FREMTIDSVÆRKSTED. Kritikfasen HVEM SAGDE SORG? BILAG 1. - med fire studievejledere på Svendborg Gymnasium d.16. marts 2016

Transkript

1 FREMTIDSVÆRKSTED - med fire studievejledere på Svendborg Gymnasium d.16. marts 2016 C: Christine P: Pernille S: Sofie D1: Peter D2: Birgitte D3: Anne-Marie D4: Helle Kritikfasen Indledende snak om, hvem af deltagerne, der er med hvornår i løbet af værkstedet. To deltagere skal gå en halv time undervejs tid pga. møder og en deltager må gå før fremtidsværkstedet er slut. Introduktion af hvem vi er, vores kandidatuddannelse, vores bacheloruddannelser, vores tilknytning til OmSorg. Deltagerne bliver informeret om, at vi lydoptager fremtidsværkstedet og giver samtykke hertil. Introduktion til det kommende fremtidsværksted, dets metode samt emnet "Støtteinitiativer for sorgramte unge." Vores roller som henholdsvis observatør (Sofie), skriver (Pernille) og facilitator (Christine) bliver forklaret for deltagerne. Dagens program bliver gennemgået og det bliver sagt, at vi forsøger at være fleksible ift. dagens program og de deltagere, der skal gå fra grundet møder. Introduktion til kritikfasen: Ordet går på tur, deltagerne skal undgå at kommentere hinanden mm. Deltagerne er meget begejstrede for forsyningerne, især kaffen. D3: Vi er ikke vandt til sådan noget fint stempelkaffe. [ ] Det duftede da vi kom herover, så man tænkte Så godt plejer her ikke at dufte af kaffe. Snak om vores tidligere uddannelser, som leder hen til snak om, hvorfor vi er sat sammen som gruppe og hvad specialet skal handle om. Deltagerne fortæller om, at de tidligere har været i kontakt med OmSorg, men at OmSorgs tilbud om at uddanne 1

2 sorggruppeledere gennem Kræftens Bekæmpelse var for dyrt. Har i stedet selv fundet et andet kursus for vejledere, som var gratis. C: Skal vi indlede? Kritikfasen. Yes. Det er simpelthen den fase, hvor I skal bringe alle de fejl og mangler, som I synes, der er inden for det her område indenfor med støtteinitiativer til de sorgramte unge mennesker i gymnasiet. Så hvad er det, der er dårligt? Hvad er det, I er utilfredse med, hvad fungerer ikke? (P: Ja alt) Alt hvad I lige sidder inde med. P: Og det er kun jer, der dikterer hvilken kontekst (C: Fuldstændig). Ja. C: Jeg tror, vi starter herovre og så må du gerne bare sige pas, hvis du ikke har noget at sige og så går den bare videre. Og så kommer vi også bare tilbage til dig igen. D1: Jamen jeg tror, jeg siger pas i første omgang (C: Ja). D3: Du sidder og tygger lidt (Alle griner). D2: Jeg vil godt sige noget. Øhm Jeg har fx. en pige, som mistede sin mor sidste år omkring vinterferien. Øh som kommer hos mig en gang om ugen. Og hun har sådan forsøgt at være inden i sådan noget gruppevejledning og det bliver meget besværligt, fordi man faktisk skal til Odense og gøre det. På en eller anden måde, for hende, det bliver også svært for hende. Og hun er måske heller ikke helt der, hvor hun kan finde ud af at forholde sig til andres sorg. Hun er måske bare sådan lidt, forholde sig til sin egen sorg. Men jeg synes, det er, altså hun kommer hos mig en gang om måneden og vi snakker om, hvordan det går. Nogle gange har hun det dårligt, andre gange har hun det godt. Altså det går sådan lidt frem og tilbage, ikke også? Øm, men jeg synes, hun øhm. Der kunne godt være, jeg synes, der mangler sådan lidt. Der kunne godt være nogle tilbud til. Noget af det hun siger, er problemet for hende, det er at de andre i klassen ikke helt ved noget om hvordan de skal håndtere det. Så de kommer nemt til at sige sådan nogle ting som egentlig gør hende ked af det. Så var der en eller anden årsfest, hvor de skulle have en cafe og sidder, så snakker de jo selvfølgelig helt naturligt om "Min mor kommer ikke eller min far kommer ikke" eller et eller andet. Nu er det så hendes mor, der er dø. Det bliver hun så meget sårbar omkring og der tør klassen måske ikke helt sige, tale, spørge med hende om. Den der tavshed der på en eller anden måde også skræmmer hende helt utrolig meget, ikk også? Øh selvom hun egentlig er en stærk pige og har en god far og sådan noget, hun har god familie og sådan noget. Altså, jeg ved det ikke. Måske er det i virkeligheden uvidenhed hos de, hendes klassekammerater, de ved ikke helt, hvordan de skal håndtere det. Kunne omgivelserne få noget hjælp? Jeg synes, omgivelserne nogle gange er dårlige til at håndtere det. Det tror jeg, er mit kritikpunkt. Jeg ville ønske, at de kunne være sødere til at spørge hende fx., for hun synes jo bare at de har glemt alt om det. 2

3 C: Så hvis vi formulerer det som et kritikpunkt, så? P: Jeg skriver "Omgivelserne er for dårlige". For vi ved, vi har jo alle sammen hørt, hvad du har sagt, så vi ved godt, hvad du mener. Og så hører jeg også nogle andre ting, som også kunne være kritik. D2: Det kunne også være tilbuddene til hende. De er ikke så store eller så gode. De er der jo, hvis hun virkelig ville, hvis hun virkelig havde brug for at snakke om det i en gruppe, så kunne hun jo bare tage til Odense, ikke? Men det bliver på en eller anden måde lidt for hårdt. P: Så er de for svært tilgængelige (D2: Ja) eller er de for dårlige selve tilbuddene? D2: Altså hun har været der, så egentligt blev hun nok enig med sig selv om, at hun orkede nok ikke lige at forholde sig til de andres sorg og deres fortællinger om, hvor svært de havde det egentlig. Så måske er det for tæt på stadigvæk. P: Så det er også hendes udfordring kan man sige, at når det så også ligger langt væk, så skal man også virkelig ville tage afsted. Så måske for få tilbud, for de er ikke udbredt nok til at være tæt på hende. C: Og nogle gange kan man måske også sige "Hvor store skal de grupper være?" Fordi jeg tror da, hvis man kommer ind til Odense, nu snakker jeg lige med mad i munden (P: Det må man gerne) øhm, så er der måske Det kunne godt være nogle mindre grupper, så kunne man måske bedre. Hvis man skulle finde, hvis det skulle være noget optimalt, og det har man sikkert ikke råd til C: Det skal man slet ikke tænke på, eller det behøver man i hvert fald ikke tænke på nu. Lige nu skal I bare kritisere. P: Jeg skriver for store grupper. C: Anne-Marie D3: Jeg synes så (D2: Du må ikke kritisere mig, haha) Jeg ventede i hvert fald på at sige det med tilbud. Når nu tilbuddene ikke er der, så er det også, de få tilbud der er, så er der alt for lang ventetid. (P: For lang ventetid). Jeg har en ung mand, som rigtig gerne vil tale med TUBA, det er så forbi der er alkoholproblemer i familien og der er så 1,5 års ventetid til sådan en gruppe. Det kan jo ikke nytte noget. Så der er jo også noget med ventetid til de tilbud. Og så er det det med for få tilbud. Specialet for få tilbud for os der bor i Udkants Danmark, forbi øh når man selv har en syg forælder eller, så opfatter man det som om, når man går hjem og siger det til sin mor "Nu skal jeg også tage bussen og toget ind til Odense. Det tager også to timer, før jeg kommer hjem igen." Problem, de får skyldfølelse over, at det er noget, moren skal bruge tid på. Det vil faktisk være lettere, hvis de foregik i forlængelse af skoletiden. Eller på skolen, i skoletiden, jeg ved det ikke. Så man ikke skulle ulejlige sig selv eller gøre sin mor 3

