Præsentation af projekt og proces bag Zip Zap Video, Børnekultur - medielege mv. i: Display. Tidsskrift for Børneog ungdomskultur nr. 48 Beretninger om leg og fortælling - Jeg tog kameraet med hjem, så gik jeg ned i vores hønsegård og tog en høne, og så sad jeg med den, så blev jeg fotograferet. Den ville bare ikke sidde stille, derfor blev den lidt usynlig. (Videoen Hulkamera, 1998) Rasmus fortæller i videoen Hulkamera om, hvordan han bygger et fotografiapparat af en kagedåse, og om, hvordan han skaber en iscenesættelse med sig selv, en høne og kameraet. Rasmus' fotografering åbner for væsentlige refleksive aspekter. Drengen laver et fotografisk selvportræt. Han udvælger et passende sted for optagelsen, han placerer det hjemmelavede kamera foran sig og træder sammen med en høne ind foran kameraet for senere efter eksponering og fremkaldelse at se sig selv på det færdige fotografi - et fotografi, der strengt taget er et dobbeltportræt: dreng og (usynlig) høne. Situationen rummer oplagte, frugtbare kvaliteter for selv-portrættøren, idet dette fotografiske "split" bl.a. giver Rasmus en mulighed for at iagttage sig selv og derved at kommentere sin egen rolle og fremtræden i verden. Rasmus udforskede imidlertid ikke ene mand denne fotografiske praksis. Han var del af en børnegruppe, hvor alderen spændte fra ni til 12 år. Det, der startede som undervisning i faget billedkunst, hvor temaet var hulkamerafotografi og familieportrættering, udviklede sig til en frikvartersaktivitet, hvor veletablerede lege- og kammeratskabsstrukturer udgjorde et væsentligt grundlag. Mørkekammeret var indrettet i kælderen på Hjerk Harre Skole, og behandlingen af væsker, bygning af kameraer og forslag til fotografiske iscenesættelser skete under intens udveksling af erfaringer og ideer. De hulkamerafotografier, børnene eksponerede og fremkaldte, bar spor af det lys, der fandtes under optagelsen. Lys, skygge, figurer og genstande kunne anes på papirets overflade. Negativer og positiver var derfor genstand for intense forhandlinger og undersøgelser i børnegruppen. Spørgsmålene mellem børnene lød fx: Kan man se noget? - Hvad ligner det? De kollektive og refleksive tilskrivninger af betydning blev understreget af, at
børnegruppens arkiv bestod af en kasse, hvor en stor del af de negativer, der var eksponeret i tidens løb, blev henlagt. Indimellem kom kassen frem på bordet. De genfundne billeder blev herefter underkastet varierende tolkninger og tilføjet nye fortællinger. Hvis en af de unge fotografer havde lyst, kunne hun udvælge et negativ med henblik på at sætte en ny kopieringsproces i gang. Med andre ord: en del af negativerne i kassen var fælleseje, en art historisk og refleksiv akkumulation af motiver og omstændigheder, og negativerne leverede tillige et potentiale for fremtidige betydningstilskrivninger. Det traditionelle individorienterede auteur-begreb eroderedes grundigt under denne udøvelse med kagedåser og fotopapir. Jeg viste børnene en af mine hulkameraoptagelser fra Paris: vi stod der i kælderen under skolen på Salling, og fotografiet blev underkastet en nøje vurdering af børnegruppen. Eksponeringen var sket fra et hotelvindue. Vi kunne se, at optagelsen af boulevarden åbnede sig bredt ud over fotopapirets flade. Tøsneen lå spredt over gesimser og spinkle boulevardtræer. Situationen omkring dette foto åbnede for kontakt og blev, oplevede jeg, en medvirkende forudsætning for videooptagelserne. I næsten et nu indtog jeg rollen som en troværdig partner i formuleringen af viden om noget vigtigt og fælles: billeder. Jeg har skrevet denne indledning, et anslag i filmisk forstand, for