beskriver forskellige erfaringer med udkant, informationsteknologi og arbejde, sådan som vi har hørt om dem fra hhv. beboere i en landsby, fra ejere

Transkript

1 Forord. Denne rapport beskriver resultaterne af forskningsprojektet Verdensborger og Hjemmefødning i den globale landsby?. Initiativet til projektet er taget af Folkeligt Institut for Udkantsforhold på Mors, og projektet er finansieret af Indenrigsministeriets Landistriktspulje, Viborg Amt og Morsø Kommune. Forskningsprojektet er tænkt som en fortsættelse af en tidligere undersøgelse for Folkeligt Institut for Udkantsforhold - Distancearbejde og lokalt nærvær - og tager i lighed med denne tidligere undersøgelse afsæt i det forhold, at informationsteknologien giver mulighed for at dække store afstande elektronisk. Rapporten fra denne tidligere undersøgelse beskrev to landsbyer på Mors og vurderede muligheden for og konsekvenserne af at arbejde på distance fra landsbyen. Nærværende undersøgelse kommer omkring i et langt større geografisk område og præsenterer flere perspektiver på kombinationen af udkanter, informationsteknologi og arbejde. I rapportens første del analyseres et forsøg med at oprette fjernarbejdspladser i en landsby, Sdr. Nissum i Ringkøbing Amt, hvor mulighederne for etablering af fjernarbejdspladser i landsbyen blev afprøvet i et forsøg, det såkaldte FAP-projekt, i årene Analysen af forsøget baserer sig på intervews med beboere i Sdr. Nissum og andre deltagere i projektet. Et mindre og nyere forsøg med informationsteknologi på landsbyniveau i Frøslev på Mors indgår også i denne rapportens første del. Rapportens anden del koncentrerer sig om at beskrive den erhvervsmæssige brug af informationsteknologi hos et antal virksomheder i den nordvestlige del af Viborg Amt. Denne del baseres på interviews dels med ejere af virksomheder, hvis primære ydelser er direkte IT-baserede, dels med ejere af mere traditionelle produktionsvirksomheder, og dels med repræsentanter for TIC, erhvervsråd og udviklingsråd i Thy, Salling og på Mors. Hvor den foregående undersøgelse udelukkende så på muligheden for, at folk med en type job, der ikke var umiddelbar efterspørgsel efter lokalt, alligevel ved informationsteknologiens hjælp kunne arbejde i landsbyen, er der i denne rapport altså også sat fokus på muligheden for at kombinere de erhvervsmæssige kompetencer, der allerede findes lokalt, med informationsteknologiens muligheder for at nå ud i verden. Således kan disse to undersøgelser belyse hinanden - men også sagtens læses aldeles uafhængigt af hinanden. Vi præsenterer vores afgrænsning af emnet, de spørgsmål, vi gerne vil belyse her i rapporten, samt selve rapportens forløb i indledningen allerførst. Undersøgelsen og afrapporteringen har fundet sted i perioden fra oktober 1998 til september Vi vil gerne takke alle fra Sdr. Nissum, Thy, Salling og Mors, der så velvilligt har stillet sig til rådighed med gode samtaler. Også alle på Morsø Landbrugsskole, hvor vi i perioder har haft vores andet hjem, skal have en stor tak. Det er således mange mennesker, der har hjulpet os undervejs, og uden dem var det foreliggende arbejde aldrig blevet til noget. Ansvaret for rapporten er dog alene vores. 3

2 Indledning. Løsningen af en given forskningsopgave vil ofte indebære en fortolkning, indsnævring og konkretisering af et forskningsoplæg, der er formuleret i meget generelle begreber. Dette er også tilfældet her. Kernen i den givne problemformulering, vi har arbejdet ud fra, lyder således: [Vi forestiller os at] den nye forskning omfatter flest mulige udvalgte virksomheder, institutioner eller enkeltpersoner i Viborg Amts nordvestlige del. Forskningen tænkes at omfatte almene udkantsproblemer især med henblik på beskrivelse af, hvordan erhvervsudvikling - ikke mindst i form af udnyttelse af den nye teknologis muligheder - kan knyttes til og udnytte potentialet i udkantskulturen, som på afgørende punkter også er en selvstændighedskultur. Er det muligt ved dette møde mellem den nyeste teknologi og kulturgrundlaget at forene verdensborger- og hjemmefødningsbegrebet og gøre udkantkulturen ligeværdig med centerkulturen? Fænomener som ny teknologi og erhvervsudvikling og begreber som selvstændighedskultur, udkantskultur, centerkultur, verdensborger og hjemmefødning, er alle meget brede og rummelige, og for at kunne løse opgaven med de givne ressourcer, har vi fortolket og vægtet det oprindelige oplæg således: Vi har taget vores første afsæt i begrebsparret verdensborger og hjemmefødning, sådan som det præsenteres i oplægget til denne undersøgelse. Her er det vores opfattelse og udgangspunkt, at man ikke i dagens Danmark er enten verdensborger eller hjemmefødning, men uvægerligt både-og. Som borgere i et moderne samfund er der ingen af os, der i praksis er i stand til, selv hvis vi skulle ønske det, at indrette vores tilværelse som udelukkende verdensborger eller hjemmefødning. De fleste mennesker har sociale relationer, der er distinkt lokalbundne og angår det lokale forum af naboer og nærtboende, og andre sociale relationer knytter én til mere vidtrækkende fællesskaber som borgere i Danmark, elever i folkeskolen, med i en kreds af gamle venner, frimærkesamlere eller opdrættere af rottweilere - eller, for virksomhedernes vedkommende, til et netværk af kunder og forretningsforbindelser. I praksis forener vi altså alle, blot ved at leve i Danmark i 1999 og uafhængigt af nogen brug af teknologi, allerede verdensborgeren og hjemmefødningen i vores daglige liv. Men, som denne rapport gerne skulle vise, så gør vi det på vidt forskellige måder, også selvom vi muligvis er naboer i samme landsby. Og vi kan tillægge vores forskellige sociale kontakter forskellig værdi, relevans og betydning, således at vi ser os selv eller andre som lokale eller udefrakommende, som verdensborgere eller hjemmefødninge. Den omverden, vi som mennesker handler i er derfor ikke ens for nogen, selv ikke for naboer i den samme landsby. Sådanne forskelle i måderne, vi hver især forstår og indretter vores tilværelse på, har den konsekvens, at der ikke er én, men mange mulige måder at leve med kombinationen af udkant, informationsteknologi og arbejde. Og lad det være sagt med det samme: Det er i vores øjne ikke muligt at fremdrage nogle generelle retningslinjer eller universelle principper for, hvorledes man bærer sig ad med bedst at kombinere udkant, informationsteknologi og arbejde i Nordvestjylland. Hvad der derimod er muligt, er at demonstrere noget af den mangfoldighed af konkrete detaljer, der spiller ind i hvert enkelt tilfælde, hvor man forsøger sig med at kombinere udkant, informationsteknologi og arbejde. En sådan demonstration foretager vi i tre separate kapitler i denne rapport, hvor vi 4

3 beskriver forskellige erfaringer med udkant, informationsteknologi og arbejde, sådan som vi har hørt om dem fra hhv. beboere i en landsby, fra ejere af IT-baserede virksomheder og fra ejere af mindre produktionsvirksomheder. Alle tre kapitler rummer såkaldte case-beskrivelser, dvs. grundige beskrivelser af et landsbyinitiativ eller en virksomhed. Denne præsentationsform har vi valgt, fordi vi mener, at det netop er i menneskers værdier og konkrete livsomstændigheder, at man finder mulighederne og barriererne for forandring og udvikling. En beskrivelse gennem enkeltstående cases giver os derfor både en mulighed for at reflektere over konkrete erfaringer og udlede mere generelle fællestræk 1. Men inden vi kommer så langt, skal vi først have lidt flere begreber på plads. Den ny teknologi er i denne undersøgelse udelukkende defineret som informationsteknologi - herefter benævnt IT -, og udelukkende sådan, som den faktisk omtales eller er i brug hos de mennesker, vi har talt med. Det vil sige, at informationsteknologiske muligheder, som ingen af de interviewede bruger eller kender til, ikke vil blive vurderet i rapporten. Det vil også sige, at f.eks. bioteknologien som en anden type ny teknologi ikke bliver diskuteret. Måden, vi har valgt at forholde os til et fænomen som erhvervsudvikling på, er at betragte virksomhederne som ejet og befolket af motiverede mennesker - af mennesker med forskellige værdier og mål i tilværelsen, og med forskellige ressourcer og kompetencer til at indfri disse mål. Vi har derfor for det første forsøgt at afdække disse forskellige motivationer for at bo, arbejde, eller etablere og drive virksomhed lokalt, og for at tage IT op - eller ej. Her er det på sin plads straks at gøre opmærksom på, at lokal brug af og kendskab til IT i sig selv ikke er nogen garanti for lokal erhvervsudvikling 2. Ingen teknologi kan alene sætte en udvikling i gang - fordi både erhvervsudvikling og udvikling i det hele taget finder sted - eller ej - i kraft af motiverede menneskers handlinger. Erhvervsudvikling og lokal udvikling er, med andre ord, ikke blot teknologisk båret, men i lige så høj grad socialt og kulturelt forankret i hvad mennesker kan, vil og synes er værd at stræbe efter 3. Jesper Manniche fra Bornholms Forskningscenter anbefaler da også, at man, hvis man ønsker at anvende IT i en regional udvikling, først og fremmest sætter sig nogle konkrete mål for denne udvikling, og så bedømmer ITs mulige rolle i opnåelsen af disse mål 4. De fleste af de mennesker, vi har mødt i forbindelse med denne undersøgelse, gør da også netop dette, om end i mindre skala, i deres egen virksomheds målestok: De tager stilling til, hvilken rolle IT har at spille i deres virksomhed - eller i deres aktiviteter i det hele taget. Derfor har vi for det andet i denne rapport ønsket at beskrive de opfattelser af ITs rolle og relevans, vi har mødt undervejs; at beskrive den konkrete brug af teknologien samt de effekter, som mennesker oplever, at ITs muligheder for at skabe nye kontaktflader og/eller ændrede arbejdsprocesser har for lokalsamfundet eller for virksomheden. Variationerne her er mange og store, men vi har forsøgt at systematisere de mange forskellige eksempler, for at de også kan have en vis almen relevans. Selvom brug af IT ikke i sig selv er nogen garanti for udvikling, er kendskabet til IT ikke irrelevant for erhvervsudvikling eller lokal udvikling og fornyelse i det hele taget. Det er måske lovlig flot, når direktøren for den nye IT-højskole i København udtaler at: IT i dag er mere end blot teknologi og gennemsyrer efterhånden alt, hvad folk foretager sig 5 5