4 opmærksom på, hvor stort et problem det er. Det er så stort et problem, at jeg bliver nødt til at fragte mig selv til Odense og være der en time, før jeg kommer hjem igen. Så det er i udkanterne, i hvert fald her hvor vi bor, at det er et problem. Og så også at det er helt uhørt, at der skal være så lange ventetider, hvis et ungt menneske gerne vil have hjælp, at man så får af vide, at der er 1,5 år ventetid. P: Kunne man så skrive, at du synes, det er en mangel, at tilbuddene ikke er i skolen? Eller bare hvis de bare var tæt på. D3: Ja, det synes jeg jo faktisk. Det er jo derfor, vi synes, vi skal have det. Altså. Det er jo forbi, altså netop som pigen siger, det er langt at tage for at sidde sammen med en stor gruppe, som man. Altså jeg tænker, hvis gruppen var mindre og de alle sammen havde det til fælles, at de gik på en ungdomsuddannelse, så var deres situation og deres liv i øvrigt så ens. Fordi det de siger, når du taler med unge mennesker, som har mistet, det er: "Der er ikke nogen, der forstår mig. Mine klassekammerater forstår mig ikke. Mine veninder forstår mig ikke, fordi de snakker om bumser og make-up og kærester. De kan ikke mærke den sorg og smerte, jeg har. Jeg har et altoverskyggende problem og det er, at min far er død. Og de forstår mig ikke." Det er jo et eller andet med, at alle problemer bliver bagatelliseret, når man har sådan et stort altoverskyggende problem og der forstår Og derfor tænker man som vejleder "Hvor kunne det være godt at sætte dem sammen". Ligestillede. P: Manglende forståelse kunne jeg skrive? Altså tingene må gerne flyde lidt sammen og der er blevet sagt, at omgivelserne er for dårlige, men vi må gerne skrive ting på, som ligger sig lidt op af hinanden. D3: Jamen jeg tror, jeg stopper der. C: Så tager vi den næste. D4: Jamen jeg synes, øh, at jeg mangler en forståelse fra elever, som har det svært af en hver art, at gruppeterapi ikke er et fyord. Fordi de vil gerne have face-to-face hele tiden. Og alt efter hvor de er i deres sorg, kan man jo komme til dem, men at face-toface i stedet for gruppe og det mangler jeg en forståelse for. D3: Altså du mener sådan set, at eleverne er ikke så indstillede på vejledning i grupper, som vi gerne vil have det? Og hvorfor kan vi overhovedet kalde det terapi? D4: Du må ikke kommentere på mig (D3: Nej okay). (Alle deltagerne griner). C: Så gruppeterapi er et fyord. Super. Så er vi tilbage. D1: Jamen jeg kunne også godt tænke mig noget individuelt terapi, men jeg kan godt se, det er en dyr løsning. Og så kunne jeg godt tænke mig, nu er det jo blevet sagt, at det var tæt på. For jeg synes også, der mangler noget hernede. 4

5 P: Så i kritikken for lidt individuel terapi (D1: Ja). Eller er det mulighederne for det, vi kritiserer egentlig? D1: Jamen det er begge dele. Øh der skal være mulighed for det her på skolen, og det vil sige at der skal en ud på skolen en gang imellem. Stå til rådighed. (C: Ja). D2: Øhm. Nu står der bare omgivelserne. Egentlig har jeg mest kritiseret som klassekammeraterne. Men der kunne også godt være noget med ens kollegaer. Der er helt klart sikkert også nogle, som synes, det er meget grænseoverskridende at skulle Altså gå ind i øh samtaler omkring det. Og nogle er helt naturligt rigtig gode. Og lige præcis med min, hende pigen som jeg snakker med. Hun havde sidste år en helt fantastisk klasselærer her. Øh C: Så de har klasselærere i klasserne? D2: Ja i teamet, teamleder, men hun skiftede så job her i sommerferien, ikke. Og så bliver det, hende savner hun jo helt vildt og har stadig kontakt med og sådan, ikke, men men ja. Det bliver sådan lidt, de andre har det sådan hum (trækker på skuldrene). C: Ja. Så det er noget berøringsangst fra kollegaerne? D2: Ja måske tænker de noget. Det er også svært, for de kommer her jo for at lære noget, ikke? Og så koncentrer man sig ligesom om det. Og i virkeligheden er det også helt okay, for hende min elev der, fordi hun jo faktisk er en rigtig dygtig elev, som kan finde ud af at passe sin skole, selvom hun har kæmpe mæssige, den her sorg, ikke? Det er der bare andre, som ikke kan, som måske har brug for en lærer, som siger "Hvor er det godt, du kom i dag!" Eller et eller andet. P: Så det er lidt tabuet. D2: Ja, det tænker jeg. Det kan være svært for dem at vide det. Det er jo ikke sikkert. Der er masser af ens kollegaer, som måske tænker "Jamen jeg er jo ikke terapeut, jeg er (D1: "Jeg er bare lærer") Jeg underviser bare i matematik." C: Ja. Anne-Marie? D3: Er det allerede min tur igen? (C: Du må gerne sige pas, det er okay) Jamen jeg tror, jeg siger pas i første omgang. D4: Det er lidt i forlængelse af det her med, at det er et tabu. Men jeg synes faktisk, det er for dårligt, at andre mennesker ikke kan tåle, at se andre mennesker græde. P: Det skriver jeg bare på, som du sagde det der. C: Så er vi tilbage ved dig. D1: Man kan godt sige det med et tabu, at generelt set så synes jeg egentlig, at mange har berøringsangst overfor, hvis man møder en, der er ked af det og har en stor sorg. Så det er jo noget alle godt kunne have godt af at kunne få information omkring, 5

