Digital Offentlighed Opgave i faget Mediesociologi Af Jonas Heide Smith

Transkript

1 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 1/20 Akademisk Opgavebank - Indholdsfortegnelse Digital Offentlighed Opgave i faget Mediesociologi Af Jonas Heide Smith KAP. 1: INDLEDNING... 2 OPGAVENS FOKUS...2 OPGAVENS METODE OG FREMGANGSMÅDE...3 BEGREBSKONKRETISERING...3 PROBLEMFORMULERING...4 KAP. 2: INTERNETTETS DEMOGRAFI... 4 BRUGERNES KARAKTERISTIKA...5 FORDELING I FORHOLD TIL INDKOMST OG BESKÆFTIGELSE...5 IT, KØN OG ALDER...6 OPSAMLING...8 KAP. 3: DEN BORGERLIGE OFFENTLIGHED OG INTERNETTET... 9 JÜRGEN HABERMAS OG DEN BORGERLIGE OFFENTLIGHED...9 HABERMAS OG HANS KRITIKERE...10 PIERRE BOURDIEU OG HABITUSBEGREBET...11 OFFENTLIGHED PÅ INTERNETTET...12 OPSAMLING...15 KAP. 4: INFO-SAMFUNDET OG DEMOKRATIET MEDIEDANNELSE OG DIGITALE KOMPETENCER...16 INFO-SAMFUNDET FOR ALLE - MÅL OG MIDLER...17 KONKLUSION ANVENDTE KILDER KILDER TIL STATISTIK...20 Antal normalsider: 20,8

2 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 2/20 DIGITAL OFFENTLIGHED Kap. 1: Indledning Internettet, den globale landsbys livstråd. Totalitære regimers skræk og demokratiets dynamiske fornyer. Ja, vi har næppe før overhovedet anet, hvad demokrati egentlig kunne være; en verdensomspændende global offentlighed med uendelig båndbredde og lige mulighed for at deltage i et forum, der som en binær bulldozer underminerer arbitrære og forældede skel som race, køn og klasse. I en utilstrækkelig verden med smålige stridigheder og anakronistisk analog forgængelighed er Internettets cyberspace det forjættede land, et løfte om fred, et moderne løfte om frihed, lighed og broderskab. Det eneste der kræves er, at man sætter sig ved sin PC er og kobler sig på Omtrent sådan lyder informationssamfundets bragesnak. Som få teknologiske nyskabelser har Internettet affødt en lind strøm af floromvunden retorik. Pressen, ja alle de gamle medier har været yderst positivt indstillede og har sågar næsten alle som en set nettet som et uundværligt supplement til mere traditionelle tjenester. Man må vel følge med tiden. Tiden er nu, og nuet tilhører dem, der er on-line. Men hvem er så det? Det eneste der kræves er, at man sætter sig ved sin PC er - hvem er man? Er det i virkeligheden ikke sådan, at det Internet, hvor informationssamfundets bedste børn surfer omkring og knyttet kontakter i internationale chatfora og grænseoverskridende virtuelle fællesskaber er for nogle og ikke for andre. Og er disse indviede ikke også dem som kommer til orde i medierne, ja som er medierne: den højere middelklasses børn, det nogle betegner som over-danmark? Man kan overveje hvorvidt Internettet ikke fungerer som Jürgen Habermas borgerlige kaffe-saloner, steder hvor de fremmødte delte en vis eufori over en nyvunden åbenhed og nedbrydning af gamle skel, hvor alle havde lige mulighed for at komme til orde. I dette kaffeduftende demokratiske miljø, hvor gode argumenter dystede i disciplineret kontrovers for endelig at resultere i en retfærdig konsensus kan det måske have været vanskeligt at indse at betydelige befolkningsgrupper ikke blev hørt, endsige havde adgang. Måske er udelukkelsen fra cyberspace mere subtil og mindre entydig, men fænomenet er ligeledes fortrop for endnu mere omsiggribende forandringer. Allerede eksisterende globaliseringstendenser forstærkes og skaber efterhånden en dirrende kontrast til nationalstatens tidligere så veldefinerede ansvarsområder og jurisdiktion. Men der er dem, der føler sig stærkt knyttet til nationalstaten og andre traditionelle fællesskaber. De samme mennesker, under-danmark om man vil, frygter et udbygget Schengensamarbejde og mærker en rislen ned ad ryggen når talen falder på Danmark som multietnisk samfund. I det hele taget findes der antageligt en vis modvilje mod den nye teknologi og ikke mindst en frygt for udviklingen i retning af nye fællesskaber. Men det er muligvis også en frygt der ikke kommer til velartikuleret udtryk i mediernes debat, det der måske i dag konstituerer den borgerlige offentlighed. Opgavens fokus I centrum for denne opgave er Danmark som informationssamfund. Der lægges særlig vægt på Internettets udbredelse og brug, eftersom meget tyder på at denne teknologi bliver den toneangivende indenfor computerteknologi og -netværk. Danske virksomheder og ikke mindst offentlige institutioner har allerede i dag en delvist virtuel brugerflade, udfyldning af selvangivelse, ansøgning om SU osv. kan nu ske på Internettet. Dette ses som en effektivitetsøgende og besparende fremgangsmåde ligesom nye muligheder for åbenhed i forvaltningen og tættere debat med vælgerne ses som demokratiske goder. Derfor retter jeg opmærksomheden mod den danske internetbruger og på de grupper af befolkningen som kan

3 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 3/20 tænkes at møde hindringer på informationsmotorvejen. I centrum er altså Internettet i demokratiteoretisk perspektiv. Opgavens metode og fremgangsmåde Denne opgave orienterer sig bredt med fare for en vis overfladiskhed, men samtidig også i forhåbning om at kunne formidle et bredt perspektiv. Jeg tager udgangspunkt i spredte data om den danske del af Internettets beskaffenhed. Ved at sammenligne den eksisterende statistik forsøger jeg i opgavens første del at vurdere, hvem der bruger Internettet. I forbindelse hermed beskriver jeg kort Internettets historie og opbygning for at belyse vanskelighederne forbundet med eksakt at kortlægge dets udbredelse. Formålet med undersøgelsen er at blotlægge en eventuel skævhed i tilgang og hermed påpege eventuelle strukturelle barrierer for et helt igennem demokratisk informationssamfund. Forholdet mellem moderne samfund, medier og demokrati ses ofte i et offentlighedsperspektiv med basis i Jürgen Habermas teori om den borgerlige offentlighed. Jeg vil i opgavens anden del redegøre for anvendeligheden af denne synsvinkel samt levere en kritik af teorien i forbindelse med Internettet. Hertil er en revurdering af offentlighedsbegrebet med afsæt i John Keanes fokus på en pluraliseret offentlig sfære et vigtigt element. Habermas normative og hårdt optrukne påstande har været udsat for heftig kritik fra mange sider, men jeg vil især tage fat i modsætningsforholdet til Pierre Bourdieu, der kan problematisere Habermas centrale fokus på konsensus og kommunikativ handlen. Endelig vil jeg i denne del beskæftige mig med Internettet i et globaliseringsperspektiv, bl.a. med inspiration fra Christopher Lasch pessimistiske opfattelse af en global elite, der hastigt fjerner sig fra deres respektive, mindre bemidlede, landsmænd. Afslutningsvist vil jeg med disse perspektiver in mente forsøge at vurdere den danske regerings såkaldte IT-politiske handlingsplan. Da Forskningsministeriet i 1994 udgav den meget omtalte Info-samfundet år 2000-rapport (også kendt som Dybkjær-rapporten) var perspektivet endnu det kommende informationssamfund (Dybkjær & Christensen, Afsnittet Forord). Nu, blot få år senere, er samme ministerium overbevist om, at vi står midt i dette informationssamfund, og regeringen anser det for væsentligt at danskerne ikke opdeles i et A og B-hold (Forskningsministeriet, 1996a. s. 13). Jeg vil i dette afsnit vove den påstand at handlingsplanen er et sympatisk stykke programerklæring, men hviler på en række problematiske præmisser. Der er for eksempel dem, der vil påstå, at en sådan opdeling af det danske samfund i et A- og B-hold er sket, og det ganske uafhængigt af Internettet. Kapitlet vil være problematiserende og søge at kritisere grundlaget for den såkaldt Danske Model. Dette skal naturligvis ikke opfattes som et politisk manifest. Spørgsmålet i denne opgaves sidste del kunne formuleres som: Hvem gør hvad for hvem og med hvilken effekt? Begrebskonkretisering Den eksplosive udvikling og spredning af digital kommunikationsteknologi har inspireret til udviklingen af en særlig metaforisk, og ofte lidt upræcis, terminologi. Virtual reality, cyberspace, den globale landsby, informationssamfundet, kommunikationssamfundet, informationsmotorvejen etc. er begreber der ofte bruges i flæng og blot alluderer til diffuse tendenser og dårligt definerede udviklingstræk. Det kan derfor betale sig at forsøge at opnå en vis begrebslig præcision. Derfor: Når jeg i denne opgave omtaler Internettet, er det i betydningen Internettets form og funktion i dag set fra et dansk synspunkt, dvs. den måde hvorpå nettet kan tænkes at opleves af danskere. Det er ikke min holdning at Internettet er noget i sig selv; det er udelukkende hvad vi, så at sige, kommer i det, der definerer dets væsen. Man bør tage sig i agt for at komme med essentialistiske påstande om et givent medies immanente kvaliteter (se i øvrigt: Munch, 1997). Enhver beskrivelse af Internettet bundet af tid og sted. Af rent sproglige årsager bruges nettet til tider som synonym til Internettet. Cyberspace bruges om den digitale verden som sådan.

