Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Metode... 7 Teori Historisk kontekst Præsentation af Ni Putes Ni Soumises Analyse...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Motivation... 3 Problemfelt... 4 Problemformulering... 5 Læsevejleding... 5 Metode... 7 Empiri og afgrænsning... 7 Interview... 9 Forberedelse af interviewet Under interviewet Refleksioner efter endt interview Videnskabsteoretisk udgangspunkt og analysemetode Teori Kapitalformer og det sociale rum Symbolsk vold Den maskuline dominans Social dominans Habitus Historisk kontekst Den feministiske tradition Feminismens første bølge Feminismens anden bølge Feminismens tredje bølge De franske forstæder Første og anden generation af immigranter Optøjer og øget diskrimination Debatten om tørklædet Den aktuelle debat Præsentation af Ni Putes Ni Soumises Analyse NPNS's virkelighedsforståelse Årsager til fremkomsten af islamistisk dominans i forstæderne Symbolsk vold Islamistisk religiøs kapital og maskulin dominans Traditioner Kønslig adskillelse

2 Kvindens ære Republikansk feministisk kapital Opsamling Islamistisk religiøs kapital og feministisk republikansk kapital Retfærdighedsdiskurs Modernitetsdiskurs Opsamling To feminismediskurser Feministisk kamp for kvinder i forstæderne Feministisk kamp for alle kvinder Opsamling Delkonklusion Diskussion Dominansforholdet uden for gruppen den sociale dominans Dominansforholdet inden for gruppen den kønslige dominans Feminismekampen legitimeres i Frankrig, men ikke i forstæderne Konklusion Résumé Kildeangivelser Bilag Bilag 1: Interviewguide Bilag 2: Interview Bilag 3: Foredrag af Hélène Roussel Bilag 4: Bourdieus model over det sociale rum

3 Indledning Motivation I det danske mediebillede optræder de franske forstæder sjældent i forbindelse med andet end bandekrige og optøjer. I de første måneder af 2010 ændrede dette billede sig imidlertid, da den franske, feministiske organisation Ni Putes Ni Soumises (NPNS) optrådte i flere danske aviser i forbindelse med den franske burkadebat. De blev præsenteret som en kvindegruppe fra forstæderne, der kæmpede for at afskaffe burkaen i den franske offentlighed og støttede det lovforslag, der i øjeblikket behandles i l'assemblée Nationale. Hvis en fransk kvindegruppe, og så oven i købet en fra forstæderne, kan nå helt til de danske medier, må det være fordi, den på en eller anden måde skiller sig ud fra mængden. NPNS s medlemmer er hovedsageligt selv muslimer, men ønsker et sekulært samfund, hvor religion er en privatsag. Dette giver deres kamp en særlig vinkel i forhold til, hvis vi eksempelvis havde valgt at fokusere på en muslimsk, feministisk gruppe. Det er imidlertid netop denne vinkel, der er interessant, da NPNS lader til at stå i et krydsfelt mellem fransk feminisme og muslimske forstæder. NPNS er en af de mest fremtrædende feministiske grupper i den aktuelle burkadebat, og de er derfor i høj grad med til at sætte rammerne for, hvordan der kæmpes for kvinders rettigheder i forstæderne, hvor mange er muslimer. Idet de har en højlydt stemme i det franske samfund, er deres kamp vigtig for, hvordan problemet betragtes. I dette projekt sætter vi fokus på problemet med maskulin dominans i forstæderne, som det italesættes af en af spillerne i kampen om at definere problemet. Vi finder NPNS særligt interessante, fordi de kæmper for muslimske kvinder og samtidig bliver kritiseret af blandt andre muslimske kvinder. Dette forhold er relevant for en analyse af kampen mod den maskuline dominans i forstæderne. 3

4 Problemfelt Feministisk kamp i franske forstæder er et relativt nyt fænomen, og NPNS er en af de grupper, der er mest synlige i denne sammenhæng. De gør sig voldsomt bemærket med deres bevidst provokerende navn, mange demonstrationer og ikke mindst deres modstand mod burkaen. Hvordan formulerer en så dominerende gruppe som NPNS den nye kombination af feminisme og forstæder? Gennem alle deres mange tiltag for kvinder i forstæderne formulerer de en feministisk kamp, som ikke er set før. Kampen er naturligvis i overensstemmelse med en bestemt måde at se på verden på. NPNS er tydeligvis ikke enige i, at det forhold, der eksisterer mellem kønnene i forstæderne i dag, er, som det burde være. Hvordan fremlægges problemet med dette kønslige forhold? Hvilke årsager mener de, der er til, at problemet eksisterer? Der er nogle, der mener, at der ikke er et problem med maskulin dominans i forstæderne. Heraf blandt andet kvinder, som bor i forstæderne og gerne vil have ret til at gå tildækket. Hvordan hænger det sammen, at NPNS udtaler at kæmpe på vegne af nogle kvinder, som kritiserer dem? Hvis NPNS gerne vil hjælpe kvinder, der ønsker at blive hjulpet, men også kvinder, der ikke mener de er undertrykte, på hvilken måde handler de så? Med hvilke midler kæmper de denne tilsyneladende svære kamp? Hvordan forsøger de at overbevise folk om, at netop deres forståelse af, hvordan kønnene bør leve sammen, er den rigtige? Idet der ikke tidligere har været eksempler på, at feminismen er sat i forbindelse med forstæderne, er det desuden interessant at se på hvilken relation, der er mellem NPNS s kamp og den etablerede franske feminisme. Hvordan passer NPNS s feministiske kamp ind i den franske feministiske tradition? Er der tale om, at en ny form for feminisme er indtrådt i Frankrig? Hvilken rolle kan den etablerede franske feminisme spille for NPNS s kamp? 4

