behov for politiske reformer, der kan forbedre trygheden og øge almindelige menneskers deltagelse

Transkript

1 behov for politiske reformer, der kan forbedre trygheden og øge almindelige menneskers deltagelse i økonomien. Bogen afsluttes med opridsningen af konturerne af en»strategy for distributive justice«. Strategien indeholder fire elementer, nemlig retten til indkomsttryghed gennem en borgerløn, en mere retfærdig fordeling i virksomhederne gennem økonomisk demokrati, socialt retfærdige virksomheder gennem menneskelig udvikling og inddragelse af forskellige grupper af stakeholders, samt en styrkelse af repræsentationstrygheden gennem nye kollektive indflydelsesmekanismer for lønmodtagerne. Dermed når bogen raden rundt. Den afdækker den globale arbejdsfleksibilitet som en udvikling af produktivkræfterne, men også som en epoke, der kraftigt har forøget utrygheden hos borgerne, og som derfor må følges op med reformer, der fremmer tryghed og deltagelse. Det er denne helhedsorientering, der giver bogen en absolut styrke. Samtidig rummer den et væld af interessante faktuelle oplysninger, teoretiske pointer og nytænkende vurderinger, hvoraf kun nogle få har fundet plads i denne anmeldelse. Bogens centrale analyser og normative overvejelser bør finde vej til fagbevægelsens kurser og politikdiskussioner og til alle samfundsvidenskabelige uddannelser. Anmeldt af Herman Knudsen, lektor, Aalborg Universitet. hk@i4.auc.dk Duncan Gallie og Serge Paugam (ed.) Welfare Regimes and the Experience of Unemployment in Europe Oxford University Press, 2000, 374 s. samt bilag ISBN eller (pbk.) I disse år er der vækst i internationalt forskningssamarbejde. En vigtig drivkraft er EU, hvis bevillingsbetingelse oftest er, at et forskningsprojekt skal indebære samarbejde på tværs af medlemslandene. I sig selv prisværdigt. Men det er også svært at arbejde på tværs. Til tider er de europæiske forskningsgrupper sammensat i al hast op til tidsfristen for ansøgningen.»du kender vel ikke nogen i Grækenland?«, spørges der op og ned ad gangen, når den geografiske spredning i ansøgerkredsen skal sikres. Under alle omstændigheder er der behov for teknikker til at holde sammen på forskerflokken. Her kommer projektbogen ind som en oplagt redskab i form af en antologi, hvor alle kan bidrage med en artikel til det fælles puslespil. Ofte bliver publikationen derefter, i den forstand at man ender med en spredt samling artikler, som demonstrerer, at mange kæpheste er blevet redet. Den redaktionelle sortering har været præget af travlhed og alle skulle jo gerne være med. Derfor er det herligt, når man åbner en antologi fra et europæisk forskningsprojekt og opdager, at den faktisk hænger sammen ved anden kraft end blot bogbinderens gode håndværk. I den forstand er bogen om velfærdsregimer og europæiske erfaringer med arbejdsløsheden en rigtig god oplevelse. Det er ikke bare den sædvanlige rituelle bog. Baggrund for antologien er et EU-finansieret forskningsprojekt med forskergrupper fra otte lande (herunder Torben Fridberg, Lisbeth Pedersen, Niels Ploug og Hanne Weise fra Socialforskningsinstituttet). Med i projektet er også vor landsmand Gøsta Esping-Andersen, som formentlig er den mest citerede danske samfundsforsker gennem tiderne. Formålet er at gennemføre en komparativ undersøgelse af erfaringerne med arbejdsløsheden og dens konsekvenser i EU. Synsvinkelen er overvejende sociologisk med begreber om fattigdom og social udstødning som omdrejningspunkter. Datagrundlaget er i hovedsagen hentet fra de første bølger af ECPH (European Community Household Panel) fra 1994 og frem. Et centralt udgangspunkt er udpegningen af forskellige velfærdsstatsregimer opfattet som idealtyper. Inspirationen fra Gøsta Esping-Andersen er således tydelig, selv om det fremhæves, at opdelingen i regimer i den foreliggende sammenhæng er tænkt inden for en bestemt sfære (forsørgelse af de arbejdsløse og aktiv arbejdsmarkedspolitik) og ikke i form af en generel typologi for velfærdstater. Tidsskrift for ARBEJDSLIV, 3. årg. nr

