C) Hr. Fikré El-Gourfti, UM/MENA

Transkript

1 C) Hr. Fikré El-Gourfti, UM/MENA Interview med hr. Fikré Filali El-Gourfti på UM's MENA-kontor. Interviewet blev foretaget i København den 27. juni, NMJ: "Allerførst tak fordi du har lyst til at bruge tid på mig. Det er jo som et led i mit speciale, jeg laver det her. Jeg er i gang med et speciale som handler om UM's relationer og hvordan I skaber relationer. Overordnet set er det det, man kalder Public Diplomacy, men det er mit indtryk, at I kalder Public diplomacy noget meget specifikt herinde, men I laver i virkeligheden en masse andre ting, som også skaber relationer." FFG: "Ja" NMJ: "Så det er det, jeg godt kunne tænke mig. Specifikt fokuserer jeg på Egypten og prøver at finde ud af, hvad vi laver dernede. Men allerførst for båndets skyld, vil jeg gerne have dig til at sige dit navn og din position i UM." FFG: "Jamen, jeg hedder Fikré El-Gourfti og jeg sidder som specialkonsulent med Egypten, Yemen og Tunesien som sagsområde. Før det sad jeg som kommunikationsrådgiver og arbejdede med det der hed en taskforce for relationer til den muslimske verden. Det var et levn fra at Danmark havde et efterarbejde med tegningesagen, så vi skulle have forbedret relationerne til den muslimske verden. Derfor havde vi en taskforce der arbejdede helt konsekvent med det. Taskforcen var en del af MENA og PK, men primært forankret i MENA. Nu er den nedlagt, og jeg er fortsat med det politiske stof. NMJ: "Hvordan ligger MENA i forhold til resten af UM. Er det et underkontor eller er det på linje med PDK og med de andre kontorer?" FFG: "PDK er mig bekendt et center, hvor der er pressetjeneste og forskellige ting, hvorimod MENA er et regionskontor eller et landekontor kan man kalde det. Det ligger så under det center der hedder AAAM, som er et center for Afrika, Asien, Amerika og MENA - altså Mellemøsten." NMJ: "Og hvordan er forholdet til ambassaderne. Melder de tilbage til MENA eller til nogen andre, som så melder ud til jer, hvad der foregår?" FFG: "De områder der har med politik at gøre. Der melder de tilbage til MENA. De ambassader der er i MENA-området melder tilbage til deres lokale kontor. Sådan vil det altid være, når det har noget at gøre med det politiske. Når det har noget at gøre med Public Diplomacy eller kulturelle aktiviteter, så vil det primært være til PDK med cc til MENA" NMJ: "Så kulturelle aktiviteter og den slags ting er det ikke jer, der får først. Det er til PDK." FFG: "Ja, det som vi betragter som kulturelle aktiviteter med henblik på at bygge bro." NMJ: "Men du rejser en del for UM, hvor du også har nogle relationsarrangementer, hvor du snakker med forskellige folk. Hører det ikke under det samme, eller er det uden for MENA?" FFG: "Nej, det var tilbage i taskforcens tid. Dengang var det hele under taskforcen. Derfor var alt det der havde med den muslimske verden at gøre, kommunikation osv. under taskforcen. Men nu hvor den er nedlagt så er det, der har med kommunikation at gøre under PDK. Men det skal heller ikke lyde som om vi sidder og laver kulturelle aktiviteter hver dag. Så meget er der ikke. Vi har rigelig travlt med det politiske - de omvæltninger der sker i regionen nu her." NMJ: "Men det er jer der administrerer DAI, ikke?" FFG: "Jo. Men DAI er ikke kulturel." NMJ: "Vil du så ikke forklare DAI for mig" FFG: "Meget gerne. DAI har nemlig ikke noget med PDK at gøre. Det er udviklingspolitik. Vi skelner mellem politik og udviklingspolitik." NMJ: "Men ikke under DANIDA?" FFG: "Nej, men man kan sige det stadig er DANIDA-penge, men det er MENA-kontoret, der administrerer den pulje af penge. Grunden til dette er det specielle formål at støtte op omkring

