Regeringens Velfærdskommission: Modangreb og tilbagetog

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Regeringens Velfærdskommission: Modangreb og tilbagetog Skrevet af: Henrik Herløv Lund Offentliggjort: 15. september Indledning: Kritikken af Regeringens Velfærdskommission Regeringens Velfærdskommissions prognoser er fra forskellige side, herunder fra Den alternative Velfærdskommission (DAV) [1], fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AER) [2] samt fra velfærdseksperter fx professorerne Bent Greve og Jørgen Goul Andersen [3], blevet kritiseret skarpt for både at være for usikre og baseret på for pessimistiske forudsætninger. Kritikken har blandt andet gået på følgende: For det første vælges en for pessimistisk forudsætning om, at øget levetid kun vil medføre "flere år på plejehjem", hvorved en levetidsforlængelse bliver meget dyr. For det andet undervurderes stigningen i befolkningens uddannelsesniveau over de næste 40 år. Og jo højere uddannelsesniveau, jo senere vil de pågældende være tilbøjelige til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og jo større arbejdsstyrke vil arbejdsstyrken derfor være. For det tredje gås ud fra en uændret lav erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere i de næste år For det fjerde vælges at se bort fra, at der gennem mange års overenskomstforhandlinger har været en tendens til at øge indbetalingerne til de arbejdsmarkedsaftale pensionsordninger [4]. For det femte fastholder Regeringens Velfærdskommission gennem alle årene en ledighed på omkring 5 % samt et stort set uændret niveau for antal personer på overførselsindkomster og vælger hermed at se bort fra muligheden af en forøgelse af arbejdsstyrke og beskæftigelse gennem reduktion af ledigheden og reduktion af antal sygedagpengemodtagere, revalidender mm. Endelig kritiseres Regeringens Velfærdskommission for det femte for i de økonomiske modelberegninger, som ligger til grund for beregningerne at antage, at øget samfundsøkonomisk vækst blot vil forøge underskuddet på de offentlige finanser i de kommende årtier samt at arbejdsløsheden uanset den økonomiske udvikling ligger fast på 5 % [5]. Essensen af kritikken af beregningsforudsætningerne er, at Regeringens Velfærdskommission i betydelig grad overvurderer de samfundsøkonomiske og statsfinansielle problemer, som afgangen af ældre fra arbejdsmarkedet vil skabe frem til DAV har forsigtigt vurderet, at op til halvdelen af det af Regeringens Velfærdskommission forudsagte samfundsøkonomiske problem i 2005 kan tilskrives kommissionens valg af pessimistiske forudsætninger [6]. AER føjer hertil en kritik af Regeringens Velfærdskommission for at bruge en uforholdsmæssigt lav kalkulationsrente og når hermed frem til en endnu hårdere dom, nemlig at de samfundsøkonomiske problemer i 2041 kun vil udgøre omkring ¼ af det af Regeringens Velfærdskommission forudsagte [7]. Essensen af kritikken af Regeringens Velfærdskommissions økonomiske model er, at kommissionen hermed på et forenklet og virkelighedsfjernt grundlag afskriver muligheden for at bidrage til finansiering af velfærdsordningerne gennem en vækst- og beskæftigelsesstrategi. Og at der hermed kun bliver en besparelses- og velfærdsnedskæringsstrategi (af Regeringens Velfærdskommission kaldet tilpasningsstrategi) tilbage til at løse de reelle finanspolitiske problemer, som måtte blive tilbage når velfærdskommission som oven anført renses for sine overdrevent pessimistiske forudsætninger. Regeringens Velfærdskommission er imidlertid her i forsommeren gået til modangreb. Kommissionen har dels i artiklen "Velfærd til debat" taget til genmæle overfor undertegnede og Den alternative Velfærdskommission, dels har Regeringens Velfærdskommissions formand Torben M. 1 / 19

2 Andersen over flere omgange i Politikken og Jyllandsposten udkæmpet en debat med formanden for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Professor Christen Sørensen [8]. Regeringens Velfærdskommission har helt overordnet beskyldt kritikkerne for at "shoppe rundt i Regeringens Velfærdskommissions følsomhedsberegninger og...konsekvent vælge de mest optimistiske forløb" ved at se bort fra "modgående tendenser, der til gengæld trækker udgifterne opad" [9]. Regeringens Velfærdskommission mener helt overordnet, at kritikerne ser bort fra nogle generelle udgiftsøgende tendenser de næste mange år (øget udgiftspres/standardglidning samt ønske om nedsat arbejdstid). Og på de ovennævnte konkrete områder, hvor kritikerne har angrebet kommissionen (øget plejebehov og stigende levealder respektive stigende uddannelsesniveau respektive øget erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere), mener kommissionen også, at der er nogle helt konkrete modgående dvs. udgiftsøgende tendenser, som kritikkerne ikke tager hensyn til. Regeringens Velfærdskommission er altså gået til modangreb. På det seneste har kommissionen imidlertid i et dobbeltinterview mellem Torben M. Andersen og Chresten Sørensen [10] indrømmet, at kritikkerne faktisk har ret i, at kommissionens beregninger er behæftet med meget stor usikkerhed og kan tegne et alt for drastisk billede af de samfundsøkonomiske problemer som følge af ældreudviklingen frem til Torben Andersen vedgår, at "Vi kan ikke sige, om (størrelsen af den nødvendige skattestigning til at finansiere velfærdsordningerne i 2040) bliver 8, 7 eller 6 eller 10". Hermed synes Regeringens Velfærdskommission på tilbagetog, idet man jo hermed har langt hen ad vejen givet kritikkerne ret. Men Torben M. Andersen fastholder alligevel, at " Regeringens Velfærdskommission blot beskriver realiteterne" [11]. Svarende hertil har han i sit seneste debatindlæg [12] anført, at " De velfærdsordninger, vi har, er ikke finansielt holdbare...(og) I takt med de demografiske forandringer bliver ganske betydelige skattestigninger nødvendige... I Regeringens Velfærdskommission har vi præsenteret en beregning af den nødvendige permanente stigning i bundskatten for at løse dette finansieringsproblem...og resultatet er en permanent stigning i bundskatten på 8,7 pct. point" [13]. På baggrund af Regeringens Velfærdskommissions insisteren vil det derfor i den følgende artikel - med udgangspunkt i "Velfærd til debat" samt med henvisning til debatten med AER / Christen Sørensen - blive forsøgt at kigge nærmere på Regeringens Velfærdskommissions modkritik og på Regeringens Velfærdskommissions argumenter for sine beregningers holdbarhed. Først gennemgås Regeringens Velfærdskommissions overordnede argumentationslinie overfor kritikken. Dernæst vurderes de af Regeringens Velfærdskommission konkret anførte modgående tendenser på områderne: levealder og uddannelsesniveau. Videre diskuteres de helt generelle udgiftsøgende tendenser (nedsat arbejdstid og generelt udgiftspres), som Regeringens Velfærdskommission også mener vil opveje kritikernes mindre pessimistiske forudsætninger. Og endelig behandles Regeringens Velfærdskommissions antagelser vedr. økonomisk vækst. Sidst sammenfattes kritikken og der konkluderes udfra diskussionen i artiklen vedrørende korrektion af Regeringens Velfærdskommissions holdbarhedsberegninger. 2. Regeringens Velfærdskommissions modkritik: Sjus i stedet for beregninger I artiklen "Velfærd til debat" anfører Regeringens Velfærdskommission, at "... en hensigtsmæssig måde at diskutere betydningen af usikkerhed indebærer, at man må anlægge realistiske vurderinger af enkeltelementerne. Ellers risikerer man at komme til at undervurdere usikkerhedens betydning" [14]. Man kan helt grundlæggende kun være enig med Regeringens Velfærdskommission i påpegningen af vigtigheden af at anlægge realistiske vurderinger af enkeltelementerne i forbindelse med beretninger. 2 / 19