at tematisere og foregribe enkelte af de spørgsmål, rækken af artikler i dette nummer af Tidsskrift for børne- og ungdomskultur vil behandle og diskutere. Der er lagt spor ud. Introduktionen til hulkamerafotografernes udfoldelser skildrer en del af min forundring over alt det visuelle liv, der rørte sig. Børnegruppens praksis stiller således spørgsmål ved billeders tilblivelse og virkelighedsrepræsentation. Samtidig med, at hulkamerafotografier kan synes at rumme en vis patina og tilstand af oprindelig sanselig aura, peger børnenes udøvelse i høj grad på elementer af fx fortælling, konstruktion, proces og udveksling. Således som jeg forstod børnene, var de ikke optagede af fotografier, der var vellignende og kontrollerede i teknisk henseende, men derimod billeder, som var interessante. Visualitet og fortællinger i spil
I optagelserne til videoen Hulkamera indgik flere kameraer. Børnenes udstyr var udformet af kagedåser og æsker, og mit udstyr bestod af et kompakt digitalt videokamera med tilhørende udstyr i form af mikrofoner og videolamper. Der var altså tale om et møde, hvor visualitet i forskellige former blev sat i spil: som ide, som udøvelse og som radikale muligheder i henholdsvis lav- og højteknologisk teknik. Min oplevelse er, at møder af denne karakter er bemærkelsesværdige. Dels ser jeg et perspektivskifte fra fx spørgsmål vedrørende udstyr, teknik og afbildning af omverdenen hen mod andre og mere grundlæggende spørgsmål om billeder og visualitet. Dels er det tankevækkende, at det at skabe viden om billeder kan ske på måder, hvor der synes at være tale om en givende udveksling mellem parterne; former for overensstemmelse mellem det, der skildres, og den tilgang, der tales for og praktiseres. Under den samlende overskrift Børnekultur - medielege har jeg således siden 1991 indtaget en både central og mangesidet rolle i forbindelse med videoer, hvor børn har medvirket i det at skabe videoer om leg og fortælling. Processerne udviklede sig mod en kollaborativ tilgang, hvor børnegrupperne både videofilmede, redigerede og formidlede. Dette indebar fx, at de ofte inddrog videokameraer i leg og fortælling, at redigering i nogle tilfælde skete i samarbejde med medieværkstedsteknikere, og at børnene ofte præsenterede videoerne på børnebiblioteker og i forbindelse med forældrearrangementer. Lege og legesteder, som børnene kendte godt i forvejen, udgjorde afsættet for processerne i Børnekultur - medielege. Imidlertid skete der ofte former for tilføjelser i forhold til de daglige lege: en særlig fortælling, en udtryksform eller et udstyr. Inddragelse af videokamera og min tilstedeværelse udgjorde en iscenesættende og etablerende påvirkning. Min hensigt var ikke på sikker afstand at skildre børnenes hverdagslige fortællinger og leg. Derimod medvirkede børnene direkte i formuleringen af, hvad der var interessant mht. indhold og form. Dele af udfoldelserne antog karakter af rekonstruktion, hvilket vil sige variationer over lege, bevægelser, figurtyper mv., børnene kendte fra tidligere lege, fra kammerater, medier osv. Andre forløb omfattede stærkt improviserede indslag, herunder blev optagestedernes særlige geografier nøje afsøgt og udnyttet, og kameraet inspirerede her til livlige indfald. Børnene førte ofte videokamera og mikrofon, og dette kunne opfattes som et afgørende karakteristisk element i processerne. Men herunder skjulte sig særegne rum for udvikling af fortælling og billeder,
