"At eksistere eller at leve"

Transkript

1 "At eksistere eller at leve" Fattigdom og lave indkomster i Danmark - hvordan måler man fattigdom? Oktober 2004 Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen

2 CASA "At eksistere eller at leve" Fattigdom og lave indkomster i Danmark - hvordan måler man fattigdom? Oktober 2004 Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen Center for Alternativ Samfundsanalyse Linnésgade København K. Telefon Telefax casa@casa-analyse.dk Hjemmeside: Centre for Alternative Social Analysis Linnésgade 25 DK-1361 Copenhagen K. Denmark Phone Telefax casa@casa-analyse.dk Homepage:

3 At eksistere eller at leve Fattigdom og lave indkomster i Danmark - hvordan måler man fattigdom? CASA, Oktober 2004 ISBN Elektronisk udgave: ISBN

4 Forord Hvor mange er fattige i Danmark? Er der personer og familier, som har en så sårbar økonomisk situation, at de har vanskeligt ved at leve et acceptabelt hverdagsliv? Det første ved vi ikke noget præcist om, fordi vi i Danmark ikke opererer med en officiel definition af, hvad det vil sige at være fattig eller opererer med en officiel fattigdomsgrænse. Det andet rapporteres der dagligt om fra socialforvaltningerne og de private sociale hjælpeorganisationer, men da der er ikke er nogen officiel definition af eller norm for et acceptabelt leveniveau, ved vi ikke i hvilket omfang, og hvor mange det er. Disse dilemmaer forsøger denne rapport at råde bod på, idet formålet med rapporten er at sætte fokus på forskellige fattigdomsopgørelser og fremlægge et bud på fastlæggelsen af en grænse for et acceptabelt leveniveau. Danmark har i EU-sammenhæng forpligtet sig til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse, men spørgsmålet er, hvordan kan man gøre det uden at vide, hvad fattigdom er, og hvor mange der er fattige. En første forudsætning for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er, at vi ved, hvad vi taler om, og har en viden om, hvor stort problemet er. Kun derved kan vi sige, om fattigdommen bliver større eller mindre. Det andet er, at en række sociale ydelser i dag er så lave, at det er vanskeligt for personer og familier at opretholde et acceptabelt hverdagsliv. I denne rapport gennemgår vi forskellige fattigdomsopgørelser og peger på fordele og ulemper. For det første ses der på Finansministeriets opgørelser af personer og familier med lave indkomster, og for det andet fremlægges de første resultater af personer og familier, som har materielle og sociale afsavn baseret på data fra den seneste levekårsundersøgelse fra På den baggrund peges der på behovet for mere direkte opgørelser af, hvad det vil sige ikke at kunne klare sig i det danske samfund. Med udgangspunkt i budgetmaterialer for hvad det koster at leve, fremlægges bud på en fremgangsmåde for fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau. Rapporten er skrevet af Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen, CASA. Oktober 2004 CASA

5 Indholdsfortegnelse 1 Baggrund og resumé Baggrund for fattigdomsdebatten Lave indkomster Ulighed snarere end fattigdom Social udsatte et uklart fattigdomsbegreb Afsavn i den danske befolkning Budgetmetoden hvad koster det at leve? Et acceptabelt leveniveau Acceptabelt leveniveau i forhold til modtagere af indkomstoverførsler Hvorfor en grænse for et acceptabelt leveniveau? Hvad er fattigdom? Fattigdom Absolut relativ en skindiskussion? To begreber: Eksistensminimum og udelukkelse fra almen livsstil Social udstødning/social eksklusion De socialt udstødte/socialt udsatte Socialt udstødte et upræcist begreb Fattigdom er relativt, men hvor relativt? Lave indkomster Lave indkomster Lave indkomster acceptabelt leveniveau Fattigdomsgrænse eller ej? Sammenfatning Afsavn og økonomi Afsavn i den danske befolkning Afsavn og lave indkomster Egen bedømmelse af familiens økonomi Sammenfatning om afsavn Hvad koster det at leve? - budgetmetoden Hvad koster det at leve? Et dansk standardbudget Særlige budgetter Et acceptabelt leveniveau...53

6 5.5 Kriterier for et acceptabelt leveniveau Familietypeeksempler Sammenfatning Litteratur...68

7 1 Baggrund og resumé 1.1 Baggrund for fattigdomsdebatten Hvert år op til jul bringer aviser og nyhedsmedier historier om børnefamilier, som modtager julepakker fra private hjælpeorganisationer, fordi de ikke har råd til at holde jul som andre børnefamilier, eller historier om hjemløse som søger til de private hjælpeorganisationer for at holde jul sammen med andre hjemløse. Historier fra en virkelighed i dagens velfærdssamfund. Disse historier fra det virkelige liv afføder årligt en tilbagevendende diskussion om fattigdom i Danmark. Hvor mange er fattige, og er der tale om en stigning? Sådan var det også i Diskussionen var dog ikke alene afledt af avishistorier, men også af to rapporter, som kom næsten samtidigt. Den ene fra Rådet for Socialt Udsatte, som i deres rapport Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv redegjorde for forskellige sociale ydelsers størrelse set i relation til forskellige fattigdomsgrænser. Rådet konkluderede, at for den målgruppe, som de varetager benævnt de socialt udsatte, som omfatter ca personer er der skønsmæssigt ca personer, som har en overordentlig sårbar økonomi, som dog uden at true eksistensen, afskærer disse fra at fastholde et normalt socialt netværk og deltage i samfundets almindelige liv. Den anden rapport blev udsendt af Red Barnet, som havde fået Socialforskningsinstituttet til at udarbejde en rapport om børn og fattigdom Børnefattigdom i danske kommuner På baggrund af tre forskellige fattigdomskriterier blev omfanget af fattigdom blandt børn belyst. I forhold til alle tre kriterier viste rapporten, at børn i familier, som opfylder blot et af tre kriterier, udgør knap børn. De to rapporter gav anledning til en betydelig debat både i pressen og i Folketinget. Selv om rapporterne blev udlagt som meget håndfaste med hensyn til antallet af fattige, var de begge præget af en søgende tilgang med opstilling af forskellige kriterier og uden en bestemt definition af fattigdom. Begge rapporter konkluderede uafhængigt af hinanden, at der var personer, familier og børn, som på grund af dårlig økonomi ikke havde råd til socialt samvær, fritidsinteresser og at deltage i samfundets almindelige liv. Til forskel fra de seneste års flagrende diskussion af nyfattigdom, pegede begge rapporter på den dårlige økonomi som årsag til, at personer og familier har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Da der ikke er en officiel og anerkendt opfattelse og definition af, hvad det vil sige at være fattig i Danmark, efterlyste både Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet en diskussion af fattigdom og pegede på nødvendigheden af en politisk fastlæggelse af en officielt fattigdomsgrænse i Danmark. En grænse som også indeholdt plads til sociale aktiviteter og fritidsinteresser. 7

