De kommunale muligheder Børn og unge med psykiske problemer kommunale løsningsmuligheder KL har gennemført i alt 11 telefoninterviews med de 7 deltagende kommuner i projektet, for at klarlægge, hvordan kommunerne i dag takler arbejdet med børn med psykiske problemstillinger, og hvilke udviklingsperspektiver som deltagerne i udgangspunktet ser. Formålet med denne klarlægning er at skabe et fælles billede af situationen i dag en form for status. Interviewene er gennemført over temaerne: Målgruppe og omfang Tilbud og foranstaltninger Organisering og kompetencer Samarbejdsrelationer til eksterne parter Nye løsninger og betingelser for succes Den 28. juni 2010 Jnr 03.01.00 A28 Sagsid 000217079 Ref HBE hbe@kl.dk Dir 3370 Weidekampsgade 10 Postboks 3370 2300 København S Tlf 3370 3370 Fax 3370 3371 www.kl.dk 1/8 Interviewguiden er vedlagt som bilag. I de kommuner, hvor der er gennemført flere interviews, har respondenterne været fra henholdsvis PPR og familieafdelingen. Der har således været flere vinkler på samme problemstillinger. Interviewene viser, at kommunerne i forhold til børn med psykiske problemstillinger har en stor fællesmængde af udfordringer. Samtidig er de lokale muligheder for at arbejde med børnene tilsyneladende heller ikke så forskellige, at det har været meningsfuldt rapportere kommune for kommune. Afrapporteringen er således gennemført fælles for alle kommuner med udgangspunkt i interviewguidens temaer.
Målgruppe og omfang Hvad er psykiske problemer, og hvem definerer det? Der er ikke altid enighed om hvad psykiske problemer er. Det er derfor vanskeligt entydigt at opgøre målgruppen. Det er en lang række af forskellige børn med forskellige problematikker fx: Børn med selvskadende adfærd, Angst, Depressionsproblematikker, Anoreksi, Traumatiserede børn, Adfærdsforstyrrede, Indlæringsvanskeligheder med psykiske vanskeligheder, OCD, Autisme, ADHD, Det er svært for kommunerne at sætte antal på de forskellige målgrupper, og der er ikke noget klart overblik over, hvilket omfang problemet har. Dette hænger også sammen med, at kommunerne møder børnene i forskellige sammenhæng: Den tidlige opsporing, tegn på manglende trivsel i institutioner og skole Visitationsprocessen af børn til specialundervisning Diagnosticering, hvor enten kommunen eller forældrene har et behov Børn og unge, hvor psykiatrien har konstateret et behandlingsbehov Børn og unge med akutte problematikker Tendensen er, at antallet af børn med ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser vokser. Der er et stort pres på at få diagnosticeret disse børn. En diagnose opleves af mange, som en forudsætning for at kunne få bevilget en eller anden form for støtte. Børnene opdages enten ved at pædagoger i daginstitutioner, eller lærerne/psykologerne på skolerne er opmærksomme. Men en meget stor del af de børn, som henvises til psykiatrien i dag, henvises fordi forældrene er bekymrede. Tilbud og foranstaltninger Specialpædagogiske tilbud Det, kommunerne generelt tilbyder i dag, er specialpædagogiske tilbud af forskellig karakter, som har et primært fokus på barnets undervisning eller udvikling i daginstitutionen og skole. Kommunerne tilbyder alle en vifte af 2
specialpædagogiske tilbud til eleverne med ADHD og autisme fx heldagsskoler og kommunale specialskoler. Familietilbud Familietilbud, hvor der primært arbejdes med relationerne i familien, fokus er ikke kun på barnet. Rådgivning Både PPR og familieafdelingen yder rådgivning. Fx i Høje Taastrup Kommune er der Kontakt 24 et projekt hvor unge mellem 13 og 20 kan henvende sig på et nummer og kontakt til hjælp. Behandling Kommunerne har generelt ingen behandlingstilbud til målgruppen. Der er ingen formaliserede vej til behandling. Der er ikke nogle tilbud, der står åben. Vejen afhænger af den enkelte psykolog og kan derfor blive meget forskellig. Der er ingen egentlige tilbud i kommunen. Ressourcestærke forældre presser på PPR og andre køber sig selv til behandling. De fleste PPRer har de psykologiske kompetencer til at gennemføre lettere behandlingsforløb. Men da SKAL opgaverne fylder så meget, er der ikke ressourcer til at tage børn ind til behandlingsforløb. Behandlingsforløb prioriteres ikke, da det ikke er en defineret SKAL opgave for kommunerne. Opgaven rækker ud over PPR, og der er ikke mange alternative behandlingstilbud. Der er et tomrum når børnepsykiatrisk har diagnosticeret. I Aalborg Kommune har man gennem de sidste par år haft et børnepsykologisk