6 hvordan man takler sådan noget der. For det er altså ok at gå hen og spørge, hvordan de har det. P: Så for lidt information om at tage emnet op? D1: Ja, det synes jeg generelt. Det gælder selvfølgelig nogle af vores kollegaer, men jeg synes også, det gælder mange steder generelt i samfundet. P: I må gerne snakke videre. D2: Jeg tror, jeg skal sige pas. Jeg har ikke lige noget intelligent at sige. C: Haha. Ja, Anne-Marie? D3: Øhm Altså jeg tænker godt, det her med det er tabubelagt, så kunne man måske pålægge nogle fag som religion, dansk og psykologi at tage det op og snakke om sorg. C: Så kritikken er, at der er for lidt om sorg i andre fag? D3: Død, ulykke og sorg. Det er jo ting, som man ikke bare siger er en del af en eksistentiel krise. Det er noget, vi alle sammen kommer igennem. Man vil før eller siden miste nogen, man elsker, hvis man lever. Hvorfor er der ikke nogle fag? Altså vi har nogle gange snakket om, at hvis man skulle, når man som en del af vores kriseplan, hvis der er nogen, som har været igennem dette her, så kunne man jo snakke med faglærerne om at tage sådan nogle emner eller temaer op. Så det kunne være, man kunne ligesom løsne en lille smule op for det, hvis det blev en del af nogle af de der. Og det ved jeg faktisk ikke, om det er, men det burde det måske være. C: Så kritikken er, at der er for lidt om sorg i selve undervisningen? D3: Ja og det er jo nok ikke noget, som nogen af os undgår på et eller andet tidspunkt i vores liv, så hvorfor skal man ikke snakke om det? (C: Ja). Det er en ting, og så så kvier jeg mig lidt ved det her med, at vi kalder det terapi. For hvis man laver terapi, så skal man jo være uddannet behandler. Vi er jo vejledere. Så kan vi tillade os praktisere terapi? For nu er der jo to, der har nævnt det. D1: Vi kunne være medmennesker (D3: Ja ja). Være der for dem. C: Men måske jeg lige skal prøve, så jeg har forstået. Øhm, hvad var det nu, dit navn var? (D1: Peter). Peter, du sagde, der var noget med noget terapi, du sagde. P: For lidt, men der snakkede vi jo ikke om, hvem der skulle gøre det jo. C: Jo, for jeg forstod. Det skal jeg bare lige være sikker på, for jeg forstod det som om, du tænkte, at der skulle komme en udefra og tilbyde D1: Ja i hvert fald en som man kunne tilkalde og få fat i ret hurtigt. C: Så du tænkte en udefrakommende. D3: Så det kunne sagtens være en gymnasiepsykolog eller? C: Jeg skulle bare være sikker på 6

7 D1: Det kunne selvfølgelig også være rart, at der var en her på stedet, der var specialuddannet på det område der. P: Er der mangel på det, er der mangel på folk, som er specialuddannet til det? Eller er der tvivl om, hvem kan tage samtalen eller hvem skal tage? D2: Ja, det ved jeg ikke. D1: Vi har god hjælp i vores psykologer, der kan vi hurtigt få fat i dem. D3: Ja, vi kan. Men vil de tale med elever i sorg? (D1: Ja, det ved jeg ikke). Det vil de gerne. D2: Det er også meget afgrænset. 3-4 samtaler pr. elev. D3: Det vil de gerne. Det kunne så også være en hjælp, ikke? D4: Så to ting: Det er for dårligt, at det er økonomien, der bestemmer. Og den anden ting det er, at det er for dårligt, at det ikke er en del af pædagogikum at forholde sig til menneskets og dets problemer. D3: Forbi man netop har med mennesker at gøre. Ja. C: Fik du også det sidste med, Pernille? P: Ja, altså det er for dårligt, det ikke er en del af pædagogikum. (D3: Det bør det være både i folkeskolen og i gymnasiet). D4: Det er det til dels i folkeskolen i jeres allerførste år. (D3 og D4 snakker med Christine om at det er en del af det første år på lærerseminariet) C: Jamen Peter, så er vi tilbage til dig. Ej og nu sidder du lige med slikket. (Alle griner). D4: Det er altså svært, når I trakterer os sådan. C: I skal bare give den gas. D1: Jeg siger pas. C: Du siger pas. Det er bare i orden. Er du [deltager 2 red.] kommet på noget? D2: Nej, jeg tror, jeg siger pas indtil videre. D3: Jeg vil sige, at det er for dårligt, at det ikke er en del af pædagogikum, men jeg vil sige, at det faktisk er for dårligt, at det nærmest er institutionspolitik, at hvis elever er kede af det, så skal de snakke med studievejlederen. I stedet for at snakke med teamlederen, som kender dem godt i forvejen. (C: Super). Det er netop fordi, der er nogen, der er mere velegnet til at tage snakken end andre. Og nogle som er konfliktsky, ikke? Og det burde man ikke være, når man er lærer. D4: Men Jeg må jo ikke kommentere på det, men jeg vil sige, at det er for dårligt, at Gud, hvis han eksisterede, har skabt os som så forskellige, så vi ikke kan varetage alle de sammen ting. Det skal ikke stå der oppe (Alle griner). 7

8 P: Hvad kaldte du (henvendt til D3) det? D3: Institutionspolitikken! Altså jeg synes jo nærmest, man får af vide her, at der skal være studievejledere her hele dagen. Vi skal fylde kontortiderne op, hvis der er elever, der er kede af det eller noget, som man ikke lige magter, så skal man bare sende dem over til os, ikk? (D2 vil kommentere noget). Du må gerne tage den nu. D2: Jeg kan godt gennem det. D4: Pas. C: Pas. Peter? D1: Jeg synes heller ikke, jeg har noget. C: Så Birgitte. D2: Så er det så der, hvor jeg skal (C: Noget kritik i forhold til det?) Ja det jeg så havde, og det er lidt i forlængelse af det, du sagde her, øhm Hvordan skal jeg, jeg er lige ved at tabe den. Jeg kan ikke huske det, øh. Så sidder man der og snakker med nogen [kollegaer red.] og hov "Har du den der, og kan du så ikke lige?". Og du skal snakke med ham eller hende om et eller andet problem, ikke? Jeg synes faktisk rigtig tit, så forstår jeg ikke, man ikke selv tager snakken, fordi man har problemet i undervisningen, ikke? Det er egentlig lidt. Hvorfor skal jeg sidde og sige "Du læser heller ikke dine lektier!" Så tænker eleven "Hvor ved du det fra? Jeg har dig ikke til noget" Det er altså. Hvorfor er det man [lærerne, red.] ikke bare selv siger "Du har ikke læst. Det er for dårligt, det skal du." P: Er det noget med at blive gjort lidt til mellemmand? D2: Ja, jeg synes, det er meget lettere at sige "Nu har ham der heller ikke afleveret igen. Så sæt ham dog i skriveværksted! Altså hvorfor er det hele tiden, jeg skal være din håndlanger på en eller anden måde? P: Så altså, underviseren skal selv tage problematikken op med eleven? D2: Nu har jeg heller ikke været studievejleder her på stedet i så lang tid. Jeg tror, der er nogle af mine andre kollegaer med lidt mere erfaring, på en eller anden behændig måde sige "Måske har du selv talt med?" Det skal jeg bare lære, det er jeg ved at lære nu, haha. D3: Men det tror jeg, det handler jo rigtig meget om institutionspolitik, det der. Måske også om synet på studievejlederens rolle. Fordi øhm der vil være nogen, der mener, at alt det besværlige, som ikke har noget med undervisningen at gøre, det skal du Men det er nok der, jeg så er en af de mere erfarne, for jeg plejer at så sige, at det er altså ikke en god samtale, du får, når du sidder som tredje mand og skal sige "Din lærer siger", for så siger de bare tilbage "Mine lærere er også så skrappe" eller sådan et eller andet, ikke? Og det er meget bedre, hvis man tager eleverne med fingrene nede i 8

