MARKEDSUDVIKLING SKADESFORSIKRING FORSIKRING & PENSIONS ÅRSMØDE JANUAR 2008 SIDE 1 Jonas Zielke Schaarup Amaliegade 10 1256 København K Telefon 33 43 55 00 www. forsikringogpension.dk
Indhold 1. Baggrund og sammenfatning 3 2. Introduktion 5 3. Tidligere undersøgelser 7 4. Data 9 5. Tilbagetrækningens socioøkonomiske karakteriska 11 6. Tilbagetrækning og helbred 17 Sammenligning af helbred uden kontrol for andre forskelle 17 Sammenligning af helbred med kontrol for andre forskelle 23 7. Efterløn og førtidspension 29 8. Konklusion 32 9. Litteratur 34 10. Bilag 35 Helbredsindikatorer 35 Estimationsresultater 36 Side 1
Side 2
1. Baggrund og sammenfatning Privatøkonomisk er efterlønsordningen en særdeles attraktiv ordning, der sikrer en indkomst ved førtidig tilbagetrækning, som den enkelte kun skal finansiere en lille andel af via det obligatoriske efterlønsbidrag. Tilslutningen til ordningen er stor, og i 2007 var mere end 150.000 personer efterlønsmodtagere. Den store udbredelse er en af årsagerne til, at Danmark er det land i Norden, hvor den største andel af de 16-66-årige personer er på offentlig forsørgelse. Tilstrømningen sker specielt fra industrien og fra offentlige serviceerhverv som sociale institutioner for børn og voksne samt hospitaler. De sidstnævnte erhverv er kernen i udbuddet af de offentlige velfærdsydelser, der efter alt at dømme vil være en stigende efterspørgsel efter fremadrettet. Formålet med indførslen af efterlønsordningen i 1979 var, at ordningen dels skulle fungere som en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, der skulle omfordele arbejde fra ældre lønmodtagere til ledige unge, og dels sikre ældre nedslidte arbejdere en værdig tilbagetrækning fra arbejdet. Alt tyder imidlertid på, at efterlønnen ikke har øget beskæftigelsen, men snarere begrænset den. Med den høje grad af offentlig finansiering kan efterlønsordningen derfor kun retfærdiggøres, hvis ordningen er målrettet personer med et ringe helbred. Denne analyserapport ser nærmere på personer, der tilgik efterlønsordningen i 2006, og det påvises, at: Efterlønsmodtagerne umiddelbart har et lidt ringere helbred end de personer, der fortsætter i beskæftigelse. Der ikke er forskelle mellem helbredet hos efterlønsmodtagere og ledige. Førtidspensionister har et helbred, der er markant ringere end efterlønsmodtagere. Helbredsforskellene mellem efterlønsmodtagere og beskæftigede stort set forsvinder, når der kontrolleres for forskelle i socioøkonomiske karakteristika mellem de to grupper. De store helbredsforskelle mellem førtidspensionister og efterlønsmodtagere betyder, at alene 6 pct. af de nye efterlønsmodtagere ville overgå til førtidspension, hvis efterlønsordningen ikke eksisterede. Blandt efterlønsmodtagerne har ufaglærte et betydeligt ringere helbred end faguddannede og personer med en videregående uddannelse. På denne baggrund kan det konkluderes, at ordningen ikke er målrettet personer med et ringe helbred. Modtagere af efterlønsydelsen har et helbred, der kun er marginalt dårligere end de beskæftigedes og markant bedre end helbredet hos førtidspensionister. Inden for gruppen af nytilgåede efterlønsmodtagere er der dog forholdsvis stor variation i helbredstilstanden på tværs af uddannelses- og indkomstgrupper. En sammenligning af antal uger med sygedagpenge de sidste fire år op til overgangen viser således, at der er en tæt sammenhæng mellem indkomsten som erhvervsaktiv og efterlønsmodtagerens helbredstilstand, jf. figur 1a og figur 1b. Som det fremgår af figur 1a, har kvindelige efterlønsmodtagere med en indkomst før skat som erhvervsaktiv på under 300.000 kr. i gennemsnit modtaget sygedagpenge i 7,5 uger. De mandlige efterlønsmodtagere i samme indkomstgruppe har modtaget sygedagpenge i 8,4 uger, jf. figur 1b. Derimod er det gennemsnitlige antal uger med sygedagpenge blot 5,4 og 4,2 uger for henholdsvis Side 3
