arbejde med dansk sprogtilegnelse. Jeg vil formentlig finde frem til nogle resultater, som dels kan give et indblik i børns sprogforståelse og dels

Transkript

1 1. Indledning Sproget er et kompliceret fænomen, og det har været genstand for næranalyse af adskillige videnskaber lige fra psykologi (B.F. Skinner), filosofi (J.L. Austin), samfundsvidenskabelig (B. Bernstein) og lingvistik (N. Chomsky). I en videnskabelig optik strækker sprog sig bredt over logik, erkendelse, sandhed og relativitet. Det skaber en konflikt i tolkningen af sprog, fordi det på én gang er knyttet til noget biologisk og instinktivt men på samme tid også er forbundet med erkendelse og erfaring. Heri ligger paradokset i sprogtilegnelse: Er sprog medfødt, eller er det en progressiv udvikling betinget erfaringer med omverden? Eller er det to retninger, som ikke kan forbindes? Fælles for alle videnskaberne er, at sproget er et vigtigt fundament for den menneskelige udvikling, intellekt og sociale trivsel. Forskellige undersøgelser og analyser af sproget har tilsammen været forudsætning for, at sprogets vigtighed er blevet belyst på mange niveauer. Det er formålet med min opgave at vise, hvordan et barn i vuggestuealderen, Peter 22 måneder, tilegner sig sprog. Jeg vil undersøge, om hans sprogtilegnelse bygger på nogle universelle systematiske principper, eller om hans sprogtilegnelse er betinget af miljø og imitation. Jeg vil anvende Noam Chomskys teori om Universal grammar til at undersøge, hvilke elementer i sproget, Peter lærer udenad, og hvilke elementer han lærer gennem logiske strukturer. Opgaven vil primært bestå af en semantisk og grammatisk analyse af det indsamlede empiri, men det bliver i et kognitivt og pragmatisk perspektiv, fordi de fire lingvistiske grene supplerer hinandens mangler, når jeg skal undersøge Peters sproglige intentioner. I min perspektivering vil jeg undersøge og diskutere, hvorvidt og hvornår barnet indstiller nogle sproglige parametre for korrekt grammatik og morfologi. Der er efterhånden materiale nok til at dække de største områder i børnesprog (TRAS, Syddansk universitet mm.). Meget af det nyeste danske materiale, der er udgivet, lægger stor vægt på de pædagogiske, psykologiske og audiologopædiske felter, og her er det børn i den tidlige skolealder eller sene børnehavealder, der er analyseobjekter. Når jeg laver en semantisk og grammatisk analyse, så er det fordi, jeg vil belyse nogle af de fænomener i sprogtilegnelse, som umiddelbart er blevet overset i det nyeste 1

2 arbejde med dansk sprogtilegnelse. Jeg vil formentlig finde frem til nogle resultater, som dels kan give et indblik i børns sprogforståelse og dels give et overblik over deres sprogbrug. 2

3 2. Metode 2.1. Analyseperson I min analyse af sprogtilegnelse har jeg valgt at følge min nevø, Peter, på 22 måneder. Peter har gået i vuggestue i 12 måneder, og hans sprogadfærd har derfor tilpasset sig andre børn såvel som voksne. Grunden til jeg vælger en dreng knap to år er, at det er i denne alder, at sproget begynder at manifestere sig i meningsfulde ord, og ord får en eksplicit semantisk betydning. I mine undersøgelser lader jeg Peter interagere med mig, sin mor og sin storebror på fire år. På den måde kan Peter færdes socialt og sprogligt i naturlige omgivelser. Jeg betragter Peters sprog som et repræsentativt billede af børnesprog samtidig med, jeg vil undersøge hans individuelle sprogtræk. Netop derfor er det vigtigt at have de kontekstuelle og pragmatiske betingelser med i analysen Metode og behandling af analysemateriale At beskæftige sig med børnesprogstilegnelse dækker især over to forsøgsmæssige vanskeligheder: 1. Hos småbørn er sprogtilegnelsesprocessen meget dynamisk, og det betyder, at det er vanskeligt at give et gennemsnitligt billede af børnesprog. Måden, hvorpå børn lærer sprog er basalt den samme måde, men hastigheden er forskellig. 2. Idet børn ikke selv kan udtrykke, hvad deres tanker bag en handling eller ytring er, kan konklusioner udelukkende være en tolkningsopgave. Jeg har derfor valgt at bruge en tredelt undersøgelsesmetode, som søger at dække over de forsøgsmæssige vanskeligheder og samtidig give et nøjagtigt billede af Peters sprogtilegnelse og sprogforståelse. Den første og primære metode består i at observere og identificere hans sprog som en general tendens hos børn i samme alder. Metoden skal fungere som en feltundersøgelse, hvor jeg skriver feltnoter til at det, jeg iagttager. Peters sprog er meget begrænset og indeholder mange gentagelser. Derfor har jeg valgt at følge Peter en hel dag, for at skaffe empiri nok. Jeg optager forløbet og transskriberer derefter det sprog, som har fonetisk mening. Metoden har den fordel, at jeg får meget analysemateriale i Peters naturlige omgivelser. Idet jeg kender Peter, er jeg bevidst om, hvordan hans sproglige 3

4 udvikling er, hvad han mener, når han udtrykker sig, hvilke ordklasser han anvender mest osv. Feltmetodens fordel er, at jeg får mange identiske betragtninger, som giver pålidelige konklusioner. Dog dækker metoden udelukkende korrelationer og er derfor ikke årsagsforklarende. Samtidig viser en dags lang observation kun et udsnit af hans sprogproduktioner, og jeg kan derfor ikke sige noget om det sprog, han ikke anvender. Til sidst er det værd at nævne, at en feltundersøgelse ikke kan afgøre, om hans sproglige sammensætning er grundet forudgående kendskab til de anvendte ord, eller om det bygger på abstrakte sproglige strukturer. Derfor har jeg udvidet min metode med to sekundære metoder. Den anden metode er spørgeskema 1 (bilag 4) til Peters forældre, bedsteforældre og mig. Spørgeskemaet skal udelukkende betragtes som en sekundær kilde, som har til formål at supplere de observationer, jeg selv gør. Det er en kvantitativ metode, som jeg vil bruge til at drage konklusioner på det, jeg har observeret. Metoden er ideel, fordi den er årsagsforklarende til de resultater, jeg finder i feltanalysen. Idet mit feltarbejde udelukkende bygger på en dags materiale, er spørgeskemaet en yderst anvendelig kilde, når jeg skal danne overblik over Peters ordforråd. Den tredje metode består af nogle sproglege 2 (bilag 2). Sproglegene har jeg udformet, så jeg ud fra spørgeskemaets information kan teste Peters sproglige særtræk nøjere. Sproglegene er anvendelige til at afgøre, om Peters sprog udelukkende er grundet imitation, eller om han kan lave ordkonstellationer og sætningsstrukturer ud fra logiske strukturer. Her kan jeg yderligere undersøge, om tendenserne i Peters sprog er tilfældige eller repræsentative for hans generelle sprogadfærd. Ligeledes har jeg lavet en sprogleg specielt designet til min perspektivering, hvor jeg skal undersøge, hvad der på to år sker sprogligt med et barn (bilag 3). Jeg har både valgt at bruge den kvantitative og kvalitative metode i min opgave, fordi jeg mener, de supplerer hinandens mangler. Karpatschof (1984) mener, at den kvantitative metode tilstræber at abstrahere fra undersøgelsesindividet og ignorere dets karakteristika. Idet jeg udelukkende anvender ét individ, vælger jeg at analysere sprog i lyset af individuelle karakteristika og adfærd, og dermed bryder jeg med den klassiske 1 Idé: Syddansk Universitets arbejde med børnesprog: 2 Idé: Berkos (1958) WUG-testen 4

