DJF. rapport. Laboratoriemetoder til bestemmelse af fordøjelighed i grovfoder til kvæg med særlig vægt på stivelsesholdige helsædsafgrøder

Transkript

1 DJF August 2001 rapport Nr. 34 Husdyrbrug Karen Søegaard, Martin R. Weisbjerg, Rudolf Thøgersen & Martin Mikkelsen Laboratoriemetoder til bestemmelse af fordøjelighed i grovfoder til kvæg med særlig vægt på stivelsesholdige helsædsafgrøder

2 Laboratoriemetoder til bestemmelse af fordøjelighed i grovfoder til kvæg med særlig vægt på stivelsesholdige helsædsafgrøder Karen Søegaard Afdeling for Plantevækst og Jord Danmarks JordbrugsForskning Postboks 50 DK-8830 Tjele Martin Weisbjerg Afdeling for Husdyrernæring og Fysiologi Danmarks JordbrugsForskning Postboks 50 DK-8830 Tjele Rudolf Thøgersen Landskontoret for Kvæg Landbrugets Rådgivningscenter Udkærsvej 15, Skejby DK-8200 Århus N Martin Mikkelsen Landskontoret for Planteavl Landbrugets Rådgivningscenter Udkærsvej 15, Skejby DK-8200 Århus N DJF rapport Husdyrbrug nr. 34 august 2001 Udgivelse: Danmarks JordbrugsForskning Tlf Forskningscenter Foulum Fax Postboks Tjele Løssalg: t.o.m. 50 sider 50,- kr. (incl. moms) t.o.m. 100 sider 75,- kr. over 100 sider 100,- kr. Abonnement: Afhænger af antallet af tilsendte rapporter, men svarer til 75% af løssalgsprisen.

3 /DERUDWRULHPHWRGHUWLOEHVWHPPHOVHDIIRUG MHOLJKHGLJURYIRGHU WLONY JPHGV UOLJY JWSnVWLYHOVHVKROGLJHKHOV GVDIJU GHU.DUHQ6 HJDDUG Afdeling for Plantevækst og Jord Danmarks JordbrugsForskning 0DUWLQ:HLVEMHUJ Afdeling for Husdyrernæring og -fysiologi Danmarks JordbrugsForskning 5XGROI7K JHUVHQ Landskontoret for Kvæg Landbrugets Rådgivningscenter 0DUWLQ0LNNHOVHQ Landskontoret for Planteavl Landbrugets Rådgivningscenter

4 ,QGKROGVIRUWHJQHOVH Resumé... 4 Abstract... 4 Indledning... 5 Materiale og metoder... 7 Plantemateriale... 7 Nye prøver... 7 Prøver fra prøvebank... 7 Udenlandske prøver... 7 Metoder... 7,QYLYR... 7 IVOS... 8 EFOS... 8 de Boever enzymopløselighed... 8 Resultater og diskussion... 9 Nye afgrødeprøver... 9 IVOS metoden... 9 Metoden... 9 Plantematerialet...13 N-tilsætning Udtagning af vomvæske Konklusion EFOS og IVOS EFOS IVOS Reproducerbarhed Andre enzymmetoder Forudsigelse af LQYLYR fordøjelighed Konklusion Anerkendelse Referencer... 27

5 5HVXPp Fordøjelighed af grovfoderafgrøder til kvæg bestemmes i praksis ved en LQYLWUR metode, hvor prøverne inkuberes i vomvæske (Tilley og Terry). Denne analyse, LQYLWUR opløseligt organisk stof (IVOS), har ikke fungeret tilfredsstillende for frisk majs, og der har også været problemer med analysering af frisk kornhelsæd. Projektet havde derfor til formål at klarlægge årsagerne til problemerne og give løsningsforslag. Til undersøgelserne blev der fremskaffet et betydeligt prøvemateriale med kendt LQYLYR fordøjelighed. Der blev indsamlet 35 prøver af frisk og ensileret vårbyg- og majshelsæd. Der blev desuden fra andre europæiske forskningsinstitutioner fremskaffet 58 prøver, som primært var ensileret majs og græs, og der blev fra egen prøvebank udvalgt 98 prøver, som dækkede afgrødetyperne bredt. Problemet med for lav IVOS i frisk majs kunne henføres til den stivelsesrige kernedel, mens stængeldelen ikke gav analyseproblemer. Tilsætning af N i form af ammoniumsulfat under inkuberingen blev undersøgt, idet hypotesen var, at N kunne være begrænsende for den mikrobielle aktivitet under inkubationen. Tilsætning af kvælstof fik IVOS i frisk majs til at stige betydeligt, i gennemsnit 5 %enheder. Effekten af en mere mikrobiel aktiv vomvæske blev også undersøgt. Når vomvæsken blev udtaget fra vommens flydelag, blev IVOS i frisk majs betydeligt højere, i gennemsnit 8 %enheder, end når vomvæsken blev udtaget under flydelaget, som ellers er den normale procedure. Analysesikkerheden ved disse tiltag blev imidlertid ikke forbedret ved andre afgrødetyper end frisk majs. To enzymmetoder (de Boever og EFOS kvæg ) til bestemmelse af opløselighed af organisk stof blev desuden undersøgt. EFOS kvæg gav en mere sikker bestemmelse end de Boever metoden. EFOS-metoden gav desuden en mere sikker bestemmelse af frisk og ensileret majs samt frisk byghelsæd end IVOS-metoden. Det blev konkluderet, at EFOS kvæg kan anvendes til bestemmelse af opløselighed af organisk stof i majs og kornhelsæd, og at omregning til LQYLYR fordøjelighed kan foretages ved ligningen:,qylyr fordøjelighed (%) = 26,0 + 0,658(EFOS, %). 1 JOHRUG analyse af fordøjelighed, IVOS, EFOS, helsæd, majs. $EVWUDFW Digestibility of forage crops is determined by an LQYLWUR method, in which the samples are incubated in rumen liquid (Tilley and Terry). This method, LQYLWUR digestibility of organic matter (IVOS), has not functioned well enough on fresh maize, and there were further problems by analysing fresh grain whole crop. This research should elucidate the reasons and give proposals for solution. A considerable number of forage samples with a known LQYLYR digestibility were procured. Thirty-five samples of fresh and ensiled whole crop of spring barley and maize were collected. Further, 58 samples were procured from other European research institutes, primarily 4

6 ensiled maize and grass. From own sample collection 98 samples were selected representing forage crops in general. The problem with too low IVOS in fresh maize was assigned to the starch-containing grain, whereas the stem did not give any analysing-problems. Addition of N as ammonium sulphate to the incubation media was examined. The hypothesis was that N could restrain the microbial activity during incubation. IVOS in fresh maize increased substantial by addition of N, on average 5 %units. The effect of a higher microbial activity in the rumen liquid was examined. When the rumen liquid was collected from the mat in the rumen, IVOS in fresh maize was considerably higher compared to rumen liquid collected below the mat, which was the standard procedure. However, the precision of the analysis by these changes in the method was not improved for other forage groups than for fresh maize. Two enzyme methods (de Boever and EFOS kvæg ) for determining the digestibility of organic matter were further examined. EFOS kvæg showed a higher correlation to LQYLYR than de Boever method. EFOS kvæg also gave a higher correlation to LQYLYR than the IVOS-method on the forage groups fresh maize, ensiled maize and fresh barley whole crop. It was concluded that EFOS kvæg can be used for determining the digestibility of organic matter in maize and grain whole crop, and recalculation into LQYLYR digestibility can be carried out by the equation:,qylyr digestibility (%) = (EFOS,%)..H\ZRUG analysis of digestibility, IVOMD, EFOS, whole crop, maize.,qgohgqlqj I det moderne kvægbrug er det vigtigt at kunne optimere sammensætningen af foderrationerne både for at få maksimal produktion med minimale foderomkostninger og for at undgå produktionssygdomme. En sådan optimering af foderrationerne kræver kendskab til de forskellige fodermidlers energiværdi. Energiværdien bestemmes på baggrund af fordøjeligheden af det organiske stof samt den kemiske sammensætning.,qylyr fordøjelighed målt hos får fodret omkring vedligeholdsniveau benyttes som standardværdier indenfor fodermiddelvurdering til drøvtyggere. Da sådanne bestemmelser er ressourcekrævende, er LQYLYR bestemmelse ikke anvendelig til fodermiddelvurdering i det praktiske kvægbrug. Endvidere udviser grovfodermidler en stor variation i fordøjelighed afhængig af vækstbetingelser og udviklingstrin, hvilket betyder, at tabelværdier heller ikke er tilfredsstillende til praktisk brug. Det er således nødvendigt at kunne bestemme fordøjeligheden af de aktuelle foderpartier ud fra laboratoriemetoder. Indenfor de forskellige grovfodertyper vil der normalt være en sammenhæng mellem fordøjelighed og træstofindholdet, og denne sammenhæng er anvendt til at udvikle ligninger til forudsigelse af fordøjelighed, både for græsmarksprodukter og majshelsæd (Møller HWDO, 1980). Disse sammenhænge er dog problematiske, da der er andre faktorer end træstofindholdet, der er bestemmende for fordøjeligheden. Det er f.eks. vist, at sammensætningen af cellevæggene ændres gennem vækstsæsonen, hvilket bevirker, at relationerne mellem fordøjelighed og fiberfraktionerne ændres gennem sæsonen (Søegaard, 1994). På denne baggrund blev den biologiske laboratoriemetode in vitro opløselighed af organisk stof (IVOS) indført til 5

