Eksamen i International Politik, sommer 2003. Afleveret af: 1104 Indholdsfortegnelse. Indholdsfortegnelse...1 1.0 Indledning....1 2.0 Konkretisering af magtbegreber anvendt i analysen...2 3.0 Teoretisk grundlag for analysen af basis for USA s magtposition....3 3.1 USA s magtposition i et neorealistisk perspektiv...3 3.2 USA s magtposition i et neoliberalistisk perspektiv....4 3.3 USA s magtposition i et konstruktivistisk perspektiv....4 4.0 Analyse af basis for USA s magtposition...5 4.1. Grundlæggelsen af USA s magtposition...5 4.2 Videreudviklingen af USA s magtposition....6 4.4 USA s aktuelle magtposition...9 5.0 Analyse af aktuelle udfordringer for den amerikanske magtposition...10 6.0 Sammenfattende konklusion...11 7.0 Afsluttende perspektivering.... Error! Bookmark not defined. 8.0 Litteraturliste...12 1.0 Indledning. De følgende sider behandler spørgsmålet omkring USA s magt i det internationale system, konkretiseret i problemstillingen om, hvad der er basis for USA s magtposition, herunder spørgsmålet om hvorledes denne magtposition kan udfordres. Problemstillingen ligger i naturlig
forlængelse af et af øjeblikkets store spørgsmål i international politik: Kan USA s angreb på Irak ses som et udtryk for en styrkelse eller manifestation af landets magtposition, eller er det væsentlige snarere USA s manglende evne til at samle flertal for angrebet på Irak i FN s sikkerhedsråd? Analysen sker med baggrund i en række empiriske eksempler, der opridser karakteristika ved USA s magtposition, som den er fremstået efter 2.Verdenskrig, dog primært eksempler fra 1990 erne og indenfor de sidste par år. Denne analyse danner grundlaget for en nærmere vurdering af, hvorledes USA s magtposition kan udfordres. Her ligges vægten på USA s nuværende magtposition og de udfordringer, der er relevante i øjeblikkets internationale system. Analysen vil inddrage neorealismen udlagt af Waltz, teoretiske positioner indenfor neoliberalismen udlagt af bl.a. Nye og Ikenberry jf. opgavens bilag og elementer af konstruktivismen, som den er udlagt af Wendt med et touch af neorealisme/nykonservatisme, som det ses i bilagsteksten af Kagan og Kristol. I forhold til problemstillingen er disse teorier relevante, fordi udgangspunktet er en række radikalt forskellige antagelser omkring internationale relationer (realismen vs. liberalismen), som er blevet udbygget og nuanceret i neorealismen og de forskellige retninger indenfor neoliberalismen. Endvidere er konstruktivismen ifølge Wendt et forsøg på at bygge bro mellem neorealismen og neoliberalismen (Wendt:1992:394). Opgaven er struktureret omkring problemstillingen, der deler analysen op i et hovedafsnit, som primært fokuserer på, hvad der er basis for USA s magtposition, og et mindre afsnit som analyserer hvilke eventuelle udfordringer, der er i forhold til USA s magtposition. Udgangspunktet for opgavens er en definition på de magttyper, som analysen inddrager. Det sker udfra den begrundelse, at en relativt simpel deling mellem hard- og soft-power ikke er tilstrækkeligt til den analyse, som problemstillingen kræver. De teoretiske positioner præsenteres løbende under analysen, ligesom der løbende vil blive inddraget empiriske eksempler. 2.0 Konkretisering af magtbegreber anvendt i analysen. Indenfor teorier omkring international politik anvendes traditionelt set to magtbegreber. Den snævre definition af magt, som dækker over hard-power (hp) -primært militær magt og den brede definition soft-power (sp), som dækker over alle øvrige områder, hvor statens materielle 2