5 kvantitative metode. Den kvalitative metode bruger jeg til at vise, hvilke problemstillinger der berettiger en kvantitativ behandling. Forsøgsdesignet er illustreret på figuren: 5

6 3. Teori I slutningen af 1950 erne argumenterede lingvisten Noam Chomsky for, at sprogets generativitet måtte indeholde nogle komplekse strukturer. Chomskys argumentation bestod primært af spørgsmålet om, hvordan et barn kunne skabe grammatiske strukturer uden træning eller korrektion. (Chomsky, 1959) Hans løsning var, at børn måtte besidde en medfødt sproglighed, en universalgrammatik. Chomskys teori om sprogtilegnelse efterlader to store stridspunkter i forståelsen af børnesprog: Er sproget determineret af miljø, eller er det et abstrakt kognitivt system Er barnet født med abstrakte sproglige repræsentationer, eller har det en medfødt evne til at lære dem Med disse spørgsmål i fokus, giver jeg min analyse et videnskabeligt perspektiv, som kan være med til at forklare, hvordan er det muligt for Peter at gå fra intet sprog til det komplekse sprog, som en voksent menneske behersker. Sprogudvikling har været analysemateriale for en tværfaglig optik, og det er derfor vanskeligt at betragte sprog som én lingvistisk tendens. Fælles for de fleste videnskaber er, at sprogets semantik skal indlæres, eftersom betydningsfelter i verdens sprog er forskellige. Derimod er der stor uenighed om grammatikkens begyndelse 3. I mit arbejde med Peters sprog vil jeg forholde mig til spørgsmålet om grammatikkens ontogenese og semantikkens processuelle tilegnelse. Jeg vælger derfor at anvende teorien om universalgrammatikken som omdrejningspunkt for mine iagttagelser. Dog vil teorien ikke fungere som skabelon for mine observationer, men mine observationer skal derimod bidrage til at vise, hvorvidt teorien fungerer på praktisk empiri. Derudover nævner jeg kort en modsat tilgang til sprogtilegnelse, netop fordi disse to teorier tilsammen kan give en videnskabelig og empirisk forklaring på nogle af de fænomener, jeg finder i Peters sprog. Til sidst i teoriafsnittet vil jeg præsentere Wug-testen, som 3 Forelæsning v/ Cecilie Brynskov; Sprogtilegnelse, d

7 er udviklet af Jean Berko (1958). Den viser sig at være en anvendelig metode i at afsløre sprogets paradoks; besidder barnet en medfødt strukturel viden eller ej Teoretikere For Noam Chomsky gælder det, at alle sprog består af en bestemt overfladestruktur, som genereres fra nogle bagvedliggende dybdestrukturer, der er universelle for alle sprog. Det kalder han Universal grammar : [T]he degenerate quality and narrowly limited extent of the available data [...] leave little hope that the structure of the language can be learned by an organism uninformed as to its general character. (Chomsky, 1965:58). Universal grammar bliver betragtet som en teori, der er en integreret del af den generative grammatik. Her forstår man alene sprog som universelle syntaktiske strukturer, som udgør sprogets kerne (O Grady, 1997:265). Chomskys idéer bygger på, at børns sproglige erfaringer ikke er tilstrækkelige nok til, at de kan forankre en grammatik. Han ræsonnerer endvidere over, hvordan det er muligt for et menneske at danne nye sætnings- og ordkonstruktioner, som det aldrig har hørt før. Selvom mennesket har denne evne til at kombinere nye sætninger, så tenderer det til udelukkende at generere sætninger, der lever op til modersmålets grammatiske regler (Chomsky, 1968:68): We cannot avoid being stuck by the enormous disparity between knowledge and experience in the case of language, between the generative grammar [ ] and degenerate date on the basis of which he has constructed grammar (Chomsky, 1972:78). Chomsky fremhæver et problemfelt i sin egen teori. Han diskuterer, hvorvidt grammatik er skabt på grundlag af viden eller erfaring. Netop dette fænomen behandler William O Grady: [ ] allows the learner to extrapolate from limited experience to an unlimited number of novel sentences (O Grady, 1997:245). 7

8 Han laver en figur i overensstemmelse med Chomskys idéer fra universalgrammatikken: Tilegenelsesprocessen ser O Grady som en funktion, hvis input er erfaring og hvis output er grammatisk beherskelse. Erfaring (oversat: experience) involverer repræsentationer af ytringers fonetiske form og dens betydning. Dermed giver erfaring information om uendelig mange funktioner i sproget (leksikalitet, funktion, semantik osv), men det siger intet om sprogets grammatiske struktur. Chomsky lader erfaring være en katalysator, et input, som skal igangsætte tilegnelsen af ordets struktur, selvom barnet har et minimalt leksikalsk register. Figuren løser imidlertid problemstillingen om, hvordan et barn har adgang til det grammatiske system de første år efter dets fødsel. Mennesket må altså have en mekanisme, som er specielt designet til grammatik. Ethvert sprog har et ubegrænset antal af grammatiske og ugrammatiske sætninger, som aldrig er hørt. Det, der interesserer O Grady er imidlertid, hvordan tilegnelsesapparatet kan organisere alle de uendeligt mange sætningskonstruktioner og ordforbindelser til korrekte og ikke-korrekte sætninger: [ ] it would not be a simple matter to draw any conclusions about the grammaticality or ungrammaticaly of sentences [the acquisition device, oversæt: tilegnelsesapparat] did not encounter (O Grady,1997: 254). Det, der er fascinerende ved tilegnelsesapparatet, er, at den kan skabe grammatiske regler, uden at den behøves et stort begrebsregister (kategorier). O Grady illustrerer forholdet mellem mængden af sætninger, der høres, mængden af potentielle grammatiske korrekte sætninger og mængden af potentielle ytringer: 8