3 Problemet er imidlertid, at kommissionen ikke selv følger den opskrift. Når den i første omgang side udregner sine prognoser udfra pessimistiske vurderinger af plejebehov som følge af stigende levealder, udfra en pessimistisk vurdering af stigningen i uddannelsesniveau og udfra en pessimistisk vurdering af erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere, så præsenteres beregningerne altid troligt eksakte. Kritikken har heroverfor svaret med tilsvarende eksakte og underbyggede beregninger og argumenter udfra minder pessimistiske forudsætninger, hvorved kritikerne som anført når til et langt lavere samfundsøkonomisk problem i Men når kommissionen så skal svare herpå og imødegå kritikken, ja så bliver den pludselig anderledes ulden i mælet. Kritikkernes beregninger mødes af kommissionen med løse betragtninger over "modgående tendenser", som kommissionen mener vil trække i udgiftsforøgende retning. Modgående tendenser som blot opregnes kvalitativt uden et forsøg på en mere eksakt kvantitativ opgørelse og beregning. Når kommissionen på dette grundlag afviser mindre pessimistiske beregninger med, at der er modgående tendenser, som trækker ligeså meget i udgiftsforøgende retning, ja så har vi for jo strengt taget kun kommissionens ord for, at det forholder sig sådan. At de modgående, udgiftsforøgende tendenser opvejer de mere optimistiske beregninger, ved vi jo faktisk ikke, for Regeringens Velfærdskommission har ikke regnet på det og dokumenteret det. Og man må her også spørge: Hvis Regeringens Velfærdskommission mener, at disse "modgående tendenser", der trækker i retning af forøgede velfærdsudgifter er så sandsynlige, realistiske og vigtige, hvorfor har kommissionen så ikke forsøgt at beregne effekten heraf mere præcist? Svaret er nok, at det har Regeringens Velfærdskommission ikke, fordi man faktisk ikke ved, hvor sandsynlige og realistiske disse "modgående tendenser" er og slet ikke ved, hvilken økonomisk effekt, der kan blive tale om af disse modgående tendenser. I stedet for realistiske beregninger af enkeltelementer, får vi med andre ord en omgang høkerregning, hvor Regeringens Velfærdskommission sjusser sig frem til, at de modgående, udgiftsforøgende tendenser "nok" opvejer kritikernes mindre pessimistiske forudsætninger. Hvorved de oprindelige beregninger fra Regeringens Velfærdskommission alligevel kan fremstå som den gyldne mellemvej. Men som anført uden at der ligger nogen som dokumentation eller beregninger til grund herfor Regeringens Velfærdskommissions generelle argumentationslinie og metodik fremstår hermed generelt som byggende på løse antagelser uden dokumentation eller nærmere beregningsgrundlag. Regeringens Velfærdskommission 3. Det er ikke realistisk med øget levealder som følge af primært øget medicinsk indsats Når det gælder øget levealder, har Regeringens Velfærdskommission som anført populært sagt den forudsætning i beretningerne, at flere leveår kun betyder flere år på plejehjem at levetidsforøgelsen derfor bliver meget udgiftskrævende. Det afgørende i Regeringens Velfærdskommissions beregninger er navnlig antagelsen om en med levealderen stærk forøgelse af længden af den sidste stærkt plejekrævende livsfase (terminalfasen). Det resultat når kommissionen frem til ved at tage som udgangspunkt, at udgifterne til sundheds- og plejeforanstaltninger følger en bestemt aldersprofil, hvorved udgifterne til pleje og medicin udfra antagelsen om stigende levealder og deraf følgende vækst i de ældre aldersgrupper vil vokse hurtigere end resten af økonomien. Hertil har kritikkerne for det første anført, at det er den sidste livsfase (terminalfasen) som er meget pleje- og dermed udgiftskrævende og at trækket på sundhedsydelserne i stedet må ses som funktion 3 / 19

