H øiesteretssagen. om revtsoransvaret. --?Fñ Ñç

Transkript

1 H øiesteretssagen om revtsoransvaret I --?Fñ Ñç

2 I artiklen gennemgås dommens afgørelse af revisoransvaret, der foretages en analyse af præmisserne og der redegøres for en del af de synspunkter, der blev fremfø 't og det forsøges afgjort om Højesteret har taget stilling til dem. Af advokot Ceorg Lett lndledning Højesterets dom i Memory Card Technology-sagen H e af mange blevet opfattet som overraskende, fordi revisorerne blev frifunde! selvom de var dømt for revisornævnet. Dommen er imidlertid en stringent håndhævelse af de erstatningsretlige betingelser. Ved en tidligere anledning havde jeg sammen med flere kolleger forsøgt at analysere Højesterets praksis i sager anlagt af et konkursbo mod bestyrelse og revision. Denne praksis fremstod som en vurdering af culpa hos de to organer. Såfremt der forelå culpa, blev bestyrelse og revisor gjort solidarisk ansvarlige for en skønsmæssig del af det tab, kreditorerne havde lidt. M.a.o. fremstod det som om kreditorerne var skadelidte, selvom de ikke var part i sagen. Denne praksis betegnede vi som "bunkebrylluppet", fordi der ikke blev sondret mellem de enkelte parters pligter over for selskabet henholdsvis kreditorerne. Af samme grund spillede overve.jelser om årsagsforbindelse og tabsopgørelse en beskeden rolle. I en artikel i Erhvervsiuridisk Ïidsskrift 2010 s. 79 redegiorde vi for, at denne praksis skyldtes, at de procederende advokater havde været enige om denne synsmåde. Det havde som konsekvens, at diskussionen om årsagsforbindelse blev ganske forplumre! og Højesteret var henvist til ud fra løse overvejelser at güe revisor og bestyrelse solidarisk ansvarlige for en skønsmæssig andel af selskabets underbalance. Se f.eks. U H og H. En ændret praksis slog igennem i sagen e-huset U H. I MCT-sagen var det herefter muligt, at påpege, at bestyrelse og revision har forskellig opgaver, og at vurdering af årsagsforbindelse skal bedømmes for hver gruppe for sig. Det blev udtrykkeligt fastslået af Højesteret og er måske dommens største nyskabelse. Ved vurderingen af årsagsforbindelse skal det overvejes, om ledelsen ville have handlet anderledes, hvis fejlen ikke var begået og årsrapporten havde set anderledes ud. Helt banalt kan det siges på den måde, at årsrapporten er en bagudskuende konstatering på et givet tidspunkt. Den kommer med to-tre måneders forsinkelse og er på det tidspunkt allerede historie for selskabets ledelse. Selskabet ledelse træffer deres beslutninger på grundlag af budgetter og forventninger til fremtiden. Det kræver derfor en detaljeret analyse at fastlægge, hvilken betydning - om nogen - mangler ved revisionen har haft for ledelsens beslutninger. Hvis ledelsen har realiseret et driftstab, skyldes det som regel fejlagtige priskalkulationer, urealistiske budgetter eller andre ledelsesfell. Det kan ikke lastes revisor. Revisor driver ikke selskabet. Det relevante faktum Memory Card Technology var en producent af hukommelseschip, som op gennem I 990'erne havde haft stor succes. De var blevet noteret på Københavns Fondsbørs, og hovedaktionæren havde herefter godt 50 o/o af aktierne i holdingselskabet, mens resten af porteføljen var spredt. Efter børsnoteringen ønskede hovedaktionæren at styrke bestyrelsen og fik tre erfarne erhvervsfolk ind. Hovedaktionæren sad fortsat selv i bestyrelsen samtidig med, at han varetog hvervet som administrerende direktør. Mod slutningen af 1999 besluttede man at øge råvarelageret i forventning om yderligere prisstigninger og af frygt for leverancemangel. Det var en risikabel satsning, da priserne på råvarer svingede voldsomt. lnvestering i varelageret skete for lånte penge, da væksten i omsætningen var voldsom - og væksten af varelageropbygningen blev således finansieret af Danske Bank og Nordea med halvdelen til hver. Selskabets to største aktiver var varelager og udestående fordringer. I foråret 2000 ønskede selskabet introduktion på Nasdaq, blandt Rev s on & Regnskabsvæsen ff. 9. 2O1 5 Højesteretssagen om revisoransvaret 1 05