kvinder og mænd i gruppen af personer med en indkomst før skat over 400.000 kr. Gruppen af personer med en indkomst mindre end 300.000 kr. udgøres fortrinsvist af ufaglærte, hvorimod ufaglærte er markant underrepræsenteret blandt personer med en højere indkomst. Personer med en videregående uddannelse er overrepræsenteret blandt personer med indkomst over 400.000 kr. Figur 1 Antal uger med sygedagpenge (målt de seneste fire år før overgang til efterlønsordningen), fordelt på indkomst, nytilgåede efterlønsmodtagere, 60-64-årige, 2006 a. Kvinder b. Mænd Antal uger 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0 <300 300-400 >400 Indkomst før skat, 1.000 kr. Antal uger 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0 <300 300-400 >400 Indkomst før skat, 1.000 kr. Anm.: Indkomstgrænserne er i 2009-niveau. Målretningen af efterlønsordningen mod personer med et ringe helbred kan derfor øges, hvis ordningen i højere grad rettes mod indkomst- og faggrupper med et ringe helbred. Dette kan indebære, at efterlønnen skal gøres privatøkonomisk mindre attraktiv for personer med en relativt høj indkomst. Dette kan være et alternativ til den nuværende ordning, hvis en afskaffelse af efterlønsordningen ikke er en politisk mulighed. Side 4
2. Introduktion Efterlønnen blev indført i 1979 for 60-66-årige personer med medlemskab af en A-kasse. Tilslutningen var fra ordningens indførsel stor, og omkring 40.000 personer tilgik ordningen i 1979, jf. figur 2, hvilket var det dobbelte af det forventede, se DØR (2005). Antallet af efterlønsmodtagere er stort set vokset konstant til og med 2003, hvor antallet udgjorde 185.600 personer. I forbindelse med efterlønsreformen i 1998 blev der foretaget en række ændringer af ordningen, som trådte i kraft i 1999. Reformen skærpede kravet til forudgående A-kassemedlemskab, der indførtes efterlønsbidrag, modregning i efterlønsydelsen af pensionsopsparingen og ydelsesprofilen blev ændret med 2- årsreglen (Forsikringsoplysningen (1999)). Disse skærpede regler blev gældende for alle personer født efter d. 1. juli 1939, for hvem folkepensionsalderen også blev sænket fra 67 til 65 år. Det fremgår figur 2, at antallet af efterlønsmodtagere siden 2003 er faldet noget, hvilket i høj grad kan tilskrives den sænkede folkepensionsalder, og det er således alene til og med 1. halvår 2006, at der er efterlønsmodtagere i aldersgruppen 65 til 66 år. Figur 2 Antal efterlønsmodtagere, 1979-2007 Antal personer 200.000 180.000 160.000 140.000 120.000 100.000 80.000 60.000 40.000 20.000 0 1979 1983 1987 1991 1995 1999 2003 2007 Gammel ordning Ny ordning Anm.: Antallet af efterlønsmodtagere er opgjort ultimo året på baggrund af CRAM og RAM. Ny ordning angiver personer i efterlønsordningen med de ændrede regler fra reformen i 1998. Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen og Arbejdsdirektoratet. Efterlønsordningen blev oprindeligt indført med to formål. For det første skulle ordningen virke som en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, der skulle give ældre arbejdere mulighed for tidlig tilbagetrækning og på den måde frigøre beskæftigelsesmuligheder til yngre arbejdere. For det andet skulle efterlønnen sikre nedslidte ældre arbejdere mere gunstige vilkår for førtidig tilbagetrækning. Indførslen af efterlønsordningen skal ses i lyset af beskæftigelsessituationen i slutningen af 1970'erne. Ledigheden blandt arbejdsløshedsforsikrede var over 10 pct., og især ungdomsarbejdsløsheden var høj (Velfærdskommissionen (2006)). På den baggrund nedsatte den daværende regering et udvalg, der blandt andet Side 5