4 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 4/20 Offentlighed hentyder til den habermasianske brug, men benyttes her bredt dækkende om en debatsfære hvor sproglige argumenter, under ideelle betingelser, kan bruges til at definere, hvad der er rigtigt og retfærdigt. Det hentyder altså til et forum (i bredeste forstand) hvori beslutninger træffes og meninger dannes af relevans for de deltagende og eventuelt for andre. Med hensyn til det forkætrede B-hold er definition selvsagt ofte et rent politisk spørgsmål. I Dybkjær-rapportens bilagsdel advares det om, at Der vil være en tendens til at, befolkningen opdeles i et informationsteknologisk A- og B-hold. A- holdet vil være dem, der via deres arbejde eller fritidsinteresse bliver fortrolige med informationsteknologien, og som er i stand til at udnytte dens mange muligheder. B-holdet vil være dem, der ikke får greb om teknologien, og som viger uden om den. Deres jobmuligheder vil indsnævres mere og mere. (Peter Hesseldahl, citeret i: Palle, 1996) Befolkningens varierende IT-kompetence problematiseres i denne opgave og det undersøges hvorfor, og om overhovedet, der bør gøres en indsats for eventuelle IT-svage. Indtil videre vil jeg benytte sondringen IT-stærk/IT-svag. Problemformulering Internettet er et aspekt af en udvikling, der nedbryder eller forandrer gamle fællesskaber og handlingsrammer. Cyberspace bliver stedet, hvor visse typer af forretninger, sociale relationer og offentlige servicefunktioner varetages. Men er Cyberspace åbent for alle, eller er det kun for de få? Er visse grupper underrepræsenteret på nettet, og i givet fald hvorfor? Opgavens hovedspørgsmål lyder: Hvordan udspiller det offentlige liv sig på Internettet og hvem er indbudt? Kap. 2: Internettets demografi Det er særdeles vanskeligt at måle Internettets størrelse. Opmålingsproblemet skyldes nettets anarkiske opbygning, der er karakteriseret ved ikke at have en central styrende instans. Internettet er således primært en fællesbetegnelse for netværk, der kommunikerer ved hjælp af en særlig standard; i dette tilfælde den såkaldte Hyper Text Transfer Protocol (HTTP). Denne protokol (der teknisk set benyttes til World Wibe Web, i denne opgave blot ligestillet med Internettet) er så udbredt, at den tillader de fleste computere i verden at kommunikere. Internettets flade og ustrukturerede form skyldes dets forgænger, projektet ARPA-NET som udvikledes af det amerikanske militær i samarbejde med den amerikanske universitetsverden og byggede på idéen om et distribueret netværk, der kunne benytte alle tilknyttede maskiner som kommunikationsvej og derfor var aldeles ulineært. Således var nettet, og derved den militære kommandovej, særligt modstandsdygtigt overfor angreb (Christensen, s. 6-7). Internettet er lige dele kommunikations- og informationssøgningsmedie og en oversigt over datatransmissioners størrelse giver således kun et ringe indblik i anvendelsens ditto. En vurdering af hvor mange hjemmesider nettet indeholder giver heller ikke noget egentligt anvendeligt billede af brugens natur. Det er egentlig kun standardiserede spørgsmål stillet til en repræsentativt udvalgt respondentgruppe, der kan bidrage med væsentlige informationer om den danske Internetbruger. 1 Helt central er Danmarks Statistiks måling af hvor mange familier, der har PC i hjemmet samt adgang til Internet. 2 Den nyeste rundspørge gav et resultat, der illustreres på Figur 1. 1 Det ligger udenfor denne opgaves rammer at kommentere den egentligt epistemologiske validitet af de anvendte statistikker. Primært skal det dog nævnes at de rent netbaserede surveys lider under selvselektionens problematik, der i netbrugernes tilfælde kan antages at være særligt udtalt. Disse undersøgelser benyttes derfor kun, når de understøttes af andre undersøgelser med større validitet. 2 Kilder til de enkelte tal i særskilte figurer ekspliciteres ikke. Dette afsnits kilder nævnes særskilt under Anvendt litteratur.

5 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 5/20 Halvdelen af alle danske familier har altså en PC, mens 16% har adgang til Internettet. Man kan i øvrigt iagttage en vis mætning på markedet. Således er andelen af familier med PC i dag identisk med andelen i foråret 1997 (nemlig 48%, se Figur 2). Dette tilbageviser Forskningsministeriets udsagn om at denne udvikling langt fra er ved at gå i stå, og at loftet dermed ikke er nået endnu. (Forskningsministeriet, 1997a. s. 30). Der er en forholdsvist stor udskiftning i denne PCmaskinpark og størstedelen (i det mindste over halvdelen) kan betragtes som egentlige multimediecomputere med potentiel Internetkapacitet (Forskningsministeriet, 1997a. s. 30). Brugernes karakteristika Det nævnes ofte begejstret, at nu har halvdelen af de danske familier fået computer i hjemmet. Bag denne konstatering gemmer der sig dog antageligvis en ligeså stor uenighed som bag ratificeringen af Amsterdamtraktaten. Uenigheden drejer sig om maskinens status og anvendelsespotentiale samt naturligvis den generelle holdning til teknologi som et udelt gode, et nødvendigt onde etc. Under alle omstændigheder dækker tallet over en betydelig spredning indenfor kategorierne indkomst, beskæftigelse og køn 3 Fordeling i forhold til Andel husstande med PC indkomst og beskæftigelse 50% 40% 30% Tendensen er udtalt: Jo større indkomst du har, jo større er sandsynligheden Andel af husstande 20% for at du har en PC i med PC hjemmet. Dette er næppe 10% Andel af husstande, overraskende og afspejler 0% der overvejer at købe antageligt den generelle PC fordeling af en vis type forbrugsgoder (f.eks Måned personbil, fax-maskine, vaskemaskine) men det er alligevel påfaldende, at der i den højeste indkomstgruppe (> kr. om året) findes en PC i 62% af alle hjem, mens det i den anden Procent Familiernes besiddelse og indkøbsplaner af PC samt adgang til Internettet nov-93 Ingen planer om at anskaffe PC 42% Planer om at købe PC, men ingen planer om Internetadgang 6% okt-94 okt-95 Planer om at købe PC og Internetadgang 3% Figur 1 (Kilde: Danmarks Statistik, 1998) okt-96 okt-97 Har PC og adgang til Internet 16% Har PC, og planlægger Internetadgang 9% (Mar- 1998) Har PC, men ingen planer om Internetadgang 24% Figur 2 (Kilde: Forskningsministeriet, 1997a, s. 31; Danmarks Statistik, 1998) Bemærkning: Uens intervaller. 3 Den geografiske spredning er ganske lille og viser fortrinsvis en vis overrepræsentation af PC'er i københavnske hjem samt på øerne som sådan og i bykommuner. (Forskningsministeriet, s. 31; Forskningsministeriet, Billede 12).

6 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 6/20 ende af spektret (< kr. om året) kun er 19% af familierne, der har en sådan. I denne opgaves perspektiv er det allervæsentligste den tendens som Forskningsministeriet blot strejfer i en sidebemærkning: De lavere indkomstgrupper, med undtagelse af den laveste, er begyndt at anskaffe sig PC og det er således indkomstgruppen kr. pr. år, der har haft den Procent 10,00% 9,00% 8,00% 7,00% 6,00% 5,00% 4,00% 3,00% 2,00% 1,00% 0,00% Hvor meget fylder IT-omkostningerne i husholdningsbudgettet, andel af disponibelt forbrug Selvstæ ndig Funktion ær største fremgang siden december (Forskningsministeriet, 1997a. s. 30. Min fremhævning). Det er altså den absolut økonomisk dårligst stillede befolkningsgruppe, der har dårligst privat adgang til den nye pc-teknologi. Hvis man antager den samme fordeling som hos befolkningen som helhed, når man til at kun 6,3% af denne, den laveste, indkomstgruppe har privat adgang til Internettet. En indkomstgruppe med under kr. om året består fortrinsvist af mennesker på overførselsindkomster, hvilket gør det påfaldende at netop arbejdsløse, studerende etc. er udeladt af Forskningsministeriets tabeller over hvor meget fuldgyldig IT-kapacitet vil koste forskellige personer (se Figur 3). Når man tænker på at en stor del af denne gruppe må udgøres af studerende, der ofte prioriterer PC-ejerskab højt, må det stå yderst grelt til med resten af gruppen. Altså: Det er ikke de fattigste, der er info-borgere. Denne problematik, kan dog tænkes at finde en delløsning, med introduktionen af alternative ruter ind i Cyberspace; f.eks. gennem fjernsyn. En sådan udvikling ville dog blive begrædt af visse tænkere og debattører, der netop har set den nutidige Internet-søgestruktur, med sin særlige emfase på pull-teknologi 4, som en forkyndelse af en mere informationsdemokratisk verden komme (f.eks. Nørretranders, 1997) eller en frisættende postmodernitet (f.eks. Turkle, 1995). IT, køn og alder Det er dog interessant, at der blandt de unge under 30 år, næsten ikke er forskel på PC-brugen mellem mænd og kvinder. (Mænd 79%, kvinder 75%) (Forskningsministeriet, 1997a. s. 38). Dette udsagn vil jeg tillade mig at parafrasere; Det er dog interessant, at nogen kan tro at der næsten ikke er forskel på PC-brugen mellem unge mænd og kvinder. Hvis det, om man vil, er størrelsen det kommer an på, er det naturligvis muligt at lige mange unge mandlige som kvindelige respondenter svarer ja til regelmæssigt at bruge en computer til et eller andet. Der er dog stor forskel på, hvorvidt maskinerne bruges som rene redskaber (til tekstbehandling og regneark) eller som mere integreret del af den unges hverdag. Især kan man antage at drenge og unge mænd benytter computere langt mere end jævnaldrende kvinder, idet de ofte også udenfor skoletiden opsøger maskinerne, hvilket pigerne sjældent gør (Krendl & Broihier & Fleetwood, s. 85; Egenfeldt-Nielsen & Smith, Afsnittet Drengenes computere). Kirsten Drotner har påpeget, at drengenes øjensynligt faldende trang til at holde sig underrettet ved hjælp af traditionelle trykte medier, kan betyde at de i stedet med fornøjelse opsøger denne viden igennem de nye medier (Drotner, s. 25) og det er blevet foreslået, at de måske tilmed opnår en langt 4 Se Jensen (1997) for en diskussion af pull- kontra push-teknologi. Arbejder Beskæftigelse Pensioni st Figur 3 (Kilde: Forskningsministeriet, 1997a. s. 39) Oprindelig anm.: Disponibelt forbrug er beregnet som samlet forbrug minus udgifter til fødevarer, beklædning, bolig, brændsel, lægeudgifter og medicin. Oprindelig anm.: Gruppen selvstændige er uden selvstændige landmænd. Alle

