Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 1 Problemfelt... 3 Afgrænsning... 9 Videnskabsteori Metode... 15

Transkript

1

2 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 1 Problemfelt... 3 Sleipner... 4 Anbringelse... 5 Problemstilling... 7 Problemformulering... 7 Projektformål... 8 Begrebsafklaring... 8 Afgrænsning... 9 Videnskabsteori Filosofisk hermeneutik Videns begrænsede gyldighed Kritik af hermeneutikken Socialkonstruktivisme Metode Sleipner som case Kvalitativ vs. kvantitativ tilgang Kvalitativ tilgang i projektet Sonderende interview Interview med pædagoger Interview med de unge Overvejelser før interviewene Overvejelser efter kvalitative interview Interviewguide Observationer Ekstern vejledning Kildekritik Pierre Bourdieu Howard Becker Peter L. Berger og Thomas Luckmann Gyldighed og kvalitet i projektet Pierre Bourdieus begrebsapparat Bourdieus videnskabsteoretiske tilgang Felter Kapitaler Økonomisk kapital Kulturel kapital Social kapital Symbolsk kapital Habitus Delkonklusion Socialiseringsteori Berger og Luckmann og videnskabsteori Socialisering generelt Primær socialisering Sekundær socialisering

3 Omsocialisering Delkonklusion Afvigerteori Symbolsk interaktionisme Hvad er afvigelse? Fastlæggelse af regler Delkonklusion Introduktion af de unge på Sleipner Theis, 18 år Michelle, 15 år Jannik, 15 år Danni, 17 år Analyse De unges socialisering og habitus Samfundet stempling af de unge Stempling og de unges hverdag De unges identifikation med deres omverden Klikedannelse De unges ansvarsfølelse og kamp om kapitaler Synes de unge selv, de er afvigere? De unges ambitioner og drømme Refleksion Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bilagsoversigt Transskriberinger Interviewguides Juul, Søren Den filosofiske hermeneutik Bilag A-G Bilag H-K Bilag L 2

4 Problemfelt Samfundet har alle dage kategoriseret personer, som foretog afvigende handlinger i forhold til resten af samfundet. Definitionen af afvigere har gennem tiden omfattet mange forskellige typer mennesker, såsom arbejdsløse, kriminelle, fattige, spedalske, gale eller psykisk syge. Tilbage i 1200-tallet blev disse afvigere blot set som syge og gale, og samfundet tog ikke hensyn til deres forskellige sygdomme, eller om de var gale pga. ond vilje, dårlige levevilkår eller sindssyge (Foucault, 1973). Efter reformationen blev disse afvigere dog udstødt og måtte leve afsondret uden for byerne således, at de ikke var til gene for samfundets normale borgere. Generelt har samfundet i tidens løb ændret syn på afvigerne, hvilket har medført at behandlingen af disse har ændret sig tilsvarende. I oplysningstiden fokuserede samfundet i høj grad på at normalisere afvigerne, hvilket resulterede i, at samfundet gik fra at anvende hårde korporlige straffe og tortur til lempeligere reaktioner som frihedsberøvelse og behandling. Den største ændring kom i 1800-tallet, hvor samfundet formulerede ønsket om at opdrage og forbedre afvigerne med det mål, at de på længere sigt kunne begå sig selvstændigt i samfundet. Konkret begyndte samfundet at skelne mellem, hvad der var ondskab, og hvad der var galskab, hvorefter der blev skabt forskellige institutionstyper, som havde en bestemt målgruppe for øje (Smith, 2005:160). Det danske samfund har i dag en lang række institutionstyper, som netop er skabt med det formål at varetage forskellige typer af afvigere. Heriblandt kan nævnes oprettelsen af ungdoms- og voksenfængsler, behandlingssteder og døgninstitutioner for f.eks. autister, udviklingshæmmede, forældreløse børn og kriminelle unge (Frederiksborg Amts Avis, 2008). En af de institutioner, der i dag har til formål at varetage en målgruppe af unge, som samfundet ser som afvigere, er døgninstitutionen Sleipner. 3