7 bestemmelse af fordøjelighed for de fleste grovfodermidler i midten af 1980 erne (Møller HW DO, 1989). Ved IVOS metoden måles den uopløste rest, efter at foderprøven har været omsat under anaerobe forhold i 48 timer med 'levende vomvæske' efterfulgt af en fordøjelse af proteinet med pepsin-saltsyre, som oprindeligt beskrevet af Tilley & Terry (1963). IVOS metoden er siden blevet delvist erstattet af nær infrarød reflektionsspektroskopi (NIR) for de fleste betydende grovfodertyper, dog således at IVOS stadig anvendes til kalibrering af NIR. For frisk majshelsæd analyseres der årligt et antal prøver, fortrinsvis i forbindelse med sortsafprøvningen under Landsforsøgene. Indtil 1999 er der anvendt en ligning baseret på træstofindholdet til bestemmelse af fordøjeligheden (Møller HWDO, 1980), idet der var betydelige problemer med IVOS metoden mht. repeterbarhed 1 og reproducerbarhed 2 på friske majshelsædsprøver. Der har ligeledes været problemer med andre typer af frisk helsæd såsom byg og hvede. Helsædsafgrøder er en meget inhomogen afgrøde, som består af en stivelsesholdig kernedel med et meget lavt fiberindhold og en fiberrig stængeldel med et lavt proteinindhold. Helsæden består således af en højt fordøjelig kernefraktion og en lavt fordøjelig stængelfraktion. Det blev antaget, at denne inhomogenitet eventuelt kunne være en af årsagerne til analyseproblemerne. Ønsket om at udskifte den træstofrelaterede beregning af fordøjelighed for frisk majshelsæd og problemerne med IVOS metoden for de andre friske helsædstyper medførte, at projektet Grovfoder udvikling af metode til bestemmelse af grovfodermidlers fordøjelighed blev igangsat i Projektet blev støttet af Produktudviklings-ordningen under Direktoratet for FødevareErhverv og foregik i et samarbejde mellem Danmarks JordbrugsForskning, Landskontoret for Kvæg, Landskontoret for Planteavl og Steins Laboratorium A/S. Projektet blev fulgt af en gruppe, der ud over forfatterne til denne rapport bestod af Grete Brunsgaard og Lambert Sørensen, Steins Laboratorium A/S, Birgit Hansen, Afdeling for Analytisk Kemi Foulum, og Erik Skovbo Nielsen, Landskontoret for Kvæg. Formålet med projektet var at klarlægge baggrunden for problemerne med IVOS analysen, når der analyseres prøver af frisk helsæd med henblik på at afhjælpe problemerne, og samtidig at undersøge, hvorvidt andre laboratoriemetoder kunne være bedre egnet til disse grovfodertyper. Her var det især LQYLWUR enzymmetoden EFOS kvæg (enzymfordøjeligt organisk stof til kvæg) (Weisbjerg & Hvelplund, 1993), som var interessant, da denne metode allerede var i brug på fodermiddellaboratorier i den officielle foderstofkontrol til energivurdering af kraftfoder. 1 Repeterbarhed: spredning beregnet på gentagne målinger foretaget under samme betingelser. I dette tilfælde er det primært samme vomvæske. 2 Reproducerbarhed: spredning beregnet på gentagne målinger under forskellige betingelser. I dette tilfælde er det primært forskellig vomvæske. 6

8 0DWHULDOHRJPHWRGHU 3ODQWHPDWHULDOH Plantematerialet, som blev anvendt til analysearbejdet, hidrørte fra forskellige kilder. Der blev dels indsamlet nye helsædsprøver af byg og majs og dels anvendt eksisterende prøver fra egen prøvebank og fra udenlandske forskningsinstitutioner. 1\HSU YHU I blev der indsamlet i alt 35 helsædsprøver af majs og vårbyg, både som frisk og ensileret afgrøde. Afgrødeprøverne på hver ca. 400 kg blev hentet hos forskellige landmænd i Jylland og på Fyn samt på forsøgsstationer. Indenfor samme dag blev en afgrødeprøve udtaget, transporteret til Foulum, blandet på ladegulv ved at vende bunken tre gange, pakket til bestemmelse af fordøjelighed hos får og prøver blev tørret/frosset til andre analyser. De friske prøver blev høstet og snittet på marken, og de ensilerede afgrøder blev udtaget i ensilagestakken. De enkelte afgrødeprøver er karakteriseret i tabel 1 og 2. 3U YHUIUDSU YHEDQN I forbindelse med fordøjelighedsforsøg med får er der siden 1992 udtaget afgrødeprøver til en prøvebank. Prøverne opbevares nedfrosset i både fryse- og ovntørret tilstand. Der ligger en lang række oplysninger på disse prøver fra fordøjelighedsforsøg og fra laboratorieundersøgelser. I prøvebanken var der i alt 228 planteprøver i 1999, hvoraf 98 blev udvalgt til ekstra analyser. De udvalgte prøver dækkede et bredt spektrum af grovfoderafgrøder. Prøverne blev analyseret for EFOS, og oplysninger om IVOS og LQYLYR blev hentet fra prøvebankens database. 8GHQODQGVNHSU YHU Materiale af de 'nye prøver' blev forsøgt byttet med andre afgrødeprøver med målt fordøjelighed hos får. Efter henvendelse til en del europæiske forskningsinstitutioner i 1996 vedr. majsog helsædsprøver blev der aftalt bytning med tre. På denne måde blev der modtaget 37 prøver fra Holland (Institute for Animal Science and Health (ID-DLO), Lelystad), som primært var majs men også græsprøver, 15 prøver fra Belgien (National Institute for Animal Nutrition, Melle-Gontrode, Belgien), som var ensilageprøver af majs og kornhelsæd, og endelig seks friske majsprøver fra Tyskland (Institut für Tierernährung und Stoffwechselphysiologie, Christian-Albrechts Universitet, Kiel). Kun et fåtal af prøverne var af frisk afgrøde. Der var således ingen prøver af frisk kornhelsæd, og der var syv prøver af frisk majshelsæd. 0HWRGHU Standardværdien for fordøjelighed blev bestemt v.hj.a. målinger på får (LQYLYR), mens LQYLWUR måling i laboratoriet blev udført dels ved brug af vomvæske (IVOS) og dels ved brug af enzymer (EFOS og de Boever).,QYLYR,QYLYR fordøjelighed blev bestemt hos får fodret på vedligeholdsniveau efter normalproceduren (Anonym, 1987). Ved denne metode opbevares afgrøden/forsøgsfoderet i fryseren i portioner, som er afstemt til et fårs daglige behov. Når forsøgsfoderet er et kvælstoffattigt grovfoder tilsættes sojaskrå for at sikre en tilstrækkelig proteinforsyning til mikrobernes 7