4 - i hvert fald viser nogle af vores interviews, at IT bestemt ikke gennemsyrer alt hvad alle folk gør. Men det er sandt nok, at IT allerede er og i stadigt højere grad bliver en integreret del af vores samfundsmæssige virkelighed, således at kendskab til IT formentlig bliver en nødvendig kompetence at have for de fleste 6. Derfor har vi for det tredje ønsket at beskrive den lokale tilstedeværelse af en sådan ITkompetence, og hvordan kendskabet til brugen af IT evt. spredes lokalt. Også her lægger vi vægten på sociale og kulturelle faktorer i både læreprocesser og barrierer for fornyelse. Så meget om vores overordnede overvejelser over og indsnævring af de brede fænomener erhvervsudvikling og informationsteknologi. Men også de forskellige kulturbegreber, der optræder i det overordnede forskningsoplæg - begreberne udkantkultur, centerkultur og selvstændighedskultur - er vi nødt til at give et par ord med på vejen. Det er rummelige og brede begreber - også for rummelige og brede til umiddelbart at kunne bruges i en egentlig analyse. Disse begreber indgår i et fælles ordforråd og fælles tankegods, men som kulturforskere kan vi ikke gå ud fra som givet, at sådanne fænomener faktisk findes og ligger parat til at blive undersøgt. Vi er nødt til at definere disse begreber klarere, end man gør i normal sprogbrug - vi er nødt til at forklare, hvilke af begrebernes mange mulige betydninger vi selv vil trække på i denne rapport. Disse forskellige kulturbegreber har imidlertid haft forskellig betydning i de forskellige dele af undersøgelsen. Derfor har vi valgt kort at diskutere og forholde os til disse begreber i de afsnit af rapporten, hvor en sådan diskussion er særlig relevant. Vi diskuterer derfor udkant- og centerkultur i forbindelse med det afsnit, der beskriver og analyserer fjernarbejdsprojektet i Sdr. Nissum, og selvstændighedskultur i det afsnit, der omhandler forskellige virksomheders brug af IT. Tilsvarende har vi gjort rede for den anvendte metode i hvert af disse afsnit. Selv om det kvalitative interview har været det centrale redskab i begge undersøgelsens dele, er de metodiske overvejelser alligevel forskellige, om man arbejder i én og samme landsby og spørger til ét og samme initiativ - sådan som det er tilfældet i beskrivelsen af FAP - projektet, eller om man arbejder geografisk mere spredt og taler med mennesker, der ikke nødvendigvis kender til hinanden - sådan som det har været vilkårene for interviewene med de forskellige virksomhedsejere. Vi har valgt denne fremgangsmåde, fordi vi mener, at det er vigtigt at gøre helt klart, at en landsby, en IT-baseret virksomhed og en produktionsvirksomhed - uanset geografisk nærhed - er vidt forskellige organisationsformer, med forskellige mål, ressourcer og betingelser i det hele taget. Landsbyen og virksomhederne har og sætter forskellige betingelser for, hvordan og på hvilke områder af tilværelsen man er verdensborger og hjemmefødning, forskellige betingelser for, hvordan de lokale og de mere vidtrækkende aspekter af tilværelsen kan koordineres - og forskellige betingelser for, hvordan IT evt. kan anvendes i en sådan koordinering. Rapportens første kapitel er en overordnet diskussion af begrebet udkant. Herefter følger, i kapitel to, undersøgelsens første case, der er en beskrivelse og analyse af FAP-projektet i Sdr. Nissum. Kapitlet afsluttes med en delkonlusion. I kapitel tre introducerer vi til emnet Virksomhederne og Informationsteknologien gennem en kort diskussion af begrebet selvstændighedskultur. Fjerde kapitel rummer case-beskrivelser og perspektiveringer af erfaringerne fra lokale ITbaserede virksomheder, og afsluttes med en fyldig opsummering. 6

5 Femte kapitel er bygget tilsvarende op med de mindre produktionsvirksomheder i fokus. Og endelig, i sjette kapitel, følger en overordnet konklusion på de erfaringer med udkant, informationsteknologi og arbejde, som denne rapport formidler. Detaljerigdommen i case-beskrivelser kan måske forekomme overvældende, men vi kan anbefale den utålmodige læser at vælge ud af de enkelte kapitler efter interesse. For læsevenlighedens skyld har vi desuden placeret noter og uddybende kommentarer efter hvert enkelt kapitel - de kan læses, hvis man er interesseret, men selve teksten skulle kunne forstås uden at læse noterne. 1 Bent Flyvbjerg har beskrevet case-metodens kvaliteter netop i socialvidenskaberne. I Flyvbjergs argumentation er case-metoden absolut mere givende, når det gælder at opnå og formidle socialvidenskabelig indsigt, end en søgen efter generelle lovmæssigheder. Dette fordi Case metoden sigter mod at udvikle en righoldig kontekstviden,...engagement...og erfaring (Flyvbjerg;1993: p.1), og fordi På trods af to århundreders forsøg er det ikke lykkedes socialvidenskaberne at producere forudsigende teorier på samme måde som naturvidenskaberne (ibid.; p.5). 2 Se f.eks. Millard; 1997: , Maskell et al.; 1998:187 og Qvortrup; 1997: Se f.eks. Maskell et al.; 1998 og Manniche; Manniche, 1995; 13 og Mads Tofte, Direktør for den nye IT-Højskole i København, citeret i Magisterbladet 12/99 6 Se f.eks. Niels Olsen: Kritik af computereuforien, Information,

6 Indhold Sammenfatning. 2 Forord. 3 Indledning Begreber om udkanten. 8 Hvad er en udkant? 8 Det mørke Jylland og verdensmarkedet i historisk perspektiv Fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum - en case. 13 Problemstillinger og metode. 14 Sted og lokalsamfund som centrale elementer i diskussioner om etik og som centrale identitetsfaktorer. 14 Undersøgelsens interessent-perspektiv. 16 Sted og udkant. 17 Fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum - en kulturanalyse af betydningen af meningsfuldhed. 20 Betydningen af et lokalt grundlag. 21 Tordenskjolds soldater - lokalsamfundets ressource. 22 FAP-projektet et brugerperspektiv. 25 Opsummering Virksomhederne og informationsteknologien. 29 En selvstændighedskultur? 29 Materialet. 31 Metoden og de etnografiske spørgsmål IT som basis for en ny branche på egnen. 35 Nordvest Data, Hurup, Thy. 35 JetText, Vejby Udmark, Salling. 38 MorsLink, Nykøbing Mors. 42 Generelle erfaringer og perspektiver. 45 Opsummering IT, håndværk og produktion. 60 Stampe Metalvare, Rødding. 62 KK-Metal, Hørdum. 67 Generelle erfaringer og perspektiver. 72 Opsummering Konklusion. 88 Virksomheder, lokalsamfund og arbejde. 88 Udviklingsprocesser, selvstændighed og kontrol. 90 Litteratur. 93 1

