Øje på uddannelse. Status på egu en interviewundersøgelse. København Ballerup Århus Viborg Randers

Transkript

1 Øje på uddannelse Status på egu en interviewundersøgelse i fem kommuner København Ballerup Århus Viborg Randers Øje på uddannelse, 2006/01 DEL, januar 2006 Lektor Ole Dibbern Andersen Lektor Johannes Jensen Regionschef Susanne Gottlieb Udgivet af Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32D, 2300 København S lo@lo.dk Tlf.: Web: ISBN 10: ISBN 13: LO-varenummer: 4201 Januar 2006

2 Indhold Forord Sammenfatning: Anvendelsen af egu i kommunerne Hvad får egu til at fungere? Hvordan er samarbejdet med erhvervsskoler og produktionsskoler? Hvordan er økonomien i egu? Hvilken rolle bør arbejdsmarkedets parter spille? Målgruppen for egu Kommunernes håndtering af målgruppen Informationstiltag Karakteristik af egu-forløb Brancheområder Samarbejde med andre skoleformer Praktik Bilag 1: Baggrunden for Status på egu - efterår Bilag 2: Spørgeramme til egu-interview

3 Forord Hver fjerde unge, der forlader folkeskolen, får aldrig papir på yderligere uddannelse. En del af dem shopper rundt i uddannelsessystemet uden at fuldføre et forløb, mens alt for mange havner på kontanthjælp. Begge dele er ganske enkelt ikke tilfredsstillende. Derfor har unge, der ikke er parate til at gå direkte fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, brug for et bedre tilbud. For godt 10 år siden blev den såkaldte erhvervsgrunduddannelse (egu) indført. Uddannelsen er skræddersyet til unge, der har svært ved det faglige, eller som har personlige og sociale problemer, der gør, at de ikke har overskud til at klare en uddannelse. Desuden har en del unge indvandrere med sociale problemer glæde af uddannelsen. Erhvervsgrunduddannelsen tilbyder de unge en tæt voksenkontakt, hvor hver elev får en personlig vejleder og ofte en mentor på virksomheden, hvor eleven kommer i praktik. Uddannelsen tager typisk to år, hvor eleverne er i praktik i halvandet år og går i skole i et halvt år. Fagbevægelsen mener, at egu med nogle væsentlige justeringer kan blive et rigtig godt tilbud til denne gruppe unge. I vedlagte rapport har vi samlet en lang række erfaringer fra nøglepersoner i de kommuner, der har den bredeste erfaring med erhvervsgrunduddannelsen. Med disse erfaringer som inspiration og på baggrund af en lang række diskussioner i LO, fremlægger vi fem konkrete forslag til forbedringer af erhvervsgrunduddannelsen. Vi foreslår blandt andet, at forpligte alle kommuner til at tilbyde egu en til særligt udsatte unge. I dag benytter kun cirka 40 % af kommunerne egu. Kommunerne skal have bedre økonomisk støtte fra staten til at opretholde uddannelsen. Arbejdsmarkedets parter skal med sine gode kontakter til det lokale arbejdsmarked spille en større rolle i arbejdet med at finde praktikpladser til de unge. Der oprettes et kontaktudvalg til hvert af de kommunale Ungdommens Uddannelsesvejledninger (UU), som blandt andet skal understøtte arbejdet med at finde praktikpladser. Til sidst skal sammenhængen mellem egu og erhvervsuddannelserne forbedres. Uddybelse af LO s forslag kan læses i pjecen Egu erhvervsgrunduddannelsen - skal bidrage til, at flere unge får en ungdomsuddannelse. Vi håber, at denne rapport samt pjecen vil være med til at forbedre egu en. Det fortjener de unge, der har behov for ekstra hjælp til at bide sig fast på arbejdsmarkedet. Tine Aurvig-Huggenberger Næstformand i LO. 3

4 Sammenfatning: Anvendelsen af egu i kommunerne Hvad får egu til at fungere? De interviewede kommuner betoner, at alle kommuner i princippet kan anvende egu. Det handler om vilje til at ville det og om at få det organiseret rigtigt. Hvis man kommer godt i gang, er der besparelser at hente i forhold til kontanthjælpen. Det handler om at have gode vejledere ildsjæle der har de rigtige netværk. Små kommuner er vanskeligere stillet, men kommunalreformen vil med tiden gøre det nemmere for dem at komme med også. Mange af de ansatte vejledere lærer egu via en slags learning by doing. Der findes ikke meget formaliseret uddannelse til funktionen, og de ansatte har typisk et mix af profiler mellem noget pædagogisk og noget håndværksmæssigt. Vejledning i egu handler om at kunne begå sig i dette spændingsfelt og finde de åbninger, der er. UU-konstruktionen (Ungdommens Uddannelsesvejledning) betegnes typisk som en fordel for egu, fordi egu-vejlederne her er bragt tættere sammen med vejledere fra de andre skolemiljøer, hvilket tydeligvis styrker kvaliteten af egu-arbejdet. I visse tilfælde anvendes supervisorer fx psykologer når tingene brænder på. Et eksempel er vejledningen af de etniske grupper. Det helt afgørende er, at være i stand til at indtage en voksen og ansvarlig rolle overfor de unge. Det er det, der virkelig rykker dem. I flere kommuner taler man varmt om mentorordninger. Især har man opnået succes, hvis det er svende eller mellemledere, der påtager sig denne funktion. Man har gode erfaringer fra flere pilotprojekter, men har ingen steder været i stand til at finansiere en systematisk mentorordning blandt praktikværterne. Visitationen til egu er et meget vigtigt parameter. Hvis man ikke får identificeret den rigtige målgruppe, kan egu ikke fungere. Her spiller produktionsskolerne ofte en vigtig rolle, som dem der kan gøre de unge egu-parate. Afklare dem og indstille dem på, at der venter et reelt ansættelsesforhold. En kommune taler varmt for at udvikle en slags præ-egu til dette formål, dvs. klargøre de unge inden de påbegynder det egentlige eguforløb med uddannelsesplan, fordi denne parathed er så afgørende vigtig. Nogle kommuner har egu placeret i skole/ungdomsvejledningen, men hovedparten af de interviewede har valgt arbejdsmarkedsafdelingen (under Socialforvaltningen) med det argument, at man her er tættere på de unge, når de virkelig oplever problemerne med at bide sig fast på et arbejdsmarked. Her kan man bedst samle dem op og i det hele taget opleve dem i andre situationer end de skolemæssige. Hvordan er samarbejdet med erhvervsskoler og produktionsskoler? Samarbejdet med erhvervsskolerne og produktionsskolerne ser overalt ud til at fungere godt. Med hensyn til erhvervsskolerne er de konflikter om praktikpladser, der i egu s barndom var typiske, tydeligvis aftaget, og egu har fundet sin position, sådan at de to områder supplerer hinanden fint på dette felt. Vejlederne taler godt sammen og har med tiden lært at få de to områder til at fungere sammen i de lokale uddannelsesmiljøer. Flere kommuner anvender erhvervsskolerne som leverandører af uddannelseselementer. Typisk kan et grundforløb udgøre slutstenen på et succesfuldt egu-forløb. De kritiske punkter synes at være, at nogle egu-miljøer anser erhvervsskolerne for at være for ringe udrustet pædagogisk til at kunne håndtere de svage elever og især de elever, der savner personlige forudsætninger for at kunne begå sig. Med hensyn til produktionsskolerne fungerer disse ofte som fødelinjer til egu, hvor eleverne brancheafklares og indstilles på, hvad egu handler om. Ikke mange produktionsskoler har valgt selv at drive egu, hvilket de interviewede kommuner udtrykker tilfredshed med, idet sådanne dobbeltkonstruktioner kunne skabe uklare 4

