ERFARINGSOPSAMLING PÅ TVÆRS AF FEM KOMMUNALE PROJEKTER OM EN KOORDINERET INDSATS FOR TILBAGEVENDEN TIL ARBEJDE

Transkript

1 ERFARINGSOPSAMLING PÅ TVÆRS AF FEM KOMMUNALE PROJEKTER OM EN KOORDINERET INDSATS FOR TILBAGEVENDEN TIL ARBEJDE Baseret på projekter udført i henholdsvis København, Middelfart, Aalborg, Vendsyssel og Køge Bugt Louise Moefelt, Signe M.A. Petersen, Marie H.T. Martin, Louise M. Jakobsen, Anette F.B. Jørgensen, Reiner Rugulies og Maj Britt D. Nielsen

2 ERFARINGSOPSAMLING PÅ TVÆRS AF FEM KOMMUNALE PROJEKTER OM EN KOORDINERET INDSATS FOR TILBAGEVENDEN TIL ARBEJDE Baseret på projekter udført i henholdsvis København, Middelfart, Aalborg, Vendsyssel og Køge Bugt Louise Moefelt, Signe M.A. Petersen, Marie H.T. Martin, Louise M. Jakobsen, Anette F.B. Jørgensen, Reiner Rugulies og Maj Britt D. Nielsen 1

3 Titel Erfaringsopsamling på tværs af fem kommunale projekter om en koordineret indsats for tilbagevenden til arbejde Undertitel Forfattere Institution(er) Udgiver Finansiel støtte Baseret på projekter udført i henholdsvis København, Middelfart, Aalborg, Vendsyssel og Køge Bugt Louise Moefelt, Signe M.A. Petersen, Marie H.T. Martin, Louise M. Jakobsen, Anette F.B. Jørgensen, Reiner Rugulies og Maj Britt D. Nielsen Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) Forebyggelsesfonden Forebyggelsesfonden ISBN: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Lersø Parkallé København Ø Tlf.: Fax: e-post: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk Hjemmeside: 2

4 INDHOLD Indledning...4 Baggrund...5 Evalueringen af projekterne...5 Beskrivelse af projekterne...6 Målgruppe og visitation...6 Metode og indhold...7 Erfaringer på tværs af de fem TTA-projekter...8 En bred målgruppe, information og gode erfaringer gør det attraktivt at visitere...8 Behov for indsats målrettet sygemeldte fra ledighed...9 Krav om tidlig visitation var vanskeligt at udmønte...9 Sagsbehandlerne fik betydning for den konkrete gruppe af deltagere...9 Visitationer krævede en omfattende informationsindsats...10 Visitationer motiveredes af positive erfaringer...10 Projektet som koordinerende aktør kræver tæt samarbejde med centrale aktører...10 Tæt koordinering med sagsbehandlerne var essentiel for deltagerens sygedagpengesag...11 Rehabiliteringsplanen som koordinerings-redskab...12 Koordinering med arbejdspladserne var værdifuld...12 Behov for tættere samarbejde med praktiserende læger...13 Behov for psykologisk indsats uanset sygefraværsårsag...13 Generel tilfredshed med de fem TTA-projekter blandt deltagerne...14 Konklusion...15 Referenceliste

5 INDLEDNING Interventioner, som søger at fremme tilbagevenden til arbejdet (TTA) efter et længerevarende sygefravær er ofte komplekse og involverer en række forskellige aktører, fx de kommunale jobcentre, arbejdspladser og sundhedssystemet. Dette kan gøre gennemførelsen af TTA-interventioner vanskelige. Det er derfor vigtigt systematisk at evaluere implementeringsprocesserne, så erfaringer synliggøres og udnyttes i fremtidige interventioner omkring tilbagevenden til arbejdet. I nærværende rapport opsamles erfaringerne fra implementeringen af 5 kommunale interventionsprojekter om en koordineret indsats for tilbagevenden til arbejdet, som er gennemført i perioden De 5 projekter er som følger: KIA-projektet i København (målrettet sygemeldte med lettere psykiske helbredsproblemer) TRIM-projektet i Middelfart (målrettet sygemeldte med muskelskeletbesvær) Solsideprojektet i Aalborg (målrettet sygemeldte med muskelskeletbesvær) SPAR-projektet i Vendsyssel (målrettet sygemeldte med muskelskeletbesvær) KIA-projektet i Køge Bugt (målrettet sygemeldte med lettere psykiske helbredsproblemer) Fælles for projekterne er, at de via koordinering med forskellige centrale aktører sigter mod at hjælpe langtidssygemeldte borgere tilbage til arbejdet hurtigst muligt. De 5 projekter er alle finansieret af Forebyggelsesfonden. Formålet med nærværende rapport er at opsamle erfaringerne på tværs af de 5 kommunale interventionsprojekter om en koordineret indsats for tilbagevenden til arbejdet. Vi vil beskrive procesfremmende tiltag og vanskeligheder i implementeringen af de 5 projekter og uddrage elementer af indsatserne, der i særlig grad er oplevet relevante og til stor hjælp af de kommunale sagsbehandlere, de tværfaglige teams og deltagerne i projekterne. 4

