Redaktionelt forord SAMFUNDS ØKONOMEN Februar 2003:1 Redaktion: Professor, dr. polit. Niels Kærgård (ansvarshavende) Mag. scient. soc. Peter Abrahamson Cand. polit. Anders Møller Christensen Cand. polit. Kåre Clemmesen Cand. polit. Nils Enrum Cand. scient. adm. Anders Hede Lic. scient. pol. Lotte Jensen Cand. polit. Niels Ploug Cand. oecon. Anita Vium Administration: Jurist- og Økonomforbundets Forlag Abonnement: 457 kr. inkl. moms pr. år (postgiro 102 58 99). Løssalg pr. hæfte 65,00 kr. inkl. moms Ved køb af 10 hæfter og derover 55,00 kr. pr. hæfte inkl. moms. Oplag: 15.000 Tryk: Holbæk Amts Bogtrykkeri Samfundsøkonomen udgives af DJØF, Danmarks Jurist- og Økonomforbund, der er faglig organisation for jurister, økonomer og andre samfundsvidenskabelige kandidater. Samfundsøkonomen sendes gratis til alle DJØF-medlemmer, der beder om det. ISSN 0108-3937 Gothersgade 133 Postboks 2126, 1015 København K Tlf.: 33 95 97 00, Fax: 33 95 99 99 E-mail: djoef@djoef.dk Homepage: www.djoef.dk Ekspeditionstid kl. 9.00-16.00 Økonomi eller vulgærøkonomi? Når en biolog ser et træ, ser han et imponererende naturfænomen. Når en teolog ser træet, ser han skaberværket. Men når en økonom ser træet, ser han kun planker. Man skal passe på med at lade disse økonomer få for stor magt, for de tænker kun i økonomisk vækst målt i kroner og øre; kultur, historie og bløde værdier har de ingen sans for. Op til jul var der en amerikansk økonom, der prøvede at dokumentere, at gavegivning er en inoptimal allokeringsmekanisme heller ikke den gode jul i familiens skød har økonomerne altså sans for. De er og bliver regnedrenge med et ret afstumpet følelsesliv. De har ikke sans for menneskelige værdier, og så elsker de markedsmekanismen og profitmaksimering, derfor vil de privatisere museer og teatre og lade folk betale for skolegang, hospitalsophold og lægehjælp. Når det kommer til stykket er de kun interesseret i det tal, der står på bundlinien i regnskabet; og sådan ser de også på det, selv om det er en offentlig institution, de analyserer. De taler gerne om at sætte mindstelønnen ned, for de føler ingen solidaritet med de dårligst stillede de tænker kun i incitamenter. Disse økonomer sætter minutter på den tid hjemmehjælperne må tale med de gamle og rationaliserer følelseskoldt ældre medarbejdere væk for at erstatte dem med robotter eller med unge IT-nørder. Nogenlunde sådan er der givetvis mange, der opfatter økonomer. Men en økonom, der ikke tager hensyn til bløde værdier, sammenhold og solidaritet, er og bliver kun en vulgærøkonom (men dem er der selvfølgelig også en del af). Den seriøse økonom har altid enten beskedent sagt, at der er meget andet end økonomi, og at hans økonomiske beregninger derfor langt fra er hele sandheden og altså derfor heller ikke nødvendigvis den afgørende del af beslutningsgrundlaget, eller også har han kæmpet med at få de»bløde«værdier kvantificeret og ind i modellerne. Seriøs økonomi overser hverken miljøet, naturværdierne, traditionerne eller den menneskelige solidaritet. Tværtimod prøver den efter bedste evne at få de bløde værdier ind i modeller og beregninger. Det er
Redaktionelt forord ikke nemt, og man må vise stor ydmyghed, når man prøver den slags. Men med den autoritet journalister og politikere tillægger kvantificeringer i det hele taget og økonomiske regnestykker i særdeleshed, så er vel hverken miljøet eller kulturen tjent med kun at være store, bløde ukvantificerede værdier. Allerede i lang tid har økonomerne talt om eksternaliteter positive eller negative som noget der har stor betydning for samfundet. Lærkesangen, biodiversiteten og den friske lufts værdi er ikke overset i økonomernes teorier. Men det er selvfølgelig svært at få den slags ting defineret og afgrænset, for slet ikke at tale om kvantificeret. Men store anstrengelser er blevet brugt på at forsøge. Nogen af de nyeste skud på stammen med hensyn til økonomernes forsøg på at arbejde med de mindre håndgribelige strukturelle træk ved økonomien præsenteres i dette nummer af Samfundsøkonomen. I gamle dage talte man om fysisk kapital og arbejdskraft, men så fandt man ud af, at arbejdskraften kunne have mange forskellige former for uddannelse, og så blev arbejdskraften til human kapital. Men et lands velstand er ikke kun afhængig af fysisk kapital og humankapital. Samfundsstrukturen spiller også en afgørende rolle. Indbyrdes tillid, samarbejdsvilje og moral er også vigtige faktorer for at få samfundet til at fungere hensigtsmæssigt. Det blev for alvor understreget i forbindelse med de central- og østeuropæiske landes overgang til markedsøkonomien; det at få en markedsøkonomi til at fungere er ikke altid så simpelt, som mange troede. For at få denne»samfundsstruktur«defineret og kvantificeret indførte man begrebet»social kapital«, og dette begreb og forsøgene på at måle det er emnet for Lene Hjøllund, Martin Paldam og Gert Tinggaard Svendsens artikel. I det næste indlæg af Carl-Johan Dalgaard forsøges at se på helbredstilstandens bidrag til den økonomiske vækst; også disse normalt oversete forhold synes at have betragtelig betydning. Arbejdsmarkedets organisering er et vigtigt led i samfundets struktur, og dermed i socialkapitalen. Morten Skak diskuterer her fagbevægelsens rolle i forskellige europæiske lande. Peder Andersen og Frank Rasmussen ser på globaliseringen og velfærdsstaten. Og endelig undersøger Anne-Mette Hjalager og Anne Holm Sjøberg nydanskernes muligheder for at komme ind i de små og mellemstore virksomheder. Ud over disse egentlige artikler er der en række debatindlæg. Brian H. Jacobsen er ikke imponeret af de regnestykker, der udføres på kvælstofområdet i forbindelse med bl.a. de forskellige vandmiljøplaner. John Smidt og Erik Haller Pedersen fortsætter deres slagsmål fra 2002 om ejendomsbeskatningen, og endelig kommenterer Gorm Winther Sten Nicolaisens indlæg om aktieoptioner fra 2002 nr. 6. Ingen af disse indlæg er polemik for polemikkens skyld. De giver alle nye væsentlige bidrag til at belyse problemstillingerne. Niels Kærgård Redaktør Vejledning om manuskripter 1) Redaktionen modtager forslag til publicering. Manuskripterne bedømmes af redaktøren og evt. redaktionspanelet. Manuskripterne returneres normalt ikke. Redaktionen påtager sig intet ansvar for indsendte manuskripter. 2) Godkendte artikler skal indsendes på papir og diskette. Disketter skal være 3,5", og der kan skrives i programmer som Word Perfect, Word, o.l. Artiklerne må højst være på 28.000 enheder inkl. grafik og tabeller, således at en artikel max. fylder 6 færdigtrykte sider. 3) Der vedlægges en kort sammenfatning (max. 50 ord) til indledning, samt forfatteroplysninger og et vellignende foto. 4) Noter så få som muligt nummereres fortløbende i artiklen. Litteraturhenvisning anføres med forfatternavn, år og sidehenvisning (eks.: P. Olsen, 1980, s. 10). I litteraturlisten anføres forlag, udgivelsessted og -år, evt. tidsskriftnavn, -nummer og årgang. 5) Forfatterne modtager et ombrudt aftryk af artiklen til korrekturlæsning og 15 frieksemplarer af det nummer, i hvilket artiklen er publiceret. 6) Offentliggjorte artikler honoreres. 3