2 reformprocesser og udvikling af demokratisering i Mellemøsten. Det er ikke et spørgsmål om at gå ud og give humanitær midler til de her lande, ligesom man gør hos DANIDA. Her er det meget specifikt målrettet MENA-regionen. Vi arbejder med specifikke emner. Det har ikke noget med kultur at gøre. Dialog og partnerskab er et aspekt under det. Vi har tre spor i DAI. Det første spor er partnerskabsprogrammet. Det er dér hvor vi har danske CSO's der samarbejder med arabiske CSO's. Det kan være på områder som kvinderettigheder, unges deltagelse i politik og et lille kulturelt spor. Og det er også i samarbejde med kulturelle institutioner i Danmark og i regionen. Så det er primært udveksling." NMJ: "Jeres partnere under DAI. Hvordan får i relation til dem? Er det MENA-kontoret der tager fat i dem, er det via den lokale ambassade, eller er det via en dansk NGO." FFG: "Det er via en dansk NGO. Vi går ikke ind og blander os i, hvem de skal samarbejde med. Der vi armslængdeprincippet, således at det er den danske partner der søger midler hos os til at lave projekter inden for det formål DAI har. International Media Support for eksempel er en dansk NGO der arbejder på medieområdet. De retter henvendelse til os med et ønske om at udvikle medier i den arabiske verden. Det gør de så. De laver et programdokument. Og vi er blot med til at vurdere at det lever op til formålet med DAI. Så får de bevilget midlerne og går selv ud og finder partnere. Hvilke medier i Mellemøsten det skal være. Vi kan af og til afgrænse, så det ikke bare bliver et regionalt program. Vi har både regionale og bilaterale programmer - altså landespecifikke. Vi har nogle store organisationer, som vi kalder rammeorganisationer. Det er Kvinfo, IMS, Mellemfolkelig Samvirke, DUF - de laver regionale programmer. De går ud regionalt, mens andre organisationer går ud bilateralt og holder sig kun til de lande. Det er nogle temaer, hvor det giver mere mening at arbejde fokuseret på nogle få lande og andre hvor det giver mening at arbejde regionalt. NMJ: "Hvordan er samspillet mellem MENA, ambassaden og den danske NGO som implementerer programmet?" FFG: "Vi har en dialog med organisationen. Det er klart. I den dialog sikrer vi os at det de planlægger også lever op til DAI's formål. Inden for den ramme står det organisationen frit for, hvordan de vil gøre det. Det er dem, der er eksperterne. Ikke os. Vi skal blot sikre os at midlerne bliver brugt efter planen. Men det er op til den implementerende organisation, at finde ud af hvordan dette gøres rent fagligt." NMJ: "Er det MENA der tager denne vurdering?" FFG: "Vi har en teknisk rådgiver herinde. Det er primært MENA ikke ambassaden. Ambassaden skal bare være orienteret, for ofte bliver ambassaderne spurgt hvad de laver i deres lande, og så skal de kunne svare på hvad UM støtter i landet. Derfor er det vigtigt at ambassaderne er orienteret. Som dansker i udlandet er det desuden meget rart at have en kontakt til ambassaden i nødstilfælde." NMJ: "Du nævnte tre fokusområder inden for DAI'en. Hvordan er de blevet udvalgt?" FFG: "Spor 1 er partnerskabsprogrammet. Det er danske CSO's der samarbejder med arabiske samarbejdspartnere. Det foregår primært i regionen. Spor to er økonomisk udvikling og jobskabelse. Her er der ingen partnerskaber, fordi vi arbejder direkte ingen multilaterale organisationer og nogen gange lidt partnerskaber. Men sporet er helt nyt, og der er endnu ikke udbetalt penge her. Vi har to rådgiver der sidder og kortlægger først og fremmest hvordan vi kan støtte inden for dette område og finde de forskellige støttemuligheder. Efter sommerferien går vi i gang med at bevilge pengene. Sporet fylder 35 % af bevilingen på 275 millioner DKK. Der går vi specifikt efter Tunesien og Egypten, hvor udviklingen i forhold til demokratisering er længst. Det gør vi for at hjælpe til at skabe initiativ til at skabe jobs. Folk bliver ikke mætte af demokrati, der skal jobskabelse til. Det går ud på at overføre erfaring og viden omkring eksempelvis kvinderettigheder." NMJ: "Men hvem beslutter, at det ville være godt at arbejde med kvinderettigheder?" FFG: "Det er en politisk beslutning, hvor man har en dialog med det pågældende land. Raison d'etre for hele dette program er at det er efterspørgselsdrevet. Derefter går vi ind og udvælger, hvor det er vi har noget at bidrage med. Der er en aftale med regeringen i Marokko, Tunesien osv. Det er dem, der efterspørger viden på disse områder. Tag Tunesien som eksempel. Diverse ministerier trækker i vores rådgivere og spørger om hjælp. Her bliver vi nødt til at prioritere, for vores midler er