5 linjer. Produktionsskolerne på deres side er meget glade for at have egu som muligt uddannelsesperspektiv, fordi egu harmonerer fint med elevernes ønsker og forudsætninger. Omvendt er de skeptiske overfor, om erhvervsskolerne altid er i stand til at håndtere disse elevgrupper. For ofte oplever de elever, som har tilbragt en rum tid på en erhvervsskole, uden at nogen har opdaget, at tingene ikke fungerede for eleverne. I flere af interviewene pointeres det, at egumiljøerne på den ene side og erhvervsskolerne/ produktionsskolerne på den anden side burde lære mere af hinanden, når det gælder den pædagogiske håndtering af målgruppen. Der finder kun sporadisk erfaringsudveksling sted, og der savnes mere systematiske muligheder for videndeling og publicering af, hvad der er god praksis, såvel indenfor vejledning som undervisning. Enkelte steder er man med i sådanne netværk, men det hører mere til undtagelsen end reglen! Hvordan er økonomien i egu? Det er typisk for egu, at kommunerne lægger et politisk loft over hvor mange elever, der kan være i gang årligt. Tallet varierer naturligvis fra kommune til kommune, men tendensen er, at egu i de interviewede kommuner er blevet styrket de senere år. Tilsvarende giver man udtryk for, at målgruppen for egu er betydelig større end det antal, man har mulighed for at få i gang. Egu markedsføres ikke som sådan, men fungerer i det stille som uddannelsesmulighed for dem, der ikke kan få fodfæste andre steder. Markedsførte man egu hårdere, ville det kun betyde, at man måtte afvise flere, end man allerede gør. Budgettet for en egu-elev er typisk et sted mellem og kr. om året pr. elev, som anvendes til vejledning, skoleydelse og nogle steder tilskud til praktikaflønning. Flere af de interviewede kommuner anvender mere end det bloktilskud, de modtager fra staten. Dette er en forudsætning for at få egu til at fungere, siger de. Billedet varierer fra sted til sted med hensyn til tilskud til praktikaflønningen. Nogle kommuner har ikke mulighed for dette og ser med misundelse på de kommuner, hvor dette er muligt. Netop fordi praktikken som oftest er den hurdle, der skal passeres for at få et egu-forløb til at fungere. Især anvendes sådanne løntilskud til elever i private praktikforløb, angiveligt fordi det her er sværere at etablere aftaler på dette område, hvor konkurrencen med fx eud-elever er hård. Flere af de interviewede slår til lyd for en graduering af aflønningen i egu. Som tingene fungerer nu, har eleverne krav på egu-overenskomstmæssig løn, hvor dette er aftalt. Ellers aflønnes de som 1. års lærlinge, men netop dette ser ud til at fungere som en barriere, og flere vejledere udtrykker ønske om at kunne differentiere mere på aflønningen. En lavere startløn kunne gøre det nemmere at få de unge i gang på en kontrakt, og så kunne man hen ad vejen regulere lønnen i takt med den kompetencetilvækst, der sker hos den unge. Flere af de interviewede udtrykker samtidig, at det er meget vigtigt at fastholde lønformen i egu, dvs. det reelle ansættelsesforhold, der ligger til grund for uddannelsen. Dette har en stærkt motiverende virkning på eleverne og bør under ingen omstændigheder ændres til andre, mindre autentiske økonomiske reguleringer. Andre er inde på, at man måske burde overveje at aflønne oplæringsansvarlige svende ekstraordinært for at tage sig af egu-eleverne. Dette er i praksis ofte den eneste vej frem, hvis man vil have de erfarne til at tage sig af de helt grønne unge. Svendene kan ofte opleve det som begrænsende for deres arbejdsmuligheder. Hvilken rolle bør arbejdsmarkedets parter spille? Der synes at være bred enighed om, at arbejdsmarkedets parter indtager en for svag og usynlig rolle i forhold til egu. Vejlederne har netværkskontakter til mange arbejdsgivere og fagforeninger, men dette kunne 5

6 styrkes betragteligt, hvis man formaliserede arbejdet mere. De muligheder, der ligger i dette, kunne styrke egu, mener man samstemmende. Først og fremmest kunne det gøre det lettere at løse problemerne med at fremskaffe de rigtige praktikpladser. De faglige organisationer og deres lokale netværk kunne være en stor ressource i dette arbejde, men indtrykket er mange steder, at mestre og lokale fagforeningsfolk ikke kender egu godt nok. Det handler nok ikke om at gennemføre store centrale oplysningskampagner men om at inddrage de lokale aktører i nogle stærkere netværk omkring egu. Mange paralleliserer med de lokale uddannelsesudvalg, der fungerer omkring erhvervsuddannelserne. Hvorfor eksisterer noget lignede ikke omkring egu, spørger man? Nogle kommuner har faktisk etableret uddannelsesråd omkring egu, men typisk sidder arbejdsgivere og arbejdstagere ikke med i sådanne rådgivende organer. Det bør der ændres på, mener man. Flere steder omtales eksempler på, at netværk er begyndt at virke, men dette er nærmest på trods af den manglende formalisering af arbejdet. Hvis man fik organisationerne tættere på, ville det også kunne bidrage til at løse mange af de praktiske spørgsmål om aflønning, der ofte kan give knuder, når der skal laves aftaler med lokale mestre og fagforeninger. Egu-eleverne er ofte LO-medlemmernes børn, og LO burde måske tænke noget mere på at gøre noget for egu. Profilerer den og få den bragt tydeligere ud i de lokale miljøer. Mange steder forsøger vejlederne at holde møder med mestre og fagforeningsfolk, men deltagelsen er skuffende. Der er ikke nok viden om, hvilken betydningsfuld opgave egu løser i lokalsamfundet. Derfor får den for lidt opbakning fra den kant! Egu kunne få mere anerkendelse og prestige på denne måde, og det fortjener den. Hvis man sammenligner med den indsats, der er gjort for at udbrede kendskabet til de nye trainee-ordninger, får man et godt billede af, hvordan tingene kunne fungere omkring egu. En sådan indsats i egu-regi ville være guld værd og ville gøre livet meget lettere for mange egu-vejledere. Målgruppen for egu LO har i et internt notat om egu karakteriseret egu-målgruppen som en mindre gruppe unge, der har så store sociale og/eller personlige problemer, at de ikke har mulighed for hverken at komme i ordinær uddannelse eller umiddelbart passe et ufaglært arbejde. Målgruppen for egu er disse unge, og egu er det centrale værktøj for kommunerne til at nå denne målgruppe, og egu en placerer sig således midt imellem social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken. Egu skal være et tilbud, der supplerer de øvrige, og derfor vil [den] være af beskedent omfang antalsmæssigt, men kunne have stor betydning for at få givet nogle af de marginaliseringstruede unge en chance. Endelig skal det bemærkes, at der kan være mindre grupper, der end ikke vil kunne bruge egu, men f.eks. vil være i Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelses (TAMU) eller produktionsskolernes målgruppe. Ifølge denne definition er egu altså forbeholdt en forholdsvis veldefineret målgruppe; en gruppe, der især pga. af sociale og personlige problemer ikke kan gå direkte i ordinær uddannelse eller passe et ufaglært arbejde. Men på den anden side skal den potentielle egu-deltager på sigt kunne indgå i den ordinære uddannelse eller kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Således anvendes egu også i de adspurgte kommuner. Dog viser der sig flere nuancer, når man ser nærmere på de enkelte kommuners praksis. I det følgende afsnit fokuseres på kommunernes besvarelse af, hvem målgruppen er. I Københavns Kommune oplever man i dag, at de unge, der visiteres til egu, er blevet svagere. Det ser man som en konsekvens af, at de tekniske skoler er blevet mere rummelige. Egu-vejleder 6