6 BAGGRUND Hver dag er mennesker, eller 5 procent af arbejdsstyrken, hjemme fra arbejde, fordi de er syge. Når man er syg i længere tid, er risikoen for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet og at sygemeldingen munder ud i for eksempel en førtidspension stor (1). Ifølge tal fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) udgør muskelskeletbesvær cirka 25 % af alle længerevarende sygemeldinger, det vil sige sygefravær over otte uger (2), og tal fra Ankestyrelsen peger på, at cirka 20 % af alle førtidspensioner tildeles på grund af muskelskeletbesvær (3). Psykiske helbredsproblemer er ligeledes udbredt blandt den erhvervsaktive del af befolkningen (4), og i dag kan halvdelen af alle førtidspensioner (52 %) og cirka en tredjedel af alle sygedagpengesager (26 %) tilskrives psykiske helbredsproblemer (3). I Danmark har sagsbehandlerne i jobcentrene hovedansvaret for at identificere personer i høj risiko for permanent udstødelse fra arbejdsmarkedet og for at iværksætte fastholdelsestiltag. Dette kan være en udfordrende opgave, da tilbagevenden til arbejdet ikke udelukkende er betinget af en specifik diagnose og graden af symptomer, men også af den sygemeldtes forståelse og oplevelse af eget helbred. Dertil kommer at en lang række faktorer relateret til den sygemeldtes omgivelser, fx arbejdsmiljøet, kan virke fremmende eller hæmmende for den sygemeldtes muligheder for at vende tilbage til arbejdet. Forskningen peger på, at en tværfaglig flerstrenget indsats indebærende optimal medicinsk behandling, kognitiv adfærdsterapi og modifikation af arbejdet er mest effektiv i forhold til at reducere sygefravær og fremme tilbagevenden til arbejdet (4). I Danmark er en tidlig tværfaglig indsats afprøvet i Vejle Amt (KIA-projektet). KIA-projektet (Koordineret Indsats for Arbejdsfastholdelse) var målrettet langtidssygemeldte borgere med muskelskeletbesvær, og det viste gode resultater blandt andet i form af reduceret antal sygefraværstimer (7). Dette projekt inspirerede til iværksættelsen af de 5 projekter om en koordineret indsats for tilbagevenden til arbejdet, som nærværende erfaringsopsamling er baseret på. Evalueringen af projekterne Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har gennemført eksterne evalueringer af hvert af de 5 projekter og har ikke haft indflydelse på deres indhold og forløb. Det var oprindeligt intentionen at gennemføre både effekt- og procesevaluering for alle 5 projekter. Effektevalueringen skulle belyse, om deltagerne i vendte hurtigere tilbage til arbejdet, var kortere tid på sygedagpenge og oplevede færre symptomer sammenlignet med en referencegruppe, som ikke modtog indsatsen. Det blev i samtlige 5 projekter forsøgt at etablere både en interventions-og en referencegruppe, men i 4 af projekterne viste det sig vanskeligt at rekruttere nok sygemeldte til, at der kunne etableres tilstrækkelig store referencegrupper samtidig med at pladserne i projekterne blev benyttet. Derudover skete visitationen til henholdsvis interventions- og referencegruppe ikke altid tilfældigt, for eksempel fandt der typisk en prioritering af de sygemeldte borgere til de to grupper sted. Det er således tvivlsomt, at de to grupper er sammenlignelige, og vi har derfor ikke kunnet gennemføre effektanalyser i 4 ud af 5 projekter. Det lykkedes imidlertid at etablere både en interventions- og referencegruppe i KIA-projektet i København. 5

