Indholdsfortegnelse Problemformulering (fælles)... 2 Metode (Fælles)... 4 Opgavens opbygning... 4 Valg af teori og litteratur... 4 Valg af empiri... 5 Præsentation af analyse... 6 Præsentation af diskussion... 7 Konklusion og perspektivering... 7 Del 1... 8 Teori... 8 Socialkonstruktionisme (Camilla)... 8 Identitet (Stefanie)... 9 Baggrund for den narrative teori (Camilla)... 11 Narrativer - livets fortællinger (Camilla)... 12 Konstruktion af identitet gennem narrativer (Stefanie)... 13 Relationen som forudsætning for narrativer (Stefanie)... 15 Andres betydning for identitetsdannelsen (Camilla)... 16 Kulturens indflydelse på narrativer (Stefanie)... 18 Gruppers konstruktion af identiteter (Stefanie)... 19 At omfortælle virkeligheden (Camilla)... 20 Kategorisering (Stefanie)... 23 Stigmatisering (Camilla)... 24 Del 2... 26 Analyse (Fælles)... 26 Case... 26 Pædagogernes fortælling om Anya (Stefanie)... 27 Anyas egen fortælling (Camilla)... 31 Kategorisering og Stigmatisering (Stefanie)... 35 Pædagogens rolle (Camilla)... 38 Pædagogens ansvar (Camilla)... 38 Pædagogens magt (Stefanie)... 39 Hvordan kan pædagogerne ændre deres syn på Anya (Stefanie)... 40 0
Sprogets magt (Stefanie)... 40 Bevidstgørelse og refleksion (Camilla)... 42 Dannelse af alternative narrativer (Fælles)... 43 Del 3... 45 Diskussion... 45 Vores samfund (Camilla)... 45 Socialkonstruktionisme og narrativer (Stefanie)... 46 Kategorisering (Camilla)... 51 Konklusion (fælles)... 55 Perspektivering(fælles)... 58 Litteraturliste... 59 Bøger... 59 Artikler... 60 Internettet... 60 1
Problemformulering (fælles) Vi vil i vores bachelor beskæftige os med narrativer og hvordan disse påvirker den pædagogiske praksis. Den narrative teori har som omdrejningspunkt at mennesker bruger fortællinger fra deres liv, til at skabe mening og sammenhæng. Metoden har rødder i den socialkonstruktionistiske erkendelsesteori. Flemming Andersen redegør for, at socialkonstruktionisme er, når man ser virkeligheden som en social konstruktion. Virkeligheden skabes gennem sproget, da vi hele tiden forhandler os frem til en fælles forståelse (Andersen 2007). Hvis virkeligheden skabes gennem sproget, og dermed forhandles frem, må dette også være gældende i daginstitutionen. Hvis vi antager at børn bruger sproget aktivt til at konstruere en virkelighed ved hjælp af fortællinger, må narrative konstruktioner derfor også være til stede i den pædagogiske praksis. Identitetsdannelsen forstås i den socialkonstruktionistiske teori som en konstruktion, der finder sted gennem det sociale samspil (Gergen 2005). Sammenholder man begrebet narrativer med et socialkonstruktionistisk syn, bliver fortællinger i den pædagogiske praksis afgørende for den identitetsdannelse, der finder sted hos børn. Vores personlighed er en social konstruktion som er oparbejdet og fastholdt som et resultat af de narrativer, som vi enten selv har konstrueret eller som andre har konstrueret, og som vi herefter har accepteret som evidente om os selv (Andersen 2007., s. 138) Altså er den pædagogiske praksis præget af de kulturelle fortællinger der er i institutionen og de indbyrdes fortællinger der konstrueres om hinanden, dermed påvirkes børnenes selvfortællinger og identitetsdannelse. Derfor mener vi at narrativer har indflydelse på den pædagogiske praksis. Udover at mennesker danner narrativer om sig selv og andre, kategoriserer de for at skabe mening og sammenhæng i deres sociale verden (Skytte 2009). Hvis vi antager at alle mennesker kategoriserer, må kategoriseringer derfor også finde sted i den pædagogiske praksis. Sproget har stor betydning i vores konstruktion af virkeligheden (Lundby 2000), derfor kan pædagogernes kategoriseringer, af børn, blive til fortællinger som påvirker deres selvfortællinger og dermed deres identitetsdannelse. 2
Samfundet spiller en vigtig rolle i forhold til, hvorfor vi skal arbejde med kategorisering og narrativer i de danske daginstitutioner. Vi lever i et postmoderne samfund, hvor begge forældre arbejder og dette medfører, at familiens opgaver er udliciteret til institutionen. Det er nu daginstitutionens pligt at sørge for udvikling og trivsel hos børnene, men også for deres dannelse. Pædagogers arbejdsområde står beskrevet i blandt andet dagtilbudsloven, hvor der står; Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst (Dagtilbudsloven 7, stk. 2) Hvis vi antager at udvikling og selvværd hænger sammen med identitet, har pædagoger pligt til at arbejde med narrativer og kategoriseringer, da vi har en forestilling om at disse har indflydelse på vores identitet. Udover at institutionen har overtaget en del af familiens opgaver i det postmoderne samfund, taler Giddens også om kulturelt opbrud (Jørgensen 2002). Dette gør, at der ikke længere er en given ramme for, hvordan vi lever og hvem vi er. Vi bliver ikke længere det samme som vores forældre, vi behøver ikke længere at forblive i den socioøkonomiske klasse vi er født ind i, og der er ikke længere de samme traditioner og regler for livet. Denne kompleksitet kan medføre et øget behov for at skabe sammenhæng og mening. Denne mening kan, ifølge Andersen, skabes ved hjælp af egenfortællinger (Andersen 2007). Med udgangspunkt i ovenstående emneafgrænsning mener vi derfor at det, for pædagoger er relevant at arbejde med narrativer og kategorisering inden for den pædagogiske praksis. Endvidere er det vigtigt at have fokus på, hvordan man som pædagog kan bruge narrativer som pædagogisk redskab til at skabe positive selvfortællinger hos børn. Vi har følgende to problemstillinger, vi vil undersøge i vores bachelorprojekt: - Hvilke konsekvenser har pædagogers kategoriseringer og narrativer på børns selvfortællinger og identitetsdannelse? - Hvordan kan man ved hjælp af narrativer bidrage til positive selvfortællinger hos børn? 3