behandlingstilbud, som har været finansieret af satspuljeaftalen vedr. psykiatri 2007-2010. Aalborg kommune har fået midler til at etablere Børnepsykologisk Team som laver udredning/psykologisk testning, behandling og rådgivning. Teamet består af tre psykologer. Formålet er at forebygge udviklingen af mere alvorlige psykiske lidelser hos børnene, og dermed henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien. Se en nærmere beskrivelse af dette konkrete projekt på: http://www.godsocialpraksis.dk/showexample.aspx?exampleid=542# Som det også fremgår, af Erfaringsopsamlingen er der ikke gennemført en evaluering af projektet endnu. Men i Aalborg mener man, at kunne dokumentere, at disse børn i vid udstrækning kan hjælpes i det kommunale regi, forudsat at de nødvendige psykologfaglige ressourcer er tilstede. 3
Organisering Organiseringen af opgaverne med børn og unge er forskellige fra kommune til kommune. For at smidiggøre samarbejdet har flere kommuner samlet både PPR og familieafdelingen i den samme forvaltning. Det skaber de organisatoriske forudsætninger for et tæt samarbejde med familierne og en mere helhedsorienteret indsats. Flere forsøger sig med, at socialrådgivningerne kommer med ud på skoler og institutioner. Fx i Høje Taastrup Kommune har man samlet et børne- ungerådgivningscenter, der rummer alle hjørner af organisationen. Sundhedspleje, psykologer, sagsbehandler mv. Der afholdes netværksmøder, hvor de relevante fagpersoner og forældrene. Alle relevante fagpersoner er samlet omkring barnet. Det gør det muligt, at man kan tale om barnet uden at skulle indhente underskrifter fra de forskellige parter. Der er stor opmærksomhed om vigtigheden af det tværsektorielle arbejde i kommunen, men på trods af forskellige organisatoriske løsninger, glider samarbejdet ikke altid let i hverdagen: Socialforvaltningen får også mere og mere travlt. Det kan være vanskeligt at komme i kontakt med dem. Samarbejde med eksterne parter Hvor det tværsektorielle samarbejde inden for kommunen kan være vansk eligt, oplever samtlige kommuner i projektet også store udfordringer med det eksterne samarbejde med den praktiserende læge og psykiatrien. Den praktiserende læge Der er kun et meget begrænset samarbejde mellem kommunerne og de praktiserende læger. Da psykiatrien gerne vil have henvisningerne fra PPR frem for fra den praktiserende læge, er det ofte familien som bliver budbringere fra læge til PPR. Det er som en respondent siger ubehjælpsomt. Der tales forskellige sprog, hvor man ikke forstår hinanden. Man går skævt af hinanden. Og der er kritik af samarbejdet med privatpraktiserende speciallæger. Diagnoser. som bliver givet af den privatpraktiserende speciallæge, sidder ofte lidt løst. ADHD-agtigt bliver ofte til ADHD. Samarbejdet med psykiatrien: I interviewene kom der mange kritikpunkter vedr. samarbejdet med psykiatriske afdelinger, men helt grundlæggende er der en forståelse af, at psykiatrien er 4
under pres. Venteliste-problematikken skal løses, og at det er en naturlig men for kommunerne ikke en acceptabel reaktion, at psykiatrien forsøger at lette dette pres ved at skubbe opgaver videre til kommunerne. Presset kommer til udtryk på flere måder: 1. Et krav om at PPR laver omfattende forhåndsundersøgelser af alle børn som henvises til psykiatrien. Børnepsyk. forventer af og til at PPR har stillet en for-prognose, men vi stiller ikke diagnoser, vi stiller spørgsmål til, hvad der er børnepsyk.s vurdering er af sagen. 2. Ventetider for børn med akutte problemstillinger Det er problematisk at der er ventetider på akutte børn fx dem med angst. Børn med disse problemstillinger skal hjælpes før børn med fx ADHD. 3. Et manglende samarbejde Vi mærker at psykiatrien er under ekstremt pres. Det gør det vanskeligt at etablere et konkret samarbejde Psykiatrien er langsomme med at give tilbagemeldinger. Der er nok vilje til at samarbejde, men der er ikke ressourcer. Samtidig er der kritik af den måde som Børnepsyk. og speciallæger giver meget konkrete bud på. hvad kommunerne skal gøre i forhold til børnene, fx at kommunen skal give et konkret terapiforløb til barnet. Og klassikeren er, at børnepsyk. anbefaler, at barnet skal have et lille roligt undervisningsmiljø gerne på denne specifikke skole. Børnepsyk skaber derved en naturlig forventning fra forældrenes side om, at kommunen kan levere disse tilbud. Det kan kommune ikke altid, og ofte er det set fra kommunen side langt fra den rigtige løsning. Endelig kritiserer