7 Der er som planlagt gennemført procesevaluering i alle 5 projekter med formålet at undersøge implementeringsprocessen, indholdet af indsatsen og de tværfaglige teams, de visiterende sagsbehandleres og deltagernes erfaringer med indsatserne. De 5 individuelle evalueringer er baserede på både kvantitative og kvalitative data. Vi indsamlede data fra en to-faset spørgeskemaundersøgelse, DREAM-registeret og rehabiliteringsplaner. Derudover hentede vi data via observationer af interventionerne og gennemførte interviews med de tværfaglige teams, sagsbehandlere fra jobcentrene og projektdeltagere. Beskrivelse af projekterne Målet for de 5 TTA-projekter var at forbedre langtidssygemeldte borgeres muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Dette blev iværksat gennem en tværfaglig indsats, som via koordinering mellem centrale aktører sigtede mod at skabe en hurtigere og mere sammenhængende proces for borgerens tilbagevenden til arbejdet. Projekterne antog imidlertid forskellige former og spændte fra rent koordinerende og afklarende indsatser til indsatser, der også havde et behandlingsmæssigt sigte. Målgruppe og visitation Den overordnede målgruppe for de 5 projekter var sygemeldte borgere, som af sagsbehandlere i jobcentrene blev indplaceret i kategori 2, der omfattede sygemeldte med risiko for langvarigt sygdomsforløb eller risiko for forringelse af arbejdsevnen de såkaldte risikosager. Derudover var der for hvert enkelt projekt opstillet en række inklusionskriterier, som den sygemeldte skulle imødekomme for at komme i betragtning til projektdeltagelse. Projekterne blev, med undtagelse af Solsideprojektet i Aalborg, gennemført med udgangspunkt i Bestiller-Udfører-Modtager (BUM)-modellen, hvor sagsbehandlerne i jobcentrene havde den visiterende og bestillende rolle, mens en anden aktør havde den udførende rolle og således gennemførte den udredende og rehabiliterende indsats. I Solsideprojektet kunne flere aktører derimod henvise til projektet, herunder sagsbehandlere, egen læge, arbejdsgiver og den sygemeldte selv, mens den endelige vurdering af deltagernes egnethed (det vil sige om de lå inden for målgruppen) blev foretaget af det tværfaglige team. Tabel 1 viser dels inklusionskriterierne for de enkelte projekter samt en oversigt over de aktører, der havde kompetence til at henvise og visitere deltagere til projekterne. 6

8 Tabel 1: Oversigt over inklusionskriterier og henvisnings- samt visitationskompetence i de 5 projekter Inklusionskriterier Varighed sygemelding KIAprojektet i København TRIMprojektet i Middelfart Solsideprojektet i Aalborg SPARprojektet i Vendsyssel KIA-projektet i Køge Bugt 4-12 uger 2-20 uger 1-12 uger 4-12 uger 4-12 uger Erhvervsstatus Ansatte Ansatte og ledige Ansatte Ansatte Ansatte Sprog Ingen krav Ingen krav Skal tale og forstå dansk Helbredsproblem Psykiske Muskelskelet Muskelskeletproblemer helbreds- -besvær besvær Henvisning Jobcentre Jobcentre Jobcentre, arbejdsgivere, egen læge, borger selv Visitation Jobcentre Jobcentre Fysioterapeut i det tværfaglige team Kilde: Projektbeskrivelserne for de 5 projekter Ingen krav Muskelskeletbesvær Jobcentre Jobcentre Ingen krav Psykiske helbredsproblemer Jobcentre Jobcentre Metode og indhold De 5 projekter var alle forankrede i den såkaldte KIA-metode, som hører til inden for kategorien af person- og arbejdspladsorienterede interventioner. Metoden indebærer en tværfaglig og helhedsorienteret rehabiliteringsindsats, som tager højde for den sygemeldtes helbred og motivation for tilbagevenden til arbejdet og for forhold i den sygemeldtes omgivelser, herunder arbejdsmiljøet. De 5 projekter inkluderede alle en udrednings- og koordineringsindsats, men indsatsen i Solsideprojektet i Aalborg (målrettet sygemeldte med muskelskeletbesvær) indeholdt også behandling i form af fysisk genoptræning. Indsatserne i de 5 projekter blev varetaget og udført af tværfaglige teams, som typisk bestod af sundhedsprofessionelle og en sagsbehandler (typisk en socialrådgiver). Varigheden af forløbene varierede mellem 12 og 24 uger i de 5 projekter. Et forløb blev, i alle projekterne, indledt af en omfattende udredning, hvor deltageren blev undersøgt individuelt af de forskellige fagprofessionelle i de tværfaglige teams. Udredningen foregik typisk på samme dag og varede cirka 3 timer. Efter den indledende udredning gennemførte de tværfaglige teams en tværfaglig konference, som mundede ud i en rehabiliteringsplan, der indebar individuelt målrettede aktiviteter, som havde til hensigt at elimere barriere og styrke ressourcer for deltagerens tilbagevenden til arbejdet. Den tværfaglige konference adskilte sig imidlertid i TRIM-projektet i Middelfart, hvor konferencen var organiseret som en rundbordssamtale, hvor deltager, TRIM-team, kommunal sagsbehandler, læge, arbejdsgiver, jobkonsulent og andre centrale aktører deltog. Tabel 2 afspejler særlige karakteristika ved de enkelte projekter set i forhold til deres indhold, organisering og fagsammensætningen i de tværfaglige teams. 7