5 Vi finder det interessant at undersøge, hvordan NPNS definerer deres kamp, og hvordan de inden for de rammer, de selv fremstiller, kan bidrage til løsningen på det problem, de fremlægger. Problemformulering På baggrund af ovenstående problemstillinger definerer vi følgende problemformulering: - Hvilken gennemslagskraft kan NPNS s formulerede kvindekamp have, når der tages udgangspunkt i deres egen fremstilling af kvindeundertrykkelsen i forstæderne? Læsevejleding I det følgende vil vi kort redegøre for opbygningen af opgaven med henblik på at skabe et overblik. Vi starter med en afgrænsning af og begrundelse for, hvilke dele af NPNS's kommunikation vi benytter som empiri. Eftersom en del af denne empiri består af et interview med en talskvinde fra NPNS, følger et metodisk afsnit omhandlende interviewteknik og vores refleksioner over at foretage et interview på fransk. Derfra går vi over til resten af vores metode, som indledes med en afklaring af vores videnskabsteoretiske udgangspunkt for opgaven. Dernæst vil vi redegøre for, hvordan vi vil bruge Bourdieu. Dette afslutter metodeafsnittet, som efterfølges af et teoriafsnit, hvori vi præsenterer og forklarer de af Bourdieus begreber, vi senere vil bruge til at analysere med. Inden vi går over til analysen følger et afsnit, der har til formål at opridse den historiske kontekst for analysen. Det drejer sig dels om et tilbageblik på feminismen, dels om forstæder og muslimer, begge dele naturligvis inden for en fransk ramme. Vi 5

6 finder ikke en detaljeret historisk gennemgang af områderne nødvendig for opgaven. Snarere har afsnittene til formål at skabe et overblik over de relevante historisk relaterede emner, vi støder på i analysen. Herefter følger analyse, diskussion og konklusion. Résumé på fransk er placeret bagerst i opgaven. 6

7 Metode Empiri og afgrænsning For at svare på, hvordan kampen kan bidrage til en løsning på det fremstillede problem, må vi undersøge den betydning, kampen tilskrives, og den virkelighedsforståelse, den udkæmpes i overensstemmelse med. Vi ser på kommunikation fra organisationen, fordi vi mener, at det er italesættelsen af kampen, der skaber betydning omkring de involverede parter. Den betydning, der skabes af NPNS, som part, samt af deres modstandere i kampen er essentiel for en diskussion af kampens gennemslagskraft. At vi udelukkende bevæger os inden for NPNS s kommunikation, betyder, at vi kan undersøge, hvordan kampen, som den fremstilles, kan bidrage til løsningen på det problem, der formuleres. Det er således en undersøgelse af italesættelsen af kampen og ikke af selve kampen. Vi kan følgelig ikke sige noget om, hvordan denne i praksis bidrager til løsningen på et eventuelt reelt undertrykkelsesproblem i forstæderne. Med hensyn til den specifikke udpegelse af vores undersøgelsesfelt har vi valgt dels at se på kommunikation, som NPNS selv har publiceret, samt at lave et interview med en talskvinde for organisationen. Vi har valgt at fokusere på kommunikation, som gruppen selv har publiceret, fordi vi mener, at tekster, som de har produceret til omverdenen, giver et klart og samlet billede af, hvordan de fremlægger kampen og derigennem den sociale virkelighed. Da NPNS er en relativt ny organisation, strækker deres kamp sig ikke over en længere historisk periode, hvilket betyder, at mængden af publiceret kommunikation er begrænset. Vi ser på kampen, som den fremstilles i bogen Ni Putes Ni Soumises, der er skrevet af NPNS s stifter Fadela Amara. Bogen er udgivet i 2003, samme år som organisationen opstod, og er en grundlæggende fremstilling af NPNS s opståen, formål og 7

8 herigennem deres kamp. Både organisationen og dens kamp er i høj grad formet af Amara. Hun er idekvinden bag og var desuden formand for gruppen indtil Vi mener derfor, at hendes bog er et væsentligt og grundlæggende element i fremstillingen af NPNS s kamp. Udover bogen analyserer vi udsagn på NPNS s officielle hjemmeside. Det er en helt aktuel skildring af, hvad de arbejder for. De opdaterer jævnligt siden, hvilket betyder, at nye aktioner hurtigt formuleres og publiceres og er med til at skabe betydningen af kampen. Det er et flygtigt medie, og vi har for øje, at artikler kan ændres og fjernes fra det ene øjeblik til det andet. Ikke desto mindre er artiklerne en del af betydningsdannelsen og vil være det, selvom de eventuelt skulle blive fjernet fra siden. Den tredje type kommunikation, vi vælger at inddrage, er Le guide du respect, som er lavet af NPNS til børn og unge. Den er særligt rettet mod skole- og gymnasieelever og har til formål at mindske den maskuline dominans ved at lære dem om, hvad rigtig respekt er ifølge NPNS. Det er således først og fremmest en formulering af, hvilke værdier NPNS kæmper for at udbrede. Alle tre tekster er udtryk for, hvordan NPNS italesætter deres kamp. Vi finder ingen uoverensstemmelser mellem teksterne, og da de danner grundlag for organisationens livsanskuelse, er det rimeligt at formode, at alle NPNS s ytringer i debatter, medier og lignende udtrykker de tanker, vi finder i disse grundlæggende fremstillinger af kampen. Da det ville være for omfangsrigt at indsamle alle NPNS s ytringer som empiri, vælger vi at basere det på de tre tekster, som vi finder repræsentative for deres synspunkter. Hermed fravælger vi altså blandt andet avisartikler og andre medier, hvor NPNS udtaler sig. Vi mener imidlertid ikke, at de tre tekster alene kan give os et fyldestgørende billede af NPNS s kamp. Teksterne fremstiller fortrinsvis kampen gennem slagord og paroler, som gentages gang på gang, og for at få en dybere indsigt i deres virkelighedsbillede og den betydning, kampen tillægges, har vi valgt at lave et interview med en 8

9 talskvinde for organisationen. Vi benævner overordnet empirien som kommunikation fra NPNS. Kommunikation indebærer en modtager og en afsender, men vi fravælger at se på reelle afsendere og modtagere, og ser kun på kommunikationen som ytringer, der er meningsskabende inden for teksten. Vi ser med andre ord ikke på den intention, afsenderen har haft med ytringen, ligesom vi heller ikke ser på, hvordan en reel modtager forstår den. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke er interesserede i forholdet mellem afsender og modtager, men vi ser kun på, hvordan de italesættes i teksten. Når vi vælger tekster, NPNS selv har publiceret, samt et interview, fravælger vi artikler, reportager og lignende, der handler om gruppen. Det gør vi, fordi vi er interesserede i NPNS s egen formulering af kampen. Dette er ligeledes grunden til, at vi fravælger, at se på NPNS s facebookside. Her interagerer NPNS med mange forskellige facebook-brugere, og den betydning, der skabes, er således et produkt af interaktionen. Betydningen i interviewet er naturligvis også et produkt af interviewsituationen, men vi finder det alligevel relevant at medtage dette aspekt, da det giver os uddybende beskrivelser af kampelementer, der optræder i de tre andre tekster. Hvordan vi forholder os til interviewet, beskriver vi nedenfor. Vi mener desuden ikke, det er relevant at forholde sig til, hvornår de forskellige tekster er udgivet, da det strækker sig over en så relativt kort periode som otte år, og da der ikke er sket store forandringer med gruppen eller situationen i forstæderne gennem denne periode. Interview Der er forskellige videnskabsteoretiske tilgange til udførelsen og forståelsen af et kvalitativt forskningsinterview, da denne interviewform i høj grad handler om, hvordan mening skabes. En traditionel naturalistisk eller objektivistisk tilgang ser det 9