Social Kapital i Danmark og Rusland Social Kapital i Danmark og Rusland * Økonomer har i en årrække undret sig over, at folk samarbejder mere end teorien forudsiger. Vi foreslår, at dette forhold skyldes tilstedeværelsen af social kapital og etableringen af fælles normer, som igen øger den samfundsøkonomiske vækst. Dette skyldes, at tillid og samarbejde mellem borgere tillader flere transaktioner at finde sted uden håndhævelse af en tredjepart. Danmark har således omtrent tre gange mere social kapital end Rusland hvad angår de fire benyttede mål for social kapital. Forklaringen herpå kan være, at et socialistisk diktatur og en planøkonomi, som den russiske før 1989, ødelægger social kapital, mens en kapitalistisk og demokratisk markedsøkonomi, som den danske, opbygger social kapital. Lene Hjøllund, cand.oecon., fuldmægtig ved Aarhus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, Ph.D., lektor ved Nationaløkonomisk Institut, Handelshøjskolen i Århus Martin Paldam, professor ved Økonomisk Institut, Aarhus Universitet Hvorfor samarbejde? Økonomer har længe undret sig over, at folk tilsyneladende samarbejder mere end de burde. Et typisk eksempel på en samarbejdssituation kan enkelt illustreres som et Prisoner s Dilemma spil, hvor en økonomisk agent kan vælge at samarbejde eller ikke at samarbejde. Gevinsten er samlet set højest, hvis begge agenter samarbejder, men hvis den ene»snyder«og ikke samarbejder, vil hans gevinst blive endnu højere. Hvorimod den andens gevinst vil blive lavere. Begge agenter har således hver især incitament til at snyde og dermed afvige fra den optimale løsning, nemlig at samarbejde. Men observationer fra dagligdagen og eksperimenter viser, at folk alligevel samarbejder, selvom det optimale valg for den enkelte ville være ikke at samarbejde (Schram, 2000). En forklaring herpå kunne være, at en tredje part håndhæver formelle regler, som sikrer, at parterne ender i den optimale (kooperative) ligevægt. Dette har traditionelt været økonomers anbefaling til løsning af koordinationsproblemer. Men i mange situationer kan den koope- 4
Social Kapital i Danmark og Rusland rative adfærd ikke tilskrives denne forklaring. I nogle tilfælde eksisterer der slet ikke formelle regler, eller de håndhæves ikke. Derfor er en anden mulig forklaring på dette»excess cooperation«fænomen, at der mangler noget i specifikationerne af de såkaldte pay-off funktioner, som angiver agenternes gevinst ved hvert udfald. Man mangler at tage højde for, at de handlende agenter»kender hinanden«, eller i økonomisk terminologi at hver agent har en forventning til den anden agents type, dvs. sandsynligheden for, at den anden agent vælger at samarbejde. Ud over samfundets officielle og formelle regelsæt eksisterer altså et sæt af sociale normer, som har indflydelse på de økonomiske agenters præferencer og dermed deres optimale valg dette gælder også, selvom der alene fokuseres på et»one shot«spil (og ikke gentagne spil, hvor agenterne kan disciplinere hinandens adfærd). Dette»noget«vil vi i denne artikel argumentere for, at man kan forklare ved tilstedeværelsen af, hvad man under et kalder social kapital. Begrebet social kapital blev i økonomisk sammenhæng først introduceret af sociologen James Coleman (1988: 95). Han definerede det som»menneskers evne til i grupper og organisationer at samarbejde om fælles mål«. Dette frivillige samarbejde er selvhåndhævende (som en uformel institution) i modsætning til tvungen samarbejde, der håndhæves af en tredje part (formel institution). Selve idéen, at kulturelle kendetegn i et samfund påvirker den økonomiske udvikling, kan spores tilbage til Weber (1930 [1906]), hvor han viser betydningen af den protestantiske etik for kapitalismens udvikling, se også Svendsen (2000). I næste afsnit giver vi social kapital mål for to lande, der formodentlig ligger i hver sin ende af social kapital skalaen, nemlig Danmark og Rusland. Måling af Social Kapital Baseret på Hjøllund, Paldam og Svendsen (2001) samt Paldam og Svendsen (2003) har vi valgt at måle social kapital på fire måder, nemlig 1) frivillige organisationer, 2) generel tillid, 3) netværk samt 4) deltagelse i offentlige anliggender. Vi ser nu nærmere på de empiriske resultater fra Danmark (1206 respondenter) og Rusland (2500 respondenter) fra vore interviewundersøgelser (gennemført år 2000-2001). Angående medlemskab af frivillige organisationer har Putnam (1993) foretaget empiriske undersøgelser i Italien. Resultatet var, at folk i Norditalien gennemsnitligt var medlemmer af langt flere frivillige organisationer end tilfældet var i Syditalien og derfor var Norditalien langt rigere. Paldam og Svendsen (2000) har i forlængelse heraf fremsat en diktatorteori, som siger, at social kapital ødelægges ved et totalitært styre. Således blev alle frivillige organisationer bragt under kommunistpartiets lederskab i Østeuropa, hvor kommunistpartiet i stedet tvang folk til at gøre bestemte ting og afskaffede således alle officielle, frivillige organisationer. Alle initiativer blev holdt nede, selv uformelle og frivillige spejderorganisationer blev erstattet af formelle partispejderorganisationer. Denne formodning bekræftes af de empiriske resultater, se Figur 1. Som det fremgår af Figur 1, er den gennemsnitlige dansker medlem af ca. fire gange så mange frivillige organisationer (1,7) som den gennemsnitlige russer (0,41). Vedrørende det andet mål for social kapital (borgernes generelle tillid til henholdsvis andre borgere og formelle institutioner) argumenterer vi ligeledes for, at de tunge bureaukratiske godkendelsesprocedurer og deraf følgende korruption i Rusland også har haft en ødelæggende effekt på social kapital. En bureaukrat har her monopolstatus og kan vælge at give eller nægte tilladelse. Hvis den ene part i en transaktion snyder, f.eks. ved at ignorere de formelle regler i en kontrakt, så vil denne blive straffet i et retssystem uden korruption, som vi kender det i Figur 1. Medlemskab af frivillige organisationer (i gennemsnit) 2,0 1,5 1,0 0,5 0,0 Rusland Kilde: Paldam og Svendsen (2003; spørgsmål 1 og 2 i spørgeskema). Danmark 5
Social Kapital i Danmark og Rusland Danmark. Her ved begge parter, at det ikke kan betale sig at bryde reglerne. Derfor vil de tilpasse deres adfærd herefter og opbygge tillid og social kapital via gentagne møder, og efterhånden vil formelle kontrakter blive overflødige, eftersom agenterne har lært, at kontrakter overholdes til gensidig fordel (Svendsen, 2003). Vi målte først generel tillid i Danmark og Rusland ved hjælp af følgende spørgsmål:»kan du eller kan du ikke stole på andre mennesker generelt?«danmark Rusland Figur 2: Generel tillid 0% 20% 40% 60% 80% 100% kan stole på kan ikke stole på ved ikke Kilde: Paldam og Svendsen (2003; spørgsmål 3 i spørgeskema). Af Figur 2 fremgår, at ca. dobbelt så mange danskere (73,9%) generelt stoler på andre sammenlignet med russerne (35%). Angående borgernes tillid til de formelle institutioner viser figur 3 gennemsnit af tillid til fire formelle institutionstyper, nemlig retsvæsen, politi, administration og regering. Sammenlægges de positive kategorier (»stor tillid«og»tillid«), stoler danskerne ca. 3 gange så meget på de fire typer af formelle institutioner, som russerne gør (84,1 versus 27,9). Vi målte også tillid til folk i nærmiljøet. Her viste det sig, at der her er 1,5 gange større lokal tillid i Danmark (85,7%) end i Rusland (57,9%), se Figur 4 nedenfor. Det tredje mål for social kapital er lokale netværk, som kan måles i forhold til nødsituationer. Vi valgte at spørge folk om, hvor de vil søge hjælp, hvis de udsættes for et økonomisk tab såsom tab af arbejde eller fejlslagen høst. Tabel 1 viser her svarene fra Danmark og Rusland. Af tabel 1 fremgår, at lokale netværk angående familie, venner og naboer er mest udbredt i Rusland. Forskellen skyldes givetvis institutionelle forhold. I Danmark træder det offentlige (herunder fagforeningerne) ind i nødsituationer, og man behøver ikke at bruge sine venner. Rusland har derimod ikke tilsvarende formelle institutioner, der kan afhjælpe nød, og russerne bruger derfor deres venner. Så selv om russere ikke har tillid til formelle Figur 3: Tillid til institutioner (retsvæsen, politi, administration og regering) Figur 4: Lokal tillid Danmark Danmark Rusland Rusland 0% 20% 40% 60% 80% 100% stor tillid tillid mistillid stor mistillid Kilde: Paldam og Svendsen (2003; spørgsmål 4 i spørgeskema). 0% 20% 40% 60% 80% 100% har tillid har ikke tillid ved ikke ingen svar Kilde: Paldam og Svendsen (2003; spørgsmål 5 i spørgeskema). 6