9 Tabel 2. Oversigt over karakteristika ved de 5 TTA-interventionsprojekter Intervention Projektets organisering KIA-projektet i København TRIM-projektet i Middelfart Solsideprojektet i Aalborg SPAR-projektet i Vendsyssel KIA-projektet i Køge Bugt Udredning og Udredning og Udredning, Udredning og Udredning og koordinering koordinering koordinering og koordinering koordinering behandling Offentligt-privat Offentligt-privat Offentligt Offentligt-privat Offentligt-privat Varighed af forløb Max. 16 uger Max. 24 uger Max. 12 uger Max. 12 uger Max. 12 uger Projektperiode Fagpersoner i det tværfaglige team Case-manager (socialrådgiver), arbejdspladskon sulent (psykolog), aktivitetskoordinator (fysioterapeut), arbejdsmediciner Kiropraktor, 2 fysioterapeuter, psykolog 2 ergoterapeuter, 2 fysioterapeuter, socialrådgiver Case-manager (socialrådgiver), arbejdspladskonsulent (sygeplejerske/ ergoterapeut), læge, kiropraktor, psykolog Antal jobcentre Kilde: Projektbeskrivelser for de 5 projekter Case-manager (fysioterapeut), arbejdspladskonsulent (psykolog), aktivitetskoordinator (fysioterapeut), arbejdsmediciner Aktiviteterne, der blev iværksat for deltagerne i de 5 projekter havde ofte et edukativt sigte fx i form af kursus i stress-håndtering, undervisning i ergonomi og undervisning i betydningen af fysisk træning. Endvidere blev deltagerne typisk tilbud individuelle samtaler med en eller flere af de fagprofessionelle i det tværfaglige team. Derudover indgik direkte arbejdsrettede aktiviteter som rundbordssamtaler og arbejdspladsbesøg som væsentlige elementer i projekterne. Desuden inkluderede alle projekterne en psykologisk orienteret indsats. Formålet med den psykologiske indsats var at eliminere psykiske barrierer for deltagerens tilbagevenden til arbejdet og tog form af kurser og/eller individuelle samtaler med enten psykolog eller andre medlemmer af det tværfaglige team med psykologfaglig kompetence. Sidstnævnte gjorde sig for eksempel gældende i Solsideprojektet i Aalborg, hvor alle fagpersoner i det tværfaglige team havde gennemgået et uddannelsesforløb i kognitiv adfærdsterapi. ERFARINGER PÅ TVÆRS AF DE FEM TTA-PROJEKTER Vi vil i følgende afsnit redegøre for de erfaringer, der er gjort under implementeringen af koordinerede indsatser for tilbagevenden til arbejdet gennemført i henholdsvis KIA-projektet i København, TRIM-projektet i Middelfart, Solsideprojektet i Aalborg, SPAR-projektet i Vendsyssel og KIA-projektet i Køge Bugt. Vi vil fokusere på de elementer, der har virket fremmende eller hæmmende for implementeringsprocesserne på tværs af de 5 projekter og fremhæve elementer af indsatserne, der er oplevet særlig relevante og til stor hjælp af sagsbehandlere, de tværfaglige teams og deltagere. En bred målgruppe, information og gode erfaringer gør det attraktivt at visitere Der var for hvert enkelt projekt opstillet en række inklusionskriterier, som den sygemeldte skulle imødekomme for at deltage i projektet. De generelle erfaringer fra projekterne var imidlertid, at inklusionskriterierne blev oplevet som for snævre af sagsbehandlerne i jobcentrene, som udtrykte 8