Metode (Fælles) Opgavens opbygning Vores opbygning af opgaven er tredelt. Det betyder at vi begynder med at beskrive vores valgte teori i det vi kalder del 1. Dernæst vil vi i del 2 benytte os af en case som vi vil analysere ved hjælp af teorien fra del 1. Analysen munder ud i et handleafsnit, hvor vi kommer med forslag til, hvad pædagogerne i casen og pædagoger generelt kan gøre, for at ændre deres syn på brugen af narrativer og kategoriseringer i praksis. I 3. og sidste del af opgaven kommer diskussion og konklusion. Vi er klar over, at der er andre måder at opbygge en akademisk opgave på, eksempelvis ved at blande teori og analyse så man løbende anvender den viden man får. Vi har valgt denne opbygning, fordi vi finder den nyttig til at skabe overblik. Med fare for at vi gentager os selv når vi analyserer og diskuterer, finder vi det brugbart at adskille disse tre dele. I en lang opgave som denne, kan det betyde, at læseren mister fokus i de lange teoriafsnit. Det har vi forsøgt at undgå ved løbende at opsamle på vores afsnit og lave delkonklusioner. Valg af teori og litteratur Vi begynder med en kort redegørelse for den socialkonstruktionistiske erkendelsesteori, da vores valgte teori om narrativer tager udgangspunkt i det faktum, at virkeligheden er socialt konstrueret. Samtidig kan det give os et mere nuanceret billede af hvilken rolle pædagoger spiller i konstruktionen af denne virkelighed. I forlængelse heraf kan det vise hvilken påvirkning pædagogerne har på problemer i den pædagogiske praksis. Til dette vil vi bruge Lundbys kapitel om socialkonstruktionisme i Narrativ terapi (Lundby 2000) samt bogen Social konstruktion ind i samtalen (Gergen og Gergen 2005). Vi har valgt disse kilder, fordi de giver et overblik over det grundlæggende i den socialkonstruktionistiske tankegang. Da vi har valgt at tillægge vores bachelor et konstruktionistisk syn, har det været vigtigt for os at sætte os ind i den konstruerede sociale identitet. Desuden har vores antagelser om at kategorisering og fortællinger påvirker identiteten gjort, at vi har valgt at se på den sociale identitet. Dette fortæller os om hvorvidt og hvordan andre påvirker identiteten. Vi har i dette afsnit brugt Richard Jenkins sociologiske blik på identitet i bogen Social identitet (Jenkins 4
2006) og desuden inddrager vi elementer fra Per Schultz Jørgensens kapitel Den konstruerede identitet i bogen Psykologiske grundtemaer (Jørgensen 2002). Herefter vil vi redegøre for den narrative teori: Hvad narrativer er, hvilke faktorer der påvirker narrativerne, samt hvordan narrativer påvirker individets selvfortælling og identitet. Vi har valgt den narrative teori som vores primære teori, da vi ønsker at undersøge fortællingernes betydning for identiteten. Vi har fravalgt at have fokus på fortællingens opbygning, samt tilegnelsen af narrativ kompetence. Vi mener dette ville være mere relevant, hvis vi skulle lave et projekt om fortællinger generelt. I denne bachelor er vi mere nysgerrige på fortællingernes konsekvenser og muligheder. Vi har udvalgt følgende litteratur: Flemming Andersens kapitel Om narrativ psykologi eller: der skal gode relationer til en god fortælling i bogen relationer i psykologien (Andersen 2007) Alice Morgan Narrative samtaler (Morgan 2005) Geir Lundby Narrativ terapi (Lundby 2000) Hilde Lindemann Nelson Narrativ oprejsning når identiteten går i stykker (Nelson 2002) Vi er bevidste om, at den valgte teori tager udgangspunkt i den narrative terapi, men vi mener at disse teorier er relevante i forhold til besvarelsen af vores problemstillinger. Til slut i vores redegørelse vil vi beskæftige os med kategorisering, stereotypering og stigmatisering. Dette er relevant for at kunne besvare vores problemstilling. Desuden mener vi det er relevant i forhold til narrativer og identitet. Gennem narrativerne kan der opstå kategorisering og stereotypering. Hvis individet fastholdes af disse processer kan det føre til stigmatisering. Vi har valgt at bruge Marianne Skyttes kapitel Kategorisering og kulturopfattelse i Samfundet i pædagogisk arbejde (Skytte 2009), samt Jenkins kapitel Grupper og kategorier (Jenkins 2006). Teorien er valgt for at give en kort præcis forståelse af den systematisering af den sociale verden, der ligger bag kategorisering. Valg af empiri Efter redegørelsen har vi skrevet en case, som vi vil analysere og diskutere teorien ud fra. En grund til at vi har valgt at gøre dette, frem for at lave eksempelvis deltagerobservation eller interview er, at vores bachelor er tidsbegrænset. Hvis vi ville lave observationer skulle vi 5
gøre det kontinuerligt over tid for at kunne opstille generaliseringer. At lave interview i en institution ville være en spændende metode til at opdage subjektive fortællinger og virkeligheder i en konkret situation. Dette ville give mening som et led i at gå i dybden med de fortællinger der hersker i det institutionelle liv, men på grund af tidsbegrænsningen på bacheloren har vi fravalgt dette. Vi mener at et sådant projekt skulle tildeles mere opmærksomhed end vi har mulighed for. Desuden kan interviewformen i forbindelse med dette emne hurtigt komme til at tage terapeutisk karakter, hvilket vi ikke er interesserede i. At arbejde med cases er praksisnært og denne metode vil vi med fordel kunne arbejde med, når vi kommer ud i praksis og reflekterer over vores egen praksis og de problemstillinger vi møder i den virkelige verden. Dette gør det til en overskuelig metode der samtidig er kvalificeret: Bruger man konkrete eksempler fra hverdagen i sin egen institution, risikerer man, at de implicerede personer føler sig under personligt angreb med det resultat, at fokus forrykkes fra den principielle diskussion til at blive et forsvar for vedkommendes handlinger (Mårtensson 2011, s. 38) Vi har derfor lavet en fiktiv case med inspiration fra egen praksis. Dette gør at vi ukritisk og uden personlig indblanding kan analysere og diskutere casen. Præsentation af analyse For at besvare vores problemstillinger har vi i analysen fokus på de dele af casen, der siger noget om pædagogernes fortælling om barnet, barnets egen fortælling, samt hvor vi ser kategorisering og dets konsekvenser. Hertil vil vi inddrage elementer fra teori, som ikke er med i opgavens redegørelse. Vi har valgt ikke at redegøre for dette, da vi hellere vil lægge fokus på vores primære litteratur. Desuden ønsker vi ikke at have et langt og ufokuseret redegørelsesafsnit. Efterfølgende har vi valgt at lave et handleafsnit med afsæt i pædagogens rolle. Dette har vi gjort for at nærme os vores fagligt begrundede refleksioner over hvordan pædagogen kan agere for at skabe positive selvfortællinger hos børn. I afsnittet starter vi med at definere pædagogens ansvar og magt, for at forstå under hvilke vilkår det pædagogiske arbejde skal udføres. Derefter vil vi komme med forslag, som vi mener, kan bidrage til en praksis, hvor 6