7 Jens Thomsen siger: Den bedste del af vores eguelever prøver at klare et dårligt teknisk skoleforløb eller ryger ud og klarer sig ved arbejde. Den massive efterspørgsel efter egu ligger hos unge med AD/HD eller autisme-problemer eller unge, der er meget socialt svage af en eller anden årsag. Vi oplever en gruppe, der er ekstremt svær at inkludere på arbejdsmarkedet. Jens Thomsen bekræfter LO s karakteristik af egu-målgruppen: Unge med manglende sociale eller personlige kompetencer. Jens Thomsen siger: Jeg har aldrig mistet en elev i praktik, fordi han ikke var fagligt dygtig nok. Lige meget hvor dårlige vores elever har været, har virksomhederne været indstillet på at finde noget, hvor de kunne passe ind. Til gengæld mister vi en hel del egu er, fordi deres sociale kompetencer er for ringe. I Københavns Kommune har man bemærket, at det at blive socialt ekskluderet bliver mere og mere alvorligt. Tolerancen på en arbejdsplads, der har frygteligt travlt, bliver mindre. Egu-gruppen i Københavns Kommune udgøres af ca. 1/3 piger og resten drenge. Overordnet set har ca % en anden sprogstamme end dansk. Det fordeler sig ikke desto mindre meget forskelligt fra fag til fag (se senere i denne rapport). I Ballerup Kommune er man helt på det rene med, hvem man visiterer til egu. Det er på den ene side unge, som ikke direkte fra folkeskolen vil kunne gå ind i en erhvervsuddannelse. På den anden side må de ikke være så dårlige fagligt og personlighedsmæssigt, at de ikke vil kunne klare skoleforløbet i egu på minimum 20 uger. Egu erne tilhører grupper, der i deres familiemæssige baggrund ikke har tradition for at gå ind i uddannelsessystemet. De unge, der visiteres til egu, har problemer med de sociale kompetencer. Egu-vejleder Torsten Petersen siger: I egu-forløbet lærer man at komme til tiden på en arbejdsplads og finde ud af, at man er i et afhængighedsforhold, hvor det er vigtigt, at man møder op hver dag, overholder aftaler og gør de almen menneskelige ting, der skal til. I nogle tilfælde forhindrer selve uddannelsessystemet/strukturen, at den unge kan komme i gang med en uddannelse. Hvis der er et begrænset antal elevpladser, som eksempelvis i pædagogisk grunduddannelse (pgu), har man i Ballerup Kommune aftalt at optage fem egu er hvert halve år. Det gør man for at motivere de unge til at komme i gang. Egu-vejleder Torsten Petersen siger: Vi kan lave egu-forløb i daginstitutioner, hvor målet er at få en udtalelse fra institutionen, om vedkommende er egnet til pgu-forløb. Så fungerer egu som opkvalificeringsforløb. I Ballerup Kommune har man ligesom i Københavns Kommune en oplevelse af, at erhvervsskolerne er blevet mere rummelige. Man gætter på, det skyldes det længere og mere fleksible grundforløb. Derfor får man ikke så mange henvendelser fra erhvervsskolerne mere. Den eud-elev, der har svært ved det, får hjælp på erhvervsskolen. I Ballerup Kommune er der i 2005 kun 3 elever, der direkte efter folkeskolen er gået i gang med en egu. Man tilbyder egu indtil den unge er 25 år. De fleste egu er er dog mellem 17 og 20 år. En ungdomsårgang er på ca. 500 i kommunen, og eftersom der er 35 egu-elever i gang ud af 4 årgange, så er det noget i retning af 2 %. De to-sprogede egu-elever i Ballerup udgør ca. 15 %. I kommunen udgør de to-sprogede 5 %, mens andelen af to-sprogede blandt folkeskoleeleverne udgør 10 %. I Århus Kommune har man fået opbygget en egu-profil som en uddannelse for dem med særlige behov. Man har fået etableret og udviklet egu en som en særlig måde at drive uddannelse på, som matcher dem, der ikke lige passer ind de andre steder. Egu-vejleder Steffen Jensen siger: Vi stiller skarpt på at finde ud af, hvem der i virkeligheden er egu ere dem, der virkelig kan bruge det tredelte formål med egu en. Det personlige, faglige og sociale, det er uhyre vigtigt for os. Det er den opgave, vi skal løse, og vi skal ikke agere eud. 7