3 Sagerr rroij revisionerì var ltegruncletrnéld, atsàir'enri retviso -elne ikl<e havde beg:iet fejl, ville regnskabetlrave sei anderiedes r-rcj rremlig sådan sor-n KPNi'lG's korrektioner vis'ier - og ktestyrelsen ville i så falij have a:nd retltil passet dritten. andet for at få nedbragt låneengagementet. Omkring april 2000 faldt Nasdaq-kurserne sammen på it-aktier, og børsintroduktionen blev opgivet. Selskabet havde forskudt regnskabsår, som gik fra 1. juli juni. Regnskabet for viste et mindre overskud og en pæn egenkapital. Regnskabet for viste et mindre underskud og en pæn egenkapital. Dette regnskab blev aflagt i oktober I slutningen af oktober/begyndelsen af november faldt priserne på hukommelseschip på verdensmarkedet dramatisk. Da man aflagde kvartalsregnskab for 1. kvartal 2O0O 2O01 i begyndelsen af november, konstaterede man, at egenkapitalen formentlig var tabt. Der blev foretaget et rekonstruktionsforsøg med bankernes tilbagetræden, men i foråret 2001 anså man det for nødvendigt at træde i betalingsstandsning. Resterne af virksomheden blev solgt til stærkt nedskrevne værdier, men dog stadig med en goodwill på 85 mio. kr. som en del af prisen. Aktiver og passiver blev købt af "Dataram", der et par år efter også måtte dreje nøglen om, idet nedturen på markedet foftsatte. Selskabets regnskabsprincip for varelageret var ikke det sædvanlige " fi'to" (f ørst-ind, først-ud), men deri mod gennemsn itl i g anskaffelsespris. Cennemsnitlig anskaffelsespris anses for velegnet til et varelager med stærkt svingende priser, men rummer til gengæld store udfordringer med hensyn til den rigtige beregning. Det kan reelt ikke lade sig gøre at foretage manuel beregning. Det forudsætter computermodeller og computerprogrammer, der kan håndtere den rigtige udregning. Det forudsætter endvidere en genberegningsfunktion, som justerer for de fejl, der sker ved, at der er tidsforskel på registreringen af bevægelser på varelageret og den efterfølgende registrering af købs- eller salgsfakturaer. Disse genberegninger er legitime justeringer af varelagerværdien. I løbet af 2001 blev der på grund af rygter i firmaet igangsat en undersøgelse, som viste, at der var foretaget ændringer i varelagerværdien, som ikke var den såkaldte genberegning, men derimod en egentlig opskrivning i strid med regnskabsprincipperne. På det grundlag blev der indledt en straffesag mod hovedaktionæren for regnskabsmanipulation, og konkursboet anlagde en erstatningssag mod bestyrelsen og revisionen. I straffesagen blev KPMC antaget til at gennemgå regnskabet. Da de ikke kunne støtte sig på computermodellerne, blev det foretaget manuelt. Det tog to år og kostede 15 mio. kr. Herved konstaterede de forskellige former for manipulation; navnlig opskrivning - altså illegitim opskrivning - af varelageret. Der var også regnskabsmanipulationer med udestående fordringer. Det viste sig, at der var foretaget en opskrivning i regnskabet pà 67 mio. kr. og OO på 235 mio. kr. På dette grundlag besluttedes det at indlede en disciplinærsag mod revisorerne i selskabet. Revisorerne blev ikendt Revisornævnets maksimumbøde på kr. til hver af de fire revisorer. Kendelsen var stærkt kritisk over for revisorernes arbejde og betegnede det som en skærpende omstændighed, at fejlene var sket to år i træk. Retssagens synspunkter Erstatningssagen mod revisionen var begrundet med, at såfremt revisorerne ikke havde begået fejl, ville regnskabet have set anderledes ud, nemlig sådan som KPMC's korrektioner viste - og bestyrelsen ville i så fald have ændret/tilpasset driften. Selskabet kunne ikke have opnået løbende kredit hos banken - og kunne dermed ikke have investeret i varelagere! og ville således heller ikke have tabt penge, da varelageret faldt i værdi. Revisorernes indsigelse gik ud på følgende: De havde meddelt i revisionsprotokollaterne, at computerberegningen af varelagerets størrelse ikke kunne revideres for så vidt angik genberegningen. De kunne tølgelig heller ikke bekræfte, at varelageret var opg.jort til gennemsnitlig genanskaffelsespris, men de fandt desuagtet varelageret forsvarligt ansaç da der var revisionsbevis for, at det var optaget