10 som det kvalitative interviews formål at få adgang til og afdække en på forhånd givet sandhed, og ser i den forbindelse blot forskeren som indsamler af de nødvendige oplysninger (Järvinen & Mik-Meyer, 2005: 28-29). Denne tilgang er dog næppe særlig udbredt længere. I hvert fald er den udfordret af nyere, analytiske tilgange som diverse konstruktivistiske og interaktionistiske strøminger som Margrethe Järvinen og Nanna Mik-Meyer beskriver det i antologien Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv. Heri forsøger de at undersøge, hvilke metodologiske konsekvenser antagelsen om, at selve analyseobjektet er flydende, ustabilt og flertydigt, får for forskningen (ibid.: 10). De repræsenterer en poststrukturalistisk tilgang til kvalitativ metode, og har et konstruktivistisk-interaktionistisk perspektiv på selve interviewsituationen. Dette indebærer, at mening og betydning anses som noget der skabes i interaktion mellem mennesker eller mellem mennesker og ting (ibid.). Denne overbevisning om, at betydning er relationel og kontekstafhængig og således ikke endegyldig eller sand, deler de med en lang række nyere sociologier som Goffman, Fairclough og Bourdieu (ibid.). Den konstruktivistiske-interaktionistiske tilgang anser den sociale interaktion, der finder sted i et interview, som afgørende for den mening, der skabes. Interviewpersonen og intervieweren er lige vigtige for den mening, der skabes, hvilket forpligter forskeren til grundigt at gøre sig sin egen rolle bevidst både inden, under og efter interviewet. Hvis man har den antagelse, at mening i ligeså høj grad skabes af den, der spørger, som af den, der er genstand for spørgsmålene, er det klart, at typen af spørgsmål og måden de formuleres på, altid vil påvirke det svar, der gives på et givent spørgsmål. Dette videnskabsteoretiske udgangspunkt for kvalitativ metode og meningsskabelse lægger vi os op ad, når vi i dette projekt udfører et kvalitativt interview. I forbindelse med vores interview gør vi os vores rolle som forskere klar, da vi betragter 10

11 meningsskabelsen som en dynamisk proces, der finder sted imellem os som spørgere og hende som udspurgt. Disse overvejelser er vigtige i forbindelse med udarbejdelsen af interviewguiden og af de senere, spontane opfølgende spørgsmål. Dette er centralt for hvilken betydning, vi får ud af interviewet. For rent praktisk at gribe interviewet an, benytter vi os af den norske professor Steinar Kvales efterhånden klassiske InterView Introduktion til et håndværk. Vi finder den velegnet, da den præsenterer forskellige konkrete 'håndværksmæssige' redskaber til at forberede og udføre et kvalitativt interview. Den gør desuden opmærksom på en lang række typiske fejl, man som forsker skal undgå. I det følgende vil vi redegøre for de metodiske såvel som mere praktiske overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med at udføre et interview på fransk. For at skabe bedst muligt overblik vil vi gennemgå refleksionerne i forbindelse med interviewets tre faser: før, under og efter det finder sted. Forberedelse af interviewet Som forklaret i afgrænsningen besluttede vi os for at udføre et interview med en repræsentant for NPNS for at få uddybet forskellige aspekter af organisationens ellers tilgængelige kommunikation. Vi mente, at et enkelt kvalitativt interview ville være tilstrækkeligt, eftersom den interviewede skulle fungere som talskvinde for organisationen. Vi anså det ikke for nødvendigt at indhente mere en én uddybende beskrivelse af NPNS's kommunikation. Kvale opererer med en type forskningsinterview, han kalder for et semistruktureret livsverdensinterview. Det defineres som et interview, der har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener (Kvale & Brinkmann, 2008: 19). Denne type interview 11

12 finder vi anvendelig, eftersom vi er interesserede i NPNS's livsverden. Det er afgørende for vores projekt, at vores interviewperson optræder som repræsentant for organisationen, så det ikke er hendes private livsverden vi undersøger, men hendes NPNS-livsverden. Vi har kontaktet NPNS med henblik på at tale med en repræsentant. Derfor forudsætter vi, at vores interviewperson som udgangspunkt optræder netop i den rolle. Interviewet blev gennemført i NPNS's hovedkvarter, og dermed var de ydre rammer så fastlagte som muligt for at hun gav udtryk for NPNS s holdninger. Hun er naturligvis også en privat person med individuelle meninger, men i denne situation må det formodes, at hun først og fremmest taler som repræsentant for NPNS. I Kvales bud på en interviewguide optræder to forskellige typer spørgsmål: forskningsspørgsmål og interviewspørgsmål. Forskningsspørgsmålene er rettet til forskerne selv, og indeholder de tematiske spørgsmål der skal undersøges. De er som oftest formuleret i et teoretisk sprog (Kvale & Brinkmann, 2008: 152). Interviewspørgsmålene er forskningsspørgsmålene, sådan som de skal stilles til interviewpersonen, og bør være udtrykt i interviewpersonens dagligsprog. (ibid.) Inden vi tog til Paris for at lave interviewet, gjorde vi os det klart, hvad vi ville undersøge og have svar på, og udviklede derefter en interviewguide 1 med forskningsspørgsmål rettet til os selv, og simplere interviewspørgsmål rettet til interviewpersonen. Begge typer spørgsmål blev naturligvis udarbejdet på fransk. Det, der kendetegner det semistrukturerede interview i sin udførelse, er, at det ikke er fastlåst i sin opbygning af spørgsmål på forhånd, men heller ikke er alt for løst struktureret det er fleksibelt. Interviewguiden skal derfor kun forstås som en rettesnor for interviewet og ikke som en stringent opskrift, der skal følges til punkt og prikke. De nedskrevne interviewspørgsmål er gode at støtte sig til, men det er vigtigt 1 Se bilag 1 12