7 1. Begreber om udkanten. Til grund for oplægget til denne forskningsopgave ligger, som allerede nævnt, tanker om verdensborger og hjemmefødning begreber som hænger sammen med begreber som globalisering og udkant, som vi her indledningsvis vil diskutere. Forestillingen om, at den globale landsby er et vilkår for det moderne menneske, både på land og i by er central: Den globale landsby er en metafor for den formindskede betydning af geografiske afstande i vores tidsalder, hvor det bliver mere og mere almindeligt at kommunikere elektronisk. Det vil sige at man kan nå mennesker på den anden side af jordkloden lige så let, som man kan nå naboen - ihvertfald ved brug af elektroniske netværk. Geografiske udkanter behøver således ikke længere være udkanter i social og kulturel forstand det er på den vision, Folkeligt Institut for Udkantsforhold bygger ønsket om at undersøge, hvordan informationsteknologi kan være en vej til erhvervsudvikling i Danmarks Til grund for projektet ligger altså også tanker om, at det danske samfund udviser stærke centraliseringstendenser. Opfattelsen i oplægget til forskningsopgaven er, at mere og mere foregår i Danmarks centre (oftest København). Et andet vilkår er altså en periferisering af visse dele af landet, blandt andet Nordvestjylland: Det danske samfund undergår centraliseringstendenser, så nogle dele marginaliseres. Opfattelsen er altså at der m.a.o. har dannet sig en udkantskultur i Danmark, som ikke længere kan bygge på en kollektiv erfaring med udgangspunkt i landbrug, men som er nødt til, hvis den vil overleve, at tage den moderne teknologi til sig. Til grund for opgaven ligger således to antagelser - eller rettere to visioner: 1) IT kan styrke erhvervslivet og 2) der findes en udkantskultur med et potentiale - fordi udkantskulturen "på afgørende" punkter er en selvstændighedskultur. Vi har valgt i samme åndedrag at svare på "spørgsmålet" i forskningsoplægget og problematisere begreberne om udkant og selvstændighedskultur. I første omgang vil vi diskutere begrebet udkant, med udgangspunkt i de opfattelser heraf, vi gennem denne undersøgelse har mødt hos mennesker i Nordvest- og Vestjylland. En helt overordnet og central konklusion er, at udkantproblematikken er meget kompleks. Det er ikke givet, at mennesker opfatter det sted, de bor, som en udkant, (men de har tværtimod ofte helt andre forestillinger om stedet), og "udkantens" mennesker og deres livsformer er heller ikke strukturelt set nødvendigvis marginaliserede i forhold til et centrum - konklusioner vi i det følgende vil uddybe. Hvad er en udkant? Vi føler ikke det her er en udkant... Dette og lignende udsagn er vi stødt på flere gange under de interviews med virksomhedsejere, som ligger til grund for rapporten. Det er altså almindeligt, at selv om det enkelte menneske set fra centerets synspunkt bor i en "udkant" og driver virksomhed i "periferien", betyder det ikke nødvendigvis, at det ser sådan ud i hans eller hendes bevidsthed. Der er med andre ord til tider forskel på den status stedet får som følge af en "objektiv" indplacering på en centrum-periferi/udkantskala og den opfattelse af stedet, som det enkelte (subjektive) menneske har. Når vores konklusion er, at "udkantens" beboere ofte synes det er mærkeligt at blive rubriceret som boende i en udkant, så skyldes det ikke udelukkende det almenmenneskelige fænomen: "Herfra min verden går". Dette betegner, at mennesker orienterer sig ud fra et geografisk centrum, der ofte består i det område han eller hun bor i, hvorfor man har en tendens til at se sit lokalområde som verdens navle. Vores oplevelse er derimod tillige, at set ud fra hvad der er rationelt fra de enkelte virksomheders og 8

8 beboeres synspunkt (den geografiske beliggenheds betydning for eksempelvis råvarer, arbejdskraft, kunder og andre produktionsbetingelser) behøver den geografiske beliggenhed ikke være en hæmsko. En virksomhedsejer i Thy, som vi har interviewet, ser eksempelvis ingen problemer i virksomhedens geografiske beliggenhed. De fleste materialer kommer fra Thisted, og han har ingen problemer med at få arbejdskraft. Tværtimod har han "ventelister" af unge mænd, der gerne vil ansættes som lærling hos ham. Blandt de informanter, der lever af at have et overblik over, og tænke i erhvervsudviklingsbaner (erhvervs- og udviklingschefer), har der været delte meninger om hvorvidt deres kommune (kommuner) var perifert beliggende eller ej. Generelt er det alment anerkendt, at det er et problem at få højtuddannet arbejdskraft til at flytte til Nordog Vestjylland. I den forstand er området et udkantsområde. Imidlertid er heller ikke det ensbetydende med et problem set fra den enkelte virksomheds synspunkt. Vores indsamlede materiale giver flere eksempler på, at selvom det måske set fra kommunens og erhvervschefernes side er ønskeligt med erhvervsudvikling (ansættelse af arbejdskraft med videregående uddannelse anses som regel som en vigtig faktor for erhvervsudvikling), behøver det ikke at være de enkelte virksomheders mål. Spørgsmålet som er relevant i denne sammenhæng er derfor: Hvem skal man lytte til for at afgøre om Nordvestjylland er en udkant? I denne rapport lægger vi vægten på at undersøge sagen set fra de lokale virksomheders side. Vores overordnede tese er nemlig, at hvis informationsteknologi skal bruges i virksomheder i området, skal teknologien indgå på en for de enkelte mennesker og virksomheder meningsfuld måde. For at få IT (mere) integreret i Nordvestjysk virksomhedspraksis skal den enkelte virksomhedsejer have et motiv hertil. For overskuelighedens skyld vil vi i det følgende derfor skelne mellem den mentale udkant og den strukturelle udkant. Med mental udkant mener vi, som ovenfor beskrevet, rækken af opfattelser og forestillinger om stedet som en udkant, mens vi med udtrykket strukturel udkant mener en definition af et sted som udkant i forhold til et centrum, på baggrund af målelige "objektive" forhold som eksempelvis geografisk beliggenhed (afstand i kilometer til et givet centrum), eksistensen af arbejdskraftsreserver, råstoffer og kunder, der vil aftage "varen". I en artikel der handler om udviklingsmuligheder i en anden "udkantsregion", nemlig Bornholm, der som Nordvestjylland også ofte ses som en udkant i Danmark, tager forfatteren fat på en problematisering af dette at definere en udkant i forhold til et centerområde 1. Forfatterens pointe er, at de strategier der anlægges for at afhjælpe udkanternes problemer, og som der bruges betydelige nationale- og EU-midler på, bygger på idéer om, at udkanterne bør ligestilles med centerområderne: Udviklingsstrategien bygger oftest på at støtte erhvervsudviklingen mod alternative aktiviteter samt en generel højnelse af det regionale kompentenceniveau. Konkret udmønter disse strategier i Danmark sig ved: * Udbygning af det regionale uddannelsessystem. * Lokalisering af regionale videnscentre, der tilbyder det lokale erhvervsliv viden og kompetence, som anses for nødvendig i en udviklings- og omstillingsproces. * Direkte tilskud til udvikling af virksomheder og nyetableringer. Spørgsmålet er om disse strategier er hensigtsmæssige. Er det for eksempel givet, at man må uddanne eller på anden måde søge at tiltrække akademisk arbejdskraft i udkantsområderne? Der behøver nemlig ikke altid at være en sammenhæng mellem det formelle kompetenceniveau (uddannede mennesker) og en regions udviklingsmuligheder. Eksempelvis har en region i Sverige med en meget lille andel af akademisk uddannede udvist en befolkningstilvækst på højde med centerområderne i Sverige. Og undersøgelser 9