5 Sleipner Dette projekt tager udgangspunkt i et casestudie af Sleipner i Høje Taastrup Kommune, hvis primære formål er at behandle og forberede udadreagerende unge mellem år som har begået kriminalitet, eller som er sanktionsdømte (Sleipner, Link 1). En sanktionsdom er rettet mod socialt utilpassede unge mellem år, der har modtaget en dom på baggrund af handling af særlig voldsom eller voldelig karakter (Servicestyrelsen). En sanktionsdom har til formål, at den unge skal være under et toårigt socialpædagogisk forløb, der skal fungere som et alternativ til den ubetingede fængselsstraf, som typisk er mellem 30 dage og halvandet års fængsel (Socialministeriet). Sleipner varetager dog ikke kun unge, som er sanktionsdømte eller har begået anden kriminalitet, men også unge der har andre psykosociale vanskeligheder (Bilag A:1). Meningen med opholdet på Sleipner er, at de unge i sidste ende selv skal være i stand til at tage vare på sig selv og føre et normalt liv. Som udgangspunkt skelnes mellem åbne og lukkede institutioner. På de åbne institutioner er de unge forholdsvis fri til at forlade institutionen, hvorimod de unge på de lukkede/sikrede institutioner er frataget denne frihed. Sleipner kategoriseres som en åben institution, men der er fastlagt visse regler for de unges udgang. For de fleste unge der anbringes på Sleipner, er opholdet på institutionen inddelt i tre faser. Den første fase er indslusningsfasen, som varer to måneder. Her må den unge ikke forlade institutionen uden en ledsager. Formålet med indslusningsfasen er, at pædagogerne og den unge skal opbygge en relation, samt lave en udviklingsplan for tiden på Sleipner (Sleipner, Link 2). Fase 2 er behandlingsfasen, som er individuelt tidsbestemt alt efter den unges fremskridt. I denne fase er det tilladt den unge at forlade institutionen uden ledsager. Her arbejdes der målrettet med de problemstillinger, som er aktuelle, samt med dem der er fastlagt i den enkeltes udviklingsplan. Disse mål justeres dog løbende alt efter den unges udvikling på Sleipner (Sleipner, Link 3). Når opholdet eller sanktionsdommen nærmer sig sin afslutning, påbegyndes den tredje og afsluttende fase. Her iværksættes der fra Sleipners side et tættere samarbejde med andre instanser, som er inde over den unge, såsom kommunen og familien. Gennem samarbejdet udarbejdes der i fællesskab en udviklingsplan, som kan støtte den unge i dennes videre forløb, og der rettes her 4

6 fokus mod de kompetencer og færdigheder, den unge har tilegnet sig i løbet af sin anbringelse (Sleipner, Link 4). Sleipner er normeret til syv unge og otte fastansatte, foruden flere vikarer og en praktikant. På nuværende tidspunkt befinder der sig tre sanktionsdømte unge og fire unge under frivillig anbringelse. Ud af de syv anbragte er én pige (Bilag A:3). Anbringelse I 2005 blev børn og unge anbragt udenfor hjemmet (Statistisk Årbog, 2007). Heraf tæller omkring 91% for frivillige anbringelser, og kun de resterende 9% for tvungne jf. Servicelovens 42. Ofte er de frivillige anbringelser baseret på et ønske fra forældrene, værgen eller den unge selv. Ved tvangsbaserede indgreb er det derimod de sociale myndigheder, der griber ind. Blandt alle anbragte unge i 2005 var 23% anbragt på en døgninstitution (Statistisk Årbog, 2007). Herunder hører adskillige forskellige typer af institutioner, hvor nogle er specialiserede, såsom Sleipner, til at varetage unge med særlige problemer. Fra samfundets synspunkt kan der nævnes flere fordele ved at anbringe den unge på døgninstitution. For det første tjener det de unges formål at få forbedret deres livskvalitet og levevilkår (Egelund & Hestbæk, 2003:27). For det andet tjener det samfundet at hjælpe sine afvigere til at kunne leve et selvforsørgende (og ikke afvigende) liv. På længere sigt, vurderes det således at være økonomisk fordelagtigt at få afvigerne gennem en resocialiseringsproces, hvor de kan tage afstand til kriminalitet og deltage på lige fod med andre på arbejdsmarkedet. Det skal dog nævnes, at Sleipner ikke nødvendigvis kan anses som en billig løsning, da prisen er lidt over kr. om måneden pr. ung (Bilag F:9). Det viser sig dog, at institutionsanbringelserne ofte ikke har den ønskede effekt. Dagbladet Information skriver i en artikel, at det ofte går tidligere institutionsanbragte dårligere end den øvrige del af befolkningen. Dette begrunder Information med, at institutionerne ikke har været i stand til at give 5