9 Med figuren vil O Grady vise, hvordan et barn kan komme fra et ikke-sprog til et sprog med uendelig kreativt potentiale. Han fremhæver, at det uendeligt kreative potentiale er betinget af et givent sprogs formelle regler for hvilke sætninger, der er tilladte og hvilke, der ikke er. For at nå fra ikke-sprog til sprog, formodes barnet at have en kendskab til, hvilke ytringer, der er potentielle og ugrammatiske. Barnets sprogtilegnelse må altså indeholde et filter, negative evidence, der kan frasortere potentielle ytringer fra grammatisk korrekte sætninger. (O Grady, 1997: 316). Det er netop dette kendskab, som Chomsky hævder, at barnet besidder i form af universalgrammatikken. Han løser altså O Gradys problemstilling ved at hævde, at børn slet ikke skal lære disse formelle regler, idet de allerede er en integreret del af barnets bevidsthed fra fødslen. Dog er der nogle elementer i sproget, som ikke er medfødte, men som børn bl.a. tilegner sig via imitation. Chomsky deler således sprogtilegnelse op i to individuelle registre, som ikke er styret af hinanden: Grammatik: Er den del af sproget, som er styret af regler. Sproget tilegnes på baggrund af de medfødte universelle principper, som er uafhængige af den øvrige kognition. Leksikon: Er alt det i sproget, som ikke er styret af regler. Leksikalske informationer om ord er de eneste, der kan indøves i sproget. Chomsky afviser tidligere teorier (jf. Skinner) om, at alt sprog er imiteret. Det er netop derfor, han inddeler sproget i to, som består af et medfødt og tilegnet sprog. Men inddelingen af sproget i semantik og syntaks efterlader et paradoks. Alle sprog har forskellige grammatiske og morfologiske regler, men alligevel fremhæver han, at grammatikken er universel. Paradokset beskæftiger han sig med i 1981, hvor han tilføjer 9

10 en ny tilgang til universalgrammatikken; Principles and Parameters (Brynskov, 2006:11) Her beskriver han, hvordan de universalgrammatiske principper indeholder nogle parameter, der kan indstilles på forskellige måder 4. Chomsky mener, at når barnet først indstiller disse parametre via et input, så opnår barnet øjeblikkeligt tilegnelse af den grammatiske regel, som parameteren styrer. Et eksempel kan verbernes tempus eller valens, men også morfologiske strukturer så som genitiv s og bestemthedsmarkøreren et/en. Når barnet alligevel laver grammatiske fejl, så hævder Chomsky, at det skyldes barnets manglende mulighed for at udforme sproget. Tomasello er fortaler for den kognitive og funktionelle lingvistik. Han mener at det er umuligt at opdele sproget i de to kategorier; syntaks og semantik. Man kan ikke lave en tydelig skillelinje mellem de to kategorier, fordi der findes adskillige sprogkonstruktioner, som både er regelbaserede og leksikalsk baserede. I sine undersøgelser har han vist, at børn under tre år, ikke kan demonstrere systematiske grammatiske regler, hvilket modsiger Chomskys idé om, at grammatiske evner er medfødte. Han mener derimod, at børn tilegner sig disse strukturer med alderen. Alligevel fremhæver han, at sprogudviklingen sker ved, at konkrete elementer i sproget eller sprogkonstruktioner, bliver mere abstrakte, og derfor lader han sproget være en abstrakt kognitiv proces. Jean Berko Berko udviklede i 1958 en metode, som kan afgøre, hvorvidt et barn besidder en medfødt grammatisk forståelse. Den er oprindeligt udformet til at undersøge børns morfologiske kompetencer, men den er senere videreudviklet til at kunne bedømme børns evne til at skabe syntaktiske strukturer. Berko opfandt nogle ikke-eksisterende ord, som skulle danne grundlag til at teste, hvorvidt børn kunne gennemskue morfologiske regler. Ved at anvende opdigtede substantiver, kunne hun være sikker på, at børnene ikke kendte ordets bøjningsmuligheder, og de opdigtede verber kunne teste barnets forståelse for tempus. Testen så således ud: 4 Principles and Parameters viser, hvordan parametre kan indstilles forskelligt alt efter, hvilke sprog, man snakker. Det er disse parameterindstillinger, der skaber forskellene mellem sprog, mens principperne i sprog er universelle. 10

11 Hvis barnet kom med en korrekt svar, kunne hun udelukke, at barnet havde skabt den grammatiske eller morfologiske regel ud fra imitation. Barnet måtte derfor have etableret en abstrakt regel for morfologiske endelser eller verbers tempus. Med Chomskys ord, måtte barnet have indstillet parameteret for netop den regel Definition af grammatik I min opgave anvender jeg begrebet grammatik som et kognitivt system, der bestemmer forholdet mellem form og indhold. Grammatik indeholder derfor to grundlæggende komponenter, som jeg har vist på skemaet nedfor. Kategorier omfatter sprogets ordregister, som lagrer information om individuelle ords egenskaber. Principper er den del af grammatikken, som organiserer sprogets lydsystem, ordets og sætningens struktur og deres fortolkningsmuligheder. Forskellen på sprog og grammatik er, at a language is the totality of utterances that can be made in a speech community (Bloomfield, 1926:155), mens grammatik er betinget af nogle sproglige regler. Disse sproglige regler kategoriserer ord og bestemmer deres kombinationsmuligheder. Det er det, Chomsky kalder abstrakte repræsentationer. Det rejser et spørgsmål om hvilke ord, der tilhører syntaktiske kategoriseringer, og hvilke kategorier og kombinationsmuligheder, barnet lærer først. (O Grady, 1997:17) 11