8 I Folketinget blev regeringen konfronteret med rapporterne og bedt om en uddybning af, hvad regeringen ville stille op i forhold til de belyste problemer. Statsministeren svarede, at debatten var præget af modstridende tal og oplysninger, og for at skabe et grundlag for en mere målrettet diskussion af de centrale spørgsmål, ville han bede Finansministeriet om at gennemgå rapporterne og fremlægge det bedst mulige grundlag for en fortsat diskussion. Dette grundlag blev offentliggjort den 10. juni 2004 i form af en rapport Lavindkomstgruppen mobilitet og sammensætning, juni 2004 udarbejdet i et samarbejde mellem flere ministerier: Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet, Socialministeriet og Finansministeriet.. Som det fremgår af titlen belyser rapporten fra ministerierne, hvem der har lave indkomster, og går kun sparsomt ind på de spørgsmål, som rejste sig i forbindelse med fattigdomsdiskussionen. Fx hedder det i rapporten: Lavindkomstgruppen er ikke en opgørelse af, hvilke danskere der er fattige fx i den forstand, at de ikke har råd til basale fornødenheder som mad, tøj og husly. De fleste er enige om, at fattigdom i denne forstand stort set ikke forekommer i Danmark. Selv om man kan være enig i denne betragtning, er der dog ingen dokumentation i rapporten for denne påstand. Det aktuelle spørgsmål er imidlertid ikke alene, om der er råd til de basale fornødenheder som mad, tøj og husly, men om der er personer og familier, som derudover ikke har råd til socialt samvær, fritidsinteresser og almindelige normer og sædvaner i det danske samfund fx at deltage i fødselsdage m.v. Det var denne problematik, som blev rejst. Og det var det, der var opgaven at belyse, og det grundlag som statsministeren efterlyste og lovede. Det er der imidlertid ikke tale om. Rapporten forholder sig ikke til denne fattigdomsproblematik. Alligevel er det korte politiske budskab i rapporten, at der ikke er fattigdom i Danmark, og derfor heller ikke behov for fastlæggelse af en fattigdomsgrænse. Med den foreliggende rapport Fattigdom og lave indkomster i Danmark er det formålet at fremlægge et bedre grundlag for en fortsat diskussion af, hvad det vil sige ikke at kunne klare sig i det danske samfund. 1.2 Lave indkomster I kapitel 3 gennemgås Finansministeriets rapport Lavindkomstgruppen mobilitet og sammensætning. Rapporten henholder sig alene til opgørelser af personer og familier med lave indkomster. Lavindkomstgruppen omfatter dem, som i et givet år har en disponibel indkomst på mindre end 50% af 8

9 medianindkomsten for hele befolkningen eller som noget nyt 60% af medianindkomsten for hele befolkningen. Efter denne definition havde 4,2% af befolkningen i Danmark eller omkring personer en årlig disponibel indkomst under 50% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Der er tale om 8,9% af befolkningen eller godt personer, som havde en disponibel indkomst under 60% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Lavindkomstgruppen er domineret af gruppen af uddannelsessøgende, som udgør godt en tredjedel (34%) i Selvstændige erhvervsdrivende næsten 10%, mens fuldt ledige m.fl. (herunder kontanthjælpsmodtagere) udgør godt 10%. Disse grupper er overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen. Som det hedder i rapporten, angiver afgrænsningen af lavindkomstgruppen: alene hvilke personer, der ligger i den nederste ende af indkomstfordelingen og dermed har en klart lavere indkomst end den typiske i befolkningen som helhed i det konkrete år. Rapporten foregiver således en skarp sondring mellem lave indkomster og fattige. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen giver dermed ikke information om, hvor stor en del af befolkningen, der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om personernes oplevede livskvalitet. Samtidig påpeges det, at det at have lave indkomster på et givent tidspunkt ikke afspejler, at man er fattig, men i højere grad afspejler at personer i forskellige aldre befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Unge har typisk lavere indkomster end midaldrende, som igen har højere indkomster end pensionister, ligesom det at have lave indkomster kan tilskrives resultatet af forskellige valg, som folk frivilligt træffer, herunder fx valget mellem arbejde og fritid og valget mellem uddannelse og arbejde. 1.3 Ulighed snarere end fattigdom Opgørelsen af personer med lave indkomster belyser i højere grad noget om ulighed og lighed i samfundet, end den viser noget om, hvem der ikke kan klare sig i samfundet, eller har indkomst som ikke giver mulighed for et acceptabelt leveniveau. Den giver således ikke svar på, om der er personer og familier, som på grund af dårlig økonomi ikke kan klare sig i samfundet eller ikke har råd til en acceptabel levevis i Danmark. Der er alene tale om en belysning af ulig- 9