10 behov for hjælp til en bredere målgruppe af sygemeldte. Dette afstedkom i hovedparten af projekterne en række lempelser af inklusionskriterierne. Behov for indsats målrettet sygemeldte fra ledighed Perioden fra , hvor de 5 projekter blev gennemført, var karakteriseret ved en økonomisk lavkonjunktur i Danmark, som fik betydning for jobcentrene og for projekterne. Erfaringerne fra 4 af projekterne viser, at de kommunale sagsbehandlere i projektperioden i betydelig grad efterlyste hjælp til håndtering af sygemeldte borgere uden arbejdstilknytning. Dette betød, at de tværfaglige teams i KIA-projekterne i Købehavn og Køge Bugt, Solsideprojektet i Aalborg og SPAR-projektet i Vendsyssel udvidede deres målgruppe til også at omfatte sygemeldte fra ledighed. TRIM-projektet i Middelfart havde fra projektets start inkluderet ledige i projektets målgruppe. Udvidelsen af målgruppen var medvirkende til at øge antallet af henvisninger til projekterne, men gav også visse udfordringer i forhold til at implementere en arbejdsmarkedsrettet indsats blandt andet fordi, det ikke var muligt at koordinere med de sygemeldtes arbejdspladser. Krav om tidlig visitation var vanskeligt at udmønte Det var hensigten i de 5 projekter at opnå en tidlig identifikation af deltagerne, og et kriterium var derfor i 4 af projekterne, at deltagere måtte have været sygemeldte i max. 12 uger. I praksis var det vanskeligt at opnå den helt tidlige identifikation af sygemeldte, blandt andet på grund af, at arbejdsgiverne ikke altid anmeldte sygefraværet rettidigt, men det lykkedes generelt i projekterne at visitere deltagerne indenfor den fastsatte grænse på 12 uger. Projekterne valgte imidlertid i visse tilfælde at dispensere fra 12-ugers grænsen, særligt hvis der var behov for flere deltagere i projekterne, og inkluderede således også deltagere, der havde været sygemeldte i en periode udover 12 uger. Sagsbehandlerne fik betydning for den konkrete gruppe af deltagere I 4 ud af 5 projekter var sagsbehandlerne i jobcentrene ansvarlige for at visitere deltagere til projektet, og sagsbehandlernes vurdering af de sygemeldte borgere fik således afgørende betydning for, hvilke deltagere de tværfaglige teams modtog i projekterne. Særligt i de 2 projekter målrettet sygemeldte med psykiske helbredsproblemer oplevede de tværfaglige teams at modtage en langt mere heterogen gruppe end forventet. Sagsbehandlerne havde vanskeligt ved at vurdere graden af de sygemeldtes psykiske helbredsproblemer og havde dermed svært ved at identificere sygemeldte med lettere psykiske helbredsproblemer. Dette betød, ifølge de tværfaglige teams, at en betydelig del af deltagerne havde væsentlig sværere psykiske helbredsproblemer end målgruppen oprindeligt var tænkt at have. Konsekvenserne heraf var, at den koordinerende indsats ikke kunne stå alene, og at projekterne brugte flere psykologressourcer, end der var budgetteret med. Solsideprojektet i Aalborg adskilte sig fra de øvrige projekter ved at gennemføre en meget omfangsrig udredning, som bestod af en indledningsvis undersøgelse af, om borgeren imødekom inklusionskriterierne inden eventuel visitation til projektet. Dette betød, at teamet i høj grad oplevede, at deltagerne var i projektets målgruppe, men det må samtidig anses som værende en ressourcekrævende visitationsprocedure. Dette særligt set i lyset af, at det tværfaglige team i Solsideprojektet i Aalborg endte med at afvise cirka 1/3 af alle henviste borgere. 9