13 at levne plads til opfølgende eller helt nye spørgsmål, alt efter hvilken retning interviewet udvikler sig i, mens det finder sted. Denne indstilling til spørgeteknik falder i tråd med vores videnskabsteoretiske udgangspunkt for meningsdannelse som en dynamisk, interaktionistisk proces. Fordi vi skulle udføre interviewet på et fremmedsprog, var det især vigtigt at have en interviewguide at støtte os til, da vi havde taget os god tid til at formulere spørgsmålene på korrekt fransk, hvilket, vi vidste, ville være sværere i selve interviewsituationen. Kvale understreger betydningen af, at man som forsker orienterer sig grundigt om det emne, der er omdrejningspunktet for ens kvalitative interview (Kvale & Brinkmann, 2008: 127). Inden vi skulle udføre interviewet, sørgede vi derfor for at sætte os mest muligt ind i NPNS og deres program, herunder deres mærkesager og aktuelle debatter, der involverede organisationen. På den måde var vi bedst muligt klædt på til et interview. Under interviewet Järvinen understreger, at man som forsker altid vil have et sæt forforståelser af det emne, man skal undersøge. Man kan ikke frigøre sig fra sine forforståelser, så det er vigtigt at være opmærksom på dem, og være forberedt og indstillet på udsving i forhold til eventuelle uudtalte forventninger til interviewet. (Järvinen & Mik-Meyer, 2008: 40) Dette er vigtigt, så man ikke fastlåser den interviewede i en rolle, eller overser muligheden af nye vinkler eller spørgsmål. Vi er klar over, at dette også gælder for os i vores tilgang til 'emnet' NPNS, og har derfor efterstræbt at forholde os åbne til emnet i både interviewsituationen og den efterfølgende analyse. Det, der viste sig at være den største udfordring i udførelsen af vores interview, var, måske ikke overraskende, at det foregik på fransk. Kvale skriver ikke decideret om 13

14 implikationerne ved at interviewe på et fremmedsprog. Det nærmeste, han kommer, er et kort afsnit omhandlende interview med mennesker fra andre kulturer (Kvale & Brinkmann, 2008: 164). Heri beskriver han udfordringerne i at afkode især nonverbale træk ved kommunikationen, som kan [..] give anledning til interkulturelle misforståelser (ibid.), som eksempelvis, at et nik ikke betyder ja i alle kulturer. Selvom vores interviewperson kan siges på nogle punkter at tilhøre et andet miljø end vores, mener vi ikke, at der er tale om en decideret kulturforskel. I hvert fald ikke en, der er stor nok til at have medført interkulturelle misforståelser. Som sagt var sprogbarrieren til gengæld en udfordring, hvilket især kom til udtryk i forbindelse med at stille opfølgende spørgsmål, og det har muligvis påvirket meningsdannelsen. Interviewet blev gennemført på en semistruktureret facon, da vi tillod afvigelser fra interviewguiden. Til at starte med var det svært at stille opfølgende spørgsmål, fordi vi brugte energi på at forstå, hvad interviewpersonen sagde, og det derfor var svært samtidig at fortolke meningen. Efterhånden som interviewet skred frem, følte vi os bedre til rette i den sprogligt udfordrende situation, hvilket gav overskud til at stille opfølgende spørgsmål. Hele interviewet igennem var vi os dog sproget bevidste på en anden måde, end hvis det var foregået på vores modersmål. Eksempelvis brugte vi tid på mentalt at formulere nye og opfølgende spørgsmål på korrekt fransk, hvilket vi ikke ville have gjort på dansk. Derfor var det nyttigt at have forberedt en interviewguide på fransk, der fungerede som en slags sprogligt sikkerhedsnet. Refleksioner efter endt interview Ifølge Kvale eksisterer der altid et asymmetrisk magtforhold mellem intervieweren og den interviewede, som domineres af intervieweren. Kvale påstår ikke, at magtforholdet kan elimineres fra interviewsituationen, men påpeger at interviewere bør reflektere over den rolle, magt spiller i produktionen af interviewviden. (Kvale 14

15 & Brinkmann, 2008: 52) I forbindelse med vores interview har der både været fællestræk og forskelle interviewpersonen og os imellem. Vi interviewede en kvinde om et tema, der vedrørte kvinder og feminisme. Ifølge Kvale har vi som udgangspunkt været dominerende i kraft af at være interviewere. Dog kunne det tænkes, at vores position som kvinder har reduceret magtforholdet en anelse, da vi indenfor det overordnede emne havde noget grundlæggende, og for emnet centralt, til fælles med den interviewede. Til gengæld var vi interviewpersonen sprogligt underlegne, hvilket kan have påvirket, hvordan hun har talt til os og forklaret ting for os. Hvis den sproglige magtforskydning havde været omvendt, kunne det til gengæld have forhindret flydende og fri tale og association fra interviewpersonen. Begge scenarier har og ville sandsynligvis have påvirket meningsdannelsen. Vi vil benytte os af Bourdieus begreber for at analysere interviewet og resten af vores benyttede empiri. Denne teoretiske tilgang vil blive uddybet under Teori. Grundet stort arbejdspres har vi fået en fransk udvekslingselev til at transskribere interviewet. Derefter har vi selv lyttet det igennem og sammenholdt hendes transskribering med optagelsen. Til sidst har vi gennemgået teksten for grammatiske fejl og tegnsætning. Sproglige eller syntaktiske fejl, der stemmer overens med optagelsen er ikke blevet korrigeret. Videnskabsteoretisk udgangspunkt og analysemetode Vi ønsker, som nævnt, at forstå, hvilken gennemslagskraft NPNS s kamp om at udbrede deres definition af virkeligheden kan have. Immanent i denne interesse er en forståelse af, at den oplevede verden og de grupper, der eksisterer i den, er et arbitrært virkelighedsbillede, der kunne have været anderledes. Vi analyserer derfor magtforholdene i forstæderne ud fra en betragtning om, at disse forhold ikke har noget essentielt i deres karakter, men er konstruerede. Denne antagelse bunder i et 15