9 i Danmark har vist, at de virksomheder, der oplever den største vækst er lav- og mellemteknologiske virksomheder - virksomhedstyper som præger de såkaldte udkantsområder. Omtalte artikel indvender, at Bornholm jo ikke skal satse på en erhvervsudvikling, der ligner en gennemsnitlig dansk erhvervsudvikling, men må satse på landbrug, fiskeri og turisme - erhverv, som traditionelt har et lavt niveau hvad angår formel uddannelse. I artiklen slås altså til lyd for en indsats der tager hensyn til Bornholms stedbundne, og historisk betingede, kompetencer. Et eksempel herpå er et initiativ, der støttede Bornholmske virksomheder i at etablere samhandel og samarbejde med de tidligere østeuropæiske lande. Dette blev en succes for nogle Bornholmske virksomheder, nemlig dem med tilknytning til havnemiljøet i Neksø. Her havde man nemlig en lang tradition for at etablere kontakt til de tidligere planøkonomilande. Denne kompetence skyldtes ingen formel uddannelse, men lå som en erfaringsbaseret viden hos de pågældende Bornholmere. Pointen i denne debat er, at selv de "objektive" definitioner af hvad en udkant er, er subjektive - de er set fra centrummets synspunkt. Dette centrum er oftest statens eller nationens centrum - d.v.s. det politiske centrum. For danske forholds vedkommende er dette København (som jo egentligt er perifert beliggende geografisk). Anderledes forholder det sig, når man betragter Danmark som del af et marked. Så er det ikke længere København, som er centrum. Så viser det sig, at det ikke længere er staten eller nationen, der er den relevante "enhed". Så er der andre regioner, som er mere relevante at definere centrum og periferi i forhold til, som eksemplet med de Bornholmske havnevirksomheder viste, og så kan det være havet og ikke landjorden, der binder regioner og lokalområder sammen, hvorved de vante forestillinger om centrum og periferi brydes op. Et eksempel herpå er den historisk set vigtige rolle som Østersøen har spillet for båndene mellem områderne omkring den. De kystnære områder bliver i den sammenhæng til centrum, mens områder længere fra kysten bliver periferi. Et andet eksempel, som vi i det følgende vil gøre lidt mere ud af, da det faktisk delvis drejer sig om det område, som i denne undersøgelse er i centrum, er Vestjylland. Det mørke Jylland og verdensmarkedet i historisk perspektiv. Det vestjyske kulturlandskab og herunder tilstedeværelsen af mulige udskibningssteder (Ribe), har haft en kolossal indflydelse på at der siden middelalderen har dannet sig en særlig vestjysk livsform. I modsætning til opfattelsen af dette område som et udkantsområde (som er den forestilling der ligger til grund for nærværende undersøgelse) kan man i et "økologisk", historisk perspektiv tale om Vestjylland som centrum, og resten af Danmark (Sjælland, Lolland-Falster, Holsten og Slesvig) som periferi. Det er et synspunkt som etnologen Johannes Møllgaard argumenterer for i artiklen Det "mørke" Jylland og "verdensmarkedet" 2. De fleste af hans eksempler er hentet fra Salling. Handel med stude og jydepotter har spillet en central rolle for, at jyderne faktisk i økonomisk henseende har været tættere på centrum (der siden den "florissante tid" 3 har bestået af byer i Norditalien, Spanien og Nederlandene) end på resten af Danmark, som udviste typiske "periferitræk": En specialiseret monokultur-produktion af uforædlede landbrugsprodukter 4 og en social struktur præget af livegenskab 5. At Nordvestjylland og måske generelt Jylland således skulle være en udkant er altså langtfra en given sandhed, men måske snarere en myte, og i alle tilfælde afhængigt af punktet hvorfra man betragter det. Betegnelsen "Det mørke Jylland" som jo er en betegnelse, der har fæstnet sig hos de fleste danskere giver ganske vist associationer i retning af noget afsides beliggende - en afkrog. Men også det forklares i artiklen som et omdømme skabt i kongens stad København:...Set fra Slotsholmen lå Jylland for afsides, men set fra Europa lå det nærmere centrum end Østdanmark. 10

10 En særlige jysk mentalitet, der også til tider tages til indtægt som et kendetegn ved "udkantskulturen", blandt andet de non-verbale træk, forsøger forfatteren faktisk at forklare som et "centertræk" snarere end som et "udkantstræk". Det vi kender som jysk mentalitet kan nemlig med god mening tolkes som udtryk en studehandelskultur. En tradition har på den måde præget ikke bare normer og værdier, men tillige sproget og måden man generelt gebærder sig på. Johannes Møllgaard skriver:...det at give sig af med penge og handel: At købe billigt og sælge dyrt, at forhandle med fremmede, at være væk fra fællesskabet i landsbyen i mange dage for at tage chancer - og løbe risici, var individuelle handlinger. De lykkelige udfald af denne "ensomme" virksomhed beroede på en viden om markedet, der var bedre end de andres og en villighed til at løbe en risiko. Bag dem lå spekulation og forudberegning og en behersket omgangsform, der ikke tillod letsind, tankeløshed endsige åbenmundethed. 6 I artiklen sættes kulturelle træk, der ofte knyttes sammen med den såkaldte udkantskultur, i forbindelse en livsform, der tidligere fik sine betingelser fra en beliggenhed tæt på det handelsmæssige centrum længere sydpå i Europa. Stereotypen på den selvstændige og ordknappe vestjyde, der i dag spiller en stor rolle for manges opfattelse af den vestjyske udkantskultur, forklares altså i artiklen som udsprunget af områdets beliggenhed nær et handelsmæssigt centrum altså en centerkultur snarere end en udkantskultur. Handelen med stude og andre binæringer som pottetilvirkning og saltudvinding, der var karakteristiske for den jyske kultur, hører fortiden, omend den nære, til. Selvom man derfor kan sige at Jylland i et historisk perspektiv faktisk har været mere centralt beliggende end det østlige Danmark, behøver det jo ikke at forholde sig sådan længere. Med det lille historiske rids har vi blot villet påpege, at forestillingen om Nordvestjylland som en udkant, er en gammel forestilling som hænger sammen med at kongen i det stærkt enevældige Danske Rige siden har boet i København, som derfor har dannet et politisk centrum, men på andre punkter - økonomisk set - har Jylland altså som beskrevet langt fra ligget i periferien. Formålet med denne indledende fortælling om det historiske Jylland er med andre ord at pege på, at udkanter er kulturelle og ikke objektive fakta. Og omend man kan pege på målelige forhold der gør nogle områder til udkanter og andre til centre, er end ikke dette ensbetydende med, at de mennesker der bor i de, på den måde udpegede, udkantområder, selv mener at de bor i en udkant. I det følgende kapitel vil vi give et eksempel på, hvorledes beboere i en vestjysk landsby tog initiativ til at skabe fjernarbejdspladser i landsbyen altså forsøgte at gøre brug af informationsteknologien for at trække nye beboere til landsbyen og gøre det lokale liv mere uafhængigt af lokalt beliggende arbejdspladser end hidtil. Mange af de lokale beboere der involverede sig i projektet var af den opfattelse, at deres landsby var en udkant. Derfor er den vestjyske landsby på den måde en udkant, da den eksisterer som sådan i nogle af beboernes bevidsthed. Selvom der findes en opfattelse af, at stedet er et udkantområde, er det imidlertid ikke ensbetydende med at alle involverede havde samme mål med projektet. Projektet gav tillige ikke den fornødne mening for beboerne i området og i det følgende vil vi beskrive de problemer projektet stødte på. 11

11 1 Petersen, T: Artiklen bygger på en magisterkonferensforelæsning i europæisk etnologi i Den florissante tid er den blomstrende handelsperiode ca , hvor København under de vestlige handelsmagters krige var hovedtransitplads mellem Østersøhandelen og de oversøiske lande. 4 Primært korn. 5 Indplaceringen af Jylland som befindende sig tættere på centret, set i et verdensmarkeds-perspektiv, er inspireret af Immanuel Wallersteins bog, The Modern World-system, fra Møllgaard 1986, s Fra vikingetiden og til dette tidspunkt boede kongerne derimod i Jylland (Slesvig, Ribe og Viborg), som da betragtedes som "hovedlandet". 12

12 2. Fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum - en case. Dette kapitel drejer sig om et lokalt initiativ i 1990'erne i en landsby nær Vesterhavet ved navn Sønder Nissum. Her fik en beboer den idé, at man burde forsøge at udnytte den nye informationsteknologi og indrette et hus hvor der til stadighed kunne sidde fem mennesker og fjernarbejde. Etablering af et fælles hus til fjernarbejde skulle, ifølge ophavsmanden til idéen, være en måde, hvorpå man i Sønder Nissum kunne tiltrække tilflyttere. Efter manges opfattelse er Sønder Nissum-området sårbart hvad angår befolkningsgrundlaget, hvilket jævnligt op gennem 1990'erne er blevet bekræftet af en nærmest permanent trussel om lukning af den lokale folkeskole. En fjernarbejdspladsmulighed skulle gøre området attraktivt for nye beboere, som således kunne flytte ud i naturskønne og landlige omgivelser, samtidig med at de kunne beholde deres arbejdsplads andetsteds. Endvidere skulle der også være mulighed for at andre lokale beboere kunne benytte computerne. Den lokale borgerforening, Sønder Nissum og Fjand Borgerforening, tog initiativet til at forsøge at gøre visionen om et fjernarbejdssted i Sønder Nissum til virkelighed. Foreningen søgte, i samarbejde med erhvervskontoret i Ulfborg-Vemb kommune, penge og fik ialt 2,2 millioner kroner til brug over tre år (perioden fra ). Pengene stammede fra det danske Indenrigsministeriums landdistriktspulje, Ulfborg Vemb kommune og EU's socialfond. Fjernarbejdspladsprojektet blev organiseret med en styregruppe, bestående af mennesker som man i borgerforeningen anså for at have erfaringer og forudsætninger for at medvirke i projektet (ikke kun lokale beboere) og et forretningsudvalg, der skulle varetage den daglige styring. I foråret 1996 ansatte et ansættelsesudvalg en projektleder, som skulle varetage den praktiske gennemførelse af etableringen af fjernarbejdspladserne. Computerne blev på grund af mangel på andre muligheder i første omgang midlertidigt installeret i et lokale i Sønder Nissum skole. Hernæst blev de flyttet til et hjørne i cafeteriet i Sønder Nissum Hallen, der ligger ved siden af skolen. Begge steder var utilfredsstillende løsninger. Da man ikke kunne få et hus til fjernarbejdspladserne lejede man en "pavillion", en skurvogn, som i december 1996 blev stillet op mellem skolen og hallen. Skurvognen var delt op i to rum, med hver to computere og en lille mellemgang. Der fandtes ikke toilet og vand i skurvognen. Et år senere lykkedes det at leje et ledigt hus til projektet. Dette hus overgik imidlertid kort efter til en nyoprettet børneinstitution, som ikke kunne finde lokaler andetsteds. De fire personer, der brugte fjernarbejdspladserne i Sønder Nissum i kortere perioder fra 1997 til 1998, dels i "pavillionen, dels i huset, var alle offentligt ansatte og placeredes der på initiativ af Ulfborg-Vemb kommune. Kun én af disse personer boede i Sønder Nissum. Ingen private virksomheder brugte fjernarbejdspladserne. I dag eksisterer fjernarbejdspladserne ikke længere i Sønder Nissum - den oprindelige målsætning for FAP-projektet er ikke blevet opfyldt med projektet. Der er ikke en eneste fjernarbejdsplads, som efter projektets afslutning videreføres i området, står der som konklusion i evalueringsrapporten. Fjernarbejdspladsprojektet blev altså ikke en succes, således at der i dag i Sdr. Nissum eksisterer et hus med mulighed for at fjernarbejde. De involverede mennesker mødte så mange forhindringer, at det ikke var muligt at føre den idé, som generelt opfattes som en god idé, ud i livet. 13