10 hederne i det danske samfund, og hvem der ligger nederst i indkomstfordelingen. Sammenligninger af andele med lave indkomster med andre lande siger også kun, at indkomstfordelingen er mere lige i Danmark end i andre lande. Derimod siger den ikke, om der er færre fattige i Danmark end i andre lande. Problemet omkring relative betragtninger er generelt, at man ikke kan sammenligne landene på tværs. Lande, hvor næsten alle har lave indkomster eller høje indkomster, vil fx uafhængigt af niveauet have en lille procentdel med lave indkomster. Man kan så spørge, hvorfor Finansministeriet m.fl. udarbejder en hel rapport om lavindkomstgruppen i Danmark, når det ikke har noget med fattigdom at gøre, men alene drejer sig om at belyse noget om indkomstmæssig ulighed i samfundet. Svaret er, at der eksisterer den samme tvetydighed omkring opgørelsen af personer med lave indkomster som i EU. På den ene side er man godt klar over, at lave indkomster ikke siger noget om andelen af fattige. På den anden side er det den opgørelse, der henvises til omkring opgørelser af fattige bl.a. i regeringens seneste Nationale Handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse Problemet med rapporten fra ministerierne er, at den ikke tager stilling til, hvad det vil sige at have lave indkomster, dvs. om man kan leve og opretholde et acceptabelt leveniveau. Lave indkomster er alene en relativ størrelse, og der tages ikke stilling til, om man overhovedet kan eksistere for den indkomst. Det viser sig da også, at det helt primært er uddannelsessøgende og unge, nogle selvstændige samt unge kontanthjælpsmodtagere, som har lave indkomster. Om disse siger rapporten: Selv om disse mennesker har en relativ lav indkomst i det konkrete år, vil det almindeligvis ikke være tilfældet i et mere langsigtet perspektiv. Lavindkomstgruppen omfatter således mange personer, som få år efter kan have og viser erfaringerne har højere indkomster. Man kan kun være enig med rapporten i, at hvis dette er tilfældet, er der ikke noget problem med lave indkomster i Danmark. Det er der imidlertid, hvis man uforskyldt skal leve af en kontanthjælp eller en almindelig førtidspension i flere år. Det er ikke mindst varigheden eller det gennem flere år at have få økonomiske midler, som skaber risiko for fattigdom. 1.4 Social udsatte et uklart fattigdomsbegreb I kapitel 2 sættes fokus på fattigdom. Hvad er fattigdom, og hvordan indgår den i den danske socialpolitiske diskussion. Fattigdom er noget relativt, men spørgsmålet er hvor relativt. I dansk sammenhæng sætter Socialmini- 10

11 steriet lighedstegn mellem begrebet socialt udsatte og fattige, hvorved de fattige alene omfatter hjemløse, sindslidende, misbrugere, prostituerede m.v. Der er tale om en samlet betegnelse for flere forskellige grupper, som hver er karakteriseret ved deres sociale problemer, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om disse problemer er årsag til eller er afledt af, at de har vanskeligt ved at klare sig i samfundet. Der er tale om tautologiske slutninger, som er vanskelige at anvende i en operationalisering. Vanskelighederne med at opgøre omfanget af gruppen underbygger den manglende anvendelighed. Derfor kan afgrænsningen af gruppen socialt udstødte eller socialt udsatte ikke bidrage til en afklaring af fattigdomsproblemet. Skal man afgrænse, hvem der ikke kan klare sig i samfundet, eller som har så få ressourcer, at de er udelukket fra et acceptabel leveniveau, er det nødvendigt med mere direkte målemetoder. Rapporten peger på to metoder afsavnsmetoden og budgetmetoden. 1.5 Afsavn i den danske befolkning Den ene er inspireret af den engelske fattigdomstradition, der ser på folks afsavn. Dette er temaet i kapitel 4. Hovedudgangspunktet er den enkelte persons eller families økonomiske ressourcer, og hvorvidt disse er tilstrækkelige til, at de kan leve i forhold til de normer og sædvaner, som almindeligvis er accepteret i samfundet. Dette indfanges ved at se på folks afsavn som et direkte udtryk for folks livsbetingelser eller faktiske levevis. Ved afsavn vil vi forstå, at den enkelte person eller den enkelte familie ikke har økonomisk mulighed for at erhverve goder og udøve aktiviteter, som der er bred enighed om, at alle skal have mulighed for. Det gælder fx økonomiske ressourcer til at kunne invitere gæster hjem, give gaver til fødselsdag, købe nødvendig medicin, gå til frisør og gå til tandlæge. Opgørelsen af afsavn baseret på data fra den seneste levekårsundersøgelse viser, at det er en meget lille del af de danske personer og familier, som lider afsavn, og en meget lille del lider flere afsavn. Den helt overvejende del af de danske personer og familier 77% har således ingen afsavn. Derimod er der 6% af alle personer og familier, som har rapporteret, at de har mindst 4 afsavn begrundet i deres dårlige økonomi. Der er en klar sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes økonomiske formåen. Men der er ikke tale om en entydig sammenhæng. Der er personer og familier med relativt høje indkomster, som rapporterer, at de har afsavn, ligesom der er personer og familier med lave indkomster, som ikke lider afsavn. På den måde er afsavnene ikke alene udtryk for en manglende økonomisk formåen, men også udtryk for forskelle i levevis og prioriteringer. 11

12 Opgørelsen af afsavn i befolkningen belyser nogle vigtige aspekter omkring det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i. Men det kræver mere forskning i sædvaner, normer og almindelige aktiviteter med henblik på udvælgelse af indikatorer på afsavn, der eventuelt kunne indgå i befolkningsundersøgelser. Fortløbende opgørelser af befolkningens afsavn vil, sammenkædet med opgørelser af personernes og familiernes økonomiske situation, kunne give et udmærket billede på udviklingen af den relative fattigdom i Danmark. Det vil være et klart bedre mål og give et langt klarere billede af, hvem der har vanskeligheder ved at klare sig i samfundet, end opgørelser af hvem i befolkningen der har lave indkomster. Opgørelsen af afsavn og personers og familiers økonomi er imidlertid for upræcist for angivelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau. Skal man angive en grænse for et acceptabelt leveniveau, er der behov for mere direkte opgørelser af, hvad det koster at leve. 1.6 Budgetmetoden hvad koster det at leve? Dette er temaet for kapitel 5, hvor der sættes fokus på budgetmetoden. Der er flere varianter af budgetmetoden. Den mest kendte er den, der anvendes som grundlag for opgørelsen af antallet af fattige i USA. Metoden er at sammensætte en kurv af varer med henblik på at opgøre, hvad det koster at leve. Et princip som også ligger bag udarbejdelse af fx de skandinaviske landes standardbudgetter. Princippet i de skandinaviske standardbudgetter er, at de angiver udgifterne til et rimeligt, almindeligt forbrug. Det indeholder ikke alene udgifter til mad og drikke, men omfatter også rimelige og almindelige udgifter til tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser og dagligvarer. I Sverige er kontanthjælpen baseret på summen af boligudgiften og et rådighedsbeløb, som kaldes riksnormen, som den svenske socialstyrelse beregner på baggrund af det svenske Konsumentverkets budgetter for forskellige familietyper det svenske standardbudget. Riksnormen indeholder ikke alle de poster, som indgår i Konsumentverkes budgetter, men indeholder udgifter til dagligdagen såsom mad, tøj, sko, hygiejne, fritid, børneforsikringer, almindelige dagligvarer fx rengøringsartikler og husholdningsudgifter fx tv-licens, telefon, avis, m.v. Der er tale om et ret skrabet budget, men der er til gengæld taget højde for de konkrete boligudgifter. I Norge har Statens Institut for förbrugsforskning (SIFO) iværksat et projekt Standardbudsjett og fastsetting av minstestandard for forbruk. Formålet med projektet er at udvikle en mindstestandard for forbrug. Intentionen er, 12