ressourcer er en styrke i det internationale system. En yderligere afgrænsning af de to magtbegreber er imidlertid relevant for analysen, og her kan trækkes en skillelinie mellem de to begreber i forhold til den måde hvorpå magten anvendes i det internationale system 1. Hard-power er magtressourcer som anvendes offensivt for at sikre statens overlevelse, mens soft-power er den magt staten anvender, når den samarbejder med andre stater og derigennem sikrer sin overlevelse. Et eksempel på differentieringen mellem de to begreber er økonomisk magt, der dels kan anvendes offensivt (hp) gennem udbygning af militær og dels kan anvendes som et led i opbygningen af velfærd gennem handelssamarbejde med andre stater (sp). Sondringen kan i forhold til analysen begrundes udfra et ønske om en mere detaljeret klarlæggelse af de parametre, der har betydning for USA s magtposition. Teoretisk kan sondringen begrundes udfra et ønske om at adskille neoliberalister og neorealister, der begge ligger vægt på økonomi som en magtressource, men ud fra forskellige perspektiver 1. Begge begreber dækker imidlertid over noget håndgribeligt nemlig våben eller f.eks. handelssamarbejde, innovationsevne og velfærd. Set i forhold til andre studier indenfor politik, er der her tale om en meget udetaljeret magtforståelse, der glemmer en række væsentlige aspekter jf. magtens 5 ansigter 2. Da opgaven ikke rummer muligheden for at gå i detaljer med hver enkelt type magt og på den baggrund analysere USA s magtposition, inddrages i stedet Nyes begreb Co-optive behavioral power (Nye:1990:188), der dækker over magten til at forme andres ønsker herunder muligheden for at sætte den internationale dagsorden. Det er på baggrund af de tre magtbegreber: Hard-power, soft-power og co-optive power (cp), at basis for USA s magtposition samt dens eventuelle udfordringer analyseres. 3.0 Teoretisk grundlag for analysen af basis for USA s magtposition. 3.1 USA s magtposition i et neorealistisk perspektiv. Indenfor den neorealistisk tradition er problemstillingen om basis for USA s magtposition centreret omkring den anarkiske grundstruktur i det internationale system. Et system hvor staterne er de væsentligste aktører men samtidig betragtes som like units, hvis adfærd determineres af trykket 1 Sondringen er foretaget med inspiration fra neorealismens vægt på relativ magt og neoliberalismens vægt på absolut magt. 3
fra strukturerne i systemet. Neorealismen er således en outside-in model (Waltz:1979:80) med en entydig kausalrelation. Dette perspektiv har relevans i forhold til problemstillingen, fordi det betyder, at eksterne frem for interne faktorer er betydningsfulde for statens magtposition. Presset fra strukturerne betyder, at staten nødvendigvis handler udfra et ønske om overlevelse (Waltz:1979:91) med fokus på den relative fordeling af magt (Mearsheimer:1995:339). Neorealismen definerer magt ganske snævert, fordi usikkerheden i det internationale system kræver en håndgribelig sikkerhed i form af et militært eller økonomisk forsvar statens capabilities ( Walt:1988:281). I et neorealistisk perspektiv er det primære grundlag for USA s magtposition således opbygningen af et stærkt militært forsvar (hp). Neorealismen ser dog ikke magt som et mål i sig selv, men som et middel til at sikre statens overlevelse gennem balance of power (Waltz:1979:126). 3.2 USA s magtposition i et neoliberalistisk perspektiv. Ifølge den neoliberalistiske tradition er det primært påvirkningen af og fra de internationale og transnationale institutioner, der har skabt basis for USA s magtposition. Det øgede samarbejde mellem stater er logisk betinget, fordi det skaber gensidige fordele (Keohane:1989:2). Udfra dette perspektiv kan neoliberalismen opfattes som en inside-out teori, hvor udviklingen indenfor og mellem stater påvirker det internationale system. Denne tilgangsvinkel er centreret omkring den brede magtdefinition (sp) suppleret med den co-optive magt, der betinger USA s evne til at udnytte sin øvrige magtressourcer i samarbejdet med andre stater. I analysen af USA s magtposition er interdependens liberalismen herunder begrebet kompleks interdependens relevant (Keohane:1989:9), da det dækker over en antagelse om, at militærmagt er mindre brugbar i et system med stærkt samarbejde mellem stater. En anden væsentlig pointe er den strukturelle liberalismes antagelse om USA s position som en penetrated reciprocal hegemony (Deudney & Ikenberry:1999:184-187). Det betyder, at USA på den ene side har en række klare magtressourcer, men er samtidig et åbent og modsætningsfyldt politisk system, der er modtageligt overfor pres fra sine samarbejdspartnere. 