pædagoger har fokus på deres fortællinger om børnene og hvordan de kan skabe positive fortællinger. Præsentation af diskussion Handleafsnittet bliver fulgt op af en afrundende diskussion som er delt i 3; først kommer en diskussion af samfundet i et socialkonstruktionistisk syn, herefter diskuterer vi narrativer og socialkonstruktionisme og til sidst kategoriseringer. Vi har valgt dette, for at diskussionen kan nærme sig en besvarelse af vore problemstillinger. En anden grund til vi har gjort dette er for at skabe overskuelighed både for os selv og læseren. Desuden giver det sammenhæng i opgaven, da vi ligeledes har delt analyse og diskussion op i lignende temaer. Konklusion og perspektivering Vi vil lave en konklusion, hvor vi sammenfatter opgavens delkonklusioner og besvarer bachelorens problemstillinger. Til slut vil vi lave en perspektivering hvor vi vil beskrive hvad der kunne være interessant at arbejde videre med i form af teori og emner. 7
Del 1 Teori Socialkonstruktionisme (Camilla) Ifølge Geir Lundby er der sket en udvikling i vores viden om virkeligheden; fra at have fokuseret på verden og vores observationer som objekt, en naturvidenskabelig tilgang, fokuserer man nu mere på et relationelt syn, hvor man fortolker i fællesskab med andre (Lundby 2000) Altså, der er sket et paradigmeskift fra et syn på verden, hvor man kunne opstille objektive fakta, til en holdning hvor der netop ikke findes nogen objektiv sandhed, men hvor alt er konstrueret i samspil. Med denne tankegang, som kaldes socialkonstruktionisme, er der yderligere sket en udvikling fra det moderne samfund til det postmoderne. I socialkonstruktionismen er virkeligheden skabt relationelt i samspil med andre. Derfor er det forskelligt fra konstruktivismen, som lægger vægt på det individuelle og anser mennesker for at være informationsmæssigt lukkede systemer (Op.Cit.). Denne forskel understøttes yderligere af Gergen, da han siger: Som min redegørelse folder sig ud, vil det i stigende grad blive klart, at beretninger om selv et fundamentalt set ikke er individuel ejendom, men relationernes besiddelse - produkter af det sociale samspil (Gergen 2005, s. 218) Ovenstående citat fortæller desuden noget om identitet. Gergen skriver at selvet er relationelt betinget. Af det kan vi udlede, at identitet skabes i samspil og vi derfor er afhængige af andre og deres forståelse, i udviklingen af vores identitet. Altså har socialkonstruktionisme og den socialt konstruerede identitet også forhandling som nøgleord. I konstruktionen af eksempelvis et samfund, er man nødt til i fællesskab at blive enige om de værdier, man vil have det givne samfund skal bygge på. Med en socialkonstruktionistisk tænkning forstås, som tidligere nævnt, at virkeligheden ikke er objektiv, men derimod subjektiv. Dette betyder imidlertid at der ikke findes nogen universel sandhed og forudsætter, at andre kan have en anden opfattelse end én selv. Derfor 8
lægger socialkonstruktionismen op til en pluralistisk holdning hvor andres værdier og traditioner er lige så sande som vores (Gergen & Gergen 2005). Dette mener vi gør en stor forskel i den pædagogiske praksis, da vi derfor også må anerkende at andres opfattelser og virkeligheder kan have lige så stor værdi som vores egen. Hvis man med socialkonstruktionistiske briller ser på et pædagogisk problem, må man se at dette problem er skabt af menneskerne i institutionen det er ikke et problem hvis ikke vi tillægger det denne værdi og betydning. Derfor må vi antage, at hvad vi ser som problemer kan ændres til at anskues som muligheder. Opsamlende kan man sige at virkeligheden, ifølge socialkonstruktionisterne, forhandles frem i det sociale samspil. Der findes ingen grundlæggende sandhed, men en masse subjektive sandheder. Identitet (Stefanie) Begrebet identitet stammer fra det latinske begreb idem, der betyder det samme. Dette leder tankerne hen på kontinuitet, men også på ligheder og forskelle (Jørgensen 2002). Jenkins mener, i tråd med dette, at identiteten først og fremmest skabes gennem netop ligheder og forskelle (Jenkins 2006). Når individet sammenligner sig selv med andre og finder ligheder og forskelle, udvikles dets identitet. Dette bygger på en samspils- og socialkonstruktionistisk tilgang til virkeligheden, men sådan har man ikke altid set på identitet. Betydningen af identitet og tankerne herom har været under stor udvikling gennem tiden. Tidligere opfattede man identitet som noget der var fast og solidt - ofte determineret af familien. Omkring oplysningstiden, 17.-19. hundredetallet, begyndte der at komme fokus på individuel autonomi og individets identitet var ikke længere udelukkende bestemt på forhånd. Det er dog først inden for modernismen at opfattelsen af identitet ændres. Individet ses nu som en helhed. Det er unikt og har indflydelse på at give sit liv mening. Det er her kimen til vores forståelse af identitet sås. Det er ikke længere miljø og familie der determinerer hvem individet er, hvad det laver og hvilket liv det lever. Individet får selv indflydelse på dets liv og dets udvikling i gennem individuelle valg. Tanken om, at andre har betydning for individets identitet, gør først sit indtog i den postmoderne forståelse af identitet. Identiteten ses i det postmoderne samfund ikke kun som noget du selv er med til at konstruere, men som en 9
skabende proces, der også påvirkes af dine omgivelser. Igennem dine relationer kan andre være med til at vise hvem du er, ved at vise hvem du ikke er. I en postmoderne forståelse av identitet inkluderes nye elementer, blant annet bliver de andres betydning fremhevet. Identitet kan bli forstått i forhold til hva det ikke er, - til det andre. Identitet forståes i og gjennom forskjeller. Vi konstruerer vår identitet gjennom narrative, - hva vi velger å inkludere og utelukke i vår historie (Nilsen 2005, s. 40). Ud fra ovenstående citat kan forstår vi, at man ikke længere mener at identitet er noget på forhånd givet. Identitet består ikke af iboende karakteristika og kvaliteter. Derimod ser man i postmoderniteten identitet som noget, der opstår i interaktion med andre. Fokus er flyttet over på identitetsdannelsen som en proces, hvor omgivelserne har indflydelse på identiteten. Ligeledes har de forskellige arenaer vi færdes og agerer i, betydning for identitetsdannelsen (Nilsen 2005). Hvis identiteten er en fælles konstruktion imellem individet og omgivelserne, leder det tankerne hen på den socialkonstruktionistiske erkendelsesteori. Som vi tidligere i opgaven har redegjort for, konstruerer individet i samspil med andre sin virkelighed gennem forhandlinger og fortællinger. Ud fra dette kan man kalde identiteten i det postmoderne samfund for den konstruerede identitet (Jørgensen 2002). Individet prøver hele tiden at opbygge sin identitet og skabe mening. Denne søgen efter mening, mener Giddens kan have rod i et kulturelt opbrud. I det postmoderne samfund er der traditionsnedbrud, større individualisering end nogensinde og globalisering. Der er ikke længere de samme rammer for hvordan vi skal leve og hvordan man opfører sig. Vi fødes ikke længere ind i miljø, klasse og arv og de store fortællinger bortfalder Altså er der ingen fast opskrift på hvordan livet kan og bør leves. Det er her fra vores trang til at skabe mening og sammenhæng udspringer (Jørgensen 2002). Selvets refleksive projekt, som består i at opretholde sammenhængende, men konstant reviderede biografiske fortællinger, der finder sted i en kontekst af mangfoldige valgmuligheder (..) (Jørgensen 2002, s. 240). 10
