Om litteraturen Litteraturens berettigelse i danskundervisningen Hvorfor overhovedet bruge tid på at læse litteratur i den medieglobaliserede verden, vi lever i i dag? Det skal vi, fordi der i litteraturen ligger et særligt dannende potentiale, som det er væsentligt at bevidstgøre eleverne om. Gennem litteratur får eleverne oplevelser, der kan være med til at udvikle dem personligt, socialt og kulturelt. Eleverne skal møde litteratur fordi alle former for sprog er med til at udvikle elevernes personlige, sociale og kulturelle identitet fordi de ved at møde andres sprog kan udvikle deres eget sprog fordi de gennem gode fortællinger får oplevelser, som kan hjælpe dem til at finde ud af, hvad de selv tænker og mener fordi god sprogkunst udvikler deres tanker, fantasi, følelser og indlevelsesevne fordi man i litteraturen kan møde det, der er fællesmenneskeligt (fx kærlighed, død, glæde og sorg) fordi litteratur formidler fælles kulturelle vaner og værdier fordi mennesker bygger deres forståelse af tilværelsen op på baggrund af fortællinger fordi megen sproglig nyskabelse forekommer første gang i skønlitteraturen Men fortællinger er naturligvis ikke kun forbeholdt bogmediet. Vi får også og måske endda i højere grad i dag tilbudt fortællinger i andre medier, hvor de samme greb gør sig gældende. Om teksterne i Fandango Vinkler på dansk De tekster, der arbejdes med i Fandango Vinkler på dansk, er fortrinsvis moderne dansk ungdomslitteratur. Vi præsenterer gennemgående i systemet termen ungdomslitteratur for eleverne, vel vidende at grænserne mellem børne, ungdoms og voksenlitteratur ikke er skarpt optrukket, men flydende. Med termen mener vi dog, at ungdomslitteraturen på indholdssiden især kredser om de konflikter, unge mennesker kan befinde sig i i processen fra barn til voksen. Hvad angår den æstetiske side, har både børne og ungdomslitteraturen derimod de senere år fået flere og flere fællestræk med voksenlitteraturen. Tendenser i moderne ungdomslitteratur Litteraturen, hvad enten den er for børn eller unge, har de senere år været i kolossal udvikling, og de moderne forfattere udviser stor lyst til at eksperimentere med form og udtryk og betjener sig i det hele taget af samme stilistiske virkemidler, som tidligere kun forfattere af voksenlitteratur gjorde. Den moderne børne og ungdomslitteratur kan derfor synes svært tilgængelig, og en form for formidling bliver måske ligefrem en nødvendighed. Og netop af den grund gøres den i Fandango til genstand for undervisning i læsning, analyse og fortolkning modsat elevernes selvstændige læsning, der i højere grad kan tjene som underholdnings og træningslæsning. Men hvad kendetegner den moderne børne og ungdomslitteraturs æstetik? Og hvori består det særlige litteraturpædagogiske potentiale?
Kort og godt! En udpræget tendens har de senere år været, at der skrives kort og koncentreret. Litteraturen har med andre ord mange tomme pladser. Kortprosa, novelletter, korte noveller og kortromaner præger billedet af de senere års udgivelser, modsat i 00 erne, hvor bøgerne for børn og unge var murstenstykke værker gerne i serier på adskillige bind. Det korte omfang til trods, er der dog tale om særdeles vedkommende og gribende fortællinger. Vi har med andre ord at gøre med store fortællinger i koncentreret form. Indholdet er så at sige kogt ind, så vi kun får fortalt eller snarere ved hjælp af showing vist essensen af en konflikt, et ungt menneske kan befinde sig i. Det siger sig selv, at når en roman måske kun spreder sig over 60 sider, er der ikke plads til mange forklaringer og støttende fortællerkommentarer, og netop derfor kræver disse tekster