16 poststrukturalistisk perspektiv om, at der ikke findes nogen objektive faste strukturer. Vi analyserer som nævnt kommunikation, og undersøger således ikke magtrelationerne i sig selv, idet vi undersøger magtrelationerne, som de formuleres af NPNS. Det betyder, at vi ser på en sproglig formulering af sociale fænomener, som udtrykkes i diskurser, der går på tværs af NPNS s forskellige tekster. Vi analyserer disse diskurser og ser på, hvordan NPNS s virkelighedsbillede formuleres gennem dem 2. For at belyse disse magtrelationer har vi valgt at bruge Bourdieus teoretiske tanker. Bourdieu kalder selv sine tanker for strukturalistisk konstruktivisme. Det indebærer på den ene side kritikken af strukturalismens tro på, at dens teoretiske konstruktioner er identiske med virkeligheden (Lübcke, 2003: 320) og på den anden side hans forståelse af det sociale som strukturer, hvor elementerne får deres betydning gennem forskelligheden fra andre elementer (Lübcke, 2003: 318). I hans egentlige arbejde fokuserer han imidlertid ikke så meget på, hvordan strukturerne er konstruerede, men mere på hvilke konsekvenser de reelt har for social praksis. Med Bourdieus begreber kan vi derfor undersøge, hvordan strukturerne i den sociale virkelighed betinger agenters opfattede virkelighedsbillede og dermed deres handlingsmuligheder. Bourdieu mener som nævnt, at den sociale virkelighed er relationel. De positioner, som en agent indtager, får derfor kun deres betydning i relation til andre positioner. De dominerende er kun dominerende i relation til de dominerede. De forskellige positioner kan placeres i forhold til hinanden inden for det system, som Bourdieu kalder det sociale rum. Dette rum er organiseret af kapital og kapitalformer, således at de forskellige positioner svarer til en bestemt mængde og fordeling af kapital. Vi bruger begrebet om det sociale rum og om kapital som den overordnede ramme, vi analyserer problematikken indenfor. Vi ser således på, hvor personer i forstæderne 2 Vi analyserer diskurser inden for kommunikationen, men må understrege, at vi ikke laver diskursanalyse ud fra en særlig diskursteori. En egentlig diskursanalyse ville fokusere på det diskursive niveau, mens vi er mere interesserede i fremstillingen af det sociale. 16

17 kan placeres i det sociale rum på baggrund af deres kapitalbesiddelser. Desuden undersøger vi, hvordan dominansstrukturerne kan forstås i forhold til dette og på, hvordan dominansen reproduceres ved, at et bestemt virkelighedsbillede indlejres i agenternes habitus og betinger hvilke handlingsmuligheder, de forestiller sig. Vi analyserer derfor NPNS s kamps potentielle gennemslagskraft ved, gennem deres eget fremstillede virkelighedsbillede, at se på de strukturer, der gør, at de dominerede er dominerede. Analysen af dominansstrukturerne og deres reproduktion kan herefter bidrage til en forståelse af, hvilke muligheder, NPNS s kamp har, for at bryde dominansen og indføre et andet virkelighedsbillede i forstæderne, end det, der nu, ifølge dem selv, er dominerende. Bourdieu er blevet kritiseret for at være for deterministisk i sin forståelse af agenternes handlingsmuligheder, skønt han netop forsøger at løsrive sig fra strukturalismens afvisning af handlende og vælgende subjekter ved at indføre habitusbegrebet. Han kritiseres for, at hans brug af habitus oftest fokuserer på strukturernes betydning for agentens valg og ikke så meget på agentens valg som betydende for strukturerne. Hermed problematiseres ligeledes begrebet om symbolsk vold, fordi det indebærer, at de domineredes mentale strukturer styres af de sociale strukturer på en måde, der gør, at de ikke ser nogen mulighed for at handle udover de handlingsrammer, dominansen har skabt for dem (Järvinen, 2005: 368f). Vi er bevidste om denne kritik, men for at afgøre hvorvidt den er berettiget, måtte selve begrebsapparatet være fokus for vores projekt. Da det ikke er tilfældet, vælger vi at bruge Bourdieus analyseredskaber til at forklare, hvordan dominansstrukturerne fungerer og reproduceres inden for NPNS s fremlæggelse. Selvom kritikken skulle være berettiget og teorien derfor ikke skulle kunne forklare fænomenet mønsterbrydere, ville resultatet af analysen i øvrigt overordnet være det samme, da vi fokuserer på hovedparten af gruppen og ikke på enkelte undtagelser. I følgende afsnit vil vi mere dybdegående gennemgå de begreber, vi anvender i 17

18 analysen. Det drejer sig om det sociale rum, kapital, social og maskulin dominans, symbolsk vold samt habitus. Bourdieu har ikke udviklet en stor grundlæggende teori, men har udviklet sine teoretiske begreber gennem empiriske undersøgelser. Det betyder, at hans teoriapparat er skabt gennem en lang proces og gennem mange forskellige undersøgelser, og at det ville være for omfattende for dette projekt at inddrage alle disse i teoriforståelsen. Vi baserer derfor fortrinsvis teoriafsnittet på bøgerne La distinction og La domination masculine. I La distinction undersøger Bourdieu gennem smagspræferencer dominansforholdet mellem de sociale klasser og grupper i det franske samfund, og i La domination masculine fokuserer han på dominansforholdet mellem kønnene. Vi benytter os af disse bøger, fordi projektets hovedfokus er disse dominansforhold. Herudover inddrager vi imidlertid sekundær litteratur om Bourdieu for at få et større overblik over hans samlede teoriapparat, da ikke alle begreber præsenteres og uddybes i de nævnte bøger. Vi inddrager desuden et forord, skrevet af Bourdieu selv, som forekommer i den norske oversættelse af La distinction, men ikke i den franske udgave. Teori Kapitalformer og det sociale rum Ifølge Bourdieu er det sociale rum struktureret af forskellige kapitalformer, som agenterne besidder, og som afgør agentens position inden for det sociale rum. Kapital er alle former for ressourcer, som en agent er i besiddelse af og kan omsætte. Bourdieu arbejder hovedsageligt med tre typer kapital. Udover den økonomiske kapital, som er de materielle ressourcer, og som Bourdieu bruger på samme måde som Marx, udvikler han begrebet om den kulturelle kapital og den sociale kapital. Den kulturelle kapital dækker over alt, der vedrører dannelse og uddannelse, hvad enten det er lært i familien eller gennem uddannelsessystemer. Derudover er der den 18