I citatet oven for refererer Jørgensen til Giddens og siger at skabelsen af identitet og dermed selvets refleksive projekt i det postmoderne samfund, handler om at skabe mening og sammenhæng i en verden fyldt med valgmuligheder. Det handler om at skabe kontinuitet i egne og andres fortællinger, for dermed at kunne afgrænses og identificeres af andre og individet selv, som et individuelt og unikt menneske. Altså; Synet på identitetsdannelse har været under stor udvikling og identitet ses i dag som en konstruktion. Identiteten konstrueres i sociale samspil og ved at finde ligheder og forskelle med andre. Samtidig søger individet at skabe mening og sammenhæng, ved at skabe sin identitet gennem narrativer. Vi er ikke længere determineret af arv og de store fortællinger. Vi konstruerer, i fællesskab med andre, vores identitet. Baggrund for den narrative teori (Camilla) Historiefortælling og kommunikationen heri ser Lundby som en grundlæggende handling for mennesket. Så langt tilbage som stenalderen, ses at mennesker har brugt historier til at kommunikere betydningsfulde begivenheder hulemalerier fortæller historier om jagtmetoder og gudetro, ligesom bibelen og andre religioners hellige bøger består af historier, som fortæller om moralske principper og læresætninger. Myter og legender er blevet brugt til at formidle generationers historier til de næste, og også i dag er fortællinger og historier essentielle, da de dominerer vores hverdag eksempelvis igennem nyheder, tv serier og ugeblade (Lundby 2000). Disse historier kaldes i pædagogisk kontekst, og i vores opgave, for narrativer eller fortællinger. Narrativer har længe været anvendt som forståelsesramme inden for psykologien, men det er først i 1970 erne og 80 erne at det bliver til en egentlig teoretisk tilgang, hvormed man kan forstå og sammenfatte menneskers selvforståelse og identitet selvet som historiefortæller (Op.cit.). Det narrative udspringer af den socialkonstruktionistiske erkendelsesteori, som bygger på forståelsen af virkeligheden som en social konstruktion. Denne virkelighed konstrueres og forhandles frem gennem sproget. Sproget har betydning for menneskers selverkendelse, hvilket gør at narrativer har betydning for selverkendelsen og dermed menneskets dannelse af identitet (Andersen 2007). 11
Narrativer - livets fortællinger (Camilla) Narrativ teori handler om fortællinger livets fortællinger. Ordet narrativ oversættes i Geir Lundby s bog; narrativ terapi, til fortalt historie eller historiefortælling. Begrebet narrativ forudsætter en relation nogen fortæller en historie til en anden. Modtageren er en vigtig del af det narrative, da det er ham som fortolker og forstår historien. En historie kan defineres som en meningsenhed der skaber en ramme for erfaringen. Det er igennem disse historier vore erfaringer tolkes. Vi går ind i historier, vi bliver inddraget i historier af andre, og vi lever vores liv gennem disse historier (Lundby 2007, s. 37) Mennesker er tolkende væsner, og som citatet ovenfor pointerer, bliver vores erfaringer tolket gennem vores fortællinger altså er vi aktive i tolkningen af vores erfaringer gennem livet. Ingen tolkning kan dog foregå isoleret, derfor er man nødt til at have en forståelsesramme at tolke ud fra. Fortællingerne er disse forståelsesrammer som skaber en kontekst for vores erfaringer. Når individet tolker, skaber det mening og denne mening bliver til de narrativer individet fortæller om sig selv. Altså er de fortællinger vi har i forvejen en forståelsesramme for vores nye erfaringer. Individet danner nye fortællinger ud fra denne meningsskabende forståelsesramme. Vi har en fortælling og forståelse, oplever og erfarer på ny og udvikler hermed nye fortællinger og forståelser ud fra de allerede eksisterende. Disse narrativer er ikke neutrale. Ifølge Lundby påvirker de vores liv og har en effekt på, hvordan vi ser verden og hvordan vi i fremtiden vil agere. Vores selvfortællinger bestemmer hvilke aspekter af vores erfarede liv der kommer til udtryk. Det personlige narrativ konstrueres ud fra erfaringer og begivenheder. Det er dog ikke alle begivenheder der medtages i individets fortælling. Den dominerende fortælling, altså den fortælling, som tillægges størst betydning, skabes ved at udvælge begivenheder, så de passer ind i det allerede eksisterende narrativ (Morgan 2005). Hvis barnet i forvejen har en fortælling der peger på at jeg er omsorgsfuld overfor de andre børn, vil det automatisk udvælge begivenheder i sammenhæng med dette. Altså vil barnet se bort fra den gang han skubbede Søren ned fra klatrestativet, og derimod fokusere på en episode hvor han trøstede Lotte. For at individet kan fortælle sammenhængende historier om dets liv, er det nødsaget til at glemme alle forhold og begivenheder, der ikke passer ind i historierne (Lundby 2000). Jo flere 12