3 begrænset og vores erfaring ligeså. Det er også afgørende at vi har organisationer, der kan hjælpe med det." NMJ: "Vil det sige at for eksempel Egypten går ud og siger, vi kunne godt tænke os at få noget hjælp til det med kvinderettigheder?" FFG: "Nu tror jeg ikke KVINFO arbejder i Egypten, men tag Tunesiens kvindeministerie. De tager fat i vores projektrådgiver og siger de gerne vil have hjælp. De vil måske gerne have krisecentre." NMJ: "Så det er efterspørgselsdrevet fra landene. Samtidig kommer der også en efterspørgsel fra danske organisationer, som går ind og ser hvad I melder ud." FFG: "Ja, men vores danske organisationer går ikke ind og siger, at de gerne vil tilbyde noget, og så siger vi blindt ja. Det er vigtigt, at der er et behov. Det skal vi så finde ud af. Finder vi ud af det går vi med til det. Men det er vigtigt at det er efterspørgselsdrevet, for man kan ikke proppe noget ned i halsen på folk, der har munden lukket. De emner som det kun er få lande, der efterspørger er de emner, der bliver bilaterale. Men regionalt er der efterspørgsel efter ting som unge, medieudvikling etc." NMJ: "Foregår der nogen udveksling, hvor man sender eksempelvis journalister til Danmark." FFG: "Ork ja." NMJ: "Hvorfor gør man det?" FFG: "Igen, det er noget organisationerne finder ud af, om der er brug for. IMS sætter sig for eksempel ned sammen med et medie - for eksempel masr el-yom - og så tilbyder IMS twinning hvor der kommer danske journalister ned til Egypten og efterfølgende egyptiske journalister til Danmark for at se hvordan deres kolleger arbejder. Det er udveksling af erfaring." NMJ: "Og vel også en slags kulturel udveksling." FFG: "Ja, man kan aldrig udelukke det, men det er ikke formålet. Men der er en kulturel dialog. Det er klart, at man kommer tættere ind på hinanden i sådan et twinning-program. Det siger sig selv." NMJ: "Hvad er så formålet med samarbejdet. Er der et overordnet formål?" FFG: "Støtte, demokratiske reformer." NMJ: "Men er det bare fordi vi er sådan nogle gode mennesker heroppe i Danmark? [griner]" FFG: "Nej, vi er vildt onde [griner]" NMJ: "[griner] Det kunne godt være at der var en fordel for Danmark ved at støtte de her ting i MENA-regionen." FFG: "Jeg tror svaret på dit spørgsmål er rimelig obvious. Der er et behov for at understøtte reformprocessen. Lad mig give dig et eksempel: Der var et behov for det inden revolutionerne og revolutionerne beviste, at der var et behov. Mange af de mennesker, der var ude og demonstrere var folk, der var tilknyttet til de her partnerskabsorganisationer. Jeg siger ikke, at det er på grund af det her program, at folk gik ud på gaderne, men det viser at vi havde ramt de rigtige personer. De rigtige organisationer. Derfor er der efterfølgende en enormt større efterspørgsel efter danske erfaringer. Mange af de arabiske CSO's har et godt øje til den skandinaviske velfærdsmodel, så det betyder noget. Skandinavien i sig selv er et brand og det er det pga vores samfundsstruktur, de muligheder danske CSO's har for at arbejde, de frihedsrettigheder vi har. Det efterspørges. Så hvis det ikke er svar nok på at vi skulle gøre et eller andet, så ved jeg ikke, hvad det kræver. Danmark har jo forpligtet sig på at skulle levere mindst 0,7 % af sine bistandsmidler [MÅ MENE BNP] til at hjælpe i udviklingslandene, og det er klart, at vi kun hjælper, der hvor der er et land, der er defineret som udviklingsland." NMJ: "Men der går måske noget den modsatte vej. Man får måske en større politisk indsigt, ved at samarbejde med disse CSO's som har fingeren mere på pulsen." FFG: "Ja, vores CSO's får i den grad en indsigt. Men UM har ikke et oversight. Det eneste oversight vi har det er økonomisk. Vi skal sørge for at pengene bliver brugt efter hensigten." NMJ: "Er der en tilbagemelding. Når der sker nogle ting i Egypten, tager man så fat i de danske CSO's der arbejder dernede og spørger dem om de ved mere, om hvad der foregår, end det UM selv kan finde ud af?" FFG: "Nej, det er primært dem, der kommer og spørger os. Der er et armslængdeprincip som betyder at det er dem selv der står for det implementerende arbejde. Vi hører ofte ikke fra CSO'erne