7 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 7/20 Procent Kendskab/benyttelse af Internet fordelt på alder 50% 40% 30% 20% 10% 0% år år år Alder år 60< år Har kendskab til Internet Har prøvet at benytte Internet Figur 4 (Kilde: Forskningsministeriet, 1997a. s. 39) Oprindelig anm.: Andelen, der har prøvet Internet, kan være større end andelen, der siger, de har kendskab til det. Det skyldes, at en del har prøvet Internet, men kun føler, de har ringe eller meget ringe kendskab til det. mere tidssvarende kompetenceudvikling herigennem (Jessen, s ). Hele computerspilskulturen er i det mindste lukket land for piger (Drotner, s. 24; Jessen & Andersen, 1993). Det er dog blevet antydet, at computerens funktion som kommunikationsinstans, som medie, vil gøre den mere attraktiv for kvinder end tidligere (Flarup, 1998). Om dette skriver Jane Kofod: når teknologi ikke længere kræver store svulmende muskler og giver beskidte negle, holder vores konstruktioner af mænd og maskiner som noget, der hører sammen, ikke længere. (Kofoed, s. 1). Tanken er, at computerteknologien bliver så avanceret, at den bliver usynlig og derved kan fungere som et slags vindue til verden, som tv eller telefonen, der ikke er udpræget maskuline medier. Der er da også en svag tendens til at danske kvinder udgør en stadigt større del af netbrugerne. Med alle nødvendige forbehold kan det nævnes, at den nyeste større danske spørgeskemaundersøgelse på nettet viste en fordeling på 71,7% (mænd) og 28,3% (kvinder), hvilket kan forholdes til en lignende, men 1 år gammel undersøgelse, der viste en fordeling på 83% (mænd) og 17% (kvinder) (i følge Blauenfeldt & Stegmann, s. 8). Disse tal skal som nævnt behandles med en vis forsigtighed, men må siges at problematisere Forskningsministeriets isomorfiske postulat. Omtrent ligeså signifikant en faktor som indkomst er alder, blot omvendt fordelt; jo yngre du er, jo større chance for at du har prøvet Internettet (se Figur 4). Denne opgørelse kan ses i sammenhæng med en lignende opdeling i forhold til stilling (se Figur 5). Kun ca. 4% af de ældre (over 60 år) har i følge den seneste undersøgelse (Danmarks Institut for Ældrepædagogik, 1998) prøvet at bruge Internettet og anvendelsen er størst blandt de årige mænd og blandt ældre med gymnasial eller videregående uddannelse. Allerværst står det til for kvinderne i denne undersøgelse, hvoraf kun 2,3% har prøvet Internettet. Dette står i skarp kontrast til det tilsvarende gennemsnit for studerende af begge køn på 59% (se Figur 5). Af de 4%, der har prøvet at bruge Internettet har 68% en computer i hjemmet. Af disse 68% er 28% kvinder og af disse anvender 11% computeren til elektronisk kommunikation/internet. Dette svarer til 1 person (ud af en respondentgruppe på 1395 personer). Figur viser alle, at det er det traditionelt økonomiske b-hold, der også holder bagest i køen på informationsmotorvejen.

8 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 8/20 Kendskab til og brug af Internet fordelt efter stiling 60% 50% Procent 40% 30% 20% En vis grad af kendskab til Internet (meget til nogen) Prøvet at benytte Internet 10% 0% Stud./elevlærling Højere - funktionær Andet Lavere - funktionær Selvstændig Arbejder Hj. gående/arbejdsløs Pensionist Stilling Figur 5 (Kilde: Forskningsministeriet, 1997a. s. 41) Oprindelig anm.: Andelen, der har prøvet Internet, kan være større end andelen, der siger, de har kendskab til det. Det skyldes, at en del har prøvet Internet, men kun føler, de har ringe eller meget ringe kendskab til det. Opsamling I cyberspace er kvinder, økonomisk svagtstillede og ældre underrepræsenteret. Meget tyder på at kvinderne, når computerens kulturelle og tekniske status ændres, vil føle tilskyndelse til at bryde med gamle stereotyper og opdelinger. Unge kvinder har ikke de jævnaldrende mænds legende forhold til teknologien, men dette er antageligt mere et pædagogisk og kulturelt spørgsmål end et mere grundlæggende biologisk (Jessen, 1993) og dette forhold vil med en målrettet indsats kunne ændres. Holdninger til teknologien følger dog i høj grad uddannelsesniveau og indkomst. I forhold til Minerva-modellens segmentering af den danske befolkning er teknologiangst en særligt dominerende faktor i værdikortets sydøstlige felt, der i øvrigt kendetegnes ved lav uddannelse, lav prestige og dårlig økonomi (Dahl, s. 21, 70). Modsat rangerer teknologien højt på de, i bredeste forstand, kapitalstærkes værdiskala. En vis del af denne modvilje kan antages at skyldes frygt for det ukendte, men en ligeså væsentlig faktor kan skyldes en generel méconaissance, altså en ubevidst strukturering af værdier og skabelse af livsfortælling i forhold til habitus. Populært sagt virker rønnebærrene objektivt sure for dem, der ikke kan nå dem. Oprettelse af info-kiosker og datastuer er derfor kun en delløsning. Problemet vil blive taget op i opgavens fjerde kapitel.

9 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 9/20 Kap. 3: Den borgerlige offentlighed og Internettet Hvilken rolle spiller Internettet i vores samfund? Spørgsmålet knytter sig til diskussionen om hvilken rolle medierne i det hele taget spiller. Det er åbenlyst at Internettet er en udvidelse af markedet og som sådan en allokeringsmekanisme, der formidler såvel traditionelle varer som information og serviceydelser. Men nettet er også en forbindelse mellem borgere - nogle borgere. En vis del af debatten om emner som Amsterdamtraktaten, presseetik, finanspolitik foregår i nyhedsgrupper, på postlister, via . Og her har ikke alle adgang, og ikke alle har lige mulighed for at få adgang. Diskussionen drejer sig om ytringsfrihed og -mulighed, men også om selve vilkårene for debat. Denne problematik kan forstås gennem Jürgen Habermas teori om den kommunikative handlen og den borgerlige offentlighed. Jürgen Habermas og den borgerlige offentlighed Habermas beskriver hvordan et demokratisk samfund kan nå til retfærdige afgørelser. Ligeledes påpeger han at den ideelle samtale, som er en forudsætning for en retfærdig konsensus, har trange kår i vores moderne samfund. I Borgerlig Offentlighed (Habermas, Norsk udg.) leverer Habermas en socialhistorisk analyse af begrebet offentlighed, for derved at vurdere dets udspring og brug. Overfladisk betragtet beskriver han den borgerlige offentligheds vilkår fra dens fremkomst i 1700-tallets europæiske borgerskab til dette kapitalistiske århundrede, kendetegnet ved, at man har kunnet iaktta at offentlighetens samfunnsmessige grunnlag igjen går mot oppløsning - offentlighetens forfallstendenser er umiskjennelige (Habermas, s. 3). En særlig gunstig form kunne den offentlige sfære måske, ifølge Habermas, have opnået i et liberalistisk samfund, hvor alle var privatejere og ikke var underlagt synderlig tvang. De vestlige markedssamfund har dog ikke umiddelbart foranlediget en demokratisk uddeling af ejerskab og den offentlige sfære er blevet forkrøblet. Der skelnes ofte mellem synsvinklen hos den tidlige og senere Habermas, men her vil hans fokus sammentænkes i opgavens perspektiv. Det grundlæggende i Habermas opfattelse er en vurdering af muligheden for at føre en herredømmefri samtale. Denne føres ikke på et universelt grundlag, men alligevel på et retfærdigt grundlag, da den bygger på et normativt fællesskab, konstrueret gennem kommunikativ handlen. Da alle implicerede har deltaget i konstitueringen af den fælles ramme kan man opnå en konsensus med gyldighed for alle. Denne styringsform gælder i livsverdenen, altså den del af livet, der udspiller sig i privatsfæren og delvist i den offentlige sfære. Modsat fungerer den strategiske rationalitet som styringsmekanisme i den økonomiske og politiske sfære. Som (hoved)repræsentant for moderne kritisk teori, mener Habermas, at såvel livsverden som systemverden må inddrages i forsøget på at forstå en given handling (Andersen, s. 194ff). Begge verdener kan analyseres, da de begge kan siges at være styret af en rationalitet. Systemverdenen retter sig mod effektive økonomi- og magtmaksimerende løsninger, mens livsverdenens kommunikative handlen er orienteret imod at udvide den fælles forståelse og accept af gyldigheden af opfattelsen af omverdenen, de sociale relationer og normer og de enkelte individers personligheder. (Andersen, s. 198). Den kritiske teoris opgave bliver således at blotlægge falske præmisser i begge verdener og vurdere karakteren af samspillet de to verdener imellem. Skellet mellem livs- og systemverden mødes tit i sociologien, om end ofte mindre udtalt end hos Habermas. Mere kontroversielt er hans syn på masse(medie)kulturen, der ses som et affirmativt og særdeles problematisk fænomen; Den kultur som utbres gjennem massemedia er nemlig en integrationskultur: ikke bare integrerer den informasjon og resonnement, dvs. at publisistiske former integreres med den psykologiske skjønnlitteraturs litterære former til underholdning og livshjelp bestemt av human interest ; den er samtidig elastisk nok til å assimilere elementer fra reklamen, ja, selv tjene som et slags superslogan som - dersom det ikke fantes før av - rett og slett hadde kunnet blitt oppdiktet for det formål å lage public relations for status quo. (Habermas, s. 163)