3.3 USA s magtposition i et konstruktivistisk perspektiv. Den konstruktivistiske tilgang understreger, at staterne skaber deres egen identitet på baggrund af udviklingen i det internationale system influeret af de magtressourcer, som den enkelte stat er i 2 For samlet gennemgang se f.eks. Thomsen:2002:133-149. 4
besiddelse af. Hvorvidt magtressourcerne er anvendelige og som følge deraf betydningsfulde for den enkelte stats identitetsdannelse, afhænger dog af den intersubjektive forståelse og forventning staterne i mellem. Konstruktivismen er med andre ord en diskursanalyse af det internationale system, hvor centrale begreber i henholdsvis neoliberalismen og neorealismen som f.eks. anarki, samarbejde og hard-power vs. soft-power først giver mening, når staterne har en kollektiv forståelse af begreberne (Wendt:1992:397). I et konstruktivistisk perspektiv afhænger USA s magtposition af landets evne til at skabe egen og andre staters identitet med udgangspunkt i de forskellige magtressourcer. Ifølge Kagan og Kristol har et væsentligt element i USA s identitetsdannelse været en klar offensiv strategi i forhold til Sovjetunionen (Kagan & Kristol:2000:62). Det har udmøntet sig i brug af både militærmagt (hp) og dagsordensættende magt (cp), der bl.a. kommer til udtryk i USA s ledende rolle i forbindelse med dannelsen af de i dag dominerende, liberale, økonomiske institutioner i det internationale system 3. 4.0 Analyse af basis for USA s magtposition. 4.1. Grundlæggelsen af USA s magtposition. Den kolde krig er ifølge neorealismen et optimalt udgangspunkt for en videreudvikling af den magtposition som USA påbegyndte efter 2. Verdenskrig. Strukturerne i det internationale system presser USA til at opbygge en stærk militær magt, for at opretholde sin egen sikkerhed og suverænitet overfor Sovjetunionen, og samtidig fastholde sin beskyttelse af de europæiske lande, så de ikke opstår en imbalance of power til Sovjets fordel (Walt:1988:281). Herved opstår en magtbalance mellem de to poler, Sovjetunionen og USA, der er med til at sikre stabiliteten i det internationale system (Waltz:1979:126). I samme periode opstår en række internationale institutioner, der styrker alliancen mellem de stater, der bakker op omkring hver sin pol. USA er initiativtager til NATO og Sovjet til Warsawa-pagten, hvilket ifølge den strukturelle liberalisme er begyndelsen til security co-binding mellem de involverede stater indenfor hver alliance (Deudney & Ikenberry:1999:182). Denne udvikling anerkendes men er uden betydning i et neorealistisk perspektiv eftersom aktørernes bevægelser determineres af ønsket om at fastholde magtbalancen. Omvendt anerkender neoliberalismen USA s militære magt og tillægger den også betydning, men de pointerer samtidig, at de internationale institutioner i flere tilfælde spillede en afgørende rolle. I 3 WTO (GATT), IMF, OECD og Verdensbanken. 5