8 Man prøver at være så brede som muligt og tage chancer. Give dem, der ser håbløse ud, et tilbud for mønsterbrydning. Egu-eleverne er mest ufaglærtes børn aldrig akademikerbørn. I Randers Kommune satser man på at gøre de unge egu-elever klar til uddannelse. Derfor er man meget pædagogisk bevidst. Egu-eleverne kommer ofte med dårlige skoleoplevelser, der skal bearbejdes. Pædagogikken skal udvikles konstant, men rammerne for dette er måske ikke altid optimale. Kommunernes håndtering af målgruppen Generelt har kommunerne faste visitationsprocedurer, når det gælder optagelse på egu. Der er dog forskel på, hvordan det gennemføres i praksis. Kommunens størrelse har utvivlsomt indflydelse på, hvor systematisk visitationen gennemføres. I Københavns Kommune arbejder man tæt sammen med UU-vejlederne og synes, at tilgangen af elever til egu bliver mere og mere professionelt håndteret. UU-vejlederne kører runder med eleverne på folkeskolerne og får visiteret dem, hvor egu kan være en mulighed. Så laver de visitation til kommunen. Visitationerne er blevet bedre og mere målrettede, hvor det tidligere var dem, man ikke kunne placere, der blev tilbudt egu. Kommunen er glad for de nye UU-centre, fordi man der har fået professionelle samarbejdspartnere, som man kan henvende sig til, hvis der er problemer med et egu-forløb. Det er kommunen, der tildeler egu. Det overlades ikke til produktionsskoler el.lign. Kommunen køber undervisning eller har samarbejde med udvalgte skoler. Der er altså ikke tale om udlicitering. I Ballerup Kommune visiteres egu-eleverne dels af kommunens unge-team (to vejlederuddannede og tre sagsbehandlere). De skal tage sig af alle sager om unge under 25 år, dels fra UU-centrene og dels fra indvandrerprojektet (i sidstnævnte tilfælde drejer det sig om nogle af de unge sentankomne, der ikke har kompetencer til at klare sig i det ordinære uddannelsessystem). Egu-vejlederne laver selve uddannelsesplanen med den unge. I unge-teamet har man fordelt uddannelsesområderne imellem sig, således at de enkelte teammedlemmer drager nytte af hvert sit kontaktnet i brancherne. I Århus Kommune har man fokus på, at egu er en uddannelse og ikke aktivering. Egu kan fungere som udslusning for de unge, der matcher med netop den uddannelse. Det kan være unge, der har været i projekter, eller som har været ude og snuse til eud. Man lægger vægt på at opleve de unge i andre situationer, når de skal placere sig i forhold til arbejdsmarkedet, og der kan tegne helt andre billeder af de unge end dem, der tegnes i grundskolen og dens vejledning. Man har fokus på det personlige og kan se det personlige spille sammen med de krav, der stilles på arbejdsmarkedet. I visitationen sorterer man også nogle fra. Man bruger en time på det og går ret tæt på de unge. UU-vejlederne eller kuratorer er med. Man vurderer, om de kan profitere af en egu og sorterer dem fra, der måske er for gode. I Viborg Kommune er egu udliciteret til Viborg Ungdomsskole. Sådan har det været siden egu s start i Der blev etableret en visitationsgruppe med kommunen og ungdomsskolen. Her deltog også en sagsbehandler, en kurator eller andre. Egu startede med 6 elever og voksede kraftigt helt op til ca. 40 elever. Der blev så bremset op fra kommunens side, og nu har man låst sig fast på 38 elever (svarende til ca. 50 personer). Det har nu været aftalen i 6 år. Der optages af og til ikke-egnede elever i egu, da man ikke har indledende afklaringsforløb. Man ser realkompetenceafklaring som en mulighed, man endnu ikke har afprøvet systematisk. Man stiller krav om stabilitet, og eleverne har mødepligt. Ungdomsskolen går rimeligt kontant til eleverne i visitationen. Man fordrer en ren straffeattest og optager ikke elever med misbrug etc. I Randers Kommune har man 25 egu-pladser. Egu er placeret i arbejdsmarkedsafdelingen i tæt samarbejde med ungdomsskolen. Vejledere i UU- 8

9 centre visiterer til egu. Der er kun én kommunal vejleder, der varetager den kommunale koordineringsopgave samt én på vej, der primært skal arbejde med randkommunernes egu, der udgør 4-5 elever typisk. Frafaldet fra egu er ca %. Tallet dækker både positivt og negativt frafald; positivt frafald, hvor eleverne indgår i andre læreforhold eller får arbejde. Det negative frafald ytrer sig ofte som fravær, fordi noget forstyrrer. Der er en markant forskel på forventningerne til eleverne i skoleperioderne og praktikken, men man har ikke et klart billede af, hvordan frafaldet relaterer til disse to sider af uddannelsen. Visitationen er vigtig for at undgå de største problemer, og her er man nødt til at være konfronterende i sin tilgang. UU-vejlederen er med her, og det fungerer fint. Man ser muligheder for at udvide samarbejdet mellem egu og erhvervsskolen med henblik på viden om målgrupperne og måden at undervise dem på. Man har haft et såkaldt netforum, hvor man har søgt at udvikle en system MIDAS, der er baseret på Gardners teorier og som kan afdække intelligenser/kompetencer. Dette er et godt eksempel på samarbejde omkring de svage elever. Systemet er et selvvurderingsværktøj, men er meget tidskrævende. Informationstiltag Der er stor forskel på, hvor meget kommunerne gør ud af informationen om egu. I nogle kommuner gør man med vilje ikke særligt meget ud af informationen, da man har en oplevelse af, at de relevante aktører har kendskab til ordningen, og da man ikke har flere egu-pladser, end der allerede er i brug. I andre kommuner mener man, en informationsindsats vil være relevant. I det følgende illustreres de forskellige synspunkter. I Ballerup Kommune siger egu-vejleder Torsten Petersen: Egu kan du jo ikke selv vælge. Det skal du have tilbudt. Det kan indgå i en samtale om fremtidsmuligheder. Hvis vejlederne på skolen har et forslag om egu, så kommer den unge til samtale hos os, der sidder med det centralt inden for det område. Vi informerer ikke bredt men kun til de elever og deres familier, der har brug for det. Vi lægger information på nettet [hovedstadsområdets hjemmeside for egu]. Det markedsføres ikke bredt. I Århus Kommune siger egu-vejleder Steffen Jensen: Vi er kendte mange steder og samarbejder med projekter. Man ved vi har en god uddannelse, fordi man ved, vi er tæt på ungerne. Spredningen af kendskabet til egu sker blandt folk, der arbejder i sektoren, og vores image er efterhånden bygget stærkt op. Der fortælles gode historier. Vi gør ikke meget ud af markedsføringen, da vi ikke har pladserne til rådighed. Hvis vi markedsførte os, havde vi måske en tre gange så lang venteliste! Forstander Karsten Jensen fra Egå Produktionsskole mener derimod, at kendskabet til egu rundt omkring er uhyre begrænset, og at der ligger en oplysningsopgave her. Især ønsker han mere oplysning om kravene til, hvad man skal kunne for at kunne starte op på en egu. I Viborg Kommune oplever man især i forbindelse med udskiftninger i personkredsen at mange ikke aner, hvad egu er. Man støder stadig på et stort ukendskab både blandt arbejdsgivere, kommuner og fagforeninger. Man inviterer af og til ind til info-møder om egu og har selv lavet et info-materiale om egu. Serviceleder Christian Heyn fra Møllehøjskolen vurderer, at egu er alt for lidt kendt blandt arbejdsgivere og fagbevægelse. Der burde gennemføres oplysningskampagner el.lign., der kunne give mere kendskab til de fine muligheder, der ligger i ordningen. I Randers Kommune vurderer man, at UUkonstruktionen er en meget stor fordel for egu. Man er tæt på andre vejledere og bruger dem som netværk. Man formoder, at den reelle målgruppe ville være meget større end de 25 pladser, hvis kendskabet blev udvidet hos aktørerne. Den 9