Social Kapital i Danmark og Rusland Tabel 1: Lokale netværk Danmark Rusland Familie 34.7 42.0 Det offentlige 27.0 1.7 Fagforening 20.8 2.6 Venner 9.5 30.3 Naboer 6.6 11.4 Ingen 5.6 5.1 Andre 6.7 3.2 Ved ikke 24.1 1.1 Note: Spørgsmålet er»uhjulpet«og respondenten kan angive op til tre svar. Således vil svarprocenterne ikke nødvendigvis summere til 100. Kilde: Paldam og Svendsen (2003; spørgsmål 6 i spørgeskema). institutioner og folk, de ikke kender, bruger de til gengæld deres nærmeste lokale netværk som»forsikring«mod nødsituationer. Det fjerde og sidste mål for social kapital angår deltagelse i offentlige anliggender. Her har vi udvalgt tretten spørgsmål vedrørende borgernes deltagelse i offentlige anliggender, f.eks. valgdeltagelse, kontakt til pressen angående samfundsproblemer og socialt hjælpearbejde. Ligesom det første mål (deltagelse i frivillige organisationer) må vi her forvente mere deltagelse i Danmark end i Rusland. Figur 5 viser, at danskere deltager halvanden gang så meget i offentlige anliggender (34,7%), 40 35 30 25 20 15 10 5 0 Figur 5: Deltagelse i offentlige anliggender Rusland Danmark Kilde: Hjøllund, Paldam og Svendsen (2001; spørgsmål 9 i spørgeskema). som russerne gør (22%), og dermed tilføjes endnu en indikator for højere social kapital i Danmark end i Rusland. Konklusion Overordnet fandt vi, at Danmark ligger væsentligt højere end Rusland, hvad angår tre ud af fire mål, dvs. antal frivillige organisationer, tillidsmål samt deltagelse i offentlige anliggender. Rusland ligger højere end Danmark, hvad angår lokale netværk. En mulig forklaring herpå kunne være, at russerne har opbygget sådanne uformelle netværk under kommunismen som eneste mulighed for at få ting gennemført. Tillidsmålet er dog det centrale begreb i forhold til social kapital. Paldam (2000) hævder endda, at det er fundamentet for alle de øvrige mål. Betragter man de forskellige tillidsmål i afsnit 4 under ét, finder vi, at niveauet for tillid er ca. tre gange så højt i Danmark som i Rusland. De empiriske resultater peger således på, at to forskellige politiske systemer fører til to forskellige niveauer af social kapital. Socialistisk diktatur og planøkonomi ødelægger tilstedeværelsen af positiv social kapital, mens en kapitalistisk og demokratisk markedsøkonomi opbygger og understøtter den. En hidtil overset produktionsfaktor, som delvist kan forklare forskellen på den økonomiske vækst i Vestog Østeuropa samt transitionsproblemerne i sidstnævnte, kunne derfor være social kapital. Uformelle institutioner, understøttede af sociale normer og værdier, kan her vise sig yderst gunstige for skabelsen af tillid og samarbejdsvilje, hvor»et ord er et ord«. Denne forklaring har vidtrækkende konsekvenser og kunne, for eksempel, være ét plausibelt svar på, hvorfor Danmark har klaret sig godt i økonomisk henseende trods det forhold, at vi ikke er bedre stillet end fattigere lande, hvad angår de traditionelle produktionsfaktorer i fysisk og menneskelig kapital. Note *Vi takker Rockwoolfonden for finansiering af vore social kapital undersøgelser i Østeuropa som afrapporteret i Udviklingen i Rusland, Polen og Baltikum. Lys forude efter ændringen af det økonomiske system af Martin Paldam (udgivet 2002 på Aarhus Universitetsforlag). Ligeledes takker vi SSF og Det erhvervsøkonomiske fakultet, Handelshøjskolen i Aarhus, for støtte til det videre arbejde, der ventes at bringe antallet at lande i vores social kapital database op på 20. 7
Social Kapital i Danmark og Rusland Litteratur Coleman, J.S. (1988),»Social Capital in the Creation of Human Capital«, American Journal of Sociology, 94, 95 120. Hjøllund, L., Paldam, M. and Svendsen, G.T. (2001):»Social Capital in Russia and Denmark: A Comparative Study«. Presented at the 5 th International Conference, Institutions in Transition, Otocec, Slovenia. Paldam, M. (2000): Social Capital: One or Many? Definition and Measurement. Journal of Economic Surveys 14 (5): 629-653. Special Issue on Political Economy. Paldam, M. og Svendsen, G.T. (2000),»An essay on social capital: Looking for the fire behind the smoke«, European Journal of Political Economy, 16, 339-66. Paldam, M. og Svendsen, G.T. (2002),»Missing Social Capital and the Transition in Eastern Europe«, Journal of Institutional Innovation, Development and Transition, 5, 21-34. Paldam, M. and G.T. Svendsen (2003) (eds.), Trust, Social Capital and Economic Growth: An International Comparison, Cheltenham, UK and Northampton, MA, USA: Edward Elgar Publishing Limited, forthcoming. Putnam, R.D. (1993), Making Democracy Work, civic traditions in modern Italy, Princeton: Princeton University Press. Schram, A. (2000): Sorting our the Seeking: The Economics of Individual Motivations. Public Choice, 103 (3/4): 231-258. Svendsen, G.L.H. (2000):»Social kapital og den danske andelsmejeribevægelse«. Økonomi & Politik, årgang 73, nr. 1, s. 40-44. Svendsen, G.T. (2003): Political Economy of the European Union: Institutions, Policy and Economic Growth. Edward Elgar, Cheltenham, UK. In press. Weber, M., [1906], 1930. The Protestant Ethic and the Spirit of Capitalism. Allen and Unwin: London. 8
Dansk Økonomisk Vækst og Helbredskapital Dansk Økonomisk Vækst og Helbredskapital * I papiret opstilles et simpelt vækstregnskab for Danmark, dækkende perioden 1960-90. På trods af det meget simple set-up er analysens resultater i god overensstemmelse med betydeligt mere omhyggelige vækstregnskaber for Danmark, når det angår de fundne vækstbidrag fra fysisk kapital, humankapital og total faktorproduktivitet. Analysens nyhedsbidrag består i et forsøg på at foretage et skøn over betydningen af en forbedret helbredstilstand for den økonomiske vækst i Danmark. Under plausible antagelser viser det sig, at»helbredskapitalen«kan have bidraget med så meget som 21 procent af den samlede vækst over perioden, eller næsten det samme som vækstbidraget fra øget uddannelse. Carl-Johan Dalgaard, adjunkt, Københavns Universitet og EPRU Indledning At helbred og produktivitet hænger sammen, er en gammel tanke. I årtier har udviklingsøkonomer arbejdet med hypotesen om, at lønstigninger kan medføre øget produktivitet, i takt med at arbejdernes ernæringstilstand forbedres en idé der senere blev udmøntet i»efficiency wage hypotesen«, bedst kendt fra arbejdsmarkedsteori (se fx Bliss og Stern, 1978). Forbedret ernæring og helbred fremmer produktiviteten, da sundere arbejdere er mere udholdende og har bedre koncentrations- og indlæringsevner. Det grundlæggende element i denne idé (at øget ernæring fremmer produktiviteten) har modtaget nogen empirisk støtte fra mikroøkonometriske undersøgelser i ulande (fx Strauss, 1986). Andre empiriske studier har fokuseret mere direkte på effekten af»sundhed«for produktivitet ved at regressere reallønninger på ledende helbredsindikatorer i tradition med»mincer-tilgangen«til analysen af afkast på uddannelse. Resultaterne indikerer, at forbedret helbredstilstand har et ikke-negligeabelt afkast. Fogel (1997) diskuterer således lønregressioner af førnævnte type for en gruppe lav- og mellemindkomstlande. Som helbredsindikator anvendes i sådanne studier individernes højde, siden dette mål erfaringsmæssigt er nært korreleret med andre indikatorer så som forventet levetid. Endvidere kan individets højde ofte afspejle fejl- eller underernæring i barndommen, forhold der ofte fører helbredsproblemer med sig i voksentilværelsen (for en diskussion se Fogel, 1994). Lønafkastet på forbedret helbred, i et omfang der svarer til en ekstra centimeter i højden, varierer fra studie til studie, men ligger i størrelsesordenen 4 til 8 procent. På makroplan er der også foretaget enkelte analyser, der med al tydelighed motiverer, at helbredsforhold er værd at tage med i betragtning i relation til udviklingen i den langsigtede produktivitet. Weil (2001) finder således, at variation i helbredstilstand, og deraf afledt produktivitet, kan redegøre for ca. 17 procent af den globale variation i indkomst per arbejder. Fogel (1997) undersøger udviklingen i indkomsten i England over perioden 1780-1980 og finder, at i omegnen af 1/3 af den samlede vækst i denne periode kan tilskrives forbedret og forøget ernæring. Ud over hvad man kan kalde»det rene 9