noget andet og mere af læseren, end de tidligere tiders omfangsrige bøger. De kræver i høj grad, at læseren kan aktivere et indre scenarie og kan danne inferens for at få sammenhæng i teksten. Forfatterene nøjes ofte med at antyde og lægge spor ud, frem for at fortælle og forklare. De efterlader således en række løse ender, som de overlader det til læserenen selv at samle. Ikke alene er teksterne (hvad enten det er noveller, romaner eller billedbøger) korte, fordi der spares på ordene den fortalte tid strækker sig også ofte over kort tid. Måske bare få minutter i kortprosatekster, eller nogle dage i de lidt længere værker. Eksempler på sådanne korttekster er Bent Hallers kortprosasamling Grænsebørn, hans novellettesamling Det roterende barnekammer i 60 omdrejninger, Kim Fupz Aakesons novellesamling Jeg begyndte sådan set bare at gå og Anita Krumbachs kortroman Et mærkeligt skib, der alle er at finde i tekstudvalget i Fandango 7. Inde i den korte tekst kan der dog godt gemme sig et længere forløb, som vi gennem antydninger af tilbageblik og/eller flashbacks får anelser om. Skelnen mellem børne- og ungdomslitteratur Nogle forskere i børne- og ungdomslitteratur, bl.a. svensk-russiske Maria Nikolajeva og danske Torben Weinreich skelner ikke mellem børne- og ungdomslitteratur som to forskellige størrelser, men betragter begge kategorier under ét, og hertil anvender de termen børnelitteratur. Denne defineres som litteratur skrevet, udgivet, markedsført og formidlet af eksperter med børn som deres væsentligste publikum (Nikolajeva, 2001), og med børn henvises til FN s definition, nemlig mennesker mellem 0 og 18 år. Skønt termen børnelitteratur anvendes, påpeger Nikolajeva dog, at litteratur for unge især er kendetegnet ved en igangsættelse/initiering mod voksenverdenen (Nikolajeva, 2000). Andre teoretikere har imidlertid fundet det nødvendigt at indføre litteratur for unge i sin egen litterære kategori og anvender hertil modsat Nikolajeva og Weinreich termen ungdomslitteratur. Det gælder fx Peter Hollindale, og i forlængelse af hans skel mellem børne- og ungdomslitteratur som to forskellige størrelser taler fx Bodil Kampp om det særlige ved ungdomslitteraturens væsen (Kampp, 2004). Med henvisninger til Hollindale peger hun på, at ungdomslitteraturens værker som hovedperson har et ungt menneske, der ikke har mulighed for at vende tilbage til barndommens uskyld, men omvendt endnu heller ikke har evnen til at tage det sidste afgørende skridt mod voksentilværelsen. Det er dette rum mellem barndom og voksentilværelse, ungdomslitteraturen befinder sig i og tematisk kredser om. Litteraturens æstetik Så vidt ungdomslitteraturens indholdsside, men ser vi på dens æstetiske dimension, er det imidlertid spørgsmålet, om det i dag giver mening at skelne mellem børne-, ungdoms- og voksenlitteratur, for en af tendenserne i den moderne litteratur (for børn, unge og voksne) er netop, at grænserne bliver mere og mere udvisket. I den forbindelse har den norske børnelitteraturforsker Åse Marie Ommundsen meget passende indført begrebet alle-aldrelitteratur (Ommundsen, 2010). Realisme på nye måder Fantasygenren, som var den foretrukne genre omkring årtusindskiftet, synes at være forladt til fordel for den realistiske genre. Dog er udtrykket i dag ganske anderledes end i 1970 ernes socialrealistiske børne og ungdomslitteratur, der netop ikke havde mange tomme pladser, men var forklarende og havde en markant pædagogisk/opdragende funktion. Denne didaktiseren er den moderne børne og ungdomslitteratur gået langt væk fra i hvert fald fremstår den ikke så eksplicit i teksterne, som tilfældet var i 1970 erne.