skulle stille forslag til en bedre fordeling af de eksisterende arbejdspladser. Kriterierne for en succesfuld indførsel af efterlønsordningen bygger imidlertid på en forudsætning om, at udbuddet af arbejdskraft ikke påvirker beskæftigelsesmulighederne. Det er vanskeligt at finde empiriske resultater, der understøtter dette. Figur 3 viser beskæftigelsesfrekvensen og erhvervsfrekvensen for de 55-64- årige i OECD-landene. Det fremgår af figuren, at der tilsyneladende er en tæt sammenhæng mellem erhvervsfrekvensen, dvs. udbuddet af arbejdskraft i aldersgruppen, og graden af beskæftigelse for samme aldersgruppe. Det er dog ikke muligt herfra at vurdere, om større udbud øger beskæftigelsen, eller om øgede beskæftigelsesmuligheder øger udbuddet af arbejdskraft. Beskæftigelsesministeriet et al. (2003) finder imidlertid, at faldet i erhvervsfrekvensen, som følge af indførslen af overgangsydelsen i 1992, ikke blot havde en effekt på antallet af 50-59-årige langtidsledige, men også mindskede beskæftigelsesfrekvensen for personerne i denne aldersgruppe. Det indikerer, at ændringer i arbejdsudbuddet påvirker graden af beskæftigelse. Figur 3 Erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens i OECD-landene, 2004-2007 Beskæftigelsesfrekvens, pct. 80 70 60 50 40 30 20 20 30 40 50 60 70 80 Anm.: Gennemsnit for årene 2004-2007. Kilde: OECD Labour Force Statistics. Erhvervsfrekvens, pct. Der er således intet, der tyder på, at efterlønsordningen fungerer som en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, hvorfor et af de to overordnede formål med ordningen ikke kan anses for opfyldt. Selvom reformen i 1999 betyder, at retten til efterløn kun optjenes ved indbetaling af efterlønsbidrag i mindst 25 år, vil indbetalingerne (under normale forudsætninger) kun udgøre omkring 1/3 af efterlønsudbetalingen. 1 Den store tilslutning til efterlønsordningen er således en af årsagerne til, at andelen af 16-66-årige personer på offentlig forsørgelse er stør- 1 I forbindelse med velfærdsaftalen fra 2006 blev antallet af indbetalingsår øget fra 25 til 30, se Finansministeriet (2006). Side 6
re i Danmark end i de andre nordiske lande (Nationalbanken (2008)). I 2007 var knap 25 pct. af de 16-66-årige personer i Danmark på offentlig forsørgelse, mens andelen var 21 pct. i Norge og blot 17 pct. i Sverige. Hvis efterlønsordningen skal kunne retfærdiggøres, må det være afgørende, om det andet formål med ordningen er opfyldt, dvs. at efterlønnen er målrettet personer med et dårligt helbred. Helbredets betydning for efterlønnen i Danmark er tidligere blevet undersøgt empirisk i Beskæftigelsesministeriet et al. (2003), Christensen og Gupta (2000), Danø, Ejrnæs og Husted (2005), DØR (2005) og Velfærdskommissionen (2006). Resultaterne fra disse undersøgelser peger overordnet i retning af, at helbredstilstanden har nogen betydning for overgangen til efterløn. De økonometriske analyser giver dog ikke et enkelt absolut mål for, hvor meget ringere efterlønsmodtagernes helbred er, idet helbredet alene indgår som en forklarende variabel i en multipel regressionsmodel eller i en strukturel model. Endvidere benyttes i flere analyser blot ét ud af flere mål for helbredet, eksempelvis antal lægebesøg. I de mere deskriptive analyser sammenlignes helbredet hos efterlønsmodtagere med helbredet hos andre grupper derimod mere direkte. Da der ikke kontrolleres for forskelle i karakteristika mellem de forskellige grupper, angiver resultatet herfra imidlertid ikke, om eventuelle helbredsforskelle kan forklares med sammensætningen af grupperne. Denne analyserapport belyser, hvilke karakteristika der knytter sig til de personer, der i dag tilgår efterlønsordningen. Der lægges et særligt fokus på helbredstilstanden hos disse personer, og helbredet blandt de nytilgåede efterlønsmodtagere sammenlignes med andre relevante grupper i samme aldersinterval. Der anvendes metoder, som gør det muligt at foretage en eksplicit sammenligning af efterlønsmodtageres og andre socioøkonomiske gruppers helbred. Metoderne muliggør endvidere, at efterlønsordningens målretning kan vurderes nøjagtigere. Analyserapporten er inddelt på følgende måde. I afsnit 3 gennemgås tidligere danske undersøgelser