begivenheder der føjes til den dominerende historie, jo tykkere bliver den og jo større betydning får fortællingen for individet (Morgan 2005). Samtidig med at den dominerende historie bliver tykkere, bliver fortællingen også mere betydningsfuld og det kan medføre at individet ukritisk internaliserer sit narrativ. Individet kan fanges af den dominerende historie, hvilket kan gøre det problematisk at få øje på begivenheder, der falder uden for narrativet. Det der passer ind i den dominerende historie er for individet bevidst, mens alle de andre oplevelser og erfaringer, ligger i det ubevidste. Dette gør imidlertid ikke de fravalgte hændelser og alternative historier mindre virkelige, de bliver bare ikke en del af vores bevidste selvforståelse.(lundby 2000) Er historien eller narrativet positivt betyder det, at personens selvopfattelse bliver positiv, men hvis narrativet er negativt eller problematiseret bliver individets selvopfattelse negativ. Jo flere hændelser, der passer ind i den negative fortælling, jo tykkere bliver fortællingen og jo sværere bliver det for individet at arbejde sig væk fra sin negative selvopfattelse. Det narrativ der opbygges påvirker ikke kun individets selvopfattelse i nuet, men også dets handlinger i fremtiden. Ydermere er det disse historier vi gør brug af når vi skal tolke nye erfaringer (Morgan 2005). For at samle op, kan man sige at narrativer er de fortællinger vi konstruere om vores liv. Narrativet skabes ud fra udvalgte hændelser og erfaringer. Der er dog også hændelser som ikke tillægges værdi og derfor ikke får relevans for narrativet. Narrativet er en måde at skabe mening og sammenhæng på og virker som forståelsesramme. Inden for det narrative har relationen stor betydning, da individet skal have en at fortælle sit narrativ til. Konstruktion af identitet gennem narrativer (Stefanie) Historierne om vores liv bestemmer oplevelsen af hvem vi er. Ydermere bliver historierne nyskrevet og forandret for hver ny fortælling. I kampen for at skabe mening står individet derfor over for opgaven at sortere sine erfaringer på en sådan måde, så de kan give en sammenhængende fremstilling af sig selv og verden omkring sig (Lundby 2000). Inden for narrativ teori ses identiteten ikke som fast kerne, men som noget foranderligt. Identiteten ses som et resultat konstrueret ud fra narrativer (Andersen 2007). Identiteten er altså skabt af de narrativer individet skaber om sig selv, de narrativer andre bidrager med og de fortællinger, der ligger implicit i den kontekst og kultur individet lever i. Nelson forstår 13
personlig identitet som et væv af fortællinger, der siger noget om de træk ved vores personlighed og vores liv, som vi selv finder betydningsfulde. Disse betydningsfulde ting, det være sig relationer som har stor betydning for individet eller måske værdier, som det finder essentielle, udgør nogle rammer hvori individet konstruerer de fortællinger, som skaber mening for det. Identiteten konstrueres og konstitueres ligeledes af andre mennesker og de fortællinger, de har konstrueret omkring de ting ved individet, som de finder mest betydningsfulde. Identitet er en narrativ konstruktion, en fortælling. En fortælling om, hvem man er i forhold til det liv, man har levet, og i forhold til det, man gerne vil i fremtiden (Horsdal 1999, s. 76). Af ovenstående citat udleder vi at identiteten ses som en konstruktion, men også hvordan fortællingerne påvirker identitetsdannelsen i forhold til fortidens erfaringer og fremtidens valg og handlinger. De narrativer og livshistorier vi konstruerer, danner grundlag for vores selvforståelse, selvbillede og vores følelsesliv (Andersen 2007). Dette betyder også at identiteten aldrig vil blive færdig, da vi konstruerer nye narrativer hele livet. Hvis vi godtager at vi organiserer og gør vore erfaringer meningsfulde ved at skabe historier, og at vi ved at fortælle historierne giver udtryk for udvalgte dele af vore oplevelser, så følger det, ifølge White, at historierne er konstituerende med hensyn til at forme vores liv og relationer til andre( ) (Lundby 2000, s.43) Altså som citatet påpeger påvirkes vores fortællinger af vores oplevelser og erfaringer, ligesom de er med til at forme vores liv og vores relationer til andre. Med dette in mente vil vi i næste afsnit redegøre for relationens betydning for narrative 14
Relationen som forudsætning for narrativer (Stefanie) Den narrative teori og den socialkonstruktionistiske tankegang tager udgangspunkt i at intet er virkeligt, hvis ikke vi i samspil har forhandlet os frem til det. Ud fra dette kan man argumentere for relationens vigtighed og betydning for det narrative. Vi fortæller hele tiden hinanden historier, hvad enten det er om os selv eller hinanden. Det er igennem disse historier at vi danner vores narrativer. Tilhøreren er ikke bare passiv, men bidrager aktivt til fortællingen. Dette kan både være verbalt, men også non-verbalt med kropssprog og indstilling. Udover at tilhøreren bidrager til fortællingerne ved at være lyttende, kan vedkommende også bidrage med egne narrativer om den anden. Altså gøres individets narrativ tykkere ved at tilhøreren tilføjer hændelser som passer ind i individets narrativ. Når at andre tilføjer fortællinger om individet, giver det et billede af hvordan vedkommende opfattes. Når andres fortællinger internaliseres i individets narrativ sker dette igen ud fra hvilke hændelser der tillægges værdi. Hændelsen, som fremhæver et karakteristika ved individet, udvælges blandt andre hændelser og tillægges derfor særlig værdi. Som sagt er et menneskes selvnarrativ ikke blot en passiv indoptagelse af de andres historier om mig. Selvforståelsen dannes også af personens egne værdsættelser (valueringer) af de hændelser, som jeg kommer ud for (Andersen 2007, s. 139). Ud fra dette kan man sige, at selvom en ting kan virke banal og ubetydelig, kan den have stor betydning for narrativet, hvis den for individet og dets nære omgivelser betragtes som værdifuld. Fortællingerne væves altså omkring de træk ved menneskers liv, som betyder mest for dem selv og deres tilhørere (Nelson 2002). Relationen er altså af stor betydning inden for den narrative teori. Uden en tilhører kunne der ikke fortælles historier og dermed ikke skabes mening og sammenhæng via narrativer. Desuden bidrager andre også med deres narrativer og påvirker dermed individets selvfortælling og selvopfattelse. 15