13 Problemstillinger og metode. Den følgende undersøgelse bygger på interviews med beboere i området (foretaget i området) og med andre ikke-lokale personer, der var involveret i projektet. Spørgsmålene var ikke faste d.v.s. ens til alle - men afhængige af de enkelte informanters engagement i fjernarbejdsprojektet og i lokalsamfundet Sønder Nissum generelt. Desuden bygger undersøgelsen også på den del af det etnologiske og etnografiske feltarbejde der består i at opholde sig på, og fornemme, stedet. Herved får feltarbejderen en bedre baggrund at gennemføre undersøgelsen på, da han eller hun herved opnår et vist kendskab til de fysiske omgivelser. Når vi vælger i denne rapport at inddrage et lokalt initiativ der, hvis man vurderer det på dets egne præmisser, blev en fiasko, kan det forekomme lidt visionsløst. Hvad kan man lære af noget der ikke blev til noget? Ville det ikke være mere frugtbart at analysere tilfælde, hvor forsøget på at bruge den moderne informationsteknologi, blev en succes? I vores svar herpå, ligger samtidig en markering af vores syn på kultur og samfund, sådan som det er formet gennem vores uddannelser indenfor nutidige humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner: Det er vores opgave at forstå og fortolke menneskers handlemåder som kulturelle og sociale. Heri ligger, at også den ideologiske baggrund for menneskers handlinger skal medanalyseres. Det må være vores mål at gå bag om præmisserne for lokale initiativer som fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum og Fjand området. Disse præmisser udgøres af både det fællesdanske tankegods, som vi alle deler (det gode landsbyfællesskab, anticentralisering er godt etc., etc.), men også af det forhold, at danskere lever på grundlæggende forskellige måder. Fjernarbejdspladsprojektet er et tidstypisk projekt i form og indhold. Det bygger på en forestilling om, hvad et lokalsamfund er, og det bygger på en forestilling om udkant der ligner den forestilling som også denne opgave - stillet af Folkeligt Institut for Udkantsforhold - er udsprunget af. Som vi har redegjort for i indledningen er begreber som lokalsamfund og udkant kulturelle begreber. De bygger på myter, forstået som fortællinger eller billeder, der siger noget centralt om de værdier, vi bygger vores samfund på i dag. Lokalsamfund er et ord, som danskere forbinder med det gode fællesskab mellem mennesker, og udkant er et ord, som konnoterer en uønsket samfundsmæssig centralisering. Begge ord spejler således idéer om det gode liv. Det er derfor man kan opleve den paradoksale situation, at alle de mennesker vi i denne anledning har interviewet, har givet udtryk for at fjernarbejdspladsprojektet var en god idé, men idéen er blot ikke omsat i praksis. Paradokset afspejler den dobbelthed der ligger til grund for analysen, at den gode idé skal omsættes i de involverede menneskers forskellige sociale og kulturelle praksis. Det åbenlyst rigtige initiativ til at oprette fjernarbejdspladser i landsbyen skulle også give mening i de enkelte landsbyboeres sociale og kulturelle liv. Sted og lokalsamfund som centrale elementer i diskussioner om etik og som centrale identitetsfaktorer. Man kan ikke forstå fjernarbejdspladsforsøget i Sønder Nissum uden at se på den funktion landsbyen har i dag i forhold til for blot fire årtier tilbage. Det er jo ikke tilfældigt, at det netop er i en landsby, man har forsøgt at iværksætte et fjernarbejdspladshus. Det skyldes den symbolværdi landsbyen har i forhold til forstaden eller byen, som der hvor de gode mellemmenneskelige relationer findes. Byen (og forstaden) repræsenterer herimod, i vores bevidsthed, fremmedgørelse. Sådan har landsby og storby eksisteret som hinandens modsætninger lige så længe de har figureret i 14

14 det vestlige menneskes bevidsthed. De idéer fjernarbejdspladsprojektet bygger på, er således faktisk nogle meget gamle tankefigurer. Hjemstavnsbevægelsen i 1920 erne og 30 erne er et eksempel på en lignende polarisering af steder: Hjemstavnen, symbolet på en tilbagevenden til det førindustrielle samfunds dyder og værdier, var at finde ude på landet. Det grimme liv industrialiseringen, materialismen, overfladiskheden, kriminaliteten og fremmedgørelsen mellem mennesker var at finde inde i byen. På den måde kan man sige, at måden vi kategoriserer steder på får en symbolværdi. Den bevægelse, der i dag dyrker landsbyliv og udkanter, minder på mange måder om hjemstavnsbevægelsen, ja, kan ligefrem betegnes en slags ny hjemstavnsbevægelse. En af de primære forskelle på bevægelsen i 1920 erne og 30 erne og den aktuelle landsbybevægelse er, at hvor hjemstavnsbevægelsen i begyndelsen af århundredet rekrutterede sine tilhængere i samfundets elitære befolkningskredse, har den nuværende bevægelse socialt mere bred gennemslagskraft. Præsten, skolelæreren og dele af den grundtvigsk inspirerede gårdmandsstand kunne forventes at engagere sig i hjemstavnsbevægelsen sammen med byborgerskabet, de intellektuelle og de adelige. Derimod fandt man ikke mange husmænd, arbejdere, håndværkere eller handlende blandt bevægelsens tilhængere. Man kan forestille sig, at i disse kredse forstod man slet ikke land og by i disse termer, som repræsenterende henholdsvis det gode og det dårlige liv. Land og by var generelt ikke moralske begreber for de fleste mennesker på den tid, når man undtager tilhængerne af hjemstavnsbevægelsen. I dag derimod er det ualmindeligt at møde mennesker som diskussionen om landsbyer og udkanter ikke på en eller anden måde har påvirket. Det kan hænge sammen med massemediernes udbredelse. Mentalt påvirkes danskere i højere grad af de samme idéer og tanker. Faktisk kan man se debatten om landsbyer og udkantsforhold som en bred samfundsdebat med et stærkt etisk islæt. Det er på en måde en symbolsk diskussion, som foruden praktiske forhold også omhandler hvad der er ret og vrang i samfundet, blandt andet hvad der er rigtigt og forkert i vores måde at omgås med hinanden på. Den centrale pointe er her, at disse debatter, der har den funktion, at de søger at skabe enighed om moralske værdier blandt danskere (vesteuropæere), uden besvær eksisterer side om side med kulturelle og sociale forskelle mellem danskerne. Disse forskelle bliver ikke mindre af, at man på et overordnet plan enes om nogle etiske spørgsmål. Danskere kan altså godt være enige om, at fællesskab i landsbyerne er af det gode, og at det er forkert med alt for megen centralisering i samfundet. At denne enighed så ikke fører til en fælles målrettet aktion henimod opfyldelsen af visionen kan dels skyldes, at det kan være forskelligt hvilket indhold man lægger i begreberne, dels, at hvad mennesker gør kan være bestemt af en anden rationalitet end den moralske. Kulturelle forskelle mellem danskere eksisterer fremdeles, og præger vores adfærd. Samfundet fungerer øjensynlig ikke således, at blot man skaber debat om eksempelvis landsbyer og udkanter i medierne resulterer det i, at mennesker indser sandheden og herefter ændrer deres praksis. Således heller ikke i forbindelse med fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum. Det centrale for denne beskrivelse af et fjernarbejdspladsprojekt er altså at vise, at den gode idé, den gode vision, skal omformes til praksis af mennesker, som er kulturelle og sociale væsener - og ikke kun riddere af den gode idé. Det er på den måde, at dette eksempel kan tjene til at belyse den pointe der løber som den røde tråd gennem rapporten: Brugen af informationsteknologien skal være meningsfuld for det enkelte menneske der bruger den og skal også indgå meningsfuldt i det lokalsamfund, hvori den skal virke. Generelt er der en tendens til at den almindelige dansker siden ca er blevet meget mere interesseret i stedet, lokaliteten, og at denne forøgede focus på lokalområdet må ses som en måde, hvorpå vi forstår hvem vi er - at stedet altså er blevet en vigtig 15