4 af restlevetiden, hvilket der findes empirisk belæg for i dansk statistik [15] og i internationale undersøgelser. For det andet har kritikerne fremført, at hvis levealderen stiger - hvilket ingen ved noget som helst om - så må det være en konsekvens af mere raske og dermed længere levende pensionister. Og hvis fremtidens pensionister bliver raske længere op i livet, så vil den sidste livsfase (terminalfasen) tilsvarende senerelægges - ikke blot forlænges, som Regeringens Velfærdskommission antager. Derfor behøver øget levealder ikke at indebære de voldsomt stigende sundhedsudgifter, som kommissionen regner sig frem til. Regnes der med udgangspunkt i denne forudsætning, fås som konsekvens et betydeligt lavere udgiftspres i 2040 [16]. I 2040 vil udgiftspresset således i % af BNP være omkring 0,8 % lavere end Regeringens Velfærdskommissions beregning [17]. Kommissionen medgiver, at dette faktisk kan blive tilfældet [18]. Men man anfører jf. ovenstående efterfølgende et antal konkrete modgående tendenser, der til gengæld vil trække udgifterne opad: 1. Flere vil leve længere i kraft af lægevidenskabens landvindinger, hvilket vil skabe et udgiftspres. 2. Teknologisk udvikling i lægevidenskaben fører til dyrere behandlinger og udgiften herved er typisk større en gevinsten ved flere sunde leveår. 3. Endvidere er der risiko for pres på udgifterne pga. livsstilsbetingede sygdomme. 4. Og endelig ses der bort fra det pres på sundhedsudgifterne, der kommer i takt med nye muligheder og stigende velstand. Punkt 4 vil der blive vendt tilbage til i senere i afsnittet om Regeringens Velfærdskommissions mere overordnede tendenser. Til Regeringens Velfærdskommissions øvrige argumenter kan der for det første jf. ovenstående anføres, at der også her er tale om "slag på tasken" uden konkrete beregninger eller dokumentation bag. Bortset herfra består kommissionens 2 første punkter af en gentagelse af de forhold, som kommissionen allerede har opregnet som argument for, at levealderen kan forventes at stige, uden at sundheden øges. For når kommissionen ikke mener, at en længere levetid vil være udtryk for en sundere befolkning, så kan den længere levetid jo kun komme i kraft af, at de ældre så holdes "i live" af bedre medicinsk behandling og af intensiv pleje og omsorg. Kommissionen svar til kritikken byder således her ikke på meget nyt, kun genbrug af tidligere argumentation. Spørgsmålet er endvidere, om det er særlig realistisk, at den danske sundhedssektor vil være i stand til at levere en sådan kraftanstrengelse, at det i sig selv hæver befolkningslevealder generelt med 4 år. Det vil i givet tilfælde uden tvivl indebære en ganske kraftig stigning i ressourceindsatsen - heri har kommissionen utvivlsom ganske ret. Men kommissions egen konklusion er jo, at det er der ikke råd til. Tages Regeringens Velfærdskommissions øvrige argumentation på ordet, virker en antagelse om en sådan ressourcetilførsel til og kraftanstrengelse af den danske sundhedssektor derfor ikke særlig realistisk. Dette betyder, at enten indtræder den af Regeringens Velfærdskommission forventede levetidsforøgelse alligevel ikke, fordi de krav til sundhedssektoren, som det stiller, ikke kan opfyldes. Eller også kommer levetidsforøgelsen, men ikke i kraft af øget medicinsk og behandlingsmæssig indsats, men ikraft af, at de ældre er længere raske. At levetidsforøgelsen slet ikke kommer er absolut ikke usandsynligt [19]- uanset Regeringens Velfærdskommissions levetidsprognoser, så aner ingen jo om levetiden faktisk kommer til at vokse [20]. I den retning peger også kommissionens 3. argument, hvor man nævner risikoen for, at der vil komme nye livsstilsbetingede sygdomme oven i de eksisterende. Dette er heller ikke usandsynligt - man behøver kun at overveje konsekvenser af den igangværende såkaldte "fedme - epidemi" [21]. Men uanset årsagen til at levetiden evt. alligevel ikke stiger, så vil den økonomiske effekt være, at 4 / 19

5 den af velkommissionen beregnede forøgelse af de offentlige udgifter vil ikke indtræffe i og med at levetidsforøgelsen så heller ikke indtræffer. Kommer levetidsforøgelsen alligevel, så kommer den som kritikkerne af Regeringens Velfærdskommission har påpeget ikke så meget i kraft at øget medicinsk og sundhedsmæssig indsats som i kraft af, at befolkningen er længere raske og dermed har senere brug for en plejehjemsplads og for hjemmehjælp. Danske undersøgelser tyder på, at der faktisk i de seneste 20 år har været en sådan tendens til forbedret helbred for de ældre over 65 og at det er den generelt forberede sundhed, som står bag den skete levetidsforøgelse i de senere år [22]. Men i så tilfælde er det ikke relevant som Regeringens Velfærdskommission gør, at antage at udgifterne hænger sammen med levetidsforøgelsen, men langt mere relevant - som kritikerne gør - at antage at udgifterne hænger sammen med restlevetiden. Og både danske [23]og internationale undersøgelser [24] peger på, at restlevetiden har langt bedre forklaringskraft i relation til trækket på sundhed end alder. Ligesom internationale undersøgelser (OECD) oven i købet peger på, at jo højere levealder, jo længere er befolkningen i gennemsnit sunde og raske [25]. Stiger levetiden med andre ord, således som Regeringens Velfærdskommission tror, vil det snarere resultere i senere, men kortere restlevetid og dermed lavere pleje og sundhedsudgifter end i dag. Konklusionen er således, at Regeringens Velfærdskommissions forsøg på "modkritik" på dette område må afvises som værende for løs og som navnlig værende uden tilstrækkeligt grundlag. Kritikkernes korrektion af Regeringens Velfærdskommissions hovedprognose på dette område må derfor fastholdes. 4. Regeringens Velfærdskommissions svar på kritikken vedrørende øget uddannelsesniveau og senere tilbagetrækning Vedrørende øget uddannelsesniveau har Regeringens Velfærdskommission den forudsætning i beretningerne, at alle personer under 30 år vil opnå samme fordeling efter uddannelsesniveau som nuværende 30- årige og at uddannelsesniveauet ikke øges efter det fyldte 30 år. Kritikken af Regeringens Velfærdskommission er her gået på, at kommissionen undervurderer befolkningens velfærdsniveau af 2 grunde: at omkring 30 % af de, som i 2002 tog en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse var over 29 og dermed ikke medregnes i Regeringens Velfærdskommissions opgørelse. Frem til 2040 betyder det, at Regeringens Velfærdskommission regner med at 30 % af befolkningen vil erhverve en videregående uddannelse. Medregner man de over 29 år, bliver resultatet i stedet 43 % [26]. at fra generation til generation stiger andelen af de, som vælger en videregående uddannelse. Fra 1998 til 2003 steg den andel af de årige som valgte videregående uddannelse fra 20% til 24 % og fremskriver man udviklingen vil der i 2020 være 33 % og i 2040 være 40 %. Hvor Regeringens Velfærdskommission altså bliver stående på de 24 %. Denne forskel har som anført i artiklen: "Regeringens Velfærdskommission: Politik iklædt som økonomisk nødvendighed" en betydelig konsekvens, idet der jf. finansministeriet [27] kan konstateres en tendens til jo højere uddannelse, jo senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. I 2002 var således den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder for ufaglærte 60,3 år og for personer med lang videregående uddannelse 60,4 år. Forskellen i beregningen af befolkningens fremtidige uddannelsesniveau har derfor stor betydning for opgørelsen af den fremtidige arbejdsstyrke. Hvor Regeringens Velfærdskommission når frem til, at stigende uddannelsesniveau gennem senere 5 / 19