19 sociale kapital, som er de ressourcer, en agent kan gøre brug af på grund af tilhørsforhold til specifikke grupper (Järvinen, 2005: 357). Desuden er der en fjerde kapitalform, som Bourdieu kalder symbolsk kapital, og som består af alt det, som giver prestige, ære eller anerkendelse. Bourdieu mener, at hensigten med alle bevidste eller ubevidste handlinger er at akkumulere symbolsk kapital, og at de andre kapitalformer i øvrigt kan konverteres til symbolsk kapital. Han udviklede begrebet, da han analyserede kabylersamfundet i Algeriet, hvor han fandt, at netop æresfølelse var den vigtigste kapitalform (Järvinen, 2005: 352). Bourdieu udvikler sit begreb om det sociale rum, som en erstatning af begrebet om den sociale rangstige, som ellers er meget udbredt i den sociologiske tradition. Den sociale rangstige er et begreb, som indebærer en opdeling af befolkningen efter en enkelt akse, og ifølge Bourdieu indebærer denne opdeling en reduktion af forskellige kapitalformer til en enkelt samlet kapitalmængde (Bourdieu, 1979: 137). Han mener ikke, at det er nok til at lave en komplet og korrekt beskrivelse af grupperne i samfundet og af relationerne mellem dem. Derfor vil han altså udskifte begrebet med begrebet om det sociale rum. Klassifikationen inden for dette rum laves i forhold til de to mest dominerende differentieringsprincipper i Frankrig, nemlig den økonomiske kapital og den kulturelle kapital (Bourdieu, 1979/95: 34). Bourdieu konstruerer i la Distinction et rum med tre dimensioner: le volume du capital, la structure du capital et l évolution dans le temps de ces deux propriétés (Bourdieu, 1979: 128). Han understreger, at konstruktionen af det sociale rum er relationel. Det betyder, at der ikke eksisterer nogen positioner i sig selv, da de defineres gennem forholdet til andre positioner (Bourdieu, 1979/95: 33). Den første dimension i det sociale rum er altså den samlede mængde økonomisk, kulturel og social kapital. Bourdieu laver en grafisk model af det sociale rum, der ligner et koordinatsystem, og her udgør den første dimension den vertikale akse 3. Det er således den samme differentieringsform som den, der bruges med den sociale 3 Se bilag 4. 19

20 rangstige, og ligesom med rangstigen inddeler denne dimension de forskellige klasser i forhold til hinanden, fordi de agenter, som har mest kapital, udgør den dominerende klasse, mens de, der har mindst, befinder sig i de dominerede klasser (Bourdieu, 1979: 128). Bourdieu understreger dog, at der kun er tale om teoretiske klasser. Selvom man kan placere agenter inden for en specifik klasse, er det ikke sikkert, at disse personer selv mener, at de hører til denne klasse (Bourdieu, 1979/95: 39). Ifølge Bourdieu er klasser derfor et teoretisk begreb og ikke objektive størrelser. På grund af de nære relationer i det sociale rum ligner medlemmerne dog hinanden så meget, at der er stor chance for, at de samles som gruppe i praksis (ibid.: 40). De to andre dimensioner i det sociale rum tjener til at dele grupperne inden for en klasse, uden at placere disse på en enkelt hierarkisk linje, men ved at placere dem i et rum. Den anden dimension handler om den relative fordeling af kapital, og er i koordinatsystemet illustreret med den horisontale akse. Den deler en klasse i to alt efter hvem, der har mest kulturel kapital, og hvem, der har mest økonomisk kapital. Bourdieu nævner som eksempel at intellektuelle og professorer, som har meget kulturel kapital i forhold til økonomisk kapital placeres modsat industrimagnater, hvis relative kapitalforhold er omvendt (Bourdieu, 1979: 129). Den tredje dimension i det sociale rum er den sociale løbebane. Det er en dimension der inddrager agenternes historie, og blandt andet handler om, hvordan agenten har tilegnet sig eller mistet kapital (ibid.: 298). Symbolsk vold Symbolsk vold er den betegnelse, Bourdieu benytter sig af for at beskrive et immaterielt dominansforhold. Bourdieu understreger, at det er vigtigt ikke at forstå symbolsk vold som en modsætning til en virkelig vold, da der derved ville være fare for at begrebet fejlagtigt reduceres til en ubetydelig eller ikke-eksisterende vold (Bourdieu, 1998: 54). Symbolsk vold er reel vold. Bourdieu definerer i La domination masculine symbolsk vold som en: 20

21 [ ] violence douce, insensible, invisible pour ses victimes mêmes, qui s'exerce pour l'essentiel par les voies purement symboliques de la communication et de la connaissance ou, plus précisément, de la méconnaissance, de la reconnaissance ou, à la limite, du sentiment (ibid.: 12). Den symbolske volds særkende er, at den får dominerede agenter til at opfatte vilkårlige, sociale magtstrukturer som naturlige, og dermed gør disse til en del af agenternes mentale strukturer. Dette sker ved, at de dominerede inkorporerer de dominerendes tankemønstre i deres opfattelse af den sociale verden, de lever i: Les dominés appliquent des catégories construites du point de vue des dominants aux relations de domination, les faisant ainsi apparaître comme naturelles (ibid.: 55). Virkningen af den symbolske vold rodfæstes i de domineredes habitus: L'effet de la domination symbolique [ ] s'exerce non dans la logique pure des consciences connaissantes, mais à travers les schèmes de perception, d'appréciation et d'action qui sont constitutifs des habitus (ibid.: 59). Dens symbolske vold påvirker altså de dominerede på den måde, at en vilkårlig virkelighedsforståelse, som er de dominerendes, bliver indlejret i de domineredes habitus og også bliver til deres virkelighedsforståelse. Det vil sige, at den kommer til at fremstå som en objektiv, sand virkelighed, der samtidig udelukker muligheden af alternative virkelighedsforståelser. Bourdieu mener endda, at de dominerede til tider er med til at fastholde sig selv i rollen som dominerede, uden deres vidende: [ ] les dominés contribuent, souvent à leur insu, parfois contre, leur gré, à leur propre domination en acceptant tacitement les limites imposées (ibid.: 60). Dette sker, fordi dominansforholdets logik er indgroet i deres habitus, og netop derfor er svær at bryde med: S'il est tout à fait illusoire de croire que la violence symbolique peut être vaincue par les seules armes de la conscience et de la volonté, c'est que les effets et les conditions de son efficacité sont durablement inscrits au plus intime des corps sous forme de dispositions. (ibid.: 60-61) Det virkelighedsbillede, den symbolske vold genererer, fremstår som et 'sandt' virkelighedsbillede, fordi det, som nævnt, bliver en indgroet del af habitus hos begge 21