13 at standardbudgettet skal bruges som grundlag som fastsættelse af den økonomiske socialhjælp i kommunerne og anvendes som en indikator på levekår i Norge. Mindstestandarden udvikles med udgangspunkt i SIFOs standardbudget og den metode, som ligger til grund for dette. Udviklingen af mindstestandarder i Norge skal også ses i relation til fattigdomsdiskussionen. Den norske regering har i 2002 tiltrådt en handlingsplan mod fattigdom. Her er hovedindikatoren for fattigdom, at indkomsten ligger under 50%-grænsen i mindst tre år. Denne grænse suppleres med beregning af den i forhold til den af EU benyttede grænse på 60% af medianindkomsten. Og derudover er det hensigten at supplere disse økonomiske mål med SIFOs undersøgelse af mindstestandarder. Det er med baggrund i erfaringerne fra de skandinaviske lande, at vi med udgangspunkt i det danske standardbudget i kapitel 5 fremlægger et bud på en fremgangsmåde for fastlæggelse af et dansk budget, som afspejler et acceptabelt leveniveau. 1.7 Et acceptabelt leveniveau Udgangspunktet for fastlæggelse af et forbrug er de mange menneskelige og samfundsskabte behov. For at dække disse behov udfører det enkelte individ en række aktiviteter, der i vores velstandssamfund giver anledning til forbrug. Da der er tale om udarbejdelse af et normativt forbrug og budget, er udgangspunktet, at behovene gælder alle personer. Der er tale om såvel materielle som sociale behov påvirket af velstandsniveauet, og de normer og sædvaner der er gældende i det danske samfund. Opfyldelsen af behovene kan imidlertid foregå på forskellig måde dvs. via forskellige aktiviteter alt afhængig af køn, alder, social status, livsfase m.v. Selv om behovene således må antages at være de samme for alle personer, kan aktiviteterne knyttet til behovene være forskellige og dermed også det konkrete forbrug Det første trin i fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau vil være at fastlægge, hvilke aktiviteter man som mindstemål skal kunne deltage i, og som samtidig stiller krav om forbrug. Det andet trin er at fastlægge forbruget i forhold til aktiviteterne. Fastlæggelsen af forbruget i forhold til aktiviteter vil i mange tilfælde været givet. Det gælder fx for aktiviteter som at sove, hvor forbruget er en seng, sengelinned og pude m.v. eller fx aktiviteten at vaske sig og børste tænder, hvor forbruget er sæbe, tandbørste, tandpasta m.m. Man kan sige, at når først aktiviteterne i forhold til det konkrete behov er bestemt, vil det konkrete forbrug også være det. Det gælder fx også for 13

14 transport. Har man bestemt, at det opfyldes via offentlige transportmidler og cykel, vil det konkrete forbrug være givet. Opstilling af aktiviteter og sammenhængen mellem aktiviteter og forbrug er foretaget af ekspertgrupper i forbindelse med udarbejdelsen af det danske standardbudget. Derfor vil det være rimeligt at tage udgangspunkt i dette. Men hvor eksperterne i forbindelse med standardbudgettet har set på det rimelige og typiske i fastlæggelsen af forbruget, vil det ved et acceptabelt leveniveau i højere grad være det nødvendige og det beskedne eller det acceptable, der vil være styrende for fastlæggelse af forbruget. Vi har haft svært ved at finde på et godt dækkende udtryk for et sådant budget. Man kunne tale om et minimumsbudget, men det kunne lede tanken hen på en form for eksistensminimum eller noget absolut. Vi har derfor valgt at kalde det et budget for et acceptabelt leveniveau. Udarbejdelse af et budget, der angiver et acceptabelt leveniveau, er angivelsen af et forbrug: som afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en aktiv deltagelse i samfundet, og som er bredt accepteret i befolkningen. Der er ikke tale om et rimeligt og almindeligt forbrug, men et forbrug som på den ene side giver grundlag for at kunne leve et sundt liv og kunne deltage aktivt og socialt i familiemæssige og samfundsmæssige sammenhænge, og som på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus, men er beskedent og alligevel nødvendigt for at kunne opretholde et hverdagsliv med aktiv og social deltagelse. Nødvendigheden kommer ind på den måde, at der ikke skal være tale om et forbrug, som fører til et dårligt liv med hensyn til helbred eller fører til isolation, men netop kan omfatte forbrugsudgifter til socialt samvær, sund mad og aktiv deltagelse m.v. Der er tale om den nødvendige forsørgelse af sig selv og sine på et beskedent niveau, hvor det er muligt at mestre livet på godt og ondt. Eksempel på budget Med dette udgangspunkt opstilles et budget for et acceptabelt leveniveau med følgende forudsætninger: Der er tale om et madbudget, som er sundt: - Mad- og drikkevarer følger ernæringsanbefalingerne. - Der er ingen udespisning. - Der drikkes ikke vin eller andre alkoholiske drikke. Der er lagt vægt på et aktivt liv og med deltagelse i sociale sammenhænge: - Aviser, blade og bøger læses på biblioteket. - Ved fritidsaktiviteterne er der især lagt vægt på motion og billige/ gratis fornøjelser. 14