12 4. Ordets og den begyndende sætnings semantik Semantik er en gren inden for lingvistikken, som beskæftiger sig med sprogets betydning og indhold. Hvert sprogtegn består af en udtryksside, som repræsenterer den fysiske fremtræden og en indholdsside, som beskriver den mening, som udtrykssiden refererer til. (Kristensen, 1972:15) Sprogtegnet udgør altså en relation mellem de to sider. Det er kombinationen af lyde eller bogstaver, som danner det sproglige udtryk, der svarer til det semantiske indhold. Begge sprogsider kan beskrives hver for sig, men i en analyse af verbalt sprog er det hensigtsmæssigt at analysere sprogtegnets indholdsside. Det viser sig nemlig, at Peter viser ubalance mellem det, han siger (udtryk) og det, han mener (indhold). Med andre ord er indholdssiden af hans sprog ikke altid realiseret i udtrykssiden og omvendt. Uden en konkret realisering af indholdet er det vanskeligt at kode udtrykkets hensigt. Derfor er et studie af Peters sprog også en afkodning af semantiske defekter, og her det er vigtigt at opfatte udtryk og indhold i relation til hinanden. Sprogets funktion er derfor at skabe et udtryk, der adskiller to forskellige betydningsindhold fra hinanden. En næranalyse af Peters sprogs semantiske funktion kan vise, om der er ubalance i hans kognitive sprogevner. Det kan samtidig vise, hvad hans hensigt er ved en bestemt ytring. Det er netop denne ubalance mellem sprogets udtryk og indhold, som jeg i det følgende afsnit vil analysere. 5. Sprogets semantik og syntaktiske strukturer Børn associerer ord med det de ser. Derfor er det en universel tendens, at de ord børn først lærer, er substantiver. 5 Dog er det ikke et repræsentativ billede på sprogtilegnelse, fordi der er elementer i sproget, som ikke har nogen fysisk reference til virkeligheden. Der må altså være nogle andre kognitive strukturer sproget, som gør, at børn kan tilegne sig sprog på ganske få år. Der må dels være tale om skabelsen af et leksikalsk register, men også en syntaktisk og morfologisk bevidsthed, som kan organisere og sortere i det leksikalske register. Disse to kognitive enheder i sproget bygger dermed både på semantiske og syntaktiske betingelser. 5 Forelæsning v/ Bohn, Ocke-Schwen: Language Acquisition d

13 Det unikke ved sprog er, hvordan man tilegner sig ord, dets struktur og dets kombinationsmuligheder med andre ord, og netop dette spørgsmål har været et udfordret forskerområde inden for psykologien såvel som lingvistikken. Med udgangspunkt i denne tænkning, så er der især ét felt i Peters sprog, som vil danne udgangspunkt for den efterfølgende analyse: Der må være en måde, hvorpå strukturer kan kombineres, så han kan skabe helt nye og hidtil usagte sætninger. Jeg vil tage udgangspunkt i Chomskys universalgrammatik, når jeg skal belyse Peters evne til at skabe sætninger og ord. Selvom Chomskys teori beskæftiger sig med den syntaktiske tilegnelse, så kan den også være med til at forklare, hvordan en morfologisk tilegnelse foregår. Dog er jeg uenig i hans måde at lave et absolut skel mellem semantik og syntaks. Jeg mener de er to uadskillelige størrelser, som supplerer hinanden i sproget, og derfor beholder jeg denne optik i min analyse. I mit teoriafsnit indledte jeg med at beskrive, hvordan den universelle grammatik er baseret på et yderst kreativt sprogpotentiale (figur 2). Spørgsmålet hos mange forskere er, hvordan man når fra et ikke-sprog (0 på figur) til et endeligt sprog. (3 på figur) Mængden af potentielle ytringer er uendelig, fordi det ikke har noget grammatisk filter. Her kan alle morfemer, ord og sætninger skrues sammen på kryds og tværs af hinanden. Mængden af grammatiske sætninger viser, hvor stort omfang sætninger man kan konstruere med grammatiske regler, og mængden af sætninger, som faktisk høres viser, hvordan sproget er, når vi taler det sprog, som vi hører. Det interessante i at anvende figuren, er, at den kan være med til at finde nogle forklaringer på Peters sproglige karaktertræk. Derfor vil jeg benytte mig af den gennem min opgave, når jeg fordyber mig i Peters morfologiske og spirende syntaktiske formbevidsthed Verbernes semantik Når vi vil udtrykke en handling, begivenhed eller tilstand, så gør vi det ved hjælp af verber (Skyum-Nielsen, 1998:173). Verber er karakteristiske, fordi de kan bøjes i tempus. Det kan imidlertid indikere, hvorvidt Peter har en tidsmæssig fornemmelse for verbernes indhold, og at han anvender verber i præsens. Det er også verbet, der specificerer roller for de enkelte valensled, og dermed er det også verbet, der strukturerer en sætnings mening. Med dette in mente, så er der tre emner, der er 13

14 karakteristisk, når Peter anvender og tilegner sig verber i sit sprog. Det er disse tre ting, jeg vil beskrive i dette afsnit: Han isolerer verber fra dets sætningskontekst (grammatiske konstruktion) Han konstruerer verber ud fra substantiver Han anvender udelukkende verber i præsens Peter bruger meget få verber, når han snakker. De verber, han bruger, er ofte tilstandsverber, sanseverber og handleverber, hvor han for eksempel fuldstændigt undlader kognitive verber og modalverber (bilag 5.e). Det, der er fælles for de tre anvendte verbumskategorier er, at de udtrykker en fysisk aktivitet. Det må betyde, at han tilegner sig ord, som han kan erfare ved fysisk tilstedeværelse, først. Det er iøjnefaldende, at han næsten udelukkende anvender verberne isoleret (bilag 5.f). Han fratager således deres mulighed til at knytte andre ord til sig i syntaktiske og semantiske konstruktioner. I mine feltobservationer har jeg registreret, at Peter næsten aldrig bruger hjælpeverber, finitte verber og modalverber i sine sætningskonstruktioner (se: bilag 4.14). Det er altid infinitter, han bruger, de få gange han konstruerer syntaktiske sætninger med verber. En optælling af Peters ord pr. helsætning viser, at hans sætninger ofte består af to ord. I den sammenhæng er det det bemærkelsesværdigt, at han i 86 % af de ytringer, hvor man normalt bruger kopulaverbet er, sletter det. Det sker ofte i sammenhæng med stedsadverbier eller pronomener ord: Der [er] bog[en]. De 14 % tilfælde, hvor han alligevel anvende er i den rigtige kontekst, er baseret på fonologiske ligheder. Et 14