10 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 10/20 Her er det som om Habermas videnskabelige arvegods vejer tungt. Holdningen til den problematiske masseformidling og til den manipulatoriske reklame er i nogen grad et ekko fra Horkheimer og Adorno; Kulturindustriens budgetterede værdiforskelle har intet som helst at gøre med saglige forskelle, med produkternes mening. Også de tekniske medier tvinger indbyrdes til umættelig uniformitet. (Horkheimer & Adorno, s. 183). Habermas pointe er, at med overgangen fra en liberal økonomi til en mere kontrolleret kapitalisme organiseret i et uigennemskueligt samspil mellem private firmaer, statsbureaukrati, interesseorganisationer etc. har offentlighederne gennemgået en slags refeudalisering. 5 Den borgerlige offentlighed er altså et historisk fænomen, der var kendetegnet ved at være et diskussionsforum, hvor de deltagende var ligestillede og derved kunne nå en rationel, retfærdig konsensus. Det centrale for denne opgaves perspektiv er imidlertid muligheden for at bedømme den nuværende offentlige sfæres status. Med Habermas karakteristik af den ideelle samtalesituation kan det vurderes, hvorvidt den er gået tabt med tidligere århundreders samfundsform, eller om den kun eksisterer i intimsfæren. Endelig er der muligheden for at den helt er udraderet af systemverdenens kolonisering af livsverdenen, at der ikke længere er en valid basis for samtale. Det er ikke sikkert at HTTP alene er et gyldigt normativt grundlag. Før dette kan vurderes skal den, i mit perspektiv, vigtigste kritik af Habermas kort berøres. Habermas og hans kritikere Habermas har, med sin normative og kritiske fremstilling pådraget sig en voldsom kritik, der her blot skal strejfes. Først og fremmest kritiseres han for at idealisere et særdeles elitært og lukket fænomen. Det var ikke alle der havde mulighed for at sidde og disputere i kaffesaloner; hverken arbejderklassen eller samfundets kvinder var indbudt (Thompson, s. 253). Til denne ofte fremførte kritik, må det svares, at Habermas måske kunne have gjort mere opmærksom på denne ulighed, men at han ikke ignorerer den, endsige gør sig til fortaler for den. Han opfatter øjensynligt sit ærinde som primært sociohistorisk fremfor normativt - hvilket retfærdigvis kan betragtes som naivt. I medievidenskabeligt perspektiv er den ganske ensidige kritik af massemedierne i Borgerlig Offentlighed blevet betegnet som særdeles enøjet og direkte forkert. Dette er givetvis en begrundet kritik, men sandheden er at disse massemedier spiller en yderst perifer rolle hos (den tidlige) Habermas. I lyset af f.eks. receptionsanalysen og idet hele taget moderne medievidenskab er det dog særdeles problematisk at opfatte massemediernes tilskuer som et passivt perciperende objekt; at eksempelvis tv skulle nedtvinge en konformitet over seerne er en sandhed med store modifikationer (Lull, 1990; Lewis, 1991; Jensen, 1991). Ligeledes kan det diskuteres om ikke opfattelsen af mediernes offentlighed som korrumperet og styret er noget upræcis; det skulle være muligt at argumentere for, at some media, some of the time - clearly do still serve as a forum for discussion of issues of public interest among people who are knowledgeable, interested, able to speak on behalf of broader social interests, and whose discussions have the potential of being of political influence. (Boyd-Barret, s. 230). Særlig problematisk har dog været Habermas kontroversielle opfattelse af moral. På dette felt cementerer han atter sin position som fornuftens filosof, som viderefører af en grundlæggende modernistisk tankegang. Habermas mener, at man fornuftigt (det vil sige logisk/filosofisk) kan vurdere hvilke normer der er retfærdige/gyldige ud fra den såkaldte universaliseringsgrundsætning: Enhver gyldig norm må opfylde den betingelse, at de følger og bivirkninger med hensyn til tilfredsstillelse af hver enkelts interesser, som til enhver tid opstår ved at normen følges generelt, frivilligt kan accepteres af alle berørte. (Habermas citeret i: Andersen & Kaspersen, s. 359) 5 Dette vil i Habermas forstand sige en tilbagevenden til en repræsentativ offentlighedstype, hvor magtforvalterne blot proklamerer deres beslutninger (i stedet for at gøre disse til genstand for oplyst debat).

11 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 11/20 En konsensus opnået gennem herredømmefri dialog (hvilket indebærer opfyldelsen af en række nærmere definerede kriterier) kan benyttes som retfærdig, og derfor må forhold, hvorunder denne ideelle samtalesituation trives, fremelskes. Med denne hyldest til fornuften som en mulig kilde til retfærdighed indskriver Habermas sig som antydet i det moderne oplysningsprojekt. Sjældent er fornuften i dette århundrede blevet opfattet som et så frigørende element som hos Habermas. Postmoderne tænkere finder denne opfattelse af fornuft tvivlsom, da fornuften opfattes som en falsk konsensus, etableret af en dominerende ideologi, baseret på falske præmisser. For Habermas-kritikeren Jean-François Lyotard var konsensus for eksempel en outmoded and suspect value (citeret i Harvey, s. 52). Horkheimer og Adornos Oplysningens Dialektik, var et gennemgribende modernistisk projekt, men indeholdt en nærmest postmoderne modvilje mod fornuften som neutralt styringsinstrument. For Frankfurterskolens tænkere i perioden omkring anden verdenskrig måtte oplysningens skjulte og undertrykkende logik modsvares af en re- og opvurdering af den menneskelige natur (for så vidt at der overhovedet var noget håb). Det er en postmoderne kongstanke (hvis man tør tale om en sådan), at man bør opgive hele oplysningens projekt i frigørelsens navn (Harvey, s. 14). Overhovedet det at argumentere mod Habermas for at nå en ny enighed kan dog, lidt polemisk, siges at underbygge hans teori. Pierre Bourdieu og habitusbegrebet Et helt centralt kritikpunkt hos Habermas er dog, efter undertegnedes vurdering, opfattelsen af den kommunikative handlen, som en øvelse i at nå et fælles normativt grundlag; at grundlaget for ikke-målrationel kommunikation skulle være at nå til kvalificeret enighed. Her står Habermas i kontrast til Anthony Giddens, men især til Pierre Bourdieu, der beskriver kommunikation som anderledes individuelt formålsorienteret end Habermas. Motivationen for at søge rationel konsensus synes, hos Habermas, at bunde i en mytisk, pseudobiologisk forklaring (Stevenson, s. 70). Anderledes hos Bourdieu. Sociologen Henrik Dahl beskriver, i Bourdieus ånd, holdninger fremsat om politiske og æstetiske forhold som refleksive og Dermed er deres egentlige formål at opnå en ikke-sproglig effekt, nemlig at opbygge personen og styrke gruppen. (Dahl, s. 142). Megen kommunikation har til formål at positionere afsenderen i forhold til andre personer. Ved ethvert refleksivt valg fastslår vi vort tilhørsforhold til en særlig gruppe, eller livsstil. Vores sprogbrug, tøjvalg og artikulerede præferencer tager afstand fra nogle og knytter os nærmere til andre. Bourdieus teori om den menneskelige handlen er nært knyttet til en række centrale begreber, som jeg vil afstå fra at udrede her 6. Dog skal det nævnes at Bourdieu bruger begrebet habitus, som en personlighedsintegrativ instans, et samlende princip for individets bevidsthed. Habitus tjener den funktion at den omsætter de indre og relationelle karakteristika i en position til en samlet livsstil, dvs. til et samlet sæt af personvalg, valg af goder, valg af praktikker. (Bourdieu, s. 24). Habitus kan derfor beskrives som et individs værdi- og normsæt dannet i individets historie som en samlende fortælling, der beskriver, forklarer og retfærdiggør individets nuværende position. I individets selvforståelse vil denne position forekomme at være resultatet af en række frie valg og distinkte begivenheder, hvorfor positionen (der altså er relationen til andre) vil virke som den bedste og rigtigste forholdene taget i betragtning. Individets praktiske bevidsthed, altså dagligdagsbevidstheden, søger størst mulig effektivitet, mindst mulig konflikt og definerer ofte nødvendigheden som en dyd. Derfor vil den praktiske bevidsthed formulere det faktum, at man ikke har en PC i hjemmet som et bevidst valg på baggrund af præferencer, snarere end en uønsket konsekvens af finansielle begrænsninger. Det man ikke har råd til, vil man altså kategorisere som uønsket. Her er et væsentligt problem for regeringens vision om et demokratisk informationssamfund for alle - det er ikke alle, der har lyst til at være med. 6 Der henvises til Bourdieu, 1997; Dahl, 1997; Andersen & Kaspersen, 1996 (s ).