hvor såvel børn som voksne medvirkede. "Billedet" kan måske siges at eksistere, før det tager form på fx fotopapir eller videobånd: omkring hulkameraet og videokameraet sker der fx kropslig ageren og forberedelse i flere faser. Denne performative "nærmen sig billedet", før noget som helst lys er trængt ind gennem optikken, yder sit bidrag til fortælling og begivenhed. Nogle afgørende nøgleord, der tegnede sig, var kontakt, processualitet og det at skabe beretninger om leg. Spørgsmål til leg, barn og billede Et kendetegn og et udgangspunkt for Børnekultur - medielege er, at jeg aktivt og synligt indgik i fortællende og visuelle betydningsdannelser i børnenes legekultur; et perspektiv, der imidlertid ikke er ganske simpelt. Dels åbnes for et tekstkontekstspørgsmål: kan børnenes - og mine - visuelle udsagn med kameraer "stå for sig selv", eller skal de fx suppleres med eller vekselvirke med andre tekstformer og undersøgelser af deres og omgivelsernes sociale liv? Med andre ord: hvilke former for viden kan jeg gøre mig håb om at finde - eller rettere at skabe sammen med børn i sådanne processer? Dels deltog jeg i legene, og der var således tale om en gensidighed, hvor beretningerne antog karakter af et fælles konstrukt, børnegruppe og voksen imellem. Videooptagelserne bærer ofte ret direkte præg af deres "konstruerethed": dokumenterende og iscenesættende planer interagerer og veksler mellem indlevelse og distance. I dette komplekse felt er teoretiske positioner inden for dokumentarfilm, visuel antropologi, fototeori samt nyere billedpædagogik centrale holdepunkter for mine refleksioner. Spørgsmålet "hvorfor" synes rimeligt. Hvorfor placere sig i fx den række af spørgsmål, jeg indledningsvis har antydet? Og hvorfor deltage i børns lege, fortællinger og billedudtryk i forløb, der synes ganske flygtige, og som samtidig fordrer en ganske konsekvent og vedvarende indsats? Jeg har nævnt min forundring over det, der sker, når børn sætter varierende former for visualitet i spil. Således er de ofte overhørte og oversete fortællinger, lege og visuelle kredsløb et interessant omdrejningspunkt for mig. På denne baggrund håber jeg, at titlen Dis(play er et betegnende udsagn for de processer, der kan udfolde sig, når børn og voksne vælger at berette om leg i bl.a. visuelle medier. Set fx i et dokumentaristisk perspektiv sker der en bevægelse fra et
observerende "jeg", et suverænt paramount, til intersubjektive og kollektive processer, hvor varianter af visualitet,< fortælling og refleksivitet udvikles, forandres og sættes i spil. Disse variationer håber jeg afspejles i opbygningen af tematikker og tekstformer i dette nummer af Tidsskrift for Børne- og ungdomskultur. I artiklen "Børn og voksne skaber beretninger om leg " præsenteres et feltarbejde, der udspiller sig blandt børnegrupper i SFO Risskov. Arbejdet munder ud i et udkast til et arbejdsgrundlag for det at skabe viden om leg, fortælling og billeder sammen med børn. Indsatsen er således af en karakter, der undersøger og taler for et kollaborativt orienteret feltarbejde og kulturstudie i øvrigt, hvor opmærksomheden gælder såvel visualitet som fortælling. Artiklen "Animerede fortællinger i streg og voks" skildrer herefter en scene af en ganske anden karakter, nemlig et animationsværksted en vinterferie i â ˆrhus. Vi følger en række intense og ganske komplekse udfoldelser, hvor børns fortælling synes at udgøre et vitalt grundlag. Begrebet "visuel begivenhed" danner et gennemgående træk i artiklen "Video i Versailles". Diskussionen baserer sig på to 11-årige pigers iscenesættelse af en dramatisk kvindeskæbne, nemlig Marie Antoinettes endeligt under Den Franske Revolution. Et videokamera indgår i legen og bidrager til understøttelse af de forskellige positioner i processerne. Perspektiv og scene skifter