til en værdi, der lå under nettorealisationsprisen. Bestyrelsen havde således fuld indsigt i problemerne med opgørelsen af varelageret. Man henviste endvidere til, at Revisornævnet ikke havde kritiseret revisorerne for ikke at have fundet frem til, at der var foretaget svindel - og heller ikke for ikke at finde de rigtige tal, men alene for ikke at tage forbehold for varelagerets værdi. På denne baggrund gjorde revisorerne gældende, at der ikke forelå årsagsforbindelse mellem deres fejl og tabet. For så vidt angâr 19981"1999 regnskabet var det ikke sandsynligt, at ledelsen ville have handlet anderledes, hvis det rigtige tal havde været indføjet i regnskabet. For så vidt angär regnskabet blev det aflagt kort tid før selskabets sammenbrud, og fejlene heri kunne således ikke have påvirket forløbet. Endvidere gjorde man gældende, at man ikke kunne gøre revisor ansvarlig, når selskabets ansvarlige ledelse havde gjort alt for atføre revisor bag lyset. lfølge Dl hæfter selskabet - ved handlinger foretaget i kontraktsforhold - for sin direktør også ved abnorme handlinger, såsom bedrageri. Deftil kom, at selskabets økonomidirektør omkring l. marts 2000 meddelte bestyrelsesformanden, at hovedaktionæren foretog opskrivninger på lagere! hvorfor revisionen ikke kunne være ansvarlig for fejl for længere tid end frem til denne oplysning, som bestyrelsesformanden valgte ikke at videregive til revisorerne. Den relevante periode for årsagsforbindelsen var således tiden mellem regnskabets aflæggelse i oktober 1999 og 1. marts I den periode svingede varelagerets værdi væsentligt, men landede i mafts nogenlunde på den værdi, som det havde haft i november, hvorfor revisorerne hævdede, at såfremt bestyrelsesformanden havde brugt de oplysninger, han fik fra den fratrædende økonomidirektør, ville en afsløring af den administrerende direktørs opskrivninger ikke have medført et tab for selskabet. Det blev tydeligt klargjort under hovedforhandlingen - både i landsretten og i Højesteret - at resultatet meget vel kunne være et andef hvis de to banker havde rejst krav direkte mod revisorerne, idet de 1 06 Højesteretssagen om revisoransvaret Revision & Regnskabsvæsen ff.9. 20'15

4 havde ydet kredit i henhold til en blank påtegning på årsregnskabet, og bankerne havde ikke adgang til de revisionsprotokollater, som viste, at varelagerværdien ikke kunne revideres. Det blev således tydeliggjort, at der var forskel på det krav, selskabet kunne rejse, og det krav kreditorerne kunne rejse. Og der blev procederet kraftigt på, at boet ikke kan rejse kreditorernes krav. Dommen I landsretsdommen blev det fastslået, at boet godt kan rejse kreditorernes krav. lnden hovedforhandlingen i Højesteret var der afsagt dom i ehuset U H og Aurora Fiskeindustri U2O H, som begge gjorde det klart, at der var forskel på kreditorernes krav og boets krav mod revisor. Det særlige ved MCT-sagen var imidlertid, at der ikke var nogen konkurrence mellem to krav af forskellig oprindelse, idet kreditorerne ikke havde rejst noget selvstændigt krav (bortset fra, at de under adhæsionsprocessen i straffesagen havde rejst deres krav mod hovedaktionæren, som også var part i den civile sag). Højesteret fastslår først at revisorerne har handlet culpøst på de punkter, hvor Revisornævnet har kritiseret deres adfærd. Tilsyneladende har Højesteret ikke tillagt det betydning, at revisorerne havde anlørt de væsentligste forhold i revisionsprotokollatet, Det er ikke forklaret hvorfor. I dommen U H fritog Højesteret revisor for ansvar, fordi der var advaret i revisionsprotokollatet, selvom han med urette havde undladt at tage forbehold på regnskabet. Hvad angår selve hovedspørgsmålet, indleder Højesteret med at fastslå de grundlæggende ansvarsbetingelser i forhold til ledelse og revt50r. For så vidt angår ledelsen kan den ifalde ansvar ved at fortsætte driften efter håbløshedstidspunktet ved en ansvarspådragende adfærd. For så vidt angår revisor er formuleringen mere kringlet, idet der herom siges, at såfremt selskabets drift fortsættes efter håbløshedstidspunktet med deraf følgende Lab, "fordi virksomheden