7 institutionsanbragte børn og unge ressourcerne til at klare sig ligeså godt som normalstandarden for voksne mennesker: Det går dem dårligere som voksne, end det går børn fra belastede familier, der ikke blev anbragt. De begår oftere selvmord, tre fjerdedele af dem har ingen uddannelse, halvdelen lever et liv uden partner, mere end en tredjedel er helt uden for arbejdsmarkedet. Vi ved også, at en stor del af de 'indsatte' i vore fængsler har en fortid som 'anbragte' (Information, 2007). Dette understøttes af en SFI Rapport (Egelund & Hestbæk, 2003), hvor det fremgår, at de tidligere anbragte børn og unge, som voksne har et ringere uddannelsesniveau end resten af befolkningen, er arbejdsløse, har dårligt helbred, har sociale problemer og risikerer at dø i en ung alder (Egelund & Hestbæk, 2003:15). Der er flere faktorer, der gør, at de unge ikke altid trives på døgninstitutionerne. Først og fremmest kan de unge få en følelse af fremmedgørelse, hvis de ikke kan opnå eller ikke føler, de opnår et personligt nærvær og fællesskab (Kildedal, 1996:19). Endvidere kan institutionens personale fremstå som kontrollører, frem for hjælpere over for de anbragte, fordi de skal indberette og observere de anbragtes gøren og laden. Sidst, men ikke mindst, kan afbrudte ophold, dårlig kvalitet og manglende tiltag have en turbulent indvirkning på de anbragte, og dermed vanskeliggøre socialiseringsprocesserne yderligere (Egelund & Hestbæk, 2003:27). Herved ikke sagt, at en institution som Sleipner bærer skylden for, at det måtte gå de unge dårligt senere hen i livet. Dette kan lige såvel skyldes, at de unges liv og oplevelser besværliggør den omsocialisering, de gennemgår på Sleipner. Konklusionen af dette er dog, at en væsentlig andel af institutionsanbringelserne ikke har den effekt, de burde have. Konstateringen af at de unge ikke kan klare sig særligt godt i samfundet efter deres anbringelse, samt studiet af flere teorier, åbnede for nye diskussioner og overvejelser. Erkendelsen blotlagde en række fordomme om institutionsanbragte unge, der senere viste sig at være en generel forforståelse, vi alle besidder. Forforståelsen mener vi, at vi ikke mindst besidder i kraft af vores egen subjektive samfundsopfattelse. Vi har, med følgende fordomme, sat os for at undersøge konsekvensen af, at de unge af samfundet betragtes som afvigere. 6

8 Vi tænker, at denne stempling må have en effekt på de unge, og at de gennem den, må få opfattelsen af at de rent faktisk er afvigere, fordi vi i samfundet definerer dem således. Vi har sympati for de unge, fordi vi mener, at de må have svært ved at skabe relationer og tilhørsforhold til omverdenen grundet denne stempling. Endvidere tror vi, at stempling og opholdet på institutionen må præge de unge i en retning af, at deres præferencer og ønsker tydeligvis vil adskille sig fra resten af samfundet - ikke mindst fordi vi opfatter dem som afvigere. Generelt betragter vi Sleipner som et homogent felt. Med dette menes, at vi ser de unge som værende ligesindede, og at de tidligere luftede fordomme derfor må anses at gælde lige for alle beboere på Sleipner, uden at der skelnes mellem de unges personligheder, anbringelsesmotiver og baggrund. Problemstilling Vores opfattelse af de unge er, at de er nyttige for samfundet, da de besidder uudnyttede ressourcer på linje med alle andre individer i samfundet. Vi synes derfor, at det er interessant at rette fokus mod, hvad de unge selv føler, de kan bidrage med til samfundet. Vi finder det ligeledes interessant at indkredse, om de unge føler denne stempling fra samfundets side og påvirkes af den. Vi forudser, at der eksisterer et paradoks mellem en eller flere af de fordomme vi besidder og de unges egen opfattelse. For at klarlægge denne tese, er vi nået frem til følgende problemformulering. Problemformulering Hvordan ser de unge på Sleipner sig selv i forhold til resten af samfundet, og hvilke ressourcer og værdier lægger de vægt på? 7

9 Projektformål Formålet med dette projekt er at belyse ovenstående problemstilling ud fra vores tre teoretiske tilgangsvinkler og besvare vores problemformulering fyldestgørende gennem vores empiriske arbejde. Med dette projekt ønsker vi hverken at drage nogen endelige konklusioner eller komme med løsningsforslag, men derimod at besvare, på hvilken måde de unge, som indgår i undersøgelsen, anskuer sig selv i forhold til samfundet og hvilke ressourcer og værdier, som er meningsgivende for dem. Begrebsafklaring Vi benytter os i projektet af en række begreber, som her vil blive uddybet: De unge: Når der i projektet refereres til de unge, menes de unge beboere på Sleipner. Afviger/outsider: Vi forholder os til begreberne afviger og outsider på samme måde som vores teoretiker Howard Becker anvender begrebet (jf. Kapitel om outsiderteori). Da begreberne til dels overlapper hinanden og dels også adskiller sig fra hinanden, er de dog svære at give en entydig definition på, hvorfor vi vil henvise til teoriafsnittet om afvigere for nærmere uddybning. I dette projekt betragtes afvigere hovedsageligt som individer, der har haft en adfærd, som en given gruppe betragter som afvigende. Samfund: Når der i dette projekt refereres til samfundet, er det ofte et udtryk for vores egne holdninger og fordomme, samt vores generelle kendskab til det brede offentlige værdi- og moralkodeks. Såfremt der er tale om gældende lovgivning i det danske samfund forudsættes det dog implicit, at der er tale om en generel samfundsværdi. 8