forbindelse med Cubakrisen i 1962, var det en væsentlig legitimitets faktor, at USA via FN havde mulighed for at fremlægge beviser for Sovjets opstilling af missiler på Cuba. Derved fik USA det internationale samfunds opbakning til blokaden mod de sovjetiske skibe, ligesom diplomati i højere grad end militære trusler fik krisen afværget. Et eksempel på at soft-power har spillet en væsentlig rolle i opbygningen af USA s magtposition. Videreudviklingen af USA s magtposition under den kolde krig kan bl.a. beskrives vha. forskellen mellem den neorealistiske magtbalance og den post-neorealistiske trusselsbalance, som Walt introducerer (Walt:1988:281). Teorien om trusselbalance antager, at trusler konstrueres og opfattes subjektivt, og ikke nødvendigvis har udgangspunkt i reelle, militære magtmidler (Wendt:1992:396). Derved inddrages et konstruktivistisk element, som medfører, at staterne under den kolde krig ikke forventes at alliere sig imod den stærkeste magt, men imod den magt, som udgør den største trussel. Det kan forklare overgangen fra bipolaritet til unipolaritet efter den kolde krig, hvor de europæiske lande ikke valgte at tilføre Sovjet magtressourcer for at kunne bevare magtbalancen, men i stedet allierede sig med USA. Denne udvikling bygger på flere parametre indenfor USA s magtressourcer. USA formåede at bruge sin co-optive power til at konstruere et overbevisende billede af Sovjet som en trussel mod de vestlige værdier. De væsentligste parametre er dog den komplekse interdependens i det stigende handels- og forsvarssamarbejde mellem USA og Europa, og et elementært sikkerhedsbehov for USA s enorme militære magtressourcer. 4.2 Videreudviklingen af USA s magtposition. Efter overgangen til bipolaritet stod USA umiddelbart med det problem, at landets magtposition ikke længere kunne defineres i forhold Sovjet. Det skabte et strategisk tomrum, hvilket Kagan og Kristoll henviser til (Kagan & Kristol:2000:61), hvorefter de slår fast, at målet for USA er det samme, selvom strategien bør ændres:..the overarching goal of American foreign policy to preserve and extend an international order that is in accord with both our material interests and our principles endures.. (but) the Soviet collapse requires a shift in the manner in which this goal is pursued. (Kagan og Kristol:2000:61). Det kontinuerlige syn på målet med USA's magtposition er hentet fra neorealismen, ligesom midlerne i Kagan og Kristols strategi for USA s fastholdelse af magten er klart offensive (hp). USA bruger den offensive strategi i 1990 ved at starte troppeopbygningen i Saudiarabien for efterfølgende, med FN-mandat, at lede angrebet mod Irak, efter at landet har invaderet Kuwait. Herved forsvarer USA både materielle interesser o principper. 6
Der er dog en række mere udprægede karakteristika ved udbygningen af USA s magtposition op igennem 1990 erne, herunder et øget samarbejde og en øget vilje til at indgå i forpligtende, internationale aftaler. Endvidere styrker USA samarbejdet med lande som Kina og Rusland, bl.a. gennem en bilateral aftale mellem Rusland og NATO om russiske deltagelse i KFOR styrkerne i Bosnien, og forberedelser til NATO s østudvidelse. Denne udvikling ligger i tråd med den neoliberale karakteristik af magtens ændring, som Nye præsenterer. Magten blevet mindre omsættelig, og det faktum at USA fortsat har verdens højeste militærbudget, er ikke nødvendigvis en magtressource, når der samarbejdes med andre stater på low politics områder. På den anden side viser den empiriske udvikling, at USA i flere af de handelsaftaler landet har indgået op igennem 1990 erne har formået at lave særlig beskyttelse af egne markeder. Det er senest set i FTAA 4 samarbejdet med Latinamerika, hvor den amerikanske landbrugsproduktion er udenfor konkurrence. Midlerne til på denne måde at forme den internationale dagsorden stammer grundlæggende fra co-optive magtressourcer, men samtidig er en række offensive økonomiske magtmidler (hp) med til at forme udviklingen. Det gælder særligt i Latinamerika, hvor det er amerikanske midler, der bl.a. finansierer Plan Colombia, hvis formelle formål er at bekæmpe narkoproduktionen, men reelt set er en militær håndsrækning til den liberale præsident Uribes forsøg på at nedkæmpe den colombianske guerillabevægelse 5. Den offensive militære magt er ændret til en offensiv brug af økonomiske magtmidler, men USA s mulighed for der