15 identitetsfaktor. Kulturforskere peger på, at i takt med at danskere er blevet mindre stedbundne - fordi det i dag er ualmindeligt at bosætte sig som voksen samme sted, som man er vokset op, fordi mennesker generelt er blevet mere mobile og p.g.a. massemediernes indflydelse på tilværelsen - så får stedet en stadig større betydning som identitetsfaktor. Man kan altså sige, at samtidig med at lokaliteten, især gennem det 20. århundrede, får mindre betydning som fysisk ramme om dagligdagens aktiviteter hvilket med en fagterm ofte betegnes deterritorialisering - opstår lokaliteten til gengæld som en helt central bevidsthedskategori 1. Antropologen Karen Fog Olwig siger det på den måde, at det er ikke dette at leve på stedet, som er en forudsætning for at knytte sig til et sted, men snarere det at opleve stedet gennem historier, tanker og forestillinger 2. Efter ca har danske landområder været præget af en forandring, der af beboere i landområderne, og af andre danskere, opleves som et tab af nogle samfundsfunktioner, der tidligere var centrale i de danske landsogne det, der ofte i mediedebatten betegnes landsbyernes funktionstømning. Det gælder nedgang i antallet af handlende, nedgang i antallet af lokale arbejdspladser, ikke mindst indenfor landbruget og de landbrugsrelaterede erhverv, og det gælder en formindsket tilslutning til en del af det foreningsliv, der har været så karakteristisk for danske landsogne i den såkaldte andelstid (fra omkring 1880'erne til ca. 1960). Danske landsbyer har forandret sig fra det billede af en typisk landsby vi alle har på nethinden og som kan kaldes andelslandsbyen, med brugs, købmand, mejeri, smed, etc. etc. til at være en urban landsby. De har ændret sig fra at være landbrugslandsbyer, med en befolkning primært bestående af mennesker der direkte eller indirekte var tilknyttet landbruget til at være prægede af en befolkning primært bestående af pendlere, hvoraf en del nok bor i landsbyer, men arbejder i byområder i de erhverv, som er en følge af den urbane industrialisering, den voksende offentlige sektor og private servicesektor. Men i takt med, at lokalsamfundet har fået værdi som en vigtig identitetsfaktor har fået betydning for forståelsen af hvem vi er har den fået nye funktioner for beboerne. Mange nye foreninger og andre lokalt baserede initiativer er i de seneste årtier opstået som følge af en forstærket vi-følelse, en følelse af at man vil selv i de små lokalsamfund. I dag etableres lokale fællesskaber således mere ud fra et frivilligt ønske om at skabe noget nyt sammen og ofte i opposition til et center - og mindre som følge af en social nødvendighed. Kommuner, amter og stat er ofte de instanser der, trods det at kommuner, amter og stat jo er os alle, fremstår som repræsentant for centraliseringstendenser. Lokalt baserede initiativer i landsbyerne eller i andre boligområder, har ofte til formål at modvirke de generelle tendenser til, at samfundets serviceinstitutioner alle skal ligge i de større byer. Gennem de sidste årtier er der således mange steder i de danske landområder opstået en ny lokalt baseret identitet. Derfor kan man hævde, at snarere end at være tømt for funktioner har landsbyen fået nogle andre funktioner end tidligere. Undersøgelsens interessent-perspektiv. Fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum er faktisk på mange måder typisk for de ovennævnte tendenser til at lokale beboere reagerer mod de tilsyneladende til stadighed pågående samfundsmæssige centraliseringstendenser. I Sønder Nissum ønskede nogle beboere at få retableret noget af det landsbyen indeholdt tidligere arbejdspladser. Det har været vores mål, gennem interviews med en række af de involverede mennesker, at se samme projekt gennem forskellige kulturelle og sociale briller. Der er herved fremkommet meget forskellige synspunkter på fjernarbejdspladsprojektet. Forskellighederne afspejler naturligvis, at informanterne har været involveret på forskellig vis i projektet. Nogle som ophavsmændene til idéen. Andre har haft til opgave at forvalte de tildelte midler. Andre igen prøvede at fjernarbejde fra Sønder Nissum. Og atter andre forventedes som lokale beboere både at engagere sig i projektet og at kunne drage nytte 16

16 af, at Sønder Nissum-området blev styrket gennem projektet. Man kan derfor tale om at informanterne opdeler sig i forskellige kategorier, men det er mere rigtigt at sige at man i materialet kan se forskellige interesser. En enkelt interesse behøver ikke at præge det den enkelte informant siger fuldstændig. Én informant kan godt have flere interesser i projektet, for eksempel som både fjernarbejder og som lokal beboer. Foruden interessent-perspektivet, som er beskrevet ovenover, vil vi også lægge vægten på hvad kan kaldes lokalsamfundsperspektivet. Som beskrevet kan den enkelte lokale beboer have en interesse i fjernarbejdspladsinitiativet af personlige grunde. Tilstedeværelsen af en fjernarbejdsplads, der hvor man bor, giver flere muligheder ved tilrettelæggelse af arbejdslivet. Lokale beboere kan også have en interesse på helhedens vegne. De kan se initiativet som en styrke for lokalsamfundet som helhed, i og med at det kan give mulighed for eksempelvis et større befolkningsgrundlag, der kan styrke både handelslivet, erhvervslivet, skolen og de øvrige børneinstitutioner. Men lokalsamfundet vil vi her i rapporten også inddrage på en anden måde: Selvom beboerne i området ikke har et fællesskab omkring produktion og arbejde eksisterer der i Sønder Nissum- og Fjandområdet andre fællesskaber, der især udspringer af foreningerne og skole- og institutionslivet. Disse er (selvfølgelig) ikke fællesskaber der består af alle beboerne. Sønder Nissum og Fjand Borgerforening tog formelt initiativet til fjernarbejdspladsprojektet, netop med den hensigt at skabe bred opbakning bag initiativet. Det skulle helst ikke opfattes som nogle få s projekt, men som alle beboernes projekt. Imidlertid afspejler forløbet at et lokalsamfund ikke er en organisme med et fælles mål, men et socialt og kulturelt sammensat felt det gælder også Sønder Nissum. Hensigten med en undersøgelse af fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum er ikke at den skal fungere som en vejledning eller evaluering til brug for andre der vil forsøge at iværksætte et lignende program. Vi har ikke ambitioner om at pege på hvilke fejl der blev gjort, eller gøre os til dommere over, hvem der ikke gjorde, hvad de skulle have gjort eller vice versa. Med andre ord er det ikke meningen at vi her i kapitlet vil vurdere, dvs. værdisætte de involverede menneskers indsats. Som samfunds- og kulturforskere efterstræber vi at forstå de mennesker, vi taler med ud fra en antagelse om at handlinger og holdninger er logiske set fra det enkelte menneskes synspunkt. Sted og udkant. Sønder Nissum og Fjand udgøres af et område nær Vesterhavet lige syd for Nissum Fjord. Det må betragtes som et udpræget turistområde. I den nordlige del af området ligger store sommerhusudstykninger, både mod havets kyst og ved den sydlige del af Nissum Fjord. I området i skoledistriktet, der omfatter Sønder Nissum og Fjand bor ca. 600 mennesker. Omkring halvdelen af dem bor i selve Sønder Nissum landsbybebyggelse. I turistsæsonen flerdobles stedets indbyggerantal. Landsbyen Sønder Nissum har skole og plejehjem og flere handlende og mindre håndværkervirksomheder. Fjand er et område med spredt bebyggelse, store sommerhusområder og turistrelaterede institutioner som campingpladser, gårdbutik og -café, sommerhusudlejningskontor og en købmand med tankstation. I det foregående afsnit blev det nævnt, at vi finder det vigtigt at sondre mellem to slags udkanter. Den mentale og den strukturelle. Fjernarbejdspladsprojektet blev, som nævnt, iværksat som følge af lokale beboeres bekymring for...hvordan man kunne støtte lokalsamfundet, som en af initiativtagerne udtrykker det. De mennesker vi har talt med, har alle været af den opfattelse, at de bor et sted der er præget af affolkning og af en udvikling (eller rettere afvikling) i retning af færre og færre servicefunktioner og arbejdspladser. En meget mærkbar udkantsproblematik har, for områdets beboere, været Sønder Nissum skole og børneinstituoner, som i de sidste årtier har været i fare for 17