af efterlønnens determinanter, herunder de fundne sammenhænge mellem efterløn og helbredstilstand. Afsnit 4 beskriver det anvendte datagrundlag. I afsnit 5 foretages en deskriptiv analyse af de socioøkonomiske karakteristika, der knytter sig til efterlønsmodtagerne. I afsnit 6 gennemføres både en deskriptiv og statistisk analyse af helbredstilstanden blandt de nytilgåede efterlønsmodtagere. I afsnit 7 undersøges, hvordan en afskaffelse af efterlønnen vil påvirke tilgangen til førtidspension, hvormed lighederne mellem efterlønsmodtagere og førtidspensionister kan evalueres. Endeligt konkluderes i afsnit 8. 3. Tidligere undersøgelser Efterlønnens determinanter i Danmark er tidligere blevet undersøgt empirisk i Beskæftigelsesministeriet et al. (2003), Christensen og Gupta (2000), Danø, Ejrnæs og Husted (2005), DØR (2005) og Velfærdskommissionen (2006). Beskæftigelsesministeriet et al. (2003) foretager en analyse af beslutningen om at trække sig tilbage på efterløn eller førtidspension baseret på registeroplysninger om omtrent 100.000 personer. Registerudtrækket vedrører de 46-66-årige erhvervsaktive i 1999, og med udgangspunkt i dette estimeres en logistisk model af sandsynligheden for tilbagetrækning, hvori der kontrolleres for køn, alder, indkomst, arbejdsmarkedshistorie m.v. Resultaterne viser, at tilbagetrækningssandsynligheden er størst ved 60-årsalderen, og at højere indkomst mindsker tilbøjeligheden til tilbagetrækning. Højere indkomst kan siges at have to mod- Side 7
satrettede effekter på valget af tidspunkt for tilbagetrækning. På den ene side betyder øget indkomst, at kompensationsgraden af efterlønnen mindskes. På den anden side vil højere indkomst normalt være positivt korreleret med pensionsopsparing, og dermed kan indkomstniveauet som erhvervsaktiv sikres med oparbejdet pensionsformue, hvorfor øget indkomst kan fremskynde tilbagetrækningstidspunktet. Resultaterne fra Beskæftigelsesministeriet et al. (2003) tyder altså på, at det er den førstnævnte effekt, der dominerer. Forudgående ledighed og en tilbagetrukket partner øger tilbagetrækningssandsynligheden, mens højere uddannelsesniveau mindsker den. Der findes ikke en signifikant forskel mellem kønnene, hvilket forklares med kontrollen for indkomst samt uddannelsesniveau. Det anvendte datamateriale giver ikke mulighed for at kontrollere for personernes helbredstilstand. Ved at benytte en mindre stikprøve finder Beskæftigelsesministeriet et al. (2003), at sandsynligheden for tilbagetrækning er voksende i udgifterne til hospital og sygesikring. Inddragelsen af helbredsoplysninger ændrer imidlertid ikke på betydningen af de andre kontrolvariable, dvs. uddannelse, ledighed m.v., for sandsynligheden for tilbagetrækning. Dette indikerer dermed, at helbredstilstanden ikke er korreleret med disse variable. Christensen og Gupta (2000) tager udgangspunkt i registerdata, der indeholder årlige oplysninger i perioden 1980-1990 for 744 ægtepar. Christensen og Gupta (2000) finder, at tidspunktet for efterløn udskydes, når efterlønsydelsen sænkes. Resultaterne viser, at hustruer reagerer kraftigere end ægtemænd på ændringer i ydelsen. Endvidere viser de, at raske personer arbejder længere end personer med dårligt helbred, og at overgangen til efterlønnen sker tidligere for hustruer, når ægtemandens helbred forværres. Helbredsindikatoren er beregnet med udgangspunkt i sygedagpenge. Ligesom i Beskæftigelsesministeriet et al. (2003) findes, at højere indkomst udsætter tilbagetrækningstidspunktet. Danø, Ejrnæs og Husted (2005) opstiller en strukturel model for beslutningen om tidlig tilbagetrækning. De benytter et registerudtræk, der er en 10 pct. stikprøve af alle enlige mænd og kvinder i perioden 1981-1997. Den strukturelle model tager afsæt i "option value"-modellen, som blev introduceret i Stock og Wise (1990). Omdrejningspunktet i modellen er værdien af tilbagetrækning