Dansk Økonomisk Vækst og Helbredskapital produktivitetsargumentet«for en gunstig aktivitetsvirkning af en forbedret helbredstilstand, kan dette markante vækstbidrag også begrundes ud fra en arbejdsudbudseffekt. Fogel (1994) fremlægger data, der viser, at nær hver femte arbejder, i 1790 ernes England, var så fejl- og underernæret, at de de facto var ude af stand til at beklæde et job. Selv i moderne Danmark repræsenterer sygdom tilsyneladende et vist dræn på arbejdsudbudet. En rapport udarbejdet i 2001 af Arbejdsministeriet, Finansministeriet og Socialministeriet viser, at det samlede antal sygedage i 1999 svarede til 140.000 fuldtidsstillinger. Dersom det gennemsnitlige fravær var blot en dag mindre, ville stigningen i arbejdsindsatsen have svaret til ca. 10.000 ekstra fuldtidsstillinger. I det følgende fortages en tentativ analyse af hvor meget forøget»helbredskapital«har bidraget til væksten i Danmark over perioden 1960-90. Fokus vil alene være på at kvantificere»produktivitets effekten«af ændret helbred. Spørgsmålet om arbejdstid ignoreres. 1 Alligevel viser det sig, at helbred har været en betydelig kilde til den økonomiske vækst over nævnte periode. Under plausible antagelser er bidraget fra helbredskapitalen at sammenligne med bidraget fra forøget uddannelse. Papiret er struktureret som følger. I næste sektion drøftes den metodologiske side af sagen; specielt bliver der set på, hvordan helbredskapital måles. Sektion 3 fremlægger resultaterne og sammenligner dem med andre studier af produktivitetsudviklingen i Danmark. Sektion 4 indeholder afrundende bemærkninger, herunder policy-spørgsmål. Metode og Data Analysen, der gennemføres nedenfor, er et simpelt vækstregnskab for Danmark, dækkende perioden 1960-90. Udgangspunktet er en aggregeret produktionsfunktion af Cobb-Douglas typen, hvor output, Y, produceres ved brug af fysisk kapital, K, humankapital, h, helbredskapital, v (for vitalitet), arbejdskraft, L, samt»total faktorproduktivitet«, A. Y K AhvL a 1-a = ( ),0< a < 1. (1.1) Som udgangspunkt for vækstregnskabet omformes produktionsfunktionen på følgende måde Y æ K ö = ç L è Y ø a 1-a vha, (1.2) hvorefter væksten i den totale faktorproduktivitet (TFP) bestemmes som g g a g g g 1-a = / - / - -. A Y L K Y h v (1.3) Som det fremgår, antages det, at kapitalen er fuldt udnyttet over perioden; eller rettere, at kapitaludnyttelsen ikke udviser en trend. Dette er ikke nødvendigvis en heldig antagelse (Dalgaard, 2002). Men siden meningen med nærværende analyse ikke er at evaluere kapitalens bidrag til den økonomiske vækst, men i stedet at skønne forsigtigt over helbredskapitalens bidrag, ignoreres denne komplikation. For at operationalisere (1.3) kræves således alene kendskab til Y/L, K/Y, a, h og v. Data, der anvendes i det følgende for Y/L og K/Y, er hentet fra Easterly og Levine (2001). Parameteren a kan fastlægges, hvis to ekstra antagelser kan godkendes; producenterne profitmaksimerer og faktormarkederne er kompetitive. I så fald er a lig restindkomstkvoten, og 1-a dermed lønkvoten. I den empiriske analyse sættes restindkomstkvoten til 1/3. 2 Humankapitalbeholdningen, h, fastlægges på en facon, der efterhånden er standard ved udarbejdelsen af denne type af meget aggregerede vækstregnskaber. Inspireret af Mincer-tilgangen defineres økonomiens gennemsnitlige humankapitalbeholdning som h= e fu, (1.4) hvor f repræsenterer afkastet ved uddannelse, mens u er (gennemsnitlig) antal års skolegang i befolkningen. 3 Tal for års skolegang er hentet fra Barro og Lee (2001). I den empiriske analyse vil f blive sat til 0.1, et estimat der typisk finder anvendelse i lignende internationale studier (fx Pritchett, 1999). Et afkast på 10 procent er imidlertid i overkanten af hvad der er empirisk fundament for i Danmark. Christensen og Nielsen (2001) finder at afkastet på uddannelse i Danmark, over perioden 81-95, snarere lå i regionen 5-6 procent. På den anden side kan man se den antagne (lidt højere) afkastprocent som en kompensation for, at der ikke tages højde for det gennemsnitlige erfaringsniveau i økonomien. Humankapital kan selvfølgelig også akkumuleres uden for læreanstalten, hvilket der burde tages højde for 10
Dansk Økonomisk Vækst og Helbredskapital i analysen. Christensen og Nielsen (2001) finder at et ekstra års erfaring, evalueret fra det gennemsnitlige antal års erfaring i deres sample, har et afkast på ca. 2.5 procent. En mere grundig analyse ville sondre mellem humankapitalbidraget fra uddannelse og fra erfaring, og evt. også tage højde for, at afkastet af uddannelse empirisk synes at være aftagende med uddannelsesniveauet (se fx Psacharopoulos, 1994). Helbredskapitalen fastlægges på tilsvarende vis: v= e h z (1.5) hvor h er afkastet på den marginale forbedring i helbredet, og z er helbredsindikatoren. I stedet for at anvende data for højden på individer følges her Weil (2001) ved at anvende dødelighedsraten for voksne (hentet fra World Development Indicators 2001). Denne angiver sandsynligheden for at dø i aldersintervallet 15 til 60 og opgøres som antal dødsfald pr. 1000 personer. 4 Baseret på mikroestimaterne for sammenhængen mellem løn og højde samt den empirisk observerede sammenhæng mellem højde og dødelighedsraten for udvalgte lande fastlægger Weil h til 1.68 procent. Dette valg betyder, at et fald i dødeligheden på 1 procent (dvs. 10 færre dødsfald) skal lede til en stigning i reallønnen, og dermed indkomsten per arbejder, på 1.68 procent. Afkastraten er fastlagt under den antagelse, at en ekstra centimeter i højden øger arbejdsproduktiviteten, og dermed reallønnen, med 6 procent. Hvis man i stedet arbejder med et»helbredsafkast«på 4 og 8 procent, vil h lande på henholdsvis 1.12 og 2.24 procent. Resultater Tabel 1 giver resultaterne af vækstregnskabsanalysen. Den første række i tabellen viser, hvordan den samlede gennemsnitlige vækst i indkomst per arbejder over perioden 1960-90 (der androg 1.7 procent p.a.) fordeler sig på TFP og vækst i kapitalbeholdningen. I denne indledende eksercits er der således hverken korrigeret for humankapital eller helbredskapital. Som det fremgår, tegner TFP sig for hovedparten af væksten, ca. 2/3. Den resterende tredjedel kan tilskrives væksten i kapitalbeholdningen. Dette resultat passer fint med Fosgerau (2001), der udarbejder et betydeligt mere detaljeret vækstregnskab for Danmark (over perioden 1966-98) ved brug af data fra ADAMs databank. På det aggregerede niveau er resultatet, at bidraget fra residualet kan redegøre for 65% af den observerede værditilvækst. I tabellens anden række er der korrigeret for humankapital, men stadig ikke for helbredskapital. Som det fremgår, reduceres residualets bidrag til 44%; uddannelsesstigningen redegør dermed for godt 20 procent af den observerede produktivitetsvækst. Dette fund er ligeledes i overensstemmelse med mere omhyggelige undersøgelser. Jensen og Sørensen (2002) anfører, at korrektion for kvalitetsforbedringer af arbejdsstyrken reducerer TFPs bidrag til 45% (fra 60% uden korrektion for humankapital), hvis perioden 1980-98 betragtes. Overordnet synes det således at være tilfældet, at det nærværende vækstregnskab kan opfattes som nogenlunde indikativt for, hvad en mere omhyggelig analyse ville lede frem til. Således beroliget inddrages helbredskapitalen i analysen. De sidste tre rækker i tabellen giver resul- Tabel 1. Opdeling af vækstbidrag fra produktionfaktorerne: Danmark 1960-90 g(a) g(h) g(v) g(k/y) Antagelser vedr. f, h 0.66...... 0.34 f=h=0 0.44 0.23... 0.34 f=0.1,h=0 0.28 0.23 0.16 0.34 f=0.1,h=0.0168 0.22 0.23 0.21 0.34 f=0.1,h=0.0224 0.33 0.23 0.11 0.34 f=0.1,h=0.0112 Anm: Cellerne angiver hvor mange procent af den samlede vækst i indkomst per arbejder (1.7 procent p.a.) der kan henføres til de forskellige faktorer. 11