15 eksempel er, når han spørger hvad er det?, så siger han a det. I talesprog lyder hvad er som hva, og det imiterer Peter til a. Det hænger formentlig sammen med, at et kopulaverbum kræver mindst to valensled, og Peter har stadig svært ved at konstruere tre-ords-sætninger. Det viser imidlertid noget om Peters uendeligt kreative potentiale. Han er ikke fortrolig om kopulaverbers semantiske funktion, og han kan derfor ikke udvikle et parameter for dets grammatiske struktur og kombinationsmuligheder Verbets syntaktiske og semantiske konstruktioner Peter anvender verber med færre valensled end voksne ville gøre. I de fleste tilfælde er verbet isoleret, men han formår også lave sætningskonstruktioner med intransitive verber. Her beholder han ofte sætningens subjekt som i Peter leger. Det ser umiddelbart ud til at skyldes, at han ofte underforstår deiktiske elementer i ytringen jeg-her-nu 6. Dermed ikke sagt, at Peter ikke anvender divalente eller trivalente verber, men når han gør det, så isolerer han dem fra deres tilknyttede sætningsled. Derfor er det vanskeligt at afkode verbernes semantik, fordi de ikke får støtte af andre sætningsled. Med udgangspunkt i Lone Schack Rasmussens (1996) teori i Semantiske roller, kan jeg vise, hvordan Peters verbalsemantik mangler mening. Når Peter fjerner adverbialled, subjekt, objekt osv., så sletter han samtidig forståelsen for, hvem der er agent, hvad der er årsag og hvad der er middel osv. Jeg vil neden for vise nogle eksempler på, at Peter næsten udelukkende bruger intransitive verber, der ikke behøves objekt. Når Peter skal formulere sætninger med transitive verber, så forsøger han at modellere med substantiver, så de får verbumkarakter (mere herom senere) 6 Præmisserne for en meningsfuld ytring er, at ytringen skal indeholde udtryk, der udfylder de tre deistiske betingelser; person, sted og tid 15

16 Til hvert verbum hører et bestemt antal centrale roller. Et verbum kan ikke stå alene, for det er afhængigt af mindst en og maks. tre komplementer i den syntaktiske beskrivelse af sætningen (Ruus, 1979: 168). Det bemærkelsesværdige ved Peters anvendelse af verber, er, at han aldrig har mere en ét valensled, og det er altid subjekt. Eksempelvis bruger han aldrig adverbielle eller præpositionsforbindelser i sammenhæng med verber. Den semantiske konstruktion med verber er således altid agent + action eller theme + action. Det betyder højst sandsynligt, at tid 7, måde, grad, årsag osv. stadig er for abstrakte fænomener til, Peter kan forstå dem. Når han sletter verbets valensled, så er den lingvistiske kontekst også forsvundet. Det betyder, at hans fysiske omgivelser er den kontekst, der er det vigtigste redskab i tolkningen af hans sprogindhold. Det er således vigtigt, at man befinder sig i samme tid og sted som Peter, når han vil kommunikere. Samtidig viser eksemplerne, at Peter er begyndt at danne nogle universelle strukturelle parametre for verbale sætningskonstruktioner. Med kendskab til O Gradys figur (figur 1), så er erfaring netop den komponent i sproget, som skal indstille dette parameter. Det betyder, at han har erfaret at et verbum eller en action kræver et subjekt eller theme og agent. Samtidig viser det, at han også har indstillet et parameter for, at aktuelle handlinger formuleres i præsens. Ifølge Chomsky bør Peter nu være i stand til at lave grammatiske korrekte sætningskonstruktioner med subjekter og verber i præsens. Men det er ikke tilfældet, for det viser sig, at når Peter ikke kan udtrykke et verbum i præsens pga. manglende ordforråd, så laver han alternative ordkonstellationer Verbalkonstruktion Peter bruger ofte det samme udtryk i forskellige kontekster. Eksempelvis dækker substantivet a mad en bred repræsentation af meningsindhold. Han isolerer ordet fra dets kontekst, således at det ikke udtrykker hvilken ordklasse, det tilhører (er det at made eller en mad?) Yderligere har han ikke lært at markere ordet med morfologisk bestemthed. Det betyder for vores forståelse, at vi ikke er i stand til at vide, hvorvidt han henviser til kendt referent/gammel information, eller om han præsenterer ny information. Det skal dog senere vise sig, at når han refererer til ord med substantivisk meningsindhold, så er han ofte i stand til at markere substantiver med 7 Ifølge spørgeskemaet bruger Peter heller aldrig tidsadverbier 16

17 bestemthedssuffikset en/-et. a mad har i denne sammenhæng ikke et substantivisk meningsindhold. Det må altså betyde, at a mad er en verbalkonstruktion, som refererer til samme meningsindhold som handlingen at spise eller følelsen at være sulten. Det viser også, at han inden for transitive verbalkonstruktioner endnu ikke rummer en grammatisk formbevidsthed (se bilag 5.o). Figuren neden for skal illustrere, hvordan Peters verbalkonstruktion er sammensat i en semantisk optik: Den første figur viser, hvordan substantivet mad deler samme meningsindhold som verbet spise. Her viser det sig, at det er udtrykket, der er forskellig, mens indholdet er identisk. Peter har ikke ordkapacitet nok til at beskrive den følelse, at hans mave knurrer. Derfor er det et erfaringsbegrebsregister, der erstatter de udtryk, som han endnu ikke rummer. I hans begrebsregister har han bemærket, at sulten hænger sammen med det mad, der bliver sat på bordet. Det mørkegrå felt på figuren markerer et fælles betydningsfelt, som et voksent menneske med et fuldt udviklet sprog ville opfatte det, hvorimod det lysegrå viser barnets forestillingsunivers. På det syntaktiske niveau laver Peter en subjekt verbum objekt konstruktion: 17

18 Peter vil formentlig lave en sætning med et finit og et infinit verbum (vil have/vil spise). Men han undlader at udfylde verbets felt i helsætningskonstruktionen, idet han endnu ikke har registreret det infinitte verbum i sit leksikon. Han efterlader feltet tomt på det syntaktiske niveau, men finder en alternativ sætningskonstruktion, hvor et substantiv/objekt formentlig kan dække noget at verbets betydning på det semantiske niveau. På tilsvarende måde udtrykker han følgende handlinger ved hjælp af substantiver: Peter registrerer ikke spørgsmålet, når jeg anvender det infinitte verbum drikke. Derimod forstår han det, når jeg udskifter verbet med substantivet vand. Det viser, at Peters ordforråd endnu ikke dækker mange verber. Derudover viser det, hvor stort kreativt potentiale, Peter besidder. Nok kan man placere hans alternative sætninger i mængden af grammatiske sætninger, fordi sætningen er grammatisk korrekt. Men dets semantik er ikke i overensstemmelse med udtrykket, og derfor kan denne type sætning ikke placeres i mængden af sætninger, som faktisk høres. Alligevel er sætningen tænkt ud fra nogle semantiske strukturer, hvor han kan associere genstand og handling, og derfra kan han skabe sine egne, alternative verbalkonstruktioner. Figur 1 kan således også anvendes i et semantisk perspektiv. 6. Substantivernes og suffiksernes semantik En optælling af Peters ordforråd viser, at han den ordklasse han bruger mest, er substantiver (Bilag 5.j og 5.k). Det hænger hovedsageligt sammen med, at det er nemmere at forene en fysisk genstand med en mental repræsentation. Det, han kan sanse, smage, lugte og føle, røre osv. kan han nemmere mappe i sin kognitive bevidsthed. Det er derfor nemmere for ham at erfare ordets funktion og derefter selv anvende det. Ord bliver således konverteret til udtryk ud fra hans oplevelser med genstanden, som ordet refererer til. Det er sådanne ord, som Chomsky kategoriserer som 18