10 Afgrænsning For at stille skarpt på vores problemstilling og ikke mindst problemformulering, er det nødvendigt at foretage en begrænsning af genstandsfeltet. Dette er, for at vi bedre kan fokusere på de centrale dele af problemstillingen, projektet behandler. Da vi har valgt et casestudie, sker der en naturlig geografisk afgræsning til døgninstitutionen Sleipner i Høje Taastrup Kommune, og ikke mindst de unge, som bor på Sleipner. Vi vil ikke gå yderligere i dybden og sætte spørgsmålstegn ved, om anbringelser er nyttige for samfundet eller ej. Derimod vil vi fokusere på, om de unge føler, at de selv drager nogen nyttig erfaring og udvikling gennem at være anbragt på en institution. Ydermere har vi fravalgt at undersøge hele de unges livshistorie og sociale arv, selvom begge dele har betydning for, hvordan de unge har det i dag. I stedet retter vi fokus på begreberne om habitus og kapital ud fra de argumenter, at habitus er de dispositioner, de tidligere har foretaget, og at kapital er de ressourcer de har til rådighed på stående fod. Vi retter samtidig fokus mod de socialiseringsprocesser, som de unge har været igennem under deres opvækst og stadig gennemgår på Sleipner. Vi vil ikke gå i dybden med de pædagogiske eller psykologiske problemstillinger og perspektiver i dette casestudie. Dette er et bevidst valg fra vores side, da vi vil holde os inden for det samfundsvidenskabelige felt. Vi har fravalgt en eventuel komparativ analyse. Dette skyldes, at vi mener, at ungdomsinstitutionerne hver især har og befinder sig i forskellige kontekster, og at et casestudie kun vil være repræsentativt for sin egen kontekst. Når det så er sagt, kan det dog ikke udelukkes, at andre døgninstitutioner har haft lignende oplevelser og erfaringer med både udslusning og behandling af utilpassede unge. Ideen om, at 9

11 viden kun kan ses i sin kontekst beskrives yderligere i næste kapitel om videnskabsteori. 10

12 Videnskabsteori Dette kapitel gennemgår, hvilke videnskabsteoretiske tilgange, der benyttes i projektet. Projektets primære videnskabsteoretiske retning er hermeneutikken. Vi vil i det følgende afklare, hvorfor hermeneutikken er et godt redskab i forhold til netop vores problemstilling. I kapitlet argumenteres ligeledes for vigtigheden af dialogformen i den filosofiske hermeneutik. Afslutningsvis introduceres socialkonstruktivismen som en sekundær videnskabsteoretisk retning i projektet. Filosofisk hermeneutik Overordnet set skelnes mellem fire genrer inden for hermeneutikken; den traditionelle, metodiske, filosofiske og kritiske. Den retning vi har valgt at benytte i dette projekt, er den filosofiske. Det der kendetegner den filosofiske hermeneutik i forhold til de andre genrer er, at forskeren her aktivt spiller en rolle i løbet af processen. Dette ses igennem en bevidst interaktion mellem forskeren og genstandsfeltet (Højberg, 2004:312, ). Ifølge Hans-Georg Gadamer er det i mødet med genstanden, at der tilegnes ny viden. fortolkeren sætter sine fordomme i spil med fremmede horisonter. I denne interaktion opstår erkendelsen og begge horisonter flytter sig... (Juul, 2007). Som det fremgår af citatet, er det altså ikke kun vores forforståelse, der ændrer sig, men også genstandens, eksempelvis informanternes forforståelse, i vores interview. I mødet med informanterne sker der en vekselvirkning mellem os og dem, som er kendetegnet som en cirkulær bevægelse: den hermeneutiske cirkel. Ifølge Gadamer er den hermeneutiske cirkel ontologisk, fordi der ikke er tale om en metode til at opnå korrekt fortolkning, men der er derimod tale om en fundamental del i det at være menneske, at kunne eksistere og erfare (Højberg, 2004:320). Ved vekselvirkningen kan det ikke undgås, at vi inddrager vores egen forhistorie og forforståelse, som en integreret del af den aktive proces i løbet af interviewet. Gadamer mener, i modsætning til den metodiske hermeneutik ikke, at forskeren bør holde sig uden for sit genstandsfelt, men derimod at forskeren aktivt bør bruge sin forforståelse i mødet med genstandsfeltet. Denne tankegang gør den filosofiske 11