Andres betydning for identitetsdannelsen (Camilla) Vi har tidligere beskrevet relationens betydning for det narrative og narrativitet som identitetsskabende. I dette afsnit vil vi derfor afdække andres betydning for dannelsen af individets identitet. Identitet er, ifølge Hilde Nelson, ligeså meget et spørgsmål om hvordan andre forstår ens handlinger, som det er hvordan individet forstår sine handlinger. Hun forbinder de to begreber identitet og handleevne og skriver, at for at opnå handlefrihed kræves både andres anerkendelse af, samt ens egen følelse af at være en given person. Ved handlefrihed forstår vi, muligheden for at handle frit og dermed uafhængigt af andre. Handlinger bidrager altså til vores fortællinger, men på samme måde kan fortællinger indskrænke vores muligheder for at kunne handle. Nelson eksemplificerer dette ved at påpege at en person der ikke forstås som en kirurg, ikke får lov til at skære i levende mennesker, da denne ikke bliver anset som værende kompetent til den givne opgave. En personlig identitet kræver således anerkendelse. Identiteter er ikke blot et spørgsmål om, hvordan vi oplever vore egne liv, men også om hvordan andre ser os (Nelson 2002, s. 128) Handlefriheden afhænger af at andre anerkender denne person som kirurg og han derfor betros ansvaret. Altså kan man ikke selv råde over egen handlefrihed, da en forudsætning herfor er andres anerkendelse. Derfor har andres fortællinger stor betydning for individets identitet og handlemulighed. Dette må vi antage også gør sig gældende i den pædagogiske praksis, hvorfor vi har lavet følgende eksempel: Hvis et barn har en anden fortælling om sig selv end den fortælling pædagogen har om ham, kan det indskrænke barnets handlemulighed. Eks: Et barn har en selvfortælling der beskriver ham som en sød dreng, der har en god relation med de andre børn. Han har mange kammerater og er også en eftertragtet legekammerat. I børnehaven er der en regel om at der må være op til 3 børn på legepladsen alene, hvis bare pædagogen checker til dem hvert tiende minut. En del af reglen er dog også 16
at pædagogen selv vurderer hvilke børn der får lov og hvilke der ikke gør. Drengen og to kammerater spørger om de må komme på legepladsen. De kender udemærket til reglen og ved også at nogle får nej. Pædagogen ser på drengene og svarer nej, i laver jo bare ballade derude. Det forstår drengen ikke, da hans selvfortælling ikke stemmer overens med pædagogens. Pædagogen anerkender ham ikke som værende et barn der kan være alene på legepladsen. Pædagogen bruger sin magt og indskrænker drengens handlemulighed. Om vigtigheden af denne anerkendelse skriver Nelson følgende: Hvem vi kan være, er ofte et spørgsmål om, hvordan andre opfatter os. Mange praktiske identiteter kræver, at mere end en person konstruerer og vedligeholder dem. Din identitet som kompetent voksen afhænger afgørende af, at andre anerkender dig som en sådan (Nelson 2002, s. 129) Altså er det afgørende for dannelsen af selvidentitet, at andre anerkender ens selvfortælling som sand. Derfor skal der herske en form for harmoni mellem den måde individet forstår sig selv på, og de selvfortællinger eller narrativer det har, samt den måde andre forstår individet på og den kontekst der hermed konstrueres. Andre mennesker og deres forståelser og narrativer er altså essentielle i forhold til at opretholde ens selvfortælling, og dermed identitet. Udover dette kan andre også konstruere identitetskonstituerende fortællinger om individet. Ligesom individet i selvfortællingen konstruerer fortællinger omkring de ting der har mest betydning for individet, konstruerer andre mennesker fortællinger omkring det ved individet og dets liv, der har mest betydning for dem. Nelson skriver at disse andres fortællinger kan have fokus på de samme ting som har betydning for individet. Men nogle gange fortolker disse nogle helt andre træk og muligvis på en meget anderledes måde. De andre kan se et andet perspektiv end individet selv. Én fortælling kan tillægges en værdi af en selv, mens andre kan tolke den samme fortælling, erfaring eller egenskab på en helt anden måde. Modtageren har også en dominerende fortælling som det tolker sine erfaringer ud fra, og dermed bliver identiteten påvirket af den andens fortællinger, relationer og kultur. Uanset om 17
det andet perspektiv bidrager med en positiv eller negativ definition af individet kan det være med til at konstituere individets identitet (Op.cit.). Ovenstående figur viser hvordan vores identitet og selvopfattelse påvirkes af andres meninger om os. Samtidig påvirkes andres syn på os, også af vores egen selvopfattelse. Vi sammenfatter af ovenstående at andre mennesker er essentielle for individets identitetsskabelse. De er med til at vise individet hvem det er, igennem deres konstruktion af narrativer om vedkommende. De væver et narrativ ud fra de træk, som de finder væsentlige, og påvirker dermed individets selvopfattelse. Desuden påvirker andres narrativer ligeledes individets muligheder. Deres personlige identitet eller selvfortælling skal anerkendes af andre som værende sand. Derved er andre med til at afgøre hvem man kan og ikke kan være. Kulturens indflydelse på narrativer (Stefanie) Det er ikke kun dine egne fortællinger og relationen til andre, der har betydning inden for den narrative teori. Også kulturen har betydning, da nye fortællinger altid vil forholde sig til de fortællinger der allerede findes. Altså kan man sige at den opfattelse vi har af vores liv, og dermed de narrativer vi konstruerer herom, er påvirket af de historier og diskurser der hersker i samfundet (Morgan 2005). En narrativ definition af selvet betyder ikke, at man således frit og autonomt skaber sig selv. Sproget, de kulturelle koder og de narrative strukturer, var der før det enkelte individ trådte ind på scenen (Horsdal 1999, s. 72). 18
Som citatet oven for viser, kan man ikke blot individuelt skabe et narrativ, men man påvirkes af de fortællinger der i forvejen findes i kulturen. Den måde individet tolker og oplever på er farvet af det miljø det lever i. Narrativer skabes i en kontekst og denne kontekst bidrager til hvordan fortællingerne skal tolkes og hvilke hændelser der tillægges betydning. De større kulturelle sammenhænge vi bevæger os i kan være køn, social klasse, nationalitet, seksuel orientering osv. (Morgan 2005). Disse grupper er kategoriseret af samfundet, og indeholder alle en masterfortælling. Det vil sige at gruppen har oprettet et narrativ eller fået det pålagt af samfundet. Disse masterfortællinger bidrager til medlemmernes egne narrativer. Det vil sige at medlemmerne kan finde støtte i dem, men samtidig kategoriseres og typificeres medlemmerne også ud fra dem. For eksempel kan et barn af anden etnisk herkomst blive kategoriseret, hvilket betyder at det tilhører gruppen af mennesker med anden etnisk herkomst og tillægges den samme fortælling og de samme karakteristika som resten af gruppen (Nelson 2002). Vi udleder at alle kulturer ser verden gennem forskellige briller, dvs. de normer og værdier der er i den givne kultur. Masterfortællingerne påvirker vores selvfortællinger, da de er en