12 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 12/20 Offentlighed på Internettet Internettet er, med alle målemetodernes usikkerhed in mente, det hurtigst voksende massemedium nogensinde. Det er ligeledes kendetegnet ved at være ude af hænderne på de delvist idealistiske skabere og nu (mere end noget andet medium) underlagt, markedets magt. Som nævnt er kommercielle interesser i medieverdenen, for Habermas, ensbetydende med en nedbrydning af en egentlig demokratisk offentlighed. Til gengæld kan Internettet på en fleksibel facon repræsentere langt flere interesser end de nationale public service-medier, der ellers ofte er blevet set som et muligt bolværk mod refeudaliseringen. De klassiske public service-medier har et økonomisk problem, men også et legitimitetsproblem i forhold til kravet om repræsentativitet. John Keane skriver: Påstanden om repræsentativitet er når det kommer til stykket et forsvar for virtuel repæsentation af et fiktivt hele, en tilflugt til en programlægning, der simulerer meninger og smag hos nogle af dem programplanlægningen henvender sig til. (Keane, s. 31). I modsætning hertil kan Internettet tilbyde relevans for subkulturelle interesser. Ligesom et lands kultur er mere pluralistisk end public service-medierne vil (have mulighed for at) vise, vil Internettet kunne tilbyde et naturligt rum for denne kultur; en pluraliseret offentlig sfære. Habermas lægger, næsten implicit, vægten på den klassiske rumopdelende og rammedefinerende nationalstat og ser stort set bort fra offentligheder på lokalt eller globalt niveau. Sådanne offentligheder benævner John Keane henholdsvis mikro- og makrooffentligheder, mens det nationale rum betegnes mesooffentlighed. Mikrooffentlighederne kan ifølge Keane varetage mange af de funktioner som Habermas mener forsvandt med fortidens kaffehuse og litterære sammenslutninger. Store dele af nutidens sociale bevægelser har netop karakter af normudfordrende modstykker til samfundets eksisterende kategoriseringer; som en slags semiotiske kampgrupper: I offentlige sfærer som diskussionskredsen, forlaget, kirken, klinikken og en politisk snak med venner og bekendte over et glas et-eller-andet sætter borgerne spørgsmålstegn ved virkelighedens pseudo-imperativer og imødegår dem med alternative erfaringer af tid, rum og mellemmenneskelige forhold. (Keane, s. 34). Disse mikrooffentligheder kan tænkes at kendetegnes ved en livsverdensrationalitet, en kamp eller diskussion om værdier og hverdagens dominerende koder. I samtale med venner over et glas et-eller-andet argumenterer man ikke ud fra målrationelle overvejelser - man søger hverken at kommunikere sig til penge eller magt i traditionel forstand. Snarere fastlægger man i fællesskab et grundlag, man støtter sig det gode arguments tvangfrie tvang. Denne sidste sætning er naturligvis ikke selv genstand for konsensus. Som omtalt har f.eks. Bourdieu en anden opfattelse af kommunikationens logik. Men jeg mener dog, man lidt forsigtigt kan sammenstille de to synsvinkler og hævde at selve indholdet af et individs udtalelser og argumenter er determineret af vedkommendes habitus, men at dette ikke gør den nåede konsensus mindre gyldig i Habermas forstand. Både den kritiske teori og Bourdieus refleksive sociologi søger netop at eliminere ugyldige/falske præmisser i både system- og livsverden. Den herredømmefri samtale skal opfattes som en idealtype i webersk forstand og samtidig søges fremelsket; den er en kommunikationens ideelle idealtype - for så vidt, at der ikke opnås konsensus om ugyldigheden af Habermas argumentation. Mesooffentligheden er baseret på nationalstatens fællesskab og er således karakteriseret ved at appellere til og definere/fasttømre et sprogligt og diskursivt fællesskab. At denne offentlighed skulle være forkrøblet af blandt andet massemediernes uheldige ejerforhold er som ovenfor nævnt en diskutabel påstand. Makrooffentligheder er fællesskaber dannet som følge af en stigende globalisering. Verdensomspændende kommunikationsinstanser, som Reuters eller CNN har dannet en vis fælles global referenceramme. Ofte formidles begivenheder med antaget global interesse til et forestillet verdenspublikum. Sproglige og kulturelle forståelsesvanskeligheder søges i nogen grad

13 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 13/20 modgået ved at formidle begivenhederne som særligt symbolsk ladede og med nærmest ceremoniel fascination (Dayan & Katz, s. 176). Denne offentlighedstype er muliggjort af den teknologiske udvikling og vil ikke mindst kunne finde sin styrke i en fortsat globalisering og måske sit medie i Internettet. Et særligt aspekt ved Internettet er, at alle tre offentlighedsniveauer har omtrent samme vilkår i cyberspace. Internettet tilbyder funktioner, der opfylder alle tre typers behov. Når geografisk afstand stadig mister betydning, vil mikrooffentligheder kunne udfolde sig i grupper fordelt på alle verdens kontinenter. Men dette vil ikke nødvendigvis betyde at disse offentligheder forandres synderligt: et virtuelt forum kan sidestilles med diskussionskredsen, forlaget, klinikken, etc. som rum for diskussion om fælles anliggender (se f. eks. Gotved, 1997). Det er en banal sandhed at makrooffentligheder især vil have favorable vilkår på nettet, da det ikke vil give økonomisk eller teknisk mening blot at sende (udbyde information) til en snævert defineret gruppe. Mere usikker er fremtiden for mesooffentlighederne, for nationalstatens rolle. Det ordnende princip som af visse økonomiske, historiske og ideologiske men også geografiske og praktiske årsager er tilfaldet nationalstaten synes at være truet af udviklingen. Nationalstaten og dens borgeres nationale tilhørsforhold ses ofte som en social konstruktion snarere end som et naturligt opstået fællesskab (Andersen & Kaspersen, s. 484ff). Opbygningen af en national bevidsthed er dog lykkedes i så høj grad at konstruktionen virker nærmest naturgiven og står som symbol for nogle på alt hvad der er sikkert og trygt. 7 Som en udfordring til nationalstaten står en række globaliseringstendenser, der ikke mindst bunder i den accelererende mellem- og overstatslige handel (Hjarvard, s. 8). Man kan altså opstille globaliseringen i modsætningsforhold til nationalstaten, men det er ikke en indlysende kontrast: Frem for at se forholdet mellem nation og globalisering som forbundne kar: når der bliver mere globalisering, bliver der mindre nation - er det måske bedre at forstå udviklingen som en generel udvidelse af det sociale rum og virkefelt: den sociale verden er simpelthen blevet større; det nationale er ikke nødvendigvis blevet mindre, men dets rolle ændres, når mulighed for lokal og global aktivitet øges. (Hjarvard, s. 9) Denne harmoniske opfattelse af internationaliseringen betoner de udvidede muligheder, råderummets vækst. Men dette er især et kapitalens råderum, det er kun den velbjergede elite for hvem verden er en legeplads og forskellighed en dyd. Sådan argumenterer, i det mindste, samfundstænkeren Christopher Lasch, der om nogen står som den yderste kulturpessimismes moderne fortaler. Med udgangspunkt i Robert Reichs tanke om en ny samfundsgruppe af symbolanalytikere, der lever i en verden af abstrakte symboler og kulturel og økonomisk storkapital, beskriver Lasch internationaliseringen som Eliternes Oprør (Lasch, 1996). For globaliseringen er også i nogen grad en potentiel polarisering af på den ene side dem, der ser de geografiske grænser som snærende bånd og på den anden dem, som opfatter samme grænser som tryghedsskabende. Med Stig Hjarvards ord: Nationalstaten har - på godt og ondt - udgjort rammen om et fællesskab, der i takt med globaliseringen ikke længere synes så evident, men i stigende grad fremstår som noget, man aktivt skal forsvare, hvis man da ikke netop hilser opløsningen af dette fællesskab velkommen. (Hjarvard, s. 10). At hilse opløsningen velkommen er for Lasch en indtræden i en anomisk tilstand, hvor systemverdenens optik rettes mod alle samfundsforhold; hvor de stærke ikke føler nogen forpligtelse til at hjælpe andre end sig selv. Eliten er international og de stærkes loyalitet - hvis selve udtrykket ikke er en anakronisme i denne sammenhæng - er international og hverken regional, national eller lokal. De har mere tilfælles med deres ligemænd i Bruxelles eller Hong Kong end med de store amerikanske masser, der ikke er koblet på det globale kommunikationsnetværk. (Lasch, s. 7 I den tidligere omtalte Minervamodel kunne denne opfattelse tænke at florere i de sydlige segmenter, hvor værdierne konformitet og tradition trives. Det multikulturelle og i det hele taget det anderledes ses som en trussel mod disse værdier, der altså ellers objektivt set ikke står i direkte forbindelse til nationalstaten.