11 Visitationer krævede en omfattende informationsindsats Erfaringerne fra de 5 projekter viser, at det krævede en omfattende informations- og kommunikationsindsats at udbrede og vedligeholde kendskabet til projekternes indhold og formål for at motivere primært sagsbehandlerne i jobcentrene til at henvise sygemeldte borgere. En grundig indsigt i projektets indhold var endvidere vigtig for at sikre, at de sygemeldte borgere fik den nødvendige og korrekte information om, hvad deltagelse indebar. De tværfaglige teams forsøgte generelt via kontinuerlige møderækker og besøg ad hoc i jobcentrene at sikre, at sagsbehandlerne var ajour i forhold til projekternes målgruppe og indhold. I Solsideprojektet i Aalborg, hvor en lang række aktører kunne henvise til projektet, iværksatte man en større informationskampagne, som blandt andet omfattede pjecer om projektet, der blev distribueret til praktiserende læger, arbejdspladser m.m. På trods af denne kampagne modtog projektet primært henvisninger fra sagsbehandlerne i jobcenteret. Visitationer motiveredes af positive erfaringer Evalueringerne af de 5 projekter viser desuden, at sagsbehandlernes motivation for at visitere til projektet også var påvirket af deres konkrete erfaringer med projektet. Procesevalueringen i KIAprojektet i København viser for eksempel, at sagsbehandlerne fremhævede, at negative tilbagemeldinger fra deltagerne i projektet havde en negativ betydning for sagsbehandlernes motivation for at visitere deltagere, da det blandt andet skabte tvivl om effekten af indsatsen. I KIA-projektet i Køge Bugt oplevede en del af sagsbehandlerne den første del af projektperioden som problematisk, hvilket fik betydning for deres motivation til at visitere gennem hele projektperioden. Begrænset motivation til at visitere viste sig på sigt at udgøre en alvorlig barriere for implementeringen af projektet, idet 2 af de medvirkende jobcentre stort set ophørte med at visitere til projektet. Erfaringerne fra de 5 TTA-projekter viser således, at det er positivt for visitationen, at de visiterende aktører har mulighed for at visitere en bred målgruppe af sygemeldte set i forhold til parametrene: beskæftigelsesstatus, sygemeldingsvarighed og helbredsproblem. En meget snævert defineret målgruppe kan derimod virke hæmmende for en kontinuerlig visitation, fordi det negativt kan påvirke sagsbehandlernes motivation for at visitere, hvis de for eksempel oplever, at indsatsen ikke er målrettet de borgere, som har mest behov for indsatsen. Derudover kan det være svært for sagsbehandlerne at forholde sig til mange forskellige kriterier, især hvis disse knytter sig til den sygemeldtes helbredstilstand, da sagsbehandlerne ikke har en sundhedsfaglig baggrund til at vurdere diagnoser og sværhedsgrad. Konsekvensen af en meget snævert defineret målgruppe kan derfor være, at der ikke rekrutteres tilstrækkelig mange deltagere til projektet. Erfaringerne fra de 5 projekter peger endvidere på, at det er helt afgørende, at visitatoren har opdateret viden om projektets indhold og gode erfaringer med projektet. Derudover viser erfaringerne, at det kan være vanskeligt at få henvisninger fra en meget bred gruppe af aktører, fx praktiserende læger, arbejdsgivere med flere, på trods af en omfattende informationskampagne. Projektet som koordinerende aktør kræver tæt samarbejde med centrale aktører Det var i de 5 projekter intentionen, at det enkelte projekt skulle have en koordinerende funktion og på den måde forestå koordineringen mellem centrale aktører, der havde potentiel betydning for 10

12 deltagernes tilbagevenden til arbejdet, herunder jobcenteret, arbejdsgiver og deltagerens egen læge. Tæt koordinering med sagsbehandlerne var essentiel for deltagerens sygedagpengesag Tæt koordinering med de kommunale sagsbehandlere i jobcentrene var afgørende for implementeringen af indsatsen i de 5 TTA-projekter. Fire af projekterne var organiseret med udgangspunkt i BUM-modellen, og de tværfaglige teams var derfor afhængige af et tæt tværsektorielt samarbejde med sagsbehandlerne i forhold til at få visiteret tilstrækkelig mange deltagere, som var i projekternes målgruppe. Sagsbehandlerne, der typisk havde det myndighedsmæssige ansvar for deltagerens sygedagpengesag, var på den anden side afhængige af at få relevante informationer om deltageren og dennes udvikling fra det tværfaglige team - dette i relation til sagsbehandlernes lovpligtige opfølgningsarbejde. I nogle af projekterne oplevede sagsbehandlerne, at de ikke fik den nødvendige information og derfor selv måtte indhente yderligere informationer fra eksterne sundhedsprofessionelle, hvilke øger risikoen for, at der opstår parallelle forløb eller dobbeltarbejde. I Solsideprojektet i Aalborg afprøvede man en anden organisering, hvor sygedagpengemyndigheden var integreret i det tværfaglige team, og der var dermed lagt op til et naturligt tæt tværsektorielt samarbejde mellem sundhedsprofessionelle og myndighedsperson i teamet. Det tværfaglige team i Solsideprojektet fremhævede denne organisering som positiv, og teamet oplevede, at deres indsats i høj grad blev tilrettelagt, således at rehabiliteringen af deltagerne blev planlagt og udført i overensstemmelse med sygedagpengelovgivningen. I TRIM-projektet i Middelfart var et tæt tværsektorielt samarbejde etableret ved, at der blev afholdt planmæssige rundbordssamtaler blandt andet med tilstedeværelse af deltagerens kommunale sagsbehandler. Ved denne organisering havde de involverede aktører mulighed for ansigt-tilansigt at vurdere deltagerens situation og planlægge indsatsen. Derudover fulgte teamet i starten af projektperioden op på deltageren hver 4. uge. Sagsbehandlerne gennemførte sideløbende de lovpligtige opfølgningssamtaler ligeledes hver 4. uge. I løbet af projektperioden indstillede det tværfaglige team imidlertid den kontinuerlige opfølgning, og dette viste sig at få konsekvenser for sagsbehandlernes opfølgningsarbejde, som kom til at mangle væsentlige og opdaterede informationer om deltagerens helbredsmæssige tilstand. I de 3 øvrige projekter indgik ikke et formaliseret og kontinuerligt ansigt-til-ansigt samarbejde mellem de tværfaglige teams og sagsbehandlerne i jobcentrene. Kommunikationen foregik i højere grad telefonisk og elektronisk. Der blev i disse 3 projekter i høj grad rapporteret om vanskeligheder i samarbejdet mellem de tværfaglige teams og sagsbehandlerne. En forklaring på dette kan muligvis findes i, at der netop ikke var et formaliseret, kontinuerligt og tæt ansigt-til-ansigt samarbejde mellem team og sygedagpengemyndigheden, men at kommunikationen foregik mere ad hoc og på distance via telefon. At det var vanskeligt at etablere et velfungerende tværsektorielt samarbejde kan også være påvirket af, at der i dette samarbejde indgik forskellige faggrupper med forskellige professionskulturer, sygdomsforståelser, arbejdserfaringer og sprog. En del af medlemmerne fra de tværfaglige teams havde en sundhedsprofessionel baggrund, fx psykologer, fysio-/ergoterapeuter, og det var for nogle af dem nyt at samarbejde tæt med et jobcenter, som har en myndigheds- 11