6 tilbagetrækning bidrager til arbejdsstyrken med ca , stiger bidraget til arbejdsstyrken til ca , når det fulde uddannelsesniveau jf. ovenstående medregnes [28]. Herigennem reduceres udgiftspresset i 2040 i % af BNP med 4,4 % i forhold til de af Regeringens Velfærdskommission beregnede 2,4, % altså en forbedring på 2,0% af den samlede forværring på omkring 8,5 % i 2040, som Regeringens Velfærdskommission har beregnet. Regeringens Velfærdskommissions svar til kritik er jf. artiklen "Velfærd til debat" [29], 1. at de historiske erfaringer ikke understøtter, at stigende uddannelsesniveau giver tidligere tilbagetrækning, "idet uddannelsesniveauet er steget, samtidig med at tilbagetrækningsalderen er faldet" 2. at der er tegn på ændrede holdninger og ønske om en "tredje livsfase" efter tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet og at flere vil have råd til tidlig tilbagetrækning bl.a. på grund af arbejdsmarkedspensioner og privat pensionsopsparing i øvrigt 3. at beskæftigelseseffekten af øget uddannelse i høj grad skyldes en antagelse om, at øget uddannelse vil mindste antallet af førtidspensioner, men at denne antagelse ikke nødvendigvis er rigtig, fordi årsagen til førtidspensionen i mange tilfælde også er årsag til at vedkommende ikke har fået uddannelse. Til Regeringens Velfærdskommissions første modargument kan generelt siges, at Regeringens Velfærdskommission sammenblander effekten af en ændret befolkningssammensætning med effekten af politiske beslutninger, regelændringer, økonomiske konjunkturer osv. Virkeligheden er sammensat og et resultat af alle disse forholds sammenspil. Man kan ikke tage en enkelt forklarende faktor som f.eks. uddannelsesniveauet og så gøre det til forklaringsfaktor for hele den historiske udvikling i den epoke. Regeringens Velfærdskommission ser i den forbindelse bort fra, at der i perioden har været en række nok så stærke kræfter på spil, som har skubbet i retning af tidligere tilbagetrækning samtidig med at stigende uddannelsesniveau har skubbet mod senere tilbagetrækning: dårlige økonomiske konjunkturer, vedvarende høj arbejdsløshed og politiske beslutninger om at i lyset af bl.a. arbejdsløsheden at muliggøre tidligere tilbagetrækning. Kræfter som har været så stærke, at de momentært har overlejret tendensen til, at højere uddannelse indebærer tilbøjelighed til senere tilbagetrækning. At tilbagetrækningsalderen i den nævnte periode er faldet på trods af det stigende uddannelsesniveau viser dermed kun, at der har været flere og stærkere kræfter på spil end uddannelsesniveauet, men beviser ikke, at tendensen ikke er der. Modsat kan hverken Regeringens Velfærdskommissions eller kritikerne beregninger af den fremtidige virkning af uddannelsesudviklingen på tilbagetrækning heller ikke tage højde for, om der f.eks. kommer nye økonomiske depressioner, megaarbejdsløshed og politiske beslutninger om reduceret pensionsalder for at begrænse ledighed i den forbindelse. De fremadrettede beregninger kan kun søge at vise de rene demografiske virkning af højere uddannelsesniveau alt andet lige dvs. under de nuværende økonomiske forudsætninger. Regeringens Velfærdskommissions anden modgående tendens var, at der er generelle ønsker i befolkningen om tidligere tilbagetrækning, der fremover vil opveje tendensen til senere tilbagetrækning som følge af højere uddannelse. Det kan imidlertid diskuteres om ønskerne vedrørende tilbagetrækning kan formuleres så enkelt, at der er et generelt ønske i befolkningen om tidligere tilbagetrækning. Spørgsmålet er, om der i befolkningen ikke snarere er ønsker om en større grad af fleksibilitet dvs. om at man på den ene side kan tilpasse arbejdstid og arbejdsvilkår for seniorer, men at man omvendt på den anden side har fleksibilitet og muligheder for at kombinere 6 / 19

7 delpension og deltidsarbejde i stedet for en fast tilbagetrækningsalder. Endelig indvender Regeringens Velfærdskommission for det tredje imod de mindre pessimistiske beregninger af effekten af stigende uddannelsesniveau, at den af kritikerne beregnede stigning i arbejdsstyrken som følge af stigende uddannelsesniveau især kommer fra en reduktion i antal førtidspensionister. Regeringens Velfærdskommission anfører hertil, at antagelsen om en sådan reduktion i antal førtidspensionister ikke nødvendigvis er rigtig, fordi årsagen til førtidspensionen i mange tilfælde også er årsag til at vedkommende ikke har fået uddannelse. Her må man på den ene side holde fast i, at der statistisk er en negativ korrelation mellem uddannelse og førtidspension dvs. jo højere uddannelse, des lavere risiko for førtidspension. Men omvendt kan man ikke erklære sig uenig med Regeringens Velfærdskommission, at der for personer blandt førtidspensionisterne med store sociale, psykiske og misbrugsbrugsproblemer nok vil være tale om tildeling af førtidspension uanset uddannelse [30]. Den samlede tilgang til arbejdsstyrken frem til 2040 som følge af fuld fremskrivning af det stigende uddannelsesniveau kan opgøres til i alt omkring personer eller godt mere end forventet af Regeringens Velfærdskommission. Denne forøgelse af arbejdsstyrken svarer til en lempelse af nettoudgifterne som andel af BNP på 2,1 % [31] i forhold til den af Regeringens Velfærdskommissions beregnede samlede stigning af nettoudgifterne i % af BNP på 7,8 %. Af denne forøgelse på stammer de godt fra reduktion i antal modtagere af førtidspension [32]. Holdes den del af stigningen, som skyldes reduktion i antal førtidspensionister, helt udenfor, jf. velfærdskommissionens argumenter herom, vil stigningen i arbejdsstyrken falde til ud over det af velfærdskommission beregnede. Hermed bliver lempelsen af det af velfærdskommissionen statsfinansielle underskud 2001 til 2041 tilsvarende mindre. Eksklusive bidraget fra reduktion i antal førtidspensionister, vil fuld fremskrivning af det stigende uddannelsesniveau så give en reduktion i nettoudgifterne i % af BNP på 1,2 %. Regeringens Velfærdskommission indvendinger kan således måske modificere gennemslaget af det øgede uddannelsesniveau på tilgangen til arbejdsstyrken, men ændrer ikke ved, at der her er en mangel i Regeringens Velfærdskommissions argumentation og beregninger. Konklusionen er således, at Regeringens Velfærdskommissions forsøg på "modkritik" på dette område må tilbagevises for så vidt som kommissionen klart har undervurderet stigningen i uddannelsesniveauet. Det må dog medgives kommissionen, at kommissionens kritikere måske har vurderet gennemslaget heraf på tilbagetrækningen og dermed på arbejdsstyrken lidt højt. Kritikkernes korrektion af Regeringens Velfærdskommissions hovedprognose på dette område kan fastholdes, men på lidt lavere niveau. 5. Regeringens Velfærdskommission og kritikken vedrørende erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere og på kritikken vedrørende undervurdering af opsparing i arbejdsmarkedspensioner Vedrørende erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere har Regeringens Velfærdskommission som tidligere anført den forudsætning i beregningerne, at erhvervsdeltagelsen i de enkelte herkomstgrupper fastholdes på niveauet for 2002 dvs. at den nuværende lave erhvervsfrekvens for indvandrere, flygtninge og deres efterkommere Kritikken af Regeringens Velfærdskommission er her gået på, at kommissionen undervurderer den fremtidige udvikling på dette område, idet kommissionen ser bort fra den med tiden fremadskridende assimilering af navnlig efterkommerne 7 / 19