på et senere tidspunkt, idet den forventede nutidsværdi af at trække sig tilbage i dag ikke alene sammenlignes med udskydelse af tilbagetrækningen med et år, men også med udskydelse af tilbagetrækningen til alle fremtidige år. Hvis værdien af udskydelse af tilbagetrækningstidspunktet overstiger værdien af tilbagetrækning i dag, fortsætter personen med at være erhvervsaktiv. Estimationerne viser, at både mænds og kvinders tilbagetrækningsbeslutning er påvirket af kompensationsgraden af efterlønnen og helbredstilstanden. Resultaterne viser imidlertid også, at raske kvinder værdisætter efterløn højere end raske mænd. Helbredet er målt ved antal konsultationer hos praktiserende læge. Mens determinanterne for mændenes tilbagetrækning primært er indkomst og helbred, er kvinders tilbagetrækningsbeslutning også bestemt af uddannelsesniveau og tidligere ledighedsperioder. I DØR (2005) sammenlignes antallet af lægebesøg og perioder med sygedagpenge blandt efterlønsmodtagere med de erhvervsaktive i samme aldersgruppe. DØR (2005) finder ikke store forskelle mellem de to grupper, om end efterlønsmodtagere har både flere lægebesøg og flere sygedagpengeperioder i gennemsnit end erhvervsaktive. Endvidere gennemføres en logistisk regression for sandsynligheden for overgang til efterløn i perioden 2000-2002 på en 10 pct. Side 8
stikprøve af befolkningen. Resultaterne viser, at flere lægebesøg og sygedagpengeuger/perioder øger sandsynligheden for tilbagetrækning via efterløn. Ligeledes har forudgående ledighedsperioder en kraftig effekt på tilbagetrækningssandsynligheden. En høj timeløn mindsker sandsynligheden for overgang til efterløn, mens pensionsindbetalinger øger sandsynligheden. Ligesom i Danø, Ejrnæs og Husted (2005) har kvinder en højere sandsynlighed for tilbagetrækning. I DØR (2005) estimeres endvidere sandsynligheden for overgang til førtidspension ved brug af en logistisk model for alle 55-66-årige personer. Parameterestimaterne benyttes herefter til at beregne den gennemsnitlige sandsynlighed for, at de nytilgåede efterlønsmodtagere i stedet ville overgå til førtidspension på baggrund af deres observerbare karakteristika. DØR (2005) finder, at omkring 11 pct. af disse efterlønsmodtagere kunne være overgået til førtidspension. I Velfærdskommissionen (2006) foretages ikke en egentlig økonometrisk analyse af tilbagetrækningsbeslutningen, men derimod en ganske omfattende deskriptiv analyse af blandt andet efterlønsmodtagernes helbredstilstand. Analysen viser, at målt på medicinudgifter, antal sengedage på hospital, antal besøg hos praktiserende læge og speciallæge er der ikke forskel i de erhvervsaktives og efterlønsmodtagernes helbredstilstand. Endvidere er antallet af sygedagpengeperioder ikke væsentligt højere for efterlønsmodtagerne. 4. Data Det anvendte datamateriale er en fuldtælling af den danske befolkning i perioden 2002-2007 og stammer fra Danmarks Statistik samt Beskæftigelsesministeriets DREAM-register. Fra Danmarks Statistik indhentes informationer om køn, alder, familieforhold, uddannelse, indkomster, arbejdsmarkedstilknytning m.m. Beskæftigelsesministeriets DREAM-register anvendes til at identificere overgangen til de forskellige tilbagetrækningsordninger. DREAM er en forløbsdatabase, der omfatter samtlige personer, som har modtaget visse offentlige overførselsindkomster fra medio 1991 og frem (Arbejdsmarkedsstyrelsen (2007)). Oplysninger i registret dannes ugevis således, at ydelsesoplysningen for en person fremkommer, såfremt personen blot har været én dag på den pågældende ydelse. Da opgørelsesmetoden anvendt i DREAM indebærer, at der kun kan registreres én ugentlig ydelsesoplysning, foretages i nogle tilfælde en overskrivning af oplysninger. Overførsler som folkepension, efterløn og førtidspension er højt prioriteret i rangordningen af de forskellige ydelser. I denne analyserapport er fokus lagt på personer, der overgår fra ledighed eller beskæftigelse til tilbagetrækning, eller som fortsætter i arbejdsstyrken. Til at identificere overgangen kombineres DREAM-registret med Danmarks Statistiks indkomstregister, jf. boks 1. Side 9