giver underskud eller risici virkeliggøres", kan selskobet rejse erstatningskrav mod revisor "f.eks. i tilfælde, hvor urigtige eller misvisende regnskober er muliggjort of ansvorspådrogende fejl ved revisionen og hor forårsoget, ot virksomheden ikke bliver indstillet eller tilpasset i tide". Dette er den klossiske tilgong, idet man dog vil bemærke, ot den kringlede formulering dækker over, at det ikke er revisor, der laver regnskabet, hvorfor det hedder, ot et misvisende regnskob er muliggjort - hvormed mene\ at revisor på grund of fejl i sin revision ikke har grebet ind over for et misvisende regnskab, som le' delsen hor udorbejdet. Disse fejl skal så have forårsaget, qt vírksomheden ikke blev indstillet eller tilposset i tide. Det er svært at se, om denne formulering reelt gør revisor ansvarlig for driftstab. Hvis lageret var opskrevet, måtte enhver priskalkyle levne en snævrere fortjenstmargin ved næste års salg. Det måtte alt andet lige føre til en forsigtigere adfærd i ledelsen end hvis lageret var optaget til den rigtige lavere pris. Fejlen i regnskabet kan således ikke føre til en forøgelse af et eventuelt driftstab, men snarere en formindskelse. Der var dog hverken fremlagt budgetter eller priskalkyler i sagen. I engelsk ret er det klart fastslået, at revisor ikke bliver ansvarlig, blot fordi at han ved en fejl i regnskabet gør det muligt at selskabet fortsat eksistere idet revisor ikke driver selskabet. Selskabet drives af ledelsen. (Caloo Ltd mod Bright Crahame Murray: "The breach of duty by the defendants gave the opportunity to Galoo and Camine to incur and continue to incur trading losses; it did not cause those trading losses, in the sense in which the word "cause" is used in law") Det er vel rimeligt at sige. at dette synspunkt er afuist, når det hedder, at der indtræder ansvar, når ansvarspådragende fejl ved revisionen har forårsaget, at virksomheden ikke blev indstillet eller tilpasset i Iide, " og at selskabet som følge deraf lider tob, fordi virksomheden giver underskud eller risici virkeliggøres". DeI er imidlertid fortsat uklart, hvorledes årsagsforbindelsen skal etableres mellem det forkerte regnskab og det fortsatte underskud. Et selskab drives ikke på grundlag af regnskabe! men på grundlag af budgetter og forventninger til fremtiden. Et historisk regnskab er tilbageskuende og mister meget kort tid efter aflæggelsen sin betydning som grundlag for driften. Det vil derfor fortsat være muligt at procedere på, at der rent faktisk ikke foreligger årsagsforbindelse mellem revisors fejl og den underskudsgivende drift. Derefter følger et afsnit i dommen, som tydeliggør forskellen på kreditors direkte krav og selskabets krav mod ledelsen og revisor. Det gentages, at de to krav hviler på forskelligt grundlag, og det præciseres så yderligere " selvom de onsvorspådragende fejl måtte være de somme; dette gælder således årsogsforbindelse og tobsopgørelsen". Der henvises til dommen i ehuset og Aurora Fiskeindustri. Men den citerede passage er ny i forhold til de to domme. Højesteret tog ikke stilling til anbringendet om, at culpabedømmelsen må være forskellig i forhold til boet og tredjemand, fordi revisor har givet flere oplysninger i revisionsprotokollatet end i påtegningen. Pointen var, at revisornævnskendelsen vedrørte påtegningen og dermed forholdet til tredjemand, og at den derfor ikke kunne lægges til grund ved vurdering i forhold til selskabet, som havde fået flere oplysninger i revisionsprotokollatet. Det følger imidlertid af tidligere højesteretspraksis, at en sådan forskel godt kan forekomme jfr. u H. Høiesteret tiltræder landsrettens vurdering; al " revisorerne efter en samlet vurdering har handlet onsvarspådrogende i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for 1 998/1 999". Højesteret lægger således ikke vægt på, at der i forhold til boet blev givet oplysn nger i revisionsprotokollatet. Baggrunden forklares ikke. Højesteret baserer sin vurdering af culpa på Revisornævnets kendelse - eller som det anføres "efter en samlet vurdering" hvad det så betyder. Under højesteretssagen var det ikke bestridt, at Revisornævnets kendelse var rigtig, men alene gjort gældende, at der ikke forelå culpa i forhold til boet, da boet havde fået alle relevante oplysninger i revisionsprotokollatet. Det var Højeste- Revision & Regnskabsvæsen N 9. 2O15 Højesteretssagenomrevisoransvaret 107