9 omsætning i vommen. I dette forsøg med helsæd af majs og byg var supplering med sojaskrå nødvendigt. Sojaskrå udgjorde ca. 100 g tørstof og forsøgsfoderet ca. 850 g tørstof pr. dag. Ifølge normalproceduren tilvænnes fårene forsøgsfoderet i en forperiode på en uge, efterfulgt af en uges forsøgsperiode. I forsøgsperioden opsamles gødningen i poser påspændt fårene ligesom eventuelle foderrester vejes. Hvis der er fodervægring hos et får, udtages dette får af forsøget. Forsøgsfoderet analyseres for aske, sand, kvælstof, træstof, NDF og ADF samt total energiindhold/bruttoenergi, og ensilage ligeledes for forgæringsprodukter. Gødningen analyseres for de tilsvarende indholdsstoffer. Sojaskråen er i forvejen analyseret mht. indholdsstoffer og fordøjelighedskoefficienter. Fordøjelighedskoefficienterne (tilsyneladende fordøjelighed) for afgrødeprøven kan derefter beregnes under den forudsætning, at sojaskråen, når den opfodres sammen med de aktuelle foderprøver, fordøjes med en tilsvarende fordøjelighed, som der tidligere er bestemt for sojaskråen (differensmetode). For ensilage bliver fordøjeligheden af organisk stof korrigeret for tab af flygtige forgæringsprodukter, som beskrevet af Nørgaard Petersen (1966). I nærværende forsøg blev seks får anvendt pr. forsøgsfoder for at få en sikker måling. Normalt anvendes fire får pr. forsøgsfoder.,926 Opløseligheden af organisk stof LQYLWUR blev målt ved hjælp af en metode, som er udviklet til græsmarksafgrøder (Tilley & Terry, 1963). Ved denne metode inkuberes en ovntørret afgrødeprøve anaerobt i vomvæske i to døgn ved o C, hvorefter den centrifugerede rest tilsættes pepsin-saltsyre i yderligere to døgn for at nedbryde proteinet. Den uopløste rest, som vejes herefter, sættes i relation til startvægten, som er ca. 0,5 g tørstof, og ud fra kendskab til koncentrationen af aske beregnes fordøjeligheden af organisk stof som differens. Vomvæsken udtages fra fistulerede køer, som fodres med 1/3 kraftfoder og 2/3 hø, og som altid står på stald. Udtagning af vomvæske foregår lige før analysestart, og vomvæsken behandles skånsomt for at opretholde en stor mikrobiel aktivitet. Normalproceduren for udtagning af vomvæske fra vomfistulerede køer på Forskningscenter Foulum er at anvende vakuumpumpe og vomsonde, mens der på Steins Laboratorium A/S anvendes en kop. Ved analysering medtages afgrødestandarder med kendt fordøjelighed. Afviger resultaterne for standarderne for meget, bliver prøverne omanalyseret. Standarderne og metodens tekniske udførelse er i Danmark koordineret mellem Forskningscenter Foulum og Steins Laboratorium A/S i Brørup, som også er de eneste steder i Danmark, hvor analysen udføres rutinemæssigt. ()26 Opløseligheden af organisk stof LQYLWUR målt ved hjælp af kommercielle enzymer (EFOS kvæg ) blev udført, som beskrevet af Weisbjerg & Hvelplund (1993). Metoden er anvendt siden 1994 til bestemmelse af fordøjeligheden af kraftfodermidler, og anvendes i Plantedirektoratets officielle foderstofkontrol (Ellermann, 1999). Ved denne metode inkuberes 0,5 g tørret foderprøve med pepsin-saltsyre i 24 timer ved 40 o C i en filterdigel med bundprop for at fordøje proteinet. Efter denne inkubation opvarmes diglerne til 80 o C i 45 minutter for at hydrolysere stivelsen. Derefter suges væsken fra og resten vaskes med vand. Bundproppen isættes igen, og der tilsættes en blanding af cellulase, hemicellulaser og amyloglycosidase i acetatbuffer for at opløse fordøjelige cellevægskulhydrater og eventuelle stivelsesrester. Denne blanding inkuberes i 24 timer ved 40 o C og herefter 19 timer ved 60 o C. Efter inkubationen suges væsken fra, resten vaskes med varmt vand og acetone, hvorefter den uopløste organiske rest kan bestemmes efter tørring ved vejning af resten før og efter foraskning. GH%RHYHUHQ]\PRSO VHOLJKHG Opløseligheden af organisk stof LQYLWUR målt ved hjælp af kommercielle enzymer blev udført, som beskrevet af de Boever HWDO (1986) og betegnes herefter de Boever enzymopløselighed. 8

10 Metoden er tilsvarende EFOS kvæg til og med hydrolysen ved 80 o C. Der inkuberes efterfølgende med cellulase i acetatbuffer ved 40 o C i 24 timer. Resten vaskes herefter med varmt vand før tørring, vejning, foraskning og vejning. 5HVXOWDWHURJGLVNXVVLRQ 1\HDIJU GHSU YHU Indsamling af de friske helsædsprøver af vårbyg, som herefter benævnes byg, og majs blev spredt over tid for at få et varieret materiale. Nogle af prøverne blev høstet på et tidligt stadium, så kernefyldningen var mindre fremskreden, og stivelseskoncentrationen i den samlede afgrøde var lille. Det ses i tabel 1, hvor den kemiske sammensætning for de enkelte prøver er vist, mens fordøjelighedskoefficienterne er vist i tabel 2. Koncentrationen af stivelse varierede meget, fra 6,0-35,0% af tørstof (ts). Koncentrationen af råprotein varierede ligeledes meget, fra 4,1-11,7% af ts, mens NDF-koncentrationen varierede fra 31,0 til 49,4% af ts. Der var en ringe sammenhæng mellem fordøjelighedskoefficienterne og den kemiske sammensætning. Fordøjelighed af organisk stof steg lidt med faldene NDF/træstofindhold, mens der ingen sammenhæng var mellem fordøjelighedskoefficienterne og koncentrationen af hhv. stivelse og råprotein. Usikkerheden i fordøjelighedsbestemmelsen varierede en del mellem afgrødeprøver (Tabel 2). For at undersøge om denne usikkerhed eventuelt kunne henføres til, hvor godt stivelsen blev fordøjet, blev stivelseskoncentrationen målt i gødningen fra to ud af de seks får, som blev fodret med samme afgrødeprøve. Der var imidlertid kun lidt stivelse i gødningen (Tabel 2), og der var ingen forskel mellem afgrødetyper. Stivelsesindholdet i gødningen indikerer fordøjeligheder på mellem 97 og 100% for stivelse.,926phwrghq 0HWRGHQ Som omtalt i Indledning har standardmetoden til bestemmelse af grovfoderafgrøders fordøjelighed eller rettere opløselighed af organisk stof i laboratoriet siden midt i 1980'erne været IVOS metoden (Tilley & Terry, 1963). Denne metode er udviklet til græsmarksafgrøder og fungerer også tilfredsstillende til disse afgrøder. Som det også blev omtalt i Indledning, er der imidlertid problemer med analysering af frisk majs og frisk kornhelsæd. Når der ikke er problemer med analysen til græsmarksafgrøder, må årsagerne til problemerne forventes at findes i biologiske forhold. Den mikrobielle aktivitet i vomvæsken er selve kernen i analysen. Hvis denne aktivitet ikke er tilfredsstillende, bliver opløseligheden ved IVOS analysen for lille. Da vomvæsken indenfor samme kørsel er den samme til alle prøver, er repeterbarheden større indenfor end mellem forskellige kørsler (reproducerbarhed), da vomvæsken kan variere fra uge til uge. Når aktiviteten er for lille, kan årsagen skyldes flere forhold, dels at afgrødeprøvens (substratet) sammensætning ikke er tilfredsstillende for en høj mikrobiel aktivitet, og dels at vomvæsken ikke er tilpasset afgrøden. Ayres (1991) har fundet en betydelig variation i IVOS-resultatet, når vomvæsken blev udtaget fra forskellige dyr. Der er delvis taget højde for dette, idet der fra to donorkøer udtages lige 9