igennem at sikre materielle og principielle interesser er til tilsyneladende ikke ændret. Nye pointerer dog, at konteksten spiller en væsentlig rolle, i forhold til den magt USA kan opnå gennem brug af sine ressourcer (Nye:1990:189) F.eks. har USA endnu ikke fået åbnet de europæiske markeder for amerikanske bøffer med hormontilskud på trods af flere forsøg op i gennem 1990 erne. Forskellen i kontekst kan i dette tilfælde beskrives vha. det neoliberalistiske begreb security community, der inddeler landene i forhold til deres samarbejdsressourcer (Adler & Barnett:1996). Latinamerika tilhører den svagere gruppe: ascendants mens Europa hører til i gruppen af mature stater. Hormonbøfferne er samtidig et konkret, men enestående eksempel på, at europæerne har sagt fra overfor USA s way of life. Det ligger i forlængelse af Nye s andet ændrede karakteristika, nemlig det faktum at USA ikke længere kan cementere sin magtposition via tvang, men i stedet bør bruge co-optive power (Nye;1990:191). Det er en strategi, som USA følger op igennem 1990 erne, hvor landet underskriver Kyoto-aftalen, indgår en aftale med Rusland om fortsat nedrustning og indleder 4 Free Trade Areas of the Americas. 7
forhandlingerne om de stærkt, liberalistiske MAI 6 aftaler under WTO. Samtidig bliver den amerikanske livsstil for alvor udbredt via soapoperas, det relativt nye medie internettet og software teknologi generelt, hvor USA fra begyndelsen sætter sig tungt. I et konstruktivistisk perspektiv er påvirkningen mellem staterne gensidig, men USA har via sin magtposition en klar fordel og kan i højere grad definere den praksis og de interesser, der konstituerer de øvrige staters identiteter (Wendt:1992:393-394). Med brug af konstruktivistiske termer, kan udviklingen beskrives som opbygningen af et amerikansk kulturelt hegemoni gennem 1990 erne. Den procesorienterede identitetsskabelse, som konstruktivismen anlægger, låner Kagan og Kristol i deres diskussion af amerikanske interesser, der ikke kan afgøres vha. rigide konventioner, men er betinget af konteksten; eksterne såvel som interne påvirkninger (Kagan & Kristol:2000:62). Mens USA s nationale interesser under den kolde krig kunne anskues i et neorealistisk perspektiv m. fokus på statens sikkerhed og overlevelse, skaber stabiliteten i 1990 erne et behov for at se på amerikanske nationale interesser som en social konstruktion, der blandt andet er betinget af dét den strukturelle liberalisme definerer som civic identity (Deudney & Ikenberry:1999:192-195), eller sagt med andre ord: Determining what is in America s national interest is an art, not a science (Kagan & Kristol:2000:62). Den amerikansk ledede luftkrig over Kosovo og Serbien i foråret 1999 er et eksempel på, at snævert definerede amerikansk interesser som sikkerhed og overlevelse ikke betinger USA s anvendelse af magt op igennem 1990 erne. Derimod kan bombningerne i Kosovo og Serbien ses som et led i USA s engagement på Balkan efter Dayton aftalen, der indgik som led i en strategi om at skabe et billede af en moralsk funderet amerikansk identitet, der skrider ind i tilfælde hvor amerikanske værdier som f.eks. etnisk diversitet og multikulturalisme bliver truet. Her hentydes til den etnisk baserede konflikt og de etniske udrensninger, som f.eks. massakren i Srebrenica der blev et symbol på konfliktens brutalitet. Endvidere understreger USA med sin militære deltagelse, at Europa forsat er afhængig af amerikanske militære ressourcer, selvom en række andre NATO lande deltog. Den amerikanske magtposition har på flere områder ændret karakter op i gennem 1990 erne, og særligt overgangen til unipolaritet har haft en afgørende betydning. 1990 erne viser dog ikke tegn på en generel svækkelse af USA s magtposition på trods af handelsstridigheder og uenigheder med potentielle stormagter. Et tydeligt karakteristika ved 1990 erne er magtens brede fundament, hvor 5 Primært bestående af det venstreorienterede FARC (Fuerzas Armadas Revolucinario de Colombia). 6 Multilateral Agreements on Investment. Forhandlingerne blev senere stoppet, men mange af ideerne danner grundlaget for de nuværende GATS aftaler (General Agreement on Trade and Services). 8