5 N/ãske spillede den adr arsel cler llods: iilv _tr i revisionsprotokoiialol rncl på bedøriiinelsen af ärsaqsir 'binc-lelseir Det l'orbtiver dog spekulation cl r der ikke er spor af en s idan ianker; rlq i piænrisser e, ret så ikke enig i. Der er en henvisning til landsrettens præmisser, hvor der lægges vægt på, at revisorerne så flere faresignaler, end dem de formidlede gennem revisionsprotokollatet. Det er nok den henvisning, der rummer svaret Men måske spillede den advarsel der trods alt var i revisionsprotokollatet ind på bedømmelsen af årsagsforbindelsen. Det forbliver dog spekulation, da der ikke er spor af en sådan tankegang i præmtsserne. De punkter, som Højesteret kritiserer revisorerne for i regnskabet, svarer til de punkter, som medførte domfældelse i Revisornævnet for det år. Det var dels manglende forbehold over for varelageropskrivningen, dels et par andre småpunkter. I Højesteret var der udarbejdet et hjælpebilag, der viste, hvordan regnskabet ville have set ud, hvis man imødekom Revisornævnets kritik. Dette regnskab så væsentligt pænere ud end det regnskab, som KPMC havde etableret som det "rigiige" regnskab. Forskellen kom frem ved, at Revisornævnet ikke havde dømt revisorerne for alle afuigelserne mellem det aflagte regnskab og KPMC's "rigtige" regnskab. Udover mindre poster var en væsentlig forskel, at Revisornævnet ikke havde kritiseret revisorerne for ikke at finde rigtige tal for varelageret, men blot for ikke at tage forbehold. Hjælpebilagets regnskab afveg fra det aflagte regnskab på egenkapitalen med 25 mio. kr. og var vedføjet et forbehold om varelagerets rigtige opgørelse. Højesteret siger herom, at Højesteret ikke finder det godtgjort, at en imødekommelse af kritikken fra Revisornævnet"ville have fø t til mere vidtgðende ændringe/' i regnskabet end, hvad der var angivet i hlælpebilaget. Hjælpebilaget er ikke udtrykkeligt nævnt i dommen, men tallet 25 mio. kr. er taget derfra. Dernæst kommer den mest afgørende tilføjelse " Det er heller ikke godtgjort, ot sådonne ændringer i årsregnskabets værdiansættelser og revisionspåtegning i sig selv ville hove ført til, at bestyrelsen ville hove indstillet eller tilpasset vírksomhedens drif('. Det svarer til vores procedure. Men så kommer tilføjelsen " Efter forklaringerne fra bankernes medarbejdere og i lyset of bankernes villighed til at yde lån í november efter at være blevet bekendt med underskuddet på 36 mio. kr. ifølge regnskabet fra L kvaftal af regnskabsåret 2000/ er det endvidere ikke godtgjort, at bonkerne ville have nægtet for-tsat lðngivning, hvis 1 998/1 999 regnskabet var blevet korrigeret som anført for de ansvarspådragende fejl". BoeT havde ganske vist procederet på, at årsagsforbindelsen gik via bankernes lånevillighed, men det forekommer overraskende, at Højesteret strækker årsagskæden så langt uden at komme ind på overvejelser om adækvans - som revisorerne procederede en del på. Navnlig havde revisionen med megen optimisme procederet på den svenske højesteretsdom i Daydreamsagen af 17. april 2014, hvor adækvanssynspunkter spiller en fremtrædende rolle ved bedømmelsen af revisoransvaret. Hvorom alting er, lægger Høfesteret til grund, at fejlene i 1998/1999 regnskabet ikke har forårsaget noget tab. For så vidt angår OOO regnskabet hedder det herefter kort, "at det blev aflagt så kort tid før sammenbruddet, at det ikke kan antages at have forårsaget noget som helst". Dommens betydning Skal man vurdere dommens betydning, vil jeg fremhæve følgende. Det er karakteristisk for sagen, at revisorerne havde foretaget betydelige og alvorlige fejl, som var veldokumenterede. Boet havde procederet på grov uagtsomhed for at lette bevisbyrden for årsagsforbindelse. lmidlertid fastholder Højesteret fuldt bevis for årsagsforbindelsen. Med i billedet skal naturligvis, at der var to