11 7DEHO Afgrødeprøvernes kemiske sammensætning i % af tørstof samt dato for høst. Ensilage er tørstofkorrigeret for tørringstab. År Afgrødetype Nr Høstdato Råprotein Træstof NDF ADF Stivelse Aske % af afgrødetørstof Frisk byg 1 22-jul 8,1 23,6 44,3 24,9 7,6 5, aug 7,4 22,4 46,5 24,0 30,5 4, aug 10,4 23,7 45,5 25,1 25,3 4, aug 11,1 23,9 45,7 25,7 29,2 4, aug 6,6 23,4 41,1 21,9 25,2 5,0 Frisk majs 6 25-sep 9,3 21,3 42,4 22,3 8,8 3, okt 9,4 20,2 44,9 22,7 22,6 4, okt 8,1 18,0 39,3 20,1 26,7 3, okt 7,6 18,8 40,2 20,8 24,6 3, nov 9,4 20,4 43,0 22,0 20,6 4,3 Ensileret majs okt 9,4 15,3 31,0 16,3 35,2 4, okt 9,3 21,5 39,3 21,5 23,0 4, okt 9,8 18,4 36,6 20,0 29,4 4, ,8 21,9 45,5 22,8 19,9 3,2 15-9,8 17,7 37,6 18,8 30,8 3, Frisk byg 1 15-jul 7,1 26,7 47,1 27,0 12,8 4, aug 7,2 24,9 49,4 26,0 31,9 3, jul 10,9 19,6 36,7 21,2 29,1 4, aug 8,5 22,9 44,8-32,4 3, jul 7,3 21,8 38,6 21,1 33,8 6,5 Ensileret byg 6 01-aug 10,1 22,5 42,8 23,8 18,3 5, jul 8,4 22,1 38,1 22,1 30,4 6, jul 11,7 21,9 36,9 23,8 24,2 6, jul 7,8 20,0 36,6 21,6 30,6 5, aug 10,6 20,0 39,7 21,8 32,0 4,6 Frisk majs sep 9,1 22,6 36,9 24,3 20,2 4, okt 8,5 19,3 38,0 22,7 27,9 4, sep 7,2 17,6 40,6 19,8 33,1 3, sep 4,1 17,5 37,3 19,9 32,0 3, okt 8,6 19,7 41,1 22,3 26,2 4,5 Ensileret majs sep 7,3 16,6 35,2 18,4 35,0 3, sep 7,6 18,4 38,1 20,1 32,3 3, okt 7,3 18,2 37,3 19,5 32,0 3, okt 7,7 17,8 35,6 19,2 28,6 4, okt 7,2 19,6 39,5 21,4 6,0 4,1 10

12 7DEHO Fordøjelighedskoefficienterne bestemt ved fordøjelighed med får (LQYLYR) målt på seks får pr. afgrødeprøve. Spredningen (s) er vist for bestemmelsen. Desuden er indholdet af stivelse i gødningen målt på to får pr. afgrødeprøve vist. År Afgrødetype Nr Organisk stof Fordøjelighedskoefficienter (%) s Kvælstof s NDF s Stivelse i gødning (% af tørstof) 1996 Frisk byg 1 70,0 2,9 55,3 4,1 54,3 4,7 0,0 2 63,2 2,9 37,2 3,5 45,9 3,8 0,7 3 68,3 2,4 60,4 4,3 53,3 3,8 0,7 4 63,6 2,6 56,7 3,9 44,8 4,0 0,0 5 69,0 3,3 41,7 7,6 48,6 5,4 0,9 Frisk majs 6 71,9 2,6 54,5 3,4 58,0 4,7 0,3 7 71,8 3,6 56,3 5,7 60,0 4,9 0,0 8 71,4 4,6 41,5 12,9 55,9 7,6 0,9 9 73,1 3,9 47,1 8,2 57,5 9,5 0, ,6 3,9 50,2 6,8 56,3 7,0 0,0 Ensileret majs 11 76,9 2,8 65,5 4,2 59,2 4,8 0, ,7 2,0 48,5 6,6 57,5 3,0 0, ,5 2,0 48,7 3,7 56,1 3,3 0, ,6 2,2 58,6 3,1 67,4 3,5 0, ,0 2,3 58,6 4,7 62,0 3,3 0, Frisk Byg 1 68,4 3,2 86,7 1,6 53,8 5,3 0,0 2 64,5 3,3 50,4 4,4 52,9 3,5 2,7 3 71,6 2,1 66,3 4,1 53,5 13,0 0,0 4 69,9 3,2 58,6 8,5 56,4 5,1 0,4 5 71,4 1,9 57,7 3,2 52,4 1,5 0,0 Ensileret byg 6 71,5 1,6 67,4 2,0 60,7 2,6 1,5 7 69,0 1,7 62,2 2,1 51,1 4,5 1,3 8 74,0 2,0 65,7 3,2 58,0 4,6 0,0 9 74,3 1,9 61,7 4,4 61,2 2,9 0, ,3 2,6 59,1 3,3 53,6 4,3 0,8 Frisk majs 11 78,5 1,2 70,0 1,9 65,0 2,6 0, ,9 1,5 64,4 4,0 65,7 5,0 0, ,6 2,7 55,7 7,3 67,1 4,5 1, ,4 2,0 23,4 8,1 66,6 4,2 1, ,3 1,8 57,0 2,7 56,0 3,3 1,3 Ensileret majs 16 76,4 2,1 55,5 3,7 61,8 3,5 0, ,6 1,6 56,8 2,9 61,8 2,3 0, ,2 2,2 57,1 3,3 60,1 4,2 0, ,3 2,0 57,7 3,5 55,6 4,6 0, ,8 2,6 51,2 3,8 55,3 4,1 0,0 11

13 stor mængde vomvæske, som derefter blandes. Donorkøerne, hvorfra vomvæsken bliver taget, bliver fodret med 1/3 kraftfoder + 2/3 hø og er dermed ikke 'tilpasset' helsæd. Spørgsmålet var så, om det kunne sandsynliggøres, at fodring med kornhelsæd eller majs kunne ændre den mikrobielle sammensætning, så den blev bedre tilpasset en stivelsesrig afgrøde. Tidligere upubliceret undersøgelse af N. Witt og E. Møller antydede, at dette ikke er tilfældet. Her blev to får fodret med hhv. hø og majs, hvorefter der blev lavet IVOS undersøgelser på frisk majshelsæd med vomvæske fra de to får. Der var ingen forskel på in IVOS-resultatet (Witt & Møller, 2000). Tilsvarende blev fundet af Nielsen og Søegaard (2000), hvor engplanter blev undersøgt LQYLWUR med vomvæske enten fra standardkøerne eller fra stude, som afgræssede i engen, og hvor vomvæsken således var tilpasset engplanterne. I denne undersøgelse var opløseligheden af organisk stof kun ubetydeligt større, hvor vomvæsken var tilpasset planterne. I en oversigt har Weiss (1994) på tværs af en række forsøgsserier konkluderet, at fodring med samme fodertype, som det der skal analyseres, i visse tilfælde har forøget IVOS-resultatet lidt, men at analysesikkerheden ikke er blevet forbedret. Det blev konkluderet, at det ikke kunne udelukkes, at en tilpasset fodersammensætning kunne hæve IVOS-resultatet, men at resultatet ikke kunne forventes at blive mere sikkert. Det ville desuden i forbindelse med den normale analysering ikke være praktisk muligt at fremstille forskellig vomvæske tilpasset de forskellige fodertyper. Der blev derfor ikke foretaget undersøgelser vedrørende donorkøernes fodersammensætning. Vommen indeholder mere eller mindre nedbrudt foder i en vandig opslemning. Øverst er der oftest et flydelag med en høj koncentration af foderrester og nedenunder en væskefase med lavere koncentration af foderrester. I flydelaget er den mikrobielle aktivitet større end i væskefasen, dels fordi koncentrationen af substrat er højere, dels fordi partikelbundne bakterier udgør en stor del af vommens mikrobepopulation. Hvordan vomvæsken udtages kan derfor have en indflydelse på den mikrobielle aktivitet under IVOS analysen. Indledende undersøgelser havde antydet, at IVOS-resultatet blev højere, hvis vomvæsken blev taget fra flydelaget. Følgende udtagningsmetoder blev derfor sammenlignet: 6RQGHPHWRGHQ Den normale praksis på Foulum har været at udtage vomvæsken med et sonde, som stikkes ned i den nederste del af vommen, hvorefter væske suges op ved hjælp af undertryk. Væsken filtreres gennem et osteklæde, så de grove partikler sies fra. Vomvæsken opsuges således fra den mere væskefyldte fase i vommen. +nqgphwrghq Ved denne metode blev der udtaget håndfulde af materiale i vommens flydelag. Væsken blev derefter presset gennem et osteklæde ved hjælp af hænderne. Trykket, hvormed væsken presses ud, vil ved denne metode være personafhængigt. 3UHVVHPHWRGHQ Forskellen på denne metode og ovennævnte hånd-metode er, at væsken blev presset ud af materialet ved et konstant tryk. Dette blev opnået ved, at et stempel maskinelt blev presset ned på materialet i en stor kop, og væsken løb ud gennem bunden. Selve presningen var hurtig og foregik på mindre end 5 sek. 12