10 ville kunne bruges meget bredere, men der savnes information i mange led. Egu-vejleder Anette Holm mener, at det er tiden at se på egu nu, hvor der er fokus på en fornyelse af eud og 10. klasse. Man bør se på helt nye finansieringsformer for egu, dog ikke SU-agtigt, men med bibeholdelse af de autentiske lønningsforhold. Karakteristik af egu-forløb De adspurgte kommuner understreger, at det er nødvendigt med individuelt tilpassede forløb. Der er dog stor forskel på, hvorledes disse forløb tilrettelægges. I Københavns Kommune startede man op for 10 år siden med meget faste forløb med 15 ugers skoleophold, hvor man i samarbejde med teknisk skole oprettede skoleophold inden for forskellige fagområder. Egu-vejlederne var en slags mentorer og fulgte eleverne og var med til at skaffe praktikpladser. Nu tilrettelægger man mere og mere personligt tilpassede individuelle forløb. Man møder forståelse fra visse (større) virksomheder, der er med på idéen om at lave specielle uddannelser til nicher i deres foretagender, hvor man i hvert tilfælde ser på, hvor eleven er, og hvad målet med den enkelte elev er. Uddannelsesdelen dækkes af kurser eller skoleophold, men aldrig med mere end elever. Eleverne er meget forskellige. De kan ikke deltage i et fælles uddannelsesforløb. Man er nødt til at tage forskellene alvorligt for at få et heldigt udfald. Den individuelle tilpasning lægger man også vægt på hos sine samarbejdspartnere. Man satser på personligt kendskab til den enkelte faglærer. Egu-vejleder Jens Thomsen siger: Vi går ikke hen til teknisk skole og siger, nu vil vi gerne have et forløb for 15 elever, der gerne vil noget inden for træ. Sådan foregår det ikke. Vi har samarbejde med enkelte lærere. Og så venter vi med at lave forløbet, til de lærere er i stand til det. Det er enormt vigtigt, at dem vi samarbejder med, de virkelig brænder for det her. Ellers er det krafted me hårdt arbejde. De faglærere, man samarbejder med, skal kunne slippe de fastindkørte indlæringsprogrammer. De må ikke gå i panik, hvis de oplever, at de unge ikke er i stand til at leve op til det, de tror. De kan ikke nødvendigvis planlægge time for time pga. eleverne. De skal først og fremmest have fingerspitzgefül. Det er en socialt svær gruppe elever. I Ballerup Kommune starter man op med et egu-forløb for at finde ud af, hvad der skal til for, at den unge kan gå ind på et ordinært eud-forløb. Hvor meget kan den unge af det, der kræves i eud? Dansk, matematik, engelsk hele basisviden fra folkeskolen for at få et fornuftigt eud-forløb. Hvis man f.eks. har problemer i læsning, så starter man med et egu-forløb og finder ud af, hvad der skal til, så eleven kan gå ind i ordinær eud. I Ballerup er man positiv overfor samarbejde med Storkøbenhavn. Da det altid drejer sig om enkelte elever, og da der er mange erhvervsuddannelser, er man nødt til at samle eleverne i hovedgrupper. (f.eks. landtransport, hvor man har lavet aftaler, så eleverne går sammen med andre egu-elever og får truck-certifikat). Egu-vejleder Torsten Pedersen er meget bevidst om, at det betyder meget for egu-elevernes sociale udvikling, at de går sammen med andre. Jeg har aldrig gået ind for helt individuelle forløb. Det er klart, at skolens moduler er styrende. Men man skal hele tiden passe på, de unge ikke bliver for ensomme. I Ballerup har man noget, man kalder Vejledningsorienteret mødested. Det er for sentudviklede unge, ikke kun egu er, men også for specialklasselever fra klasse. Her er det vejledere, der står som ledere af mødestedet. Man laver ikke nødvendigvis vejledning, men også andre aktiviteter, såsom ture, te og foredrag. Det foregår om aftenen to aftener om ugen. I Århus Kommune lægger man vægt på, at man har formået at udvikle egu en pædagogisk, selv om man ikke har fået udviklingsmidler. Man kører konsekvent individuelle forløb og følger lovens ånd. Det har skabt succes. Man synes, at det 10

11 flytter noget at arbejde individuelt og ønsker ikke, at egu erne skal ind på hold. De individuelle forløb stiller større krav til vejlederne, men det giver bonus i den anden ende. Man har en løbende evaluering, der går på det pædagogiske og en statistik, der fortæller noget om måltallet, at 75 % skal gennemføre egu eller komme videre. Dette måltal opfylder man nu. Man vurderer, at det er svært at komme længere ned i frafald, fordi egu faktisk stiller ordinære arbejdsmarkedskrav - 37 timer om ugen. Man tager elever ind 6 gange om året og laver individuelle planer i 6-7 forskellige brancher. Man har haft lidt tilløb til holdforløb, men er gået helt bort fra det. De holdbaserede forløb giver ikke i samme grad plads til at arbejde målrettet med de personlige kompetencer. Det er de basale personlige ting, der skal bringes på plads, før de unge kan fungere på et arbejdsmarked. Mange kommer fra specialklasser o.lign., hvor det ikke er lykkedes at få dette helt på plads. Forstander Karsten Larsen fra Egå Produktionsskole fortæller, at man arbejder med at udvikle lærerkompetencer for at kunne håndtere dette. Vejledningen skal være realistisk og fornuftig. Det duer ikke at tage chancer. Det kan tage lang tid, men det er nødvendigt. Vi bruger i mange tilfælde et år, nogle bruger kortere tid. I Viborg Kommune gennemfører godt og vel halvdelen af dem, der starter på egu. Man har en del positivt frafald, hvor de unge går over til andre uddannelser eller jobs, men har desværre også nogle, der dropper helt ud. Hvis man ikke kan skaffe praktik, eller hvis eleverne ikke er parate til at komme i praktik, organiserer man praktiske projekter på ungdomsskolen. Man kalder det skolegaranti. Skolegarantien er et sikkerhedsnet, der hjælper til at fastholde eleven i egu, og den forbereder sammen med vejledningen eleven til næste skole- eller praktikperiode. Man har et introforløb, hvor man forsøger at få dette på plads, og vi bruger også vejledningen til at arbejde med de personlige kompetencer. I Randers Kommune kører man alene individuelle forløb, men har et fælles introforløb, der tilrettelægges af Ungdomsskolen (som i Århus). Egu-vejlederen er med, men det er ungdomsskolen, der står for undervisningen. I Randers har man ikke et afklaringsforløb på produktionsskolen inden egu, men man forlanger, at den unge er afklaret inden starten på egu. Afklaringen kan ikke ske inde i egu en, men måske burde man overveje at udvikle en præ-egu, der netop kunne rumme denne afklaring inden den egentlige egu gik i gang. Dette kunne fint udvikles i et samarbejde med produktionsskolen og evt. erhvervsskolen. Dette ville være en klar styrkelse af egu, især hvis egu-vejlederen var med hele vejen. Som det er nu, fungerer intro-forløbene som en fire-ugers optakt til egu, hvor de starter selve egu-forløbet. Dvs. at eleverne får skoleydelse under introforløbet. Det fungerer som rystesammen uger og forberedelse til at komme i praktik. Udviklingen af relationer til vejledere er vigtig her. Det er ofte starten på første fase i voksen-tilværelsen og helt central for de unge. Her er virksomhederne også inddraget med input om forventninger og oplysninger. Kendskabet til arbejdsmarkedet og udarbejdelsen af personlige uddannelsesplaner er i fokus. Gruppe-vejledning bruges som metode her. Man samarbejder med AOF. AOF s fleksibilitet som skole er stor. De kan starte, når de vil og er ikke afhængig af holddannelser. Det er en klar styrke. Der kan tilrettelægges specialforløb, og det er meget vigtigt for egu-eleverne, der ofte har meget specifikke behov. Måske er ca. en tredjedel af egu-eleverne inde over AOF i Randers. Brancheområder Der er forholdsvis stor forskel på, hvilke brancheområder der indgår som mulighed for egu-elever. I Københavns Kommune bruger man butik, auto, byggefag og køkken, men ikke sosu-området. Med hensyn til hvilke elever, der kommer ind på de forskellige brancheområder, fordeler det sig 11