17 lukning næsten permanent. Beboere med relationer til skolen og børnehaven beskriver at selvom de nuværende politikere ønsker at bevare Sønder Nissum skole, så føler ingen forældre sig sikre på, hvordan situationen vil være efter næste kommunalvalg. Sønder Nissum skole har 37 elever i skoleåret Antallet af elever betragtes af kommunens politikere som værende tæt på grænsen for hvad man mener er et acceptabelt elevgrundlag for en skole. Sønder Nissum har en skolefritidsordning, men også den afspejler, hvorledes området i den henseende er marginalt i kommunen: Skolefritidsordningen eksisterer kun som følge af, at en gruppe forældre i begyndelsen af 1990 erne tog initiativ til at starte en pasningsordning. Ulfborg-Vemb kommune accepterede at give et tilskud, der udregnedes efter, hvor mange børn fritidsordningen havde, på betingelse af at forældrene selv administrerede fritidsordningen, der blev indrettet i et klasselokale på skolen. I 1998 overgik forvaltningen dog til kommunen. Skolesituationen og situationen for fritidspasningen af områdets børn giver Sønder Nissums og Fjands beboere en daglig påmindelse af at bo i en udkant. Det er ofte netop skolen, der nævnes, når vi taler med beboerne om områdets fremtid. I beboernes begreb om udkant vejer forholdet til kommunen i Ulfborg-Vemb meget tungt. Samtaler drejes ofte hen på, at situationen som marginaliseret skyldes, at politikere og embedsmænd i Ulfborg-Vemb forfordeler Sønder Nissum og Fjand området økonomisk. Der er en øst-vest polarisering i kommunen. I Sønder Nissum og Fjand allierer man sig - både konkret og mentalt - med kommunens øvrige vestlige sogne: Thorsminde, Husby, Vedersø og Staby. Disse sogne har etableret egen erhvervsgruppe - Erhvervsgruppe Vest - og som en udløber af fjernarbejdspladsprojektet blev der også i Sønder Nissum taget initiativ til EDB-undervisning om aftenen under betegnelsen: Aftenskolen vest for Ulfborg, hvilket symbolsk udtrykker modsætningsforholdet. Vi nævner disse eksempler fordi de viser, at blandt beboere i Sønder Nissum og Fjand ser man i mindre grad sig selv som udkantsbeboere fordi man bor i den vestlige del af Danmark men i højere grad fordi man bor i den vestlige del af Ulfborg-Vemb kommune: Det er ikke retfærdigt, at de kan få en statue til to millioner kroner på torvet i Ulfborg, når man ikke engang kan få lov til at holde liv i skolen i Sønder Nissum, siger en lokal kvinde, og giver udtryk for den meget udbredte opfattelse blandt Sønder Nissums beboere, at det er politik kommunalpolitik der afgør områdets skæbne, mere end det er nationale eller endog globale sociale og økonomiske strukturer. Ser man strukturelt på Sønder Nissum og Fjand-området kan man på flere måder argumentere for, at det ikke er et udkantsområde. Et af de første konkrete, og store, problemer der blokerede for at fjernarbejdspladsprojektet blev succesfuldt var faktisk, at der ikke fandtes et ledigt hus man kunne etablere fjernarbejdspladserne i. Der var kun få ledige huse, og da det ikke var svært at få dem solgt ønskede ejerne ikke at udleje til fjernarbejdspladsprojektet. Faktisk betragtes området som attraktivt at bosætte sig i. Ifølge en ejendomsmægler i området er Sønder Nissum det næstmest attraktive område i kommunen at købe hus i. Ulfborg er det mest eftertragtede sted at bo. Huse i Sønder Nissum bliver, ifølge ejendomsmægleren, forholdsvis hurtigt solgt, fordi mange gerne vil flytte til et sted hvor der er skole, forretninger og et aktivt foreningsliv. Erhvervsmæssigt set er det også i øjeblikket tvivlsomt at bruge betegnelsen udkant om undersøgelsesområdet. Der er nemlig ikke særlig stor arbejdsløshed. Ifølge oplysninger fra en ansat ved socialforvaltningen i Ulfborg-Vemb kommune lå den i foråret 1999 på 5,6%, hvilket faktisk er under landsgennemsnittet. Arbejdsløsheden fordeler sig ujævnt mellem de forskellige arbejdsområder. Der er relativt mange arbejdsløse indenfor SID (11,4% ) og indenfor kvindeligt arbejderforbund (10,9%). Indenfor fremstillingsvirksomhed (blandt andet fiskeri og landbrugssektoren) er ledigheden faldet en del gennem de sidste halvandet år, og er aktuelt på 4,4%. Som nævnt indledningsvis er et af de meget omtalte udkantsproblemer, at det er svært at få arbejdskraft, især veluddannet arbejdskraft, til Vest og Nordjylland. Imidlertid er der heller ikke nogen stor efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft, da det lokale erhverv 18

18 er præget af produktionsvirksomheder. I sin evaluering af fjernarbejdspladsprojektet udtalte den tidligere erhvervschef i kommunen, at projektet var forsøgt etableret et forkert sted: Vi havde i starten tænkt at Sønder Nissum var truet men det var det ikke. Hver gang, der var et hus ledigt, stod der en privat parat til at købe det. Og befolkningsgrundlaget var også forkert. Sådan et projekt skal basere sig på en kategori af personer med en vis portion funktionærjobs, og ikke produktionsarbejdere som i Sønder Nissum. Imidlertid kan man godt definere et område som et udkantsområde, blot fordi der aktuelt findes en god balance mellem antallet og karakteren af arbejdspladser og antallet i og karakteren af arbejdsstyrken. Det understregede en af Ulfborg-Vemb kommunes ansatte meget stærkt i en samtale. I øjeblikket er der godt nok gang i byggeriet af nye fiskerbåde, og i byggebranchen, blandt andet i landbruget. Men netop disse erhvervsområder er særligt følsomme, og meget afhængige af beslutninger der ikke tages lokalt, og end ikke nationalt, men som afhænger af EU s landbrugs- og fiskeripolitik, og af verdensmarkedet. Dette usikkerhedsmoment, og især netop den ensidige satsning på disse erhverv ved vestkysten, gør områdets erhverv, og dermed området som helhed meget sårbart. Manglen på lokal kontrol over udviklingen, som følger heraf, skaber en slags udkant. Og hertil kommer ifølge den kommunalt ansatte tillige, at der blandt vestjyderne, og ikke mindst i fiskerbefolkningen, ikke er tradition for boglig uddannelse:...det er til grin at være en bogens mand, er måden hvorpå han udtrykker holdningen blandt en del vestjyder. Der er en træghed i kulturen, især i fiskerbefolkningen, siger han. Fremtiden vil imidlertid vise et større og større behov for uddannede mennesker. Som en illustration af hvilken vej det går nævner den kommunalt ansatte fiskeindustrien i området: Antallet af både er halveret indenfor de seneste år men tonnagen er bibeholdt:...det siger sig selv, at mandskabet dermed også er formindsket, og dem der er tilbage har brug for en højere uddannelse. De skal kunne satellitstyring etc., lyder det. Vores argument er således, at det er et spørgsmål om området egentligt er et udkantsområde fordi, som der fremgår ovenover, mange af de faktorer der oftest nævnes som udkants-indikatorer (arbejdsløshed, boligoverskud etc.) ikke præger området. I det øjeblik der imidlertid opstår en forandring i erhvervsstrukturen kan man godt tale om, at et område kan være mere eller mindre sårbart i.fh.t. at omlægge det lokale erhverv. Og her spiller uddannelse givetvis en stor rolle. Turismen spiller en central rolle for Sønder Nissum. De mange mennesker, der flytter til området hver sommer, betyder, at der er et økonomisk grundlag for en brugs, en bager, kunsthåndværkerbutikker etc. etc. Erhvervsforening Vest har i 1998 formuleret og skitseret et turismecenter-projekt: I udkanten af landsbyen Sønder Nissum, ved den meget (især af turister) befærdede amtsvej ønsker erhvervsforeningen at bygge et service-hus hvor man kan yde turisterne en række af de serviceydelser, som de i dag skal til Ulfborg for at få. Det drejer sig om udlejning af fritidshuse, nøgleservice, rengøring og græsklipning i sommerhuse; oplysning om og salg af billetter til udflugtsmål; oplysning om ledige overnatningsmuligheder; post- og bankekspedition, udlejning af telefax, fotokopiering, internetadgang; damefrisør, solcenter og møntvask, legeplads, mødelokale og sidst men ikke mindst camperservice, hvor der mod betaling kan afleveres affald, tømmes kloset, påfyldes vand, og hentes elektricitet. Også bag dette projekt ligger opfattelsen, at Ulfborg får en urimelig stor andel af det økonomiske afkast som turismen giver i et turistområde: Sommerhusene ligger i den vestlige, kystnære, del af kommunen, men turisterne lægger alle deres penge inde i Ulfborg. Ifølge en tidligere formand for Erhvervsforening Vest skyldes skævvridningen turistforeningens medlemspraksis. Erhvervsforening Vest forsøger at påvirke områdets turismepolitik gennem medlemskab af kommunens turistforening. Her er muligheden for indflydelse blot reduceret af, at der findes en stor andel af medlemmerne, som ikke har nogen personlig interesse i foreningens virke, men er såkaldte suppe og steg medlemmer. Suppe og stegmedlemmer 19