Boks 1 Afgrænsning af arbejdsmarkedstilknytning Til at afgrænse personer, der tilgår de forskellige tilbagetrækningsordninger, anvendes DREAM-registret. På baggrund af dette register bestemmes overgang til efterløn, førtidspension eller folkepension i et år, hvis personen har mindst én uge med ydelsen i det pågældende år, men ingen uger med ydelsen året før. Endvidere ses kun på tilgangen af personer, der inden overgangen er beskæftigede eller ledige. Da det alene er muligt at identificere uger med overførsler i DREAMregistret, kan det ikke uden videre afgøres, om personer er beskæftigede (eller selvforsørgende), hvis der ikke kan findes en markering i registret. Dette forekommer, når den pågældende person ikke har modtaget en offentlig ydelse i løbet af 1992-2007. Personer, der ikke trækker sig tilbage, inddeles derfor i beskæftigede eller ledige på baggrund af indkomstoplysningerne i året. Ved brug af DREAM-registret er det endvidere sikret, at disse beskæftigede og ledige ikke har modtaget en tilbagetrækningsydelse det pågældende år. Med mindre andet er angivet, tilhører førtidspensionisterne aldersgruppen af 55-64-årige, mens alle andre socioøkonomiske grupper tilhører aldersgruppen af 60-64-årige. Der eksisterer en række variable i de anvendte registre, der kan benyttes til at vurdere helbredet hos de forskellige personer. Da ingen af disse indikatorer kan siges at være perfekte mål for helbredstilstanden, er det valgt at rapportere samtlige helbredsmål i analysen af efterlønsmodtagernes helbred. Helbredsmålene indhentes fra sygehusbenyttelsesregistret og DREAM-registret og udgøres af antal uger med sygedagpenge, antal dage med en diagnosticeret sygdom, antal besøg hos en almen praktiserende læge, antal besøg hos en speciallæge og markering for en alvorlig diagnosticeret sygdom, jf. boks 2. Alle helbredsindikatorerne er målt over de sidste fire år inden overgangen ved at summere værdierne for de enkelte år, fx er sygedagpenge opgjort som antal uger personen har modtaget ydelsen i løbet af de seneste fire år. Det kan ikke på forhånd afvises, at de rekreative egenskaber knyttet til efterlønsordningen kan have en positiv helbredseffekt for personer, der tidligere har arbejdet med nedslidende arbejdsfunktioner. Det er derfor helbredstilstanden op til overgangen, der måles. Antal uger med sygedagpenge og markering for en alvorlig diagnosticeret sygdom må anses for at være forholdsvis objektive mål for helbred, idet begge indebærer en lægelig visitation. Derimod må antal lægebesøg anses for at være et mere subjektivt helbredsmål, idet disse er fuldt dækket af sygesikringen, og omkostninger for den enkelte person ved et lægebesøg alene udgøres af det besvær, der er forbundet hermed. Derfor kan antallet af lægebesøg i nogen grad afspejle det selvvurderede helbred. Både de objektive og mere subjektive mål er relevante, når helbredet skal sammenlignes for de forskellige socioøkonomiske grupper. Side 10
Boks 2 Helbredsindikatorer Fra DREAM-registret indhentes oplysninger om antal uger med sygedagpenge. Sygehusbenyttelsesregistret giver antal besøg hos en almen praktiserende læge og hos en speciallæge samt antal dage med en diagnosticeret sygdom. Sygehusbenyttelsesregistret giver endvidere oplysninger om personernes diagnosticerede (dominerende) sygdom i et givent år. Diagnoserne i registret er inddelt i 99 sygdomsgrupper. Baseret på egne og lægefaglige vurderinger er der udvalgt en række diagnoser, som kan siges at være alvorlige i den forstand, at de er forenelige med et langt og kompliceret sygdomsforløb. Da grupperingen af de diagnosticerede sygdomme er forholdsvis overordnet, er det valgt at afgrænse