22 parter. Dermed forbliver dominansforholdet usynligt, og fordi det ikke anerkendes, reproduceres det. Bourdieu mener, at den symbolske vold formaliseres af al pædagogisk handling, og eksemplificerer dette med skolesystemet i Frankrig (Wilken, 2006: 81). Han beviser, hvordan den symbolske vold i høj grad er til stede i klasseværelset, og hvordan den bliver reproduceret, netop fordi den udøves på det ubevidste plan. Et andet eksempel på symbolsk vold er den maskuline dominans, som, Bourdieu mener, er l'exemple par excellence herpå (Bourdieu, 1998: 11), og som vi vil redegøre for i det følgende. Den maskuline dominans Igennem historien er uligheden mellem mand og kvinde uafladeligt blevet reproduceret i en sådan grad, at forskellene på kønnene er blevet naturaliserede og fremstår som objektive sandheder. Bourdieu mener, at det hovedsageligt er sociale institutioner som Familien, Kirken, Skolen og Staten, der er ansvarlige for denne reproduktion (Bourdieu, 1998: 8) (jf. ovenstående om at symbolsk vold formaliseres af al pædagogisk handling). Disse institutioner har udført et travail d'éternisation, som har fået den kønslige opdeling til at fremstå som et naturligt faktum, uafhængigt af historiske processer (ibid.: 8). Det er denne konstruerede, kønslige ulighed, som Bourdieu kalder den maskuline dominans. Han mener, at hele samfundet hviler på den maskuline dominans, da alle agenter har den inkorporeret i deres habitus. Kropslige og seksuelle forskelle og modsætninger mellem kønnene er blevet indskrevet i skemaer og systemer af andre ting, der opfattes som naturlige, og derved bliver også de kønslige modsætninger naturaliseret og kommer til at fremstå som sande (ibid.: 20-21). Bourdieu mener, at de rent biologiske forskelle på mand og kvinde via social konstruktion er blevet naturaliseret, og fremstår som objektive garantier for forskellen på kønnene. Dominansforholdet legitimeres således en 22

23 l'inscrivant dans une nature biologique qui est elle-même une construction sociale naturalisée. (ibid.: 40, kursiv i original) Denne konstruerede, kønslige ulighed bliver indlejret i habitus hos samfundets medlemmer som en objektiv sandhed, via det Bourdieu kalder un formidable travail collectif de socialisation (ibid.: 40). Dermed fremstår den ikke som et dominansforhold, men som en naturlighed. Den maskuline dominans opretholdes altså via symbolsk vold, og forbliver derved usynlig for de involverede. Det er den symbolske vold, der sikrer den maskuline dominans' reproduktion. For at bryde dominansforholdet er det ikke nok at bevidstgøre de implicerede, siger Bourdieu. Hvis der virkelig skal ske en ændring, er der brug for et massivt, politisk initiativ indenfor de ansvarlige, sociale institutioner (ibid.: 158). Social dominans I afsnittet om kapitalformer og det sociale rum så vi, hvordan forskellige grupperinger positioneres i det sociale rum i relation til hinanden, og hvordan de agenter, der samlet set besidder mest økonomisk og kulturel kapital udgør den dominerende klasse, i modsætning til den dominerede klasse, der samlet set besidder meget lidt økonomisk og kulturel kapital. At det lige netop er disse to kapitalformer, der giver adgang til magt, skyldes 'la culture légitime', der defineres af den dominerende klasse, og dermed er forbeholdt dem. Bourdieu mener, at denne 'rigtige' kultur i det franske samfund reproduceres i familien og i skolen (Järvinen, 2005: 355). Familier, der tilhører den dominerende klasse, har tilegnet sig og dyrket den legitime kultur igennem generationer, og den videregives således automatisk inden for dette felt. Skolesystemets rolle er mere omfangsrig, da det vedrører flere sociale klasser. Bourdieu afviser, at alle elever uanset social baggrund har samme forudsætninger for 23

24 at klare sig godt i skolen. Han påviser gennem empiriske undersøgelser, at elever fra dominerende klasser med meget kulturel kapital i bagagen klarer sig bedre end elever med mindre kulturel kapital, fordi de favoriseres af lærere hvis habitus ligner deres (Järvinen, 2005: 361). Bourdieu mener, at denne udøvelse af social differentiering opretholdes takket være symbolsk vold, som får de dominerede elever til at acceptere uddannelsessystemets frasortering af dem, fordi de anerkender den legitime kultur. Således favoriserer skolesystemet medlemmer af dominerende klasser, der har tilegnet sig den legitime kultur på forhånd, uden at give lavere sociale klasser mulighed for at tilegne sig den, netop via skolegang. Den symbolske vold, der udøves i skolen, er en af de væsentligste årsager til, at den sociale dominans reproduceres. De klasser, der samlet set besidder lidt økonomisk og kulturel kapital, har ikke mulighed for at tilegne sig den legitime kultur, hvilket bl.a. skolen forhindrer, og de har dermed ikke adgang til magt. Så længe den legitime kultur er defineret af den dominerende klasse og accepteres i sit indhold af den dominerede klasse, vil det sociale dominansforhold blive opretholdt og reproduceret. I vores analyse ser vi på magtstrukturerne i forstæderne i Frankrig, og på forstæderne i forhold til det sociale rum. Forstadsbeboere ligger i bunden af det sociale rum. Det vil sige, at de har en meget lille samlet mængde kapital, hvilket desuden betyder, at differentieringsprincippet, som opdeler de dominerende klasser i forhold til den relative fordeling af kulturel og økonomisk kapital, ikke er til stede i forstæderne. Der vil selvfølgelig være nogle agenter, som har en lille smule mere økonomisk kapital, og andre, der har lidt mere kulturel kapital, men det er i så små mængder, at det ikke fungerer som opdelingsprincip. På grund af dette omdanner agenter i forstæderne andre kapitalformer end de to dominerende kapitaler til symbolsk kapital. Når der hverken er penge eller viden, må det nemlig være andre elementer, som giver prestige og magt inden for gruppen. 24