9 kagedåsen og så tager en snak med dem efterfølgende. Og det må du sådan lige sige til kollegaerne, fordi det er ikke, det er aldrig godt at skulle sidde og sige "Du er også alt for stille i engelsk", for så siger hun bare til mig "Det er fordi, min engelsklærer er mega skrap". Den samtale vil de, den vil være blevet sagt på en anden måde, hvis de havde sagt den selv. D4: Du må godt time dem out, for de er på vej et helt andet sted hen [henvendt til Christine red.] C: Tak for det. Jeg går lige tilbage til det, du siger Birgitte. Din kritik den var at det er for dårligt, når en lærer giver snakken videre til studievejlederen. Er det okay skrevet? Jeps godt. D3: Og det er det, jeg er enig med Birgitte i. C: Så tager vi her. D4: Den er meget mærkelig den her, men jeg synes faktisk, kan man sige for ærgerligt også, at øh vores, og det er den danske kultur, den rige kultur, i-kulturen, at døden ikke er en mulighed. Fordi jeg tænker, når man hører om folk i kriseområde i Afrika og ligesom vi havde for 100, 200 år siden, at blev barnet et år, næh vi klapper i vores små hænder. Det lykkedes. At vi har slet ikke indbegrebet af død omkring os, før at et menneske nu skal blive 90 år, før det er okay, at mennesket dør. Når vi skal sidde og tage sorgsamtaler, fordi farfar på 88 han har fået konstateret kræft. Jeg har rigtig svært ved de samtaler nogen gange. Hvis jeg ikke kan få den unge til at forstå, at det er en naturlig del af livet det her. Så jeg ved ikke, hvordan mit kritikbud skal lyde, men det er et kritikpunkt, at (D3: Det er samfundet) døden ikke er et samtaleemne. Det er det jo måske, men alligevel ikke, men at at at at ja. Døden er ikke en mulighed. D3: Og man må sige, at det er den jo slet ikke for de unge mennesker. D4: Da Jonatans træ blev sat, som står herovre, ikke? Der gik de jo i druk alle sammen, fordi han var døende [bliver udtalt med tryk på hver stavelse]. Han døde ikke bare, dem har vi også haft, men sådan en der er dø-en-de. Øh alle gik i druk, for man kunne ikke forholde sig til, at der var en ung, der skulle dø. C: Død er ikke en mulighed. Super. Ja. Peter? D1: Jeg springer igen. D2: Jeg har heller ikke noget at sige, jeg springer over. D3: Der vil jeg så gerne supplere, at døden netop slet ikke er en mulighed, når man er ung. Altså før deres frontallapper bliver helt færdigdannede, der tror de jo, at de kan køre og være fulde og jeg ved ikke hvad, uden det kommer til at ramme dem. Og de er i hvert fald udødelige. Og det er jo lige præcis de unge mennesker, som vi har med at 9

10 gøre, for hvem det er et kæmpe chok, når døden kommer tæt på, for det er ikke en mulighed. Vel? Altså, det er derfor, det er så svært. Tror du ikke? D4: Jeg synes, det er for dårligt, vi ikke dræber nogle flere (Alle griner). D3: Du kan sige det sådan, at vi har det så godt, at folk ikke dør. Ikk? At de overlever i vores velfærdssamfund. D4: Hvis nu vi gik ned og nakkede nogen en gang om måneden, eller sådan noget, så vi kunne forholde os til det. D1: Jeg fornemmer, det er et problem for dem selv. At selv forstå at de skulle gå hen og dø. De fleste kan forstå, at farmor og farfar skal gå hen og dø i en høj alder. Men alligevel gør det forfærdelig ondt på dem. Der er også forskel på den relation, de har til deres bedsteforældre. Nogle er knyttet til dem som var det deres far eller deres mor. Og så betyder de rigtig meget. C: Blev du færdig med dit Helle? D4: Jeg passede lige på den der (C: Det er i orden) på en provokerende facon, haha. D2: Jeg tror ikke, jeg har noget. P: Pointen er også, at vi gerne skal føle os lidt udtømte på det område her, så hvis man gør det, så har vi nået så langt så godt. Vi kan lige tage en tår at drikke, så kan I lige tænke over det. Så kan vi sige, om det er her, vi afrunder kritikken. Så kan man lige få et øjeblik til at sidde og hvile lidt i fred. Man må gerne snakke videre. D2: Først og fremmest er det omkring sorg. Det her. C: Støtteinitiativer til unge og sorgramte. (D2 og D4: Ja). D4: Ligesom med så mange andre ting, fællesarrangement og information, information og information er lagt nede i systemet, men det er jo implementering over generationer at komme dertil. Det er ikke noget, vi kan flytte på, men vi kunne komme rigtig langt, hvis man i familierne kunne tale om, at jeg en dag skal gå bort. C: Så et kritikpunkt kan faktisk være, at der er for lidt snak i familierne. D4: Ja, men det er jo den der med, at døden ikke er en mulighed. Den ligger i den, at det ikke er en mulighed, man bringer frem. D3: Men altså, jeg tager den lige igen. Støtteinitiativer til sorgramte, ikke? (C: Ja). Prøv lige og hør os. Når vi snakker om det her, så snakker vi kun om død og sorg. Man kan også have sorg over forskellige andre ting. Det er da en sorg at have misbrug i familien (D2: Det er også en skam). Og det er nemlig koblet til endnu mere skam og endnu mere tabu end dø og sygdom. Altså hvis vi har indslusningssamtaler med 1.g'erne, så er de ikke kede af at fortælle os ret hurtigt, at "Min mor syg" og "Jeg er lidt et specielt tilfælde, for jeg har mistet min far". Det fortæller de os gerne der. Men der er ingen, der fortæller os før i 3.g, hvor det hele det ramler og hvor de har vidst det 10