de alvorlige sygdomme i to grupper: Afgrænsning I udgør sygdomsgrupper, som altid må anses for alvorlige. Følgende sygdomme er inkluderet: Alle ondartede svulster, svulst i lymfatisk og bloddannende væv, sindssygdomme, akut hjerteinfarkt og karsygdomme i hjerne. Afgrænsning II udgøres af sygdomsgrupperne i afgræsning I samt sygdomsgrupper, der ikke nødvendigvis altid er alvorlige. Følgende sygdomme er inkluderet: Alle i afgrænsning I, sukkersyge, sygdomme i blod og bloddannende organer, neuroser, personlighedsforstyrrelser og andre psykiske, ikkepsykiske forstyrrelser samt åndssvaghed og mental regulering, epilepsi, andre sygdomme i nervesystemet, blodtryksforhøjelse (herunder blodtryksforhøjelse med hjertesygdom og med nyresygdom), andre iskæmiske hjertesygdomme, symptomatisk hjertesygdom, andre hjertesygdomme, karsygdomme i hjerne, åreforkalkning, bronchitis, udvidede lunger og astma, tarmslyng uden oplysning om brok, andre sygdomme i lever, galdeveje og bugspytkirtel, andre sygdomme i urinorganer, leddegigt og beslægtede sygdomme, knoglemarvsbetændelse og andre knoglesygdomme, sygdomme i brusk mellem ryghvirvler, diskusprolaps og "rygsmerter", andre sygdomme i knogler, bevægelsessystem og bindevæv, brud af lårbenshals og anden eller uspecificeret intrakraniel læsion. 5. Tilbagetrækningens socioøkonomiske karakteriska Efterlønsmodtagerne udgør en betydelig andel af personer, der ikke er erhvervsaktive i 60-64-årsalderen. Således er 44 pct. af de 60-64-årige kvinder tilbagetrukket med efterløn, jf. figur 4a, mens andelen af lavere for mænd og udgør knap 33 pct., jf. figur 4b. Af figur 4a og figur 4b fremgår det endvidere, at andelen af efterlønsmodtagere for både mænd og kvinder er større i de ældre aldersgrupper. Blandt de 60-årige mænd er 68 pct. i arbejdsstyrken og 18 pct. er efterlønsmodtagere, hvorimod blot 34 pct. af de 64-årige mænd er erhvervsaktive og hele 49 pct. modtager efterløn. For de 60-årige kvinder er 29 pct. efterlønsmodtagere, mens 49 pct. er erhvervsaktive. Ved 64-årsalderen er 57 pct. af kvinderne efterlønsmodtagere, og 17 pct. er enten beskæftigede eller ledige. Side 11
Figur 4 Socioøkonomisk fordeling af 60-64-årige, 2007 a. Kvinder b. Mænd Pct. Pct. 100 100 80 60 40 20 80 60 40 20 0 60 61 62 63 64 Beskæftigelse Ledige Alder Efterløn Førtidspension Andet Anm.: Den socioøkonomiske inddeling af personer er sket på baggrund af novemberprioriteringen i den registerbaserede arbejdsstyrke statistik (RAS) ultimo året før. Andelen af førtidspensionsmodtagere er for både mænd og kvinder uafhængig af alderen og udgør henholdsvis 12 og 18 pct. Samlet set viser figur 4a og figur 4b, at de 60-64-årige kvinder er mere tilbøjelige end de 60-64-årige mænd til at anvende de forskellige tilbagetrækningsmuligheder. Blandt de personer, der overgik til efterlønsordningen i 2006, er kvinder ligeledes overrepræsenteret og udgør således 53 pct. af den samlede tilgang til ordningen, jf. tabel 1, mens mænd er klart overrepræsenteret blandt de erhvervsaktive. Der er i alt 35.000 personer, der i 2006 overgik til efterløn fra beskæftigelse eller ledighed. Tabel 1 Arbejdsmarkedstilknytning og tilgang til tilbagetrækningsordninger, fordelt på køn, 55-64-årige, 2006 Kvinder Mænd I alt -------- Pct. ------- - Pct. - - Antal - Beskæftigelse 36,5 63,5 100 107.889 Ledighed 39,7 60,3 100 3.498 Efterløn 52,8 47,2 100 34.684 Førtidspension 50,8 49,2 100 3.197 Anm.: Se boks 1 for afgrænsning af arbejdsmarkedstilknytning. Førtidspensionisterne tilhører aldersgruppen af 55-64-årige, mens alle andre tilhører aldersgruppen af 60-64-årige. Figur 5 og figur 6 viser, om uddannelsesfordelingen i tilgangen til henholdsvis efterløn og førtidspension svarer til fordelingen blandt de erhvervsaktive, som tilgangen stammer fra. En indeksværdi på 100 angiver, at uddannelsesfordelingen er repræsentativ, mens en indeksværdi på eksempelvis 120 betyder, at uddannelsen er overrepræsenteret med 20 pct. 0 60 61 62 63 64 Beskæftigelse Ledige Alder Efterløn Førtidspension Andet Grundskoleuddannede og faguddannede er overrepræsenteret blandt de nytilgåede efterlønsmodtagere med henholdsvis 20 og 12 pct., jf. figur 5, og udgør samtidig knap 80 pct. af tilgangen til ordningen, mens personer med en lang videregående uddannelse er kraftigt underrepræsenteret. Personer med en lang Side 12