14 .RSPHWRGHQ Denne metode anvendes af Steins Laboratorium A/S. Ved denne metode trykkes en kop ned i vommens flydelag så væske løber ned i koppen. Denne væske filtreres herefter gennem osteklæde. 3ODQWHPDWHULDOHW Helsæd af korn og majs er et meget mere inhomogent materiale end græsmarksafgrøder. Helsæden består af en meget stivelsesrig kernedel og en 'træagtig' og proteinfattig stængel. Græsmarksafgrøder er mere homogene og indeholder desuden meget lidt stivelse. En anden væsentlig forskel er, at koncentrationen af råprotein normalt er meget lavere i helsæd af korn og majs end i græsmarksafgrøder. I prøvematerialet fra Holland var der prøver af hhv. majsstængel og majskolbe. Når disse blev analyseret med vomvæske udtaget med standardmetoden (sonde-metoden) var der ved stængel en rimelig overensstemmelse mellem IVOS og LQYLYR, hvorimod der ved kolbe var en forskel på over 20 enheder mellem fordøjeligheden målt LQYLYR og LQYLWUR ved IVOS-metoden (Tabel 3). Når vomvæsken derimod blev udtaget med hånd-metoden, var IVOS-resultatet i kolbe meget tæt på LQYLYR. IVOS fordøjelighed i stængel var ved hånd-metoden også lidt højere end ved sonde-metoden. Dette antyder, at problemet med IVOS-metoden primært var knyttet til den stivelsesrige kernedel. Dette bekræftes også af undersøgelse af de tyske prøver 7DEHO IVOS-resultater af fire prøver af majsstængel og to prøver af majskolbe fra Holland. Analyseret fire gange, hvor vomvæsken blev udtaget med sonde-metoden og seks gange med hånd-metoden. Sonde-metode 1 Hånd-metode 1,QYLYR s s Stængel 1 50,7 1,7 52,5 1,7 59,1 2 54,8 1,1 59,7 1,7 57,4 3 54,0 1,6 56,3 1,1 54,7 4 59,1 2,4 65,1 2,6 59,9 Gens. Kolbe 1 64,0 3,0 86,7 1,1 87,9 2 66,2 3,2 85,5 1,8 84,9 Gens. 1 : Forklaret på side 12 7DEHO IVOS-resultater af tre friske majsprøver fra Tyskland. Prøverne er høstet ved to forskellige stubhøjder, 15 og 45 cm. Analyseret tre gange, hvor vomvæsken blev udtaget med sonde-metoden. 15 cm 45 cm IVOS LQYLYR IVOS LQYLYR 1 68,0 72,7 73,5 80,4 2 74,4 74,7 74,8 81,9 3 69,8 67,3 71,7 82,9 Gens. 70,7 71,6 73,3 81,7 13

15 af frisk majs, som var høstet ved to forskellige stubhøjder. Disse prøver blev analyseret med vomvæske udtaget efter sonde-metoden. IVOS-resultatet i majsprøverne høstet ved 15 cm stub, og som dermed havde en større andel stængel, var tættere på LQYLYR end majsprøverne høstet ved 45 cm, og som dermed havde en større kerneandel (Tabel 4). Problemet med den stivelsesrige kerneandel kan tilsyneladende ikke løses ved tilsætning af amylase under inkuberingen for at sikre nedbrydningen af stivelse. Dette blev forsøgt af Witt og Møller (2000) i majsprøver, og de fandt at amylasetilsætningen ikke ændrede IVOS-resultatet. 1WLOV WQLQJ Helsæd af korn og majs har et forholdsvis lille proteinindhold, og det er især stængelfraktionen som er proteinfattig. Koncentrationen af råprotein i 'egne prøver' af byg og majs varierede mellem 4 og 12% af ts. Weiss (1994) har konkluderet, at når koncentrationen af råprotein er under 10%, kan kvælstof blive begrænsende for opbygning af mikrobielt protein og dermed for den mikrobielle aktivitet. I de fleste af 'egne prøver', kunne dette således have været tilfældet. Det blev derfor undersøgt, hvorvidt tilsætning af kvælstof til bufferen, som vomvæsken blandes med, ændrede på IVOS-resultatet. Ammoniumsulfat blev tilsat i en koncentration, der svarede til 10 mg pr. prøve, som anbefalet af Weiss (1994). Ifølge Weiss (1994) skulle usikkerheden, som skyldes variation i vomvæske mellem dyr samt forskellig fodersammensætning, blive mindsket af N-tilsætning. De udvalgte prøver blev analyseret både med og uden N-tilsætning ved to metoder, hhv. sonde- og hånd-metoden. Resultater fra to kolbeprøver fra Holland viste igen, at det især var den stivelsesholdige kernedel, som gav problemer. N-tilsætningen hævede IVOS-resultatet med 17 enheder ved sonde-metoden, hvorimod der ingen effekt var ved hånd-metoden (Tabel 5). Ved frisk majs, hvor der har været de største analyseproblemer, fandtes den største effekt af N-tilsætning ved sonde-metoden (Tabel 5). Der synes ikke at være forskel på effekter af N- tilsætning mellem sonde- og hånd-metoden for de andre afgrødetyper. Resultaterne stemmer overens med Collins HWDO (1980), som ved majsensilage fandt, at N-tilsætning øgede IVOSresultatet, men usikkerheden var uændret. 7DEHOIVOS-resultater fra forskellige afgrødetyper med (+N) og uden ( N) tilsætning af kvælstof ved analysen samt differensen mellem de to. Den gennemsnitlige standardafvigelse er vist indenfor afgrødegrupper. Sonde-metode 2 Hånd-metode 2 (+N)-( N) +N N +N N Sonde Hånd Afgrøde 1 N s s s s Frisk byg 4 65,4 2,6 63,5 1,9 70,4 3,8 66,0 3,6 1,9 4,4 Ens. byg 2 63,4 3,6 63,4 1,3 68,2 5,0 65,4 4,8 0,0 2,8 Frisk majs 5 73,1 2,1 66,9 3,4 78,6 3,3 74,2 3,0 6,2 4,4 Ens. majs 6 66,9 5,1 64,5 5,0 72,3 6,3 67,7 7,5 2,4 4,6 Kolbe 2 83,1 2,1 65,8 7,3 85,0 1,3 84,6 1,6 17,3 0,4 Kløvergræs 1 71,2 69,5 74,4 72,1 1,7 2,3 1 : Frisk byg: nr. 1 og 4 fra 1996 og nr. 2 og 5 fra 1997 (4 kørsler med sonde og 3 kørsler med hånd) Ensileret byg: nr. 7 og 10 fra 1997 (4 kørsler med sonde og 3 kørsler med hånd) Frisk majs: nr. 6, 8, 9 fra 1996 og nr. 11, 12 fra 1997 (5 kørsler med sonde og 4 kørsler med hånd) Ensileret majs: nr. 12, 14 fra 1996 og nr. 16, 17, 19, 20 fra 1997 (5 kørsler med sonde og 4 kørsler med hånd) Kolbe: nr. 12 og 27 fra hollandske prøver (3 kørsler med sonde og 2 kørsler med hånd) Kløvergræs: standardprøve nr (5 kørsler med sonde og 4 kørsler med hånd) 2 : Forklaret på side 12 14