I den moderne ungdomslitteratur er der dog ofte etiske problemstillinger på dagsordenen, og når man læser, er man sjældent i tvivl om, hvordan man bør og i særdeleshed ikke bør opføre sig, men den moralske pegefinger er væk, og i stedet inviterer litteraturen til forundring og refleksion. Barske temaer I et stramt, realistisk set up drejer teksterne sig gerne om børn og unge i en voldsom verden med inkompetente voksne. Omsorgssvigt og ensomhed er ofte på dagsordenen, og en forfatter som Oscar K har bl.a. taget sig (kærligt) af tabuiserede temaer som homoseksualitet blandt børn/unge, retarderede børn/unge og børn, der slet ikke nåede at blive børn, fordi de blev fravalgt, før de blev født og derfor optræder som aborter. Intet er tilsyneladende for barskt eller for grænseoverskridende. Men heldigvis er der stor tiltro til, at børnene og de unge i teksterne kan klare sig også uden hjælp fra de uduelige voksne, ligesom der er stor tiltro til, at den implicitte læser af værkerne magter at læse svært tilgængelig og udfordrende litteratur. Intertekstualitet Det lader til, at forfatterne af moderne børne og ungdomslitteratur er uhyre bevidste om deres inspirationskilder, og indimellem lader deres forgængere træde åbenlyst frem i de moderne tekster. Denne intertekstuelle leg med ældre litteratur er en markant tendens og ses udfoldet på forskellig vis, fx gennem en kredsen om velkendte motiver, gennem pastiche eller parodi eller gennem citater fra ældre litteratur. Med fx Bent Hallers kortroman Skyld pustes der nyt liv i en række af Henrik Pontoppidans noveller, og i Louis Jensens firkantede historier citeres der lystigt fra Brorson, Kingo, Grundtvig, Ingemann og ikke mindst H.C. Andersen. Billeder I en større og større del af den moderne børne og ungdomslitteratur er ordene ikke alene om at formidle en fortælling. Andre modaliteter som billeder og grafik spiller aktivt med, og hvor billedbogen som medie tidligere var forbeholdt mindre børn, udkommer i disse år utallige billedfortællinger for unge og voksne. Det kan være i form af billedbøger i klassisk forstand i stort format, hårdt bind og med forholdsvis få opslag (gerne mellem 12 og 24), eller det kan være i form af graphic novels, illustrerede noveller, tegneserier eller deciderede billedromaner. Kompleksitet At de moderne værker har litterær kompleksitet ses bl.a. i form af genreblandinger. Er Søren Jessens bøger Den hule pige og Den skæve dreng egentlig romaner eller novellesamlinger? Er Børnenes Ænsyklopædi fiktion eller fakta? Og er Oscar K s Biblia Pauperum Nova Ny bibel for de fattige i ånden virkelig en bibel? Af og til iscenesætter forfattere deres tekster i andre genrer, end de er. Et eksempel er Fupz Aakesons Ordbog, der måske nok er opstillet alfabetisk som traditionelle ordbøger, men jo ikke er en ordbog i traditionel forstand, idet der er tale om en længere række af små fiktionstekster. I Peter Sis billedbog Muren at vokse op bag jerntæppet blandes den personlige og den faktuelle beretning, ligesom elementer af fortælling indgår. Kompleksiteten ses også i temporaliteten med brud på den kronologiske fremstilling til fordel for en mere avanceret plotstruktur. Det klassiske fortælleskema, hvor en fortælling er opbygget af en begyndelse, en midte og en slutning (hjem ud hjem kompositionen) er naturligvis stadig at finde i børne og ungdomslitteraturen, men også mere avancerede opbygninger. Jesper Wung Sungs novelle Limbus er et godt eksempel. Også fortælleperspektivet kan være komplekst. Frem for at fastholde én entydig fortællerstemme, kan der veksles mellem jeg perspektivet og 3. personsperspektivet, ligesom synsvinklen kan skifte fra person til person. Det gør sig fx gældende i dele af Søren Jessens forfatterskab (fx Den skæve dreng og SMAK).
Konvergens med andre medier Endvidere konvergerer ungdomslitteraturen indimellem med andre medier, så en fortælling ikke udelukkende er at finde i en bog eller en film, men også kan opleves fra andre medieplatforme som telefon eller ipad. Den digitale litteratur åbner for helt nye muligheder for fortælling med valg, der skal træffes af læseren, så også her er det aristoteliske fortælleskema forladt til fordel for nye plotkonstruktioner. Også tekster på papir kan konvergere med nye medier, hvis fx en romans persongalleri har Facebookprofiler, og læseren kan kommunikere direkte med de fiktive karakterer under eller efter læsningen. Således kan en fortælling leve videre i et nyt format på nettet, når bogen er slut. En anden form for mediekonvergens ses fx i Kenneth Bøgh Andersens roman Den sidste dag Valget er dit, hvor kompositionen i højere grad ligner et level opbygget computerspil end en aristotelisk opbygget fortælling. I samme værk er de klassiske