19 leksikon. De er skabt af gentagen fysisk erfaring eller imitation og ikke bagvedliggende dybdestrukturer. Med udgangspunkt i Berkos (1958) WUG-test har jeg udformet en sprogleg, som skal teste Peters evner til at tilegne sig nye ord, som ligner hinanden fonetisk(se bilag 2.b). Foran ham placerede jeg tre genstande, som han aldrig havde set eller hørt om. Jeg opdigtede nogle pseudoord til de respektive genstande. Udtrykkene skulle have fonetiske ligheder, for på den måde kunne jeg også teste, hvorvidt han var i stand til at adskille et betydningsindhold fra et andet med minimal fonetisk forskel. Derudover præsenterede jeg udelukkende ordene i singularis og uden foranstillet artikel, for på den måde kunne jeg også undersøge, om han selv kunne installere parametre for substantivers bøjning mm. De tre pseudoord var: bin, kin og flin Jeg præsenterede hver genstand i forskellige ytringer: Herefter fulgte samme procedure med pseudoordet kin. Men ordet kin anvendte jeg udelukkende ved at pege på genstanden én gang, mens jeg sagde her er kin. Og udfaldet forløb således: Proceduren viser noget meget karakteristisk i Peters måde at forstå ord. Det er tydeligt, at Peters ordtilegnelse her er et resultat af, at han efterligner en repeteret ytring. Når Peter afbryder ordlegen ved kin, så tyder det mest af alt på, at han ikke har nok erfaring med genstanden og dens fysiske funktion i omverden. Jeg har ikke gjort nogle handlinger med kin, så Peter kan ikke integrere funktion med udtryk. Desuden viser det, at repetition og imitation er et vigtigt redskab i hans ordtilegnelse, når det gælder substantivernes grundstamme. 19

20 For de ordklasser Peter er fortrolige med, udviser han en stor beherskelse af formsprogets regler. Eksempelvis viser han, at han kan overskue substantivers morfologiske sammensætninger, hvis han altså allerede har tilegnet ordet i sit begrebsregister. I samme sprogleg testede jeg Peters syntaktiske og morfologiske formbevidsthed inden for substantiver. Legen skal vise sig at afsløre, at Peters aktuelle formbevidsthed er betinget af, at han er fortrolig med ordstammens semantik. Jeg præsenterede igen tre genstande for Peter. De to første var legetøj, hvis funktion han kendte, og hvis udtryk han havde fået gentaget i mange sammenhænge. Den sidste genstand var bin, som han netop havde fået introduceret. Sprogleget forløb således: Det viser, at når Peter er fortrolig med genstandens funktion i verden, dets symbolske værdi, så har han en strukturel morfologisk bevidsthed. Den morfologiske markering for bestemthed viser nemlig dels, at han kan beherske morfologiske strukturer, men også at han kan henvise anaforisk. Han ved, at bog er til stede i begge vores bevidstheder, fordi den allerede er introduceret som diskursreferent i vores dialog. Når Peter derimod bliver præsenteret for en genstand, som han ikke har erfaret endnu, eller som han ikke har haft mulighed for at imitere i forskellige sammenhænge, så behersker han ikke samme formbevidsthed. Han har ud fra vores korte samtale skabt en erfaring om, at genstandens fonologiske udtryk er bin, men han kan endnu ikke markere ordet med morfologisk bestemthedssuffiks. Peter kan imidlertid kun bøje nogle substantiver med bestemthedsuffiks så som: bog-en, (ele)fant-en og mund-en, hvor han i andre tilfælde ikke kan tog, bin, næse. Det vidner om, at han anvender andres ytringer som instruktion til sætningsdannelse. Han har muligvis hørt bogen, elefanten og munden omtalt med bestemthed i flere sammenhænge, ende han har hørt dem i deres grundstamme. Det viser altså, at han ikke har indstillet et parameter for identiske morfologiske strukturer for substantiver (se også bilag 5.n). Hvis han havde indstillet dette parameter, så ville 20

21 han kunne overføre bestemthedsmorfemet på pseudoordet uden at have forudgående kendskab til ordet. Hans orddannelse er dermed først en imitation og senere udvikler det sig formentlig til en selvinstruktion, hvor han importerer erfarede sætningsstrukturer og anvender dem til at kreere sine egne sætninger. Selvom han ikke har indstillet et parameter for bestemhed, så viser han, at han tilsyneladende har indstillet et parameter for genitiv s ved substantiver: Det viser, at han er bevidst om, hvordan man udtrykker substantivernes ejerforhold og tilhørsforhold. Han har altså nemt ved at producere genitivsætninger i de rigtige kontekster. Jeg vender kort tilbage til figur 1 og figur 2 fra tidligere. De skal forklare, hvorfor Peters sprog er morfologisk og grammatisk korrekt, når han snakker om tilhørsforhold. Her vil Chomsky pege på, at Peter har integreret et parameter for genitiver, og at han dermed anvende dem i alle situationer, hvor han vil udtrykke tilhørsforhold. Og denne struktur behersker Peter ganske ret. Han siger bl.a. mor-s og peger på sin mors computer. Han siger Dudu-s og peger på Dudus bil osv. Når Peter bruger genitiver, kan vi placere hans sprog i mængden af grammatiske sætninger. Idet det er en struktur, som han kan anvende med forskellige substantiver, så tyder det på, at det ikke er et imiteret leksikon, men et strukturelt parameter. Et andet eksempel på, at Peter er begyndt at forstå sprogets morfologiske strukturer, er når han markerer substantiver i pluralis, og endda formår at bøje uregelmæssige substantiver: I disse tilfælde synes pluralisformerne at være velovervejede og brugt i den rigtige kontekst. Der er altså flere biler, brandbiler og bøger placeret foran Peter. I andre 21