8 og den ser bort fra den vedvarende offentlige indsats for at øge integrationen og dermed erhvervsfrekvensen - et område der jo hidtil har haft meget politisk fokus og uden tvivl fortsat også vil have det [33]. kommissionen ser bort fra, at der med den stigende afgang fra arbejdsmarkedet af indfødte danskere, der går på pension, vil der klart opstå en kraftig efterspørgsel efter arbejdskraft, der vil være en kraftig støtte for bestræbelserne på at bringe indvandrere og deres efterkommere i beskæftigelse [34]. Velfærdsfærdskommissionens forudsætning om uændret lav erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere er derfor alt for pessimistisk og har her en klar økonomisk virkning - den samme virkning som også andre af kommissionens pessimistiske forudsætninger har, nemlig at forøge det forventede offentlige udgiftspres udover det rimelige og realistiske. Erhvervsfrekvensen for indfødte danskere var i 2002 på 77 %, mens den for indvandrere fra mindre udviklede lande var 46 % [35]. Antages det alternativt, at det frem til 2040 lykkes at halvere gabet herimellem, vil det forøge arbejdsstyrken med omkring i forhold til Regeringens Velfærdskommissions beregning og naturligvis samtidig reducere antallet af personer udenfor arbejdsstyrken [36]. Det er bemærkelsesværdig, at Regeringens Velfærdskommission ikke har svaret på denne del af kritikken, hvilket må tages som en stiltiende erkendelse af kritikken på dette punkt er berettiget. Kritikernes korrektion af på dette område af velfærdskommissions hovedprognose må derfor modificeres. Derimod har Regeringens Velfærdskommission i "Velfærd til debat" taget til orde mod undertegnedes synspunkt, at indvandring under visse betingelser kan bidrage til løsning af problemet med den tiltagende afgang fra arbejdsmarkedet af etnisk indfødte danskere. Torben Andersen m.fl. anfører, ".. at hvis den årlige indvandring stiger med fx personer med samme demografiske og økonomiske adfærd som nuværende indvandrere fra mindre udviklede lande, vil den offentlige sektors finansieringsproblem vokse således, at det kræver en permanent ekstra stigning i bundskatten på 2 procentenheder". I den forbindelse er det imidlertid forudsætningen om "samme demografiske og økonomiske adfærd som nuværende indvandrere fra mindre udviklede lande" som er central. For hermed tager Regeringens Velfærdskommission jo udgangspunkt i den oven omtalte nuværende lave erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere. Hvad undertegnede diskuterede var dels muligheden af øget indvandring fra mere udviklede lande, navnlig de nye EU-medlemslande fra Øst - Europa, hvilket Regeringens Velfærdskommission selv har beregnet til et svagt positivt bidrag de offentlige finanser [37] dels øget indvandring generelt under forudsætning af en forbedret integrationsindsats og dermed forhøjet erhvervsfrekvens for indvandrere [38]. Det er klart, at med den nuværende lave erhvervsfrekvens for indvandrere, så vil bidraget til finansiering af velfærdsstaten blive negativt, men det var altså heller ikke pointen. Vedrørende pensionsopsparing går Regeringens Velfærdskommission i sine fremskrivninger ud fra uændret dækning med arbejdsmarkedspensioner i forhold til det i den forrige indgåede overenskomst for LO-området aftalte, ifølge hvilket indbetalingsprocenten over de næste 3 år forøges til 10,8 %. Regeringens Velfærdskommission er her fra Den alternative Velfærdskommission blevet kritiseret for ikke at være opmærksom på, at indbetalingerne til opsparing i arbejdsmarkedspension jo imidlertid er blevet forøget gradvist og støt over de seneste mange års overenskomstforhandlinger. Selvom der da klart vil være en grænse for, hvor meget og især hvor hurtigt indbetalingerne kan forventes at blive forøget, så er der på den anden side næppe grundlag for at antage, at 8 / 19

9 lønmodtagerne og deres organisationer ønsker at stoppe på det nuværende niveau. Og selvom Regeringens Velfærdskommission ser offentlige finansieringsproblemer forude, indebærer fremskrivningerne det jo ikke ligefrem et fattigdomsforløb frem til Der vil altså være råderum til også fremover at øge pensionsopsparingen. Regeringens Velfærdskommission kommer hermed til at undervurdere omfanget af privat pensionsopsparing gennem arbejdsmarkedspensioner [39] ligesom man herved overvurderer i hvilket omfang "ældrebomben" kommer til at belaste de offentlige finanser. Det må også her bemærkes, at Regeringens Velfærdskommission ikke har svaret på denne del af kritikken, hvilket vel også her må tages som en stiltiende erkendelse af kritikken på dette punkt er berettiget. Regeringens Velfærdskommission har dog som en af sine variationsberegninger beregnet, at en forøgelse af indbetalingerne for alle beskæftigede fra 2007 med 3 % af lønnen vil nedbringe finansieringsproblemet med i 2041 med omkring 1,1 procentenheder, målt i mindre stigning af bundskattesatsen [40]. En så stor stigning på en gang er ikke realistisk, men derimod er det som anført realistisk at forvente en fortsat gradvis forhøjelse af indbetalingerne over også de en række af fremtidige overenskomstforhandlinger. Dette har kommissionen imidlertid ikke regnet på, men at opsparingen i form af arbejdsmarkedspensioner over en årrække kunne komme op på den anførte stigning må betragtes som realistisk. Den økonomiske effekt heraf vil naturligvis ikke være så kraftigt som med en hurtig og drastisk forhøjelse - men sker forhøjelsen over 3-4 overenskomstforhandlinger dvs. frem til 2016 vil den samlede effekt heraf ikke være ganske uvæsentlig. Undertegnede har skønnet, at stigningen i de offentlige nettoudgifters andel af BNP reduceres med 0,5 procentenheder [41]. Også på dette område fastholdes kritikernes korrektion af Regeringens Velfærdskommissions hovedprognose i oven anført omfang. 6. Regeringens Velfærdskommissions generelle modgående tendenser: Øget arbejdstid og pres for forbedret service Udover de nævnte "modgående tendenser" på ovennævnte konkrete områder mener Regeringens Velfærdskommission som nævnt, at kritikkernes mindre pessimistiske forudsætninger og beregninger også vil opvejes at nogle generelle udgiftsøgende tendenser, herunder navnlig: 1. Et pres for øget fritid og nedsat arbejdstid 2. Et pres for forbedringer af velfærdsservice [42] Hvad angår nedsat arbejdstid og øget fritid kan det ikke afvises, at der set over så lang en periode som frem til 2040 vil blive tale om ønsker om nedsættelse af arbejdstiden. Men igen er Regeringens Velfærdskommissions indvendinger mærkbart upræcise og løse. Spørgsmålet er jo her nok så relevant, hvilket omfang et sådan ønske om nedsat arbejdstid realistisk set kan have. I denne forbindelse er det jo på ingen måde realistisk at forestille sig, at den gennemsnitlige årlige arbejdstidsnedsættelse de seneste 100 år fortsætter i vores århundrede, således som Regeringens Velfærdskommission gør i en af sine variationsberegninger [43]. Den hidtil gennemførte arbejdstidsnedsættelse må ses i forhold til den i udgangspunktet historisk set høje arbejdstid og begrænsede fritid, som der var på arbejdsmarkedet for 100 år siden. Taget det nuværende udgangspunkt med hensyn til arbejdstid mv. i betragtning er yderligere nedsættelser af den ugentlige arbejdstid næppe sandsynlige i de nærmeste år. Faldet i arbejdstid har som bekendt været aftagende og er i de seneste år nærmest ophørt [44], hvilket bl.a. afspejler ændrede prioriteringer fra arbejdsmarkedets parter. Mere realistisk er derfor nok en udvidelse af ferien med fx en ekstra ferieuge, hvilket svarer til en reduktion af arbejdstiden frem til 2040 med yderligere 2½ % [45]. Det er i den forbindelse selvklart, at noget sådan vil indebære en reduktion af 9 / 19