16 8GWDJQLQJDIYRPY VNH Når vomvæsken blev udtaget med sonde under flydelaget, var IVOS-resultatet lavere end ved de andre udtagningsmetoder af vomvæske (Tabel 6). Forskellen var størst ved frisk majs, som også var afgrøden med de største analyseproblemer. Reproducerbarheden ved analysering af frisk majs ved sonde-metoden var også mindre end ved de andre afgrødetyper, mens dette ikke synes at være tilfældet ved de øvrige metoder. IVOS-resultaterne var højest ved håndmetoden, derefter kom presse-metoden og kop-metoden og til sidst sonde-metoden. I gennemsnit var resultaterne fra hånd-metoden tæt på LQYLYRresultaterne. 7DEHO IVOS-resultater ved anvendelse af vomvæske udtaget med forskellig metode. Afgrødeprøverne er 'egne prøver' fra Der var fem afgrødeprøver i hver gruppe, og fire kørsler pr. afgrødeprøve. (s: gennemsnitlig standardafvigelse indenfor afgrødegruppe),qylyr Sonde Hånd Presse Kop Gruppe s s s s Frisk byg 69,2 64,7 2,4 68,6 2,7 67,8 0,7 67,8 1,4 Ensileret byg 71,6 66,6 2,0 68,9 1,5 67,7 1,6 68,3 2,2 Frisk majs 76,5 64,6 4,7 76,6 2,2 74,3 1,0 74,5 1,7 Ensileret majs 74,1 69,1 2,5 73,0 3,5 71,9 1,9 70,6 2,8 Sonde-metoden: væske udtaget med sonde under flydelaget Hånd-metoden: væske presset ud af flydelaget med hånd Presse-metoden: væske presset ud af flydelaget med en presser Kop-metoden: væske udtaget med kop i flydelaget For yderligere beskrivelse se side 12. I forbindelse med IVOS-analysen laves blindprøver, hvor der ikke er afgrødeprøve i vomvæsken. Den tørrede rest efter analysering af denne blindprøve skal fratrækkes resultaterne fra de øvrige prøver, da denne tørrede rest udelukkende stammer fra vomvæsken. Denne rest kan være diverse små foderpartikler og rester fra mikroberne. Tabel 7 viser et gennemsnit af blindværdierne. Værdien var mindst ved sonde-metoden og størst ved hånd-metoden. Den viste værdi for sonde-metoden svarede til % af den rest, der var efter en afgrødeprøve, mens den viste værdi for hånd-metoden svarede til %. Alt andet lige vil usikkerheden på analysen stige med stigende blindværdi. 7DEHO Blindværdier ved de forskellige metoder til udtagning af vomvæske. Gennemsnit, variation og standardafvigelse af syv kørsler, hvor alle fire metoder blev kørt på samme tid. Gens. min-max s (g ts) Sonde-metoden 1 0,0175 (0,013-0,023) 0,0034 Presse-metoden 1 0,0346 (0,028-0,040) 0,0039 Kop-metoden 1 0,0354 (0,031-0,042) 0,0038 Hånd-metoden 1 0,0580 (0,040-0,077) 0, : Forklaring side 12 Ulempen med en stor blindværdi skal sammenholdes med ønsket om en høj aktivitet i vomvæsken, hvilket der er, når vomvæsken udtages i flydelaget. Det blev derfor undersøgt om størrelsen af det tryk, som blev anvendt ved presse-metoden havde en betydning. Tre forskel- 15

17 lige tryk (2, 4 og 6-7 bar) blev sammenlignet med sonde-metoden. Trykstørrelse synes imidlertid ikke af have effekt hverken på IVOS-resultatet eller på repeterbarheden (Tabel 8). Resultaterne i tabel 8 er fra gentagelser indenfor samme uge/kørsel. Det ses, at standardafvigelsen er noget mindre end standardafvigelsen mellem uger/kørsler, som er vist i de øvrige tabeller. Dette viser, at repeterbarheden generelt er større end reproducerbarheden ved IVOS-analysen. Dette skyldes primært, at vomvæsken indenfor samme kørsel er den samme, hvorimod den varierer mellem ugerne/kørslerne. Vomvæsken udtaget ved de forskellige tryk er vist på billede 1. Forskellen er især den mængde partikelmasse, der danner flydelag i glasset, som øges med stigende tryk. %LOOHGHVomvæske udtaget fra flydelaget og presset ved forskellige tryk (2, 4 og 6-7 bar) samt vomvæske udtaget med sonde (spyd) under flydelaget. 7DEHO IVOS-resultater, hvor vomvæsken enten blev udtaget med sonde eller flydelaget blev presset med forskelligt tryk. Afgrødeprøverne blev analyseret med ti gentagelser og blindprøverne med tre gentagelser indenfor samme uge/kørsel. 2 bar 4 bar 6-7 bar Sonde s s s s Frisk majs 72,9 0,8 73,3 0,6 72,1 1,0 62,8 1,2 Ensileret majs 71,1 2,0 70,9 1,2 69,5 1,8 67,0 1,5 Kløvergræs 71,0 0,8 71,7 0,6 70,9 0,8 70,6 0,4 Blind 0,0427 0,0015 0,0543 0,0011 0,0526 0,0020 0,0161 0,0005 Prøvenr.: Frisk majs ( ), ensileret majs ( ), kløvergræs (9211-en standardprøve) Beskrivelse af udtagningsmetode side 12. I figur 1 er profilen for opløselighed af organisk stof vist ved inkubationstider på 0, 6, 24, 48 og 72 timer, hvor vomvæsken var udtaget med to forskellige metoder, hhv. sonde-metoden og hånd-metoden. Ved tidspunkt 0 timer er processen afbrudt lige efter at den tørrede planteprøve er opslemmet i vomvæske. Der har således ikke været nogen mikrobiel aktivitet, men der er tab af vandopløselige forbindelser. Frisk majs adskilte sig fra de andre prøver ved, at der ved 24 og 48 timer var forholdsvis stor forskel på de to metoder. Efter 72 timer var der imidlertid næsten ingen forskel. Ved frisk byg var der også en forskel ved 24 timer. Inkubationen afbrydes ved IVOS-metoden efter 48 timer (Tilley & Terry, 1963), og denne under 16

18 17

19 søgelse viser således igen, at det især er ved frisk majs, at der er en mindre nedbrydning af organisk stof ved sonde-metoden. Generelt synes kurverne imidlertid ved 48 timer stadig atvære stigende. Marten og Barnes (1979) beskriver, at kurveplateauet normalt er nået ved 48 timer ved græsmarksafgrøder, men henviser desuden til bl.a. tropisk græs, hvor kurven stadigvæk steg fra 48 til 96 timer. En af usikkerhedsfaktorene ved analyseringen af majs og kornhelsæd kan således være det forhold, at den potentielt opløselige del af det organiske materiale ikke er helt opløst ved 48 timer. To af metoderne til udtagning af vomvæske, sonde- og presse-metoden, blev sammenlignet ved et større antal prøver, som bestod af egne prøver og udenlandske prøver (Tabel 9). Udtagning af vomvæske ved presning af flydelaget i forhold til sonde betød for alle fodermidler en øgning i den opnåede opløselighed, således at den gennemsnitlige opløselighed med presset vomvæske var tæt på den gennemsnitlige LQYLYR fordøjelighed for alle fodertyper. Især for frisk majshelsæd har anvendelsen af presset vomvæske betydet en betydelig øgning i opløseligheden på 8 %enheder i forhold til vomvæske udtaget med sonde. Anvendelsen af presset vomvæske har imidlertid ikke medført en øget forklaringsgrad (R 2 ) bortset fra frisk majshelsæd (Tabel 9). 7DEHO Sammenhængen mellem LQYLYR fordøjelighed og LQYLWUR opløselighed målt ved IVOS-metoden, hvor vomvæsken blev udtaget med henholdsvis sonde-metoden og pressemetoden (presset ved 2 bar). Værdierne er parametrene fra regressionen: LQYLYR fordøjelighed = a + b(lqylwur vomvæske opløselighed, %) Afgrødetype N Metode a b R 2 s Gens. (min. - max.) Frisk majs 11 Sonde 72,9 0,02 0,00 3,40 66, Presset 18,5 0,75 0,24 2,95 74, ,QYLYR 74, Ensileret majs 40 Sonde 28,8 0,65 0,40 2,69 67, Presset 19,5 0,76 0,37 2,77 69, ,QYLYR 72, Frisk byg 10 Sonde 8,2 0,91 0,33 2,72 65, Presset 27,0 0,60 0,18 3,00 68, ,QYLYR 68, Ensileret byg 9 Sonde - 8,5 1,18 0,83 2,63 64, Presset -11,5 1,22 0,78 3,01 65, ,QYLYR 68, Alle 81 Sonde 14,5 0,86 0,57 3,28 66, Presset 10,4 0,88 0,60 3,15 69, ,QYLYR 71, I den oprindelige beskrivelse af IVOS-metoden til græsmarksafgrøder (Tilley & Terry, 1963) er vomvæsken udtaget med sonde-metoden. Til gengæld er blindværdien af samme størrelse, som ved hånd-metoden (jf. tabel 7). Der er ikke fundet resultater i litteraturen, der analyserer betydningen af udtagningsmetoden af vomvæske. Flere har derimod i helsæd undersøgt 18