kommunerne børnepsyk.s tilgang til børnene, der ikke macther den udvikling, som har fundet sted i kommunerne gennem de sidste år. Børnepsyk. skal ud af boksen, Problemet er at psykiatrien har et ensidigt fokus på individet. Psykiatrien ser ikke barnet i sin kontekst. Derved er børnepsyk med til at stigmatiserer børnene - at fastholde dem. Spørgsmålet er hvordan børnene kommer tilbage på rette spor igen. Der er fra kommunernes side et ønske om, at diagnoserne ikke skal have så stor en betydning i arbejdet med børnene. Hvis man kender diagnosen er der risiko for at man kommer til at lede efter tegn på diagnosen i stedet for at se på det, der er anderledes end diagnosen. 5
Kompetencer De involverede kommuner er enige i, at PPR har de psykologiske kompetencer, der skal til, for at PPR kan indgå i et mere behandlingsorienteret arbejde med børnene, hvis de vel at mærke også havde ressourcerne til det arbejde. Det blev nævnt, at PPR godt kan takle det potentielle dilemma - på den ene side at opfylde en konsultativ rolle i forhold til skoler og institutioner - samtidig med at varetage behandlingsforløb. Kommunerne har til gengæld ikke adgang de psykiatriske kompetencer, som de kunne ønske sig. Der er kommuner, som køber sig til det uden for regionalt regi. Fx har en kommune lavet en ordning med en privatpraktiserende psykiater. Psykiateren fungerer som form for sparringspartner, og på denne måde sikrer kommunen selv, at psykiatrien er der, hvor barnet er. Endelig ligger der et potentiale i at se på kompetencerne hos lærerne og pædagogerne. Der er hos en del af dem en usikkerhed i forhold til arbejdet med disse børn. Og en diagnose er ofte med at fremhæve den usikkerhed. Løsninger Her er de forskellige løsninger som respondenterne i udgangspunktet så muligheder i: Psykiatrisk konsulent Der peges massivt på de fordele, der kan være ved at have en børnepsykiatrisk konsulent tilknyttet, der ser barnet i barnets kontekst. Kommunerne overtager en del af psykiatriens ansvarsområde for lettere behandlingsforløb og udredning Udredning gør vi selv i PPR, men vi bør have en psykiater, som kan gå sagerne igennem og sige om det var velbegrundet. PPR s viden er enorm, og den viden bør udnyttes. Børnepsykologisk rådgivning Der peges på perspektiverne i de aktuelle satspuljeforsøg. Rådgivning/uddannelse af forældrene Der peges på at der et stort potentiale i at uddanne og involvere familierne. Forældrene skal styrkes i, hvad de kan gøre i dagligdagen. De skal have 6
mestringsstrategier, og det er inden barnet bliver diagnosticeret at der er behov for familierådningvning: Det lykkes bedst at være Victor, når dagligdagen er struktureret på denne måde. Vi skal gå ind og støtte familien inden problemerne vokser sig store. Metoder Metodisk veltilrettelagte forløb i forhold til ocd, angst osv. Et tættere samarbejde med Universiteterne Koble sig sammen med Universitetet, så der kunne være fokus på effekten af forskellige indsatser. Kompetencecentre fx for ADHD Sammentænke tilbud, hvor der kan arbejdes på tværs. Det vil kunne tage udgangspunkt i der hvor barnet er og samle de pædagogiske og behandlingsmæssige kompetencer. Regionernes tilbud kunne også integreres her i et tættere samarbejde. Det fælles afsæt vil kunne være en hjælp for forældrene, som ofte oplever at der tales med forskellige sprog i forskellige termologier blandt de forskellige fagpersoner. Et paradigmeskifte Et paradigmeskifte, hvor vi ser børnene i deres kontekst og relationer. En bevægelse væk fra det individorienterede, hvor der i stedet fokuseres på opbygningen af bæredygtige fællesskaber. Fagpersonerne omkrig børnene skal udvikle sig til at tale og se børn i konteksten, dette vil også smitte af på økonomien. Hvis man er spids på sin faglighed, foranstalter man ikke mere end der er brug for. Hvis barnets kontekst fungerer, er det ikke optimalt at flytte det. Barnet kan være medlem af et bæredygtigt fællesskab og bør derfor blive i det. Konstruktivt anerkendende i samarbejdet omkring børnene kan gøre en forskel. Det er afgørende, hvordan der tales om og med børn. Opsamling Sammenholdes Erfaringsopsamlingen fra eksisterende projekter med de gennemførte interviews, viser det, at projekterne peger meget direkte ind i de problemstillinger, som kommunerne står over for: Et vanskeligt samarbejde Et behandlingsbehov Samtidig tilføjes der nogle supplerende perspektiver Forældreinvolvering Et paradigmeskifte væk fra det individorienterede 7
Forskningstilknytning 8