13 mæssig funktion og som, i henhold til den lovgivningsmæssige ramme, kan tage beslutninger om de sygemeldtes forsørgelsesgrundlag. I projekterne førte dette i nogle tilfælde til en uhensigtsmæssig rollefordeling mellem de 2 aktører, hvor det tværfaglige team fremstod som de bløde og nursende, mens sagsbehandleren i jobcentret førte den hårde linje overfor deltagerne. Samtidig førte forskelle i vurderinger blandt de sundhedsprofessionelle og myndighedspersonen i nogle tilfælde til, at de tværfaglige teams og sagsbehandlerne arbejdede med forskellige tidshorisonter, hvilket kan indikere en mangelfuld koordinering mellem de 2 aktører. Rehabiliteringsplanen som koordinerings-redskab Rehabiliteringsplanen indgik i de 5 projekter som et væsentligt redskab i det tværsektorielle koordineringsarbejde mellem de tværfaglige teams og sagsbehandlerne. Planens anvendelighed var central for sagsbehandlernes vurdering af rehabiliteringsplanen som koordineringsredskab. Evalueringerne af de 5 projekter viser, at der var store forskelle i sagsbehandlernes tilfredshed med rehabiliteringsplanerne. Forklaringer på disse forskelle kan muligvis findes i organiseringen af det tværsektorielle samarbejde. I de 2 KIA-projekter i henholdsvis København og Køge Bugt var sagsbehandlerne generelt utilfredse med rehabiliteringsplanerne, og sagsbehandlerne udtrykte et ønske om at blive inddraget i udarbejdelsen af planerne. En tendens til utilfredshed med rehabiliteringsplanerne gjorde sig også gældende i SPAR-projektet i Vendsyssel, hvor der var blandede erfaringer, men heriblandt også væsentlig utilfredshed blandt sagsbehandlerne. Kendetegnende for både KIA-projekterne og SPAR-projektet var, at udarbejdelsen af rehabiliteringsplanerne blev varetaget udelukkende af det tværfaglige team, og at sagsbehandlerne ikke havde indflydelse på indholdet i planerne. Omvendt var der i TRIM-projektet i Middelfart stor tilfredshed med rehabiliteringsplanerne blandt de kommunale sagsbehandlere, hvor arbejdet var organiseret således, at sagsbehandler, deltager og det tværfaglige team samarbejdede omkring udarbejdelsen af rehabiliteringsplanen ved en rundbordssamtale. I Solsideprojektet i Aalborg var det myndighedsmæssige ansvar overfor deltagerens forløb placeret hos socialrådgiveren i projektet, som på den måde også deltog i den konkrete udarbejdelse af rehabiliteringsplanen, som dermed afspejlede både behandlings- og myndighedsmæssige behov. Sammenfattende viser erfaringerne fra de 5 projekter, at et tæt og kontinuerligt tværsektorielt samarbejde optimalt organiseret ved ansigt-til-ansigt møder - mellem det tværfaglige team og myndighedspersonen er essentielt for iværksættelsen af en koordineret arbejdsrettet indsats, hvor aktiviteter og mål planlægges og udføres sundhedsfagligt relevant og i overensstemmelse med sygedagpengelovgivningen. Rehabiliteringsplanen som koordineringsredskab opleves anvendelig af begge aktører, når både sundhedsprofessionelle og myndighedspersonen deltager i den konkrete udarbejdelse af planen. Koordinering med arbejdspladserne var værdifuld Oprindeligt var koordinering med deltagerens arbejdsplads tænkt som et væsentligt omdrejningspunkt i indsatserne i de 5 projekter. Derfor var et indledningsvist kriterium for 4 af projekterne, at deltagerne skulle være lønmodtager, og at der dermed naturligt var en arbejdsplads at koordinere 12