20 regressionen mellem LQYLYRfordøjelighed og LQYLWUR opløselighed af enten organisk stof eller tørstof målt med metoden af Tilley og Terry. Adesogan HWDO (1998) fandt således for helsædsensilage af hvede en forholdsvis lav korrelationkoefficient, R 2 =0,4. Collins HWDO (1980), Schmid HWDO (1975) og de Boever HWDO (1999) fandt ved majsensilage en R 2 værdi på hhv. 0,5, 0,7 og 0,8. Korrelationen er således refereret meget forskellig. Metoden til udtagning af vomvæske er ikke beskrevet i disse undersøgelser..rqnoxvlrq Problemet med IVOS-analysen ved frisk majs blev primært lokaliseret til den stivelsesholdige kernedel. Stængeldelen gav ikke samme problemer analysemæssigt. Efter 48-timers inkubation var kurveplateauet ikke opnået, og der var således stadigvæk en del mikrobiel aktivitet, hvilket især var udtalt for frisk majs. IVOS-resultatet blev for alle afgrødetyper forøget både ved at tilsætte kvælstof under analysen og ved at udtage en mere mikrobiel aktiv vomvæske fra flydelaget. IVOS-resultatet blev især for frisk majs forøget ved disse metodeændringer og reproducerbarheden blev lidt bedre. For de øvrige afgrødetyper blev reproducerbarheden imidlertid ikke forbedret. Hvis frisk majs skal analyseres efter IVOS-metoden, bør der udtages vomvæske efter kop- eller presse-metoden. ()26RJ,926 Sammenhængen mellem LQYLYR fordøjelighed af organisk stof og laboratoriemetoderne EFOS og IVOS (sonde-metoden) blev undersøgt på hele prøvematerialet. I tabel 10 er vist de afgrødetyper, hvor der var et større antal prøver. Tabel 10 er opbygget, så det er samme prøvemateriale, som ligger til grund for såvel EFOS som for IVOS (sonde-metoden), således at værdierne er umiddelbart sammenlignelige de to laboratoriemetoder imellem. I tabel 10 er sammenhængen mellem LQYLYR fordøjelighed og laboratoriemetoderne også givet for det samlede materiale (i alt 177 prøver), hvorpå der både er målt EFOS og IVOS (sonde-metoden). I figur 2 er sammenhængen til LQYLYR fordøjelighed for henholdsvis EFOS og IVOS (sonde-metoden) vist for hele materialet, for ensileret majs og for frisk majs. I tabel 12 er sammenhængen til LQ YLYR vist for de prøver (i alt 81), hvor der yderligere er analyseret for IVOS (presse-metoden). ()26 Den gennemsnitlige opløselighed af organisk stof ved EFOS metoden var for de fleste afgrødetyper af samme niveau som LQYLYR fordøjeligheden, dog ikke for ensileret byghelsæd og hvedehelsæd, hvor den gennemsnitlige EFOS var ca. 5 %enheder lavere end LQYLYR fordøjelighederne (Tabel 10). For alle afgrødetyper var der en rimelig sammenhæng mellem LQYLYR fordøjelighed og EFOS med R 2 værdier fra 0,51 til 0,99 bortset fra ensilage af hvedehelsæd (R 2 =0,27) og frisk byghelsæd (R 2 =0,03). Den lave forklaringsgrad (R 2 ) for disse to fodertyper skyldes delvist den begrænsede variation i LQYLYRfordøjelighed, idet residualspredningen s ikke var væsentlig højere for disse to fodertyper end for en del af de andre fodertyper. En analyse på alle prøverne, der dækker både de ovennævnte afgrødetyper samt andre grovfodertyper med færre prøver, resulterede i følgende sammenhæng for 177 prøver (ligning 1, Figur 2) med en R 2 på 0,71 og en residualspredning på 3,15. Ligning 1 LQYLYR fordøjelighed (%) = 26,0 + 0,658(EFOS, %) I forhold til ligningen, der gælder for kraftfoder (LQYLYR fordøjelighed (%) = 5,38 + 0,867(EFOS, %)), og som bruges i Danmark (Weisbjerg & Hvelplund, 1993), viser den her 19

21 y = 0,658x + 26,0 R 2 = 0,71 $OOHSU YHU y = 0,722x + 22,3 R 2 = 0,64 R Y L Y Ã Q, 0DMVHQVLODJHSU YHU R Y L Y Ã Q, )ULVNPDMVSU YHU R Y L Y Ã Q, ()26,926 )LJXU Sammenhængen mellem LQYLYR fordøjelighed af organisk stof og hhv. EFOS kvæg og IVOS (sonde-metoden). Linien viser i alle figurerne den lineære sammenhæng beregnet for alle 177 prøver (jf. tabel 10). 20

22 fundne sammenhæng en større afvigelse til enhedslinien y=x. Betydningen for de enkelte fodermiddeltyper af at bruge en fælles ligning (ligning 1) er vist i tabel 11. Tabellen viser, om der kan forventes en systematisk gennemsnitlig fejlestimering for forskellige fodermiddeltyper. Det ses, at for EFOS er den gennemsnitlige residual meget lav for majsensilage, græsensilage og frisk majshelsæd, mens den er lidt større for helsæd af byg, rug og hvede. 7DEHO Sammenhæng mellem LQYLYR fordøjelighed af organisk stof og LQYLWUR opløselighed, målt ved henholdsvis EFOS kvæg og IVOS (sonde-metoden). Værdierne er parametrene fra regressionen: LQYLYR fordøjelighed (%) = a + bx, hvor x er EFOS (%) eller IVOS (%). EFOS er baseret på analyser fra Afd. for Analytisk Kemi, IVOS på analyser fra Afd. for Plantevækst og Jord. ()26 Afgrødetype N Gens. LQYLYR Gens. EFOS R 2 s a b og variation og variation Frisk majs 18 74,8 (67-83) 74,1 (70-81) 0,51 3,21-8,6 1,124 Ensileret majs 42 72,5 (65-78) 71,2 (62-81) 0,53 2,40 25,5 0,660 Frisk byg 11 68,1 (63-72) 66,4 (58-72) 0,03 3,09 58,1 0,150 Ensileret byg 26 72,0 (60-79) 67,1 (50-75) 0,83 2,25 24,9 0,701 Ensileret hvede 11 72,8 (68-80) 66,7 (57-72) 0,27 2,99 48,1 0,368 Frisk græs 7 73,9 (58-81) 75,3 (55-84) 0,99 1,05 15,9 0,770 Ensileret græs ,7 (51-82) 72,7 (44-86) 0,84 2,53 22,6 0,702 Alle ,4 (50-84) 70,5 (39-86) 0,71 3,15 26,0 0,658,926(sonde-metode) Afgrødetype N Gens. LQYLYR Gens. IVOS R 2 s a b og variation og variation Frisk majs 18 74,8 (67-83) 67,7 (59-75) 0,19 4,11 44,8 0,443 Ensileret majs 42 72,5 (65-78) 67,3 (60-74) 0,36 2,79 31,5 0,610 Frisk byg 11 68,1 (63-72) 64,7 (55-69) 0,05 3,07 57,2 0,169 Ensileret byg 26 72,0 (60-79) 69,3 (57-76) 0,85 2,15 8,5 0,917 Ensileret hvede 11 72,8 (68-80) 69,8 (63-75) 0,00 3,50 76,0-0,045 Frisk græs 7 73,9 (58-81) 71,3 (57-78) 0,94 2,52-11,0 1,190 Ensileret græs ,7 (51-82) 73,1 (45-84) 0,89 2,04 16,4 0,784 Alle ,4 (50-84) 69,3 (43-84) 0,64 3,50 22,3 0,722 1 Græsensilage og kløvergræsensilage ()26DQYHQGWWLOPDMVNROEHRJ±VW QJHO Blandt prøverne fra Holland var der 4 prøver af majsstængel og 2 prøver af majskolbe. Da disse prøvetyper er ret afvigende i forhold til almindelig grovfoder, er de ikke inkluderet i den generelle ligning for alle i tabel 10 (ligning 1). Det tyder dog på, at den generelle ligning også giver en rimelig forudsigelse af LQYLYR fordøjeligheden for disse prøvetyper. De gennemsnitlige LQYLYRfordøjeligheder var 57,8 og 86,4% og de gennemsnitlige EFOS værdier var 47,9 og 94,2 % for henholdsvis stængel og kolbe. Den gennemsnitlige afvigelse mellem målt LQYLYR fordøjelighed og LQYLYR fordøjelighed beregnet ud fra ligning 1 var på 0,3 pro- 21