14 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 14/20 34). Dette svarer til situationen i de europæiske nationalstater, hvor en politisk og økonomisk elite synes mere favorabelt orienteret overfor internationalisering end den brede befolkning og det svarer ligeså fint til at de internationale tv-kanaler i Danmark fortrinsvist benyttes af personer, der i MiniRisc-terminologien 8 er at finde i det blå felt (Hjarvard, s. 44). Men Lasch kan alligevel siges at overdrive det uigendrivelige i en sådan udvikling. Hans skråsikre påstand er at ligne med en tilsvarende fremsat af Karl Marx: forskellen mellem proletariat og kapitalister vil øges til det ubærlige (Lübcke, s. 117). Det er som bekendt ikke et særligt præcist billede af udviklingen i Vesteuropa. Dertil kommer, at tabte værdier som tapperhed, ridderlighed og høvisk-romantisk kærlighed som, for Lasch, var tidligere tiders elites forsonende karakteristika (Lasch, s. 38) kan tænkes at være erstattet af en fælles politisk kultur med internaliserede demokratiske værdier; værdier med universel aspiration (Hjarvard, s. 67). Endnu væsentligere er det måske, at Internettet netop har en græsrodslignende flad struktur. Det kræver ikke mange midler at koble sig på nettet og som modsvar til store globale kapitalinteresser kan virksomheder startes og servicefunktioner foretages med få ressourcer. Det er heller ikke en rimelig karakteristik at Internettet kun skulle være elitens netværk. Også subkulturer af enhver slags, fra frimærkesamlere til autonome samfundsomstyrtere, kan nu, og har stor motivation for at, orientere sig globalt. At privatpersoner griber ytringsmuligheden ses af søgemaskinens Jubii s opgørelse over antallet af registrerede hjemmesider i forskellige kategorier (Forskningsministeriet, 1998a. s. 43). Her ses 3137 private sider mod 2636 erhversrettede sider. Dette kan sammenlignes med at såvel Underholdning som Erotik har dobbelt så mange søgeeksponeringer i Jubii som Erhverv, som til gengæld søges på dobbelt så ofte som Det offentlige. Ligeledes kan Internettet betyde at rent tekniske/økonomiske hindringer for åbenhed i forvaltning bortfalder ligesom offentligheden (den offentlighed som nu kan fungere på flere niveauer samtidig) og Habermas ideelle samtalesituation fremmes af, at den formelle ytringsfrihed nu kombineres med reel ytringsmulighed. Her kan det betale sig at betragte situationen i Danmark pt. Ytringsfriheden på de danske Internetudbyderes servere er næsten total og Internettet betragtes med stor idealisme af den danske regering, der i en handlingsplan skriver: Udvidet brug af elektronisk kommunikation skal overvinde de til tider kunstige grænser, der fra borgerens synspunkt kan være mellem forskellige dele af forvaltningen. Derved kan der opnås store kvalitetsforbedringer i den offentlige service. (Forskningsministeriet, s. 17). I denne ånd oprettede folketinget en hjemmeside ( hvorfra borgere kan indhente informationer og følge lovgivningsprocessen. I overskuelighedens tjeneste oprettede Statens Information ligeledes en side, hvorfra den digitalt set forudsætningsløse borger, i teorien, kan finde frem til informationer om offentlige institutioner ( Rapporter, fra ekspertudvalg og interesseorganisationer, bliver ligeledes i stort omfang publiceret på nettet og netop sådanne rapporter (f. eks. Dybkjærrapporten) er ofte centrale indlæg i den offentlige debat. Endelig kan nettets interaktive kvaliteter (gen)skabe en direkte kommunikation mellem politiker og borger ved hjælp af chatmøder, diskussionsgrupper og . Under folketingsvalgkampen i marts 1998 deltog Poul Nyrup Rasmussen og andre politikere i sådanne debatter. Det repræsentative demokratis oprindelige decentrale interaktivitet, der siden blev erstattet af dagblade og tv, vil således kunne vende tilbage til en mindre distanceret form. Dette skal ikke forstås som en positiv mulighed for direkte demokrati, for folkeafstemninger om dette og hint. Det centrale er den nære kommunikation og man skal, som Tor Nørretranders formulerer det tænke på muligheden for at i en sag høre alle berørte parter, f. eks. alle medlemmer af en fagforening, en grundejerforening, en sejlklub eller forældrene i en børnehave. (Nørretranders, 1997a. Afsnittet Åben forvaltning). Disse fordele er reelle, men de er ganske afhængige af hvordan vi vælger at strukturere og udnytte Internettet i fremtiden. Meget kort sagt: Internettet er ligeså godt som det vi kommer på det. 8 Se Dahl (1996) for en diskussion af Risc-analysen.

15 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 15/20 Opsamling Der er ingen umiddelbar, principiel, hindring for at den demokratiske debat kan føres på Internettet. Nettets anarkiske struktur sikrer en bred anvendelsesmulighed og en stor formel frihed. Men denne medalje har også en bagside; Internettet er uoverskueligt og generelt karakteriseret ved lav troværdighed. Der er ikke nogen central instans, der med nogen vægt kan sortere i informationsmængderne og kritiske røster kan drukne i det digitale støjhav. Det er vanskeligt at påkalde sig global bevågenhed på nettet og i mere beskedent perspektiv er der få eller ingen eksempler på at væsentlige debatter i Danmark er udsprunget af den digitale offentligheds udgydelser: nettet har end ikke den samme bevågenhed som selv et nok så lille demonstrationsoptog i Herning eller et læserbrev i Valby Bladet. Kun hvis det drejer sig om rent net-specifikke anliggender, kan det have en vis ræson at bruge nettet som afsæt. (Palle, 1998). Dette kan dog vise sig at være et spørgsmål om tid. Habermas teori om den retfærdige diskussion kan bruges som et kraftigt argument for at skabe lige vilkår for deltagelse i det digitale liv. Hvis man vil sørge for at nogen samfundsgrupper ikke fra starten er udelukket fra såvel de nye fællesskaber som de af de gamle, der nu digitaliseres må man eliminere digital analfabetisme eller sørge for at en sådan ikke er en hindring. Med Bourdieus habitusbegreb in mente, kan dette dog vurderes som andet og mere end et spørgsmål om at oprette hyggelige datastuer i lokalmiljøet. Info-revolutionen kan næppe dikteres ovenfra. Det er vigtigt at indse, at det er lysten, der driver værket men også, at det i høj grad er individets værdisæt, der bestemmer lysten. Denne vurdering sammenholdes i det følgende kapitel med situationen som den blev beskrevet i kapitel 1 og med regeringens visioner og handlingsplaner. Kap. 4: Info-samfundet og demokratiet I regeringens vision om Info-samfundet er det en præmis, at Info-samfundet må være et samfund, hvor alle kan deltage - og hvor alle får mulighed for at tilegne sig de nødvendige Procent af familier 16% 14% 12% 10% 8% 6% 4% 2% 0% Faktisk og planlagt privat adgang til Internettet Efterår 1996 Forår 1997 Måned Efterår 1997 Forår 1998 Har privat adgang til Internet Planlægger Internetadgang Figur 6 (Kilde: Danmarks Statistik, 1997; Danmarks Statistik, 1998) kvalifikationer og få et naturligt og uimponeret forhold til anvendelsen af IT. (Forskningsministeriet, 1996a. s. 8). Det fremgår desuden, at midlet hertil er gensidig dialog med alle involverede parter, at det i sidste ende kræver ansvarlig handlen fra den enkelte, for Det var den måde, hvorpå vi klarede landbrugets omlægning i sidste århundrede. Og det var den måde, hvorpå vi udnyttede industrisamfundets muligheder til at realisere et velfærdssamfund. (Forskningsministeriet, 1996a. s. 10). Folkeskolen ses som den helt store katalysator, hvorfor et ganske centralt mål bliver at nedsætte antallet af elever pr. maskine i skolerne. De øvrige initiativer koncentreres om sikkerhed for erhvervslivet på nettet, effektivisering og modernisering af infrastrukturen. Endelig skal Internettet gøres ligeså lettilgængeligt som telefonsystemet. Alt dette skal gå op i en noget upræcist defineret højere enhed; der tales om, at der er en indbyrdes sammenhæng, hvor projekterne gensidigt støtter hinanden, hvorved summen bliver langt større end enkeltelementerne. (Forskningsministeriet, 1996a. s. 12).