22 situationer virker det til, at Peters pluralisformer nærmere er tilfældige og indøvede, end de er velovervejede: Det viser netop det, jeg har beskrevet tidligere, at Peter henter kognitive strukturer fra kendte sætningspassager og anvender dem i sine egne ytringer. Han imiterer dermed biler fra en ytring, han muligvis har hørt adskillige gange, hvor biler har været brugt. (se figur 4) Dvs., at når Peter anvender pluralisformer ved substantiver, så befinder han umiddelbart i mængden af sætninger, der faktisk høres. Men det gør ytringen udelukkende ud fra sit syntaktiske perspektiv. For hvis vi medregner den semantiske værdi og ytringens reference til virkeligheden, så viser det sig, at Peters sætning ganske rigtig er grammatisk korrekt sammensat, men det semantiske indhold er ikke tilsvarende. Hvis vi derimod har ytringens indhold i betragtning, så skal ytringer med substantiver i pluralis måske nærmere placeres i mængden af potentielle ytringer. Ytringen er dermed ikke funderes på overordnede grammatiske strukturer, men derimod imitation. Han overfører altså dele fra en brugt ytring, og bruger dem i sine egne sætningskonstruktioner dog ikke grammatisk korrekt. Så når han hører et substantiv med pluralisform, så er det ikke altid muligt for ham at overskue endelsens struktur og indhold udover den pågældende sætnings ramme. Vi skal derfor ikke forstå enkeltordene i Peters fuldendte sætninger som manifestationer af en begrebsforståelse, men derimod som en imitation af et sprogligt udtryk, hvis sammenhæng han aner. Så opsummerende kan jeg tegne et skema for Peters konvergens mellem kendte imiterede, morfologiske strukturer til ord og sætninger, der er skabt ud fra parametre: 22

23 Dog kan figuren ikke garantere, hvorvidt Peters morfologiske sprogevner skyldes hans forudgående kendskab til ordet (imitation), eller om han skaber suffikser ud fra sit uendelig kreative potentiale. 7. Pronomener Det er bemærkelsesværdigt, at Peter næsten frasorterer de elementer i sproget, som ikke har en fysisk eksistens eller som han kan identificere med mentale billeder (eksempelvis verber) (se bilag 5.c og bilag 3.b). Peter udskifter for eksempel personlige pronominer med proprier: Det kan det muligvis forklares med, at han ikke er fortrolig med pronominernes meningsindhold. Pronominet jeg kan ses som et sproghylster, som kan udfyldes af en bred vifte indhold. For Peter repræsenterer jeg s indhold formentlig både mor 8, far, moster, mormor, David, Karl osv. Han har altså ikke gennemskuet de personlige pronominers prototypiske funktioner (jeg= 8 Jeg tillader mig at sætte apellativerne mormor, morfar, far osv. under samme kategori som proprier, idet Peter eksempelvis anvender far i stedet for Rasmus. For Peter eksisterer der kun én far. 23

24 den talende, du= den tiltalte og han= den omtalte) Han fravælger altså personlige pronominer, fordi de ikke kan relateres til noget konkret og fysisk. Det samme gælder, når han fravælger hjælpeverberne/nonfinitte. De knytter sig nemlig ikke til en bestemt handling. Alligevel anvender Peter det possessive pronomen min i mange sammenhænge. Det er præcis de samme evner han viser, når han bruger genitiv s. Her viser han en stor forståelse for, hvordan sproget kan formulere et tilhørsforhold. Når Peter anvender demonstrative pronomener, så er det ofte i forbindelse med stedsadverbierne her og der: Normalt er pronomener defineret ved at de ikke har et selvstændigt indhold, men henviser til substantiver. Den danske beskrivelse af demonstrative pronomener er ord, der træder i stedet for andre ord. Når han skal udtrykke noget, som han ikke har ordforråd til at dække, så erstatter han med demonstrative pronomener. Samtidig viser han en form for gestikulation i forbindelse med demonstrativerne og stedsadverbierne, hvilket gør dem til deiktiske markører. Adverbierne fungerer således også som en slags meningssubstitution for noget indhold, han ikke kan udtrykke. Eksempelvis udtrykker han ikke steder eksplicit vha. stedsangivelser så som; på bordet, i køleskabet osv. I stedet for siger han ned, op, her og der. 8. Kontekst og sprogforståelse Peters sprog er iboende sin kontekst. Dvs., at sproget må forstås i den aktuelle situation og ledsages af gestikulation. Peter er i fuld gang med at udvikle talen, og det hænger sammen med en vis forståelse for omverden. Jeg har tidligere vist, at dele af Peters sprog udvikler sig progressivt i takt med, at han erfarer verden (leksikon: substantiver), hvorimod andre dele af hans sprog allerede synes at være et etableret system (grammatik; genitiver). Derfor må hans forståelse for sproget dels være en processuel udvikling og dels en immanent struktur. Jeg har udvidet O Gradys figur (figur 1) og tilføjet endnu en komponent: Semantik. 24

25 Figur 5 skal vise, hvordan Peters sprogforståelse er karakteriseret. Forståelsesprocessen beskriver jeg som sammenknytningen mellem udtryk, indhold, situation. Det kan illustreres i et tredimensionelt koordinatsystem, hvor forståelsen svæver et sted mellem de tre akser alt efter, om barnet har semantiske vanskeligheder, eller om det er han manglende ordforråd: Koordinatsystem 1) viser, hvordan der er ligevægt mellem sammenknytningen af udtryk, indhold og situation. Dette vil jeg betegne som en optimal ytring, idet de tre kategorier fylder lige meget i ytringen. Her har personen fuld forståelse for hele ytringens sammensætning, og dens situationelle funktion. Koordinatsystem 2) viser, hvordan en ytring vil se ud, hvis vedkommende har et godt ordforråd, men ordenes indhold er ikke i overensstemmelse med situationen. Det viser defekter i de semantiske evner, og forståelsen er ikke optimal. Sproget vil eksempelvis optræde i koordinatsystem 2, når barnet imiterer hele sætninger uden at forstå ordenes isolerede betydning, eller når det udtrykker en avanceret sætningspassage uden grammatiske fejl. Koordinatsystem 3) viser, hvordan en ytring vil se ud, hvis en person har stor forståelse for hvilken kontekst/situation, han befinder sig i. Han har også styr på indholdet af det, han vil ytre, men defekten ligger i ordforrådet. Han kan ikke sætte udtryk på situationen og indholdet. 25