Dansk Økonomisk Vækst og Helbredskapital taterne for varierende antagelser om h s størrelse. Ved brug af Weil s h estimat (1.68 procent) viser det sig, at vækstbidraget fra helbredskapitalen udgør 16% af væksten for betragtede periode. Men alt efter hvor effektfuldt man antager, at helbredsforbedringer er, kan bidraget rimeligvis andrage så meget som 21 procent; næsten det samme som bidraget fra stigende uddannelsesniveau. 5 Disse resultater er mere beskedne end Fogel s fund for England; hvilket dog også var forventeligt. Danmark anno 1960 var i sagens natur ikke at sammenligne med England i 1790, og en vis afmatning af effekten fra helbredskapitalen må påregnes i takt med, at den generelle sundhedstilstand forbedres. Desuden er deltagelseseffekter ignoreret i denne analyse. Afslutningsvist er værd kortfattet at pege på det væsentligste svaghedsmoment i ovenstående»bagpå-konvolutten«beregning. Den centrale antagelse i ovenstående analyse hidrører fra afkast på sundhed i den danske økonomi. Er 4-8 procent dækkende for danske forhold? Ganske som det er tilfældet for afkast på uddannelse, er det sandsynligt, at afkastet på forbedret sundhed varierer på tværs af lande, og at afkastet aftager med sundhedsniveauet. En nærmere mikroøkonometrisk analyse af dette spørgsmål, ved brug af danske tal, synes dermed formålstjenlig, inden en mere tilbundsgående analyse af helbredskapitalen betydning for den danske vækst kan gennemføres. Afrundende bemærkninger Analysen ovenfor indikerer, at forbedret helbred har været af betydning for udviklingen i produktiviteten i Danmark over perioden 1960-90. I det perspektiv er det således umagen værd at overveje, dels i hvilket omfang helbredskapitalen tænkeligt kan være af betydning for væksten i årene fremover, dels hvilke faktorer der synes at determinere det gennemsnitlige helbredsniveau, og endelig hvorvidt den førte politik kan være med til at stimulere væksten, via en forbedret helbredstilstand i befolkningen. En simpel måde at adressere det første spørgsmål på er ved at studere forskellene i dødelighedssandsynligheden mellem Danmark og andre industrialiserede lande. I 1999 var dødelighedsraten i Danmark, ifølge World Development Indicators, ca. 110. Til sammenligning kan nævnes at dødelighedsraten i Japan, samme år, var 71 dødsfald pr. tusind. 6 Baseret på mikroestimaterne for forbedret helbred vil produktivitetsafkastet af at lukke dette»helbredsgab«kunne andrage 10%. Dette kan måske synes at repræsentere en forholdsvis beskeden effekt. I dén forbindelse er der to forhold, der er værd at holde sig for øje. For det første afspejler beregningen alene den»direkte«effekt af øget helbred på produktiviteten. Hvis eksempelvis forbedret helbred leder til, at befolkningen i højere grad lader sig uddanne eller forøger deres opsparing, hvilket tænkeligt stimulerer kapitalakkumulationen i økonomien, da vil der være også være»indirekte«effekter af forbedret sundhed. De langsigtede konsekvenser for produktiviteten vil i så fald tænkeligt være større. Hertil kommer, at beregningen også er baseret på den konservative antagelse, at forbedret helbred udelukkende alene påvirker niveauet for indkomsten per arbejder, og således ikke direkte har effekt på økonomiens vækstrate. Om dette er en rimelig antagelse, er på nuværende tidspunkt umuligt at udtale sig om med sikkerhed. Men hvilke faktorer påvirker udviklingen i»helbred«, og i hvilket omfang kan den førte politik påvirke befolkningens sundhedstilstand? En oplagt kilde til forbedret helbred går gennem øget indkomst. Pritchett og Summers (1996) foretager en omhyggelig analyse af effekten af indkomststigninger på ændringer i helbredstilstanden målt ved bl.a. spædbørnsdødeligheden. De finder, at en stigning i indkomsten per indbygger på 1 procent leder til et fald i spædbørnsdødeligheden på ca. 0.3 procent. Steckel s (1983) studie peger på indkomstfordelingen som værende af selvstændig betydning. Teoretisk vil en skæv indkomstfordeling sænke det gennemsnitlige helbredsniveau i økonomien (for given gennemsnitsindkomst), dersom»helbredet«, på individniveau, er en voksende, men konkav, funktion af indkomsten. Ud fra et synspunkt om, at der vel er en slags øvre grænse for hvor meget»sundhed«man kan købe sig til, forekommer dette at være en plausibel antagelse at arbejde ud fra. Steckel s empiriske analyse tyder da også på, at indkomstskævhed hæmmer helbredstilstanden, for given gennemsnitlig indkomst i samfundet. Konkret finder Steckel, at en stigning i Gini-indekset på 0.1 leder til en forværring af den gennemsnitlige helbredstilstand i et omfang, der svarer til et fald i den gennemsnitlige højde på ca. 3 centimeter. I lyset af ovennævnte estimater for sammenhængen mellem højde og produktivitet bør denne reduktion være ledsaget af et produktivitetsfald (på langt sigt) i størrelsesordenen 12
Dansk Økonomisk Vækst og Helbredskapital 12-24 procent. Helbred er således en plausibel kanal, gennem hvilken en uddybet skævhed i fordelingen af samfundets ressourcer kan have en betydelig negativ effekt på det langsigtede produktivitetsniveau. En anden faktor, der tilsyneladende har selvstændig betydning for den enkeltes helbred, er individets uddannelsesniveau. Således finder Arendt (2002), ved brug af danske tal, at øget uddannelse leder til forbedret helbredstilstand, for given indkomst. Hvad med offentlige udgifter til sundhedssektoren? P.t. forefindes der overraskende få empiriske studier af offentlige sundhedsudgifters effekt på sundhedstilstanden, eller måske bare dødeligheden. Det eneste studie jeg har været i stand til at finde, er af Skinner et al (2001), der undersøger effekten af amerikanske (offentlige) sundhedsudgifter for overlevelsessandsynligheden. Forfatterne søger i deres studie at adskille effekten af øgede udgifter, der implementerer ny teknologi, og udgifter der, så at sige, øger behandlingsintensiteten. Det første har en positiv effekt på overlevelsessandsynlighederne. Når det angår udgifter til øget behandlingsintensitet, er konklusionen imidlertid:»our best estimates of the incremental value of medicare spending with regard to survival are essentially zero across all regions.«(p. 21). Hvorvidt disse resultater er dækkende for Danmark, synes at være et studie værd. En mulighed er, at sammensætningen af de offentlige udgifter på sundhedssektoren er af stor betydning. I sidste ende er forebyggelse måske det altafgørende for udviklingen i befolkningens helbredstilstand, og ikke udgifterne til fx hospitalsbehandling. Noter *Papiret er udarbejdet i anledning af EPRU-netværkskonferencen»Danish and International Economic Policy«, København 23-24 Maj 2002. 1. Faktisk ignoreres udviklingen i arbejdstiden fuldstændigt i analysen. Over perioden 1966-90 faldt den gennemsnitlige arbejdstid i den danske industri med ca. 20 % (Kilde: AD- AMs databank). I det omfang der tages højde for dette fald, vil bidraget fra den totale faktorproduktivitet forøges tilsvarende. Men udeladelsen vil ikke være af betydning, når det angår spørgsmålet om helbredskapitels produktivitetsbidrag, hvilket motiverer udeladelsen. 2. Som det fremgår af Ølgaard (1986), lå restindkomstkvoten i Danmark fra 1973-85 i omegnen af 0.3, hvorfor approksimationen synes rimelig. Man kan dog argumentere for, at tallet er for højt sat, siden restindkomsten også indeholder potentiel lønindkomst for selvstændige. Ølgaard viser, at dersom restindkomsten korrigeres herfor, falder kvoten til mellem 11 og 15 procent. 3. Således er det implicit antaget i (1.4), at selv uden uddannelse vil individet oppebære én enhed humankapital grundlæggende færdigheder. 