andre meget markante årsager til konkursen, nemlig at it-boblen bristede, og at dollarkursen steg, hvilket medførte tab, da selskabet netop havde omlagt noget af sin kredit i dollar. Opbygningen af dommen svarer til ehuset, idet man siger, at bankerne og selskabet ville have handlet på samme måde, selvom regnskabet havde imødekommet kritikken fra Revisornævnet. Til forskel fra dommen i e-huset må det fremhæves, at fejlene vedrørte større beløb, som ikke havde samme bagatelagtige karakter, og endvidere var dette fastslået ved en revisornævnskendelse med maksimale bøder. Samlet set synes dommen således at have gjort det sværere for konkursboer at rejse krav mod selskabets revisor, idet kravet til bevis for årsagsforbindelse håndhæves strengt, selv ved klare fejl for store beløb. Dommen kan formentlig også tages som udtryk for at Højesteret ikke accepterer en argumentation baseret på generelle betragtninger om årsagsforbindelse, der fører til et skønsmæssigt opgjort tab. Hermed synes dommen at gøre endeligt om med "bunkebrylluppet", som er beskrevet i indledningen. Afgørelsen i forhold til ansvarsvurdering for bestyrelsesformanden var mild. Den slår fast, at det var en fejlvurdering, at han godtog hovedaktionærens svar på kritikken fra den fratrådte økonomidirektør uden at orientere de øvrige bestyrelsesmedlemmer og revisorerne - og så tilføjes det "Efter en somlet vurdering finder Højesteret imídle tíd, at der íkke på grund af en enkeltstående fejl af denne korakter er grundlag for ot pålægge (bestyrelsesformanden) erstatningsonsvar". Det er så vidt ses nyt, at man slipperfor ansvar blotfordi, man kun har begået én fejl. Denne bedømmelse kan også have spillet tilbage på revisorernes ansvar. Fra det øjeblik økonomidirektøren havde informeret bestyrelsesformanden, vidste han mere end revisor. Det er som nævnt svært at klandre revisorerne for et tab efter det tidspunkt. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke tages stilling til det selvstændige ansvar for regnskabets rigtighed i betragtning af de oplysninger, der fremgik af revisionsprotokollatet. Herved synes Højesteret at anlægge en ret lav standard for bestyrelsens ansvar for regnskabets rigtighed. Et åbent spørgsmål er også, hvilken betydning direktørens bedrageri har haft. Revisorerne g.jorde gældende, at selskabet skulle identificeres 1 08 Højesteretssagen om revisoransvaret Revision & Regnskabsvæsen nt. 9. 2O-15

6 med hans handlinger. Støtte kan findes i dommen U200O.2267H. Ved erstatning i kontrakt gælder som nævnt også abnorme handlinger jfr. Comard Forholdet mellem erstatning i og uden for kontrakt s, 90. Der er imidlertid ingen spor af denne tankegang i præmisserne. Men Højesteret har dog fundet anledning til i at nævne, at direktøren havde fået en dom på 6 års fængsel for bedrageri mod de långivende banker. Det må betyde, at Højesteret må have tillagt det betydning. Men intet om hvilken betydning. Har Højesteret haft lidt sympati for identifikationsargumentet, eller har det påvirket bedømmelsen af årsagsforbindelsen? Når direktøren går så langt som til bedrageri, må det formodes, at han ville have fortsat med uændret kurs, selvom de rigtige tal og et forbehold var blevet påført regnskabet. Men som domslæser må man rive sig i håret over alle de spørgsmå, Højesteret ikke har besvaret. Dødsbobeskatning Af Karsten GianeLLÌ De senere år er retsområdet omkring dødsbobeskatning btevet ændret på en række punkter, herunder blandt andet den nylige ophævetse af formueskatteku rsen på unoterede aktier Titsvarende er der på en række områder kommet yderligere fortolkningsbidrag i kraft af myndighedernes og domstolenes praksis. Sigtet med denne 5 udgave er en praktisk håndbog, der giver en ajourført og samtet fremstilting af den gæ[dende dødsboskatteret. e Der tages forbehotd for trykfejl og udsotgte varel Fa: ogsa r en onirne versiolr Bestit i vores on[ nebutik: p.dk etter på mail: post.dkfilkarnovgroup.com Bestrllrngsnr: ó1 93ó080 Pr s: kr ó9ó,- ekski rnoms Sider:381 Udgave: 5/201 5 ililfirn0v GROUP Revision & Regnskabsvæsen ff Højesteretssagenom revìsoransvaret 109