16 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 16/20 Privat Internetadgang er ikke noget, der endnu følger med ved køb af PC, og det må derfor antages at de familier, der har denne adgang også i nogen grad bruger den. Derfor kan det betale sig at vurdere udviklingen i denne adgang (se Figur 6). PC-indkøbet er altså muligvis sløjet af, men trangen til at koble sig på nettet er øjensynligt stor. Man behøver således næppe bekymre sig om hvorvidt det hele var en fuser, men snarere om dem, der endnu ikke er med. Allerførst kan man dog spørge om, hvorfor det er så magtpåliggende at få alle med. Hvis jeg må tillade mig en metafor: skal folk lære at surfe, selvom de har vandskræk? Mediedannelse og digitale kompetencer Svaret på ovenstående spørgsmål kan delvist besvares med et andet spørgsmål: Skal folk lære at stave? Svaret hertil må være, at det er en forudsætning for et demokrati, der baserer sig på en oplyst skriftlig kultur og debat at borgerne kan læse og skrive; svaret er altså ja. Hvis relevante informationer om samfundet formidles gennem tv, radio og dagblade, må disse være alment tilgængelige. Hvis disse informationer helt eller delvis formidles via Internettet må dette ligeledes være tilgængeligt for enhver. Dog med det appendiks, at Hvilke medier, man gør brug af, har selvsagt stor betydning for, hvilke ressourcer man opøver og vedligeholder: Hvis man aldrig træner sin læsefærdighed, bliver man en langsom læser, også selvom man ikke er egentlig læsehæmmet. Og hvis man sjældent ser film, har man et ringe kendskab til filmiske genrer. (Drotner, s. 9). Pointen er, at dette er et vilkår snarere end et problem. Det er underordnet, om nogle borgere vælger at orientere sig bredt i dagspressen og kun benytter en skærm i nødstilfælde; om debatten foregår via fax eller . Dog kan man notere sig en opdeling i dem med generelt gode mediekompetencer og dem uden, og forestille sig, at disse grupper svarer til de generelt kulturstærke og kultursvage (Drotner, s. 36ff). Det er næppe de generelt mediestærke, der er de IT-svage - det er snarere de også på andre områder svage, der heller ikke formår at markere sig i Cyberspace. Og især interaktive multimedier stiller særlige krav til brede kompetencer. Har man et særligt begrænset mediebrug (er man kultursvag i Kirsten Drotners terminologi), vil man ikke kunne fortolke fremtidens integrerede mediekultur, der stiller langt større krav til, hvad man kan kalde tolknings-kompetencerne hos børn og unge. Det indebærer, at de, som kommer til at mangle disse kompetencer, bliver endnu dårligere stillet både socialt og kulturelt. (Drotner, s. 37). Hvis tv og Internet smelter sammen på tv s præmisser vil nettets vanskelige interaktivitet sandsynligvis forsvinde som en hindring. Dette bør ikke ses som et knæfald, et nederlag for en demokratisk synkron teknologi, men som et muligt springbræt til en egentligt gradvis overgang til en mere pull-orienteret informationssøgeform. Dette vil bestemt gøre springet ud i det potentielt informationsdemokratiske cyberspace nemmere, ja måske ligefrem umærkeligt. Og det væsentlige er måske netop at præsentere nettet som et umiddelbart brugbart medie snarere end som utopisk højteknologi. Trods det sydøstlige Minerva-segments teknologiangst er de jo ikke bange for fjernsynet og fjernsynet står jo ikke, fra annoncørernes synspunkt, i modsætning til Internettet. Der vil være stor motivation til at guide folk, primært de købedygtige, men også de andre ud på nettet, hvor de kan handle og skabe indtjening hos udbyder og måske teleselskab. Til det store politiske spørgsmål om hvordan man kan motivere den brede befolkning, kan det kommenteres, at man skal præsentere det nye som noget gammelkendt og lade omstillingen til fuldgyldig info-borger ske gradvist, ligesom man naturligvis - og dette er helt centralt - skal gøre det økonomisk muligt. Gives folk mulighed for at koble sig på under disse forudsætninger vil det kunne gå som debattøren Lars K. Christensen har beskrevet: Den dag Maren i Kæret finder ud af, at Internettet er et glimrende medium til udveksling af stramaj-mønstre, vil hun sikker koble sig på. Og mens hun leder efter stramaj-konferencen kunne det jo være hun pludselig faldt over en indbydelse til et arrangement på det lokale folkebibliotek, en spændende lokalpolitisk diskussion, eller noget helt tredje (Christensen, Afsnittet Et spørgsmål om indhold).

17 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 17/20 Adgang og indhold er derfor de centrale nøgleord. Men også måden hvorpå adgangen formidles er væsentlig, hvis alle skal kunne være med. Info-samfundet for alle - mål og midler Forskningsministeriet kan måske i nogen grad spare sig sine bekymringer om hvorvidt nogen bliver holdt uden for Internettets digitale kredsløb. En polarisering på netop dette punkt er højst usandsynlig. Den såkaldte Metcalfes lov fortæller at værdien af et netværk vokser med kvadratet på antallet af brugere, så alle skal nok, om ikke andet så af rent økonomiske årsager, blive tilbudt adgang (Nørretranders, Afsnittet Nomadicitet). To faktorer er dog helt centrale for udviklingen af digitale kompetencer hos alle. For det første er det et spørgsmål om kroner og øre. IT-borgerskab kan udregnes til blot at kræve en mindre omprioritering af de flestes familiers forbrug, ligesom man kan hævde at den årlige ITudgift ikke overgår udgiften til fjernsyn inkl. licens (Forskningsministeriet, 1997a. s. 34). Men her overser man den grundlæggende forskel, at fjernsynsudgiften er uafhængig af tv-seningens omfang, modsat Internetbrug. Jo flere penge man vil og kan bruge jo bedre IT-borger kan man blive. Derfor er opkaldsprisen per minut langt mere end blot en teknikalitet. Denne overvejelse indgår dog klart i regeringens handlingsplan, men handlingsforslaget er tvetydigt: Ingen private brugere skal finde sig i vilkår for adgang til almindelig telefoni, der er dårligere end i dag, heller ikke de, som televirksomhederne vil være mindst interesseret i at betjene. (Forskningsministeriet, 1996a. s. 18). Man skal altså ikke finde sig i at blive nedprioritet af teleselskaberne. Men hvordan skal man lade sin utilfredshed komme til udtryk?. I hvert fald ikke i en nyhedsgruppe - det har man ikke råd til. De ministerielle overvejelser afføder, at regeringen i EU-regi vil kæmpe for lavere internationale telepriser. Liberalisering af telemarkedet er givetvis en helt central forudsætning for lavere telepriser, men spørgsmålet er, om man ikke hermed i for høj grad opfatter markedskræfterne som en magisk formular. Hvis tanken om det teknologiske B-hold skræmmer, må samfundet bekæmpe digitaliseringen af de gamle økonomiske skel. Lidt polemisk kan man sammenligne en sådan investering i demokratiet med prisen for en storebæltsbro. Den vil ganske givet være noget større, men vi lever jo også, ifølge forskningsministeriet, netop i et info-samfund; ikke i et brosamfund. Den anden væsentlige faktor i udviklingen af digitale kompetencer er forholdet til informationer. Der er en stor rimelighed i at oprette et Samfundsnet, der kæder alle samfundets væsentligste hjemmesider sammen, ligesom der er god brug for nogen eller noget til at sortere i Internettets kakofoniske hav af information. Spørgsmålet er blot, hvem der skal vælge. Hvem skal bedømme hvad der er væsentligt; Danmarks Radio?, Microsoft?, Socialdemokratiet?. Pull- og Pushteknologi er ikke gensidigt udelukkende, men Pull er groft sagt både vanskeligst og dyrest. Et af nettets væsentligste potentialer, den pluralistiske mangfoldighed, muligheden for at opdage nye synsvinkler og holdninger; i det hele taget chancen for at møde noget spændende man ikke ledte efter, kræver en vis eventyrlyst og nysgerrighed. Den helt grundlæggende forudsætning for at disse kvaliteter udvikles er - og det bør ikke overraske nogen - prisen. Konklusion Internettet er ikke en maskine, der automatisk laver demokrati. Men det åbner muligheder for åbenhed og en pluralistisk offentlighed, der kan orientere sig bredt og indgå i den demokratiske debat på lige vilkår. Visse grupper har dog dårlige forudsætninger for at klare omstillingen optimalt. At udråbe globaliseringstendenser som en særlig privilegeret samfundsgruppes ansvarsforflygtigelse er ikke nødvendigvis berettiget, men det er ligeledes problematisk at antage, at alle har lige vilkår i Infosamfundet. Snarere er det økonomiske B-hold, de kultur- og pengesvage, også det informationsteknologiske B-hold: pensionister og andre lavindkomstgrupper er