11 i mange, og har gemt det under gulvtæppe i familien, at far han drikker (D2 og D4: Mmm). Ikk'? (C: Har vi fået den på Pernille?) Så når vi tænker sorg, så tænker vi død og sygdom og ulykke. P: Så det er et stort tabu, når det er alkohol. D3: Misbrug. Når det er misbrug. (P: Ja. Misbrug). Ja en eller anden form for misbrug blandt forældrene. Når det er unge, så er det jo faktisk tit, der er det faktisk tit det er forældre, det kan selvfølgelig også være bedsteforældre eller søskende, som gør, at de er i sorg. Men misbrug i familien kan jo også være forældrene og det er det i flere tilfælde og det er endnu mere tabubelagt. Vi skal kende dem godt, hvis det kommer frem. Det er [utydeligt ord] gang. D4: Men vi har jo også et andet. Altså så er det jo også lige et spørgsmål her, om vi under den her også har skilsmisser, hvor forældre bliver skilt. Men bliver nægtet adgang til, det er jo også et tab. Men er vi så ikke trukket ud af (C: Jo jo, så er vi trukket ud. Jo). Og det er det samme med misbrug, er det ikke? Det er en anden kontekst? P: Ikke nødvendigvis. D3: Fordi man kan også være i sorg, når forældrene bliver skilt. (D4: Det er de da). P: Vi har kendskab til folkeskoler, som har turde slå deres sorggrupper sammen. Der er mange, der har brugt deres sorggruppelederuddannelse til at have rene skilsmissegrupper, fordi behovet er så stort, så det er jo det omfang, det er sorg og det fylder for den unge. Det er det, der sætter rammen. C: Men det kan også. Er der mere, I vil ud med af kritik? P: Kan vi nå så langt, at du får en blå tusch (henvendt til en af deltagerne, som er ved at forlade lokalet grundet et møde). Vi vil så gerne have dig med på det. (Snak om hvordan afstemningen skal finde sted. Deltageren skal udvælge tre ting, hun synes, er de vigtigste kritikpunkter) C: Jeg fornemmer lidt, at der ikke er flere, der vil tilføje. For så er vi nemlig nået til her, hvor vi skal, hvor I gerne må gå op og sætte en streg ud for det, I synes, der er det vigtigste. P: Og så kan vi tage pausen her, tænker jeg. For pausen er også til for at ryste os lidt ud af den her, så det har I bare god ro og orden til at gøre. D2: Øh jeg tænker også, altså hvad er Sådan noget som helt ekstreme kærestesorger (C: Nej, det er ikke (P: Nej).) Okay, det er fint. Så nu skal vi op og sætte en stemme på de tre C: Ja og inden vi holder pause, så skal vi lige prøve at gruppere dem. Alt efter hvordan I nu (P: Ja). Men op og smid en stemme. 11

12 (Deltagerne går op og sætter tre mærker hver ud fra det kritikpunkt, de synes, er vigtigst og er vigtige at gå videre med) C: Nu er næste punkt, at vi skal prøve at se på, hvad der har fået flest stemmer. Nå, men i hvert fald så læser jeg det som om at det her med for få tilbud i udkanterne, den er hvert fald en, der skal med videre. Og så er I egentlig ikke så enige om resten (P: Det gør ikke noget). Nej, det gør ikke spor nej. P: Det vi så kan gøre i stedet for, det er nemlig, at vi kan kigge på dem, der har fået en stjerne og så se, hører de ind under den samme måske lidt bredere problematik. Altså (C: Kunne man lave nogle temaer ligesom) fx. noget af det med for få tilbud og for lang ventetid. Er det en del af den samme problematik? (D3: Ja, det tror jeg). Fx, ikk'? Og så vi får lavet en overskrift, der kan rumme begge dele (C: Begge ting, lige præcis). D3: Men i og for sig også gruppestørrelsen, ikke? De tre der, de kunne være en, ikk'? D1: Det er forbi, at hvis de tilbud der er, det er for store grupper D3: Og den her "Manglende tilbud i skolen tæt på", det er jo faktisk det samme som "For få tilbud i udkanterne". Det er det samme. D2: Jeg sidder også og tænker, jeg ærgrer mig sådan over, at jeg ikke har flere stjerner, for jeg vil også. Jeg synes, den med omgivelserne. Omgivelsernes håndtering synes jeg, er vigtig også. D3: Spørgsmålet er, om vi kan gøre noget ved det. D2: Ja, det ved jeg ikke, men der er jo også lidt. Den kan jo godt hænge sammen med omgivelserne i det hele taget, ikk' også? P: Jeg vil også sige, den grupperingsdel vi laver nu, og vi har jo også hængt tre papirer og hvis I havde været syv, så kunne det være, vi havde været endt op med 100 sætninger og så var behovet for at indsnævre også meget større. Så lige nu øh er det også helt åbent, at vi kan kigge på dem alle sammen og det vigtigste er så faktisk bare at finde tre sådan overordnede overskrifter på, hvad er sagens kerne, hvor er det så problematikkerne ligger henne? C: Ja, men hvis, nu sagde du Anne-Marie at du så tre, der var sammen? D3: Ja, jeg synes, "For få tilbud i udkanterne" og den "Manglende tilbud i skolen tæt på", den er næsten helt den samme. Og så "For lang ventetid" det er jo også netop dem i Odense, som vi jo ved, der er, de få tilbud der er, dem er der jo lang ventetid på. Og det er jo ikke optimalt. Og så tænker jeg det med grupperne, det har jo faktisk også noget med tilbuddene at gøre. Så det kunne man jo samle i en. C: Kunne vi lave et eller andet sammen her, et tema der ligesom kunne rumme dem her? 12

13 D3: Hvis man siger, at man gerne vil have nogle tilbud på skolerne, så får man jo nogle tilbud i udkanterne. Ikk'? P: Ja samtidig med de er tæt på (D3: Ja, det er det) Men hvad er det ligesom, der er årsagen? Hvad er årsagen til, at vi står her og at det her er tilfældet, agtigt? D3: Jamen det er netop, at det i ungdomsuddannelsen at der har man jo ikke nogen sorgtilbud. Man har ikke nogen tilbud om sorggrupper som sådan. Det kan godt være, man har det nogle steder, men vi kender i hvert fald ikke til det i det regi, hvor vi i, hvor vi er sammen med studievejledere fra resten af Fyn. Men vi snakker jo om det. Og det er det, vi gør, når vi går til det her kursus, der hedder "Faciliteret gruppevejledning", så er det bl.a. fordi der er flere af os, at det der skal vi have stablet på benene. C: Sofie, vil du? S: Ja, det jeg hører nemlig for at centrere det I siger nu, så lyder det nemlig til, det du lige sagde Anne-Marie, den sætning der bare hed, at der ikke er nogle tilbud på ungdomsuddannelserne. Det er det, der er problemet (D3: Ja. Ja.). Det er et kritikpunkt overordnet. Det var bare en rigtig god. P: Ja og den kan så rumme alle de andre ting, der ligger. D2: Og i virkeligheden så tænker jeg, nu er vi jo i gang med hernede i Svendborg fx. at lave sådan et campus. Vi har også HTX og HHG og EDU. Det ligger jo lige her. Så det behøver ikke nødvendigvis kun at være Svendborg Gymnasium og HF, men det kunne jo være sådan et samlet tilbud. P: Så det er i ungdomsskoleregi måske, kan man sige det på den måde? D3: Det var faktisk derfor vi tænkte til vores sidste studievejledermøde, at vi ville prøve at spørge de vejledere, der var på naboskoler. Det blev så med lidt kort varsel, så det endte med, at det kunne de ikke, men det kunne der være en ide i. C: Men lige præcis de ting, I sidder og siger nu, dem får I lov til at diskutere om lidt. Alle de gode ideer. P: Men sagens kerne er "Tilbuddene er for få og dårlige". D3: Ja, eller ikkeeksisterende. D4: Tilbuddene er ikke eksisterende. Ja. Men på nuværende tidspunkt der praktiserer vi det jo selv. Det var jo også så det der, jeg tror, det var Helle, der sagde, at der var en tilbøjelighed til, at vores elever var mere glade for individuelle samtaler. Og det er også det, du siger [henvendt til D2] om Camilla [sorgramt elev red.], hun har ikke brug for at sidde og høre om andres sorg. Jeg ved ikke, om det er den tid, vi lever i, vi skal have fat i igen, ikk', det der med individualisering, man interesserer sig ikke så meget for andre. Man tænker "Du skal hjælpe mig. For du bruger noget af din tid på mig". 13