13 hermeneutik ideel for projektet. Gennem den teori vi har gennemgået før mødet med informanterne, har vi en forforståelse for på hvilken måde, de tænker og agerer. Ud fra forforståelsen har vi som forskere dannet en række fordomme. Disse fordomme er introduceret i problemfeltet, og de efterprøves i vores analyse og forbindelse med konklusionen. Vi kan bruge forforståelsen og fordommene aktivt i dialogen, men omvendt har informanterne også rig mulighed for at præge vores forforståelse med nye emner og problemstillinger, vi ikke tidligere har tænkt på. Endvidere præger vi også aktivt informanternes forforståelse, gennem de spørgsmål vi stiller. Spørgsmålene og vores tilstedeværelse kan få dem til at reflektere over problemstillinger, som de måske ellers ikke ville have overvejet. Gennem dette møde opstår horisontsammensmeltningen, hvor der skabes mening og forståelse mellem os og informanterne. Dermed ikke sagt at horisontsammensmeltning vil føre til en enighed, men mere en meningsoverensstemmelse, idet der er en fælles forståelse for, hvad der tales om. Horisontsammensmeltningen vil medvirke til at sætte vores fordomme på spil og være med til at tilføre os ny viden og erfaring. For at kunne få horisonten til at udvide og flytte sig er det væsentligt, at både vi og informanterne er positivt indstillet over for interviewene, hvilket også gælder vores tilgang i mødet med en teori og tekst. Dialogen er altså, ifølge den filosofiske hermeneutik, en væsentlig kilde til at ændre eller udvide sin forforståelse, og herigennem opnå viden. En kvalitativ tilgang til mødet med informanterne er derfor en brugbar metode til at opnå viden og skabe mening, da den giver mulighed for dialog og fordybelse i dialogen. Videns begrænsede gyldighed Grundlæggende dækker hermeneutikken over et ideal om fortolkning og forståelse af kontekst i søgen efter viden og mening (Højberg, 2004:309). Herved skal forstås, at viden ikke umiddelbart er tilgængelig, men at viden kan opnås ved at fortolke verden således, at den giver mening (Højberg, 2004:311). I denne måde at forstå verden på ligger desuden en potentiel chance for fejlfortolkning, men metodisk skal 12

14 fortolkningen netop forsøge at modvirke denne effekt gennem dialog, hvilket som beskrevet er en af hovedkilderne til erkendelse af viden. Ifølge hermeneutikken er viden stærkt knyttet til sin kontekst, således at al viden hænger sammen med den sammenhæng, den er vundet ud fra. Rent praktisk betyder det, at det er svært at finde universel viden, fordi kontekster i sig selv er forskellige og foranderlige. I dette projekt illustreres det ved, at noget som er meningsgivende for en døgninstitution ikke nødvendigvis meningsgivende for en anden, hvilket også fremgår af metodekapitlet. Højberg refererer til Gadamer, der med sit sandhedsbegreb hævder, at sandhedsprocessen er en proces i evig udvikling (Højberg, 2004:331). Dette udsagn er med til at forme hermeneutikkens epistemologi. I forlængelse af denne teori betyder det, at ingen viden er endegyldig, netop fordi kontekster er foranderlige. Og derved er det altid muligt at lave nye fortolkninger, der ligeledes frembringer ny afvigende viden. I dette projekt betyder det således, at den viden projektet kommer frem til ligeledes ikke er eviggyldig, men at den blot er gældende for den sammenhæng, den er udvundet fra. Det er dog vigtigt at pointere, at hermeneutikken ikke konsekvent afviser al viden som værende sand eller gyldig, blot at den betegner al viden som midlertidig. Kritik af hermeneutikken Set ud fra en videnskabsteoretisk tilgang som eksempelvis kritisk rationalisme, lever hermeneutikken langt fra op til eksempelvis Karl Poppers tese om, at alt videnskabelig viden skal være falsificerbar. Hermeneutikken har som skrevet fokus på at skabe mening og udvidelse af forforståelsen gennem dialog. Denne tilgang giver ikke mulighed for at bedrive viden, som principielt kan tilbagevises ved hjælp af empiri. Endvidere kritiserer andre videnskabelige retninger hermeneutikkens manglende evne til at etablere en endegyldig sandhed. Inden for de fire hermeneutiske genrer hersker der ligeledes kritikpunkter af de andre genrer. Eksempelvis kritiserer Jürgen Habermas, som hovedsagelig er kritisk hermeneutisk inspireret, Gadamer for hans teori om, at dialogen altid foregår mellem 13