12 meget forskelligt fra fag til fag. Inden for butiksområdet er der overvægt af andre end etniske danskere. Inden for auto er der stort set ikke danskere. Omvendt er der indenfor byggefagene stort set ikke indvandrere. I køkken-området er der stort set kun danskere eller indvandrere, der ikke er muslimer. Sosu anvendes stort set ikke til egu. Jens Thomsen siger: Vi ved godt, det er mode, men hvis man skal arbejde med andre mennesker, skal man have personligt overskud. At sende den typiske egu-elev ind til en gammel dame som hjemmehjælper kommer ikke til at gå særligt godt. Sosu er et vanskeligt område. Eleverne har ikke den personlige råstyrke. I Ballerup Kommune har man egu-elever inden for sosu, levendsmiddel/køkken/kantine, handel og kontor, bygge og anlæg, ejendomsservice og det pædagogiske område. I Århus Kommune er nogle brancher slet ikke med. Man har mest held med butiksområdet, hvorimod hverken transport eller metal er til at trænge igennem med i Århus. Årsagerne kendes ikke. Men med auto-området går det heller ikke for godt i modsætning til København, hvor man har de små værksteder. Tømrere kan man heller ikke lave, for så kommer man i konkurrence med teknisk skole, hvor den uddannelse boomer lige nu. I Randers Kommune centrerer egu erne sig om bestemte brancher, primært byggefagene, hvorimod frisør- og computerbranchen er helt udelukket. Murer, tømrer, maler, smede er relativt nemme at få aftaler med. Derudover er det klart, at de offentlige praktikpladser er meget nemmere at fremskaffe end de private ca % af praktikpladserne er offentlige, heraf er 15 elever i gang indenfor det pædagogiske område. Også skoler er med her egu erne er f.eks. pedelmedhjælper og gartner. Samarbejde med andre skoleformer Der er meget stor forskel på, hvilke skoleformer kommunerne samarbejder med i de fem kommuner. Man får indtrykket af, at samarbejdsaftalerne først og fremmest er historisk bestemt, og at man efterfølgende søger argumenter, der underbygger de indgåede aftaler. I Københavns Kommune samarbejder man først og fremmest med Københavns Tekniske Skole (bygge og anlæg, håndværk og teknik samt catering på skolens amu-afdeling i Glostrup), men også AOF, hvor man har pædagogmedhjælperforløb for enkelte elever, og amu med f.eks. truckkurser. Derimod samarbejder man ikke med produktionsskoler. I Ballerup Kommune samarbejder man med erhvervsskoler, produktionsskoler og en højskole (ernæring, sundhed). Ligeledes har man tilbudt kursus i ekstralæsning på ungdomsskolen. Desuden har man haft særlige hold på sosu. I Århus Kommune er de store produktionsskoler kommet på banen. De har oven i købet fået udviklingsmidler fra Undervisningsministeriet, hvilket man finder lidt mærkeligt, da kommunen ikke kan få bevilget midler. Kommunen synes, at det ikke er heldigt at danne to spor ved siden af hinanden, men finder det svært at samarbejde på disse præmisser. Meningen var, at produktionsskolerne skulle gå ind, hvor man ikke havde en kommunal egu, men sådan er det ikke blevet. Ikke desto mindre har man i Århus altid haft meget samarbejde med produktionsskolerne. Man har svært ved at arbejde sammen med teknisk skole. Dér er der kun ganske få faglærere, der er vidende om egu. Ifølge forstander Karsten Larsen fra Egå Produktionsskole har de tekniske skoler overskudskapacitet og holder på deres elever, selv om de kan se, det ikke går! Det er hans opfattelse, at produktionsskolerne er bedre til at arbejde med elevernes personlige og sociale kompetencer end de tekniske skoler. Karsten Larsen siger: Skolerne er blevet pengemaskiner, hvor grundforløbet laver penge til hovedforløbet, og mange elever falder fra på den konto. Der er ingen interesse fra erhvervsskolerne overfor vores måde at arbejde på, og et er en skam. Eleverne er så unge og 12

13 umodne, men vi ved, hvordan vi kan arbejde med dem på det personlige område. Det er nøglen til at gøre dem uddannelsesparate. Uden denne indsats går det ikke! Vi kan udfordre og flytte eleverne ud af deres vaner og blokeringer. Vi stiller krav og skubber dem i gang. Sådan laver man mønsterbrydning i praksis. I Viborg Kommune fungerer samarbejdet med erhvervsskolerne fint. Man sender mange til grundforløbet på sidste del af egu. De første børnesygdomme er overstået nu. Men man har af og til indtrykket af, at de tekniske skoler siger ja til det hele uden at kunne løfte opgaven fuldt ud. Man har set, at ansvar for egen læring i eud er et problem. Dette kan egu-eleverne ikke magte. Viljen er der måske, men så tager taxametertænkningen over, og egu-eleverne kommer i klemme. Problemet kan være at sætte egu-elever ind på kurser, der ikke er specielt tilrettelagt fx AMU. Aldersforskelle og pædagogik kan slå dem helt ud. Der skal være nogle særlige tilbud til egu erne. Man har haft god succes med kortere pædagogiske kurser på seminariet. De har blik for målgruppen og når ret langt med dem ved at blande egu erne med hensigtsmæssige målgrupper. Egu erne elsker at gå på seminariet, og de er trygge ved miljøet. I øjeblikket forhandler ungdomsskolen med den lokale produktionsskole. Man er interesseret i en samarbejdsaftale. Produktionsskolen har de rigtige faciliteter til f.eks. tekstilarbejde, og nogle af deres elever er på linje med egu erne. Serviceleder Christian Heyn fra Møllehøjskolen har været vært for egu-elever gennem de senere år og har en solid erfaring med ordningen. Han giver frem for alt udtryk for, at egu er en fin ordning for unge, der ellers ikke har mulighed for at komme i gang på andre måder. Mange af de elever, der har været på skolen, har været ordblinde eller på anden måde svært stillet i forhold til de ordinære uddannelsesveje. På skolen får eleverne en oplæring i de elementære pedelfunktioner: Rengøring, skolemælk, oprydning, VVS-ting, hvilket giver eleverne en allround indføring i et jobområde. Christian Heyn lægger meget vægt på, at eleverne møder til tiden og passer tingene på et ordentligt niveau. Han gennemfører små evalueringer med eleverne, hvor de får lejlighed til at se på sig selv og deres kompetenceudvikling, ligesom han selv giver sine vurderinger til kende overfor eleverne. Christian Heyn vurderer den nuværende ordning som værende meget fin, og ville gerne have flere elever i gang fx to parallelle elever, der kunne støtte hinanden undervejs, men det har hidtil ikke været muligt at få det igennem hos ungdomsskolen, der tilsyneladende ikke har kunnet finde to egnede elever i samme periode. Christian Heyn har typisk mulighed for at have en elev i en periode på 3 måneder, hvilket han vurderer som værende i underkanten. Som han siger: Når eleven er ved at være oppe på et ordentligt niveau, skal han videre. Det havde været bedre, om eleven kunne forlænges til eksempelvis 6 måneder, men det har det ikke været muligt at komme igennem med indtil videre. Christian Heyn vurderer samarbejdet med ungdomsskolen som værende meget fint. Vejlederne er ofte på besøg, og han har selv oplevelsen af, at han kan henvende sig med store og små problemer til ungdomsskolens vejledere. I Randers Kommune er den typiske vej: Specialklasse i folkeskolen produktionsskole egu. Og når forløbet er identificeret og planlagt tidligt, fungerer det rigtig godt. Ligeledes fungerer samarbejdet med erhvervsskolerne rigtig godt. Der er ikke mange produktionsskoler i området, der laver egu. Måske fordi skolerne ikke kan håndtere udfordringen med at finde praktikpladser. Praktik I nogle kommuner yder man løntilskud til praktikværterne og har dermed ikke så svært ved at skaffe praktiksteder. I andre kommuner ønsker man ikke at yde tilskud og har som følge deraf svært ved at skaffe praktikpladser. 13