elementer af soft- og co-optive power i højere grad inddrages. Denne udvikling hænger i særlig grad sammen med en reformulering af de amerikanske interesser i et andet perspektiv end det neorealistiske. Så selvom der øjnes potentielle udfordringer for USA s magtposition, er neoliberalismens tro på fremskridtet dominerende jf. Fukuyamas antagelse om, at den post-liberale kapitalisme og det liberale demokrati (og dermed de amerikanske værdier) har vundet endegyldigt over de totalitære ideologier som kommunisme og fascisme (Fukuyama:1992). 4.4 USA s aktuelle magtposition. Det faktum at USA ved indgangen til det 21.årh. reelt er den eneste supermagt, er en udfordring for neorealismen, der forudsiger multipolaritet og på længere sigt bipolaritet som den uundgåelige udvikling i det internationale system (Waltz:2000:1). Ifølge den strukturelle liberalisme kan USA imidlertid beskrives som et penetrated hegemony, hvis magtposition er legitimeret gennem en række soft-power parametre, der kendetegner det amerikanske system f.eks.: Et stort antal indflydelseskanaler, konsensusskabende mekanismer samt decentralisering af magt (Deudney & Ikenberry:1999:181). Neorealisten Robert Gilpin videreudvikler imidlertid teorien om hegemonisk stabilitet, så den bl.a. kan forklare USA s rolle som unipol. Teorien antager, at USA's magtposition er legitimeret gennem behovet for en hegemon, der kan opbygge og opretholde et liberalt, økonomisk system til gavn for de øvrige stater i det internationale. Det neorealistiske touch er antagelsen om, at behovet opstår udfra den anarkiske struktur i systemet (Gilpin:1987). Men netop på det økonomiske område blev der ved indgangen til det 21.årh. stillet store spørgsmålstegn ved, hvorvidt USA er i stand til at opretholde stabilitet, og derigennem videreudvikle sin magtposition. Den såkaldte dot-com bobbel er brast og tilliden til amerikanske selskaber er faldende efter bl.a. Enron skandalen. Endvidere er USA s økonomi i øjeblikket præget af et stort statsunderskud, ligesom dollaren står hidtil svagest overfor euroen. Terrorangrebet på World Trade Center i 2001, er uden tvivl den begivenhed, der har haft størst betydning for den amerikanske magtposition i de seneste år. USA har angrebet Afghanistan og senest Irak, men har ikke formået at infiltrere Al Queda netværket eller stoppe de terrorangreb, der har ramt bl.a. det populære turistmål Bali. USA har primært fokuseret på anvendelsen af hardpower gennem interventioner, ligesom co-optive power har været i brug for at legitimere kampen mod terrorisme. Det er klarest kommet til udtryk i Bush-doktrinen, som blev lanceret med den berømte tale, hvor Bush identificerer Axes of Evil bestående af slyngelstaterne Irak, Nordkorea 9
og Iran. Herved forfølger USA den strategi som Kagan og Kristol anbefaler på trods af manglende opbakning fra FN s sikkerhedsråd, for som de skriver, kan: rigid criteria for intervention quickly prove illusory (Kagan & Kristol: 2000:62). Den aktuelle situation viser et USA, der i højere grad ligger vægt på hard-power, end det var tilfældet op i gennem 1990 erne. Selvom interdependens liberalismen anerkender, at det er betinget af konteksten hvorvidt hard-power er relevant, er det et spørgsmål, hvorvidt det i den aktuelle situation er med til at udbygge USA s magtposition. Den udstrakte brug af soft-power, der var med til at cementere USA s magtposition op i gennem 1990 erne, har man indtil videre lagt på hylden, og det står i skarp modsætning til den magttransformation, som interdependens liberalismen ser i det aktuelle internationale system. 