15 - Der afsættes penge til gaver. - Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden. - Der holdes ikke ferie. Der er lagt vægt på kommunikation med andre familie, venner og det omgivne samfund: - Har telefon og mobiltelefon. - Har radio. - Har tv. Transport - Der er ingen bil. Transportmidlerne er cykel og offentlig transport. Yderligere forudsætninger: - Alt købes i discount- eller lavprisbutikker. - Der er ingen opsparing til fornyelse af inventar eller andre varige forbrugsgoder. Budgettet omhandler alene udgifter til forbrug i dagligdagen. Derimod indeholder det ikke: Udgifter til boligen og dermed forbundne udgifter som varme, el, gas og lys og vand. Udgifter til forsikringer, fagforeninger m.v. Udgifter til særlig medicin. Med disse forudsætninger opstilles et budget for at acceptabelt leveniveau. Budgetudgifter for et acceptabelt leveniveau Enlig uden børn Enlig med et barn Par uden børn Par med to børn Mad og drikke Tøj og sko Personlig hygiejne Kommunikation Fritid Dagligvarer Transport I alt Hvor alle voksne er mellem år, og 1. barn 3-6 år, 2.barn år. 1.8 Acceptabelt leveniveau i forhold til modtagere af indkomstoverførsler Der er foretaget en sammenligning af budgettet for det acceptable leveniveau med det disponible beløb (indkomst efter skat) modtagere af indkomstoverførsler i form af dagpenge, kontanthjælp og starthjælp har. Disse sammenligninger viser, at restbeløbet, som skal bruges til at betale bolig og 15

16 andre faste udgifter, er størst blandt modtagerne af dagpenge, mens det er lavest blandt modtagerne af starthjælp. Kontanthjælpsmodtagerne ligger midt imellem. Restbeløbet blandt modtagere af starthjælp er tydeligvis meget lille for alle familietyper. Det er helt klart ikke muligt at have et acceptabelt leveniveau på starthjælp, hvis man skal have selvstændig bolig. Nogle kontanthjælpsmodtagere kan også få svært ved at have et acceptabelt leveniveau, hvis de har høje boligudgifter og modtager boligsikring, fordi der er blevet fastsat et loft over kontanthjælpen, som medregner boligsikring. Der er også indført et loft over samlet hjælp for unge, der har modtaget kontanthjælp uafbrudt i mere end 6 måneder, og disse unge kan ikke både have egen bolig og samtidig have et acceptabelt leveniveau. Endelig skal det nævnes, at modtagere af dagpenge normalt vil have faste udgifter til a-kasse og fagforening, som skal afholdes af restbeløbet. I mange tilfælde vil det betyde kr. mindre i restbeløb pr. måned. Spørgsmålet om, hvor mange personer eller familier, der kan have et acceptabelt leveniveau, er svært at besvare, fordi de almindelige statistikker ikke rummer oplysninger om restbeløb eller rådighedsbeløb, men kun om disponible indkomstbeløb. Vi kan derfor ikke udtale os om antallet af fattige eller dårligt stillede ved hjælp af budgetmetoden. Budgetmetoden med et acceptabelt leveniveau er velegnet til at give et indtryk af den løbende situation. Det er baseret på et ekspertbaseret standardbudget efter bestemte kriterier. Man kan være enig eller uenig i budgettet, men der er tale om et dokumenteret og gennemskueligt budget. 1.9 Hvorfor en grænse for et acceptabelt leveniveau? I Danmark opererer vi ikke med en officiel fattigdomsgrænse. Det skaber ofte debat om omfanget af fattigdom og uklarhed om problemet bliver større eller mindre. Der er derfor behov for metoder til at indkredse omfang og sammensætning af personer og familier, som har vanskeligheder ved at klare sig i samfundet. Eksistensen af personer og familier, som er i en sådan situation, opfattes af flertallet af befolkningen og formodentlig også af alle politikere som en uacceptabel situation. Derfor må der skabes klarhed over omfanget og sammensætningen. Det er en af forudsætningerne for effektivt at kunne gøre noget ved problemerne. Fastlæggelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau kan være en måde at gøre det på. Endvidere er der meldinger fra socialforvaltninger og private hjælpeorganisationer om personer og familier, der har svært ved at leve et acceptabelt hverdagsliv og som hænger sammen med deres sårbare økonomiske situati- 16

17 on. Det drejer sig ikke mindst om personer og familier, som modtager sociale ydelser på starthjælpsniveau, og kontanthjælpsmodtagere som har fået nedsat hjælp, eller er blevet ramt af loftet for kontanthjælp. Men det drejer sig også om enlige mødre og børnefamilier på kontanthjælp. I den forbindelse er der behov for en grænse for, hvor meget man skal have til rådighed for at opretholde et acceptabelt hverdagsliv. En grænse som kan fungere som en norm for hvor meget, man som minimum skal have til rådighed til hverdagsforbrug. Det kan bidrage til at sikre, at forsørgelseshensynet bliver tilgodeset ved fastlæggelsen af de sociale ydelser. Det er baggrunden for, at vi med denne rapport har fremlagt et konkret forslag til en fremgangsmåde for fastlæggelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau med udgangspunkt i materialer, der belyser, hvad det koster at leve, med det håb, at der på dette grundlag kan igangsættes et udviklingsarbejde med henblik på at fastlægge et acceptabelt leveniveau og dermed bidrage til, at den politiske diskussion får nogle mere faste holdepunkter. 17

18 2 Hvad er fattigdom? 2.1 Fattigdom Fattigdom har gennem hele historien været forstået på den måde, at man ikke har de nødvendige materielle ressourcer til at kunne klare sig i det samfund, man lever i. Fattigdom er som sådan et socialt problem og adskiller sig derfor som begreb kvalitativt fra begrebet ulighed. Fattigdom er imidlertid et relativt begreb. Ikke at forstå på den måde, at nogle personer og familier har langt færre ressourcer end andre. Det kan være alvorligt nok i sig selv, men det siger alene, at der er ulighed i samfundet, og det er i hvert fald i teorien muligt at have ulighed uden fattigdom. At fattigdom er relativt, skal forstås på den måde, at de fattige ikke kan få opfyldt de materielle og sociale behov, som er nødvendiggjort af netop det samfund og den tid, de lever i. Det, at fattigdom er et socialt problem, betyder imidlertid ikke, at alle sociale problemer er at betragte som fattigdom. At være fx arbejdsløs eller være kontanthjælpsmodtager er ikke det samme som at være fattig, ligesom det at være alkoholiker eller narkoman ikke er det samme som at være fattig. Derimod kan det at være arbejdsløs eller være kontanthjælpsmodtager i høj grad være årsag til, at man ikke kan klare sig i samfundet, ligesom det at man ikke kan klare sig i samfundet kan være årsag til afledte sociale problemer som fx misbrugsproblemer, ensomhed, manglende socialt netværk og isolation (Hansen, F. K., 2004). 2.2 Absolut relativ en skindiskussion? Den altdominerende hoveddiskussion i fattigdomsdebatten har både aktuelt og historisk stået mellem et absolut fattigdomsbegreb og et relativt fattigdomsbegreb. Denne debat har været lang og sej og kan vel i dag karakteriseres som en på mange måder ideologisk debat. Når man kan sige, at der er tale om en ideologisk debat skyldes det, at den rene form af en absolut fattigdom aldrig har eksisteret. Alle definitioner på fattigdom, som er baseret på fysisk eksistensminimum, er mere eller mindre relateret til det pågældende samfund, og den tid, de er relateret til. På denne baggrund konkluderer Erik Jørgen Hansen i rapporten Fattigdom fra 1989, at der ikke alene har været tale om en ideologisk diskussion, men også en skindiskussion. Konsekvensen af denne erkendelse bør være, at vi ophæver sondringen mellem absolut og relativ fattigdom. Sondringen er en misforståelse. (Hansen, 1989). 18