del af vores forståelsesramme. Det kan derfor ikke undgås at kultur og kontekst har betydning for de narrativer vi konstruerer. Gruppers konstruktion af identiteter (Stefanie) Tidligere har vi redegjort for, at identitet er påvirket af samspillet med andre, men i høj grad også af den kultur vi lever i. Når individet er en del af en kultur eller gruppe, oprettes der et tilhørsforhold som også påvirker individets identitet. Det handler om at finde ud af, hvem man er i forhold til andre, men også at finde ud af, hvad man har til fælles med disse andre. Hvem man er, afhænger i en vis grad af, hvem folk lader én være, da personlige identiteter er sociale eller interpersonelle (Nelson 2002). I forskellige grupper og kontekster, er der også forskel på hvilke fortællinger der tillægges værdi. Det er ikke nødvendigvis de samme fortællinger, og altså hændelser og karakteristika, der tillægges værdi i studiegruppen, som hjemme hos mor og far. Det vil sige at fortællingerne er kontekstbestemte (Horsdal 1999). Det er ikke kun fortællingerne, der er kontekstbestemte. Sproget er også præget af den gruppe der kommunikeres i. Sproget er præget af kulturen og det er igennem den sproglige forhandling, man kommunikerer frem 19
hvad der er rigtigt og forkert i gruppen. Dette fælles sprog skaber rammerne som vi tolker og ser verden igennem. Derfor præger grupper og tilhørsforhold individet, og individets narrativ konstitueres og rekonstrueres dermed i gruppen (Andersen 2007). Vi lever i det senmoderne samfund, hvor vi ikke bare tilhører én gruppe, men bevæger os rundt i utallige arenaer. I disse forskellige grupper eksempelvis vennegrupper, fritidsinteresser, skoleklasser og familie, konstrueres fortællinger som sandsynligvis er forskellige fra andre gruppers fortællinger. Dette fremhæver vigtigheden af at kunne konstruere en selvfortælling, for at holde rede i alle de forskellige erfaringer og oplevelser individet gennemlever. Altså kan man sige, at vigtigheden af at tilhøre en social gruppe, viser sig ved at du præges af fælles narrativer fra gruppen, samtidig med at du tvinges til at udvikle en selvfortælling. Individet har dog behov for, at hele dets tilværelse accepteres - ikke kun dele af den (Horsdal 1999). Vores forståelse er at gruppens betydning for det narrative, og dermed individets identitet, kommer til udtryk når du bruger gruppens fortællinger som en del af din selvfortælling. Individet har brug for tilhørsforhold for at kunne skabe en identitet, da det er med til at vise hvem individet er. Samtidig er det også væsentligt at forskellige kontekster, tillægger forskellige narrativer værdi. Altså er narrativer kontekstbestemte, og har relevans alt efter hvilken arena individet befinder sig i. At omfortælle virkeligheden (Camilla) I den narrative terapi beskæftiger man sig blandt andet med eksternalisering af problemet. Her arbejdes der ud fra Michael White og David Epstons metode. Deres arbejde er opdelt i to faser. I første fase af deres teoretiske og terapeutiske udvikling, der gik indtil 1987, arbejdede White med børn som led af ufrivillig afføring. Her opdagede han, at man ved at adskille barnets problem fra barnet og dermed begrænse det, kunne opnå kliniske resultater. Metoden forsøger at undersøge problemets indflydelsesgrad på barnet og dets andre forhold såsom sociale relationer. Når indflydelsen er kortlagt ser man på barnets indflydelse på problemets liv - altså man kan her tale om en dialektisk indflydelse, der ønskes tydeliggjort. Når det lykkedes at adskille sig fra problemet og kunne beskrive ens egen indflydelse på det, kan barnet stille sig udenfor den negative dominerende historie og her opstår muligheden for 20
at kunne huske væsentlige fortællinger, som går imod den dominerende historie (Andersen 2007). Hermed er der ligeledes skabt mulighed for at ændre narrativet. I 80 erne blev begrebet reauthoring introduceret og man begyndte at bruge narrativer som terapiform. Man gendigter narrativet med en socialkonstruktionistisk tilgang, og dermed ses problemet som noget adskilt fra individet. Dette vil sige at individet ser sig selv i relation til problemet, og derfor kan individet også have en anden relation til problemet (Op.cit.). Altså, når man ser individet og problemet relationelt, kan man få øje på hvilken indflydelse problemet har på individet, men også hvordan individet selv er med til at skabe problemet. Individet kan forestille sig at have en anden relation til problemet, eksempelvis hvilken indflydelse det ønsker det skal have i fremtiden. Som før nævnt skabes handlemulighederne også af de narrativer man har og hvis man på denne måde kan forestille sig en anden relation til problemet altså se ud over den dominerende historie, og dermed en anden fremtid, bliver individet sat fri i forhold til at kunne handle anderledes. I bogen Narrativ oprejsning af Nelson introduceres endnu et begreb i relation til at kunne ændre den virkelighed der hersker. Her tales om modhistorier som en reaktion på undertrykkende masterfortællinger. Gode modhistorier har som formål at befri ikke alene individer, men hele den gruppe, hvis identitet er blevet beskadiget af en undertrykkende masterfortælling (Nelson 2002, s. 276) Altså ser vi at hvor metoden med at eksternalisere problemet henvender sig mod individet, henvender modhistorien sig til en gruppe. Den undertrykkende masterfortælling begrænser på samme måde som ovennævnte, gruppens handlemuligheder og når denne masterfortælling bekæmpes med en modhistorie, har gruppen og dens individer større mulighed for at handle frit. Ifølge Nelson kendetegnes den gode modhistorie ved at være troværdig, have sammenhæng med gruppemedlemmernes faktiske handlinger, og vægte medlemmernes forskellige karakteristika. Det ligger i navnet at disse historier går mod noget andet, nemlig den herskende masterfortælling. Modhistorien kan have forskellige grader af modstand. Den totale 21