15 ligestillede partnere. Habermas mener i modsætning til Gadamer, at dialogen også kan virke undertrykkende og præget af magtspil (Højberg, 2004:334). Socialkonstruktivisme Udover hermeneutikken er vi i vores projekt inspireret af socialkonstruktivisme. Socialkonstruktivismen er et bredt begreb, der ofte bruges i flæng, derfor er det vigtigt at præcisere hvilken form, vi bekender os til i vores projekt. I projektet benytter vi os af den radikale erkendelsesteoretiske konstruktivisme, som ses ved, at vi overfører teori til praksis ved at benytte bestemte begreber om vores genstandsfelt, såsom eksempelvis felt og habitus. Denne tilgang til videnskab er altså konstruerende og tanken bag er, at det er de videnskabelige forskere (os), der konstruerer viden om den menneskelige virkelighed (Rasborg, 2004:352f). Vores forståelse af og syn på socialisering, habitus og kapitaler, rummer også en radikal variant af socialkonstruktivismen, nemlig den ontologiske konstruktivisme. Denne konstruktivisme siger, at den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed er en konstruktion (Rasborg, 2004:353). I vores analyse begrunder vi bl.a. de unge på Sleipners subjektive virkelighedsopfattelse og habitus med, at de har oplevet mangt og meget under deres opvækst. Vi mener ikke, at man kun er et produkt af sin socialisering, men erkender, at det har en betydning for den person man udvikler sig at blive. Generelt kan det konkluderes, at vi i vores ontologi anerkender socialkonstruktivismen og et par af dens teoretikere, idet vi argumenterer for, at individets opfattelse af samfundet er en social konstruktion, samt at vi benytter bestemte konstruerede begreber til at beskrive dele af vores genstandsfelt. I vores opfattelse af sandhed og gyldighed er vi derimod mere enige med hermeneutikkens fortalere, idet vi ser sandheden som en flydende proces, som altid giver anledning til nye fordomme og en tilsvarende ny forforståelse. Derudover er den måde vi metodisk arbejder på stærkt præget af hermeneutikkens idealer. Dette beskrives nærmere i følgende kapitel. 14

16 Metode I dette kapitel skitseres de metodiske valg, vi i gruppen har truffet. Valgene er truffet dels på baggrund af vores videnskabsteoretiske overvejelser og dels efter nærmere studie af teori og problemstilling. Indledningsvis begrundes valget af casestudiet, samt af institutionen Sleipner som case. Dernæst gennemgås fordele og ulemper ved at foretage kvalitative interview her argumenteres løbende for, hvorfor vi primært har valgt at benytte os af denne metode. Vi har ligeledes valgt at benytte os af en række sekundære metoder, som vi kort skitserer. Til slut vil vi give en kort kritik af vores teoretikere samt redegøre for gyldighed og kvalitet i projektet. Sleipner som case Vi har valgt at udforme vores projekt som et case-studie med det formål at vise, hvordan de unge på Sleipner ser sig selv og omverdenen, samt hvilke værdier og ressourcer de lægger vægt på. Case-studiet skal illustrere teoretiske pointer gennem en analyse af praksis, men bruges også som metode til at konkretisere viden gennem praktiske studier (Rendtorff, 2007:242). Fremgangsmåden er abduktiv, idet vi kombinerer induktive og deduktive metoder, hvilket ses, når den konkrete praksis i casen analyseres i samspil med de teoretiske fordomme (Rendtorff, 2007:246). Formålet med vores case-studie er ikke at komme med konkrete løsningsforslag, men at sætte fokus på, hvordan de unge ser og definerer sig selv og deres omverden. Vi skal holde for øje, at den erkendelse vi opnår gennem case-studiet både er kontekstafhængig og situationsbestemt. Dette skyldes, at case-studiet bygger på udvælgelsen af et enkelt tilfælde blandt mange, og at man som forsker ikke har mulighed for at undersøge alle scenarier (Rendtorff, 2007:249). Lige fra starten af projektforløbet har vi ønsket at undersøge anbringelse af kriminelle og utilpassede unge, hvorfor det derfor var åbenlyst, at vores case måtte være en institution inden for specialområdet. Valget faldt på døgninstitutionen Sleipner, idet vi var heldige, at vi i gruppen havde en privat kontakt til pædagogen Søren, der arbejder på Sleipner. Desuden har Sleipner en passende og overskuelig størrelse, set i forhold til de ressourcer vi som gruppe har til rådighed. Sidst, men 15