19 Når der nu ikke er nogen grund til at sondre mellem et absolut eller et relativt fattigdomsbegreb, hvad er så den afgørende forskel mellem forskellige fattigdomsbegreber? Den store forskel synes at ligge i selve synet på, hvad der skal forstås ved menneskets behov. 2.3 To begreber: Eksistensminimum og udelukkelse fra almen livsstil Da den engelske fattigdomsforsker B.S. Rowntree i sine tidligste undersøgelser fra starten af 1900-tallet afgrænsede fattigdomsbegrebet, skete det ud fra den betragtning, at de fattige var personer og familier, der levede under et fysiologisk eksistensminimum. Dette indeholdt for Rowntree tre elementer: Udgifter til mad, husleje og nødvendige udgifter til tøj og brændsel. Ud fra disse tre kriterier formuleredes en fattigdomsgrænse, der i økonomiske termer skulle sikre den rent fysiologiske overlevelse. Det er denne betragtning, som også ligger bag den officielle fattigdomsgrænse i USA, som er baseret på en kurv af varer sammensat ud fra en ernæringsmæssigt forsvarlig kost. Overfor dette synspunkt har en anden engelsk fattigdomsforsker Peter Townsend i sit syn på fattigdomsproblematikken lagt vægt på, at mennesker er sociale væsener, der ikke blot skal sikres et antal kalorier, tøj nok til ikke at fryse og tag over hovedet for at fungere i et samfund. Menneskelige behov er ikke alene fysiske behov (mad, tøj og bolig), men i høj grad også sociale behov. Mennesker er ikke alene individuelle organismer, der kræver næring for deres fysiske eksistens. De er sociale væsener, der forventes at leve op til socialt krævende roller som arbejdere, borgere, forældre, ægtefæller, naboer og venner. De er ikke alene forbrugere af fysiske goder, men også producenter af disse goder og medlemmer af komplekse sociale fællesskaber. Townsend, 1979 Ved at lægge vægt på, at mennesket er et socialt væsen, der forventes at leve op til mange forskellige roller, understreger Townsend, at forståelsen af fattigdom ikke alene kan baseres på, at mennesket har objektivt givne behov, men at disse behov er samfundsmæssigt betingede og dermed også foranderlige. Denne tolkning giver fattigdomsbegrebet en øget sociologisk relevans, idet forståelsen forskydes fra en fokusering på de økonomiske ressourcer til et spørgsmål om social integration. Det centrale begreb i Townsends fattigdomsforståelse er begrebet deprivation, dvs. på dansk at lide afsavn. Afsavn kan både være af materiel og social karakter og er i princippet lige alvorlige, hvor de optræder. Men forskellige former for afsavn kan være og opleves som mere eller mindre al- 19

20 vorlige for forskellige personer. At lide afsavn er noget relativt og betyder, at de manifesterer sig på forskellig måde til forskellig tid og forskelligt i forskellige samfund. At lide afsavn kan derfor ikke reduceres til at omfatte dem, som falder under en eller anden fastsat grænse, men må relateres til den almene livsstil i samfundet. (Townsend, 1989). At lide afsavn er dog ikke det samme som at være fattig. Det ville være højst utænkeligt, om den enkelte person eller familie på alle punkter levede i overensstemmelse med den almene livsstil. Afvigelser fra den almene livsstil, som ikke har sammenhæng med manglende ressourcer, vil således altid kunne forekomme. Hvis den samme person eller familie derimod oplever en række afsavn på flere forskellige områder på en og samme gang, grundet manglende ressourcer, vil der være tale om fattigdom. Fattigdom i Townsends fortolkning er således en konsekvens af multiple deprivation eller multiafsavn. På baggrund af ovenstående kan man sige, at der i fattigdomsdiskussionen er to centrale begreber, et begreb hvis kerne er eksistensminimum, og et, hvis kerne er udelukkelse fra den almene livsstil. Disse to begreber udelukker ikke hinanden, men supplerer hinanden, idet forskellen mellem dem kan udtrykkes som forskellen mellem blot at eksistere eller at leve. Som Erik Jørgen Hansen skriver i rapporten Fattigdom (Hansen, 1989) kan man sige, at hvor det at leve må være en umistelig ret for mennesket, så er det blot at eksistere til gengæld den absolutte forudsætning for, at det første mål overhovedet kommer på tale. Fordelen ved at fastholde disse to begreber er, at det derved er muligt at lade fattigdomsbetragtningen omfatte såvel u- og i-lande, hvor begrebet eksistensminimum har størst relevans i forhold til de mange ulande, mens udelukkelse fra almen livsstil typisk vil være relevant i forhold til mange i- lande. 2.4 Social udstødning/social eksklusion På europæisk plan og i hvert fald i EU-kommissionen er der i 1990erne sket et skift i sprogbrugen omkring de dårligt stillede. Fra den traditionelle brug af fattigdom, dvs. det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i, anvendes i stigende grad begrebet social udstødning eller socialt ekskluderede, dvs. det at være udstødt fra de gængse samfundsmæssige sammenhænge. Dette skift kan på den ene side tolkes politisk (franskmændene kan ikke lide ordet poverty (fattigdom), som traditionelt anvendes af englænderne), men på den anden side hænger det også sammen med ændringer i velfærdssamfundene. Fokus i skiftet fra fattigdom til udstødning/eksklusion synes at hænge sammen med den erkendelse, at de sociale problemer 20