10 nationalproduktet, hvilket betyder at udgifterne til offentlig service stiger som andel af BNP. Med andre vil presset på de offentlige finanser blive forværret, men forringelsen er på den anden side også til at overskue: De offentlige nettoudgifter vil øges med godt 0,8 [46] - 1,1 % af BNP [47]. Konklusionen er, at det må afvises at regne med en lige så stor reduktion i arbejdstiden som sket i de foregående 50 år, men at Regeringens Velfærdskommission må medgives, at det vil være realistisk at regne med en vis reduktion i arbejdstiden, hvilket i begrænset omfang kan forøge de finanspolitiske holdbarhedsproblemer frem til Spørgsmålet er dog også her, om ikke en arbejdstidsnedsættelse i nogen udstrækning vil give anledning til kompenserende produktivitetsforøgelser, som vil modvirke ovenstående? Hvad angår pres for velfærdsforbedringer gælder som tidligere konstateret, at Regeringens Velfærdskommissions formulering af "den modgående tendens" er løs og upræcis. Torben Andersen m.fl. formulerer det således: Regeringens Velfærdskommission har på trods af den markante udgiftsvækst til velfærdsservice i de sidste mange år alene beregnet finansieringsbehovet ved at opretholde eksisterende ordninger... (Men) vores opfattelse er, at disse forudsætninger efterlader fremskrivningerne med en optimistisk bias"[48]. Regeringens Velfærdskommission henviser her til, at den historiske udvikling af velfærdsservice har udvist større stigningstakter end udviklingen i den samlede økonomi og dermed har udgjort en voksende andel af BNP (fra 1971 til 2003 steget fra 13,4 % af BNP til 17,8 %) [49]. Fortsætter denne udvikling i indeværende århundrede vil det selvsagt lægge pres på finansieringen af velfærdsstaten udover, hvad den demografiske udvikling betinger. Regeringens Velfærdskommission har her beregnet, at hvis den individuelle offentlige service forøges med 0,15 procent pr. år frem til 2051, vil det op i mod fordoble finansieringsproblemet for det offentlige, idet behovet for en for skattestigning stiger fra 8,5 % af bundskatterne til 16,4 %. Og det ser jo umiddelbart ud til, at der sagtens kan forventes en stigning i velfærdsservice udover de nuværende standarder og hidtidig produktivitetstilvækst, når man betænker den af Regeringens Velfærdskommission ovenfor anførte historiske vækst i velfærdsservice. Men Regeringens Velfærdskommission glemmer her at tænke historisk. Den konstaterede historiske vækst i velfærdsservice er sand nok, men hænger i høj grad sammen med den i perioden skete revolution i familieforholdene og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Alt dette betingede den omfattende udbygning af den offentlige service med ældrepleje (plejehjem og hjemmehjælp mm.), med børnepasning (daginstitutioner) osv. I og med at man i Danmark valgte at løse omsorgsopgaver i offentligt regi for at kompensere for kvindernes erhvervsarbejde og opløsningen af kernefamilierne, var udgiftspresset på offentlig service kolossalt frem til 90 erne. Men opbygningen er sket og vi er i dag rykket væsentligt nærmere et mætningspunkt. Derfor er det langtfra så urealistisk at forestille sig langt lavere stigningstakter for udgifterne til velfærdsservice end det skræmmebillede, som Regeringens Velfærdskommission holder op med henvisning til velfærdsstatens opbygningsfase [50]. Det pres, som kommissionen truer med, vil være langt ringere i de næste årtier. Konklusionen er her, at Regeringens Velfærdskommissions forsøg på "modkritik" på dette område må afvises som stærkt overdrivende det mulige problem og som værende for løs og upræcis til at det kan indarbejdes i en korrektion af prognosen (hvorfor Regeringens Velfærdskommission da heller ikke har forsøgt sig med et realistisk overslag over størrelsen af et sådan pres for øget velfærdsservice). 7. Regeringens Velfærdskommissions antagelser vedrørende økonomisk vækst og de offentlige finanser samt arbejdsløsheden Regeringens Velfærdskommission er som anført af både DAV (Jesper Jespersen) og AER (Christen Sørensen) blevet kritiseret for i sin økonomiske model at lægge den antagelse til grund, at 10 / 19