25 Maskulin dominans er en form for social dominans, eftersom den vedrører forholdet mellem mennesker. I vores analyse vil vi imidlertid have brug for at skelne mellem maskulin dominans og social dominans. Med maskulin dominans mener vi det kønsligt hierarkiske dominansforhold og med social dominans henviser vi til en dominans i det sociale rum, der styres af den samlede mængde kapital agenter besidder. Habitus En af de grundlæggende termer i Bourdieus begrebsapparat er habitus. Det er ikke muligt at beskrive eller sågar tale om den sociale verden uden dette begreb. Habitus er grundlaget for agenters opførsel og for forholdet mellem dem og den omgivende verden. Det er bindeleddet mellem mentale og sociale strukturer. Dette bindeled formes via socialisering i løbet af hele agentens liv, og udgør de ubevidste dispositioner, agenten handler og tænker ud fra, og især den tidlige socialisering er afgørende for habitus' udformning. (Wilken, 2006: 43) Habitus opererer udelukkende uden for bevidstheden. Netop derfor finder Bourdieu begrebet anvendeligt, da det kan bruges til at sige noget om agenters ubevidste bevæggrunde for at handle, som de gør (Bourdieu, 1979: 543). Lübcke beskriver det som, at agentens adfærd følger denne [habitus], uden at agenten selv behøver at ville det eller være klar over det (Lübcke, 2003: 321). Fordi habitus er resultatet af en agents socialisering, er det også i social interaktion, den kommer til udtryk, og styrer agentens reaktion og handling. Den kan beskrives som den fornuft, der ligger bag en agents handlinger, da det netop omhandler det, som agenten finder naturligt og rigtigt at gøre i en given situation. Derimod kan det ikke kaldes for rationale, da dette ville implicere, at handlingerne var resultat af et bevidst valg (ibid.). Habitus er kropsligt forankret, og påvirker derfor alle kropslige udtryksmåder: 25

26 mimik, kropsholdning, og for den sags skyld måden man taler og spiser på. Habitus er så at sige det filter, en agent oplever verden igennem, og den er styrende for hvilke ideer, håb og forventninger, der er realiserbare for agenten i forhold til den sociale situation, han befinder sig i. Forskellige agenter inden for én bestemt klasse kan godt have varierende habitus, men samlet set har de en kollektiv habitus, der er forskellig fra den kollektive habitus hos en anden klasse. Derfor vil et medlem af den dominerede klasse altid have et andet syn på verden end et medlem af den dominerende klasse, ligesom deres forventninger til livet vil være meget forskellige. Ifølge Bourdieu vil en agent ikke kræve eller drømme om at opnå noget, der ligger uden for rækkevidde i forhold til de skemaer for opfattelse af agentens verden og agentens plads i denne verden, som udgør hans habitus (Bourdieu, 1979: 549). Dette aspekt af habitus er imidlertid blevet kritiseret for ikke at levne plads til tilfælde af social mønsterbrydning. Bourdieu anser habitus for at være varige handlings og tankedispositioner, men dog er habitus åbent over for stadig nye situationer og kontekster, hvori disse dispositioner udfoldes (Lübcke, 2003: 323). I tråd hermed skriver Wilken, at Bourdieu opfatter habitus som trægt, men foranderligt (Wilken, 2006: 45), men det kræver store forandringer i de ydre strukturer, der omgiver agenten. 26

27 Historisk kontekst Følgende afsnit har til formål at præsentere nogle historiske linjer, som vi mener, er relevante for forståelsen af NPNS s kamp. Vi beskriver kort den feministiske tradition i Frankrig, fordi NPNS udtaler at repræsentere en ny feminisme. Derefter følger en præsentation af problematikken vedrørende de franske forstæder og deres muslimske indbyggere, fordi NPNS s kamp handler om denne gruppe. Den feministiske tradition Vi vil i dette afsnit skitsere feminismens udvikling. Idet NPNS er en selverklæret feministisk gruppe, er den franske feministiske tradition en del af den kontekstuelle ramme, vi vil analysere organisationen i forhold til. Da vi er interesserede i feminismens udvikling i hovedtræk, tager vi fat i beskrivelsen af feminismen, som den fremstilles i Michèle Riot-Sarceys bog Historie du féminisme, da denne bog giver et overblik. Der er naturligvis tale om nogle bestemte perspektiver, idet vi vælger at fremstille en præsentation af feminisme frem for andre. Der har i Frankrig været forskellige feministiske strømninger, men fælles for dem alle, er et opgør med ideen om, at kvindens underordnede plads er naturlig, fordi de biologiske forskelle bestemmer kønnenes plads i samfundet. De særegne forståelser af feminisme bygger ofte på specifikke feministiske teorier. Ved feminismens opståen er teorierne hverken særlig udviklede eller mangfoldige. Senere udvikles imidlertid mange forskellige teorier om årsagen til, at der er mandlig dominans og kvindediskrimination. Da NPNS ikke eksplicit udtaler at handle i overensstemmelse med en bestemt feministisk teori, lægger vi i dette afsnit vægten på konkrete feministiske kampe, frem for teoretisk feminisme. 27

28 Eftersom NPNS bruger betegnelsen nouveau combat féministe finder vi det relevant at lave en skitsering af kvindebevægelsens hovedtendenser i et tidsligt perspektiv. En ofte anvendt inddeling af feminismens historie er efter tre såkaldte bølger. Den første bølge dækker 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Den kaldes tit for en individualistisk liberalistisk feminisme og fokuserer på, at kvinder skal have borgerlige og politiske rettigheder. Den anden bølge starter med 1968-oprøret og er på sit højeste i 1970 erne. Den benævnes gerne som en kollektivistisk socialistisk feminisme, og den er i opposition til både kapitalismen og patriarkatet. Den ønsker at sætte kvindens private liv på programmet. Den tredje og sidste bølge er der mere uenighed omkring, hvilket formentlig skyldes, at vi, hvis man godtager, at den eksisterer, befinder os midt i den. De, som mener, at man kan tale om en tredje bølge, definerer feminismen i forhold til den anden bølge. Andre mener, at der reelt ikke er nogen aktiv kvindekamp, og at man derfor ikke kan tale om en tredje bølge. Vi vælger i følgende redegørelse at medtage den tredje bølge, da NPNS netop betragter sig selv som repræsentant for en ny feminisme. Ved at beskrive feminismens udvikling i tre bølger reducerer man naturligvis den historiske kompleksitet. Vi påstår således heller ikke at give et udtømmende billede af det feministiske felt, men ønsker blot at opridse nogle af de hovedtræk, som vi finder vigtige i forhold til den senere analyse. Feminismens første bølge Man kan mene, at Revolutionen i 1789 markerer starten på den franske feministiske tradition. Kvinderne kæmpede for revolution og republik side om side med mændene, men blev nægtet borgerlige rettigheder, idet de ikke blev anset som borgere. De revolutionære ideer om universelle rettigheder destabiliserede imidlertid de traditionelle hierarkier, hvilket gav anledning til, at også kvinderne krævede rettigheder (Riot-Sarcey, 2008: 5f). De revolutionære mænd var ikke indstillet på, at også kvinderne skulle have rettigheder, så i tråd med parolerne om frihed og lighed, 28