4 i et år. De skal blot levere en statusrapport i forhold til plan og budget. Når det hele er færdig evalueres programmet, for at vi kan finde ud af om det giver mening at støtte på dette område. Vi kapacitetsevaluerer også, for at finde ud af om organisationerne kan magte arbejdet og har den nødvendige viden og kompetence til at udføre arbejdet. Selv uden armslængdeprincippet, selv hvis vi ønskede at få så meget at vide som muligt, så har vi ikke ressourcerne til det. Der er jo så mange organisationer, der arbejder med det her. Vi sidder fire mennesker, der arbejder med DAI. Nej, det er dem, der retter henvendelse til os." NMJ: "Hvad med ambassaden. Får de en ny platform for at komme i kontakt med de lokale organisationer, fordi der er et samarbejde med UM generelt." FFG: "Nej, det gør ambassaden ikke. Vi holder os væk fra alle deres partnere. Princippet er at det er partner til partner. Vi fortæller dem ikke hvordan de skal arbejde. Ambassaden har heller ikke ressourcerne til det. Og det ville også slå hele programmet ihjel. I det øjeblik den arabiske partner finder ud af, at det er regeringen og ikke en CSO, de samarbejder med, ville det ødelægge partnerskabet." NMJ: "Så partnerne ved ikke, hvor pengene kommer fra?" FFG: "Jo, jo, jo, men det er noget andet. Vi finansierer, men ellers har vi hands-off. Hvor får NGO'er ellers deres penge fra. Det får de fra stater - alle steder i verden. Men de opererer selvstændigt inden for deres felt. Ungdomsaktivisme, medieudvikling. Det har vi ikke forstand på. Vi har International Media Support. De samarbejder med danske journalister og så giver de input - eller udenlandske journalister." NMJ: "Men samtidig er der også DEDI, som støttes 100 % via DAI. Er det din opfattelse at det bliver opfattet som et regeringsorgan, eller mere selvstændigt?" FFG: "Det er selvstændigt i den forstand at instituttet har en bestyrelse, som består af tre danskere og tre egyptere. Formandsrollen går på skift. Det er dem der træffer alle beslutninger. Armslængdeprincippet gælder stadig." NMJ: "Det er jo en kulturinstitution, så vidt jeg forstår. Eller hvordan definerer du det?" FFG: "Det er vigtigt at understrege, at med udviklingen i MØ har DAI og især DEDI ændret fokus. Vi opererer under nogle andre præmisser. DEDI lavede meget dialogarbejde og fik folk fra Danmark og Egypten til at mødes. Men nu er det primært også et spørgsmål om at få dem til at mødes om nogle specifikke reformstøttende emner, hvor dialogen ikke i sig selv er nok begrundelse. Det skal handle om noget. Det er primært fokuseret på den forandring, der sker i Egypten netop nu." NMJ: "Det er et skift der er sket siden revolutionernes begyndelse." FFG: "Ja, og nu giver det ikke mening bare at skabe dialog for dialogens skyld. Man kan lige så godt binde dialogen op på noget. Det svarer nogenlunde til resten af DAI's formål - at understøtte reformprocesser." NMJ: "Hvordan kommunikerer I det ud, I laver? Og er det overhovedet en prioritet at man gerne vil kommunikere DAI's resultater ud? FFG: "Vi har et nyhedsbrev, som vi kommunikerer igennem." NMJ: "Er det på dansk?" FFG: "Ja" NMJ: "Så målgruppen er danskere." FFG: "Ja, i Danmark, det er danskere. I den arabiske verden har vi feks. DEDI, som selv kommunikerer sine aktiviteter ud, men eftersom vi har et armslængdeprincip, så er det en uafhængig organisation. Så de skal selv stå for deres organisation. Vi vil ikke ses som dem, der kommunikerer en uafhængig NGO's aktivitet. Det er op til dem selv at kommunikere. Mange foretrækker at der ikke er så meget fokus på deres arbejde. Det var primært dengang hvor de lokale partnere var bange for at blive set som nogen der var i lommen på Vesten. Det var af hensyn til dem, at man ikke lavede for meget kommunikation. Men det er ikke noget vi styrer. Men DAI er ikke et kommunikationsprojekt eller PR-projekt. Det gør ikke så meget, at der er nogle danskere og egyptere, der ikke finder ud af, hvad vi laver. Men dér hvor der ikke har været et hensyn at tage, har de danske CSO's været dygtige til selv at kommunikere. Når de har haft folk på besøg har de