5.0 Analyse af aktuelle udfordringer for USA s magtposition. Udfordringerne for den aktuelle amerikanske magtposition er funderet i analysen af hvilke magtressourcer USA besidder, hvorvidt USA formår at bruge sine magtressourcer og hvorvidt de pågældende magtressourcer er relevante i det nuværende internationale system. Den aktuelle krig i Irak er et led i den strategi, som USA indledte efter 11.september med en krig mod den internationale terrorisme. I en neorealistisk optik er det godt eksempel på systemets tendens til magtbalancering og opnåelse af stabilitet, men det stiller også en række klare udfordringer op for USA s magtposition. På den ene side har terroristernes angreb skabt en usikkerhed i USA, som landet har forsøgt at bekæmpe med militære interventioner, ligesom Georg W. Bush er langt fremme med en relancering af Ronald Reagans stjernekrigsprojekt, der i dag kaldes NMD 7 og potentielt kan beskytte både USA og store dele af Europa mod fjendtlige missiler. USA udfordres på sine vitale interesser, sikkerhed og overlevelse, og det kan være en af årsagerne til, at militære magtmidler frem for soft-power er i fokus. Den strukturelle liberalisme ser dog en række klare problemer i forhold til den måde hvorpå USA griber terrortruslen an, og en fejlagtig strategi kan gøre udfordringen endnu sværere at håndtere og dermed skade USA s magtposition i endnu højere grad. Terrorismens karakteristika er for det første, at der ikke er tale om stater som aktører, men individer der bevæger sig mellem stater. Empirisk kan det bekræftes ved at se på det geografiske udgangspunkt for de terrorister, der angreb WTC d.11.september; en enkelt af dem var fra Hamburg, og en stor del havde befundet sig i USA længe før angrebet. Neorealismens 3.image indgangsvinkel er således grundlag for en forfejlet 7 National Missile Defense. 10
strategi i krigen mod international terrorisme, fordi aktørerne, som USA ønsker at bekrige, befinder sig på et transnationalt plan. En yderligere neoliberal pointe er det faktum, at interdependensen, som eksisterer mellem de traditionelle aktører i det internationale system dvs. suveræne stater, ikke eksisterer når aktørerne i stedet er terrorister, der er villige til at bøde med deres eget liv. Som Ikenberry skriver,: They are not nationstates, and they do not play by the accepted rules of the game (Ikenberry:2002:50). Omvendt kan USA s retoriske krig mod terrorismen være led i brugen af 11.september som et symbol på modstanden mod de vestlige værdier og principper. Krigen mod terrorisme er en retorisk anvendelse af co-optive magtressourcer, der skal legitimere en krig mod Irak og derigennem forsvare USA s materielle og principielle interesser. Denne strategi er imidlertid også forfejlet, idet USA har haft utrolig svært ved at skaffe det internationale samfunds opbakning til krigen i Irak. På den anden side kan konflikten i sikkerhedsrådet være betinget af andre årsager end manglende opbakning til USA s intervention i Irak, men faktum er, at USA ikke kunne sætte dagsordenen, og det alene er en klar udfordring. Begge strategier er således klare eksempler på, at USA ikke vægter soft-power og evnen til forhandling og samarbejde i samme grad som det blev gjort under opbygningen af landets magtposition i 1990 erne. Terrorismen peger også i retning af en mere grundlæggende udfordring, nemlig den 3.verdens modstand mod den ulige fordeling af verdens materielle goder. Empiriske eksempler viser ligeledes, at hvor USA har handlet offensivt på det militære område, er man gået i defensiven på det samarbejdsmæssige område. Bush har ikke ratificeret Kyoto-aftalen og USA har trukket sig ud af samarbejdet om den internationale krigsforbryder domstol. På samme måde er det en udfordring for USA s co-optive magt, hvis Europa formår at holde sine markeder lukkede for enkelte amerikanske produkter med henvisning til specifikke europæiske principper, som det er tilfældet med hormonbøfferne. 6.0 Sammenfattende konklusion. USA har siden 2.Verdenskrig formået at opbygge en magtposition i det internationale system, der på nuværende tidspunkt står overfor en række udfordringer. Opsummerende har analysen på de foregående sider belyst problemstilling om hvad, der er grundlaget for USA s magtposition og hvilke udfordringer den står overfor. Det er sket udfra henholdsvis en neorealistisk, en 11