17 ikke mindst, er Sleipner beliggende i en passende afstand fra RUC, hvilket gør det nemmere for os at planlægge besøg på institutionen. Vi har valgt at anonymisere beboere og pædagoger på Sleipner af hensyn til dem selv. Navnene der optræder i rapporten er således fiktive, men repræsenterer dog hver især virkelige personer på institutionen Sleipner - eller personer, som vore informanter refererer til under interviewene. Det skal understreges, at alle informanter frivilligt har valgt at medvirke i interviewene, samt at alle er indforståede med, at deres udsagn citeres og benyttes i opgaven. Af samme grund har vores valg af informanter i en eller anden grad været determineret af, hvem der ønskede at medvirke. Kvalitativ vs. kvantitativ tilgang Den kvalitative og den kvantitative tilgang udspringer fra to forskellige videnskabsretninger; den humanistiske og den naturvidenskabelige. Hvor den kvantitative har rod i positivismen og prøver at finde sande svar, har den kvalitative oftest rod i hermeneutikken og prøver at finde kausale sammenhænge (Pedersen og Land, 2001:24). Den kvantitative tilgang kan behandle større mængder data end den kvalitative (Kvale, 1997:75). Denne kan derfor virke mere repræsentativ og troværdig. Med en kvantitativ analyse er det muligt at dække et bredspektret snit af samfundet, og derved sikre mange forskellige syn på samme sag. Kendetegnende og fordelagtigt for den kvalitative analyse er, at dialogen bruges til at få den/de interviewede til, med deres egne ord at berette, hvordan de oplever deres hverdag og verden generelt (Kvale, 1997:79). Der er ligeledes en række andre fordele ved det kvalitative interview. Først og fremmest er dialogen mellem interviewer og interviewede med til at minimere sandsynligheden for misforståede spørgsmål. Dernæst får intervieweren bedre mulighed for at uddybe spørgsmål og fremhæve det interessante og relevante i samtalen, hvilket et eventuelt spørgeskema i en kvantitativ undersøgelse ikke giver 16

18 mulighed for. P.B. Olsen skriver det således: I kvalitativ dataindsamling har interview en central rolle, fordi der i samtalen ligger vigtige muligheder for at belyse forståelse, meningssystemer, kontekst, proceselementer, intentioner og billeder af situationer og de skiftende billeder af situationer (Olsen, 2003:240). Som det fremgår, har den kvantitative og kvalitative analyse hver deres fordele. Valget om hvorvidt den ene eller anden tilgang er mest fordelagtig, må derfor træffes i forbindelse med, hvilket udbytte man søger at opnå gennem sin tilgang til empirien. Kvalitativ tilgang i projektet Vi er som hermeneutikere af den opfattelse, at dialogen som metode til empiriindsamling, er i stand til at give os et billede af, hvad de unge føler og mener. Dette skal ikke mindst ses i lyset af vores problemformulering, der netop viser, at vi helt specifikt interesserer os for de unges opfattelse af samfundet, sig selv, institutionen og deres omgangskreds. Ved en kvalitativ analyse, bliver det desuden nemmere for os at se de unges og pædagogernes udsagn ud fra den kontekst de er taget fra, hvilket er essentielt set i lyset af vores hermeneutisk epistemologiske overbevisning. Vi vurderer således, at en kvalitativ metodisk vinkel, vil være den bedste for netop vores case og vores problemstilling. Dog udelukkes den kvantitative tilgang ikke kategorisk, da der bl.a. inddrages statistik om døgninstitutioner i problemfeltet. Sonderende interview Vi foretog tidligt i projektskrivningen to sonderende interview med unge og pædagoger for at få styr på omfanget af vores case. Dette gav dels erfaringer og dels et forudgående kendskab til beboerne på Sleipner, som vi kunne bruge som udgangspunkt for videre diskussion i gruppen. Vores erfaringer herfra blev flittigt brugt, når vi skulle udforme spørgsmål til vores dybdegående interview senere i processen. Vi blev bl.a. opmærksomme på, at de unge ikke svarede fyldestgørende på alle spørgsmål, hvis vi stillede flere spørgsmål i samme sætning. Dette gjorde, at vi, under udarbejdelsen af næste interviewguide og i forbindelse med selve interviewene, fokuserede på at stille et enkelt spørgsmål ad gangen og derefter bede om uddybelse eller eksemplificere om nødvendigt. Havde vi ikke lavet de sonderende interview, kunne vi have risikeret at komme hjem med en del ubesvarede 17