Grund. udd. Gymn. udd. Fagudd. KVU MVU LVU Grund. udd. Gymn. udd. Fagudd. KVU MVU LVU videregående uddannelse repræsenterer således kun 2,5 pct. af de nye efterlønsmodtagere, mens de udgør 7,8 pct. af de erhvervsaktive svarende til en underrepræsentation på 312 pct. (og en indeksværdi på 32) jf. figur 5. Personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse er også underrepræsenterede blandt efterlønsmodtagerne. Figur 5 Uddannelsesfordelingen blandt personer, der tilgår efterlønsordningen, 60-64-årige, 2006 Indeks (100=repræsentativ) 160 140 120 100 80 60 40 20 0 Figur 6 Uddannelsesfordelingen blandt personer, der tilgår førtidspensionsordningen, 60-64-årige, 2006 Indeks (100=repræsentativ) 160 140 120 100 80 60 40 20 0 Anm.: Indekset måler, hvor repræsentativ fordelingen af uddannelse er blandt personer, der tilgår efterløns- eller førtidspensionsordningen, i forhold til alle 60-64-årige personer. Et indeks over 100 angiver overrepræsentation. KVU, MVU og LVU dækker henholdsvis over korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Mens faguddannede er overrepræsenteret blandt de nye efterlønsmodtagere, er de underrepræsenteret blandt personer, der tilgår førtidspensionsordningen i 2006, jf. figur 6. Personer med grundskole som højest fuldførte uddannelse er derimod klart overrepræsenteret blandt de nytilgåede førtidspensionister, jf. figur 6. Overrepræsentationen af faguddannede kan tages som udtryk for, at en høj andel af de faguddannede er medlemmer af en a-kasse og har haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette forklarer, hvorfor mere end 80 pct. af de 55-59-årige faguddannede indbetaler efterlønsbidrag i 2006. Tilsvarende indbetaler en stor del af de erhvervsaktive grundskoleuddannede efterlønsbidrag. For både grundskole- og faguddannede vil kompensationsgraden af efterlønsudbetalingen normalt være forholdsvis høj, og der er klare økonomiske incitamenter til at benytte ordningen. For personer med en lang videregående uddannelse vil kompensationsgraden normalt være betydeligt lavere, hvorfor det er tankevækkende, at over 65 pct. af denne gruppe indbetaler til ordningen. 2 2 Velfærdskommissionen (2006) finder, at ufaglærte og faguddannede har en kompensationsgrad, som er op mod det dobbelte af personer med en videregående uddannelse. Side 13
Figur 7 Indbetalere af efterlønsbidrag, erhvervsaktive, fordelt på uddannelse, 55-59-årige, 2006 Pct. 90 80 70 60 50 40 30 20 10 0 Grund. Gymn. Fagudd. KVU MVU LVU Anm.: KVU, MVU og LVU dækker henholdsvis over korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Branchefordelingen blandt de nytilgåede efterlønsmodtagere afslører, at personer, der indtil tilbagetrækningstidspunktet var ansat i fødevareindustrien, er klart overrepræsenteret, jf. figur 8. Således er ansatte fra bagerier og slagterier overrepræsenteret med henholdsvis 87 og 83 pct. Ligeledes er der en overrepræsentation af ansatte fra sociale institutioner for børn og unge samt voksne. Disse faggrupper er overrepræsenteret med henholdsvis 80 og 60 pct. Endvidere er ansatte fra fremstillingserhverv og hospitaler overrepræsenteret, mens praktiserende læger, tandlæger og dyrlæger, ansatte i advokatvirksomhed og ansatte i de primære erhverv er klart underrepræsenteret, jf. figur 8. En del af forklaringen på dette kan findes i, at der er en overvægt af selvstændige i disse erhverv, og at selvstændige er mindre tilbøjelige til at anvende efterlønsordningen. Side 14