5 kommunikeret det ud. Og så bliver der afholdt arrangementer." NMJ: "Bliver I inviteret med til disse arrangementer?" FFG: "Ja, på lige fod med alle andre, og vi er interesseret i, hvad de har at sige, for de kommer op og fortæller om en udvikling som de er en del af. Nogle gange kontakter partnerskabsorganisationerne os fordi de får besøg af en person, der ved meget om et emne. Så spørger de os om ministeren er interesseret i at mødes med ham, fordi vedkommende gerne vil mødes med ministeren. De lokale partnere har jo også en interesse i at fremme deres sager. Og det er klart, at hvis man kan få adgang til en udenrigsminister, så fremmer det sagen." NMJ: "Er det noget som sker jævnligt?" FFG: "Det har vi ingen statistik på. Det afhænger af ministerens kalender, hvem gæsten er, og hvor aktuelt emnet er. Hvis der kommer aktivister fra Syrien ville ministeren nok være meget interesseret." NMJ: "Er det dit indtryk at billedet af Danmark har ændret sig i Egypten og de omkringliggende lande?" FFG: "Det er svært at sige, for vi har ikke lavet målinger på det. Vi har målt det i Pakistan, hvor DAI ikke opererer, men hvor det i stedet er bistandsprogram. Så er det lidt nemmere at måle, fordi det er os selv der implementerer. Det har været tydeligt at der er sket en positiv udvikling. Devisen har været at hvis et land kommer og viser sig ikke at have noget imod muslimer, fordi de hjælper os, så hjælper det på hvordan folk ser på det pågældende land. Men det mest afgørende for MENAregionen er ikke hvad vi har gjort, fordi image er svært at ændre på. Det der er sket er at fokus er drejet væk. Før var der stort fokus på islamofobi i Vesten. Hver gang der skete noget i Europa - minaretforbud i Schweiz eller burkaforbud i Frankrig eller hvis Geert Wilders sagde noget i Holland, så blev Tegningesagen bragt op. Den var den store referenceramme for, hvad Vesten gør mod muslimer. Den var et eksempel på islamofobi. Og den referenceramme var svær at komme af med. Det kan vi jo ikke ytre os ud af, for det er den pågældende journalist, der bestemmer. Hvis AP laver en pressemeddelelse om at en fyr brænder en koran af i Florida, og journalisten tilføjer noget om Tegningesagen og Danmark i nederste paragraf, så kan vi ikke gøre noget." NMJ: "Og det var hver gang en negativ fremstilling af Danmark?" FFG: "Fuldstændig. Vi blev bragt op hele tiden. Og det var fordi der ikke skete noget indenrigspolitisk. Så er man nødt til at fokusere på det udenrigspolitiske. Det var en perfekt case at bruge den danske tegningesag. Så kom revolutionerne og fokus rettede sig mod sig selv og mod deres egne diktatorer og man glemte at snakke om islamofobi i Vesten. I det lys forsvandt Tegningesagen ud i glemslen, fordi når der ikke var fokus på sager, kunne den danske Tegningesagen heller ikke blive bragt op. I dag oplever vi igennem vores mediemonitorering at man ikke taler om sagen. Den bliver ikke bragt op i det lys." NMJ: "Det har været positivt at Tegningesagen er blevet lagt lidt på is og man kan fokusere på hvad vi ellers kan?" FFG: "Præcis. Og fordi vi allerede var i gang dernede - og de danske CSO's der er dernede repræsenterer jo Danmark uanset om de vil eller ej, fordi de er danskere, de var med til at etablere at Danmark har hele tiden være der. Og så blev eftermælet at vi hele tiden har tilbudt assistance. Og det faktum at vi var nogen af de første til at træde til i Libyen, har også betydet noget." NMJ: "Men vi var også tilstede i Egypten før Tegningesagen. Så der har vel været et billede af Danmark før?" FFG: "Men det var meget hængt op på dem det berørte. Hvis det var landbrugsprojekter, var det noget vi gjorde igennem nogen dernede. Så afsender står ikke altid klar. Måske er der nogen der ved det, men jeg skal ikke kunne sige det, for det var før, jeg blev ansat." NMJ: "Men hvor er forskellen til nu, hvor det er dem der sidder i Egypten, der ved hvem de arbejder sammen med?" FFG: "Ja, i den forstand, at der hvor dansk hjælp er mest synligt, er der hvor vi direkte hjælper dem." NMJ: "Vi kan ikke sikre os at der ikke kommer noget nyt der kan fremstille Danmark som islamofobisk. Håber man at dæmme op for dette igennem DAI?"