tilsyneladende radikalt, idet artiklen "Blomsterhandling" behandler et samtidskunstprojekt. Udgangspunkt er dog en opfordring af ganske almen karakter: - Kom nu ud og leg! Refleksioner af antropologen Richard Schechner danner en tankevækkende teoretisk forbindelse mellem kunst og leg. Herefter bevæger vi os ud i en del af verden, der med meget stor sandsynlighed ikke tidligere er repræsenteret i dette tidsskrift. Overskriften lyder: "Boa har fire øjne og den venter på dig under en sten". Udgangspunktet er mit møde med en gruppe shuar-indianerbørn i Ecuadors jungle. Boa-slangen bliver et omdrejningspunkt for udvekslingerne: slangen indgår i såvel fortællinger, kropslige lege som tegninger. Og - hvilket ikke er utænkeligt på de breddegrader - slangen ligger formentlig i skjul tæt ved stedet, hvor børnene bader og leger. Artiklen "Virtuel fortid, nu, fremtid" uddyber og diskuterer Richard Schechners position. Et centralt element i Schechners arbejde drejer sig om "restored behavior". Vi har at gøre med et fænomen, hvor grupper af mennesker (gen- )skaber begivenheder, i det fortidige faktiske - og tillige fortidige virtuelle ikke-begivenheder - er omdrejningspunkter
og inspirationskilder. Perspektivet, der rejser sig, er en tematisering af refleksivitet i tid, i handling og som social begivenhed. Sociologen Sarah Pink taler for en opmærksomhed på de betydningsdannelser, der skabes i relationer mellem forsker og informant samt i relationer mellem forskellige tekst- og billedformer. Artiklen "Viden og visualitet i postmoderne opbrud" søger på denne baggrund at indkredse og diskutere en tilgang til kulturstudier, der fremhæver en refleksiv orienteret tilgang til kulturstudiers processer og resultater: et "reflective approach". Artiklen "Tegning som del af relationelle felter" placerer sig i en diskussion, der udspænder sig mellem "digitale billeder" og "tegning". Med afsæt i kunsthistoriker Lars Kiel Bertelsens overvejelser om fotografiets tidlige historie diskuteres centrale aspekter af betydningsdannelse og virkelighedsrelationer. Artiklen skitserer en nyformulering af kvaliteter i tegning og tegningens transdisciplinære muligheder. I en række interviews taler tre unge, der i særlig grad har bidraget til Børnekultur - medielege, om deres fascination af film, fotografi mv. Vi hører om meget forskelligartede billedæstetiske refleksioner, der dog alle peger på den aktive indsats, der skal til for at finde et ståsted i krydsfeltet mellem visualitet og identitet. Feltarbejde og videoprojekterne sammen med børn har affødt en samling tekster, der er blevet til "efterdønningerne" fra disse koncentrerede forløb. Teksterne har karakter af statements eller notater. Disse afgrænsede nedslag understreger eller fremhæver dele af de ganske komplekse feltforskningsproblematikker. Et helt særligt bidrag til dette tidsskriftsnummer udgøres af en dvd, der rummer de fleste film fra Børnekultur - medielege. En præsentation af videoerne ses sidst i tidsskriftsnummeret. Jeg vil bemærke, at dvd'en er forsynet med engelsk undertekstning, hvilket har krævet en særlig opmærksom indsats i oversættelsen af de særlige karakteristika og variationer i børns fortælling og leg. PMFs Pædagogiske Udviklings Fond, Børnekulturhuset i århus, Kulturudviklingsudviklingspuljen i århus samt århus Filmværksted har bidraget med støtte i forb. m. dvdversionering af videoer, oversættelse og undertekstning. Tak for det. Lars Henningsen, november 2004
Artiklen. indgår i Display, Tidsskrift for Børne- og ungdomskultur nr. 48. Nummeret kan bestilles hos Syddansk Universitetsforlag, www.universitypress.dk, tlf: 6615 7999