19 er en betegnelse for alle de medlemmer, som er med i foreningen, fordi medlemsskabet pr. år kun koster 100 kroner, mens foreningens årlige middag for alle medlemmerne ifølge den tidligere formand mindst er 500 kroner værd. Disse mange stemmeberettigede - men ikke særligt engagerede- medlemmer gør det svært at få indflydelse. For at ændre på den praksis fortæller den tidligere formand, at han har indsendt et forslag til foreningen om at opdele medlemmerne i aktive og passe medlemmer respektivt med og uden stemmeret. For Erhvervsforening Vest giver turisme altså en mulighed for at skabe vækst og udvikling i Sønder Nissum og Fjandområdet. Men mens nogle således argumenterer for, at turisme er fremtiden for udkantsområder som eksempelvis Sønder Nissum og Fjand, så er der modsat andre lokale holdninger til turisme, som afspejler at turismepræget i sig selv får nogle til at føle de bor i et udkantsområde. Der er en tendens til at turisme ikke opfattes som et rigtigt erhverv på linie med andre erhverv. En talemåde man møder i Sønder Nissum hedder således: Sønder Nissum skal ikke blive et Søndervig. Søndervig er en by ved havet lige nord for Ringkøbing Fjord. Den baserer i så høj grad sit erhverv på turisme, som jo er sæsonbestemt, at byen i vinterhalvåret forekommer helt mennesketom. Omend man på flere punkter kan diskutere Sønder Nissum og Fjands status som udkantsområde i strukturel henseende, så kan man ihvertfald understrege, at begrebet eksisterer blandt områdets beboere og ikke mindst som idégrundlag for det lokale initiativ som kapitlet her handler om, har den mentale udkant været central. De mennesker der tog initiativet til fjernarbejdspladsprojektet har en forestilling om området som et udkantsområde og om informationsteknologien som en måde at gøre Sønder Nissum mere centralt placeret. Fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum - en kulturanalyse af betydningen af meningsfuldhed. Efter den forudgående beskrivelse af stedet Sønder Nissum og Fjand, og efter en diskussion af stedet set i et udkantsperspektiv, vil vi vende tilbage til fjernarbejdspladsprojektet. Målet med den følgende analyse er at vise, at hvad der på et overordnet plan er en god idé ikke behøver at være det, i det øjeblik idéen skal føres ud i livet. Der eksisterer naturligvis ikke én årsag til at projektet ikke fik succes. Tværtimod kan der gennem de interviews vi har foretaget spores mange forskellige årsager, og forløbet af fjernarbejdspladsprojektet viser, at det blev forsøgt etableret i en meget kompleks kulturel og social kontekst, hvilket naturligvis ikke gælder specielt for Sønder Nissum og Fjand, men er gældende overalt i menneskelige samfund. Man kan skelne mellem to dele af en sådan analyse: På den ene side kan man analysere de enkelte involverede menneskers opfattelser af projektet og på den anden side kan man se på lokalsamfundets egen dynamik. I Sønder Nissum og Fjand området eksisterer et socialt netværk, der består af beboere, der organiserer sig i særlige tilfælde, eksempelvis når den lokale skole er truet af nedlæggelse. Det er langt fra alle beboere, snarere en begrænset kreds, der således kender hinanden. Dette uformelle netværk kan betegnes en lokal ressource - en kreds af beboere med bestemte kompetencer der mobiliseres i bestemte situationer. De to dele - det individuelle perspektiv og netværks-perspektivet - er selvfølgelig ikke uafhængige af hinanden og vil således heller ikke i den følgende fremstilling være adskilte dele. Fjernarbejdspladsprojektet i Sønder Nissum vil i det følgende skiftevis blive kaldt FAPprojektet (da det efterhånden kom til at gå under denne betegnelse i området, og da det derfor kaldes sådan af vores informanter) og fjernarbejdspladsprojektet. Betegnelsen er lidt misvisende, da det fra starten faktisk var intentionen, at informationsteknologien også skulle kunne bruges til andre formål end blot som arbejdsterminaler. 20

20 Betydningen af et lokalt grundlag. Desillusion er (naturligt nok) det som præger beskrivelserne af fjernarbejdspladsforløbet mest. Det gælder især i samtalerne med de mennesker der var engageret til at gennemføre projektet, og give det et succesfuldt forløb. Det er dog ikke i så høj grad skuffelse over at ingen "fjernarbejdere" ønskede at flytte til eller at ingen virksomheder ønskede at benytte muligheden for at have fjernarbejdere fra Sønder Nissum ansat. Skuffelsen drejer sig i højere grad om at den "lokale opbakning" manglede. Ræsonnementet blandt de desillusionerede ser således ud til at være, at problemet med den manglende virksomhedsinteresse og med at få fjernarbejdere til at bruge faciliteterne ville have løst sig selv, havde den lokale opbakning blot været der....jeg var med af idealistiske grunde, siger den lokale skoleleder og formand for Borgerforeningen i den periode, hvor fjernarbejdspladsprojektet var en del af foreningens vigtigste aktiviteter, og mener hermed, at det var ikke for egen vindings skyld han deltog. Derimod deltog han som repræsentant for hele området, der efter hans mening havde brug for udvikling:...man er nødt til at have lokalbefolkningen med, fortsætter han. Da vi spørger om det i grunden var nødvendigt at have lokalbefolkningen med i projektet fortsætter han: Ja, jeg følte at alle skulle med, i kraft af at jeg var formand for Borgerforeningen. Vi havde flere idéer til, hvad lokalbefolkningen kunne bruge det til. Bl.a. skulle der være en afdeling af rådhuset, og bankfunktion og postfunktion. De (lokalbefolkningen) ville sikkert bruge det, når det var etableret, men de ville vente og se - være afventende. Jeg tror at sådan er mennesker i almindelighed. Men personligt var det svært. Idéophavsmanden giver også udtryk for, at projektet for ham var meningsløst hvis ikke de lokale var engagerede i det, og var med til bestemme hvad det skulle bruges til. Han siger, at han fra sin ungdom var socialist, og senere socialdemokrat, og at det derfor var...fundamentalt for ham, at sådan noget som FAP kommer fra græsrødderne. Der er også noget der hedder sjæl i en landsby, understreger han. En projektleder var i et par år ansat til at gennemføre projektet. Han skulle etablere de elektroniske forbindelser som var grundlæggende for fjernarbejdspladserne, og han skulle skabe kontakt til virksomhederne og til beboerne i området. I godt to år boede han i Sønder Nissum på hverdagene. Også han var af den opfattelse at noget af det vigtigste var at få lokalbefolkningen inddraget i projektet, da det var for deres skyld at projektet gennemførtes:...det er den eneste måde at få liv i landsbyen på i dag, at der er nogle tilstede om dagen (hvilket fjernarbejdspladserne kan bevirke) - at der er nogle at snakke med over hækken. Projektet, der ikke kun blev forvaltet af Sønder Nissumbeboere, idet repræsentanter fra Ulfborg-Vemb kommunes erhvervsråd deltog hele forløbet igennem, og idet også andre instanser blev involveret, blev imidlertid lige fra starten splittet af to modsatte ideologiske synspunkter: På den ene side prægede græsrodstanken, som ovenfor beskrevet, projektet og på den anden side mente nogle, at det i denne situation var nødvendigt at inddrage eksperter til løsning af opgaven. Så vidt vi kan se prægede dette skisma projektet i negativ retning: Det kom så at sige til at sætte sig solidt mellem to stole, noget der i starten gav anledning til konflikter mellem de involverede i projektet. Måden, projektet organiseredes på, spejler de tendenser der var til at mene, at etablering af et succesfuldt fjernarbejdspladsprojekt, krævede at man primært involverede mennesker med (ekspert)viden på området. Både viden og erfaring med informationsteknologi, men også viden og erfaring med at gennemføre et "projekt" - sætte sig et mål, følge det op, formulere ansøgninger om økonomiske midler, tage kontakt til virksomheder og relevante instanser etc. etc. Der blev nedsat en styregruppe med tilhørende forretningsudvalg, og medlemmerne blev udpeget efter kriterier, som fremgår af følgende formulering fra et mødereferat:...projektets succes måles ikke på, hvem der repræsenterer hvem i et 21