21 ikke kun drejer sig om materiel armod, men måske i lige så høj grad om livskvalitetsproblemer i videre forstand, ikke mindst om mangel på sociale tilhørsforhold, sociale netværk og deltagelse i sociale fællesskaber. I et større samfundsperspektiv har deltagere i debatten hævdet, at hvor fattigdom er forsørgelsesproblemer tilhørende industrisamfundene, er der i det vidensbaserede, postmoderne samfund i højere grad tale om fællesskabs- og deltagelsesproblemer. Ser vi på debatten i de enkelte europæiske medlemslande, er diskussionen om de dårligst stillede imidlertid stadig præget af fattigdomsbetragtninger, selv om sprogbrugen veksler mellem fattigdom og udstødning. Det karakteristiske er dog, at begreberne bruges identisk om de samme problemer. Selv om det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i altid vil være en aktuel problemstilling, er der i begrebsdiskussionen uklarhed om, hvorvidt den nye betragtning indebærer, at social udstødning (eksklusion) er et bredere begreb end fattigdom. Tidligere kommissionsformand for EU, Jaques Delors, der var en af de stærkeste fortalere for den sociale dimension og for tiltag for de dårligst stillede, skelnede i sin tale til det sociale EU-møde i København i 1993 mellem begreberne og sagde, at fremover vil vi fortsat skelne mellem fattigdom og social udstødning (eksklusion) og fortsatte, selv om social udstødning (eksklusion) inkluderer (eller omfatter) fattigdom, dækker fattigdom ikke social udstødning (eksklusion). Jacques Delors opfatter således social udstødning eller det at være social udstødt som et bredere og mere omfattende begreb end fattigdom eller det at være fattig (Abrahamson og Hansen, 1996). 2.5 De socialt udstødte/socialt udsatte I den danske socialpolitik taler vi ikke om de fattige, men om de socialt udstødte eller socialt udsatte. Socialforskningsinstituttet definerede socialt udstødte og truede grupper som personer, der mere end forbigående enten er ude af stand til at forsørge sig selv på en for samfundet eller den enkelte acceptabel måde, eller er ude af stand til at sørge for sig selv på en for samfundet eller for den enkelte acceptabel måde. Fridberg, 1992 I praksis har det vist sig, at begrebsændringen i en dansk sammenhæng har betydet, at socialt udstødte/socialt udsatte typisk anvendes omkring de allerdårligst stillede grupper som fx hjemløse, misbrugere, sindslidende 21

22 m.m. Til forskel fra Delors kan man således sige, at begrebet social udstødning i en dansk sammenhæng opfattes som et mere snævert begreb end fattigdom. Selv om den ændrede sprogbrug ikke kan siges at have skabt større klarhed over, hvordan socialt udstødte/socialt udsatte mere præcist afgrænses og dermed heller ikke, hvor store grupperne er, er det konstaterbart, at der i Danmark i 1990erne både politisk og forskningsmæssigt er blevet sat fokus på de socialt udstødte/socialt udsatte i denne snævre betydning. I forskningen er der på den ene side dem, der hævder, at socialt udstødte/socialt udsatte har fælles karakteristika (Brandt, 1999 og Bømler, 2000) og på den anden side har andre den opfattelse, at gruppen af socialt udstødte er en samlekategori omfattende flere og flere forskellige grupper, som adskiller sig fra hinanden på en række sociale karakteristika (Järvinen, 1993). En anden problemstilling er, om der er tale om en ny social situation, eller der blot er tale om en ny italesættelse. I bestræbelserne på at karakterisere gruppen af socialt udstødte har der på den ene side været langt vægt på, at der ikke er tale om et nyt fænomen eller en ny tendens, fordi der nu tales om socialt udstødte (Brandt, 1999), mens andre ser udviklingen af de socialt udstødte som noget nyt og anderledes (Jespersen, 2000). Om de socialt udstødte skriver Preben Brandt: For ingen må tro, at det er noget nyt, at der er personer, der ikke passer ind i den pæne del af samfundet. Sådan har det altid været. Der findes masser af beretninger om de afvigende og udstødte gennem de sidste mange hundrede års danske historie. Man har på forskellige måder forsøgt at gøre noget, men hvad man end har gjort, så er der blevet ved med at være mennesker, der er udstødte. Brandt, 1999 Tidligere socialminister Karen Jespersen ser derimod nogle nye tendenser: Frem for alt kan de nye livsvilkår især gøre tilværelsen sværere for dem, der er skrøbelige eller socialt belastede. For dem kan det moderne samfunds mange muligheder mest af alt betyde mange muligheder for at lide nederlag. De har svært ved i det hele taget at klare sig i et samfund præget af store forandringer, højt tempo, risici og store krav til, hvad man selv skal kunne klare. Man kan sige, at det moderne samfund har svært ved at rumme de svage og sårbare mennesker. Det er det, der skaber den nye fattigdom. Jespersen,

23 2.6 Socialt udstødte et upræcist begreb Der er grupper af de socialt udstødte, som på mange måder har træk, der altid har kendetegnet fattige. De har meget lidt materielt, og på mange måder er der tale om sårbare mennesker, som har svært ved at klare sig i samfundet. De har en sparsom eller ingen social kontakt med andre, nogle er hjemløse, andre har svært ved at finde sig til rette i dårlige boliger. Konsekvenserne af deres situation er social ydmygelse, afmagt, øget risiko for sygdom og tidlig død. Der er tale om en meget lille gruppe i den danske befolkning kendetegnet ved en dobbelthed. På den ene side er de en provokation for velfærdssamfundet og vækker til debat ved deres synlige billede på traditionel fattigdom (på den måde fylder de meget), og på den anden side er de netop et produkt af velfærdssamfundet, idet de på mange måder udstødes af dette samfund. På trods af det lille antal er der tale om en meget upræcist afgrænset gruppe. Nogle er socialt udsatte på grund af deres hjemløseproblem, andre på grund af deres misbrugsproblemer. Men det er ikke alle misbrugere, der henregnes til gruppen. Sindslidende tæller med i gruppen, men alene de behandlingskrævende sindslidende. Det fremgår da også af Socialministeriets egne opgørelser af gruppen, at det er vanskeligt at sige noget om gruppens omfang, også fordi der er sammenfald mellem grupperne i hvilket omfang og hvordan er det imidlertid ikke muligt at sige noget om. Socialministeriet anslår, at gruppen af socialt udsatte skønsmæssigt omfatter (Socialpolitisk Redegørelse 2002): stofmisbrugere personer med et så omfattende og ødelæggende alkoholmisbrug, at de har behov for behandlingstilbud er i løbet af et år berørt af hjemløshed har en behandlingskrævende sindslidelse prostituerede. Der er tale om talstørrelser, som ikke er ændret væsentligt inden for en lang årrække. Til opgørelse af hvem, der ikke kan klare sig i samfundet, er begrebet socialt udstødte/socialt udsatte alt for upræcist. Det indfanger nogle problemstillinger, men ikke alle. Fx omfatter begrebet slet ikke forsørgelsesproblemer. Det vil sige, at lavtlønnede eller familier på indkomstoverførsler med flere børn, som kan have svært ved at klare sig økonomisk, slet ikke opfattes af disse begreber. 23