14 Egu-vejlederne gør de steder, hvor praktikken fungerer, meget ud af at opbygge et personligt forhold til konkrete medarbejdere i virksomhederne. I nogle tilfælde har man gjort forsøgserfaringer med at knytte sådanne nøgle-medarbejdere endnu tættere som mentorer for egu-eleverne, mens de er i praktik. Ellers er det generelt, at kommunernes eguvejledere fungerer som mentorer, også når egueleverne er i praktik. Det er en ordning, man finder meget nødvendig for at forhindre konflikter. I Københavns Kommune har man erfaringer med egu-praktik på mange niveauer. Nogle store virksomheder har indbygget social forpligtelse i værdigrundlag og efterhånden, som man finder frem til dem, forsøger man at etablere tæt samarbejde med dem. Det gælder f.eks. Silvan og Metro. Samarbejdet etableres konkret med den enkelte mellemleder. Generelt er det svært på praktikområdet. Men det lykkes med hiv og sving. Ofte må man betale for praktikpladser. For enkelte elever kan det være meget lang tid. For andre kort tid. De enkelte egu-vejledere har personlige kontakter til firmaerne, som de løbende plejer og udvikler. Jens Thomsen siger: Det er meget vigtigt, der ikke går kuk i samarbejdet. Hvis en af de andre vejledere skal bruge min kontakt, tager jeg med derud. Min mobil er altid åben. De unge og virksomheden skal kunne få fat i mig døgnet rundt. Jeg er brancheansvalig for egu 3. Dvs. de elever, der ønsker at komme ind for bygge og anlæg. Kommunen har været involveret i eu-socialfondsprojekter om vejledning og praktik, hvor man kunne købe en af de ansatte i virksomheden 2 timer om ugen til at være særlig mentor. Det havde man fantastisk gode resultater med. Når man kan betale for det, fremmer det processen. Det er også positivt for den enkelte medarbejder i virksomheden, at han får at klap på skulderen. Så vokser han med ansvaret. Nogle fortalte, at mentorfunktionen havde beriget deres arbejde. I Ballerup Kommune har man gode erfaringer med at etablere praktikpladser. Man kan stort set få lavet de aftaler, man vil. Man møder stor forståelse i firmaerne. Kommunen hjælper lidt til økonomisk. Kommunen har gode erfaringer med mentorordninger. Faktisk er mentorordning opfundet i Ballerup Kommune og derfra kommet ind i loven om aktiv socialpolitik. Det sociale koordinationsudvalg har sat penge af til at lave mentorordninger for unge, der har brug for et puf ind på en arbejdsplads og til at blive fastholdt på arbejdspladsen. Det kan både være en, der tager sig af sociale ting, eller en på selve arbejdspladsen, hvor det er det faglige, det drejer sig om, hvis arbejdspladsen har travlt (det kan f.eks. være en faglærer fra en erhvervsskole). I Århus Kommune har man svært ved at finde praktikpladser, selv om man har jobkonsulenter. Der er så mange andre muligheder for virksomhederne, og den normale prisfastsættelse er sat ud af kraft. Kontorchef Lars Pedersen siger: Vi ønsker ikke en løntilskudsordning, men en graduering af lønnen, så den følger den unges tempo. Det nytter ikke noget at få et papir på, at man er dagpengeberettiget, hvis man ikke er papiret værd. En langsom indslusningsperiode ville være godt. Nogle gange spørger virksomheder, hvad de får for at tage en uvorn knægt. Løsningen er en eller anden form for løngraduering efter kvalifikationer, hvor den unge bliver evalueret efter en tid og får sin løn udmålt efter dette. En form for lønrefusion skulle overvejes. De svageste unge skal ikke nødvendigvis have den dårligste løn, men vi er nødt til at overveje differentieringer. Det kan fungere som isbrydereffekt en måned eller to. Man har diskuteret, om man skulle have et korps af praktiksteder, men har ikke ønsket det, for ikke at skabe forkerte forventninger. Man tager det mere fra situation til situation og vender nogle gange tilbage til tidligere praktiksteder, men det er ikke reglen. Man forsøger at holde møder med mestrene, 14

15 men de kommer ofte ikke til møderne. Der er et gab mellem de unge og virksomhederne det er en kendsgerning. Det kan ofte være et problem for mestrene at sælge en egu-elev til svendene, der ikke vil have dem gående. De forstyrrer og forsinker arbejdet. Svendene er på akkord. De vil ikke høre deres musik. Ej heller dele erfaringer med dem. Man overvejer at udvikle mentorordninger, dvs. honorere svendene for at tage en egu-elev. Det er nok et spørgsmål om penge, hvis svendene skal påtage sig dette job. Det ville rykke, hvis svendene kom tættere på de unge. Egu-vejlederne er selv meget ude på praktikstederne. Praktikværterne styrer uddannelsesforløbene, men den kommunale vejleder overvåger og følger op. Egu-vejlederne bruges ofte som supervisorer på konflikter mellem arbejdsgivere og de unge. Man oplever, at virksomhederne skal lære at håndtere de unge mere professionelt. I Viborg Kommune er økonomien ofte barrieren. Lærlingelønnen blokerer for etablering af praktikpladser, men arbejdet er der. Viborg kommune betaler ikke til praktik i private virksomheder, og det gør det svært at lukke op. De små mestre har svært ved at finde økonomi til en egu-praktikant og også i større virksomheder er økonomien stram. Generelt må det helst ikke koste noget. I starten var der en tredjedel private praktikker, men det er gået jævnt nedad. Man kunne forestille sig kampagner og netværk omkring egu. Begge dele ville lette arbejdet. Sammenlignet med integrationsproblemstillingen bliver der ikke oplyst nær nok om egu. En del elever får faktisk læreplads, når de først kommer i gang. Anstødsstenen er lønnen, og måske skulle man overveje at graduere lønnen og vurdere kompetencer og løn hen ad vejen. Hvis man kunne få lov at sende ud i private praktikker med noget tilskud og så få de private til at overtage efterhånden, ville det være en god model. Virksomhederne vil have noget for pengene, og problemet er at komme i gang! I Randers Kommune modtager egu-elever ikke tilskud udover skoleydelsen; ej heller i praktikken, og det gør det meget svært at skaffe praktikpladser. Det er svært at afsætte de svage unge til arbejdsgiverne, når de skal konkurrere med unge, der har været på grundforløbet i eud. Der bliver ofte udtalt højlydt undren over, at man skal betale løn for at have disse unge tilknyttet virksomheden, fordi der eksisterer så mange ordninger, hvor der følger tilskud med. Samarbejdet med virksomhederne er relativt situationsbestemt, men man kunne nok godt arbejde i retning af at strukturere det fastere og dermed styrke et egentligt lokalt netværk omkring egu. Men man skal passe meget på med ikke at tage pladserne fra de almindelige lærlinge. Eguelever kan ofte komme på tale, når rytmerne i de almindelige lærlingeordninger er i utakt. Man overvejer at træne praktikværterne til at få bedre blik for de pædagogiske sider, at udvikle en egentlig mentorordning i relation til egu. Nogle gange har man erfaring for, at forløb lykkes, fordi der er en støtte/kontaktperson tilknyttet den unge; én der hjælper med at komme op om morgenen og andre praktiske støttefunktioner. Det burde man overveje at udvide som et tilbud til alle unge i egu. Spørgsmålet er, hvem der skal finansiere dette? 15