14 indsatsen med. I praksis var situationen imidlertid, at mange deltagere stod uden for arbejdsmarkedet, hvilket vanskeliggjorde koordineringsarbejdet med arbejdspladserne. Der var naturligvis tilfælde, hvor deltagerne havde en arbejdsmarkedstilknytning, og såfremt deltageren var indstillet på involvering af arbejdspladsen blev et samarbejde iværksat. Interviews viser, at både de tværfaglige teams og deltagerne vurderede samarbejdet med arbejdspladsen meget værdifuld, særligt når det afstedkom en konkret og realistisk plan for deltagerens tilbagevenden til arbejdet, og når der blev gennemført en gensidig forventningsafstemning mellem den sygemeldte medarbejder og arbejdsgiveren. Opsummerende viser erfaringerne, at samarbejdet med arbejdspladserne er betydningsfuldt for deltagerens tilbagevenden til arbejdet, men at samarbejdet i projektperioden havde vanskelige vilkår på grund af ledighed blandt deltagerne. Behov for tættere samarbejde med praktiserende læger Samarbejde og koordinering med deltagernes egen læge viste sig generelt vanskelig at etablere og gennemføre i de 5 projekter. De tværfaglige teams fremsendte regelmæssigt statusnotater til deltagerens egen læge, og derudover kontaktede teamet typisk lægen ved behov for henvisning til speciallæge, justering i medicinsk behandling eller lignende. En årsag til samarbejdets vanskelige vilkår var, efter de tværfaglige teams vurderinger, at de praktiserende læger ofte havde sparsomme ressourcer og at deltagelse i for eksempel rundbordssamtaler var for tidskrævende i forhold til lægernes daglige arbejdstilrettelæggelse. Særligt i TRIM-projektet i Middelfart og SPAR-projektet i Vendsyssel (begge målrettet sygemeldte med muskelskeletbesvær) udtrykte de tværfaglige teams et stort ønske om at styrke samarbejdet med deltagerens egen læge, da teamene oplevede, at lægens vurdering af sygemeldingens varighed og resultat havde afgørende betydning for deltagerens tanker og forventninger om tilbagevenden til arbejdet. Havde egen læge for eksempel udtrykt, at sygemeldingen potentielt kunne munde ud i en førtidspension kunne dette have negativ betydning for deltagerens videre samarbejde med det tværfaglige team i projektet. Opsamlende peger erfaringerne på, at det kan være vanskeligt at etablere et tæt samarbejde med deltagerens egen læge, og at årsagen til dette muligvis skal findes i strukturelle forhold. Erfaringerne viser samtidig at samarbejdet med egen læge er vigtigt, og at der ligger en fremtidig udfordring i at udbygge og videreudvikle dette samarbejde i relation til TTA-interventioner. Behov for psykologisk indsats uanset sygefraværsårsag De 5 projekter havde alle integreret en psykologisk indsats med det formål at eliminere psykiske barrierer for deltagerens tilbagevenden til arbejdet. I forhold til de 2 projekter målrettet sygemeldte med psykiske helbredsproblemer indgik samtaler med psykolog i særlig grad som en del af indsatsen. Mange af deltagerne, i disse 2 projekter, oplevede imidlertid, at de havde behov for yderligere psykologisk hjælp og havde derfor parallelle forløb hos en ekstern psykolog. Opgavefordelingen mellem psykologerne var typisk, at psykologen i projektet fokuserede på arbejdsrettede problemstillinger, mens den eksterne psykolog varetog behandlingen af problematikker på det mere personlige og individorienterede plan. Psykologerne i projekterne 13