24 2.7 Fattigdom er relativt, men hvor relativt? Fattigdom er relativt. Det kan være vigtigt at operere med to centrale begreber, et begreb hvis kerne er eksistensminimum, og et, hvis kerne er udelukkelse fra den almene livsstil. Disse to begreber udelukker ikke hinanden, men supplerer hinanden, idet forskellen mellem dem kan udtrykkes som forskellen mellem blot at eksistere eller at leve. Gruppen af socialt udstødte eller socialt udsatte, som i dag anvendes i socialpolitisk sammenhæng, kan ikke bidrage til en sådan afgrænsning. Der er tale om en samlebetegnelse for flere forskellige grupper, som hver er karakteriseret ved deres sociale problemer, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om disse problemer er årsag til eller er afledt af, at de har vanskeligt ved at klare sig i samfundet. Der er tale om uklare årsagssammenhænge, som er vanskelige at anvende, når man skal opgøre omfanget af fattigdom. Vanskelighederne med at opgøre omfanget af gruppen underbygger den manglende anvendelighed. I de følgende kapitler vil vi se på forskellige opgørelser af fattigdom og se på fordele og ulemper. 24

25 3 Lave indkomster 3.1 Lave indkomster I Finansministeriets nyeste offentliggjorte rapport Fordeling og Incitamenter fra juni 2004 følger man en gammel tradition, som tidligere Økonomiministeriet (Lovmodelrådet) havde, og som nu Finansministeriet har til opgave, nemlig at belyse indkomstfordelingen og herunder den del af befolkningen, som har lave indkomster. Det er indkomstmaterialet til denne nyeste rapport, som er anvendt i rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet (juni 2004). En rapport, som er et direkte svar på den diskussion, som kom i kølvandet på de offentliggjorte rapporter fra Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet i november Som grundlag for rapporten hedder det: Diskussionen har i nogen grad været præget af modstridende tal og oplysninger, som har svækket mulighederne for en målrettet diskussion om de centrale spørgsmål. Regeringen har derfor ønsket at sikre, at det bedst mulige grundlag for at fortsætte diskussionen er til stede. (Finansministeriet m.fl., 2004). Rapporten forsøger at belyse, hvor mange personer i Danmark, der kan siges at have relativt lave indkomster i forhold til befolkningen som helhed både på et givent tidspunkt, over en årrække og over hele livsforløbet. Desuden er der forsøgt at tage stilling til nogle af de tal og oplysninger der har været nævnt i debatten i forbindelse med de omtalte rapporter fra Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet. Der fokuseres på 4 forhold; Afgrænsningen af økonomisk svagt stillede ud fra skønnede udgiftsbudgetter, de økonomiske forhold for socialt udsatte, forslaget om at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Danmark samt antallet af børn i lavindkomstfamilier. I det følgende vil vi kort gennemgå resultaterne af undersøgelsen af befolkningen med lave indkomster og derefter diskutere, hvad sådanne opgørelser kan anvendes til set i et fattigdomsperspektiv. Traditionen tro defineres det at have lave indkomster som dem, der i et givent år har en disponibel indkomst på mindre end 50% af medianindkomsten for hele befolkningen eller som noget nyt 60% af medianindkomsten for hele befolkningen. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen angiver, som det hedder i rapporten: alene hvilke personer der ligger i den nederste ende af indkomstfordelingen og dermed har en klart lavere indkomst en den typiske i befolkningen som helhed i det konkrete år. 25

26 Andel med lave indkomster Efter denne definition havde 4,2% af befolkningen i Danmark eller omkring personer en årlig disponibel indkomst under 50% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Der er tale om 8,9% af befolkningen eller godt personer, som havde en disponibel indkomst under 60% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Personer med lave indkomster i 2002 Antal personer Andel personer Indkomstgrænse 50%-grænsen , kr. 60%-grænsen , kr. Kilde: Finansministeriet m.fl., Andelen af befolkningen i lavindkomstgrupperne har været relativt stabil fra 1983 til 2002 med svagt aftagende tendens frem til 1995 og en svagt stigende tendens i årene efter. Hvem har lave indkomster? Sammensætningen af personer med lave indkomster har ændret sig, men udviser samme tendens med hensyn til, hvilke grupper som dominerer. Uddannelsessøgende udgør godt en tredjedel (34%) i Selvstændige erhvervsdrivende næsten 10%, mens fuldt ledige m.fl. (herunder kontanthjælpsmodtagere) udgør godt 10%. Disse grupper er overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen. Sammensætning af personer med lave indkomster (50%-grænsen) i 2002 Uddannelsessøgende Beskæftigede lønmodtagere Fuldt ledige m.fl Selvstændige Tilbagetrukne Andre voksne Børn I alt Kilde: Lavindkomstgruppen mobilitet og sammensætning. Finansministeriet m.fl. Juni I forhold til forskellige baggrundsvariable viser opgørelsen generelt, at følgende grupper er overrepræsenteret blandt de personer, som har under 50% af medianindkomsten: indvandrere, enlige under 67 år uden børn, årige, selvstændige, fuldt ledige og uddannelsessøgende. Grupper, som er underrepræsenteret, er fx par under 67 år, personer over 40 år generelt, lønmodtagere, efterlønsmodtagere og førtidspensionister. 26