14 C: Jeg Skal der ikke stå, at de tilbud, der er, de er ikke gode nok. Er det ikke det, I sådan snakker om? Måske kan vi lave et eller andet. P: Det er manglende tilbud i ungdomsuddannelserne (D3: Ja), i ungdomsuddannelsesregi. S: Og der inde under ligger netop, at grupperne er for store, der er for lang ventetid og der er for få tilbud. D3: Man kan altså ikke sige, at grupperne er for store, for de er der ikke (D2: Haha). C: Men hende din elev, som så tog til Odense, hun havde en oplevelse af, at (D3: Det var for store grupper) det var for store grupper til hende. Ja. Manglende tilbud. Og så ser jeg den her, at det er for dårligt, at det ikke er en del af pædagogikum og der var det, du sagde Birgitte, at der synes du egentlig, at der var også noget her (D2: Det hænger i virkeligheden lidt sammen). Ja. Øh er det noget med Lægger jeg for meget i munden på jer, hvis jeg siger, det er noget med nogle strukturere eller hvad? D2: Men jeg tænker, at det i det hele taget er sådan noget med, at man i uddannelsen som gymnasielærer er nødt til at forholde sig til, at du arbejder med mennesker. D1: Man er ikke bare lærer. D2: Nej, man er ikke bare lærer. D1: Der følger andre opgaver med. D2: Du er ikke bare fagfaglig. Når du arbejder med mennesker, så er du nødt til at forholde dig til, at der kan foregå alt muligt, ikk'? (D1: Ja.) Så man øh Det er nogle gange, at jeg ofte har konkluderet noget helt forkert. Ikk' altså, så sidder jeg og tænker "Du har jo ikke øvet dig, du er også bare skide doven". Og så pludselig finder jeg ud af, at der faktisk var en helt anden grund til (C: Ja, at du gjorde som du gjorde). Ja, men derfra hvor jeg står og der, hvor eleven sidder, der er jo en verden til forskel. Og det er man også nødt til at forholde sig til. P: Hvis jeg skriver sådan i situationstegn "Du er ikke bare lærer", så rammer det rimelig, mange problematikker faktisk, ikk', af dem der er kommet op nu. D2: Men jeg tænker da også, at når, at hvis man uddanner sig til folkeskolelærer, så skal man forholde sig til rigtig mange ting, ikk' også. Man er måske nødt til at lave nogle underretninger eller, der er jo hele tiden noget med familien osv. Som gymnasielærer har der været tradition for, at man bare har været lærer. "Nu har jeg læst i fem år, så hvordan har jeg så skulle forholde mig til alle mulige andre problematikker?" Men det tror jeg bare ikke helt, man kan komme uden om. Det er man nok nødt til D3: Det kan man egentlig sige, det ved man godt, hvis man vælger at blive HF-lærer, for der er også en tutorfunktion og der er nogle andre. Men når man har med XTX, så 14

15 tænker man "De er bare velfungerende. De vil bare videre i systemet, de har ingen problemer." Det er jo først, når man sidder i studievejledningen, at man finder ud af hvor mange problemer, der egentlig er. D1: Men er jo også fordi, vi rekrutterer meget bredere, end vi gjorde før i tiden. Der var det kun blomsten af Danmarks ungdom. D3: Ja ja ja bestemt, vi får jo 50 % i dag. Vi har jo faktisk en stor andel, som vi kalder "gymnasiefremmede", som ikke har en forælder, der har en gymnasial uddannelse eller som har et andet sprog. C: Så det er faktisk historien, eller hvad man skal sige, at der har gjort, at man skal udvikle lidt på begrebet "underviser i gymnasiet" eller hvad man skal sige. D3: Det burde være en del af pædagogikum. Jeg tror såmænd også, at man som en del af pædagogikum lærer lidt om den tid, man lever i og det, der er karakteristisk om ungdommen, men om man lige får lidt om sorg med og de eksistentielle kriser og hvordan du skal håndtere det, når du sidder med det. Det tror jeg faktisk ikke, det er ikke noget, jeg husker. Det er noget, vi som vejledere har arbejdet med gymnasiepsykologerne om, ikk'? C: "Du er ikke bare lærer" (P: Det rummer ret mange af de tanker, der er kommet frem). Ja, jeg ved ikke, om der er noget P: Så er der de her ting, der handler om tabuet, ikk'? (C: Nå jo, selvfølgelig) Der er de her to. C: Kan vi på en eller anden måde kæde det her med, at der er for lidt snak om død i familien og tabu og information (P: Det er svært at tale om). Kan man gøre sådan her? P: Det handler jo om, at død og sorg er svære at tale om. D3: Jeg synes jo faktisk, jeg kommer frem til en her i kritikfasen, selvom vi måske er færdige med at tale om den (P: Nej nej, overhovedet ikke). Det er det her med, at det faktisk er svært at samle sådan en her gruppe. Altså hvordan rekrutterer man dem, man skal bruge. Det er noget af det, vi har diskuteret på det her gruppefacilitering. Der er nemlig forskel på grupper. Vi har allerede gruppevejledning. Vi har det med stresscoaching og "Bryd lydmuren" og med eksamensangst. Men man kan ikke bare stille sig op til morgensamling og reklamere for sorggrupper. Eller "Alle dem der har en forælder med misbrug, de kan komme og snakke med mig bagefter" (Alle griner). Der kommer sgu da ingen. Så det er rekruttering af det, det skal man ikke, det er svært. Og det skal man i hvert fald være opmærksom på, hvad man gør. P: Det lyder også til, at det godt kunne være en samlet kultur omkring tabu. Altså generelt, også samfundet i dag. 15