4. Teknisk set anvendes den»gennemsnitlige«dødelighedsrate. Dødelighedsraten opgøres både for mænd og kvinder, hvorom det gælder, at mændene udviser en større tendens til at dø inden deres tresindstyvende år. Den gennemsnitlige dødelighedsrate, der anvendes nedenfor, er beregnet som et simpelt gennemsnit af de to opgjorte rater, altså under antagelse om, at der er lige mange mænd og kvinder i befolkningen. Dette er selvfølgelig en tilsnigelse, men er næppe af den store betydning for resultaterne, der følger. 5. Her er det desuden værd at erindre, at humankapitalens betydning muligvis er overrepræsenteret ved at anvende afkastestimatet på 10 procent. 6. Også andre nordiske lande har lavere dødelighedsrater end Danmark. For eksempel var dødelighedsraten i 1999, 79 og 85 i hhv Sverige og Norge. Litteratur Arbejdsministeriet, Finansministeriet og Socialministeriet, 2001.»Rapport om Sygefravær«. Arendt, J. N., 2002. Essays on Socio-Economic Differences in Health and Micro-econometrics. Ph.D. Afhandling, Økonomisk Institut, Køenhavns Universitet. Barro, R. og J-W Lee, 2001.»International Data on Educational Attainment: Updates and Implications«, Oxford Economic Papers, s. 541-63. Bliss, C. og N. Stern, 1978. Productivity, Wages and Nutrition: Part I: The Theory. Journal of Development Economics; 5(4), p. 331-62. Christensen, J, og N. Nielsen, 2001.»Afkast til humankapital i Danmark 1981-95«. Nationaløkonomisk Tidsskrift; s 117-30. Dalgaard, C.-J., 2002.»Idle Capital and Long-Run Productivity«. Arbejdspapir, Københavns Universitet. Easterly, W. and R. Levine (2001). It s not factor accumulation: stylized facts and growth models. World Bank Economic Review, 177-219. Fogel, R., 1994.»Economic Growth, Population Theory, and Physiology: The Bearing of Long-Term Processes on the Making of Economic Policy«. American Economic Review, 369-95. 13
Dansk Økonomisk Vækst og Helbredskapital Fogel, R., 1997.»New Findings on Secular Trends in Nutrition and Mortality: Some Implications for Population Theory«, i Mark Rosenzweig og Oded Stark (eds.), Handbook of Population and Family Economics, Volume 1A, New York: Elsevier. Fosgerau, Mogens, 2001.»Nogle facts om dansk produktivitet«. Nationaløkonomisk Tidsskrift, s. 42-60. Jensen, S.E.H. og A. Sørensen, 2002.»Uddannelse, beskæftigelse og økonomisk vækst«, CEF AP 2001-4. Udkommer i Nationaløkonomisk Tidsskrift. Pritchett, L., 1999.»Where has all the education gone?«manuscript, World Bank. Pritchett, L., og L. Summers, 1996.»Wealthier is Healthier«. Journal of Human Ressources, s. 841-68. Psacharopoulos, G., 1994.»Returns to Investment in Education: A Global Update«. World Development, s. 1325-43. Skinner, J., E. Fisher og J. Wennberg, 2001.»The Efficiency of Medicare«. NBER working paper No. 8395. Strauss, J., 1986. Does Better Nutrition Raise Farm Productivity? Journal of Political Economy, 297-320. Weil, D., 2001.»Accounting for the Effect of Health on Economic Growth«. Manuskript, Brown University. Steckel, Richard H, 1983.»Height and Per Capita Income«. Historical Methods, s. 1-7. Ølgaard, A., 1986. Finansierings- og fordelingsproblemer i lys af betalingsbalanceproblemerne. Nationaløkonomisk tidsskrift, 179-95. 14
Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet Tiden står i individualiseringens tegn, og på arbejdsmarkedet er løndannelsen blevet gradvist mere decentraliseret. Er det godt eller skidt, og hvad er fagbevægelsens rolle? Artiklen søger et svar gennem en sammenligning af den nordiske model med billedet i andre OECD-lande. På europæisk plan ønsker EU en fagbevægelse, der spiller en rolle i den Sociale Dialog. Morten Skak, lektor, Syddansk Universitet Indledning Når man tager pulsen på tidens signaler, synes der at være en tendens til at dyrke individualiteten eller jeg et, mens sociale eller samfundsmæssige værdier er trængt tilbage. Ikke mindst medier og reklamer fokuserer stærkt på den individuelle oplevelse og meget lidt på det sociale ansvar, solidaritet, behovet for samarbejde mv. Individualiseringens spøgelse plager fagbevægelsen, se f.eks. Hvid og Nielsen (2000), og siden begyndelsen af 1980 erne er organisationsgraden, dvs. antallet af personer, der er medlemmer af en lønmodtagerorganisation, i forhold til arbejdsstyrken, da også faldet i de fleste OECD lande helt på linie med den beskrevne tendens i tiden. I de nordiske lande er organisationsgraden imidlertid ikke faldet på samme måde, så den såkaldt nordiske model har tilsyneladende en bedre overlevelsesevne. Formålet med nærværende artikel er at se nærmere på fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet, specielt at give en vurdering af fagbevægelsen på det danske (og nordiske) arbejdsmarked baseret på de forskelle, der er mellem Danmark og udlandet forstået som et udpluk af OECDlande. Metoden, der anvendes, er alene en beskrivelse af forskellene med brug af enkelte grafer. En alternativ metode er at foretage en række multivariable regressionsanalyser for et antal lande over en given tidsperiode og ud fra bedste fit komme frem til konklusioner af typen: Hvis man reducerer organisationsprocenten på arbejdsmarkedet med x procent, så vil arbejdsløsheden falde med y procent. Nickell (1998) er et blandt mange eksempler på en analyse, der giver sådanne konklusioner, og ikke mindst OECD s Employment Outlook indeholder utallige lignende analyser. Konklusionerne forudsætter imidlertid, at der er uafhængighed mellem de forklarende variable, og det synes i nogle tilfælde tvivlsomt; kan man således i praksis ændre på organisationsgraden og samtidig holde graden af koordination af lønforhandlinger fast, eller måske ligefrem ændre de to variable i hver sin retning? Hvis der er tvivl om dette, hjælper høj statistisk signifikans ikke på problemet. Den mindre ambitiøse beskrivelse i det følgende kan muligvis afdække nogle af sammenhængene mellem de»uafhængige«variable og dermed bidrage til en bedre forståelse. Samtidig giver det den fordel, at fremstillingen lettere kan følges af en læserkreds, der ikke er fortrolig med statistisk analyse. Organisations- og dækningsgrader Det er velkendt, at organisationsgraden er høj i Danmark og i Norden i det hele taget. Tal fra begyndelsen af det nittende århundrede, se Boeri, Brugiavini 15
Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet Figur 1: Organisationsgrader og kollektive overenskomsters dækningsgrad Procent 100 90 80 70 60 50 40 30 20 10 0 PRT ITA ESP FRA AUT CHE BEL NLD DEU DNK NOR SWE FIN GBR NZL AUS CAN USA JPN Organisationsgrad Overenskomsters dækningsgrad Note: Gennemsnit af data fra 1980 og 1990 Kilde: OECD (1997) og Calmfors (2002), antyder, at Danmark var med i front ved den første organisering af arbejderne, men siden er blevet overhalet af Sverige, og senest Finland. Figur 1 viser billedet i den sidste del af forrige århundrede og medtager en søjle for dækningsgraden for de kollektive overenskomster. I figuren er landene grupperede således, at de nordiske lande og Storbritannien er udskilt fra de øvrige europæiske lande, mens ikke-europæiske lande er placeret længst til højre. Det er tydeligt, at de nordiske organisationsgrader ligger højt i forhold til organisationsgraden i mere sydlige europæiske lande. Det ses også, at de store økonomier USA og Japan har meget lave organisationsgrader. Ser man på antallet af lønmodtagere, hvis arbejdsforhold er dækket af kollektive overenskomster, er billedet noget anderledes. Især springer det i øjnene, at dækningsgraderne i det sydlige Europa er fuldt på højde med de nordiske landes, mens de er markant lavere i USA og Japan. Når de organisationsmæssigt svagere sydeuropæiske fagforeninger kan slutte overenskomster, der dækker det meste af arbejdsmarkedet, skyldes det en typisk forskel mellem Nord- og Sydeuropa, nemlig at parlamenterne i Sydeuropa i højere grad træder til for at regulere arbejdsmarkedet, herunder at udstrække dækningsgraden for de kollektive overenskomster. Det sættes ofte i modsætning til den»nordiske model«, hvor arbejdsmarkedets parter selv klarer