16 Bilag 1: Baggrunden for Status på egu - efterår 2005 I forbindelse med LO s deltagelse i Udvalget om at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse, nedsat på baggrund af Globaliseringsrådets drøftelser i efteråret 2005, blev DEL bedt om at kvalificere hovedproblemstillingerne, når det gælder egu. Egu har siden 1998 stabiliseret sig på ca. 800 deltagere pr. år. Imidlertid er det bemærkelsesværdigt, at egu er meget uens anvendt i landets kommuner. Således har fem kommuner oprettet 39 % af samtlige aftaler i Disse fem kommuner er Ballerup, København, Viborg, Århus og Randers. Der er kun 41 % eller 110 af landets kommuner, der har været egu-aktive i Indsatsen i de fem mest aktive kommuner er blevet undersøgt gennem interview med relevante nøglepersoner. I hver af de ovenfor nævnte fem kommuner er de kommunalt ansvarlige blevet interviewet. Derudover er der i hver kommune gennemført et supplerende interview med en af kommunens lokale samarbejdspartnere, eksempelvis en lærer fra en teknisk skole, en ungdomsskole eller en praktikvært. Det er tilstræbt samlet set at høre forskellige egu-aktører. Deltagere i undersøgelsen Følgende personer/institutioner er blevet interviewet i forbindelse med denne undersøgelse: Københavns Kommune Egu-vejleder Jens Thomsen Faglærer Claus Søe, Københavns Tekniske Skole Ballerup Kommune Egu-vejleder Torsten Petersen Vuggestueleder Trine Vedel Århus Kommune Egu-vejleder Steffen Jensen og kontorchef Lars Pedersen Forstander Karsten Larsen, Egå Produktionsskole Viborg Kommune Leder Jens Isaksen, lærerne Kristian Holm, Kirsten Vestring og Stig Joensen, Viborg Ungdomsskole Serviceleder Christian Heyn, Møllehøjskolen Randers Kommune Egu-vejleder Anette Holm Lærer Susanne Busch, AOF Randers 16

17 Hvad er de interviewede blevet spurgt om? Målgruppedefinitionen for såvel egu som øvrige tiltag på området. Hvem er målgruppen? Hvordan håndterer kommunerne målgruppen? Hvad karakteriserer de nuværende eguforløb mht. længde, indhold, samarbejde med erhvervsskoler/produktionsskoler/etc.? En vurdering af hvorledes alle kommuner bliver i stand til at anvende egu, og hvorledes det sikres, at kommunerne er i samspil med erhvervsskoler (og produktionsskoler) i indsatsen. Hvad kræver det af kommunerne at anvende egu det vil blandt andet sige, hvilke personalemæssige og strukturelle/institutionelle forudsætninger er der tale om? Er et godt samarbejde med lokale erhvervsskoler (og produktionsskoler) en betingelse? Hvad koster det for kommunen, og hvordan finansieres det? En afklaring af hvad egu vil vinde ved, at fagbevægelse og arbejdsgivere formelt set kommer tættere på. Nogle kommuner har givet udtryk for ønsker om et tættere samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Hvilke overvejelser har man i kommunen gjort sig angående inddragelse af arbejdsmarkedets parter? Fordele og ulemper? Hvilke problemer og erfaringer er der i kommunen? 17

18 Bilag 2: Spørgeramme til egu-interview Målgruppedefinitionen for såvel egu som øvrige tiltag på området. Hvem er målgruppen Hvem er målgruppen? Køn, alder, rekruttering udviklingen i dette over tid? Tendenser? Afgrænsning fra parallelle målgrupper? Hvordan håndterer kommunen målgruppen? Hvordan fungerer visitation/vejledning mv? Er vejledningen udliciteret til en institution? Uddannelse til egu-ansvarlige vejledere. Informationstiltag. Hvad karakteriserer de nuværende egu-forløb mht. længde, indhold, samarbejde med erhvervsskoler/produktionsskoler/etc? Holdforløb eller individuelle forløb, evt. mellemfomer. Logistik og økonomi omkring holddannelse. Hvilke brancheområder arbejder man i? Hvilke skoleformer leverer uddannelseselementer? Hvad er erfaringen med praktikpladssøgningen/kontrakterne? Er kommunen involveret i faste samarbejdsrelationer omkring egu? En vurdering af, hvorledes alle kommuner bliver i stand til at anvende egu, og hvorledes det sikres, at kommunerne er i samspil med erhvervsskoler (og produktionsskoler) i indsatsen. Hvad kræver det af kommunerne at anvende egu? Det vil blandt andet sige, hvilke personalemæssige og strukturelle/institutionelle forudsætninger er der tale om? Hvilket personale med hvilke kompetencer er ansat til opgaven? Hvordan er egu indlejret i kommunens organisation? Hvordan varetages efter/videreuddannelse af personale og i hvilket omfang? Er et godt samarbejde med lokale erhvervsskoler (og produktionsskoler) en betingelse? Hvordan fungerer samarbejdet med erhvervsskoler/produktionsskoler? Hvilke strukturer/rutiner er der opbygget? Hvilken rolle spiller Ungdommens Uddannelsesvejledning? Hvordan evalueres og udvikles disse samarbejdsstrukturer, og hvad har man lært? Hvad koster det for kommunen, og hvordan finansieres det? Hvad er budgettet til drift af egu? Hvordan er forholdet mellem potentiel målgruppe og budget? Kunne man få flere i gang med øgede bevillinger? En afklaring af, hvad egu vil vinde ved, at fagbevægelse og arbejdsgivere formelt set kommer tættere på. Nogle kommuner har givet udtryk for ønsker om et tættere samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Hvilke? Hvem har man inddraget? Hvordan? Hvilke overvejelser har man i kommunen gjort sig angående inddragelse af arbejdsmarkedets parter? Fordele og ulemper? Hvilke problemer og erfaringer er der i kommunen med hensyn til dette? Hvordan kan egu videreudvikles? 18