19 spørgsmål senere i forløbet. De sonderende interview fungerede altså også som en form for træning for os. Under transskriberingen af de sonderende interview blev vi desuden opmærksomme på, at vi havde stillet flere ledende spørgsmål. Da vi nu er vidende om dette, er vi i stand til at begrænse antallet heraf og derved også få mere gyldige svar. Det er dog svært helt at undgå at spørge ledende specielt i tilfælde, hvor et spørgsmål kræver yderligere forklaring eller eksemplificering. Samlet set har de sonderende interview, udover at bidrage med nødvendig viden om vores case, givet os nogle erfaringer, som gør den indsamlede viden mere valid. Interview med pædagoger Helt konkret valgte vi først at foretage et sonderende interview med Søren, pædagog på Sleipner. Senere i forløbet, da vi havde fastlagt projektets fokus, vendte vi tilbage til institutionen og foretog et interview med pædagogen Mads. Desuden har vi senere set os nødsaget til at foretage et enkelt telefonisk interview med Mads, da der var enkelte detaljer, vi havde brug for at få klarlagt. Formålet med det første interview med Mads var at få forståelse for, hvordan pædagogerne arbejder i praksis med de unge. I kraft af deres tætte relation med de unge er pædagogernes syn på de unge vigtigt, fordi det medvirker til at støtte de unges udsagn og sætte disse i perspektiv. Samtidig kan pædagogerne give os et indblik i de unges dagligdag på Sleipner, som vi har svært ved at få ved vores forholdsvis få besøg, da vores tilstedeværelse på Sleipner bryder med de unges daglige rutiner. Et forhold, der understøttes af pædagog Mads, der fortæller os, at de unge viser deres gode side, når der er gæster (Bilag F:8). Vi ville gerne have interviewet en eller to kvindelige pædagoger, da vi gennem interviewene med de unge har fået det indtryk, at de har et andet forhold til de kvindelige pædagoger end til de mandlige, samt at de kvindelige pædagogers arbejdsmetoder i visse tilfælde kan afvige fra de mandlige pædagogers (Bilag B:8). Desværre kunne det dog ikke lade sig gøre at koordinere et besøg på Sleipner, hvor vi kunne gennemføre et sådant interview. 18

20 Interview med de unge Vi har i vores projekt valgt at lave interview om de unge på Sleipners baggrund. Det første interview med de unge, var et sonderende gruppeinterview og foregik med de to jævnaldrende drenge på Sleipner, Danni og Theis. Årsagen til, at vi lagde ud med et gruppeinterview, var, at vi ønskede at få de unge til at supplere og reflektere over hinandens udsagn under interviewet. Desuden ønskede vi, at gruppeinterviewet skulle skabe en tryg situation for de interviewede unge, da de herigennem havde mulighed for at støtte sig til hinanden i interviewsituationen. Desværre blev interviewet afbrudt, og det sidste kvarter af interviewet kom til at foregå som et individuelt interview med Danni. Senere i forløbet foretog vi tre dybdegående kvalitative interview med unge på ungdomsinstitutionen Sleipner. Disse interview foregik med de unge individuelt, og havde til formål at få klarlagt, hvordan de ser sig selv i forhold til samfundet, deres baggrund, samt hvilke ressourcer og værdier, de lægger vægt på. Vi fulgte også op på nogle af spørgsmålene fra tidligere samtaler og interview, og stillede i den forbindelse mere personlige spørgsmål, som vi ikke fandt passende under gruppeinterviewet. Helt konkret gennemførte vi interview med hhv. Michelle, Jannik og Theis. Her skal det dog bemærkes, at interviewet blev forholdsvist kort og overfladisk, hvilket dels skyldtes, at Jannik havde travlt og skulle videre, og dels skyldtes, at vi således havde svært ved at opnå en fortrolig relation på den korte tid interviewet varede. Vi ønskede ligeledes at få et individuelt interview med Danni, idet vi følte vi opnåede en god relation til ham under det sidste besøg på Sleipner. Desværre har vi løbende måtte sande gennem vores arbejde med Sleipner, at det er svært at lave bindende aftaler med de unge længere ude i fremtiden. Danni var, den sidste gang vi besøgte Sleipner, forsvundet fra institutionen, og var i en periode, hvor han kun sjældent kom hjem. På samme måde kunne vi, for hver gang vi besøgte Sleipner, mærke, at magtforholdende de unge i mellem havde ændret sig, hvorved der var opstået nye klikedannelser og konflikter. 19