modstand er helt at udrydde masterfortællingen sådan at end ikke den dominerende gruppe gør brug af fortællingen i dens måde at identificere den undertrykte gruppe. Nelson kalder denne modstandsgrad for bekæmpelse. En mindre grad af modstand kunne være at individerne i gruppen ikke ser masterfortællingen som gældende for dem selv, dette kalder Nelson at benægte fortællingen. Gruppen kan imidlertid også afvise her går gruppen videre end til blot at benægte fortællingen som identitetskonstituerende; den forkaster dele af masterfortællingen og forsøger dermed at udbedre den skade masterfortællingen har haft (Nelson 2002). Disse forskellige grader af modstand i modhistorierne, har både en effekt i forhold til gruppen selv, men også når vi ser på den dominerende gruppe. Som nævnt kan bekæmpelsen af masterfortællingen gøre, at gruppen ses i et helt nyt lys. Men hvis gruppen benægter masterfortællingen, sker modstanden kun inden for gruppen og er ikke rettet mod at ændre den dominerende fortælling, men blot hvilken betydning denne har (Op.cit.). Altså, kan vi forestille os at denne benægtelse ikke ændrer på personens handlefrihed, da der ikke sker en ændring i den dominerende gruppe. Denne gruppe vil derfor fortsætte med at fortælle undertrykkende historier, som dermed stadig må have en begrænsende effekt. Ud fra ovenstående forstår vi at man for at skabe alternative historier er nødt til at adskille individet og problemet. Problemet skal eksternaliseres. En anden måde at skabe alternative historier er ved at bruge modhistorier. Disse går dog på grupper, hvor eksternalisering af problemet, går på individet. Når du bruger modhistorier, er det for at gøre modstand på en masterfortælling. Dette kan ske på 3 niveauer. Gruppen kan enten bekæmpe masterfortællingen fuldstændig og dermed få den dominerende gruppe til at stoppe med at bruge fortællingen, forkaste dele af masterfortællingen eller blot benægte den. Når der oprettes masterfortællinger og narrativer om grupper og individer er der fare for kategorisering. Det vil sige at vi med vores fortællinger, kan definerer hvordan andre er - sommetider også uden at kende dem vi kategoriserer. Igennem disse kategoriseringer kan vi komme til at hæmme de kategoriseredes handlefrihed og derigennem stigmatiseres de. Dette vil vi redegøre mere dybdegående for i næste afsnit. 22
Kategorisering (Stefanie) Mennesket har altid og vil altid kategorisere for at systematisere deres sociale verden. Vi kategoriserer for at skabe mening og sammenhæng - altså forudsigelighed i det komplekse. Samtidig skaber vi igennem disse sociale kategoriseringer også vores egen positive identitet (Skytte 2009). Når vi kategoriserer, inddeler vi andre mennesker i sociale kategorier. Man kan sige at vi putter dem i kasser. Vi vurderer hvilke ligheder og forskelle vi har med dem også kaldet dikotomisering og komplementarisering. Herigennem finder individet ud af hvordan det er og hvordan det ikke er og skaber dermed dets sociale identitet. Altså kan man sige, at individet og dets identitet kun eksisterer i kraft af andres kategoriseringer og egne kategoriseringer af andre. Det er igennem disse kategoriseringer at der bliver et mig og et andre. Hvis individet kender til andres kategoriseringer, kan disse kategoriseringer internaliseres og blive en del af individets identitet. Disse sociale kategorier er altså medskabere af den sociale identitet, fordi det indvirker på individets selvevaluering og narrativ (Jenkins 2009). Udover kategorisering finder der også en stereotypering sted. Stereotypering handler mere om socialt og kulturelt konstruerede fordomme, end enkelte individers mening om andre. Det er forenklede beskrivelser af træk ved grupper af mennesker (Skytte 2009). Stereotypier kommer klarest frem i mødet mellem mennesker, der er fremmede for hinanden. Her sker det, at vi i stedet for at forholde os til den konkrete person, forholder os til de forventninger, vi har til den kategori af mennesker, vi forbinder den fremmede med (Skytte 2009, s. 118). Som Skytte skriver i ovenstående citat er stereotypering en måde at møde fremmede på. Ligesom med kategorisering handler stereotypering også om at holde rede i en kompliceret verden. Den væsentligste forskel er dog, at stereotypering tildeler fremmede nogle karakteristika og træk, uden at vide hvordan vedkommende i virkeligheden er. Disse karakteristika og træk kan blive en selvopfyldende profeti. 23
Denne negative side af stereotypering kan også finde sted ved kategorisering. Hvis der sker en internalisering af den negative kategorisering eller stereotypering skabes der en negativ selvevaluering, og individet får dermed en negativ opfattelse af sig selv (Jenkins 2009). Derudover gør kategoriseringerne, at vi forklarer menneskers adfærd ud fra to forskellige syn alt efter, om vi definerer os selv i samme kategori med de kategoriserede eller ej. Adfærden hos de mennesker vi sammenligner os selv med situationsforklarer vi, hvorimod vi egenskabsforklarer adfærden hos mennesker vi ikke sammenligner os selv med (Skytte 2009). Disse negative kategoriseringer kan medføre stigmatisering, hvilket kan få de negative kategoriseringer til at brede sig og få andre til at opfatte de kategoriserede negativt. Sammenfattende kan man sige at kategorisering er nødvendig for at holde rede i en kompleks verden. Når man kategoriserer, deler man andre mennesker ind i kategorier. Faren ved dette kan være at vi tildeler individer egenskaber de muligvis ikke har. Desuden adfærdsforklarer vi forskelligt alt efter om vi ser os selv i samme kategori som den kategoriserede eller ej. Stereotypering, går mere på grupper og opstår oftest i mødet med fremmede. Dette sker også for at skabe overskuelighed i den sociale verden, men faren er også her at individet bliver glemt og dette kan ende ud i en stigmatisering. Dette vil vi komme nærmere ind på i næste afsnit. Stigmatisering (Camilla) En konsekvens af stereotypering og kategorisering kan være stigmatisering. Stigmatisering beskrives ofte i afvigerteori-sammenhæng. Stigmatisering er en aktiv proces, hvor en person tilskrives nogle egenskaber på baggrund af etnisk baggrund, social position, ydre karakteristika eller andre kategoriske egenskabsbeskrivelser. Gennem omgivelsernes fokusering på disse beskrivelser eller træk, kan de komme til at mærke personen. Dette stigma eller brændemærke, som personen nu går rundt med, kan have afgørende konsekvenser for individet. Stigmatisering kan anses som en måde at skabe afvigere på eller som Bent Madsen kalder det, et led i en devalueringsproces (Madsen 2005). Denne devaluering sker hvor brugen af bestemte begreber eller kategoriseringer har negative og stigmatiserende konsekvenser. Eksempelvis kan forventninger, en pædagog har til et barn fra en indvandrerfamilie være lavere, hvorved man begrænser dette barns udviklingsbetingelser. Hvilket vil sige, at den negative forventningshorisont, som pædagogerne har til det stemplede 24