neoliberalistisk og en konstruktivistisk indfaldsvinkel, med fokus på tre magttyper: hard-power, soft-power og co-optive power. Overordnet peger analysen på kontekstens betydning for udviklingen af USA s magt. Samtidig viser analysen, at USA under den kolde krig lagde vægt på den militære magt (hp), men derudover var med til at grundlægge en række internationale og transnationale institutioner og ydermere formåede at legitimere sin egen magtanvendelse gennem co-optive power. Sovjetunionens opløsning indledte en periode hvor USA ikke havde samme behov for at bekymre sig om sine vitale interesser: sikkerhed og overlevelse, og i stedet udbyggede USA sin magtposition gennem internationalt og transnationalt samarbejde primært på handelsområdet (sp), hvilket øgede den komplekse interdependens. Indenfor de seneste år har USA oplevet terrorangreb, men har haft svært ved at legitimere sine forebyggende modangreb, ligesom landets økonomi kører dårligere end længe set. På trods af det faktum at ingen stater i det internationale system opretholder samme magtressourcer som USA, er det en klar udfordring mod USA s magtposition. Den neorealistisk analyse kan forklare USA s brug af hard-power, mens forskellige retninger indenfor neoliberalismen kan forklare den stigende interdependens og samarbejde der var tilfældet i 1990 erne, men som nu er på retur. Den konstruktivistiske tilgang kan forklare det kulturelle hegemoni som USA besidder, og den co-optive magtressourcer, som USA i stigende grad trækker på. 8.0 Litteraturliste. Adler, E og M.N. Barnett: Governing Anarchy: A research Agenda for the Study of Security Communities, Ethics and International Affairs, 10/1, 1996, pp.63-98. Deudney, Daniel og John G. Ikenberry: The Nature and Sources of Liberal International Order, Review of International Studies (Vol.25), 1999, pp.179-196. Fukuyama, Francis: The End of History and the Last Man?, New York, Free Press 1992. Gilpin, Robert: The Political Economy of Internationale Relations, Princeton: Princeton University Press, 1987. Ikenberry, G. John: America s Imperial Ambition, Foreign Affairs, vol.81, no.5, 2002, pp.49-60. 12
Kagan, Robert og William Kristol: The Present Danger, The National Interest, no.59, Spring 2000, pp.61-62. Keohane, Robert O.: Neoliberal Institutionalism: A Perspective on World Politics, International Institutions and State Power, Boulder: Westview Press, 1989, pp.1-20. Mearsheimer, John: The False Promise of International Institutions, The Perils of Anarchy (ed. M.E. Brown et al.), Cambridge: MIT Press, 1995, pp.332-353 + pp.364-376. Nye, Joseph S.: Bound to Lead The Changing Nature of American Power, New York: Basic books, 1990, pp.188-201. Thomsen, Jens Peter Frølund: Politisk magt og pluralisme, Politica, 34.årg.,nr.2, 2002, pp.133-149. Walt, Stephen: Testing theories of alliance formation: the case of Southwest Asia, International Organization, vol.42, no.2, spring 1988, pp.277-308 og 285-316. Waltz, Kenneth: Intimations of multipolarity, The new World Order, (Birthe Hansen og Bertel Heurlin (eds.)), London: Macmillan, 2000, pp.1-17. Waltz, Kenneth: Theory of International Politics, Reading, Mass.: Addison Wesley, 1979, pp.79-101 + pp. 116-128. Wendt, Alexander: Anarchy is what states make of it: the social construction of power politics. International Organization, Vol.46, No.2, 1992, pp.391-407. 13