigtende faglige identitet. En sådan kan selvsagt være en Side 4
selvstændig barriere for et tværfagligt samarbejde. Men en vigtigere årsag til at samarbejdet i skolerne ikke altid opleves som ligeværdigt af pædagoggruppen kan meget vel stamme fra skolefritidsordningernes historie, som er, at SFO erne blev mødt med kraftig skepsis i starten både fra lærer- og pædagogside. Det kan vel udtrykkes kort: Pædagogerne havde ikke noget ønske om at blive pædagoger på en folkeskole. Lærerne bød dem heller ikke ligefrem velkommen! I dag fremføres ofte det udsagn, at pædagogerne ikke føler sig ligeværdige som faggruppe i forhold til lærerne. Det er en meget vigtig opgave at pædagoguddannelsen styrker pædagogernes faglige identitet, så disse tendenser modvirkes, og kommunerne kan sikre, at arbejdet mellem pædagoger og lærere - af begge parter - opleves ligeværdigt. Pædagogernes uddannelse udgør en grundsten for deres fagprofessionalitet. Også lærernes faglighed bliver udfordret i disse år. Læreruddannelsen bør medvirke til at styrke den samstemte pædagogiske opgave. Èn afgørende ændring for lærernes opgaveløsning nu og i fremtiden er, at fokus flyttes fra individ til relation. Lærernes undervisning skal foregå i rammer, hvor alle børn kan deltage med udbytte. Det er derfor vigtigt, at lærere i højere grad er optaget af børnenes relationer, og hvordan disse kan styrke læreprocesser; i stedet for, som i den traditionelle skole, at have fokus på individet, fx dén eller de elever, der forstyrrer læreprocesserne. Hvis man skal reducere kulturelle barrierer mellem de to faggrupper, bør man se på de to uddannelsers målgrupper. Der er tilsyneladende meget store forskelle på de forudsætninger, der kræves for at blive optaget på henholdsvis lærer- og pædagoguddannelsen. Det kan være velbegrundet. Ikke desto mindre bør det vurderes, hvilke ligheder og forskelle, der vil være hensigtsmæssige - og hvilke der ikke vil - når de kulturelle barrierer skal nedbrydes. Sammenfatning og forslag. Det er BKFs overordnede opfattelse, at en vis samordning mellem lærer- og pædagoguddannelserne vil være et fremtidens krav, og at CVU erne er en oplagt ramme herfor. Mere konkret kunne det indebære overvejelser/forslag om at der etableres fælles forløb for lærer- og pædagogstuderende i dele af det pædagogiskpsykologiske fagområde i slutningen af uddannelserne, fx på fælles fagområder vedr. sprogudvikling, skolefritid, skolestart o.lign., eller at der i studieordningerne skal indgå fælles kursusforløb for de to uddannelser, at der skabes rammer for fælles praktikforløb og at der åbnes for muligheden af fælles projektopgaver. Det er vigtigt i denne forbindelse at holde fast i, at de to uddannelser bør have fælles fokus, først og fremmest omfattende læringssynet, børnesynet, samarbejdet om skolebørnene og praktiksamarbejde. Når evalueringen af læreruddannelsen foreligger opfordrer BKF Kommunernes Landsforening til at tage initiativ til fokusgruppemøder med deltagelse af repræsentanter fra kommuner, ministerier, organisationer, Side 5
CVU/pædagog- og lærerseminarier m.fl. med henblik på at drøfte bl.a. de fokuspunkter, der er medtaget i dette notat, nærmere. Det vil her være oplagt at inddrage de erfaringer, der allerede er indhøste på seminarier, der varetager begge uddannelser. Fokusgruppemødernes produkter (fokusgrupperapporter) indgår i de kommende drøftelser om en fremtidig samstemning af de pædagogiske uddannelser. BKF deltager gerne i planlægningen af møderækken. 2003-08-08 BKF-bestyrelsen Side 6