fortællerpositioner (jeg og tredjepersonsfortælleren) desuden erstattet af en 2. personsfortæller (du). Man kan konkludere, at den moderne ungdomslitteratur i høj grad er eksperimenterende og litterært udfordrende og måske kræver en håndsrækning i det analytiske arbejde. Et spørgsmål, der her trænger sig på er, om den ligefrem kalder på nye læse og litteraturpædagogiske tilgange. Størstedelen af de nævnte teksteksempler er at finde i systemet, og nye metoder til at åbne og arbejde med teksterne tilbydes. I kapitel A1 præsenteres på hver årgang analyseværktøjer til at åbne de moderne tekster. I 7. klasse er det novellegenren og kortromanen, der fokuseres på og i alle B delens vinkler sættes værktøjerne i spil, hvor samtlige tekster angribes fra både en læsedidaktisk og en litteraturdidaktisk vinkel. Det skal understreges, at kompleksitet naturligvis ikke er lig med kvalitet, og naturligvis skal det nævnes, at udbuddet af børne og ungdomslitteratur heldigvis er mangfoldigt. Der udkommer således stadig mainstreambøger for børn og unge om heste og fodbold, ligesom den såkaldte sick lit om selvmordstruede, dødeligt syge (fx kræft eller anoreksiramte) unge har været populær de senere år. Også den dystopiske scifi trilogi Dødsspillet (The Hunger Games) samt vampyr/gyserserien Twilight har været populære titler. Denne del af ungdomslitteraturen har vi dog fravalgt til fordel for den mere eksperimenterende og litterært udfordrende litteratur, idet vi finder en større grad af undervisningspotentiale i den smallere del af spektret, men naturligvis kan eleverne i deres selvstændige læsning vælge lige, hvad de har lyst til. Ældre litteratur I Fandango Vinkler på dansk arbejdes der også med ældre tekster, bl.a. af forfatterene fra Dansk litteraturs kanon (2004). Fra Den fælles kanon, som er obligatorisk, arbejdes der i 7. klasse med noveller af Henrik Pontoppidan i kapitel B3. Fra tillægget til folkeskolen, som ikke er obligatorisk, men som anbefales, arbejdes der med digte af Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen i kapitlet B4. Det er åbenlyst, at ældre litteratur kræver en anden tilgang i det læse og litteraturpædagogiske arbejde end den litteratur, der er skrevet i elevernes egen levetid, og som eleverne derfor kan spejle sig direkte i. Derfor fokuserer et helt kapitel på alle tre årgange i Fandango Vinkler på dansk på moderne ungdomslitteratur, der går i direkte dialog med ældre, nemlig kapitel B3. Andre medier At læse og skrive opfattes som klassiske kulturteknikker i danskfaget, men da en stadig større del af kommunikationen foregår gennem lyd, billede og multimedier, skal eleverne også lære de kulturteknikker, der knytter sig hertil.
Elevernes digitale kompetencer Eleverne opfattes ofte som digitalt indfødte, fordi de, modsat læreren, er vokset op med brug af it og andre medier. Men ifølge forskere (fx Birgitte Tufte) kan eleverne ikke nødvendigvis alt, der har med it og medier at gøre, blot fordi de er vokset op i en tid, hvor medierne har været i rivende udvikling. Moderne skoleelever er dygtige til praktiske it færdigheder, som at skrive tekstdokumenter skrive i præsentationsprogrammer maile spille spil, afkode symboler og engelske ord uploade og publicere egne tekster og film Men eleverne bruger ikke nødvendigvis deres it kompetencer reflekteret, og de rækker ikke til at begå sig i medieverdenen. De har også brug for at udvikle kompetence, der sætter dem i stand til at forholde sig på et analytisk og reflekteret niveau. De har fx brug for at udvikle kildekritisk sans at kunne anvende læsestrategier til læsning på nettet at kunne gennemskue, hvem der kommunikerer med hvem at kunne overholde uskrevne spilleregler og begå sig ansvarligt Disse kompetencer udvikler eleverne ikke af sig selv, blot fordi de er indfødte i mediekulturen og rutinerede brugere af it og medier, så her er virkelig et potentiale, som læreren med sin fagdidaktiske baggrund kan undervise i. Nye medier i Fandango Vinkler på dansk Ud over skrevne tekster arbejdes der i Fandango Vinkler på dansk med forskellige andre medietekster. Kapitel A2 handler på alle tre årgange udelukkende om refleksion over og analyse af medietekster, og i 7. klasse er fokus rettet mod websites. Der henvises til og bringes skærmdumps fra forskellige sites i kapitlet, og de skal tjene som eksempler. Naturligvis kan der arbejdes med andre sites også. I i bogen introduceres den særlige form for journalistisk formidling gennem billeder, ord og lyd, der kaldes soundslides. Desuden henvises der løbende til forskellige websites og YouTube klip i B vinklerne (links hertil findes på i bogen), og der arbejdes indgående med Anders Østergaards dokumentarfilm Gasolin, der er at finde på Filmstriben.dk