16 C: Ja, det er jo også samfundet i dag, der gør det svært at rekruttere (D3: Ja). Fordi det er en anden type elevgruppe, som er i dag end for 30 år siden. Det er nogle andre udfordringer. Så er vi egentlig endt på tre (D3: Vi mangler misbrug. Den er altså også et tabu endnu mere. Det er næsten den værste). Sådan. Så er det dem, vi siger, vi snakker ud fra i det næste. P: Så passer det godt med, at vi holder lidt pause. Så er der ikke så lang tid, at vi når at være fuldtallig igen. (Snak om, hvornår næste deltager skal gå, hvornår hun er tilbage og at der nu er pause) UTOPIFASEN Der tales om, hvordan fremtidsværkstedet rent praktisk kommer til at forløbe fremadrettet i forbindelse med, at D4 på det pågældende tidspunkt er til møde og at D2 skal til et møde senere i processen. Derefter introducerer Christine, at der nu vil være et kvarters pause, hvor deltageren vil kunne gøre, hvad de har brug for. Der tales løst og uformelt og afholdes pause i ca. 15 min. Nogle af deltagerene bruger fx pausen til at snakke om en episode mellem nogle elever og den sidste taler med Christine og Pernille om sin faglige baggrund og stilling. Der tales om de hjemmebagte boller, bilturen fra København mm. D1 benytter den sidste tid af pausen til at gå udenfor, da vejret er rigtig godt. Pernille introducerer dem for, at vi alle kan trække udenfor som starten på næste runde, for på den måde at få vendt tankerne lidt inden utopifasen starter. C: Nu fortalte Peter også lige, hvad underviser i. Hvad underviser I i? D2: Jeg underviser i spansk. Jeg har kun et fag og så det her jo, studievejledning. D3: Og jeg har idræt og biologi. Og Lene hun har kemi og erhvervsøkonomi Og så mangler vi Niels i dag, som har samfundsfag og historie, ikk'? (D2: Mmh.) Og så Jette, som har dansk. P: Så I er faktisk fordelt på mange (C: Ja, I er alligevel) fag egentlig. D2: Ja. D3: Ja, ja. Men det tænker jeg også, at man har tænkt over i ansættelsen, altså at der både skulle være nogle naturvidenskabelige lærer og der skulle være nogle fra alle så vidt muligt alle faggruppe, ikk'? Det fordi vi har altså ud over det her med at, hvad hedder det? At registrere fravær og have fraværssamtaler og snakke med dem der har de her problemer, så har vi jo også en viden om studieretninger og valgfag og sådan noget. Så derfor, så er det jo en fordel selv at vide lidt om det også. 16

17 P: Ja. C: Ja, det giver mening. P: Ja når man hvis det er det faglige, man også gerne vil snakke med dem om. D3: Ja. Så har vi så fordelt klasserne, sådan så vi har cirka en 6-7 klasser måske nogle gange 8 klasser hver, ikk'? Og så vil Birgitte typisk få dem med det sproglige og jeg vil få i hvert fald nogle af de naturvidenskabelige, ikke dem alle sammen. P: Det giver god mening. D3: Ja bort set fra, at der ikke er lige meget arbejde i det [utydelig snak]. D2: Nej naarjh! [Griner]. D3: Så Birgitte hun det er hun ikke helt tilfreds med [Griner]. D2: [Griner]. D3: Vi andre synes, at det giver god mening. [Griner]. C: Er der mere arbejde i de sproglige? D2: Ja, det er der. D3: Ja, det er der. D2: Jeg har lige, jeg havde møde i sidste uge med C-klassen, det er jo også en sproglig klasse (D3: Ja.), sådan en dejlig klasse der er nærmest ikke nogen. D3: Først første C? D2: Ja. Måske også fordi de ikke helt har lært det endnu. (D3: Nej.) Eller sådan er begyndt at være frække (D3: Ja.). [Griner]. Ej men ellers, så er de sproglige D3: Ja, jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men der er tit nogle problematikker i de sproglige klasse, som man ikke rigtig Vi har nogle, vi har nogle meget målrettede naturvidenskabelige klasser (D2: Mmh.). Altså sådan nogle klasser hvor de unge mennesker har rundsav på albuerne, og der er jo god arbejdsmoral og men der, det er jo ikke ensbetydende med, at de ikke knækker halsen og dør af eller ikke dør af (D2: Nej), men i hvert fald at gå ned med stress på et eller andet tidspunkt, ikk'? Men men deres fravær ser pænt ud, fordi det har de stort set ikke, vel? Og der er det jo så, at man måske i de sproglige klasser har mere at lave, fordi man skal have flere til samtale (D2: Ja.). C: Hvor interessant! Det anede jeg slet ikke. D3: Nej. Det gjorde vi heller ikke, før vi så, at det var sådan det hang sammen. [Griner]. D2: Nej. [Griner]. C: Nej før Birgitte sad i [Griner], i fraværssamtaler. D3: Ej, men det har jo Peter har jo også sprog og Hanne også, ikk'? C: Nåhr ja, ja. 17

18 (Samtalen skifter emne, og der tales igen om løst og fast i den resterende del af pausen mellem Kritikfasen og utopifasen) C: Men Birgitte hvor ny en studievejleder er du? D2: Det er mit tredje år, så! P: Så ny her, men ikke ny ny. D2: Jeg synes stadig, at jeg kan trække jeg-er-jo-ny-kortet [Griner]. D3: [Griner]. Ja der er i hvert fald ikke kommet nogle efter dig. D2: Nej, så derfor så indtil der kommer en ny, så kan man gøre det. D3: Ja. C: Ja lige præcis, så kan man blive ved. D2: Ja. D3: Så det kan Søren så ikke gøre mere [Griner]. D2: Nej [Griner]. (Christine opfordrer deltagerene til, at alle nu trækker udendørs, hvor Peter lige nu befinder sig, så utopifasen så småt kan startes.) (Sofie spørger til hvilket af de små træer, der står ude foran lokalet, var det træ der blev plantet af en gymnasieklasse for en række år siden, da en af skolens elever gik bort). S: Var det det træ, I talte om tidligere? (D3: Nej ikke det der ude.) Eller som Helle talte om? D3: Det er faktisk så lang tid siden, at jeg tror, at det er det der står derovre bagved eller dér. S: Nå det er nogle store nogle. D3: Ja. Det her det ved jeg faktisk ikke hvorfor vi har, jeg tror det er en eller anden lærer, der har fået det af sine elever og så har hun tænkt, hun havde ikke nogen have. S: Nå [Griner], jeg lagde bare mærke til alle de der breve, hvor jeg tænkte D3: Ja, men det er ikke dem, det er ikke det. Det tror jeg ikke, at det er. Ej den den historie, det er jo lang tid siden. Og det er jo rigtig nok, altså det er jo det der med, at døden rammer ikke unge mennesker, og når den så gør, så er det ligesom, det er helt legalt, at en hel klasse går i sorg og i druk, ikk'? (D2: Ja.). Og det P: Mmh. (Alle rejser sig og går sammen udenfor, hvor Peter er. Der snakkes om vejret) (Christine begynder at fortælle om, hvilken fase der er den næste i workshoppen, utopifasen, og hvad den går ud på. I den forbindelse giver Christine og Pernille et eksempel på et utopisk udsagn, for at deltagerne ved, hvad de nu skal til.) 18