18 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 18/20 underrepræsenteret på nettet og vil blive marginaliseret yderligere når både deltagelse i debatten og arbejdsmarkedet kræver digitale kompetencer. Habermas offentlighedsteori kan bruges som en nyttig synsvinkel når værdien af en bredt orienteret og tilgængelig offentlighed skal vurderes. Især kvalificeret af John Keanes syn på nutidens offentligheder som pluraliserede og ikke gensidigt udelukkende opnås et vigtigt instrument til at beskrive info-samfundet teoretisk. I et samfund hvor store dele af den demokratiske debat er mediebåren, og hvor store dele af vores omverdensbillede formidles af medierne er nye tolkningskompetencer væsentlige for en oplyst og kritisk befolkning. De digitale kompetencer bør opøves, og det er derfor væsentligt ikke at polarisere befolkningen yderligere til en grad, hvor nogen vil opfatte modviljen mod teknologien som et personlighedsbærende princip; det er vigtigt at alle bliver bekendt med teknologien. Når den enkelte har adgang og et vist erfaringsgrundlag kan vedkommende selv opsøge den foretrukne del af nettet eller helt lade være; valget vil være truffet på et oplyst og kvalificeret grundlag. Når dette er sagt, kan man dog stadig se store hvide pletter på informationssamfundets landkort. Økonomi er, som denne opgave har fremlagt sagen, en væsentlig adgangsbegrænsende faktor, men er også et væsentligt konstituerende aspekt ved Internettets fremtidige udvikling. Efter devisen hvorfor tilbyde noget gratis, hvis man kan tage betaling for det?, vil visse dele af nettet kun være åbent for den betalende surfer. Også søgemaskinernes resultater vil måske være afhængige af den månedlige betaling fra velhavende web-sites. Væsentlig for nettets fremtid er ligeledes forholdet mellem pull- og pushteknologi, der blot er blevet strejfet her (se f. eks. Jensen, 1997; Nørretranders, 1997). I samme åndedrag kan man nævne forskellige brugerfladers karakter, der ligeledes bestemmer hvordan adgangen til cyberspace skal udforme sig. TeleDanmarks Internetkunder har for eksempel deres egen lille virtuelle by Opasia, der præsenterer nettet som et trygt og rent sted at være - her er hverken pornobutikker eller snavsede gader. En indholds- og receptionsanalyse kunne afdække fordele og ulemper ved en sådan tilgang. Endelig er det rent teknologiske spørgsmål ikke uden betydning for hvordan fremtidens adgang til Internet vil udforme sig. Der er næppe megen tvivl om at Internettet vil komme til os af alle tilgængelige indfaldsveje, via telefonstikket, kabel-tv-stikket, parabolantennen, etc. (Kjærsgaard, 1998) og få ting er så sikre som at vi vil komme til at leve i en permanent tilstand af overgangsløsninger, som medieforsker Frands Mortensen formulerer det (Harddisken, 1998). Hvordan den digitale offentlighed præcis vil udforme sig i fremtiden er endnu uafklaret. Med Habermas kan man dog argumentere for at statens fornemmeste opgave vil være at sørge for at alle får lige formelle muligheder for at deltage. Det gode arguments tvangfrie tvang vil ikke automatisk overdøve Internettets uoverskuelige informationsmængder, men nettet giver nye udtryks- og ytringsmuligheder som traditionelle medier kun har kunnet have som fjerne idealer. Det væsentligste er at indse, at ikke alle har lige grundvilkår - det traditionelle B-hold er i fare for også permanent at blive det teknologiske. Til fare for demokratiet og det netværk hvis værdi vokser med kvadratet på antallet af brugere.

19 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 19/20 Anvendte kilder Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (eds.) (1996). Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag. s , , Andersen, Heine (ed.) (1990). Videnskabsteori og metodelære - Introduktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Blauenfeldt, Anders & Stegmann, Mikkel (1998). Danskernes internetvaner - brugersurvey, maj Lyngby: Center for Teleinformation, DTU. Download-dato: (referencer henviser til Adobe Acrobat-udgaven). Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc J. D. (1996). Refleksiv sociologi - mål og midler. København: Hans Reitzels Forlag. Bourdieu, Pierre (1997). Af praktiske grunde - Omkring teorien om menneskelig handlen. København: Hans Reitzels Forlag. Boyd-Barret, Oliver (1997). Conceptualizing the public sphere. I: Boyd-Barret, Oliver & Newbold, Chris (eds.) (1997). Approaches to Media - A Reader. London: Arnold. Christensen, Jens (1997). Internettets historie. I: Mediekultur nr. 27, november Christensen, Lars K. (1995). Universel adgang - men til hvad?. Download-dato: Dahl, Henrik (1996). Nogle erfaringer med at operationalisere Bourdieu. I: Mediekultur, nr. 24, Dahl, Henrik (1997). Hvis din nabo var en bil. København: Akademisk Forlag. Danmarks Institut for Ældrepædagogik (1998). Ældre og Informationsteknologi. Download-dato: Dayan, Daniel & Katz, Elihu (1995). Political Ceremony and Instant History. I: Smith, Anthony (ed.). Television - An International History. New York: Oxford University Press. Drotner, Kirsten (1995). Mediedannelse: Bro eller barriere? - Om børns og unges mediebrug. København: Statsministeriets Medieudvalg. Dybkjær, Lone & Christensen, Søren (1994). Info-samfundet år Rapport fra udvalget om "Informationssamfundet år 2000". København: Forskningsministeriet. (Downloadet fra Egenfeldt-Nielsen, Simon & Smith, Jonas Heide (1998). Computerspillet: Legetøj for en senmoderne kultur. København: Københavns Universitet. Flarup, Jane (1998). Kvindeforsker: Afmaskulinisér computerverdenen. Jyllands-Posten: Folketingets hjemmeside (1997+). Forskningsministeriet (1996). IT i tal billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet. (Downloadet fra Forskningsministeriet (1996a). Info-samfundet for alle - den danske model. København: Forskningsministeriet. Forskningsministeriet (1997). Handling gi r forvandling - IT-politisk handlingsplan 97/98. København: Forskningsministeriet. Forskningsministeriet (1997a). IT i tal billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet. Gotved, Stine (1997). Det virtuelle fællesskab - om en nyhedsgruppe på Internet. I: Mediekultur, nr. 27, november Habermas, Jürgen (1997). Borgerlig Offentlighet. Oslo: Gyldendal. Harddisken (1998). Harddisken Color. Den digitale redaktion, DR. DR1: Harvey, David (1990). The Condition of Postmodernity. Oxford: Blackwell. Hjarvard, Stig (1996). Grænseløse medier - nye sociale fællesskaber?. København: Statsministeriets Medieudvalg. Horkheimer, Max & Adorno Theodor (1944). Oplysningens dialektik - Filosofiske fragmenter. København: Gyldendal, Jensen, Jens F. (1997). vejkort til Informationsmotorvejen - En medietypologi for informationstrafikmønstre på Internet. I: Mediekultur, nr. 27, november Jensen, Jens F. (1997). Vejkort til Informationssamfundet. I: Mediekultur, nr. 27, november 1997.

20 DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 20/20 Jensen, Klaus Bruhn (1991). Reception Analysis: mass communication as the social production of meaning. I: Jensen, Klaus Bruhn & Jankowski, N. W. (eds.). A Handbook of Qualitative Methodologies for Mass Communication Research. London: Routledge. s Jessen, Carsten & Andersen, Bodil (1993). Piger som computereksperter. I: Jessen, Carsten. Børns Computerkultur - Artikler om computeren i børns legekultur. Odense: Center for Kulturstudier, Medier og Formidling, Odense Universitet. Jessen, Carsten (1995). Børns computerkultur. I: Jessen, Carsten. Børns Computerkultur - Artikler om computeren i børns legekultur. Odense: Center for Kulturstudier, Medier og Formidling, Odense Universitet. Keane, John (1994). Den offentlige sfæres pluralisering. I: Tendens, vol. 6, nr. 2, Kjærsgaard, David (1998). De 4 vandrør. Download-Dato: Kofoed, Jane (1998). Chancen for ligestilling ligger i cyberspace. I: Lige: nu - debatmagasin om ligestilling, nr. 6, april (sidetalsangivelse refererer til den specifikke artikels to sider). Krend, Kathy & Broihier, Mary & Fleetwood, Cynthia (1989). Children and Computers: Do Sex-Related Differences Persist?. I: Journal of Communication, nr. 39, sommer Lasch, Christopher (1996). Eliternes oprør - og forræderiet mod demokratiet. Danmark: Hovedland. Lewis, Justin (1991). The Ideological Octopus - An Exploration of Television and Its Audience. New York: Routledge. Lull, James (1990). Social Uses of Television. I: Lull, James (ed.). Inside Family Viewing: Ethnographic Research on Television s Audiences. London: Routledge. s Lübcke, Poul (1995). Politikens bog om politiske ideer. København: Politikens Forlag. Munch, Per. De nye værdier: Marshall McLuhan opfandt Den globale Landsby. Politiken: Nørretranders, Tor (1997). Stedet som ikke er. København: Aschehoug. Nørretranders, Tor (1997a). Internettet og demokrati. Download-dato: Palle, Henrik (1996). Det nye proletariat. Politiken: Palle, Henrik (1998). I en tid med mer end fem kanaler. Politiken: Statens Information (1997+). Stevenson, Nick (1995). Understanding Media Cultures - Social Theory and Mass Communication. London: Sage Publications. Thompson, John B. (1993). The theory of the public sphere. I: Boyd-Barret, Oliver & Newbold, Chris (eds.) (1997). Approaches to Media - A Reader. London: Arnold. Turkle, Sherry (1995). Life on the Screen - Identity in the Age of the Internet. London: Phoenix. Kilder til statistik Blauenfeldt, Anders & Stegmann, Mikkel (1998). Danskernes internetvaner - brugersurvey, maj Lyngby: Center for Teleinformation, DTU. Download-dato: (referencer henviser til Adobe Acrobat-udgaven). Danmarks Statistik (1997). Download-dato: (fjernet). Danmarks Statistik (1998). Download-dato: Forskningsministeriet (1996). IT i tal billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet. (Downloadet fra Forskningsministeriet (1997a). IT i tal billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet. VEDRØRENDE WWW-SIDER: Internettet er i stadig forandring. Hjemmesider forsvinder dagligt, ligesom de revideres og sågar ændres markant uden varsel eller notits. Der findes af denne grund ingen garanti for at de ovenfor nævnte adresser vil føre til den egentlige kilde. Samtlige www-kilder er dog i forfatterens besiddelse som udprint i deres, i opgaven, anvendte form. Det er hjemmesidernes natur taget i betragtning ikke muligt at angive sidetal ved henvisning, hvorfor afsnitoverskrift angives i stedet. I tilfælde af at en kilde findes på flere tæt sammenkædede hjemmesider, vil der blive refereret til den overordnede indeks-side og kilden vil efterfølges af (ff).