2 Tabel 1: Fire velfærdsstatsregimer defineret ved de arbejdsløses situation. Regime Andel ledige, Niveau og Aktiv arbejds Landeeksempler som dækkes af varighed af markedspolitik dagpengesystem dagpenge Ikke-beskyt- Meget lille Meget ringe Stort set ikke- Grækenland, tende eksisterende Italien, Portugal, Spanien Liberal (mini Lille Svag Svag UK, mal beskyttelse) Irland Beskæftigel- Variabel (store Ulige Omfattende Frankrig, sescentreret krav til arbejds Tyskland, markeds- Holland, tilkytning) Belgien Universelt Omfattende Højt Meget om- Danmark, dækning fattende Sverige Kilde : Table 1.2 og pp Tre kriterier anvendes i opdelingen i unemployment welfare regimes : (i)den andel af de ledige, som omfattes af dagpengesystemet, (ii) niveau og varighed af ydelserne og (iii) omfanget af den aktive arbejdsmarkedspolitik. På dette grundlag udskilles fire regimer (jvf. tabel 1). En central pointe er, at velfærdsstatsregimerne ikke er den eneste faktor til forklaring af arbejdsløshedens konsekvenser. Familiemønsteret spiller også en vigtig rolle. Variable til beskrivelse af familiemønsteret er (i) stabilitet i familien betragtet som institution (målt ved skilsmissehyppighed og børn født udenfor ægteskab!), (ii) omfanget af ekstern pasning af småbørn og (iii) hyppigheden af ældre børn, som bor hos forældrene. Opdeles landene efter denne dimension udskilles tre nye idealtyper: en model med høj grad af indbyrdes afhængighed mellem familiemedlemmerne en model med en relativ autonomi mellem generationer en model med en høj grad af autonomi Kombinerer man de to sæt af idealtyper, fås tabel 2. En vigtig pointe er altså, at de to dimensioner ikke er sammenfaldende, men med eksempler på forskellige kombinationsmuligheder af velfærdsmodeller og familiestrukturer. Det tredie sæt af faktorer til forklaring af de arbejdsløses situation er knyttet til graden af økonomisk omstrukturering. Også her udskilles tre grupper af lande defineret ud fra karakteren af deres økonomiske omstrukturering siden midten af 1970erne: Lande med kraftig nedgang i landbrugssektoren (Sydeuropa) og deraf følgende regionale beskæftigelsesproblemer Lande med kriseramte traditionelle industrisektorer og udbredt teknologisk forandring, som især medfører problemer for kortuddannede og grupper med specialiseret kompetence. Lande med svagere strukturforandringer og en mere diversificeret produktionsstruktur (som f.eks. Danmark), hvor ledighedsproblemerne som følge af strukturforandringerne derfor blev mindre omfattende. Effekterne af velfærdsstatsregimer, familiemønstre og markedskræfter studeres i forhold til tre 100 Anmeldelser

3 Tabel 2: Velfærdsstatsmodeller og familiemønster. Familiestruktur Velfærdsmodel Høj afhængighed Relativ autonomi Høj grad af mellem generationer autonomi Ikke-beskyttende Italien, Portugal, Spanien, Grækenland Liberal Irland UK Beskæftigelses- Frankrig, Belgien Holland. Tyskland centreret Universel Kilde: Table 1.9. Danmark, Sverige dimensioner af arbejdsløshedens konsekvenser, nemlig (i) fattigdom, (ii) marginalisering fra arbejdsmarkedet og (iii) social integration. Disse tre dimensioner konstituerer samtidig bogens opdeling i tre dele med fælles indledning og konklusion forfattet af redaktørerne. I forhold til fattigdomsproblemer er de vigtigste resultater, at den universelle model beskytter bedst mod negative økonomiske effekter af arbejdsløshed (og gør det uafhængigt af familiesituationen). Den beskæftigelsescentrerede model giver stærkt varierende resultater, hvor husstandsindkomsten tillige spiller en større rolle. Holland kommer tættest på resultaterne fra den universelle model. Den dårligste beskyttelse giver den ikke-beskyttende-model og den liberale model. Men også her ses store nationale forskelle. I forhold til marginalisering fra arbejdsmarkedet er der ingen tegn på, at forskelle mellem velfærdsmodellerne i generøsiteten i forsørgelsen af de arbejdsløse har betydning for motiationen til at komme i arbejde eller for jobsøgeaktiviteten.. Den eneste undtagelse omfatter her kvinder i lande med traditionelle familiemønstre. Uddannelse spiller en stor rolle. På tværs af regimer er kortuddannede mere marginaliseringstruede end andre grupper. En gennemgående iagttagelse er forkomsten af ar-effekter i den forstand, at personer, som har været (længerevarende) arbejdsløse, senere får svært ved at opnå en stabil beskæftigelse. Men der er også her landeforskelle. I nogle lande (f.eks. Italien og Frankrig) har omfanget af ledighed i ungdommen meget stor betydning for den enkeltes efterfølgende arbejdsmarkedskarriere (ar-effekter). I andre lande med mere fleksible arbejdsmarkeder (f.eks. UK) ses mindre udtalte ar-effekter. En anden effekt af arbejdsløshed er, at ledighed indebærer et skift til et lavere job-niveau (f.eks. fra faglært til ufaglært arbejde). Også her ses forskelle mellem lande affødt af omfanget af det økonomiske pres på de ledige og af den aktive arbejdsmarkedsindsats. Sverige adskiller sig her positivt fra de øvrige lande (Danmark var ikke med i denne specialundersøgelse!). I forhold til kvinders mulighed for at komme i arbejde er de institutionelle forhold omkring børnepasning af stor betydning, især for enlige mødres beskæftigelsesomfang. Graden af beskyttelse af insidere spiller endelig en stor rolle for fordelingen af ledighedsbyrden (f.eks. når ledigheden i Italien i høj grad falder på de unge). I forhold til social integration måltes på tre sæt af variable: (i) De arbejdsløses deltagelse i sociale aktiviteter, (ii) forskelle mellem ledige og beskæftigede med hensyn til oplevet velbefindende ( livskvalitet ) og (iii) holdninger til de ledige fra omgivelserne ( public attitudes ). Analyserne viser, at der er store forskelle i de Tidsskrift for ARBEJDSLIV, 3. årg. nr

4 lediges familiesituation (især mellem Nord- og Sydeuropa), men kun få tegn på, at arbejdsløshed i sig selv reducerer sociale netværk. I mange lande er de ledige mere socialt aktive end de beskæftigede. Landeforskelle i de lediges sociale aktivitetsniveau afspejler i høj grad de mere generelle (og betydelige!) forskelle i de sociale netværk mellem EU-landene med den store betydning af informelle netværk i Sydeuropa og den modsvarende overvægt af formelle netværk (foreningslivet) i Nordeuropa. I alle lande oplever ledige en reduceret livskvalitet sammenlignet med beskæftigede. Men størrelsen af forskellen mellem ledige og beskæftigede har ikke en éntydig sammenhæng med velfærdsstatsregimet. Således ses både i Danmark og i Grækenland og Spanien forholdsvis små negative oplevede effekter af ledighed og de danske arbejdsløse har i øvrigt den højeste livskvalitet i EU. Generelt omfattes de ledige med sympati af den øvrige befolkning. Der er ikke nogen klar sammenhæng mellem karakteren af velfærdsstatsmodellen og de krav, som befolkningen som gennemsnit mener skal stilles de ledige. Derimod ses inden for de enkelte befolkninger en forholdsvis klar traditionel højre-venstre dimension i holdningen til de ledige. En vigtig generel konklusion er derfor, at det er vanskeligt at drage generelle konklusioner fra komparative studier af sammenhængen mellem velfærdsregimer og arbejdsløshedens konsekvenser. Størst betydning har velfærdsregimet for det omfang, i hvilket arbejdsløshed fører til egentlige fattigdomsproblemer. I forhold til marginalisering fra arbejdsmarkedet spiller de økonomiske strukturforandringer også en stor rolle. Men velfærdsregimet især omfanget af aktiv arbejdsmarkedspolitik, men også andre institutionelle forhold kan også her have betydning. Sværest er det at finde simple sammenhænge mellem velfærdsregimer og omfanget af social integration af de ledige. Her er famliemønstre og andre bredere sociale karakteristika ved de enkelte lande af stor betydning. Tre nye idealtyper kan udskilles: Den individorienterede offentlige forsørgelsesmodel lægger forsørgelsesansvaret på velfærdsstaten og påvirker derfor i ringe grad den sociale integration af den ledige (»det er jo samfundets skyld«). Danmark og Sverige er landeeksempler. Den familiecentrede forsørgelsesmodel placerer ansvaret hos familien og de lokale netværk igen uden af påvirke de sociale netværk (»vi skal selvfølgelig hjælpe hinanden«). Sydeuropa eksemplificerer denne model. Forsørgelsesmodellen med delt ansvar, hvor den offentlige sektor påtager sig en vis del af forsørgelsesansvaret, men også placerer et betydeligt ansvar hos den enkelte ledige og vedkommendes familie; grænsedragningen kan variere betydeligt (»du må selv tage ansvaret for dine problemer«). Tyskland, Frankrig og UK er typiske landeeksempler omend med stor indbyrdes variation. En konkluderende observaton er, at den sidstnævnte model rummer den største risiko for social udstødning på grund af den implicitte antagelse om et betydeligt personligt ansvar for ledigheden og den uklare grænsedragning mellem personligt og kollektivt ansvar for de ledige. Ud fra en samlet faglig vurdering er der tale om en rigtig god bog. Mættet med oplysninger. Stærk i komparationen og bundet sammen af centrale undersøgelsestemaer og spændende teoretiske visioner. Skulle man savne noget, er det en stærkere belysning af den rolle, som mere aktive politikker spiller for arbejdsløshedens dynamik. Vi får meget at vide om betydningen af dagpenge- og andre transfereringssystemer for de lediges økonomiske vilkår, men mindre om den måde, hvorpå en aktiv arbejdsmarkedspolitik kan bidrage til at ændre på ledighedsforløb. I den forstand handler bogen mere om arbejdsløshedens konsekvenser end om strategier for at løse ledighedsproblemet. Især med danske briller er det altid opmuntrende hvis man altså synes, at gode nyheder er gode nyheder at få sat vores egen model i 102 Anmeldelser