6 FFG: "Nej, for DAI har intet med tegningesagen at gøre. Men om der kommer en sag igen er jo ude af vores hænder. En kunstner kan lave noget, der fem minutter senere er på de arabiske medier." NMJ: "Men forsøger man at skabe grundlag for hurtigere at kunne komme i kontakt med folk, så man kan sige: 'en ting er hvad en dansk kunstner laver, men det er ikke Danmark generelt'?" FFG: "Ja, det er den linje vi har pga den erfaring vi har fået via tegningesagen. Men det har ikke noget med DAI at gøre. Det er her i MENA, hvor vi har fået et netværk via taskforce'n. Nu kan vi gennem vores ambassader hurtigt gå ud og forklare den danske position på dette område. Men det er vores indtryk at vores arbejde har grundfæstet sig og at folk er klar over det, så sker der noget oppe i Danmark, så tror jeg ikke det kommer til at blive et politisk problem. Hvis de pågældende lande bliver helt demokratiske, som vi håber, så kan de politiske ledere ikke stoppe en egyptisk journalist i at nævne tegningesagen. Det er et vilkår vi er nødt til at lære at leve med at med ytringsfrihed og pressefrihed, så vil det også komme til at ske i fremtiden, at noget i Danmark bliver set som forhånende i MØ. Når det kommer frem i deres presse, vil det blive set som provokation, og det kan vi ikke gøre noget ved andet end at komme til en forståelse mellem regeringerne. Naturligvis kan man ikke sikre sig i et demokrati mod at befolkningen lægger pres på deres regering for at regere. Det er et grundvilkår. Men det kan en PR-strategi ikke lave om på. Så skal man kunne tale til hver enkelt borger. Og vi kender det fra den frie presse. Det er det, der sælger, der kommer i avisen. Det er ofte ikke det der nuancerer billedet, der kommer først. Det kommer ugen efter, og så er skaden sket. Det er et grundvilkår." NMJ: "Du skiller mellem DAI og resten af MENA og siger at DAI har et armslængdeprincip, men er det ok at MENA går ind og laver en politisk indflydelse på befolkningerne og prøver på at have en indflydelse." FFG: "Normale diplomatiske relationer foregår fra stat til stat. PD er primært befolkningen og det inkluderer CSO's, imamer, pressen osv. DAI er aldrig tænkt som PD, men det har en afledt effekt. Vi får befolkningerne til at tale sammen. I MENA taler vi direkte til MENA-kontoret i det pågældende land. Vores kommunikation går på statsniveau, men vi kan lave en pressemeddelelse og kommunikere med befolkningen. Og nogen gange foregår det indirekte gennem den danske presse med oversættelser. Stater har gennem alle tider kommunikeret til egen befolkning, andre stater og andre staters befolkninger. Det er det, vi kan gøre fra MENA. Og det er det vi primært gør." NMJ: "Så den primære kontakt er på diplomatisk niveau" FFG: "Ja. Men vores ambassadør i det pågældende land bliver også ringet op af pressen og spurgt om ting. Og hvis vi laver hjemmeside på arabisk, så kan den pågældende befolkning også selv gå ind og læse." FFG: "Jeg bemærker at du er specielt fokuseret på Egypten. Men vi deler sjældent tingene op - især når det kommer til PDK. Det kan jeg huske fra min tid i taskforcen. Vi delte det ikke op og sagde, nu kommunikerer vi til Egypten. Men det er jo en pan-arabisk offentlighed, der er tale om, og derfor er det en pan-arabisk offentlighed, man forsøger at kommunikere ind i. De aktører, der havde noget at gøre med Tegningesagen var heller ikke landespecifikke, men regionale." NMJ: "Tror du det er en forkert tilgang kun at kigge på et land?" FFG: "Du risikerer i hvert fald at afgrænse dig fra nogle områder, hvor der sker meget. Så får du et skævt billede." NMJ: "En af grundene til jeg valgte Egypten, var fordi jeg tænkte, at der historisk set har været gode relationer mellem Egypten og Danmark, og der sker også nogle ting lige nu." FFG: "Tager du kontakt til DEDI?" NMJ: "Ja, jeg har kontakt med dem"