19 (På vej indenfor igen spørger Christine til, om det kan passe, at Svendborg Gymnasium tidligere har været kendt for at have en musisk profil udadtil. Det bekræfter de forskellige deltagere og fortæller lidt om det.) (Der tales på kryds og tværs om hvor folk er fra, vokset op og har gået i skole.) C: Nå, lad os komme i gang med utopifasen. Og ja, jeg tror, vi starter ved dig Anne Marie, skyd frem! Du får lov til at sige noget igen. D3: Ja, altså jeg kunne godt tænke mig, at vi fik sådan nogle eller i hvert fald en velfungerende sorggruppe eller fik en rigtig god oplevelse. P: En velfungerende sorggruppe, det er ligesom D3: Ja. Ja altså, at vi kom i gang og vi fik startet og vi fik en god oplevelse. Fordi det er i hvert fald en god start, ikk'? (P: Mmh.). Så kunne jeg rigtig godt tænkte mig, hvis det nu var mig, der skulle være leder af sådan en sorggruppe, at jeg havde nogle bedre redskaber til at lede sådan en, end jeg synes, at jeg har i dag. Og det er egentlig det, jeg efterlyser lidt og måske synes, jeg troede, at jeg ville få på det der andet kursus. Men det der går op for mig, det er, at det er svært. (C: Så?). Så jeg kunne godt tænke mig at have en drejebog til, hvordan man gjorde det. Altså eller en opskrift på Sådan her får du den gode sorggruppe!. (C: Ja.). Og i hvert fald så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad man skulle gøre, hvordan man hurtigt kunne rette op på noget, som gik galt. Fx at én blev for ked af det og at Fordi det man frygter med sorggrupper, det er, at de bliver mere kede af det, end de var da de kom [Griner]. (D2: Ja.). Ligesom vi frygtede, når vi har vi arbejder meget med, når vi har stressgrupper, at vi ikke skal snakke om, hvorfor vi er så stressede og stress, fordi stress det smitter. Så, så der snakker vi hele tiden om, hvordan vi løse problemet, ikk'? Og det er C: Så en drejebog til gode sorggrupper. D3: Ja altså hvordan er det? En opskrift, så man er sikker på, at man ikke falder i og gør noget forkert. Også hvor der i den ligger en mulighed for at rette op på ting, der går galt. Men det tænker jeg så, at det er måske, at man skal være to vejledere. Man skal være minimum to vejledere hver gang. (C: Så det ). Der skal være to vejledere til alle. D1: Ja. C: Så det kunne også være D3: Det er i hvert fald én af mulighederne, fordi så tager den ene lige den elev under armen og går en tur, mens den anden fortsætte der, hvor man slap. C: Super. Ja. Peter og undskyld at jeg har kaldt dig, jeg er blevet rettet i pausen. D1: Jamen det er jeg vandt til [Griner]. (Alle griner) 19

20 C: Hvis du skulle drømme stort om hvad kunne dit drømmescenarie så være i forhold til de her (D1: Sorggrupper?). Ja. Ikke sorggrupper, men de her sorgramte unge. D1: Ja. P: Det kan være alle, altså alt hvad der kunne være et initiativ overfor det. (C: Ja.). D3: Altså jeg kunne godt fortsætte. Jeg kunne godt tænke mig, at det hjalp. D2: Ja [Griner]. D1: Ja. C: Jeg lukker lige ned for dig [D3, red.], du får ordet igen. D3: Ja ja, at man var sikker på (D1: ja at man bare lige kunne [utydelig tale] og så gik det over). Ja, at det ikke altså, en succes, en succesgaranti [Griner]. P: Ja, fordi du sagde en sikring mod hvad var det? At det gik galt? D3: Ja altså, hvad kan man, hvad er det, jeg mener med det? Jeg mener, i den drejebog skal der ligge sådan en eller anden (D4: Skabelon?) ja eller skabelon, skal der ligge en nødbremse (P: Ja, okay.). Altså sådan så hvis det nu ikke går som det, som forventet, vi har jo med mennesker at gøre (C: Ja.), at man så hurtigt kan rette op på det, og man også ved, hvordan man retter op på det. Og jeg tænker, og det var jo så også det, jeg kommer med. Et af forslagene til, hvad det kunne være, det er det der med, at man er to. Så den ene gør noget og den anden gør noget andet. Og så vil jeg gerne have en succesgaranti. P: En succesgaranti? Inklusiv sikring og Det synes jeg er i orden. C: Super! D1: Ja [Griner]. D3: Ja [Griner]. Det skal fandme være godt det der. (D4: kommer tilbage til workshoppen fra det møde, som hun har været til henover pausen mellem kritikfasen og utopifasen.) C: Det kan være, at vi lige skal ridse op, hvad det er, vi er gået i gang med. Vi er nemlig kommet til utopifasen og nu må du bare drømme løs, fantaserer så vildt du overhovedet kan over, hvordan du kunne tænk dig det her nogle sorginitiativer for de her sorgramte unge. Ja? D4: Ja, godt. C: Nå Peter, hvad drømmer du om? D1: Jamen jeg drømmer om mange forskellige ting, men nu er det jo så lige det her det drejer sig om (C: Ja.). Øhm [Griner]. Jamen jeg kunne selvfølgelig også godt tænke mig en succesgaranti og så kunne jeg også godt tænke mig at være fantastisk veluddannet i at takle den slags ting der. Og jeg kunne gøre at der egentlig ikke var nogen økonomisk begrænsning for, hvad jeg kunne lave med dem. Altså tage dem med 20

21 en weekend et eller andet specielt sted hen, hvor man så kunne rigtig komme ind på livet af dem og snakke med dem. (C: Ja.), (D3: Der er ingen begrænsninger ). Hvis de havde lyst til det. C: En weekend væk. (D3: Mmh). Ja, godt. D2: Hmm Jeg kunne godt tænke mig, at omgivelserne ikke sådan var berøringsangste omkring det. Ja altså omkring de her tabuer. Altså at man, at sådan andre mennesker man møder, de bare sådan [D2 knipser flere gange med fingrene] Hvordan går det? eller Hvordan har du?, tør spørge, ikk? (C: Mmh.). Altså det kunne jeg godt, jeg kunne godt, jeg ved ikke lige helt hvordan, men jeg kunne helt vildt godt tænke mig, at de Så var det måske slet ikke nødvendigt med en sorggruppe. D3 og D4: Naahhhh [Griner]. D3: Du kunne godt tænke dig, at det ikke var nødvendigt med sorggrupper. D2: Ja [Griner]. (Alle griner.) C: Ja. D1: Det er ikke rigtigt et problem. D2: [Griner]. Hvis nu bare folk de ville engang imellem lige sige: Nu er der gået ca. en måned siden jeg spurgte sidst, hvordan har du det? -agtigt. C: Ja. P: Så altså (C: Ingen berøringsangst.), ingen berøringsangst. D2: Ja. D3: Mmh. C: Ja. Anne Marie. D3: Nej jeg tror da, at det er Helle først? D4: Narh, for jeg er ikke færdig med at tænke endnu. (D2: [Griner].) D3: Nå, altså jeg kunne godt tænke mig, det er lidt ligesom det der med Peter, der godt vil på tur. Jeg kunne godt tænke mig, at rammerne bare var i orden, at man kunne diske op sådan her for mine elever [henviser til det bord deltagerene sidder om til workshoppen, som har dækket med forskelligt spise og drikke]. (C: Ja, ja.). At I kom og lavede det her, hver gang jeg skulle have sorggrupper. [Griner]. D1: [Griner]. C: [Griner] Ja. P: Jeg skriver ubegrænsede rammer. C: Ubegrænsede rammer. D4: Jeg vil gerne se, når dine sko ikke holder dig længere [henviser til, at Pernille står i en lidt akavet stilling, for at kunne skrive på den nederste del af plakaten.] 21