5 perspektiv. I den danske dagligdag bliver der ofte talt dystert om udstødningens omfang og fejslagne politikker. Derfor er det tankevækkende, når Danmark i denne bog (som i mange andre internationale sammenligninger) af udenlandske kolleger beskrives som en krydsning mellem Shangri-La og Atlantis med et stænk af Eldorado. Måske skulle vi også herhjemme interessere os lidt mere for de ting, der fungerer, frem for at holde blikket fast rettet mod alt det, som går galt. Anmeldt af Per Kongshøj Madsen, lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. pkm@ifs.ku.dk Gösta Esping-Andersen og Marino Regini (red.) Why Deregulate Labour Markets? Oxford University Press, s. ISBN I denne nye antologi har velfærdsstatsteoretikeren Gösta Esping-Andersen allieret sig med én af Sydeuropas mest fremtrædende arbejdsmarkedsforskere Marino Regini og bevæget sig ind i den akademiske disciplin Labour Economics. Bogens omdrejningspunkt er analyser af sammenhængen mellem arbejdsmarkedsregulering og arbejdsløshed, og hovedspørgsmålet er, om lande med mere regulerede arbejdsmarkeder også er dem, der producerer den højeste arbejdsløshed. Antologien består dels af en række tværgående bidrag og dels af case-studier af otte europæiske lande (Storbritannien, Danmark, Sverige, Holland, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien). Esping-Andersens egne bidrag står centralt i antologien. Det er hans opfattelse, at der blandt politikere og akademikere er en udbredt stereotyp forestilling om forskellen på USA og Europa. USA s arbejdsmarked fremstilles som fleksibelt, dynamisk og job- og ulighedsskabende, mens Europa betegnes som et scleroseramt samfund, der godt nok opretholder ligheden blandt de beskæftigede, men har mistet evnen til skabe job. Esping-Andersen og andre af antologiens bidragsydere mener ikke, at denne forestilling holder: For det første lever en tredjedel af Europas befolkning i stater med lavere arbejdsløshed end USA s. For det andet passer det ikke, at der ikke skabes job i Europa. Selvom arbejdsløsheden nu er højere end i 1960ernes højkonjunktur, har netto-job tilvæksten selv i 1980erne været ligeså stor som i 1960erne. For det tredje er variationen i arbejdsmarkedsreguleringen inden for Europa større end variationen mellem Europa og ikke-europæiske lande det gælder også efter indførelsen af arbejdsmarkedsreformer i 1980erne og 1990erne. Dog er der tale om en svag tendens til at etablere regulering, der koncentrerer deregulering om outsiderne og opretholdelse af kernearbejdskraftens privilegier. Mere generelt afvises i antologien en direkte og entydig sammenhæng mellem omfattende arbejdsmarkedsregulering på den ene side og arbejdsløshedens omfang på den anden. Esping- Andersens argumentation er bygget op omkring statistiske analyser af fire forskellige former for regulering: Arbejdsløshedsunderstøttelse, lønspredning, regulering af ansættelser og afskedigelser, samt koordinering af forhandlinger. Esping-Andersen argumenterer for, at betydningen af arbejdsløshedsunderstøttelsens størrelse for arbejdsløshedens omfang er marginal og koncentreret omkring de lavtlønnede og selvom nogle grupper af ledige vedbliver med at være ledige en anelse længere pga. høj arbejdsløshedsunderstøttelse, mener han, det kan være positivt, hvis det er medvirkende til, at de finder job, der bedre passer til deres ønsker og kvalifikationer. Også på makro-planet er det svært at påvise en entydig sammenhæng mellem regulering og arbejdsløshed: Esping-Andersen finder det således bemærkelsesværdigt, at arbejdsløsheden i de fleste europæiske lande er steget siden 1970 erne, selvom arbejdsløshedsunderstøttelsen størrelse og varighed er faldet. Ligeledes bemærkelsesværdigt finder han det, at Spanien, der p.t. har den højeste arbejdsløshed i EU, samtidig er landet med den laveste kompensationsrate. Tidsskrift for ARBEJDSLIV, 3. årg. nr