11 økonomisk vækst blot forøger de finanspolitiske holdbarhedsproblemer frem til Hvorved man når frem til den paradoksale konklusion, at blot væksten modsat sættes tilstrækkeligt ned, kan det løse problemerne med at finansiere velfærdsordningerne. Jesper Jespersen har herudover tilføjet en kritik af modellen for - også paradoksalt - uanset væksten at fastholde en permanent ledighed på omkring 5 %. Selv om man intuitivt kan fornemme, at den er gal med Regeringens Velfærdskommissions virkelighedsforståelse, har kommissionens formand fastholdt, at sådan ser man faktisk virkeligheden forholder sig sådan: "Det er ikke noget mysterium at økonomisk vækst ikke løser velfærdssamfundets problemer.. Det er en simpel konsekvens af dynamikken i de offentlige budgetter og indretningen af det danske velfærdssamfund" [51]. Regeringens Velfærdskommission når frem til denne bizarre konklusion udfra 2 hovedpræmisser. For det første antagelsen om en ændret befolkningssammensætning i retning af flere pensionister med stigende middellevetid. For det andet en antagelse om, at overførselsindkomster og serviceudgifter til den enkelte vokser i samme takt som væksten [52]. Hvad vi ser her er konsekvensen af nogle af de fejl og svagheder, som vi foran har behandlet i Regeringens Velfærdskommissions beregningsforudsætninger vedrørende de økonomiske konsekvenser af evt. stigende levealder. Kommissionen har jo - jf. afsnit 3 - en fejlagtig opfattelse af, at øget levetid indebærer flere år på plejehjem. Og denne fejlvurdering betyder at en evt. levetidsforøgelse bliver enormt dyr i offentlige udgifter og indebærer hermed en voldsom overvurdering af de offentlige udgifter i de kommende årtier set i forhold til den økonomiske vækst. Regeringens Velfærdskommission. Men der er jf. afsnit 3 ikke grundlag for at antage, at levetidsforøgelsen vil medføre forøgede offentlige udgifter, snarere tværtimod. Og der er jf. afsnit 6 stærke argumenter for, at udviklingen i de offentlige udgifter vil være mere moderat end tidligere. Konklusionen er således, at en strategi for økonomisk vækst og øget produktion og beskæftigelsen kan bidrage væsentligt til at skabe det økonomiske grundlag for bevarelse af velfærdsstaten. 8. Sammenfatning: Uanset modgående tendenser er Regeringens Velfærdskommissions forudsætninger og prognoser forsat for pessimistiske I det foregående er Regeringens Velfærdskommissions modkritik gennemgået punkt for punkt og gennemgangen viser, at Regeringens Velfærdskommissions genmæle på en række punkter ikke holder vand. Modkritikken er for løs, mangler dokumentation og beregningsgrundlag. Den korrektion af Regeringens Velfærdskommissions prognoser, som kritikkerne har fremlagt, kan derfor i hovedsagen fastholdes, selvom korrektionsberegningerne dog på enkelte punkter (arbejdsstyrke effekt af øget uddannelsesniveau og effekt af nedsat arbejdstid) må modificeres. Nedenfor er det forsøgt at sammenfatte de korrektioner af Regeringens Velfærdskommissions samlede hovedprognose, som gennemgangen i indeværende artikel fører til: Tabel 1: Korrektion af Regeringens Velfærdskommissions beregningsforudsætninger. 11 / 19

12 Stigning i offentlige nettoudgifter i % af BNP : Stigning i statslig bundskattesats : I. Grundforløb ved uændret økonomisk politik: + 7,8 [53] + 8,7 [54] II. Korrektioner: a) Restlevetidsbestemte udgifter til velfærdsservice(længere raske ældre): -1,9 [55] -2,1 [56] b) Mere fyldestgørende fremskrivning af uddannelsesniveau, korrigeret vedrørende førtidspensioner jf. afsnit 4 : c) Højere erhvervsfrekvens for indvandrere og efterkommere -0,8 [57] til - 1,2 [58] - 0,7 [61]til -1,4 [62] -0,9 [59] til -1,3 [60] -0,8 [63] til - 1,6 [64] d) Gradvis forøgelse af indbetalingerne til arbejdsmarkedspensioner: e) Arbejdstidsnedsættelse svarende til en uges ekstra ferie: -0,5 [65] -0,6 [66] +0,8 til +1,1 [67] +0,9 til +1,2 I alt korrektion Min 2,8 Max 4,2 Min 3,2 Max 4,7 III. Restproblem med finansiering af velfærdssamfundet : Max. 5,0 Min. 3,6 Gns. 4,3 Max. 5,5 Min. 3,8 Gns. 4,7 Det fremgår altså, at det reelle problem med finansiering af velfærdssamfundet år 2041 ligger betydeligt under det af Regeringens Velfærdskommission beregnede og med et moderat skøn omtrent halveres, selv når der tages højde for de af kommissionen anførte "modgående tendenser". I ovenstående er der ikke indregnet det af AER kritiserede, at Regeringens Velfærdskommission over tid har anvendt en uforholdsmæssigt lav kalkulationsrente. Dette betyder ifølge AER, at selv meget fjerne underskud vejer uforholdsmæssigt tungt i Regeringens Velfærdskommissions beregninger og forøger dermed størrelsen af det af Regeringens Velfærdskommission beregnede finanspolitiske problem om år. [68] Efter AER s opfattelse berettiger dette til en yderligere korrektion af stigningen i nettoudgifterne i % af BNP i 2041 med omkring - 2 procentpoint. Regeringens Velfærdskommission har imidlertid kraftigt anfægtet dette, hvorfor vi her vil lade det står åbent, om denne yderligere korrektion skal medregnes [69]. Men uanset om det reelle finanspolitiske problem udgør en stigning i de offentlige nettoudgifter i % 12 / 19

13 af BNP på omkring 2-3 eller 4-5 % er der under alle omstændigheder tale om et betydeligt lavere niveau end det af Regeringens Velfærdskommission beregnede. Og som påpeget af DAV er der tiltag, som kan yderligere nedbringe den finanspolitiske problem i 2041 og bidrage til finansiering af velfærdsstaten [70]: Øget beskæftigelse: RVK regner heller ikke med større ændring i ledigheden eller i antal førtidspensionister, revalidender og sygedagpengemodtagere m.m. Også her vil den øgede efterspørgsel efter arbejdskraft efter sammen med en styrket offentlig arbejdsmarkedsindsats - skabe gunstigere muligheder for "geninddragelse på arbejdsmarkedet". DAV vurderer, at en samlet forøgelse af beskæftigelsen med personer vil være mulig. Forhøjelse af skatterne på selektive områder: Kapitalgevinster, boligbeskatning, formueskat samt afkast af pensionsopsparing. Det er områder i skattesystemet, der simpelthen råber på en højere beskatning, fordi systemet i dag giver anledning til skævvridninger i økonomien. Dette vurderes at kunne dække, hvad der måtte være tilbage af det af RVK opstillede finansieringsproblem i 2040 (Den sidste 1/6) [71]. Tabel 2: Andre tiltag til løsning af det resterende, reelle finanspolitiske holdbarhedsproblem 2041 III. Restproblem med finansiering af velfærdssamfundet , jf. tabel 1: Stigning i offentlige nettoudgifter i % af BNP : Max. 5,0 Min. 3,6 Gns. 4,3 Stigning i statslig bundskattesats : Max. 5,5 Min. 3,8 Gns. 4,7 f) Øget privat beskæftigelse med personer - skøn: g) Selektive forhøjelser af beskatning af kapitalgevinster, boligbeskatning, formueafkast og afkast af pensionsopsparing - skøn: -2,0 [72] -2,2 [73] -1 til -2 [74] -1,1 til -2,2, IV. Restproblem herefter: Max. + 2,0 Min. - 0,4 Gns. 0,8 Max. + 2,2 Min. -0,6 Gns. 1,3 I bedste tilfælde kan det finanspolitiske holdbarhedsproblem således helt elimineres, i værste tilfælde reduceres til en % af det af Regeringens Velfærdskommission forudsatte. Som også påpeget fra forskellig side [75] kan Regeringens Velfærdskommission således med rette kritiseres for at tegne et overdramatiseret billede af ældrebyrden og dens økonomiske konsekvenser de næste mange årtier? Men med hvilket formål? I debatoplægget "Fremtidens velfærd kommer ikke af sig" stiller velfærdskommission en lang række spørgsmål og gør sig en række overvejelser vedrørende velfærdssamfundets indretning, der peger 13 / 19