23 centenhed for de 4 majsstængel-prøver og 1,6 procentenhed for de 2 majskolbe-prøver. Det tyder således på, at EFOS metoden og ligning 1 kan anvendes til vurdering af foderværdien af f.eks. majskolbe-ensilage.,926 Den gennemsnitlige IVOS (sonde-metoden) lå generelt lidt lavere end LQYLYRfordøjeligheden, især for frisk majshelsæd, majsensilage og frisk byghelsæd (Tabel 10). Forklaringsgraden (R 2 ) var på 85, 89 og 94 for henholdsvis byghelsædsensilage, græsensilage og friskt græs, mens den varierede fra 0,38 og ned til 0 for resten af fodertyperne. Ensilage af hvedehelsæd, frisk byghelsæd og frisk majshelsæd havde de laveste R 2 værdier. Residualspredningen varierede fra 2,04 for græsensilage til 4,11 for frisk majshelsæd. Sammenlignet med EFOS var residualspredningen højere for IVOS for alle fodertyperne undtagen græsensilage og frisk byghelsæd. En analyse på det samlede materiale (177 prøver) resulterede i følgende sammenhæng (ligning 2, Figur 2) med en R 2 på 0,64 og en residualspredning på 3,50. Ligning 2 LQYLYR fordøjelighed (%) = 22,3 + 0,722(IVOS, %) 7DEHO Gennemsnitlige residualer (LQYLYR minus predikteret) for de forskellige prøvetyper for regressioner af LQYLYR fordøjelighed på henholdsvis EFOS kvæg og IVOS. Residualer er beregnet i forhold til regressionen på alle 177 prøver. N Gens. residual EFOS Frisk majs 18-0,01 3,6 Ensileret majs 42-0,3 1,6 Gens. residual IVOS (sonde) Frisk byg 11-1,6-1,0 Ensileret byg 26 1,8-0,3 Frisk hvede 2 1,4-3,1 Ensileret hvede 11 2,7 0,1 Frisk rug 4 2,8-3,8 Ensileret rug 1 6,4-2,5 Frisk græs 7-1,7 0,04 Ensileret græs 41-0,1-1,4 Frisk ært 1-1,6 1,3 Ensileret ært 2 3,8 1,9 Frisk stregbælg 4-7,4-4,0 Hø 6-3,6-3,0 Halm 1-2,3-3,9 I forhold til den sammenhæng mellem IVOS og LQYLYR(LQYLYR fordøjelighed (%) = 4,10 + 0,959(IVOS, %), der bruges i Danmark for grovfoder (Møller HWDO, 1989), viser den her fundne sammenhæng en større afvigelse i forhold til enhedslinjen y=x. Den her fundne ligning er mere i overensstemmelse med den sammenhæng (LQYLYR fordøjelighed (%) = 22,1 + 0,695(IVOS, %), der blev fundet af Vestergård Thomsen (cf. Møller HWDO, 1989). Forskellen i beregnet LQYLYRfordøjelighed i området omkring 70% fordøjelighed mellem ligning 2 og 22

24 ligningen fundet af Møller HWDO (1989) er dog begrænset. Betydningen for de enkelte fodermiddeltyper af at bruge en fælles ligning (ligning 2) er vist i tabel 11. Sammenlignet med EFOS gav IVOS større gennemsnitlige residualer for majsensilage, frisk majs og græsensilage, mens ensilage af byg- og hvedehelsæd havde lavere gennemsnitlige residualer. Figur 2 viser samme billede for majsensilage og frisk majshelsæd som tabel 11, nemlig at den generelle ligning 2 underestimerer LQYLYR fordøjelighed for disse fodertyper. IVOS (presse-metoden) gav en højere værdi end IVOS (sonde-metoden), men reproducerbarheden blev ikke øget, jf. side 15. Det bekræftes også af tabel 12, hvor beregninger er vist for det prøvemateriale, hvor der blev analyseret med tre LQYLWUR metoder, EFOS, IVOS (sondemetode) og IVOS (presse-metode). 7DEHO Sammenhæng mellem LQYLYR fordøjelighed af organisk stof og LQYLWUR opløselighed målt med henholdsvis EFOS kvæg, IVOS (sonde-metoden) og IVOS (presse-metoden). Værdierne er parametrene fra regressionen: LQYLYR fordøjelighed (%) = a + bx, hvor x er EFOS (%) eller IVOS (%). EFOS er baseret på analyser fra Afd. for Analytisk Kemi, IVOS på analyser fra Afd. for Plantevækst og Jord. Metode R 2 s a b Gens. og variation EFOS 0,71 2,70 29,45 0,60 70,4 (47,9-85,8) IVOS (sonde-metoden) 0,58 3,28 14,46 0,86 66,9 (50,8-78,1) IVOS (presse-metoden) 0,61 3,15 10,35 0,88 69,8 (52,9-81,1),QYLYR 71,7 (54,8-81,2) Prøvemateriale: 81 prøver fordelt som 11 frisk majs, 40 ensileret majs, 10 frisk byg, 9 ensileret byg, 10 græs og hø samt 1 vinterrug. QGULQJDI).IRUPDMVHQVLODJH I forbindelse med analysering af majsensilage i 1999 på Steins Laboratorium A/S blev der usikkerhed om niveauet for IVOS målt via NIR. På baggrund af undersøgelser på Steins Laboratorium A/S og ovennævnte resultater fra denne undersøgelse, blev det i følgegruppen besluttet at anvende en ny ligning for majsensilage (LQYLYR fordøjelighed (%) = 6,73 + 0,95(IVOS,%)). Denne ligning hæver FK (fordøjelseskoefficienten) for majsensilage med ca. 2 enheder i forhold til standardligningen (Aaes & Thøgersen, 1999). 5HSURGXFHUEDUKHG EFOS og IVOS metodernes repeter- og reproducerbarhed blev undersøgt på de prøver, hvorpå der blev bestemt fårefordøjelighed i nærværende projekt, og som blev analyseret gentagne gange i 2 laboratorier. Resultaterne for EFOS er vist i tabel 13. Det gennemsnitlige niveau var generelt lidt (1,3 %enhed) højere på Lab 2 end på Lab 1. Spredningen på gentagelser indenfor laboratorium var meget moderat. Spredningen mellem laboratorier var lidt højere, men stadig moderat. Resultaterne for IVOS metodens repeter- og reproducerbarhed er vist i tabel 14. Det ses, at spredningen indenfor laboratorium er betydelig højere end for EFOS metoden, især for Lab 1, hvor den især for frisk majshelsæd er uacceptabel høj. Spredningen mellem laboratorier er også højere end for EFOS, men dette skyldes især frisk majshelsæd. Den store forskel mellem laboratorier for frisk majshelsæd kan skyldes forskelle i metoden til udtagning af vomvæske, som diskuteret i afsnittet 'IVOS metoden' side12. 23