26 Det kan som sagt være svært at placere den tidlige sprogtilegnelse under ét af de tre koordinatsystemer, fordi vi ikke eksplicit kan undersøge, om småbørn forstår, hvad de udtrykker. Det er indlysende, at Peter ikke besidder evnen til at udtrykke en optimal ytring. Han befinder sig altså et sted mellem 2. og 3 koordinatsystem. Det efterlader et interessant spørgsmål, en sprogkonflikt, som er værd at undersøge. Hvis barnet udtrykker en ytring, som er grammatisk korrekt i en meget tidlig alder, kan det være et resultat af indlæring og imitation. Hvis dette er tilfældet, befinder barnet sig i 3. koordinatsystem. Her har barnet ikke skabt en etablering af de betingede forbindelsessystemer. Der er altså ikke ligevægt og forbindelse mellem udtryk, indhold og situation. Antager jeg, at Peters sprog befinder sig i 3. koordinatsystem, så er forståelsesprocessen etableret af synsmæssige, høremæssige, bevægelsesmæssige forbindelse. Lad mig vise et eksempel fra Peters mors spørgeskema (bilag 4.c): Peter siger: a vil have maden nu Jeg antager, at Peters sprogforståelse er, som den er karakteriseret 1. koordinatsystem. Hans sætning vil formentlig være blandt mængden af sætninger, som faktisk høres. I så fald viser ytringen for det første, at Peter rummer en utrolig formbevidsthed. Hans sætning er en helsætning, hvis enkeltdele er placeret korrekt i helsætningsskemaskabelonen. For det andet markerer han mad med bestemthed, hvilket viser at han er nærværende i kommunikationssituationen. Han er i sådan et tilfælde bevidst om, at den mad han refererer til er kendt information hos sine forældre. For det tredje så opnår han det, ytringens budskab henviser til. Han får maden på bordet. Han har altså opfyldt alle betingelserne inden for udtryks-aksen, situations-aksen og indholds-aksen, og vi kan dermed placere hans sprogforståelse lige i midten. Lad mig nu antage, at Peters optimale sætning udelukkende er imitation. Hvis dette er tilfældet, så er Peters udtryksside et resultat af hans tidligere fysiske oplevelser med tilsvarende sætning. Normalt isolerer Peter helsætningens enkeltled, når han vil udtrykke et tilsvarende sprogindhold (jf. isolation af verber). Peters udtryksside spejler sig derfor ikke i hans indhold. I den forstand kunne han lige så vel have udtrykt ytringen med et enkelt ord isoleret fra sin kontekst. Det må være en konstruktion af imiterende lyd- og ordkonstellationer, som er grundlaget for den vellykkede ytring. Derfor kan Peter sagtens sige noget, der passer ind i situationen, uden den nødvendigvis er 26

27 velovervejet eller et eksempel på veludviklet formbevidsthed. Det vil sige, at Peter ikke er bevidst om enkeltordenes individuelle glossar. Det er nøjagtigt den samme tendens Peter viser, når han erstatter personlige pronomener med proprier. Det er derfor svært at vurdere, hvorvidt Peter er fortrolig med det, han udtrykker (uendeligt kreativt potentiale), eller om det er skabt på basis af imitation. 9. Semantiske kategorier Peter har to defekter i sit sprog. Den ene defekt viser, at han kan udtrykke en hel sætningspassage fejlfrit, men her forstår han ikke indholdet i ordens selvstændighed. Den anden defekt viser sig, når Peter vil udtrykke et indhold om omverden, som hans ordforråd ikke dækker. Tilsammen danner det et sprogligt paradoks, fordi de to defekter imidlertid er hinandens modpoler. Med det udgangspunkt har jeg valgt at undersøge fænomenet nærmere. Hvordan formår han at finde konsensus mellem udtryk, indhold og grammatik, og hvad fortæller det om hans sprogtilegnelse? Og er det overhovedet muligt at adskille semantik fra grammatik, som Chomsky hævder, man kan? Peter formår i mange tilfælde ikke at skelne mellem ords betydningsrelationer og deres prototypestruktur. Det gælder især substantiver. Det betyder, at han ikke har en logisk ordning af betydningerne inden for samme semantiske felter. Det er det fænomen, man i sprogtermer kalder for hyponymi. Inden for semantikken er der overordnede (hyperonyme) og underordnede (hyponyme) ord. Sammen danner det et begrebshierarki, som for eksempel kan se således ud for begrebet mad: Begrebshierarkiet viser, hvordan man kan specificere eller generalisere sit sprog: 27

28 Det er leksemerne på basisniveauet som børn og udlændinge typisk tilegner sig først. niveauerne under basisniveauet tilegnes hvis man har brug for specialiseret viden [ ] Niveauerne over basisniveauet er abstraktioner Leksemer kan henvise til færre og færre fænomener jo længere, de kommer ned i hierarkiet. Peter viser, at han ikke kan organisere begreber i et tilsvarende begrebshierarki. I mange tilfælde, kan han ikke finde et fællesbegreb for de hyponymer han har i sit ordforråd: Det er interessant, at Peter udmærket er klar over, hvilke begreber der hører under samme begrebshierarki. Han ved altså, at hest, ko, kat og hund er under den samme semantiske kategori, men han kan ikke adskille de indbyrdes relationer, og derfor har han svært ved at skelne mellem hyponymernes individuelle mening. Det samme gælder, når han skal kategorisere frugt. Han ved, at et æble, pære osv. har noget tilfælles, men han kan ikke placere det som hyponymer til frugt. Overordnet kan man stille to forudsætninger for hyponymi op: Overbegreber har stort begrebsomfang og mindre begrebsindhold Underbegreber har lille begrebsomfang og større begrebsindhold Peter kender ikke til denne begrebsstruktur (se bilag 5.a og 5.i), og derfor kan han ikke identificere underbegreberne med overbegrebet. For ham er frugt og pære højst sandsynligt to vidt forskellige identiteter, som kan struktureres som hyponymer under 28

29 samme kategori. Et lignende semantisk defekt gælder, når Peter skal organisere andre substantiver i begrebshierarkier: Her er hyperonymet bold, og alle andre runde genstande i Peters erfaringsunivers bevæger sig inden boldens begrebshierarki. I dette eksempel er en yoyo og tallerken lig med en fodbold. Peter er formentlig i gang med at opfatte, at der findes disse begrebshierarkier. Ligeledes ser det ud, når han siger dardar [traktor] og peger på en bil. Det viser, at han er bevidst over, at disse to genstande befinder sig i samme semantiske struktur, køretøjer. Han kender altså fællesnævneren ved de to genstande, men han kan ikke finde et fælles begreb. I stedet for at skabe et begrebshierarki, så konnoterer han i stedet for hyperonymet med hyponymet, så der hverken er overbegreber eller underbegreber. Således befinder begreberne sig i samme indholdskategori, men ordene har samme værdi. Hvad viser det så om Peters semantiske evner? Ifølge de to forudsætninger fra før, så tyder det på, at han rummer mere kapacitet til et stort og specificeret begrebsindhold, end han rummer begrebsomfang. Samtidig viser det, at han har tendens til at generalisere over dette begrebsindhold, så to begreber inden for sammen begrebshierarki bliver konnotative; køretøj = bil = traktor. Betydningsfelterne hjælper Peter med at samle ting, der hører sammen. Han kan altså danne en forståelsesramme, men han er ikke i stand til at gennemskue ordenes værdi inde i forståelsesrammen. Dermed opstår der ikke en opdeling mellem de mere specifikke og mere generelle medlemmer, og han kan ikke kategorisere ord. 29