14 frem imod overvejelser om velfærdsreformer af nyliberal karakter. Reformer, som kommissionen lægger op til, vil være nødvendige, fordi andre strategier ikke vil kunne løse problemerne (tilstrækkeligt). Formuleres disse i kommissionens endelige rapport som politiske forslag, der gennemføres, kan en vidtrækkende demontering af velfærdssamfundet, som vi kender det, og en drejning af det i nyliberal retning, blive konsekvensen [76]. En iagttager har her stillet spørgsmålet, om man måske skal se Regeringens Velfærdskommissions fremstilling af ældrebyrden som en trojansk hest, der vil blive anvendt til at smugle nyliberale reformer ind ad bagdøren [77]? Eller sagt på anden måde: Er Regeringens Velfærdskommissions arbejde udtryk for (nyliberal) politik iklædt som befolkningsstatistisk og økonomisk nødvendighed [78]? NOTER 1] Henrik Herløv Lund: "Velfærdskommissionen - Politik iklædt som økonomisk nødvendighed", Samfundsøkonomen nr. 5, 2004 og Kritisk Debat, sept ] AER - nyt nr. 4, 2004 samt Christen Sørensen i Politikken 10 maj 2005, 20. maj 2005 og 1. juni ] Jf. Jørgen Goul Andersen: "Velfærd som problem - eller velfærdsproblemer", Social Kritik nr. 94, juli ] Jf. Henrik Herløv Lund: "Politik iklædt som økonomisk nødvendighed", side 6 i Samfundsøkonomen nr. 5, 2005, s 6 og Kritisk Debat, sept. 2004, s 5] Jf. Jesper Jespersen: "Regeringens Velfærdskommissions debatoplæg - til debat", s 5-6, maj 2004 og jf. Christen Sørensen: "Regeringens Velfærdskommissions analyse af finanspolitisk holdbarhed - er den holdbar?", maj 2005, s 17. 6] Jf. Henrik Herløv Lund: "Politik iklædt som økonomisk nødvendighed", side 7 i Samfundsøkonomen nr. 5, 2005 og Kritisk Debat, sept. 2004, s 7] Jf. Christen Sørensen: "Regeringens Velfærdskommissions rumrejse", Politiken 10. maj ] Til undertegnede i Samfundsøkonomen nr.2, 2005 og til Christen Sørensen i Politikken 15. maj, 27. maj og? juni. 9] Jf. Torben M. Andersen, Peter Højland og Jørn Henrik Petersen: "Velfærd til debat", side 10, 2 spalte i "Samfundsøkonomen nr. 2, 2005"samt jf. Torben M. Andersen: "Håbestrategi: Når fremtidens velfærd baserer sig på fætter Højben", Politikken 15 maj. 10] Politikken 18. juni. 11] Politikken 18. juni. 12] Torben M. Andersen: "Flere ældre og de offentlige finanser", Politikken, primo juni. 13] Oven anførte artikel. 14] Torben M. Andersen m.fl., oven anførte værk, s 10, 2. spalte. 15] Jf. AER v/ Thomas Pedersen: "Demografisk træk på offentlige service", s 6-7 i AER - nyt nr. 4, / 19

15 16] Jf. AER: "Offentligt forbrug og stigende middellevetid", juni 2004 samt Henrik Herløv Lund: "Regeringens Velfærdskommission: "Politik iklædt som økonomisk nødvendighed." 17] Jf. AER v/ Mikkel Bådsgård: "Forhold der kan reducere de langsigtede udfordringer", AER - nyt nr. 4,2004, s. 11 samt jf. Henrik Herløv Lund: "Politik iklædt som økonomisk nødvendighed", Samfundsøkonomen nr. 5, 2005, s 7 og Kritisk Debat, sept. 2004, s. 18] Jf. Torben M. Andersen, Peter Højland og Jørn Henrik Petersen: "Velfærd til debat", side 10, 1 spalte i "Samfundsøkonomen nr. 2, 2005"samt jf. Torben M. Andersen: "Håbestrategi: Når fremtidens velfærd baserer sig på fætter Højben", Politikken 15 maj. 19] Jf Henrik Herløv Lund: "Regeringens Velfærdskommissions befolkningsprognose: For usikker til at danne grundlag for politiske beslutninger" i "Kritisk Debat", august ] Jf. Henrik Herløv Lund: "Regeringens Velfærdskommissions befolkningsprognoser: for usikre til at være grundlag for politiske beslutninger". Endvidere jf. Christen Sørensen i interview med Torben M. Andersen i Politikken 18. juni. 21] Jf. Henrik Herløv Lund: "Regeringens Velfærdskommissions befolkningsprognoser: for usikre til at være grundlag for politiske beslutninger" 22] Jf. samme samt j Jf. Mathias Meijer: "Befolkningsaldringens overvurderede konsekvenser" i " Dansk Sociologi", nr. 1, 2005, s ] Jf. AER: "Offentligt forbrug og stigende middellevetid",notat, juni 2004 samt Mathias Meier: "De overvurderede konsekvenser af ældrebyrden", Dansk Sociologi nr. 1, 2005 samt Henrik Herløv Lund: Oven anførte værk. 24] Jf AER : Oven anførte notat 25] Jf. OECD: Society at a Glance, ] Jf. AER v/ Mikkel Bådsgård: "Befolkningens uddannelsessammensætning på langt sigt", AER - nyt, nr ] Finansredegørelse ] Jf. Henrik Herløv Lund: "Politik iklædt som økonomisk nødvendighed", Samfundsøkonomen nr. 5, 2005, s 7 og Kritisk Debat, sept. 2004, s samt jf. AER v/ Mikkel Bådsgård: "Forhold der kan reducere de langsigtede udfordringer", AER - nyt nr. 4, 2004,s ] Torben M. Andersen, Peter Højland og Jørn Henrik Petersen: "Velfærd til debat", side 9, 3 spalte i Samfundsøkonomen nr. 2, ] Jf. AER v/ Mikkel Bådsgård: " De langsigtede økonomiske udfordringer ", notat af 19. maj 2004, s ] Jf. AER v/ Thomas V. Pedersen: "Størrelsen af de fremtidige udfordringer", s 8 i AER - nyt, nr. 5 - juni ] Jf. AER v/ Mikkel Bådsgård: " De langsigtede økonomiske udfordringer ", notat af 19. maj 2004, s ] Jf Henrik Herløv Lund: "Regeringens Velfærdskommissions befolkningsprognose: For usikker til 15 / 19