paragrafferne. Den nordiske model anses herhjemme i almindelighed for bedre, hvad der også er visse indikationer af i det følgende; men forsøg på at indføre modellen sydpå vil støde på den vanskelighed, at der typisk ikke findes de bagved liggende høje organisationsgrader i Sydeuropa og derfor ikke er så godt»styr på tropperne«som i Norden. Danmark er i øvrigt speciel derved, at organisationsgraden er højere end dækningsgraden for de kollektive overenskomster. Det er ganske vanskeligt at forklare variationen i organisationsgraderne over tiden og mellem landene, se Boeri, Brugiavini og Calmfors (2002); en enkelt variabel synes dog at spille en afgørende rolle, nemlig om arbejdsløshedskasserne er administrerede af fagforeninger eller fagforeningsdominerede fonde. Det gælder for Sverige, Danmark, Finland og Belgien, der alle har forholdsvis høje organisationsgrader. Løndannelsen Fagforeninger overtager forhandlingen af løn og andre arbejdsforhold for mange individer og er således en monopoldannelse på arbejdsmarkedet. Ifølge gængs økonomisk teori sætter monopoler prisen (lønnen) højere, end det vil ske under fuldkommen konkurrence, og»sælger«derfor mindre af varen arbejdskraft. Beskæftigelsen falder således, og netop de relativt stærke europæiske fagforeninger ses af nogle som en væsentlig årsag til, at arbejdsløsheden har været markant højere i Europa end i USA efter 1970 ernes energikriser. 16
Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet Tilstedeværelsen af fagforeninger behøver dog ikke nødvendigvis at medføre en reduceret beskæftigelse. Da fagbevægelsen voksede frem i begyndelsen af det tyvende århundrede, var baggrunden de nyindustrialiserede samfund med lav mobilitet af arbejdskraften og industrienheder, der kunne være den eneste større aftager af arbejdskraft inden for en region. Virksomhederne var således monopsonister, der»trykkede«lønnen og reducerede beskæftigelsen til mindre end fuldkommen konkurrence niveauet. Under disse forhold kan dannelsen af fagforeninger medføre både højere løn og beskæftigelse, der bringer økonomien tættere på fuldkommen konkurrence situationen og dermed skaber større velfærd. I dag argumenteres der i højere grad for, at centraliseret eller koordineret lønfastsættelse (der forudsætter indflydelsesrige fagforeninger) kan bringe arbejdsløsheden ned. Calmfors og Driffill (1988) har foreslået en»hump-shaped«sammenhæng, hvor helt decentral løndannelse som fuldkommen konkurrence og modsat helt central løndannelse som et rent monopol giver lavest arbejdsløshed, mens mellemniveauet giver den højeste arbejdsløshed. Sammenhængen kan forklares som en følge af, at en fagforening vil udnytte monopolstillingen mest, når den kan hæve lønnen uden at trække (andre) priser med op, således at reallønnen stiger uden at skade beskæftigelsen nævneværdigt. Arbejdsløshedspct. 8 7 6 5 4 3 2 1 0 Figur 2: Arbejdsløshed og lønkoordinering Lav Mellem Høj Koordinering af løndannelse Kilde: Boeri, Brugiavini and Calmfors (2002) Fuldkommen konkurrence med given løn og priser forhindrer dette; men det er heller ikke muligt under et monopol, der omfatter hele økonomien, idet alle priser da stiger. Mellem disse to yderpunkter findes den mest beskæftigelsesbegrænsende situation. Boeri, Brugiavini og Calmfors (2002) grupperer en række empiriske undersøgelser i relation til teorien og får det i figur 2 gengivne billede, der viser den gennemsnitlige sammenhæng for de undersøgelser, der støtter hypotesen (fuldt optrukket kurve), og de, der viser en monoton sammenhæng (stiplet kurve). Kurverne viser effekten på arbejdsløshedsprocenten af koordinering og antyder stærkt, at det bedste beskæftigelsesniveau opnås ved høj koordinering og centralisering og derfor implicit stærkt indflydelsesrige fagforeninger. Med viden om, at USA, hvor løndannelsen er meget decentral og ukoordineret, har en markant lavere arbejdsløshed end Europa, kan det være svært at acceptere figurens billede; og sammenhængen er da også omstridt, bl.a. Lindbeck (1993) advarer stærkt mod at drage hurtige konklusioner. Men i relation til det danske billede med høj organisationsgrad og koordination af løndannelsen må man konstatere, at der er økonomisk teori, der siger, at det i sig selv kan fremme beskæftigelsen. Også lønspredningen eller»afstanden«fra det laveste til det højeste lønniveau påvirkes af fagforeninger. Tal fra OECD (1997) viser således lavest lønspredning for de nordiske lande med høje organisationsgrader. Ydermere er det således, at det specielt er spredningen fra midten og til toppen, der er presset sammen i Norden, mens de sydlige europæiske lande typisk via en lovreguleret minimumsløn klemmer lønstrukturen nedefra og til midten. En sammenpresset lønstruktur kan være tegn på manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet og derved en medvirkende årsag til høj arbejdsløshed for lønmodtagere med lav produktivitet. Men omvendt kan en lønstruktur, der er klemt ovenfra, skabe mere beskæftigelse i toppen, forudsat at individets produktivitet ikke er lønafhængig. Det kan endvidere vises, at en centralt aftalt løn med ringe mulighed for variation, kan være vækstfremmende, se Moene og Wallerstein (1997). Argumentationen bygger på, at markedsøkonomierne under vækst gradvis skifter mindre produktive aktiviteter ud med nye og mere produktive. Med en»snæver central«løn vil der være højere afkast til kapitalen i nye aktiviteter, mens kapitalen i gamle aktiviteter presses hårdere. 17
Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet Det fører til en hurtigere udskiftning eller fornyelse af virksomhederne og dermed en højere produktivitetsvækst. Medaljens bagside er, at beskæftigelsesindholdet i væksten reduceres. Den centralt dominerede og sammenklemte lønstruktur er således bedst i perioder med høj vækst og mindre god i perioder med stagnation. Fleksibilitet, insidere og outsidere Blanchard og Summers (1986) papir fremførte som en forklaring på den vedvarende høje europæiske ledighed, at arbejdsmarkedet blev opdelt i insidere med sikker beskæftigelse, der bestemte lønnen, og outsidere med usikker eller ingen beskæftigelse, der var uden indflydelse på lønnen. En sådan opdeling eller segmentering af arbejdsmarkedet kan forhindre, at økonomien vender tilbage til høj beskæftigelse (hysteresis). Selv om begreberne insidere og outsidere bruges sjældnere i dag, er det naturligt at spørge, hvilken rolle fagforeningerne spiller i denne sammenhæng. Er det således, at jo mere indflydelsesrige fagforeningerne er, desto mere segmenteres arbejdsmarkedet med en stor gruppe outsidere uden reel mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet? Svaret kan næsten kun blive bekræftende, hvis man sammenligner USA og Europa; men når man sammenligner europæiske lande, bliver billedet mere broget. Den bedste indikation af en segmentering af arbejdsmarkedet er formentlig andelen af langsigtsarbejdsløse, dvs. arbejdsløse med mere end 12 måneders arbejdsløshed, i forhold til det samlede antal arbejdsløse. Hvis denne andel er beskeden, indikerer det, at der»røres godt rundt i gryden«, således at kun få lønmodtagere holdes permanent udenfor med god fleksibilitet på markedet til følge. Figur 3 viser billedet for de samme lande som i figur 1, og med samme rækkefølge. Sammenholdes de to figurer, kan man konstatere, at de høje nordiske organisationsgrader ikke falder sammen med en stærk segmentering af arbejdsmarkedet i form af forholdsvis mange langtidsarbejdsløse. Andelen er klart højere Figur 3: Langtidsarbejdsløse og lovmæssig beskyttelse af ansatte 70 4 60 3,5 Procent 50 40 30 20 3 2,5 2 1,5 1 Indeks 10 0,5 0 PRT ITA ESP FRA AUT CHE BEL NLD DEU DNK NOR SWE FIN GBR NZL AUS CAN USA JPN 0 Langtidsarbejdsløse i pct. af arbejdsløse 1995-2000 gnst. Grad af lovmæssig beskyttelse af ansatte sidst i 90'erne Note: De mørke søjler viser OECD s overall EPL strictness version 2 (højre skala). Kilde: OECD (2001) 18
Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet Figur 4: Aktiv arbejdsmarkedspolitik og arbejdsløshedsunderstøttelse 250 120 200 100 Aamp udgift 150 100 80 60 40 Indeks. SWE = 100 50 20 0 PRT ITA ESP FRA AUT CHE BEL NLD DEU DNK NOR SWE FIN GBR NZL AUS CAN USA JPN Aktiv arbejdsmarkedspolitik per arbejdsløs 1998 Arbejdsløshedsunderstøttelse 1995 0 Note: Indekset for arbejdsløshedsunderstøttelsens niveau (højre skala) er beregnet som produktet af den maksimale periode for modtagelse af understøttelse og den gennemsnitlige»net replacement rate«ved periodens udløb for tre familiesituationer. Hvor der ingen periodegrænse er for understøttelsen, er denne sat til 7 år. Udgifter til aktiv arbejdsmarkedspolitik er gjort sammenlignelige med brug af købekraftspariteter. De vedrører året 1998 eller finansåret 1997/98. Kilde: OECD (1995, 2000, 2001) sydpå, hvor organisationsgraderne er lavere. Men som nævnt ovenfor er det sydeuropæiske arbejdsmarked karakteriseret ved, at lovgivningsmagten ofte»kompenserer«for fagforeningernes manglende styrke ved at lovgive om forholdene på arbejdsmarkedet. Det gælder således lovgivning, der har til formål at sikre ansatte mod»uforskyldt«fyring. Parlamentarikernes intentioner er formentlig de bedste, men som figuren antyder, kan resultatet blive et meget ufleksibelt og segmenteret arbejdsmarked med forholdsvis mange langtidsarbejdsløse. Det danske arbejdsmarked udmærker sig i den henseende ved kun i beskedent omfang at være underlagt restriktive love for beskyttelse af de ansatte. Men der er undtagelser fra denne»nordiske«regel; både Norge og Sverige har en forholdsvis restriktiv lovgivning på dette område. En høj arbejdsløshedsunderstøttelse, der kan oppebæres gennem lang tid, kan også medvirke til at fastholde arbejdsløse i lange forløb, hvor de taber deres faglige kunnen og mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. Som det fremgår af figur 4, er det således, at netop de nordiske lande har meget generøse understøttelsesregler i international sammenligning. Der synes således at være en tendens til, at magtfulde fagforeninger som de nordiske medvirker til, at understøttelsessatserne bliver høje og kan oppebæres gennem lang tid. Det kan ses som et udtryk for solidaritet med de uforskyldt arbejdsløse; men systemet bærer kimen til en opdeling af arbejdsmarkedet i et A og et B hold. Nogle ser kombinationen af høj understøttelse og lav beskyttelse for ansatte, jf. figur 3, som en»gylden«sammenhæng på det forholdsvis fleksible danske arbejdsmarked forstået på den måde, at den lave beskyttelse af de ansatte kun er acceptabel for fagbevægelsen, fordi understøttelsen er høj. Sammenholder man figur 3 og 4 opdages det, at det er noget specielt dansk, idet det ikke er tilfældet for de øvrige nordiske lande, hvor beskyttelsen af ansatte er ganske høj. Men Danmark har altså en lavere beskyttelse af ansatte, og det giver større strømme på arbejdsmarkedet og dermed mere»omrøring i gryden«og mindre segmentering af arbejdsstyrken. Aktiv arbejdsmarkedspolitik omfatter indgreb i 19
Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet de arbejdsløses adfærd ved både at forpligte og hjælpe dem til at forbedre deres muligheder på arbejdsmarkedet. Dels kan man højne søgeintensiteten og forbedre og tilpasse den arbejdsløses personlige kvalifikationer, og dels kan man kan man øge gennemsigtigheden af de åbne jobs gennem arbejdsformidlingernes netværk. Alt sammen foranstaltninger der kan medvirke til at få»outsidere«ind på arbejdsmarkedet igen. Som det fremgår af figur 4, ligger de nordiske lande med høje organisationsgrader højt, når det gælder aktiv arbejdsmarkedspolitik. Der tegner sig således det billede, at indflydelsesrige fagforeninger medvirker til at forøge indsatsen i form af aktiv arbejdsmarkedspolitik, der kan medvirke til at opbløde en segmentering af arbejdsmarkedet. Alt i alt kan man derfor vanskeligt sige, at fagforeninger medvirker til at skabe segmentering og hysteresis på arbejdsmarkedet. Den Europæiske Sociale Model Hvis man besøger EU-Kommissionen på nettet, vil man opdage, at der skrives og tales meget om den Europæiske Sociale Model og om den Sociale Dialog mellem regeringerne (og Kommissionen) og de sociale parter i form af repræsentanter fra arbejdstager- og arbejdsgiversiden, EU (2001, 2002). I europæisk sammenhæng er fagbevægelsen således ikke på vej ud, tværtimod ønsker EU dens medvirken til at løse aktuelle problemer på arbejdsmarkedet; og lande, der ikke har en tilfredsstilende social dialog, opfordres til at få gjort noget ved sagen i de årlige rekommendationer. I europæisk perspektiv vil fagbevægelsens rolle i samfundet således vokse i fremtiden. Nytten af den sociale dialog er imidlertid stærkt afhængig af, om det, man måtte nå til enighed om, også har bred opbakning blandt lønmodtagere (og arbejdsgivere). I den forbindelse kan man frygte, at de manglende organisationsgrader sydpå kan medføre lovgivning»på parlamentsniveau«med gode intentioner, men med uheldige konsekvenser for fleksibiliteten. Som indikeret ovenfor synes den nordiske model at være at foretrække, og det er muligvis den, man går efter; men uden de høje organisationsgrader kan resultatet meget vel blive noget, der ligger tættere på»den sydeuropæiske model«. Afslutning På det danske arbejdsmarked synes der ikke at være tegn på, at organisationsgraderne står ved begyndelsen af en faldende trend. Fagbevægelsen vil fortsat spille en betydende rolle inden for en nordisk model. I den danske version har modellen medført en snæver (solidarisk?) lønstruktur samt høje satser og høj varighed for arbejdsløshedsunderstøttelsen forhold, der kan reducere fleksibiliteten på arbejdsmarkedet; men samtidig også en lav beskyttelse af ansatte og et højt niveau for aktiv arbejdsmarkedspolitik forhold, der medvirker til at øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Ud fra ovenstående beskrivelse synes det endvidere vigtigt, at der bevares et element af koordinering af løndannelsen, således at aktuelle tendenser til decentralisering ikke fjerner dette element. Samtidig må fagbevægelsen på det overordnede plan medvirke til at få arbejdsmarkedet til at fungere bedst muligt. Aktuelle tiltag for at bevare organisationsgraderne bør, jf. indledningen, sigte på individets mere snævre behov. Referencer Blanchard, O.J. and L.H. Summers (1986), Hysteresis and the European Unemployment Problem. National Bureau of Economic Research, Macroeconomic Annual, 1986. pp. 15-78. Boeri Tito, Agar Brugiavini and Lars Calmfors ed. (2002), The Role of Unions in the Twenty-First Century. Oxford University Press. Calmfors, L. and J. Driffill (1988), Bargaining Structure, Corporatism and Economic Performance. Economic Policy 6. EU-Kommissionen (2001), http://europa.eu.int/comm/employment_social/empl&esf/news/ emplpack2001_en.htm Bruxelles. EU-Kommissionen (2002), Proposal for a council decision establishing a Tripartite Social Summet for Growth and Employment. COM(2002) 341 final 2002/0136 (CNS). Bruxelles. Hvid, Helge og Klaus T. Nielsen (2000), Fremtidens FTFarbejdspladser. Afsnittet om individualisering kan læses på FTF s web side på adressen http://www.ftf.dk/index.dsp?page=2523# Lindbeck, Assar (1993), Comment. In Flanagan, R.J., K.O. Moene and M. Wallerstein (1993), Trade Union Behaviour, Pay-Bargaining and Economic Performance. Clarendon Press, Oxford. Moene, Karl Ove and Michael Wallerstein (1997), Pay Inequality. Journal of Labour Economics. 15 Iss. 3 403-30. 20
Fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet Nickell, Stephen (1998): Unemployment: Questions and some Answers. The Economic Journal. 108 May, pp. 802-816. OECD (1995), Benefit Systems and Work Incentives. Paris OECD (1999), Employment Outlook. Paris OECD (2001), Statistical Compendium ed. 02. Paris OECD (1997), Employment Outlook. Paris 21